En betagende jagtoplevelse og et lykkeligt skud - Vester Hjermitslev ...

Jagthistorie bragt i medlemsbladet for V. Hjermitslev-Saltum Jagtforening
”Ind i såten” 2009 nr. 1 www.vhjermitslevsaltumjagt.dk
og i ”Jæger” marts 2009.
Her forsynet med endnu flere billeder fra begivenhederne.
En betagende jagtoplevelse og et lykkeligt skud
Beretning om brunstjagt på muflonvædder
(Muffel-Widder) i Niedersächsisches Forstamt Göhrde,
Tyskland den 21. oktober 2008.
v/ Claus Bang, Søndergade 61, 9480 Løkken
I det nordøstlige Niedersachsen i Tyskland strækker sig imellem Lüneburg og
Wustrow tæt ved Elben og den tidligere grænse et ca. 75 km langt område på
ca. 20.000 HA i Forstamt Göhrde. Det er opdelt i 11 Revierförstereien –
skovdistrikter, hvor jeg siden 1987 har været indbudt på jagt af den tidligere
Forstmeister Seebass i skovene længst mod sydøst. I årene efter Tjernobylkatastrofen
i 1986 blev det til afskydning af specielt vildsvin og dåvildt, der
skulle opbrækkes og pelses med gummihandsker på, alt imens grænsehundene
glammede i deres kæder, og DDR-projektørerne flakkede hen over Elben.
Efter murens og hegnenes fald væltede det ind med alle vildtarter, og kun 1 km fra Elben
og den daværende østzone blev det for 15 år siden til min første tyske frilands-kronhjort,
en ulige 12-ender, der fulgte bagefter 2 kæmper med flotte kroner og deres harem på 9 hinder.
Den nye forstmeister Peter Pabel fulgte traditionen og inviterede mig i november 2007 på 5 dages
jagt, hvor jeg var på egen hånd og med på drivjagt i Röthen, det største af skovdistrikterne. Fra en
meget velment hochsitz med udsigt til 6 spor lykkedes det mig at nedlægge Überläufer-keiler, gris,
dåkalv, kronkalv og 3 rådyr med 7 velrettede skud, og aldrig har vi og vore gæster på min 70 årsdag i
august herhjemme i Løkken smagt noget bedre end grillstegt vildsvin, helstegt dåkalv og indbagt
krondyrkalv!
Som en meget kærkommen fødselsdagsgave modtog jeg forstmeisterens indbydelse til brunstjagt på
en muflon-vædder af mellemste aldersklasse. Da det var den eneste vildtart, jeg endnu havde på min ønskeseddel at opleve, takkede
jeg selvklart ja og valgte uge 43 lige efter efterårsferien, som var den sidste af de 2 uger, der var brunstjagt på muflon-væddere. Den
20. oktober kørte jeg de 620 km derned og blev hilst hjertelig velkommen igen af alle på Forstamt Göhrde, hvor revierförster Hasso
Both, med hvem jeg sidste år inkl. hans familie havde indledt et varmt venskab, allerede havde lagt en strategi for, hvorledes jeg
skulle introduceres for brunstige, ja, top-brunstige muflon-væddere!
Om eftermiddagen straks efter ankomsten var det herligt igen at opleve den storslåede natur og endnu en af de i alt 1.145 hochsitze i
forstamtet. Vejret var perfekt, og vinden, som Hasso forud havde pejlet på store vindmøller og koordineret med sit kort, var
selvfølgelig, som han havde planlagt! Vi så en muflon-vædder krydse et af sporene i 4. gear på sin søgen efter får, og før solnedgang
pyrschede vi 200 m. op mod vinden for at lytte til eventuelle tegn på væddernes kamp. Der hørtes smæld fra deres pandebraske, men
noget længere borte. Det var en fantastisk oplevelse for mig for første gang at gå i den erfarne revierförsters fodspor. Men det blev jo
også på et tidspunkt mørkt dernede!
Næste morgen havde Hasso planen klar for en hochsitz 500 m. fra aftenens. Med
gunstig vind kom vi på plads deroppe 8 m. over terrænet kl. 07.10, en time før
solopgang med en udsigt til et spor mod venstre, en ca. 400 m. lang fodermark,
der førte op til tårnet, hvor vi sad aftenen forinden. Sporet lige frem for os syntes
uendeligt; men da det var en skovvej, var det bredere og mere overskueligt end det
mod venstre. Da vi var kommet frem ad vejen mod højre, var der ikke store
chancer i den retning.
Kl. 08.10 observerede jeg tværs igennem Hassos fuldskæg til venstre neden for os
et muflon-får og hendes kalv, der krydsede fodermarken fra venstre mod højre og
forsvandt i skoven foran os. Samtidig opdagede jeg, at min Pentax kikkert, som
jeg havde tabt efter aftenjagten, kun havde udsyn i det venstre rør. Der kom
ildevarslende raslelyde fra det højre. Hasso kluklo, men måtte beherske sig, da
han havde fået hæmorroider på den nyligt overståede elgjagt i Sverige, hvor han i 5 dage fra morgen til aften havde spejdet i alle
retninger uden at se skyggen af elg! Jagt kan altså også være farlig for helbredet, specielt hvis man sidder stille for længe!
Jeg havde fra starten af den morgen taget bestik af, hvorledes jeg kunne læne mig indover Hasso og afgive skud mod venstre. Jeg var
derfor klar, da han 5 min. efter prikkede til mig, så jeg kunne opleve mit livs første muflon-vædder. Den kom lige så lydløst i samme
spor som får og lam, men gik væk fra os op langs skovbrynet, mens den snusede efter hunner. ”Ruhig”, hviskede Hasso, ”Er ist nur 4
Jahre”. Men, hvor var den flot i sin gyldenbrune, sorte, hvide pels med de svungne horn. Sammen med Hasso havde jeg vurderet
afstande fra tårnet og til udvalgte steder på sporene. Jeg glemte problemet med min kikkert, for jeg havde Hasso til at udvælge og
vejlede, og så havde jeg jo også min Zeiss-kikkert på riffelen, når og hvis det blev aktuelt. Reservekikkerten lå i Pajeroen!

Efter endnu 2 min. kom får og lam fra venstre mod højre over sporet lige frem for os, og samtidig så jeg lige glimtet af endnu en
vædder, der krydsede sporet oppe ved tårnet, hvor vi sad aftenen før. Men et eller andet sagde mig, at det var bedst at få riflen op på
brættet foran os, og det var ikke den dårligste indskydelse, for kl. 08.22 kom der denne gang fra højre mod venstre to får fulgt af en
stor vædder, der havde næsen helt oppe og køre! De standsede op på vejen ret langt ude, og Hasso fik vædderen i kikkerten og
hviskede: ”Ein-Wachser! Der muss weg! Kannst Du schiessen?” Det lod jeg mig ikke sige 2 gange, og selvom jeg vidste, at
afstanden var mere end de 150 m., som min 30.06 Nossler 11,7 gr. kugle kunne gå i plet på, var jeg overbevist om, at det var et
velplaceret, om end hurtigt skud.
Hasso og jeg så de to får og vædderen fortsætte ind i skoven mod venstre, som
om intet var hændt, og få sekunder efter kom endnu en vædder i deres spor.
Hasso havde i kikkerten bemærket, at vædderen, jeg skød på, i skudøjeblikket
var på vej lidt opad mod fårets lyksaligheder, men da vi begge kort tid efter så
de to får og den sidst tilkomne vædder krydse det venstre spor i modsat retning
af de tidligere, men uden den store vædder, beroligede Hasso mig med et ”Das
ist gute Zeichen!”
Få sekunder senere kom endnu en vædder springende ud på skovvejen fra
samme veksel som de andre. Den var forvirret og løb direkte med vinden op
mod tårnet og stillede sig kun 50 m. fra os. Hasso lagde beroligende sin hånd på
min og pegede ned mod skudstedet. ”Der Grosse liegt doch!”
Det var så den femte vædder inden for 10 min. den morgen, så man kan roligt betegne Hassos valg af
placering som ”brandvarmt”!
Mens vi ventede på at gå hen og besigtige skudstedet, sagde Hasso, at han havde lagt mærke til, at jeg
i aftes og her til morgen havde foldet hænderne, da vi var kommet på plads i hochsitzen. Jeg betroede
ham, at det gjorde jeg altid forud for en jagt, ikke for at bede om vildt, i dette tilfælde om en stor
vædder, men for, at jeg måtte beherske mig og afgive et forsvarligt, sikkert og dræbende skud til det
rigtige stykke vildt. Det tog den erfarne og garvede jæger og skovfoged til sig.
Men selv ikke en stille bøn gav jo nogen garanti for, at mit skud havde været dræbende, Så det var
med den bæven og usikkerhed, alle jægere har, når vildtet ikke forender på stedet, at jeg tog nogle
fotos oppe fra tårnet, mens Hasso hentede sin bil og sin hund, en ung Beagle, som var i træning som
schweiss-hund.
Vi gik forsigtigt ned mod skudstedet. Mine ben var tunge, og afstanden syntes uendelig.
Hvor var det nu, den havde stået? Det var endnu længere borte, end jeg havde troet. Meget
længere! Men pludselig trak hunden ind mod venstre på vekselen, og jeg så de tydelige spor i
gruset på vejen af klove i fremspring. Hasso med rød vest og hat var kun 20 m. inde, da han
tog hatten af og vinkede til mig. Den følelse af lettelse kender vi også alle, og for mig var den
helt utrolig. Vi gav hinanden en varm krammer, som føles speciel med hans fuldskæg! At
tænke sig: Den allerførste morgen, kun den anden Ansitz af ti mulige, og så var det lykkedes!
Frem med kameraet, så Hasso med hund og bytte blev foreviget.
Jeg har oplevet meget på jagter herhjemme og i udlandet i de kun 25 år, jeg har gået på jagt,
men synet af den store Muflon-vædder, der lå på siden tæt ved vekselen, vil jeg huske for
altid. Det er det smukkeste dyr, jeg nogensinde har set og nedlagt. Dersom nogen så siger:
”Hvordan kunne du nænne det?”, så vil jeg citere Hasso for det, han sagde i sin vurdering af
min vædder. Her på dansk!
”Du har nedlagt den førende vædder, som tog sig af hunnerne. Han er ikke i mellemste
aldersklasse, men i øverste klasse A1. Alle de andre 4 væddere var kun tilskuere og ventede
på, at han blev for gammel, og han var ikke blevet meget ældre. Inden foråret havde hans
enorme indad-voksende horn (Ein-Wachser), der var 73 cm, og som allerede havde slidt
store huller i pelsen på halsen og havde lavet sår med blødning ud for det venstre horn, taget
livet af ham. Det er den ældste og stærkeste vædder, jeg har set her på vore 20.000 HA,
fortsatte Hasso, og målte på hornene, at alderen var 7 ½ år, hvilket viste sig at være korrekt.”
”Hvor ramte jeg ham?” ”Lidt lavt, måske på grund af afstanden eller måske snarere i
vædderens opadgående bevægelse i skudøjeblikket. Men din kugle var dræbende, for den har
helt sikkert ramt hjertet og knust ribben i begge sider.”
Hasso fotograferede mig med vædderen, som jeg ikke rigtig vidste, hvordan jeg skulle
præsentere bedst. Det var en meget, meget bedre fornemmelse end med kronhjorten fra
dengang, også fordi jeg følte, efter Hassos beskrivelse af vædderen, at det var en velgerning,
som jeg tilfældigt var del i.
Det blev ikke ringere, da vi så, at den gamle vædder kun havde 3 fortænder tilbage i
underkæben!
Men pyt med tænder, for lige indtil dette øjeblik havde han jo også haft appetit på andre delikatesser! At tænke sig, hvad han har
oplevet på 7 år rundt om i de uendelige skove i Göhrde.

Hasso slæbte vædderen ud til bilen, som han havde hentet, imens jeg
ringede hjem og berettede.
Skudafstanden var 170 m, og helt forsvarlig, når man kender sit
våben på den afstand, fortalte han, mens han med det traditionelle
egeløv med blod ærede vædderen og dens banemand fra Løkken.
Så gik det tilbage mod Hassos revierförsterei Röthen, hvor hans
medarbejdere stimlede sammen, mens han førte kniven med stor
forsigtighed. Jeg havde jo straks gjort endnu et indhug i
kassebeholdningen herhjemme ved at bestemme, at den skulle fuldmonteres
og have en hædersplads hjemme i vort bjælkehus. Da
Hasso fjernede det, der havde samme størrelse som to fuldvoksne
avocadoer, sagde hans søn, at jeg ikke skulle være misundelig, for et
sådant udstyr havde muflonvæddere, så der kunne være ligevægt
med de store horn fortil!
Jo, det var hjertespidsen, jeg havde ramt! Altså et lykkeligt skud!
Hasso var færdig på kort tid. Det er en fagmand, som
sammen med ansatte forstfolk efter hver af de store
trykjagter i november-december, opbrækker i hundredvis af
nedlagt råvildt, dåvildt, kronvildt og vildsvin. Jeg var sidste
år med på en sådan, der omfattede 800 HA. Vi var 50
riffelskytter placerede nede i jordhøjde bag skjul efter en
nøje udtænkt og sikker plan. Otte hundefolk gik igennem og
efter 2 timers jagt blev der blæst af. På den stemningsfyldte
parade med træstub-fakler og hornblæsning for hver vildtart
lå der så en muflon-kalv i første række. Derefter 3
kronhinder og 4 kalve, 2 dåspidshjorte og 2 kalve, 57
vildsvin, 16 rådyr og en ræv. Men, det var ikke lige mig med
alt det skyderi! Ugen efter var der endnu en trykjagt i et
andet revier med samme overvældende resultat og ugen efter
igen endnu en på et nyt revier, hvor der blev skudt 83
vildsvin. Heraf havde Hassos søn med sin drilling hele to
gange lavet en ”tripple”, dvs. 3 vildsvin i et hug med
riffelkugle og to Brennecke-kugler i haglløbene!
Men tilbage til den 22. oktober! Hasso og jeg var
fremme med vædderen på Forstamtet i Göhrde
inden ceremonien kl. 10. Samme morgen var der
skudt en ulige 8-ender kronhjort, og på paraden lå
2 af de endnu 3 muflon væddere, der var nedlagt i
brunst-jagten. Min vædder vakte beundring og fik
tildelt fløjpladsen. Han lå så smukt udstrakt med
sin hjertekugle, mens en anden vædder vendte det
ene bagben, hvor han var blevet anskudt, helt
kunstigt opad. Han var blevet affanget efter en
kilometers flugt på tre ben og havde yderlige 2
skudhuller. Den tredje vædder havde et tomt
udtryk i øjnene. Han var blevet ramt forfra i
munden i et spidsskud (!), hvor kuglen så var gået
ud i nakken mellem hornene! Gad vide, hvordan
den ser ud som hovedmonteret!
Nå, men ingen er ufejlbarlig, og man kender ikke forud sine reaktioner, før man står foran
et sådant prægtigt stykke vildt, som en muflon-vædder er.
Vægten af min vædder var 50 kg. opbrækket, og jeg fik hele dyret med hjem, efter at jeg i
endnu 2 dage havde nydt det gode venskab og naturen, genset det gode tårn fra 2007 og
observeret Göhrde-skovenes mangfoldighed i det smukkeste vejr. Min jagtrejse var
lykkedes og overstået for denne gang, og den gamle vædder lå afkølet og helt stille i
Pajeroen hele vejen til konservator Kim i Aalborg, hvor jeg havde sat mine nære jagtvenner
stævne, så de kunne se en lille vædder og skåle!

Kim pelsede vædderen i et eneste stykke og trak den 35 kg herlige steg ud af det hul,
som Hasso havde lavet i bugen. Kødet havde overhovedet ingen lugt af brunst, som
nok aftager med alderen (!), og smager fortræffeligt. De røgede køller er en ren
delikatesse, sagde jægerne på foreningens decemberjagt, og der er til rigtig mange
godbidder, skulle jeg hilse og sige!
Den 24. november blev
vædderen beundret og opmålt i
international målestok i Hjallerup til
185,9 point og dermed en bronzemedalje.
Hornene er 73 cm lange og
fylder 23 cm i omkreds ved
basis. Mellem hornspidserne er der
bare 12 cm. Tænk på det, næste gang
du synes, at din skjorteflip strammer!
Den 7. marts skal den fuldmonterede vædder med sin medalje om halsen udstilles på Hege-Schau i Zernien og 3 uger senere på en
Landsudstilling i Dannenberg, ligeledes i Niedersachsen. Derefter kan vi herhjemme i fred og ro nyde synet af mit livs hidtil bedste
trofæ, som er et varigt minde om en betagende jagtoplevelse og et lykkeligt skud.
Knæk & bræk - hilsen
Claus