Tanketid - Forkyndelsesmateriale

TANKETID FOR DE STORE
KFUM-SPEJDERNE I DANMARK
TANKETID FOR DE STORE
KFUM-SPEJDERNE I DANMARK
om Peter, som gik på vandet?”. ”Næh, ikke rigtigt”. Tobias måtte indrømme, at den ikke
sådan lå helt fremme i hukommelsen. ”Så får du lige et resumé”, grinede Karen. ”Jo, altså.
Jesu disciple er ude at sejle på en sø, uden at Jesus er med. Det bliver uvejr, og langt
fra land får de problemer. Pludselig kommer Jesus gående hen over bølgerne. Disciplene
bliver enormt bange, for de tror, det er et spøgelse. Det er jo ligesom heller ikke helt almindeligt
at se folk komme gående hen over vandet. Jesus råber til dem, at de ikke skal
være bange, for det er bare ham - Jesus. Peter råber tilbage, at hvis det virkelig ER Jesus,
skal han bede Peter komme ud til ham på bølgerne. Jesus siger: ”Kom”, og Peter går ud
på vandet til Jesus. Først kan Peter rent faktisk gå på vandet, men da han ser de store
bølger, bliver han bange og begynder at tvivle, og så synker han. Heldigvis rækker Jesus
hånden frem mod Peter og trækker ham op, så der sker ham ikke noget”
Nu kunne Tobias faktisk godt huske, at han havde hørt historien før. Karen fortsatte: ”Når
man oplever noget som er helt åbenlyst forfærdeligt, urimeligt og helt meningsløst - som
nu f.eks. den der togulykke på Storebæltsbroen, coronavirus, eller terrorangreb rundt
omkring i verden - så bliver man bange, og så kan man da godt undre sig over, hvor Gud
er henne lige dér. Måske bliver jeg i virkeligheden mere vred på Gud, end jeg bliver i tvivl.
Så skælder jeg Gud ud og spørger: ”Hvorfor skulle det ske?”. Karen rynkede brynene og
så meget bestemt ud. ”Hvad svarer han så”, ville Tobias vide. Karens rynkede bryn opløstes
i et smil: ”Nu er det jo ikke ligefrem sådan, at han sender mig en sms med emojis,
men der sker altid det, at jeg kommer i tanker om, hvad Gud har lovet og ikke har lovet.
Han har faktisk aldrig lovet, at vi skal slippe for sorg og modgang. Det er noget, alle kommer
til at opleve i deres liv i større eller mindre grad. Til gengæld har han lovet at være
med os midt i alt det svære, som vi skal igennem”. Tobias syntes, det lød lidt langhåret,
men på den anden side også rart.
Med tiden bliver savnet af en død person mindre, og man finder ud af at livet faktisk går
videre, og ens forældre stadig elsker dig lige højt, selvom de måske bliver skilt. Det helt
særlige er også, at Gud har sagt, at hans kærlighed rækker længere end døden, så når en
person dør, har vi lov til at tro på, at Gud passer på vedkommende. I kirken taler vi også
om, at vi har et ”håb”.
”Hvorfor valgte du egentligt at blive præst, Karen? Du kunne være blevet alt muligt andet
- tandlæge, jurist, revisor?”. ”Lige præcis for det med håbet, Tobias. For at kunne være
med til at give folk håb og trøst, når alting ser allermest skod-agtigt ud. Men det er altså
også dejligt at være med, når folk er rigtig glade til barnedåb og bryllupper og den slags”.
”Hvorfor kommer folk op i kirken med deres barn og får det døbt”, ville Tobias vide. ”Du
har mange gode spørgsmål, Tobias”, sagde Karen. Og hun fortsatte: ”Ligesom når folk
oplever rigtig stor sorg og har brug for Gud til at læsse det hele over på, så oplever de
fleste jo en kæmpestor glæde og lykke over det lille barn. Måske føler de en stor taknemmelighed
over, at fødslen er gået godt og sådan, og så har man brug for et sted at sende
al sin tak hen”. En alarm lød på Tobias´ mobil. ”Shit! Jeg har tysk lige om lidt henne i
skolen. Jeg er nødt til at løbe, Karen”, sagde Tobias. ”Det er bare helt fint, Tobias. Vi ses
næste onsdag”.
”Karen, jeg forstår det altså stadig ikke helt. Hvad hjælper det, at Gud er der, hvis en
person i ens familie er død, eller ens forældre skal skilles, eller man fejler et eller andet
alvorligt, så er ulykken jo ligesom allerede sket?”. Karen sad lidt og tænkte: ”Det hjælper
altid at tale med nogen, og du kan altid sige noget til Gud. Han sætter aldrig sin mobil
på ”fly”. Selvom det kan se helt vildt umuligt ud det hele, så har man lov til at håbe, at
tingene ordner sig igen. At det, som man ikke troede, man skulle kunne komme til at
leve med, alligevel bliver til at leve med. At man kan finde ro indeni med det, der er sket.
46
47