golfenshistorie

SEPTEMBER 2021 | kr. 75,95
GOLFHISTORIE:
100 ÅRS
KAMP OM
ÆREN
SOLHEIM CUP: EMILY FIK ENDELIG JANUAR REVANCHE
2021 | GOLFMAGASINET | 1

GOLFHISTORIE
GOLFHISTORIE
100 ÅRS
RIVALISERING
FORTSÆTTER
For omkring 100 år siden begyndte
rivaliseringen mellem amerikanske og
særligt britiske spillere at spire. Det udviklede
sig til Ryder Cup, som i dag er en af sportsverdens
største begivenheder
• Golfglade Samuel Ryder (tv.) lagde
navn til Ryder Cup og donerede samtidigt
trofæet til dysten, der dengang
var mellem USA og Storbritannien.
Foto: Ukendt
LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE
36 | GOLFMAGASINET | SEPTEMBER 2021 SEPTEMBER 2021 | GOLFMAGASINET | 37

GOLFHISTORIE
GOLFHISTORIE
HENRIK
KNUDSEN
Når Padraig Harringtons 12 europæere
skal dyste mod USA’s bedste golfspillere i
Wisconsin, er det officielt 43. opgør i rækken
af Ryder Cups.
Altså anerkender man, at opgøret på
Worcester Country Club i Massachusetts i
1927 var den første, officielle match. Men
faktisk var der indtil flere tilløb og et par
uofficielle matcher allerede inden da.
Golfspillet i USA blev i de tidlige år
totalt domineret af britiske immigranter,
og selv om flere af dem havde optaget
amerikansk statsborgerskab, blev de
stadig ikke anset som ”rigtige” amerikanere.
Først i 1911 og 1913 lykkedes det for
amerikansk fødte spillere at vinde US
Open, og det satte for alvor gang i væksten
”over there”. I 1916 blev det amerikanske
PGA stiftet, og fra begyndelsen
af 1920’erne kom de bedste af dem endog
over til Storbritannien og vandt The
Open. Især Walter Hagen gjorde indtryk
med sejre i 1922 og 1924. Derfor var der
ved flere lejligheder nogle, der foreslog
en match mellem de bedste fra hver side
af Atlanten. Dengang dog underforstået
Storbritannien mod USA.
Det første forsøg var i 1920 i forbindelse
med The Open, hvor en flok amerikanerne
alligevel var rejst over for at deltage.
Der blev spillet under forholdsvis primitive
forhold på det nyanlagte anlæg
på Gleneagles i Skotland, men matchen
blev overskygget af en anden turnering,
og amerikanerne kunne ikke rigtigt stille
med fuldt hold, så det gik lidt i vasken.
Seks år senere var det et væsentlig bedre
organiseret forsøg. The Open havde fået
så mange tilmeldinger, at man blev nødt
til at afvikle kvalifikation på tre forskellige
baner rundt om i kongeriget. Én af dem
var Sunningdale sydvest for London, hvor
de amerikanske deltagere skulle spille, og
her var det så idéen at samle de to hold på
nabobanen Wentworth. Man havde endda
fået en sponsor til et trofæ. Den golfglade
Samuel Ryder, og hans bror James, havde
bestilt et fornemt trofæ hos én af Londons
førende guldsmede.
Samuel Ryder var en meget foretagsom
mand. Han var oprindeligt født i Manchester,
men ham og hans bror flyttede
golfglade
Samuel Ryder, og
hans bror James,
havde bestilt et fornemt
trofæ hos én af Londons
førende guldsmede
’’Den
ret tidligt til St. Albans lige nordøst for
London, og her havde de stor succes med
at sælge frø i små pakker til almindelige
husstande. Først under navnet Heath &
Heather og senere som Ryder & Son. Samuel
Ryder var desuden både borgmester
i St. Albans og menighedsrådsformand og
meget mere.
Måske var det arbejdsbyrden, der førte
til svigtende helbred og en anbefaling
fra lægen om at begynde at motionere.
Helbredet tillod desværre ikke cricket,
som ellers var hans store passion, så han
kastede sig i stedet over golf. Og da han
ikke var typen, der gjorde ting halvhjertet,
bestilte han den lokale pro til at komme
til sin herregård seks gange om ugen for
at give ham undervisning. Et år senere, da
han var kommet ned i handicap 6, følte
han sig god nok til at melde sig ind i den
lokale klub. Et år senere blev han valgt til
formand.
Trofæets første match
Hans interesse for golf betød også, at
Heath & Heather begyndte at sponsorere
golfturneringer. De blev hurtigt kendt,
ikke mindst fordi de betalte alle spillerne
fem pund og havde hele 50 pund
til vinderen. Det var kun 25 pund mindre
end til selveste The Open, og turneringerne
tiltrak derfor så prominente navne
som Harry Vardon, James Braid, George
Duncan og en englænder ved navn Abe
Mitchell, som var kendt som den bedste
britiske spiller, der endnu ikke havde
vundet The Open.
Mitchell og Ryder blev venner, og
Samuel Ryders interesse for golf blev
endnu større. Han ansatte Mitchell som
sin personlige træner og sponsorerede
ham, så han kunne vinde The Open
(hvilket dog aldrig lykkedes). Men trofæet
blev udarbejdet med en golfspiller på
toppen – og denne spiller forestiller Abe
Mitchell. Præcis hvorfor trofæet ikke
blev uddelt efter denne match, er der lidt
divergerende historier om. Nogle mener,
at trofæet simpelthen ikke var blevet
færdigt, medens Golf Illustrated fra 11. juni
1926 fortæller, at den store generalstrejke
i London gjorde det usikkert, hvor mange
af de amerikanske spillere ville være
til stede – og at Mr. Ryder derfor havde
tilbageholdt trofæet, der ellers var doneret
til at blive spillet om årligt. Matchen blev
dog spillet, og Wentworth-klubben donerede
i stedet et sæt guldmedaljer til det
vindende hold.
På selve trofæet kan man dog se, at året
1927 er graveret, så det støtter teorien om,
at det ikke var helt klart året før. Omkostningerne
til det eksklusive trofæ blev
i øvrigt delt mellem Samuel Ryder, 100
pund, Golf Illustrated, 100 pund og Royal &
Ancient, 50 pund.
Første gang det blev set offentligt, var
da det britiske hold tog til USA i god tid
inden US Open. Forinden havde det britiske
og det amerikanske PGA indgået en
aftale om at afholde og afvikle opgøret på
skift hvert andet år.
På den tid havde de fleste professionelle
imidlertid også et klubjob. De fleste
klubber stillede sig forstående over for,
at deres pro deltog i store turneringer, og
mange af dem støttede det endda. Der var
jo også lidt prestige i at have en pro, der
klarede sig godt i den slags. Men hvis de
skulle sejle over og spille US Open – og
tilmed en Ryder Cup ugen inden - så ville
de være væk i mindst fem uger, og det var
ikke populært i mange klubber.
I tilgift ville rejseomkostningerne, selv
på anden klasse, overstige de fleste spilleres
formåen. Derfor måtte Golf Illustrated
starte en indsamling med formålet at få
de britiske golfklubber til at skænke 3000
pund, så spillerne kunne rejse derover
og ”genrejse nationens stolthed”, som
det hed. Indsamlingen fik dog ikke helt
den forventede opbakning, men Golf
Illustrated og Samuel Ryder sørgede for
de sidste penge, så holdet alligevel kom
afsted.
Amerikanernes dominans
Medens de britiske pro’er stadig blev
betragtet som ”tyende” i deres respektive
klubber, så var de bedste amerikanere til
gengæld blevet sportsstjerner. Den bedste
af dem alle – Walter Hagen – havde
sørget for, at det britiske hold skulle få en
ordentlig velkomst i havnen i New York.
Til deres store overraskelse blev det
blege og søsyge hold mødt af store fanfarer
og festivitas samt en gæstfrihed
og luksus, der næsten slog benene væk
under dem. Nogle af dem var desværre så
medtagede af søsyge, at de måtte melde
fra til matchen, som amerikanerne vandt
meget overlegent 9½ mod 2½.
Briterne fik revanche, da de to hold
mødtes igen to år senere ved Leeds i
England, og det var tendensen de første
år. Hjemmeholdet havde som regel
for stor fordel. Men efter få år begyndte
Anden Verdenskrig at præge briterne,
og amerikanerne vandt mere og mere
overbevisende i mange år. Endda uanset
hvor der blev spillet. En enkelt undtagelse
var i 1957, men ellers var amerikanerne så
dominerende, at mange mistede interessen
for opgøret. Man havde endda udvidet
holdet til også at inkludere spillere fra Irland,
men lige lidt hjalp det. Det begyndte
at bekymre selv de amerikanske spillere,
for selve opgøret havde jo potentielt så
meget at byde på.
I mellemtiden var European Tour blevet
stiftet tilbage i 1971, og fra at være et rent
britisk anliggende var der begyndt at
• Ainsdale-banen ved Southport,
Lancashire lagde fairways til Ryder
Cup i 1937. Her vandt amerikanerne
for første gang på engelsk jord. Foto:
Smith Archive/Alamy
38 | GOLFMAGASINET | SEPTEMBER 2021 SEPTEMBER 2021 | GOLFMAGASINET | 39

GOLFHISTORIE
GOLFHISTORIE
• I 1985 vandt Europa for første gang siden
1957. Her fejrer kaptajn Tony Jacklin sejren.
Foto: Trinity Mirror/Alamy
• Der blev for første gang spillet om det
ikoniske Ryder Cup-trofæ i 1927. Foto:
Ukendt
dukke nogle spillere fra det europæiske
kontinent frem i billedet. Især de spanske
spillere begyndte at blande sig, og der
var en meget spændende ung spiller ved
navn Severiano Ballesteros, som var begyndt
at betage golffans over hele verden.
Europæisk tilbageslag
Som bare 19-årig havde Ballesteros delt
andenpladsen i The Open sammen med
Jack Nicklaus, og han vandt European
Tours Order of Merit som både 19 og 20-
årig. Den slags blev bemærket – også i
USA.
Så en aften ved en større middag havde
Jack Nicklaus trukket den daværende formand
for det britiske PGA, Lord Derby, til
side og foreslået, at briterne måske skulle
overveje at udvide Ryder Cup-holdet til
også at inkludere spillere fra det europæiske
kontinent.
Europa mod USA lød ligesom lidt mere
jævnbyrdigt end Storbritannien og Irland
mod USA. Forslaget faldt ikke umiddelbart
i god jord. Det var jo det samme som
at sige, at Storbritannien ikke længe var
en stormagt. Men efter lidt betænkningstid
og endnu et svigende nederlag i 1977,
endda på hjemmebane, gav briterne sig,
og i 1979 var der for første gang to spanske
spillere på det europæiske hold.
Antonio Garrido og Severiano Ballesteros
blev endda sendt ud i den allerførste
foursome, men de tabte desværre til
Lanny Wadkins og Larry Nelson. De revancherede
sig dog i eftermiddagens fourballs
mod Fuzzy Zoeller og Hubert Green,
og dermed havde europæere bidraget med
det første point. Amerikanerne vandt dog
igen forholdsvist sikkert. Men en ny æra
var indledt.
Fire år senere, i 1983 på PGA National
i Florida, endte det hele i et fantastisk
spændende drama, som gav både spillere,
medier og fans troen på, at her var der
noget, der kunne blive rigtigt stort. Tony
Jacklin havde overtaget kaptajnsrollen
for Europa, og han havde stillet nogle
betingelser til det britiske PGA. Han var
nemlig alt for godt klar over, at amerikanerne
ofte var indtil flere point foran på
det psykologiske plan inden starten. Hvor
europæerne fløj på økonomiklasse og
selv skulle betale deres tøj samt caddies
og den slags, så ankom amerikanerne på
første klasse i flotte uniformer og havde
endda deres koner og kærester med. Nu
krævede Jacklin cashmeretrøjer, nye bags
og Concorde på turen derover. Og det så
ud til at have en virkning. Europæerne
pressede amerikanerne til allersidste
single, og selv om det endte med en amerikansk
sejr på den mindst mulige margin
- 14,5 mod 13,5 – så var alle klar over, at de
nu havde fået kam til deres hår.
I 1985 på The Belfry ved Birmingham
kom så gennembruddet. Europa vandt
for første gang siden 1957. Oveni købet
overbevisende – 16,5 mod 11,5. Der havde
været en uafgjort match i 1969, men ellers
havde amerikanerne domineret – ja, ofte
næsten ydmyget – deres modstandere si-
den 1933. Så forløsningen var til at forstå,
og festen var både stor og lang.
Flere af matcherne er blevet legendariske,
og golffans over hele verden husker
alle, da Seve drivede 10. hul (et par 4-hul),
og da Sam Torrance holede det vindende
putt. Mediernes interesse blev også pludselig
vakt. Indtil da havde det været småt
med dækning i både aviser og tv, men nu
begyndte tv-selskaberne at kæmpe om
rettighederne.
OK, tænkte amerikanerne. Hjemmebane
giver jo unægtelig en fordel. Så de var
sikre på oprejsning, da de to år senere bød
europæerne velkomne på Muirfield Village
i Ohio. For første gang nogensinde ville
ABC sende direkte fra opgøret.
Jack Nicklaus var kaptajn, og der skulle
endda spilles på en bane, han havde lavet.
Stemningen på Muirfield Village blev
dog præget af, at hele 2000 europæiske
golffans var rejst med til Ohio for at støtte
deres spillere. Og de kunne høres!
På førstedagen delte de to hold foursomes,
men om eftermiddagen vandt europæerne
alle fire fourballs. Og så var presset
på hjemmeholdet. Lørdagens matcher blev
delt, og selv om amerikanerne traditionelt
var suveræne i singlerne, så holdt folk som
Clark, Darcy og Ballesteros fast og sikrede
den nærmest utænkelige sejr.
Europa forsvarede trofæet i 1989 efter
uafgjort på The Belfry, så amerikanerne
var virkeligt pressede, da de to hold igen
mødtes to år senere på Kiawah Island i
USA. Det var midt under Den Første Golfkrig
(altså den i Mellemøsten), og amerikanerne
var, som de altid er under den slags
kriser, meget patriotiske. Nogle tilskuere
og enkelte spillere tog militært tøj og hatte
på, og kaptajn Dave Stockton stillede op til
pressemøder med Stars’n Stripes påsyet
tøjet. Stemningen omkring Kiawah var
meget speciel, og da der samtidigt var en
meget anspændt stemning mellem visse
af spillerne, så var medierne ikke langsomme
til at døbe opgøret ”The War on the
Shore.”
Sportsligt blev det ikke den bedste afvikling,
men de europæiske spillere kendte
efterhånden deres amerikanske modstandere
så godt, at de forstod situationen. Det
hele endte med at blive afgjort af det sidste
putt på den sidste green i den allersidste
match. Det putt missede Bernhard Langer,
og selv om amerikanerne også vandt to år
efter, så blev det alligevel indledningen af
en periode med europæisk succes.
Det er nok forkert at kalde det ”europæisk
dominans” - men fakta er, at Europa
har vundet 8 ud af de sidste 11 opgør. Og
det har betydet, at Ryder Cup har udviklet
sig fra en lidt trist affære, så længe amerikanerne
vandt så suverænt, til en af de
største sportsbegivenheder i verden.
På samme måde, som man så det med
America’s Cup, så blev det først interessant,
når nogen kunne give amerikanerne
modstand. For det er altså sjovt at vinde
over de sejrsvante amerikanere.
40 | GOLFMAGASINET | SEPTEMBER 2021 SEPTEMBER 2021 | GOLFMAGASINET | 41