32 Tømrer- & snedkerforretning Ruddi Hansen Varmarkvej 28 6092 Sdr. <strong>Stenderup</strong> Ferielukket uge 29 og 30 75 57 12 42 / 40 42 88 78
33 Larsens morgen Tekst og tegning Jens Bach Andersen Det var dengang, man gerne måtte ryge i rutebilen. Det er mange år siden, og dengang kørte jeg i en periode hver morgen med bussen mellem Kolding og Vejle af årsager, der i den her forbindelse er ligegyldige. Nuvel. Der var opklæbede skilte i den lange bil: Herfra – og bagud – havde rygerne fået tildelt deres ydmyge pladser, hvis de absolut skulle ud i noget kollektivt, transportmæssig sammenhæng. Jeg sad altid nede bagi og røg. Hvilket jeg altså havde lov til. Jeg sad således og dyrkede en enkelt af mine laster, og på de morgener, hvor jeg var nogenlunde vågen, kom jeg især til at lægge mærke til en yngre mand, der også var fast passager der tidligt på morgenen. Han sad oppe forrest, blandt et par andre ikke-rygere. Vi havde alle vores faste pladser. Der var egentlig ikke mange mennesker med på den strækning, ikke på dét tidspunkt af døgnet, det er lige før, man lærer hinanden at kende, i hvert fald på udseendet. Der er ikke rigtig nogen, der snakker sammen. Jeg husker den unge mand som en forholdsvis tynd, ung mand i gennemført gråt tøj, som jeg i øvrigt besluttede, ligeså godt kunne hedde Larsen. Han kunne godt minde om en, der lød det navn i grålig vindjakke fra en nobel familie og så videre og regnede med avancementer senere i livet. Og nu skal det selvfølgelig helst ikke hedde sig, at jeg sidder og lurer i rutebilen, men man kan jo ikke lade være med at se sig omkring, nu man alligevel har købt billet og det hele. På et tidspunkt blev det imidlertid – fra et sted oppefra i systemet – besluttet, at der ikke længere måtte ryges nede i bussen - overhovedet. Heller ikke nede bagi. Fra en bestemt dato måtte rygere tage deres cykler, medmindre de blev hjemme, jeg husker ikke datoen. Det var der så ikke noget at gøre ved, jeg måtte ryge af inden køreturen, når vi ankom til datoen. Datoen for rygestoppet indfandt sig en tidlig morgen, hvilket jeg ikke lige havde fanget, overblik er ikke min stærke side, jeg steg på bussen, som jeg plejede, småsøvnig, og travede ned på de bagerste rækker, som jeg plejede, og tændte mig en smøg. Som jeg plejede. - Man må ikke ryge i bussen, kom det så. Højt og tydeligt og ikke mindst omgående. Jeg blev helt forskrækket; husk på, der normalt var stille i bussen. Det var unge Larsen, han var der ligesom en mis og sad i øvrigt og lignede én, der havde glædet sig til dagen. Med en nærmest selvblinkende pegefinger, både hævet og løftet, som om han aldrig havde tænkt sig at tage den ned igen. - Nåhr nej, svarede jeg en smule forvirret. Pludseligt vågen. En klar smutter fra min side på førstedagen med ændrede regler, men unge Larsen havde heldigvis styr på de ting. I øvrigt var det både første og eneste gang, han nogensinde talte til mig. Jeg husker ikke, om jeg mumlede undskyld, men det har jeg nu nok gjort, jeg vil helst ikke genere nogen, hvis jeg kan slippe. Larsen var denne ellers dejlige og tidlige morgen mellem Kolding og Vejle sprunget ud som en slags kontrollør. Eller opsynsmand. Selvudnævnt, gik jeg ud fra, men alligevel. Det var uden tvivl en stor dag for Larsen, han manglede på en måde bare kasketten, måske var han kommet lidt hurtigt ud ad døren den morgen, hvilket egentlig var lidt synd på hans første dag på den nye arbejdsplads. Eller måske var der ikke blevet taget mål til den endnu. Larsen havde denne morgen valgt at tage plads bagerst i rutebilen – af årsager som kun Larsen kan gøre endeligt rede for. Jeg slukkede naturligvis cigaretten i askebægeret foran mig, der stadig sad der, og altid havde siddet der, siden rutebilen blev opfundet. Hvorefter kommunikationen mellem Larsen og jeg var afsluttet. Underligt nok fik han ikke råbt ’fyh’. Sikkert fordi han glemte det - man må her huske på, han netop var tiltrådt en helt ny stilling. Alt i alt mener jeg alligevel, det er vanskeligt at se bort fra, at Larsen jo bare kunne være blevet siddende oppe forrest i bussen, ligesom han plejede, og dermed undgået røgen, som han plejede, og oven i købet være kommet til Vejle lidt før os andre. Ligesom han plejede. Tynd og rank sad han i morgensolen i rutebilens østlige side, nede i bagenden, med sin grålige taske. Flere vil uden tvivl mene, han mest lignede en underernæret (og grålig) puddel, der ved et rent tilfælde var havnet i en trillebørfuld let lune, røde pølser. Nærmest lykkelig. Blot synd med kasketten. Og med indlysende risiko for selv at ryge i kategorien, kom jeg den morgen i rutebilen til at tænke på, hvordan små menneskers pegefingre tit har det med at være de største.
Change language