DASPA TIMES MARCH 2020 - At the information meeting

March 2020 #2
DASPA Times
Calls for DASPA measures
AT THE
INFORMATION
MEETING
Reports from Odense, Århus and Copenhagen.
Åbningstider:
Man - fre 09-19
Want to write
for DASPA Times?
Check page 10 for
further info.

DASPA Times
From the front page
March 2020 #2
Informationmeeting in Odense
By Emilie Rasmussen
We gathered small reportages
from the informationmeeting regarding
the schools new stradegy
and organization structure. We
were present in Odense, Århus
and Copenhagen.
Students and teachers were
Thursday gathered around
the screen in prorector
Peder Dalgaards office to
get more insight in the economic
situation at the school. After Mads
Thygesen presented the circumstances,
the new initiatives and
ended the common video-meeting,
we had a talk around the table just
in our department in Odense.
An important suggestion from the
students is a revision in the curriculum
regarding the fact that the productions
in this department already
runs without any productions-leaders.
“A huge part of the projects in
Odense no matter 1. 2. og 3. year
projects, BA-project or any production,
runs due to the fact that
we students produces ourselves.”
The current students in Skuespil
Odense believe that this work has
great value:
Informationmeeting in Aarhus
By William Lippert
The anticipation was high when
a large group of students and
staff at the Aarhus department
gathered in “pejsestuen” to hear
what Mads Thygesen had to say
about the current situation of the
school.
The students had gotten off
class half an hour earlier to
be able to attend the meeting.
All the seats at the
long table in pejsestuen (that is also
functioning as the schools library)
was occupied, and people were
leaning against the bookshelves or
simply sitting on the floor, when
Mads started speaking through the
internet connection.
As the meeting went along one
thing became apparent: Mads had
difficulties pronouncing the word
“administrative”. He repeatedly
stumbled over the word, a course
of great laughter in pejsestuen.
In Aarhus we have lost our producer
Lise to the cuts - a decision that has
had a great impact on the school,
emotionally as well as practical.
One could sense a tiny glimps of
hope in pejsestuen: would Mads at
some point open up for the chance
of Lise to come back?
But alas, when Mads had finished
his speak, it was clear that Lise
was not returning. The meeting
opened up for questions and pejsestuen
was quickly emptied of students
and staff going on their lunch
break. Meanwhile, Mads listed up
the names of the teachers and admistrative
staff that had been fired.
A chill went through pejsestuen
“We just want to emphasize the importance
of it to come out clear in
the curriculum, so that it justifies
the work that we do - besides the
focus on acting.”
Teachers and students were positive
about the cooperation between
the departments but also questioning
how the cooperation can be
more concrete and still keep the
contemplation and focus in the
training and classes at the different
departments.
Mette Frank (department leader,
acting Odense) took notes and
Kristine Utne Stiberg (2.year acting)
and Peter Kunz (drama teacher)
got questions and notes to bring
to the upcoming Skolerådsmøde.
A meeting between the local studienævns-repræsentanter
was also
put in schedule, to assure a written
proposal with a suggestion to the
curriculum regarding a more specific
description of the learning targets
with focus on the production
part of our projects. Not to make
the production take over or take
more space in the goals, neither to
change the way it works in fact, but
to specify what we do.
as he uttered Lise’s name. A cold
whisper of a future without a loving
person, a dear colleague and dedicated
producer.
As this writer left pejsestuen, quiet
sobbing were heard from one of the
most beautiful rooms of the Aarhus
department of the school.
Informationmeeting in Copenhagen
By Ida Niegaard, Jesper Berger,
Emilie Thit Stilling Netteberg
The anticipation was high when
a large group of students and
staff at the Aarhus department
gathered in “pejsestuen” to hear
what Mads Thygesen had to say
about the current situation of the
school.
The 20th of february in Copenhagen
was announced
to be the day where the
future idea of the school
would be presented. When we came
in to SALEN, Copenhagen, there
was a row of large lighting fixtures
in the middle of the room. SALEN
was filled with expectations to the
great show. Mads, with his hands in
his pockets waiting for the moment.
Surprisingly few people had gathered
to listen to the revealing moment
in Copenhagen. Although a
reporter from DASPA times caught
some people on their way in and
asked them: What do you expect,
and are you excited? One person
answered: ”I have no expectations.
”. Another one had a more negative
tone: ”I am honestly a bit apathetic”.
But there was also some positive
energy in the room that thursday
noon: ”I have a dream about
a clear organizational, political,
pedagogical and strategic vision
for this school... But I don’t expect
it.”. And someone said: “I hope for
more clarity. I feel like everytime
I leave these meetings I feel more
confused. So I hope for less confusion
now.”
At 11.32 Mads started his speech.
After presenting the initiative about
a yearly gathering for all departments,
the confused reporter passive
aggressively whispered to a
fellow student: ”But how?! I don’t
get it?! It seems to be contradicting
- how can we invest in new things
when we have budget cuts?!” The
friendly fellow student calmly replied:
”It is not the same thing. To
want something and therefore to
cut down. It has nothing to do with
budget cuts. It is a choice.” After
some questions from the audience
and a clarifying about the fired
posts Mads ended up with declaring:
”If you can feel a change in
your everyday lifes it is understandable.”
The reporter left SALEN filled up
with lots of new information. But
with a longing for some kind of
visual description of the structures
explaining the new school - Where
was the powerpoint?!
2

DASPA Times
National News
Hilsener fra omverdenen
Kære studerende ved DDSKS
Tak fordi jeg må skrive en hilsen til
jer i denne nye avis. Det er et godt
initiativ, at på den måde få en god
indgang til branchen. En branche
står klar til at tage imod al jeres
kompetence og talent, når I er færdige.
På Momentum har vi meget at gøre
med uddannelserne og jer studerende.
Omtrent hver sæson har vi
elever i scenetjeneste - både skuespillere,
designere og produktionsledere
har haft fine forløb her på
teatret. Vi sætter stor pris på det samarbejde.
Og synes det er relevant
for jer at prøve at arbejde på et mindre
teater.
I mange år har Momentum lagt
scene til årets afgangsforestilling
fra Odense. Det har været
fornøjeligt at have de studerende så
tæt på i en hel produktionsperiode.
Jeg er blevet bedt om at give et par
gode råd til jer studerende og i virkeligheden
er det noget, jeg kunne
tale (og skrive) om længe. Men
hvis jeg skal koge det ned til to
væsentlige opmærksomhedspunkter,
så skal det være disse:
Hvis du får en god ide, så gør noget
ved den. Opsøg teatre, mentorer
(os teaterledere fx) og få noget vejledning
i, hvordan man kommer i
gang med sit professionelle arbejde
- også som skabende kunstner. Det
er en fordel, hvis I grupperer jer
og I skal være klar over, at det kan
være to skridt frem og et tilbage,
men det må I ikke lade jer slå ud
af. Skærp ideen for hver gang, I har
pitchet den og til sidst er der nogen,
der støtter op om projektet. I skal
ikke være bange for, at bede om råd
og vejledning hos nogle af os, der
sidder på teatrene.
Vi vil meget gerne hjælpe jer.
Den anden ting, jeg vil fremhæve
kan virke meget oplagt, men alligevel
synes jeg, jeg bør nævne det.
Se teater! Se så meget scenekunst
i så mange genrer som muligt og i
alle formater. Snak med dem, der
har lavet det efterfølgende. Fortæl
instruktører og andre omkring
produktionerne, at I kan lide deres
arbejde og har lyst til at arbejde
med og for dem. Vær ærlige omkring
hvad I mener og øv jer i, at
skelne mellem det i elsker og det
i synes knapt så godt om. Hæng
ud på teatrene, bliv hængende til
premierefesterne, bliv en del af
branchen, også selvom der ikke er
tilbudt noget arbejde endnu. Det
nytter ikke noget, at sætte sig hjem
og vente på at telefonen ringer.
På Momentum har vi fundet en
måde at alle studerende i Odense
har årskort til teatret. Vi har et formidabelt
samarbejde med skolen
og vi kender virkelig de studerende
godt hernede. Det bliver sådan en
slags familie. Flere grupper fra
skolen har efter endt uddannelse
March 2020 #1
prøvet kræfter med egne produktioner
her på teatret. Det giver hår
på brystet og vi synes at de, der
kaster sig ud i at producere selv er
vilde entreprenører, som bare skal
have al opbakning i verden.
Jeg vil ønske for alle studerende
at de finder et tilsvarende miljø
at hænge ud i og få set så mange
forestillinger som muligt. Det er
åndfuldt at mødes i teatret og får
fortalt nye historier sammen, så
jeg er selvfølgelig kæmpe fan af
konceptet og allerede inden, jeg
har mødt jer alle sammen også på
forhånd kæmpe fan af jer.
Husk Momentum søger ny kunstnerisk
leder hvert år til november
og ofte afholder auditions for skuespillere
til ensemblet. Jeg håber
at møde mange af jer derude i den
virkelige teaterverden.
Mange hilsner og fortsat held og
lykke med uddannelse og karriere
til alle.
Marianne Klint
Kære studerende på Scenekunstskolen,
Jeg kom aldrig ind på skolen, så
jeg er en anelse misundelig på jer –
og jeg håber, at I nyder jeres tid på
skolen og husker at bruge tiden på
at søge efter jeres unikke stemme,
hvordan den kan udfoldes og hvad
det kræver. At I søger efter hvem I
er og hvad I gerne vil kunne bidrage
til scenekunsten i Danmark med.
Det lyder måske som lidt af en kliche.
Men samtidig skylder vi at
huske på, hvilket privilegium det er,
at vi får lov til at beskæftige os med
at skabe kunst. For nok har kunsten
på nogle måder været under pres –
og er det på mange måder stadig – i
en verden, hvor vi i stadig højere
grad afkræves, at vi skal legitimere
de penge, samfundet stiller til rådighed
for os.
Men samtidig tror jeg dybt i hjertet
på, at jo mere digitalt rastløse vi
bliver, og jo mere algoritmer får lov
til hele tiden at give os mere af det,
vi i forvejen godt kan lide, jo mere
får mennesker i vores samfund brug
for det modsatte: For at slukke for
skærmene engang imellem. For
at gøre sig umage og opsøge liveoplevelser.
For at opleve noget sammen
med andre mennesker i fællesskaber.
For den fordybelse og det
nærvær, man ”tvinger” sig selv til i
teatersalen. For at skulle bruge sin
fantasi for at digte med.
Så der er brug for jer derude. Der
er brug for, at vi vil mennesker noget
med vores kunst. Mere end nogensinde
før.
Kærlig hilsen
Kasper Holten
Teaterchef
Hilsen fra skolerådet
På skolen huserer der interesserede
blikke og spekulerende
samtaler, om hvad der skal ske
fremover. Det gør sig også gældende
for rektors vejledende organ,
skolerådet, hvor temaerne
for det sidste møde, i dén grad var
fremtidsrettede.
F.eks. i en fortsat snak om den
nye organisationsstruktur, som
skal pege på helhedsorientering
og samarbejde på tværs af hele
skolen. Men også ved at kigge
på de nye kommende uddannelser
som skolen skal udbyde på
kandidat- og diplomniveau, og
tage spørgsmål op som: hvordan
er vi nyskabende og bevarende
på samme tid; progressive, men
samtidig tilsvarende til behovene
fra den branche som vi uddanner
os ind i.
F.eks. i at genoptage snakken om
undervisningmiljøvurderingen
fra efteråret 2019. Vi bruger den til
at forholde os til skolens psykiske
arbejdsmiljø og stressbelastning.
Vi bruger også UMV’en til at tage
diskussioner om repræsentation i
pensum, og til at kigge på vores
eksisterende krænkelsespolitik.
Det kræver tålmodighed at stå
på skælvende grund og samtidig
have tillid til at det sprækkede
landskab kan samles til et sammenhængende
fundament. Og
der er som sådan ingen ’Breaking
News’, men vi er lige så stille, i
gang med at fuge sprækkerne til,
DASPA Times ønsker ved hver udgivelse
at kunne bringe en udtalelse fra skolerådet.
Denne gang er den skrevet af Agnes Olander
Christiansen
3

DASPA Times
March 2020 #2
The Notebook
Ditte Marie Thygesen - Costume sketches for Alice in Wonderland.
4

DASPA Times
March 2020 #2
The Notebook
Mikkel Rostrup - Pictures from scenography model for Woyzeck
5

DASPA Times
March 2020 #2
Work in progress
DASPA Times wishes to bring both student and staff work out in the open and in the next couple of editions we bring Cecilie Bech
Olsen’s interviews she did in relation to her KUA 2 project.
Dialogkaffe med Cecilie
Til mit selvstændige
projekt 2 undersøgte
jeg ’forståelse’, og om
det at få større viden
om andre fagligheder kunne
skabe større viden om min egen
faglighed. Det er blevet til en
række samtalepodcasts, der ligger
på soundcloud under navnet
”Forestillingen i fokus”. Her er et
lille uddrag fra min samtale om
lysdesign.
Lysdesign – Jesper Berger
Hvad er det fede ved lys?
Det, som jeg synes er det fede ved
lys i scenekunst, er, at det ikke er
statisk. Jeg er meget interesseret
i den visuelle bid af scenekunst,
samt rumlig- og tidslig komposition,
og lysdesign rummer alle
disse ting. Det har selvfølgelig en
meget tydelig visuel påvirkning,
men er også tydeligt rytmeskabende.
Det kan sætte atmosfære i
både farve og retning, men også i
tempo. Et slags musikalsk værktøj
uden lyd.
Egentlig er det grundlæggende, at
jeg er interesseret af teatrets komposition.
Jeg synes ikke det er
sådan, at teatret skal være visuelt
stærkt for at være godt. Jeg kommer
selv fra en slags tradition, som
jeg stadig relaterer meget til, af fysisk
teater. Grotowski, og alle hans
tanker, som egentlig handler om at
fjerne alt som er overflødigt, og det
eneste der er brug for for at lave et
godt kunstværk i teaterrummet er
skuespillere. Det har jeg altid også
været optaget af ved siden af – at
det er vigtigt, at scenekunstværket
klarer sig, selvom strømmen går.
Med det sagt betyder det ikke, at
lys, lyd eller scenografien bare skal
understøtte eller bygges ovenpå på
en skuespiller eller dansers arbejde.
Men hvis dét arbejde er blevet
gennemarbejdet ordentligt, så
efterlader det en plads til at skabe
fortolkninger på det fælles arbejde.
Hvad er det for nogle fortolkninger,
som du synes, at lys kan være med
til at lave?
Rumlige og rytmiske fortolkninger.
Det kan sætte en puls i et rum, og
kan skabe en rumlig rytme, præcis
som musik kan. Ligesom man kan
lægge en lydflade, kan man også
gøre det med lys – det er bare andre
midler, som man arbejder med.
Ikke at det nødvendigvis skal være
sådan, at: ”Nu har vi brug for mere
power, så derfor blinker vi lidt med
lamperne”, men snarere at den intensitet
kan komme fra en retning i
lyset eller en langsom overgang til
et mere dramatisk billede. Jeg har
en stærk følelse af, at jeg arbejder
med rytme som et af mine fundamentale
arbejdsværktøjer.
Du bliver jo ikke uddannet lystekniker,
men lysdesigner. Hvad betyder
designdelen for dig?
På samme tid som begge dele er
fundamentale for at kunne arbejde
med lys, så oplever jeg, at det er to
vidt forskellige ting, præcis som
at være hhv. scenograf eller scenebygger.
Jeg er jo også lystekniker,
fordi jeg ved hvordan jeg kobler
mine lamper, og hvordan jeg programmerer
mine lamper, men den
del er en praktisk del, som handler
om at udføre noget. Designdelen
handler om at fortolke noget, og arbejde
dramaturgisk, kompositorisk
og iscenesættende.
Jeg vil enormt gerne høre, hvad der
inspirerer dig, fordi jeg kommer
til at tænke lys som et meget smalt
medie ift. F.eks. lyd, fordi jeg tænker,
at jeg fra min hverdag kender
tusind forskellige slags lyde?
Det er et godt eksempel. Hvis man
tænker på lyd, så er det noget de
fleste mennesker har en relation til
igennem musik, men det er også
sådan de fleste mennesker tænker
på lyd. Man tænker musik. Så er
lyd meget tættere på os, når vi hører
det, så jeg tror vi bliver meget
lettere påvirkede af lyd.
På samme måde som nogle lyddesignere
arbejder med abstrakte lydlandskab,
så er det mere i det felt,
man bevæger sig som lysdesigner.
Man kan også lave musik med lyset,
men så havner man let i rockkoncert-
eller klubæstetikken. Og
der oplever jeg, at det er noget som
folk kan relatere til.
Når jeg f.eks. møder en tekst, som
jeg skal arbejde med, så tror jeg,
at der findes tre dele af det: det
første er, at jeg prøver at se hvilke
miljøer, at det her skal foregå i. Der
synes jeg enten det er spændende at
besøge de miljøer, og opleve hvilken
essens af rum der eksisterer der,
eller bare tage mine egne associationer
omkring, hvad det er for et
univers og hvorfor nogle fænomener
af lysforandringer, der skulle
kunne foregå.
Det andet er den intuitive følelse
jeg har, når jeg læser en tekst; det
føles som om den her tekst har en
langsom rytme eller en hurtig puls
osv. Og så kan jeg enten vælge at
gå med den intuition eller smide
den væk. Men den intuition er nok
mit eget præg ind i fortolkningsarbejdet,
for det er nødvendigvis ikke
noget jeg har læst i en masse bøger
om, men noget jeg tager fra min erfaring.
Ikke bare af lysdesign, men
alle mulige ting jeg har oplevet.
Den tredje del handler om, at
jeg forsøger at finde paralleller
ud i filosofiske, psykologiske og
politiske spørgsmål, og finde inspiration
og fortolkning i det rent
visuelt.
Jeg skitserer altid i hånden i sort/
hvid, som kan være en slags startpunkt
for hvad jeg synes er spændende.
Så prøver jeg at lave en
slags farveforståelse for det univers,
som jeg vil skabe. Men det er
bare en slags grundidé, som man
kommer ind i rummet med, præcis
som en skuespiller, der har lært
sine replikker. Arbejdet skabes i
rummet, hvor man arbejder. Og jeg
tror, at så længe man kan være lydhør
og åben for det arbejde som
foregår, så kan man også finde
mere spændende udtryk. Men det
kræver selvfølgelig, at man har skabt
de muligheder for sig selv i sit
planlægningsarbejde.
6

DASPA Times
Work in progress
On boredom
By Jesper Berger
Some weeks ago I worked together
with the german superstar Fabian
Thon and examined the fantastic
subject of slowness and boredom.
We both seemed to have a longing
for letting time pass a bit slower
than it usually does. To not get distracted
by a lot of other things and
thoughts - but try to find a focus for
once. Somehow we found out that
this is a very rare position to be
in - to force yourself to slow thinking,
acting and being. But it can
be wonderful! So therefore - here
is a great little score you could try
out to get some time off from your
busy life.
Find a paper - the bigger
the better, but minimum A4.
Find a pen, preferably a
drawing pen of 0,5mm size, but
anything goes.
Find a good chair and a
good table - be comfortable.
Gently put down your pen
to one of the corners of the paper.
Focus.
Now - follow the edge of
the paper and draw a first line all
around the paper.
Do not release the pen, but
continue draw another round inside
of the first line.
Continue this until the paper
is totally filled up or when your
mind is totally empty.
Get lost.
Imagine something.
By spending a lot of time doing
simple tasks - like drawing infinite
lines, putting post its up on walls
all night long, driving a remote
controlled car repetitively into
a wall until the battery goes out,
looking your best friend in her/
his/theirs eyes for a set amount of
hours - I get the feeling of giving
March 2020 #2
myself time. And time is something
I hear a lot of people on our
school is missing out on. I think it
is very sad. We seem to feel that
we do not have time to produce
enough, to get educated enough,
neither do we have enough time
to see each others work and presentations.
I also hear a lot of people
say they don’t have time to
plan, or look into their schedule,
or think about what is coming after
this. And if we don’t have time
for any of this - do we have time
to see each other? Do we have
time to imagine another future?
Do we have time to think of anything
else than our selves? I have
no clue if this is right or wrong or
just cloudy, messy thoughts - but
I think that creating a bit of space
for time would be good for a lot
of us. To get creative, social and
maybe also a bit more understanding.
We might even get interested
in each other.
Strøtanker
Af Signe Lausen
Strøtanker efter forløbet
”Scenekunstens samfundsmæssige
betydning”
De tre første ord, der falder mig ind,
når jeg hører: ”Teaterets funktion i
samfundet” og ”politisk teater” er:
Politik, katarsis og spejl.
Man kan argumentere for, at
scenekunst altid er politisk, ligesom
alt i sidste ende jo er politisk.
Men scenekunst, der kaldes politisk
teater, mener jeg, er dén slags, der
forholder sig direkte til et politisk
emne eller situation. Her kommer
jeg først og fremmest til at tænke
på tidligere Christian Lollike og
Teater Sort/Hvid, men også ”De
Hovedløse” fra Mungo Park, som
er det mest aktuelle teater, jeg endnu
har oplevet. De har formået at
forholde sig direkte til en politisk
konflikt, der pågår samtidig med
forestillingen. De må slutte forestillingen
brat, fordi slutningen ikke
findes endnu, for De Gule Veste
og Macron er ikke nået til enighed
endnu.
På et mere personligt plan mener
jeg, teater også spiller en stor rolle
som katarsis for individet og i forlængelse
alle samfundets borgere.
I hvert den teaterbrugende del. I
en kompleks verden med et uigennemskueligt
virvar af politikere,
kommentatorer, folkebevægelser,
lobbyister og kafkaske bureaukratier,
for ikke at tale om psykisk invaliderende
krav fra alle sider, der
forkrøbler min og de yngre generationer
– dér er det en lise at få følt
noget rent! At få sat billeder og ord
på nogle følelser, der rumsterer i
én, men ikke kan rettes et bestemt
sted hen. At få grædt de tårer, der
trænger til at grædes, og grine dét,
der trænger til at grines. Ligesom
psykoanalysen gør det ubevidste
bevidst og det usagte sagt. Teater
kan rense sindet for opflaskede
følelser, både gode og dårlige, og
lader mig se med klarere øjne og
renere sind, når jeg træder tilbage
ud i verden. Her må jeg igen nævne
Lollike og især hans ”All My
Dreams Come True”.
Scenen fungerer også som et spejl
for tilskuerne, hvor man kan få øje
på strukturer, handlemønstre, sprog
og andre mere eller mindre hensigtsmæssige
aspekter, som man
ikke ser så tydeligt indefra. Man
ser ikke skoven for bare træer og
indgroede vaner og ”Sådan er det
jo bare.” Men sat op på scenen for
at blive betragtet udefra kan man
bedre forholde sig kritisk til sig selv
– som at anskue sig selv i et spejl.
Som at se sig selv – og hvis ikke
konkret mig, så verdenen - gennem
andres øjne.
Meget teater i Danmark i dag er
samfundsbevarende, som Marx
ville kalde det, frem for samfundskritisk.
Det stiller ingen spørgsmål
ved sin samtids tilstand, men er
rent spektakel for at bedøve masserne.
Andreas Liebmann videregav
en betragtning om, at i Tyskland
er der en langt større grad af
samfundskritik indlejret i ikke bare
scenekunstens indhold, men helt
ned i produktionsformer, publikum
og anmeldelser, og at det skyldes
en reform, den tyske kunst- og kultursfære
gennemgik i kølvandet på
2. verdenskrigs propagandakunst.
7

DASPA Times
March 2020 #2
Long Read
Per Knutzon
- med den søgende sjæl
Af Mette Borg
Vi bor på hans vej - og
med sit portrætfoto
hilser han os velkommen,
hver gang vi
går ind i Teatersalen.
Han betragter os med både livlige
og drømmende øjne, mens
cigaretten hænger skødeløstmodernistisk
i mundvigen. Men
hvem var han egentlig, Per K.?
Oprindelig uddannet skuespiller
ved Det Kgl. Teaters elevskole,
men først og fremmest en af
dansk teaters mest betydende sceneinstruktører!
Opsøgende, kontroversiel,
uborgerlig og eksperimenterende.
En aldrig hvilende
sjæl, stærkt optaget af teatrets
nødvendighed og med ønsket om
nå bredere ud end det etablerede.
Gid jeg kunne svinge en kulturhistorisk
tryllestav og lade ham
springe ud af billedet, skodde cigaretten
og deltage i skolens undervisning.
Det ville være utvivlsomt
blive en stjernestund, fyldt med
spørgsmål om, hvorfor vi laver
teater og en diskussion omkring
teatrets rolle, både dengang han
var aktiv lige efter 1.verdenskrig,
i mellemkrigstiden og under
2.verdenskrig og nu, hvor vi står
midt i vor tids store kriser. Så lov
mig ikke at fjerne fotografiet og
omdøb aldrig vejen. Per Knutzon
er en påmindelse til os alle om at
tage teatret alvorligt og møde det
med begejstring, frugtbar tvivl og
intens tro på dets mulighed for at
forandre verden.
Særlig gammel blev han desværre
ikke. Født 1897, død 1948.
Hjertet bristede under premierefesten
efter Riddersalens opførelse
af Jean Anouilhs ’Medea’. Han
spillede selv Jason og havde desuden
instrueret den store forestilling.
Men trods sit alt for korte
liv, nåede han utrolig meget. Da
han begyndte at instruere, var han
især dybt inspireret af tysk ekspressionisme,
hvor mennesket
giver sin forpinte sjæl ’frit løb’ i
en feberagtig spillestil med krop
og stemme i grænseoverskridende
intensitet. Denne udtrykskunst, så
fyldt med lidelse og protest mod
en krigsdyrkende verden ville han
absolut arbejde med og var derfor
med til at stifte Studentersamfundets
Forsøgsscene. I et lille
lokale oppe under taget på Vester
Boulevard (nu H.C.Andersens
Boulevard) blev der eksperimenteret
scenisk og heftigt diskuteret,
- flere af tidens brændende
spørgsmål - mens et cigaret- og
piberygende publikum nød den
intime og engagerede atmosfære.
Det var hæsblæsende aktuelt og
uafrysteligt teater, der fik taget til
at løfte sig i nogle år, indtil 1929.
I 1929 – 31 fortsatte han i samme
spor, men med visse ændringer
mht. struktur og økonomi. Næste
skridt blev derfor Forsøgsscenen,
som han tog initiativet til, sammen
med en gruppe intellektuelle
og kunstnere. Alle mærkede de,
hvordan den kølige vind fra både
fascisme og nazisme begyndte at
blæse ind over frisind og humanisme
og var derfor fast besluttet
på, at teatret skulle tale med en
’stemme’ af indædt modstand.
Desuden var Per stærkt inspireret
af den tyske sceneinstruktør
Erwin Piscator, der med sin
bog ’Det politiske Teater’ (1927)
efterlyste et samfundsengageret
socialistisk teater. Han var også
fascineret af det såkaldte agitpropteater,
som opstod i Rusland
og hurtigt bredte sig til bl.a. Tyskland
i beg. af 1920erne. Agitprop
står for en sammensætning af
agitation og propaganda. Hovedparten
af skuespillerne i agitprop
var ofte amatører,
der kastede sig ud
i en slags moderne
commedia
dell’arte: enkel
sceneopbygning,
typefigurer (Kapitalisten
med stor
cigar, Arbejderen,
etc.) og en demonstrerende
og kommenterende
spille.
Forsøgsscenen
opførte antifascistiske
og pacifistiske
stykker,
bl.a. den unge
Bertolt Brechts
’Trommer i natten’
(Trommeln
in der Nacht),
Georg Büchners
’Woyzeck’, Nordahl Griegs ’Barrabas’
og Friedrich Wolfs ’Cyankalium’;
alle iscenesat af Per
K., der opnåede utrolige resultater
med sin personinstruktion,
så ikke alene de professionelle,
men også amatørerne forløste
stykkernes særlige rå realisme
meget overbevisende. Per vidste
jo, at tiden krævede en ny bevidsthed
hos teaterarbejderen og
oprettede derfor også en elevskole
i tilknytning til Forsøgsscen.
n. Man havde ikke noget permanent
spillested, og fungerede som
et foreningsteater for dermed at
undgå censuren. Økonomisk var
man delvist afhængig af støtte fra
nogle af landets etablerede scener.
Forsøgsscenen var desuden
gennemstrømmet af et ønske om
at forene forskellige kunstarter i
fælles projekter. Således bestod
Scenen også af en filmafdeling
og en marionetafdeling samt en
gruppe komponister og malere,
der alle deltog i arbejdet med at
udvikle nye former og nyt indhold.
Forsøgscenen kan med lidt
god vilje kaldes en slags mini-
Bauhaus-workshopscene.
Portræt af Per Knutzon i foyeren på København afdelingen
af DASPA.
Artiklen fortsætter på næste side
8

DASPA Times
Long Read
Da Forsøgsscenen lukker 1931 er
det på grund af svigtende økonomi
og politisk uenighed blandt gruppen
af kommunister og socialister.
Per lader sig dog ikke slå ud, og
allerede 1932 stifter han R.T. Det
revolutionære teater, som varer til
1935. I R.T., der også er stærkt
agitprop-påvirket, arbejder en kort
overgang Bertolt Brechts hustru,
den store skuespillerinde Helene
Weigel og journalist/ skuespillerinde
Ruth Berlau – ’røde Ruth’.
Sidstnævnte havde mødt Brecht
i 1933 og forelskede sig så dybt i
ham, at hun fulgte ham resten af
livet. Blandt skuespillerne var der
desuden Lulu Ziegler, som bliver
Pers hustru (1936) og senere
folder sit store talent ud inden for
cabaret-genren med både erotiske,
samfundskritiske og antifascistiske
sange. Når man læser om R.T. og
ser fotos fra opsætningerne – kubistiske,
konstruktivistiske scenografier
– kan man nærmest høre de
temperamentsfulde og frugtbare
diskussionerne i ensemblet. Alle
har været i lidenskab, ikke mindst
omkring opsætningen af Brechts
enakter ’Fru Carrars Geværer’, der
kredser om den spanske borgerkrig,
og som bliver et af ensemblets
succés-forestillinger. Desuden
tager man emner op som retten til
abort, kønsmoral og i dette hele
taget socialismens ideer. R.T. inviteres
1933 til Moskva, til den første
såkaldte ’Teaterolympiade’, arrangeret
af bl.a. Piscator, og som varer
fra 25.maj til 5.juni, med 400 deltagere
fra 22 lande.
1935 er det slut med R.T., og Per
bliver leder af Riddersalen de næste
3 år. Blandt hans opsætninger her er
Kjeld Abells antiborgerlige og syngespils-inspirerede
’Melodien der
blev væk’ (m. melodier af Bernhard
Christensen) om menneskets ansvar
for at leve sit liv så fuldt som
muligt. Kjeld Abell skaber selv scenografien
i en tegneserieagtig ekspressionistisk
stil, og forestillingen
er helt unik i sin helt specielle blanding
af naivisme og raffinement.
Folk strømmer til Riddersalen, og
forestillingen går over 800 gange, -
en af dansk teaters største succes’er.
Desuden er Brecht på repertoiret,
både med ’Laser og Pjalter’ (m.
musik af Kurt Weill) og den antifascistiske
og antiracistiske ’Rundhoveder
og Spidshoveder’, der bliver
mødt med stærk modstand i pressen
og desuden demonstrationer af
ung-nazister. Studerer man billedmaterialet
fra både ’Melodien’ og
’Rundhoveder’ oplever man en
stærk lyst til at arbejde med maskeagtig
sminkning, stærk ekspressiv,
skulpturel og marionetagtig spillestil
og i et hele taget en intens vilje
til at trække teatret i retning af det
teatrale, - bort fra naturalismens
’lighed’. Tidens mange ismer, - surrealisme,
dadaisme, kubisme m.fl.
– har helt klart været en inspiration.
Samarbejdet med Brecht var dog
ikke altid lige let, dertil var de to
mænd for forskellige. Brecht marxistisk
analyserende, mens Per stadig
havde en stor del af sit rodnet i en
psykologisk-humanistisk tradition.
- Når vi nu er ved venskaber, var
det faktisk Per Knutzon, der satte
den store danske dramatiker Kjeld
Abell i gang med at skrive, gennem
sine gentagne opfordringer til
Abell om at tro på sit talent. Abell
var oprindelig uddannet cand.polit.,
senere scenograf. Per K. støttede
virkelig Abell, så meget han kunne,
og derfor ramte det ham også hårdt,
når Abell efter ’Melodien’ begyndte
at indlevere sine skuespil til Det
Kgl. Teater. Per opfattede det som
et borgerligt forrædderi og et reelt
svigt.
1935 er også året, hvorbåde Per og
hans hustru Lulu bliver medstiftere
af tidsskriftet ’Kulturkampen
(1935-39), der støtter ’det frie ord’
på tværs af ideologiske forskelle og
fungerer som et stærkt forsvar for
demokrati og humanistiske ideer
og holdninger. Her kan man læse
om abort, seksuelt frisind og arbejdsløshed
og mange andre sociale
problemer. – Desuden er det året,
hvor han, ud over iscenesættelsen
af ’Melodien der blev væk’, er aktiv
på Nørrebros Teater med iscenesættelsen
af forestillingen ’Ned med
krigen’ af Albert Maltz og George
Sklar. Her får publikum en totalteater-oplevelse,
da Per suverænt
blander et følelsesappellerende
teater med Brechtsk Verfremdung.
Varmt og køligt på een og samme
gang. Han nedbryder skellet mellem
scene og sal og dekorerer prosceniet
med plakater samt statistikker
over første verdenskrigs ofre,
Der er ingen tvivl, ja det er ganske givet
Per Knutzonvar forelsket i kunsten og i livet.
Så vild med alt det nye, hvis det var relevant
og ikke kun effekt, men rystende og sandt.
En sammensat person – naiv, begavet, vred
han så jo på en verden, der kæmpede og led
men også elegant, slentrende og åben
med troen på forandring – teatret var hans
våben.
sårede og invalider. Med et lydregi
af arbejdersange og en ekspressiv
propaganda-billedside, - røde
løbesedler med krigsprotesterende
tekster kastes ned fra lysekronen
og balkonerne, - er iscenesættelsen
virkelig sanselig, provokerende og
ekspressionistisk. Piscator ville
have frydet sig.
1938 ønsker han igen at forlade
det ’etablerede’ teater. Han vil ud,
uden for ’murene’, og ansøger den
socialdemokratiske statsminister
Thorvald Stauning om støtte til etableringen
af et arbejderteater. Men
Stauning og hans ministerium afslår.
Man vil under ingen omstændigheder
hjælpe en kommunist.
Derfor er Per henvist til alligevel
at arbejde på forskellige etablerede
scener og gør det professionalisme
og entusiasme. Et højdepunkt
bliver iscenesættelsen af Soyas
’Brudstykker af et mønster’ 1940 på
Folketeatret, hvor skuespillets nye
episodiske dramaturgi og vigtige
livsfilosofi omkring skæbne og
egne livsvalg får en helt organisk
fremførelse.
March 2020 #2
Så blev Danmark besat. Knutzon
iscenesatte for fuldt, og blev igen
leder af Riddersalen 1941-43. Her
var et højdepunkt hans iscenesættelse
af det livsbekræftende skuespil
’Livet er jo dejligt’ af den
amerikanske dramatiker William
Saroyan. Med ’dejligheden’ klaustrofobisk
’besat’ af nazisme og fascisme,
følte Per et stærkt behov for
at give dette smukke skuespil en følsom
iscenesættelse, der fik alle dets
farver til at stå klart. Stykkets poesi
kaldte på en anden side af ham, en
side, som han måske ikke havde
brugt så meget hidtil, nemlig det let
slentrende og ikke aggressive, det
enkle og tilsyneladende ’tilfældige’
og nærmest improviserende i form
og indhold. Per gav her sit publikum
et øjeblik af livsmod og tro på
forandring, trods alt. - Selv var han
i tyskernes søgelys som socialist og
kommunist. Den 29.august 1943
blev han, hustruen Lulu og deres
2 børn, Anne og Lars, arresteret og
sad i Horserødlejren nogle måneder.
Heldigvis lykkedes det dem at flygte
til Sverige. I denne lille artikel
vil en gennemgang af opholdet i
Sverige blive for omfattende – men
her kun dette: Lulu klarede sig godt
og kunne optræde som gæst på diverse
cabaret’er i Stockholm, mens
Per derimod blev betragtet som glødende
kommunist og derfor ikke fik
arbejde i nævneværdig grad. Han
blev reduceret til ’Hr. Ziegler. Det
blev en svær tid for ham.
Efter krigen var det Eksistentialismen,
som for alvor fik sit gennembrud.
Temaer som valg og livsansvar
blev centrale, og Per var
naturligvis - med sin uudslukkelige
nysgerrighed og entusiasme - interesseret
i at arbejde med de skuespil,
der kommenterede og levendegjorde
denne filosofi. Han iscenesætter
bl.a. Jean Paul Sartres ’Døde
uden grave’ og Jean Anouilhs ’Rejsende
uden bagage’ på Frederiksberg
Teater (nuværende Aveny T)
og Tennessee Williams’ ’Glasmenageriet’
og Anouilhs version af
Euripides’ ’Medea’ på Riddersalen.
Det var, som nævnt under premierefesten
på sidstnævnte d. 1.september
1948, at han døde.
Artiklen afsluttes på næste side
9

DASPA Times
Long Read
Anstrengelsen over at spille Medeas
svigtende ægtemand Jason
og tillige iscenesætte det mægtige
stykke, var for meget for hans hjerte.
Hans og Lulus børn var stadig små.
Lars kun 7 år, Anne 13, da deres
far døde. Lars bliver siden en af
dansk teaters førende skuespillere
og instruktører og far til bl.a. Line,
elsket for sine mange absurdistiske,
vidunderligt groteske og samfundsengagerede
skuespil. Den opgave,
der ventede Per K. efter ’Medea’,
var iscenesættelsen af Henrik Ibsens
symbolistiske mesterværk
’Vildanden’ på Det kgl. Teater. Per
var født til den opgave, for han
havde så meget af barnet i sig, men
også visse træk både af den brændende
idealist Gregers Werle og
drømmeren/ fantasten Hjalmar Ekdal.
Samtidig ville han ha’ været
i stand til at hæve sig op over det
hele og se det i forhold til sin egen
tid, der her i 1948 stod på tærsklen
til bl.a. Absurdismen. Hvor er det
dog trist og ærgerligt, at han ikke
nåede at realisere sin Ibsen.
Men de visioner, som Per havde
haft siden sin ungdom om at være
medskaber af et væsentligt teater,
de nåede jo at blive til virkelighed,
- takket være hans utrætteligt søgende
sjæl.
March 2020 #2
Mettes huske digt
Jeg ser på hans runde hoved med øjne, der vågent er med
og følger hans rastløse sjæl, der søger at finde det sted
hvor frihed til eksperimenter, fordybelse, vilde visioner
er levende del af et kunstliv med nyheder og traditioner
Jeg følger hans kamp for kulturen, for åndsliv, der ikke er bange
men vover en samfundskritik, ihærdigt og mange gange.
Hans tro på at arbejderklassen har brug for at finde sin rolle
og identitet i en tid, hvor det er svært at beholde
sig selv og sin tro på verden, i klassekampen og krig.
Per Knutzon åbner sit sind, og lytter til tidsåndens skrig.
Jeg følger hvordan han bruger sin lyd og sit lys som et våben.
Der kommer angreb fra pressen og publikums undren blir måben
men Knutzons ekspressionisme er båret af ægthedens harme
hans vrede var ægte og lang, hans sjæl var fyldt af en varme.
Det er dog ikke altid, at Knutzon sådan ’bider’
for han er humanist med tro på Individer
så smukt naiv som barnet, og fyldt af fantasi
og leger sig til lethed om alt, hvad han kan li'.
Livet er jo dejligt - det er trods alt hans tro
som gi’r hans svage hjerte en optimistisk ro.
Men pludselig en dag, så brister Knutzons hjerte
han bar jo gennem uger Medea /Jasons smerte.
Og så var dansk teater virkelig i nød
en af dens få rebeller var alt for tidligt død.
Please: lad jer inspirere, I bor jo på hans vej
af mandens krasse alvor og lette lyse leg !
Join the DASPA movement!
OPEN CALL
Things are moving fast! We have had the
first editorial meeting, changed name
(from The White Raven, and into DASPA
Times) and are already receiving lots of
content.
Upon the first open call this Tuesday, we
are now offering some different formats for
you to get inspired and bring content to! If
you are already working on a piece – don’t
stress about making it fit to these formats.
As you can read we are also making portraits,
articles, local news, reportages a.s.o.
But to make this newspaper easy to maintain,
we need as many voices as we can get.
We hope this first edition, will spark some
interests you want to share!
And keep updated for our open editorial
meetings.
We are looking for content to:
THE NOTEBOOK: send in pictures
from your notebook, or
what you have in your drawer or
working on right now!
RECOMMENDATIONS: Have
you read, seen, heard,
experienced something great you
want to spread the word
about, let us know!
DASPA DEBATES: Share your
thoughts on a school
concerning subject. Both large and
small scale debates are
more than welcome.
SHARE YOUR WORK: It can
be a snippet, a conclusion, an
abstract or a process. Artistic research,
KUV or bachelor
studies, or just something you are
investigating at the
moment.
BREAKET WANTS TO SEE
YOUR LUNCH: A new concept
based upon two students former
bachelor study and they
want a picture of your lunch plate.
MEM(E)OIR: Memes are the
modern poetry. Send a meme
you have created that expresses
your inner life.
10

DASPA Times
Culture
Each month our beloved chef of the
house, Keith Svane will post one of the
house favorites in DASPA Times. Because
this is the premiere of this concept
it will of couse be his hummus
recipe.
Hummus
400 g of chickpeas (dried)
2 cloves of garlic
10 tablespoons of oliveoil
The juice of 2 limes
30 g of grounded cumin
100 g tahin
a touch of cayennepebber
salt
Recipe of the month
March 2020 #2
Begin one day before by soaking
the chickpeas in water for at
least 12 hours. When your chickpeas
are ready, put them to a boil
with the garlic, oliveoil, limejuice,
cumin, and tahin in water, The
water should cover the chickpeas
by one or two centimeters. When
everything is turning darker, after
aprox. 45-60 mins, you blend it
together while its hot.
Adjust with salt and pepper. It’s
good if the hummus has a thin
constitency because it will thicken
when it gets cold. If it is too
thick - thin it out with more oil
and water, until the consistency is
just right.
The Mem(e)oir
Breaket
wants
to see
your
lunch
By William Lippert
11

DASPA Times
Manifest of the month
March 2020 #2
Since the futurists manifesto was printed on the front page of Le Figaro, there has been a clean line
between newspapers and manifests. So in every edition of DASPA Times, we’ll print a manifesto,
from either the students, or other relevant sources. If you have one or a manifesto in process,
please send it to us! This edition we’ll bring the manifesto by Joana Öhlschlager, 3rd year Dance
and choreography.
A CONTENTLESS MANIFESTO
JOANA ÖHLSCHLAGER
12