Grisk_Magasin_interaktiv

mig ud på toilettet, der ligner et svensk das og
meget belejligt er bygget ind i templet. Hun
hiver min bukser af, og jeg sætter mig ned på
toilettet, imens hun kigger på mine ukontrollerede
kropsreaktioner. Bagefter guider hun mig
tilbage til madrassen, hvor jeg ligger stille, indtil
jeg langsomt får det bedre og min dødsangst
forsvinder.
Ud af øjenkrogen kan jeg se Jean Pierre highfive
shamanen og hoppe rundt i eufori.
Jeg rejser mig og føler mig høj. Jeg går ud i regnen,
imens nøgne mennesker stadig bliver båret
frem og tilbage fra toiletterne i templet.
Mine øjne klamrer sig forfærdede til Jean Pierre,
som nu ruller rundt på gulvet imens tårerne
triller ud af ham. Min sidemakkers ar på overarmen
afslører, at han har prøvet ceremonien
før. Han har mediteret roligt siden begyndelsen.
“Fokuser på dig selv,” hvisker han og vender tilbage
til sin trance.
Armand er holdt op med at synge og kommer
nu over for at brænde mig i armen. Han presser
den glødende pind imod min overarm og går i
gang med at futte den tynde hud af.
Det føles ikke rart, men situationen taget i betragtning
vil det være absurd at klage. Armand
smører giften ind i de små brændemærker og
virkningen indtræffer med det samme. Efter et
par minutter ligger jeg og ruller synkront rundt
med Jean Pierre, imens Armand genoptager sin
sang og puster røg på mig.
Det brune flodvand bobler rundt i min mave og
kommer nu ud i form af en pisgul stråle, mens
jeg sidder foroverbøjet med hovedet i en opvaskebalje.
Giften løber rundt mit lymfesystem,
som desperat prøver at danne antistoffer til den
ukendte substans, jeg har pådraget mig selv. Jeg
ser mig selv dø af et allergisk chok alene i Amazonas,
og hele projektet virker pludselig som en
pissedårlig idé.
Jeg tænker på mit formål, og i 10-15 sekunder
hjælper det faktisk, indtil opkast og dødsangst
overmander mig igen.
Den rødhårede pige, som ikke længere har bare
bryster, kommer mig til undsætning.
Hun aer mig blidt på håret, imens hun prøver
at hjælpe mig igennem processen ved at trykke
mig på forskellige steder på kroppen. Hun
støtter mig under skulderen, imens jeg kramper
Effekten af kambo er hverken psykoaktivt eller
hallucinerende, nærmere en slags kognitiv
bungeejump, hvor man på 30 minutter vender
tilbage til livet efter en nærdødsoplevelse. Min
egen rus er en blanding af kambo-chokket og
en eufori over endelig at skulle forlade junglen –
i levende live vel at mærke.
Altædende Amazonas
Flere i gruppen mener, at man bliver overtaget
af en hellig frø-ånd ved at udføre ritualet. Den
opfattelse er jeg ikke helt overbevist om. Jeg
tænker på dokumentarfilmen ’Grizzly Man’ fra
2005, hvor man følger den entusiastiske naturelsker
Timothy Treadwell.
Han romantiserer naturen og tager væk fra
samfundet for at leve blandt grizzlybjørne. Han
forguder bjørnene, og føler et særligt slægtskab
med dem – lige indtil han en dag bliver ædt.
Ligesom Timothy Treadwell betragter mange,
jeg møder i junglen og Iquitos, universet som
et sted i balance og harmoni, fuld af helende
krystaller og flydende energier – de ignorere
fuldstændig den vilde natur.
De idealiserer det oprindelige og søger væk fra
vestens billige kopimedicin og E-numre for at
finde helbredelse i naturen. Og man kan vel
ikke bebrejde dem forsøget. Men ligesom bjørnene
i dokumentarfilmen, er Amazonskoven
altædende og ubarmhjertig. Alt hvad der kommer
ind i junglen udefra, fortæres langsomt af
den mægtige regnskov, og det er kun os hvide
vesterlændinge, der er kommet så langt væk fra
naturen, at vi kan drømme om et sådant sted i
perfekt balance og harmoni.
Jeg ved i hvert fald, at jeg har fået nok af malariamyg,
usaltet veganermad og eksotiske verdenssyn.
Turen tilbage gennem junglen næste dag fylder
mig med lykke. Jeg returnerer til samfundet –
den fordærvede civilisation.
Tekst & foto: Rasmus Ravn
S. 45