De 5 hovedreligioner i korte træk - salkvist.net

Jesus – Kristendommen
Alle fire evangelier forkynder, at Jesus var den Messias, som jøderne forventede. Guds søn, som
gennem sin lidelse, død og opstandelse skabte et nyt forhold mellem Gud og mennesker. Nu kunne
menneskene blive frelst, fordi han døde den død, som de havde gjort sig skyldig i ved at synde. Men
hvem var denne mand?
Hvem skrev om Jesus?
Hovedkilderne til Jesu liv er de fire evangelier i Det nye Testamente, skrevet af Mattæus, Markus,
Lukas og Johannes. Men hvem var Jesus? Dette spørgsmål har den teologiske videnskab arbejdet
med i de sidste 150 år. Problemet med at finde frem til den historiske Jesus skyldes, at kilderne er
religiøse tekster.
Evangelierne giver ikke en historisk redegørelse for Jesu liv, selvom de knytter til ved datidens
historiske begivenheder. Deres ærinde er derimod at tolke og forkynde, hvem Jesus var - og hvilken
betydning han fik for eftertiden.
Evangelierne er heller ikke øjenvidneberetninger. Det ældste af dem som er Markusevangeliet
menes at være skrevet omkring år 70. I de følgende årtier blev de øvrige evangelier til. Indtil selve
nedskrivningen blev beretningerne om Jesus mundtligt overleveret.
År Begivenhed
0 Jesu fødsel
29 Jesu dåb og offentlige virksomhed
30/31 Jesu henrettelse og opstandelse
Mundtlig overlevering
70
De fire evangelier: Matthæus, Markus, Lukas og Johannes
Jesu baggrund
Jesus stammer fra byen Nazareth i Galilæa i det nordlige Israel, hvor han voksede op i en traditionel
jødisk familie. Hans brødre, som evangelisten Markus nævner (Mark 6,3), bærer kendte navne fra den
bibelske historie. Og slægten kan også føres tilbage til selveste kong David, som er Det gamle
Testamentes store konge.
1

Jesu fødselsår er egentlig ukendt. Kun to evangelier, nemlig Matthæus og Lukas, fortæller om hans
fødsel. Markus begynder derimod sit evangelium med, at Jesus træder offentligt frem. Lukas
angiver, at Jesus på det tidspunkt var 30 år gammel (Luk 3,23).
Jesu far var tømrer, og derfor er Jesus sandsynligvis også oplært som håndværker. Som jøde har han
også fået oplæring i Det gamle Testamentes skrifter og i tolkningen af den jødiske lov. Jesus kunne
uden tvivl læse Bibelens hebraiske tekst.
Johannes Døberen
Umiddelbart inden sin offentlige fremtræden er Jesus kommet i forbindelse med Johannes Døberen.
Johannes var prædikant. Ligesom profeterne i Det gamle Testamente forkyndte han, at dommedag
var nær. Derfor var det nødvendigt at omvende sig. Ifølge evangelierne samledes mange mennesker
omkring denne mærkelige prædikant, der klædt i en kappe af kamelhår kaldte folket til bod og
bedring. Som tegn på, at man igen ville følge Guds lov, skulle man rense sig ved at blive døbt i
Jordanfloden.
Evangelierne fortæller, at Jesus lod sig døbe af Johannes. Han protesterer, da han genkender Jesus
som den Messias, der skal komme med det nye Gudsrige. Selve dåben bekræfter, at Jesus er Guds
søn ved at himlen åbner sig, idet han stiger op af vandet (Matt 3,13-17).
Jesu forkyndelse af Guds rige: en modsætning til jødedommen?
Jesus samler tolv disciple om sig. Men antallet af tilhængere, der følger ham, var meget større. Han
har ikke fast bopæl, men vandrer omkring som prædikant.
Det første års tid går han omkring og forkynder i Galilæa. Derefter vandrer han til Jerusalem for at
deltage i den jødiske påskefest. Her bliver han imidlertid taget til fange af ypperstepræstens soldater
og ført for det jødiske råd. Anklagen imod ham er, at han bespotter Gud og vil gøre sig selv til
Messias, som på græsk hedder Kristus.
Rådet dømmer ham til døden. Men i stedet for selv at udføre dommen sender de Jesus til den
romerske statholder, Pilatus. Anklagen om, at han ville gøre sig til Messias, var i den romerske
besættelsesmagts øren det samme som at være en oprører. Og dem slog romerne hårdt ned på.
Pilatus dømmer ham til døden ved romernes traditionelle henrettelsesmetode for politiske og
kriminelle forbrydelser. Ved korsfæstelse.
Jesu forkyndelse var et tydeligt brud med den jødiske religion. Sådan skildrer evangelierne det.
Hans forkyndelse og helbredelser var et tegn på, at der ville komme en helt ny tilstand Guds rige
var kommet. Hermed knyttede Jesus til ved de forventninger, der var i den jødiske befolkning.
Jødiske forventninger
I jødedommen var der to forskellige forventninger: den politisk-nationale og den apokalyptiske, det
vil sige det, som skal åbenbares.
Den politisk-nationale forventning havde udgangspunkt i det gamle Israels syn på kongen. Kongen
var formidler af Guds velsignelse til det israelitiske folk. Han var Guds repræsentant i folket og
kaldtes derfor også for Guds søn. Forventningerne til et kongedømme havde man set virkeliggjort i
kong Davids regeringstid omkring år 1000 f.Kr., idet han ikke blot sikrede Israels grænser, men
også udvidede landet. Men Davids rige smuldrede i løbet af de følgende århundreder og
mellemøstlige stormagter besatte landet.
2

Alligevel fastholdt især Det gamle Testamentes profeter, at der igen ville komme en konge for at
genskabe Davids kongerige. Da Palæstina-området blev besat af romerne i år 63 f.Kr., flammede de
gamle forventninger op igen. Håbet var, at ved den endelige befrielse fra Det romerske Imperiums
magt ville et nyt Israel, Gudsriget, opstå.
Den apokalyptiske forventning opstod omkring år 200 f.Kr. og er beskrevet i Daniels bog i Det
gamle Testamente. I et syn ser Danielsbogens forfatter, hvordan verden ender i en kosmisk
katastrofe. Derefter kommer dommens dag. Guds repræsentant, kaldet Menneskesønnen, skal
dømme mellem dem, der har holdt fast ved troen på Israels Gud, og dem, som er frafaldne. Dernæst
bliver Guds evige rige oprettet for de frelste (Dan 7).
Jesu forkyndelse
Spørgsmålet er nu, hvordan Jesus forholdt sig til disse to typer af forventninger. I lignelser brugte
han billeder fra dagligdagen til at skildre, hvordan Guds rige ville komme. Gudsriget ses her som en
tilstand, der er kommet nær med Jesus selv. Det er en tilstand, der medfører glæde, hengivelse, tro
og befrielse fra det, der tynger mennesket.
Jesus afviser, at Gudsriget er noget politisk og nationalt. På den anden side kommer det heller ikke
som en verdenskatastrofe eller en dom over mennesker. Gudsriget er allerede tilstede her og nu i
Jesu forkyndelse og i de undere, han udfører. Og dog skal Gudsriget først senere komme fuldt ud og
blive en altomfattende tilstand.
Jesu forkyndelse drejede sig om en ny forståelse af Gud. Mennesker kunne ikke selv nå frem til
ham ved hjælp af Moselovens 613 bud. Gud krævede derimod det hele mennesket dets kærlighed
og tro.
Jesus som Messias
Det er evangelisternes overbevisning, at hele Jesu liv er et udtryk for hans forkyndelse. Ved
påskefesten i Jerusalem lader han sig pågribe og går frivilligt i døden. Derved ofrer han sig og tager
den skyld på sig, som var menneskets. De fire evangelier slutter med beretningen om Jesu
opstandelse fra døden tre dage efter henrettelsen. Han overvandt derved døden. Og netop Jesu
opstandelse fra døden ses af evangelisterne som en bekræftelse af, at Jesus var Messias Guds søn.
3

Muhammed – Islam
Ved første øjekast var der intet, der umiddelbart tydede på, at den lille Muhammed ved sin fødsel i
år 571 (nogle sætter Muhammeds fødselsår til 570) skulle blive grundlæggeren af én af de største
monoteistiske religioner.
Muhammeds opvækst
Faderen Abdullah døde før drengens fødsels og hans moder Amina blot seks år efter Muhammeds
fødsel. Overleveringen lader os vide, at barndommen i Quraysh-stammen af drengen blev anvendt
som fåre- og gedehyrde med et sådant fravær af almindelig dannelse, at Muhammed som mange
andre i beduinsamfundet forblev analfabet.
Hvad der var et forholdvis normalt liv, først som hyrde og siden som købmand, blev dog med ét
forandret, da Muhammed i en alder af 40 år modtog de første af sine åbenbaringer. Den blev
overbragt ham af ærkeenglen Gabriel. Blandt flere centrale budskaber rummede det ét, der
overskyggede alle andre. At den hidtidige polyteisme, der var hos befolkningen på den arabiske
halvø, skulle erstattes af monotismen. De skulle alene underkaste sig én Gud, nemlig Allah, og på
denne vis indskrive sig blandt de andre monetistiske religioner i regionen som kristendommen og
jødedommen.
Åbenbaringerne kommer
Gennem årene modtog Muhammed angiveligt stribevis af åbenbaringer. Nogle i brudstykker, andre
som hele kapitler. Åbenbaringer der i sin samlede form i dag er det, der er i Koranen.
Overleveringerne vil lade os vide, at de første åbenbaringer skræmte Muhammed i en sådan grad, at
han var ganske overbevist om, at han var ved at blive vanvittig. Alene rådføringen med hans hustru
4

Khadijah, der således indskriver sig i historien som den første muslim, gav ham troen på, at der
vitterlig var tale om uforfalskede åbenbaringer og som sådan budskaber fra Gud.
Den geografiske ramme for de første af Muhammeds åbenbaringer var byen Mekka, og her kom
han i direkte opposition til det herskende polyteistiske trosforhold. Et foreløbigt punktum for
Muhammeds virke i byen bliver da også sat, da han i år 622 beslutter at udvandre til byen Medina
for her at grundlægge den første egentlige muslimske menighed. Udvandringen i år 622 kalder
muslimerne Hijra og året er år 0 i den muslimske kalender.
Uenigheden mellem beboerne i Mekka og den ny muslimske menighed i Medina bølger dog frem
og tilbage årene efter for endelige at kulminere i år 628, hvor også beboerne i Mekka vælger at
underkaste sig Islam.
Profeten Muhammed dør i år 632 uden at have udnævnt en egentlig efterkommer eller arvtager.
Vigtige begivenheder i Muhammads liv:
570: Muhammeds fødes i byen Mekka i det nuværende Saudi-Arabien. Det skal bemærkes, at der
hersker tvivl om, hvorvidt Muhammed fødes i år 570 eller 571, ligesom der blandt muslimer
hersker uenighed om hans fødselsdag.
576: Muhammeds moder dør.
595: Muhammed gifter sig med sin første kone: Khadija.
611: Muhammed modtager den første åbenbaring ved Hirabjerget.
622: Muhammed flygter til Medina. Bosættelsen i Medina benævnes Hijra, og årstallet 622 er også
år 0 i den islamiske kalender.
624: Slaget ved Badr, hvor Muhammad med en hær på blot 314 mænd nedkæmper en mekkansk
gruppe på hele 1.000 mænd. Slaget har ikke blot militærisk betydning, men hidsede Qurayshstammen
og de øvrige arabiske stammer til yderligere modstand mod Muhammed og beboerne i
Medina.
626: Slaget ved Uhud hvor Muhammed og den medianske hær lider et svigende nederlag.
628: Muhammed genvinder kontrollen med Kabaaen i Mekka.
629: Den første pilgrimsfærd gennemføres til Mekka.
632: Muhammed dør af naturlige årsager.
Gudsopfattelse i islam.
I løbet af cirka 20 år lykkedes det Muhammed at skabe en religion, der nåede ud over den arabiske
halvø og langt op i det mellemøstlige område. Det er en religion, hvori underkastelsen under den
ene gud, Allah, er forenet med en politisk dynamik. I samme tidsrum lykkedes det Muhammed at
smelte de arabiske stammer sammen til det nye, islamiske samfund, umma.
Muhammeds forhold til Allah danner forbillede for alle muslimer. En vigtig beskrivelse af dette
forhold findes i fortællingen om Muhammeds første åbenbaring.
5

Muhammeds møde med Allah
Omkring år 610 fik Muhammed, en arabisk købmand fra den blomstrende by Mekka, en oplevelse,
der stærkt kan minde om de religiøse oplevelser, som dem profeterne i det gamle Testamente fik.
Han oplevede den gud, som også er jødernes og de kristnes gud - og som vel at mærke er arabernes
gamle højgud. På den tid var de arabiske byer - og ikke mindst Mekka - inde i en rivende
økonomisk udvikling takket være handlen med de store byer i det østromerske eller byzantinske
rige. Mekka fik varer fra Indien af søvejen og bragte disse varer videre til Damaskus, hvorfra de
blev solgt til købmænd fra Konstantinopel og andre store byer.
Den voksende velstand i Mekka betød, at mange mennesker, for eksempel også Muhammeds egen
stamme Quraish, var ved at gøre penge til en ny religion. Den gamle solidaritet indenfor stammen
var ved at gå i stykker, og selvtilstrækkeligheden var ved at føre til stammens opløsning. Man
levede i "uvidenhedens tid" (jahiliyya), som muslimerne kalder tiden før islam, en tid præget af
utilfredshed og åndelig rastløshed.
Muhammed selv var præget af en religiøs søgen. Det fortælles, at han under et ophold i den hellige
måned Ramadan opholdt sig ved Hirabjerget udenfor Mekka sammen med sin familie. Han blev om
natten revet ud af sin søvn og følte sig med ét omsluttet af et guddommeligt nærvær. Denne
oplevelse forklarer han senere i typisk arabiske vendinger. Han forklarer, at der stod en engel foran
ham, og gav ham en direkte befaling: "Læs!". Men Muhammed veg udenom, ligesom det fortælles
om de gammeltestamentlige profeter. For Muhammed var jo ikke en af de arabiske sandsigere eller
kahiner. Men, fortæller Muhammed, englen omsluttede ham, så han føler at luften blev presset ud af
ham. Og netop som Muhammed var ved at tabe vejret, slap englen ham og gentog ordren til ham:
"Læs!". Muhammed vægrede sig stadig. Og efter en tredje, forfærdelig omfavnelse, oplevede
Muhammed, at ordene nu begynde at strømme ud af hans mund:
"Fremsig i din Herres navn, som skabte, som skabte mennesket af en blodklump; fremsig, og din
Herre er den ædelmodigste, som belærte ved pennen, lærte mennesket om hvad det ej vidste" (sura
96,2-5).
Men Muhammed er nu slået af forfærdelse over, at han måske selv er en såkaldt kahin, en sandsiger
eller orakelmand, der fremsiger orakler om, hvor bortløbne kameler er at finde. For en sådan
orakelmand anså man for at være besat af ørkenens dæmoner, djinnerne. Han vil styrte sig ud fra
Hirabjergets top, men ser i det samme et væsen, som han identificerer som ærkeenglen Gabriel.
Muhammed havde altså fået en afgørende oplevelse af Allah som den helt anderledes. Og nu
åbenbaredes Koranen stykke for stykke for Muhammed, vers for vers, linie for linie over en periode
på 22 år.
Allah som Den Ene
Underkastelse under Allah blev hovedsagen i Muhammeds nye religion. Allah er skaberen, der står
bag og over denne verden. Han har sin trone oven over de syv himle. Det var her, han satte sig efter
skabelsens seks dage. Som en orientalsk fyrste sidder han på sin trone omgivet af skaren af engle.
Han har igen ligemand. Det er i islam en meningsløshed at tale om flere guder, ligesom det i et
samfund er en meningsløshed at have to regerende fyrster.
Islam er altså en strengt monoteistisk religion, som det fremgår af sura 112 og sura 2 (tronverset) i
Koranen:
6

"Sig: Han er Gud, den ene, Gud den evige, han har ikke avlet, og han er ikke født, og ikke én er
ham jævnbyrdig".
"Gud - der er ingen gud uden ham, den levende, den bestandige. Hverken slummer eller søvn kan
gribe ham. Alt, hvad der findes i himlene og på jorden tilhører ham. Hvem kan vel gå i forbøn hos
ham, undtagen med hans samtykke? Han ved, hvad der er foran dem, og hvad der er bag ved dem,
og de begriber ikke noget af hans viden, undtagen hvad han vil. Hans trone rummer himlene og
jorden, og det volder ham ikke besvær at bevare dem, Han er den ophøjede, den vældige."
Denne opfattelse af Allah er tydeligt nok rettet polemisk mod kristendommen, som Muhammed
opfatter som en polyteistisk religion, fordi Gud ifølge kristendommen også tilbeder Guds søn, Jesus
Kristus og Helligånden.
Allah betegnes i Koranen som verdenernes herre. Han har skabt både denne synlige verden og den
usynlige himmel. Alle jordens arter af liv er hans værk. Mennesket er det største, han har skabt.
Ligesom i Bibelen taler Koranen om, at Allah har formet mennesket som pottemageren former leret.
Fra undfangelsen i moders liv skaber Allah det enkelte menneske. Og som han er alt livs skaber, er
han også den, der afslutter livet. Han stopper på et tidspunkt verdens historie og holder dom. Sådan
har han det enkelte menneskes evige skæbne i sin hånd.
Allah er således også hævet op over alle hensyn og skylder ikke nogen noget. Men han har vel at
mærke skabt verden, så den er fornuftig og bekvem for mennesket. Det er en ordnet verden, hvor
dag er adskilt fra nat og regnen kan vande jorden og give den frugtbarhed og afgrøder. Allah er
derfor også den nådige og barmhjertige. Som fyrste over denne verden er han mild og vil gøre
tilværelsen let for mennesket.
Men omvendt tåler Allah ingen ved sin side. Derfor kan han heller ikke tilgive, hvis mennesket
dyrker andre guder og derved anfægter hans værdighed som enehersker.
Allah holder fast ved sit ord - som regel. For hvis det falder ham ind at bryde, hvad han har sagt, så
står det ham frit for. Derfor kan han også ændre, hvad han én gang har sagt til profeten Muhammed.
En åbenbaring kan altså ophæves og erstattes af en ny.
Allahs navn
Allah er arabisk og betyder guden. Der er ingen særlige regler knyttet til udtalelsen af hans navn,
men det er meget normalt, at muslimer omtaler ham med et af de 99 tilnavne, der er nævnt i
Koranen: Allah, den barmhjertige; Allah, den nådige; Allah, den store, og mange andre. Udtalen af
Muhammeds navn skal derimod altid følges af tilføjelsen: "Æret være hans minde".
Jødernes, de kristnes og muslimernes gud
Muhammed var drevet af en stærk lede ved samtidens dyrkelse af de mange guder. Overfor den
arabiske polyteisme stillede han kravet om underkastelse under den ene Gud, Allah. Både jødedom
og kristendom var kendt på den arabiske halvø i århundrederne før Muhammeds virke. Mange
arabiske handelsfolk havde stiftet bekendtskab med jøder og kristne, og også Muhammed havde på
sine karavanerejser blandt andet til Damaskus været i kontakt med den jødiske og den kristne
monoteisme.
I Koranens ældste dele er det også tydeligt, at Muhammed forstår Allah som identisk med den gud,
der i tidligere tider havde åbenbaret sig i jødedommen og kristendommen. Rækken af profeter i Det
7

gamle Testamente, samt Jesus selv blev af Muhammed opfattet som personer, som Allah gennem
tiderne havde henvendt sig til. Men desværre havde såvel jøder som kristne forvansket
åbenbaringen. Jøderne holdt sig til deres rabbinere (lærere), mens de kristne gjorde Jesus til Gud.
På den ene side har Allah vist sin barmhjertighed ved at vise mennesker vejen til sandheden gennem
profeterne. På den anden side er den endelige sandhed åbenbaret nu i den Koran, som Muhammed
har fået åbenbaret af Allah.
Fælles for de tre semitiske, monoteistiske religioner er dog opfattelsen af Allah eller Gud som en
personlig gud og ikke en upersonlig kraft. Det betyder ikke nødvendigvis at gudsopfattelsen er en
opfattelse af "en gammel mand med hvidt skæg, der sidder på en sky". Men det betyder, at den
semitiske Allah eller Gud omtales som "han" og omtaler sig selv som "jeg", altså de personlige
stedord. Relationen til Allah eller Gud kan altså forstås som en personlig relation, hvilket er med til
at understrege en nærhed mellem mennesker og det guddommelige.
Sammenligninger mellem
Kristendommen og Islam
Nogle forskelle mellem islams og kristendommens gudsopfattelse findes dog:
Islam Kristendom
Gud åbenbarer ikke sig selv, men sin vilje Gud åbenbarer sig selv i Jesus Kristus
Muslimen kender ikke Gud, men ved om
ham
Jesus er udtryk for Gud selv, Jesus er Guds søn
Gud er ikke i verden, men over historien
Gud går ind i historien og er i det menneskelige liv,
Helligånd
Koranen er til alle tider gyldig - ingen
kildekritik
Bibelen er for mange kristne blot en fortolkning af
åbenbaringen
8

Gud i Jødedommen
Jødedommen er den ældste af verdens monoteistiske religioner, det vil sige religioner, der kun
anerkender én Gud.
Gud er én, Gud er udelelig. Derfor er det også en overbevisning i jødedommen, at alt, hvad der sker
her i livet, skyldes Guds indgriben. Både det, der er godt og lykkeligt, og det, som er ondt og mørkt.
Alt har Gud som yderste årsag.
Gud er principielt uforståelig, men samtidig er han en nærværende og handlende gud, der har
udvalgt sig et særligt folk, Israel.
Guds navn og navne
Ifølge Det Gamle Testamente har Gud navnet Jahve, hvilket er den mest sandsynlige udtale af det
ord, som står i den hebraiske tekst, JHVH. På hebraisk skriver man kun konsonanterne, vokalerne er
underforstået. Fra omkring år 300 f.v.t. undgik man i jødedommen at sige ordet, da man anså det for
så helligt, at intet menneske kunne tage det i sin mund. I stedet sagde man et andet hebraisk ord for
Gud, nemlig Adonaj, som betyder Herre.
Navnet Jahve skimter man i den sidste del af ordet halleluja, som er et kultråb, der betyder priset
være Jahve.
Selve ordet Gud kommer af det hebraiske El, der betyder magt og vælde. Han er den vældige, som
er højt ophøjet over menneskene. Samtidig er han nærværende blandt menneskene og ikke en
hvilende og tilbagetrukket gud.
Han kaldes også Hærskarers Herre. Bag denne betegnelse ligger forestillingen om Gud som en
konge, der er omgivet af et himmelsk hof. I begyndelsen af Jobs bog skildres Guds hof, hvor Satan
træder frem som en af hoffolkene og beder om at få lov til at sætte Job på prøve.
9

Fælles for de tre semitiske, monoteistiske religioner (jødedom, kristendom og islam) er opfattelsen
af Gud eller Allah som en personlig gud og ikke en upersonlig kraft. At Gud er personlig betyder
ikke nødvendigvis, at Gud er en gammel mand med hvidt skæg, der sidder på en sky. Men det
betyder, at Gud eller Allah omtales som han og omtaler sig selv som jeg, de personlige stedord.
Tilsvarende forstås menneskers relation til Gud eller Allah som en personlig relation, hvilket er med
til at understrege en nærhed mellem mennesker og det guddommelige.
Skaber og lovgiver
Troen på den ene Gud i jødedommen fører naturligt med sig, at Gud ses som skaberen: "I
begyndelsen skabte Gud himmel og jord..." (1 Mos 1,1), som der står i begyndelsen af Det Gamle
Testamente. I Esajas' Bog 40,26 siger den profetiske skikkelse, der forkynder, at jøderne nu skal vende
tilbage til deres gamle land: "Løft jeres øjne mod himlen, og se! Hvem skabte den?"
Videre i Esajas' Bog 44,6-20 gør forfatteren grin med de andre folkeslag, der fremstiller guder af træ eller
metal. For der er ingen anden gud end Jahve. Teksten er fra et sted i 500-tallet f.v.t., hvor en gruppe
af Jerusalems befolkning, sikkert præster og godsejeradel, er ført bort i landflygtighed i Babylon.
Nogle mener, at også den skabelsesfortælling, der indleder Bibelen, er skrevet i Babylon.
Tilsvarende formodes det, at forbuddet mod at lave billeder af Gud er formuleret i denne periode -
netop for at markere Gud som den mægtige og den, der for mennesker er ubegribelig.
Det andet bud i de ti bud lyder: "Du må ikke gøre dig noget udskåret billede eller noget afbillede af
det, som er oppe i himlene eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede eller
dyrke det, thi jeg Herren din Gud er en nidkær Gud ...". Gud er altså nidkær. Det er et ord med flere
betydninger. Det betegner, at Gud altid er opmærksom på verden og det rette liv, men også at han
ikke tåler andre guder ved sin side, eller at hans udvalgte folk ikke er trofast over for ham.
Gud i Det gamle Testamente
Som skabelsens gud er Gud den vældige, der er højt ophøjet over menneskene (se for eksempel,
hvordan Gud beskrives i Salme 104). Men han er vel at mærke ikke en hvilende eller en tilbagetrukket
Gud. Tværtimod tegnes han i den gammeltestamentlige litteratur som den, der griber ind i historien
og som allestedsnærværende. Opfattelsen af Gud som handlende og nærværende i dagligdagen er i
det hele taget central for jødedommen.
I den israelitiske religions historie er der selvfølgeligt tale om en udvikling i opfattelsen af Gud. Fra
at være den Gud, Jahve, der udvælger sig det israelitiske folk som det folk, han vil være gud for,
bliver Jahve mere og mere hele verdens gud.
Nogler forskere mener, at Jahve i begyndelsen af jødedommens historie er en stammegud. Det vil
sige, at han er gud for den folkestamme, der har Abraham som stamfader (1 Mos 12-15). Den
folkestamme, som Abraham er ophav til, kommer ifølge den bibelske historie til Ægypten, bliver
slaver, men befries igen af Moses. Moses har igen mødt Abrahams gud, Jahve. Ja, det er overfor
Moses at Gud afslører sit egentlig navn: "Jeg Er" (på hebraisk JHVH). Moses får nu den opgave at
føre israelitterne ud af slaveriet tilbage til det land, som Jahve vil give sit folk, nemlig Kanaans
land. Jahve forstås nu som den gud, der har sluttet pagt, det vil sige forbund, med det israelitiske
folk. Jahve vil være dets gud, såfremt folket overholdet Jahves love, de ti bud. Man kalder dette for
monolatri, det vil sige kun Jahve må dyrkes af israelitterne, selvom der er andre guder til.
Det israelitiske kongedømme etableres (cirka år 1000 f.v.t.) efter erobringen af Kanaans land. Men
da kongedømmet efter cirka 500 år ikke længere kan klare de mellemøstlige stormagter, opstår den
10

tanke, at Jahve ikke blot er Israels gud, men også den almægtige skaber af hele verden. Det er med
andre ord monoteismen, der for alvor slår igennem.
En egenskab mere ved Gud, som understreges i Det gamle Testamente, er Gud som retfærdig. Det
vil sige, at Gud straffer og belønner sit folk og det enkelte menneske alt efter, om Hans love og
ordninger for mennesker overholdes.
Men ikke så snart har monoteismen sat sig igennem i Israel før problemet opstår: Hvordan kan Gud
tillade det ondes eksistens?
Problemet gennemspilles i den store Jobs bog i Det gamle Testamente. Her spørger Job, som
uforstående og urimeligt er overfaldet af sygdom og ulykker, hvorfor han har mistet alt. Har han
ikke altid været from og gudfrygtig? Har han begået en synd, som han nu skal straffes for?
Alt dette er Jobs spørgsmål, som han kræver, at Gud besvarer ansigt til ansigt.
I slutningen af bogen sætter Gud Job på plads ved at fortælle ham om skabelsens mysterier og
storhed. Dette tvinger Job til at indrømme, at han som menneske ikke kan stille spørgsmålstegn ved
Guds retfærdighed. Guds væsen er uigennemskueligt, og der gives derfor ingen fornuftig og
gennemskuelig forklaring på lidelsens og det ondes problem. Det er Jobsbogens konklusion.
Israel - det udvalgte folk
Den jødiske Gud er altså universel i den forstand, at han er hele verdens skaber. Men han er også
den, der har udvalgt sig et bestemt folk, nemlig Israel. For nok elsker Gud alle mennesker, siger
jøderne, men Israel er blevet udvalgt til store opgaver og tjenester på hele menneskehedens vegne.
Det skal forstås sådan, at det jødiske folk er udvalgt til at være det folk, hvorigennem Gud
åbenbarer sig. Han udsætter sit folk for svære prøvelser for at opdrage det. For gennem prøvelser
bliver folket renset og helligt.
"Det hebraiske ord for "hellig" betyder at være forskellig, at udskille sig. Israel skulle være et helligt
folk, det vil sige en særskilt nation, anderledes end andre nationer, med sin egen særlige livsform og
adfærd" (Isidore Epstein i Bent Melchior, "Jødedommen - en tekstcollage").
11

Buddha og Buddhisme
Buddha og buddhistiske tænkere har på forskellig vis udtrykt, at guder ikke er reelle, men at de blot
er illusioner ligesom så meget andet i universet. Derfor er der også mange, der har kaldt
buddhismen for en ateistisk religion, dvs. en religion uden guder. Og derfor har man haft svært ved
at definere buddhismen som en religion, fordi troen på en gud i vores protestantiske kultur har været
central for forståelsen af begrebet religion.
Guder og himmelske væsener
Men religion er meget andet end tro på gud(er). Og helt uden guder er buddhismen nu heller ikke.
Fra et "højere synspunkt" findes guder ikke, de er blot symboler eller sindets projektioner. Og som
sådan er de ligeså uvirkelige som andre fænomener, der dybest set ikke eksisterer i sig selv. Specielt
den tibetanske buddhisme har udarbejdet teknikker i forbindelse med døden, hvor den døende skal
erkende, at både guder og dæmoner blot er udtryk for vedkommendes eget sind. Men på den anden
side er de heller ikke mere uvirkelige. De eksisterer i fænomenernes verden, i det, vi som
mennesker kan se eller forestille os, men som ikke er udtryk for den ultimative sandhed, og som
ikke er nødvendige på vejen til frelse. Det buddhistiske kosmos har guder, men disse har det i
grunden slet ikke så godt som mennesker - de har det for behageligt til at ville stræbe efter frelsen.
Hvordan både guder og halvguder er en del af fænomenernes verden illustreres med billedet af
tilværelsens hjul, genfødslernes verden, som buddhisten stræber efter frigørelse fra.
Guder eksisterer dog for de fleste lægbuddhister som reelle væsener i det hinsides. Kun i moderne
og intellektuelle fortolkninger kan buddhismen forstås som "gudeløs". Hinduistiske guder er mange
steder fulgt med buddhismen, og i Østasien og indenfor mahayana-buddhismen er der hundreder af
buddhistiske væsener, der i en eller anden forstand kan siges at fungere som guder.
Buddha
Buddha var for mange buddhister blot en historisk person, et forbillede, men de fleste buddhister
betragter ham også som en stadigt levende eller i det hinsides fungerende kraft, hos hvem man kan
12

søge hjælp og beskyttelse. Denne kraft kan man modtage ved at tilbede eller ofre til Buddha og
dennes repræsentationer (stupaer, statuer, etc.). For mange fungerer Buddha faktisk som en "gud".
Specielt i mahayana-buddhismens helligtekster optræder Buddha som en gud. I nogle mahayanaideer
taler man om, at Buddha har tre forskellige naturer eller "kroppe". Den fysiske krop, der
manifesterede sig som den historiske Buddha. Denne krop kaldes manifestationslegemet
(nirmanakaya). Den åndelige krop, Buddha som verdensfrelser, der kaldes frydslegemet
(sambhogakaya), og endelig Buddha som princip eller åndelig natur, Buddha-naturen. Denne krop
kaldes sandhedslegemet (dharmakaya) og har manifesteret sig i én af sine individuelle former som
den historiske Buddha.
I mahayana-buddhismen findes også en forestilling om Buddha-naturen som en kraft, der både er i
mennesket og gennemstrømmer universet Specielt idéen om det buddhistiske "Rene Land", som
beskrevet i
Sukhavati sutraen, er udtryk for et konkret rige, hvor Amida Buddha residerer. I japansk buddhisme
blev denne idé udvidet til at gælde et permanent paradisisk rige, som man kunne komme til ved
troen på Amida Buddhas nådesgave.
Alle buddhister kan principielt opnå samme erkendelse af Buddha-naturen som den historiske
Buddha. Selv om vejen er lang, er der altså intet, der gør Buddha principielt utilgængelig eller
uopnåelig for mennesker.
13

Her ses guden Kali.
Gudsopfattelse i hinduismen
Det vrimler med guder inden for hindu-traditionen. Nogle møder vi kun lokalt; i landsbyens lille
tempel eller i et bestemt område af Indien. Andre guder kan vi finde alle steder. De sidstnævnte er
først og fremmest de centrale guder Siva og Visnu, foruden Gudinden, Sakti. Også disse guder
kendes dog under forskellige navne og i mange udformninger, alt efter hvor i Indien - og verden - vi
befinder os.
For den enkelte hindu er forvirringen nu ikke så stor. En hindu eller hindufamilie har som regel en
enkelt udvalgt gud, som de er særligt knyttet til, og som de dyrker som den eneste gud. Denne gud
betragtes som personlig og universel og som den eneste centrale gud. Ud over denne største og
vigtigste guddom kan en hindu dog også besøge andre guders templer eller tilbede disse på anden
vis. Guderne udelukker altså ikke gensidigt hinanden, sådan som vi kender det fra kristendom,
jødedom og islam.
Når denne form for gudsdyrkelse ikke bliver selvmodsigende for hinduerne, skyldes det den
underliggende forestilling om, at alle guderne i sidste ende er manifesterede former af den Ene. Nok
er der mange guder, men i sidste ende er de alle udtryk for det samme; nemlig det universelt
guddommelige princip, Brahman eller Gud. Brahman er den upersonlige kraft, som opretholder
hele universet. Det er verdensaltet, den underliggende og umanifesterede realitet bag alt. Denne
form for gudsdyrkelse, hvor de forskellige guder i sidste ende er manifestationer af det samme,
kaldes henoteisme.
Historisk kan man altså betragte det på den måde at hinduismens gudeopfattelse er en
sammensmeltning af den vediske religions polyteisme og brahmanismens monisme.
14

Guder og mennesker
Hinduismens guder er til stede i verden. De griber ind i menneskers liv. De kan skænke nåde og
frelse. Det er derfor yderst vigtigt at stå på god fod med dem. Menneskene kan kommunikere med
guderne rituelt. Det kan f.eks. ske gennem bøn, hymnesang, ofre eller i templet. I templet kan
mennesket møde guden i form af gudestatuen - ansigt til ansigt. Dette er meget væsentligt. Ved
dette møde, hvor mennesket får en direkte vision (kaldet darsana) af guden, skænker guden sin
nåde til mennesket. Mennesket vinder altså på denne måde gudens gunst.
Mennesket kan også selv blive guddommeligt. Skellet mellem gud og menneske er ikke så skarpt og
absolut i hinduismen som f.eks. inden for islam. Indien er således berømt for sine hellige mænd og
kvinder også idag findes her asketer, munke og religiøse ledere, der tilbedes og opfattes som
guddommelige. De kvinder, der gennem tiderne har ladet sig brænde sammen med deres afdøde
mand på dennes ligbål (en praksis kendt som enkebrænding eller sati), regnes også for
guddommelige. Det er dog ikke kun disse religiøse virtuoser, der kan opnå guddommelig status. På
bryllupsdagen æres enhver brud og brudgom som guder.
Hinduismens centrale guder; Visnu og Siva
Over hele Indien er tusindvis af templer indviet til Visnu og Siva. Den hinduistiske mytologi er
fyldt med historier om deres bedrifter. De er hinduismens helt centrale guder. Sammen med en
anden stor gud, Brahma, opfattes de nogle gange som en form for treenighed en opfattelse, som
vestlige forskere med kristen baggrund har været glad for og let har kunnet forholde sig til. Opfattet
som en treenighed står Brahma som skaberen, Visnu som opretholderen og Siva som ødelæggeren.
Brahma omtales ofte i den klassiske mytologi, men idag tilbedes han næsten ikke og har slet ikke
samme betydning for en hindu som de to andre guder.
Visnu og hans avatarer
Visnu kendes helt tilbage fra den ældste vediske litteratur. Her hjalp han guden Indra med at
overvinde kaos-uhyret Vritra. Modsat idag var Visnu dog i den vediske periode en af de mindre
betydningsfulde guder. Idag er Visnu især vældig populær i Nord-Indien. Gennem tiden er flere
andre guder blevet identificeret med ham. De regnes nu som Visnus avatarer, dvs. nedstigninger.
Ifølge traditionen er Visnu nemlig flere gange steget ned på jorden for at redde menneskene. En af
Visnus avatarer er Matsya, en fisk, der advarede og reddede urmennesket Manu i forbindelse med
en verdens-oversvømmelse. En anden avatar er Varaha, et vildsvin, som løftede hele verden op, da
den var ved at drukne. Også Buddha regnes som en af Visnus avatarer.
De to mest populære avatarer af Visnu er dog uden tvivl Rama og Krisna. Rama kendes fra det ene
af Indiens to store eper, Ramayana (ca. 200 f.v.t. - 200 e.v.t.). Her fortælles historien om prins
Rama og hans hengivne kone, Sita. Sita bliver kidnappet af dæmonkongen Ravana til øen Lanka.
Rama drager med sine kompagnoner dertil og udkæmper en stor krig mod dæmonkongen for at
redde hende. Han klarer tilsidst skærene og får Sita med sig hjem.
Rama står i hindu-traditionen som mandsidealet og som model for, hvordan man bør følge de
guddommeligt givne regler. Tilsvarende repræsenterer Sita hindutraditionens kvindeideal og deres
ægteskab ses som model for det ideelle ægteskab. I visse udgaver af Rama-historien må Sita efter
sin befrielse fra dæmonkongen bevise sin troskab over for Rama. Dette gør hun ved en ildprøve.
Denne ildprøve er formodentlig et af forbillederne for Indiens førnævnte - nu nærmest uddøde -
enkebrændingspraksis, sati.
15

Visnus avatar Krisna kendes bl.a. fra det andet af Indiens to store eper; Mahabharata (ca. 400 f.v.t -
200 e.v.t.). I dette værk indgår det kendteste af alle hinduistiske skrifter, nemlig teksten Bhagavad
Gita. Her fungerer Krisna som vognstyrer og ikke mindst som rådgiver for helten Arjuna. Krisna
belærer bl.a. Arjuna om nødvendigheden af at følge sine kaste-pligter. Krisna afslører desuden for
Arjuna, at han er Visnu, Guden (se Krisna som Arjunas vognstyrer).
Krisna dyrkes dog især for sine bedrifter som barn og ung, hvor han levede hos et kohyrdefolk.
Krisna var en skælm, og der fortælles mange gode historier om ham. Hans kærlighed til kohyrdepigerne
(kaldet gopierne) og deres fælles dans (raslila) opfattes som metafor og model for det rette
kærlighedsforhold mellem det gudshengivne menneske og gud (se billede af raslila).
Siva
Siva har ingen avatarer. I den vediske litteratur er han kendt som guden Rudra, der er flertydig og
farlig. Han sender sygdom til menneskene, men han er også den, som helbreder. (En konstellation,
der i øvrigt også kendes fra den græske Apollon, der på én gang er sygdomsbringer og lægegud).
Siva har overtaget denne dobbelte og paradoksale karakter. Han er på en gang en vild asket og den
ideelle familiefar. Siva har uudtømmelig kraft og energi, hvormed han både skaber, opretholder og
ødelægger universet. Siva er altså i besiddelse af alle de egenskaber, som vi tidligere så delt ud på
henholdsvis Brahma (skaberen), Visnu (opretholderen) og Siva (ødelæggeren). Også Visnu og
andre guder kan - når de opfattes som den Ene Gud - ses som besiddere af alle egenskaberne alene.
Sivas symbol er et lingam, dvs. et fallos-symbol (se eksempel på lingam. Det repræsenterer hans
mandlige skabende kraft. Lingamet står i en slags flad skål, der symboliserer de kvindelige
kønsorganer (yoni). Yonien repræsenterer Sivas kvindelige, skabende kraft. Siva er altså igen
dobbelttydig. Han har både det maskuline og feminine i sig og besidder derved den ultimative,
skabende kraft. I et ritual knyttet til Siva hældes bl.a. en blanding af mælk og vand ud over
lingamet. Herfra løber det ned i yonien. Et klarere udtryk for frugtbarhed og skabelse gives vist
ikke.
Siva er idag meget populær i Syd-Indien. Her afbildes han også ofte som Nataraja, hvilket betyder
"Dansens Herre" (se eksempel på Nataraja). Fokus er her på Siva som opretholderen. Det er nemlig
Sivas dans og trommespil, der holder verden i gang. Når han stopper, går verden under. Som
verdensødelæggeren associeres Siva med f.eks. kremationspladser og død.
Gudinden - Sakti
Den kvindelige side af det guddommelige benævnes Gudinden eller Sakti, hvilket betyder "kraft".
Til hver af de mandlige guder hører et sådant kvindeligt modstykke. Hun regnes oftest som hans
kone. Visnus kone er således Laksmi, frugtbarhedens og lykkens gudinde. Sivas kone er Parvati.
Sammen har de gudesønnerne Ganesh (guden med elefanthovedet) og Skanda. Som vi så i
forbindelse med Sivas lingam, er det kun med hjælp fra gudindens feminine kraft, at den mandlige
gud kan virke og udfolde sig. Det er derfor, at gudinden er så vigtig.
Sakti har således mange skikkelser og navne. Hun dyrkes dog også selvstændigt uden tilknytning til
de mandlige guder. Som sådan kaldes hun bl.a. ofte Durga. I mytologien befrier Durga verden fra
bøffeldæmonen Mahisas angreb og sikrer derved verdens orden. Gudinde-dyrkelsen er især udbredt
i Nordøst-Indien og Nepal. Hvis Durga tilbedes på ret vis, giver hun velstand og et godt liv til sine
hengivne.
16