Fra Skærum i Vestjylland til Kaupang i Skiringssal

More documents

Recommendations

Info

indlandet er muligvis, hvad vi skal læse ud af heal eller –alr. Et ord, som vi genfinder i et norsk kvitval(8), der betegner et drag over land, og som vi genfinder i nærområdet i navnene Vollen og Valby: ”Valby (af Valbø RB) is a –bý/-bø name containing the word vall/voll ”flat grassland”. The name is perhaps to be seen in conjunction with the placename Vollen found at Tjølling church to the east. This name Vollen might be old, as old as the name Þjóðalyng, and the word is often found in place-names for assembly sites, as, for instance, Vall in central locations in the old parishes in the province of Gästrikland in Sweden and in names such as Tingvalla, Þingvellir … “(9). Jeg er også overbevist om, at navnet er meget gammelt, og jeg er også ret sikker på, at det henviser til det overkommelige, flade land – ikke som f.eks. græsningsmulighed eller tingsted som sådan, snarere til farbarheden eller til vejen. Det er også en mulighed at se heal i navnet Helgefjell (Helgafield) ved søen Vittersen nord for Tjølling, der skriver sig tilbage til i alle tilfælde 1439(10), hvilket er sent. Den stejle knold markerer, at her går val’en ((Sciringes) heal) over land sydpå via Tjølling til Kaupang. Eller omvendt: her slutter landevejen fra Kaupang. Historien om det hellige bjerg og/eller et kultsted, som ofte knyttes til lokaliteter med forled af denne type, kan meget sandsynligt være eftertidens gode historie, hvor den oprindelige betydning længst er gået i glemmebogen. Jeg kan heller ikke lade være med at antyde, at der kan være former og parallelformer, der giver sig til kende i lokaliteter så ”forskellige” som det norske sønavn, Kaldingen – et navn, som f.eks. allerede Kristian Hald sammenholdt med danske navne som Kolding og Kolind, hvor han beskæftigede sig med –ing(e)-navne: ”I det hele taget er det saadan, at hvor vi kan konstatere, at Endelsen har Enstavelsesform, drejer det sig normalt ikke om oprindelige Bebyggelsesnavne, men om gamle Naturnavne, Bygdenavne, Aanavne, Fjordnavne etc., ligesom det er Tilfældet i England. I nogle Tilfælde er det fristende at opfatte –ing som en oprindelig Enstavelsesform, selv om det ikke direkte fremgaar af de gamle Skrivemaader. Det gælder f.Eks. Navnene Kolding og Kolind; det sidste er af samme Oprindelse som Købstadnavnet, men i Stedets Dialekt gaar Endelsen –ing over til –in(d). Begge gaar tilbage til et oprindeligt *Kaldung- (en ing-Afledning vilde give et moderne *Kælding), og da begge ligger ved Bunden af Fjorde, Kolind ved det nu udtørrede Kolindsund, er det en meget nærliggende Tanke, at vi har at gøre med et gammelt Fjordnavn, afledt af Tillægsordet kold, gammeldansk kaldær. Navnet kan jævnføres med det norske Sønavn Kaldingen, som vi vistnok har et Sidestykke til i det nordsjællandske Kollensø (1682 Kolling Søe)”(11). Om Kolding og Kolind skriver Jørgensen: ” … af adj. kold. ”Den kolde (å)” – hhv. ”Det kolde (sund)””(12). Der er flere væsentlige pointer i ovenstående citat. Dels om –ing som betegnende et ”naturnavn”, her i særdeleshed å- eller fjordnavne, som også er til stede på engelsk grund. Om der er tale om et ”naturnavn”, kan jeg tilslutte mig, såfremt der menes ”betegnelse for et funktionelt naturfænomen”. –ing(e) såvel som –ung og –ang (Kaup-ang) repræsenterende eller som former af et udgangspunkt, der hedder rheûm – strøm, vandvej. Dernæst er der en vigtig pointe i k-formerne Kal(d)-, Kol(d)- og ikke mindst i krydsreferencerne imellem Norge og Danmark. Det handler ikke om vandenes temperatur. Vandet er i alle tilfælde f.eks. ikke specielt koldt i Koldingfjorden (om sommeren). Langt hellere skal man tænke nogle sproglige forbindelser omkring h og k ind i lydbilledet, således at forstå, at disse kan være hinandens ”stedfortrædere”. Vi kan tage navne som Høl og Hølen, Kølby og Kol(d)by, men også f.eks. Kieler-kanalen eller ”Kölen, or Kölarna, fvn. Kilir,
Engl. ”the keel” or ”the keels” which signifies ”the watershed” par préference, is the traditional name of the borderlands between Norway and Sweden. As such it is recognized since ancient times on both sides … “(13). Køl eller høl, kal eller hal, kiel eller heal eller haul, kvitval i Norge eller Hvidanger i Danmark (ved Vordingborg). Pointen er, at der er tale om veje eller overgangszoner, og om knude- og/eller kontrolpunkter. Med hensyn til Kaupang har vi dermed en tidlig købing, et handels- og forbindelsesmæssigt knudepunkt på grænsen mellem land og vand (Kaup + ang) hvor –ang angiver vandvejen – rheûm – og hvor kaup- er udtrykket for handelsmuligheden. Om verbet købe hedder det bl.a.: ” … (ænyd. glda. d. s., æda. køpæ (Da. Sprogtekster.I.(1925).14. Lund.Ordb.81. Wim.180), sv. köpa, no. kjøpe, oldn. kaupa (præt. keypti), ty. kaufen, got. kaupon, oeng. ceapian; rimeligvis fællesgermansk dannelse paa grundlag af lat. caupo (gen. -onis), krovært, kræmmer (vinhandler), med grundbet.: drive (tusk)handel med en caupo … ”(14). Det er tankevækkende, at købe/kaup/ceapian etc. antages at være en rimeligvis fællesgermansk dannelse på grundlag af et latinsk caupo. Vi finder lokaliteter med forled af denne type på eller meget nær ved næs, som jeg andetsteds (Veje ind i arkæologien) ser som afledning i en eller anden form af et gammelt nau- og som værende udtryk for handelsknudepunkt mellem land og vand. Ligeledes tankevækkende er det, at vi rundt om i verden har handelsstationer, der bærer forled som Kap/Cape/Cabo. Kigger man f.eks. ordet cape nærmere efter, lyder det bl.a.: ” … “promontory,” late 14c., from M.Fr. cap, from L. caput “headland, head” (see head)”(15). Og om head nævnes: “ … from P.Gmc. *khaubuthan (cf. O.S. hobid, O.N. hofuð, O.Fris. haved, Ger. Haupt, Goth. haubiþ “head”), from PIE *kauput- “head” (cf. Skt. kaput-, L. caput “head”) … “(16). Det er selvfølgelig ikke sikkert, men det forekommer mig umiddelbart, som om der på et tidspunkt i historien kunne have fundet nogle koblinger eller fejl- eller kortslutninger sted imellem kaput, kauput, kaupa/caupo osv. At forholde sig til navnet på så imposant en lokalitet som Kapernaum er måske heller ikke helt uden mening (se f.eks. Welcome to The Capharnaum. The Town of Jesus - http://198.62.75.1/www1/ofm/sites/TScpmain.html). Et sidste toponym at forholde sig til i Skiringssal er Huseby. ”Huset” i denne Huseby såvel som måske alle andre lokaliteter med (i udgangspunktet) samme forled skal ikke nødvendigvis relateres til bygningen - huset, salen eller hallen. Hus- er - eller kunne i hvert fald tænkes at være - en reminiscens eller en omskrivning af et gammelt rheus: strøm, flod, vandvej (se mit indlæg Rum). En Husby refererer dermed ikke alene til et kongeligt, administrativt center, en kongsgård eller længere oppe i tid befæstningen (jfr. Hammershus, Koldinghus etc.); navnet refererer samtidig - hvis ikke først - til denne administrative enheds beliggenhed: nemlig ved vandvejen. I Ulfborg Herred i Vestjylland ligger en af de danske Husby’er, hvis ældste form tilbage i 1266 skrives Horsæby, senere former tæller bl.a. Husæby (1388) og Huusbye (1688): ”Navnet, som er sammensat af subst. hus, antagelig i plur., og by, findes 9 steder i Danmark, 46 i Norge og ca. 70 i Sverige. Vigtig for dets tolkning er to appellative sammensætninger. Den ene, huseby, er overleveret i et dansk kongebrev fra 1233 … i en sammenhæng som viser at glda. hūsaby har betegnet en kongsgård. Hermed stemmer at den anden, den svenske Dalalagens husabyman, betegner en lensmand eller bryde i kongens tjeneste. Medens det således synes uomtvisteligt at Huseby-navnene har relation til kongeligt gods,
Page 1 and 2: Fra Skærum i Vestjylland til Kaupa
Page 3 and 4: Det er efter min mening ikke ganske
Page 5: Det samme Skærum og det samme Skje
Page 9 and 10: Korselitse ligger på Falster’s
Page 11: (10) Brink, 2007, p. 56 (11) Hald,

Fra Skærum i Vestjylland til Kaupang i Skiringssal

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?