Marts 06 - Bjert Stenderup Net-Avis

En skæbnesvanger
formiddag
Tekst og tegning,
Jens Bach Andersen
Det følgende er muligvis en hændelse,
de fleste ville gå lidt stille med. Men
idet det ikke kan udelukkes, at andre
kan lære lidt af det, jeg var ude for en
formiddag i sidste uge, vælger jeg at stå
frem og fortælle det hele.
Det var som sagt formiddag, onsdag
tror jeg, det var, jeg stod og kikkede lidt
ud ad vinduet, det var et fint vejr at stå
og kikke på, og i den situation kan det
jo ske, at man bliver lidt fraværende.
Jeg stod nærmest automatisk og pillede
næse, som man jo gør, når man er alene
og har god tid.
Desværre var det, som om den
begyndte at løbe på et tidspunkt, næsen,
og det viste sig, at jeg simpelthen
havde stået og fået en smule næseblod.
Jeg har nok alligevel været for fraværende.
Men det er helt ufarligt, sagde jeg til
mig selv, og jeg har da også prøvet det
før, uden at der skete noget ved det. Ja,
mere end en gang, faktisk. Ikke at jeg
altid står der og piller næse, selvfølgelig,
og lad nu det ligge.
Jeg snuppede så lige køkkenrullen,
som altid står på bordet til akvarelfarven
og sådan, rev et stykke af og rullede
det sammen i en aflang klump. Eller
pølse. Otte-ti centimeter lang. Ja, nærmest
som en lille fidibus. Altså sådan en
man i gamle dage tog lidt ild med fra
pejsen eller kaminen for at få ild i
piben.
Herefter stak jeg fidibusen i det
pågældende næsebor som en slags
prop. Det fungerede fint, hvorefter jeg
igen kikkede ud på vejret. Ganske let
frost, men fint solskin.
Jeg fik så lyst til en smøg, mens jeg
kikkede, og nu kan den vågne læser
måske allerede fornemme, hvor det
bærer hen ad.
Jeg rullede mig en smøg, helt som jeg
plejer, satte den mellem læberne og
strøg en tændstik. Og forsigtigt, meget
forsigtigt, fik jeg ild på cigaretten. Jeg
lagde hovedet på skrå og skelede vel
også lidt, mens jeg holdt øje med begge
de hvide fremspring en smule under
snudehøjde. Det gik. Så vidt, så godt.
Lidt efter gik cigaretten ud igen, men
det er jeg så vant til med de her hjem-
merullede, man
skal helst pulse
på dem hele
tiden for at holde
gløden i
gang.
Jeg strøg en
ny tændstik –
og tændte så
lidt for automatisk.
Eller fraværende.
Her
gik der også ild
i fidibusen.
Omgående
trak jeg mig tilbage.
Små
flammer stod
op få centimeter
fra mig. Jeg
bøjede simpelthen
hele hovedet
bagover, ret
hurtigt endda.
Som en refleks.
Rent instinktivt
ville jeg simpelthen
have
snudetøjet
trukket fri af
flammerne.
Det hjalp
selvfølgelig
ikke det fjerneste.
Nærmere
tvært imod. Det hele blussede nærmest
bare mere op ud for mit højre øje, idet
fidibusen sad i højre næsebor.
Ja, jeg fik også ild i cigaretten, men
det var fidibusen, der gjorde mig forskrækket.
Og jeg tør næsten ikke tænke
på, hvordan det var endt, hvis der havde
været en ladt skumslukker til stede.
Men nu er man jo heldigvis ikke født i
går, så jeg greb resolut om det lille ildhav
med en klud, jeg havde liggende på
et andet bord, og som jeg i sidste øjeblik
fik øje på ud ad venstre øjenkrog.
Jeg fik således ret hurtigt kontrol over
branden, og kun ganske lidt af mit overskæg
nåede at blive flammernes bytte.
Men også det har jeg prøvet før, det er
jeg nogenlunde tryg ved, det lugter
bare underligt i et par timer.
Og man skal jo også huske at se de
lyse sider – mit næseblod var holdt op.
Og her rullede jeg mig lettet en ny
33
smøg, som jeg ikke kom galt af sted
med.
Men alt i alt var det nu alligevel en
lettere dramatisk formiddag, jeg fik
mig. Ja, hele forløbet er faktisk lidt
uhyggeligt at tænke på – at man bare
ved at stå og pille næse, plus lidt mellemliggende
faktorer, kan risikere i den
grad at få hele snudetøjet på komedie.
Og på min tobak står der da også, at
"Rygning er yderst skadelig for dig og
dine omgivelser". Der er sgu nok noget
om snakken...