indeholder minimum forsikringstekniske omkostnings-

HØJESTERETS DOM
afsagt torsdag den 21. januar 2016
Sag 19/2014
(1. afdeling)
Helge Gøttsche
(advokat Karsten Høj, beskikket)
mod
SEB Pensionsforsikring A/S
(advokat Georg Lett og advokat Pernille Sølling)
I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 11. afdeling den 9. december 2013.
I pådømmelsen har deltaget ni dommere: Poul Søgaard, Jytte Scharling, Thomas Rørdam, Jon
Stokholm, Jens Peter Christensen, Henrik Waaben, Oliver Talevski, Jan Schans Christensen
og Jens Kruse Mikkelsen.
Påstande
Parterne har gentaget deres påstande.
Anbringender
Helge Gøttsche har navnlig anført, at forsikringsaftalerne udover ydelsesgarantien tillige indeholder
en forrentningsgaranti, hvorefter forsikringerne hvert år skal forrentes med minimum
4,5 % efter skat.
G82 grundlaget
Forpligtelsen til en årlig minimumsforrentning af de opsparede midler fremgår af det forsikringstekniske
beregningsgrundlag G82 sammenholdt med forsikringsaftalerne. Efter G82 var
den tekniske rente 5 %. Opgørelsesrenten udgjorde den tekniske rente med fradrag af omkostnings-
og sikkerhedstillægget og var herefter fastsat til 4,5 %.

- 2 -
Begge forsikringspolicer giver Helge Gøttsche ret til at tilbagekøbe forsikringsordningen til
en garanteret værdi svarende til forsikringens værdi. Reglerne for beregningen af forsikringens
værdi fulgte direkte af G82, hvorefter tilbagekøbsværdien udgjorde 93 % af nettoreserven
med fradrag af et aldersbetinget gebyr. Tilbagekøbsværdien har således svaret til nettoreserven,
som er forsikringens minimumsværdi. Da nettoreserven blev beregnet ved anvendelse
af den garanterede opgørelsesrente på 4,5 %, blev en forsikring med en garanteret
tilbagekøbsværdi de facto til en forsikring med en årlig rentegaranti. Tilbagekøbsværdien vil
som regel være lavere end eller lig med depotværdien, men hvis forrentningen af
depotværdien i længere tid ligger under 4,5 % pr. år, vil depotværdien komme til at ligge
under tilbagekøbsværdien, hvilket strider imod den aftalte minimumsværdi svarende til
tilbagekøbsværdien. SEB Pensionsforsikring har derfor ikke efter aftalerne hjemmel til at
ændre forsikringernes værdi.
De konkrete aftaler
SEB Pensionsforsikring har endvidere over for Helge Gøttsche afgivet et bindende løfte om
en årlig minimumsforrentning på 4,5 % efter skat. Det følger af almindelig aftalefortolkning,
idet der herved særligt skal lægges vægt på aftalernes karakter, herunder at vilkårene er konciperet
af SEB Pensionsforsikring, og at der er tale om en forbrugeraftale. Det er nødvendigt
at se på den samlede kommunikation fra SEB Pensionsforsikring ved en afgørelse af aftalernes
nærmere indhold.
Under møderne i forbindelse med aftaleindgåelserne blev Helge Gøttsche bibragt den opfattelse,
at den til enhver tid værende opsparing med garanti ville blive forrentet med mindst 4,5
% pr. år. At han blev solgt aftaler med et sådant indhold, understøttes af sagens forklaringer
og beviser. Det følger af forklaringerne afgivet for landsretten og for Højesteret, at en lang
række assurandører var af den klare opfattelse, at der var tale om en garanteret årlig minimumsrente,
og at de brugte netop denne som salgsargument i forhold til bankerne, der ikke
kunne tilbyde en garanteret rente. Forklaringerne afgivet af de to assurandører, der er ansat i
SEB Pensionsforsikring i dag, kan ikke tillægges væsentlig bevisværdi.
Også det efterfølgende forløb støtter, at der var tale om en rentegaranti. SEB Pensionsforsikring
har således henvendt sig til Helge Gøttsche på en sådan måde, at der heri lå et tilsagn om
en årlig minimumsforrentning på 4,5 %. Selskabet begyndte kort efter, at G82 blev taget i
brug, at fremsende ”værdioversigter” og senere ”depotoversigter” og ”kontooversigter” i et

- 3 -
forsøg på at markedsføre forsikringsprodukterne over for bankernes lignende opsparingsprodukter.
Disse oversigter har en sådan sprogbrug, at de må forstås som et tilsagn om en årlig
minimumsforrentning. Endvidere indeholder selskabets markedsføringsmateriale fra begyndelsen
af 1990’erne og senere afgivne tilbud et klart tilsagn om garanteret
minimumsforrentning. Forsikringsbranchen og selskabet har herefter selv forudsat, at der var
tale om en garanti.
SEB Pensionsforsikring A/S har navnlig anført, at SEB Pensionsforsikring i de udsendte policer
alene har givet Helge Gøttsche en garanti for bestemte forsikringsydelser.
G82 grundlaget
Helge Gøttsches pensionsordninger er tegnet på beregningsgrundlaget G82, der fastsætter en
beregningsteknisk grundlagsrente på 5 %. Det indebærer dog ikke, at Helge Gøttsche har krav
på en årlig minimumsforrentning af depotet. G82 er et offentligretligt instrument, som anvendes
i forholdet mellem Finanstilsynet og forsikringsselskaberne til opfyldelse af kravene i lov
om finansiel virksomhed § 20 og § 21. G82 angiver formler til beregning af ydelsen ud fra
G82’s forudsætninger og har dannet grundlag for beregningen af de ydelser, SEB Pensionsforsikring
har tilsagt Helge Gøttsche. De juridiske forpligtelser, som et forsikringsselskab har
over for forsikringstagerne, beror ikke på G82, men på de indgåede aftaler. Den beregningstekniske
grundlagsrente indebærer derfor ikke et tilsagn om en årlig minimumsforrentning.
Helge Gøttsches ret til tilbagekøb til en i G82 beregnet værdi medfører heller ikke, at han har
krav på en årlig minimumsforrentning af depotet. Tilbagekøbsreglerne i G82 fastsætter, hvilken
værdi der tilgår kunden, hvis kunden ophæver aftalen i utide, og har betydning for forsikringsselskabets
reserver. De juridiske forpligtelser, som selskabet har over for kunden, fremgår
af aftalen og ikke af G82.
De konkrete aftaler
Hverken aftalen eller omstændighederne omkring og efter aftaleindgåelsen giver grundlag for
at fastslå, at Helge Gøttsche har krav på en årlig minimumsforrentning. Et sådant krav ville
forudsætte en klar og tydelig skriftlig aftale herom, og en sådan aftale foreligger ikke.
Tværtimod følger det af aftalerne, at der er tale om en ydelsesgaranti.

- 4 -
Det er ikke dokumenteret, at Helge Gøttsche har fået tilsagn om en årlig minimumsforrentning
af depotet i forbindelse med aftaleindgåelsen eller i efterfølgende skriftligt materiale fra
forsikringsselskabet. Det er uden betydning, hvad andre assurandører har aftalt med deres
kunder, eller hvad SEB Pensionsforsikring har meddelt andre kunder. Det afgørende er, hvad
SEB Pensionsforsikring konkret har aftalt med Helge Gøttsche.
Det bestrides endvidere, at der i branchen var en almindelig klar opfattelse af, at der i pensionsaftaler
som den foreliggende var givet en årlig rentegaranti på depotet.
Supplerende sagsfremstilling
Finanstilsynet har den 28. maj 2015 besvaret en række spørgsmål fra parterne.
De spørgsmål, som SEB Pensionsforsikring havde stillet ved bevisbegæring af 21. november
2014, har Finanstilsynet besvaret således:
”Spørgsmål 1 – ordlyd
I en tvist mellem SEB og Helge Gøttsche er det sidstnævntes påstand, at alene fordi det
tekniske grundlag, der ligger til grund for de tegnede forsikringer i 1982/1986, er G82,
er forsikringen omfattet af en årlig rentegaranti.
SEB Pension hævder, at G82 alene er en formel til at beregne ydelsen ud fra G82’s forudsætninger.
Eventuelle garantier vil afhænge af den enkelte aftale.
Er Finanstilsynet enig i dette?
Finanstilsynets svar på spørgsmål 1
G82 er et teknisk grundlag, som bl.a. beskriver forsikringsformer, beregning af præmier,
tilbagekøbsværdier og fripolicer. Det tekniske grundlag skal anmeldes til Finanstilsynet,
jf. § 20 i lov om finansiel virksomhed.
Finanstilsynet er enig i, at beregningsgrundlaget G82 angiver formler til beregning af
ydelsen ud fra G82’s forudsætninger.
Det tekniske grundlag er et offentligretligt instrument, der anvendes i forholdet mellem
forsikringsselskaberne og Finanstilsynet.
Det er ikke muligt ud fra det tekniske grundlag at udlede, hvilke juridiske forpligtelser
et forsikringsselskab har over for forsikringstagerne. De juridiske forpligtelser, som et
forsikringsselskab har over for forsikringstagerne, skal som udgangspunkt afgøres ud
fra de indgåede aftaler mellem forsikringsselskabet og forsikringstagerne. Finanstilsynet

- 5 -
lægger ved gennemgangen af det tekniske grundlag til grund, at det anmeldte er i overensstemmelse
med aftalerne med forsikringstagerne.
…
Spørgsmål 2 – ordlyd
Det er desuden Helge Gøttches opfattelse, at alene fordi forsikringen i henhold til G82-
grundlaget er tegnet med en garanteret genkøbsværdi, er forsikringen omfattet af en årlig
rentegaranti.
SEB Pension hævder, at G82 alene indeholder en teknisk beskrivelse af beregningen af
policens genkøbsværdi, der ikke medfører, at G82 grundlaget indeholder en årlig rentegaranti.
Er Finanstilsynet enig i dette?
Finanstilsynets svar på spørgsmål 2
G82 angiver en teknisk beskrivelse af bl.a. tilbagekøbsværdier, og som beskrevet ovenfor
under svar til spørgsmål 1, udgør G82 et teknisk grundlag, som selskabet har ansvaret
for stemmer overens med aftalerne med kunderne.
Hvilke juridiske forpligtelser, et forsikringsselskab har over for en forsikringstager, afgøres
som udgangspunkt ud fra de indgåede aftaler mellem selskabet og forsikringstageren.
…”
Helge Gøttsche har ved bevisbegæring af 2. februar 2015 stillet en række spørgsmål til Finanstilsynet.
Af tilsynets besvarelse af 28. maj 2015 fremgår bl.a.:
”Spørgsmål 2 – ordlyd
2. Vedr. koncession
Finanstilsynet bedes besvare følgende spørgsmål:
a) Er koncession til at drive livsforsikringsvirksomhed i Danmark betinget af
overholdelse af det anmeldte tekniske grundlag?
b) Kræver Finanstilsynet, at det tekniske grundlag til stadighed bliver overholdt, eller
tillades afvigelser i en vis periode, og i bekræftende fald i hvor lang tid, og hvordan
skal opretning ske?
Finanstilsynets svar på spørgsmål 2
Ad a)
Det er en forudsætning for at drive livsforsikringsvirksomhed, at selskabets tekniske
grundlag er anmeldt til Finanstilsynet jf. § 20 i lov om finansiel virksomhed. Kravene i
indholdet i det tekniske grundlag er beskrevet i §§ 20 og 21 i lov om finansiel virksomhed.

- 6 -
Bestyrelsen i selskaber, der driver livsforsikringsvirksomhed, skal ansætte en ansvarshavende
aktuar jf. § 108, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed. Den ansvarshavende
aktuar skal bl.a. påse, at selskabet overholder sit tekniske grundlag jf. § 108, stk. 4, i lov
om finansiel virksomhed. Enhver tilsidesættelse af overholdelsen skal omgående indberettes
af den ansvarshavende aktuar til Finanstilsynet, jf. § 108, stk. 5, 1. pkt., i lov om
finansiel virksomhed. Selskabet har en forpligtelse til at det tekniske grundlag til enhver
tid overholdes. I forhold til konsekvenserne af manglende overholdelse af det tekniske
grundlag henvises til svaret nedenfor under ad b).
Ad b)
Som anført ovenfor er det et krav, at det tekniske grundlag til enhver tid bliver overholdt.
Finanstilsynet tillader ikke afvigelser i en vis periode. Såfremt selskabet ikke
overholder det tekniske grundlag kan Finanstilsynet bl.a. give påbud til selskabet om
inden for en af tilsynet fastsat frist at overtage de nødvendige foranstaltninger, jf. § 249,
stk. 1, nr. 2, i lov om finansiel virksomhed. Er de påbudte foranstaltninger ikke truffet
inden den i henhold til stk. 1 fastsatte frist, og skønnes undladelsen at medføre fare for
de forsikrede, kan selskabets forsikringsbestand tages under administration i henhold til
§§ 253-258, jf. § 249, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed. Ultimativt kan Finanstilsynet
trække selskabets tilladelse til at drive livsforsikringsvirksomhed, jf. § 224, stk. 1,
nr. 2, i lov om finansiel virksomhed.
Hvilke reaktioner Finanstilsynet træffer over for selskabet ved manglende overholdelse
af det tekniske grundlag, fastsættelse af frister for opfyldelse af påbud, etc., afhænger af
de konkrete omstændigheder, herunder grovheden og væsentligheden af den manglende
overholdelse af det tekniske grundlag.
Spørgsmål 4 – ordlyd
Vedr. indberetninger til Finanstilsynet
Finanstilsynet bedes oplyse, om tilsynet har modtaget henvendelser eller indberetninger
angående usikkerhed eller tvivl om forståelsen af de garanterede elementer i G82
grundlaget, specielt vedrørende betydningen af den garanterede grundlagsrente?
Finanstilsynets svar på spørgsmål 4
Finanstilsynet kan meddele, at tilsynet har modtaget henvendelser vedrørende usikkerhed
eller tvivl om forståelsen af de garanterede elementer i G82 grundlaget (i det følgende
”Henvendelserne”).
Afgørelse
Finanstilsynet kan ikke oplyse nærmere om indholdet i Henvendelserne eller Finanstilsynets
håndtering heraf.
…”
Finanstilsynet har den 1. december 2015 besvaret supplerende spørgsmål fra Helge Gøttsche:
”Spørgsmål 5 – ordlyd
a. Hvilken betegnelse i G82 angiver en pensionsforsikrings øjeblikkelige værdi?

- 7 -
b. Hvilken betegnelse anvendes i dag for en pensionsforsikrings øjeblikkelige værdi?
c. Hvilken rente bruges ved beregningen af en pensionsforsikrings øjeblikkelige værdi?
d. Er den rente variabel eller konstant?
Finanstilsynets svar på spørgsmål 5
I spørgsmålet anvendes betegnelsen ”øjeblikkelig værdi”. Gennem tiden er der opstået
flere begreber, som alle kan siges at betegne den øjeblikkelige værdi. Begreberne, der
anvendes herfor er bl.a. ”nettoreserve”, ”tilbagekøbsværdi”, ”markedsværdi” og ”den
økonomiske værdi”.
a) I G82, jf. pkt. 3.5.0, anvendtes begrebet nettoreserve, som var udtryk for nutidsværdien
af alle nuværende og fremtidige betalinger. G82 anvendte også begrebet tilbagekøbsværdi.
Efter G82, jf. pkt. 4.3.1, skulle selskaberne anmelde egne selskabsspecifikke
regler for tilbagekøbsværdien til Finanstilsynet. Tilbagekøbsværdien er i øvrigt
ikke reguleret i lovgivningen, men skal anmeldes som en del af det tekniske
grundlag.
b) I dag anvendes ud over begrebet tilbagekøbsværdi også markedsværdi og økonomisk
værdi. Nettoreserve benyttes ikke i dag i denne sammenhæng. Markedsværdien
fastsættes ud fra de ydelser forsikringstageren er garanteret, værdiansat med realistiske
forudsætninger om afkast, risiko og omkostninger. Markedsværdihensættelser,
også benævnt livsforsikringshensættelser, er reguleret i § 20, stk. 1, nr. 6, i
lov om finansiel virksomhed, § 3, stk. 6 og 7, i bekendtgørelse om anmeldelse af det
tekniske grundlag m.v. for livsforsikringsvirksomhed, og § 66, stk. 1, i bekendtgørelse
om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser.
Den økonomiske værdi er reguleret i § 60 a i lov om finansiel virksomhed, samt
bekendtgørelse om opgørelse af den økonomiske værdi af en forsikringstagers produkt
ved omvalg. Tilbagekøbsværdien er værdien af depotet, medmindre kunden har
en garanteret tilbagekøbsværdi.
c) For renten til beregning af nettoreserven henvises til G82, pkt. 2.1.0 og 2.4.0. Ved
beregningen af markedsværdien og den økonomiske værdi af pensionsforsikringen i
dag anvendes Finanstilsynets diskonteringsrentekurve, jf. § 3, stk. 6, nr. 3, i bekendtgørelse
nr. 932 af 4. juli 2013 om anmeldelse af det tekniske grundlag m.v. for
livsforsikringsvirksomhed.
d) Renten til opgørelsen af nettoreserven var fast, jf. G82, pkt. 2.1.0 og 2.4.0…
…”
Forklaringer
Til brug for Højesteret er der afgivet supplerende forklaring af Klaus Grünbaum samt forklaring
af Paul Erik Christensen, Morten Kaas-Rasmussen, Walther Højer, Benny Nissen, Arne
Pedersen, Johan Claus Havemann, Peter Melchior, Erik Sundbøl og Marco Dybdal.

- 8 -
Klaus Grünbaum har forklaret bl.a., at han har nogle korrektioner til sin forklaring for landsretten.
Helt overordnet skulle der i 2. og 3. afsnit i hans forklaring for landsretten have været
anført ”årlig rentegaranti” i stedet for ”rentegaranti” eller ”garanteret rente”.
Det er hans opfattelse, at G82-grundlaget anvendt sammen med forsikringsaftalen er udtryk
for en årlig rentegaranti. Selve grundlaget siger ikke noget om en rentegaranti, men det gør
grundlaget sammen med bestemmelserne i aftalen. Det er mere specifikt tre elementer i aftalen
sammenholdt med G82, der fører til dette resultat.
Det første og vigtigste element er, at det er aftalt, at tilskrevet bonus ikke kan tages tilbage.
Det andet punkt er teknikken i G82, der beskriver, hvordan bonus anvendes til køb af tillægsforsikringer.
Som eksempel kan nævnes: En forsikring har en grundlagsrente på 4,5 % pro anno. Efter det
første år får den tilskrevet 2 % i bonus. Grundlagsrenten er 4,5 %, men selskabet har haft råd
til at forrente med 6,5 %. Man køber for de 2 % en tillægsforsikring til forsikringstageren.
Den bliver også tegnet med en grundlagsrente på 4,5 %. Nu har forsikringstageren to forsikringer
med en grundlagsrente på 4,5 %. De hensættelser, der er, skal efter G82 begge forøges
med 4,5 % årligt. Så kommer vi til andet år. Selskabet har nu kun råd til en kontorente på 2,5
%. Så er der ikke penge nok til at forøge hensættelserne med 4,5 %. Hvis selskabet kunne
nøjes med i gennemsnit at give 4,5 %, ville dette kunne opfyldes, ved at man første år har betalt
6,5 % og andet år 2,5 %. Så ville der ikke være noget problem, men det ville være i strid
med bonusbestemmelsen. Det ville være det samme som at tage den bonus på 2 %, der er udbetalt
i det første år, tilbage. Derfor ville det være i strid med dette princip at regne med en
gennemsnitsrente. Det ville være muligt at arbejde med en gennemsnitsrente, hvis der var tale
om en betinget bonus, hvilket dog først skete fra omkring år 2000, eller hvis det var aftalt, at
man slet ikke skulle give bonus.
Det tredje element er, at genkøbsværdien – i modsætning til ydelserne – er garanteret på ethvert
tidspunkt i forløbet. Genkøbsværdien udregnes på ethvert tidspunkt i forsikringstiden ud
fra det, selskabet her kalder værdien. Det er det, andre selskaber kalder depotet. Den matematiske
beskrivelse er præcis den samme som for andre selskaber. Man regner den retrospektive
reserve ud, og det er det, der er værdien. Genkøbsværdien er 93 % af denne. Der er ikke for-

- 9 -
skel på det, selskabet kalder den prospektive reserve og det, han har beskrevet her. De to måder
at beregne det på fører til samme værdi. Det følger af matematiske formler.
Disse forhold fører til, at genkøbsværdien i det anmeldte grundlag skal forrentes med mindst
4,5 % om året – ligesom nettoreserven. Hvis genkøbsværdien ikke voksede tilsvarende, ville
der mangle penge ved udbetalingen, og man kan ikke tage pengene et andet sted fra. Der kan
herved henvises til PFA’s blad nr. 154 fra februar 1986, hvor der er en illustration af et depotregnskab,
der er udarbejdet på grundlag af samme teknik, som selskabet har gjort her. Der står
i bladet: ”Tilbagekøbsværdien af Deres PFA Pension udgør på beregningstidspunktet 93 % af
depotet.” Det er hans opfattelse, at det heraf fremgår, at det er almindeligt accepteret, at genkøbsværdien
ikke blot er en regnskabspost. Det er det samme, der er udtrykt i den forsikringsordning
fra Codan, som er medtaget som eksempel.
G82 er en del af aftalegrundlaget, og G82 indeholder endvidere aftaleelementer som f.eks.
styktillæg og gebyr ved genkøb.
Han førte som led i sit arbejde i Finanstilsynet ikke systematisk tilsyn med forsikringsaftaler,
men han fulgte med i offentligheden, herunder i den generelle kommunikation fra de store
selskaber, som var dem, der kommunikerede om forsikringer til offentligheden. Det var primært
PFA og Danica (tidligere Statsanstalten), der skrev om forsikringsaftalerne. Han har
fundet en række tekststeder fra de år, hvor personer, der rangerer højt i selskaberne, udtaler, at
der var tale om en årlig rentegaranti. Han henviste i denne forbindelse til Danicas blad Liv &
Pension nr. 2 fra efteråret 1994 og Liv og Pension fra 1989, side 5, hvor det i højre spalte anføres,
at der årligt garanteres en rente på 4,5 %. Et andet eksempel er en udateret kopi fra Baltica
Avisen, hvor der står, at alle forsikringer tegnet før 1996 er garanteret en årlig rente på
4,5 %. Der kan endvidere henvises til PFA nr. 117 fra juni 1966, hvor det på side 8 anføres, at
et forsikringsselskab forpligter sig til den årlige forrentning, der er fastsat i tarifferne (det tekniske
grundlag), og Liv & Pension fra 1994, hvor vicedirektør Birger Larsen udtaler, at der
fortsat vil være garanteret en årlig forrentning på 4,5 %, ligesom det på side 2 anføres, at forsikringsselskaberne
i modsætning til bankerne altid garanterer kunden en årlig minimumsforrentning.
Endelig henviste han til Liv og Pension 1986, side 3.
Han var formand for det udvalg, der afgav rapporten om betaling for rentegaranti fra 1998,
som Peter Melchior omtaler i 2. afsnit i sin forklaring for landsretten, og han er ikke enig i

- 10 -
det, Peter Melchior har forklaret. Udvalget startede med at blive enige om, at de ikke kunne
blive enige om betydningen af ordet rentegaranti, inden de skrev rapporten. Alle parter ville
dog gerne have en rapport, og de blev derfor enige om at kalde det en ydelsesgaranti, for det
er der altid. Det er fortsat hans holdning, at der tillige er en årlig rentegaranti. Han erindrer det
modsatte af, hvad Peter Melchior sagde i landsretten vedrørende rapportens side 28. Det står
på side 28 i rapporten vedrørende de garanterede genkøbsværdier i punkt 3.4.3, at genkøbsværdierne
på ethvert tidspunkt skal leve op til selskabets tegningsgrundlag. Ingen af medlemmerne
i udvalget protesterede mod denne formulering, da rapporten blev udarbejdet og
udgivet, og det var heller ikke hans opfattelse, at Peter Melchior på dette tidspunkt var uenig i
denne del af rapporten.
Historisk set har man ikke brugt begrebet gennemsnitsrente i forbindelse med forsikringer.
Gennemsnittet, som vi taler om her, er gennemsnitsrenten for den enkelte kunde over tid. Det
har intet at gøre med den snak, der er i dag om gennemsnitsrente kontra markedsrente. Her
betyder gennemsnitsrente, at man tager et gennemsnit over hele forsikringsbestanden, helt
uafhængigt af hvornår man har indbetalt sine præmier.
Kunden kan alene få adgang til pengene ved genkøb og udbetaling. Det betyder, at man ikke
vilkårligt kan hæve sine penge, når man ønsker det. Man har således kun lovet kunden pengene
ved genkøb og udbetaling.
Paul Erik Christensen har forklaret bl.a., at han er født i 1943 og har været i forsikringsbranchen
i hele sit arbejdsliv. Han startede i branchen i 1964, hvor han blev ansat i Baltica i Thisted,
hvor han var i tre år. En del af hans arbejde var at oplære fritidsmedarbejdere, og han
udarbejdede alle livtilbud. Herefter åbnede han et nyt kontor i Lemvig. Han havde i mellemtiden
uddannet sig til assurandør på en skole, som alle forsikringsselskaberne bidrog økonomisk
til. Han var i Lemvig frem til 1971 og havde primært med privatområdet at gøre. Livsforsikringer
udgjorde ca. halvdelen af hans arbejde. Herefter kom han til Holbæk, hvor han
arbejdede som erhvervsassurandør frem til 1975. Også her bestod en stor del af hans arbejde i
at tegne livsforsikringer. De ti i selskabet, der tegnede flest livsforsikringer, blev ”livmillionærer”,
og det blev han fire gange.
Når man solgte forsikringer i 1970’erne, tog man hjem til kunden privat. Man fortalte om forsikringen
og vilkårene, og når kunden oplyste, at der også var tilbud fra banken, forklarede

- 11 -
man om fordelene ved en forsikring. De oplyste altid, at man hos forsikringen aldrig kunne
komme under 4,5 % i årlig rente. Det kunne de ikke tilbyde i banken. Det kom man ind på
ved otte ud af ti kundebesøg. Kunderne ville som regel gerne vide, hvad der kom ud til dem
selv i sidste ende. Man drømte på dette tidspunkt ikke om, at renten kunne blive så lav, som
den senere er blevet. Renten var på dette tidspunkt omkring 20 % eller højere.
I 1975 blev han ansat som underviser på Forsikringshøjskolen, hvor han var i ca. 3 1/2 år. De
underviste i det tekniske på højskolen, og de kommende assurandører afleverede opgaver. De
lagde megen vægt på at lære eleverne at gøre opmærksom på forsikringsselskabernes styrke,
herunder at de kunne garantere folk en rente, hvilket bankerne ikke kunne. Han har mange
gange i rettelser i opgaver skrevet, at de skulle huske at gøre opmærksom på at oplyse om de
4,5 % i årlig rente.
Efter Forsikringshøjskolen har han været ved Europæiske Rejseforsikring i ti år som underdirektør,
hvorefter han har været hos Compas, og i 1986 skiftede han til Hafnia. Han blev flyttet
til Codan i 1989, da Hafnia gik konkurs. I Hafnia skulle han starte et nyt selskab op, der
skulle være salgsorganisation, og han havde mere overordnede opgaver. Han skrev i den forbindelse
en bog om ansvar og beføjelser, herunder opførsel i salgssituationer. Hen mod slutningen
af sin ansættelse flyttede han til Charlottenlund for at hjælpe regionsdirektøren, og
herefter blev han salgschef for hele Nordsjælland, herunder samtlige assurandører – formentlig
omkring 150 mennesker. Han havde ansvaret for salget, og han holdt kurser for assurandørerne,
ligesom han havde daglige møder med dem. Man sagde på dette tidspunkt det samme
til kunderne, som man havde gjort i 70’erne. De slog på de 4,5 %. Det lærte han sine assurandører,
og det var det samme, som disse havde lært på Forsikringshøjskolen. Der var ikke nogen
tvivl. Efter 1994 var spørgsmålet oppe hvert år i december, hvor de rådgav kunderne til
yderligere indskud på gamle policer med rentegaranti, hvis der var plads.
Da grundlagsrenten blev sat ned, sagde man principielt det samme til kunderne. De troede i
branchen ikke på, at renten ville blive der, og de fortsatte derfor med at rådgive om 4,5 %. De
oplyste til kunderne, at det værste, der kunne ske, var, at policer på 2,5 % alene ville give 2,5
%, men de gav 4,5 %.
Han har været chef for Bent Altschul i Hørsholm. De havde delt deres assurandører op i grupper.
Bent Altschul var blandt dem, der var fagligt bedst klædt på, og han lavede derfor ikke

- 12 -
andet end at sælge livsforsikringer til læger og tandlæger. Bent Altschul var en af hans bedste
assurandører – måske den bedste.
Efter 1994 skiftede han til Baltica, der blev opløst, hvorefter han skiftede til Danica, hvor han
har været siden. Han blev ved med at sælge forsikringer, til han gik på pension for ca. 1 1/2 år
siden.
Han reagerede på en artikel af Povl Dengsøe i Berlingske Tidende, der beskrev, at Helge
Gøttsche havde tabt sagen i landsretten, og han forstod ikke resultatet. Det stemte ikke med
den praksis, de havde haft i branchen. Han mente, at det var uretfærdigt, at Helge Gøttsche
havde tabt på en sandhed. De havde lovet kunderne en årlig rente på 4,5 %. Han ringede derfor
til Povl Dengsøe. De har hele tiden sagt til kunderne, at kunderne skal placere deres forsikringer
i et forsikringsselskab, fordi selskaberne i modsætning til bankerne kunne garantere
4,5 % årligt i rente af saldoen. Det er uden betydning, at der er år, hvor man har fået mere i
rente. Han har alene læst om sagen i avisen, og han mener, at det er uretfærdigt. Han har forstået,
at Helge Gøttsche tabte sagen, fordi han ikke var troværdig nok, når han havde sagt, at
han var blevet lovet 4,5 % årligt.
Han har først mange år senere hørt om begrebet ydelsesgaranti. Det var ikke et begreb, de
anvendte dengang. Han mener, at en ydelsesgaranti er ringere end en rentegaranti, fordi man
her får 4,5 % regnet over hele perioden. Så får man ikke 4,5 % i de år, hvor det går dårligt, og
han har forstået det sådan, at man ikke får den igen senere. Det tror han ikke, at selskaberne
har til hensigt. Han har spurgt i Danica, der tror, at renten stiger, men først om 3-4 år. Han har
selv garanterede pensioner i SEB og Danica, og han har spurgt, hvad de vil give, hvis han
opgiver sin rentegaranti.
Morten Kaas-Rasmussen har forklaret bl.a., at han er født i 1935 og oprindeligt er uddannet
håndværker, men i 1958 blev fritidsmedarbejder i Baltica. Han arbejdede som fritidsmedarbejder
frem til 1961, hvor han blev ansat som assurandør i Næstved og gik på Forsikringshøjskolen.
Han fik sin eksamen i 1964, og han har virket som assurandør fra 1961, til han blev
sygepensioneret i december 1992. Han var medarbejderrepræsentant i Balticas bestyrelse fra
1974-1986, og han har endvidere deltaget i selskabets samarbejdsudvalg i 20 år, ligesom han
har været formand for samarbejdsudvalget på salgssiden. Han har således været aktiv i assurandørforeningen
i mange år.

- 13 -
Han tegnede alle former for forsikringer. I starten havde han primært privatkunder, men han
blev senere erhvervsassurandør med de skadesforsikringer mv., der følger med, ligesom han
fortsat solgte livs- og pensionsforsikringer. Han har ligget mellem selskabets ti bedste assurandører
på livsforsikringsområdet. Der var mange penge i livsforsikringer for både selskabet
og assurandørerne. Man havde gennem ti år ”livmillionærklubben” for de ti medarbejdere, der
solgte flest livsforsikringer, og han deltog i alle ti år. For at være medlem skulle man sælge
for et millionbeløb. Det var næsten de samme, der var med hvert år, så ordningen faldt bort
igen.
Salg af livsforsikringer foregik ved, at han foreslog en erhvervskunde eller en større livsforsikringskunde,
at de holdt et møde sammen med dennes revisor, så de kunne se på skattefordele
samtidig. Som assurandør startede man med mundtligt at fremlægge nogle forslag, og
man havde nogle møder undervejs i forløbet, hvor man både skriftligt og mundtligt argumenterede
for salget. Når han havde møder, argumenterede han for forsikringen ved først og
fremmest at argumentere for dækningen og dernæst det rent opsparingsmæssige og skattemæssige.
De var i konkurrence med bankerne, og han fremhævede derfor, at forsikringen
havde en rentegaranti på minimum 4,5 % pr. år. I mange år var renten 18-20 %, og når de afgav
tilbud, skete det på nogle faste formularer med prognoser på 9, 11 og 13 %. Det årlige
renteafkast kunne være svingende, hvilket man illustrerede med nogle skemaer. Da renteniveauet
begyndte at falde, viste man prognoser på 7, 9 og 11 %. De fortalte kunderne, at de
aldrig kunne komme under 4,5 % om året. Det var det, de var blevet instrueret i. Instruktionen
har han fået på møder, i erfa-grupper og i forbindelse med efteruddannelse og lignende. Når
nogen ikke solgte nok, talte man også om, at de skulle slå på de 4,5 % i årlig rente. Han har
aldrig mødt en assurandør, som var i tvivl om, at der var tale om en årlig rentegaranti. På det
tidspunkt, hvor de tegnede forsikringer med afkast på over 20 %, følte de sig lidt til grin, når
de nævnte garantien på 4,5 %.
Han blev først klar over, at det kunne være anderledes, da han læste om sagen i avisen. Det
bragte ham lidt op af stolen, fordi han mente, at selskaberne nu var begyndt på det samme
som bankerne gør, nemlig at sælge dårlige produkter, som derefter bliver ”tørret af” på medarbejderne.
Man kunne forestille sig, at selskaberne sagde, at assurandørerne havde fortalt
noget forkert om den årlige rentegaranti.

- 14 -
Sagen drejer sig om rentegaranti. Han kender begrebet ydelsesgaranti. En rentegaranti er en
garanteret rente. En ydelsesgaranti er en gennemsnitsrente. Han mener, at garantien er bedst
for kunden, idet man ved ydelsesgarantien også kan tage af den allerede tildelte bonus.
Walther Højer har forklaret bl.a., at han er født i 1948, og at han startede i forsikringsbranchen
den 1. august 1972 i Baltica som all-round assurandør og blev eksamineret i 1974. Han
arbejdede herefter i Baltica i Ballerup, hvorefter han skiftede til Nordlyset i 1975. I 1977
skiftede han til Zürich, hvor han havde Nordsjælland som område. I 1981 startede han som
selvstændig mægler, og i 1984 var han nødt til at ansætte folk, hvis han skulle fortsætte, hvorfor
han valgte igen at blive ansat, nu i Statsanstalten, hvor han udelukkende arbejdede med
pension og liv. Statsanstalten blev overtaget af Danica, der blev overtaget af Danske Bank,
hvorefter det gik ned ad bakke for sælgerne. I 1996 fik de valget mellem at være overenskomstforhandlere
med firmaer, eller at være den der efterfølgende fyldte på. Herefter kom han
til Kgl. Brand, der blev opkøbt af Scandia. Han kom herefter til AEON, hvor han var mægler,
til han blev pensioneret i 2014.
I 1980’erne beskæftigede han sig udelukkende med salg til private. Det gik meget på mulighederne
for skattefradrag og afkast dengang. Han opsøgte mulige kunder ved at sende et brev
til dem, hvorefter han ringede, og det lykkedes i stort omfang at få en aftale. Bankerne kunne
dengang ikke være med på renten på 9, 11 eller 13 %, som forsikringsselskaberne kunne
fremvise prognoser på. De oplyste over for deres kunder, at renten aldrig kunne blive mindre
end 4,5 % p.a. De nævnte endvidere, at den rente, der var blevet tilskrevet, ikke kunne blive
taget fra kunden igen. De nævnte det en passant, da renten var langt højere dengang. Det var
sådan, proceduren var, og der var ingen diskussion. Der var ikke tale om en gennemsnitsrente
over hele forløbet. Han har enten lært det af sin arbejdsgiver eller på Forsikringshøjskolen.
Først omkring 1990 begyndte man at trække i land fra selskabernes side, og han fornemmede
selv, at man skulle passe på, hvad man lovede. Renten var faldet på dette tidspunkt. Han holdt
derfor op med at tale om en årlig rentegaranti. Han ville ikke love noget, han ikke kunne stå
inde for. Han har dog fortsat nævnt renten på 4,5 % på dette tidspunkt.
Han lærte først om markedsrenteprodukterne, da han var startet ved Scandia, og har selv sine
pensioner under denne ordning. Det er han meget tilfreds med.

- 15 -
Han har reageret på sagen på baggrund af en artikel i Berlingske. Han sendte en mail til Povl
Dengsøe om, at han bakkede fuldt op om de påstande om garantirenten, der var fremført i
artiklen. Sagen går ud på, at selskabet nu pludselig siger, at der er tale om en gennemsnitsrente
over hele perioden og ikke en fast garanteret rente hvert år. Han har først hørt ordet
ydelsesgaranti i de senere år. Ved ydelsesgarantien kan selskabet tage af den bonus, kunden
har optjent, hvis det er nødvendigt. Selskabet kan altså tage optjent bonus tilbage.
Benny Nissen har forklaret bl.a., at han er født i 1956, og at han startede i Codan i 1983, hvor
han var frem til 1997. Han var ikke forsikringsuddannet, så han gennemgik uddannelsen i
Codan Forsikring. Han kom på Forsikringshøjskolen og blev eksamineret i 1986 inden for liv
og pension og erhvervsskadeforsikring. Han arbejdede i Slagelse, men dækkede hele Vestsjællandsområdet,
og som assurandør arbejdede han med alle disse typer forsikringer. Liv og
pension var en vigtig del af arbejdet, idet det er vigtigt for de fleste kunder.
Når han rådgav omkring livs- og pensionsordninger, afdækkede han risici og pensionsforhold.
Typisk havde man en samtale med kunden om, hvad denne var interesseret i, og hvad vedkommende
gerne ville høre mere om. På baggrund af det udarbejdede man et tilbud og gennemgik
det med kunden. Et tilbud på livs- og pensionsområdet indeholdt oplysninger om både
dækningen og opsparingsdelen, og der var en prognose for, hvordan policen ville udvikle sig
frem til pensionsalderen. I 1980’erne var renteniveauet meget højt, og det, de tilbød, var en
bonusrente, der blev tilskrevet årligt, og en minimumsgaranti for en årlig rente på 4,5 %. Bonusrenten
var på det tidspunkt betydeligt højere. Det var et konkurrencepræget marked, og i
1982 havde selskaberne aftalt nogle fælles vilkår, så de alene konkurrerede på bonusrenten.
De konkurrerede endvidere med bankerne, hvor renten kunne svinge fra over 20 % det ene år
til at være negativ det andet år. I forhold til bankerne kunne de tilbyde forsikringsdækning, og
de kunne garantere, at der ikke var negative afkast, fordi den garanterede årlige rente var 4,5
%. Det var noget, de slog meget på.
Den årlige minimumsforrentning på 4,5 % har han hørt om under sin uddannelse. Både internt
i selskabet og på Forsikringshøjskolen har det altid været omtalt som en årlig rentegaranti på
4,5 %. Det er det, de har solgt, og det er det, kunden har købt. De havde naturligvis løbende
kurser, hvor de gennemgik forskellige tiltag, og der har altid været tale om 4,5 % årligt. Hvis
de havde været bekendt med, at der i stedet var tale om en ydelsesgaranti, havde de naturligvis
oplyst kunderne om dette.

- 16 -
Han har ikke arbejdet med pension siden 1997, og han har derfor ikke bemærket, hvornår man
er begyndt at tale om en ydelsesgaranti. Begrebet kendte han ikke forud for 1997.
Han reagerede på en artikel i Netavisen, og han sendte derfor Helge Gøttsches advokat en
mail og meddelte, at alle i forsikrings-branchen ville kunne bekræfte, at det var en rentegaranti,
de havde solgt til kunden. Han har ikke mødt nogen, der ikke har kunnet bekræfte det.
Hans kendskab til den konkrete sag er det, han har læst i avisen. Han blev meget forundret
over, at det nu blev omtalt som en ydelsesgaranti og ikke en rentegaranti. Han mener, at der er
forskel på at være garanteret en tilskrivning til depotet på minimum 4,5 % årligt og en situation,
hvor man nogle år alene får tilskrevet 1 eller 1,5 %. Hvis der i et år alene tilskrives en
rente på 1 %, får man 3,5 % mindre end lovet, og man får ikke pengene igen. Det, man får
udbetalt i sidste ende, vil dermed blive mindre. I 1980’erne havde man ikke forestillet sig, at
man ikke kunne opfylde en minimumsrente på 4,5 %. Ydelsesgaranti er ikke et begreb, han
har arbejdet med.
Arne Pedersen har forklaret bl.a., at han er født i 1949 og kom ind i forsikringsbranchen i
1980, hvor han startede som assurandør i Baltica i Skjern og et halvt år senere kom til Esbjerg.
Han blev eksamineret assurandør fra Forsikringshøjskolen i 1983, og han blev umiddelbart
herefter distriktschef i Aabenraa. Der var han i to år, hvorefter han blev regionschef og
igen arbejdede fra Esbjerg. Han havde ca. 225 medarbejdere, hvoraf ca. 40 % var assurandører.
Omkring halvandet år senere delte selskabet områderne op i erhverv og privat, og han
blev herefter chef for privatdelen. Han fortsatte som regionschef frem til 1995/1996, hvorefter
han blev salgschef, hvilket han var frem til slutningen af 1990’erne, hvorefter han kortvarigt
arbejdede i en anden branche. I 2001 blev han salgschef i GF, hvor han fortsat er salgschef.
De har ikke med liv og pension at gøre i GF.
Han blev undervist efter en lærebog på Forsikringshøjskolen, og han kan huske, de skulle huske
to salgsargumenter til eksamen: At de kunne tilbyde tab af erhvervsevne forsikringsdækninger,
og at de var bedre end bankerne, bl.a. fordi de kunne tilbyde en årlig minimumsforrentning.
Han er ikke i tvivl om, at der var tale om en minimumsrente på 4,5 % pr. år, og at
der ikke var tale om et gennemsnit. Det har aldrig i nogen lærebog eller noget af det, han har
lært, været omtalt som en gennemsnitsrente. Det var den enkelte kundes saldo, der skulle for-

- 17 -
rentes. Renten kunne godt være mere end 4,5 %, hvilket hvert år blev opgjort efter bonusregulativer,
og renten kunne være både 10 og 11 %.
Første gang, han hørte om begrebet gennemsnitsrente, var i en artikel i Børsen. Han kan ikke
huske det præcise årstal, men han blev overrasket. Begrebet ydelsesgaranti har han først hørt
om i forbindelse med denne sag. Han forstår en ydelsesgaranti som en gennemsnitsrente på
4,5 %. Han har ikke i sit arbejde brugt begrebet. Ved en ordning på minimum 4,5 % pr. år
eller mere skal man have mindst 4,5 % hvert år. Hvis man gennemsnitligt får 4,5 %, kan man
få betydeligt mindre i fremtidige år. Man tager ikke af den allerede tildelte bonus, men man
risikerer en lavere rente i nogle år. Han kan ikke svare på, hvad der er bedst for kunden, fordi
han ikke har arbejdet med en gennemsnitsrente. Han har i forbindelse med sagen kontaktet ti
gamle kolleger, der alle har solgt og undervist på samme måde som han. Han ved ikke, hvornår
de begyndte at udsende depotoversigter i Baltica.
Han har selv en rentegarantipension.
Johan Claus Havemann har forklaret bl.a., at han er født i 1941 og startede i forsikringsbranchen
i 1979, hvor han blev ansat i Baltica i Holbæk. Der var på kontoret en distriktschef, der
skulle uddanne nye medarbejdere i samarbejde med Balticas uddannelsesafdeling. Det stod på
i seks måneder, og herefter gik han på Forsikringshøjskolen, hvor han blev uddannet inden for
skadesforsikring og pensionsforsikring, herunder liv. Uddannelsen varede i to år, og han var
på Forsikringshøjskolen ca. hver tredje måned, hvorefter han blev eksamineret assurandør. De
fandt hurtigt ud af, at pengene lå i personforsikring, og de ville alle sammen gerne slippe for
den faste løn, de var startet på, så de kunne komme over på en provisionsordning. Det var i
salg af livsforsikring, pengene lå, både for ham og for selskabet, og det var derfor noget, han
solgte meget.
Han blev distriktschef i 1981 og regionschef i 1984. Han havde mange assurandører under
sig, og fra 1984 havde han ansvaret for den seks måneder lange uddannelse, han selv havde
gennemgået, da han startede. Baltica blev efterhånden mere topstyret, og han skiftede derfor
til Baltica Finans i 1989. Han arbejdede i deres centeradministration med butikscentre, og han
uddannede sig derfor også til ejendomsmægler.

- 18 -
Han har læst om sagen i pressen. Han mente, at det var uretfærdigt, og han blev hidsig. Det er
imod det, der skete i dagligdagen, og det de havde sagt til deres kunder. De solgte pensionsforsikringerne
med et løfte om et sikkerhedsnet, idet der var en årlig forrentning på minimum
4,5 %. Selskaberne kunne dog forrente de præmier, de fik ind, på et langt højere niveau, og
overrenten blev øremærket til den pågældende kundes forsikring. Man kunne sige til kunden,
at der ud over de 4,5 % blev tillagt en overrente. Hvert år ville indskuddet derfor vokse, og de
risikerede ikke at miste noget igen. Begrebet gennemsnitsrente eksisterede ikke. Det er hans
opfattelse, at ydelsesgaranti er et nyt begreb, og det strider imod det, han har lært. Det eneste,
de kendte til, var rentegarantien. Han gik derfor på jagt efter den bog, han var blevet undervist
efter på Forsikringshøjskolen. Han fandt den på Det Kgl. Bibliotek, og den bekræftede hans
opfattelse. Bogen hedder ”Personforsikring” og er skrevet af Per Georgsen. Den er udgivet i
1979 af Forsikringshøjskolen, men den kom først et halvt års tid efter, at han var startet på
højskolen.
Forholdet mellem præmie og forsikringsydelse kender han ikke i detaljer. Han kan derfor ikke
udtale sig om, hvordan man kommer fra præmien til summen.
Han mener, at det er uretfærdigt, at der indføres et nyt begreb, og at forsikringsselskaberne
afviser, at der har været en rentegaranti med den konsekvens, at der kan tages af bonusreserven.
Forskellen på en rentegaranti og en ydelsesgaranti består i, at man ved en ydelsesgaranti
alene garanterer en rente på 4,5 % over det samlede antal år. Han mener, at det går imod den
oprindelige aftale om en garanteret rente på 4,5 % pr. år, hvor man fik en overrente afhængigt
af, hvordan selskabet investerede. Der var ikke nogen garanti for overrente, men en forhåbning.
Det er hans forståelse, at man ved gennemsnitsrenteproduktet tager af den overskudsrente,
man har erhvervet i tidligere år.
Han har selv rateforsikringer.
Peter Melchior har forklaret bl.a., at han har en enkelt bemærkning til landsretsdommen. I 2.
afsnit i hans forklaring burde det have været anført, at han er uenig i, at det hævdes, at det i
rapporten er anført, at garanteret genkøbsværdi skulle være lig med en rentegaranti. Han er
enig i rapporten, men ikke i at genkøbsværdi er lig med en rentegaranti eller en årlig rentegaranti.

- 19 -
Han blev ansat i branchen i 1970 i Dansk Folkeforsikring og har bl.a. været i PFA fra 1973 til
1988. Fra 1988 til 1992 var han i Baltica, og fra 1992 har han været i PFA, hvor han var direktør
til for 2 år siden. Han er nu bestyrelsesmedlem i Lægernes Pension, og han er ansvarshavende
aktuar for TDC’s pensionskasse og for SAS’ piloter. Han har været aktuar siden
1972. I den periode, hvor han var ansat i PFA Pension, deltog han i en del salg og kundekonferencer.
Han har ikke primært arbejdet med salg, og han har ikke haft det som ansvarsområde,
men han var i sin tid hos PFA også inddraget i salget. Det er ikke ham, der har siddet og
forklaret ting til assurandørerne, men han har undervist dem i aktuarfagligt stof.
Hans interesse i sagen er alene, at han gerne vil afgive en fagligt rigtig forklaring. Han har
ikke nogen interesser i den foreliggende sag. Han arbejder med arbejdsmarkedspensioner,
hvor aftaleforholdet er et andet. Udfaldet af sagen har ikke nogen aktuel betydning for ham.
Begrebet genkøbsværdi skal forstås som et vederlag for, at man udtræder af en aftale. Det er
værdien af aftalen for kunden, og kunden får ved ophør værdien, så kunden er lige godt stillet
før og efter. Genkøbsværdien er noget, man får for at opgive sin ret ifølge aftalen. Det er noget,
man kun kan gøre én gang med undtagelse af delvise genkøbsaftaler. Ved en genkøbsaftale
kommer forsikringen til udbetaling før tid, og kunden slipper for nogle byrder de næste
år. Man gør på dette tidspunkt forholdet op. Genkøbsværdien skal beregnes i forhold til G82,
som aftalen er omfattet af, og som er et beregningsredskab. Genkøbsværdien er herefter lig
med nettoreserven. Ved beregningen vil der blive fratrukket 7 % for omkostninger mv.
Grundlagsrenten indgår, når man beregner genkøbsværdien, sammen med omkostninger og
risikopræmier. Man beregner ydelsen med fradrag af det, man skal betale. Det er en fremadrettet
beregning. Der fremgår ikke noget af G82 om garanti for genkøbsværdien. Ordet garanti
nævnes ikke. G82 er alene et beregningsgrundlag, der fortæller hvilke forsikringsydelser, man
kan have, og hvordan man beregner en ydelse ud fra en præmie og omvendt. Det fremgår om
genkøbsværdien, at den er 93 % af nettoreserven, uanset hvad der sker. Det er det, garanteret
betyder. Han kan ikke huske, om ordet gennemsnitsrente er anvendt i G82, men han tror det
ikke.
Den rapport, der er omtalt i 2. afsnit af hans forklaring for landsretten, indebærer ikke efter
afsnit 3.4.3 en rentegaranti for kunden, fordi der ikke er umiddelbar sammenhæng mellem
genkøbsværdi og rentegaranti. Man er sikret ydelsen – genkøbsværdien – uanset hvad der
sker, og det har ikke noget med en garanteret rente at gøre. Det, der er anført i rapporten, be-

- 20 -
tyder ikke, at depotet skal svare til genkøbsværdien, på samme måde som depotet ikke skal
indeholde det beløb, man skal have udbetalt, hvis man bliver invalid. Ved forsikringer som
den foreliggende er der en regnskabsregel eller en tilsynsregel, hvoraf følger, at selvom ikke
alle genkøber, skal selskabet have midler nok til, at alle genkøber i morgen. Hvis genkøbsværdien
er større end depotet, skal selskabet derfor have forskellen i regnskabet. Pengene skal
være til stede i selskabet, men de behøver ikke at være i depotet. Man skal ikke opfylde
grundlagsrenten år for år. Det er ligegyldigt, om det er 4,5 % hvert år eller et gennemsnit på
4,5 %. Det er ydelsen, der er beregnet på grundlag af de 4,5 %, der er garanteret. I mange år
var der de facto ikke stor forskel på genkøbsværdien og depotet. Man har derfor ikke talt om
det, men det samme har været gældende. Depotet var dengang ikke mindre end nettoreserven,
men det var fortsat ikke et krav, at der var identitet imellem de to størrelser. Han vil tro, at
forskellen opstår omkring år 2000, hvor man første gang ser, at kontorenten er under grundlagsrenten.
Han er ikke enig i Klaus Grünbaums opfattelse af, at retrospektiv og prospektiv beregning
giver det samme. Dommen har været meget omtalt i branchen, og han kan ikke genkende, at
dette har været den sædvanlige forståelse. Der er særlige produkter, hvor der er aftalt en årlig
rentegaranti. Det er der enkelte selskaber, der har gjort. Hvis der er aftalt en specifik årlig
rentegaranti, er det specifikt anført i policen. Det gør man typisk, hvor man er i konkurrence
med en bankopsparing, men det er ikke det almindelige. Han kender kun ét selskab, der bevidst
har lavet sådan et produkt. Han er heller ikke enig med Klaus Grünbaum i, at der ved
sammenhængen mellem G82 og aftalen er tale om en rentegaranti. Der er tale om en ydelsesgaranti.
Der købes en tillægsforsikring for den bonus, der tilskrives, og den kan ikke tages
igen. Bonussen er konverteret til en forsikring. Det, der er tilskrevet, er tilskrevet og danner
basis for en ny lille ekstra garanti. Ved en ydelsesgaranti tager man ikke det, der allerede er
tilskrevet kunden. Hvis der i et år alene er tilskrevet 2,5 %, må man kompensere for det i de
år, der kommer. Hvis man ikke kan yde en højere rente i senere år, må selskabet spæde til.
Det er hans opfattelse, at den helt almindelige holdning i branchen er, at der var tale om en
ydelsesgaranti og ikke en rentegaranti. Han mener ikke, at der i de tekststeder, Klaus Grünbaum
har henvist til, er tale om en egentlig årlig rentegaranti. Alene PFA’s formulering i nyhedsblad
nr. 180 fra juni 1995 kan lede tanken hen på, at de har en garanteret årlig depotrente.
Formuleringen her kunne få nogen til at tro, at der var tale om en årlig rentegaranti. Formuleringen
er dog anvendt i forbindelse med et helt specifikt produkt, nemlig en ”PFA konto”.

- 21 -
Efter hans opfattelse har de øvrige produkter ikke en sådan formulering, og det kan derfor
ikke fortolkes som noget alment gældende.
Man var ikke så præcis i sin sprogbrug på daværende tidspunkt, og det er man fortsat ikke.
Man bruger ordet rentegaranti om en garanti, der er baseret på en rente. I den tidligere omtalte
rapport anvendes begrebet rentegaranti, fordi det var det begreb, man brugte i daglig tale. Da
de var ved at være færdige med udvalgsarbejdet, som han deltog i, gjorde han på det sidste
møde opmærksom på, at de skulle være mere præcise, og de skrev derfor ydelsesgaranti i
indledningen til rapporten. De valgte ikke at rette hele rapporten igennem. Han mener ikke
som Klaus Grünbaum, at de blev enige om at være uenige fra starten, og at det er derfor, det
er skrevet sådan. Der var enighed om, at der formelt var tale om en ydelsesgaranti. Det er det
juridisk korrekte udtryk. Hvis Finanstilsynet havde været uenig heri, var det ikke gået med til
rettelsen. Rapportens anvendelse af begrebet rentegaranti er ikke konsekvent i hele rapporten.
Der kan godt være steder, hvor det netop er renten, det drejer sig om. Det er underligt, at man
ikke ændrede titlen på rapporten. Det, der var udfordringen for branchen på tidspunktet for
rapportens tilblivelse, var renteelementet og ikke omkostningerne, og derfor koncentrerede
man sig om denne del. Så sent som for tre uger siden holdt han foredrag på en stor konference,
hvor han valgte at tale om sjusket terminologi, hvilket han kunne give mange eksempler
på både inden for branchen og fra offentlige myndigheder. Branchens dilemma er, at de
skal forklare systemet på en forståelig måde, der samtidig skal være juridisk korrekt, også når
man ser 30 år frem i tiden. Det er svært og nærmest umuligt at være fuldstændig korrekt. Anvendelse
af begreberne opsparingsværdi eller depotværdi kunne formelt give kunden indtrykket
af, at kunden ejer opsparingen. Det er ikke korrekt. Kunden ejer alene retten til en ydelse,
og opsparingen er alene et middel. Det ville være mere korrekt at betegne det som en pensionshensættelse.
Det er ikke sprogligt upræcist, når der henvises til opsparingen, men det er
juridisk upræcist.
Aktuarforeningens rapport om markedsværdier anvender i pkt. 2.5 ordet ”typisk” om ydelsesgarantien.
I rapporten om genkøbsfradrag er ordet rentegaranti anvendt. Det er udtryk for en
slags ”slang”. Han er uenig i, at udtrykket ”hele forsikringens løbetid” henviser til pro anno.
Hele løbetiden henviser til, at det også gælder under udbetalingsperioden. I Pensionsmarkedsrådets
rapport anføres det i afsnit 3.1, at der er tale om en ydelsesgaranti. Han læser det her
anførte omvendt af Klaus Grünbaum, idet han mener, at det blot henviser til, at selskabet må
spæde til, hvis depotet er mindre end genkøbsværdien på udbetalingstidspunktet. Det er det,

- 22 -
han mener, ”de facto” betyder. Foreholdt en konkret dækningsoversigt fra Codan har han forklaret,
at det er en korrekt angivelse under de forudsætninger, der ligger til grund for prognosen.
Han opfatter det sådan, at over hele forsikringens løbetid skal depotværdien samlet forrentes
med 4,5 %. Der er tale om en prognose frem til udløb, hvor selskabet garanterer, at det
i de år har givet gennemsnitligt 4,5 % i rente. Det, han læser, der står, er et gennemsnit. Foreholdt
Statsanstaltens kundeblad ”Liv & Pension” fra marts 1989, højre kolonne, hvor ordet
”årligt” er anført, har han forklaret, at det ikke er en præcis formulering. Artiklen, der fremstår
i et kundeblad, har til hensigt at henvende sig til kunden på forståelig måde. Foreholdt Danicas
kundeblad ”Liv & Pension”, nr. 2, efteråret 1994, forstår han det, som om renten godt
kunne ligge under. Det forekommer ham ret præcist formuleret.
Man tænkte ikke så meget i 1980’erne over, hvad der lå i begreberne. Renten var på 20 %, og
en rente på 4,5 % interesserede ikke kunderne. Fordi renteniveauet var så højt, var det ikke så
vigtigt, hvordan de garanterede 4,5 % blev omtalt. Det var ikke et aktuelt tema, om der var
tale om en rente på 4,5 % pr. år eller en samlet rente på 4,5 % set over hele perioden. 4,5 % i
rente var dengang urealistisk. Han kan ikke huske, at man har sagt til kunderne, at der var tale
om en årlig minimumsrente. De fortalte, at de i modsætning til bankerne kunne tilbyde en vis
garanti, der svarede til 4,5 %. Man sagde, at der var en garanti, men det var næsten et problem
at tale om garantierne, fordi de var så lave i forhold til renten på daværende tidspunkt. Det var
prognoserne, man solgte forsikringerne på.
Man begyndte at sende kontoopgørelser ud omkring midten af 1980’erne. Alle selskaber kom
med, men nogle først nogle år senere. Forsikringerne forekom ret ugennemsigtige for kunderne,
men en bankkonto kunne man se. Man opfandt derfor depotoversigter, hvor man viste
kunden en konto, hvoraf indbetalinger, omkostninger og rentetilskrivning fremgik. Det var
nødvendigt for at bevare kundernes tillid. I modsætning til en bankkonto, hvor kunden ejer
pengene, er depotet alene et middel til at udbetale midlerne. Depotoversigten viser, hvad man
har fået, og hvilke omkostninger der har været. Man laver også depotopgørelser på f.eks.
markedsværdiforsikringer, som han mener kom til i slutningen af 1990’erne. Han er dog ikke
helt sikker på tidspunktet.
Forskellen mellem en årlig rentegaranti og en ydelsesgaranti er, at en ydelsesgaranti er en garanti,
der beregnes på basis af flere elementer: Renter, omkostninger og en pris for risikodækning.
Man kan godt honorere den garanterede ydelse, selvom man giver lidt mindre i grund-

- 23 -
lagsrente, hvis de faktiske omkostninger er lavere end forventet. Over hele perioden får man
gennemsnitligt grundlagsrenten, og man kan derfor det ene år give 4 % i rente og det andet 5
%. Ved en årlig rentegaranti garanterer man, at kunden hvert år mindst får grundlagsrenten.
Hvis selskabet er klar over, at der er tale om en årlig rentegaranti, er det ikke en ubetinget
fordel for kunden, da selskabet vil være mere tilbageholdende med at give bonus i det enkelte
år, for at sikre at man kan give 4,5 % hvert år. Noget af den bonus, der er kommet undervejs,
vil i et fornuftigt selskab blive tilbageholdt, så der er til udbetaling i senere år. Hvis der modsat
er tale om en ydelsesgaranti, vil man kunne give mere fra starten. Det vil formentlig give
det samme resultat, og det ene er formentlig ikke bedre end det andet for kunden. Det gør en
stor forskel, hvad selskabet troede fra starten. Hvis selskabet ikke fra starten vidste, at der var
tale om en årlig rentegaranti, ville det være byrdefuldt for selskabet, fordi selskabet så ville
have tilskrevet for meget bonus i starten. Man har ved en ydelsesgaranti ikke brug for så store
bonusreserver. Uanset hvilket system man anvender, tilskrives bonus uigenkaldeligt. En ydelsesgaranti
er ikke nødvendigvis uforenelig med en årlig rentegaranti. Man kan godt ud over
ydelsesgarantien have en årlig rentegaranti. Det er der ikke noget i vejen for at have som en
slags bibetingelse. Hvis man har en årlig rentegaranti, har man også en ydelsesgaranti, men
ikke omvendt.
Begrebet ydelsesgaranti begyndte man i almindelighed at anvende i branchen i 1990’erne. Begrebet
kendtes i hvert fald i 1994, hvor man lancerede det produkt, han kender, der ikke var
baseret på en ydelsesgaranti, men man kan formentlig finde begrebet anvendt allerede i
1980’erne. I forbindelse med G82 talte man således om, hvorvidt de enkelte elementer var
garanteret hver for sig, og der har man brugt ordet ydelsesgaranti. Det fremgår ikke af G82,
men man diskuterede begrebet i forbindelse med indførelsen af G82.
Man kunne ikke udøve virksomhed uden at overholde det tekniske grundlag. I modsat fald
ville Finanstilsynet inddrage tilladelsen.
Erik Sundbøl har forklaret bl.a., at han er uddannet i 1981, hvor han tog uddannelsen på Forsikringshøjskolen
på niveau 4. Han har efterfølgende fulgt op på det, således at han for ca. 5
år siden afsluttede uddannelsen på Forsikringsakademiet på niveau 5. Han arbejder i dag i
SEB med pensioner.

- 24 -
I 1981, hvor han blev uddannet, arbejdede han med alle former for forsikringer, herunder også
pension, men pension blev hurtigt det helt afgørende for ham, og det har været hans primære
opgave siden. Han arbejdede dengang med målgruppen liberale erhverv som speciale, dvs.
læger, advokater, tandlæger osv. Senere arbejdede han med firmapensioner.
Han blev oprindeligt ansat i Hafnia i 1981, og da Hafnia blev opkøbt af Codan, fulgte han
med. Da de senere blev opkøbt af SEB, fulgte han ligeledes med. Han ser det sådan, at han
har haft en ubrudt ansættelse i samme selskab i 34 år.
Pension blev hans ”hovedbarn” fra omkring 1982. Omkring 1982-1983 startede han med lægeområdet.
De var en gruppe, der arbejdede med dette område. Det var et særligt speciale at
arbejde med læger og andre liberale erhverv. Hafniakoncernen var dengang markedsledende
på præcis dette område.
Han kendte Bent Altschul, som var i den samme gruppe, der solgte til de liberale erhverv.
Han kender Bent Altschul for noget positivt. Deres primære konkurrenter på det tidspunkt var
de andre pensionsselskaber, dvs. Zürich og Statsanstalten.
Det var på daværende tidspunkt en højrenteperiode. De alternative investeringer var f.eks.
skibsanparter, som var en konkurrent. Man jagtede de høje gevinster. En vigtig del var fradragsretten,
for der var mulighed for at lave investeringer i skibsanparter, også med fradragsret.
Når man investerede i skibsanparter, var der en mulig høj gevinst, men der var også en
ekstrem risiko i kraft af, at man hæftede med sin formue.
I 1982 havde bankerne ikke lovgivningsmæssig mulighed for at lave ratepensioner, så bankerne
var ikke en konkurrent. Der kom en lovændring i marts 1986, hvor bankerne kom med.
Bankerne skulle lige have mulighed for at komme ind på markedet, og de blev således først
egentlige konkurrenter ca. et års tid efter. Bankerne havde ikke noget historisk grundlag at
referere til. Med hensyn til lægegruppen var det dog først på et langt senere tidspunkt, at de
betragtede bankerne som en konkurrent, fordi de selv sad tungt på denne gruppe.
Når han solgte forsikringer, slog han på to forhold: Det første var sikkerheden ved sygdom.
Selv om man blev syg, ville ens opsparing fortsætte. Der var opsparingssikring. Ved langvarig

- 25 -
sygdom ville opsparingen fortsætte, selv om man holdt op med at indbetale på grund af sygdommen.
Det var kun pensionsbranchen, der kunne tilbyde dette.
Det andet, han slog på, var en sikring af udbetaling ved pension – at der var en garanteret udbetaling.
Han tænker her på beløbet, der stod i policen, man ville få. Der var tale om en garanteret
udbetaling. En årlig rente giver ikke værdi, hvorimod en garanteret udbetaling giver
værdi. Bankerne har aldrig kunnet give garantier. Det tætteste på en garanti i en bank er en
kontantkonto.
De sagde til kunderne, at de beregnede en garanteret udbetaling på baggrund af de indbetalinger,
der skete, minus fradrag af omkostninger og med tillæg af rente på 4,5 %. Derved nåede
de frem til et garanteret beløb, som kom til at fremgå af policen, sådan at det var kundens garanti
for den mindste udbetaling.
På daværende tidspunkt, i 1981-1982, var renteniveauet på 20-21 %, så at tale om 4,5 % i
rente var ret langt ude, men det havde alligevel værdi. Der var andre steder, hvor der havde
været en høj rente, men hvor pengene pludselig var tabt. Med andre steder tænker han på obligationsrenten.
De talte også med kunderne om bonusrente. De beregnede beløbet ud fra de 4,5 % som deres
beregningsgrundlag, men den faktiske bonusrente, de gav, var langt højere. Ud fra hukommelsen
mener han, at den nok var 17-19 %. Den sidste høje rente blev absolut brugt som
salgsargument. Dette svarer til det, han havde lært under sin uddannelse.
Som han husker det, kunne praktiserende læger ikke tegne kapitalpensioner, da det krævede,
at der var tale om en arbejdsgiverindbetalt pensionsordning.
Når de solgte forsikringer til kunderne, kunne de henvise til en historik over renten. De havde
sidste års forrentning med til kunden. Det var angivet i materialet til kunden, så vidt han husker.
Bankerne kunne ikke fremvise en historik over renten på ratepensioner. Fra 1986 havde
bankerne mulighed for at lave ratepensioner, men de havde ingen historik forud herfor. Den
historik, bankerne havde, var på de kapitalpensioner, de trods alt kunne lave, men det kunne
Hafnia argumentere imod, fordi det var en investering baseret på en engangsudbetaling,
hvorimod ratepension er langvarig og har et andet investeringsforløb. Han vurderer, at ban-

- 26 -
kerne blev en reel konkurrent omkring 1988. I dag er bankerne en seriøs konkurrent. Inden for
lægeområdet har det dog ikke været bankerne, der var konkurrenterne dengang og heller ikke
de efterfølgende år. Hafnia havde en kraftig historik på lægerne. De tre dominerende selskaber
var Hafnia, Zürich og Statsanstalten.
Når han talte med kunderne om renten i 1980’erne, talte de om, at udbetalingsgarantien ville
træde i kraft, hvis renteniveauet faldt ekstremt. Han er helt sikker på, at han talte om udbetalingsgaranti.
Han har haft drøftelser med kunder, der ville vide, om de fik forrentet pengene hvert år. Det
var en stor del af det. Det, kunden var interesseret i, var at komme med nogle penge, hvorefter
selskabet fratrak omkostninger til administration af forsikring, tillagde en rente, som på det
tidspunkt lå på 17-18 %, hvorved man nåede frem til slutresultatet, som var det, kunden var
interesseret i. Det var ikke relevant at tale om en mindsterente. Det relevante var, hvad der var
sikret – hvad der var de garanterede udbetalinger. Han havde på det tidspunkt ikke været inde
i drøftelser om, hvorvidt man også fik renter af renterne.
I 1980’erne brugte man ikke ordet ydelsesgaranti. Han mener, at han hørte ordet første gang
langt senere, måske i slutningen af 1990’erne eller omkring årtusindskiftet. Det blev pludseligt
et nøgleord i alle selskaber, men han kan ikke huske det præcise år. Som han husker det,
blev ordet gennemsnitsrente brugt fra nogenlunde samme tidspunkt. I 1980’erne brugte de
begrebet garanteret udbetaling. Ydelsesgaranti og garanteret udbetaling dækker over det
samme. I dag bruger de blot begrebet ydelsesgaranti hver gang.
Foreholdt Helge Gøttsches forklaring for landsretten om, at Bent Altschul slog på, at Helge
Gøttsche kunne få 5 % i rente, og at Helge Gøttsche skrev dette ned, forklarede Erik Sundbøl,
at det ikke er utænkeligt, at der kan være talt om 4,5 %. De 4,5 % er et beregningsgrundlag
for udbetalingsgarantien. De sagde dengang, at de beregnede en udbetalingsgaranti ud fra
indbetalingerne tillagt en rente. Derfor lyder det ikke usandsynligt. Det er en garanti for en
ydelse. Der sker en indbetaling, der fratrækkes nogle omkostninger, og der tillægges en rente
over perioden på 4,5 %, hvorved man når frem til den garanterede udbetaling, som vil fremgå
af policen.

- 27 -
Depotoversigterne blev, som han husker det, indført omring 1987. I depotoversigten står en
saldo.
Marco Dybdal har forklaret bl.a., at han i dag arbejder i SEB med firmapension af alle typer.
Han er pensionskundechef.
Han startede i Hafnia den 1. august 1989 og blev eksamineret assurandør i 1992. Han blev
eksamineret erhvervsassurandør i 1994, og omkring år 2000 måtte han repetere niveau 4 for at
tage niveau 5, fordi uddannelsen da var blevet forældet.
Da han startede i 1989, lærte de i forbindelse med forsikringstegningen at slå på folks behov
for tryghed. De kunne tilbyde et produkt, hvor man – uanset hvad der ville ske i fremtiden –
var sikker på, at pengene var på kontoen. Med pengene mener han ydelsen, som kunden som
minimum fik, uanset hvad der skete. De slog også på præmiefritagelsen, som var en særlig
sikring, hvorved pengene altid ville stå der, uanset om kunden blev syg. Det var den primære
måde, de kunne adskille sig fra bankerne på, idet bankerne ikke kunne tilbyde præmiefritagelse.
I starten af hans karriere kunne man ikke tegne en ren opsparing. Da kunne man kun tegne
livsforsikringer, som havde en udbetaling på pensionstidspunktet eller ved dødsfald. Han mener,
at det var sidst i 1990’erne, man begyndte at kunne lave en ren opsparing. Det handlede
om tryghed, ligesom når man tegner en bilforsikring.
Han har ikke noget sted i lærebøgerne forstået det anderledes, end at grundlagsrenten er et
beregningsgrundlag, hvori der skal indregnes dødelighedsrisiko, præmiefritagelsesret og administrationsomkostninger
og driftsherretillæg. Det stod i lærebøgerne. Renten var et led i
beregningen. De havde en tarif, så de direkte kunne slå op, hvad ydelsen var, hvis man betalte
X kr. Selv om renten faldt, fik man stadig den samme ydelse. De håbede på mere – det var
prognoserne.
Prognoserenten blev brugt i salget, primært til at konkurrere med bankerne og de andre selskaber.
Prognoserenten var væsentlig højere end 4,5 %. Da han startede, var prognoserenten
10-12 %. Den har tidligere været endnu højere.

- 28 -
Det, han her i dag har forklaret, er det, han har lært, da han blev undervist. Begreberne var de
samme, som man opererede med dengang. Han har aldrig hørt om andet end grundlagsrenten.
Ordet ydelsesgaranti brugte de ikke dengang. De talte om udbetalingsgaranti. Det er efter
hans mening det samme, nemlig det som kunden kunne stole på, der stod på kontoen den dag,
kunden gik på pension. Når det var tid til at få pengene udbetalt, skulle pengene være der. Det
var den tryghed, man købte.
På policen stod en værdi på udbetalingstidspunktet. Der stod værdien, hvis man døde forinden,
og der var oplysninger om præmiefritagelsesret. Når kunden fik policen, var der altid
bilagt en prognose over forventningen, som byggede på nogle forudsætninger.
Han mener, at der i 1989 var indført en forsikringsoversigt, der blev udsendt årligt. Den indeholdt
ikke en opgørelse over, hvor mange penge kunden havde i selskabet.
Han kender ikke til den fremlagte værdioversigt, dateret 15. marts 1987. Oversigten i den
fremlagte prognose af 14. maj 1994 kan han genkende. Depotposterne, der er angivet, er for
ham at se et internt regnskab. For at der skulle være tale om et depotregnskab, skulle genkøbsværdien
være lig depotet. Han er bekendt med, at disse depotposter blev sendt til kunderne.
Han drøftede i salgssituationen, hvad der skete med den samlede saldo. Man solgte på prognoserenten.
Kunder, som ønskede at kunne se en løbende udvikling af beløbene, valgte et
bankprodukt. De sendte kun depotoversigter ud, fordi det blev moderne. Det er stadig et internt
regnskab, fordi tilbagekøbsværdien ikke modsvarer depotværdien. Det giver efter hans
mening et klart billede af, at det er en ydelse, man har lovet kunden, og ikke noget mellemliggende
depotregnskab.
Som han husker det, eksisterede kontorentebegrebet ikke på det tidspunkt. Han mener, at det
er et begreb, som kom samtidig med, at man kunne tilbyde markedspensioner. Foreholdt
prognose af 14. oktober 1991, hvoraf det fremgår, at opsparingen i 1990 blev forrentet med en
kontorente på 7,75 %, har han forklaret, at man må have brugt kontorenten da, hvilket han
bare ikke umiddelbart kunne huske.

- 29 -
Kontorenten blev også brugt som et argument for at vælge Hafnia. Hafnia var forsigtig med
kontorenten. Han sagde aldrig til kunden, at kunden var garanteret 4,5 %. Hvis kunden ville
have sikkerhed, skulle kunden vælge et livsforsikringsprodukt. Han har aldrig brugt ordet
rentegaranti. De talte om ydelsesgaranti. Grundlagsrenten var 5 %, og herfra skulle der fratrækkes
nogle poster.
Man fik ikke en kontooversigt ved tegningen af forsikringen, det fik man først senere.
Højesterets begrundelse og resultat
1. Sagens problem
Helge Gøttsche tegnede i 1982 og 1986 to ratepensionsforsikringer i Hafnia Forsikring (nu
SEB Pensionsforsikring A/S). Forsikringerne blev tegnet på grundlag af det forsikringstekniske
beregningsgrundlag G82.
Parterne er enige om, at Helge Gøttsche er blevet tilsagt en garanti for udbetaling af de ydelser,
der er fastsat i policerne. Sagen angår, om han udover denne ydelsesgaranti har krav på, at
hans løbende opsparing (forsikringsdepoter) hvert år forrentes med mindst 4,5 % efter skat.
Spørgsmålet er, om en sådan minimumsforrentning kan udledes af G82, eller om Helge
Gøttsche konkret er blevet lovet en minimumsforrentning som påstået.
2. G82 grundlaget
G82 er det fælles beregningsgrundlag, som de danske livs- og pensionsforsikringsselskaber
blev enige om i 1982, og som blev godkendt af Forsikringstilsynet efter den dagældende lov
om forsikringsvirksomhed.
G82 indeholder bl.a. en forudsætning om forrentning i aftaleperioden, herunder en såkaldt
grundlagsrente, der maksimalt kan udgøre 5 % pr. år. Den rentesats på 4,5 %, som Helge
Gøttsche har krævet, fremkommer ved, at grundlagsrenten fratrækkes et omkostnings- og sikkerhedstillæg
på 0,5 %.
G82 er et offentligretligt teknisk beregningsgrundlag, der anvendes i forholdet mellem forsikringsselskaberne
og Finanstilsynet, jf. tilsynets besvarelse af spørgsmål 1 i bevisbegæring af

- 30 -
21. november 2014. G82 regulerer sammenhængen mellem præmier og ydelser ud fra nogle
beregningstekniske antagelser om forrentning, risiko og omkostninger, jf. herved også Østre
Landsrets dom af 18. august 2006 (UfR 2007.662). Formålet med G82 er således at kunne
fastlægge nogle garanterede ydelser ud fra den givne præmie eller omvendt.
G82 indeholder ikke krav om en vis årlig minimumsforrentning af den løbende opsparing. Et
sådant krav kan efter Højesterets opfattelse heller ikke støttes på tilbagekøbsreglerne i G82,
der angår en anden situation end den, der er tale om i denne sag, jf. herved også Finanstilsynets
besvarelse af spørgsmål 2 i bevisbegæring af 21. november 2014.
På denne baggrund finder Højesteret, at der ikke af G82 kan udledes en forpligtelse for SEB
Pensionsforsikring til hvert år at forrente Helge Gøttsches løbende pensionsopsparing med 4,5
% efter skat.
3. De konkrete aftaler
Selv om der ikke af G82 kan udledes en garanti for en vis årlig minimumsforretning af den
løbende pensionsopsparing, er det ikke udelukket, at der i forbindelse med livsforsikringer,
som er tegnet på grundlag af G82, kan være aftalt en sådan garanti i forholdet mellem forsikringsselskab
og forsikringstager. Om dette er tilfældet, beror på den konkrete aftale, men der
kan i situationer, hvor rentegarantien ikke fremgår af forsikringspolicen, alene antages at være
afgivet en garanti, hvis der i sagens øvrige omstændigheder er særlige holdepunkter herfor.
Det bemærkes herved, at en sådan garanti i givet fald vil overstige den forsikringsydelse, som
forsikringspræmien er beregnet ud fra i henhold til G82.
Helge Gøttsches forsikringspolicer angiver de ydelser (årlige rater), som udbetales ved forskellige
forsikringsbegivenheder. Policerne giver endvidere ret til bonus, hvis der er overskud
i forsikringsselskabet. Bonus anvendes til opskrivning af udbetalingerne. Det følger af det
anførte, at policerne alene indeholder en garanti for de fastsatte ydelser og ikke en garanti for
en bestemt årlig minimumsforrentning. Højesteret finder, at der heller ikke af de opgørelser
og meddelelser, som Helge Gøttsche gennem årene har modtaget fra forsikringsselskabet efter
tegningen af policerne, og som ikke omtaler en rentegaranti, kan udledes en sådan garanti.
De forklaringer, som seks assurandører har afgivet til støtte for Helge Gøttsches krav om en
rentegaranti, angår begivenheder, der ligger mange år tilbage. Forklaringerne vedrører ikke

- 31 -
hans policer og er ikke ledsaget af andre former for beviser. Hverken de nævnte forklaringer
eller den øvrige bevisførelse giver i øvrigt grundlag for at antage, at der i forsikringsbranchen
har været en almindelig opfattelse af, at der i pensionsforsikringer af den type, der her er tale
om, blev tilsagt forsikringstagerne en årlig minimumsforrentning af deres løbende pensionsopsparing.
På denne baggrund tiltræder Højesteret, at Helge Gøttsche ikke har godtgjort, at der er tilsagt
ham en rentegaranti som påstået.
4. Konklusion og sagsomkostninger
Højesteret stadfæster dommen.
Ved fastsættelsen af sagsomkostninger er der taget hensyn til sagens karakter og arbejdets
omfang.
Thi kendes for ret:
Landsrettens dom stadfæstes.
I sagsomkostninger for Højesteret skal statskassen betale 375.000 kr. til SEB Pensionsforsikring
A/S.
De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse
og forrentes efter rentelovens § 8 a.