Fra Fanø i nord til halligerne i syd. Kulturhistoriske highlights fra en ...

PÅ
ØHOP
I VADEHAVET
Gennem århundreder har Vadehavet været øboernes kilde til
overlevelse. Mens øens kvinder tidligere stod for husholdning
og landbrug, var mændene beskæftiget indenfor fiskeri,
hvalfangst og søfart. I dag er øernes primære indtægtskilde
de mange feriegæster, der besøger øerne i sommerperioden
for at holde badeferie på de mange skønne sandstrande.
Men at være omgivet af Vadehavet er ikke den rene idyl.
Tidevandsforskellene i Vadehavet er meget store, og det
betyder, at mennesker, der lever i dette område, ofte må indrette
sig efter ebbe og flod. For det meste er den indretning
ganske uproblematisk, men når Nordsøen viser sig fra sin
barske side og stærk blæst kombineres med højvande, er der
risiko for stormflod. Dette naturfænomen opstår med jævne
mellemrum og kan have alvorlige følger for mennesker,
ejendomme og landskaber
– også i dag.
Fra Fanø i nord til halligerne i syd.
Kulturhistoriske highlights fra en rejse rundt
på fem udvalgte øer i den danske
og den tyske del af Vadehavet.
Som perler på en snor ligger øerne ud for Vadehavets kyst. Et helt forunderligt Ø-landskab,
der gemmer på fantastiske naturfænomener og en dramatisk kulturhistorie.
Mange vil nikke genkendende til de største af øerne som Sild og Rømø, men blandt de større øer
putter der sig mindre kendte – men ikke mindre fascinerende øer.
Langt de fleste af øerne er beboede og rummer varierende indbyggertal lige fra 2 til 25.000.
Fælles for øernes beboere er de helt specielle vilkår, som de lever under.
En hverdag præget af det hav, som de er omgivet af.
En form for Had-Kærlighedsforhold, hvor man på den ene side lever af havet,
men på den anden side gør, hvad man kan, for at overleve med det.
Text: Marianne K. Stidsen
Fotos: Ribe Turistbureau, Rømø-Tønder Turistbureau,
Touristikbüro Hallig Hooge, Nordseetourismus u.a.m
Fanø – en selvstændig ø med en stolt historie
Den nordligst beboede Vadehavsø er Fanø. En hyggelig ø
med ca. 3200 indbyggere, som i dag er Danmarks mindste
kommune. I forbindelse med en gennemgribende strukturændring
i Danmark i 2005 valgte fannikerne nemlig at se
bort fra den danske regeringens forslag om at slå sig sammen
med Esbjerg Kommune. Dette modige valg skal sandsynligvis
ses som et udtryk for en selvsikkerhed og et ønske
om selvstændighed, der ligger dybt forankret i øens stolte
baggrund.
Fannikernes selvstændighedstrang gjorde sig gældende
allerede i 1741, da de på listig vis købte sig fri af Ribe. Historien
fortæller, at øboerne skulle byde på øen ved en auktion
på Ribe rådhus. De snedige fanniker overtalte rådhusbetjenten
til at stille uret en time frem, og derfor var der kun
fanniker til stede, da der skulle bydes på øen.
Med købet af frihedsbrevet fik fannikerne nu også retten til
at udøve sejlads og søfart med egne skibe. Denne rettighed
blev grobunden til Fanøs storhedstid. Den voksende fragt
mellem de europæiske lande betød at smårederierne på
Fanø voksede sig store, skibsværfterne fik masser af arbejde
og i 1860 besad Fanø Danmarks næststørste handelsflåde.
Ikke dårligt af en ø på bare 55 km²!
Fanøs to største byer, Sønderho i Syd og Nordby i nord
afspejler Fanøs storhedstid og er to meget velbevarede skipperbyer.
Nordby er øens hovedby og også den by, man kommer
til, når man sejler med færgen fra Esbjerg. Sønderho var
den mest betydningsfylde søfartsby på den danske vestkyst
frem til midt i 1800-tallet. I dag har byen kun omkring
300 indbyggere, men er med sin smukke charme absolut et
besøg værd.

Mandø - ”mændenes ø”:
Syd for Fanø ligger den lille Vadehavsø Mandø. Vælger man at
aflægge øen et besøg, får man et indblik i, hvad det vil sige at være
afhængig af en evig skiften mellem flod og ebbe. Her findes ingen
færger eller dæmninger, så skal man besøge øen, må man pænt
vente på, at det bliver lavvande, så man kan køre ad den anlagte
grusvej, der kaldes ”lånevejen”. Det er også muligt at lade sig transportere
af Mandøbussen, der kører ad en afmærket rute henover
havbunden.
De lidt besværlige tilkørselsforhold betyder, at øen er nærmest
uberørt af turisme. Men det gør bestemt ikke øen mindre interessant.
Trods sin beskedne størrelse på bare 8 km² har øen meget at
byde på. Øen bryster sig bl.a. af at have ”Danmarks største ørken”
som nabo. Det er en 20 km² stor sandbanke, der kaldes Koresand,
og som kan besøges fra Mandø ved lavvande. På en god dag har
du fra øens nordøstlige hjørne desuden mulighed for at se en stor
sælbanke med op til hundrede sæler i yngletiden.
Mandø er den eneste danske vadehavsø, der er omkredset
af et havdige, der skal beskytte øen mod stormfloder. Og
skal man tro en gammel legende, så har navnet Mandø
også sin oprindelse i en hændelse omkring en stormflod.
Nemlig den skæbnesvangre stormflod i 1532, hvor alle
beboerne på Mandø druknede, bortset fra 7 mænd, der
tilfældigvis arbejdede på fastlandet. De 7 mænd tog
herefter til Fanø, fandt sig nogle nye koner og byggede
øsamfundet op igen. Derfor navnet ”Mand-ø”.
Rømø – en ø rig på hvaler
Rømø er den største og den sydligste af de danske Vadehavsøer. Med sine
årligt op til 2,5 millioner feriegæster er den også én af de største
ferieøer i Danmark. De mange besøgende kan til dels forklares ved,
at øen er forbundet til fastlandet via Rømødæmningen, og i sommerperioden
kører der om dagen op mod 50.000 biler over den
9,2 kilometer lange dæmning.
I marts 1996 blev trafikken på rømødæmningen ekstra tæt. Rømø
blev med et slag særdeles berømt, da 16 kaskelothanner strandede
på Rømø. Selvom det var vinterdage valfartede tusinde vis
af folk til øen for at opleve de 25 tons store hvaler. Desværre fik
Danmarks største hvalstranding en ulykkelig udgang, da ingen af
kaskelotterne stod til at redde. Hvordan hvalerne havde forvildet
sig ind i de danske farvande var en gåde – og højst mærkværdigt
og uforklarligt skete det samme året efter. Nu med 13 kaskelothanner.
Måske var disse strandinger blot et ”pust” fra tidligere tider.
En påmindelse fra dengang i 1700 og 1800-tallet, da Rømø var en
ø af stolte hvalfangere. Fiskeri havde altid været en del af Rømøbeboernes
levevej, men da øens dygtige søfolk fik øjnene op for
mulighederne indenfor hvalfangst, kom der virkelig velstand til
øen. Ofte startede mændene som menig besætning på udenlandske
hvaltogter i Nordatlanten. Men med tiden avancerede flere af
søfolkene til kommandører, dvs. kaptajn på skibene.
Periodens velstand kommer i dag til udtryk i de mange kommandørgårde,
der ligger spredt over hele øen. Smukke gamle gårde
med flere længer og med fint malede døre og udskæringer. Indvendig
smykket med hollandske fliser og malede lofter. En virkelig
fornemmelse af denne overdådige rigdom fås på Nationalmuseets
Kommandørgård i Toftum.
Sild – det nordeuropæiske Cannes
Fra Rømø er det muligt at sejle til den
største af de tyske Vadehavsøer, Sild. Med
sin ikke mindre end 40 km lange sandstrand
er Sild en meget populær ferieø.
Allerede midt i 1800-tallet blev øen besøgt
af de første badegæster. Med tiden blev
der bygget hoteller og restaurationer, og
øen udviklede sig efterhånden til et yderst
mondænt feriested, som blev kaldt det
”nordeuropæiske Cannes”. Øen blev feriested
for adelige, ministre, kunstnere, videnskabsmænd
og sågar enkelte kongelige.
Men det var ikke uden modstand fra de
lokale, at øen udviklede sig til et populært
feriested. Øens befolkning, som i mange århundreder
havde ernæret sig ved landbrug
og søfart, frygtede, at de mange badende
gæster og deres verdslige skikke ville føre
til sædernes forfald.
“Must see” seværdigheder:
• Fanø: Den smukke lille landsby
Sønderho, der kan dateres helt tilbage til
1500-tallet. www.visitfanoe.dk
• Mandø: Den 20 km² store sandbanke,
Koresand, der kan besøges ved lavvande
og som er tilholdssted for et sælreservat.
www.mandoetourist.dk
• Rømø: Nationalmuseet Kommandørgården
i Toftum. Gården er et pragteksemplar
på den velstand, som kom
mandørerne på hvalfangerbådene
opnåede. I laden kan man se et skelet
af en kaskelothval, der strandede på
Rømø i 1996.www.romo.dk
I byen Westerland tog man konsekvensen
deraf. Strandene blev delt op efter køn og
adskilt af en bevogtet badefrizone på 2 kilometer.
Ingen skulle snige sig til at kigge på
de badende kvinder!
I dag er strandene ikke længere kønsopdelt,
men det er stadig de velhavende,
der holder ferie på Sild. Specielt i byerne
Kampen og Keitum. Det er her, man ser de
store biler, modebutikkerne med det rigtige
design, gourmetrestauranterne, natklubberne
og de velfriserede sommerhuse.
Men trods de mange feriegæster, er det stadig
let at finde uberørte steder på Sild. En
tredjedel af øen er omfattet af naturbeskyttelse
og gemmer på enestående naturoplevelser.
Derudover byder øen på et væld af
cykelstier og vandrestier, som giver rig
mulighed for at opleve natur og stilhed.
• Sild: En tur på stranden nord for
Wenningstedt, hvor man kan opleve den
imponerende 30 meter høje og over
4 kilometer lange Rotes Kliff. www.sylt.de
• Hooge: Stormflodsbiografen i Hanswarft,
hvor du kan opleve en kortfilm med
en typisk ”Land unter”. www.hooge.de
Få mere information om vadehavsøerne
i grænseregionen på:
www.visitdenmark.com/nordsee
www.romo.dk
www.kursus-fritidscenter.dk
www.wfg-nf.de
www.nordseetourismus.de
Halligerne:
”Schwimmende Träume”
Længere mod syd ligger de ti frisiske
halliger, som forfatteren Theodor Storm
kaldte for ”Schwimmende Traüme”. På
søvejen til halligerne bliver det tydeligt for
den rejsende, hvad han mente dermed.
Som et uvirkeligt drømmesyn, synes
husene at stå direkte på vandet. Først
når man nærmer sig halligerne, kan man
se, at husene rent faktisk er bygget på
værfter. Værfter er kunstige forhøjninger
og halligernes huse er af en ganske simpel
livsnødvendig grund bygget ovenpå disse.
En hallig er nemlig en ø uden diger, og
det betyder, at halligerne oversvømmes
flere gange årligt, når Nordsøen viser
tænder. Dette fænomen kaldes ”Land
unter” og i sådanne situationer må øens
beboere rykke sammen på værfterne og
vente på, at vandet forsvinder og jorden
kommer til syne igen.
Det er muligt at besøge de fleste af halligerne
og få et indtryk af de specielle
vilkår, man lever under som beboer på en
hallig. Hooge er den mest besøgte. Her
er der indrettet en lille biograf, hvor man
kan opleve en ”Land unter” på storskærm,
man kan også besøge det lille hjemstavnsmuseum
eller et smukt indrettet
frisisk hjem fra det 18. århundrede. Det
tilrådes at lade bilen stå og tage færgen fra
Schlüttsiel til Hooge. Når man kommer af
færgen, kan der lejes cykler til at komme
rundt på øen med. Og skulle du være
så heldig at opleve en ægte ”Land unter”
under dit besøg på øen, ja, så
er der chance for at du stadig
har en bil, når du skal hjem
fra ferien.