Polarfronten 2008 - Polarfronten som e-magasin

UDGIVET AF DANSK POLARCENTER | NR. 2/2008 | 

Polar fronten 

tema: dna-jagt i Grønlands fortid | 04 

forhøjet vandstand | 1 

Øverst i fødekæden | 16 

fra ukendt mineral til nielsenit | 18

|InDHolD| 

| Polarfronten | NR.2/2008 

teMa 

DNA-jagt i Grønlands fortid | 04 

Skeletterne ud af skabet | 06 

Genetisk puslespil | 08 

Den sibiriske forbindelse | 09 

Folk på vandring | 10 

Forhøjet vandstand | 1 

Klimaets veje | 14 

Med Achton Friis i fokus | 15 

Øverst i fødekæden | 16 

Fra ukendt mineral til nielsenit | 18 

Følsom narhval | 0 

Isbjørn på vulkaner | 4 

Dansk Polarcenter er et center i 

Forsknings- og Innovationsstyrelsen 

og har til opgave at fremme og formidle 

dansk polarforskning. 

Polarfronten udgives af: 

Dansk Polarcenter 

Strandgade 102 

1401 København K 

Tlf.: 32 88 01 00 

Fax: 32 88 01 01 

polarfronten@fi.dk 

www.dpc.dk 

Udkommer fire gange årligt 

Oplag: 3500 

Deadline for bidrag til næste 

nr. 15. august 2008. 

Abonnement kan tegnes 

vederlagsfrit gennem 

Dansk Polarcenter. 

Redaktionen: 

Peter Sloth, 

ansv. redaktør 

Jane Benarroch, DJ 

Poul-Erik Philbert, redaktør, DJ 

Irene Seiten, DJ 

Uffe Wilken, DJ 

Henning Thing 

Magasindesign: 

Spagat design|studio 

Forsidefoto: Rune Dietz, 

Blodprøvetagning fra isbjørn. 

Produktion og tryk: 

Datagraf Auning AS 

Artikler i Polarfronten giver 

ikke nødvendigvis udtryk for 

Dansk Polarcenters holdning. 

ISSN: 0907-2322 

Eftertryk er tilladt i uddrag 

med kildeangivelse

I Danmark-ekspeditionens 

kølvand 

Den 24. juni er det 102 år siden det gode skib Danmark med 

mandskab og forskere forlod København for at tage hul på 

Danmark-Ekspeditionen til Nordøstgrønland. To år senere 

vendte ekspeditionen tilbage med et værdifuldt bidrag til kort- 

lægningen af Nordgrønland. Dog uden ekspeditionslederen 

Mylius-Erichsen og to andre medlemmer, som omkom i øde- 

marken. 

Om alt går vel, vil den tremastede skonnert Activ omkring 

denne dato lægge fra kaj og indlede en mindeekspedition i 

Danmark-Ekspeditionens kølvand. I spidsen for ekspeditionen 

står kaptajn Jonas Bergsøe, som med sit mandskab og en grup- 

pe forskere i løbet af de næste tre måneder vil forsøge at nå så 

langt nordpå som til Danmarkshavn. 

Undervejs vil en gruppe forskere fra De nationale geologi- 

ske undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) indsamle 

sandstensprøver og havbundskerner i de nordøstgrønlandske 

kystområder og foretage akustiske undersøgelser af havbun- 

den i de store fjordsystemer. Ekspeditionen har også deltagere 

fra det tyske Alfred Wegener Institut og et samarbejde med 

Nationalmuseet i København og Grønlands Naturinstitut. 

Activ er det sidste sejlførende ishavsskib, og det er på alle 

måder sammenligneligt med Danmark. Activ blev bygget på 

Ring-Andersen Skibsværft i Svendborg i 1951 og har bl.a. sejlet 

på Grønland for Kongelig Grønlandske Handel fra 1958 til 1964. 

Siden 1976 har det smukt restaurerede skib tilhørt den tyske 

arkitekt Volkwin Marg, som har stillet det til rådighed og fi- 

nansieret en del af ekspeditionen. 

Jonas Bergsøe arbejder for øjeblikket på at få de sidste finan- 

sielle brikker til at falde på plads, men forventer en planmæs- 

sig afgang. 

Foto: Danmark-Ekspeditionen 1908-2008 

Skonnerten activ sejler denne sommer i Danmark-ekspeditionens kølvand 

med en gruppe forskere ombord. activ er det sidste sejlførende ishavsskib. 

Ærkeenglen fra Vanløse 

Fjeldkvanen er absolut et nærmere bekendtskab værd. I 

Sydvestgrønland er det svært ikke at støde på den meterhøje, 

bjørneklolignende staude om sommeren på fugtige 

steder. Kvanen har mange anvendelsesmuligheder, og 

man regner med, at den for 1000 år siden blev indført af 

nordboerne som kulturplante til Sydvestgrønland. Den har 

nu sin nordgrænse ved Diskobugten. 

Hver kvan lever i blot to år: Den er bare stængel og blade 

den første sommer og blomstrer kun i sin anden sommer. 

Derefter dør planten, men de mange frø spirer næste forår 

til nye kvaner. Gennem tiderne har den været kendt og 

benyttet som lægeplante. På latin hedder den Angelica 

archangelica, der direkte oversat betyder Engel ærke- 

engel. Navnet stammer fra middelaldermyten om en 

engel, der fortalte en munk, at man kunne undgå at blive 

smittet med pest, hvis man havde et stykke kvanrod 

i munden. I Mellemeuropa springer kvanen ud omkring 

8. maj, hvor man i gammel tid festligholdt ærkeenglen 

Michael, der også var skytsengel for apotekerne. Derfra fik 

kvanen den sidste del af navnet. 

På grønlandsk hedder kvan ’kuanneq’, som er et af de få 

fremmedord, der stammer direkte fra nordboernes sprog. 

Et andet eksempel er det grønlandske ’sava’, der kommer 

fra nordboernes ’sau’ (får). 

Stort set alt på kvanen kan bruges af mennesker til 

nydelse og mod en mangfoldighed af dårligdomme. Den er 

et veritabelt fjeldapotek. Her er en tjekliste med nogle af 

dens muligheder: 

Blomsterfrø: Som smagsgiver i vermouth, chartreuse 

og gin. 

Blade: Tilsat akvavit fås en velsmagende bjesk; gode i 

frugtsalat, til fisk og hytteost; neutraliserer syren i 

rabarberretter. 

Stængel: Som grøntsag; som kandiseret slik; 

modvirker skørbug. 

Rod: Særlig rig på stoffet β-terebangelen, der giver hele 

planten den karakteristiske moskusagtige duft, og som 

også indgår i Benediktinerlikør. Udtræk god mod tyfus, 

hoste bronkitis, forkølelse, oppustet mave, kolik og andre 

ubehagelige tilstande. 

Diabetikere bør ikke spise planten. Kvansaften indeholder 

også et stof (furokumarin), der øger hudens lysfølsomhed, 

og som kan give udslæt. 

Lige et sidste råd til den trætte fjeldgænger: Pluk en 

dusk kvanblade og læg den i dit badevand. Det giver 

friskhed til dine ømme muskler. 

.. Og hvad var der så med Vanløse? Navnet på den 

københavnske bydel er en afledning af den gamle betegnelse 

”en lysning med kvan”, så ærkeenglens potente 

plante har på sin vis en direkte forbindelse fra Middelalderens 

Sjælland via Sagaøen til nordboernes Grønland 

– og Polarfrontens læsere. 

Henning thing 

Polarfronten | NR.2/2008 | 

gletsjerspalten

TEMA I dna-jagt 

4 | Polarfronten | NR.2/2008 

Dna-jagt 

i Grønlands

fortid 

Foto: Morten Meldgaard 

Foto: © Grønlands Nationalmuseum 

Det er 4500 år siden, de 

første mennesker satte 

foden på grønlandsk jord. 

Siden er indvandringerne, 

som vi primært har viden 

om fra det seneste århundredes 

mange arkæologiske 

udgravninger langs de 

grønlandske kyster, skyllet 

frem og tilbage. I disse år 

får arkæologien imidlertid 

hjælp fra uventet faglig 

hånd, idet en stribe nye 

naturvidenskabelige metoder 

ser dagens lys. Blandt 

andet har udviklingen af 

dna-teknologien fået arkæologer 

og genetikere til at gå 

sammen i laboratoriet, og de 

første resultater ser allerede 

nu dagens lys. Polarfronten 

har talt med bagmændene. 

Polarfronten | NR.2/2008 | 5


Skeletterne 

ud af skabet 

Dna-analyser af skeletter fra Grønland forventes at 

give mere sikker viden om bl.a. indvandringsbølgerne 

til området. forskerne venter dog ikke, at der dukker 

viden op, som vil kræve en omskrivning af historien. 

Igennem det seneste århundrede er tusindvis af skeletrester 

blevet indsamlet i Grønland. De kommende måneder 

vil et større udsnit af den omfattende samling blive hevet 

ud af kompaktreolerne på Antropologisk Laboratorium i 

København og gransket på ny. Desuden vil andre fund som 

mumier og andet organisk materiale som negle og tænder 

blive støvet af i videnskabens navn. Det sikrer en to millioner 

kroner stor donation fra Lundbeckfonden til ny forskning 

i Grønlands genealogiske forhistorie. 

På jagt efter generne 

Det er tre forskere ved Københavns Universitet - professor 

Eske Willerslev fra Biologisk Institut, lektor Niels Lynnerup 

fra Retsmedicinsk Instituts Antropologisk Laboratorium, 

samt lektor Jørgen Dissing ligeledes fra Retsmedicinsk 

Institut – der vil stå for arbejdet med at dna-analysere det 

omfattende materiale. Formålet er at tilvejebringe mere detaljeret 

viden om indvandringsbølgerne i Grønland, foruden 

at kaste mere lys over arvelige sygdommes evne til at bide 

sig fast i befolkningen. 

- Det er generne og deres udvikling, vi gerne vil kortlægge. 

Derfor vil vi først og fremmest typebestemme dna i organisk 

materiale fundet langs hele den grønlandske kyststrækning 

med henblik på at sammenstykke et mere grundigt billede af 

slægtsforholdet mellem de skiftende befolkningsgrupper, der 

har beboet Grønland til forskellige tider. Vi vil gerne kende 

den genetiske forskel mellem dem. Og have svar på, hvor stor 

den var, fortæller Niels Lynnerup og beskriver materialet: 

- Vi har knoglerester fra de tidlige kulturer, for eksempel 

Saqqaq, samt ikke mindst Thule-kulturen, som de moderne 

grønlændere stammer fra. Og så har vi naturligvis en del 

skeletmateriale fra nordboerne i den tidlige middelalder. 

Desuden har vi en del tandmateriale samt flere mumier, 

blandt andet fra Qilakitsoq i 1400-tallet. De er gode at lave 

dna-analyser på, fordi de er behårede. 


Historisk nyfigenhed 

Forskerne kalder selv deres perspektiv mikro-evolutionært. 

- Det store spørgsmål er: opstår kultur ved, at folk flytter 

sig, eller ved at de kopierer hinanden? Det får vi ikke altid 

svar på ved at finde arkæologiske genstande, som folk har 

brugt. Hvad angår Grønland, peger alting på, at Thule-kulturen 

er opstået i Alaska, og at befolkningen inden for ganske 

få hundrede år er indvandret til Grønland. I dag mener vi, at 

Thule-folket har været ret mobilt. Det fortæller, at vi som art 

er ukuelige, når det gælder om at gå efter de mest gunstige 

betingelser og sikre overlevelsen, siger Niels Lynnerup. 

Det er først inden for de senere år, at det er blevet muligt 

at bestemme de grønlandske kulturer genetisk. Det er dog 

tvivlsomt, om genetikken vil gøre andet end at bekræfte det 

billede, vi allerede har af de skiftende, hedengangne befolkningsgrupper 

Independence I og II, Saqqaq, Dorset I og II, 

Thule-folket og nordboerne. 

- Når vi går i gang med undersøgelserne, vil vi måske i enkelte 

tilfælde finde nordbo-dna i knogler fra Thule-eskimoer 

og inuit-dna i nordboknogler. Vi har jo undersøgt moderne 

grønlænderes gener, og der fandt vi spor af europæiske gener, 

som sandsynligvis stammer fra de europæere, der kom 

til Grønland fra 1700-tallet og frem. Men Grønlands indvandringshistorie 

vil ikke blive skrevet om. Vi kan måske godt vise, 

at nordboer og inuitter byttede gener, når vi nu tester det. 

Det ville være mærkelig andet, når man kender menneskelig 

adfærd. Og det vil så give en overskrift. Men det er jo mindre 

interessant, når der ikke er tegn på, at der har været nogen 

videre kulturel sameksistens og opblanding. Nordboerne har 

jo ikke lært sig at lave en kajak, og inuitterne har ikke lært 

sig at bruge nordboernes væve. 

Det sårbare dna 

Frem for kerne-dna, der rummer menneskets kromosomer, 

er det såkaldt mitokondrie-dna (mtDNA), forskerne bruger til 

at afdække de genetiske mønstre. Det findes i forskellige typer, 

der fordeler sig geografisk ud over jordkloden. Man kan 

sammenligne det med blodtype: ethvert menneske har kun 

én type mtDNA. 

- Det, vi interesserer os for, når vi vil vide noget om befolkningernes 

genetiske sammensætning, er udbredelsen af for-

Foto: © Grønlands Nationalmuseum 

skellige former for mtDNA i det organiske materiale. Vi sam- 

menholder så resultaterne med findestedet for knoglerne og 

forsøger på den baggrund at sammenstykke et mere detalje- 

ret demografisk billede, siger Niels Lynnerup. 

Der findes i alt cirka 40 mtDNA-typer i verden, hvoraf om- 

kring fem er almindelige i Norden. Til forskernes held er 

grønlandsk mtDNA meget forskelligt fra europæisk. 

- MtDNA afslører imidlertid kun mødrenes slægtskab, fordi 

det nedarves fra mor til barn. Det betyder, at et barn af en 

nordbo-mand og en inuit-kvinde altid vil have inuit-mtDNA. 

Det kan altså ikke bruges til at spore den fulde afstamning, 

fortsætter Niels Lynnerup. 

nedbrudt er godt 

Selve det at opspore og isolere ældgammelt arvemateriale fra 

fortiden er forbundet med visse vanskeligheder. 

- En celle indeholder meget større mængder mtDNA end 

kerne-dna. Når det er svært at arbejde med i forhistorisk 

form, skyldes det, at nyt dna så let som ingenting kan blande 

sig ind i analysen. Du skal bare hoste en anelse hen over et 

stykke knogle, og det forhistoriske dna vil være forurenet af 

dit eget. Med knogler og tænder prøver vi at tage forholds- 

regler imod det. Dna trænger nemlig ikke ind, så hvis vi bare 

renser overfladen, inden vi borer ind og trækker materiale 

ud af eksempelvis en tand, nedsætter vi risikoen for forure- 

ning, lyder det videre fra Niels Lynnerup. 

For at sikre sig mod at blive narret af omstændighederne 

har forskerne installeret nogle alarmklokker i undersøgel- 

sesprocedurerne: 

- Gammelt dna vil aldrig være intakt, så vi kasserer dna, 

som ikke ser nedbrudt ud. Desuden lader vi alle vores analy- 

ser gennemgå i et andet laboratorium for at sikre, at der ikke 

er forureningskilder i vores redskaber, som vi ikke opdager. 

ringen sluttes 

I dag støtter genetikken teorien om, at vore forfædre udvan- 

drede fra Afrika 50-100.000 år siden. De spredte sig i flere 

grupper - nogle søgte til Europa, andre mod Asien. Og for ny- 

lig mødtes de så igen i Grønland. 

- Det er næsten helt poetisk, at ringen slutter i Grønland. 

Som art – moderne homo sapiens - opstod vi i Afrika for 

200.000 år siden. For 50-100.000 år siden bevægede vi os ud 

af Afrika til Mellemøsten, hvorfra vi spredte os til henholds- 

vis Europa og Asien. De to befolkningsgrupper mødtes først 

igen, da de grønlandske inuitter og nordboerne stødte på 

hinanden i Middelalderens Sydgrønland. Det er da utroligt, at 

vi opstår i Afrika og sluttelig mødes i Grønland, slutter Niels 

Lynnerup. 

En af de meget velbevarede 

mumier fra Qilaqitsoq er 

på operationsbordet, mens 

der bliver udtaget hårprøver 

til bl.a. dna-undersøgelser 

og måling af tungmetaller. 

Prøverne vil indgå i de 

undersøgelser af indvandringsbølgerne 

i Grønland, 

som forskerne for øjeblikket 

er i gang med. Mumierne blev 

fundet i 1972 og stammer 

fra 1470’erne. 

Jane Benarroch 

Kontakt: niels lynnerup, antropologisk laboratorium, nly@sund.ku.dk 

Polarfronten | NR.2/2008 |


Moderne grønlænderne nedstammer altovervejende 

fra alaska-eskimoer. og først i 1 00-tallet miksede 

inuitter og europæere gener. Genetikken kaster nyt 

lys over de grønlandske slægtskaber. 

De senere år har antropologerne fået bedre kort på hånden, 

når det gælder granskning af forhistoriske efterladenskaber. 

Nye metoder til at undersøge såkaldt mtDNA (mitokondriedna) 

i knoglerester, hår, negle og andet organisk materiale 

har kastet mere detaljeret viden om grønlændernes genealogiske 

historie af sig. Samtidig er studier af Y-kromosomer 

kommet nærmere et mere præcist tidspunkt for, hvornår 

opblandingen mellem inuit-befolkningen og tilrejsende europæere 

fandt sted 

Fordi genetiske markører kan spores tilbage til bestemte 

geografiske steder, er de et vigtigt middel til at kortlægge 

befolkningers oprindelse. Allerede i 2000 undersøgte et forskerhold 

med deltagelse af lektor Niels Lynnerup 82 inuitter 

for spor af mtDNA fra europæere. Konklusionen var, at europæisk 

mtDNA var fraværende i alle de undersøgte personer. 

Det understøtter den herskende teori om, at moderne grønlandske 

inuitter altovervejende nedstammer fra Alaska-eskimoer. 

På mødrene side 

I modsætning til almindeligt dna, der findes i menneskets 

cellekerne, ligger mtDNA i cellernes mitokondrier. Der er dog 

det særlige ved mtDNA, at det kun nedarves via moderen, 

mens faderens mtDNA ikke kan spores i de følgende generationer. 

Altså kunne det med den første undersøgelse ikke 

udelukkes, at nogle af de undersøgte personer var af europæisk 

afstamning på fædrene side. 

Da man samtidig ved, at der ofte er en kønsmæssig skævhed 

i forbindelse med genetisk opblanding af to folkeslag – 

fremmede mænd har oftere fået børn med indfødte kvinder, 

end indfødte mænd har fået børn med fremmede kvinder - 

satte det samme forskerhold sig i 2003 for at undersøge 


Genetisk 

puslespil 

variationen af det mandlige Y-kromosom i 69 af de 82 inuitter 

fra undersøgelsen fra 2000. Herved ville man kunne se, 

hvorvidt der var spor efter europæiske aner på fædrene side. 

Og nok så interessant: det ville være muligt at se, om opblandingen 

var sket med nordboerne i Middelalderen, eller om 

den først skete i 1700-tallet med de europæiske kolonialisters 

ankomst til Grønland. 

Y-kromosomet sladrer 

Undersøgelsen viste snart, at der var europæiske genspor 

i materialet. Og at det hovedsageligt stammede fra 

Skandinavien. Derimod var det sværere at fastslå, om generne 

er islandske - og dermed stammer fra nordboerne - eller 

om de er dansk-norske - og dermed stammer fra kolonitiden. 

Alt taler dog for det sidste. At det netop er europæiske Y-kromosomer, 

der er fundet, stemmer nemlig med, at de fleste 

dansk-norske immigranter i 1700-tallet var mænd. 

Havde man fundet europæisk mtDNA blandt de 82 undersøgte 

grønlændere, kunne man i lige så høj grad have peget 

på, at opblandingen var sket i nordbotiden, da der var en 

nogenlunde lige fordeling af mænd og kvinder i det norrøne 

samfund. Også dét faktum, at undersøgelsesmaterialet er 

indsamlet i hele Grønland frem for blot i Sydgrønland, understøtter 

gen-flowets udspring i kolonitiden. 

Mumier fra flere familier 

Metoderne bruges også til at fastslå slægtskab mellem tilsyneladende 

nære familiemedlemmer. Således er de otte, 

velbevarede mumier fra 1400-tallets Qilakitsoq, der blev opdaget 

i en klippegrav i 1972, blevet underkastet nye genetiske 

undersøgelser. Ved at analysere mtDNA i hår og negle lykkedes 

det i 2007 Niels Lynnerup m.fl. at påvise, at mumierne 

repræsenterer mindst tre og ikke, som man tidligere mente, 

to mødrene linjer. 

Imidlertid kan studierne af mtDNA ikke give et fuldstændigt 

billede af slægtskabet, melder forskerne. Men det kan 

forhåbentlig nye teknikker i fremtiden. 

Jane Benarroch

Der blev udtaget flere hårprøver fra de 4000 år 

gamle jordlag i Qeqertasussuk. Mange stammede 

fra fangstdyr som sæl og rensdyr, men tre af dem 

viste sig at være fra mennesker. 

Hvor stammede de eskimoer, der først befolkede Grønland, 

fra? Alaska? Canada? Eller Sibirien? Sammen med blandt an- 

dre danske arkæologer fra nationalmuseerne i Grønland og 

Danmark fremsatte de danske dna-detektiver Tom Gilbert 

og Eske Willerslev fra Biologisk Institut på Københavns 

Universitet for nylig et mere detaljeret bud på et svar i tids- 

skriftet Science. 

link til Sibirien 

For nok er Grønlands første befolkning indvandret fra det 

nordamerikanske kontinent. Men de har genetiske rødder 

tilbage i det nordøstlige Sibirien, viser nye dna-analyser. 

Kilden til den nye afsløring er en tot hår, der blev fundet af 

arkæologer fra museet i Qasigiannguit under en arkæologisk 

udgravning på øen Qeqertasussuk i Disko Bugt i 1980erne. 

Hårtotten, der har ligget godt beskyttet af permafrosten i 

den grønlandske jordbund igennem 4000 år, stammer nemlig 

efter al sandsynlighed fra et menneske fra den første befolk- 

ning i Grønland, Saqqaq. 

- Dna-analyserne viser, at de nærmeste efterkommere af 

de første palæo-eskimoer nu lever i Sereniki Yuit i det østlige 

Sibirien og på Aleuterne. Men dermed ikke sagt, at de første 

grønlændere kom fra Aleuterne, som det er blevet fremstillet 

i pressen, siger Bjarne Grønnow fra Nationalmuseets Center 

for Grønlandsforskning, SILA, der ledte dna-detektiverne på 

sporet af hårtotten. 

Intet afgjort 

Det er det såkaldte mitochondrie-dna (mtDNA), der nedarves 

på mødrene side, som forskerne har kortlagt. Ved hjælp af en 

international dna-database er det herefter lykkedes at spore 

de befolkningsgrupper, der i dag har et tilsvarende genetisk 

aftryk. 

Foto: Bjarne Grønnow 

Den sibiriske forbindelse 

nye genetiske undersøgelser linker de første grønlændere til nutidens nordøstlige Sibirien. 

- Godt nok har vi kun undersøgt mtDNA’et, men det er før- 

ste gang i verdenshistorien, at det er lykkedes at aflæse hele 

mitochondrie-genkoden fra et dødt menneskes arvemasse. 

Men som det gælder alle videnskabelige resultater kan heller 

ikke disse siges at sætte to endegyldige streger under, hvor 

den første grønlænder kom fra. Nye og endnu ældre dna- 

fund vil i fremtiden kunne rokke ved vores billede af forti- 

den, og allerede i morgen kan resultater pege mod en anden 

konklusion, siger Eske Willerslev. 

Aleuterne udgøres af cirka 300 øer over en strækning på 

1900 kilometer beliggende fra Alaska i USA til Kamtjatka- 

halvøen i Rusland. Folkene herfra må altså være vandret 

over isen til Alaska, Canada og videre herfra til Grønland. 

Men ikke bare viser de nye resultater, at mennesker har 

flyttet sig over enorme afstande i Arktis. Forskerholdet har 

også fastslået, at der ingen overensstemmelse er mellem 

dna-materialet i den 4000 år gamle hårtot og dna-materiale 

fra Thule-folket, der menes at være de nuværende grønlæn- 

deres forfædre. Med andre ord har de palæo-eskimoiske folk 

Independence, Saqqaq og Dorset en anden genetisk oprin- 

delse end de senere inuitter. 

Brune øjne? 

I nærmeste fremtid vil forskerholdet søge at rejse penge til 

at genskabe det såkaldte kerne-genom ud fra hårtoppen. 

- Det er i dag teknisk muligt og vil blandt andet kunne 

afsløre øjenfarve og fortælle, hvorfra faderlinjen blandt de 

tidligste indvandrere kom. Den kan nemlig meget vel være 

kommet et helt andet sted fra end moderlinjen, pointerer 

Eske Willerslev. 

Kontakt: eske Willerslev, Københavns Universitet, 

ewillerslev@bio.ku.dk og Bjarne Grønnow, nationalmuseet, 

bjarne.gronnow@natmus.dk 




Indvandringerne er skyllet frem og tilbage i 

Grønland de seneste 4500 år. Kulturerne har 

hver især haft deres særpræg, men fælles for 

dem alle har været, at overlevelsen oftest har 

været en kamp med marginalerne. 

Det er 4500 år siden, at de første mennesker satte foden på 

grønlandsk jord. På det tidspunkt var den sidste istid for 

længst overstået, og det golde, men nu tilgængelige land lok- 

kede nomadefolk til fra det amerikanske – ja måske endog 

det asiatiske - kontinent. Takket være arkæologiske efterla- 

denskaber i både Grønland, Canada, Alaska og Østsibirien 

har eftertiden fået et indblik i deres indvandring. En indvan- 

dring, som gerne skitseres som følger: 

Omtrent samtidig befolkes to separate områder: Peary 

Land i det allernordligste Grønland og Vest- og Østgrønland 

fra Melvillebugten til Kap Farvel og videre op langs øst- 

kysten til nord for Tasiilaq. Det folk, der vandrer ind i 

Nordgrønland fra Canada, døbes Independence I af den 

danske arkæolog Eigil Knuth, som fra 1948 og frem til 

1970’erne foretager omfattende udgravninger i områ- 

det ved Independence-fjorden. Folket, der bosætter sig i 

Vestgrønland, får navnet Saqqaq efter redskabsfund i byg- 

den Saqqaq i den nordlige del af Disko Bugt. 

Om end spritnye genstudier netop har foreslået, at 

Saqqaq-folket kan stamme så langt væk fra som det østlige 


Sibirien (se artikel s.9), har arkæologerne traditionelt ment, 

at begge palæo-eskimoiske folk nedstammer fra de samme 

forfædre i Alaska og Canada. 

Som nomadefolk er Independence I-folket vant til at van- 

dre gennem de arktiske islandskaber, nu i hælene på de 

moskusokser, der er spadseret hen over isen fra Ellesmere 

Island til Nordgrønland. Moskusoksen har sandsynligvis 

været den helt afgørende kilde til både føde og klæder for 

Independence I-folket, der lever i området fra ca. 2500 til 

1800 f.v.t. At man jager andet end moskusokser, vidner fund 

af jagtredskaber som pile- og spydspidser lavet af flintelig- 

nende sten om. Redskaberne har været brugt til at flå føde- 

emner som hare, ræv, fugl og fisk. Også fund af sælknogler 

afslører, at havpattedyr har været yndede jagtbytter. 

Livsbetingelserne er anderledes i Vest- og Østgrønland, 

hvor Saqqaq-folket lever fra ca. 2500 til 900 f.v.t. Klimaet 

er mildere, og i mangel af moskusokser jager man i stedet 

rensdyr og sæler. Saqqaq-kulturen udvikler således andre 

redskaber og brugsting end det nordligere broderfolk, nemlig 

kajak og fedtstenslamper. 

fra telte til huse 

Independence I forsvinder imidlertid fra Nordgrønland om- 

kring 1800 f.v.t., måske som følge af en kraftig nedgang i mo- 

skusoksebestanden. Først 600 år senere indtager et nyt folk 

– Independence II – atter området og bliver her indtil 

700 f.v.t. Fund af harpunspidser har fået arkæologerne til at 

Foto: Magnus Elander

konkludere, at dette folk er mere orienteret mod havet, om 

end de også har benyttet sig af redskaber som knive, stikler 

og våbenspidser. 

Også Saqqaq-folket forsvinder i 900 f.v.t. og efterlader 

Vest- og Østgrønland ubeboet i flere århundreder. I 500 f.v.t. 

kommer så Dorset-folket, der bebor forskellige områder af 

Grønland i to perioder: fra 500 f.v.t. til 200 e.v.t. breder Dorset 

I sig ud over den samme strækning som Saqqaq-kulturen har 

beboet, mens Dorset II indtager det nordvestlige område fra 

Thule til Hall land fra 700 til 900 e.v.t. 

Dorset-folket er det første folk i Grønland, der anlægger 

korttidsbeboelser i form af langhuse. Det er således også det 

første folk, som bygger firkantede huse. Samtidig tyder alt 

på, at Dorset-kulturen baserer tilværelsen på havets fødekil- 

der som sæl, fisk og hvalrosser, foruden rener på fastlandet. 

Også redskaberne er mere avancerede end de tidligere folks. 

Harpunen er større og fiskespyddet kraftigere. Og så er det 

første gang, at man ser metaller anvendt til knivblade. 

Det er også med Dorset II, at kunsten opstår i Grønland. 

Således dyrker de billedkunsten ved at udskære figurer i træ, 

tand og ben. 

De første europæere 

Da Dorset II forsvinder i 900-tallet e.v.t., er nordboerne vel 

undervejs til Grønlands sydspids. I 982 sejler Erik den Røde 

mod vest efter at være blevet landsforvist fra Island. I tre år 

udforsker han landet, herunder især græsmarkerne i bun- 

den af de sydgrønlandske fjorde, der ikke alene er attraktive 

landbrugsjorder, men tilmed ligger fristende øde og udyr- 

kede. 

Da han i 985 vender tilbage til Island, reklamerer han for 

det nye sted mod vest, og 25 skibe læsset med nybyggere, 

proviant og byggematerialer sættes snart i søen. De 14 når 

frem til Grønland, mens resten enten forliser eller vender 

om. 

De følgende år bosætter flere tusinde nordboer sig i de to 

store bygder Østerbygden og Vesterbygden, og igennem ad- 

skillige århundreder formår de at opretholde et landbrugs- 

samfund på trods. Brød må importeres, fordi korn ikke kan 

modnes i de korte og kølige somre, og træ til huse må hentes 

i Vinland længere mod vest. Men man holder får, geder, køer 

og heste og driver fiskeri og rensdyrjagt, så ingen sulter. 

forfædrene fra thule 

Bondekulturen klarer sig dog kun frem til 1400-tallet, hvor 

de sidste nordboer forlader området, formentlig som følge af 

klimaændringer og problemer med at opretholde en tilvæ- 

relse stadig længere fra tidens alfarvej. Det er også muligt, at 

et nyt indvandrende inuit-folk har haft en finger med i spil- 

let. I 1100-tallet kommer i hvert fald Thule-folket fra Alaska, 

der først bosætter sig i Thule-området og senere - i 12-1300- 

tallet – breder sig ud over Vestgrønland, hvor de efter alt 

at dømme støder på nordboerne. Deciderede vidnesbyrd 

om konflikter mellem de nordiske indvandrere og ’skræl- 

lingerne’, som nordboerne kalder eskimoerne, findes ikke, 

men sandsynligheden taler for, at de omvandrende jægere og 

fastboende bønder meget let kan være kommet på kant om 

ressourcerne. 

Thule-folket er mere teknologisk avanceret end de for- 

gangne inuit-kulturer. Ikke alene benytter de sig af hunde- 

slæde, kajak og konebåd, hvilket gør dem langt mere mobile 

end tidligere folk. De bor også i solide vinterhuse, der gør 

dem mindre sårbare over for ændringer i livsvilkår og klima. 

Og så er deres redskaber udviklet med hvalfangst for øje. Da 

hvalerne imidlertid forsvinder fra Nordgrønland i en kold 

periode, går de i stedet over til at jage hvalros og sæl. 

Det er Thule-folket, der er de moderne grønlænderes nær- 

meste forfædre. Da de indvandrede i 1100-tallet, bosatte de 

sig hele vejen rundt langs de grønlandske kyster. Helt frem 

til 1800-tallet var der således beboelser langs hele nord- og 

nordøstkysten – beboelser der menes at være forsvundet 

meget pludseligt af årsager, som det aldrig er lykkedes at af- 

dække. 

Med 1600-tallets indtog af europæiske hvalfangere og op- 

dagelses- og handelsrejsende møder den eskimoiske befolk- 

ning atter den europæiske kultur. En kulturel opblanding 

tager nu for alvor sin begyndelse. Og i 1721 ankommer så 

missionæren Hans Egede og indleder den moderne kolonisa- 

tion af landet. 

Kilde: Naturguide til Grønland (GAD, 1999) 



forhøjet 

vandstand 

Mange forskere mener, at Jordens store iskapper vil smelte hurtigere, end det 

hidtil har været antaget, og dermed forstærke de globale havvandsstigninger. 

Men de mange forudsigelser bygger ofte på et usikkert datagrundlag, som gør 

det vanskeligt at udarbejde sikre prognoser for havvandsstigningerne. 

Det er i dag mere reglen end undtagelsen, at estimerede 

videnskabelige tidsskrifter som Nature og Science bringer 

artikler om afsmeltningen fra Jordens store iskapper og 

gletsjere. Hovedbudskabet i den voksende strøm af viden- 

skabelige artikler, rapporter og forskerindlæg er, at Jordens 

is smelter meget hurtigere end IPCC (FN’s klimapanel) forud- 

sagde i dens seneste, endnu ovnlune, rapport fra 2007. 

Bag de videnskabelige data møder vi også en voksende be- 

kymring for, hvor meget og hvor hurtigt verdenshavene vil 

stige og begynde at æde sig ind på de lavtliggende, beboede 

områder på Kloden. 

en tiltagende afsmeltning 

Forskernes bekymring er forståelig, for deres målinger og 

beregninger viser stort set, at iskapperne og gletsjerne smel- 

ter iøjnefaldende stærkt disse år. 

Blot tilbage i begyndelsen af 1990’erne var hovedindtryk- 

ket, at den grønlandske indlandsis var i balance. Den is, som 

smeltede bort ved randen og i lav højde, blev opvejet af den 

nye sne, som faldt i løbet af året. I dag peger alle beregninger 

på, at den såkaldte massebalance er gået i minus. 

En stor del af massetabet er sket gennem de store udløbs- 

gletsjere som Ilulissat Isbræ i Vestgrønland og Helheim- og 

Kangerlussuaq-gletsjerne i Østgrønland, som har sat pro- 

duktionen af is voldsomt i vejret. De tre store gletsjere har 

gennem nogle år også trukket sig tilbage, da deres fronter 


trods den øgede hastighed smeltede hurtigere, end strøm- 

men af is fra Indlandsisen kunne kompensere. 

Siden 1961 har havvandsstigningerne ligget på gennem- 

snitligt 1,8 mm om året. Men de senere års voksende afsmelt- 

ning har sat deres spor. Så tager man perioden 2000 til 2005 

har der været tale om en stigning på i snit 2,8 mm om året. 

I den seneste IPCC-rapport er det meget forsigtige bud på 

fremtiden, at verdens have vil stige med mellem 10 og 60 cm 

de næste 100 år. Den store usikkerhed falder umiddelbart i 

øjnene og begrundes i rapporten fra 2007 med, at forskerne 

ikke har styr på de processer, der ligger bag afsmeltningen. 

Men flere klimaforskere har - især på baggrund af den for- 

cerede afsmeltning i Grønland - peget på, at IPCC’s skøn er 

alt for forsigtigt, og at havvandsstigningerne i virkeligheden 

nærmere vil ligge omkring en meter eller mere. 

tre datakilder 

To danske forskere, professor Dorthe Dahl-Jensen fra 

Center for Is og Klima og docent Kurt H. Kjær fra Statens 

Naturhistoriske Museum, maner imidlertid også til en vis 

forsigtighed. 

Begge peger på, at forskernes vurderinger af Indlandsisens 

samlede årlige massetab svinger mellem 50 og 250 km 3 , og at 

det viser, hvor stor usikkerheden er. 

Spredningen skyldes, at det er svært at måle ændringerne 

i den 2,8 millioner km 3 store iskappe, og at resultaterne

slut sidste Istid 

10.000 

5 meter 

Ændringer siden sidste Istid 

Temperaturændringer - centrale Grønland 

1°C 

Globalt havniveau 

nuværende niveau 

Gletscherudbredelse - kystnære Grønland 

nuværende position 

max. 20-60 km 

periode med 

satelitbilleddækning 

fremrykning 

smeltning 

8000 6000 4000 2000 0 

År siden 

figur: rink-projektet (temperaturdata: Johnsen et al 001; 

Havniveaukurve: K. fleming m.fl .) 

stammer fra tre meget forskellige datakilder: Den ældste me- 

tode er lasermålinger fra fly, som er blevet gennemført med 

års mellemrum siden begyndelsen af 1990’erne. Det er klart, 

at der kan være fejlkilder, når man fra fly skal registrere æn- 

dringer på ganske få centimeter. Og langs kysterne er det af- 

gørende, hvor flyvningerne har været gennemført, for der er 

store regionale forskelle. 

Siden 2000 har man data fra satellitmålinger, som er veleg- 

nede til store områder og derfor fanger ændringer på midten 

af Indlandsisen ret præcist. Derimod er satellitternes evne 

til at registrere forskydningerne i randområderne betydelig 

mindre. 

Foto: Magnus Elander 

Det tredje datasæt stammer fra tyngdemålinger fra to satel- 

litter, der ud fra ændringerne i tyngdekraften gør det muligt 

at beregne, hvor stor Indlandsisens samlede ismængde er. 

- Der er fuld enighed om, at Indlandsisen har mistet is de 

seneste år. Men når man tager højde for spredningen og den 

kortvarige dataserie, så er det tydeligt, at man må tage be- 

regningerne af Indlandsisens masse med et gran salt, siger 

Dorthe-Dahl Jensen. Et enkelt usædvanligt år kan ødelægge 

tendensen, når der regnes med så kort en årrække. 

Store variationer 

Den grønlandske indlandsis er den største iskappe på den 

nordlige halvkugle, og Kurt Kjær har beregnet, at da den 

havde sin største udbredelse under sidste istid, rummede 

den næsten dobbelt så meget is som i dag. Siden 

er omkring 42 % smeltet bort, og glider al den 

tilbageværende is i havet, vil det få havet til at 

stige yderligere syv meter. 

- Det interessante er imidlertid, at den hur- 

tige afsmeltning efter istiden foregik, mens isen 

stadig stod på kontinentalsoklen, fortæller Kurt 

Kjær. Efterhånden som isen har trukket sig ind 

på land, er afsmeltningen aftaget, og det peger 

på, at havtemperaturer og havstrømme spiller 

en vigtig rolle for smeltningen i randområderne. 

Der er ikke mange undersøgelser af denne 

sammenhæng, men amerikanske forskere, 

som har målt temperaturerne omkring de store 

grønlandske gletsjere, mener, at det er de sti- 

gende temperaturer i havet, som i disse år har 

fået de grønlandske gletsjere til at øge afsmelt- 

ningen. 

Undersøgelser viser imidlertid også, at det 

langtfra er første gang, gletsjerne trækker 

sig tilbage. Kurt Kjær fortæller, at gletsjerne i 

Grønland under det såkaldte klimatiske opti- 

mum for 4-6.000 år siden stod op til 60 kilometer 

længere inde end i dag. Og forskere fra Ohio State har fundet 

ud af, at Kangerlussuaq-gletsjeren i begyndelsen af 1930’er- 

ne, hvor der var to grader varmere end i dag, i løbet af få år 

trak sig mere end 10 kilometer tilbage. 

Usikre prognoser 

Vurderingerne er, at det vil tage mange hundrede år for Ind- 

landsisen at smelte under de nuværende klimabetingelser, 

hvor et årligt massetab på 150 km 3 kun udgør 0,06 promille af 

den samlede ismængde. 

- Prognoserne for de fremtidige havvandsstigninger er 

usikre, for vi forstår endnu ikke de bagvedliggende processer, 

siger Dorthe-Dahl Jensen. 

figuren viser ændringer af temperaturer på Indlandsisen, 

gletsjernes udbredelse langs Grønlands kyster og det globale 

havniveau. Det er værd at bemærke, at de grønlandske gletsjere 

under den varme periode fra 4-6000 år siden stod 0-60 kilo- 

meter længere tilbage end i dag. 

En af usikkerhederne er, om baglandet kan blive ved med 

at forsyne gletsjeren med den mængde is, som er kommet ud 

de senere år. En anden, hvad der vil ske, når gletsjerranden 

trækker sig tilbage og ikke længere bliver påvirket af stigende 

havtemperaturer. Endelig er det usikkert, hvilken rolle de 

store smeltevandssøer under isen spiller for afsmeltningen. 

Det er derfor vanskeligt at forudsige, om den nuværende 

acceleration vil fortsætte, bremse op eller helt stoppe. Og det 

gør det svært at udarbejde sikre prognoser for, hvad der vil 

ske med havvandsstigningerne i fremtiden. 

Poul-erik Philbert 

Kontakt: Dorthe Dahl-Jensen, Center for Is og klima, ddj@gfy.ku.dk, 

og Kurt H. Kjær, Statens naturhistoriske Museum, kurtk@snm.ku.dk 



Det var et pilekogger lavet af 

birkebark, som udløste arkæo- 

logiske undersøgelser af 

Schnidejoch-passet. reultatet 

var fl ere hundrede genstande, 

som tegnede et klart billede af, 

hvordan klimaændringerne har 

lukket og åbnet passet fl ere 

gange de seneste 5000 år. 

Klimaets veje 

alpernes gletsjere smelter og afdækker klimahistorien. Blotlagte 

genstande i schweiziske Schnidejoch viser, at passet fire gange 

siden Istiden har været åbent og har fungeret som en passage 

mellem det nordlige Italien og Schweiz. 

På en vandring i de schweiziske alper 

i 2003 stødte Ursula Leuenberger og 

hendes mand i 2700 meters højde ved 

Schnidejoch-passet på et pilekogger 

lavet af birkebark. Det var tydeligvis 

smeltet fri i løbet af den usædvan- 

ligt varme sommer. I dag er det fru 

Leuenberger og ikke hendes mand, som 

bliver nævnt, og forklaringen er, at det 

var den fremsynede og beslutsomme 

frue, som mod sin mands anbefaling 

insisterede på at tage pilekoggeret med 

og afl evere det til arkæologerne ved 

Bern kantonens arkæologiske center. 

et klimahistorisk overblik 

En kulstof 14-datering viste, at det 

fundne pilekogger var omkring 4700 år 

gammelt. Og det var ikke det eneste, 

der dukkede frem af isen, da arkæo- 

logerne fra Bern tog fat. I løbet af de 

næste par år – efter at fundet havde 

været holdt skjult af frygt for arkæo- 

logiinteresserede skattejægere – har 

de fi nkæmmet området for over yder- 

ligere 300 genstande. Det fremgår af 

en videnskabelig artikel i Journal of 

Quaternary Science. 

Der blev ikke fundet rester af men- 

nesker, der kunne fortælle de dramati- 

ske historier om liv og død, som fundet 

af den mumificerede Ötzi, Ismanden, 

gav anledning til. Det omkring 5000 år 

gamle lig dukkede frem af den smelten- 

de is ikke langt fra Schnidejoch i 1991 

og bar bl.a. et pilekogger, som mindede 

om det, fru Leuenberger fandt. 

Hvad de mange genstande mangler i 

umiddelbart indblik i et enkelt menne- 

skes historie, har de mere overordnet, 

når de bliver ordnet kronologisk. De 

samler nemlig brikkerne til et klimahi- 

storisk overblik over, hvordan de skif- 

tende varme- og kuldeperioder har åb- 

net og lukket for menneskets vandrin- 

ger gennem passet de seneste 5000 år. 

Det varmeste i 5000 år 

Blandt genstandene er der jægerudstyr, 

skind- og læderstykker, beklædnings- 

dele og redskaber, og dateringen place- 

rer dem i fi re klart afgrænsede perio- 

der: yngre stenalder (4900 til 4450 f.v.t.), 

tidlig bronzealder (4100-3650 f.v.t.), ro- 

mersk tid (1.- 3. århundrede) og middel- 

alderen (8.-9. årh. og 14-15. årh.). 

De yngste genstande var dele af en 

sko, som stammer fra det 14. – 15. år- 

hundrede. På den tid var klimaet ved 

at bevæge sig fra den middelalderlige 

varmeperiode og ind i Den lille Istid, 

som varede frem til slutningen af 1800- 

tallet. Først i begyndelsen af det 21. år- 

hundrede - omkring 150 år senere - har 

gletsjeren trukket sig så meget tilbage, 

at genstandene fra middelalderen er 

dukket op igen. 

De ældste genstande, læder- og be- 

klædningsdele fra den yngre stenalder, 

giver også et interessant indblik i kli- 

mahistorien. De kan ifølge arkæologer- 

ne kun være bevaret, fordi de har været 

beskyttet af sne og is gennem de ca. 

5000 år, der er gået, siden de er blevet 

tabt på Schnidejoch. Havde de ligget 

fremme i sollys i blot få uger, ville de 

have været helt forvitrede. Det viser, at 

temperaturerne for første gang er ved 

at nå niveauet for 5000 år siden, hvor 

lokale undersøgelser har vist, at der var 

to grader varmere end i dag. 

Fundene har også løst mysteriet om 

et romersk natteherberg på skrånin- 

gerne over byen Thun. Arkæologerne 

har indtil nu undret sig over, hvorfor 

herberget lå lige der, men ved nu, at det 

har ligget på vejen over Schnidejoch og 

er blevet brugt at rejsende, som har be- 

nyttet passet. 


Ötzi, Schnidi and the reindeer Hunters, 

symposium 1. – . august 008, se 

www.oeschger.unibe.ch/schnidejoch

Fra arkivet: 

Med achton friis i fokus 

achton friis er kendt for sine 

malerier og sit forfatterskab. 

Men hans fotos fra Danmark- 

ekspeditionen er lige i øjet. 

28 mand deltog i Danmark-Ekspedi- 

tionen og tilbragte to år i Nordøst- 

grønland fra 1906-08. Blandt dem to 

kunstmalere. På billedet ser vi Aage 

Bertelsen, som maler ekspeditionens 

sidste billede – af skibet Danmark kort 

før ekspeditionen vender næsen hjem- 

ad igen. 

Den anden var Johannes Achton 

Friis, som er manden bag kamera- 

et. Achton Friis var, udover at være 

en dygtig kunstmaler, også den, der 

skrev den gribende og meget læse- 

værdige beretning fra ekspeditionen – 

’Danmark-Ekspeditionen til Grønlands 

Nordøstkyst’. Han var også en yderst 

habil fotograf. Blandt de over 1500 foto- 

grafier fra Danmark-Ekspeditionen, 

som Arktisk Institut har i sine sam- 

linger, skiller hans sig markant ud på 

grund af hans sans for at gå tæt på sit 

aage Bertelsen maler det sidste billede. Danmarkshavn, juli 1908.’ fotograf: J. achton friis. 

motiv, sætte det i perspektiv og ind- 

fange lyset på smukkeste vis. Under 

de lange mørke vintre, hvor det var så 

som så med underholdningen, dirigede 

Achton Friis hjemlandets vemodige 

sange for et lille udvalgt kor. I ekspe- 

ditionens eget blad ’Julesne’ fra 1906, 

tegnede han i bedste ’Blæksprutten’-stil 

karikaturer med tilhørende små vers, 

hvor han kort og præcist spiddede hver 

og en af de 28 deltagere. 

I løbet af somrene 1921-24 sejlede han 

sammen med fuglemaleren Johannes 

Larsen rundt til mange af de danske 

småøer, som resulterede i det digre 

værk ’De danskes Øer’, hvor Achton 

Friis beskrev, fotograferede og portræt- 

tegnede og Johannes Larsen tegnede 

landskaber og fugle. 

Den 23. august åbner udstillingen 

’I 100-året for Danmark-Ekspeditionens 

hjemkomst’ på Nordatlantens Brygge i 

København. Her bliver der en sjælden 

lejlighed til også at dvæle ved nogle af 

Achton Friis’ fotografier, portræt- 

tegninger og malerier fra den mytiske 

ekspedition. 

Kirsten Klüver 

Se achton friis’ fotografier fra Danmarkekspeditionen 

på www.arktiskebilleder.dk 

Blandt de over 1500 fotografier fra Danmarkekspeditionen, 

som arktisk Institut har i sine 

samlinger, skiller hans sig markant ud på 

grund af hans sans for at gå tæt på sit motiv, 

sætte det i perspektiv og indfange lyset. 


Øverst 

i fødekæden 

rune Dietz fra DMU er blevet doktor i giftstoffer i grønlandske 

havpattedyr. I 5 år har han været travlt beskæftiget med at 

dokumentere, hvordan miljøfremmede stoffer fra den industrialiserede 

verden trænger ind den marine fødekæde og truer 

helbredet hos især dyrene øverst i fødekæden. 

- Det kan umiddelbart synes lidt ab- 

surd, at vi undersøger giftstofferne i 

grønlandske sæler, når vi ved, at sæler 

i de danske farvande kan have gift- 

koncentrationer, der måske er 100 

gange højere. Men det er i Grønland, 

vi har gjort en stor indsats for at over- 

våge de giftstoffer, som med vinde og 

havstrømme bliver ført til Arktis fra 

industri- og udviklingslande kloden 

rundt. Og det er der selvfølgelig mange 

gode grunde til. 

Ordene kommer fra Rune Dietz, 

som er seniorforsker ved Afdeling for 

Arktisk Miljø, Danmarks Miljøunder- 

søgelser (DMU) ved Aarhus Universitet. 

Han har i 25 år beskæftiget sig med 

havpattedyr i Arktis og forurenin- 


gen fra den industrialiserede verden. 

Gennem alle årene har han med dan- 

ske, grønlandske og internationale kol- 

leger bidraget med undersøgelser, som 

har styrket vores viden på dette forsk- 

ningsfelt. 

I begyndelsen af maj forsvarede 

Rune Dietz sin doktorafhandling 

’Contaminants in Marine Mammals 

in Greenland’, hvor han med udgangs- 

punkt i 30 nøgleartikler fra den man- 

geårige videnskabelige produktion 

sammenfatter, hvad miljøgiftene har 

betydet for rovdyrene øverst i det 

grønlandske, marine økosystem. 

Belastede bjørne 

Rune Dietz har selvfølgelig også en fin- 

forskere skal i gang med at mærke to bedøvede isbjørne. 

ger med i den seneste undersøgelse, 

hvor forskere fra DMU har analyseret 

belastningen fra de såkaldte PFC-stof- 

fer i isbjørne. 

Man havde på baggrund af nogle 

få analyseår en mistanke om, at der 

var en stigning i de ’nye’ PFC-stoffer i 

ringsæler, og canadiske analyser peger 

i samme retning for isbjørne. Nu har 

forskerne fra DMU undersøgt prøver 

fra 128 bjørne, indsamlet fra 1984- 

2006, og kan dokumentere, at mæng- 

den af PFC-gifte i de østgrønlandske 

bjørne er steget voldsomt de seneste 

år. For PFOSA er der tale om en 9,2 % 

stigning efter 1990, mens PFOS, PFDA 

og PFTrA er steget mellem 18,6 og 

27,4 % efter år 2000. 

Bag de uigennemskuelige kemiske 

bogstavkombinationer gemmer sig en 

række miljøskadelige flourforbindel- 

ser, der bliver brugt i den industrielle 

produktion til overfladebehandling, 

brandhæmmende midler og meget an- 

det. 

Foto: Bjørn Frode

en langsom nedbrydning 

Rune Dietz fortæller, at produktio- 

nen af PFC’er blev indstillet i år 2000. 

Alligevel undrer undersøgelsens resul- 

tater ikke. Tværtimod. 

- Der er flere af PFC’erne, som er 

vandopløselige, og man forventer, at 

der kan tage adskillige årtier at trans- 

portere dem til Arktis med havstøm- 

mene. Så det er svært at sige, om vi vil 

se et fald allerede næste år, eller om 

der vil gå yderligere 20-30-40 år. 

Det er en forsinkelse, forskerne ken- 

der fra andre giftstoffer, der er blevet 

trukket ud af produktionen. Derfor 

havde det også skabt undren på DMU, 

at en canadisk undersøgelse af ringsæ- 

ler udviste et fald i PFC’erne umiddel- 

bart efter årtusindskiftet. Nu ved man, 

at det i hvert fald ikke er tilfældet i de 

østgrønlandske isbjørne, og at bjørne- 

ne som det øverste led i fødekæden har 

mere end 20 gange højere niveauer af 

PFC’er end sælerne. 

nye stoffer kommer til 

Historien om forureningen af den ark- 

tiske natur tog sin start i 1970’erne og 

80’erne. Det blev dengang for første 

gang dokumenteret, at tungmetaller 

og svært nedbrydelige miljøgifte som 

kviksølv, PCB og DDT fandtes i fare- 

truende koncentrationer hos dyrene 

øverst i fødekæden og hos den lokale 

befolkning, som spiste den traditionel- 

le grønlandske kost. 

Siden har der været lagt en betydelig 

indsats i at finde ud af, hvor giftstof- 

ferne kommer fra, hvordan deres ud- 

bredelse er, hvorledes de har udviklet 

sig over tid, og hvilken effekt de har på 

dyr og mennesker. 

Fotos: Rune Dietz, Bjørn Frode, Rune Dietz. 

En del af stofferne er gennem årene 

blevet trukket ud af produktionen 

– bl.a. som resultat af de mange un- 

dersøgelser – og er derfor på vej ud af 

det arktiske havmiljø. Det gælder f.eks. 

PCB, DDT, HCH, HCB, klordan og diel- 

drin. 

Andre er fortsat en belastning. 

Blandt dem kviksølv – hvoraf største- 

delen er menneskeskabt – der har væ- 

ret i stigning især i Nordvestgrønland 

og i de centrale dele af arktisk Canada. 

Og endelig er der løbende blevet føjet 

nye miljøgifte til listen. Et eksempel er 

de omtalte PFC-stoffer og formentlig 

også de bromerede flammehæmmere, 

som fortsat er i stigning i Arktis. Og 

nye vil med sikkerhed komme til, når 

de gamle stoffer fases ud. 

et relevant forskningsområde 

Men lad os vende tilbage til spørgsmå- 

let om, hvorfor det er interessant at 

undersøge miljøgifte i et område som 

Grønland, hvor der ikke er nogen sær- 

lig industriproduktion, ingen bomulds- 

marker, der skal sprøjtes, eller mala- 

riamyg, der skal bekæmpes. 

- Tilskyndelsen til at undersøge for- 

ureningen af havpattedyr i Grønland 

har fra første færd været, at den 

grønlandske befolkning spiser meget 

marin føde, og at de spiser dyr på et 

højere trin i fødekæden. Hvis den dan- 

ske befolkning stadig spiste sæler fra 

Østersøen, ville man givetvis under- 

søge disse sæler også, lyder Rune Dietz 

svar. 

Mange grønlændere har relativt høje 

belastninger, og biologernes undersø- 

gelser har været afgørende, når sund- 

hedsmyndighederne har udarbejdet 

kostråd for de traditionelle fangst- 

produkter. 

- En detaljeret viden har gjort os i 

stand til at komme med anbefalinger 

om, hvilke dyr fangerne skal skyde, 

hvilken alder og hvilket køn de skal 

foretrække, hvilke dele af dyret det er 

farligst at spise, og hvornår på året der 

er de laveste giftkoncentrationer, for- 

klarer Rune Dietz. 

Giftstofferne i det arktiske økosy- 

stem er også interessante for forsker- 

ne, fordi de gør det muligt at under- 

søge transportvejene. Desuden kon- 

centreres de fleste stoffer op igennem 

den marine fødekæde og overføres til 

nye generationer med modermælken. 

De mange undersøgelser har vist, at 

isbjørnen øverst i fødekæden er det 

hårdest ramte dyr, og at der f.eks. er en 

sammenhæng mellem giftstofferne og 

størrelsen af bjørnenes kønsorganer, 

forandringer i lever- og nyrevæv og be- 

skadigelser af immunsystemet. 

Rune Dietz fremhæver også, at et 

velfungerende samarbejde med grøn- 

landske fangere gennem årene har 

skaffet et stort prøvemateriale, som 

har gjort det muligt at udarbejde lange 

tidsserier over udviklingen. En af de 

næste udfordringer for forskerne er at 

se på sammenhængen mellem de mil- 

jøfremmede stoffer og klimaændrin- 

gerne og at afprøve nye metoder til 

måling af effekter på det enestående 

prøvemateriale. 

Så vi kan med sindsro slå fast, at det 

sidste ord ikke er sagt i denne lang- 

strakte kortlægning af giftstoffernes 

veje og vildveje i det arktiske miljø. 


Kontakt: rune Dietz, DMU, rdi@dmu.dk 



Geologi 

fra ukendt mine 

Sørensenit, thomsenit, jørgensenit, steenstrupin. 

listen over mineraler med gode, danskklingende 

navne er lang. og nu er der blevet føjet endnu et til: 

nielsenit. navnet fik mineralet ganske vist allerede 

i 005, men først nu har dåben for alvor fundet sted, 

efter at den videnskabelige beskrivelse er blevet 

offentliggjort. 

Nielsenit er fundet i nogle skærver fra den såkaldte 

Skærgaardsintrusion i Østgrønland af den russiske geo- 

log Nikolai S. Rudashevsky. Og det er Rudashevsky og den 

canadiske geolog A. M. McDonald og deres kolleger, som 

nu har beskrevet nielsenitten i tidsskriftet The Canadian 

Mineralogist. 

Den danske nielsen 

Det er også Rudashevsky, som har foreslået navnet på det 

nye mineral. Så hvor finder vi den Nielsen, som har givet 

navn til det østgrønlandske mineral? Troels F. D. Nielsen er 

hans fulde navn, velkendt i internationale geologkredse og 

ansat på De Nationale Geologiske Undersøgelser for Dan- 

mark og Grønland (GEUS). 

Nogle vil måske undre sig over, at Rudashevsky ikke selv 

har benyttet sig af, at det er ham, der har gravet det nye mi- 

neral frem af den grønlandske bjergart. Rudashevskynit 

burde klinge betydelig mere lifligt i hans øre end Nielsenit. 

Men det har end ikke været overvejet. 

Det er nemlig en ufravigelig gentleman agreement blandt 

geologer, at man ikke opkalder et nyt mineral efter sig selv. 

I stedet vælger man en død eller nulevende geolog eller en 

person med betydning for geologien, som man ønsker at 

hædre. Og det blev i dette tilfælde den yderst levende og 

aktive geolog Troels Nielsen, som de udenlandske kolleger 

ønskede at fremhæve for hans store arbejde med udforsk- 

ningen af netop Skærsgaardsområdet i det sydøstligste 

Grønland. Og så er det faktisk også Troels Nielsen, der har 

hjembragt den prøve fra Skærgaardsintrusionen, som viste 

sig at gemme på nielsenitten. 

en streng kontrol 

Tidligere kunne en geolog, som fandt et nyt mineral, blot 

skrive en videnskabelig artikel og få den godkendt i et forsk- 

ningstidsskrift. Så havde et nyt navngivet mineral officielt 

set dagens lys. 

I dag skal geologen omkring International Mineralogical 

Association (IMA), hvor en internationalt sammensat ekspert- 

gruppe med mere end 30 medlemmer fra forskellige lande 

skal have mineralet igennem hænderne, før det kan godken

al til nielsenit 

des. Danmarks repræsentant har fra 1991 og 

indtil for nylig været lektor Ole Johnsen fra 

Statens Naturhistoriske Museum. 

- For at øge kontrollen og sikre, at der var 

tale om et distinkt mineral i forhold til al- 

lerede beskrevne mineraler, nedsatte IMA 

for omkring 50 år siden en kommission, 

Commission of New Minerals Nomenclature 

and Classification, fortæller Ole Johnsen. 

Kommissionens medlemmer har siden kon- 

trolleret, at de indsendte mineraler opfylder 

kravene om, at de forekommer i naturen, har 

en fast krystalstruktur og en veldefineret ke- 

misk sammensætning, og at de ikke tidligere 

har været beskrevet. 

Mineralet kommer kun igennem nåleøjet, hvis der er et 

kvalificeret flertal for det i kommissionen. Og bliver der 

rejst velbegrundet kritik fra nogle af medlemmerne, kan 

formanden for kommissionen vælge at underkaste minera- 

let nye granskninger, indtil al tvivl er borte. Først da bliver 

der givet grønt lys for den videnskabelige dokumentation. 

Mange nye mineraler 

Kommissionens medlemmer har haft nok at se til de sene- 

ste årtier. Der ligger i dag beskrivelser af omkring 4000 mi- 

neraler i den internationale database. Heraf er halvdelen 

kommet til alene siden 1970. 

- De mange nye mineraler afspejler, at der hele tiden 

udvikles nye undersøgelsesmetoder, som gør os i stand 

til bedre at se, hvor de enkelte stoffer sidder i krystalgitteret, 

fortæller Ole Johnsen. Man så en dramatisk vækst i 1970’erne, 

hvor man begyndte at undersøge de kemiske forhold vha. 

elektronmikrosonde. Med den metode kan man på et ganske 

lille område få så mange detaljer om kemien, at man kan sam- 

menligne den med andre mineralanalyser. 

Antallet af nye mineraler har derfor ligget på en 50-60 

stykker om året de seneste årtier og holdt sig nogenlunde 

stabilt siden 1970. Der er selvfølgelig en øvre grænse for, hvor 

mange nye mineraler der kan findes. Men ingen ved, hvor vi 

f.eks. ligger omkring 2050. Nogle mener, tallet vil ligge på om- 

kring 7000. Andre, at det vil være helt oppe på 11.000. 

Det er bemærkelsesværdigt, at en meget stor del af de mi- 

neraler, som IMA har godkendt de seneste årtier, kommer 

fra nogle få geologiske formationer i verden: Kola Halvøen i 

Rusland, Mont Saint-Hilaire i Canada og det sydlige Grønland. 

Blandt de grønlandske er især Ilimmaasaq en produktiv lokali- 

tet, som i alt har bidraget med 30 nye mineraler, heraf alene 

13 siden 1970. Men også i Ivittuut og i Skærgaarden er der 

fundet flere. 

Fotos: Jakob Lautrup, GEUS 

et nyt mineral fra Skærgaarden i det sydøstligste Grønland har fået navnet nielsenit. 

Det er opkaldt efter geologen troels f. D. nielsen fra De nationale Geologiske Undersøgelser 

for Danmark og Grønland (GeUS), som har ydet et stort bidrag til udforskningen 

af netop Skærgaardsområdet. 

Hæder til geologer 

Denne gang var det en nulevende geolog, som blev spurgt og 

accepterede at få et mineral opkaldt efter sig. Og Troels F. D. 

Nielsen er kun den sidste af en lang række danske geologer, 

som er blevet hædret for deres arbejde. Ikke mindst i forbin- 

delse med deres arbejde i Grønland. 

Men også en række af geologiens pionerer har givet anled- 

ning til nye mineralnavne som rinkit, steenstrupin, ussingit, 

kornerupin. Og ikke mindst området omkring Ivittuut med 

kryolitforekomsten har bidraget til listen med f.eks. bøggildit, 

bøgvadit, thomsenolit, jarlit og weberit. 

I øvrigt har vi også en johnsenit. Ole Johnsen fik i 2004 

udødeliggjort sit navn, da to canadiske kolleger besluttede at 

hædre ham for hans arbejde ved at opkalde et nyt canadisk 

mineral efter ham. 



følsom 

narhval 

Den globale opvarmning truer narhvalen mere end andre 

arktiske dyr. forskerne peger især på, at narhvalen er et 

vanedyr, som vil have relativt svært ved at tilpasse sig de 

ændringer, som et varmere klima vil føre med sig. 

Gennem århundreder har isbjørnen været et arktisk ikon 

– mægtig, snehvid, brunøjet og bamseblød, som den er. Det 

er således ikke overraskende, at den de senere år er blevet 

ufrivilligt symbol på den storslåede og unikke polarnatur, 

som den globale opvarmning truer med at gøre det af med. 

Nu peger en ny undersøgelse publiceret for nylig i Ecological 

Applications imidlertid på, at æren lige så vel burde tilfalde 

narhvalen. Den er nemlig mindst lige så sårbar over for æn- 

dringer i miljøet som isbjørnen. 

Undersøgelsen, der er udarbejdet af et internationalt for- 

skerhold med deltagelse af biologer fra Grønlands Natur- 

institut, har set på de udfordringer, som 11 havpattedyr står 

over for under klimaændringerne. Konkret har de kigget på 


Foto: Magnus Elander 

narhvalens stødtand har dannet grobund for myten 

om enhjørningen. Det er kun hannerne, der har en 

stødtand, og den er enestående i dyreriget. 

ni forhold, der må forventes at influ- 

ere på dyrenes tilpasningsevne over for 

klimaændringer: populationsstørrelse, 

geografisk udbredelse, valg af levested, 

fødevalg, vandringsruter, stedfasthed, 

følsomhed over for ændringer i isens 

udbredelse og havets økologi og forme- 

ringsevne. Og måske lidt overraskende 

topper narhvalen listen over de mest 

følsomme arter efterfulgt af isbjørnen, 

klapmydsen, grønlandshvalen og hval- 

rossen. 

et vanedyr 

Narhvalen er ikke så udbredt som for ek- 

sempel dens fjende isbjørnen, men lever 

udelukkende nord for 60 grader N, i det 

østlige højarktiske Canada og i havene 

omkring Vest- og Østgrønland, Svalbard 

og Franz Joseph Land. Desuden har arten 

meget faste vandringsruter og lever af et 

begrænset antal fødeemner. Og selvom 

den findes i et antal på mellem 50.000 

og 80.000 dyr – i forhold til de ca. 20.000 

isbjørne – kan den meget vel lide en 

krank skæbne, hvis miljøet ændrer sig 

markant. 

- Problemet for narhvalen er, at den 

- mere end de andre havpattedyr - er et 

vanedyr, som er meget trofast over for 

både sommer- og vinteropholdspladser. 

Denne trofasthed eksisterer på trods 

af, at narhvalerne nogle gange omkom- 

mer i isen på vinterlokaliteten, og at de 

bliver jagtet på sommeropholdsstedet. 

Vi er derfor skeptiske over for, om nar- 

hvalerne kan finde ud af at ændre deres 

vaner, når klimaændringen måske gør 

det nødvendigt at finde nye fødesøgningsområder, siger se- 

niorforsker ved Grønlands Naturinstitut Mads Peter Heide- 

Jørgensen, der er medforfatter til undersøgelsen. 

lille genetisk variation 

Narhvalen er en højt specialiseret hval. Om sommeren til- 

bringer den et par måneder i isfrie, højarktiske bugter og 

fjorde, mens den om efteråret bevæger sig væk fra kysten, 

hvor den vinteren igennem opholder sig på store dybder un- 

der havisen, bortset fra når den dukker op til overfladen for 

at trække luft. Den føder sin unge om foråret, men da den 

kun i begrænset omfang søger føde på sommeropholdsstedet, 

er det lidt af en gåde, hvorfor den trækker hertil i de varme

måneder. Vinteropholdsstedet er der- 

for ifølge forskerne det mest kritiske 

for narhvalens trivsel. For det er her, 

det største årlige energiindtag sker, når 

den søger føden på bunden af havene 

mellem november og marts. 

- Undersøgelser har også vist, at nar- 

hvalerne har den ringeste genetiske 

variation blandt de arktiske havpat- 

tedyr. Det kunne tyde på, at de engang 

for længe siden har været igennem en 

klimakatastrofe, som kun efterlod få 

dyr, som de nu alle sammen stammer 

fra. Men det betyder også, at der ikke 

er meget variationsmateriale hos nar- 

hvalerne, som kan bruges til at modstå 

fremtidige klimaændringer, fortsætter 

Mads Peter Heide-Jørgensen. 

De farlige jægere 

Alle arktiske havpattedyr er på for- 

skellig vis følsomme over for stigende 

temperaturer. Forskerne gør dog op- 

mærksom på, at det er meget vanske- 

ligt at vurdere klimaændringers indfl y- 

delse på dyrenes trivsel, fordi der er så 

mange andre risikofaktorer, der lurer 

i de arktiske områder. Således har for- 

urening i mange år været årsag til syg- 

domme og mistrivsel. Og i store dele af 

Arktis er det ikke kun i historisk lys, at 

overudnyttelse har fundet sted. Jagt på 

arter som narhval, hvidhval, hvalros 

og isbjørn udgør stadig den alvorligste 

trussel mod dyrebestandene og det i en 

grad, så det for de fl este arters vedkom- 

mende kan være svært at måle en præ- 

cis effekt af klimaforandringerne. 

Forskerne minder også om, at selvom 

man ved temmelig meget om de arkti- 

ske havpattedyrs biologi, mangler der 

opdateret information om eksempelvis 

populationsstørrelse og geografisk ud- 

bredelse. Det skyldes først og fremmest 

besværet og omkostningerne ved at 

overvåge dyrene i deres rette element 

langt fra alfarvej. 


Kontakt: Mads Peter Heide-Jørgensen, 

Grønlands naturinstitut, mhj@ghsdk.dk 

truet isbjørn 

Isbjørnen er kommet på listen over truede dyrearter 

Risikovurderingen for isbjørnen er 

nu så høj, at den er blevet sat på li- 

sten over truede dyrearter. Det er det 

amerikanske indenrigsministerium, 

der har tildelt det arktiske ikon den 

nye status under Endangered Species 

Act (ESA) - en amerikansk lov ved- 

taget i 1973, der har til formål at be- 

skytte særligt sårbare dyrearter mod 

udryddelse. 

Kategorien ’truet’ rangerer på trin- 

net under kategorien ’udryddelses- 

truet’, som isbjørnen nu frygtes at 

havne i inden for en overskuelig år- 

række. Årsagen til opgraderingen er, 

at den smeltende havis forventes at 

gøre det svært for isbjørnen at op- 

retholde sin eksistens. Selvom nogle 

hunbjørne føder deres unger på land, 

er de nemlig så godt som fuldstæn- 

dig afhængige af havisen, når de skal 

skaffe føden. Enhver forandring i ud- 

bredelsen og kvaliteten af havisen vil 

således have betydning for isbjørne- 

nes antal og trivsel. 

Det er første gang, at en dyreart er 

havnet på listen på grund af den glo- 

bale opvarmning. 

- Man forestiller sig ikke, at man 

bare ved at sætte isbjørnen på listen 

over truede dyrearter kan dæmme 

op for faldet i antallet af bjørne. 

Men man signalerer, at bestanden 

går tilbage på grund af den globale 

opvarmning, siger Erik W. Born fra 

Grønlands Naturinstitut, der er en af 

de videnskabelige eksperter, som har 

leveret de data, der ligger til grund 

for beslutningen. 

Foto: Rune Dietz 

Sagen er da også blevet en politisk 

varm kartoffel for den amerikanske 

regering, der med beslutningen ikke 

alene anerkender, at den menneske- 

skabte globale opvarmning har kon- 

sekvenser for natur og dyreliv. Den 

forpligter sig nemlig også til at sikre, 

at enhver aktivitet, man godkender, 

støtter eller medvirker til, ikke brin- 

ger den truede arts eksistens i fare. 

Og at der udarbejdes en plan til sik- 

ring af artens overlevelse. 

Argumentet fra naturforkæmpere 

lyder derfor, at regeringen må skride 

til handling for at reducere det ame- 

rikanske CO 2 -udslip. Men det bliver 

der ikke noget af ifølge USA’s inden- 

rigsminister Dirk Kempthorne, som 

slår fast, at loven om truede dyrear- 

ter ikke skal misbruges til at føre kli- 

mapolitik. 

At isbjørnen nu har status af truet 

på den amerikanske liste får næppe 

heller nogen umiddelbar betydning 

for de arktiske folk som helhed, men 

kan ramme mindre grupper: 

- De canadiske inuitter tjener godt 

på amerikanske storvildtjægere, der 

skal guides rundt på isen for at ned- 

lægge en isbjørn. Det vil nok stoppe, 

hvis amerikanerne i fremtiden ikke 

længere kan få tilladelse til at bringe 

trofæerne hjem, lyder det videre fra 

Erik W. Born. 


Kontakt: erik W. Born, Grønlands naturinstitut, 

ewb@mail.ghsdk.dk 


KORTnYt 

fornem pris til polarforsker 

Professor Dorthe Dahl-Jensen, Center for Is og Klima på Niels Bohr Institutet på Københavns 

Universitet, er kommet i fornemt selskab med berømtheder som polarforskerne Scott, 

Nansen, Amundsen og Shackleton. Den 24. april fi k hun tildelt den svenske ’Vegamedaljen’, 

der blev overrakt hende af den svenske konge Carl Gustav den 16. på kongeslottet i Stockholm. 

Dorthe Dahl-Jensen leder iskerneboringerne gennem den tre kilometer tykke iskappe 

på Grønland, og hun tildeles medaljen for sin betydningsfulde indsats inden for forskning i 

Jordens klimahistoriske fortid. 

rekord i drivhusgasser 

Forskerne i det internationale iskerneprojekt EPICA har nu ud fra en 3.270 meter lang iskerne 

fra Antarktis rekonstrueret, hvordan atmosfærens indhold af CO 2 og metan har været de 

seneste 800.000 år. Tidligere analyser har kun dækket 650.000 år, og af nyt viser den sidste 

bid is nogle lave værdier for CO 2 og metan især mellem 650.000 og 750.000 år siden. 

Tidligere tiders koncentrationer har generelt været langt lavere end i dag, hvor vi har de 

højeste niveauer de seneste 800.000 år. Mængden af CO 2 og metan i atmosfæren er henholdsvis 

28% og 124% over de højeste niveauer før industrialiseringen. Det gælder for hele 

perioden, at der er en tæt forbindelse mellem temperaturudviklingen og udviklingen i CO 2 og 

metan. 

| Polarfronten | NR.2/2008 

Foto: Center for Is og Klima 

lille, kold og sulten: 

ny bakterie fundet 

under Indlandsisen 

En ny, ultralille bakterie er fundet i 

120.000 år gammel is fra boringen GISP 

2. Videnskabsfolk håber, at bakterien kan 

fortælle mere om, hvordan det er at leve 

under de ekstreme forhold, der fi ndes 

under tre kilometer iskappe. 

Mikrober udgør en trediedel af Jordens 

biomasse, og mikrobiologer antager, at 

der fi ndes op mod 3.000.000 forskellige 

arter. Alligevel er kun omkring 8.000 

mikrober beskrevet af videnskaben indtil 

nu. Den ny art, som de amerikanske 

forskere fra Penn State University har 

opdaget, er af en type, der er ekstremt 

lille. Så lille, at typen oftest smutter gennem 

de fi ltre, mikrobiologerne normalt 

bruger for at fange mikrober. 

Indtil videre er der kun beskrevet 

omkring ti mikroorganismer fra polaris 

og gletschere. Videnskabsfolkene håber, 

at fundet af dværgmikroben kan give 

svar på, hvordan liv overlever under de 

ekstreme forhold, som en tilværelse 

under tre kilometer is byder. Et ekstremt 

tryk, temperaturer under frysepunktet, 

udtørring og ingen eller meget 

få næringsstoffer kræver en særlig 

overlevelsesstrategi. Det er måske her, 

størrelsen kommer ind. 

Dværgmikroben er navngivet Chryseobacterium 

greenlandensis og er genetisk 

i familie med bakterier fundet i fi sk, 

mudder på havbunden og i nogle typer 

planterødder.

Global opvarmning 

udsat 

De kommende 10 år bliver det koldere 

i vores del af verden. Naturens egne 

kræfter ser ud til at overtrumfe den 

globale opvarmning og i en årrække 

sætte den ud af kraft. Sådan lyder konklusionen 

fra en australsk og fi re tyske 

klimaforskere i en artikel i tidsskriftet 

Nature den 1. maj. Forskerne begrunder 

deres forudsigelse med, at Golfstrømmen 

midlertidigt vil blive svækket det 

næste 10-år. De pointerer også, at de 

ikke er uenige i IPCC’s grundlæggende 

beregninger og forudsigelser af 

konsekvenserne for klimaet af den menneskeskabte 

CO 2 -udledning. 

Istid slut 

i et snuptag 

Da den seneste istid sluttede, skete det 

i løbet af ganske få år. Det viser nye analyser 

af iskernen fra NordGrip-boringen, 

som blev gennemført fra Indlandisens 

top og afsluttet i 2003. 

Forskerne fra Center for Is og Klima 

på Niels Bohr Instituttet har sammen 

med internationale kolleger analyseret 

de dele af iskernen, som dækker overgangen 

fra den forrige istid. De har 

her fundet to bratte opvarmninger for 

14.700 og 11.700 år siden, hvor temperaturerne 

er steget med 10 grader på 

1-2 år. Der er ikke fundet det samme 

mønster, da istidens sidste kuldeperiode 

satte ind for 12.900 år siden. Men 

forskerne kan både i forbindelse med 

opvarmninger og nedkølinger se, at 

der er sket grundlæggende ændringer i 

den globale luftcirkulation. Læs mere i 

tidsskriftet Science fra den 20/6-2008. 

Bøger 

Marianne Krogh andersen: 

Grønland – Mægtig og afmægtig, 

Gyldendal 008, 19 sider. 

Marianne Krogh Andersen har skrevet en 

længe savnet bog, som samler de mange 

løsrevne diskussioner om hjemmestyre, 

råstoffer, erhvervsudvikling og meget mere 

til et velskrevet overblik over de mange 

grundlæggende udfordringer, som det 

grønlandske samfund står overfor. Forfatteren 

går nøgternt og usentimentalt til 

biddet, men med en klar kritisk brod vendt 

mod de politikere og magthavere, som står 

med ansvaret for at løse de iøjnefaldende 

sociale og økonomiske problemer. 

Marianne Krogh Andersens bog er frem 

for alt værd at læse, fordi den nysgerrige 

journalist inviterer læseren med ind hos 

mange af de grønlændere, hun har mødt på 

sin vej rundt i landet. Vi møder de beslutsomme, 

viljestærke mennesker, som er gået 

i spidsen, når det drejer sig om at forme 

Grønlands fremtid. Og vi får et kig inden 

for hos mennesker, som har haft svært ved 

at tackle glideturen fra det gamle, overskuelige 

fangersamfund til et kompliceret 

servicesamfund. Ikke mindst afsnittet om 

Tasiilaq giver en meget fascinerende og tæt 

beskrivelse af dagliglivet i et grønlandsk 

lokalområde. 

Foto: Jakub Christensen Medonos 

lill rastad Bjørst: 

en anden verden – fordomme og 

stereotyper om Grønland og arktis, 

forlaget BIoS 008, 154 sider. 

Grønland – en lykkelig fangerkultur eller et 

land med store sociale problemer? Disse to 

ekstremer udgør de mest typiske billeder af 

Grønland i de danske medier, mener forfatteren 

til denne debatbog. Lill Rastad Bjørst 

ønsker at gøre op med disse stereotyper og 

udfordrer med sin bog både det dominerende 

billede af Grønland og grønlændernes 

forståelse af sig selv. 

Jørgen ellegård trondhjem: 

Moderne grønlandsk billedkunst – 

en undersøgelse af den grønlandske 

kunstinstitution og dens 

refl eksion af lokale og globale 

processer i værker og praksis, 

Det Humanistiske fakultet, 

KU 008, 99 sider 

Trondhjem behandler i sin ph.d.-afhandling 

den moderne, grønlandske billedkunst 

med speciel fokus på de seneste 10-15 år. 

Afhandlingen bindes sammen af en række 

interviews i forbindelse med forskellige 

grønlandske kunstprojekter og giver et 

billede af den grønlandske kunstverdens 

praksis og værker. 

Polarfronten | NR.2/2008 |

Isbjørne på vulkaner 

I løbet af juni måned er to fuldvoksne isbjørne 

gået i land i Island. Det sker sjældent, at bjørne 

kommer så langt væk fra den østgrønlandske 

havis, og deres besøg endte for begges vedkom- 

mende med, at de måtte lade livet. 

Den 3. juni 2008 blev en 216 kg fuldvoksen 

isbjørn fundet vandrende omkring i det nord- 

lige Island. Sandsynligvis var den blot få timer 

inden ankommet til vulkanøen på en løsreven 

isflage fra den østgrønlandske havis. 

Thorsteinn Sæmundsson, formand for 

Naturforskningscentret i Nordvestisland, fulgte 

sammen med politiet bjørnens færd i den sidste 

halvanden time, inden den blev skudt. Da han 

så, at situationen var ved at komme ud af kon- 

trol, bad han miljøministeren om tilladelse til 

at skyde den. Journalister og nysgerrige borgere 

gik faretruende tæt på bjørnen og vidste tilsy- 

neladende ingenting om, hvor hurtigt den kan 

bevæge sig. Ydermere var tågen ved at lægge 

sig over området, og bjørnen var på vej mod et 

mere beboet område. Det var simpelt hen alt for 

farligt, at have den gående frit omkring, fortæl- 

ler Thorsteinn Sæmundsson. 

Aflivningen af isbjørnen fremkaldte stærke 

reaktioner og skabte stor debat i befolkningen 

og blandt politikerne. Skulle man ikke have for- 

søgt at bedøve den og transportere den tilbage 

til Grønland? Ifølge islandsk lov er det forbudt 

at dræbe isbjørne. De skal forsøges flyttet først, 

og kun hvis de går til angreb og udgør en fare, 

er det tilladt at skyde dem. Men i dette tilfælde 

fandtes der hverken bedøvelsesmiddel, bur eller 

mandskab med ekspertise i bjørneflytninger til 

rådighed. 

To uger senere gik endnu en isbjørn i land 

i Island. Denne gang blev chefdyrlægen fra 

Københavns Zoo tilkaldt for at bistå med at få 

bjørnen bedøvet. Det mislykkedes, og resultatet 

blev, at man til sidst så sig nødsaget til at skyde 

også denne bjørn. 

Island er ikke et naturligt hjemsted for isbjør- 

ne. De behøver havis til at jage sæler fra, og det 

er der kun omkring Island, når havstrømmene 

indimellem bringer is fra Østgrønland til den 

islandske kyst. På isen har der sjældne gange 

været en bjørn. Denne gang var der ikke obser- 

veret havis, men isbjørne er kendt for at kunne 

svømme flere hundrede kilometer, så bjørnene 

kan være rejst noget af vejen på en smeltende 

isflage og have svømmet den resterende del. 

I gennemsnit kommer der isbjørne til Island 

hvert 10. år. Der er dog en tydelig sammenhæng 

mellem strenge vintre, mængden af havis ved 

Østgrønland og antallet af bjørne, der kom- 

mer til øen. Jo mere havis, jo flere bjørnebesøg. 

Rekorden er 63 isbjørne under vinteren 1880-81. 

Også vinteren 1917-1918, kendt som den ’meget 

strenge vinter’, gav mange bjørnebesøg: 27 stk. 

De senere års milde vintre har dog gjort, at man 

skal tilbage til 1993 for at finde sidste isbjør- 

neobservation til havs og til 1988 på land. 

Der findes beretninger om ca. 500 isbjørne 

i den islandske historie, siden landet blev bo- 

sat af vikinger i 874. Alle dyr er blevet dræbt, 

og i enkelte tilfælde er også menneskeliv gået 

tabt. Bjørnene har bl.a. givet navn til bugten 

Húnaflói (’Húna’ betyder ung bjørn) og kom- 

munen Húnvatnssýslna i Nordisland og indgår i 

kommunens våbenskjold. 

Undersøgelser og obduktion af de to senest 

ankomne isbjørne skal afgøre deres alder, og 

hvad de har spist af islandsk og grønlandsk 

mad. Der er også indgået aftale om at tage prø- 

ver til danske forskere, der studerer isbjørne i 

Østgrønland. 

Foto: Þorsteinn Sæmundsson 

Gabrielle Stockmann

Polarfronten 2008 - Polarfronten som e-magasin

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?