golfenshistorie

whodesign

SEPTEMBER 2021 | kr. 75,95

GOLFHISTORIE:

100 ÅRS

KAMP OM

ÆREN

SOLHEIM CUP: EMILY FIK ENDELIG JANUAR REVANCHE

2021 | GOLFMAGASINET | 1


GOLFHISTORIE

GOLFHISTORIE

100 ÅRS

RIVALISERING

FORTSÆTTER

For omkring 100 år siden begyndte

rivaliseringen mellem amerikanske og

særligt britiske spillere at spire. Det udviklede

sig til Ryder Cup, som i dag er en af sportsverdens

største begivenheder

• Golfglade Samuel Ryder (tv.) lagde

navn til Ryder Cup og donerede samtidigt

trofæet til dysten, der dengang

var mellem USA og Storbritannien.

Foto: Ukendt

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE

36 | GOLFMAGASINET | SEPTEMBER 2021 SEPTEMBER 2021 | GOLFMAGASINET | 37



GOLFHISTORIE

GOLFHISTORIE

HENRIK

KNUDSEN

Når Padraig Harringtons 12 europæere

skal dyste mod USA’s bedste golfspillere i

Wisconsin, er det officielt 43. opgør i rækken

af Ryder Cups.

Altså anerkender man, at opgøret på

Worcester Country Club i Massachusetts i

1927 var den første, officielle match. Men

faktisk var der indtil flere tilløb og et par

uofficielle matcher allerede inden da.

Golfspillet i USA blev i de tidlige år

totalt domineret af britiske immigranter,

og selv om flere af dem havde optaget

amerikansk statsborgerskab, blev de

stadig ikke anset som ”rigtige” amerikanere.

Først i 1911 og 1913 lykkedes det for

amerikansk fødte spillere at vinde US

Open, og det satte for alvor gang i væksten

”over there”. I 1916 blev det amerikanske

PGA stiftet, og fra begyndelsen

af 1920’erne kom de bedste af dem endog

over til Storbritannien og vandt The

Open. Især Walter Hagen gjorde indtryk

med sejre i 1922 og 1924. Derfor var der

ved flere lejligheder nogle, der foreslog

en match mellem de bedste fra hver side

af Atlanten. Dengang dog underforstået

Storbritannien mod USA.

Det første forsøg var i 1920 i forbindelse

med The Open, hvor en flok amerikanerne

alligevel var rejst over for at deltage.

Der blev spillet under forholdsvis primitive

forhold på det nyanlagte anlæg

på Gleneagles i Skotland, men matchen

blev overskygget af en anden turnering,

og amerikanerne kunne ikke rigtigt stille

med fuldt hold, så det gik lidt i vasken.

Seks år senere var det et væsentlig bedre

organiseret forsøg. The Open havde fået

så mange tilmeldinger, at man blev nødt

til at afvikle kvalifikation på tre forskellige

baner rundt om i kongeriget. Én af dem

var Sunningdale sydvest for London, hvor

de amerikanske deltagere skulle spille, og

her var det så idéen at samle de to hold på

nabobanen Wentworth. Man havde endda

fået en sponsor til et trofæ. Den golfglade

Samuel Ryder, og hans bror James, havde

bestilt et fornemt trofæ hos én af Londons

førende guldsmede.

Samuel Ryder var en meget foretagsom

mand. Han var oprindeligt født i Manchester,

men ham og hans bror flyttede

golfglade

Samuel Ryder, og

hans bror James,

havde bestilt et fornemt

trofæ hos én af Londons

førende guldsmede

’’Den

ret tidligt til St. Albans lige nordøst for

London, og her havde de stor succes med

at sælge frø i små pakker til almindelige

husstande. Først under navnet Heath &

Heather og senere som Ryder & Son. Samuel

Ryder var desuden både borgmester

i St. Albans og menighedsrådsformand og

meget mere.

Måske var det arbejdsbyrden, der førte

til svigtende helbred og en anbefaling

fra lægen om at begynde at motionere.

Helbredet tillod desværre ikke cricket,

som ellers var hans store passion, så han

kastede sig i stedet over golf. Og da han

ikke var typen, der gjorde ting halvhjertet,

bestilte han den lokale pro til at komme

til sin herregård seks gange om ugen for

at give ham undervisning. Et år senere, da

han var kommet ned i handicap 6, følte

han sig god nok til at melde sig ind i den

lokale klub. Et år senere blev han valgt til

formand.

Trofæets første match

Hans interesse for golf betød også, at

Heath & Heather begyndte at sponsorere

golfturneringer. De blev hurtigt kendt,

ikke mindst fordi de betalte alle spillerne

fem pund og havde hele 50 pund

til vinderen. Det var kun 25 pund mindre

end til selveste The Open, og turneringerne

tiltrak derfor så prominente navne

som Harry Vardon, James Braid, George

Duncan og en englænder ved navn Abe

Mitchell, som var kendt som den bedste

britiske spiller, der endnu ikke havde

vundet The Open.

Mitchell og Ryder blev venner, og

Samuel Ryders interesse for golf blev

endnu større. Han ansatte Mitchell som

sin personlige træner og sponsorerede

ham, så han kunne vinde The Open

(hvilket dog aldrig lykkedes). Men trofæet

blev udarbejdet med en golfspiller på

toppen – og denne spiller forestiller Abe

Mitchell. Præcis hvorfor trofæet ikke

blev uddelt efter denne match, er der lidt

divergerende historier om. Nogle mener,

at trofæet simpelthen ikke var blevet

færdigt, medens Golf Illustrated fra 11. juni

1926 fortæller, at den store generalstrejke

i London gjorde det usikkert, hvor mange

af de amerikanske spillere ville være

til stede – og at Mr. Ryder derfor havde

tilbageholdt trofæet, der ellers var doneret

til at blive spillet om årligt. Matchen blev

dog spillet, og Wentworth-klubben donerede

i stedet et sæt guldmedaljer til det

vindende hold.

På selve trofæet kan man dog se, at året

1927 er graveret, så det støtter teorien om,

at det ikke var helt klart året før. Omkostningerne

til det eksklusive trofæ blev

i øvrigt delt mellem Samuel Ryder, 100

pund, Golf Illustrated, 100 pund og Royal &

Ancient, 50 pund.

Første gang det blev set offentligt, var

da det britiske hold tog til USA i god tid

inden US Open. Forinden havde det britiske

og det amerikanske PGA indgået en

aftale om at afholde og afvikle opgøret på

skift hvert andet år.

På den tid havde de fleste professionelle

imidlertid også et klubjob. De fleste

klubber stillede sig forstående over for,

at deres pro deltog i store turneringer, og

mange af dem støttede det endda. Der var

jo også lidt prestige i at have en pro, der

klarede sig godt i den slags. Men hvis de

skulle sejle over og spille US Open – og

tilmed en Ryder Cup ugen inden - så ville

de være væk i mindst fem uger, og det var

ikke populært i mange klubber.

I tilgift ville rejseomkostningerne, selv

på anden klasse, overstige de fleste spilleres

formåen. Derfor måtte Golf Illustrated

starte en indsamling med formålet at få

de britiske golfklubber til at skænke 3000

pund, så spillerne kunne rejse derover

og ”genrejse nationens stolthed”, som

det hed. Indsamlingen fik dog ikke helt

den forventede opbakning, men Golf

Illustrated og Samuel Ryder sørgede for

de sidste penge, så holdet alligevel kom

afsted.

Amerikanernes dominans

Medens de britiske pro’er stadig blev

betragtet som ”tyende” i deres respektive

klubber, så var de bedste amerikanere til

gengæld blevet sportsstjerner. Den bedste

af dem alle – Walter Hagen – havde

sørget for, at det britiske hold skulle få en

ordentlig velkomst i havnen i New York.

Til deres store overraskelse blev det

blege og søsyge hold mødt af store fanfarer

og festivitas samt en gæstfrihed

og luksus, der næsten slog benene væk

under dem. Nogle af dem var desværre så

medtagede af søsyge, at de måtte melde

fra til matchen, som amerikanerne vandt

meget overlegent 9½ mod 2½.

Briterne fik revanche, da de to hold

mødtes igen to år senere ved Leeds i

England, og det var tendensen de første

år. Hjemmeholdet havde som regel

for stor fordel. Men efter få år begyndte

Anden Verdenskrig at præge briterne,

og amerikanerne vandt mere og mere

overbevisende i mange år. Endda uanset

hvor der blev spillet. En enkelt undtagelse

var i 1957, men ellers var amerikanerne så

dominerende, at mange mistede interessen

for opgøret. Man havde endda udvidet

holdet til også at inkludere spillere fra Irland,

men lige lidt hjalp det. Det begyndte

at bekymre selv de amerikanske spillere,

for selve opgøret havde jo potentielt så

meget at byde på.

I mellemtiden var European Tour blevet

stiftet tilbage i 1971, og fra at være et rent

britisk anliggende var der begyndt at

• Ainsdale-banen ved Southport,

Lancashire lagde fairways til Ryder

Cup i 1937. Her vandt amerikanerne

for første gang på engelsk jord. Foto:

Smith Archive/Alamy

38 | GOLFMAGASINET | SEPTEMBER 2021 SEPTEMBER 2021 | GOLFMAGASINET | 39



GOLFHISTORIE

GOLFHISTORIE

• I 1985 vandt Europa for første gang siden

1957. Her fejrer kaptajn Tony Jacklin sejren.

Foto: Trinity Mirror/Alamy

• Der blev for første gang spillet om det

ikoniske Ryder Cup-trofæ i 1927. Foto:

Ukendt

dukke nogle spillere fra det europæiske

kontinent frem i billedet. Især de spanske

spillere begyndte at blande sig, og der

var en meget spændende ung spiller ved

navn Severiano Ballesteros, som var begyndt

at betage golffans over hele verden.

Europæisk tilbageslag

Som bare 19-årig havde Ballesteros delt

andenpladsen i The Open sammen med

Jack Nicklaus, og han vandt European

Tours Order of Merit som både 19 og 20-

årig. Den slags blev bemærket – også i

USA.

Så en aften ved en større middag havde

Jack Nicklaus trukket den daværende formand

for det britiske PGA, Lord Derby, til

side og foreslået, at briterne måske skulle

overveje at udvide Ryder Cup-holdet til

også at inkludere spillere fra det europæiske

kontinent.

Europa mod USA lød ligesom lidt mere

jævnbyrdigt end Storbritannien og Irland

mod USA. Forslaget faldt ikke umiddelbart

i god jord. Det var jo det samme som

at sige, at Storbritannien ikke længe var

en stormagt. Men efter lidt betænkningstid

og endnu et svigende nederlag i 1977,

endda på hjemmebane, gav briterne sig,

og i 1979 var der for første gang to spanske

spillere på det europæiske hold.

Antonio Garrido og Severiano Ballesteros

blev endda sendt ud i den allerførste

foursome, men de tabte desværre til

Lanny Wadkins og Larry Nelson. De revancherede

sig dog i eftermiddagens fourballs

mod Fuzzy Zoeller og Hubert Green,

og dermed havde europæere bidraget med

det første point. Amerikanerne vandt dog

igen forholdsvist sikkert. Men en ny æra

var indledt.

Fire år senere, i 1983 på PGA National

i Florida, endte det hele i et fantastisk

spændende drama, som gav både spillere,

medier og fans troen på, at her var der

noget, der kunne blive rigtigt stort. Tony

Jacklin havde overtaget kaptajnsrollen

for Europa, og han havde stillet nogle

betingelser til det britiske PGA. Han var

nemlig alt for godt klar over, at amerikanerne

ofte var indtil flere point foran på

det psykologiske plan inden starten. Hvor

europæerne fløj på økonomiklasse og

selv skulle betale deres tøj samt caddies

og den slags, så ankom amerikanerne på

første klasse i flotte uniformer og havde

endda deres koner og kærester med. Nu

krævede Jacklin cashmeretrøjer, nye bags

og Concorde på turen derover. Og det så

ud til at have en virkning. Europæerne

pressede amerikanerne til allersidste

single, og selv om det endte med en amerikansk

sejr på den mindst mulige margin

- 14,5 mod 13,5 – så var alle klar over, at de

nu havde fået kam til deres hår.

I 1985 på The Belfry ved Birmingham

kom så gennembruddet. Europa vandt

for første gang siden 1957. Oveni købet

overbevisende – 16,5 mod 11,5. Der havde

været en uafgjort match i 1969, men ellers

havde amerikanerne domineret – ja, ofte

næsten ydmyget – deres modstandere si-

den 1933. Så forløsningen var til at forstå,

og festen var både stor og lang.

Flere af matcherne er blevet legendariske,

og golffans over hele verden husker

alle, da Seve drivede 10. hul (et par 4-hul),

og da Sam Torrance holede det vindende

putt. Mediernes interesse blev også pludselig

vakt. Indtil da havde det været småt

med dækning i både aviser og tv, men nu

begyndte tv-selskaberne at kæmpe om

rettighederne.

OK, tænkte amerikanerne. Hjemmebane

giver jo unægtelig en fordel. Så de var

sikre på oprejsning, da de to år senere bød

europæerne velkomne på Muirfield Village

i Ohio. For første gang nogensinde ville

ABC sende direkte fra opgøret.

Jack Nicklaus var kaptajn, og der skulle

endda spilles på en bane, han havde lavet.

Stemningen på Muirfield Village blev

dog præget af, at hele 2000 europæiske

golffans var rejst med til Ohio for at støtte

deres spillere. Og de kunne høres!

På førstedagen delte de to hold foursomes,

men om eftermiddagen vandt europæerne

alle fire fourballs. Og så var presset

på hjemmeholdet. Lørdagens matcher blev

delt, og selv om amerikanerne traditionelt

var suveræne i singlerne, så holdt folk som

Clark, Darcy og Ballesteros fast og sikrede

den nærmest utænkelige sejr.

Europa forsvarede trofæet i 1989 efter

uafgjort på The Belfry, så amerikanerne

var virkeligt pressede, da de to hold igen

mødtes to år senere på Kiawah Island i

USA. Det var midt under Den Første Golfkrig

(altså den i Mellemøsten), og amerikanerne

var, som de altid er under den slags

kriser, meget patriotiske. Nogle tilskuere

og enkelte spillere tog militært tøj og hatte

på, og kaptajn Dave Stockton stillede op til

pressemøder med Stars’n Stripes påsyet

tøjet. Stemningen omkring Kiawah var

meget speciel, og da der samtidigt var en

meget anspændt stemning mellem visse

af spillerne, så var medierne ikke langsomme

til at døbe opgøret ”The War on the

Shore.”

Sportsligt blev det ikke den bedste afvikling,

men de europæiske spillere kendte

efterhånden deres amerikanske modstandere

så godt, at de forstod situationen. Det

hele endte med at blive afgjort af det sidste

putt på den sidste green i den allersidste

match. Det putt missede Bernhard Langer,

og selv om amerikanerne også vandt to år

efter, så blev det alligevel indledningen af

en periode med europæisk succes.

Det er nok forkert at kalde det ”europæisk

dominans” - men fakta er, at Europa

har vundet 8 ud af de sidste 11 opgør. Og

det har betydet, at Ryder Cup har udviklet

sig fra en lidt trist affære, så længe amerikanerne

vandt så suverænt, til en af de

største sportsbegivenheder i verden.

På samme måde, som man så det med

America’s Cup, så blev det først interessant,

når nogen kunne give amerikanerne

modstand. For det er altså sjovt at vinde

over de sejrsvante amerikanere.

40 | GOLFMAGASINET | SEPTEMBER 2021 SEPTEMBER 2021 | GOLFMAGASINET | 41


More magazines by this user
Similar magazines