Pipeurten nr 58 - 2013

Nr. 58, januar 2013 

Bri – Tolkienselskabet i København 

Angmar, Malmö Tolkiensällskap

Pipeurten – Medlemsblad for Bri og Angmar 

Leder: 

Så er det første nummer efter en nye Hobbitfilm 

havde biograf præmiere, derfor er dette nummer 

sprængt fyldt med artikler om Hobbitten. Der er 

både anmeldelser af filmen og mange andre 

interessante artikler. Desuden er der en 

rejsebeskrivelse fra Diamant og mig fra vores tur til 

Uppsala. 

Pippin 

Nr. 58 af Pipeurten, udgivet af Bri – Tolkienselskabet i København 

og Angmar, Malmö Tolkiensällskap. 

Alle indlæg repræsenterer bidragsyderens personlige holdninger, 

men ikke nødvendigvis de udgivende selskabers.. 

Redaktør: Kim Pierri, Roskildevej 26, 4622 Havdrup. 

E-post: pipeurten(at)bri.dk. 

Send venligst indlæggene med E-post eller på et læsbart 

elektronisk medie. Deadline for nr. 59 er den 1.april. 

Kopiering til privat brug er tilladt med tydelig kildehenvisning. 

2


HOBBITTEN eller ud og hjem igen & HOBBITTEN 

en uventet rejse 

Af Eärendil 

Tolkien & Jackson 

"In a hole in the ground there lived a hobbit." Denne mytiske første 

sætning i Hobbitten bringer Jackson selvfølgelig, - dog et stykke inde i 

filmen, når man er parat. 

Jacksons problem er, at filmen Hobbittens stemning skal svare til den 

skæbnesvangre og dystre stemning i Ringenes Herre. Jackson må 

således ændre romanen Hobbittens letløbende og muntre stemning til 

en mere skæbnesvanger og dyster, men uden at ændre væsentligt i 

handlingen. Da dværgene er romanens absolutte humoristiske og 

komiske figurer, må dette ændres mod et mere alvorligt. Det er derfor 

filmen starter så dramatisk med Bilbo som fortæller. Det giver også en 

flot start. 

Den rige dværgekonge under Det 

Ensomme Bjerg regerer over et 

velhavende og lykkeligt rige, men 

han bliver sindssyge af guldtørst, 

og samler sig flere og flere skatte; 

og så kommer ilddragen Smaug, 

og forjager dværgene fra deres 

hjem. Filmen viser kun Smaugs ild 

og hale! De nærboende 

skovelverfolk kan ikke gøre noget; 

men det opfatter dværgene som 

forræderi og fjendskab. Nu har vi 

fået sympati for dværgene. Bilbo 

slutter med ordene: "Det er så her 

jeg kommer ind." 

Her er man parat, og filmen viser 

Bilbo skrive: "In a .. .. .. .. Hobbit. 

Det er den gamle knarvorne Bilbo 

fra Ringenes Herre, der skriver, og 

da en nysgerrig Frodo dukker op i anledning af "En længe ventet fest", 

3


går Bilbo ud på bænken for at ryge et stop pibeurt. Den 

skæbnesvangre og dystre stemning er nu lagt, og der er opnået 

forbindelse til Ringenes Herre. Medens Bilbo sidder på bænken, og 

blæser røgringe, lader Jackson den gamle Bilbo gennemgå en 

metamorphose til den unge Bilbo fra Hobbitten. Ganske fikst. Herefter 

følges stort set romanens handling, indtil Bilbo tilslutter sig 

rejseselskabet, men med nogle interessante ændringer. 

Da Bilbo har sagt til Gandalf: "Ingen eventyr her." Går Bilbo ind, og 

lukker døren efter sig, men så hører han en kradsen på døren. Da han 

vover at se ud gennem det runde vindue, kigger han lige ind i 

Gandalfs bistre øje. Nu begynder Bilbo at blive nervøs. 

Dværgene, der i løbet af aftenen dukker op viser sig at være sultne og 

grådige men garvede krigere, landsknægte om man vil! Thorin 

Egeskjold kommer til sidst, og vises som 

deres høvding, en stor kriger, bitter men 

stolt; og i høj grads mistroisk overfor 

Bilbo. 

I løbet af aftenen bliver Bilbo mere og 

mere utryg ved situationen om ikke 

bange. Men aftenen ender sørgmodigt 

med sangen om dværgenes tab af deres 

hjem under Det Ensomme Bjerg til den 

grufulde ilddrage Smaug. 

Den påfølgende morgen har Jackson også ændret på. I modsætning 

til at Bilbo i romanen vågner op til et syndigt rod, vågner han i filmen 

op til en ryddelig bolig. Dværgene viser sig trods deres 

landsknægtmanerer at være ordentlige folk, der rydder pænt op efter 

sig. Alt er ryddet op og på rette plads. 

Da Bilbo ser kontrakten, der kun mangler hans underskrift, vågner 

tokersiden, og han beslutter selv, at nu vil han på eventyr. I romanen 

må Gandalf hente Bilbo. Her i filmen griber Bilbo kontrakten, styrter ud 

af døren med kontrakten flagrende efter sig, løber gennem Hobittrup 

og indhenter rejseselskabet, som ,- med en lille krølle fra Jacksons 

hånd -, har væddet om hvorvidt Bilbo overhovedet dukker op. 

4


Ligeledes 

troldeoptrinnet 

rummer 

interessante 

ændringer. Det 

indledes med 

historien om 

minerne i Moria 

og det gamle 

mellemværende 

mellem Azog,- 

han nævnes med 

et par linier i 

romanen -, og 

Thorin Egeskjold. Thorin vises, som den krigerhøvding og helt han er. 

Det er ham, Bilbo skal leve op til. Thorins rolle svarer nogenlunde til 

Travers i Ringenes Herre. Forløbet i roman og film er det samme, 

indtil dværgene opdager, at Bilbo er fanget af troldene. I filmen 

angriber dværgene modigt troldene, og der udspiller sig en drabelig 

kamp, indtil troldene truer med at sønderrive Bilbo, og dværgene 

overgiver sig. Troldene forbereder nu at æde dem. Men så begynder 

Bilbo meget listigt at fortælle, at han ved alt om dværgetilberedning, 

troldene hopper på den, og der vindes tid; da Bilbo så også begynder 

at snakke om dværgenes indvoldsorme, trækkes tiden yderligere ud til 

daggry og den opgående sol! Til sidst kommer Gandalf, og flækker en 

for solen skyggende klippeblok, så troldene rammes af solens stråler, 

og bliver til sten. Som i romanen findes herefter troldehulen med 

sværdene Orcrist og Glamdring samt Bilbos daggert. 

Som det ses har Jackson ændret i nogle af romanens optrin, dels for 

som nævnt at fremelske den samme dystre og skæbnesvangre 

stemning som i Ringenes Herre, dels fordi Bilbo gerne skal træde i 

karakter allerede i den første af de tre film, "Hobbitten" er strukket til. 

Det er derfor Jackson lader Bilbo selv vælge at drage på eventyr, 

lader ham redde dværgene fra troldene kun med Gandalf i 

baggrunden. 

At der laves tre film af en kort roman, kan synes mærkeligt. Men det 

er kun tilsyneladende, at romanen er så kort; da romanen er skrevet 

meget koncentreret, sker der faktisk meget på siderne. Der er nok 

stof, og med tre film kan Jackson rigtigt boltre sig. At han nyder at 

5


lege med alle de muligheder der er, stråler ud af hver eneste scene. 

Og han udnytter mulighederne med sikker hånd. 

I romanen fortsættes uden flere episoder til Elrond i Kløvedal. Men 

slet ikke i filmen. Her er rejseselskabets genvordigheder overhovedet 

ikke forbi endnu. 

Inden vore venner sendes på vild flugt indlægger Jackson imidlertid et 

intermezzo, der giver Radagast den Brune oprejsning i forhold til den 

ringeagt, han behandles med i Ringenes Herre. Radagast,- naturens 

troldmand kan man vel kalde ham -, opdager nemlig, at ondskab, sort 

magi har angrebet skoven bag Tågebjergene. Og han er den første til 

at gøre modstand! Et af ond magi besat pindsvin reddes ved 

Radagasts helbredende magi. Skoven invaderet af onde 

kæmpeedderkopper. Alt det får Radagast,- som henstår ligeså modig 

og magtfuld men på sin egen måde som Gandalf -, til at besøge Dol 

Guldur. Her bekæmper Radagast et genfærd, og erobrer dets sværd. 

Da Radagast så også møder den onde necromancer selv, må han 

flygte for overmagten, og fortsætter til Gandalf, som får sværdet, og 

efterretningerne om necromanceren i Dol Guldur. 

Næppe er Radagast færdig med sin beretning, før vore venner bliver 

angrebet af en bande omstrejfende vargryttere. Radagast tilbyder at 

aflede banden, men Gandalf siger, at det er de hurtige vargryttere 

nordfra, hvortil Radagast svarer, at ingen kan hente hans slædespand 

af Rhosgobel-kaniner. Hans kaninslæde er vi blevet præsenteret for 

men nu får vi den for fuld udblæsning! Vargrytterne bliver afledt mens 

rejseselskabet undkommer,-indtil videre! At Radagast forsynes med 

en slæde forspændt Rhosgobel-kaniner, viser Jacksons sans for 

dramatiske slående scener. Radagast slingrende på en Rhosgobelkanin 

slæde på vild flugt fra vargryttere, det er altså vildt. Hatten af for 

Peter Jackson. 

6


Det er kun en stakket frist, men dog nok til at Gandalf finder en hule, 

der fortsætter i en gang. Men så har vargtrytterne opdaget, at de er 

blevet holdt for nar af Radagasts Rhosgobel-kanin slæde; og omringer 

vore hårdtprøvede venner. Nu bliver de undsat af en gruppe 

elverryttere, der dræber nogle vargryttere og slår resten på flugt. 

Gangen fører over i en sti der fører til Kløvedal, endelig! Vore venner 

kommer i sikkerhed. 

Romanen nævner kun noget om usikre tider med omstrejfende orkog 

troldebander samt en necromanceren i Dol Guldur. Det har 

Jackson så vist med disse scener. Necromanceren nævnes i 

Romanen ikke ved navn, men vi ved jo godt hvem det er! 

Til forskel fra romanens fjorten dages ophold hos gæstfri og muntre 

elverfolk, betoner filmen spændingerne mellem dværge og elver. Det 

viser sig, at det er Elrond, der har ledet de elverryttere, der reddede 

rejseselskabet fra orkerne. Den stædige Thorin indser, at Elrond er 

den eneste, der kan tyde kortet; det sker om aftenen ved den 

tiltagende månes skær. Om morgenen er dværgene rejst meget mod 

Elronds ønsker. 

Romanen bringer ikke det møde i rådet, som filmen bringer for 

yderligere at knytte forbindelsen til Ringenes Herre. Saruman 

begynder sit forræderi, Galadriels og Gandalfs venskab vises. Gandalf 

viser det sværd Radagast har erobret; man får at vide, det har tilhørt 

Heksekongen i Angmar, som man troede for længst var tilintetgjort. 

Sideløbende med mødet i rådet vises et andet møde, nemlig det 

mellem de overlevende slukørede orker og den onde Azog. Her anes 

atter det gamle mellemværende mellem Thorin Egeskjold og den på 

en hvid varg ridende blege Azog. 

Herefter er scenen sat til nok filmens klimaks i mørket under 

Tågebjergene. Efter vore venner har forladt, hvad Gandalf kalder, det 

sidste hyggelige (hjemlige) sted øst for havet, går færden mod 

Tågebjergene. Nu da alle brikkerne er på plads, begynder Jackson at 

vise, hvor ferm han er til filmhåndværket. Resten af filmen er stort set 

én lang tour de force, en rigtig cliffhanger,- bogstavelig talt. 

7


Det begynder ganske tilforladeligt med smukke billeder af storslåede 

landskaber, som vort rejseselskab bevæger sig igennem. Men da de 

først kommer op i bjergene, tågen, skyerne bryder helvede løs. 

Det hele er der. Tordenvejr, lynild. Slagsmålet mellem stenkæmperne 

så bjergene svajer. Bilbo mister fodfæstet og hænger i én arm over en 

bundløs afgrund. Thorin prøver at redde ham, men er selv ved at 

miste taget o s v, o s v. Men endelig finder de hulen, og der falder ro 

over selskabet. 

Her indlægger Jackson et lille intermezzo, som peger frem i filmen. 

Thorin har hele tiden været skeptisk overfor Bilbo, hvorfor han nu 

beslutter at forlade selskabet, for som han siger, har dværgene jo ikke 

noget hjem, og er derfor vant til at være på farten, hvad Bilbo ikke er, 

da han har ét. Han når imidlertid ikke at forlade selskabet, for gulvet 

revner, og vore venner falder ned, og havner som orkernes fanger 

foran Troldekongen,- han må vist være en hilsen til "Jabba The Hut" i 

Star Wars. Bilbo skilles fra rejseselskabet, og herefter følges romanen 

ret nøje. 

Vi får krydsklip mellem på den ene side dværgenes og Gandalfs vilde 

flugt fra tusindvis af orker, og på den anden side Bilbos fund af Ringen 

samt mødet med Gollum og den efterfølgende gådeleg. Jackson viser 

i øvrigt, hvordan Gollum mister "Sin Dyrebare". Også her en 

interessant forskel mellem roman og film; ved én af gåderne, nemlig 

tandgåden. Da Gollum gætter den, siger han i romanen: "Vi har kun 

seks." Men i filmen siger han: "Vi har kun ni."Hvorfor mon det? 

Optrinnet mellem Gollum og Bilbo må anses for at være kulminationen 

af både film og roman. Til akkompagnement af Gandalfs og 

dværgenes vilde flugt fra tusindvis af orker, har vi Bilbos og Gollums 

dødelige gådeleg. Meget fornem filmkunst. Og Gollum, uhyggen til 

trods, står hjerteskærende, da han erkender, at han har mistet "Sin 

8


Dyrebare" for evigt, efter at Bilbo er hoppet over ham ud af 

Tågebjergene. 

Stadig med Ringen på finder Bilbo sine rejsefæller, der også lige er 

sluppet ud. Romanens lange gensynsoptrin koncentrerer Jackson. Da 

Bilbo høre dværgenes gisninger, om at han nok er rejst hjem, tager 

han Ringen af, og siger, han vil hjælpe dværgene med at generhverve 

deres hjem under Det Ensomme Bjerg. Men vore venner er langt fra i 

sikkerhed endnu, for nu dukker vargryttere og ulve op igen. Til 

optrinnet med ulvene og træerne er tilføjet forskellige elementer. Den 

kommenende finale er for øvrigt også én sammenhængende tour de 

force, hvor Jacksons cliffhanger-tæft,- endnu engang ganske 

bogstaveligt -, heller ikke fornægter sig. 

Vore venner må flygte fra vargryttere og ulve, men stoppes af en dyb 

afgrund, hvor træerne står. Da rejsefællerne klatrer op i træerne, 

begynder de selvfølgelig at vælte udover afgrunden, dog uden at falde 

ned. Der hænger så vore venner mellem afgrunden og vargrytterne, 

der har mord i øjnene. Her er indflettet forskellige betydningsfulde 

træk. Bilbo bliver angrebet af en varg,-- varg er blot et gammelt 

nordisk udtryk for ulv -, og jager sin daggert igennem dens stenhårde 

pandebrask, hvorfra han så har besvær med at trække den ud igen! 

Hvor er vi nu stødt på det før? At man kun er et "sværds" rette 

ejermand, når man kan trække det ud af en træstamme, en sten eller 

en vargs pandebrask! 

Nok så vigtigt er, at den blege Azog på den hvide varg, er leder af 

orkbanden, og at Azog er ude efter Thorins hoved! Rejseselskabet er 

nu for alvor trængt op en en krog. Så Thorin går til angreb på sin 

gamle arvefjende Azog, men bliver ramt af hans kølle, og falder om. 

9


Azog befaler nu en ork at hugge Thorins hoved af. Da orken løfter sit 

hugvåben, vågner Bilbos indre Toker. Bilbo styrter til, og jager sin 

daggerten durk gennem orken. Lige da Azog skal til hugge Bilbo ned, 

kommer ørnene! Gandalf har nemlig heller ikke ligget på den lade 

side. Her laver Jackson en lille hentydning til Ringenes Herre, idet han 

lader troldmanden,- inden han kaster brændende fyrrekogler mod 

varger og ryttere-, sende en sommerfugl efter hjælp. 

Nogen bliver fra reddet fra jorden eller træerne, andre er allerede 

faldet, og er på vej ned i afgrunden, men bliver blidt grebet i ørnenes 

klør, atter andre som Gandalf springer, og lander elegant på ryggen af 

en ørn. Alle bliver til sidst reddet, og fløjet til en utilgængelig flad 

bjergtop. Denne ørnescene er noget af det flotteste i hele filmen, 

faktisk hele filmen værd. 

Efter at Gandalf har genoplivet! Thorin, sker den endelig forbrødring 

mellem Thorin og Bilbo, idet Thorin siger at Bilbo kunne blive dræbt 

ved angrebet på orken. 

Vi har nu fået alle forudsætningerne på plads, og personerne er trådt i 

karakter, så vi nu er parte til at følge vore venners oplevelser i de to 

næste film. Herefter bliver der ledt hen til fortsættelserne, idet den 

gamle drossel viser sig, og flyver over Dunkelskov til Det Ensomme 

Bjerg, som rejseselskabet kan se i det fjerne. Vi følger droslen til 

bjerget, hvor den banker et sneglehus mod klippen. Lyden kan høres 

helt ned i hallen, hvor Smaug har gravet sig ned dværgeskatten,- var 

der nogen der sagde Dværgen Andvares skat? Man får kun lov at se 

Smaugs enorme onde øje! 

Jeg skal hilse og sige, at de mægtige ørne er meget livagtige og 

meget overbevisende. 

10


Bag om Hobbitten 

Af Troels Forchhammer / Nolendil 

Tolkiens børnebog om Bilbo Sækker er af naturlige årsager meget i 

vælten i øjeblikket – dels fejrede vi d. 21. september 75-året for dens 

første udgivelse på engelsk, og dels er der naturligvis den seneste 

filmatisering i biograferne. De to begivenheder har givet anledning til 

en del ny litteratur om Tolkiens bog, og derfor kan der være 

anledning til at tage et kig på nogle af de de værker, som kan hjælpe 

os med at komme nærmere ind på, og om bag, Tolkiens historie. 

J.R.R. Tolkien, ”The Annotated Hobbit”, med annotationer af 

Douglas A. Anderson: 

Douglas Andersons introduktion og 

noter handler i høj grad om 

Hobittens udgivelseshistorie. 

Anderson gennemgår historien om 

hvordan ”Hobbitten” kom til at 

blive udgivet, og i hans noter 

gennemgås tekstens historie 

gennem de forskellige engelsksprogede 

udgaver. Her er især 

forskellene i kapitel 5, ”Riddles in 

the Dark” (”Gåder i mørket” i den 

danske udgave) af interesse – her 

kan man se hvad Bilbo mener når han i Ringenes Herre taler om først 

at have fortalt dværgene en anden historie. 

Herudover beskæftiger Anderson sig også med Tolkiens 

kildematerialer, både kilderne fra hans egen mytologi og digtning i 

øvrigt, men også kilder fra andre bøger – bl.a. af George McDonald, 

Edward A. Wyke-Smith og ”Beowulf”. ”The Annotated Hobbit” er rigt 

11


illustreret både med Tolkiens egne illustrationer og med et bredt 

udvalg af illustrationer fra forskellige udgaver og oversættelser. 

Jeg kan i øvrigt også nævne at Amazon har en ”enhanced Kindle 

edition” e-bog med ”The Hobbit”, som også indeholder optagelser af 

Tolkien som synger eller læser forskellige passager fra bogen. 

John D. Rateliff, “The History of the Hobbit” 

Hvor Andersons ”The Annotated 

Hobbit” beskæftiger sig med 

bogens udgivelseshistorie er fokus 

for Rateliffs bog den tidligere 

uudgivne historie. Den 

eksamensbesvarelse hvor Tolkien 

først skrev åbningssætningen, ”In 

a hole in the ground there lived a 

hobbit”, er tabt, men Rateliff tager 

os gennem de tidligste udkast til 

det første kapitel (med 

henvisninger til Kina, Gobiørkenen, 

Shetlandsponyer m.m.) 

gennem de forskellige iterationer 

og manuskripter frem til den udgave, som i sin tid cirkulerede blandt 

Tolkiens venner, og som til sidst blev sendt til forlaget Allen & Unwin. 

Udover disse får vi også Tolkiens forsøg på i 1960 at omskrive 

”Hobbitten” til at passe i tonen til ”Ringenes Herre”, og vi får hans 

noter og udkast i forbindelse med arbejdet med tredjeudgaven i 1966 

og 1967. 

12


Wayne G. Hammond & Christina Scull, “The Art of the Hobbit by 

J.R.R. Tolkien” 

Wayne og Christina har begået endnu 

en fascinerende bog om og med 

Tolkiens egne tegninger og malerier. 

Denne gang er fokus på alt hvad 

Tolkien har lavet af tegninger og 

illustrationer til ”Hobbitten”, inklusive 

forskellige udkast og variationer. 

Bogen er en guldgrube med mange 

små overraskelser, som ikke har 

fundet vej til enten Andersons annoterede udgave eller til Rateliffs 

historie. 

Corey Olsen, “Exploring J.R.R. Tolkien’s The Hobbit” 

Corey Olsen har haft stor success med sine 

podcasts (under navnet ”The Tolkien 

Professor”), som startede med en serie om 

netop ”Hobbitten”, der nu er blevet finpudset 

og skrevet sammen til en bog. Ligesom i 

podcast serien gennemgår Olsen bogen 

kapitel for kapitel, og ligesom i hans podcasts 

har Olsen fokus på at forstå bogen selv – at 

forstå, hvad der sker i bogen, at forstå selve 

fortællingen som fortælling snarere end at 

kigge efter skjulte dagsordner, opdage litterære kilder eller nogle af 

de øvrige litteraturkritiske tilgange. Det betyder selvfølgelig ikke at 

Olsens bog er helt fri for diskussioner om mening eller kilder, men 

udgangspunktet er at forstå fortællingen på fortællingens egne 

præmisser. Corey Olsen har en række gennemgående temaer, som 

han kigger på i hvert kapitel – ”Bilbos natur”, ”Bilbos valg”, 

”Indbrudstyven Bilbo”, ”Dragens Ødemark”, ”Held” og ”at skrive 

13


’Hobbitten’”. Olsens bog kan meget varmt anbefales også til den 

almindelige fan af Tolkien netop fordi den i meget høj grad 

beskæftiger sig med selve historien. 

Mark Atherton, “There and Back Again: J.R.R. Tolkien and the 

Origins of The Hobbit“ 

Jeg tænker at den bedste måde at beskrive 

Athertons bog på er at sige at den forsøger at 

afdække og beskrive det mentale landskab i 

hvilket ”Hobbitten” groede frem. Bogen 

beskæftiger sig derfor med mange forskellige 

former for ”kilder” – den er dels biografisk 

ved at beskrive Tolkiens liv, dels 

kunsthistorisk ved at beskæftige sig med den 

blanding af Victoriansk og Edwardiansk 

tidsånd som prægede Tolkiens tidlige 

forfatterskab, og dels arbejder Atherton med Tolkiens litterære kilder 

i noget større detaljer end Anderson. Alt i alt giver Athertons bog et 

godt billede af den mentale muld, hvorfra ”Hobbitten” spirede og 

voksede. 

Dette efterlader stadig et mylder af nye bøger om ”Hobbitten” – jeg 

har hørt godt om Bassham, Bronson og Irwins ”The Hobbit and 

Philosophy: For When You've Lost Your Dwarves, Your Wizard, and 

Your Way”, men hvad jeg har set om Noble Smiths ”The Wisdom of 

the Shire: A Short Guide to a Long and Happy Life” er meget 

uimponerende (en handful almindeligheder packet ind i dårlig 

forståelse af Tolkiens historie). Af et par bøger om det kristne aspekt i 

”Hobbitten” synes Joseph Pearces ”Bilbo's Journey: Discovering the 

Hidden Meaning in The Hobbit” at være prædikende og give et stærkt 

fortegnet billede af ”Hobbitten” mens Devin Browns ”The Christian 

World of the Hobbit” skulle give et mere balanceret billede. 

14


Naturligvis kan der også findes indsigt i ”Hobbitten” i nogle af de 

klassiske bøger om Tolkiens værk. Således diskutterer Tom Shippey 

bogen i både ”The Road to Middle-earth” og ”J.R.R. Tolkien: Author 

of the Century” ligesom Paul Kochers ”Master of Middle-earth” 

stadig kan give en indsigt i Tolkiens bog her fyrre år efter den blev 

udgivet. 

Midgårds Fylkings banket i Eregion 

Af Pippin 

Den 19. januar var Diamant og jeg taget til 

Uppsala for at deltage i en banket i det 

lokale Tolkienselskab ”Midgårds Fylking”. 

Festen var arrangeret af foreningens 

elvere og foregik i Eregion, det område 

hvor Magtens Ringe blev smedet og som 

blev lagt øde af Sauron dan han angreb 

området for få fat i de sidste ringe. 

Kl. 16.30 mødtes vi med de andre tilrejsende gæster (Fra Mithlond i 

Göteborg og Forodrim i Stockholm) og blev vist hen til en frokoststue, 

hvor vi kunne vente på medlemmerne af Midgårds Fylking og den bus 

der skulle tage os ud til banketpladsen. 

Da vi blev sat af bussen mødte vi en elver, som fortalte os at vi skulle 

vandre igennem Eregion for at komme til banketpladsen, så vi begav 

os ud på en vandring på en smal sti gennem det flotte snelandskab i 

vintermørket. På vejen kom vi forbi en lille hytte, hvor nogle elvere 

bød os på noget varmt at drikke og noget tørret frugt at spise. Der 

var dejligt, for temperaturen var omkring -15 grader. Derefter 

genoptog vi vandringen til festlokalerne. 

15


Da vi kom frem blev vi hilst velkommen af Elrond, som fortalte os 

hvem der stod for festen og at vi IKKE MÅTTE SPISE DEN MAD DER 

STOD PÅ BORDENE, for den var en del af hovedretten. Da tænke vi 

hobbitter, at det måske var et forsøg på at torturere os. Heldig vis var 

der cider på bordene og det var jo ikke mad, så det kunne vi godt 

indtage mens vi ventede på maden. 

Efter en stund med snak ved bordene og forskellige grupper der brød 

ud i sang begyndte løjerne. En elver begyndte at fortælle om hvad 

han huskede fra vore dage (en tid efter Ringkrigen) og fortsatte med 

at fortælle hvad der skete i den nærmeste fortid. Da han kom et 

stykke, gav han ordet til en anden elver der huskede længere tilbage 

eller til en anden egn. Dette skete flere gange under fortællingen at 

fortælleren udskiftedes. Der kom også tilråb fra andre elvere 

undervejs, hvis den udlægning af historien som fortælleren kom med 

ikke passede med det deres elvergruppe mente at huske. Da vi hørte 

om et par dværge/elver venskaber sang to elvere om Narvi og 

Celebrimbor. Efter den smukke sang rejste en elver fra Lorien sig op 

og beskyldte Eregion elverne for at være for gæstfrie, så gæstfrie at 

16


selv Sauron var velkommen og Lorien-elveren beskyldte Eregion 

elverne for at være skyldige i at så mange elvere døde i Ringkrigene. 

Nå men nu til noget vigtigt. Der var forret. Det var en slags tartelet 

med noget champignon-fyld. Tarteletten var for øvrigt ikke 

tarteletformet, men var formet som en musling. Mens vi spiste blev 

der snakket og efter en stund fortsatte historien. 

De var altså nået tilbage til Eregions fald og vi fik hver et lys og en 

seddel om hvilken hærenhed vi skulle symbolisere. Vi tændte lysene 

og alle andre lys blev slukket. Så gik fortælleren i gang med at 

fortælle om Eregions fald så detaljeret at man fik alle 

troppebevægelserne at vide. Hver gang en hærenhed blev slået ihjel, 

skulle man slukke lyset. Da vi nåede til at Celebrimbor blev fundet af 

Sauron, tændtes en projektør og man så en sværdstrid mellem ham 

og Sauron. Da Celebrimbor havde tabt kampen og var taget til fange 

slukkedes projektøren og historien fortsatte. Snart var der kun få lys 

tilbage og disse lys repræsenterede de overlevende fra Eregion. De 

skulle nu give lyset videre til andre, så salen igen var fyldt 

medlevende lys. Det var en smuk, men sørgelig historie. 

Efter det lille intermezzo blev hovedretten serveret. Det var farsbrød, 

kartoffelpate, brød og forskellige grønsagstilbehør. Det var dejligt. 

Der var en på mit bord der nævnte at det måtte være kedeligt at 

kunne huske så lang tid tilbage med alle de gamle krige og 

fortrædeligheder, men at vi også havde vores minder om den nyligt 

afsluttede ringkrig. 

Efter nogen tid fortsatte historien tilbage i den anden alder og 

elvernes fortrædeligheder i den alder. Hvis vi nu skal afslutte den 

historie, så sluttede den med at vi så Fëonor og en gruppe elvere 

17


komme ind på scenen efter frændemordet i Alqualondë modtage 

Mandos dom. 

Under maden var der blevet serveret vin og kanderne med cider blev 

også genopfyldt på bordene. Efter maden kom der øl i kanderne. 

Efter en tid skulle vi ud igen. Elverne lave en slags ilddans, hvor de gik 

rundt om et ildfad med fakler. Det var ganske flot de havde også 

arrangeret en flot faldende sne. Det gav en god stemning. Mens 

elverne dansede deres ilddans klappede vi andre en rytme de kunne 

danse til. Undervejs var de blevet delt op i 4 grupper som dansede 

rund om hver sit ildfad. Disse 4 ildfad blev tændt som et led i dansen. 

Til sidst stod elverne på to rækker på hver side af ildfadet i midten og 

hver elver smed sin fakkel i ildfadet en af gange. Lige får elveren 

smed faklen på, fortalte han hvilken erindring eller negative følelse 

han eller hun smed med på bålet. 

Efter Elverdansen gik vi ind i varmen igen og så var det tid til 

ceremonier. Vi var sidst og det var mig der fremførte ceremonien. Vi 

bliver altid rost for vores ambassade på deres jubilæum i 2001, hvor 

vi gav hvert rådsmedlem en øl hver og skålede med dem. Efter langt 

tid i solen havde de syntes det var rigtigt dejligt med en kold øl. Ved 

denne ceremoni havde jeg taget mit store ølkrus med ind, så kunne 

de jo være at nogen skulle tro at vi ville gentage succesen, men da jeg 

kom op for rådet tog jeg en tår og gav kruset til Diamant. Derefter 

18


fortalte jeg rådet og resten af banket deltagerne, at jeg ville afsløre 

en hemmelighed. Vi har i Herredet gemt ”Den Ene Ring”. Det var 

selvfølgeligt ikke den ring Frodo ødelagde i Dommedagsbjerget, men 

selvfølgeligt den ene ring som elverne gav hobbitterne. Det var en 

lille ring med et lille fint jordbær på. Jeg fortalte at den havde 

Tokerne passet på i generationer og vi havde altid haft de flotteste og 

mest saftige jordbær i Herredet, men ak, da Frodo ødelagde den 

anden ring, så holdt vores ring op med at fungerer og i flere år havde 

Brændebukkerne vundet den store jordbærkonkurrence i Herredet. 

Når vi nu var i Eregion ville jeg bede elverne om at genoplade 

jordbærringen, så Tokerne igen kunne vinde jordbærkonkurrencerne 

igen. Rådets formand Sancho Sækker ville spørge elverne, men det 

kunne jo være at Midgårds Fylking beholdt ringen, hvis den kom til at 

virke igen, så de kunne få de saftigste jordbær i Midgård. Hvis den så 

skulle holde op med at fungerer igen, kunne vi jo godt få den igen til 

den tid. 

Efter ceremonierne gik Celebrimbors datter op for at bryde taflet, 

men derefter skete der noget mærkeligt. Den søde elverpige og 

hendes tjenestepige begyndte at smide tøjet. En meget interessant 

udvikling. Under elverkjolerne var der lædertøj. Pigerne tog en 

mikrofon og 3 andre sortklædte medlemmer af Fylkingen gik også op 

på scenen. Derefter sang de en sang om elverne der forlad Midgård. 

Sangen var på melodien fra ”The final Countdown”. Det blev til flere 

rocknumre derefter og på et tidspunkt kom der en ork, som growlede 

en sang. Derefter blev han smidt ned af scenen af en fyr i 

læderbukser, med bar overkrop, en orkhætte på hoved og et 

hundekvælerhalsbånd om halsen. Desuden var hans overkrop smurt 

ind i olie. Han sang et par sange, før orken kom tilbage og sang lidt. 

Det var et ret sjovt show at slutte banketten af med og kl. 1.30 kørte 

bussen tilbage til Uppsala. Herlig fest og om morgenen skulle 

Diamant og jeg kører de 750 km tilbage til Danmark. 

19


Bri’s indbyggeres anmeldelser af filmen 

Hobbitfilmen 

Caranduriel 

The Hobbit var en helt utrolig oplevelse. Det nye format gør filmen 

til noget specielt - billedet er fantastisk klart og gør at man føler man 

er til stede. De forskellige scenerier er smukke - specielt holder jeg 

meget af Hobbinton, som virker rigtig 'beboet'. Maskeringerne og 

kostumerne er fantastiske og så detaljerede, at man 'tror' på figurerne. 

Filmen er mørkere en bogen, men falder rimeligt godt sammen med 

de 3 tidligere film. Dog vil jeg sige, at nogle af kampscenerne er lige 

lovlig lange! 

Ananduriel (dværge-allergiker) 

Godt ved filmen: Den er filmisk rigtigt flot. Jeg kunne tage den 

flyvetur på ørneryg hver dag! Og der er plads til detaljerne og 

humoren. 

Mindre godt: Den er fyldt med dværge. Nærmest væg-til-væg - og 

nogen af dem ser godt ud. Hvem har nogensinde hørt om lækker 

dværg? Det er en ren oxymoron. Hvorfor har Jackson gjort Thorin så 

flot? Så teenagepigerne vil tude så meget mere over hans kommende 

bortgang? Eller har de tænkt sig at lave en omvendt Haldir? De kunne 

jo godt finde på det. Vi må vente til tre'eren. 

Serpentia 

Jeg synes at det var en helt fantastisk film, med en masse gode 

effekter. Det var lykkedes Peter Jackson, at trylle helt vildt meget. 

Der var mange detaljer med og derfor vil jeg gerne give filmen 5 

stjerner. 

20


Elladan 

filmen havde nogle meget fine scener, f.eks. er der givet plads til at 

scenen med Gollum og gådelegen bliver uddybet og derfor giver et 

dybere indtryk. Desværre havde filmen en tendens til at få lidt for 

meget kamp puttet ind. Der var meget forfølgelse og kamp lige fra 

starten af filmen næsten, og det kunne godt gå hen og blive en smule 

trættende. til gengæld havde de brugt 3D effekterne godt i filmen, og 

den havde nogle fantastiske specialeffects. 

Finrod 

Det er en god film, der holder standarden fra Lothr, men den bevæger 

sig længere væk fra bogen end lothr. 

Jeg giver filmen 3 point, jeg ville have givet den 4 men 3d effekterne 

og den høje framerate trækker ned da de giver mig hovedpine. 

Bard 

48 frames og 3D. Det fungerer jo ikke rigtigt, vel? Ligner lidt 

billedkvaliteten i den gamle BBC Narnia-serie. På den anden side: 

Hvorfor er mit ansigt ét stort fjoget smil, og hvorfor føler jeg det, som 

om jeg er kommet hjem igen? 

Pippin 

Jeg var bange for at filmen skulle virke ”ligesom smør der er blevet 

skrabet ud over for meget brød”, men blev positivt overrasket. Den 

fortælles så godt at man ikke lægger mærke til de nærmest skægløse 

dværge og en Radagast der ligner en hjemløs. 

Diamant 

Første gang jeg så den virkede den lige lovligt lang, men den vandt 

stort ved at blive set igen. 

21


Med hobbitten til gallapremiere 

af Salvia 

Siden de første rygter om 

filmatiseringen af 

Hobbitten nåede mine 

ører, har jeg glædet mig 

til at skulle til 

midnatspremiere på den, 

sammen med Bri. Årene 

gik, krigen mellem 

producenter og 

filmselskaber bølgede 

frem og tilbage, til de 

nåede til enighed. 

Endelig! Nu var den på 

vej, den film. 

Som tiden for premieren nærmede sig, fik Bri's PR, i form af 

Ananduriel, tilbud om, at vi kunne komme til gallapremieren i 

dragt! Stor glæde – og kvinde-panik! Sko? Hår? Pyha. Jaja, 

denne hobbit bruger sko. 

Alt løste sig, og trods et massivt snevejr, lykkedes det at 

ankomme først til samling på Hovedbanegården, og derefter til 

Imperial. 

I Imperial var vi først en tur på den røde løber. Der var ikke den 

store interesse for os fra mediernes side. Derefter skulle 1½ time 

slås ihjel, inden filmen begyndte. På bordene stod der bittesmå 

lembas med forskelligt pålæg på, samt fyldte champignon. 

Velkomstdrinken var gin & tonic. Derudover var der vand på 

flaske. Det var ikke muligt at købe noget. (Rart at vide, hvis der 

bliver en ”næste gang”, så man kan have lidt med hjemmefra.) 

Tre af gelænderne var smukt udsmykket med mos, champignon, 

små lygter og andre dimserier. Lyset dæmpet. Der var en god 

stemning, og den 1½ time gik ret hurtigt. 

22


Vel på plads i biografen, var der velkomsttale inden filmen. 

Filmen blev vist uden pause, for mens den løb over lærredet, 

blev der gjort klar til stående buffet. 

Jeg var blandt de sidste der forlod biografsalen, og kom ud til 

resterne af al den mad, der havde været stillet frem på 1. sal i 

Imperial. Man skulle tro, der havde været et uventet selskab, 

bestående af meget sultne dværge. I stueetagen var der derimod 

masser af mad, samt forskellige lækre kager. Der var rart at få 

lidt mad i maven, inden turen gik hjem, mæt af god film og 

indtryk. 

Allerede morgenen efter gallapremieren, skulle jeg møde hos 

DR til et liveinterview i P1. Der blev stillet spørgsmål jeg ikke 

var blevet forberedt på, men det gik. Efterfølgende blev det også 

til et skriftligt interview, som jeg ikke vidste noget om. 

Tirsdag morgen kaldte mediemøllen igen, sammen med 

Ferdibrand og Tom Bombadil, denne gang hos TV2 Go' morgen 

Danmark. Det var en meget positiv oplevelse i en afslappet, 

familiær atmosfære, i de snævre rammer de har i studiet i Tivoli. 

Undervejs i livesendingen glemte værten, Mikkel Beha Eriksen, 

mit navn. Men det han hittede på, var slet ikke så tosset endda. 

Brunhilda Brunsviger her er parat til at gøre det hele igen ved de 

næste to film. 

23


Indhold 

Leder: .................................................................................................... 2 

HOBBITTEN eller ud og hjem igen & HOBBITTEN en uventet rejse ..... 3 

Bag om Hobbitten .............................................................................. 11 

Midgårds Fylkings banket i Eregion .................................................... 15 

Bri’s indbyggeres anmeldelser af filmen Hobbitfilmen ...................... 20 

Med hobbitten til gallapremiere ........................................................ 22 

Udgivende selskaber 

Bri – Tolkienselskabet i København 

v/ Kim H. Pierri, Roskildevænget 60, st. tv., 4000 

Roskilde 

Tlf.: 28 34 96 82, E-post: pippin(at)bri.dk, www.bri.dk 

Angmar, Malmö Tolkiensällskap 

kontakta Hanna Svensk genom att göra något av 

följande: 

Ring: 040-30 16 44, 

Maila: curatrix(at)angmar.nu, www.angmar.nu 

24

Pipeurten nr 58 - 2013

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?