LADY ALICE (2. udgave)

HVID MAND GÅ?
Nu går jeg dem på klingen. Jeg går på jagt efter respons. Folk stirrer på os,
når vi går på gaden, åbenlyst, med et fast blik, der ikke flytter sig. De
trækker ikke en muskel, afslører intet. Bare store, bløde læber, der ligger
støbt mod hinanden og øjne, der stirrer uden at blinke. Ikke vredt, ikke
venligt, bare åbenlyst. Og de bliver ved. Hvis jeg vender mig om, ser jeg kun
øjne. Og så ser jeg en bus, der kører forbi, pakket til randen med mennesker.
På bagsædet ud mod vinduet sidder en lille pige. Hun banker sin pegefinger
mod ruden og griner. Moren læner sig også frem og kigger med. Da hun ser,
hvad pigen peger på, griner hun også.
Jeg er nødt til at sætte et ben foran det andet. Spørger Jules, hvorfor de
kigger sådan på os hvide, om de er vrede over, at vi er her? Nej, det er
enkelt, siger han. Folk ser os, og mennesket er nysgerrigt. Folk vil gerne
snakke med os og vide, hvem vi er, og hvor vi kommer fra. Hvad vores land
hedder. Men først lytter de efter vores sprog. Hvis de kan høre, at vi snakker
dansk eller engelsk, siger de ingenting, fordi de tænker, at de ikke kan
snakke med os. Generelt er vores folk venligt, siger han. Han smiler og
ryster på hovedet. And there is no problem. No problem.