I. JAN BÄCKLUND: Identitet og imitation - archiwum

More documents

Recommendations

Info

fælde som kunstspil – som går ud på at fremskrive en historie gennem at koble bestemte brikker til bestemte identiteter i et rumtid-kontinuum – at imitatorens modalitet har mulighed for at vise sig. Uden at skulle dvæle ved det, ser vi hurtigt, at alle malerier er kontingente (dvs. “kan lade være med at være”) når det kommer til tilskrivning (binding til en identitet) som brikker er i et kunstspil. Som malerier er de det, som de er dvs. nødvendige: de kan ikke være andet, end det som de er (en akvarel på papir kan ikke være en BMW). Deres predikativ som kunst er derimod altid kontingent. Enhver binding (atrybucja) kan altid erstattes med hvilken som helst anden binding, afhængig af spillets gang. De kan altid lade være med at være (wolałbym nie). Michael Wreen formulerede dette med provokativ logisk stringens når han argumenterede, at “godt nok kan vi opdage, have haft mulighed for at opdage, eller være i færd med at opdage, at Mona Lisa – netop det objekt som alle er enige om er Mona Lisa – var malet af Michelangelo, eller af en af Leonardos landsmænd. Det eksisterer ingen uovervindelig konceptuel barriere for sådan en opdagelse, som at egenskaben at være blevet malet af Leonardo, er den som Mona Lisa besidder i den virkelige verden men ikke i enhver mulig verden, i hvilken den eksisterer. Dette betyder, at det ikke er en essentiel egenskab hos Mona Lisa. […] Kunstværker synes heller ikke at besidde essentielle egenskaber af en sådan historisk indekserende art. Der gives ingen logiske eller metafysiske advarselslamper som lyser ved et udsagn som at Mona Lisa – igen, det objekt som vi nu identificerer som Mona Lisa – kan været blevet malet af van Eyck eller af van Dyck eller af van Gogh, eller til og med af van Meegeren.” Vi kan godt lide formuleringen “i enhver mulig verden i hvilken den eksisterer”. Det er nemlig i denne skyg- geverden imitatoren gemmer sig, en skygge som er kastet, ikke af spilleren eller af nogen brik, men af selve spillets regler. Fandtes der intet spil, fandtes der heller ingen imitator. At al kunst er kontingent (som kunst) vil sige at kunst-delen er det samme som den imaginære enhed på et komplekst talplan. Kunstværket kan kun fremtræde i kombination med en realdel. Den reelle del er den synlige værkdel (obchodzona) og den imaginære del udgøres af en konceptuel attributionsdel, hvor den imaginære enhed bindes til en diskret (kvantificeret) liste af egennavne, ganske som en kompleks vektor er defineret af eksempelvis B + Ai. 8 III. I spillet er der en brik som kaldes imitator. Denne Imitator er en “sten” (kamień), som eksakt imiterer spillernes træk, og for hvem blot gælder den regel, at den kun må betræde okkuperede felter som om feltet er frit. Imitatoren virker derved som et kategorisk imperativ. Dette forhold virker naturligvis på originalfigurernes trækmuligheder, således at spillets forløb tager en mere usikker og uregelmæssig gang (§3.04 i Regelbogen). Når spilleren ræsonnerer i følgende stil “eftersom træk x, så gør jeg træk y” eller “eftersom han har en stærk forhånd, spiller jeg på hans baghåndsside” og tilsvarende kausale ræsonnementer, ræsonnerer imitatoren med en form for bagvendt kausal logik: “uafhængig af hvad X gør, gør Y det også”. Y, eller imitatoren, parodierer her virkeliggørelsens reduktion af fremtidens mulighedsrum: X |a 1 →Y(X):a 1 |{a 1 , a 2 ... a n } eller, formuleret som kvadraten af de to (selvfølgelig identiske) vektornormer X og epigonfunktionen Y: 〈 f(Y)|X =∑a i n i =1 * * ai Vi ville også kunne formulere det i en anden form: når X gør noget, som for X fremtræder som en årsag, der påkalder sig en virkning, modtager Y denne virkning, men reagerer ikke på den på anden måde end ved at genetablere hele årsag-virknings-pakken til samme niveau som før Xs træk. Ys respons er uafhængigt (apatisk) determineret af Xs træk. Uafhængigt af hvilken kollaps af bølgefunktionen X ekstraherer, returnerer Y hele bølgepakken. 9 Hebborn demonstrerer principperne for dette i sin håndbog for kunstforfalskere, når han skriver: “Ikke desto mindre skyldes den autenticitet, som de værker vi sætter til salg må besidde, eksperten og hans fejltagelser. Thi det er eksperten, og kun eksperten, som er kvalificeret til at sige, hvorvidt vores malerier eller tegninger er ægte eller ej. Det er formålsløst at fortælle dem, hvorvidt det er os som har udført eller ikke udført arbejdet, som vi underkaster deres ekspertise. De er eksperterne og de skal og vil afgøre. Hvad vi må have at sige tæller ikke. Den første regel, når man indleverer arbejder til en ekspertudtalelse, er derfor at holde sin kæft og overlade arbejdet med at beskrive sådanne arbejder til den trænede eksperts kompetence. Skulle de sige at dit værk er genuint, så er det, i hvert fald for øjeblikket, genuint. Tilsvarende hvis de siger, at det er en forfalskning, så er det en forfalskning”. Derfor er det heller ikke overraskende at imitatorbrikker tit inkarneres af børn, enten i form af gestik og mimik, hvor barnet blot repeterer modspillerens gestik, eller at imitatoren maskerer sig som en konversant som hele tiden blot repeterer konversatørens udsagn: – Skal vi gå i biografen? – Skal vi gå i biografen? – Hold op med at gentage hvad jeg siger! – Hold op med at gentage hvad jeg siger! Imitatoren er determineret af spillerens originale træk, men eftersom den ikke selv lader sig indordne i den kausale logik som spillet bygger på, optræder den nærmest som en Spielverderber. Den nihilistiske variant af en sådan Spielverderber kender vi også fra barndommens strategier: – Skal vi gå i biografen? – Hvorfor? – Fordi det er sjovt! – Hvorfor? og så fremdeles. Den fortsatte dialog er, indbilder vi os, velkendt. En filosofisk mere interessant variant af en sådan kausal genføring finder vi i skriveren Bartlebys formel I would prefer not to … (wolałbym nie), hvor formlens afsluttende to er af en sådan anaforisk karakter, at den så at sige vender sig mod sætningen selv. Men da sætningen, eller rettere: sætningens referent, er fraværende (kan erstattes med en hvilken som helst vilkårlig værdi fra sættet af observerbare virke- ligheder {Φ 1 , Φ 2 ... Φ n }), vil formlen i stedet rotere omkring sin egen akse: Jeg ville foretrække at lade være, at lade være, at lade være … Anaforen, gentagelsen, imitationen eller kopieringen, driver den kausale logik tilbage til et slags intet, over hvis tomrum den svindelagtigt styrter sig ned. Dette eftersom det anaforen leder tilbage til er den ikke-kollapsede universelle bølgetilstand ω. Dette ω er, som det fremgår, en håbløs ting, nemlig interferensen af alle ikke-observerbarheder. En anden interessant egenskab ved ω er at den kun kan approksimeres ved at gå reversibelt tilbage i et rumtid-kontinuum. Hver gang vi passerer en tildragelse (Wypadek) i den omvendt kausale retning, får vi en mere præcis opfattelse af ω. Bemærk også at dette ikke nødvendigvis behøver at implicere en reversibel “tidens pil” (eftersom vi nu taler om et rumtid-kontinuum). Det er derfor afgørende for spillerne at udmanøvrere imitatoren og genetablere spillets teleologi, dvs. formålsbestemthed af to gensidigt modstridende kausale muligheder (om end krydrede med større eller mindre grader af tilfældigheder). Imitatoren på spillebrættet forårsager at spillet folder sig sammen: i stedet for at et net, en midterlinje eller hvad som helst andet markerer de to kausale muligheders balancepunkt, etablerer imitatoren et spejlbræt, hvor naturligvis den sig-selv-spejlende 8 Obchodzony. Når man møder en person som til forveksling ligner en person som man kender, men som umuligt ville kunne befinde sig hvor man møder denne, udgør denne iagttagelse ikke nødvendigvis en dublering, men udtrykker en usikkerhedsrelation mellem identitet (kausalitet) og rum (rumtid). Tilsvarende må vi forestille os, at også denne person vil kunne anskue mig som en person, som jeg til forveksling ligner, men som umuligt vil kunne befinde sig hvor jeg befinder mig nu. 9 Epigonens identitet svarer her til en normalisering af sandsynlighedsamplituden til 1 (Y = summen af Xs muligheder), og udtrykkes ID med integralen: Ψ*Ψdr =1 En tilsvarende strategi, der diskuteres indenfor spilteorien og er brugt i praksis af pokerspillere, går i korthed ud på at randomisere sine bud (slag, træk) efter vilkårlige “triggers”, som i frekvens svarer til de givne odds, for på den måde at udforme sin spillestil som en slags “tilfældighedens epigon“. 38 39
spiller kæmper for sin årsagssammenhæng – ørkesløst, naturligvis, da denne årsagssammenhæng er fanget i en cirkulær feedback af sine egne kausale fortællinger, og nu som en mekanisk-deterministisk nødvendighed. Situationen blev for nylig, om end i en anden sammenhæng, beskrevet af Jørgen Michaelsen (i kataloghæftet Endo) i et billede af en skyggebokser, som i stedet for at befinde sig i en titelkamp (en kamp om νομοζ) på Madison Square Garden (for at blive observeret), i stedet befinder sig i en grå monade, boksende mod sit eget skyggebillede. Kampen fortættes, antager metafysiske dimensioner. Monaden, den diskrete enhed, spiller mod sin egen imaginære del. Rummet krummer i en riemansk klaustrofobi, som Platons grotte, eller som en latterligt dansende sæbeboble uden forbindelser til et kombinerbart rumtidkontinuum. Dette beror på at imitatoren – modsat de øvrige brikker i spillet – ikke besidder nogen identitet, men eksisterer som det tredje ben med en bestemt amplitude (x) og frekvens (λ) mellem en pode og en antipode. Vanskeligheden ved at spille et hvilket som helst spil mod en sådan imitator har Samuel Beckett tydeligt vist med en charmerende episode i romanen Murphy, hvor hovedpersonen skal spille skak mod en vis Mr Endon på et tværdiagonalt (eller drejet) skakbræt. Partiet illustrerer klart de vanskeligheder som en spiller står foran når det gælder om at få hold på selve spillet (som en crawler vil have det med at få hold på en kunstsvømmer): Murphy-Mr. Endon 1.e4 Sh6 2.Sh3 Tg8 3.Tg1 Sc6 4.Sc3 Se5 5.Sd5 Th8 6.Th1 Sc6 7.Sc3 Sg8 8.Sb1 Sb8 Stillingen efter 8. … Sb8. 9.Sg1 e6 10.g3 Se7 11.Se2 Sg6 12.g4 Le7 13.Sg3 d6 14.Le2 Dd7 15.d3 Kd8 16.Dd2 De8 17.Kd1 Sd7 18.Sc3 Tb8 19.Tb1 Sb6 20.Sa4 Ld7 21.b3 Tg8 22.Tg1 Kc8 23.Lb2 Df8 24.Kc1 Le8 25.Lc3 Sh8 26.b4 Ld8 27.Dh6 Sa8 Stillingen efter 27. … Sa8. 28.Df6 Sg6 29.Le5 Le7 30.Sc5 Kd8 31.Sh1 Ld7 32.Kb2 Th8 33.Kb3 Lc8 34.Ka4 De8 35.Ka5 Sb6 36.Lf4 Sd7 37.Dc3 Ta8 38.Sa6 Lf8 39.Kb5 Se7 40.Ka5 Sb8 41.Dc6 Sg8 42.Kb5 Ke7 43.Ka5 Dd8 og hvid giver op med en håbløs stilling overfor “truslen” 44. … Ke8. Det er nemt her at se det “tamp-agtige”, altså mimende den skjulte tamp som hænger bagved slipsets front, i Mr Endons zombielignende spillestil. Og imitatoren er i den forstand en Spielverderber eftersom den stræber efter en kausal genforening af effekterne til den fælles årsag, som så at sige vil indeholde alle dens mulige effekter sideordnet. Spilleren derimod, efterstræber en kausal determinering: enten sker det her eller det der; enten udkrystalliserer hvid (a) sig eller sort (b) i densitetsmatricen. Vi vil også kunne udtrykke dette i geometriske termer: når spilleren efterstræber en aktualisering af densitetsmatricens diagonale mulighedsrum, vil den etablere en rettet gravitation; imitatoren stræber efter et vægtløst rum (gravitation uden retning). Hændelsen, hvor et x udsondres som en virkeliggjort effekt af den mulige årsagsmængde f(♣): {x,y}, hvor x fremtræder som den virkeliggjorte hændelse samtidigt med at y forbliver ikke-virkeliggjort. Det er denne type af virkeliggørelse som i spillet kaldes for koagulering af kausalitetsmagmaen. Det kuriøse med koaguleringen, og det som udgør dens største gåde, er at den kun kan indtræffe ved måling, aflæsning eller betragtning, altså ved handlinger som vedrører spillets protokol (protokół). Bliver ingen måling, aflæsning eller betragtning af kausalitetsmagmaen udført af en betragter eller dommer, forbliver den en sammenfiltring af potentialiteter. Imitatoren er altså ingen spiller, men en brik i spillet. En skyggebrik. Som vi så i eksemplet med Murphys parti mod Mr Endon, så tager imitatorens “allerede determinerede ubekendte” form af en bagvendt kausal logik. Man kan ikke spørge en imitator om alibi, eftersom den aldrig befinder sig på et specifikt felt på et specifikt tidspunkt. Imitatorens virksomhedsrum er i anonymiteten. IV. Kun spillere (identiteter) har navn, fx. “Bruegel”. Spillerens og selve spillets svar på imitatorens skyggespil er koagulering. Ved koaguleringen kollapser kausalitetsmagmaensoverlejringer til en imaginær del, som bliver virkeliggjort (tager form), og en realdel, som glider tilbage til skyggernes og anonymitetens rige (forbliver formløst udtværet). Det som koagulerer og antager gestalt er virkeligheden. Grunden til dette er at spilleren slår et rumtid-per- M. Duchamp: “Den spanske port” i installationen Etant donnés: 1° la chute d’eau / 2° le gaz d’éclairage. (1946-1966) spektiv på objekterne som derefter fungerer som en bevægelig (ruchomy) bold, terning eller brik, og som kun kan okkupere tomme felter samtidigt med at dens kausale sammenvævethed er opløst. Forbliver en spillebriks sammenfiltring (textura) intakt, besidder denne brik ingen lokalitet i rumtiden, men er bestemt kausalt kædet til et individ. En kausalitetsbestemt brik besidder fuldstændig kausal lænkning til sit individ. Det er det vi normalt kalder “autentisk”. Virkeligheden fremkommer gennem trækkets eller slagets åbning. En åbning kan være spansk parti, hvis første træk for hvid som bekendt er netop e2—e4. En anden åbning er “den spanske port”, hvis tidligste forekomst synes os være Sebastiano Serlios Den extravaganten boeck van Architecturen […] inden welcken van diversche spanischen portalen ad acta getracteert wort. Antwerpen: deur Mayken Verhulst, 1555. Senere, langt senere, finder vi dette træk også i Duchamps sidste installation Etant donnés … (Givet …). Givet hvad? Ja, eksempelvis e2—e4, eller mere alment, et træk, et hvilket som helst træk. Disse åbninger skyldes at virkeligheden består af fyldte og tomme felter (snitflader), på hvilke en selvhæftende operator (doje · zd · zaj cy) virker (en slags aflæsende “pendul”), som ved et slag kan forvandles fra et tomt felt til et fyldt, og et fyldt til et tomt (§2.22 i Regelbogen). Som sagt kalder man denne kollaps for et “slag”, “træf ” eller “bud”, eftersom det opløser og genbinder båndet mellem en fast tamp og en pjattet tamp (§5.5 i Regelbogen) på denne snitflade. Sådanne (bevidst eller ubevidst) satsende “slag”, “kast”, “træk” eller “bud” indtræffer naturligvis bestandigt og hele tiden. Det er dem, der gør at vi overhovedet opfatter en virkelighed, som muligvis ellers ville fremtræde en kende for hallucinerende til, at et moderne samfund ville kunne fungere så tilpas smidigt, som det trods alt gør: vi er omtrent enige om togtider, mødesteder og aftaler, om at Leonardo malede Mona Lisa, om hvem, der skød 40 41
Page 1 and 2: a man den 11.01.1996 fandt forfalsk
Page 3: Den store Landskabsseligheden til a
Page 7: muligt til en eksakt lighed med den

I. JAN BÄCKLUND: Identitet og imitation - archiwum

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?