FREMTIDENS IDRÆTS - Lokale og Anlægsfonden

FREMTIDENS IDRÆTS- OG KULTURBYGGERI
Mellem vision og virkelighed
1

2
René Kural
Fremtidens idræts- og kulturbyggeri
Mellem vision og virkelighed
© Lokale- og Anlægsfonden og René Kural
Udgiver: Lokale- og Anlægsfonden
Grafisk tilrettelægning: Anne v. Holck, Tegnestuen Trojka
Forsidefoto: Polfoto/Rasmus Baaner
Fotos, med mindre andet er angivet: René Kural ©
Repro: F.Hendriksens Eftf.
Tryk: P.J.Schmidt
Juni 2000
ISBN 87-986579-3-3
Andre publikationer i skriftrækken:
1. “Fra sportsbassin til superbassin” 1997
2. “Nyt liv i gamle idrætshaller” 1998
3. “Kunstis og skøjtekultur” 1999

René Kural
FREMTIDENS
IDRÆTS- OG KULTURBYGGERI
Mellem vision og virkelighed
LOKALE & ANLÆGSFONDENS SKRIFTRÆKKE 4
3

INDHOLD
Forord 7
FREMTIDENS IDRÆTS- OG KULTURBYGGERI 9
Det Panathenaiske Stadion 11
De moderne Olympiske Lege 12
Mellem vision og virkelighed 14
Hadsten 17
Stedets karakter 18
Husets indretning 19
Næstved 20
Stedets historie og karakter 21
Husets indretning 22
Frederiksberg 23
Stedets historie og karakter 24
Husets indretning 24
Fremtidens forsamlingshus 25
UDVÆLGELSEN 28
Et samspil af kriterier 28
Sted 28
Form 29
Aktiviteter 29
Fleksibilitet og dynamik 29
STED 30
Ankomst og identitet 30
Hadsten 31
Næstved 36
Frederiksberg 40
FORM 42
Mellem det alsidige og markante 42
Hadsten 44
Næstved 49
Frederiksberg 52
5

6
AKTIVITETER 55
“Profane” aktivitetsforbindelser 55
Hadsten 56
Næstved 58
Frederiksberg 60
FLEKSIBILITET OG DYNAMIK 61
“Idræt-uden-streger-på-gulvet”? 61
Hadsten 62
Næstved 66
Frederiksberg 68
AFSLUTNING 71
Idræts- og kulturbyggeriet – mellem vision og virkelighed 71
Originale formsprog 71
Forskelle i fritids- og idrætsaktivitetsmønstret 72
Det fleksible byggeri 72
De nye rum 72
Dilemmaet 73
Fortegnelse over anvendte projekter 74
Anvendt litteratur 76
Øvrig litteratur 78
Anvendte hjemmesider 79

FORORD
“I dag ved vi, at industrialiseringens fokus på
kvantitet er blevet erstattet af informationsalderens
krav om kvalitet, fleksibilitet og rummelighed.
Uden tvivl er de moderne sportsfaciliteter
en refleksion af værdierne i vores
kulturelle reservoir. Værdier, vi måske er ved
at forlade. Udviklingen i kropskulturen synes
nemlig at byde den standardiserede hal trods
gennem et væld af nye aktivitetstyper, uforpligtende
samværsformer, og et stigende antal
uorganiserede aktive”.
Så poetisk udtrykker arkitekt MAA og seniorforsker
ved Arkitektskolen i Aarhus, René
Kural, de visioner og tanker, som lå til grund
for Lokale- og Anlægsfondens beslutning om
at udskrive en arkitektkonkurrence over temaet,
“Fremtidens idræts- og kulturbyggeri”.
Lokale- og Anlægsfonden indbød i foråret
1999 til en åben projektkonkurrence om
fremtidens idræts- og kulturbyggeri.
Konkurrencens formål var at inspirere til
nye idéer og overvejelser om både indhold og
udtryk for fremtidens idræts- og kulturbyggeri,
således at konkurrencens resultater kunne
bidrage til udformningen af arkitektonisk
nyskabende idræts- og kulturfaciliteter i det
nye årtusind. Faciliteter som vil være præget
af mangfoldighed og fleksibilitet, og som i
deres skønhed og fantasifuldhed inviterer til
nye former for idrætslig og kulturel udfoldelse,
og muntert og forpligtende samvær mellem
mennesker.
Det var et centralt mål for konkurrencen at
få forslag til, hvordan de mangfoldige kulturelle
udtryk kan leve inden for fælles fysiske
rammer.
I forbindelse med dommerkomiteens arbejde
og udarbejdelse af en dommerbetænkning
har vi set mange spændende eksempler på at
danske og europæiske arkitekter har imødekommet
konkurrencens tema.
For at skabe et overblik og et inspirationsmateriale
til danske bygherrer inden for fremtidens
idræts- og kulturbyggeri har fonden
bedt arkitekt MAA René Kural om at gennemgå
de i alt 115 indsendte forslag. René
Kural har i sin vurdering taget udgangspunkt
i forskellige tematiske forhold: Sted, form,
aktiviteter, fleksibilitet og dynamik.
I den bog, som De nu sidder med, og som er
4. udgivelse i fondens skriftrække, kan ses en
række interessante projekter. Det er fondens
ønske, at projektkonkurrencens mange forslag,
uanset om disse blev præmieret i konkurrencen,
vil blive eksempelprojekter og
tjene til god inspiration for det 21. århundredes
idræts- og kulturbyggeri.
Inge Nesgård
Formand for Lokale- og Anlægsfonden
7

8
Det er kun på overfladen, at sumo er en
enkel sport mellem to halvnøgne mænd
i en lerklinet ring. Ritualerne begynder
dagen før turneringen. Her har tre
dommere iført shintopræsternes hvide
dragter påkaldt sig guderne og bl.a. lagt
ris, fisk, salt og risvin i et lille hul i
midten af ringen (dohyoen). Før hver
kamp afvikles kaster bryderne flere
gange salt ind i dohyoen for dels at
rense den for onde ånder, dels for at
forberede sig til det, der kun tager få
sekunder: brydekampen.

FREMTIDENS IDRÆTS-
OG KULTURBYGGERI
En sammenlægning af idrættens og kulturens huse kan i dag virke helt
selvfølgeligt, når man tager de to aktiviteters potentiale for at kunne
henrykke i betragtning. Men det er en ændring i attitude, som synes relativ
ny. For få år siden ville ingen drømme om at sætte f.eks. ballet sammen
med stønnende idrætsfolk, også selvom de to kropskulturer på
mange måder kan minde om hinanden: Den høje træningsindsats, sveden
på kroppen, viljen til at perfektionere detalje til helhed og aktivitetens
anlæg for at tryllebinde dets publikum gennem en fortælling, der
aldrig afsluttes. Begge kulturer er beretninger om, hvad andre har gjort
før os. Det handler om mødet med de udødeliggjorte gerninger gennem
optimering af bevægelser og strategier.
Dansen og idrætten udspringer oprindeligt af kultiske handlinger. Så
gamle er de, at det næppe er muligt at tidsfæste deres oprindelse. Men
sikkert er det, at de begge har indgået som del i religiøse ritualer. I Grækenland
var de kæmpende idrætsfolk en hyldest til både guderne, især
Zeus, og den frie græker. 1 Det antikke Olympia var i princippet en stor
sportslandsby af den prægtigste arkitektur og kunst bygget til åndelige
som fysiske ritualer. I den japanske sumobrydning er der den dag i dag
stadig en stærk forbindelse mellem Shintoismen, rummet og de ritualer,
både præster og brydere udfører før de entrer den hævede, lerklinede
ring, dohyoen.
Men hvor dansen senere udviklede sine mange udtryk gennem åbenhed
og evnen til at kunne inspireres, kan det samme næppe siges om
den moderne sport. Sporten har stædigt holdt fast i regler og dimensioner
for “sammenlignelighedens skyld”. Det er menneskene og livet
omkring dem, som har ændret sig. Ikke principperne eller de rum, hvori
aktiviteterne udføres. Citius, altius, fortius 2 – hurtigere, højere, stærkere
– har sat sit tydelige præg på vore moderne stadions og haller. Den
svære opgave, det er at integrere stedets særlige karakter, lysforhold,
rumprogram og aktiviteter i en varieret og original arkitektur, synes ikke
at interessere idrætten. Kunst og sport er i dag to adskilte størrelser.
9

10
Et kapløb skildret af maleren Michigan (ca. 520-500 f.Kr.) på
en attisk, sort-figur amfora. Detalje. Gengivet med tilladelse af
Ashmolean Museum, Oxford, UK.
Der er endnu en interessant forskel mellem antikken og nutiden. Ser
man på antikkens skildringer af idrætten på vasemalerier og statuer, er
det som om idræt og æstetik gik op i en højere enhed. Linierne er forfinede
og skulpturerne velproportionerede. Uanset om udøverne er på
vej til at springe, kaste, hoppe eller løbe gengives bevægelserne i balance.
Ansigtet er ikke forvredent i anstrengelse, som sportsfolk ofte skildres
i dag, men krop og udtryk er i harmoni. Idrætten og æstetikken var integrerede
dele.
Professor Brian J. Neilson har i bogen “The Theater of Sport” om
baseball sagt, at sporten er “en have, i hvilken der gror minder og metaforer”.
3 De bedste idrætsanlæg er de, som hjælper os med at indramme
disse minder i en større beskrivelse af vores individuelle og kollektive
tilværelse. Når idrætten og sporten nu har så stort et potentiale for at
kunne genopstå i udtryksfulde huse og steder, hvorfor er idrætshallerne
så så ens i dag? Hvad bestemmer deres stereotype udformning, placering
og indretning?

DET PANATHENAISKE STADION
Det olympiske stadion i Athen, der i 1896 blev genopbygget som en
nøjagtig kopi af det oprindelige stadion fra ca. 329 f.Kr., har både sin
form fra stedet og datidens regler i bygningskunsten og fra pladskravene
i de idrætsgrene, som skulle afvikles her. Men stadionet afspejler
også de fysiske udfoldelsers placering i tilværelsen i det hele taget. En
aflang bane, 4 kun rundet i den ene ende, med plads til ca. 70-80.000
tilskuere på 47 rækker. 5 Aktører og publikum kan fra den åbne, brudte
del af arenaen skimte gudernes by, Akropolis, majestætisk anlagt på et
af byens højeste punkter. Der er etableret en direkte forbindelse mellem
kamppladsen, idrætten og det overjordiske. I arenaen dyster atleterne
til ære for guderne i Akropolis. Det, som skaber forbindelsen, er de rituelle
handlinger. Var denne sammenhæng uden betydning, havde grækerne
lukket stadionet og fuldendt den brudte cirkel. Så ville idrætten
være i centrum og aktørerne de guder, hvis aktiviteter udgjorde de rituelle
handlinger, hvoromkring publikum gjorde knæfald. Akkurat som
i dag. 6 Ser man på et snit i stadionet, er det tydeligt, at anlægget er indfældet
i det omgivende terræn. Formen er en syntese af stedets karakter,
den omkringliggende by, bygningskunsten og livet i det antikke
Grækenland i det hele taget. Ja selv af det politiske system på det tidspunkt:
Når Legene afholdtes, var der nemlig påbud om landefred, hvilket,
stort set, blev respekteret.
Hvornår sportens nøgternhed og verdsliggørelse begyndte at diktere
arenaernes udformning kan være svært at tidsfæste. Ombygninger forekom
af Det Panathenaiske Stadion i ca. 130 f.Kr. under Herodes’ styre.
Ændringerne skete for at beskytte publikum fra gladiatorer og vilde dyr
11
På kanten af det maksimale. Her er
det Erica Alfridi, Italien, som er
fanget på smertegrænsen under 10
km kapgang ved VM i atletik, Athen
1997. Foto: Polfoto/Sven Simon.

12
Første Olympiske Lege i moderne
tid blev afholdt 4.-15. april
i Athen 1896. Af de godt 180
deltagende atleter var kun ca.
100 udlændinge fra et dusin
forskellige lande. Præmien til
vinderne blev uddelt på sidstedagen
af den græske kong Georg
VI i form af en laurbærkrans,
en medalje og en gren fra det
hellige oliventræ i Olympia.
Foto: Scanpix Nordfoto.
Snittet viser tydeligt det
Panathenaiske Stadions
integrering i det omgivende
terræn. Tegninger: Wimmer,M.
Bauten der Olympischen Spiele.
Verlag Ernst Wasmuth
Tübingen, 1976, p. 40.
og påvirkede først og fremmest det originale stadion ved, at første række
blev placeret på en sokkel og at kamppladsen blev adskilt fra publikum
med et rækværk. 7 Gladiatorerne var professionelle og stadion en arbejdsplads,
der skulle tilgodese deres kunnen. Atleterne, som dystede her,
kom ikke for at høste hæder og ære men materiel velstand. Det var første
skridt væk fra stedets helhedstanke.
DE MODERNE OLYMPISKE LEGE
I nyere tid trådte sportteknikken for alvor i centrum ved udformningen
af sportens anlæg i tiden efter de første moderne Olympiske Lege i
1896. Industrien var ved at have fået fodfæste i det meste af Europa –
selv i Danmark – og “Citius, altius, fortius”, “hurtigere, højere, stærkere”,
passede dens filosofi fortrinligt. Det nye stadion i Athen blev
ganske vist opført på grundpillerne af Lykurgs flere tusinder år gamle
arena i den hensigt at tage afsæt i den olympiske idé, men allerede efter
sidste konkurrence var afholdt, stod det klart, at stadionets U-form,
skarpe kurver og smalle center ikke kunne tilfredsstille tidens pragmatiske
krav. Allerede i Paris fire år senere og St. Louis i 1904 var sta-

dionerne langt fra det græske idégrundlag. Den form, som i knapt 1200
år (776 f.Kr. – 394 e.Kr.) havde dannet rammen om de 300 Olympiske
Lege, vi kender til, blev forkastet allerede efter første OL i moderne
tid. “Nøgterne som Legene var, sådan skulle byggeriet til dem også
være”. 8 Det Panathenaiske Stadion, der udsprang af den græske teaterarkitektur,
havde en optimal afstand fra bagerste række til centrum på
blot 67 m og kunne alligevel huse 70-80.000 tilskuere: Det samme
antal, som på stadions til Legene i Rom, Tokyo, Mexico og München
(1960-72). Kun ved OL i Berlin, 1936, genopstod det amfiteaterlignende
stadion for en kort bemærkning. Men det var af helt andre
årsager.
I dag ved vi, at industrialiseringens fokus på kvantitet er blevet erstattet
af informationsalderens krav om kvalitet, fleksibilitet og rummelighed.
9 Uden tvivl er de moderne sportsfaciliteter en reflektion af
værdierne i vores kulturelle reservoir. Værdier, vi måske er ved at forlade.
Udviklingen i kropskulturen synes nemlig at byde den standardiserede
hal trods gennem et væld af nye aktivitetstyper, uforpligtende
samværsformer, og et stigende antal uorganiserede aktive. 10
Undersøgelser af levevilkårene i Danmark viser, at mens det i 1964
kun var 15 procent af de voksne, som regelmæssigt dyrkede sport eller
motion, var det i 1993 næsten halvdelen. 11 En stor del af disse har faktisk
øget den tid, de vil anvende på fysisk aktivitet. Også aktiviteterne
har skiftet karakter: De er blevet mere varierede og mindre præstationsprægede,
hvilket er sket på bekostning af de etablerede idrætsgrene. Især
blandt kvinderne har der været en markant stigning i interessen for alternative
kropsudfoldelser, der sigter mod fysisk velvære – ikke mod
13
Over den åbne side af det
Panathenaiske Stadion ses
gudernes by, Akropolis, tydeligt
på dens sokkel. Religion, kultur,
tradition, arkitektur og stedets
særlige ånd udgør en helhed.

14
hæder og ære eller nødvendigvis større socialt samvær. Og endelig søger
flere væk fra de etablerede foreninger. 12 Danskerne vil gerne være
aktive, men det på en mere fleksibel og uforpligtende måde. 13 Der er
med andre ord sket en vækst i aktivitetsniveauet og et skred væk fra det
etablerede og standardiserede. 14
Denne udvikling – især de unges lyst til at dyrke mere ekstreme
sportsgrene i egne netværk – bekymrer i høj grad foreningerne. Problemet
er, siger de, at de unge ikke får indlært klassiske dyder som fællesskab
og loyalitet. 15 “Sport er bedst i fællesskab”. 16 De nye aktiviteter,
såsom mountain biking, kayaking, rock climbing, snow- og skateboarding,
soap, scad diving, vertibiking, base- og bungy jump, faldskærmsspring
fra byhuse, osv., bliver kaldt “extreme sports” eller det
lidet flatterende “trend sports”. 17 Udøverne bliver beskyldt for at være
overfladiske egoister, der kun er ude på at blive underholdt under store
ricisi. Men tager man udviklingen alvorlig, er der sket en mentalitetsforandring.
De mange ny fritidsaktiviteter er ved at slå sig fast på linie
med den etablerede idræts- og kulturverden. Extreme sports har deres
egne Olympiske Lege, X-Games, og denne subkultur tages nu meget
alvorligt af industrien, hvilket plejer at være et vink med en vognstang.
Traditionerne synes nu trængte.
MELLEM VISION OG VIRKELIGHED
Vi står altså i et “uroligt felt” mellem vision og virkelighed. Virkeligheden
er, at vort fritidsliv har forandret sig. Hvorledes det skal imødekommes
i de nye anlæg, ved vi til gengæld kun meget lidt om. Det er
her visionen om nye forbindelser mellem aktiviteterne og rummet bliver
af vital betydning. Det handler ikke kun om at skabe moderne arkitektur.
Det handler om at give brugerne en oplevelse af, at sted, bygning
og aktiviteter kun kan forekomme her. Jo større oplevelsen er, des større
er chancen også for, at brugerne vender tilbage. 18
Konkurrencen om fremtidens idræts- og kulturbyggeri er første
skridt i denne retning. Kravet til forslagene var, at de skulle “... inspirere
til nye idéer og overvejelser om både indhold og udtryk for fremtidens
idræts- og kulturbyggeri, således at [de kunne] bidrage til udformningen af
arkitektonisk nyskabende idræts- og kulturfaciliteter i det ny årtusinde”. 19
Faciliteterne skulle være prægede af mangfoldighed og fleksibilitet, og
invitere til nye typer for idrætslig og kulturel udfoldelse mellem mennesker.
De nye anlæg skulle være velegnede til såvel idræt som andre
former for kulturel udfoldelse, uden at idrætsarealerne nødvendigvis
skulle overholde internationalt fastsatte mål og standarder for de forskellige
baner.
Centralt for opgaven var det således, at forslagene tillod mangfoldige
kulturelle udtryk at fungere inden for fælles fysiske rammer og afbalancerede
forholdet mellem nyt og eksisterende. Tre kommuner tog udfordringen
op: Hadsten, Frederiksberg og Næstved.

NOTER
1 Wimmer, M. Bauten der Olympischen Spiele. Verlag Ernst Wasmuth
Tübingen, 1976, p. 11.
2 Andersen, P.C. & Hansen,V. Olympiadebogen.
De olympiske Lege 1896-1948. Samlerens Forlag, København 1948, p. 10.
3 Neilson, B. Baseball. In: Raitz,K.B. (Ed.)
The Theater of Sport. The Johns Hopkins University Press, Baltimore and
London, 1995, p. 62.
4 Om længden på Det Panathenaiske Stadion er der uenighed. Ifølge M.
Wimmer kendes den ikke præcist, idet startlinien ikke er fundet. Den
menes dog, ifølge ham, at være 177,6 meter, eller ca. 600 attiske fod. Det
ældste stadion i Grækenland, Olympia, var 212 x 30 m med en banelængde
på 192,25 m, hvilket svarede til det græske længdemål på 600 fod og løb af
samme navn. I. Thallon Hill skriver i stedet, at Stadionet svarer til
Pausanias beskrivelse og følger den normale plan for et græsk stadion med
dets langstrakte hesteskoform. De indre dimensioner var således 204,07 m
x 83,36 m i hvilken væddeløbsbanen i sig selv var 184,96 m i længden.
Se Wimmer, M. Bauten der Olympischen Spiele. Verlag Ernst Wasmuth
Tübingen, 1976, p. 13, & Thallon Hill, I. The Ancient City of Athens.
Its Topography and Monuments. Methven & Co. Ltd., London, 1953,
pp. 213-214.
5 Der er få og mange modstridende oplysninger om det Panathenaiske
Stadion. For mere uddybende beskrivelser se: Politis, N.G. The Panathenian
Stadium. The First Modern Olympic Games - Athens 1896.
www.orama.com/athens1896/stadium.html, pp. 1-6. Wimmer, M. Bauten
der Olympischen Spiele. Verlag Ernst Wasmuth Tübingen, 1976, pp. 21, 34-
35 & 39-40. Judeich,W. Topographie von Athen. C.H. Beck’sche
Verlagsbuchhandlung, München, 1931, p. 102. Thallon Hill, I. The
Ancient City of Athens. Its Topography and Monuments. Methven & Co. Ltd.,
London, 1953, pp. 213-214. Melas, E. Athen. Geschichte, Kunst und Leben
der Ältesten europäischen Großstadt von der Antike bis zum gegenwart. Verlag
M. DuMont Schauberg, 1975, pp. 254-255.
6 Kural, R. Kulturrummet i det 21. århundrede. Upubliceret manuskript,
1998, p. 7. Se også: Lemoine, B. Les stades en gloire. Découvertes Gallimard
Architecture, 1998, pp. 18-19.
7 Politis, N.G. The Panathenian Stadium. The First Modern Olympic Games
– Athens 1896. www.orama.com/athens1896/stadium.html, p. 3.
8 Wimmer, M. Bauten der Olympischen Spiele. Verlag Ernst Wasmuth
Tübingen, 1976, p. 35.
9 Kural, R. Informationssamfundets arkitektur. Kunstakademiets Forlag, 1995/
2000.
10 De nye prioriteringer forklares bl.a. “på basis af ændrede magtbalancer
mellem sociale klasser og delkulturer”. Crum, B. Bevægelseskulturer blandt
sorte minoriteter i Amsterdam. I: Eichberg, H. (Ed.) Idrætten og byen.
Idrætsforsk, 1999, p. 31.
11 Bonke, J. (Ed.) Levevilkår i Danmark. Statistisk oversigt 1997. Danmarks
Statistik, 1997, pp. 290-316.
12 Se bl.a. Bøje, C. & Eichberg, H. Idrættens tredje vej. Om idrætten i kultur
politikken. Klim, 1994, pp. 121-132, og Ottesen, L. & Ibsen, B. Idræt,
motion og hverdagsliv – i tal og tale. Rapport, Institut for Idræt, Københavns
Universitet, august 1999, særligt afsnit 2.0-2.2.
13 Bøgeskov, L. Idrætten mister de unge. Politiken, 19.01.2000, 1. sektion.
14 Kural, R. Spillerum – alternative steder til kultur, idræt og fritid.
Kunstakademiets Forlag, 1999, pp. 9-15.
15

16
15 Bøgeskov, L. Idrætten mister de unge. Politiken, 19.01.2000, 1. sektion.
16 Dachs, H. Sport for morskabens skyld. Kristeligt Dagblad, 07.02.2000, 5.
17 Donahue, B. For New Sports, ESPN Rules as the X-treme Gatekeeper. The
New York Times, 11.03.1998, 2. & Dachs, H. Sport for morskabens skyld.
Kristeligt Dagblad, 07.02.2000, 5.
18 Raitz, K.B. (Ed.) The Theater of Sport. The Johns Hopkins University
Press,
Baltimore and London, 1995, pp. 27-29.
19 Se: Lokale- og Anlægsfonden. Fremtidens idræts- og kulturbyggeri.
Konkurrenceprogram. Lokale- og Anlægsfonden, februar 1999, p. 3.

HADSTEN
Hadsten er en lille provinsby i Midtjylland smukt udstrakt i det kuperede
terræn mellem de større naboer Randers i nord og Århus i syd.
Landsdelen med Gudenåen og fjordlandet kalder de lokale for “Kronjylland”.
Måske for at fremhæve den østjyske kulturs og naturs forfinethed.
Elegant eller ej så er væksten i Hadstens indbyggertal i høj grad udsprunget
af de mange skoler, som blev oprettet her. 20 Siden jernbanen
– og byen – blev anlagt her i 1862, har Hadsten satset på institutioner
til uddannelse. Efter den første kommuneskole blev indviet i 1876 på
privat initiativ, indrettedes senere en folkehøjskole i de selvsamme lokaler
i 1883. Fra denne grundtvigianske inspirationskilde opstod
gymnastikskolen i 1920, der dog blev nedlagt i 1972 på det tidspunkt,
da den var skole for handicappede. Husholdningsskolen grundlagdes i
1925, Den Jydske Håndværkerskole i 1928, Realskolen allerede i 1903,
senere voksenundervisningscentret (VUC) i 1978 og Amtsgymnasiet i
1981. Hadsten er altså vokset op omkring klynger af uddannelse og
viden, og har formået at udnytte de ressourcer, som naturligt dannes
herfra.
17
Området fordeler sig på begge
sider af den hævede Skanderborgvej,
mens Lilleåen “krøller” sig
gennem landskabet fra øst mod
vest. Foto: Erik W. Olsson.

18
Sct. Pauls Kirke af Jørgen Kampmann, 1919.
Under en storm i juledagene 1980 blæste korset
på kirketårnet ned dog uden nogen personskade.
Korset blev genfremstillet, belagt med to lag
bladguld og sat tilbage.
Et andet træk ved Hadsten synes at være den relativt høje kvalitet, som
de ældre offentlige byggerier og beboelsesområder udtrykker. En bygning,
som i særlig grad markerer sig i landskabet, er Sct. Pauls Kirke.
Beliggende på et af byens højeste punkter fremstår den som et markant
vartegn i den nordlige del af Hadsten. Kirken skulle oprindeligt have
været tegnet af arkitekten Hack Kampmann. 21 Da hans forslag imidlertid
var for dyrt, blev det i stedet et forslag af Kampmanns søn, Jørgen,
der havde et færdigt projekt, han tidligere havde udstillet på Charlottenborg.
22 I 1919 er kirken så færdig. Det er et stramt nyklassicistisk
anlæg, med et enkelt skib, tårn og kapel. Det er tydeligt, at funktionalismen
er lige på trapperne i Danmark. Også ved moderniseringen af
kirken i 1979 fastholdes den høje kvalitet, hvor bl.a. alterbilledet erstattes
af et skulpturelt alterparti i formpresset, lyst fyrretræ.
Samme kvalitetsbevidsthed synes altså også at gælde for beboelserne
i Hadsten. Det skyldes muligvis, at Hadsten Andelsboligforening, siden
starten i 1945, har været meget aktiv. At det er værd at nævne her skyldes,
at Hadstens fremtidige “forsamlingshus” netop vil støde op til en
af disse karakteristiske etagebebyggelser på dets vestside. Her ligger det
relativt veldisponerede og varierede Møllebo på den grund, hvor den
tidligere Møllegård lå. Byggeriet er på mange måder typisk for Hadsten:
Selvstændige enklaver omkring et privat gårdanlæg, der tilpasser sig den
historiske by og stedets karakter.
Stedets karakter
I Hadsten etableres “fremtidens forsamlingshus” således tæt på bymidten
på naturarealer. Ud over beboelserne er arealet præget af dagligvarebutikker,
offentlige parkeringspladser og lyden af Lilleåen, der krøller
sig igennem landskabet. Lilleåens betydning for kronjyderne er stor.
For hvad Lilleåen har bidraget med af idyl op gennem tiden er “helt
uoverskueligt og ubeskriveligt”, som landmanden Børge Jensen erindrer.
23 . “Hvad der er tilbragt af timer ved og langs Lilleåen i hygge og
fred, kunne der skrives lange afhandlinger om”. Kun ganske få minutters
gang herfra, mod nord, ligger byens nye station; den tredje gennem
tiderne.
Konkurrenceområdet er inddelt i tre parceller på i alt 16.564 m2 .
Første og andet areal gennemskæres af åen, mens det tredje område er
adskilt fra de to øvrige af den hævede Skanderborgvej. Denne hovedvej
fra Skanderborg til Randers, som deler byen med “et øksehug” 24 og
afskærer de enkelte dele fra byens historiske landevej og centrum. En
byplanmæssig fejltagelse, som om ganske få år – spår jeg – vil føre
Skanderborgvej uden om byen, for igen at samle Hadsten. 25
Hadsten kommune har udarbejdet en lokalplan for det nye forsamlingshus
og de tilhørende udearealer, der bl.a. skal sikre at stedets karakter
bliver respekteret, samt at vandkvaliteten i Lilleåen ikke forværres.
Lokalplanen, hvis vedtagelse blev udskudt til efter konkurrencen,

pointerede bl.a., at der kun kunne bygges frem til to meter fra åens
øverste vandløbskant, og at bebyggelsen ikke måtte være højere end 3,5
etage. Der kunne bygges over åen, men kun med en bygningsbredde på
maksimalt otte meter. Men vigtigst var det måske, at lokalplanen klart
pointerede, at forsamlingshusets udformning skulle signalere, at det var
et sted for byens borgere, hvor de kunne dyrke idræt og mødes om kulturelle
aktiviteter.
Husets indretning
I Hadsten lægger man ikke skjul på, at deres “fremtidens forsamlingshus”
skal være med til at genskabe det “traditionelle” samfunds familieog
landsbyrelationer. Det skal både bygge bro mellem by og natur og
mellem mennesker indbyrdes, og bør “blive en stærk mental energikilde
i lokalsamfundet”, som det hedder i beskrivelsen. 26 Der er lagt op til et
markant byggeri for både bredden og den snævre elite. Ved at blive centralt
placeret i den lille by på blot 6.200 indbyggere, er faciliteterne dér,
hvor brugerne er.
Ud over de æstetiske og placeringsmæssige krav til huset og landskabet
omkring, skulle det kunne betjene meget forskelligartede aktiviteter
såsom idræt, udstillinger, modeshows, messer, konferencer, møder,
foredrag, bankospil, koncerter, teater, øvelokale til musik, café, køkken
og diverse aktivitetsrum. Hertil kom installeringen af byens bibliotek
med tilhørende publikums- og personalefaciliteter, dvs. kontor, toiletter,
pauserum, omklædning, bad, depot og teknik. Det maksimale antal
brugere blev estimeret til ca. 400.
19
Det fortælles, at uden
Lilleåen var der intet
Hadsten. Vandkraften
gav mulighed for et
Mølleri og da passagemuligheden
samtidig lå
her var vejen banet for
kroen. Jernbanen kom
til langt senere, men
åen var begyndelsen.
Billedet er taget fra det
sted, hvor mølleriet
tidligere lå og viser
grunden for det ny
idræts- og kulturhus.

20
Ny Ridehus (1888) med den grønne plæne Høje
Kaserne og Næstved by i baggrunden. Til højre ses
de tidligere ridestalde, gymnastik- og fægtesale, som
i dag anvendes til teater, idræt, udstillinger og en
stor del af Næstveds foreningsvirksomhed.
NÆSTVED
Næstved ligger kun en lille times kørsel sydvest for København. Fra et
af byens højeste punkter, Munkebakken, kan man med blikket følge
Susåens forløb mod syd og endnu længere borte skimte konturen af
Karrebæk Fjord og Smålandshavets klinter og sandstrande.
Næstved er grundlagt omkring et benediktinerkloster fra 1135, og
de mange ældre bygninger afslører dens fortid som handels- og klosterby
i Middelalderen. Byens beliggenhed gjorde den i århundreder til en
vigtig indgang til hele Sjælland. For handelsbyerne rundt om Østersøen,
de tidligere Hansestæder, var havet den naturlige forbindelsesvej til
denne del af Danmark.
Størrelsesmæssigt placerer Næstved sig midt mellem Hadsten og Frederiksberg.
I 1999 boede her således 46.427 beboere med ca. 38.000
bosiddende i selve Næstved by. Det var en stigning fra 1990 på 1.252
indbyggere, hvilket fulgte befolkningstilvæksten for landet som helhed.
27
Kommunen synes netop meget optaget af vækst i befolkningen og
erhverslivet. I kommuneplanen er udlagt arealer til 4.000 nye boliger,
og i Næstved Nord ligger hovedparten af nye 30 hektar byggemodnede
arealer afsat til erhverv. En stor del af de nye boliger er tænkt opført i
byens centrum tæt på kulturbyen Grønnegades Kaserne, hvor Næstveds
nye “idræts- og kulturbyggeri” skal etableres. Kommunen overtog Kasernen
i 1978 og omdannede de gule bygninger til et kulturcenter for
over 100 af byens foreninger. De nye kulturfaciliteter indrettes i det
røde Ny Ridehus med blandt andet teater-, musik- og kongressal. I
følge kommuneplanen skal byens nye bibliotek også etableres her.

Netop fordi Grønnegades Kaserne i forvejen er et sted for den organiserede
idræt og finkultur, lægger kommunen meget vægt på, at Ny Ridehus
i stedet skal tiltrække de ikke-organiserede aktiviteter. 28 Tanken
er rigtig, da det netop gælder om at fremkomme med tilbud til de
mange unge, der fornægter det etablerede.
Stedets historie og karakter
Området for det ny forsamlingshus er på i alt 11.450 m2 . Det minder
på mange måder om arealet i Hadsten: Central beliggenhed, kantet af
en større hovedvej, beboelsesejendomme og offentlige parkeringspladser.
Også her ligger byens jernbane og busstation kun få minutters gang
mod nordøst. Næstved kommune har, som Hadsten, udskudt den endelige
lokalplan til efter konkurrencen, så den kan tilpasses projektet.
Terrænet, hvorpå kulturbyen er beliggende, stiger brat, idet området
er del af den ti km lange Mogenstrup Ås, der dannedes her for over
10.000 år siden: 29
De nye idræts- og kulturfaciliteter
indrettes foran, under og i det røde
Ny Ridehus, som i dag er fredet.
21

22
Det tidligste byggeri på kaserneområdet er et
eksercer- og ridehus fra 1799 udført af hofarkitekt
Andreas Kirkerup (1749-1810).
Kirkerup var elev af C.F. Harsdorff (1735-99)
og derfor foregangsmand for nyklassicismen i
Danmark. Kirkerup blev især kendt for sine
havehuse særligt det smukke Liselund på Møn
(1792-95).
“Ude i Fladså boede der engang en trold, som arrig over at få sin middagslur
forstyrret af Næstveds mange kirkeklokker besluttede sig for at dække byen,
eller i det mindste dens kirker, til med sand. En hel pose fuld fyldte han til
formålet, inden han begav sig mod Næstved. Herved opstod Snesere Sø, der
har været bundløs siden. På sin vej overmandedes han af tørst. Derfor besøgte
han kroen i Mogenstrup for at få sig én til halsen. Optaget heraf bemærkede
trolden ikke, at en nisse kom listende og gjorde et hul på posen.
Han gik herefter intetanende ad Næstved til, mens sandet dryssede ud. Således
opstod den lange Mogenstrup Ås.” 30
Uanset om man tror på sagnet eller på, at det var Istiden, som formede
åsen, så afskar den faktisk Næstved fra øst og sydøst indtil 1870, hvor
det lykkedes at gennemskære den og føre den ny jernbane ind til byen.
Kasernebygningerne er alle fra forskellige perioder, men udgør et homogent
anlæg grupperet omkring offentlige pladser. Mens Ny Ridehus er
fra 1888, er det tidligste byggeri allerede fra 1799. Det er et eksercerog
ridehus, udført af hofarkitekt Andreas Kirkerup, der også tegnede
Det Kinesiske Lysthus i Frederiksberg Have. 31 Begge bygninger står der
endnu.
Kasernen var hjem for 4. Dragonregiment frem til 1923, hvorefter
anlægget blev indrettet til militære skoler. 32 I de smukke gamle ridestalde,
Kommandantboligen, gymnastik- og fægtesale foregår i dag koncerter,
idræt, teater, udstillinger, kunstnerisk arbejde, foreningsvirksomhed,
undervisning, foredrag, mv. Interessant er det, at der faktisk
allerede i maj 1982 blev afholdt en arkitektkonkurrence om en ny teater-,
musik- og kongresbygning her, som vandtes af arkitekterne Kjær
& Richter, Århus. 33
Husets indretning
Omdrejningspunktet for det kommende forsamlingshus er det fredede
Ny Ridehus. Ud over nyindretningen af ridehuset samt opførelsen af en
nybygning på ca. 600 m2 , skal det eksisterende amatørteater i Grønnegade
forbindes hertil og udendørs aktiviteter etableres på Høje Plads bag
ridehuset. Det skal bl.a. forbedre forbindelserne for handicappede men
også præsentere kulturbyens høje aktivitetsniveau udadtil.
I forhold til Hadsten og Frederiksberg ligger hovedvægten i Næstved
på et bredt udbud af dansetyper men også på musik, udstillinger og teater.
Desuden prioriteres den alternative idræt højt; særligt på de udendørs
anlæg. Fra café og køkken skal mindst 100 gæster kunne serviceres,
og ved arrangementer skal der være plads for op til 500 personer.
Også her skal være publikums- og personalefaciliteter såsom garderobe,
foyer, kontor, toiletter, omklædning, bad, depot og teknikrum. Endelig
ønskes et stort, åbent rum til mindre arrangementer og servering.

FREDERIKSBERG
Frederiksberg kommune vest for København er en såkaldt hovedstadskommune
med et indbyggertal på 90.229 i 1999. Det gjorde den til
landets femte største kommune. Da Frederiksbergs areal blot er på 8,7
km 2 er den således Danmarks tættest befolkede. I 1950 boede her endda
yderligere 30.000, men indbyggertallet faldt som følge af bl.a. saneringer,
udflytning af virksomheder og husstande til forstæderne. Således
nåede Frederiksberg ned på 85.000 i 1988, og var dermed næsten tilbage
på befolkningsstørrelsen omkring århundredeskiftet. 34
Kedelhallens sydfacade med sidehal,
værkstedsbygning og herover den
60 m høje skorsten. Hallen er tegnet
i 1903 af arkitekt Heinrich Wenck
(1851-1936). Den er ikke et af
Wencks største værker, men er fundet
bevaringsværdig som eksempel på
tidligt industribyggeri.
23

24
Det Kinesiske Lysthus i Frederiksberg Have tegnet i
1799-1800 af Andreas Kirkerup, samme år som han
udførte eksercer- og ridehuset på Grønnegades Kaserne
i Næstved. I baggrunden skimtes kuplen på
Frederiksberg Rådhus (indviet i 1953).
Frederiksberg er det af de tre konkurrenceområder med
flest storbysymptomer. Byen er hjemsted for en række
større institutioner: Landbohøjskolen oprettedes allerede
i 1856, mens Københavns Handelshøjskole og Danmarks
Radio etableredes i slutningen af 1930’erne. De
to læreanstalter er netop blevet udbygget. Landbohøjskolen
ved Thorvaldsensvej og Handelshøjskolen på en
del af det gamle banegårdsterræn. I 2002-03 åbnes den
ny metrolinje, der skal forbinde Frederiksberg med hovedstaden
og året efter strækningen til Vanløse via Flintholm
Station med et beregnet passagerantal på ca.
60.000 pr. dag. 35
Selvom Frederiksberg i dag er tæt forenet med København
og indgår i et regionalt samarbejde med hovedstaden,
er den alligevel anderledes. Byens struktur og
bygningernes karakter er forskellig. Karrébebyggelserne
er mere åbne, der er mange detailhandlere og småhåndværk,
konverterede erhvervsbygninger og industrikvarterer
samt ekstensive villakvarterer og få, men omfattende,
rekreative arealer såsom Frederiksberg Have og
Søndermarken. Det er i et sådant område præget af
åbne karré- og punktbebyggelser, offentlige institutioner,
særligt Frederiksberg Hospital og Teknisk Skole, at
en nedlagt kedelhal fra århundredeskiftet skal omdannes
til idrætslige og kulturelle formål.
Stedets historie og karakter
Kedelhallen er tegnet af den danske arkitekt Heinrich
Wenck i 1903. Hallen er ikke et af Wencks største værker,
når man sammenholder den med andre af hans arbejder
f.eks. Københavns Hovedbanegård, 1904-11, og
den smukke Centralpostbygning fra 1909-12. 36 Det er
alene som eksempel på tidligt industribyggeri, at Kedelhallen
er fundet bevaringsværdig. Frem til år 2000 produceres
her dampvarme, hvorefter bygningen bliver ryddet
for al indendørs teknik. Hallen består af en hovedbygning
med to fløjbygninger, et skorstenshus og en ret
markant 60 meter høj skorsten. Det eksisterende bygningsareal
er incl. kælderareal på 1.793 m 2 .
Husets indretning
Som i Hadsten ønsker Frederiksberg også at kombinere
idrætten bredt med kulturen fordelt på forskellige aldersgrupper
og deres tilstedeværelse på forskellige tider
af døgnet. Ud over forskellige former for boldspil og

gymnastik, skal hallen også kunne huse et bredt repertoire af dansetyper,
musik og teater. Ønsket om fleksibilitet træder ligeledes frem her, idet
hallen skal kunne indrettes til udstillinger, shows, messer, konferencer,
møder, foredrag, debataftener og undervisning for både børn og voksne.
Huset skal kunne servicere de besøgende fra café og køkken, og alt i alt
skal der være publikums- og personalefaciliteter, dvs. aktivitetsrum,
kontor, toiletter, omklædning, bad, depot og teknik, for op til 300 personer.
FREMTIDENS FORSAMLINGSHUS
I Hadsten og Næstved valgte man “forsamlingshuset” som samlebetegnelse
for byggeriet til “fremtidens idræt og kultur”. Frederiksberg
Kommune kunne have gjort det samme, idet deres krav til byggeriets
funktioner ikke var væsentligt forskellige fra de to øvrige byers behov.
Men forsamlingshuset kan unægteligt virke som en noget forældet og
provinsiel metafor, der umiddelbart giver associationer om bankoaftener,
ungdomsbal, konfirmationer og den lokale idrætsklub. Kan
man frigøre sig fra sådanne tankeforbindelser, har forsamlingshuset dog
Den udendørs skøjtebane foran
Frederiksberg Have sidste dag
inden lukketid, vinteren 2000.
Skøjtebanen er et eksempel på,
hvordan midlertidige anlæg på
ledige arealer kan imødekomme
behovet for idrætsfaciliteter i den
tætte by. Banen er fleksibel og
relativt billig at opføre. Af andre
steder at eksperimentere med de
midlertidige idrætsanlæg kunne
f.eks. være tagflader, luftrummet
over veje og parkeringspladser,
baggårde, mv.
25

26
Gymnastik- og
forsamlingshuset i
Herstedvesterstræde
66, Albertslund.
Forsamlingshuset er
bygget i 1906, mens
fotooptagelsen er fra
1953. Gengivet med
tilladelse af Nationalmuseet
i Brede.
det kendetegn, at det er knyttet til den særlige danske historie og tradition
både i indhold og byggeskik. Forsamlingshuset var oprindeligt
et øvelseshus, hvor bønderne gennemførte skydeøvelser fra midten af
1800’tallet. Perioden var præget af en stærk nationalisme, som for Danmarks
vedkommende udsprang af krigen mod Tyskland. Forsamlingshuset
anvendtes som forum for politiske møder, folkelig oplysning og
senere gymnastik. Øvelseshusene blev opført af byens håndværkere i de
lokale materialer, og på den måde var de rodfæstet i den enkelte egns
identitet, byggeskik, særlige kultur og karakter. Det var åbne og fleksible
huse, der kunne indrettes til en bred vifte af idrætslige og kulturelle aktiviteter
på det folkelige plan. Forsamlingshuset var et sted til dannelse
af både krop og sind.
På den måde er forsamlingshuset en brugbar reference, fordi der både
lægges vægt på det lokale, nærdemokratiet og traditionen og på at
mange forskellige aktiviteter kan fungere indenfor samme fysiske rammer.
37 Men for fremtidens forsamlingshus stilles der yderligere krav:
“om mobilisering af initiativ og kreativitet, fordi engagement er livsnødvendigt
– demokrati kan ikke overleve ligegyldighed”, som en af
konkurrencedeltagerne skriver. 38 Det er netop denne institutions unikke
mulighed for at skabe mellemmenneskelig kontakt “i en tid hvor fællesskabet,
sammenhold og brug af offentlige rum bliver mindre betydningsfulde”,
39 der er udfordringen.

NOTER
20 Jensen, B. Hadsten i 300 år. Hadsten Bogtryk, 1994, pp. 107-117, &
Gadeberg, H. & Sørensen, P. – et hjørne af Hadsten. A. Gadeberg A/S og
P.O. Sørensen A/S, 1986, pp. 38-39.
21 Jensen, B. Hadsten i 300 år. Hadsten Bogtryk, 1994, pp. 195-201, &
Gadeberg, H. & Sørensen, P. – et hjørne af Hadsten. A. Gadeberg A/S og
P.O. Sørensen A/S, 1986, pp. 43-44.
22 Ibid., p. 197.
23 Jensen, B. Hadsten i 300 år. Hadsten Bogtryk, 1994, p. 215.
24 Gadeberg, H. & Sørensen, P. – et hjørne af Hadsten. A. Gadeberg A/S og
P.O. Sørensen A/S, 1986, p. 13.
25 Flere af forslagsstillerne i nærværende skrift, f.eks. Ai-gruppen øst A/S (43),
peger da også på, at deres anlæg, ved dets placering og udtryk, kan bidrage
til en genetablering af et bycentrum i Hadsten.
26 Lokale- og Anlægsfonden. Fremtidens idræts- og kulturbyggeri. Konkurrence
program. Lokale- og Anlægsfonden, februar 1999, p. 13.
27 For yderligere oplysninger se hjemmesiden: www.naeskom.dk.
28 Lokale- og Anlægsfonden. Fremtidens idræts- og kulturbyggeri. Konkurrence
program. Lokale- og Anlægsfonden, februar 1999, p. 31.
29 Michelsen, F. Kasernen på Sandbjerget. Kulturelt Samråd i Næstved, 1982,
p. 7.
30 Korshagen Arkitekter A/S, København.
31 Michelsen, F. Kasernen på Sandbjerget. Kulturelt Samråd i Næstved, 1982,
p. 10.
32 Rasch, K. Næstved på en time. Næstved Kommune, 1995, p. 16, &
Dahl, S.C. Næstved – en byvandring i fortid og nutid. Amtscentralen for
Undervisning, Næstved, 1996, pp. 24-25.
33 Droob, P. i Michelsen, F. Kasernen på Sandbjerget. Kulturelt Samråd i
Næstved, 1982, p. 29 og bagsiden, & Rasch, K. Næstved på en time.
Næstved Kommune, 1995, p. 16.
34 I 1850 var her blot 3.000 mennesker. For yderligere oplysninger se
hjemmesiden: www.frederiksberg.dk.
35 Frederiksberg Erhverv. Frederiksberg bygger ... Frederiksberg Erhverv,
Februar 2000, nr. 1 (5).
36 Sestoft, J. Danmarks arkitektur. Arbejdets bygninger. Gyldendal, 1979/1985,
pp. 120-123.
37 Michelsen, A.D. Halvfemsernes forsamlingshuse. Morgenavisen Jyllandsposten,
18.02.1995.
38 Kim Thomasen, arkitekt MAA, København.
39 Baard E. Hoff, MNAL, MS Arch., USA.
27

28
UDVÆLGELSEN
ET SAMSPIL AF KRITERIER
I konkurrencen er der tale om tre relativt forskellige områder, men om
en meget identisk opgavetype: I Hadsten et nybyggeri i et naturfølsomt
område, i Næstved kombinationen af nybyggeri og et fredet ridehus fra
1888, og på Frederiksberg en nyindretning af et stykke industriarkitektur
fra 1903.
I udvælgelsen af de projekter, som vises her, er der lagt vægt på, at de
dels bidrager med en original vinkel på det respektive kriterie, dels kompletterer
helhedsbilledet af konkurrencen. Der er ikke skelet til projektets
evt. præmiering, præsentation eller forslagsstillernes nationalitet og
renommé i det hele taget. Alle projektbeskrivelser er blevet nærlæst. Det
har ikke gjort udvælgelsen nemmere, idet der er overordentlig mange
smukke og professionelle bidrag, som ved realisering kunne være blevet
spændende faciliteter for både idræt og kultur.
Projekterne er vurderet ud fra fire kriterier: 1. sted, 2. form, 3. aktiviteter,
4. fleksibilitet og dynamik. Aspekter af byggeriet som f.eks.
teknik, materialer og økonomi er ikke vægtet tilsvarende højt. Disse
kriterier er væsentlige sider af ethvert byggeri, men ligger relativt sent
i byggefasen, nemlig umiddelbart inden realisation. Da 97,4 % af de
bedømte 115 forslag med stor sandsynlighed forbliver på det idémæssige
plan, er det vigtigste at sætte visionerne i centrum. Herfra er
det håbet, at de stadig vil kunne inspirere udviklingen af fremtidens
idræts- og kulturbyggeri.
Sted
Ordet “sted” indeholder to betydninger: Sted og beliggenhed. Der er det
fysiske sted med dets forskellige landskabelige niveauer, udendørsarealer,
vegetation, eksisterende bebyggelser, osv., der altsammen former stedets
særlige væsen – på godt og ondt. Beliggenhed er derimod forståelsen af
områdets karakter. Hvordan kommer man dertil, og hvad ser brugerne,
inden de ankommer? Hvordan er retningerne i området og dets beskaffenhed?
Rejsen til anlæggene er meget forskellig i Hadsten og på Frederiksberg,
mens det stort set er de samme aktiviteter, som tilbydes. Det

handler om, hvorvidt arkitekturen er i stand til at give indtryk af at sted,
bygning og aktiviteter spiller sammen.
Form
Med form menes naturligvis, at arkitekturen på original vis skaber forbindelser
mellem aktivitet og rum. Det handler ikke kun om at skabe
spektakulær arkitektur, men om at gennemføre et formsprog, der kondenserer
fremtidens idræt og kultur i huse, hvis udtryk afspejler dette.
Det handler om visibilitet, størrelse og de pirringsmidler i øvrigt, som
tages i anvendelse.
Aktiviteter
Aktivitet handler om struktureringen af husets funktioner, men også
om forslag til nye og alternative sportsgrene, kulturelle arrangementer
og fritidsbeskæftigelser, som huset kan rumme. Herunder også idéer til
kombinationer af aktiviteter, som måske tidligere blev opfattet uforenelige
– inde som ude i landskabet.
Fleksibilitet og dynamik
Forandringerne i menneskets samværsformer og udviklingen af nye
sportsgrene og interesseområder har betydning for, om byggeriet forholdsvist
enkelt kan tilpasses de nye behov. Integrationen af fortløbende
nye kulturelle, idrætslige og sociale aktiviteter bør foregå således, at
realiseringen er en så lidt belastende proces som overhovedet muligt.
Det er derfor forventeligt, at “fremtidens idræts- og kulturbyggeri”skal
være fleksibelt og dynamisk, dvs. åbent for ændringer og udvidelser i det
daglige og i forbindelse med fremtidige endnu ukendte aktivitetsbehov.
Med dynamisk menes integrationen af moderne teknologi og dens etablering
af kommunikation til det globale samfund. Dynamiske er også
de rum, som i deres særlige indretning og disposition afspejler bevægelserne
i rummet. 40
NOTER
40 For en mere dybdegående introduktion til kravene ved fremtidens idræts- og kulturhuse, se f.eks.:
Kural, R. Spillerum – alternative steder til kultur, idræt og fritid. Kunstakademiets Forlag, 1999.
Eichberg, H. & Bøje, C. Bevægelse i sportens rum. Arkitektur DK, 1994, 6, 289-295. Riiskjær, S.
(Ed.) Sport and Space. New Challenges to Planning and Architecture. Council of Europe, DHL, 1992.
Arkitektur DK. Huse til kultur (hele tidsskriftet). Arkitektur, 1999, 2. Meisei Production. Athletic &
Recreational Facilities. New Concepts in Architecture & Design. Meisei Production, 1995. &
Equipements Sportifs (hele tidsskriftet). Techniques & Architecture, 1998, 438.
29

30
STED
ANKOMST OG IDENTITET
Konklusionen på dette materiale var, at en stor del af projekterne kun
i beskedent omfang forholdt sig til sted og beliggenhed. Husene kunne
i princippet have ligget mange andre steder. Enkelte projekter var endda
udført i et formsprog, der måske snarere hører hjemme i en europæisk
eller amerikansk storby. Begrundelsen var her, at den symbolske værdi
i et udtryksfuldt og stort byggeri netop vil styrke byernes rygte og
image. Det må naturligvis ikke gå ud over kvaliteterne ved god arkitektur,
lyder argumentet, men byggeriet skal benytte sig af spektakulære
kvaliteter for at udgøre et iøjnefaldende vartegn. Uden en vis pondus
er projektet blot at sammenligne med en “kravlende tudse”, som en enkelt
udtrykker det.
Modsat det spektakulære var der forslag, som forholdt sig neutralt til
stedets væsen, ved f.eks. at anvende tegl, for at indgå i en stoflig
samklang med byen. Tegl er et velkendt og alment anvendt materiale i
dansk byggetradition og næppe knyttet til en særlig region eller tidsalder.
Andre projekter argumenterer for, at man f.eks. gennem stor transparens
eller ved at lægge sig ned i landskabet, indarbejder stedet og
naturen og relaterer sig til byernes mindre skalaer.
Effekten ved transparens anvendes også for at signalere “åbenhed og
demokrati”. Om dagen trækkes omgivelserne med ind i huset og
eksponerer aktive mennesker for efter mørkets frembrud at sende livet
i huset tilbage ud i natten. Huset tilhører stedet og omvendt. Andre
argumenterer dog for, at man bedre respekterer stedets karakter ved
neutralt at bibeholde områdets “naturlige” niveauer og vegetation. Endelig
kan også ankomstvejene præge dispositionen af byggeri og område,
således at bevægelsen til kulturhuset afgør dets disposition. Hvor
vejene krydser hinanden anlægges de offentlige rum.
I bud på fremtidens idræts- og kulturbyggeri kunne man have forventet,
at flere havde overvejet potentialet i den dominerende informationsteknologi,
og de globale rum, som den opretter. En enkelt forslagsstil-

ler skriver dog, at da Næstved har været foregangsby i indarbejdelsen af
informationsteknologi, bør huset også kunne understøtte dette bredere.
I den gode blanding af f.eks. arkitektur, kunst og teknik opstår en
synergi, der kan medvirke til “en ny dimension ud over den fysiske
ramme”, som det hedder. En ønsker at installere en lyskanon, som kan
projicere informationer hentet på Nettet. “En symfoni af brudstykker
af tekst og illustrationer, der åbner døre mod alverdens lande”. Andre
foreslår kommunikationstårne, som viser film, TV, internet koncerter
og annoncerer kommende begivenheder og aktiviteter på stedet.
Men generelt er det digitale rum og den globale kommunikation påfaldende
fraværende. Måske fordi det er steder, som det fortsat er svært
at give identitet og form og derfor vanskeligt at have en erindring om
og et tilhørsforhold til. I det virtuelle samfund er den fysiske tilstedeværelse
knapt så væsentlig. Derfor kritiserer enkelte forslagsstillere teknologien
for at være den direkte årsag til den aftagende fysiske kontakt
og tabet af lokale samlings- og aktivitetssteder. Behovet for rum opstår,
“hvorfra man sammen kan opleve og udforske verden og sig selv, og
hvor man kan genfinde en måske tabt identitet”. Informationsteknologien
synes blot at individualisere det enkelte menneske.
HADSTEN
Et kardinalpunkt i Hadsten var spørgsmålet om placering: Ved placering
nord for Lilleåen opnås den bynære kontakt. Ved placering syd for
åen et åbent ankomstareal over Ådalen mens projekterne, som bygger
henover åen, rejser diskussionen om vandløbets fremtidige karakter.
Langt den overvejende del placerede sig faktisk på begge sider af åløbet,
mens færrest så muligheder i det bynære areal.
Oplevelsen af konkurrenceområdet var, at det fra nord mod syd var
en bevægelse fra “by til natur”, mens det fra øst mod vest var en overgang
fra “urbant rum til haverum”. De retningsgivende elementer var
ankomstvejene og stationen, bebyggelserne og ådalen. I forsøget på at
etablere et samspil med Hadsten fokuseredes f.eks. på dens mindre
skala, byens særlige rosa teglsten og den løftede Skanderborgvej.
For mange udgjorde Ådalen byens bevidsthedsmæssige udgangspunkt.
“Kulturhuset tilhører åen og omvendt”. Det er her, man kan
“genfinde og styrke hvert steds værdi og væsen”. Ådalens grønne træk
er Hadstens topografiske særegenhed, og bygningerne bekender sig
derfor et særligt tilhørsforhold til åen, dens organiske form og retning.
Man kan også sætte bygningen i centrum og lade den danne ramme
om stedet og “oplevelsen af funktion, rum og landskab”. Nu er det arkitekturen,
som åbner for en ny synsvinkel på stedet og præsenterer dets
potentiale og skjulte herlighedsværdier. Huset refererer til elementer i
omgivelserne eller det kan være et stort foranderligt møbel fra hvis tag,
publikum har en god udsigt over Hadsten. Endelig er forbindelsen til
31

32
byens infrastruktur en stærk inspirationskilde, især aksen fra stationen.
“Promenaden” skal skabe visuel kontakt gennem den store åbning op
mod stationen, der bliver husets “vindue mod byen”.
Forslag af Cubo Arkitekter A/S
At arkitekturen kan spille sammen med stedets særlige beskaffenhed og
byens mindre skalaer, er dette projekt eksempel på. Kulturhuset udgår
fra en over 300 meter lang og seks meter bred akse strækkende fra stationen
i nord, forbi indkøbscentret, over Lilleåen og igennem nybyggeriet
til “sydbyen”. Langs aksen udlægges arealer, der i det daglige kan
fungere som parkering og del af det eksisterende stisystem og rekrative
arealer, men ved særlige lejligheder inddrages til forskellige aktiviteter
i kulturens tjeneste. At huset er delt i to afsnit betyder, at man kan krydse
igennem uden nødvendigvis at have et ærinde. Opdelingen af bygningen
reflekterer skalaen i Hadstens øvrige punktbebyggelser, og projektet
forsøger altså at forbinde byens enkelte afsnit til en helhed ved at
fortsætte retninger, infrastruktur og skalaer.

Forslag af Entasis Arkitekter i samarbejde med Lisa
Christiansen, arkitekt MAA
I stedet for at anvende byens struktur som inspirationskilde kan også
naturen benyttes som “stedets mentale energikilde”. Byggeriet domineres
nu af landskabets forskellige niveauer, vegetationens frodighed og
Lilleåens krumninger. “Kulturhuset tilhører åen og omvendt”. Udearealerne
bearbejdes og beplantes relativt uhøjtideligt, mens en 2.400
m 2 stor plint befæstet med røde tegl over Lilleåen blotlægger og indrammer
vandet gennem en meget præcis udskæring i fladen. Mod vest
åbner en glasfacade for den visuelle kontakt med naturen langs åen og
parkområdet. På den måde konfronteres naturens bløde kurver og vegetation
af en meget nøgtern og retvinklet arkitektur, hvilket forstærker
landskabets øst-vestgående karakter.
33

34
Forslag af Jakob Meyling og Jesper Kindt-Larsen,
arkitektstuderende og Peter Meyling, arkitekt MAA
Dette projekt anvender menneskets kultivering af landskabet som medie
for formidlingen af bygningens idégrundlag. Forslaget placerer sig
under den løftede landevej mellem Skanderborg og Randers. Med
denne lokalitet lykkes det faktisk at koble de tre konkurrencearealer
sammen og “danne port mellem byen og det åbne land”. Men langt
vigtigere er projektets intention om at viderebearbejde et markant
industriprojekt i landskabet. Der komponeres videre på broens betonpiller
med ophængte kasetter i stål og glas, hvilket henleder opmærksomheden
på de mange restarealer, som opstår ved motorvejsgennemføringer,
omlægning af industri og landbrug, mv. Kulturhusets placering
under den større gennemfærdselsvej synes næsten at symbolisere
bevægelserne af information, viden og kultur til og fra Hadsten.

Forslag af Mads Mandrup Hansen og Ulrik Raysse,
arkitekter MAA samt Anders Mikael Sælan og Jacob Kurek,
bygningskonstruktører
For enkelte var relationen til sted og beliggenhed ikke kun et spørgsmål
om et arkitektonisk og landskabeligt ansvar, men i lige så høj grad en
social forpligtelse. De mange forskellige aktiviteter og det moderne
menneskes krav om demokrati og åbenhed skal afspejles i et hus, der er
tilgængeligt både visuelt og fysisk. Svaret er det gennemsigtige hus. Et
hus, hvorigennem mennesker, by og natur kan skimtes. Hadstens indbyggere
er således stadig i samspil med omgivelserne, når de befinder sig
i det “udadvendte” hus. Aktiviteterne kan aflæses på lang afstand og
indbyder til medvirken og inspiration.
35

36
NÆSTVED
“En bygning på dette sted skal udstråle vores nutid, respektere vores fortid
og kunne favne fremtiden. [Den] skal knytte arkitekturen og landskabet
sammen, og være en levende del af resten af Næstved by”. Ønsket
om at “bygge bro” mellem fortid, nutid og fremtid var essensen i
hovedparten af projekterne i Næstved, idet den særlige landskabelige
form og Kasernen netop åbenbares her i særlig koncentreret form.
“Broen” søgtes enten etableret til de fysiske aftryk af f.eks. istiden i form
af Mogenstrup Ås og til dragonernes navnetræk indridset i murværket,
eller til de scenarier, som stedets tidligere anvendelse giver forslagsstillerne
associationer om: Man hører næsten stadig lyden af hestenes prusten,
lugter dyrenes sved og opsnapper dele af kommandoråbene, der
endnu smælder i luften.
I det fysiske landskab søges “broen” etableret mellem 1. Næstved by
og Kasernen, 2. nybyggeriet og stedets karakteristiske træk af solitære
bygninger og åbne pladser, 3. det markante terrænspring, Høje Plads og
tilgangsvejene og 4. de interne forbindelser mellem nybyggeriet, Ny
Ridehus og Grønnegade Teater.
I den oplevelsesmæssige sammenhæng mellem stedets iboende historie
og kommende byggeri er “vinduet mod byen” meget vigtig. Metaforen
anvendes dels for at henvise til kvaliteterne ved udsigten over
byen, dels for at illustrere, at der er tale om et nyt fixpunkt i byen, som
i sin disposition udstiller aktiviteterne om dagen og om aftenen kaster
et “lys af kultur og aktivitet” ud i mørket. Overvejelserne om husets
præsentation efter mørkets frembrud understreges af de mange modeller
med kunstlys i.
Placeringerne på området er først og fremmest mod nord og syd.
Kun tre placerer sig mod de to øvrige verdenshjørner. Mod nord, som
hovedparten bearbejder, ses flere delvist nedgravede projekter, “plinter”,
der gennem deres marginale fremtræden stiler mod at bevare Ny Ridehus’
oprindelige karakter og “med de nye tilføjelser, at fremhæve de kvaliteter,
som stedet allerede har”. Nybygningen skal være “det nye ansigt
mod byen”, der ikke “larmer i landskabet”, men udnytter den tætte placering
til parkeringspladsen, så “et langt større publium vil benytte stedet”.
Placeringer på sydsiden følger overvejelser omkring solorientering,
stationen, stiforbindelser til byen og så ønsket om at lukke østsiden, der
opfattes som områdets mest diffuse del. Men også forbindelsen til resten
af byen optimeres her, mener enkelte, idet der på sydsiden netop
vil kunne etableres en maksimal berøringsflade og sammenvævning
mellem forbindelsesveje, rum og steder. Høje Plads kan blive et centrum
og omdrejningspunkt for Næstved by “ved at optage dets landskab
og topografi som generator for dets arkitektur”. I det store terrænspring
indfældes teaterscener, sportsarenaer og lignende, der kan indgå i sammenhæng
med de indendørs aktiviteter og Næstved i det hele taget.

Forslag af Helene Bekker Nielsen, arkitekt MAA
Forslaget søger ikke alene at spille sammen med landskabets topografi,
men også at skabe sammenhæng mellem Næstved by, Kvægstorvsparkeringen,
Åsen og Kasernens bebyggelser for at ende op i den grønne
vold helt uden for arealet mod syd. Projektet er disponeret således, at
borgerne uforpligtende kan passere igennem anlægget med sigte på en
gåtur til den nærmeste bymæssige bebyggelse, Kasernen eller vandre helt
ud til Susåens fritlagte vande. Den interne fordeling klares via et glashus
nedfældet i et skår i skrænten. Af respekt for Åsen og de ældre bebyggelser
efterlades Kasernen i det store hele uberørt.
37

38
Forslag af Arkitektgruppen Aarhus
I forsøget på mere end blot at forstærke egenskaberne ved det kuperede terræn, er også
Kasernens historie og karaktertræk af fritliggende bygninger omkring offentlige pladser
så påtrængende en fortælling, at “den næppe lader sig rokke”. Metaforen er Akropolis
i Athen med templerne på højen: Her er det blot idræt og kultur, som er i centrum.
I skrænten mod Kvægtorvet indfældes en friholdt, cylindrisk bygning. I valget
af form og materialer markeres det, at stedets historie respekteres samtidig med at det
pointeres, at kulturhuset er en del af den kommende fortælling. Den nye retningsløse
bygning er fordelingsvej til Kasernen fra denne side, mens en åben hal på arealets sydlige
side danner indgang herfra. Her imellem bindes hele anlægget sammen fra Kvægtorvet
til sydbyen af et trappeanlæg med ensartede overflader.

Forslag af Kim Egholm, arkitekt MAA
Hvor de to foregående eksempler skaber forbindelser mellem stedet og dets forhistorie
med fysiske virkemidler, kan tilgængeligheden også formes som symbolske referencer.
Ideen er, at sporene fra dragonernes liv på Kasernen skal reflekteres i det ny kulturhus.
Da dragonernes ridt på hestene tegnede supereliptiske spor i savsmuldsunderlaget,
oversætter forfatteren denne bevægelse til en eliptisk foyerbygning indfældet i Åsen.
Formen skal ikke kun skabe historisk kontinuitet men også forstærke den frie bevægelighed,
som stadig kendetegner området. Men lige så vigtigt er det, at den transparente
bygning er et oplevelsesmæssigt ansigt mod Næstved og “via sit buk mod
himlen svæver over Mogenstrup Ås som en hilsen mod byen”.
39

40
FREDERIKSBERG
Lokaliteten er den af de tre konkurrenceområder med de færreste
udfoldelsesmuligheder. Udfordringerne rejser sig primært fra Kedelhallens
placering i et relativt tætbefolket bymiljø og så fra den diskussion,
som tilpasningen til et ældre fabriksbyggeri naturligt rejser.
Hovedparten af forslagene anvender da også store ressourcer på at
ændre hallen til kulturhus uden at svække dens arkitektoniske kvaliteter.
Ønsket er at respektere den originale bygning uden at idealisere
datidens byggeskik og materialer. Metoden er, at “hallens nye funktioner
[skal] udtrykkes i de nye lag, bygningen påføres”.
Inspirationen fra stedet hentes bl.a. fra de nærmeste naboer af boliger,
børnehaver, hospital og plejehjem. Hensynet hertil medfører, at
enkelte indretter huset med tilbud for alle aldersklasser i respekt for
generationernes vidt forskellige behov og muligheder. At rode i en plantekasse
eller klatre på en væg “er lige dele kultur”, argumenteres der.
Men huset samtænkes også med forbindelser til kvarterets infrastruktur.
Forslagsstillerne ser denne relation få betydning for, om bydelens
brugere vil benytte stedet aktivt eller blot passere igennem for at se,
hvad der foregår.
Andre forsøg på at integere huset i bydelen sker i behandlingen af
både ankomst, beplantning, belægning og parkering. Der anlægges
f.eks. et forsænket torv, der skal virke retningsgivende og indeholde alle
typer af udendørsaktiviteter, mens en belægning med nedfældede
terrænlys, en “lyslinie”, helt ude fra Nyelandsvej skal lede brugerne ind
til det frederiksbergske kulturforum. Som i Næstved lægges der også her
vægt på, at brugerne ikke kun er de, der anvender huset, men også de,
som blot passerer forbi.

Forslag af Jukka Boisen, arkitekt MAA
Kulturhuset søges her samtænkt med de “grønne strenge”, som findes
fra Dalgas Boulevard og helt frem til det tilgrænsende Frederiksberg hospital.
Forbilledet er fordums uforpligtende leg og sociale samvær i baggårde
og på gaderne. Her kunne forbipasserende nyde børnenes pjank
og selv tage del i løjerne. Legen i byrummet ser forfatteren kan genskabes
i Kedelhallen, såfremt det er muligt at passere igennem bygningen
fra flere retninger. Fra Nyelandsvej forlænges byens “grønne streng” ind
til huset af opstammede løn, mens et cirkulært, forsænket torv slår husets
uformelle tone an. Ved at trafiksikre stiforbindelserne til stedet vil
flere børn og ældre få mulighed for at benytte det i løbet af dagen.
41

42
FORM
MELLEM DET ALSIDIGE OG MARKANTE
Spørgsmålet kan allerede rejses her: Var der projekter, hvis form tydeligt
afspejlede fremtidens idræts- og kulturliv? Skabte originale forbindelser
mellem aktivitet og rum?
Der skal i hvert fald ikke herske tvivl om, at ambitionen om at skabe
en spændende og karakterfuld identitet var til stede i mange forslag.
Konklusionen må alligevel være, at selvom forslagsstillerne skaber en
moderne arkitektur, der måske relaterer sig til stedet og de eksisterende
bygninger, så fortaber de sig meget let i en “akademisk” diskurs om arkitektonisk
form og indpasning. Det betyder, at resultaterne ofte kan
anvendes bredt, og ikke nødvendigvis kun fokuserer på byggeri til idræt
og kultur.
Ud over det vartegn, der alene søgte et stærkt formsprog på bekostning
af sted og aktiviteter, var der mange strategier for og teorier om det moderne
aktivitetsrums udformning i det hele taget. Da man allerede i
konkurrenceprogrammet havde efterlyst miljømæssige fornuftige valg
i henseende til drift og anlæg, var den økologiske vinkel naturligt forekommende.
Her spillede energi- og ressourceforbrug ved tilvejebringelse
af materialer og i den fremtidige drift en væsentlig rolle, mens
argumenter om genbrug og fornuften i at anvende fornyelige ressourcer
ofte blev fremført.
Flere teorier byggede på de mere personlige livsopfattelser, som f.eks.
troen på visse geometriske formers evne til at retablere tabte værdier
som fællesskab, helhed og solidaritet og til at genskabe kultur og det
naturlige kredsløb. Andre hentede inspiration i formen på menneskets
energiproducent i cellerne, mitokondrierne, de forskellige stadier i menneskelivet
fra fødsel til død, floraen, den menneskelige energi, symbiosen
af idræt, kunst og kultur eller anlæggets form som et våben: “The
Naestved Ethnic Pistol”.
Men i de fleste forslag var associationerne og erindringerne om forsamlingshuset
“fra før fjernsynets tid” forslagets drivkraft. En beskriver

oplevelserne fra forsamlingshuset som en kulturarv, det er vigtigt at
bevare. Man skal genskabe for at kunne skabe noget nyt i overensstemmelse
med vores tid og “nyfortolke begrebet “forsamlingshus” arkitektonisk”,
som det hedder. Forsamlinghuset har et opdragende virke, der
opfordrer til “ansvar, engagement og samvær”. Det inspirerer til kreativitet
ved at “være rammen om vores åndelige og fysiske udfoldelse, et
sted til stimulation af vores sanser, tanker og krop”. Det er i forsamlingshusets
nærhed og sammenhæng – som “et både/og-hus” – at den “stressende
og hæmmende opsplitning af fritidslivet” begrænses. Her kan
“familiens forskellige fritidsgøremål ... dyrkes under samme tag, i stedet
for den nuværende situation, hvor familien tilbringer sin kostbare
fritid spredt for alle vinde”.
For andre er formlen for formgivningen “foranderlighed”. Dette
modsiges dog af de, der mener, at fremtidens hus til kultur og idræt skal
“kunne meget forskelligt, men ingen steder kunne alt”. Det følges op
af en reduktionistisk indstilling om, at de ældre bygninger skal renoveres
meget spartansk “i respekt for bygningens historiske kvaliteter og
karakter”, men at strategien er, at tilføre rummene nyt funktionelt indhold
på præcis samme måde, som de hidtil har fået nyt funktionelt
indhold: Denne gang er det blot til kultur og idræt. Ressourcerne kanaliseres
meget snævert over i detaljeringen af det ny bygningselement, der
så til gengæld bearbejdes meget udførligt. Det kan f.eks. ske ved at
skabe et eller flere selvstændige “rum i rummet” eller indarbejde et selvstændigt
og skulpturelt bygningselement “på samme måde, som maskiner,
kedler og pumper var placeret fri af selve bygningen, da den blev
brugt til industriformål”. Eksteriørt skabes “rum i rummet” ved at omgive
de eksisterende bygninger med transparente materialer.
I flere forslag var pointen, at monumentalitet og pompøsitet strider
mod essensen af fremtidens forsamlingshus, fordi de antyder
“udemokratiske” principper. I forsøget på at skabe en ligeværdig balance
mellem terrænet, aktiviteterne og arkitekturen fastlægges centrum ikke.
Det giver “et skiftende begivenhedernes centrum, frem for et dikteret
arkitektonisk centrum”. Det uhierarkiske landskab styrker livet og forandringerne
på stedet fordi huse, pladser og ramper på skift vil være i
centrum.
De gennemgående træk
Mens der i Hadsten er tale om næsten ubegrænsede muligheder i formgivningen,
har Næstved og Fredriksberg tydeligvis en række begrænsninger
i forhold til de eksisterende, ældre bygninger og kontakten til
byen. Det har betydet, at bygningstyperne i de to sidstnævnte byer groft
kan inddeles i tre kategorier: Tilpasning, kontrastering og en kombination
af begge. Forslagene i Hadsten er vanskeligere at klassificere.
43

44
HADSTEN
Særligt de markante og udtryksfulde huse skal fremhæves her, fordi det
specielt var her, muligheden for mere frie kompositioner var til stede.
Geometriske former, som cirklen og elipsen, har dog vanskeligere ved
at integrere stedet, fordi de er universelle og har begrænsede udvidelsesmuligheder
– i modsætning til modulsystemerne og de mere plastiske
og frie former. I enkelte eksempler nedtones arkitekturens betydning,
da det snarere er udsigten til den omgivende natur eller billedet på
kommunikation, sammenhold og kulturelle grænser, der er i centrum.
Forslag af Tage Lyneborg, arkitekt MAA
Huset er smukt udformet som et cirkulært rum med en indre snegleformet
rampe, hvortil knytter sig forskellige funktioner i et gradvist
stigende forløb. Forslaget er et af de mest markante fortolkninger af
“forsamlingshuset”, og blev da også fremhævet for dets stærke symbolværdier.
Den dominerende geometri gør det dog alligevel vanskeligt at
tro på, at der i aktivitetsrummene kan afvikles idræt, at huset fleksibelt
kan udvides eller at det henter sit formsprog fra bylivet i Hadsten.

46
Forslag af Baard E. Hoff, MNAL, MS Arch.
Kulturhuset synes næsten at vokse ud af Hadstens frugtbare jord og
finde sin form fra Lilleåens træk netop på det sted. Med den valgte plastiske
form kan huset nemt udvides. Forslaget er desuden det eneste,
som seriøst arbejder på, at det kan benyttes som center for forskellige
etniske minoriteter. Med den øgede indvandring er det nødvendigt, at
alle kulturer mødes og gennem musik, teater og anden kunstnerisk
aktivitet åbner for forståelse og gensidig respekt. Hvilken anden institution
end forsamlingshuset er bedre rustet til at løse den opgave, lyder
argumentet? Lidt ærgerligt er det, at der kun er udlagt arealer til idræt
udendørs. Husets udtryksfulde form kunne med stor fordel også have
lagt rum til idrættens bevægelser.

Forslag af CATALYST Architects v/Jean Kekoa Charlot
og Lars Gitz Nørgaard
At forsamlingshusets demokratiske principper lægger op til et upompøst
formsprog er dette projekt et eksempel på. Forslaget er udformet som
en “by i byen”, hvor terrænet, aktiviteterne og arkitekturen er i ligeværdig
balance. Tårnet fungerer som centrum, men ingen indgang eller
bygning synes at være hierarkisk fremhævet. Det sætter begivenhederne
i centrum snarere end arkitekturen. Det uhierarkiske bylandskab søger
at styrke livet og de sociale relationer på stedet. Den beskedne skala og
kompositionen af anlægget er en fortsættelse af den eksisterende by,
hvilket åbner for varierede rumlige oplevelser samt fine lysmæssige forhold
i både sportshal og bibliotek.
47

48
Forslag af John Øe Nielsen, arkitekt MAA og Lars Borgen,
Landskabsarkitekt MDL MAA
Dette kulturbyggeri repræsenterer hovedanslaget i en stor del af
projekterne. Temaet er det transparente aktivitetsrum centralt placeret
omkring to tunge vanger. Forslaget er nærmest blot at betragte som et
glaslukket tag over aktiviteterne. Med husets åbenhed fastholdes samhørigheden
mellem byen og landskabet, mens enkelheden i huset gør
evt. udvidelser uproblematiske.

NÆSTVED
I Næstved kan forslagene deles op i tre bygningstyper, der finder deres
form på tre måder: Ved tilpasning, kontrastering og en kombination af
begge.
Tilpasning: Den simpleste tilpasning er bygninger, der føjer sig proportioner,
symmetri, højder og materialer, der allerede forefindes i husene
og i landskabets forløb. På nordsiden ses delvist nedgravede projekter,
der søger at bevare Ny Ridehus’ oprindelige karakter “...for, med de nye
tilføjelser, at fremhæve de kvaliteter, som stedet allerede har”, og frilægge
ridehuset så det kan “krone pladsen over den nye bygning”. Proportionerne
i Ny Ridehus inspirerer formen og placeringen af nybyggeriet,
som “i sit ydre ikke gør særligt væsen af sig, det underordner sig de
eksisterende bygninger – især ridehusets horisontale udtryk”. Kasernearealets
karakter og pladsdannelser skal ikke ødelægges af “et hårdhændet
byggeri”.
Den mere “krævende” tilpasning udgøres af den transparente bygning
i moderne materialer, hvor over eller igennem Ny Ridehus stadig
kan ses. Her “trækkes ridehuset frem til forpladsen”, og forbliver “hovedperson”.
“To krystalinske voluminer er proporioneret efter den eksisterende
teatersal med det mål, at de tre bygninger tilsammen udgør
en helhed på tværs af tid og tradition”.
Endelig får respekten for de markante terrænspring på nordsiden,
Høje Plads og tilgangsvejene enkelte til at foreslå ankomsten og nybyggeriet
udformet som plateauer, der bibeholder ridehusets facader. Løsningen
er en såkaldt “ikke-bygning”, en organisk udformet skærmvæg,
som primært har til formål at tilgodese adgangen til området og bygningerne
ved at optage “de dramatiske terrænspring”. Det primære er
adgangen til området og cirkulationen mellem bygningerne.
Kontrastering: Forslagene modsætter sig stedet, de eksisterende bygninger,
materialerne, osv. Det er moderne bygninger, der gennem geometri
og materialevalg fremstår som markante, selvstændige og fritstående
voluminer i bydelen.
Kombinationer: Mutationerne anvender f.eks. den samme røde tegltype
som i Ny Ridehus i nye, uafhængige former, eller bygger direkte
videre på ridehuset i selvstændige voluminer for at komplettere den
bestående geometri “i en intim rumlig symbiose mellem ridehuset og
det nye rum”: For “ikke [at] kontrastere for meget” men signalere “natur
og økologi”. Andre benytter f.eks. ridehusets ottekantede hjørnetårn
som motiv eller omgiver Kasernens “tunge” materialer med lette for at
signalere, “at her er man velkommen”.
49

50
Forslag af Mads Bjørn Hansen, arkitekt MAA, og
Roland Meier, arkitekt HTL
Af tilpasninger til stedet er denne delvist nedgravede og transparente
bygning et fint eksempel. Kun caféen stikker op af skrænten, mens resten
af kulturhuset ligger indfældet i åsen. Med dens transparente
profilit-facade udgør bygningen en del af højen. Den skarpe geometri
og asketiske form underordner sig ydmygt de ældre bygninger, og fremhæver
de dramatiske spring i terrasseringen: Den er forbindelsen mellem
tid og tradition. Det er ikke svært at forestille sig, hvorledes det
krystalinske voluminen vil stå som et lysende glaslegeme i nattens
mørke uden at markere sig som et selvstændigt stykke arkitektur.
Forslag af Wienberg, Wienberg & Hansen I/S, Arkitekter MAA
I både form, materialer, højde og valg af placering kontrasterer dette forslag
tydeligt Kasernens øvrige bebyggelser. Forfatterne har bevidst valgt
et fremmed formsprog, så nybyggeriet på intet tidspunkt kommer for
tæt på de gamle facaders geometriske stringens. Den ny bygning besidder
en egen identitet, og med dets placering foran Ny Ridehus er der
ingen tvivl om, hvilken bygning, der nu er i centrum. Den organiske
form fremkommer af bevægelsesforløbet fra Kvægtorvet forbi teatret og
op til ridehuset, hvilket er det eneste samspil, der er mellem de tre bygninger.
Husets form er så eklatant, at forfatterne har benyttet den som
logogram for stedet.

Forslag af Mads Herbøl og Søren Øllgaard, arkitekter MAA
Som en kombination af de to foregående principper om enten tilpasning
eller kontrastering søger dette nye rum at fusionere med Ny Ridehus
til fælles gavn. Den ny arkitektur skal afrunde midtgavlen på ridehuset
og forstærke dets monumentalitet og symmetri. Ved at bygge
direkte videre på ridehuset med to 3 etagers gallerier omsluttes og forstærkes
æstetikken i det smukke midterparti. Denne bygningsdel indgår
nu i en helt ny indendørs rummelighed, hvilket styrker karakteren
og oplevelsen af begge bygninger. Ved at fremhæve dens primære kvaliteter
pustes nyt liv i den gamle ridehal, men samtidig forstærkes den
ny bygnings “image”. Materialerne er træ. Det er de af to årsager: Dels
for at fravige den røde tegl i de ældre bygninger men ikke så meget, at
kontrasten bliver for stor. Dels for at de nye rum udtrykker en miljøbevidst
holdning både i tilvejebringelsen af materialerne og den fremtidige
drift. Som dengang sådanne overvejelser var overflødige.
51

52
FREDERIKSBERG
Det er i samspillet mellem den eksisterende hals råhed og spinkelheden
i de nye materialer, at “kulturfabrikken” på Frederiksberg finder sin
styrke. Bygningens rå materialer med de direkte referencer til varmeproduktionen
er stedets “l’archéologie industrielle”, dets “industrielle
arkæologi”. “Husets ånd” befinder sig i de rå og ujævne overflader, hvor
mærkerne i materialerne er en direkte hilsen fra de mennesker, som
engang arbejdede her.
For netop at styrke arbejdets historie fjerner mere end 60 % af forslagene
de uoriginale bygninger omkring skorstenen, så den kan genvinde
sit oprindelige kraftfulde udseende og påminde om, hvad bygningerne
engang blev anvendt til. Skorstenens signalværdi raffineres enten
af vandrette lysende bånd, lyskegler fra eller på skorstenen, en lysreflektor
i toppen af skorstensrøret eller af en helt ny bygning, en internetcafé
i glas, midt på tårnet: “Her kan eksperimenteres og leges, og
glasvæggen kan ved særlige lejligheder fungere som en kæmpemæssig tvskærm,
synlig for de omliggende beboelser”. 41
Den arkitektoniske behandling af Kedelhallen forekom primært omkring
indgangssituationen og indendørs. Mulighederne for at bygge nyt
eller fravige det eksisterende var begrænsede, og resultaterne må derfor
vurderes i forhold til de bindinger, der var i relation til det eksisterende
anlæg.
Tilpasning: Forekom når projekterne føjede sig proportioner, højde og
materialer i Kedelhallen og når f.eks. sidebygningerne forlænges på
hallens vestside.
Kontrastering: Den generelle praksis er, at lette materialer “modstilles
de ældre bygningers vægge af murværk og granit, og store lyse rum kontrasterer
mere intime og belysningsmæssigt neddæmpede” lokaler. De
kvalitetsprægede ældre materialer fremtræder ubehandlede på de indvendige
vægflader, og overgangene viser tydeligt kontrasten mellem nyt
og gammelt. Glasprismer i café og foyer på Kedelhallens nord- og vestfacade
sikrer en udadvendt og fleksibel brug af huset, mens indvendige
“rum i rummet”, eller en intern “rygrad for cirkulation”, udføres i “konstruktioner,
der kan ændres med tiden indenfor de eksisterende rammer”.
På den måde sikres et velfungerende internt fordelingssystem.
Brugen af gangbroer i den store hal skaber en dynamisk rumlighed, der
gør det muligt at “se tingene ovenfra” og skaber plads for teknikken til
teater eller andre “events”.
Kombinationen: Nye former fremkommer når der f.eks. tilføjes en
etage til værkstedsbygningen vest for den gamle Kedelhal i samme materialetyper
men i nye, solitære former. Også en ny tagkonstruktion og
tilbygning åbner for de indre rum ved at erstatte det gamle tag med et
nyt dynamisk tagsystem, som tydeligt viser dets nye konstruktion.

Forslag af Søren Nielsen, arkitekt MAA
Med en enkel bygningsmæssig tilføjelse formår dette projekt at hæve
den eksisterende Kedelhals udvendige kvaliteter og samtidig introducere
stedets nye aktiviteter gennem en ny tilbygning på hallens nord- og
vestfacade. Kontrasten er tydelig i overgangene mellem nyt og gammelt.
Den L-formede tilbygning sikrer ikke kun en respektabel adgang til
kulturfabrikken men også et velfungerende internt fordelingssystem fra
foyer og café til de kulturelle aktiviteter. Denne tilbygning er forbindelsen
mellem den gamle hal og dens fremtidige anvendelse. Markante
lysskorstene i både den store og lille hal medfører en jævn fordeling af
dagslys i et omfang, der ikke tidligere var brug for.
53

54
Forslag af Lone Scavenius, arkitekt MAA
Den gamle hals facader efterlades i det store hele intakte, mens nutidens
tekniske færdigheder reflekteres i de nye udendørs opholdsarealer og i
de indskudte rum i de gamle sale. Over ankomstpladsen markeres retningen
til hovedindgangen alene med et skift i den ny belægning og af
nedfældede armaturer. Udearealerne er i det hele taget veldisponerede
i forhold til de aktiviteter, det moderne menneske måtte have behov for.
I begge haller indskydes nye kerner af rum. De har den pædagogiske
effekt, at aflæsningen af nyt og gammelt foregår ubesværet. De gamle
vægge og tagkonstruktioner fremstår relativt intakte, mens de nye “rummøbler”
sørger for, at de akustiske og lysmæssige forhold er overholdt.
Fordelene er mange: Ud over det informative aspekt, kan de nye konstruktioner
ændres med tiden, mens korridorerne og gallerierne omkring
kernerne skaber dynamiske rumligheder, der gør det muligt at betragte
aktiviteterne fra flere vinkler uden at brugerne forstyrrer aktiviteterne
i salene.
NOTER
41 Som vartegn for en tilsvarende “kulturfabrik” i Montreal, Usine C, har
billedhuggeren Richard Purdy udført en forfinet, kunstnerisk udsmykning
i toppen af fabrikkens høje skorsten. Se: Usine C (Centre de création et de
diffusion pluridisciplinaire). Projektbeskrivelse, 1997, 5, & Kural, R.
Spillerum – alternative steder til kultur, idræt og fritid. Kunstakademiets
Forlag, 1999, pp. 90-97.

AKTIVITETER
“PROFANE” AKTIVITETSFORBINDELSER
I struktureringen af husenes aktiviteter er der mange stærke og modige
funktionssammenlægninger. For nogle så “dristige”, at de ligefrem ser
de nye kombinationer overskride god takt og tone: “Som en profan
afslutning er omklædningsfaciliteterne placeret over børnebiblioteket”.
Komplikationen ligger naturligvis i, at de respektive aktiviteter har forskellige
støjtolerancer, men med de teknologiske landvindinger inden
for støjdæmpende materialer, vil problemet reduceres i de kommende år.
Mange af de “nye” aktiviteter opstår derfor, når de traditionelt fikserede
grænser mellem idrætslige og kulturelle aktiviteter nedbrydes.
Dette sker oftest i en god sags tjeneste for at imødekomme de svageste
brugere af handicappede, børn og ældre og optimere anvendelsen af
brugsarealerne.
Hvor der således var mange nye aktivitetsforbindelser var der til gengæld
ikke mange forslag til nye aktiviteter. På det punkt overgår virkeligheden
vitterlig visionerne. Der er projekter, som endda helt udelader
de idrætslige aspekter – også selvom konkurrenceprogrammet er utvetydigt
på dette punkt. Andre nævner blot, at visse aktiviteter kan være
en mulighed uden dog nærmere at placere dem i bygningen eller i landskabet.
Det er lidt bemærkelsesværdigt set i lyset af, at ønsket om nye
forslag til, hvordan mange kulturelle udtryk kan fungere sammen, er et
centralt ønske i konkurrencen, og at aktiviteterne ikke er bundne af
fastsatte mål eller internationale standarder for de respektive idrætsgrene.
42
Ud over de almindeligt kendte boldspil, gymnastik- og dansetyper
foreslås bl.a. svømning, teater, musik, mediatek, bibliotek, udstilling,
internetcafé, konferencer og bankospil i byggeriet. Aktiviteterne er i de
fleste forslag lagt bredt ud over alle dagens timer, så de traditionelt
“døde” perioder kan udnyttes bedre.
Udendørsarealerne indrettes og beplantes således, at de bl.a. kan benyttes
til undervisning, rekreation, musikfestivaller, drive-in bio, cirkus,
amfiteater, bålplads og byfester, mens der anlægges baner til skøjteløb,
kælkning, cykelcross, hockey, skateboard, linedans, klatring, osv.
55

56
HADSTEN
Mange forslag sigter mod det multianvendelige hus, hvori de traditionelle
skel mellem idrætslige og kulturelle anvendelser nedbrydes, og
funktionerne smelter sammen i det “aktivitetsbaserede kulturrum”. Det
er ikke nye aktiviteter, som præger forslagene i Hadsten, men måden
hvorpå forskellige praksiser forenes. Enkelte er fremme med den interessante
idé, at aktiviteterne i det ny kulturhus lige så godt kan samtænkes
med Hadstens øvrige sports- og kulturtilbud fra starten. Men
ellers er de mest vellykkede forslag de, som formår at skabe god samhørighed
mellem husets forskellige funktioner.
Forslag af Claus Kjærsgaard og Ebbe Wæhrens,
arkitekter MAA
Enklere og mere virkningsfuldt kan det næppe gøres. Projektets nære
placering til Hadsten by har sandsynligvis affødt den meget enkle og
åbne plan. Allerede fra indgangen kan hele huset overskues. Bibliotekets
brugere kan betragte de aktive idrætsudøvere, der til gengæld kan
følge bogudlånere og folk i caféen. Ved at kombinere normalt adskilte
funktioner opstår nye aktivitetsbaserede oplevelser, hvilket bl.a. betyder
at husets traditionelt “døde” perioder minimeres. Huset er fleksibelt og
etagearealerne godt udnyttet. Hver funktion er nøje planlagt, og der er
god samhørighed mellem husets forskellige aktiviteter og grundlaget for
fleksibilitet: Ankomstarealet, aktivitetsrummene og depoterne er ikke
fastlåste størrelser, men overlapper hinanden.

Forslag af Lotte Foght-Sørensen, arkitekt MAA
Huset er anlagt som et stort sammenhængende rum. Den store foyer er
fordelingsgade til alle funktionerne. I den ene ende af bygningen ligger
salen med plads til 400 tilskuere og langs husets ryg er de øvrige aktivitetsrum,
omklædning, kontorer og bibliotek på 1. sal placeret. Kulturhuset
er bygget op af to forskudte elipser. Da taget skråner indad og
nedad har bygningen forskellige rumhøjder til et bredt udbud af aktiviteter;
i samme rum vel at mærke. Hensigten med det aktivitetsbaserede
hus er, at det skal være i brug døgnet rundt. Inspirationen til
formens dynamiske “schwung” har forfatteren bl.a. hentet i den nærliggende
vejsløjfe og åens forløb. Men formen er også valgt, fordi den
symboliserer det idræts- og kulturliv, der foregår her. “Huset er som en
boomerang, der accellererer aktivitet”.
57

58
NÆSTVED
For at imødekomme både det organiserede og uorganiserede kulturliv
arbejder flere på, at af-institutionalisere hele området, så der ikke opstår
et egentligt hierarki mellem de enkelte aktiviteter. På den måde har
alle mulighed for at definere deres egen rolle uden om de etablerede
sportslige og kulturelle institutioner. Det bliver muligt blot at slå et
smut forbi kulturstedet. Også i Næstved er der mange forslag til det
multifunktionelle byggeri, hvor normalt adskilte aktiviteter skal berige
og inspirere hinanden. Ideens succes afhænger også her af gode komminikationsveje
mellem de forskellige funktioner.
Forslag af Anja Rolvung, arkitekt MAA
Sammenkoblingen af mange forskellige aktiviteter på et meget beskedent
areal tegner dette projekt. At faciliteterne er placeret i et smalt, brolignende
rum gør ikke forslaget mindre dynamisk. Alene i broen, der
krager ud over åsen, er samlet balkon, studierum, netcafé, kontor, galleri
og foyer, mens en lavere bygning herunder indeholder billetsalg,
køkken, café og reception. Med den “svævende” og dynamiske placering
i landskabet opmuntrer de nye rum til en intensiveret dialog mellem
idrættens og kulturens mange udtryksformer. I den ene ende af “teleskopet”
står billedet af det moderne Næstved – i den anden det historiske
Ridehus. Herimellem eksisterer muligheden for, at der i samspillet
mellem helt banale funktioner kan opstå nye udtryksformer.

Forslag af Stig Mikkelsen, Adam Mørk & Henrik Gurskov, arkitekter MAA
Forslaget er bemærkelsesværdigt for den pladsdannelse, som opstår, når det ny kulturhus
placeres på kanten af åsen. Huset er relativt kompakt og den ny plads mellem dette og
Ny Ridehus tilvejebringer alternative uderumsaktiviteter. Fra Kvægtorvet er projektet at
forstå som realisationen af en række forskellige niveauer, der bedst aflæses fra det brede
trappeforløb i arealets hjørne. Trappe og plads synes at referere til ophold og aktiviteter
på Den Spanske Trappe og Michelangelos barokke Piazza di Campidoglio i Rom. Denne
“Piazza” er dog lukket på alle fire sider, hvorved funktionerne i både bygninger og på
pladsen forbindes. Forslaget erindrer om det offentlige rums store kulturelle potentiale
for filmforevisning, teater, koncert, dans og især for det uforpligtende møde.
59

60
FREDERIKSBERG
Kedelhallens størrelse har inviteret de fleste til at placere de idrætslige
aktiviteter her. “Bygningsanlæggets mange sale og rum af varierende
størrelse og ikke mindst af varierende karakter ... skaber mulighed for
mangfoldige aktiviteter og et flow af liv”. Den lille hal anvendes hovedsageligt
til at afvikle de ankomstmæssige behov og indrettes herudover
ofte til musik og teater, mens den tilstødende lave bygning benyttes til
kontor og mødelokaler. Aktiviteterne er sport, dans, musik og teater,
café og udstillinger. Skorstenens volumen har i flere tilfælde inspireret
til forslag om klatring og rapelling på dens sider og til et udkigstårn med
en indvendig spindeltrappe i skorstenshullet.
Også her kombineres mange forskelligartede funktioner i rum omgivet
af glas, hvilket “lader aktiviteterne “snakke sammen” til gensidig
inspiration og udvikling”. Sammenlægningerne betyder, at den enkelte
bruger let kan orientere sig og overskue stedet.
Forslag af Carsten E. Holgaard,
arkitekt MAA
I respekten for industrianlægget og de nye aktiviteter,
som nu skal fylde hallen, benyttes her en uhyre
enkel strategi for at styre de kommende forskelligartede
udfoldelser. To fritstående bokse indarbejdes
i den rå fabrik. Den ene i den store hal er et langstrakt,
selvstændigt element, der fungerer som en
central fordelingsenhed. Boksen indeholder de basisfunktioner,
der er udgangspunktet for de fleste
aktiviteter: Akustisk regulering, toiletter og omklædning.
Desuden er der et toetagers galleri, fra
hvis 1. sal det er muligt at overskue hallens aktiviteter.
Den anden boks er anbragt i bygningens indgangsparti,
den lille hal. Med hallens placering er
den det naturlige sted for foyer, reception og café.
Den nye boks indeholder her to basisfunktioner:
En café adskilt fra køkken og administration af en
støjdæmpende mur. De to bokse udgør altså kernen
i afviklingen af både intellektuel og fysisk gymnastik.
De er placeret i hallerne “på samme måde, som
maskiner, kedler og pumper var placeret fri af selve
bygningen, da den blev brugt til industriformål”.
NOTER
42 Se: Lokale- og Anlægsfonden. Fremtidens idræts- og
kulturbyggeri. Konkurrenceprogram. Lokale- og Anlægsfonden,
februar 1999, p. 3.

FLEKSIBILITET OG
DYNAMIK
“IDRÆT-UDEN-STREGER-PÅ-GULVET” ?
Det er ikke kun de fremtidige idræts- og kulturbyggerier, som skal være
fleksible og dynamiske. Det er et generelt træk ved den moderne by i
det hele taget. 43 Arkitekturen skal være mere åben overfor forandringer
i både det lokale og globale samfund. Ved at være fleksibelt kan byggeriet
opjusteres til endnu ukendte nyudviklinger og udnytte etagearealerne
mere effektivt. Men kendetegnende for denne type af fleksibilitet
er, at den er en nøje indarbejdet og planlagt egenskab. Det handler
nemlig ikke om, at alt er muligt, men at byggeriet i sin grundstruktur
er prædisponeret for udvidelser og har god samhørighed mellem
husets forskellige aktiviteter samt stor opmagasineringskapacitet.
Imidlertid opfattes fleksibilitet i det foreliggende materiale ofte som
en kvalitet ved rum og landskaber, der bredt kan anvendes til alt. Rum
man ikke behøver at tage stilling til, før behovene opstår. Hvis det var
rigtigt, ville containeren være den optimale idræts- og kulturfacilitet.
Manglen på stillingtagen giver sig bl.a. udtryk i, at udendørsbaner til
forskellige sportsaktiviteter bliver udlagt på restarealer i nærmest tilfældige
formationer for på den måde at fremtræde mindre fastlåste. Andre
arealer forbliver uberørte for at fremstå som neutrale rum til mere pladskrævende
aktiviteter såsom cirkus, loppemarked, friluftsscener, drivein
bio, osv. Indendørs skal de manglende opstribninger på gulvene og
underopdelinger af større sale skabe uforpligtende, fleksible løsninger.
Faren ved neutrale løsninger er imidlertid altid, at arkitekturen risikerer
at blive konturløs og vag.
Der vises dog også ideer, hvor fleksibilitet betyder rum, som er tilpasningsdygtige
uden at det går ud over den arkitektoniske oplevelse af
rummet. Der er ligeledes eksempler, hvor fleksibilitet forstås som et
byggemodul, der gennem addition kan sammensættes på et utal af
måder. En ambition om at skabe varierede rum gennem nogle få præfabrikerede
komponenter, som mange arkitekter i 1960-70erne netop
arbejdede på.
61

62
HADSTEN
Der fokuseres i mange projekter særligt på, at mangeartede aktiviteter
skal kunne fungere samtidigt og at rummene kan indrettes bredt. Den
optimale måde at flette de forskellige funktioner sammen på sker i en
fornuftig plandisposition, hvor støjgener elimineres, mens den visuelle
kontakt mellem de respektive aktiviteter bevares. I enkelte projekter er
det f.eks. mobile paneler, der “indkapsler” bestemte funktioner således
at huset fortsat kan fungere, mens dele af det er lukket. Ideen er, at rummenes
anvendelse bestemmes af, hvilke mobile paneler, der tages i anvendelse.
På den måde kan restarealer, som opstår efter lukketid eller er
dele af gang- og opholdsarealer, ubesværet indrettes til midlertidige
aktiviteter såsom teater eller café. Der udlægges altså rum uden fastprogrammerede
aktiviteter, hvis anvendelse bestemmes af de mobile
møbler, skillevægspartier, skranker, garderober, osv., som tages i brug.
For andre koncentreres kræfterne om, at alt i bygningen relativt enkelt
og billigt kan skiftes ud og laves om. Forfatterne søger at udtrykke
denne dynamik og innovation i husets overordnede design. Byggeriets
grundlæggende struktur fastholdes gennem stationære enheder, som
f.eks. omklædning, toiletter, elevatorer og redskabsrum, hvorimellem de
fleksible aktivitetsrum udlægges. Fleksibiliteten gradueres i tre niveauer:
1. til at fungere i det daglige, 2. ved umiddelbare udvidelser og 3. ved
fremtidige modifikationer.
Endelig er der også eksempler på det centralt placerede, åbne rum,
som kan underopdeles og frekventeres på et utal af måder. På den måde
kan afsnit lukkes af, mens andre dele er i brug, og nye rumligheder opstår
altså fra dag til dag. Også her er eksponeringen af husets brugere og
indretning ofte med til at tegne idéen om fremtidens kulturbyggeri.

Forslag af Knud Fladeland Nielsen, arkitekt MAA
Måske det mest overbevisende eksempel på det fleksible byggeri til idræt
og kultur. Projektets enkle måde at håndtere udvidelserne i det daglige
og ved fremtidige ændringer er bemærkelsesværdig. I det daglige giver
friholdte zoner mulighed for, at der frit kan møbleres og disponeres efter
behov. Inddragelsen af store udeterrasser mod nord og syd giver mulighed
for forskellige karaktertræk af enten by eller land. Og endelig er
huset både konstruktivt og visuelt i stand til at antyde de kommende
udvidelser med et simpelt, additivt princip i den brolignende hovedstruktur.
63

64
Forslag af Sophus Søbye, arkitekt MAA og
Klaus Toustrup, AA dipl. MAA
Ud over at være et godt eksempel på en velargumenteret placering i forhold
til Hadsten by og det omkringliggende landskab, er både aktiviteter
og stemninger ude som inde præget af stor fleksibilitet og gode relationer.
Alsidigheden opnås ved en simpel underopdeling af huset i tre
afsnit og ved at forbinde dem med et overlappende café- og trapperum.
Husets vigtigste rum, multisalen, kan endvidere forbindes direkte med
den omgivende park ved store hejseporte, hvilket skaber et næsten uendeligt
antal rumlige muligheder.

Forslag af Michael Schmidt og Søren Vinther, arkitekter MAA
Selve bygningens udformning er næppe så fascinerende, som princippet
om fleksibilitet, der her bygger på en ubesværet omdannelse af rummene
ved hjælp af mobile paneler. Det er et “brugens hus”, hvor husets
form er bestemt af forskelligartede funktioner, som skal kunne fungere
i samme lokaler. Med de mobile enheder sektioneres neutrale rum frit
til de formål, som måtte ønskes. Lokalernes størrelse kan justeres alt
efter reolernes placering og dermed være mere eller mindre åbne.
Forslag af Arkitektfirmaet Kjær & Richter A/S
Projektet er eksempel på det store, centralt placerede rum, som kan
underopdeles og benyttes på et utal af måder. Også her er den visuelle
integration mellem bylivet og aktiviteterne med til at tegne idéen om,
at fremtidens kulturbyggeri skal være “luftigt” og vidtfavnende. Det additive
byggesystem tilfører byggeriet en vis dynamik, fordi det ved dets
uafsluttethed antyder muligheden for fremtidige udvidelser. Ideen om
“grundrummet” som fleksibilitetens fundament optræder i adskillige
forslag. På den måde søger projektet at løse den aktuelle opgave, men
giver også bud på mere generelle overvejelser.
65

66
NÆSTVED
Også i Næstved fokuseres på løsninger, hvor mange aktiviteter skal
kunne fungere i rum bredt indrettet hertil. Fleksibilitet opfattes ligeledes
som en kvalitet ved rum og landskaber, der kan anvendes til alt.
Muligheden for fremtidige udvidelser er færre af hensyn til de eksisterende,
fredede bygninger. Fleksibilitet skal derfor primært findes i udearealerne
og i Ny Ridehus.
Ridehuset indrettes ofte som en multifunktionel sal “i respekt for
bygningens historiske kvaliteter og karakter”. Det indrettes med et eller
flere selvstændige “rum i rummet”, “udtræksmøbler”, eller det efterlades
i det store hele intakt som et stort lokale. Fleksibilitet i belysning
og indretning er ofte anvendte redskaber i tildannelsen af fremtidens
kulturbyggeri.
Forsøget på at skabe en ligeværdig balance mellem terrænets kupering,
huse, pladser, passager og ramper ses også som en måde at skabe
en dynamik, der “fortløbende sikrer liv og forandring på stedet”. Det
er begivenhederne og bevægelsen i landskabet, som fleksibelt skaber nye
centra.
Forslag af Entasis Arkitekter i
samarbejde med Lisa Christiansen,
arkitekt MAA
Dette projekt søger at tilføre kaserneområdet
en ny dynamik og fleksibilitet ved at eliminere
stedets hierarki og indføre “lige værdighed”
for hver del i området. Filosofien bag
denne af-institutionalisering er, at kulturlivet
ikke længere orienterer sig mod en elite og
derfor ikke har nogen top og bund. Er der
endelig tale om et centrum, er det brugernes
bevægelsesstrømme og stedets skiftende arrangementer.
Midlet til at opnå de klasseløse
principper sker ved at udføre meget enkle
rum, passager og pladser, der alt efter arten af
aktiviteter vil træde i fokus på skift. Askesen
rundes af ved, at Ridehuset møbleres alene
med fire flytbare containere, som indeholder
stolerækker og fungerer som rumdelere.

Forslag af Arkitektfirmaet Kjær & Richter A/S
Projektet er med dets simple “grundrum” endnu et eksempel, der næsten
nærmer sig en slags “antiarkitektur”. Forslaget formår alene ud fra
dette modul for det første at samle Kvægtorvet, Grønnegades Teater og
Ny Ridehus med de ny opholdsarealer. For det andet at opbygge fleksible
lokaler og opholdsarealer omkring den centrale aktivitetsgård
samt, for det tredje, at vise relativt enkle udvidelsesmuligheder. Både i
nybygningen og Ridehuset arbejdes med fleksible indretninger og
belysningsformer, der skal medvirke til at etablere større sammenhæng
mellem ude og inde.
67

68
FREDERIKSBERG
For at opnå størst mulig udnyttelse indenfor de eksisterende rammer,
forsøger de fleste at etablere fleksibilitet gennem en strategi, som kunne
kaldes “Idræt-uden-streger-på-gulvet”. På den måde undgås de faste
opstillinger og associationerne til gymnastiksalen. Det er det multianvendelige
gulv, der kombinerer de forskelligartede aktiviteter: “Har
man brug for en banemarkering, kan man tegne en kridtstreg på gulvet,
har man brug for et net til fjerbold eller volleyball kan man hænge
det op i den højde, man synes er passende. Til dans eller musik virker
markeringerne forstyrrende. Til teater har man brug for noget helt andet”,
som det bl.a. udtrykkes.
Men der er også mobile vægsystemer og udstyr på flytbare vogne,
som betyder, at der frit kan vælges rum ud fra krav til akustik og lys
samt deltager- og tilskuerantal. Og endelig er der mange gode eksempler
på, hvorledes foyer og andre gennemgangsarealer kan inddrages til
forskellige arrangementer ved brug af fleksible møbleringer og mobilvægge
ophængt i gangbroer, indskudte etager eller som skulpturelle
“rum i rummet”.
Forslag af Pernille Pals og Christina
Rungstrøm, arkitekter MAA
Med den udokumenterede men meget ekspressive
foyer mellem skorstenen og kedelhallen
formår forfatterne at skabe en dynamisk
ankomst og metafor for et hus fuld af
bevægelser. Med hovedindgangens nære
placering til både café og sportshaller kan
foyeren via en fleksibel møblering anvendes
bredt til arrangementer af meget forskellig
art. Det lyse, glasinddækkede rum
inddrager forpladsen både visuelt og fysisk
via store skydedøre. Endelig er fleksibiliteten
i resten af huset bygget op omkring
mobile vægsystemer, der giver mulighed
for forskellige rumstørrelser og for at lukke
af gradvist.

Forslag af Niels Bruun, arkitekt MAA
Uden at foretage de store og omfattende bygningsmæssige indgreb, er
der her tale om stor fleksibilitet og god samhørighed mellem “kulturfabrikkens”
mangeartede aktiviteter. Det er igen det logiske greb om
fordelingen af de enkelte funktioner, det centralt placerede indgangsparti
og muligheden for at ændre lokalerne, som skaber muligheden for
at huse de mange forskellige idrætslige og kulturelle aktiviteter på relativt
få kvadratmeter. Den eksisterende løbekran anvendes til at flytte
skærmvægge og inventar til de rigeligt udlagte magasiner og depoter.
NOTER
43 Se bl.a.: Kural, R. Informationssamfundets arkitektur. Kunstakademiets
Forlag, 1995/2000, p. 176.
69

70
Atleter på palæstraen, sportspladsen. Her trænes i diskoskast, i spydkast og
længdespring ved brug af springvægte. Atleterne underholdes af en fløjtespiller,
mens træneren med den lange kæp opmærksomt følger med i disciplinerne.
Bagsiden af Troilos-malerens krater. Gengivet med tilladelse af Antiksamlingen,
Nationalmuseet, København, inventarnr. Chr. VIII 805.

AFSLUTNING
IDRÆTS- OG KULTURBYGGERIET
– MELLEM VISION OG VIRKELIGHED
Der er næppe tvivl om, at arkitektkonkurrencen gjorde billedet af fremtidens
idræts- og kulturbyggeri lidt mere komplet. Men den tydeliggjorde
også områder, hvor vores viden fortsat er begrænset. Der er stadig
brug for, at arkitekter og planlæggere:
Udvikler originale formsprog for byggeriet, som er tæt forbundet
med forandringerne i idræts- og kulturlivet.
Styrker forståelsen af forskellene i fritids- og idrætsaktiviteterne
mellem storbymiljøet og landkommunerne.
Præciserer kravene til det fleksible byggeri i relation til daglige og
fremtidige ændringer, udvidelser og anvendelser.
Studerer potentialet i det dominerende videnssamfund og de nye
rum, som det opretter: Det digitale rum, den globale kommunikation
og cyberspace.
ORIGINALE FORMSPROG
Som jeg indledningsvis omtalte, var de antikke stadions i Grækenland
en sammensat størrelse af både kunst og kultur. De var nøje placeret i
forhold til stedet og den omkringliggende by og fra arenaens terrasserede
sider kunne tilskuerne ikke kun overskue udfoldelserne på kamppladsen
men havde også udsigten til hele den øvrige by af frie græske
borgere. Stadionet udsprang af traditionen i teaterbyggeriet, det offentlige
bad og templerne men også af tilværelsen, sådan som den så ud på
det tidspunkt.
En lignende alliance mellem form, sted, aktivitet, teknologisk kunnen
og livet i øvrigt var der faktisk flere tiltag til i konkurrencen. Der
var projekter, som lod sig inspirere af forholdene i den konkrete by eller
med meget skulpturelle virkemidler søgte det unikke. Men en mere
fuldstændig integration af by, arkitektur, idræt og kultur samt det moderne
menneskes vilkår har vi stadig til gode.
71

72
FORSKELLE I FRITIDS- OG IDRÆTSAKTIVITETSMØNSTRET
Undersøgelser af danskernes fritids- og idrætsliv viser, at forskellene i
vores aktivitetsmønster og brug af faciliteter bl.a. er bestemt af køn, aldersgrupper,
sociale klasser og bopæl. 44 Et område vi fortsat mangler at
få belyst i arkitekturen er afvigelserne mellem by og land. Trangen til at
organisere sig, typer af foretrukne aktiviteter, det sociale engagement og
de rum, hvori udfoldelserne foregår, er meget forskellige. Om det er af
historiske årsager eller fordi betingelserne er forskellige, er det svært at
være helt entydig omkring.
Vi ved, at den tætte bystruktur betyder, at byboerne i højere grad benytter
veje, gader og fortorve som udendørs aktivitetsrum, mens de
mest foretrukne indendørs faciliteter er motionscentre og svømmehallen.
45 Ikke overraskende er den nære natur tillokkende for befolkningen
i landkommunerne, mens gymnastiksalen og idrætshallen oftere benyttes
her end i storbyen.
Også i det kulturelle og sociale liv er der store forskelle. Storbyernes
kompakte struktur sætter ganske vist sine naturlige grænser for udfoldelsernes
rumfang, men byens kulturliv er til gengæld en saftig grobund
for nye strømninger og impulser. I storbyen er det stadig påfaldende
så store uligheder, der kan være mellem grupper, der trods alt
deler det samme rum. 46 Her hører udelukkelse til den almindelige dagsorden.
Kropskulturen på landet og i byen har altså forskellige vilkår. Med
erfaringerne fra Hadsten er tiden inde til at få tilsvarende viden fra eksperimenter
i det tætte bysamfund.
DET FLEKSIBLE BYGGERI
Forandringerne i menneskets samværsformer og udviklingen af nye
sportsgrene og interesseområder motiverer, at fremtidens idræts- og
kulturbyggeri forholdsvist enkelt kan opjusteres. Integrationen af de nye
aktiviteter bør kunne foregå således, at planlægning og realisering er en
så lidt belastende proces som overhovedet muligt. For at det er realistisk,
må tilpasningsevnen allerede tidligt tænkes ind i bygningsstrukturen,
for at den ikke indtræffer på bekostning af den arkitektoniske oplevelse.
Erfaringen synes at være, at fleksibilitet kræver stor opmagasineringsplads
og god samhørighed mellem husets forskellige funktioner. Udviklingen
af princippet om fleksibilitet skal øges i forhold til tre situationer:
Daglige, umiddelbare og fremtidige udvidelser.
DE NYE RUM
Den mest iøjnefaldende forskel på nu og tidligere ligger i informationsteknologien.
Ud over dens hastighed og svært tilgængelige karakter, er
dens væsen, at den ustandselig forøger menneskets muligheder. Også
her gælder citius, altius, fortius princippet om at forøge hastighed og
ydeevne, men nu er det blot af ikke-fysiske informationsstrømme. I

denne verden er det vel næppe helt forkert at sige, at kroppen og rummet
er blevet mindre vigtige. På den anden side vil det aldrig lykkes
teknologien at fjerne vores behov for samvær med andre mennesker af
kød og blod, fordi den hele tiden opretter fiktive rum, som frasiger sig
den fysiske verden. Videnssamfundet har afgjort udvidet og ændret
vores samværsformer og kulturelle værdier.
Men hvordan ser fremtidens idræts- og kulturbyggeri ud i denne
sammenhæng? Eksemplerne i denne bog er bestemt med til at afstikke
en kurs, men det er fortsat nødvendigt at studere potentialet i den dominerende
teknologi for at forstå, hvad bl.a. de digitale rum og den
globale kommunikation betyder for kropskulturen. Spørgsmålene trænger
sig på: Hvad betyder de informationsteknologiske redskaber for
vores samværsformer? Vil informationsalderen ændre de offentlige
forsamlingssteder fra fysiske rum til digitale afsnit? Hvad betyder styrkelsen
af bycentrene for vores fysiske ve og vel? Og er vores lokale særpræg
blot ved at forsvinde i det globale samfunds malstrømme?
DILEMMAET
I denne sammenhæng drejer det sig om fortsat at skabe muligheder. 47
Muligheder for de endnu ukendte aktiviteter og behov, som ikke er at
finde på skoleskemaet, i aftenskoleprogrammet, i den lokale sportsforening
eller på biblioteket. Centrale begreber er mangfoldighed, fleksibilitet,
sammenhæng mellem for- og fremtid og integrationen af det
lokale med det globale. Et kinesisk ordsprog siger, at den der træder i
andres fodspor kommer aldrig foran. Vores dilemma er, om vi vil gribe
chancen og sætte sporene.
NOTER
44 Se Ottesen, L. & Ibsen, B. Idræt, motion og hverdagsliv – i tal og tale.
Rapport, Institut for Idræt, Københavns Universitet, august 1999.
45 Ibid., afsnit 4.4.2.
46 Castells, M. The Informational City. Blackwell, 1992 (orig 1989), p. 215.
47 Se f.eks. eksemplerne i: Kural, R. Spillerum – alternative steder til kultur,
idræt og fritid. Kunstakademiets Forlag, 1999.
73

74
FORTEGNELSE OVER ANVENDTE PROJEKTER
HADSTEN
Forslag nr. 9 / 37701
Lotte Foght-Sørensen, arkitekt MAA, København
Forslag nr. 14 / 24610
Mads Mandrup Hansen, Ulrik Raysse, arkitekter MAA, Anders Mikael
Sælan og Jacob Kurek, bygningskonstruktører, København
Forslag nr. 15 / 23865
Entasis Arkitekter i samarbejde med Lisa Christiansen, arkitekt MAA,
København
Forslag nr. 17 / 35808
Jakob Meyling, Jesper Kindt-Larsen, arkitektstuderende og Peter
Meyling, arkitekt MAA, Hellerup
Forslag nr. 21 / 36923
Cubo Arkitekter A/S, Århus
Forslag nr. 23 / 10101
Michael Schmidt og Søren Vinther, arkitekter MAA, Århus
Forslag nr. 32 / 13241
Arkitektfirmaet Kjær & Richter A/S, Århus
Forslag nr. 33 / 30101
Claus Kjærsgaard og Ebbe Wæhrens, arkitekter MAA, Ballerup
Forslag nr. 34 / 30897
Tage Lyneborg, arkitekt MAA, København
Forslag nr. 35 / 31216
John Øe Nielsen, arkitekt MAA og Lars Borgen, Landskabsarkitekt
MDL MAA, Åbyhøj
Forslag nr. 38 / 52799
Sophus Søbye, arkitekt MAA og Klaus Toustrup, AA dipl. MAA, Århus
Forslag nr. 44 / 51115
Baard E. Hoff, MNAL, MS Arch., USA
Forslag nr. 46 / 19991
Knud Fladeland Nielsen, arkitekt MAA, København
Forslag nr. 47 / 33325
CATALYST Architects v/Jean Kekoa Charlot og Lars Gitz Nørgaard,
København.

NÆSTVED
Forslag nr. 1 / 20001
Kim Egholm, arkitekt MAA, Århus
Forslag nr. 4 / 99245
Stig Mikkelsen, Frederiksberg, Adam Mørk & Henrik Gurskov,
arkitekter MAA, København
Forslag nr. 11 / 64220
Arkitektgruppen Aarhus, Århus
Forslag nr. 13 / 32467
Entasis Arkitekter i samarbejde med Lisa Christiansen, arkitekt MAA,
København
Forslag nr. 15 / 22781
Mads Herbøl og Søren Øllgaard, arkitekter MAA, København
Forslag nr. 18 / 14427
Helene Bekker Nielsen, arkitekt MAA, København
Forslag nr. 22 / 16970
Mads Bjørn Hansen, arkitekt MAA, København & Roland Meier,
arkitekt HTL, Frederiksberg
Forslag nr. 30 / 00440
Arkitektfirmaet Kjær & Richter A/S
v/arkitekter MAA Søren Ravn & Peter Sand, Århus
Forslag nr. 31 / 55306
Wienberg, Wienberg & Hansen I/S, Arkitekter MAA, Århus
Forslag nr. 37 / 99101
Anja Rolvung, arkitekt MAA, Frederiksberg
FREDERIKSBERG
Forslag nr. 7 / 31604
Jukka Boisen, arkitekt MAA, København
Forslag nr. 11 / 69896
Søren Nielsen, arkitekt MAA, København
Forslag nr. 16 / 14613
Pernille Pals, arkitekt MAA, Hellerup & Christina Rungstrøm,
arkitekt MAA, København
Forslag nr. 22 /31368
Carsten E. Holgaard, arkitekt MAA, København
Forslag nr. 24 / 56696
Niels Bruun, arkitekt MAA/PAR, Vanløse
Forslag nr. 26 / 61906
Lone Scavenius, arkitekt MAA, København
75

76
ANVENDT LITTERATUR
Andersen, P.C. & Hansen,V. Olympiadebogen. De olympiske Lege 1896-
1948. Samlerens Forlag, København 1948.
Arkitektur DK. Sportens rum (hele tidsskriftet).
Arkitektur, 1994, 6.
Arkitektur DK. Huse til kultur (hele tidsskriftet).
Arkitektur, 1999, 2.
Bang, S. Fire unge bud på fremtidens idrætsbyggeri.
Idrætsliv, 1999, 3, 38-39.
Bonke, J. (Ed.) Levevilkår i Danmark. Statistisk oversigt 1997.
Danmarks Statistik, 1997.
Bøgeskov, L. Idrætten mister de unge.
Politiken, 19.01.2000, 1. sektion.
Bøje, C. & Eichberg, H. Idrættens tredje vej. Om idrætten i kulturpolitikken.
Klim, 1994.
Castells, M. The Informational City.
Blackwell, 1992 (orig. 1989).
Crum, B. Bevægelseskulturer blandt sorte minoriteter i Amsterdam.
I: Eichberg,H. (Ed.) Idrætten og byen. Idrætsforsk, 1999, pp. 23-31.
Dachs, H. Sport for morskabens skyld.
Kristeligt Dagblad, 07.02.2000, 5.
Dahl,S. C. Næstved – en byvandring i fortid og nutid.
Amtscentralen for Undervisning, Næstved, 1996.
Dietrich, K. Bevægelseskultur i byen – ændringer og aktuel udfordring.
I: Eichberg, H. (Ed.) Idrætten og byen. Idrætsforsk, 1999, pp. 33-41.
Donahue, B. For New Sports, ESPN Rules as the X-treme Gatekeeper.
The New York Times, 11.03.1998, 2.
Equipements Sportifs (hele tidsskriftet).
Techniques & Architecture, 1998, 438.
Frederiksberg Erhverv. Frederiksberg bygger...
Frederiksberg Erhverv, Februar 2000, nr. 1 (5).
Gadeberg, H. & Sørensen, P. – et hjørne af Hadsten.
A. Gadeberg A/S og P.O. Sørensen A/S, 1986.

Jensen, B. Hadsten i 300 år.
Hadsten Bogtryk, 1994.
Judeich, W. Topographie von Athen.
C.H. Beck’sche Verlagsbuchhandlung, München, 1931.
Kural, R. Informationssamfundets arkitektur.
Kunstakademiets Forlag, 1995/2000.
Kural, R. Kulturrummet i det 21. århundrede.
Upubliceret manuskript, 1998.
Kural, R. Spillerum – alternative steder til kultur, idræt og fritid.
Kunstakademiets Forlag, 1999.
Kural, R. Hvordan ser idrætsrummet ud i Cyborg City?
Idræt, 1999, 5, 126-128.
Lemoine, B. Les stades en gloire.
Découvertes Gallimard Architecture, 1998.
Lokale- og Anlægsfonden. Fremtidens idræts- og kulturbyggeri.
Konkurrenceprogram. Lokale- og Anlægsfonden, februar 1999.
Lokale- og Anlægsfonden. Fremtidens idræts- og kulturbyggeri.
Dommerbetænkning. Lokale- og Anlægsfonden, september 1999.
Meisei Production. Athletic & Recreational Facilities. New Concepts in
Architecture & Design. Meisei Production, 1995.
Melas, E. Athen. Geschichte, Kunst und Leben der Ältesten europäischen
Großstadt von der Antike bis zum gegenwart.
Verlag M. DuMont Schauberg, 1975.
Michelsen, A.D. Halvfemsernes forsamlingshuse.
Morgenavisen Jyllands-posten, 18.02.1995.
Michelsen, F. Kasernen på Sandbjerget.
Kulturelt Samråd i Næstved, 1982.
Milling, H.B. Motionsvaner er forskellige i storbyen og på landet.
Idrætsliv, 1999, 6, 18-19.
Milling, H.B. Nogle nyder – andre yder.
Idrætsliv, 1999, 6, 20-21.
Ottesen, L. & Ibsen, B. Idræt, motion og hverdagsliv – i tal og tale.
Rapport, Institut for Idræt, Københavns Universitet, august 1999.
Politis, N.G. The Panathenian Stadium. The First Modern Olympic Games.
Fra: www.orama.com/athens1896/stadium.html
77

78
Raitz, K.B. (Ed.) The Theater of Sport.
The Johns Hopkins University Press, Baltimore and London, 1995.
Rasch, K. Næstved på en time.
Næstved Kommune, 1995.
Riiskjær, S. (Ed.) Sport and Space. New Challenges to Planning and
Architecture.
Council of Europe, DHL, 1992.
Sestoft, J. Danmarks arkitektur. Arbejdets bygninger.
Gyldendal, 1979/1985.
Thallon Hill, I. The Ancient City of Athens. Its Topography and Monuments.
Methven & Co. Ltd., London, 1953.
Usine C (Centre de création et de diffusion pluridisciplinaire).
Projektbeskrivelse, 1997.
Wimmer, M. Bauten der Olympischen Spiele.
Verlag Ernst Wasmuth Tübingen, 1976.
ØVRIG LITTERATUR
Anderton, F. Story of the Spa.
The Architectural Review, 1988, 1099 (9), 53.
Bale, J. Sport, Space, and the City.
Routledge, 1993.
Chelsea Piers Sports & Entertainment.
Chelsea Piers Management,Inc.,1997.
Christoph Langhof Architekten. Horst-Korber-Sportszentrum.
Aedes, 1990.
City of Helsinki. Itäkeskus Swimming Pools. Underground Aquatic
Paradise. City of Helsinki, 1993.
Dietsch, D.K. Subsidy Game for Stadiums.
Architecture, february 1997, 11.
Japan Sports Facilities Year Book 1998.
Tokyo, 1998.
Langhof, C. A New Swimmingpool in Berlin.
Langhof, 1988.

Lyngsgård, H. Idrættens rum. Nybrud i idrættens arkitektur.
Borgen, 1990.
Rasmussen, S.E. Om at opleve arkitektur.
G.E.C. Gads Forlag, 1975, pp. 149-151.
Space Design. Supootsu no tame no kukan. Supootsu shisetsu no atarashii
kaze. [Spaces for Sports. The New Wave of Sports Facilities], (hele
tidsskriftet). Space Design, November 1998, 32.
Sports en Ville.
Les Annales de la Recherche Urbaine, 79, juin 1998.
Trangbæk, E. (Ed.) Dansk Idrætsliv. Den moderne idræts gennembrud 1860-
1940. Gyldendal, 1995.
Vigneau, F. Les espaces du sport.
Presses Universitaires de France, Paris, 1998.
W.H. Athletic Agility.
Architectural Review, 1991, 1128, 50-54.
ANVENDTE HJEMMESIDER
Frederiksberg Kommune:
www.frederiksberg.dk
Hadsten Kommune:
www.hadsten.dk
Institut for Idræt, Københavns Universitet:
www.ifi.ku.dk
Lokale- og Anlægsfonden:
www.loa-fonden.dk
Næstved Kommune:
www.naeskom.dk
Næstved Egnens Turistbureau:
www.naestved-tourist.dk
De første moderne Olympiske Lege i 1886:
www.orama.com/athens1896/stadium.html
79

80
Selvom rytterne ikke umiddelbart ser meget af det smukke Nordfranske
landskab fornemmer de alligevel de varierede rum for deres
arbejde. Et cykelløb er nemlig en rytmisk oplevelse af lys, lyde, farver
og dufte i en mangfoldighed af vekslende rum. Måske er vi her tilskuere
til det smukkeste anlæg til idræt og kultur ved endagsløbet
Paris - Roubaix 9. april 2000, idet feltet “svæver”over de brostensbelagte
veje. Foto: Polfoto/Morten Bjørn Jensen.