Wallah min fætter, det er for sjovt - Pia Quist

Weekendavisen 29. juni 2007
Wallah min fætter, det er for sjovt
Hasta banana. Man kan også være bange for at være for politisk korrekt!
Af Pia Quist
Adjunkt, ph.d.
Dialektforskning
Nordisk Forskningsinstitut
Københavns Universitet
Bimmer, omvendt kasket, tyk guldkæde, brun hud og sorte skægstubbe – stereotypen er på plads
med hele baduljen – inklusiv sproget »wallah min fætter «. Sådan ser Mujaffa ud, og sådan taler
han i det 7 år gamle, men stadig populære internetspil fra Danmarks Radio »Mujaffa-spillet«. Han
kører BMW ned ad noget, der nok skal forestille Nørrebrogade, og i spillet får han point, når han
samler guldkæder på vejen, scorer blonde bimbo-typer på fortovet og smadrer ind i
forbipasserende politibiler. Mujaffa-spillet er på ingen måde udfordrende rent spilteknisk.
Attraktionen er alene den karikerede fremstilling af Mujaffa. Og den har efter alt at dømme ramt
plet. På DRs hjemmeside har 72 procent af 135.418 brugere stemt, at de synes, at Mujaffaspillet er
»for sjovt«!
Når Mujaffa-stereotypen appellerer og får os til grine, er det blandt andet, fordi den spiller på noget
genkendeligt. Gennem iscenesættelse overgøres og forvrænges genkendelige tegn til det latterlige
og groteske. Udtrykket »wallah min fætter « er et sådant overgjort tegn, og det er et eksempel på
et velkendt sociolingvistisk fænomen, nemlig den ironiske og latterliggørende »talen som den
etniske anden«.
I USA kendes fænomenet blandt andet som det, der kaldes Mock-Spanish. Mock kan oversættes
som noget i retning af efterabende, spottende og nedgørende. Mock-Spanish er brudstykker af
spansk brugt på en jokende måde af amerikanere, som ikke har latinamerikansk baggrund (typisk
af anglo-amerikanere). Et velkendt eksempel er Arnold Schwarzeneggers replik »hasta la vista,
baby« i en Terminator-film.
Ud over »hasta la vista, baby« er ord som »adios« og »mañana« almindelige. Men også
omskrivninger af udtryk, som blot lyder spanske, for eksempel »no problemo«, »buenos nachos« (i
stedet for buenas noches) og »hasta banana« (for hasta mañana). Udtrykkene bruges i daglig tale,
i film og reklamer, og de findes som tryk på for eksempel T-shirts og tekrus ledsaget af
karikaturtegninger af eksempelvis sovende mexicanere med store sombreros. I disse
sammenhænge portrætteres »latino’erne« som dovne, sex-fikserede og politisk korrupte. Vi kender
dem alle – stereotypen reproduceres alle steder.
Sociolingvisten Jane Hill har analyseret Mock-Spanish grundigt og ser fænomenet som en form for
tilsløret racisme. Hun viser, at sprogbrugen sjældent anerkendes som racistisk, fordi bespottelsen
sker indirekte. Faktisk peger Hill på, at de racistiske effekter af Mock-Spanish aktivt benægtes af
dets brugere. En bruger af Mock-Spanish vil typisk selv argumentere for, at sprogbrugen er en
måde, hvorpå man viser, ar man værdsætter spansk sprog og kultur, en måde at inkludere de
spansktalende i den amerikanske kultur på. Samtidig viser Hill, at Mock-Spanish har en attraktiv
virkning for brugerne, idet et velplaceret »hasta la bye-bye« viser, at man har humoristisk sans, er
easy going og kan lege kreativt med fremmedsprog.

Mock-udtrykkene lever og skabes gennem medier og sprogbrugeres brug af medier. De karikerede
udtryk gennemlever nemlig typisk en fast cyklus, der starter ’på gaden’, overtages og forvrænges i
et massemedie, og derpå bruges ’på gaden’ igen i sin nye form.
Udtrykket »wallah min fætter « er et prototypisk eksempel på mock-udtrykkenes medierede
livscyklus: »Wallah « er et ganske almindeligt ord i etnisk blandede miljøer som for eksempel
Nørrebro. Det bruges umarkeret og er en karakteristisk del af multietnolekt. »Wallah « findes altså
derude, uden for medierne, og bruges uden parodiske hensigter. Udtrykket »wallah min fætter «,
derimod, findes ikke derude. Eller rettere, det gjorde det ikke, indtil Mujaffa-spillet så dagens lys.
»Wallah min fætter « er de danske spilmageres forestilling om, hvordan »Mujaffa« taler. Udtrykket
spiller på en stereotyp opfattelse af indvandreres tætte familienetværk, hvor alle er »fætre«,
ligesom den peger på gangster-myten om mafiafamilien. Men »wallah min fætter « var ikke et fast
udtryk i multietnolekt (egentlig kan man slet ikke bruge »wallah « på den måde som det bruges i
Mujaffa-spillet). Efter Mujaffa-spillet har udtrykket fået sit eget liv ’på gaden’,og kan nu også høres
på Nørrebro. Mest af alt bruges det af unge, som i øvrigt ikke færdes i etnisk blandede omgivelser.
De siger »wallah min fætter « for sjov – og de tror måske, det er en autentisk sprogbrug.
Da Mujaffa-spillet i år 2000 blev lanceret som Perkerspillet (et navn som DR senere efter protester
valgte at ændre), var der en del debat om det betimelige i at bruge et ord som perker og
portrættere unge andengenerationsindvandrere som hjernedøde kriminelle. Skaberne af
Perkerspillet mente selv, at deres karikatur var fredsommelig og kærligt drillende, og man
argumenterede for, at man ved at inkludere indvandrere i komikkens verden viste, at de også var
inkluderede i den virkelige (hele problematikken kunne nemt paralleliseres videre til diskussionerne
om Muhammed-tegningerne, men det fører for vidt i denne sammenhæng).
Problemet med mock-udtrykkene og den ’venlige karikatur’ er dog, som Hill overbevisende anfører
i sin forskning, at den kun fungerer i og med den stereotype produktion og reproduktion af »den
etniske anden«. Der ville ikke være nogen humoristisk effekt ved »wallah min fætter «, hvis ikke
udtrykket gennem brugen kobledes til hele pakken af forestillinger om den småkriminelle, bil- og
bimbo-fikserede indvandrer. Hver gang mock-udtrykket bruges, bekræftes og genindsættes et
allerede etableret hierarki mellem majoritet og minoritet, og mock-udtrykket fungerer kun på
baggrund af dette hierarki.
Problemet er, at den stereotyperede ingen taleret har her. Det er mock-brugeren, der fra sin
privilegerede talerposition som tilhørende majoriteten har muligheden for at bestemme sin tale som
venlig og ufarlig. Og netop på grund af udklædningen som morsom og venlig er det yderst
vanskeligt at kritisere mock-udtrykkene som det, de er, nemlig racisme in disguise.
Man kunne indvende, at det intenderet kærlige i mock-brugen og karikaturerne er en væsentlig
formildende omstændighed, der tager brodden af det racistiske. Men en kærlig intention har ikke
altid en kærlig effekt. Og mock-udtrykkene (over)lever deres fredsommelige liv, netop fordi de
fungerer i og med dobbeltheden i det »kærligt drillende«. Det er samme mekanisme, vi genser i
helt banal skolegårdsmobning – mobbeofferet får lov at være i fred og overlever dermed, så længe
han selv griner med.
Skal vi så forbyde mock-udtrykkene? Nej, jeg er ikke tilhænger af forbud og sproglige mundkurve.
Vi kan ikke forbyde os til en mock-fri verden. Men den ellers udbredte angst for at være for politisk
korrekt bør på den anden side ikke forhindre os i at kunne kaste et (selv)kritisk blik på et fænomen
som sproglig mock.