SKOVSHOVED AVIS Forsoning - hvordan? - Skovshoved Kirke

Sognebladet
SKOVSHOVED AVIS
Nr. 92 - August 2010 September - Oktober - November 2010 15. august 2010
Udsigt fra
klokketårnet
Foto:
Caroline
Fotostudio
Forsoning - hvordan?
Der tales i kirken rask væk om forsoning,
om tilgivelse for vore synder
for Jesu Kristi skyld. Men hvad
betyder det? Og hvordan kan Jesus
Kristus tage vore synder på sig. Folk
der har begået kriminalitet oplever
tydeligt, at de må bære og betale
for deres egne synder, her hjælper
ingen kære mor, eller Gud. Og faktisk
gælder det jo os alle sammen,
at når dagen ender og mørket falder
på, så er vi alle ansvarlige for
vores egne handlinger. Der er ingen
af os der kan lægge ansvaret,
skylden og gælden over på andre. I
en vis forstand står vi helt alene og
kan kun svare for os selv og ingen
andre kan tage vores handlinger
på sig og gøre dem ugjorte og ingen
kan fuldstændig lægge ansvaret
fra sig for egne tanker, handlinger
eller liv.
Alligevel er forsoningen, læren
om Guds frelse af mennesket fra al
synd, jo et kernepunkt i den kristne
lære.
Forsoning, på det medmenneskelige
plan, handler ikke om at gøre
ugjort, men om at forlige sig med
det skete. Om at finde en måde at
leve med det der er sket, og med de
mennesker vi er forviklet ind i, dem
hvis handlinger har betydning i
vores eget liv. Hvis ikke den anden
betyder noget for mig, har forsoning
ikke nogen relevans. Ofte er
det overfor dem i vores liv, der
betyder mest, at ord som forsoning
og tilgivelse har allermest relevans.
Guds ønske om forsoning med
sine menneskebørn, er selve grundtanken
bag troen på at Jesus Kristus
vitterlig var Guds søn. Det var
for at komme i kontakt med mennesket
at Gud besluttede dette dobbeltgreb:
Gud og menneske i ét.
Som et født, levende og dødt menneske
i Jesus af Nazareth. I Guds
handling på jorden spiller Jesu død
på korset en hovedrolle, men hvorfor
skulle Jesus dø? Tre måder at
tale om betydningen af Jesu korsdød
giver hver sit svar. Svar der
hver for sig føjer vigtige aspekter til
forståelsen af hvorfor Gud blev
menneske, og hvorfor Jesus skulle
dø.
Tre måder at tale om forsoning
mellem Gud og mennesket
på
Traditionelt skelner man mellem
3 måder at anskue Jesu død og
opstandelse og betydning for os.
Alle 3 elementer er til stede i det
bibelske materiale, og derfor er det
bedst at se disse som forskellige
aspekter, som en del af den kristne
soteriologi (lære om frelsen), hvor
det ene ikke udelukker det andet.
- Den objektive forsoning
- Den subjektive forsoning
- Den klassiske forsoning
Alle tre måder at udlægge betydningen
af Jesu død på, genfindes i
vores salmer. Og ofte anvendes alle
tre aspekter i samme salme. Dog er
der salmer, hvor det ene aspekt
skiller sig mere ud end de andre, og
undervejs viser jeg et par eksempler
for at tydeliggøre de forskellige perspektiver
på forsoningen.
- Den objektive forsoning:
Gud har forsonet sig med mennesket
ved at sende sin søn til verden.
Klarest formuleret af Ærkebiskop
Anselm af Canterbury d.1109. Forsoningslæren
grunder sig i en retslig,
rationel begrundelse af hvorfor
Gud er blevet menneske, og med
sin død har gengivet verden liv.
Denne måde at forstå Jesu død på
har haft en stor virkningshistorie i
den katolske kirke, og ikke mindst i
vores protestantiske kirke, og har
stor folkelig udbredelse.
Tanken går i korte træk ud på følgende:
Alle mennesker syndet, og
syndens løn er død. Som retfærdig
Gud må Gud idømme alle mennesker
død. Det sømmer sig nemlig
ikke for Gud at lade den som synder
overfor Gud, være ustraffet. For
at undgå straf skal Gud forsones
eller formildes. Som kærlig Gud
ønsker han at redde os. Mennesket
skylder allerede Gud alt, selv uden
synd. Derfor er der ingen rest tilbage
at betale for synden af. Kun Gud
selv kan betale hvad mennesket
skylder Gud, derfor hans søn og
døden på korset.
Omkring nadverens liturgi bruges
metaforer om Jesus Kristus som
Guds lam, der selv uskyldig, betaler
med sin død for alle menneskers
synd og skyld. Vi synger således f.
eks i salme nr. 439:
O du Guds Lam!
med korsets skam,
du bar al verdens synder,
derfra vort liv begynder;
vor død til trods
opliv du os!
(Agnus Dei. Oldkirkelig latin.
Tysk omkr. 1500. N.F.S. Grundtvig
1837.)
Fortsættes side 2

2 SKOVSHOVED AVIS
Fortsat fra forsiden
Denne forståelse af hvorfor Gud
blev menneske og forsonede sig
med mennesket ved hjælp af sin
søn, bør ikke stå alene. Positivt set
har den et sjælesørgerisk aspekt for
sig, ved at lægge ansvaret for forsoningen
med Gud over på Gud alene.
At Gud tager imod os, levende
som døde, alene for Jesu Kristi
lidelse og døds skyld. Problemet er,
at Jesu liv glemmes til fordel for
hans død og opstandelse. Hvis
Jesus alene fødtes for at dø, hvad
skal vi så med hans liv, som vi
læser om det i Det Nye Testamente?
Dertil lægger sig den subjektive forsoningslære
som et andet aspekt af
hvorfor Gud blev menneske, og
hvorfor Jesus Kristus skulle lide
døden, og opstandelsen som Guds
suveræne handling.
Den subjektive forsoningslære:
Mennesket forsoner sig med Gud
under indtryk af Jesu lidelse og
død.
Væsentligst formuleret af Peter
Abelard d.1142, hævder denne forståelse
af forsoningen, at det er
menneskers efterfølgelse af Jesu forbilledlige
kærlighedsoffer, der skaber
forsoningen. Korset viser Guds
uendelige kærlighed til mennesket,
i forlængelse af hans liv og hele
gerning, at Jesus er villig til at gå
hele vejen, også selvom det koster
ham livet, og derved vækker han
den samme form for kærlighed i os.
I Paulus brev til Filipperne udtrykkes
det således:
I skal have det sind over for hinanden,
som var i Kristus Jesus, han
som havde Guds skikkelse ... ydmygede
sig og blev lydig indtil døden
på et kors. (Fil 2,5-6a.8)
Forsoningen sker når mennesket
opgiver sin mistro til Gud, smelter i
hjertet og omvender sig, overvældet
af Guds uendelige godhed. I ”Hil
dig Frelser og Forsoner” salme nr.
192 v.3-4 finder vi tanken udtrykt i
den syngendes betragtning af Jesus
på korset, og denne betragtning
fører til hjertets omvendelse.
Kærligheden, hjertegløden
stærkere var her end døden;
heller giver du end tager,
ene derfor dig behager
korsets død i vores sted.
Ak! nu føler jeg til fulde
hjertets hårdhed, hjertets kulde.
Hvad udsprang af disse fjelde,
navnet værd, til at gengælde,
Frelsermand, din kærlighed?
Den klassiske forsoningslære:
Jesus Kristus har med sit liv, sin død
og opstandelse besejret alle onde
magter.
I 1931 udkom den svenske biskop
Gustav Auléns bog ”Christus Victor”,
der relancerede en forståelse
af Kristi død på korset som fandtes
i den klassiske oldkirke. Aulén
finder den klassiske forsoningslære
udtrykt, ikke alene hos de græske
kirkefædre som Irenæus, Origenes
og Johannes Chrysostemos, men
også hos Luther og Grundtvig.
Her er opstandelsen påskemorgen
udtryk for, at Gud har nedkæmpet
det onde og dødens magt.
Opstandelsen er Guds suveræne
indgriben og overbud på den menneskelige
ondskab. Jesus Kristus er
Guds kriger, der drager til jorden og
til dødsriget for at opstå igen, som
sejrherre. Dette kampmotiv er fortsat
især fremtrædende i den ortodokse
kirkes lære. Forståelsen af at
tilværelsen er en kamp mellem
godt og ondt, og at Jesus Kristus
allerede har bekæmpet det onde,
selvom det langt fra ser sådan ud,
tilføjer en vigtig brik til de to andre
måder at forstå Guds forsoning
med mennesket på. Såvel på det
personlige plan som på det samfundsmæssige
har mange mennesker
fundet ny styrke og trøst i troen
på, at det gode allerede har vundet,
på trods af stor nød.
Grundtvig fandt stor inspiration i
oldkirken, og dette kampmotiv
med alle de billeder det skaber, var
en guldgrube for hans salmeinspiration.
I nr. 538 ”At sige verden ret farvel”
digter han i det andet vers:
Hvor tit hos dig end trøst jeg fandt,
når hjertet skjalv, og gråden randt,
og verdens bølger bruste,
ved støvet hænger dog min sjæl,
og slangen bider i min hæl,
1 skønt du dens hoved knuste.
Selvom vi er bundet til denne verden
og selvom slangen stadig bider
og gør skade, så er dens hoved dog
knust. Det relativerer oplevelsen af
det onde og hårde der sker, fordi
Jesus Kristus har gjort en ende på
det ondes magt. Gud har allerede
vundet kampen, slangens bid er
bare dødskramper.
Mest storslået gendigter Grundtvig
om Jesu Kristi tid i dødsriget,
mellem langfredag og påskemorgen,
i salmen ”I Kvæld blev der
banket på Helvedes port” nr. 213.
Med sine 20 vers er det en hel historie,
der beskriver hvordan Jesus
Kristus stiger ned til dødsriget og
trækker alle mennesker, begyndende
med Eva, med sig op igen. Tilbage
sidder kun Døden bedrøvet og
berøvet sit bytte – menneskeheden
og Guds søn.
Alle tre måder at tale om forsoning
på, er forsøg på at udtrykke
det, der ikke kan forstås. Det der i
sin grund er et mysterium, - hvorfor
og hvordan Gud handler i verden.
Følgelig findes der ingen facitliste.
Hvilket understreger at alle tre
aspekter og udviklinger herfra, er
menneskelige forsøg på at sætte
ord på erfaringen og troen på, at
Gud er Gud for os. At det vitterlig
har betydning i vores liv, at Jesus
Kristus levede, døde og opstod fra
døden.
Den objektive forsoning lægger
positivt vægt på at Gud har handlet.
Har båret vores skyld og skam,
at Gud tager imod os for Jesu Kristi
lidelse og døds skyld. Den subjektive
forsoning tilføjer et billede på
Guds kærlighed, forstået som kærlighed
som brud på had og gengældelse.
Her er det ikke den juridiske
strengt retfærdige Gud, men
den elskende Gud, der ikke opgiver
selvom han trues med død, ja faktisk
dør. Og den klassiske forsoning
tager livtag med den højst menneskelige
erfaring af tilværelsen som
en kamp mellem gode og onde
kræfter, hvor troen på at Gud har
vundet, kan give mod og styrke til
at kæmpe med det vi nu har at
kæmpe med.
Marianne Telling
Vi, der ikke har været udsendt til Afghanistan
Vi, der ikke har været udsendt til
Afghanistan, ved i virkeligheden
ikke ret meget. Vi ved ikke, hvor
voldsomt det er, vi ved ikke, hvordan
vi selv ville reagere under et
sådant pres, og vi ved ikke, hvordan
vi skal forholde os til dem, der
kommer hjem fra Afghanistan.
Det er konklusionen på tre vidnesbyrd
om krigen i Afghanistan:
Dokumentarfilmen ”Armadillo”,
feltpræst Thomas Østergaard Aallmanns
bog ”Løvehjerter”og oberst
Lars R. Møllers bog ” Vi slår ihjel
og lever med det”.
At vi, der ikke har prøvet det,
ikke ved så meget og derfor bør
tænke os så meget mere om, før vi
ytrer os desangående, burde mane
til ydmyghed. Den ydmyghed,
man kan have, når man står over
for andre menneskers erfaringer
(både gode og dårlige erfaringer),
erfaringer man ikke selv, uanset
hvor meget man står på tæer eller
bøjer sig, kommer i nærheden af.
Her er der, som Prædikeren skriver,
”Tid til at tie”.
Armadillo
Men der er også en tid til at tale,
og de, der taler højest lige nu, er
heldigvis de, der ved, hvad de
taler om, de, der har prøvet det.
Dokumentarfilmen ”Armadillo”
bringer billeder af Afghanistans
golde ørken og den frugtbare
”Greenzone” på nethinden.
Kontrasten mellem det golde
ørken-bjerglandskab og ”Greenzones”
små bebyggelser med marker,
stier, grøfter og træer er markant,
ikke bare i landskabsmæssig henseende,
men også på den måde, at
der, hvor landskabet mest ligner
det hjemlige, er det farligst. Intet
ligner det, det er, fjenden er ikke
til at adskille fra ven, kun et sted
er tingene det, de entydigt giver
sig ud for, og det er internt i lejren
i Armadillo, hvor kammeratskabet,
moralen og den gensidige

SKOVSHOVED AVIS 3
loyalitet er den lim, der holder det
hele sammen.
Men hvad med integriteten? Er
den intakt efter en kamphandling,
hvor vi ser fem taleban-krigere blive
skudt? Det er der ikke andre
end de involverede danske soldater,
der kan svare på. Vi andre ved
så lidt, vi ved ikke, hvordan vi selv
ville reagere, og igen, det burde
mane til ydmyghed, men det har
ikke været tilfældet.
Filmselskabet overskrider en
grænse ved at vise soldaternes
hjemkomst til lejren umiddelbart
efter kamphandlingen. Der filmes
under den ”de-briefing”, soldaterne
har. Soldaterne befinder sig
tydeligvis i en choktilstand, og
normalt udsætter man ikke mennesker,
der er ude af sig selv for
interview, men det er ikke desto
mindre det, der sker her.
Men kan en dokumentarfilm
overhovedet overskride en grænse,
kunne man spørge. Den vil jo
bare vise tingene, som de er? Jo,
men hvor er ydmygheden? I dette
tilfælde er der en nøgenhed tilstede,
som mere minder om en
afklædning, og som desværre
åbner for den selvretfærdighed,
man altid kan sidde tilbage med,
når man ikke selv er involveret,
men bare som smagsdømmende
tilskuer taler sig selv til ro ved at
påstå, at sådan ville man ikke selv
have talt, sådan ville man ikke
selv have reageret.
Jeg sad tilbage med en irritation
over, at der er mennesker derude,
der tjener penge på en film, der
ikke synes at kunne skelne
mellem, hvad man lægger frem af
nøgenhed om sig selv, og hvad
man ufrivilligt kommer til at vise.
Soldaterne kæmper en hård nok
kamp, som det er, med risiko for
utallige baghold. Dette baghold
tror jeg godt de kunne have været
foruden.
Løvehjerter
I bogen ”Løvehjerter” er der ikke
tale om noget baghold, det er
tværtimod en lovsang om de
udsendte soldater. Bogen, der
udkom i 2009 på Tryggefrihedsselskabets
Bibliotek, er skrevet af feltpræst
Thomas Østergaard Aallmann.
Han har selv været udsendt
til Afghanistan og modtog som
anerkendelse af sin indsats Anders
Lassen Fondens legat af Hans
Kongelige Højhed Kronprinsen. I
forordet bliver det sagt så tydeligt,
som det overhovedet kan siges, at
”man skulle nok have været der”
for at forstå det.
”Dette er en samling ord, der er
sat sammen med et ærligt og klart
sigte: At gøre begribeligt, hvad de
danske soldater formår, hvorfor de
er helte, og hvorfor heltemod er
nødvendigt, hvis frihed er det bedste
guld...... Jeg vil ikke overtale
den modvillige læser med mine
ord. Dette er ikke propaganda for
en sag eller en samfundsmodel –
det er nærmere en sang. En sang,
der hylder hvad der faktisk findes,
blev gjort, gøres.”
Thomas Aallmanns ømhed og
hengivenhed for soldaterne er stor,
men ikke speciel. De feltpræster,
jeg har mødt, udviser alle respekt
og hengivenhed over for de soldater,
de er sat til at være præster for,
men Thomas Østergaard Aallmanns
har et stærkt ønske om at
udtrykke denne respekt og hengivenhed
med ord:
” Disse ord er en gave til de
mænd, som jeg i seks måneder
tjente sammen med ved fronten i
Afghanistan. De faldne, de lemlæstede
og de, der kom hjem. Til
dem, der mangler troen på sig selv
eller ikke kan finde ord for det, der
gælder. Bogen er til dem, så de
kan holde modet oppe; til deres
familier, så de kan hjælpes til at
formulere det, de måtte fornemme
eller møde uudtalt hos sig selv og
den soldat de holder af. ”
Formålet er altså at sætte ord
på det, som det kan være svært at
sætte ord på, for nogle af soldaterne.
Vi slår ihjel og lever
med det
I oberst Lars R. Møllers bog ”Vi
slår ihjel og lever med det”, som
udkom i 2010 på Informations
Forlag, kommer soldaterne selv til
orde. Lars R. Møller har som informationsbase
249 besvarede spørgeskemaer
fra soldater i alle kategorier
(fra menige konstabler til
oberster ) og dertil 125 ekstra spørgeskemaer
til soldater, som har
oplevet særlig stress.
Bogens titel ”Vi slår ihjel og
lever med det” kan være svær at
kapere. At slå ihjel er tabu, og titlen
lyder lige lovlig frimodig, før
man har læst bogen. Men efter
læsningen er det tydeligt, at titlen
i højere grad henviser til gradvise
erkendelser frem for at være en
programerklæring.
Lars R. Møller vil i sin bog fortælle,
hvorledes soldater trænes til
at kunne agere hensigtsmæssigt i
stressede situationer. Han beskriver
indgående og forståeligt de
neurologiske processer, der opstår
under forskellige grader af stress.
En langtidssygemeldt kollega
(på grund af stress) anbefalede
denne bog som den bedste, han
havde læst om fænomenet, og det
er bestemt spændende at læse om
de erfaringer, militæret har med
stressreaktioner og imødegåelse af
disse.
Lars R. Møller har også en
besked til os, der tager imod de
hjemvendte soldater og den lyder
sådan her: ”Mange af dem har
ikke været i kamp, nogle har overhovedet
ikke set fjenden eller affyret
et skud i vrede, og mange vil
have udført støttefunktioner, som
har bevirket, at de måske aldrig
har forladt lejren, men de har alle
investeret det dyrebareste, vi mennesker
ejer, nemlig deres tid i et
projekt, hvor mange af dem har
forsøgt at gøre hverdagen bedre
for nogle andre mennesker, der
har det langt værre end os. De har
bevaret viljen til at løse opgaven
ofte under vanskelige vilkår, og
når de kommer hjem, er de ikke
de samme, som da de tog afsted.
De har været andre steder end
dem, de forlod, både fysisk og psykisk.
Langt den overvejende del af
dem, der kommer tilbage, er blevet
stærkere mennesker og mere
modne, har fået større selvtillid og
er blevet mere målrettede. Nogle
af dem, ikke ret mange, vil komme
hjem med noget psykisk bagage,
som de skal anvende lidt tid
på at få bearbejdet. Der vil gå lidt
tid, men så er det overstået, og de
kan komme videre med deres liv.
Nogle vil komme hjem med psykiske
kampskader, som kræver
behandling, og de fleste, de modigste
går uden de store falbalader i
gang med en behandling af disse
skader fuldstændig som hvis de
havde brækket et ben. Nogle, forhåbentlig
nogle få, men reelt kender
vi ikke antallet, vil lide under
deres oplevelser i år frem, men
fælles for dem alle er, at vi skylder
dem respekt for, at de har løst en
opgave, som samfundet har bedt
dem om, og som de med stor personlig
risiko har indvilget i at
påtage sig at løse.
Det er derfor ikke at udvise
respekt, når de mødes med spørgsmål
om, hvor mange de har slået
ihjel under deres mission. Et sådan
spørgsmål afslører meget om den
person, der spørger, fordi det afslører
en grotesk mangel på situationsfornemmelse
og respekt og
afslører, at spørgeren ikke har fattet
noget som helst. Spørgeren var
der ikke, og der er en kæmpeforskel
mellem dem, der har været
der, og dem, der ikke har. ”
Det tjener Lars R. Møller til ære,
at han lader soldaterne selv komme
til orde, samtidig med at han
gør sit bedste for at yde en religionshistorisk
og militærhistorisk
baggrund for krigens væsen. Om
religiøsitetens betydning for soldaterne
konkluderer han, at soldaterne
ikke forbinder religion og
krig, de berettiger ikke hinanden.
Det sidste ord skal to soldater
have. De bliver spurgt af Lars R.
Møller om, hvordan omgivelserne
reagerer, når man taler om at
have været udsendt.
- ”Første spørgsmål. Har du slået
nogen ihjel? Men det er mest dem,
der ikke kender mig så godt. Nære
venner og familie respekterer, at
jeg fortæller, når jeg har brug for
det, og ikke før.”
- ”Har du skudt nogen? Var du
bange? Hvor meget tjener du på
det? Hvorfor gjorde du det så? (når
de hører, hvad man tjener), og
spørgsmålene kommer gerne i den
rækkefølge.”
Om stilen i bogen: Den er skrevet
i et direkte sprog, renset for
klynk og selvmedlidenhed. Som
obersten skriver i forhold til den
svære psykologiske bagage. ”Jeg
har altid været bange for øretæver,
så det bedste forsvar er efter min
mening en konfrontation.”
Hmj

4 SKOVSHOVED AVIS
Skriftruller, atomer
og amerikansk olie
Dødehavsrullerne? Er det ikke
noget med dramatiske røverhistorier
i Mellemøstens ørkensand?
Eller noget med sandheden – eller
vilde teorier – om Jesus? Lidt af
begge dele, faktisk. Og i tilgift er
rullerne nu blevet centrum for et
dansk samarbejde mellem bibelforskere
og naturvidenskabsmænd.
Skrifter fra Jesus' verden
Jesus selv fortæller Dødehavsrullerne
ikke noget om. De fleste af dem
er efter alt at dømme skrevet, før
han overhovedet blev født. Men
vel at mærke kort tid før, han blev
født. De op mod 50.000 pergamentstumper,
som beduiner og
arkæologer fandt i huler ved Det
Døde Havs vestlige bred, i omegnen
af en ruin med navnet
Qumran, i årene 1947-56, og som
forskerne efterfølgende fik sorteret
og samlet til ca. 900 dokumenter,
stammer alle fra Jerusalem og
omegn i de sidste århundreder før
vores tidsregnings begyndelse
(nogle enkelte måske fra det første
århundrede e.Kr.).
Og derfor er de nok det nærmeste,
vi i litterær forstand kan komme
Jesus og hans samtid: Evangelierne
og resten af Det Nye Testamente
fortæller historien om Jesus,
men fortæller den i bakspejlet - set
fra den tidligste kristne kirkes perspektiv.
Men den jødiske verden,
Jesus blev født ind i, før kristendom
overhovedet fandtes, får vi en
lang række glimt af ved at læse
Dødehavsrullerne. Det er på
mange måder en uhyre fremmedartet
verden, men det er den verden,
evangeliernes fortælling
udspiller sig i, og gang på gang
giver Dødehavsrullerne et lidt
skarpere billede af en eller anden
detalje i evangelierne, end vi ellers
ville have haft.
des "Retfærdighedens lærer" og
"Den uretfærdige præst" skulle
være dæknavne for Johannes
Døberen, Jesus eller hans bror
Jakob. Og det kan naturligvis kun
tænkes, hvis teksterne faktisk er
skrevet efter, at de pågældende
personer havde begyndt deres
offentlige karriere. Så nu bliver det
rigtigt afgørende med dateringen.
Gamle skrifters alder
Man har forsøgt at sætte årstal på
rullerne på fire måder: En halv
snes af teksterne nævner historiske
personer ved navn, og de personer
er alle fra de to sidste århundreder
f.Kr.; teksterne kan altså ikke være
skrevet før disse personers tid, men
på den anden side er de skrevet,
mens nogen endnu kunne huske
fx den jødiske dronning Salome,
der er omtalt i to tekster.
Et andet hjælpemiddel er lagene
i udgravningen: Hvis en krukke
bliver fundet oven på en romersk
mønt fra kejser Tiberius' regeringstid,
så er krukken tidligst anbragt
der på Tiberius' tid, ikke før. I
Qumran-ruinen er de fleste mønter
fra tiden før år 68-70, hvor
romerne nedkæmpede en jødisk
opstand, men i hulerne, hvor selve
skrifterne lå, er der ikke meget
hjælp af den art.
Et tredje middel er selve håndskriften
i rullerne: Fra generation
til generation sker der ændringer i
måden at forme bogstaverne på.
Nogle forskere har lavet et helt
"stamtræ" over udviklingen i jødiske
skriveres vaner i oldtiden, hvor
man med ned til 25 års unøjagtighed
mener at kunne fastslå, hvor
gammel en tekst er. Andre er mere
skeptiske.
Men dertil kommer en metode
mere, som videnskabligt set er den
mest "objektive", og som pudsigt
nok blev opfundet det samme år,
hvor de første ruller blev hentet ud
af hulerne.
Kulstof-14
I 1947 blev nemlig en anden afgørende
videnskabelig opdagelse
gjort: Den første kulstof-14-datering
blev udført. Alle levende
organismer – både planter, dyr og
mennesker – indeholder kulstof,
som fornyes, så længe vi lever.
Når vi dør, begynder den del af
kullet, som hedder "kulstof-14", at
forsvinde, men processen tager
årtusinder, og det sker i et ganske
bestemt tempo. Så derfor kan man
måle på indholdet af kulstof-14-
atomer i fx en bjælke, hvornår det
træ blev fældet, som bjælken stammer
fra. Og da det pergament, de
fleste ruller er skrevet på, er lavet
af dyreskind, kan det også dateres
(det samme gælder papyrus, som
de sidste 10% af rullerne består af:
det er lavet af plantefibre).
100 år fra eller til?
Normalt er forskere ganske godt
tilfredse, hvis tekster fra oldtiden
kan dateres med en unøjagtighed
på et lille århundrede. Men Dødehavsrullerne
er et særligt tilfælde:
Mellemøstens historie i tiden
omkring vores tidsregnings begyndelse
er turbulent og fuld af betydning,
ikke kun for kristendommen,
men også for jødedommen. Og
100 år fra eller til kan gøre en stor
forskel for tolkningen af skrifterne.
For eksempel bliver vilde påstande
om, at Jesus i virkeligheden
alligevel er omtalt i rullerne, ved
med at dukke op (kig blot i kap.
58 af Da Vinci Mysteriet). Når
man faktisk har læst rullerne, er
den slags svært at tage alvorligt.
Men enkelte forskere har forestillet
sig, at personer i rullerne som kal-

SKOVSHOVED AVIS 5
En lille prøve af det, der dateres,
bliver tilintetgjort, for at man kan
måle indholdet af kulkstof-14, og
derfor er forskerne naturligvis
tilbageholdende med at gøre det
for ofte. Det er i alt kun sket to
gange: På laboratorier i Zürich i
1992 og i Tucson i Arizona i 1995
(før den tid havde man ikke tilstrækkeligt
fintmærkende apparatur
til at kunne udføre prøven
uden at ødelægge for stort et stykke
af en skriftrulle). Men et forskerhold
under ledelse af danskeren
Kaare Lund Rasmussen fra
Syddansk Universitet har gode
grunde til, at der bør laves nogle
flere prøver. Der er nemlig et problem
med prøverne fra Zürich og
Tucson.
Amerikansk olie
Problemet opstod i de hektiske
dage i 1950'erne, hvor beduinernes
fund af pergamentstumper
med hebraiske skrifttegn løbende
blev bragt ind til et hold unge forskere,
der sad på Rockefeller-museet
i Østjerusalem. De brugte rutinemæssigt
en fin kamelhårspensel
dyppet i amerikansk olie til at rense
pergamentstumperne for snavs
og få skriften til at træde tydeligere
frem. Men amerikansk olie er
udvundet af en slags bønner – det
er altså planteolie. Så for hvert
penselstrøg fik pergamentet tilført
friske kulstof-14-atomer fra olien.
Og resultatet er, at når man tester
alderen på et fragment, er det i
virkeligheden en blanding af
årtusindgammelt pergament og
ca. 50 år gammel planteolie, man
daterer – og så får man naturligvis
et årstal, der er senere end det
rigtige! Og så er det ikke så sært,
at forskerne har måttet klø sig i
nakken over, at nogle af prøverne
fra Zürich og Tucson viste årstal
helt op i det 2. århundrede e.Kr.
Ultralyd og sprit
Allerede i 1997, hvor prøverne fra
Tucson var en brandvarm nyhed,
sad en gruppe bibelforskere på
Københavns Universitet og overvejede,
hvordan problemet kan
løses. En af dem var amerikaneren
Greg Doudna, som er en af specialisterne
i netop kulstof-14-datering
af Dødehavsteksterne. Han fik fat
i Kaare Lund Rasmussen, som
dengang arbejdede på Nationalmuseet,
og siden har bolden rullet.
Og nu har de to sammen med
kemikere fra en række lande fundet
en sikker metode til at rense
olien ud af fragmenterne. De har
forsøgt sig med både CO2-behandling,
ultralyd og forskellige organiske
opløsningsmidler, og opgaven
har ikke været enkel: Olien
skal væk, men det skrøbelige pergament
må ikke gå i opløsning
samtidigt. Løsningen er blevet at
anbringe pergamentet i alt seks
timer i en ”Soxhlet” – et apparat
som lader fordampet sprit og hexan
(et andet opløsningsmiddel)
samle sig og dryppe forsigtigt ned
over pergamentet igen og igen.
Doudna, Lund Rasmussen og fem
andre forskere fra Danmark, Holland
og USA har for kort tid siden
offentliggjort en artikel i tidsskriftet
Radiocarbon, hvor de beskriver
metoden, og udpeger syv af de
900 Dødehavstekster, som de
mener, der er særlig grund til at
teste med den nye metode. Kemi
og atomfysik kan altså inden
længe være med til at gøre os endnu
klogere på tiden mellem Det
Gamle og Det Nye Testamente.
Lektor i bibelsk eksegese KU,
Søren Holst
Læs mere om Kaare Lund Rasmussens
og de københavnske teologers
arbejde med rullerne her:
http://www.videnskab.dk/content/dk/naturvidenskab/kemikere_vi_kan_datere_dodehavsrullerne_pracist
http://sorenholst.dk/dss/
http://www.teol.ku.dk/afd/abe/q
umransatsningen/
KIRKE OG KINO
Et samarbejde mellem
Gentofte kino og kirkerne
i Gentofte provsti
Vi tager nu hul på 3.sæson med
kirke og kino.
Lørdag formiddage i Gentofte Kino
vises film, der lægger op til overvejel-se
og samtale.
Der vil være et kort oplæg til filmen,
og efter forevisningen serveres
der en kop kaffe eller te med
en oste-mad, så der er mulighed
for at disku-tere filmens eksistentielle,
etiske eller religiøse temaer.
Kirke og kino er for dem, der både
vil se film og diskutere dem med
andre.
Temaet for efterårets tre film er
FRYGT OG HÅB
13. november kl. 10.30
Babel
Richard og Susans ægteskab har
haft det bedre. De er derfor taget
til Marokko for at forsøge at redde
forholdet.
Skæbnen vil at ægteparret
befinder sig i området lige netop
den dag to marok-kanske gedepasser-drenge
affyrer deres riffel
og uheldigvis rammer den bus,
Richard og Susan sidder i.
Det sætter en kædereaktion af
begiven-heder i gang, som involverer
mennesker fra hele kloden.
Oplæg ved Kim Skotte
Tilmelding: Medlemskort kan
købes i Gentofte Kino
Pris: kr. 250 for tre film, inklusive
kaffe/te og ostemad.
Hvis man kun vil se én film,
er billetprisen kr 100
Lørdag den 2.oktober
kl.10.30
Invictus
'Invictus' er et biografisk drama
med Morgan Freeman
som Nelson Mandela, der
med én skelsættende begivenhed
fik samlet en splittet
nation.
Da Sydafrika i 1995 skal være
vært for VM i rugby, øjner
Mandela muligheden for at
samle den splittede nation, og
dermed opfylde sin drøm.
Mandela henvender sig derfor
til Francois Pienaar (Matt
Damon) - anføreren af Sydafrikas
landshold, Springboks -
i håb om at få hans støtte til at
føre Sydafrika sammen til én
nation og Springboks til sejr.
Springboks er desværre et uerfarent
hold, og ingen regner derfor
med, at holdet vil komme
særlig langt i turneringen.
'Invictus' er instrueret af
Clint Eastwood
Oplæg ved mag.art. Søren
Vinterberg
30. oktober kl. 10.30
Angst æder sjæle
op
”Angst æder sjæle op” er
en ligefrem, men stærk fortælling
om fordomme og
intolerance.
Filmen udspiller sig i
München, hvor en midaldrende
tysk rengøringskone
en dag møder en
væsentligt yngre marokkansk
gæstearbejder, som
hun forelsker sig i. Filmens
grammatisk ukorrekte
originaltitel (det
hedder Angst Isst die Seele
auf ) afspejler gæstearbejderens
mangelfulde
beherskelse af det tyske
sprog, men snart skal
også den indfødte lære,
hvordan det er at være
outsider, da de varme
følelser mellem hende og
Ali udløser kolde skuldre
fra omgivelserne.
Manuskript og instruktion: Rainer
Werner Fassbinder.
Oplæg ved Christian Braad Thomsen

6 SKOVSHOVED AVIS
Sangaften
den 26. oktober kl. 19.30
i nederste sidesal.
Peter Aalbæk Jensen, er normalt kendt som iværksætteren, der i
1992 startede filmselskabet Zentropa sammen med Lars von
Trier. Den 26 oktober møder vi imidlertid Peter Ålbæk Jensen i
en anden rollle, nemlig som forsanger og fortæller. Peter Aalbæk
Jensen bevæger sig hjemmevant rundt i salmebogen og vil
denne aften fortælle om, hvorfor nogle af salmerne har særlig
betydning for ham, hvorefter vi synger salmerne sammen.
Fitness for krop og sjæl
50-års fødselsdagen var kun lige
overstået med et par måneder, da
en bekendt grinende fortalte, at
han var blevet omvendt. Som den
trofaste kirkegænger han er, troede
jeg, at hans ”omvendelse” var sket
for længe siden, så jeg spurgte
”omvendt til hvad?” Omvendt til
fitness svarede han og fortsatte
begejstret: ”Fitness er Gud!”
Hans begejstring mødte imidlertid
ingen genklang. Jeg opfatter
fitness som tortur både for sjæl og
krop, men er alligevel nu på 6.
måned at finde på listen af tilmeldte
i en sådan institution. Jeg
betaler, men jeg kommer der ikke.
Engang imellem ringer der en fra
fitness-centret og spørger, hvorfor
jeg ikke træner noget mere, og jeg
svarer brødebetynget, at det har
jeg ikke tid til, eller taler udenom
og siger, at jeg skam får trænet
lidt alligevel.
Men hvorfor melder man sig
egentlig ikke ud. Så skulle man
ikke forklare sig til fitness-instruktøren,
og man behøvede ikke at
betale.
Men så enkelt er det ikke. Det
ved alle de andre fedt-næser med
en tynd og skrøbelig livline til fitness-centret,
og mon ikke der også
er mange passive folkekirkemedlemmer,
der kan sætte sig ind i
det.
For selvom præsten ikke ringer
og spørger, hvorfor træner du ikke
din tro og dit stemmebånd i kirken,
når du nu betaler til det, er
der dog en påmindelse, nemlig
kirkeklokkerne. De ringer oftere
end nogen fitness-instruktør, og
man kan ikke bo i Skovshoved
uden at kunne høre ringningen
fra Ordrup, Messias eller Skovhoveds
kirkeklokker.
Min nyomvendte ven, som
benytter både fitness og kirken,
fortæller begejstret, at fitness-centret
faktisk er som en kirke på en
måde. Han siger: ”Hverken i fitness-centret
eller i kirken taler
man med hinanden, men slår
blikket ned og lader næsten, som
om man ikke ser hinanden.” Man
har altså lov til at være i fred,
siger han, og da jeg endnu ikke
har den store erfaring i fitnessafdelingen,
lader jeg det udsagn
stå til troende.
Men hvis man betaler til et sted,
hvor man får lov til at være i fred,
hvis det er det, man vil, og alligevel
ikke benytter det, må der jo
være noget, som afskrækker. Jeg er
afskrækket af flere ting ved fitnesscentret,
og jeg ved, at der er en del
mennesker, der også er afskrækket
af kirken.
Jeg begynder med fitness-centrets
ulyksaligheder. Fitness-centre
opfatter jeg som grimme, (indrømmet
jeg har ikke det store
sammenligningsgrundlag), og
som om det ikke var nok, at selve
rummet er grimt, er de mange
spejles vidnesbyrd om vellevned
og mørke rander under øjnene
ikke noget, der hjælper.
Der er mennesker, der har samme
aversioner i forhold til kirkerum,
ved jeg. Indrømmet, ikke alle
kirker er skønhedsåbenbaringer,
men ubehaget strækker sig videre
end til det faktiske interiør. Ubehaget
handler på en måde også om
spejlinger eller rettere om det
menneskesyn, man spejler sig i i
en kirke. Apostlen Paulus opsummerer
det meget godt, når han
skriver: ”Det gode, som jeg vil, gør
jeg ikke, og det onde, som jeg ikke
vil, gør jeg.” Denne spejling af,
hvad det vil sige at være et menneske,
er ikke just flatterende.
Ydermere bliver der sagt, at selvom
vi ser os selv i et spejl, ser vi
stadig som i en gåde, men heldigvis
bliver det også sagt, at vi en
dag vil se meget mere end det, vi
ser nu. Det handler altså om
udholdenhed og tålmodighed,
samme dyder, der i høj grad er
behov for i fitness-centret.
Men få steder bliver tålmodigheden
dog sat på prøve som i et fitness-center,
maskinerne minder
om de vægte, man ikke kan løfte,
og de distancer og hastigheder,
man ikke kan løbe. Det er et rum,
der opfordrer én til at presse sig
selv, og selvom tålmodighed skal
læses som ”at have modet til at
tåle”, er vi nogle, der vil mene, at
livet i sig selv til tider være pres
nok.
Når fitness-instruktøren velmenende
spørger: ”Hvad er din målsætning”,
eller ”hvad vil du gerne
forbedre?”, kan svaret være det
lidet ambitiøse, at målsætningen
er at tabe lidt af den vægt, man
bærer rundt på, og at bremse lidt
af alderens uafvendelige forfald.
Løsningen synes at være at kunne
udholde et vist pres og væbne
sig med tålmodighed. Min nyomvendte
ven sammenligner det med
sejlsport. Han siger, hvis du i
nogen grad vil bremse forfaldet og
ikke bare flyde med strømmen,
bliver du nødt til som det første at
identificere de pres, der er, og som
får dig i den forkerte retning, og
dernæst bliver du nødt til at korrigere
med et modpres. Det er som
med en sejlbåd, der bare lader sig
drive med den vej, vinden blæser,
men hvis det nu ikke er den vej,
man vil, må man krydse mod
vinden. Det er besværligt, det går
langsomt, men det kan blive nødvendigt,
medmindre man vil lade
sig drive i en hel anden retning.
Min nyomvendte ven, som
benytter fitness-centret og kirken
nogenlunde lige meget, siger, at
han går i kirke af de samme grunde,
som han går i fitnesscenteret.
Han kommer begge steder for at
imødegå et både fysisk og åndeligt
forfald, for at få mere energi og
for at tabe i vægt. Som han siger: I
kirken træner jeg den altid træge
og stive ydmygheds-muskulatur,
her trænes til et tro, håb og kærligheds-marathon
som modvægt til
alle de paralyserende bekymringers
profetier, for slet ikke at tale
om den allestedsnærværende
paranoia, og under nadveren
mener han at smide kilovis af byrder,
dog ikke uden anstrengelse,
for som han siger: Det er ikke altid
let at give det fra sig, som nu
engang er blevet ens identitet, for
at få en anden. Fra ansvarsfuld
bekymret familiefar til at være et
lille Guds elskede barn, det er et
ordentlig stykke at skræve over.
Godt man har smidige lår, som
han siger, og tror, at han, der kan
løfte hele verden, er han, der siger:
”Kom til mig alle I, som er trætte
og tyngede af byrder.”
HMJ

SKOVSHOVED AVIS 7
Kierkegaard-studiekredsen begynder igen
Vi skal arbejde med tre opbyggelige
taler: “At trænge til Gud“, som
handler om at leve med depression,
”At bevare sin sjæl i tålmodighed”,
som handler om de tankemønstre,
der kan understøtte
tålmodigheden, og sidst men ikke
mindst ”Imod fejhed”, som handler
om at kunne tage en beslutning
og om de undskyldninger,
som gør, at gode beslutninger alligevel
kuldsejler.
Måden, vi skal arbejde med Kierkegaard
på, bliver væsentligt
anderledes end tidligere. For at
imødegå, at nogen slår sig på det
til tider omstændelige sprog, har
jeg omskrevet talerne til dialoger,
så alle har mulighed for at deltage
i diskussionen af Kierkegaards
tanker. Samtidig opfordres studiekredsens
deltagere til at læse originalteksten.
Vi mødes den 9. og 23. november
samt den 7. december, alle dage
kl. 19-21.
Nedenstående er et eksempel på
en dialogisk omskrivning af
begyndelsen af talen ”At trænge
til Gud”
Vi mødes i kirkens øverste sidesal.
Tilmelding er ikke nødvendig.
Jeg har det forfærdeligt. Jeg
kommer ingen steder med
nogenting.
Hvorfor har du det skidt.
Jeg ved det ikke, men nu tager
jeg væk et stykke tid. Jeg har
brug for at være alene. Jeg er
virkelig dårlig selskab.
Er det mon så god en ide, at tage
væk alene, når du har det skidt?
Jeg har bare ikke lyst til at
være sammen med andre mennesker
Jeg håber bare ikke, du isolerer dig
sammen med din værste fjende.
Du ved godt, at ethvert forsvar,
hurtigt kan blive til et fængsel.
Skulle jeg ikke komme og se til dig
engang imellem?
Du kan gøre som du vil, men
jeg er ikke godt selskab.
Men hvad er det med dig?
Jeg ved det ikke, som sagt får
jeg intet fra hånden. Jeg har
ingen energi, og alligevel føler
jeg mig rastløs.
Hvad er det, du gerne vil?
En hel del. Det sted, jeg er i
livet nu, er en periode, hvor jeg
skal til at rykke, men jeg bevæger
mig ikke ud af stedet. Jeg
rækker ikke ud efter noget som
helst. Der er bestemt muligheder,
som jeg kunne gribe, men i
samme øjeblik jeg føler lysten
til at gribe ud, er det, som om
den ene hånd standser den
anden hånd. Dette vægelsind
efterlader mig helt lammet og
tung indeni.
Det lyder, som om du kæmper en
hård kamp inden i dig selv. I gamle
dage kaldte man denne form for
depression for at være ”tungblodet”.
Jeg har det normalt ikke sådan.
Det ved jeg. Men ting forandrer sig
Jo.
Jeg ville ønske, at denne følelse
ville forandres til det bedre.
Problemet er også, at jeg har
haft det sådan i lang tid efterhånden.
Det er kommet som en
snigende langsom lammelse, og
samtidig føler jeg mig som sagt
rastløs. Det er, som om der er
lige stærke, lige smidige skikkelser
inden i mig. Hvis den ene
skubber, giver den anden sig,
og omvendt. Det er som en boksekamp,
der aldrig får ende.
Prøv at forestille dig to lige
stærke og svedige boksere, begge
er så udmattede, at de læner
sig op af hinanden bare for at
kunne blive stående på benene.
Det er den måde, jeg har det
på. Jeg kæmper hårdt med mig
selv, og kampen har efterladt
mig fuldstændig udmattet.
Det lyder, som om du trænger til at
få en distance mellem de to
kæmpende sider. Du har brug en
dommer.
En dommer?
Ja! I en boksekamp har man en
dommer til at adskille bokserne fra
hinanden. Hvis ikke man har distance
mellem bokserne, finder kampen
jo aldrig sin afslutning, den bliver
aldrig afgjort. Uden distance
kan man ikke lave et knock-out.
Det kan godt være, at jeg har
brug for distance til mig selv,
men problemet er, at jeg ikke
har denne distance. Jeg er ved
at gå op i limningen og jeg ville
bare ønske, at jeg kunne vende
tilbage til mit ”gamle jeg”.
Jeg kan simpelthen ikke genkende
mig selv i denne lammede
tilstand.
Du genkender ikke dig selv! Og dog
siger du, at du har haft detpå denne
måde i temmelig lang tid.
Men det er jo ikke sådan, jeg er.
Men det er jo sådan, du er nu.
Jo! Men jeg kan ikke leve resten
af mit liv med at være...hvad
var det du kaldte det ...
Tungblodet.
Hvordan skal nogen kunne
respektere mig, hvis jeg forbliver
så apatisk.
Skidt med, hvordan andre tænker.
Det er vigtigere, hvordan du
tænker om dig selv.
Måske skulle jeg bare give op.
Nej, men en våbenhvile ville
nok være en god idé.
Hvordan det videre går den ”tungblodede”,
finder vi ud af den 9.
november.
Hmj
Skovshoved samtale
Er sundhed blevet den nye religion?
Torsdag den 9. september kl. 19.30
»Sundhed er ved at udvikle sig til
en religion for en voksende gruppe
danskere. De er nærmest besat af
sundhed og anser ikke længere sig
selv som raske, men snarere som
potentielt syge. Det sker godt hjulpet
på vej af en sundhedsindustri,
som taler varmt for detox- og
udrensningskure og evig frelse, hvis
man lytter til dem. Jeg anser det
mest af alt for at være en jeg-syge
og et behov for kontrol. Sundhed er
vigtigt, men det skal ikke være styrende
for hele ens liv,« siger Bente
Klarlund Pedersen.
Professor Bente Klarlund Pedersen
fra Rigshospitalet samtaler med Dr.
Med. Poul Riis om forholdet mellem
det fysiske og det religiøse, f.eks.
smerte, soning, glæde og renhed.
Dr. Med. Poul Riis.
Professor Bente Klarlund Pedersen

8 SKOVSHOVED AVIS
Koncerter
i Skovshoved kirke
Søndag den 3. oktober kl. 16.00
Marianne Lund, sopran
Jens Boje Hansen, fløjte
Tove Lindgreen, orgel
Ved koncerten den 3. oktober bliver der
lejlighed til at høre en uropførelse,
nemlig 7 nye salmer af Ib Nørholm til
tekster af bl.a. Kaj Munk, Sten Kaalø
og Lisbeth Smedegaard Andersen.
Desuden kan der høres værker af bl.a.
G.F.Händel og Jaques Ibert samt svenske
Dalar-koraler.
De medvirkende er sopranen, Marianne
Lund og fløjtenisten, Jens Boje
Hansen – de bliver akkompagneret af
Tove Lindgreen på kirkens Frobeniusorgel.
Efter Diplomeksamen i sang fra Det
Jyske Musikkonservatorium blev Marianne
Lund optaget i operakoret i Göteborg,
hvor hun også havde solistiske
roller. Senere fik hun sin base i DR-
Radiokammerkoret, hvor hun var en
ofte benyttet solist.
I foråret 2010 har Marianne Lund
udgivet er anmelderrost CD med nye
danske sange ”Alle elsker forår”.
Fløjtenisten, Jens Boje Hansen er
uddannet på Det kgl. Danske Musikkonservatorium.
Efter solistklassen og
debutkoncert blev han ansat i Radiosymfoniorkestret.
Udover orkesterarbejdet
har han været ansat som fløjtelærer
på konservatoriet samt virket som
kammermusiker i forskellige konstellationer.
Søndag den 24. oktober
kl. 16.00
Den Danske Strygekvartet:
Rune Tonsgaard Sørensen, violin
Frederik Øland, violin
Asbjørn Nørgaard, bratsch
Fredrik Sjölin, cello
Olli Leppäniemi, klarinet
Den Danske Strygekvartet debuterede
i 2002 og regnes i dag for at være en af
Danmarks førende strygekvartetter.
Kvartetten har allerede afholdt en lang
række succesfulde koncerter i Europa
og USA og har vundet flere konkurrencer
både i Danmark og i udlandet.
Således vandt kvartetten som yngste
ensemble nogensinde P2’s kammermusikkonkurrence
i 2004. I 2009 vandt
den førsteprisen samt fire specialpriser
Gudstjenester sept. - nov. 2010
5. sept. 14.s.e.trin 8.30 Helle Møller Jensen 10.00 Marianne Telling
12. sept. 15.s.e.trin 8.30 Marianne Telling 10.00 Helle Møller Jensen
19. sept. 16.s.e.trin 8.30 Marianne Telling 10.00 Marianne Telling
26. sept. 17.s.e.trin 8.30 Helle Møller Jensen 10.00 Helle Møller Jensen
3. okt. 18.s.e.trin 8.30 Marianne Telling 10.00 Marianne Telling
10. okt. 19.s.e.trin 8.30 Marianne Telling 10.00 Helle Møller Jensen
17. okt. 20.s.e.trin 8.30 Helle Møller Jensen 10.00 Helle Møller Jensen
24. okt. 21.s.e.trin 8.30 Marianne Telling 10.00 Marianne Telling
31. okt. 22.s.e.trin 8.30 Helle Møller Jensen 10.00 Helle Møller Jensen
7. nov. Alle Helgens 10.00 Helle Møller Jensen 16.30 Marianne Telling
14. nov. 24.s.e.trin 10.00 Marianne Telling 16.30 konfirmandgudstj.
Marianne Telling
21. nov. s.s.i kirkeår 10.00 Helle Møller Jensen 16.30 Helle Møller Jensen
I løbet af den tid hvor konfirmanderne går til forberedelse, holder vi nogle
særlige konfirmandgudstjenester. Gudstjenesterne vil være tilrettelagt i samarbejde
med konfirmanderne, og de bidrager til selve gudstjenesten på
forskellig vis. Den første bliver søndag d.14/11 kl.16.30 Alle er naturligvis velkommen.
ved London International String
Quartet Competition.
Kvartetten indspillede i 2007/2008
Carl Nielsens samlede strygekvartetter
for pladeselskabet Dacapo og høstede
stor anmelderros herfor både herhjemme
og i udlandet.
Ved koncerten i Skovshoved kirke
tager de en gæst med, nemlig den finske
klarinettist, Olli Leppäniemi.
Han vandt i 2009 Carl Nielsen konkurrencen
i Odense og er nu ansat i
DR-Symfoniorkestret som soloklarinettist.
Sammen vil de spille Johannes
Brahms Klarinetkvintet op.115.
Tirsdagsmøde
Tirsdag den 5. oktober kl. 14-16
i nederste sidesal.
Abraham, Isak og Kierkegaard
Foredragsholder sognepræst ph.d.
Søren Kjær Bruun
I den senere tid har der været stor
debat om Abrahams-fortællingen i Det
Gamle Testamente. Ikke mindst Abrahams
ofring af Isak har været diskuteret.
Nogle mener,
at fortællingen
skal bevares og
fortolkes, andre
mener, at moderne
mennesker
ikke kan bruge
den til noget som
helst, og at den
snarere opfordrer
til terrorisme.
Tirsdag den 2. november
kl. 14-16
Dostojevskij og religionskritikken
Foredrag ved Sognepræst Ulla Bjerre Salicath
Få forfattere kan skildre mennesker
med en psykologisk og eksistentiel dybde
som Dostojevskij. Dostojevskijs forfatterskab
har i kraft af sin store kvalitet
en aktualitet
til alle tider, men
det er alligevel
slående, hvordan
ateisme og nihilisme
er skildret
med en skarphed,
som næsten
fejer tidens unuancerede
religionsdebat
af
banen.
Sognebladet
Skovshoved Avis
udgives af menighedsrådet
i Skovshoved Sogn.
Redaktion :
Helle Møller Jensen (ansv.)
____________________________
Næste nummer udkommer
ultimo november 2010
Stof til dette nr. skal være
redaktionen i hænde senest
den 25. oktober 2010
Kirkebil
Til gudstjenester og møder i Skovshoved
Kirke kan gangbesværede og
andre handicappede på kirkens regning
blive hentet og bragt i taxa.
Ring til kirkekontoret i åbningstiden,
lørdag inden kl. 12.
(Der kan ikke ringes søndag).
Adresser og
træffetider:
Sognepræst, k.b., ph.d.
Helle Møller Jensen KIRKE
Sophus Bauditzvej 38,
2920 Charlottenlund
Træffes bedst tirsdag kl. 17-18
onsdag til fredag kl. 10-11
lørdag efter aftale
Tlf. 3964 4344
e-mail hmj@km.dk
Sognepræst MMCR
Marianne Telling
Damgårdsvej 30,
2930 Klampenborg
Træffes bedst tirs, ons, fredag
kl. 9-10 samt torsdag kl.19-20
Tlf. 3963 6220
Mobil: 3022 7870
e-mail mt@km.dk
Kordegn
Morten Iversen
Kirkekontoret
Krøyersvej 1
2930 Klampenborg
Tlf. 3964 1721
Fax 3964 1487
e-mail: miv@km.dk
www.skovshovedkirke.dk
Træffetid
Mandag lukket
tirsdag-lørdag kl. 9-12
onsdag kl. 17-19
Organist
Tove Lindgreen
Tårnholmsvej 9
2700 Brønshøj
Tlf. 3860 5512
Kirketjener
Pauli Jensen
Teglgårdsvej 16
2920 Charlottenlund
Tlf. 3964 0380
Menighedsrådets formand
Henrik Holmblad
Søbakken 8A
2920 Charlottenlund
Tlf. 3963 3838
SKOVS
HOVED
Sats/repro og tryk: Provins-Trykkeriet, Vordingborg.