Games Preview #7

Selv
om Battle
Squadron ikke
var færdigt da vi
havde deadline på
GP, er vi alligevel i
stand til at fortælle en
del om dette danske
højkvalitets shoot’-
em’up.
Både Martin Pedersen og
Torben Larsen havde ikke
noget imod at fortælle os lidt
om deres seneste spil, og for
dem som har set deres tidligere
spil Hybris; kan vi fortælle, at
sammenlignet med Battle
Squadron er Hybris en søndagstur
i parken; menuen står
altså på rå action i Battle
Squadron og Martin mener
selv, at det er “det mest voldelige
spil til Amiga”. Det lyder jo godt.
Spillet er et two player shoot’-
em’up som scroller både vertikaltog
horisontalt, dvs. det scroller
altså ikke kun op og ned som
eeeesise
> » * *■ - *
: =
&
mange andre tilsvarende spil,
men også til siderne. For at
understrege^at det er alvorligt
ment, indeholder spillet ikke
mindre end 24 forskellige slags
våben, og så har vi ikke engang
talt de specielle Nova misiler med
(de Lidraderer alt på skærmen
på en rimelig speciel måde).
Sptfiet indeholder naturligvis
bunkevis af fjender, som kun er
ude på at se dig bide i græsset,
og til det formål hårde masseraf
skud og målsøgende misiler, og
jeg skulle hilse og sige, at fjenderne
er rimelig store og der er
alt for mange af dem efter min
smag.
For ikke at blive anklaget for at
Det grusomste våben, der maltrakterer alt! Skal opleves.
I the Battle Squadron, er der ikke noget med kedelige farver.
&
w
I * i !
! • V i
være totalt uoriginale, har Martin
og Torben smidt et par ting i
spillet som ikke rigtigt er gjort før,
som f.eks. usynlige fjender, der
lige kan anes fordi de får baggrunden
til at flimre lidt og en
fjende til sidst i hver runde som
er R ET stor, faktisk fylder den
hele skærmens bredde.
Grafikken er der også sørget godt
for, det opdager man ret hurtigt
(selv om de skibe man selv flyver
ser ret kedelige ud).
En fin ting ved grafikken er, at
der er en god dybde i den, man
flyver over bjerge og vulkaner,
kigger ned i dybe afgrunde og
flyver over store (dybe) kompli
cerede bygningskomplekser.
Desværre (eller måske nærmere
heldigvis!) bliver dybdeeffekten
ikke brugt i spillet, der er
ikke noget med at man skal
skyde “nedad” for at få ram på
en fjende, der er nede i bunden
af en skakt. En lille fin finesse
ved grafikken er nogle små
skinnevogne, der lejlighedsvis
kører ind bag ved nogle røgfarvede
glasruder, og så skifter
de naturligvis farve, det ser
virkelig godt ud.
Når spillet starter er man ude i
rummet, men man flyver så
ned til planeten Terrainias overflade,
hvor man ikke kommer
til at kede sig, hvis man har
tænkt sig at overleve mere end
10 sekunder. Efterhånden som
man flyver rundt, finder man
store huller i planeten hvor man
kan flyve ned for at komme ind
til planetens kerne, hvor der
efter sigende skulle være en
fantasirunde. Selv om spillet
er for to spillere, kan man sagtens
spille alene og spillet bliver
så også lidt lettere, men hvis
man vil igennem til enden,
anbefaler Martin at man spiller
to sammen. Der skulle så også
være rigelig action til mindst
en halv time hvis man er god
fortæller han videre.
Lyden i spillet skulle der også
være nok af. Martin fortæller,
at der er fire forskellige melodier
og så selvfølgelig en bredt
udbud af samplede eksplosioner
og skud.
Fordi vi ikke kunne få en
anmelderkopi i tide til dette
nummer af GP (spillet var ikke
helt færdigt), så vender vi
naturligvis frygteligt tilbage
med en fyldestgørende anmeldelse
på vores sædvanlige
grundige facon lige så snart
spillet er på gaden.
Indtil da må du nøjes med at se
på de flotte screenshots fra
spillet og glæde dig eller få fat
i den (uspilbare) Public Domain
demo af spillet som Martin
har lavet så shoot’em’up
fans kan se hvad der venter
dem.