psykosocial støtte til familier med en forælder med kræft.

med det ene formål sammen at forholde sig til kræftsygdommens påvirkning nok til, at samtalen
hurtigt spores ind på det, der er væsentligt for deltagerne.
Indledningsvist lægger rådgiverne op til, at de mindre børn er velkomne til at gå lidt til og fra i
samtalen. De kan have legetøj, papir og farver, gameboy eller computer indenfor rækkevidde under
samtalen, hvis det hjælper dem til bedre at kunne være til stede i rummet. Vi fortæller, at vores
erfaring er, at børnene hører, hvad der bliver sagt i familien og gerne svarer, hvis de bliver
spurgt, og at de på den måde stadigvæk er en del af samtalen. For nogle børns vedkommende har
det betydet, at de er blevet frisat til at deltage. At de ikke behøver at tænke på, hvordan de skal
komme væk, hvis det bliver for svært for dem.
For forældrene har det været lettende, at de på denne måde har undgået en konflikt med børnene,
hvis deres ønske har været at børnene deltog og børnene selv har haft modstand mod det.
”Vi har længe været i tvivl om, hvor meget angsten har fyldt hos vores mellemste barn omkring hendes
fars sygdom. Om hun stadigvæk går med tanker om, at han er helt rask eller det bryder ud igen. Der
sagde hun til sidste familiesamtale, at det fyldte faktisk ikke ret meget. Hun kunne godt blive ked af det,
når hun kom til at tænke på, hvordan det var. Men angsten for her og nu, den fyldte ikke mere” (forældreudsagn).
Til en familiesamtale, hvor vi skulle tale med 3 søskende ville den yngste søn på 10 år
ikke deltage. Han var usikker og bange for, hvad der skulle ske, rapporterede den ældre
søster.
Der stod en computer i den stue, hvor samtalen skulle være, og vi spurgte storesøsteren
om hun troede, at lillebroderen ville spille computer, mens vi talte sammen. Dette
tilbud tog han straks imod, og han kom ind i stuen med hætten trukket godt ned over
ørerne og satte sig med ryggen til bordet ved computeren.
Rådgiverne respekterede, at han ikke ønskede at deltage, men spurgte ham om det
var i orden, at vi bad hans søstre om at tale med hans stemme, hvis der var noget vi
gerne ville høre hans mening om eller vide om ham. Det var det.
Det var tydeligt at se på drengens kropssprog, at han var 100 % opmærksom, og han
reagerede og rettede søstrene, hvis de sagde noget, han var uenig i. Indimellem skulede
han hen til bordet og begyndte uopfordret at sige noget. Pludselig kom han hen
til bordet, satte sig og deltog i resten af samtalen.
Det var vigtigt for denne dreng, som for flere andre mindre børn, først at høre hvordan samtalen
forløb, så han undervejs i fred og ro kunne vurdere, om han kunne deltage på denne måde.
Det han kunne høre var, at samtalen var værdsættende og anerkendende i forhold til de store forandringer
og belastninger faderens alvorlige kræftsygdom havde påført hele familien. Derudover
hørte han, at der blev taget vare på børnene både når emnet var det svære og udfordrende i deres
familieliv, og også når der blev talt om familiens ressourcer, og det der gik godt i familien trods
omstændighederne.
Samtalen foregik trods emnets tyngde med et hverdagsagtigt sprogbrug, som drengen havde nemt
ved at relatere sig til.
”Det er jo så mange gange det man ikke ved, man bliver usikker overfor med hensyn til børnene.
Så går børnene måske og tænker, at det måske er meget værre end hun siger” (forældreudsagn).
Familierådgivning
Psykosocial støtte til familier med en forælder med kræft
Side 10 af 25