4 SKOVSHOVED AVIS - Skovshoved Kirke

More documents

Recommendations

Info

4 SKOVSHOVED AVIS omgivende samfund. Behovet for forsoning bliver aktuel, når sorgen er så dyb eller smerten så stor, at den, som føler dette enten slet ikke magter at indgå i nogen form for sameksistens med den anden part, dvs. slet ikke er i stand til at gennemføre en konfliktløsningsproces. Eller når en part, til trods for en løsning på det praktiske plan, alligevel er martret af smerten eller sorgen. I så fald bliver forsoning et næste skridt, efter konfliktløsning. Jeg opfatter forsoning som det gensidige aspekt af tilgivelse, den indre tilgivelse. Forsoning eller tilgivelse er en proces, og opstår ikke ved, at man beslutter sig til, at nu skal det være. Forsoning og tilgivelse tager tid, og valget af at ville starte på processen er hos hver enkelt, og kan hverken forventes eller fremskyndes af andre." Forsoning efter krænkelser og grove forbrydelser er altså en proces, og ikke noget man kan blive færdig med, en gang for alle. Det er selvfølgeligt forskelligt hvordan mennesker kommer igennem svære tab. Afhængig af måske især tre ting: Omstændighederne ved deres tab. Deres egen personlighed og hvilken hjælp de får. For nogle vil svære tab være ødelæggende for resten af livet, for andre vil det være muligt at finde styrke i at være overlever, eller trøst på trods af sorg. På baggrund af sine samtaler med ofre og krænkere peger P.L.Salvesen peger på nogle fælles træk, der kan hjælpe til, at der sker en proces hen imod forsoning: En forsoningsproces Første fase handler om at forsone sig med det er sket. At acceptere det skete. En erkendelse af at noget uopretteligt er sket, og ikke kan gøres ugjort. At se sandheden i øjnene og forholde sig til at det faktisk er sket. Alene det kan tage tid, hvis smerten over det, der er sket er så altomfattende, kan det tage lang tid før kroppen og sindet tillader denne erkendelse at tage bolig. "Et vigtigt element i denne proces er sorgen. Sorgen over den eller det, man har mistet. Man kan have mistet en nær ven eller slægtning, ved død, skilsmisse eller ved svigt. Man kan have mistet sin førlighed eller man kan have mistet sig selv. Sorg kan være savn. Sorg kan være vrede og bitterhed, rettet mod mennesker, mod Gud, tilværelsen selv. Sorg kan være tavs og apatisk, den kan være smertefuld fortvivlelse eller sort skyldfølelse. Det kan være svært for et offer eller for et offers familie at forstå, at krænkeren også føler dyb sorg over det skete: "Var det virkelig mig, der gjorde det? Er jeg sådan? I virkeligheden er jeg et betænksomt, følsomt menneske." Også for soldaten i krig er sorgperspektivet nødvendigt: når krigen ikke mere er en "hellig" krig, er soldaten ikke længere helt, men drabsmand. Eller det kan være vanskeligt for den forladte ægtefælle at acceptere, at den anden ægtefælle også har mistet." (Vibeke Vindeløv) Anden fase i en forsoning mellem parter kendetegnes ved at det billede man har af den anden, nuanceres. At fjendebilledet udskiftes med andre billeder. Det kan være i et konkret møde, men det kan også ske ved at lære mere om den andens baggrund. Så det monster der har gjort det uoprettelige, også bliver til et menneske med ansigt og baggrund. Den sidste fase handler om at relationen kan genoptages. Ikke det samme liv, men et liv hvor man kan eksistere begge parter. To befolkningsgrupper der har været i krig kan begynde at handle med hinanden igen, eller to parter der har gjort hinanden ondt, kan holde ud at være i den samme by. Ud fra denne tredelte forsoningsproces synes det også klart hvor store udfordringer ofrene efter massakren den 22.juli i Norge har. Fordi der ingen anger synes at være hos gerningsmanden. Man kan blot håbe, forsigtigt, at så mange som muligt kommer til et sted i deres liv, hvor det bliver muligt at leve med deres tab, og at hadet til gerningsmanden ikke får lov at fylde så meget at alt bliver mørkt for dem. Nordmændenes måde at håndtere hele tragedien på giver god grund til at håbe således. For med den massive støtte og protest overfor det der ligner ondskab, fra hele befolkningen, får de ramte en mulighed for at finde en anden vej end hadets altopslugende vej, - med kærlighed, tillid, håb og livsglæde som protest. P.L.Salvesens bog slutter med et digt af Paal-Helge Haugen over Esajas 9,1 (Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys), og det får også lov at slutte mine overvejelser over forsoning som det på en gang nødvendige og mirakuløse. Det vi ikke kan leve uden, og samtidig noget vi ikke kan kræve eller forvente, af os selv eller af nogen andre. " Samlede i det, der er splittet ad i et hus fyldt af røg og små ord hvor vi har søgt tilflugt. Et ganske lille lys-kaos i mørket. Lyskorn, fintmaldede. Fourage. Nåde. Bare nogle få gram mere, det der er blevet tilovers. Små brudstykker, resterne af større og minde krige og byer, der udslettes mens vi passerer gennem. Huskesedler, som ætses hvide af det virkelige. Han har fortid at svøbe omkring sig og en sæk at gemme sig i, han har fået en sæk til sig selv og til sine hvide ben. Kom hér, kære. Kom hér gennem luft og brændende vand. Kom hér og vær hos mig." Marianne Telling Derfor siger jeg ja Jeg må indrømme, at alt det med homoseksuelles rettigheder eller mangel på samme, ikke har haft min helt store opmærksomhed tidligere. Jeg opfatter umiddelbart homoseksualitet som en naturlig del af det menneskelige register, og jeg har ikke haft det store fokus på det, udover at jeg var tilfreds med at leve i et land, hvor det ikke alene er ”tilladt” at leve som homo, men også praktisk og socialt muligt, i de fleste sammenhænge. Med indførelsen af et nyt ritual for vielse af par af samme køn, kan jeg dårligt komme udenom at overveje dette nærmere. Min umiddelbare følelse og fornemmelse har været, i tråd med det foregående, at det var i orden – blot skulle ritualet gennemtænkes. Men følelser og fornemmelser er ikke nok, som præst og teolog må jeg også overveje argumenterne. Hvad begrunder jeg min tilslutning med? Som et minimum må jeg se på bibelen, og overveje med hvilket skriftsyn jeg går til sagen med. Jeg må holde tre ting sammen: skriftsyn, menneskesyn og min kristne tro. Homoseksualitet – ikke en systemfejl Bibelen – er et skrift mellem tid og sted, skrevet af mennesker, til mennesker med bud om troen på en evig og kærlig Gud, der har valgt at manifestere sig i mennesket Jesus af Nazareth, der med sit liv og sine handlinger pegede hen på Guds rige, som et sted, eller tilstand for alle, uanset køn, nationalitet eller status i samfundet. Med opstandelsen efter døden viste Gud, at hans kærlighed varer ved, selv når vi forsøger at slå den ihjel. På Bibelens tid, hvad det så end er, ansås homoseksualitet som værende en synd. Der er stadig mange steder i verden, hvor homoseksuelle forfølges og diskrimineres groft. Hvor det er med liv og helbred som indsats at bekende sig til sin seksualitet. Sådan ønsker vi det ikke her i landet, og vi har med oplysning og lovgivning gjort meget for at homoseksuelle ikke skal opleve strukturel forskelsbehandling. For på dette område mener vi at vide bedre i dag end på bibelens tid. Ifølge velbegrundet viden er homoseksualitet en medfødt disposition. Måske er menneskets seksualitet mere at betragte som et kontinuum, hvor nogle mennesker lever hele deres liv som hetero, mens andre skifter mellem homo og hetero, og andre igen er homo hele livet. I denne sammenhæng er det dog alene vigtigt at slå fast, at der i kristendommen stilles den samme
SKOVSHOVED AVIS 5 fordring til alle mennesker; nemlig om at betragte og behandle alle mennesker værdigt, med respekt og omsorg. Et ubetinget krav om ikke at behandle andre mennesker som genstande, men som Gudsskabte i deres egen ret. Det gælder hvad enten man er homo eller hetero. Homoseksuelle udgør ikke en særlig gruppe mennesker, men er blot en del af skabelsens mangfoldighed. At argumentere imod homoseksualitet ud fra bibelen er at fiske løsrevne sætninger, og bruge dem for sin egen sag. Det gør vi måske alle, men så kan vi da i det mindste stå ved det, og ikke kalde det for en autoritativ sandhed. Eller med en velanskrevet kapacitet på Københavns teologiske fakultet, indenfor Gammel Testamentes eksegese, teologen Søren Holsts formulering: ”..er det så overhovedet en realistisk mulighed, at Bibelen skal være autoritativ norm, snarere end en mulig inspirationskilde? Det Gamle Testamente påbyder, at ulydige børn skal stenes, og Det Nye Testamente forbyder kvinder at gå med smykker og forbyder kristne at eje mere end ét sæt overtøj. Og både Det Gamle og Det Nye Testamente tillader fromme gudfrygtige mennesker at holde slaver! Så vidt jeg kan se, gør de bibeltro i praksis præcis det samme som alle andre gode mennesker: Bruger deres sunde fornuft, og ser diskret bort fra de ting i Bibelen og traditionen, som anstændige mennesker vitterligt ikke kan gøre gældende i et samfund af den slags, som vi i vores generation lever i.” (Søren Holsts blog på nettet) Ægteskabet – en tidsbunden ordning Et andet argument imod vielse af homoseksuelle, der mener at basere sig på biblens udsagn, er at ægteskabet skulle være en gudvillet skabelsesordning – Gud skabte mennesket som mand og kvinde hedder det.. ja, det er der vel ingen, hverken homoseksuelle eller andre, der vil benægte eller bekæmpe. Men ægteskabet som institution i samfundet har ændret sig dramatisk over tid, og er jorden rundt en højst forskellig artet ordning. Ægteskabet i Danmark anno 2012 er ikke indstiftet af Gud. Det er en ordning rundet af tid og traditioner. I Det nye Testamentes breve spiller ægteskabet som samfundsinstitution nærmest ingen rolle. Og de faste roller som mænd og kvinder havde i ægteskabet dengang, er der ikke mange af os der ønsker at være underlagt i en verden af i dag. Paulus levede i, og skrev sine breve under påvirkning heraf, en intens forventning om, at de sidste tider var nær. At det således ikke var nødvendigt at stifte familie, for Kristus ville komme tilbage ganske snart. Så kun hvis man ikke kunne undgå at leve i synd, skulle man binde sig til én kvinde, som mand. Igen – fordringen om at behandle andre med respekt og værdighed, synes vigtigere end ægteskabet som sådan. I Det nye Testamente tales om kvinder og mænds forskellige roller i samfundet, hvor kvinder skal tildække deres hoveder, og er underordnet manden i alt. I dag anser vi ikke kønnet som væsentligt i forhold til at beklæde de allerfleste stillinger i samfundet. At der er forskel på mænd og kvinder anses ikke mere for at være en rangforskel. I tråd hermed er den tredje af læsningerne ved vielse og velsignelse af borgerligt indgået ægteskab, og nu også som læsning ved vielse af homoseksuelle par (Kolossenserbrevet 3,12-14)– en formaning om overbærenhed, tålmodighed og mildhed over for alle de mennesker vi kommer nær. På baggrund af Guds tilgivelse skal vi også tilgive og bære over med hinanden. Dette er der vel ingen der vil hævde kun gælder lovformeligt viede ægtefolk. Langt mere alvorligt er det at fastholde vores alle sammen forpligtelse til at leve næste-kærligt, hvordan det så kommer til udtryk i hver vores liv. Og det er også klart at formaningen lyder med mest vægt og størst aktualitet der hvor vi kommer tættest på hinanden – nemlig i et forpligtende samliv. Børn – i og udenfor ægteskab At ægteskabet skal sikre artens videreførelse som en af dets kardinalvædier, kan diskuteres. I samfundet har vi tilgodeset en mangfoldighed af måder at bringe børn til verden på. Med kunstig befrugtning og anonyme sæd-donorer m.m har vi jo erkendt, at kernefamilien er en broget affære. Det, der må være et barns vigtigste ret, er retten til stabile, kærlige, omsorgsfulde, handlekraftige voksne, der står fast på deres ansvar gennem hele barnets opvækst. At ægteskabet skulle være den bærende kraft bag forplantningen, holder ikke længere. Der fødes jo ikke ”bastard-børn” mere, i Danmark. Og ingen stilles ulige i forhold til anseelse, alt efter om man er født i eller udenfor ægteskab. At der kan være praktiske og juridiske fordele ved ægteskabet er en anden sag, der dybest set er kirkens rum uvedkommende. Når vi holder vielse for en mand og en kvinde skelnes der heller ikke til deres intentioner om at sætte børn i verden. Vi vier gladeligt mennesker, der er over den fødedygtige alder, eller mennesker der allerede har fået de børn der ønsker, eller slet ikke ønsker at sætte børn i verden og derfor vil forhindre graviditet gennem hele deres ægteskab. Jeg ønsker på ingen måde katolske tilstande i forhold til prævention, hvad der logisk set burde være konsekvensen af at fastholde synet på ægteskabet som familiestiftende ordning først og fremmest. Der kan siges meget mere, og argumenter både for og imod fortjener at blive behandlet på en sober og anstændig måde. Vigtigst for mig har været at godtgøre, at hvad enten man er homoseksuel eller heteroseksuel er vi stillet overfor den samme forpligtelse: at elske Gud af hele vore hjerte, sjæl og sind, og vor næste som os selv. Og hvis mennesker ønsker at afgive et løfte til hinanden om at ville leve sammen som ægtefolk, i Guds hus, skal de være velkommen. For at fejre kærligheden som følelse, vilje og handling og en Guds velsignelse, og dette kan nu engang i den danske folkekirke, ske i sammenknytning med en juridisk gyldig vielseshandling. Skulle der engang ske en adskillelse mellem indgåelse af det juridisk gyldige ægteskab, og den kirkelige velsignelseshandling, så må vi tage det med, og gennemtænke ritualerne på ny. • Mit skriftsyn siger at der må skelnes mellem det tidsbunde i Bibelen, og troen på Gud som skaber, Gud som Jesus Kristus og Gud som Helligånd. Hvor opgaven for os, som det var for dem der skrev bibelen, bliver at sammenholde det tidsbundne med det eviggyldige – at formulere troen på Gud i enhver tid og ramme. • Mit menneskesyn siger mig, at det at være homoseksuel ikke er en fejl, eller misforståelse. Men at alle mennesker har den samme udfordring med at leve sit liv i sandhed og ærlighed, med ægte kærlighed for andre mennesker, kvinder såvel som mænd. • Og min tro fortæller mig at vi alle er rummet af Gud. At vi skal kæmpe med hver vores liv, uden en færdig køreplan fra Gud i hånden. Vi har fået fortællingerne om Jesus Kristus som vejleder, - og Helligånden må hjælpe os til at udlægge og forstå disse, i vores tid, på vores sted, og i vores liv. Kristendommens styrke gennem hele dens historie er evnen, eller kravet, til fornyelse. Ikke fornyelse for enhver pris. Ikke fornyelse på tidens eller modens vilkår. Men ægte fornyelse, hvor vi hele tiden søger at udtrykke hvad kernen i den kristne forkyndelse betyder for os, lige nu og her. Jeg hilser det nye ritual velkommen, og mener i det hele taget at kirkens ritualer må ses som værende i stadig bevægelse. Langsom bevægelse. Velovervejet bevægelse. For uden bevægelsen sander ritualerne til, og bliver til noget vi skal indordne os under, på bekostning af nærværende tale til de mennesker der bruger kirken, til hver en tid. Ritualerne skal række os ord, og sætte os alle ind i en fælles sammenhæng, hvor præsten som tjener, formidler bekendelse, tro og taknemmelighed på alles vegne. Marianne Telling
Page 1 and 2: Sognebladet SKOVSHOVED AVIS Nr. 99
Page 3: SKOVSHOVED AVIS 3 Forsoning. Hvorda
Page 7 and 8: SKOVSHOVED AVIS 7 Valg til menighed

4 SKOVSHOVED AVIS - Skovshoved Kirke

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?