Ildfugl - en podcast for dårlige lyttere og stilhedsentusiaster

Ildfugl
En podcastbog til dårlige lyttere og stilhedsentusiaster.
BRUNO LANGDAHL
Bruno Langdahl

Ildfugl
En podcastbog til dårlige lyttere og stilhedsentusiaster.
BRUNO LANGDAHL

INDHOLD
Velkommen til en flyvende podcast. Med ild i!
Flyvefisk på træk
Bordvers
Død for mig
103
Nørrestrand Katedral
Men
1
12
23
30
42
51
1
l

O p s ta n d e ls e
Der er en have, der lyser.
Efter mørket, der blev mørkere og mørkest.
Er der en have, der lyser.
Efter den sidste dråbe af lys er vredet ud af nattehimlen.
Er der en have, der lyser.
Efter slag blev til vold blev til død.
Og endnu længere.
Bryder et lys igennem.
Fra en gudsforladt tømrer på planker.
Fra en gravhule, hvor Han ikke er.
Udgår et lys.
Og skyggerne fra det lys, er som at se ind i solen.
Som en smilende præst i Sydafrika.
Som en mild mor, der serverer ris i Calcutta.
Som når alt håb endegyldig er ude: Håb. Opstand.
Det er myte. Det er mere end myte.
Det er begivenhed. Det er mere end begivenhed.
Det er her, det krydser.

Hvor livet bliver eventyrligt og derfor virkeligt. Eller omvendt.
Hvor garderobeskabe opfører sig mærkeligt,
hvor der er en kamp at kæmpe og et lejrbål at tænde i Nangiala.
Hvor alt er helt nyt.
Det er exodus.
Det er ikke en udfrielse.
Det er en indfrielse.
Det er en frisættelse.
Indsættelse. Her.
Det er en frihed til at være i verden.
Elske verden.
Det er fysisk.
Thomas.
Bare gør dit indtryk
Dit indryk
Med skeptikerens udtryk
Et gud-tryk
Behøver ik’ få fingeren ud, knægt
Bare sæt fingeren på det ømme sted
Vi’ en skeptiker-slægt
Som føler ind og føler med.

Det er fysisk.
Voldsomt fysisk.
Det er Himlen.
Den falder ned om ørene på os.
Nu.
Det er et hvedekorn.
Det giver efter.
Horisonter smelter.
Forhæng flænges.
Mure falder.
The Matrix i eksplosion.
Laviner og lyshav af liv i overflod.
Døden, der vrider sig i dødssmerte.
Strukturer forsvinder og glider i alle retninger.
Det er umådeligt umåleligt.
Men ikke kaos. Kosmos.
Ting bliver sat på plads
Rejst op.
Opstand.
Opstandelse.

F ly v e f i s k o p t r æ k
Nej, hvor er Du tæt på, Du bobler i mit blod!
Og bruser under asfalt som en elv af smeltevand.
En tyngde ovenover mig. Et hvisket “Gud er god!”
En vind, der blæser gennem mig fra store bjerges land.
Og midt i vinden savner jeg at se Dig bag Dit navn.
At møde Dine øje, virkelig hvile i Din favn.
En dag siger himlens allersidste teltpæl knæk.
Indtil da vil vi svæve som flyvefisk på træk.
Nej, hvor er vi tæt på, når vi sidder sammen her!
Og bålet spreder gnister af drømme og af sår.
Vi gror hinanden store, hører til og rykker nær.
Med olie af salvelse på skæg og hud og hår.
Så bittersødt begæret: At det allersidste slør
må falde så vi ser hinanden, som Guds øjne gør.
En dag smelter aftensolen alle skygger væk.
Indtil da vil vi flokkes som flyvefisk på træk.

Nej, hvor er vi langt fra, når I sætter børn i bur!
De har krydset Texas’ grænse. I har krydset større selv!
Sådan har det altid været. Sådan er nok vor natur.
Men det skriger og det brænder i mit bryst alligevel!
Hvor kommer du mon fra, Sult efter retfærdighed?
Og findes der et bord, som også du kan mættes ved?
En dag løber ondskab og tomhed tør for blæk.
Indtil da vil vi jage som flyvefisk på træk.
Nej, hvor er det tæt på, når de første stråler gryer.
En mystisk symfoni, som synger liv ud over byen.
Når fornemmelsernes mestre ta’r os med på eventyr,
eller aftenmørke Cohen brummer sine sande syn.
Mens jeg læsker mig i skønhed, føler jeg kun større tørst.
Jeg lindres men i lindringen er længslen ofte størst.
Hvem finder mon den første nyskabte vintergæk?
Vi har forår i hjertet som flyvefisk på træk!

B o r dv e r s
Nu dufter huset himmelsk, for i køkkenet tryller nogen.
Gryder bobler, pander syder og krydrer aftenroen.
Ingredienserne har jeg købt i Rema, og der kom de sikkert til fra en fabrik,
som bruger masser af penge på at fortælle, at det er den faktisk slet ik’
Men plasticfolie og forlorenhed kan ikke rigtigt skjule,
at vores mad kommer fra et frø, der engang boede i en jordhule.
En undseelig lille ting, der i sig selv måske hverken har næring eller smag.
Men som bærer et potentiale, der minder om big bang og skabelsens dag.
Da frøet var allermest skjult og skrøbeligt, så man tænkte, det var dødt.
Da var det at underet skete. At det blev brudt og et nyt liv blev født.
Da mørket var allermørkest, og skallen ikke kunne andet end at give fortabt.
Begyndte en spire sin rejse mod lyset. Og en helt ny slags skabning blev skabt.
Så hvis det med opstandelse virker lidt mærkeligt, og du generelt har svært ved at stole
på mirakler, så lav dig en gang nachos med hjemmelavet salsa og guacamole.
Eller sæt dig i stilhed og bryd dig et brød og skænk dig et glas vin.
Og lyt efter en stemme, der siger “Du er min og jeg er din.”
*

Mange gode gaver
De kommer nedenop
Så tak da Gud
Ja, pris da Gud
For nåde uden stop
*
Så til fads, lad os smage og se, at Herren er god
med appetit på at sætte til livs og på at tage imod!
Tak for fedt og salt og sukker! Tak for lækre ting, som spirer!
Tak at hvert bord er et alter, som de vise jøder siger.
Tak for dem, jeg deler maden med – de gør mig rund og glad!
For mysterier, for mirakler. Gud og skaber, tak for mad!

D ø d f o r m i g
”Nogle gange ville jeg bare ønske du var død”.
Det var nogenlunde sådan ordene faldt.
Du husker sikkert selv, hvordan det lød.
For du sad helt stille, mens jeg fik fortalt,
om mit begær efter at sprænge alle rammer,
gå længere ud, end hvor isen den er tynd,
og stå og kigge på mens alt går op i flammer,
aldrig stoppe op og tænke: ”Det var synd!”
Bare feste li’som om vi var udødelige.
ind til længslen er kvalm og alt for mæt.
Bare feste, som om vi kun var kødelige.
Gi’ fortabt og sætte resten på ét bræt.
”Men det bli’r dyrt, jeg skal bruge dine penge.”,
De sidste ord, du fik, før jeg gav mig på vej.
Halvdelen af alt, du har bygget op så længe.
gav du mig med, da jeg rejste væk fra dig.
*

Du ga’ mig ikke tid til noget som helst inden,
du krammed’ bare hver smule luft ud af mit liv,
og så gav du mig et varmt kys på kinden.
Jeg fik vist ik’ engang fremstammet et: ”Tilgiv!”
Jeg ku’ se blodet banke hårdt i dine årer
Du havde løbet som jeg ved snart ikke hvad.
Og langsomt druknede du mig i en flod af tårer
Jeg har vidst aldrig set nogen, der var så glad.
Der sidder alle dine rigtige venner
Og der er fest og vin og verdensklassemad
Jeg hilser på et hav af udstrakte hænder
og dit ansigt er så pavestolt og -glad.
Hvilken Gud, hvilken Far, hvilken Mester!
Du, som altid møder os med åben favn.
Med glædesfulde milde øjne og med fester
Gud, barmhjertighed og nåde er Dit navn.

e t h u n d r e d e o gt r e
Jeg vil synge for Gud.
Med hjerne og hjerte og hår og hud.
Jeg vil synge for Gud.
Og minde mig selv om den simple sandhed, jeg så sørgeligt sjælden forstod:
Gud er god!
Han tilgiver mig mine mange fejl,
gør mig rask når jeg er syg,
Og når jeg engang står forrest i kø til at dø
Gør han mig ny
Og puster frisk vind i mine sejl
Og han overøser mig med trofasthed.
Og køber mig fri
Fra mit svig
Så jeg ik’ får, som jeg fortjener
Og jeg tror,
jeg forstår,
at jeg er hans får,
men ik’ at han er min tjener!

Og han overøser mig med sandhed.
Hans vrede er ebbe og hans overbærenhed er en boblende brusende flod.
Og Gud er god!
Han giver mig ALT godt!
HAN giver mig ALT godt!
Og han overøser mig med kærlighed.
Uanset hvor min vej har ført mig hen:
HAN giver mig lyst til livet igen.
*
Gud skaber lov og orden for de undertrykte
Luft for de trykkede
Rum for de pressede
Ro for de frygtende
Lys til de stressede
Gud skaber lov og orden for de undertrykte
Og han overøser mig med kærlighed.

Så stor som himlen er over jorden
Er hans kærlighed til os.
Så langt som fra øst til vest
Fjerner han vores fejl fra os
De findes mindre end ting, der ik’ findes.
For der findes ik’ engang et hul der,
hvor de engang fandtes.
Helt. Væk.
Og han kroger os ud af vores indkrogede sind
Og det bind for vores øjne, der gør os blind,
det stryger han væk i en blød bevægelse
som en tåre fra en kind.
Han bærer på os, der tror,
som en far, der bærer over med sine børn,
For han ved, at vi er af jord,
Og at det, der gror i jord, no’n gang’ er tjørn.
Og at jord skal blive til jord.
Men at Gud for evigt er stor!
Hans kærlighed er evig mod os, der elsker ham i små afmålte portioner.
Og hans retfærdig rækker til børnenes børn igen og i generationer.
Gud. Er. God!

N ø r r es t r a n d K at e d r a l
Stien, mine fødder går på. Du er vejen under mig.
Du er i de skridt, jeg tager. Mens Du lærer mig at gå.
Du er ved siden af mig. Og fortæller mig hvordan.
At nåde er en rytme. Et åndedræt.
At kærligheden selv fylder den luft, jeg lader mine hænder løbe igennem
som var det en fuldmoden kornmark af dirrende august-sol.
Dine træer, som strækker sig mod himlen med hver eneste kvist
Og når nogle af dem alligevel ikke peger mod himlen,
er det fordi, de er for tunge af alle dine velsignelser.
Som varer i 1.000 forgreninger.
Det flyder nærmest over med grønt. I alle nuancer.
Og er man lidt nordisk, tænker man, at det faktisk er for meget af det gode.
Det er i hvert fald meget af det gode.
Og aldrig var himlen vist så blå. Flyene er gået i hi i deres hangarer.
Ikke en eneste rift. Ingen contrails i Din kongeblå tronhvælving.
Himlen ligner præcis den, Du kiggede op i med helt nye øjne,
den søndag i haven, det hele startede.
Jeg kan endda fornemme det vindue, Du satte der
Der flyver den ædle fiskehejre. Solfuglen. Nu bliver den til ild i aftenrøden.
Og i morgen genfødt til nyt liv i endnu mere overflod.

Den svæver med nyt om, at du også vil gøre mit hjerte nyt,
genføde min ånd og gøre mit sind ungt. Og hele verden!
De er min menighed. De der små græs. Som ligner almindeligt græs.
Men som du har givet en lille krone. Og efter nogen tid en til.
Og så endnu flere til de strutter af kroner hele vejen ned og op.
I starten var der to-tre strå. Nu fylder de store arealer.
Så er der fuglesangen. Et væld af forskellige klange.
Teenage-rustne kragestemmer. Stære. Vej til himlen
finder de i forskellige toner, som på overnaturlig vis harmonerer.
Ligesom stilheden gør det, når sfærerne tyst
synger tavsheden ud over landet.
Svaner, som fletter hals. Og klodsede ænder med rumpen i vejret.
Køerne som glor længselsfuldt efter at blive kløet på mulen. Myg.
Det er som om, at herude vil alting kæles med eller æde dig.
Havet har Du givet Leviathan at lege i. Det bobler under Nørrestrand.
*
Nørrestrand. Karantænekirke. Corona-katedral.
Jeg ved præcist, hvor på ruten, sjælen skal vækkes til lovsang.
Hvor sindet skal fyldes på af gode ord. Og hvor det hele skal synke ned i kroppen.
Her minder Du mig dagligt om, at det ikke bliver godt igen. Det bliver meget bedre.
Når arken går på grund, skal det hele afsløres.

M e n
Livet er hårdt,
men du er elsket.
Og livet har den her ting med, at du hele tiden kommer til kort.
Men du er elsket.
Og er det ik’ som om, at livets maler har en stærk præference for sort?
Men du er elsket.
Og det her liv ku’ virkelig godt bruge en forsikring mod svie og tort.
Men du er elsket.
Nogle gange gør du ting, som man faktisk ik’ gør, hvis man er et menneske, men kun,
hvis man er en lille bitte lort.
Men du er elsket.
Og nogle gange opdager du slet ik’ livet, fordi du tror, du skal leve det på akkord,
men du er elsket.
Alligevel er det som om, du ik’ kan fange det, at det hele tiden rinder bort -
men du er elsket

Og du er nok ved at være halvvejs. Måske. Livets skjorte føles i hvert fald lidt kort.
Men du er elsket.
Du er elsket.
Med en kærlighed, som har vundet over - og elsker dig ind i og elsker dig ud af - død,
og som også kan føles ret meget som så’n et hjertestarterstød.
Du er elsket.
Med en kærlighed, som genskaber og genopretter som en kors-figur:
I højden og dybden, og ogs’ fremtid og fortid, for kærligheden bruger ik’ armbåndsur.
Du er elsket.
Af en, som fik banket søm i hænderne for alt det, Anklageren havde på dig.
Og som siger: “Jeg havde blødt endnu mere for dig, hvis det havde været nødvendigt for
at jeg ku’ nå dig og få dig!”
Du er elsket.
Ufortjent.
Ubetinget.
Uigenkaldeligt.
Uh, du er elsket!

Af gartneren, som plantede livets allerførste frø og så, at det var godt.
Og inviterede sin skabning ind i rytmen af de trin, De havde trådt.
En dag tager Han det op i sin hånd, alt det,
der er for hårdt
og for sort
og for “lort!”
og for kort,
og som rinder bort
- alt det, som smerter
og slukker
og standser
og støjer.
…Og så skal vi bare se løjer!
Så er der ikke mere “men”.
Så er der bare “elsket”.