Grisk_Magasin_interaktiv

MAGASIN
ISSUE · 1 · FREE
”DET HANDLER
OM AT GØRE
SIG UMAGE”
- Dulfi al-Jabouri
KUNST · KULTUR · MODE · MUSIK · SPORT

SILKEBORG
AARHUS
HERNING
LEMVIG
VESTERGADE 25E, BIOS GÅRD - 86 80 66 65 KLOSTERPORT 4 A - 29 13 12 59 BREDGADE 61 - 20 30 03 23 NØRREGADE 4 - 25 76 04 99
TATTOO@DEVILSINK.DK - DEVILSINKSILKEBORG AARHUS@DEVILSINK.DK - DEVILSINKAARHUS HERNING@DEVILSINK.DK - DEVILSINKHERNING LEMVIG@DEVILSINK.DK - DEVILSINKLEMVIG
WWW.DEVILSINK.DK

”
I
en baggård i hjertet af Aarhus ligger en rød murstensbygning, der engang husede
en chokoladefabrik. Her gemmer der sig et mangfoldigt og kreativt kontor- og kulturfællesskab:
GRISK.
GRISK lægger hus til over 50 kunstnere og iværksættere, der knokler for deres passion og deres
vision inden for de kreative brancher - kunst, design, musik, fotografi, reklame og mode.
Det der kendetegner GRISK, er at der altid summer af mennesker og energi. Det kommer af det
daglige møde mellem mange forskellige personligheder, der tilsammen udgør magien i huset.
De bedste ideer er kulminationen af forskelligheder og giver inspirationen til at bryde grænser og
skabe nye kreationer.
GRISK Magasin er blevet til, for at du kan få del i GRISKs energi. Vi kan ikke fortælle dig, hvad
du får ud af at møde Dulfi al-Jabouri og DJ Static, eller hvordan du bliver inspireret af at læse om
et gift-trip i Amazonas, eller hvad graffiti fra Paris kan lære dig om livet. Det ved kun du.
Men ved at dele historierne, håber vi, at du også kan blive ramt af inspirationen fra GRISK.
”

Indhold
Morik Mural
Art Basel, Miami
Grisk.dk Klosterport 4U 8000

KUNST
Street Art
S. 16 - 19
Når graffiti er en følelse af frihed
S. 28 - 29
Tattoo
S. 24 - 26
KULTUR
Gennemgribende Grisk
S. 06 - 12
Havana
S. 14 - 15
7 Butikker & 1 vinbar i Paris
S. 33
Man skal gøre sig umage
S. 34 - 39
Den magiske frø fra Amazonas
S. 42 - 45
Amina
S. 48
På landevejen med Lonne
S. 50 - 51
MODE
Regnvejr på den skandinaviske måde
S. 30 - 31
Hypetrade anbefaler
S. 40
Twelvepieces
S. 20 - 23
MUSIK
DJ Static
S. 49
Eyes on Negash Ali
S. 52 - 53
SPORT
Mulenga
S. 47
Aarhus C Magasin@grisk.dk
93 94 02 70

Gennegribende
GRISK
”Man kan godt blive til noget, selv om man ikke passer ind i en kasse”
GRISK er en kulturel smeltedigel, hvor
professionelle kunstnere arbejder side
om side med innovative projektmagere.
Det er netværk a la Berlin i Aarhus.
I kælderen i en del af den gamle chokoladefabrik
i Klosterport 4 i Aarhus midtby ulmer kreative
kræfter. Det tidligere autoreservedelslager
er under forvandling. GRISK er rykket ind i de
højloftede rum med masser af idéer og styrke til
at føre dem ud i livet.
En gammeldags barbersalon, tatovører, tøj-designere,
grafikere, reklamebureau, eventmagere,
kunstnere og en vinbar er blot nogle af dem,
der er flyttet ind.
Det er oplagt at kalde GRISK for en kulturel
smeltedigel. Kreative bål brænder i alle hjørnerne
af det 950 m2 store kælderkompleks.
Professionelle kunstnere arbejder side-om-side
med innovative projektmagere og ambitiøse
forretningsinitiativer.
Det er Peter Birk og Anders Grandt, der står
bag GRISK. Deres vision er, at alle i huset arbejder
sammen på kryds og tværs. Samt at besøgende
– kunder, samarbejdspartnere, kolleger
osv. – bliver blæst omkuld af en overraskende
helhedsoplevelse.
”Vi ved, at hvis vi selv var i en anden by, var det sådan
et sted, vi ville gå ind. Der er ikke noget af det her, der er
købt. Det er skabt,” siger Peter Birk.
”Det er en verden i sig selv. Alle får lidt mere på denne
måde,” siger Anders Grandt.
Platform for kreativ udfoldelse
De to GRISK-magere, der begge er omkring
de 30 år og tatovører, har kendt hinanden hele
livet og bor også sammen privat. Ingen af dem
har andre uddannelser end den, som livet har
givet dem. Men, understreger makkerparret, de
tør begge tage chancen, når den byder sig. De
lærer hele tiden, og det er dem, der styrer hvem
og hvad, der skal sluses ind den verden, der nu
folder sig ud i de gamle bygninger.
”Man kan godt blive til noget, selv om man ikke passer
ind i en kasse. Vi gør tingene på vores måde, og det er
helt sikkert ikke altid den rigtige, men så gør vi det bare
om. Vi er hurtige til at få vendt situationen og tage en
beslutning,” siger Anders Grandt,
der tidligere har haft egen virksomhed.
”Vi har ønsket at lave en platform for kreativ udfoldelse,
et fedt produktionssted. Alle her kan potentielt arbejde
sammen og nyde godt af hinanden. GRISK er bare platformen
for alt det kreative,” siger Peter Birk, der også
er udøvende billedkunstner og bl.a. har lavet
graffiti, siden han var ni år.
”Vi elsker de ting, vi laver. Det, jeg allerhelst vil i hele
verden, er at sidde og male, og hvis jeg kan udvikle noget,
der gør det muligt, er jeg glad,” siger han.
Netværk a la Berlin
Lokalerne er rå, åbne og højloftede, selv om det
er en kælder. Flere steder står levn fra det tidligere
reservedelslager i form af diverse tunge
maskiner, nu integreret i et innovativt miljø. En
tyk glasplade ovenpå et gammelt produktionsbord
– og vupti har man et moderne arbejdsbord
i tidens ånd.
I et hjørne på et stort træplateau har Peter Birk
og Anders Grandt hver deres tatovør-shop kørende.
I et andet ligger barbershoppen i bedste
retrostil, hvor kunderne kan synke ned i røde
barberstole. Derudover er der tøjbrands, grafikere,
et webbureau, et atelier med udøvende
kunstnere, et reklamebureau, et eventbureau,
et firma med skægprodukter (der er mange
skæg her) også en vinbar med tapas – og udendørsservering.
Og i alle lokalerne viser Galleri
GRISK skiftende udstillinger.
Peter Birk ejer Galleri GRISK, som er street
S. 06

S. 07
Gennemgribende GRISK

”Mange ved, hvad GRISK er, efter vores fire år på Vesterbro Torv”
art, urban art, graffiti og nutids-og samtidskunst
samlet og udstillet alle egnede flader i kældermiljøet.
”Kommer du for at blive tatoveret hos Anders eksempelvis,
kan du også gå ned og få dig et glas vin i vinbaren.
Samtidig kan du se en udstilling eller se på alt muligt
andet, der også foregår her,” siger Peter Birk.
Galleriets direktør, Mads Fredberg, arrangerer
vægmalerier, større udsmykningsopgaver – og
kører det fulde management for de omkring 25
kunstnere, Galleri GRISK har i stald. Ligesom
galleriet står som arrangør for Aarhus Art Convention,
der har tradition for at samle et stort
udvalg af verdenseliten inden for graffiti og
streetart, fortæller Peter Birk.
Han har selv en arbejdsplads i atelieret, der ligger
endnu en trappe ned fra det store rum.
”Det er fx ikke så nemt at leve som billedkunstner. Det
kræver mere end at stå i dit eget lille rum. Hvis der ikke
er nogen, der ser din kunst, kan du være nok så dygtig. Det
kræver netværk. Og det er det, vi kan her, vi har et kæmpe
netværk her, når vi lægger alle vores netværk sammen,”
siger Peter Birk,
der også har boet i Berlin, hvor der er mange af
denne type fællesskaber.
At tro på det
Gennem de nye vinduer kan Grisk-magerne
kigge op på Klosterport, hvor busserne kører
forbi i en lind strøm. Og folk kan undre sig over,
hvad der foregår bag kældervinduerne, og lade
nysgerrigheden og det fire meter lange træskilt,
hvor der står Grisk, føre dem ned i kælderen.
Anders Grandt fortæller, at kælderuniverset giver
ham det arbejdsmiljø, som han som tatovør
allerhelst vil være i.
”Vi er her 70-80 timer om ugen. Alle siger, at
det er fedt at sidde i sådan en blanding, som
GRISK er. Det oplever jeg også selv. Det giver
mig noget særligt, fordi man mærker flowet,”
siger Anders Grandt. ”Vi ved ikke, hvad det
ender med, men vi ved, at det er begyndt virkelig
godt. Vi har sået et frø, og vi tror på, at
det kan vokse sig stort,” siger han, mens Peter
Birk nikker.
Da Anders Grandt og Peter Birk kiggede på
lokalerne, var der et tykt lag olie overalt. Man
kunne ikke se en meter frem for sig, fordi der
stod reoler overalt. Som Peter Birk beskriver
det, var det sort, olieret og rustfarvet.
Selvfølgelig har der været eksperter inde over
til vandføring, strøm osv., men alt andet har de
selv lavet med venners hjælp. Og op til overtagelsen
ved årsskiftet knoklede de for at blive
færdige, også i julen.
”Du skal være kreativ i dit hovedet for at turde sige ja til
sådan et sted her, ingen tvivl om det. Men vi er ikke bange
for at satse, hvis det er noget, vi tror på,” siger Anders
Grandt med et smil.
”Mange ved, hvad GRISK er, efter vores fire år på Vesterbro
Torv. Nu kan vi invitere folk i større udstrækning.
Det vigtige er, at der sker nogle ting på stedet. Og vi har
jo folk i huset, der lever af at lave arrangementer. Når
GRISK har stået for arrangementer, plejer det at være
velbesøgt,”
siger Peter Birk.
Helt konkret regner de med at afholde arrangementer
i kælderen med bl.a. forfattere, kunstnere,
musikere eller forretningsmagere.
”Sådanne aftener vil vi gerne holde. Og det kommer selvfølgelig
vinbaren til gode, at vi har 100 gæster en aften.
GRISK skal bare udvikle sig.”
S. 08

Fotograf: Jesper Balleby
Tekst: Helle Kjærulf S. 09
Original udgivelse: Olav De Linde Magasinet

Panorama over GRISK
Foto: Jesper Balleby

9
8
7
10
15
5
6
4
11
12
14
13
3
2
1

VELKOMMEN TIL GODSBANEN
AARHUS KULTURELLE KRAFTCENTER
MUSIK GOD MAD LIV
LITTERATUR FILM MENNESKER
STEMNING UDSTILLINGER HYGGE
TEATER FESTIVALS ARKITEKTUR
VÆRKSTEDER GÅRDHAVE OG MEGET MERE
BILLEDKUNST ÅBENT TAG
E-COMMERCE SINCE 2008
8Kilo hjælper danske brands og multibrand shops med at drive deres e-handel og
webshops. Fra design og udvikling til strategi og markedsførting.
8KILO.DK
S. 13

S. 14
Havana

Havana
Storbyens smukke kaos af forhold, farver,
kulturer, historie og spændende mennesker
portrætteret ved analoge snapshots. Det
analoge fotografi fortæller historien på sin
egen uredigerede og umiddelbare facon.
Fotograf: Kristina Korsager Rosendahl
Hjemmeside: kkrosendahl.com S. 15
Instagram: kkrosendahl

STREET
ART
S. 16

Zoer & Velvet, Bilbao 2016 Zoerism.com // Velvetcsx.com
Street Art
Mr. Woodland, Berlin, Tyskland 2016
Misterwoodland.blogspot.com S. 17
Kontakt: Gallerigrisk.dk

Zoer & Velvet
Bilbao 2016
Zoerism.com // Velvetcsx.com

Mr. Woodland, Erding, Tyskland 2016
Misterwoodland.blogspot.com
Kontakt: Gallerigrisk.dk

Twelvepieces
Amir Hassan bruger moden til at fortælle
historier, og designerens kollektion ‘The
Spring’ tager et socialpolitisk udgangspunkt,
der sætter fokus på det undertrykkende
styre i Egypten.
”Med Twelvepieces skal folk tvinges til at tage stilling”
Det summer af autencitet i Amir Hassans lille,
afskærmede afkrog i det kreative århusianske
kontorfællesskab GRISK, hvor han holder til
med sit mærke Twelvepieces.
Omkring designerens skrivebord hænger originale
papyruspapirer og symbolske egyptiske
tegninger side om side med hans kollektion
‘The Spring’ –hans afgangsprojekt fra VIA Design,
som tidligere på måneden blev sat til salg
på Twelvepieces’ webshop.
Kollektionen stikker ud i det danske modelandskab,
fordi Amirs designunivers domineres af
samfundsafspejlende historiefortællinger.
”Jeg vil ikke bare være endnu et t-shirt brand. For mig
handler det lige så meget om at fortælle historier med
tøjet, som at skabe en salgbar kollektion. Og med Twelvepieces
skal folk tvinges til at tage stilling,” siger han.
Lysten til ikke bare at lave tøj fik Amir, da han
var i praktik hos designeren Trine Lindegaard,
der er kendt for at lave kollektioner i samarbejde
med fængelsindsatte og folk på asylcentre.
Hendes historiefortællende designtilgang har
siden stået som en væsentlig inspirationskilde
for Amir. Og netop Amirs egyptiske rødder
danner det historiefortællende udgangspunkt i
den aktuelle Twelvepieces- kollektion, der præges
af prints med arabiske ord som frihed og
retfærdighed og symbolske motiver som tanks
og burkaklædte ansigter.
”Min kollektion handler om Egypten. Det er fem år siden,
Det Arabiske Forår og revolutionen for alvor var på
sit højeste dernede, men der sker stadig en masse undertrykkende
ting i landet, og jeg vil gøre opmærksom på, at
situationen og menneskerettighederne stadig er dårlige for
egypterne,” fortæller Amir, der ofte er i kontakt
med sin familie i landet.
At inkorporere politik i mode er et sats, og det
deler utvivlsomt vandene, og det ved Amir. Men
ikke desto mindre finder han det nødvendigt at
formidle det, han har på hjerte.
”Moden er mit talerør, og det må jeg bruge. Igennem
mine symbolske prints i kollektionen kan jeg i hvert fald
bidrage til at gøre opmærksom på situationen dernede,”
fortæller han og lægger sig dermed i strømmen
af en aktuel bevægelse, hvor designere reagerer
på politiske forhold, der dog hos andre hovedsageligt
retter sig mod Brexit og Trump.
Konceptuel tænkning og en snært Yeezy-vibes
Selv om man nemt kan blive forført af kollektionens
symbolske prints, ønsker Amir også at
opbygge et mærke, der differentierer sig ved en
konceptuel tilgang til kollektionstankegangen.
‘The Spring’ består af 12 styles, der hver især er
blevet produceret 12 eksemplarer af.
”Jeg vil skabe et unikt brand. En kollektion fra Twelvepieces
består kun af 12 x 12 pieces. Det er et konsekvent
koncept, som jeg vil fastholde, også selv om det begrænser
forretningsmulighederne. Men det gør det muligt at basere
kollektionerne på min historiefortælling,”
siger han og fastslår, at han ikke vil følge modesystemets
traditionsbundne sæsoner, men
derimod bestræbe sig på at lancere tre capsulekollektioner
om året.
Et helt andet nøgleord i Amirs designerunivers
er androgynitet. Derfor er ‘The Spring’-kollektionen
unisex og består blandt andet af en
hoodie, shorts, en frakke med korte ærmer, en
bullet-bag og en bomberjakke, der æstetisk bevæger
sig i et streetwear-inspireret univers, hvor
legen med løstsiddende og draperede silhuetter
dominerer. Derudover er kollektionen designet
i en konsekvent farvepalet, der til forveksling
kunne minde om Yeezy-kollektionerne.
Og referencerne bliver ikke mindre af, at Amir
har allieret sig med modellen Adesuwa Aighewi
S. 20

S. 21
Twelwepieces

i sin første lookbook – en model, der har været
med i Kanye Wests shows til både Yeezy Season
2 og 3. Alligevel fastslår Amir, at Kanye ikke har
været en referenceramme i designprocessen.
”Mange tror, at der er Yeezy-referencer i kollektionen, men nej”
”Mange tror, at der er Yeezy-referencer i kollektionen,
men nej! Det, du ser, er direkte referencer til Egypten.
Sandfarverne er min primærfarve, fordi man vil kunne se
den i Kairos gader, og det samme gør sig gældende for de
løse pasformer, som jeg selvfølgelig kombinerer med min
streetwear-inspiration,” siger han.
Twelvepieces har allerede oplevet opmærksomhed
fra internationale modemedier som Hypebeast
og Highsnobiety, og Amir håber, at den
intensiverede opmærksomhed giver mærket et
gennembrud i år.
Den næste kollektion kommer til at fortsætte i
den egyptiske, politiske og konceptuelle ånd og
forventes at lande til sommer.
Men i research-fasen til den kommende kollektion
har han allerede mødt en del udfordringer,
der cementerer aktualiteten af temaet i den aktuelle
‘The Spring’–kollektion.
”Jeg har fragtet 200 originale papyruspapirer til Danmark
for at give noget autentisk til mine kunder. Det har
resulteret i, at jeg har fået et indrejseforbud i Egypten på
et år. Staten mener, jeg har taget skatte ud af landet. Og
sådanne ting understreger vel aktualiteten i min nuværende
kollektion meget godt. Regimet i landet er stadig
korrupt.”
S. 22

Tekst: Alexander Gram
Fotograf: Viktor Sloth S. 23
Original udgivelse: Soundvenue

TATTOO
S. 24

Mads Harlev
Devils Ink Tattoo, Silkeborg
Tattoo
Kasper Nielsen
Mikkel Westrup
Kn Tattoo, København Thank You Tattoo, København S. 25

Gert
Devils Ink Tattoo Silkeborg
Casper Mack
Aarhus Tattoo Center
Mikkel Westrup
Thank You Tattoo, København
Tattoo Toby
Thank You Tattoo, København
S. 26
Michael Inksane
Shady Ink, Stenløse
Mikkel Westrup
Thank You Tattoo, København
Peter Birk
Devils Ink Tattoo, Aarhus

KAN
RAMPELYS
TRÆKKES
FRA?
ÅRSREGNSKAB, SELVANGIVELSE, MOMS OG SKAT – OG EN REGNING, DER KAN TRÆKKES FRA
KØBENHAVN
MARKMAN & BECHLUND KØBENHAVN AMAGERTORV 17, 2. 1160 KØBENHAVN K KONTOR: 3696 4866 MOBIL: 3048 1678
WWW.MARKMAN -BECHLUND.DK
AARHUS
MARKMAN & BECHLUND AARHUS APS VESTERGADE 48 M, 8000 AARHUS C KONTOR: 8686 1616 MOBIL: 2181 8545
WWW.MARKMAN -BECHLUND-AARHUS.DK
S. 27

Når
graffiti
er en følelse
af frihed
“Stolthed og ego er to forskellige ting”
“Da jobbet var færdigt, stod jeg tilbage ved
væggen og intet havde ændret sig,” siger
Olivier Burel, som en kommentar til livet
som akunstner.
Olivier på 38 er en af verdens største graffitikunstnere,
og måske er bedre kendt fra sit graffitinavn,
OGRE. GRISK Magasinet kom ind på
livet af den franske kunstner i Paris, mens han
guidede os rundt i en af Paris’ ældste bydele,
Le Marais. Her blev det til en kaffe og en snak
om alt fra personlighed til graffitikunst og haute
couture.
“For mig er det at tegne og lave graffiti en følelse af
frihed, hvor jeg kan slippe væk fra realiteterne,” siger
OGRE.”
”Da jeg var 16 greb jeg min første spraydåse og lavede
forskellige karakterer inspireret af hiphop-miljøet, som
bl.a. kondomkarikaturen fra hiphop-gruppen Luniz. Det
at tegne på papir havde for mange begrænsninger, og jeg
blev draget af de mange muligheder der ligger i at lave
graffiti. Det er bare et større lærred, og det at gå ud og
udtrykke sig på en væg uden tøjler er frihed for mig.”
OGRE startede med at lave graffiti med en fyr
der skrev navnet DECAP. DECAP var i familie
med New York-kunstneren FUTURA2000, og
på den måde blev OGRE en del af den voksende
graffitibølge. Ogre fortsætter med et nostalgisk
og tænksomt udtryk i øjnene.
“Jeg har været i en del crews, også i Danmark. Jeg har
rejst rigtig meget, og jeg betragter hver by og land som en
skole. Jeg har ikke kun fokuseret på mit eget hjemland.
Mange nye mennesker og udtryk har været med til at forme
og inspirere mig til min udtryksform.
Hvert land har en form for graffitistil, og jeg har skabt
min egen stil og font som jeg udtrykker mig med gennem
kalligrafi. Folk er ikke i tvivl om at det er mig, hvis de
ser min graffiti. Selv om jeg ikke signerer det, er det genkendeligt.”
Han fremhæver, at før internettet tog graffitikunstnere
rundt for at søge inspiration, men i
dag er forskellige stilarter fra forskellige lande
mere tilgængelige, fordi man netop bare kan
finde meget inspiration på internettet.
French Kissing
Vi kender ’French Kissing’ som noget der sker
mellem to mennesker, men OGRE bruger udtrykket
på en anden måde.
“Det crew jeg er i nu, hedder Frenchkiss.
Vi er en gruppe der mødes og laver alt muligt graffiti
sammen. Der er ingen regler, bare blandede udtryk og ny
inspiration. Navnet kommer af, at vi mødes og blander
kunsten sammen.”
‘Frenchkiss’ er ikke det eneste velkendte franske
udtryk som OGRE har kombineret med sin
kunst. Navnet OGRE i sig selv har ikke som sådan
en betydning, men på fransk kan man også
finde udtrykket ’At æde som en ork / Eating like
an OGRE’.
Graffiti og Couture
I 2014 bevægede OGRE sig over i en anden
kunstnerisk fransk boldgade, haute couture.
“Jeg gik ikke fra det ene til det andet,” siger OGRE.
“Jeg fulgte nogle forskellige mennesker på Instagram og
kom i kontakt med en direktør fra Chanel,” siger OGRE.
“Jeg tager de muligheder der kommer, og vil altid være
mig selv i det, også selvom det ser ud som to vidt forskellige
verdener.”
Graffiti og haute couture vil måske for mange
være langt fra hinanden, men for OGRE var
det en helt naturlig overgang at gå fra vægge til
S. 28

Når graffiti er en følelse af frihed
glasfacader og stadig tro på sine egne værdier.
“Jeg er vildt interesseret i mode og bliver inspireret af
mange ting. Som undergrundsbanernes reklamevægge, der
er revet i stykker og viser 1000 udtryk,” siger han og
nipper til sin kaffe.
“Samarbejdet med Chanel var en vinduesdekoration, som
en slags ’graffiti bank’ med logo. Samarbejdet med Chanel
førte til det thailandske silketøjsbrand, Jim Thompson,
som kontaktede mig. Sammen med ham lavede jeg en
limited edition tørklædekollektion.”
Selverkendelse
OGRE fortæller, at selvom de to verdener
er meget forskellige, har det intet ændret på
ham som person, og det samme gælder graffiti-crewet.
“Hvis nogen i mit crew har et problem med
det jeg laver, så forlader jeg det” siger han beskedent og
runder af med at sige: “Det har altid været vigtigt for mig
at bevare min stolthed og tro på mig selv.”
Inden OGRE igen går ud i Paris’ gader konstaterer
han: “Mange tror man har et egoproblem når
man laver graffiti. Derfor lavede jeg engang som en joke
ordet ’BOSS’. For mig har graffiti altid været noget personligt
og en søgen efter anerkendelse. Når man bliver
anerkendt af sine nærmeste, ud fra noget man laver, de
ikke forstår, så er det succes for mig. Den følelse havde jeg
dengang jeg ringede til min tante og sagde jeg havde lavet
jobbet ved Chanel,” siger han og smiler. “Da hun fik
nyheden skreg hun”.
Tekst: Sigrid Rosendahl
Foto: Olivier Burel S. 29

R e g n v e j r
på den
skandinaviske
måde
”Det skal ikke larme unødvendigt, og skabe støj og storm”
Blandt bygningerne i det gamle parisiske område
Le Marais vrimler det overalt med mennesker,
gadecaféer og butikker. Midt i travlheden
i kærlighedens by opstår et ganske kort, magisk
øjeblik, da GRISK Magasin en halv time inden
åbningen af RAINS’ første udenlandske butik,
møder de danske folk bag brandet.
Bag glasfacaden til butikken står de søde, ydmyge
og temmelig trætte men forventningsfulde
unge mænd fra Aarhus. Den sidste bøjle med en
regnjakke er netop blevet rettet til, og de kan nu
kigge ud af vinduerne på den voksende menneskemængde
af modefolk, interesserede kunder
og bloggere. Dog holder de hovedet koldt, selvom
åbningen en tidlig forårsdag i marts måned,
tydeligt er noget speciel for RAINS, der har taget
et velkendt dansk fænomen og gjort det til
noget helt særligt.
Rent, simpelt og dansk
Duften er frisk, væggene nymalede, og musikken
en anelse for høj, men kun fordi den svage
summen i lokalet med det lille crew er lavmælt
og afventende. De sidste dage op til åbningen
har de ikke stået stille, hvilket er til at mærke på
autenticiteten i lokalet.
Holdet bag RAINS har selv været inde over
hver eneste detalje, der nu udgør en utrolig lys,
rummelig og indbydende butik. På den måde er
de sikre på, at resultatet og de afgørende grundsten
er blevet eksekveret ordentligt, og præcis i
deres ånd– rent, simpelt og dansk helt ind til
benet.
En milepæl
Der er ingen tvivl om, at RAINS har formået
at skabe et sindssygt stærkt brand, ved at revolutionere
det klassiske gule regnfrakke-ikon til
et innovativt design, der er et forsøg, på at gøre
regnvejr til et dejligt fænomen. Det hårde arbejde
kan også mærkes på den lille gruppe jyske
unge mænd, der ser deres butik i Paris som en
milepæl.
De fleste vil måske forbinde regnvejr med en
S. 30

melankolsk stemning, af triste vibrationer og
trætte dage. Men at træde ind i den nye butik
midt på Rue Du Temple i Le Marais-kvarteret,
giver en indsprøjtning af en helt anden kaliber.
Sanserne bliver fyldt med farver, glæde og
energi, som er nøjagtigt hvad RAINS prøver at
ramme forbrugeren med.
Dykker man bare en smule ned i det kun 4 år
gamle brand, bliver det helt tydeligt, hvor mange
tanker og hvor meget benarbejde og overvejelser,
der ligger bag deres design.
“Vi tænker meget over roligheden i designet. Det skal ikke
larme unødvendigt, og skabe støj og storm,” slår markedsføringschef
Rickey Lindberg fast.
Og netop den rolighed formår de at skabe i
alt, fra deres fysiske regnfrakker til den visuelle
brand-identitet, imagekampagnerne og de
mere tavle-inspirerede billeder. Den matte farve
giver en følelse af at være beskyttet og er netop
den positive drejning, de gerne vil bibringe til
regnvejrsdagene. Så regnvejret vendt til noget,
der kan føles helt rart.
Mavefornemmelsen
Den mavefornemmelse – af at være iværksættere,
der skaber produkter baseret på én bestemt
følelse – er noget RAINS selv prøver at efterleve
i alt, hvad de foretager sig. Der er ikke noget der
er tilfældigt – og dog. Da vi spørger ind til, hvorfor
Paris blev valgt til åbningen af deres første
udenlandske butik, kan de ikke give et klart svar.
Men i grunden er det heller ikke, hverken rækkefølgen
af butikkerne eller præcist hvor de
åbner, der er det afgørende. Det hele handler
om tilfældigheder, god timing, og en rigtig mavefornemmelse,
ligesom alle andre ting i livet
ofte er baseret på. I stedet for en begrænsning
af bestemte retningslinjer, vælger RAINS aktivt
at opsøge nye områder, for hver gang at udvikle
og udvide deres koncept og brand som helhed.
”Vi prøver at tænke rigtig langsigtet, men vi er også meget
’learning by doing’ og ’spring ud i tingene’ - og vi vil
rigtig gerne bare lære af det hele,” siger Rickey.
Collabs og fremtidsplaner
Det ikke kun indenfor streetwear-verdenen,
RAINS bevæger sig. Senere i år lander et samarbejde
med kunstneren Andrew Salgado, hvilket
vidner om, hvor bredt RAINS favner.
”Det bliver i virkeligheden bare adopteret af rigtig mange
forskellige typer – som helt ned til ens mor, der tager en
frakke på, og synes den er mega fed,” siger Rickey.
Og lige præcis den kombination af at springe
ud i tingene, kombineret med at vise troværdighed
helt ind til benet, er grunden til at RAINS
allerede har så meget succes. De har formået
at etablere sig som et af de stærkeste regnfrakke-mærker
i verden, og det skaber grundlaget
for mange samarbejder og collabs. Under
Københavns modeuge i februar, var der bl.a.
samples på et samarbejde med SUPREME, og
næste år er et stort samarbejde med VANS på
tegnebrættet.
”Vi får mange forespørgsler omkring collabs, og heldigvis!
Vi nyder det og synes det er fedt at lave noget sammen
med folk,” siger Rickey Lindberg. ”Der kommer både
store og små former for samarbejder hele tiden, drops og
limited kollektioner, så der sker mange ting”.
Og RAINS formår hele tiden at tænke fremad.
Det bliver nemlig ikke den sidste butik, de kommer
til at åbne i år, og som Rickey afslutningsvist
siger med et skævt smil:
“Man skal lige huske at nive sig selv i armen, for når
man kommer tilbage på kontoret på mandag, så er det
bare videre til det næste projekt.”
Regnvejr på den skandinaviske måde
Tekst: Lærke Kruse
Foto: Lærke Kruse & Pressefoto
S. 31

S. 32

7 butikker
& 1 vinbar
i Paris
7 butikker & 1 vinbar i Paris
Le
Marais
1. RAINS 3. Vintage Désir 5. Archive 7. Marché Noir
78 Rue Du Temple 32 Rue Des Rosiers 18 - 20 Rue Des Archives 18 Rue Perrée
2. Supreme 4. BLACK COMME des GARCONS 6. Black Rainbow 8. Le Barav, Vinbar
20 Rue Barbette 7 Rue Du Perche 68 Rue Des Archives 6 Rue Charles-François Dupuis
Tekst: Lærke Kruse & Sigrid Rosendahl
Illustration: Theodor Philip Ballisager S. 33

MAN SKA
SIG UM

L GORE
AGE-Dulfi al-Jabouri

Dulfi al-Jabouri, 28 år, skuespiller.
Film: R, Nordvest, Krigen, Underverden.
Serier: Broen, Dicte.
Kommende projekter: Loke i filmen Valhalla,
der forventes at udkomme i starten
af 2019 samt roller i to endnu ikke offentliggjorte
serier.
”Faget valgte mig. Det var ikke mig, der valgte faget”
Skuespilleren Dulfi al-Jabouri sætter stor pris
på, at folk gør sig umage. Selv forsøger han altid
at gøre sit yderste, og han arbejder hele tiden
på at udvikle sig og nå et endnu højere niveau.
Det er en træt Dulfi al-Jabouri, der tropper op
på Københavner Caféen fredag lige inden middag.
Han hilser venligt, da han træder ind i den
mere end 200 år gamle café, hvor de bordeauxrøde
vægge er prydet med portrætter af kongefamilien.
Danskheden driver nærmest ned ad
væggene. Gennemsnitsalderen for klientellet er
et stykke over 50. Her kommer han tit, fortæller
den 28-årige skuespiller. For her er hyggeligt.
Han bestiller hurtigt en danskvand og en snaps
for at komme ovenpå efter en spontan bytur,
hvor han midt om natten mødte Kristian Thulesen
Dahl. Og endte med at skåle med ham,
fortæller han og bryder ud i latter.
Selvom han er ”helt smeltet”, og det dunker i
hele hovedet, svarer han betænksomt og ærligt
på spørgsmålene. For man skal gøre sig umage.
Det er vigtigt for ham. Når man er på, koncentrerer
man sig og giver den fuld skrue.
”Jeg kan godt lide, når folk har gjort noget ud af det. Det
er ligegyldigt, hvad fanden man laver. Så længe du gør dig
umage, og du føler, du gør dig umage, så kommer folk til
at mærke, at du gør dig umage. Og det ender med et godt
resultat,” siger Dulfi al-Jabouri.
Derfor kan han sagtens bruge lang tid på at lytte
til folk, der er passionerede.
”Hvis jeg for eksempel kommer ind i en butik, der sælger
læder, og der kommer en gammel gut gående, der bare har
styr på alt, lytter jeg med glæde. Det kan godt være, jeg
ikke køber noget. Jeg kan bare godt lide at lytte til passionen.
Det er en fornøjelse,” siger han.
Derfor yder han også altid selv sit bedste. For
i Dulfis verden kan man aldrig blive god nok.
Man skal hele tiden føle, at man udvikler sig, og
forsøge at nå et højere niveau. Hvis man ikke
gør det, er det sørgeligt, mener den ambitiøse
skuespiller.
”Jeg stræber altid selv efter at blive bedre. Det er med alt.
At blive et bedre menneske – ikke kun over for andre, men
også over for mig selv. I forhold til arbejdet. I forhold til
relationer. I forhold til familien,” siger han.
Hyggeminister number one
Men bag passionen om altid at gøre sit bedste
lurer den ustyrlige trang til at hygge sig. For det
er mindst lige så vigtigt for Dulfi al-Jabouri, der
betegner sig selv som et ekstremt socialt menneske.
”Jeg gør mig umage i at hygge mig. Jeg er hyggeminister
number one,” siger han og griner højt.
Hvordan kan man se det?
”Du kan ikke se det, du kan mærke det. Nu sidder vi
her på Københavner Caféen og har drukket en snaps og
hygger os. Jeg elsker selskab med gode mennesker og god
stemning omkring en, hvor man får drukket og spist, og
man fortæller røverhistorier. Det synes jeg er sjovt. Jeg er
stemningsskaber,” siger han.
Vi får begge serveret et stjerneskud. To kæmpe
gyldenbrune fiskefileter bærer vægten af en
håndfuld kraftige og lyserøde rejer, der er smukt
placeret i hjertet af den udsøgte ret. Det hele
toppes med smukke, sorte kaviar og ser yderst
indbydende ud.
Køkkenpersonalet har gjort sig umage. Det er
tydeligt for enhver.
Blev valgt af faget
Man skulle måske tro, at Dulfi al-Jabouri havde
kæmpet hårdt for at blive en del af filmbranchen.
Men faktisk var det noget af en tilfældighed,
der fik ham ind foran kameraet.
”Faget valgte mig. Det var ikke mig, der valgte faget.
Men jeg blev introduceret til det, kom ind i det og fandt
ud af, at det var total nice,” siger han.
En gammel ven skulle til casting til en reklame.
Dulfi tog med. Til castingen blev han spurgt,
om de måtte tage nogle billeder og gemme dem
i arkivet til senere. Efter et stykke tid blev han
overtalt til det og stillede sig op foran kameraet.
Tre måneder senere blev han kontaktet i forbindelse
med castingen til fængselsfilmen ”R”.
Skuespillet faldt ham naturligt, og han blev
valgt blandt 30 andre aspiranter, fortæller han.
Men da han fik manuskriptet i hænderne og læste
det, trak han i land.
Han mente ikke, at han kunne stå inde for den
måde, karakteren blev fremstillet på. Han ville
komme til at gøre sig upopulær i sit eget miljø.
Derfor endte han med at takke nej til
at medvirke.
Det slog dog ikke instruktøren Tobias Lindholm
og resten af holdet bag filmen ud, ifølge Dulfi,
S. 36

Dulfi al-Jabouri

vet af socialt belastede familier og kriminalitet.
Han var tæt på miljøet, men ikke en del af det
– bortset fra lidt slagsmål. Det skyldtes blandt
andet hans fars hårde men kærlige og beskyttende
opdragelse. Der blev grebet ind, da det
var nødvendigt, fortæller Dulfi.
Og så har han formået at tilpasse sig ved at tage
ansvar for sig selv. Derfor er han træt af folk,
der skyder skylden på alt og alle andre.
”Gør dine ting – især dig, der er født og opvokset i Danmark
som efterkommer. Du har intet at gøre med dine forældres
hjemland. Du har nogle rødder, ja ja. Selvfølgelig
skal du huske dem, men du har intet med dine forældres
hjemland at gøre. Du ville ikke kunne klare én dag der.
Tag stilling til, hvor du er, og gør noget ved det. Prøv at
skabe noget. Skab en forandring. Gør en forskel, hvor du
kan, i stedet for at tage den der offerrolle,” siger han.
”Jeg lærte, at du skal tage din fucking karakter seriøs”
Elsker god mad
Da vi et par dage før interviewet snakker i telefon,
foreslår Dulfi, at vi mødes på Københavner
Caféen, som serverer smørrebrød, stegt flæsk
og persillesovs og andre delikate danske retter.
Jeg fortæller ham, at det overraskede mig lidt, at
vi – af alle steder i hovedstaden – skulle mødes
her.
”Haha, hvad havde du forventet? Shawarma?”
spørger han.
Inden jeg når at sige noget, fortsætter han med
stor energi og højt humør. Han fortæller, hvordan
et job på Nimb i Tivoli kickstartede hans
kærlighed til mad. Han elsker generelt bare
mad, men når folk har gjort sig umage med maden,
bliver det lige en tand bedre, fortæller han.
På Nimb mødte han nogle passionerede og
utroligt dygtige kokke, som han klikkede med
og blev gode venner med.
som endte med at få gennemført nogle ændringer,
før han takkede ja til at spille Rashid i ”R”.
En mand med holdninger
At han ikke bare tager til takke med det næstbedste
virker typisk for Dulfi al-Jabouri.
Han er ikke bange for at give udtryk for sine
holdninger. Heller ikke når det kommer til politik.
Hans politisk aktive far har præget ham til
at tage stilling ved at ”proppe så meget politik
som muligt” i ham, fortæller han.
Da ordet ”integration” bliver nævnt, bliver tonen
seriøs, og snakken falder igen på det at gøre
sig umage. For det skal der til, hvis man vil være
en del af det danske samfund, mener Dulfi, som
selv er flygtet fra Irak til Danmark som 10-årig
sammen med sin lillebror og mor for at blive
familiesammenført med sin far.
Farens modstand mod Saddam Husseins styre
endte med at sende ham i fængsel, da han var
aktivt medlem af kommunistpartiet og blev set
som en trussel mod styret. I fængslet blev faren
udsat for tortur, men som gammel militærmand
lavede han en flugtplan. Han skulle væk. Væk
fra Irak og Saddam Husseins styre. I ni måneder
hørte Dulfi og familien i Irak intet til ham,
mens de boede hos morens familie. Farens flugtplan
havde ført ham til Danmark, hvor han nu
kæmpede for blive genforenet med familien.
Efter et år lykkedes det Dulfis far at få familien
samlet i Danmark, og efter et ophold i en flygtningelejr
på Bornholm endte familien med at
slå sig ned på Amager omkring Holmbladsgade.
Her voksede Dulfi op i et hårdt miljø omgi-
”De fortalte meget passioneret om ingredienserne i maden,
og hvad forskellen er, alt efter hvordan du lægger det
sammen, og de viste mig, at man kan stege kød på 200
forskellige måder. Så fik jeg bare smag for det,” siger han.
Derfor ender han nu ofte med at spise ude og
prioriterer at bruge sine penge på god mad og
vin. Et valg, der ikke nødvendigvis gør hans
bankdame glad, men som gør ham selv utroligt
tilfreds. Det handler ikke om at vise sig frem.
Det handler ganske enkelt om at hygge sig, fortæller
Dulfi.
”Jeg har aldrig haft behovet for at vise mig frem eller få
anerkendelse eller vise min status. Det skulle man ellers
tro i forhold til mit fag, men jeg går sgu ikke op i det. Jeg
er ikke ligeglad, men det er ikke en ting, jeg tænker på
eller tager stilling til. Jeg kan bare godt lide at have det
lækkert. That’s it,” siger han.
S. 38

Narret af Pilou Asbæk
Helt så lækkert havde han det dog ikke med en
episode, hvor ambitionerne om at blive bedre
og udvikle sig selv fik ham til at læse Konstantin
Stanislavskijs bog ”En Skuespillers Arbejde
Med Sig Selv”.
En moppedreng på næsten 500 sider.
”Det syge er, at jeg læste den, fordi Pilou (Asbæk, red.)
sagde, at jeg blev nødt til at læse den her bog. Det er
skuespillernes bibel. Jeg var sådan, ok, fint nok. Så gør
jeg det kraftedeme mand. Jeg gik ned på biblioteket, lånte
den og gjorde den færdig på en måned. Så kom jeg tilbage
for at snakke med ham om bogen. Så har han ikke læst
den selv!” siger Dulfi og griner højt.
Selvom vennen og kollegaen Pilou Asbæk tog
røven på Dulfi, fortryder han ikke, at han fik
læst bogen. Den har nemlig givet ham nogle
redskaber, som han kan bruge som skuespiller.
”Jeg lærte, at du skal tage din fucking karakter seriøs.
For selvom din rolle ikke fylder særlig meget, kan den
have kæmpestort impact, hvis du eksekverer det rigtigt,”
siger han.
Netop den situation stod den talentfulde skuespiller
selv i, da han spillede Alex i
”Underverden”.
”Min karakter i ”Underverden” fylder ikke meget i minutter.
Men jeg har fået at vide af alle slags mennesker,
der har været inde at se den – både professionelle og publikum
– at jeg er den rolle, de husker bedst og har lagt
mest mærke til.
Det er, fordi jeg gør mig umage,” siger han.
Tekst: Morten Toft
Fotograf: Casper Lind Christensen
S. 39

Hypetrade
anbefaler
Hypetrade er et brand og koncept butik der forhandler limited sneakers og hype -
de streetwear, indenfor “buy, sell, trade” principperne.
Find deres butikker i København (Badstuestræde 17,) og Aarhus (Klosterport 4).
WOOD WOOD
X ASICS TIGER
I forbindelse med WOOD WOODs 15-års
jubilæum, har det københavnske streetwear
brand, i samarbejde med ASICS designet den -
ne udgave, af den klassiske 90’er løbesko ‘GEL-
DS Trainer OG’.
ASICS GEL-DIABLO
X RONNIE FIEG
ASICS har indgået et samarbejde med en af
de største sneaker designere i øjeblikket, Ron -
nie Fieg. Gel-Diablo modellen blev første gang
introduceret i 1995 og har siden haft forskellige
nye releases. Nu er den tilbage i denne udgave,
som for os er et musthave.
NIKE AIR
VAPORMAX ”OREO”
NIKEs nye air model “VaporMAx” havde re-
lease d. 26 marts - på årets internationale Air
Max Day - og releaser hen over sommeren i
denne “OREO” udgave.
Et sommer must-have, hvis du spørger os.
NIKE FLYKNIT
RACER
Udover at Flyknit Racer-modellen har et su-
per flot design, så tillader den dynamiske
Flywire-teknologi også en enestående pasform
og komfort! Perfekte sommer-sneaks i denne
multi colourway.
NIKE AIR MAX
95 GOLD
Ligeså meget vi elsker alle de gamle Air Max
modeller, lige så meget er vi nede med farven
guld. Så da vi så at NIKEs ‘95’er’ udkom i guld,
skulle den selvfølgelig på listen!
YEEZY 350
BOOST V2
Yeezy-bølgen har endnu ikke lagt sig, og vi er
vilde med denne udgave af Kanyes populære
model, der releaser henover sommeren.
SUPREME X NIKE AIR
MORE UPTEMPO “SUPTEMPO”
Det er ikke første gang vi ser at SUPREME og
NIKE laver et hjernedødt samarbejde, så der -
for kommer denne udgave af air-modellen ‘Up-
tempo’, selvfølgelig også på listen.
NAKED X ADIDAS
X KITH
Vores seje københavner-konkurrenter har taget
gamet til næste niveau og indgik tidligere i år
et sindssygt samarbejde med Ronnie Fieg og
KITH. Ud af det kom denne udgave af
ADIDAS “NMD CS2”. Vi stod selvfølgelig selv
i køen, da de droppede.
NIKE AIR MAX
95 SILVER BULLET
Det klassiske NIKE-ikon - Air Max 97 - re-
leasede for anden gang i april i år, og vi bliver
aldrig trætte af den. En klassisk model, for alle
sneakerheads.
Tekst: Lærke Kruse

S. 41

Den magiske
frø fra
Amazonas
”Hold dig hele tiden til venstre, og bliv ved med at tro på at du finder det”
Den peruvianske jungleby Iquitos er fyldt op
med farverige backpackere, der slentrer op og
ned ad gaderne i slippers og spraglet tøj. Alle
har deres egen agenda for at besøge den isolerede
jungleby.
Nogle er nysgerrige, andre er kommet for at
trippe og afsøge deres egne grænser. Selv befinder
jeg mig i den sidste kategori. Jeg bumler
afsted i en udslidt tuk-tuk-taxa mod et lille
samfund godt gemt i junglen. Her skulle der
efter sigende ske eksperimenter med forskellige
ritualer udført af en fransk shaman, som har
slået sig ned junglen og lært sig de ædle indianske
traditioner.
I hånden har jeg en beskidt serviet, som er påtegnet
et upræcist kort af kuglepensstreger og
tallet 49,5, som indikerer det antal kilometer,
jeg skal uden for byen for at finde frem til den
franske guru og hans disciple.
“Hold dig hele tiden til venstre, og bliv ved med at tro på
at du finder det,” lød instruktionen.
I disse år hjemsøges Amazonas af en større
gruppe vesterlændinge, der som en flok spirituelle
guldgravere har fået færten af den livsforandrende
junglemedicin, der i århundrede
er blevet brugt af Amazonas stammefolk til at
skærpe sanserne, booste immunforsvaret og
holde sygdom væk.
Kaktusekstrakt, frøgift og den psykedeliske
plantedrik Ayahuasca bruges bl.a til terapeutisk
behandling under rituelle ceremonier
udført af lokale shamaner. I den peruvianske
jungleby Iquitos synes størstedelen af turisterne
udgjort af alternative healere, stressudbrændte
forretningsfolk og PTSD-ramte krigsveteraner,
der alle søger efter alternativ medicin.
Selv er jeg på jagt efter frøgiften ’kambo’, som
det siges kan kurere alt fra hæmorider til narkoafhængighed.
Og kan være nøglen til at forstå
- og helbrede - sindet. Hvilket jo lyder ret fedt.
Giften stammer fra den sydamerikanske løvfrø
og indeholder bl.a. stoffet demorphin, der kan
sende rovdyr, der vil frøen det ondt, i muskelspasmer.
Giften opsamles i junglemørket, ved at shamanen
med nogle kvækkelignende lyde kalder
på frøen. Frøen besvarer så velvilligt hans kald
med flere kvæk, og afslører derved sin position.
Med en lille pind pirrer shamanen så blidt frøen,
indtil den udskiller et slimet sekret, som han
forsigtigt skraber af dens neongrønne skind og
tager med sig hjem.
Bambustemplet
Jeg hopper ud af tuk-tuk’en og begynder at følge
de blå streger ind i junglen.
Efter en halv times rask junglemarch, spotter
jeg et kreativt malet skilt på en palme, og jeg
tager vejen til venstre.
Et godt stykke inde i buskadset hører jeg en pigestemme,
og i en lille åbning sidder en rød håret
pige med fedtede dreadlocks og bare bryster.
Hun er tydeligvis overrasket over min ankomst
og har ikke nået at dække sig til, men hun lader
som ingenting.
“The others are at the main building,” siger hun og
guider mig hurtigt videre ned ad en lille sti,
hvor jeg passerer et stort bambustempel, inden
jeg ankommer til de andre.
’The main building’ viser sig at være et interimistisk
bambushus med sovesal og fælleskøkken,
hvor jeg bliver mødt med gruppekram og venlige
smil.
“Welcome, Armand will be here later this evening,”
fortæller en af dem mig. Og hentyder til den
franske mirakelmand som ikke er til stede.
Gruppen består af cirka 15 personer. Nogle har
været her i længere tid og andre er nyankomne
som jeg selv. Dresscoden er udslidt tøj og spirituelt
tingeltangel, og dreadlocks synes at være
den foretrukne frisure.
Fælles for dem alle er de små brændemærker,
de stolt bærer, der fungere som en slags æresemblemer
brændt ind i huden. Brændemærkerne
stammer fra kambo-ritualet, der udføres ved at
brænde hul i huden og påføre giften i såret, hvilket
efterlader en række små runde ar i huden.
Lederen Armand støder først til gruppen, da
maden er færdig og introducerer sig selv for
mig. Han er franskmand og shaman.
S. 42

Den magiske frø fra amazonas

“Who want to see the frogs?”
Den fordærvede civilisation
De næste par dage går med at sidde i rundkreds,
synge sange og småsnakke om spirituelle
emner, ofte om ’energi’ og konspirationsteorier
om hemmelige verdensordner og systematisk
hjernevask.
Der hersker en bred konsensus i gruppen om,
at naturen er ren og god, mens civilisationen er
altødelæggende og fordærvet. Kun ved at vende
tilbage til naturen og nulstille dine chakra med
et psykedelisk trip, kan du altså finde dit sande
jeg og meningen med livet, forstås.
Den franske romantiske filosof Jean-Jacques
Rousseau ville nok have været enig. Rousseau
mente, at mennesket har det bedst i naturtilstanden,
og at civilisationen og samfundet har
ødelagt det. Samtalerne bliver hurtigt trættende,
og junglen er i sig selv ret kedelig.
Jeg tvivler på, om der egentlig findes nogen, der
frivilligt ville leve herude, hvis der ikke var mulighed
for at blive skudt afsted til la-la-land med
en gedigent dosis DMT i ny og næ.
De lokale peruvianere gider i hvert fald ikke.
Kambo
Næste morgen sidder vi i en rundkreds og spiser
morgenmad, da Armand spørger: “Who want to
see the frogs?”
Tilmeldingen til ceremonien foregår ved håndsoprækning
og jeg rækker forsigtigt hånden i
vejret. Ved solopgang næste morgen går vi i en
lille samlet gruppe ned til templet for at udføre
kambo-ceremonien.
Jeg går ved siden af Jean Pierre, en 30 årig
colombianer med en fortid i søværnet. De var
nogle korrupte røvhuller i søværnet, fortæller
han - men de skal nok få deres straf.
“I know there is a god,” siger han bestemt.
“They will feel justice.”
Vi når frem til templet, som jeg passerede ved
min ankomst. Efter en omgang tvivlsom yoga
anført af guruen Armand, sidder vi igen tilbage
i cirklen. Armand fortæller:
“When you receive the medicine, your body might tell the
brain that it’s about to die. Then it is important to think
about your purpose of being here.”
Jeg er ikke helt klar over, hvad jeg er gået ind til,
og mit formål står mig ikke lysende klart. Men
jeg beslutter mig mest af alt for at se det som
en slags manddomsprøve, inden jeg igen rejser
tilbage til civilisationen og kan starte et ansvarligt
voksenliv.
Før seancen kan starte, skal vi drikke to liter
brunt flodvand, som serveres lunkent i en Pepsi-flaske,
så har vi noget at kaste op med. Teorien
er, at maven tømmes med så stor kraft,
at galden i sidste ende udskilles fra leveren og
kroppen udrenses for de ophobede giftstoffer.
Columbianeren Jean Pierre lægger ud. Armand
brænder fire små huller i hans overarm med et
stykke glødende bark og påfører den halvgennemsigtige
frøgift i de små sår.
Tre minutter efter ligger Jean Pierre hyperventilerende
i fosterstilling, imens hans prøver at kaste
op i en blå opvaskebalje placeret ved siden
af ham.
”Kamboooo, kamboo, kambooooo” synger Armand,
mens han vifter med et shamansk musikinstrument
af visne blade, der ligner et fastelavnsris.
S. 44

mig ud på toilettet, der ligner et svensk das og
meget belejligt er bygget ind i templet. Hun
hiver min bukser af, og jeg sætter mig ned på
toilettet, imens hun kigger på mine ukontrollerede
kropsreaktioner. Bagefter guider hun mig
tilbage til madrassen, hvor jeg ligger stille, indtil
jeg langsomt får det bedre og min dødsangst
forsvinder.
Ud af øjenkrogen kan jeg se Jean Pierre highfive
shamanen og hoppe rundt i eufori.
Jeg rejser mig og føler mig høj. Jeg går ud i regnen,
imens nøgne mennesker stadig bliver båret
frem og tilbage fra toiletterne i templet.
Mine øjne klamrer sig forfærdede til Jean Pierre,
som nu ruller rundt på gulvet imens tårerne
triller ud af ham. Min sidemakkers ar på overarmen
afslører, at han har prøvet ceremonien
før. Han har mediteret roligt siden begyndelsen.
“Fokuser på dig selv,” hvisker han og vender tilbage
til sin trance.
Armand er holdt op med at synge og kommer
nu over for at brænde mig i armen. Han presser
den glødende pind imod min overarm og går i
gang med at futte den tynde hud af.
Det føles ikke rart, men situationen taget i betragtning
vil det være absurd at klage. Armand
smører giften ind i de små brændemærker og
virkningen indtræffer med det samme. Efter et
par minutter ligger jeg og ruller synkront rundt
med Jean Pierre, imens Armand genoptager sin
sang og puster røg på mig.
Det brune flodvand bobler rundt i min mave og
kommer nu ud i form af en pisgul stråle, mens
jeg sidder foroverbøjet med hovedet i en opvaskebalje.
Giften løber rundt mit lymfesystem,
som desperat prøver at danne antistoffer til den
ukendte substans, jeg har pådraget mig selv. Jeg
ser mig selv dø af et allergisk chok alene i Amazonas,
og hele projektet virker pludselig som en
pissedårlig idé.
Jeg tænker på mit formål, og i 10-15 sekunder
hjælper det faktisk, indtil opkast og dødsangst
overmander mig igen.
Den rødhårede pige, som ikke længere har bare
bryster, kommer mig til undsætning.
Hun aer mig blidt på håret, imens hun prøver
at hjælpe mig igennem processen ved at trykke
mig på forskellige steder på kroppen. Hun
støtter mig under skulderen, imens jeg kramper
Effekten af kambo er hverken psykoaktivt eller
hallucinerende, nærmere en slags kognitiv
bungeejump, hvor man på 30 minutter vender
tilbage til livet efter en nærdødsoplevelse. Min
egen rus er en blanding af kambo-chokket og
en eufori over endelig at skulle forlade junglen –
i levende live vel at mærke.
Altædende Amazonas
Flere i gruppen mener, at man bliver overtaget
af en hellig frø-ånd ved at udføre ritualet. Den
opfattelse er jeg ikke helt overbevist om. Jeg
tænker på dokumentarfilmen ’Grizzly Man’ fra
2005, hvor man følger den entusiastiske naturelsker
Timothy Treadwell.
Han romantiserer naturen og tager væk fra
samfundet for at leve blandt grizzlybjørne. Han
forguder bjørnene, og føler et særligt slægtskab
med dem – lige indtil han en dag bliver ædt.
Ligesom Timothy Treadwell betragter mange,
jeg møder i junglen og Iquitos, universet som
et sted i balance og harmoni, fuld af helende
krystaller og flydende energier – de ignorere
fuldstændig den vilde natur.
De idealiserer det oprindelige og søger væk fra
vestens billige kopimedicin og E-numre for at
finde helbredelse i naturen. Og man kan vel
ikke bebrejde dem forsøget. Men ligesom bjørnene
i dokumentarfilmen, er Amazonskoven
altædende og ubarmhjertig. Alt hvad der kommer
ind i junglen udefra, fortæres langsomt af
den mægtige regnskov, og det er kun os hvide
vesterlændinge, der er kommet så langt væk fra
naturen, at vi kan drømme om et sådant sted i
perfekt balance og harmoni.
Jeg ved i hvert fald, at jeg har fået nok af malariamyg,
usaltet veganermad og eksotiske verdenssyn.
Turen tilbage gennem junglen næste dag fylder
mig med lykke. Jeg returnerer til samfundet –
den fordærvede civilisation.
Tekst & foto: Rasmus Ravn
S. 45

Ujazz
er for dig,
der ønsker en alternativ,
unik og givende
musikalsk oplevelse,
du ikke fnder i så
koncentreret form
andre steder!
Ujazz
Bridging
2. september, Voxhall/Atlas
XiU XiU:
THE Twin PEAks ProjEcT,
DEErHoof, PAPir, AToMic,
THE DwArfs of EAsT AGoUZA,
coLin sTETson, TAU,
niLs GrönDAHL m. f.
02.09.2017
facebook.com/ujazzaarhusfestuge
Billetter: aarhusfestuge.billetten.dk
S. 46

Mulenga
”Når jeg kommer ind til en
sang, kommer jeg i min zone.
Det er en helt bestemt følel -
se, som jeg kun kan få på vej
op til en kamp - jeg føler mig
udødelig.”
”Forestil dig et spil Tekken,
hvor min træner holder joy-
stikket. Siger han, at jeg skal
slå, så slår jeg. Siger han, at
jeg skal sparke, så sparker jeg
- også selvom, det virker umu-
ligt. Min træner ser bare ting,
som jeg ikke ser. Han får det
umulige til at blive muligt.”
I dag er rapmusikken skiftet
ud med barnehvin og joystik -
ket holdes af hans to mindre
børn, Maison og Zoe, der
glade og stolte løber frem og
tilbage og søger opmærksom -
hed hos deres daddy.
”Nu er det ligesom dem, der
kommer i første række. De
har lært mig meget om mig
selv, efter jeg er blevet far. Jeg
er ikke længere den vigtigste i
verden.”
Men det er ikke kun hans
børn, der har lært ham noget
om ham selv. Også kamp -
sporten MMA - Mixed Marti -
al Arts - har givet ham mere
selvtillid og disciplin. ”Jeg
føler ikke længere, at jeg skal
bevise overfor nogen, hvad jeg
kan. For jeg ved, hvad jeg kan.
Det vidste jeg ikke før, jeg
begyndte til MMA.” Selvom
en karriere som professionel
MMA-fighter kræver både tid
og dedikation, så er det ikke
det eneste, Mulenga arbejder
hårdt for.
”Ved siden af min sport arbej-
der jeg som kleinsmed. Derfor
er der mange ting, der skal
passe sammen. Hvis jeg ved,
at jeg skal på arbejde kl. 7, så
må jeg stå op og løbe 5km, in-
den jeg tager på arbejde.”
Kampsport har altid fascine -
ret Mulenga og da han var 25
besluttede han sig for at trop -
pe op i Colosseum i Aarhus.
Den beslutning skulle senere
vise sig at blive starten på en
lovende karrierer som profes -
sionel MMA-fighter.
”Jeg mødte bare op og begynd-
te at kæmpe med nogle af de
erfarne, og så tror jeg bare, at
jeg gav dem en lille røvfuld,
selvom jeg aldrig nogensinde
havde dyrket nogen form for
kampsport. Det kom så natur-
ligt til mig, og jeg vidste, at jeg
bare havde det i mig.”
Dog vil Mulenga ikke be -
skrive sig selv som en slags -
bror, men han er vant til, at
folk gerne vil prøve ham af.
”Jeg møder altid folk med et
smil og er høflig, og det kan
på nogen godt virke som en
svaghed. Derfor har de tit
behov for at prøve mig af, og
så bliver høflighed pludselig
det sidste, folk de husker mig
for.”
Trods børn og arbejde er
Mulenga stadig tændt på sin
sport, og har ingen planer om
at kaste håndklædet i ringen.
”Så længe at jeg kan lægge de
små hvalpe ned og jeg selv
synes, at det er sjovt, så fort -
sætter jeg med at dyrke min
sport.”
Også selvom, at han godt kan
mærke, at alderen trykker.
”Før i tiden kunne jeg bare
starte med at træne NU. SÅ -
DAN. Og fik jeg en forstuv-
ning, så var det væk næste
morgen. Nu skal jeg til at var -
me op og strække ud, ellers
kan jeg ikke komme op dagen
efter.”
Men kampgejsten og
viljestyrken er endnu på
sit højeste.
Mulenga
Tekst: Sara-Sofie Grum Profil: Mulenga Chanda, professionel MMA Fighter, Kleinsmed,
Foto: Julius Fuglsang 34 år, 185 cm, 77 kg. S. 47

Amina
”Min mor har et stykke papir fra da jeg
var fem, hvor jeg havde skrevet, at jeg
enten ville være tatovør, stripper, pusher
eller barejer, når jeg blev stor.”
Oftest hører man, at små piger har en
drøm om at blive enten frisør eller dyre -
passer. For Amina Charai var det drøm -
men om at blive tatovør, der trak. Dén
drøm kan man vidst roligt sige, at Amina
har udlevet. I dag er hun en af Danmarks
mest anerkendte tatovører, og ejer bl.a.
tatovørbutikken ’Bright Side’ på Christi -
anshavn, som fylder 10 næste år.
Men det har været hårdt arbejde, at ud -
leve den drøm. Første forhindring var at
finde en læreplads. Og i det gamle Kø-
benhavn var tatovørbutikker ikke lige
det, der var flest af. Faktisk måtte hun
lede i knap 6 år, før hun endelig fandt et
sted.
”Jeg var lige ved at give op, men så fandt
jeg endelig en, da jeg var 21. Ikke fordi jeg
lærte så meget i de 3 år, jeg var i lære der,
men så var man ligesom i gang.”
Og ’i gang’ har Amina stort set været lige
siden. Som 25 årig åbnede hun sin tato -
vørbutik. En butik, hvor det er kunderne,
der er i fokus. Derfor skal de føle sig vel -
kommen i det øjeblik, de træder ind i bu -
tikken. Butikken er derfor indrettet som
en lille hyggelig antik-butik med gamle
klunkemøbler.
”Der er meget hyggeligt dernede. Jeg har
ikke lavet det for sterilt. For selvfølgelig
kan du stadig have et sterilt arbejdsområ-
de, men have en hyggelig butik.”
Kærligheden til tatoveringerne, kan Ami -
na ikke sige, hvor hun har fra, men et
møde med en pædagog fra fritidshjem -
met gjorde så stort et indtryk på hende,
at hun blev fuldstændig sikker på, at hun
ikke bare skulle tatovere – hendes egen
krop skulle også under nålen en dag.
”På et tidspunkt havde jeg sådan en punk-
pædagog og hun havde en tatovering på ar-
men. Jeg synes det var det fedeste EVER.
Og hun var så sød og den tatovering var så
sej. Og så blev der ellers tegnet lystigt på
mine ben.”
Siden er tuschtegningerne blevet til per -
manente tatoveringer, der dækker stort
set hele hendes krop. Den første tog hun
ned og fik lavet som 17-årig med en ven-
indes sygesikringsbevis i hånden.
”Min første tatovering er en klassiker. Det
er en tribaldrage på skulderbladet, som
jeg selv har designet. Og nu har jeg bare så
mange, at min kroper en stor tatovering.”
Men drømmen om at blive tatovør er
bare én ud af to barnedrømme, Amina
har fået opfyldt. Hun har også bodegaen
´Håbet’ på Amager.
”Min bodega er mit hjertebarn. Den er
startet op fra bunden og er et rigtig godt
afbræk fra tatovørbutikken. Det er dejligt
afslappende bare at servere kolde fadøl.
Putte pengene i kassen. Færdig. Slut.”
I dag er drømmen, at hun kan holde per -
manent ferie, når hun bliver 40. Hvem
ved, to ud af fire var ret godt…
S. 48
Tekst: Sara-Sofie Grum
Foto: Rasmus Rolsted
Profil: Amina Charai, tatovør og
barejer, 35 år

D J
Static
”Det var vanvittigt jo. Fucking sindsygt!
Graffiti på togene og over det hele. Efter
filmen var jeg fuldstændig lammet.
Hvad fanden gør jeg?! Hen og tegne med
det samme.”
1980’erne i Kolding. StyleWars ruller
over skærmen og introducerer for første
gang en ung Static for hiphopverdenens
kreative udtryk: graffiti – og det rammer
ham lige i hjertet.
Det var derfor ikke DJ, som Static drømte
om at blive i første omgang.
”Mit første graffitinavn var Splat. Jeg skrev
det over alt og til sidst gik jeg ud med en
sprittusch og skrev det på alle byens mure.
Til sidst måtte jeg gå hjem til min far med
tårer i øjnene: Jamen jeg kom til at skrive
med sprittusch over hele byen.”
I stedet for at skælde ud, inspirerede Sta -
tics far ham til at blive god til noget, han
kunne være stolt af.
”Så købte han den her graffitibog til mig,
der hed Subwayart, og siden har den bog
været ligesom biblen for mig.”
Så en dag skete der noget fantastisk i
Kolding. Den lokale ungdomsklub star -
tede en graffitilinje.
”Der kørte hiphop musik på en ghettobla-
ster ovre i hjørnet, mens de her fremmede
folk sad og skitsede og tegnede graffiti. Jeg
kunne ikke følge med der. Men jeg var hele
tiden opmærksom på musikken.”
Siden da har han haft lyst til at fordybe
sig og blive rigtig god til det med musik.
Og da han var parat til at gå ud og vise
verden, hvad han kunne, så gik det rig -
tig godt. Så godt, at DJ Static i dag selv
er med til at holde liv i hiphopverdenen.
Men det at være DJ er ikke bare at stå og
flippe plader, mens man kaster håndtegn
til de nyeste beats.
Vil du være profil DJ, kræver det et eks-
travagant øre for god musik, og en evne
til at sortere i det knap så gode.
”Verden er simpelthen pakket med elen-
digt lortemusik og det er dit job at sortere i
det. Pille alt det fra, som er godt og dårligt.
Og så er det kun de ting, som dj’en synes er
fed, som du får at høre.”
Ikke alene er DJ Static hård og konse -
kvent, når han sorterer i og kreerer mu -
sik. Han skaber også et univers.
Et unikt univers, som tager det bedste fra
alle verdener og ikke kun fra hiphopen.
Han bryder med den gamle måde at tæn -
ke hiphop på.
”Jeg kunne ikke identificere mig med de-
res måde at tænke på. Hvis du er selvsik-
ker og ved, hvad du står for, så skal du
ikke være bange for at tage andre elemen-
ter ind. Jeg har altid været åben og sikker
i min kerne.”
Dj Static er helt sin egen og det har og
vil han altid være. Han er selvstændig og
stædig og han ligger ikke skjul på, at det
er ham der bestemmer.
”Det er det spændende ved at være selv-
stændig musiker. Du har ikke nogen, som
du skal lægge dig op af, ingen pladeselska-
ber eller en anden kunstner. Jeg er Static
og det er mig, der bestemmer. Det betyder,
at man kan tage det hen, hvor fuck man vil
tage det hen af.”
Men selvom han har taget det all out på
hvert eneste album, han har udgivet, bli -
ver han aldrig tilfreds.
”Inspirationskilden til mine albums kom -
mer fra utilfredsheden med det, som jeg
tidligere har lavet. Jeg har aldrig været til-
freds med det, jeg har lavet. Når jeg først
har afleveret det og sendt det ud, så er det
meget fedt, men jeg kan gøre det bedre. Og
så skal jeg bare i gang med det næste. Pro-
ducere en ny plade, komme ud og optræde
med det og derefter starte forfra igen.”
Amina // DJ Static
Tekst: Sara-Sofie Grum
Foto: Julius Fuglsang
S. 49

På landevejen
med Lonne
En af danmarkshistoriens mest kriminelle
mænd nogensinde, Lonne, har
udgivet en bog og er begyndt at turnere
landet med foredrag om sit dramatiske
og farverige liv. Vi var med, da han stod
på scenen på Krimimessen i det nu lukkede
statsfængsel i Horsens.
”Det er bare sjov og ballade”
I 1970’erne, 80’erne, 90’erne og faktisk et godt
stykke ind i 2000’erne også huserede Lonne i
toppen af den kriminelle underverden. Han var
alfons, smugler, slagsbror, tyv og meget mere.
Var der udsigt til hurtige penge, var Lonne
med. Mange af de store kriminalsager, der trak
forsider i slut-90’erne og start 00’erne, havde
Lonnes signatur.
Han var med alle steder og han slog gerne først,
hvis der opstod tvivl om folks loyalitet. Men han
var også en gentleman, der gavmildt gav ludere
og sprut til sine venner, og i dén kreds fandt
man blandt andre Simon Spies, Otto Brandenburg
og flere andre kendte mennesker.
Lonne havde fart på. Han drak, kneppede og
sagde aldrig nej til noget. Han tævede et højtstående
Bullshit-medlem og blev kort efter forsøgt
likvideret af Markrellen.
Han havde kvinder med Lonne forever-tatoveringer
på armene, han smuglede heroin og
han førte sig frem på Vesterbro i en skriggul
Mustang.
Men det hurtige liv som dekadent alfons og
storsmugler havde også en bagside. Lonne har
indskrevet sig i danmarkshistorien som indehaver
af en tvivlsom rekord – 31 år og fire måneder
bag tremmer er det blevet til. Kun politimorderen
Palle Sørensen har afsonet længere
tid end Lonne.
Med årene er der kommet mere ro på Lonne.
Han nærmer sig de 70 og det er efterhånden
nogle år siden, han sidst ruskede tremmer. Ifølge
ham selv er det slut med kriminalitet nu. Næsten
slut i hvert fald.
D. 1 februar 2017 udkom Lonnes biografi, der
har titlen Born Free. Nu rejser han rundt i landet
og holder foredrag for fulde huse. Vi fangede
ham til Krimimessen i Horsens, som foregår
i det tidligere statsfængsel.
Hvordan er det at være i fængsel igen?
”Det er lidt specielt. Jeg har jo afsonet i mere end 31
år, så jeg kender alt for godt til livet i et fængsel og i en
lillebitte, dødssyg celle. Men det er selvfølgelig anderledes
nu, jeg får jo penge for det denne gang.”
Du har siddet i mange forskellige fængsler
igennem årene. Har du også afsonet
i Horsens?
”Nej, det er faktisk et af de eneste fængsler jeg aldrig
har afsonet i. Jeg har været indespærret i Vridsløselille,
Nyborg, Vestre, Jyderup og alle mulige andre steder, også
i udlandet, men aldrig i Horsens. Men til gengæld er
det min skyld, der kom pigtråd på ringmuren. Nazihegn,
som det blev kaldt.
Jeg havde en kammerat, der afsonede i Horsens for narko.
Ham hentede jeg sammen med en god ven. Vi kørte hele
vejen fra København og så sad vi i bilen på skråningen
udenfor fængslet og ventede på at han skulle blinke med
lyset inde på et af værkstederne. Vi havde aftalt det med
ham gennem hans kone. Da han så blinkede med lyset
løb jeg op til muren og kastede et nylonreb over. Han
klatrede over og med blødende hænder ramte han jorden
og så skyndte vi os væk. ”
”I bilen lagde han sig på gulvet og begyndte at barbere
sig med en engangsskraber. Vi kørte mod København igen,
men udenfor Horsens satte politiet afspærringer op. Vi
kunne se det på afstand. Satans, tænkte vi, men de vinkede
os sgu bare igennem. Bilen efter os blev til gengæld
vinket ind til siden. Vi var så glade, at vi besluttede os
for at fejre det på et værtshus i Ebeltoft. Min ven havde
ikke fået fisse i lang tid, så han lagde an på den første
kvinde han så i baren. Hendes mand blandede sig, og
så fik han et par på skallen – og vi skyndte os væk igen.
Dagen efter var flugten og overfaldet forsidehistorien på
Ekstra Bladet. Jeg fik to år og otte måneders fængsel for
at hjælpe ham med flugten.”
S. 50

Pigtråden blev sat op på fængslets
ringmur efter Lonne havde hjulpet en
indsat med at flygte
Hvilket fængsel er det bedste du
har afsonet i?
”Jeg har altid godt kunne lide Vridsløselille. Jeg kendte
betjentene der og jeg kunne altid få sprut smuglet ind.
Det var mig der sørgede for at der var et stort udvalg af
pornofilm på afdelingerne og jeg fik arrangeret løbehold
og fodboldkamp mod landsholdet. Vi spillede mod Lerby,
Arnesen og Laudrup og vi tabte 11-1, men det var en
sjov oplevelse. Men det allerbedste fængsel er nok Jyderup.
Jeg var fuld hver dag, da jeg afsonede der. Jeg var
så fuld engang, at jeg ikke engang vågnede da der blev
sprunget en håndgranat på gangen og skudt med maskinpistol.
Der var nogen der brød ind i fængslet for at dræbe
Jønke, men han overlevede. Jeg snorksov i min brandert,
og der var bare to celler imellem min og Jønkes. Jeg hørte
ikke en skid.”
På landevejen med Lonne
Nu har du så udgivet en bog og du holder
masser af foredrag.
Det er et helt andet liv.
”Ja, det må man sige, men det er sjovt.
Jeg plejer at drikke mig halvfuld inden jeg går på, så er
nerverne væk. Jeg fortæller alt muligt fra mit liv, men jeg
stikker ikke nogen.
Det er bare sjov og ballade. Der kommer mange mennesker
til foredragene og jeg får mødt en masse sjove mennesker
– og så du, at der kom to kriminalbetjente hen og
skulle have taget billede med mig?”
Tekst: Peter Grønlund
Fotograf: Private fotografier S. 51

E y e s o n
Negash Ali
Negash Ali har netop
udgivet sit 3. soloalbum,
The Ascension,
og har gennem
sin karriere formået
at bryde barrierer.
Både musikalsk og
i sit eget liv har han
ikke gjort tingene,
som de fleste, og det
har givet en karriere,
der har bragt ham
vidt omkring.
S. 52

Eyes on Negash Ali
Tilbage i slutningen af 1990’erne startede
en gadedreng fra Møllevangsskolen med
at rappe i et miljø af undergrundsmusik
og breakdance. Det var selvlært, og det
var med forbilleder som Tupac og Emi -
nem, at han kickstartede sin karriere.
Sammen med nogle af Danmarks største
DJ’s, som DJ Static og DJ Noise, var han
en del af Majors, en gruppe, der skabte
tidlig hip hop i den aarhusianske under -
grund.
Det blev dog hurtigt tydeligt, at Aarhus
ikke var stor nok til Negash. Da han var i
starten af tyverne, tog han til Paris, hvor
han arbejdede sammen med kunstnere
som Bob Sinclar og Chris Brown, hvilket
efterfølgende førte ham til London i 2 år. “Det at være i et spændende miljø, mens
Her spillede han på nogle af de største du kreerer, er sindssygt vigtigt, når du går
spillesteder som The Jazz Cafe, The Ga - kold i tingene. Alle i GRISK er venner og
rage og festivalen Lovebox. Musikmiljøet arbejder sammen, der er bare en god vibe.
i London og en signing med Warner Mu - Det er et lille økosystem af gode menne-
sic ledte det ham sidste år til New York, sker og kreativitet.”
hvor han arbejdede i et studie på Time
Square.
Hans fremtidsplaner er at flytte tilbage
Det sidste halve år har Negash brugt til New York og konstant arbejde på at
sin tid i Aarhus, som han betegner som blive bedre og dygtigere, for han drøm -
at komme tilbage til rødderne. Han har mer stort, og sigter efter at blive den bed -
brugt GRISKs lydstudie til at færdiggøre ste rapper på Jorden.
sit tredje soloalbum og har samtidig fået
skudt to musikvideoer.
Negashs plade “The Ascension”, beskri -
ver han selv som aggressivt og lyrisk.
Han fortæller, at meget af inspirationen Albummet er netop udkommet på alle
og processen til færdiggørelsen kommer digitale platforme.
af det miljø, GRISK repræsenterer.
Tekst: Lærke Kruse
Foto: Paw Gissel & Sasha Gonzales S. 53

PHOTO: KENNYBACK.COM - INSTAGRAM @KENNY _ BACK
MAD MAX FURNITURE
Vi laver møbler med attitude og Rock ‘N’ Roll.
FØLG MAD MAX FURNITURE PÅ INSTAGRAM
@HEINEMAX & @MAD_
MAX _ FURNITURE
S. 54

31. MAJ
LIVE-MUSIK
SIDSTE ONSDAG I HVER MÅNED
Live-musik på ARoS
v. Rõivassepp/
Gori/Bjørnskov trio
kl. 18.00 & 19.30
Kom ind og oplev den helt specielle aftenstemning på ARoS.
Hver onsdag kl. 18-22 tilbyder vi 10-minutters kunst-intro,
månedens værk og aftentilbud i ART Café med en varm ret
og et glas vin/en øl for 160 kr.
Sidste onsdag i måneden er der live-musik.
www.aros.dk/onsdagaften
Åbningstider: Tirsdag-søndag kl. 10-17 • onsdag kl. 10-22 • mandag lukket
www.aros.dk
S. 55

REDAK
TiON

Peter Birk
Chefredaktør
Anders Grandt
Chefredaktør
Lærke Kruse
Mode & Kulturredaktør
Sigrid Rosendahl
Mode & kulturredaktør
Julius Fuglsang
Fotograf
Jesper Balleby
Jakob Drud
Tekstforfatter
Fotograf Sara-Sofie Grum
Journalist
Mikkel Warnich
Art Director
Theodor Phillip
Grafisk Designer
Mikkel Lyse
Grafisk Designer
Redaktion
Grisk.dk Magasin@grisk.dk 93 94 02 70

CREDITS

REDAKTION
Peter Birk
Anders Grandt
Lærke Kruse
Sigrid Rosendahl
Mikkel Warnich
Mikkel Lyse
Jesper Balleby
Jakob Drud
Julius Fuglsang Houkjær
Sara-Sofie Grum Pedersen
Theodor Phillip
ET KÆMPE TAK TIL
Helle Kjærulf
Kristina Korsager Rosendahl
Mr. Woodland
Morten Toft
Casper Lind Christensen
Viktor Slot
Alexander Gram
Tattoo Toby
Rasmus Ravn
Peter Grønlund
Mikkel Westrup
Kasper Nielsen
Michael Inksane
Gert Dybdal Jensen
Casper Mack
Mads Harlev
Oliver Burel
Marat Morik
Zoer & Velvet
Alexander Gram
Soundvenue
Olav De Linde Magasinet
Paw Gissel
Sasha Gonzales
ANNONCØRER
Devils Ink
Galleri Grisk
RAINS
8 KILO
Mad Max Furniture
Mas Vino
Markman & Bechlund
Aarhus Festuge
Skull Wax
ARoS
Godsbanen
TRYK
Rosendahl Bogtrykkeri
KONTAKT
Magasin@grisk.dk
Klosterport 4U, 8000 Aarhus C
+45 93 94 02 70
UDGIVER
GRISK Media

#THEHYPEISREAL