Kirkeblad for Højslev, Dommerby og Lundø sogne Nr. 1 - HDL Kirker

More documents

Recommendations

Info

Hvorfor går vi i kirke... Af sognepræst Bjarke Møller-Sørensen I indgangsbønnen i gudstjenesten hører vi de ord: ʺ Herre, vi er kommet ind i dette dit hus for at høre.ʺ Det er ikke os selv, der beder bønnen; det er kirkesangeren, som siger ordene for os. Kirkesangeren har vi valgt til at bede bønnen på vores vegne. Det er for at der ikke skal være tvivl om, at vi er kommet i kirke for at høre. Og ikke høre os selv, men høre Gud. Det første ord indgangsbønnen er da også: ʺHerre.ʺ Og det, som fylder mest, det er ordene om den, der taler til os i kirken:ʺ Gud fader, min skaber, du Herre Jesus min frelser, du gode Helligånd, i liv og død min trøstermand.ʺ Indgangsbønnen er meget svær at sige. Og man kunne tro det var, fordi den er skrevet indvik‐ let, og man bare kunne modernisere og forenkle den. Men det er ikke grunden. Når indgangs‐ bønnen er så svær at bede, så er det fordi den stemmer vores sind i en ny tone, som vi ikke er vant til. Den melodi, som vores sind arbejder efter ude i hverdagen, det er en sang, hvor ordet jeg forekommer hele tiden. Hvis vi talte op i hverdagen, hvilket ord som bliver brugt mest eller underforstået mest, så er det ordet jeg. Derfor er det nødvendigt, at vi bliver stemt i en helt anden toneart, når vi kommer ind i kirken. Har I hørt et gammelt klaver, som ikke har væ‐ ret stemt i mange år. Så skærer det i ørene, når der bliver spillet på det. Sådan er det også, når vi går rundt ude i verden, at flere af vores toner bliver falske, fordi vi tænker for meget på os selv og sætter os selv i centrum. Men når vi kommer ind i kirken, så bliver vi straks fra før‐ ste ord stemt i den rigtige toneart. Dér hører vi ordet: ʺ Herre.ʺ Ligesom klaverstemmeren drejer på strengenes skruer, så det knirker i hele klaveret, sådan bli‐ ver vi drejet, lige fra vi kommer ind i kirken, vi bliver drejet fra den tone, som hedder jeg, til den tone, som hedder Herre. Og det knirker selvfølgelig inden i os. Derfor er indgangsbøn‐ nen så svær at bede, fordi vi bliver drejet 180 grader. Vi kommer til gudstjeneste for at blive stemt i sindet, så der kan komme en smuk sang ud af vores liv, en sang til Guds ære. Derfor kommer vi til gudstjeneste for at sætte os selv ud af cen‐ trum, og få Gud sat på vores plads. Det er nok også derfor vi i vores land har valgt bestemte mennesker til at læse indgangsbøn og til at læse op af bibelen og prædike. Det kunne jo ellers godt gå på skift. Eller man kunne tage alle dem i sognet, der ikke var generte ved at læse op. Men så ville det nok ende med, at vi mere lagde mærke til, hvordan Hansen og Niel‐ sen læste end indholdet i det som de læste. Og det kunne være, at vi mere interesserede os for om det i dag var min tur til at træde frem for de andre. Når det er få og helt bestemte, som læser op, så glemmer vi forhåbentlig de personer og hører ind bag, ind i ordene og ånden, som taler til os, ånden fra Gud. I en gudstjeneste er der nogle gange, hvor vi al‐ lesammen er i aktivitet. Det er, når vi synger. Men da hører vi ikke os selv. Vores stemmer går sammen i én stor lovsang af Gud. Selvføl‐ gelig er der nogle af os, som synger bedre end andre, men når vi synger sammen, så smelter vores sang sammen til en helhed. For ingen af os er hovedpersoner. Det er Gud vores sang er rettet til. Jo, der er også et andet tidspunkt i gudstjene‐ sten, hvor mange er i aktivitet. Det er ved nad‐ veren. Men også her er det tydeligt, at det er en aktivitet, som er helt forskellig fra det vi gør ude i vores hverdag. Dér bevæger vi os. Dér fremstiller vi noget. Ved nadveren knæler vi.
Det er helt uvant for os. Det er ikke kun når man er ældre og lidt stiv i benene, at man har svært ved at komme ned og knæle. Det er det også i overført betydning svært for de unge. Det er en lidt besværlig stilling for os. Når vi knæ‐ ler, kan vi ikke ret meget, men må læne os til alterskranken. Når vi knæler, kan vi ikke bevæ‐ ge os; når vi er til alters, er vi modtagende og kan ikke støtte os til noget af det vi selv gør. Vi modtager og støtter os til det, som Jesus giver. Han giver os sin kærlighed. Ja, i hverdagen er det et andet sted, hvor det og‐ så er skik, at man knæler, eller sådan var det i gamle dage. Det var ved frieri. I gamle dage var det ved at knæle ned, at manden erklærede sin kærlighed og bad om et svar, helst et ja. Ved at knæle viste han, at han helt lagde sin skæbne i sin kæreste hånd; alt afhang af hendes svar. Også her betød det at knæle altså at udlevere sig selv. Man gav slip på sin værdighed og viste sine inderste følelser helt åbent. Ved at knæle viste man, at man glemte sig selv for noget vig‐ tigere, nemlig kæresten og kærligheden. Det samme kan man sige om det, som vi gør ved altergangen. Også dér ser vi bort fra os selv ‐ vi ser op ‐ og bekender vores kærlighed og vo‐ res tro. Grundtvig skriver det sådan i en salme, at over porten til Guds staden står der skrevet på et skilt:ʺ Bekend din tro! fornægt dig selv!ʺ Og Grundtvig fortsætter: ʺ Det er den snævre port for sjælen / for det i os, som siger ʺjegʺ,/ hvis ære med den dybe knæ‐ len/ indlysende forliges ej;/ skønt intet værd er, hvad vi mister,/ os egenkærlighed dog frister/ til på ʺos selvʺ at holde fast.ʺ Jesus siger et sted, at porten ind til Guds rige er så snæver som et nåleøje. Ja, Jesus siger det sted, at en kamel går lettere gennem et nåleøje, end en rig går ind i Guds rige. Og mon det ikke er fordi jeg følelsen bliver alt for stor, når vi har mange ting. Så frister egenkærligheden til, at vi holder fast på os selv. Det gælder os allesam‐ men. Det gjaldt i hvert fald disciplene. De følte sig ramt af Jesu ord og spurgte: ʺ Hvem kan så blive frelst?ʺ Og Jesus svarede: ʺ For mennesker er det umuligt. Men ikke for Gud, alle ting er mulige for Gud.ʺ Når det er muligt for Gud at frelse os, så er det fordi Gud viser en sådan kærlighed, at vi glem‐ mer os selv. Ved Guds ord og ved Guds ånd bliver vi drejet 180 grader bort fra den falske jeg tone til den sande og smukke tone, hvor vi lever i kærlighed til Gud og vores næste. Kun når vi lever sådan, er vi virkelig os selv. Så mærkeligt er det, at kun ved at opgive os selv, bliver vi et sandt og godt menneske. Det ved blandt andre enhver, som har friet, at man da ikke mere selv er hovedpersonen i sit liv, men at der samtidig ikke findes nogen lykkeligere på hele jorden, når kæresten har sagt ja. Den, som ser bort fra sig selv i kærlighed, er et sandt og godt og glad menneske. Kirkeblad i nyt design og layout Vi håber at dette nye kirkeblad vil blive modta‐ get positivt i de tre sogne. Vi modtager gerne kommentarer, så vi kan få et blad som henvender sig til hele befolkningen i de 3 sogne. Det er også muligt at skrive indlæg til kirkebla‐ det. Deadline vil altid være at finde på bagsiden af bladet. Kirkeblad nr. 2 har deadline d. 25. april 2007 på mail@hoejslev‐kirke.dk.
Page 1: Kirkeblad for Højslev, Dommerby og
Page 5 and 6: Billeder fra Lene Siel koncert i H
Page 7 and 8: aktiviteter i sognene April 1 Palme
Page 9 and 10: Minikonfirmander opfører musical!
Page 11 and 12: - i glæde og sorg Vielser 20/5 Pia

Kirkeblad for Højslev, Dommerby og Lundø sogne Nr. 1 - HDL Kirker

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?