12 KFUM-SPEJDERNE I Danmark NY INSPIRATION Rejs med andre spejdere
ILDHU NR <strong>03</strong> <strong>2015</strong> Ledermagasin 13 AF LENA VESTERGAARD OLESEN OG PER NØRSKOV NIELSEN, HARLEV-FRAMLEV GRUPPE Fra 18. juli til 1. august var vi og 16 andre spejdere i Grønland med Spejder-Rejser. Vi var ikke i tvivl om, at det kunne blive en fantastisk tur. Vi har vandret meget, men ikke tidligere været på flerdages tur med oppakning, telt, kogekar og mad. Så nu fik vi muligheden for at prøve det af sammen med andre erfarne vandrere. At vandre sammen hele dagen, deles om at bære fælles grej, spise, sove og skide sammen, betyder at man kommer rigtig tæt på hinanden. Vi var meget imponerede over, at der på hele turen ikke opstod konflikter, men at fællesskabet bare blev stærkere for hver dag. Og det til trods for en stor aldersspredning i gruppen fra 19 år til 56 år. Turen gav os mulighed for at prøve os selv af, og vi fik flyttet vores egne grænser for, hvad vi troede, vi kunne holde til. Som leder får man en større forståelse for, hvor lidt man har brug for på sådan en tur. Det giver mod og lyst til at tage egne spejdere med ud på mere udfordrende og primitive ture, end vi plejer at gøre. Det var en enestående oplevelse at kunne rejse afsted som spejder med den frihed og de udfoldelsesmuligheder, det giver. Det gjorde det til en helt speciel rejse, at vi kunne mødes med andre voksne spejdere og komme hjem med inspiration til endnu bedre spejderarbejde i gruppen. Vores dygtige (frivillige!) guider sørgede også for, at det blev en fantastisk og veltilrettelagt tur. Hvad oplevede vi? Programmet lokkede med mange oplevelser i naturen: storslået natur omkring Kangerlussuaq med mulighed for at se moskusokser og rensdyr, vandretur ind til indlandsisen med vandring og overnatning på indlandsisen, ophold i byen Ilulissat i Diskobugten med mulighed for at komme tæt på den grønlandske kultur, kaffemik hos de lokale og mulighed for at smage de grønlandske specialiteter, sejltur mellem isbjergene og vandring langs isfjorden. De første otte dage vandrede vi ud til indlandsisen og retur – en tur på ca 100 km. Det meste af turen gik langs dyreveksler, smalle stier og nogle gange bare på tværs af tundraens tuer og toppe. Den sidste uge tilbragte vi i Ilulissat i betagende natur med isbjerge, fjelde, farverige træhuse og hvaler.