Skriv en analyserende artikel om uddraget af Hjertet slår

5
10
Jens Smærup Sørensen: ”Hjertet slår og slår” (uddrag, roman fra 2012)
En professor i historie er hjemme hos sin far på plejehjemmet i Himmerland. Faren ligger for døden og
sønnen er hos ham til det sidste. Men den gamles hjerte slår og slår. Dag efter dag modstår det døden,
og mens stueuret fylder rummet med sin tikken, som uophørlige ekkoer af sønnens drengeår, vælder
billeder og tanker fra dengang frem i ham. Sønnen sidder med sin computer og forsøger at lave noget af
det arbejde, som han forsømmer ved at være hos sin døende far. Men i stedet for en artikel om sin
forskning som historiker, kommer han til at skrive erindringer fra sin barndom. (Gengivet fra bogens
bagsidetekst).
Uddraget nedenfor er første afsnit i bogens del 2 (s. 65-74).
Jens Smærup Sørensen (født den 30. maj 1946 i Staun ved Nibe) er en dansk forfatter og cand. phil. i
dansk.
15
Han var god til at skære ansigter. Han gjorde det især når vi havde lagt os i sengen og skulle til at sove.
Helt op til skolealderen kunne jeg engang imellem få lov til at ligge hos ham. Endnu kunne der komme
sådan en mild aften efter en heldigt overstået dag.
Læg du dig nu ind i min seng, kunne han da sige. Så kommer jeg om ni minutter.
20
Ikke ti, sådan talte han ikke til mig. Ni minutter ville der gå, eller syv. Han forstod jeg
havde brug for en præcis forkortning af den evighed, der ville indtræde få sekunder efter at jeg havde
lagt mig i hans seng. Og han vidste at jeg også ville få brug for en nøjagtig tidsangivelse, når han
endelig kom, for at jeg så kunne bebrejde ham, at han ikke havde holdt hvad han lovede. Uanset hvor
længe det varede, ville jeg ikke være faldet i søvn. De ni minutter, de syv minutter kunne sagtens holde
25 mig lysvågen en hel time.
Du sagde ni minutter, sagde jeg så. Og han svarede: Ni minutter fra hvad?
Eller han sagde: Jeg er ikke bare kommet efter ni minutter, men efter tre gange ni
minutter!
En slags snyd jeg som femårig måtte overgive mig til. Jeg blev holdt for nar og var
30 samtidig glad og betaget over hans evne til at narre mig, og jeg vidste knap om jeg mest følte mig
krænket eller endnu mere opløftet. Og han havde da sikkert som en kyndig illusionist - ved at
hensætte mig i så ustyrlige stemningssvingninger – åbnet mig for alt hvad der nu skulle ske.
Det lå allerede på spil bag den ret muntre mine han satte på, mens han klædte sig af: Jeg
skulle nu forskrækkes.
35
Han lagde sig ned under dynen til mig. Han lagde sig på siden og sagde at jeg skulle gøre
det samme. Jeg skulle lægge mig om på siden, og så skulle jeg se lige på ham, lige ind i hans ansigt. Og
så skulle jeg holde virkelig godt øje med ham. Ikke kigge nogen andre steder hen. Aldrig et øjeblik. Jeg
skulle kun se på ham. Og jeg skulle følge hver en trækning i hans ansigt.
Også ørerne kunne han bevæge. Og han lagde først det fri af dem lidt tilbage, samtidig
40 med at han ganske langsomt begyndte at løfte brynene. Så spærrede han øjnene op. Så åbnede han
munden på vid gab. Hans skinnende øjne lå nu som store, tomme kugler over hans kinder, og han
krængede læberne ud omkring gebisset til det strakte sig så vældigt frem mod mig, at jeg kunne blive
ædt i en bid. Men langt nede bag svælget lavede han først nogle underlig langstrakte på en gang dovent
stønnende, lidt ligeglad rallende og morderisk rasende lyde. Han var virkelig blevet et dyr. Og på
45 rovdyrvis trak han da, som det sidste, som det næstsidste, trak sin rynkede næse op mellem de vældige,
skævt skridende afgrunde af et par glugger. Lige før han huggede til.
Først da vovede jeg at presse øjnene i og greb med begge hænder hårdt om mit eget
ansigt. En krampe af rædsel holdt hele min hulkende krop i spænd.
Og der var stille, og mørkt, indtil jeg hørte hans latter. Og jeg skyndte mig at få øjnene
50
åbnet og ville le med, mens jeg tørrede løs på tårerne med alle knoer.
1

5
10
15
20
25
30
35
40
45
50
Og han Io. Og han lavede sjove hoveder. Hurtigt det ene efter det andet, og han smilede
som en snottet tumpe, han sendte himmelvendte blikke og blinkede som en skabagtig tøs. Han så sur ud
som en lille dreng der ikke kunne få sin vilje. Og jeg grinede vanvittigt og bultrede spasmodisk omkring
i sengen. For det skulle vare så længe, så længe. Det skulle blive ved, og det skulle vare meget, meget
længere endnu.
For jeg vidste allerede at han med et ville tage om mig og holde mig fast. Han ville sige til
mig at jeg igen skulle lægge mig om på siden og se ham lige ind i ansigtet. Og jeg skulle kun se på ham
og aldrig nogen andre steder hen. Og han ville så lægge øret tilbage, og han ville løfte brynene.
Der var altid en anden omgang af det forfærdelige. Og det blev i anden omgang endnu
mere forfærdeligt end i første, som om han da kun havde øvet sig på at blive et vilddyr. Eller fordi jeg jo
nu helt nøjagtigt, fra hvert endeløse sekund til det næste, kunne forudse hvordan hans forvandling ville
udspille sig. Og den allersidste rest af tro på at der stadig blev en lillebitte smule tilbage af ham selv,
inderst inde, slap op for mig. Han var ikke andet end det stønnende og rallende uhyre der lige om lidt
slet ikke længere kunne lade være med at knase mit hoved mellem sine tænder.
Og jeg kom til at hyle og hvine som et kuld forvildede smågrise, indtil jeg omsider
mærkede ham, hans hænder på mig. Og han fik mig krammet til ro.
Ja, ja, sagde han. Vi to kan nok ligge sammen her og være lige ved at blive bange.
Lad os nu hellere bede et fadervor. Ja, læg dig stille ned på ryggen og fold dine hænder.
Og hvor gjorde det godt at høre ham bede. Han gjorde det med lav stemme, men meget
klart og tydeligt, og med mange små ophold, som om han skulle tænke sig godt om for ikke at glemme
nogle af ordene. Det var så vigtigt for os begge to, hvert eneste ord skulle med, de skulle alle
sammen kunne høres deroppe over loftet, som vi lå og stirrede på. De skulle trænge op gennem taget og
kunne høres højt oppe i nattehimlen. Og når han havde sagt amen, og fået mig til også at sige amen,
fortsatte han med en sang.
Jeg er træt og går til ro, lukker mine øjne to.
Fader, se med kærlighed til mit ringe leje ned.
Senere, når han måske troede at jeg var faldet i søvn, sang han stille videre, flere andre
vers. Jeg var klar over at de alle sammen blev sunget til Gud. Han skulle hjælpe os.
Det kunne tidligt konstateres at der ikke var mange ting jeg duede til. Jeg klumrede og fjumrede.
Hænderne sad ikke ret på mig, og jeg havde ikke mine tanker ved det jeg havde med at gøre.
Det var måske sådan noget der lå til mig. På den anden side burde jeg måske også have
taget mig mere sammen. Meget mere sammen. Det var i al fald nok den almindelige mening hos os. For
det kunne tit være svært at tro andet end at jeg med vilje var forsømmelig. Det kunne nemlig ske, når jeg
var blevet sendt op på loftet over kostalden for at forke noget hø ned til kalvene, at jeg i stedet fandt på at
lægge mig i høet, og at jeg så næsten med det samme glemte, hvad jeg egentlig skulle deroppe. Ikke fordi jeg
ville unddrage mig pligten, det mente jeg ikke. Jeg glemte den bare, for det bløde hø og de skønne duftes
skyld. Og jeg blev liggende til han havde mistet tålmodigheden og kom op og hentede mig.
Eller glemsomheden var en undskyldning jeg gav mig selv. For ikke åbent at skulle stå ved
min dovenskab. Det var vist nogenlunde hans opfattelse, og der var heller ingen mangel på tilfælde der
sagtens kunne bekræfte den. Jeg gemte mig af og til, i laden, nede i maskinhuset, omme bag træerne ved
møddingen. Eller: Jeg sagde til mig selv at der lige var noget, der skulle gøres på den slags steder.
Uden for hans synsvidde. Det var der så især når jeg kunne fornemme, at det trak op til en besked om, at jeg
skulle lave et eller andet, jeg ikke brød mig om. Det kunne være i vinterkulden at hakke med en spade i
ensilagegraven for at få et læs på trillebøren og mosle den frem gennem sneen. Eller at gå og rykke mælde og
bynke op mellem kartoflerne i øsende regnvejr. Det kunne være så meget, og jeg havde altså lige noget andet
for. Jeg gemte mig.
Man skulle vel nærmest være idiot for at forstå det anderledes. Ingen kunne have nogen
indvendinger imod at jeg blev straffet. Jeg blev snart god til at udstå straf. Anderledes med Jakob der kom
en del hos os. Han var fra præstegården, og der havde de ikke længere landbrug, og han fik tit lyst til at
2

5
10
15
20
25
30
35
40
45
50
være med til noget landbrug. Lidt af det i hvert fald. Derfor kom han hos os, og han kunne selvfølgelig
gå igen når det passede ham. Og det hele var på alle måder meget anderledes med ham end med mig.
Han var heller ikke sådan en klodsmajor. Og mange gange ville han lave ulykker.
Det ville jeg aldrig. Jeg havde rigeligt i dem jeg kom til at lave uden at ville. Jeg kunne
knap gå forbi en spand mælk uden at vælte den. Hvis jeg holdt en sæk der skulle skovles korni, kom jeg
til at tabe den.
Og Jakob var så den der blev bedt om at vise mig, hvordan det skulle gøres. Og var der et
reb der skulle bindes om en bjælke højt oppe i loen, så sad han deroppe og morede sig, inden jeg havde
nået at klatre meget længere end min egen højde. Jeg var blevet forsigtig med ikke at falde. Jeg stolede
efterhånden meget lidt på mine lemmer. Og Jakob blev rost igen, og han fik nogle mønter med hjem.
Det var klart at sådan noget også ville kunne overgå mig, hvis jeg engang blev som ham.
Men udstå straf, det duede han ikke til.
En søndag eftermiddag, mens de fleste sov deres middagssøvn, fik han den ide at vi skulle
køre en tur på traktoren. Den stod nede ved haven, og vi var kravlet op og skiftedes til at sidde i sædet
og rykke i rattet.
Han spurgte så om jeg ikke kunne starte den, og det kunne jeg godt. Jeg havde for længst
fået lært at køre traktor, og det var en af de få ting det endnu ikke var gået helt galt med for mig. Jeg
kunne så nemt som ingenting starte den, men jeg måtte ikke, medmindre jeg havde fået besked på det.
Jakob syntes jeg bare skulle gøre det alligevel. Så kunne vi køre en tur. Det mente han ikke der kunne
ske noget ved.
Det var ikke første gang han fik mig med på at lave ulykker. Men han havde på en eller
anden måde kunnet forklare dem bagefter. Han havde også ordet i sin magt og kunne altid få tungen
vendt rigtigt, og vi var sluppet for videre tiltale. Det kneb alligevel da vi lukkede hønsene ud, alle
hundrede, og det tog de voksne resten af dagen at rende rundt og fange dem. Og han vidste måske
det ville komme til at knibe, og havde skyndt sig hjem i tide.
Det var så kun mig der kunne straffes. Og det havde jeg ikke glemt, men heller ikke hans
evne til at redde sig, og at den nok også hang sammen med at han var præstens søn. Så hvis han nu ikke
igen lod mig i stikken og blev sammen med mig, når vi havde kørt en lille tur, så kunne der sikkert ikke,
som han sagde, ske noget ved det.
Jeg startede traktoren, og vi kørte ned bag om laden og ud på vejen. Og jeg tænkte at jeg
for en gangs skyld også godt ville lære ham noget, og jeg kørte ned mod fjorden, for der langs vandet
kunne han måske øve sig lidt i at styre.
Det var ikke svært. Han skulle bare holde sig på stranden, sagde jeg til ham, og det skulle
han nok, sagde han. Endelig ikke ramle ind gennem pigtråden og op på engen, sagde jeg. Og nej, det
skulle han nok passe på med. Og da heller ikke ud i fjorden, sagde jeg. Og han rettede sig efter mig et
lille stykke. Indtil han havde fundet ud af hvor nemt det var at holde traktoren på strimlen af sand
og tang, så blev han træt af det. Han drejede ud i fjorden.
Jeg smed mig frem over ryggen på ham og halede i rattet, ind mod land igen, og vi
slingrede lidt fra side til side. Men han havde bedst fat, dernede i førersædet, og i løbet af ingen tid var
vi kommet alt for langt ud og havnet i et hul i fjordbunden. Motoren gik ud. Højre baghjul sad dybt i
hullet, og jeg fik ham væk fra rattet, startede igen, gassede godt op. Det førte ikke til andet end at
venstre baghjul også gik gennem bunden. Så sad vi der, urokkeligt, i sand og mudder op til bagakslen og
med forhjulene skvulpende i vandskorpen.
Det var da vist noget helt galt noget, vi her havde bedrevet.
Sådan sagde en af fiskerne. Han var ellers lige kommet i gang med at bøde nogle garn, nu
steg han atter på cyklen for at hente manden. Manden på vores gård. Og han kom i bilen, den mand, og
det varede ikke ret længe. Vi havde ikke nået at få så meget samling på os selv at vi rigtig kunne snakke
sammen. Ikke engang om det måske kunne nytte noget at rende langt væk.
Vi stod der, halvvåde, og skammede os. Fiskeren havde selvfølgelig ret. Det var alt
sammen helt galt.
3

5
10
15
20
25
30
Der skulle skaffes en anden traktor til at trække den her op. Og den havde heller ikke godt
af at vi havde kørt den ud i saltvandet. Men det værste var selvfølgelig at vi i det hele taget havde kørt
nogen steder uden at få lov til det. Nej, det allerværste, det fik vi at vide igen og igen, det allerværste
var at vi havde sat vores liv på spil.
Det var et under at vi stadig var i live, og det første der nu skulle ske, det var at vi skulle
have vores straf. Jeg blev kaldt frem og fik nogle slemme lussinger på begge sider af hovedet. Men jeg
var jo blevet god til at tåle mosten, og det var altså anderledes med Jakob.
Måske havde han aldrig nogen sinde prøvet at få lussinger før. Allerede da han fik den
første, stak han i et vræl, og den tredje eller fjerde havde ikke ramt ham før han pissede i bukserne. Og
var hans bukser ikke våde i forvejen, så blev de det nu, det kunne vi tydeligt se, og han skreg det selv:
Jeg pisser i bukserne! Men i det samme fik han sig revet løs, og han pilede af sted, ligesom halvvejs i
blinde, med et par korte hyl som en hund også.
Vi blev stående og kiggede efter ham, til han næsten var oppe i byen. Uden at sige noget,
og jeg var i det mindste tilfreds med at det ikke længere havde hjulpet Jakob, at han var præstens søn.
Og jeg spekulerede på om han måske stod på samme måde og var tilfreds, med mig.
Over at jeg ikke skabte mig sådan som Jakob havde gjort. Men det var han ikke.
Det tror jeg ikke han var. Han ønskede ikke at hærde mig. Ikke ud over det strengt
nødvendige. Han var glad når jeg viste mig blød. Når nogle kvier ikke var til at få på plads i båsene, og
han slog til dem med sin stok, og når jeg så greb fat i ham og ville stoppe ham - så sænkede han
stokken. Og han krummede mundvigene og ruskede mig lidt i skulderen, som om han bare var en anden
dreng, jeg kunne slås med.
Glad var han, ved at jeg trods alt havde hjerte. Jo, jeg havde hjerte til at få ondt af kvien
for de slag den fik, og jeg havde endda hjerte til at blande mig i det.
Men selvfølgelig måtte han tugte mig så jeg med tiden skulle kunne klare mig. Så ingen
ville kunne sige at han ikke havde gjort sit for at sætte mig i stand til at drive et landbrug. For jeg skulle
være bonde, ellers ville jeg få et usselt liv, det vidste vi alle sammen. Det var endnu alt hvad vi vidste
om den sag, og hvis ikke vi vidste det, var der ingenting vi vidste.
Og hvis da bare Vorherre havde skænket mig lidt bedre evner. Så han ikke så tit var nødt
til at slå mig.
Den byrde var nu lagt på ham, og hvor meget har han mon ikke indimellem været fristet
til at kaste den af sig? Men han ville ikke fuldstændig opgive mig.
4