Munster nr 1 - Dansk Münsterländer Klub

Redaktøren spekuleredepå…En kat har ni liv. Hvor mange har enMünsterländer?Da min lille Münsterländer var godt tre-kvart år,fandt herren i huset hende med en pose rottegift imunden. Posen var tom, og hun lignede en, derhavde hygget sig med den i lidt tid… Straks blevhun smidt ind i bilen og turen gik direkte tildyrlægen.Jo, dyrlægen kunne konstatere på den mængdeblå korn, der kom op, at hun da vist havde ædthele posens indhold. Så stor var lettelsen, da hunkom sig over den historie med livet i behold oguden større skade gjort, end en bil, der trængtekraftigt til en rengøring efter turen hjem!Her i den forgangne jagtsæson, har vi holdt entre-fire andejagter i vores vandhul, i den mose, vibor ved. Den nu snart 2 år gamle Münsterländerhar været med alle gangene med undertegnedesom hundefører. Hun synes, det har væretfantastisk! Der er blevet apporteret rigtigt mangeænder, og vi er begge blevet mange erfaringerrigere.Så lige før jul kom der sne. Rigtigt meget sne. Derdelvist smeltede igen. Og da den sidste nytårsjagtskulle afholdes den 28. var hele mosen fuldaf vand med grødis og en del usikker is på flere afmosehullerne. Der var faktisk så meget vand, atvejen ud i mosen var totalt oversvømmet, og deindbudte jægere måtte sættes op på ladet af bilenog på en trailer, for derefter at blive transporteretud til de lidt mere tørre områder omkringvandhullet. Alle var udstyret med waders, og dervar kun 3 gamle erfarne hunde, der kom medderud. De var ført i snor og blev kun sendt ud tilsikre apporteringer. Alle var blevet informeretom IKKE at skyde over is, således at dagenkunne blive en god jagtdag, uden risiko forhundenes liv og sikkerhed…Jeg blev hjemme med min Münsterländer. Jeghavde lidt småting, der skulle ordnes i stalden, ogmin iver efter at apportere, når vejret ogomgivelserne var som de var, kunne være på etforholdsvist lille sted… Men jeg kunne høre demskyde. Og det kunne min hund også. Pludseligvar hun væk. Pist væk. Jeg kaldte, råbte, skreg,piftede og galede efter kræet, der var som sunketi jorden. Inderst inde viste jeg godt at mulighedenfor, at hun var forsvundet i retning af vandhulletvar forholdsvist stor. Men… Så ringede minmobil. Det var herren i huset, der ville informeremig om, at min hund befandt sig sammen medham og vores labrador ude ved vandhullet. “Dumå hellere hente hende. Jeg tror, hun er lidtkold.”Så jeg greb hendes halsbånd og snor og begyndteat bevæge mig ud i mosen. Jeg var bl.a. iførttermokedeldragt og mine neopren-gummistøvler,men kunne efter få meter ud af vejen konstateretat vandet midt på vejen var ca. 10-15 cmHØJERE end mine ellers udmærkede støvler!Det var koldt! MEGET koldt!Nå, det kunne jo ikke nytte noget. Jeg måtte medså raske skridt, som det nu kunne lade sig gøre,bevæge mig ud og hente en MEGET våd og koldhund. Hun er ca. 10 cm lavere end voreslabrador, og havde måttet svømme hele tiden. Pået tidspunkt havde hun pebet og kigget op påherren i huset, for derefter at holde op med atbevæge benene – og så synke! Han havdeselvfølgelig fisket hende op, og ladet hendehænge lidt under den ene arm, indtil hun kom tilsig selv igen. Men nu var hun godt nok kold!Jeg måtte så have hende i snor og trække hendehjem igen. Hun måtte svømme hele vejen, da jegikke kunne bære hende så langt.Da vi kom ind i bryggerset, var jeg våd til opmidt på lårene og jeg skulle lige have tømt detværste vand ud af støvler og have smidt sokkerog bukser, for ikke at dryppe over hele huset.Hunden fik besked på at ligge på gulvvarmen,indtil jeg var klar til at tage mig af hende. Hunrystede så meget, at hun slet ikke kunne liggestille.Så smed jeg hende ind under bruseren med luntvand og blev stående der med hende, til hunholdt op med at ryste. Så blev hun tørret med ethåndklæde og fik besked på at ligge sig på ettæppe foran brændeovnen til hun var helt tør…Det var vist to liv, der var brugt der.Ja, så jeg spekulerede lidt på, hvor mange liv dehar, sådan nogle Münsterländere…?Sussie Mattsson5