Ildhu 03 2017

REFLEKSION
Connie Hedegaard giver sit bud på, hvad udsyn er for en størrelse,
hvordan vi kan bruge den til at engagere os og få resultater i det,
der er vigtigst at gøre noget ved.
Jeg har som barn og ung levet og åndet for spejderbevægelsen.
Og som patruljefører eller tropleder
får man lidt mere ansvar, hvor det ikke kun
handler om egne behov og hvad man selv skal,
men hvordan gruppen kan spille sammen og få
fællesskabet til at fungere. Værdier, dels fra spejderlivet
og fra mine forældre, har ligeledes givet
mig troen på, at det faktisk er muligt at skubbe
tingene i en bestemt retning, og at man kan få
noget ud af at engagere sig. Det har jeg gjort lige
siden – som minister, klimakommissær og i det internationale
arbejde. Det tager somme tider længere
tid end man synes, det burde. Men det kan
lade sig gøre.
Forstå de andre
Man får udsyn ved at gå ud i verden og møde mennesker
– og hver gang får man lidt flere facetter
på hvordan andre lever, hvilke vilkår og præmisser
de lever under, hvilke udfordringer de har og
hvordan deres bud på løsninger er. Man behøver
selvfølgelig ikke at rejse helt til Langtbortistan for
at forstå, hvordan det er for de andre. Hvis man
bare holder sig alment orienteret og løfter blikket,
er det min erfaring, at det er relativt nemt at engagere
sig. Det kan være i det lokale fællesskab,
en miljøforening eller noget helt andet. Bare man
ikke er ligeglad, og at samfundet ikke er de andre,
men noget, man føler sig en del af.
Du skal ville noget
For at gå ud og møde de andre, er det også vigtigt,
man har gjort sig tanker om, hvad det er for et fundament,
man selv står på, og hvad der er vigtigt
for én selv at kæmpe for. At man ikke bare lader
sig flyde med og blive påvirket af det ene og det
andet. Vi udsættes jo for en evig strøm af spam
med indtryk, tilfældige input og folk, der vil lægge
beslag på vores tid. Det er vigtigt at sige ”Stop.
Der er noget, der er vigtigere for mig og det vil jeg
fokusere mere på ”. Ved at gøre sig de tanker, får
vi langt mere ud af at gå ud i verden og møde de
andre. I sidste ende handler det om at have forståelse
for og tiltro til ens egne evner og kende sine
egne værdier – og ikke kun være iagttager af ens
eget nære samfund.
Gensidigt afhængige
Der er en tendens til for tiden at kigge indad og
kun indad, men vi lever jo i en verden, der i høj
grad hænger sammen. Det, der sker det ene sted,
påvirker, hvad der sker et andet sted. Det er naivt
at tro, at vi kan sidde som individer eller små
fællesskaber uden ansvar for det, der foregår omkring
os. Derfor er det nødvendigt at løfte blikket
og se, om der er noget, vi kunne blive inspireret
af hos andre, og om vi har noget at bidrage med
til de andre. Jeg arbejder jo meget med miljø og
klima, og her er det meget tydeligt, at vi er gensidigt
afhængige af hinanden og har mange store
fælles udfordringer. Det er afsindigt vigtigt, at verden
forstår, at vi får taget ordentligt fat på tingene
i tide. Det er jo ikke nok kun at påpege problemerne,
men også at komme med løsninger.
For vi har alle sammen en stemme. Den kan blive
hørt - eller ikke blive hørt. Det er svært at vide,
hvor man får det fra – det, at man intuitivt kan
sige: ”Ej, det her går ikke.” Jeg er vokset op med
den bevidsthed, at hvis man synes, noget er for
galt, så må man gøre noget ved det. Og dem,der
sætter sig ind i tingene, så de har argumenterne,
præger udviklingen. Det er vigtigt at huske på i en
tid, hvor det er fristende at sige: ”Jeg orker ikke at
følge med i alle de frygtelige ting, der sker i verden.
Det er alt for uoverskueligt. Kan jeg ikke bare
slå blikket ned og lukke mig ind i mit eget nære
liv?” Nej, siger jeg. Vi, der er privilegerede med
ressourcer og kræfter, skal kende vores ansvar, og
hvad vi kan bidrage med. Selvfølgelig skal vi ikke
tage alle verdens byrder på os, men måske vælge
et par områder. Og så viser det sig jo gang på
gang, at somme tider skal der ikke så mange til at
gå sammen om at lave eller ændre noget - hvad
det så end er. ■
i Danmark
ILDHU 03 2017 Ledermagasin
5