Potuanerne-utoptekst dec. 2011

Potuanere
Potuanerne minder på mystisk vis om
odenseanerne her i år 2011. De stod urokkeligt
fast på deres majoritetskultur, og når vi sådan
kigger frem, så er det bemærkelsesværdigt så lidt
forandring, der er foregået i de sidste 266 år fra
tiden med landet Potu og potuanerne og så til i
dag med odenseanerne i Odense.
For såvel for potuanerne i Holbergs satiriske
roman som for odenseanerne fortoner det
utopiske sig til ukendelighed, efterhånden som
det utopiske begraves i ønsker om
sammenklumpninger af alt muligt i takt med
centraliseringens gennemslagskraft.
Jamen, hvad er det så med de potuanere?
For at svare på det spørgsmål må vi lige have
noget forklaret. Forklaring, der giver
forkundskaber, og sådanne som her kan de gøre
stor nytte.
Altså det forholder sig således, at den gode
Ludvig Holberg som så meget andet har skrevet
en satirisk roman med titlen ”Niels Klims
underjordiske rejse”. Det er efterhånden 266 år
siden, og i den roman indretter Holberg et land,
som han kalder Potu, der altså bebos af
potuanere. Læser vi nu navnet Potu bag fra, får vi
ordet utop, der i vor kreds kan opfattes som
betegnelsen for en person, der er opdigtet, en
mønsterperson til færdiggørelse af det perfekte
menneske, det fuldkomne og ideelle menneske, i
alt nok et menneske, der ikke findes, men som
kan forekomme i fantasien og måske tage
skikkelse i forelskelsens uvirkelige og fantastiske
skær.
Et menneske, der således har en bestandig trang
til stræben efter det fuldkomne, det
overvældende, det fantastiske, det uovertrufne,
det skønneste, det ideelle – og på trods af al
kvækken i sumpen stræber efter det lykkeligste.
Et sådant menneske ville vi nok her og nu kalde
en utopist. Eller altså med Holbergs ord en
potuaner.
Findes der i hele Odense én utopist – eller flere
utopister?
Kender vi nogle?
Hvis nej, må vi så ikke i det godes navn opdigte
nogle?
Hvis ja, hvad skal vi så kalde dem?
Odenseanere?
Nej, det går ikke.
Så da i stedet odenseanske utopister?
Nej, heller ikke. En utopist er ikke stedbunden.
Men så kan vi vel kalde dem potuanere.
Odenseanere som potuanere – findes de?
Mennesker, der bor i Odense findes virkelig, men
er der blandt dem så meget som en eneste utopist
– eller potuaner?
Lad os kigge på det.
Anker Boye, Odenses borgmester, er han en
utopist?
Nej, han er jo socialdemokrat og derfor begrænset
af en socialdemokratisk politik, der afgrænser
hans stræben til at gælde for nogen, men ikke for
alle – især ikke de, der ikke vil være
multikulturelle. Det var Holbergs potuanere heller
ikke, så på den led kan vi ligne Anker Boye ved
potuanerne, som jo altså fremdigtedes af Holberg
for at han kunne tydeliggøre det ikke-fuldkomne,
det ikke-utopiske.
Hvad så med chefredaktøren Per Westergård på
”Fyens Stiftstidende”?
Er han potuaner?
Altså, ud fra hans seneste tiltag , som går på at
sætter gang i en juleindsamling under
overskriften ”Fyn hjælper Fyn” og derved ønsker
at få skabt det indtryk hos læserne, at ”Der ER
fattige i Danmark”, så får han sig skabt et falskt
godgørenhedslys over sig selv og forretningen
”Fyens Stiftstidende”. En selvgod er ikke en
fynsk utopist. At være godgørende på andres
bekostning, det er en adfærd, der skaber tabere.
Utopister skaber ikke tabere.
Så Per Westergård er ikke utopist. Men i Holbergs
forstand kan han godt gå for at være potuaner.
Eller hvad med Christine Greisen, forkvinde for
bestyrelsen for ”Seniorhus Odense” og forkvinde
for det såkaldte ”Lokalråd 3”?
Nå, jo – på vegne af ”Lokalråd 3” - eller som
forkvinde for ”De frivillige i Lokalråd 3”blev
hun/foreningen tildelt ”Ildsjæleprisen 2011” fra
Odense Kommune og overrakt Christine Greisen
af borgmester Anker Boye, hvorved de begge fik
godgørenhedens lys til at skinne over sig.
Christine Greisen er også en god socialdemokrat,
og der er således en mulighed for gennem hendes
foreningsvirksomhed at få opdyrket nogle
socialdemokratiske vælgere. Er formålet her altså
at snarere at opdyrk socialdemokrater frem for at

elønne ildsjæle?
Det blotter i hvert fald et andet sigte end det rent
godgørende, og derved bliver foreningen ”De
frivillige i Lokalråd 3” redskaber for en politisk
kamp, som i sig selv fornedrer den uselviske
stræben efter det sande, det gode og det skønne i
hjælpsomheden overfor svage ældre.
Måske er en sådan stræben i virkeligheden også
for utopisk?
Skal vi så se, om der findes utopister/potuanere
blandt erhvervsledere, firmaindehavere,
bankdirektører, retspræsidenter, kunstnere og
modeskabere i Odense?
Beklager, men jeg kender ingen utopister i
bemeldte kategorier. Måske fordi, der ikke er skin
af buisness over utopister.
Som en beskeden afslutning i den måske lidt
mere lune afdeling: I det ypperligste moralske
system – eller den politiske håndbog for
samfundsledere, der ifølge Niels Klim har 20
omfattende punkter, der bliver vi i punkt 3 gjort
bekendt med, at : ”Besværlige rådgivere, der
hyppigt modsiger statens leder, dem skal statens
leder stole på som forstandige undersåtter; ingen
bør udsættes for fare ved at sige sandheden, især
ikke den, der anser fædrelandets trivsel for kærere
og dyrebarere end sit eget liv.”
Se det var så en måde at fremføre utopisk
tænkning på for 266 år siden.
Aksel, dec. 2011