Filmklub - Århus Studenternes Filmklub - Aarhus Universitet
Filmklub - Århus Studenternes Filmklub - Aarhus Universitet
Filmklub - Århus Studenternes Filmklub - Aarhus Universitet
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
å r h u s s t u d e n t e r n e s<br />
<strong>Filmklub</strong><br />
AdgAng For Alle<br />
Foråret 2012<br />
1
2<br />
<strong>Århus</strong> <strong>Studenternes</strong><br />
<strong>Filmklub</strong><br />
blev startet i 1953 blandt de studerende på<br />
<strong>Aarhus</strong> <strong>Universitet</strong>.<br />
I 1973 blev ÅSF filial af Det Danske Filmmuseum<br />
og er således det eneste sted vest for<br />
Valby Bakke, hvor det er muligt at se film fra<br />
en af Europas største filmsamlinger.<br />
Originaltitler med z kommer fra Cinemateket.<br />
Filmene vises med professionelt biografudstyr<br />
og Dolby Surround.<br />
Medlemsskab<br />
Alle over 15 år kan blive medlem.<br />
Adgang til alle forevisningerne kan kun ske<br />
ved fremvisning af både medlemskort og<br />
billet. Medlemskortet er strengt personligt og<br />
erstattes ikke ved bortkomst.<br />
Der er adgang til Cinematekets forestillinger<br />
for ikke-medlemmer til forhøjet pris.<br />
Legitimation kan kræves ved indgangen.<br />
Indmeldelse sker ved betaling på <strong>Filmklub</strong>bens<br />
kontor i kontortiden, dvs. en halv time<br />
før hver forestilling.<br />
<strong>Århus</strong> studenternes<br />
filmklub<br />
Det Danske filminstitut/<br />
museum & Cinematek<br />
Institut for matematiske fag<br />
ny munkegade<br />
DK-8000 <strong>Århus</strong> C<br />
tlf.: 8612 7488<br />
Mail: filmklub@filmklub.au.dk<br />
http://filmklub.au.dk/<br />
Kontortid<br />
en halv time før hver forestilling.<br />
forside<br />
george Clooney i<br />
Solaris<br />
bestyrelse<br />
Formand<br />
Ole Caspersen<br />
holmkærvej 54<br />
8380 trige<br />
tel: 86 18 71 98<br />
Kasserer<br />
meiki Calaminus<br />
tordenskjoldsgade 65, 3.th.<br />
8200 <strong>Århus</strong> n<br />
tel: 86 10 55 05<br />
Program<br />
Udkommer omkring sæsonstart. Alle der har<br />
været medlem inden for de sidste tre sæsoner<br />
får automatisk det nye program. Husk derfor<br />
at meddele os adresseændringer. Programmet<br />
kan hentes på filmklubbens kontor, biblioteker<br />
eller rekvireres ved at ringe i kontortiden.<br />
Billetter<br />
Billetter købes på forevisningsdagen fra og<br />
med den 5.januar på <strong>Filmklub</strong>bens kontor<br />
i kontortiden, dvs. en halv time før hver<br />
forestilling.<br />
Priser<br />
Medlemskort kr. 70,- (gyldigt til både ÅSF<br />
og Cinemateket i <strong>Århus</strong> i to semestre).<br />
Billetter kr. 35,- pr. forevisning.<br />
Stumfilm: kr. 20,-<br />
Ikke-medlemmer kan købe billetter til<br />
Cinematekets forestillinger til kr. 60,- og til<br />
stumfilm kr. 30,-<br />
frank Dabelstein<br />
lars J. lykke<br />
steffen D. moestrup<br />
henrik sørensen<br />
niels P. Weisberg<br />
Andre aktive<br />
Bjarne hedegaard, Ulrik Kruhøffer,<br />
Christian gang larsen, Jesper lauridsen,<br />
Jesper riemer.<br />
InfOrmAtIOn In englIsh<br />
Since 1953 the <strong>Aarhus</strong> Students’ Film Society has presented students<br />
in <strong>Aarhus</strong> with a broad variety of quality films, in a professional<br />
cinema setting.<br />
A large part of the films are presented by The Danish Film Institute<br />
– z.<br />
This gives us a unique opportunity to expand our repertoire with<br />
the most important film classics.<br />
Check this programme for titles you will not find anywhere nearby.<br />
Membership is only 70 DDK a year and admission 35 DDK per ticket.<br />
All films are shown in their original language, usually with Danish<br />
subtitles.<br />
Opening hours:<br />
Half an hour before each screening.<br />
Handicap-adgang<br />
Salen har nu to kørestolspladser. Der er<br />
mulighed for adgang for kørestolsbrugere og<br />
gangbesværede, vha. instituttets elevatorer.<br />
Generalforsamling<br />
Afholdes torsdag 12. april kl 21:00 i et lokale<br />
nær <strong>Filmklub</strong>bens kontor. Dagsorden hænges<br />
op ved kontoret en uge før.<br />
layout<br />
lars J. lykke.<br />
Billeder<br />
er venligst udlånt af DfI /<br />
Billed- & Plakatarkiv.<br />
Programmet<br />
er fremstillet hos AKA-PrInt A/s<br />
Oplag: 6000.<br />
busser<br />
2A<br />
16<br />
2A<br />
LANGELANDSGADE<br />
ÆRØGADE<br />
NY MUNKEGADE<br />
KASERNEBOULEVARDEN<br />
13<br />
16<br />
FALSTERSGADE<br />
FYNSGADE<br />
NY MUNKEGADE<br />
HER!<br />
Auditorium E<br />
13 13
F o r å r e t 2 0 1 2 • I n d h o l d s f o r t e g n e l s e<br />
Fuller side 5<br />
tArkovskij side 8 stum side 22<br />
gæld side 12<br />
skAtterkisten side 15<br />
FilmAtiseringer side 19<br />
tAti side 26<br />
FilMliSte Side 30<br />
3
4<br />
Farvel til Matematisk Institut<br />
<strong>Århus</strong> <strong>Studenternes</strong> <strong>Filmklub</strong> blev stiftet i 1953, og<br />
siden 1968 er så godt som alle vore forevisninger<br />
foregået i Auditorium E på Institut for Matematiske<br />
Fag ved <strong>Aarhus</strong> <strong>Universitet</strong>. Gennem 44 år har<br />
instituttet vist en enestående gæstfrihed. Vi skylder<br />
skiftende institutadministratorer stor taknemmelighed<br />
– men en særlig tak bør lyde til Svend Bundgaard<br />
(1912-1984), der var institutbestyrer tilbage i 1968,<br />
og som skabte grobunden for et 35 mm-operatørrum<br />
knyttet til det store auditorium. Uden Svend Bundgaard<br />
havde filmklubben aldrig kunnet gennemføre de<br />
mere end 4.000 filmforevisninger.<br />
Alt får en ende. <strong>Filmklub</strong>ben har ikke længere førsteret<br />
til auditoriets aftenarrangementer, og man har<br />
bedt os finde nye forevisningslokaliteter. Derfor bliver<br />
forårssæsonen 2012 den sidste på Auditorium E.<br />
Det bliver meget vemodigt, når vi torsdag den 31.<br />
maj viser den sidste film i det gamle auditorium. Der<br />
vil ved den lejlighed blive serveret lidt gravøl efter<br />
forevisningen. Mere om det, når dagen nærmer sig.<br />
Vi arbejder ihærdigt på at finde et nyt forevisningssted.<br />
En gammel drøm er et samarbejde med Øst<br />
for Paradis, og vi er også langt i forhandlingerne.<br />
Vi afventer en afgørelse fra Cinemateket under Det<br />
Danske Filminstitut. I løbet af foråret vil vi offentliggøre,<br />
hvor filmklubben fra efteråret 2012 skal fortsætte<br />
sit stolte virke.
Samuel Fuller<br />
USA’s dÅRliGe SAMVittiGHed<br />
Hvis den første scene ikke giver dig stådreng, så smid lortet væk<br />
En rapkæftet personlighed, en tabloid fortælle-stil og<br />
en usentimental gengivelse af samfundets problemer<br />
gjorde Samuel Fuller til en omstridt instruktør i sin<br />
samtid. I dag har fremtrædende filmfolk som Tarantino,<br />
Jean-Luc Godard og Jim Jarmusch alle hyldet<br />
Fuller som et forbillede.<br />
et kritisk blik<br />
Inden han satte sig i instruktørstolen, havde<br />
Samuel Fuller arbejdet som journalist og soldat.<br />
Begge dele gav ham en vis indsigt i samfundets<br />
skyggesider og kom til at påvirke hans filmkunst.<br />
Som 11-årig begyndte lille Samuel at sælge aviser<br />
på gaden, og som 17-årig blev han landets<br />
hidtil yngste kriminalreporter for The New York<br />
Evening Graphic. Da 2. verdenskrig brød ud, kom<br />
han i infanteriet i divisionen, der havde øgenavnet<br />
The Big Red One – en titel, han senere brugte<br />
til en af sine mange film om krigens vanvid.<br />
Fuller brugte sine erfaringer som journalist i fortællestilen<br />
i sine film, der ofte blev dømt som ’sensationsfilm’<br />
af pressen. Hans rå beskrivelse af det<br />
amerikanske samfunds problemer gjorde ham upopulær,<br />
han blev kaldt ’primitiv’ og ’nihilist’, og hans<br />
kompromisløse moraler endte med at ødelægge hans<br />
karriere i Hollywood. Til gengæld gjorde hans autentiske<br />
beretninger ham populær i Europa, og i dag er<br />
hans film stadig relevante på grund af den direkte stil<br />
og det afslørende indhold.<br />
et problemsøgende misil<br />
Fuller var en lille mand med store armbevægelser, en<br />
direkte tone og med en evig cigar i kæften. Selvom han<br />
jævnligt arbejdede for nogle af de store amerikanske<br />
studier, er han mest kendt som uafhængig filmmager.<br />
Han startede sine egne filmselskaber og for få penge,<br />
og på kort tid sprøjtede han film ud, der alle havde<br />
noget krast at sige om det amerikanske samfund.<br />
Der er ingen helte i Fullers film, der var lommetyve<br />
og prostituerede og betændte temaer. Bl.a.<br />
en racisme, der altid ulmer under overfladen.<br />
På sine ældre dage, hvor Hollywood havde lukket<br />
kassen i, blev han feteret af yngre instruktører, blandt<br />
andet i form af gæsteroller for Jean-Luc Godard og<br />
Wim Wenders. Selvom Fuller var en bitter pille at<br />
sluge for sine samtidige, så har eftertiden forstået at<br />
sætte pris på kvaliteterne i hans film.<br />
(Majken Eliasen, programmedarbejder,Cinemateket)<br />
5
6<br />
det nøgne kys<br />
det nøgne kys<br />
Torsdag 23. februar kl. 19.30<br />
”Martin Scorsese har kaldt åbningsscenen i Det nøgne<br />
kys – der sammen med Chok korridor er den meste<br />
kendte af Fullers film – for den bedste åbningsscene<br />
nogensinde. I filmen flygter den prostituerede Kelly,<br />
der fortrækker fra storbyen til forstæderne i håbet om<br />
her at møde anstændighed og godhed. Hun bliver<br />
skuffet. Filmens åbenlyse samfundskritik gjorde Fuller<br />
så upopulær, at han ikke kom til at lave flere film i<br />
Hollywood. Han tog herefter til Europa, hvor der var<br />
større forståelse for hans holdninger, for at arbejde.”<br />
(Majken Eliasen)<br />
The Naked Kiss<br />
usA 1964<br />
instr. + manus.: samuel Fuller.<br />
Foto: Stanley Cortez.<br />
Musik: Paul Dunlap.<br />
Medv.: Constace Towers, Anthony Eisley, Michael Dante.<br />
Længde: 90 minutter.<br />
Danske undertekster.
den bArske elite<br />
den barske elite<br />
Fredag 25. maj kl. 19.30<br />
Det var Samuel Fullers drøm, at Den barske elite skulle<br />
blive mesterværket, der opsummerede hele hans<br />
karriere. Sådan gik det ikke - og det skyldtes først og<br />
fremmest, at studiet klippede filmen ned med 50 procent<br />
og lagde ny musik på i strid med instruktørens<br />
ønsker. Ikke desto mindre er filmen en stor og sjælden<br />
krigsfilm – befriet for veteran-nostalgi, mandfolkeheroisme<br />
og kammeratskabskult. Historien er baseret<br />
på Fullers egne oplevelser under 2. verdenskrig, hvor<br />
han kæmpede i både Afrika, Italien, Normandiet, Bel-<br />
gien, Tyskland og Tjekkoslovakiet. Den barske elite<br />
følger fire unge soldater med forskellige baggrunde og<br />
deres ældre sergent gennem krigens helvede.<br />
The Big Red One<br />
usA 1980<br />
instr. + manus.: samuel Fuller.<br />
Foto: Adam Greenberg.<br />
Musik: Dana Kaproff.<br />
Medv.: Lee Marvin, Mark Hamill, Robert Carradine,<br />
Bobby Di Cicco, Kelly Ward, Stéphane Audran,<br />
Siegfried Rauch.<br />
Længde: 113 minutter.<br />
Danske undertekster.<br />
5 scener 6 aftener om ugen<br />
Brug TagReader Brug ScanLife<br />
7
8<br />
Andrej Tarkovskij<br />
solAris<br />
I efteråret 2007 viste vi Tarkovskijs Vandringsmanden og Ofret. I foråret 2011<br />
viste vi Spejlet. Her kommer tre film mere af Tarkovskij - og et remake.<br />
ivans barndom<br />
Mandag 9. januar kl. 19.30<br />
Ivan er en 12-årig dreng, der arbejder som spejder/<br />
spion ved den tysk-russiske front under Anden Verdenskrig.<br />
Hans forældre og hans søster er blevet<br />
dræbt i krigen. Efter at han er kommet tilbage fra<br />
endnu en mission, vil hans overordnede sende ham<br />
på børnehjem, men Ivan nægter og stikker til sidst af.<br />
Da hans overordnede og hans voksne soldaterkammerater<br />
finder ham igen, indvilger de i at lade ham<br />
fortsætte. Hans kammerater sejler ham gennem ingenmandsland<br />
til hans næste spiontur. Derefter springer<br />
handlingen frem til krigens afslutning for at fortælle,<br />
hvordan det gik Ivan.<br />
Temaet om børn, der får frataget deres barndom<br />
af krig, er ikke blevet mindre aktuel i de år, der er<br />
gået siden.<br />
Filmen vandt Guldløven i Venedig i 1962.<br />
Ivanovo detstvo<br />
sovjetunionen 1962<br />
instr.: Andrej tarkovskij<br />
Manus.: Vladimir Bogomolov og Mikhail Papava<br />
efter roman af Vladimir Bogomolov.<br />
Foto: Vadim Yusov.<br />
Musik: Vyacheslav Ovchinnikov.<br />
Medv.: Nikolay Burlyaev, Valentin Zubkov, Yevgeni<br />
Zharikov, Stepan Krylov, Nikolai Grinko.<br />
Længde: 95 minutter.<br />
Danske undertekster.<br />
Solaris<br />
Torsdag 2. februar kl. 19.30<br />
Solaris er baseret på en roman af den polske sciencefiction<br />
forfatter Stanislaw Lem.
Kris Kelvin er psykolog og sendes op til en rumstation,<br />
der kredser om hav-planeten Solaris. Planeten har en<br />
mærkelig indflydelse på rumstationens besætning, og<br />
da Kris ankommer, er der kun to overlevende tilbage.<br />
Kris skal evaluere om rumstationen skal opgives eller<br />
om man skal bestråle Solaris radioaktivt. Kraften fra<br />
Solaris får besætningens tanker til at materialisere<br />
sig - ikke bare som syner men rent fysisk. Kris er ikke<br />
kun videnskabsmand men også et menneske og snart<br />
får kraften hans nyligt afdøde kone til at gå lyslevende<br />
rundt i rumstationen. Efter det første chok prøver Kris<br />
at gribe situationen rationelt an, men efterhånden får<br />
han stadigt sværere ved at skelne mellem fantasi og<br />
virkelighed.<br />
Filmen blev af nogle anmeldere i vesten set som<br />
et russisk svar på Rumrejsen år 2001. Bedøm selv, nu<br />
hvor begge film er distanceret med mange år, om ikke<br />
Solaris er et selvstændigt værk.<br />
Solyaris<br />
sovjetunionen 1972<br />
instr.: Andrej tarkovskij<br />
Manus.: Andrej Tarkovsky og Fridrikh Gorenshtein<br />
efter roman af Stanislaw Lem.<br />
Foto: Vadim Yusov.<br />
Musik: Eduard Artemiev.<br />
Medv.: Natalya Bondarchuk, Donatas Banionis, Jüri Järvet,<br />
Vladislav Dvorzhetsky, Nikolai Grinko.<br />
Længde: 167 minutter.<br />
Danske undertekster.<br />
Nostalghia<br />
Torsdag 29. marts kl. 19.30<br />
Hovedpersonen Andrei Gorchakov er russisk poet og<br />
skribent og er i Italien for at samle materiale til en bog<br />
om 1700-tals komponisten Sasnovskij. Med sig har<br />
han den unge italiener Eugenia som guide og tolk. I<br />
spa-byen Bagno Vignoni møder de den gale Domeni-<br />
ivAns bArndom<br />
ivAns bArndom<br />
9
10<br />
nostAlghiA<br />
co, som for mange år siden spærrede sin familie inde<br />
i en lade for at beskytte dem mod verdens undergang.<br />
I nogle drømme vikles Andreis hjemve (deraf titlen)<br />
til hans kone og hjemland, hans ambivalente følelser<br />
for Eugenia og hans følelse af forståelse for Domenico<br />
sammen. Domenico taler for at frelse verden gennem<br />
en symbolsk handling. Da det mislykkes, beslutter<br />
Andrei sig for at blive og gennemføre projektet.<br />
”Til slut, hvor eksildigteren Gorciakov omsider finder<br />
hjem på sæt og vis, forvandles hele verden til en katedral,<br />
et åbent emblem for al menneskelig længsel og<br />
anråbelse. Imellem disse to rystende smukke sekvenser<br />
ligger en lang og monoton, til tider forvirret, men<br />
altid betagende lignelse om et menneske, der længes<br />
hjem i både tid og sted. Hjem til barndommen, hjem<br />
til naturen, hjem til Rusland, hjem til troen. For digteren<br />
Gorciakov er længslen en drift. For instruktøren<br />
Tarkovskij er længslen den inderste sandhed om<br />
mennesket.”<br />
(Bo Green Jensen)<br />
Nostalghia<br />
sovjetunionen 1983<br />
instr.: Andrej tarkovskij<br />
Manus.: Andrej Tarkovsky og Tonino Guerra.<br />
Foto: Giuseppe Lanci.<br />
Medv.: Oleg Yankovskiy, Erland Josephson, Domiziana<br />
Giordano, Patrizia Terreno, Laura De Marchi.<br />
Længde: 125 minutter.<br />
Danske undertekster.<br />
Solaris<br />
Torsdag 3. maj kl. 19.30<br />
I 2002 genindspillede Steven Soderbergh Stanislaw<br />
Lems roman. Historien er kort fortalt den samme som<br />
i Tarkovskijs filmatisering med mindre ændringer.<br />
”På basis af Lems diskrete forfalds-æstetik skabte<br />
Tarkovskij i direkte opposition til Stanley Kubricks<br />
Rumrejsen år 2001 en science fiction-stil, hvor<br />
moderne materialer og former blev draperet af organiske<br />
materialer, der så at sige bragte rummet ned på<br />
jorden eller - hvis man husker slutbilledet - Jorden ud<br />
i rummet. Pegede Kubricks film frem, så måtte Tarkovskijs<br />
film pege tilbage.<br />
Længslen mod fortiden er ikke et emne for Soderbergh,<br />
og det ses i det mere prosaiske set-design.<br />
Rumskibets indretning er rå, hverdagsagtig, som et<br />
værksted eller en mindre fabrik. Intet er gjort for at<br />
gøre dette til et moderne eller et hjemligt sted. Farveholdningen<br />
veksler mellem blå og gyldne toner,<br />
der først og fremmest angiver følelserne, og så længe<br />
filmen følger begivenhederne på rumstationen er alt<br />
i orden. Visualiseringen af planeten Solaris forbigår<br />
vi i stilhed.<br />
Soderbergh fokuserer i sin Solaris konsekvent på<br />
forholdet mellem Kris Kelvin (George Clooney) og<br />
hans besøgende Rheya (Natascha McElhone). Dermed<br />
forvandles Solaris til en tænksom kærlighedsfilm,<br />
men Soderbergh kan af gode grunde ikke afslutte<br />
kærlighedshistorien som i de to foregående udgaver,<br />
hvor det bliver et mellemværende mellem mennesket<br />
og det guddommelige. I stedet har han fundet en dobbeltbundet<br />
slutning, der rigeligt retfærdiggør endnu en<br />
version af Solaris.”<br />
(Henrik Uth Jensen)
Solaris<br />
usA 2002<br />
instr.: steven soderbergh<br />
Manus.: Steven Soderbergh efter roman af Stanislaw Lem.<br />
Foto: Peter Andrews (=Steven Soderbergh).<br />
Musik: Cliff Martinez.<br />
Medv.: George Clooney, Natascha McElhone, Viola Davis,<br />
Jeremy Davies, Ulrich Tukur, John Cho.<br />
Længde: 99 minutter.<br />
Danske undertekster.<br />
solAris<br />
FRI<br />
ADGANG<br />
1 ÅR • 1 PERSON<br />
150 KR<br />
11
12<br />
3 film fra (gældsplagede) Middelhavslande<br />
dreng møder pige<br />
Bolighajen<br />
Fredag 27. januar kl. 19.30<br />
”Filmen foregår i Napoli. Hovedpersonen er en byggespekulant,<br />
Nottola, der pludselig kommer frem i<br />
søgelyset, fordi han går lidt for rask frem med nedrivningen<br />
af gamle huse, der skal erstattes af nye luksusboliger.<br />
En dag sker der en sammenstyrtning af et hus,<br />
flere bliver dræbt, og i byrådet kræver kommunisterne<br />
(der i filmen diskret kaldes ”Venstre”) en undersøgelse<br />
af Nottolas byggevirksomhed og dens forhold til flere<br />
af byrådets og kommunens folk. Men Nottola vil ikke<br />
blot tjene penge. Han vil også være rådmand, og nu<br />
udspiller der sig adskillige intriger og indgås adskillige<br />
studehandler for at få brikkerne til at gå op…<br />
Her er filmkunsten brugt som et våben, og resultatet<br />
er blevet en dynamisk, kraftfuld og aldrig uklart anklagende<br />
film. Tænk, hvis vore mange hjemlige offentlige<br />
skandaler kunne blive brugt på samme måde. For<br />
ingen vil vel påstå, at filmen kun skildrer forhold, der<br />
er tænkelige i Italien?”<br />
(Ib Monty)<br />
”I dokumentarisk nøgterne, klare billeder beretter<br />
Rosi med forrygende vitalitet sin oprørende historie…<br />
Bolighajen er en af årets store, modige film”.<br />
(Herbert Steinthal)<br />
”Denne veldisponerede, skarpt argumenterende og<br />
hensynsløst afslørende film redegør mesterligt for<br />
de politiske rævekagebagninger og interessegrupperinger,<br />
der giver den grove og frække byggespekulant<br />
tilstrækkelig rygdækning, og som sikrer visse<br />
politikere en kæmpegevinst. Befolkningen er den<br />
forudbestemte taber. Hele sagen er anskuet ud fra en<br />
militant kommunistisk synsvinkel, men er i sine saglige<br />
motiveringer så underbygget, som kun få politiske<br />
film af ”i dag” er det. Propaganda i vanlig forstand var<br />
ikke ”nødvendig”. I den grad ville en dokumenteret
edegørelse få samme virkning som en revolutionspamflet…<br />
De mange politiske diskussioner med deres mange<br />
nuancer skræmte utvivlsomt også en og anden væk,<br />
til trods for at filmen var fuldt så spændende som en<br />
gangsterfilm eller en western…<br />
Rosi blev med denne film ubesejret mester.”<br />
(Bjørn Rasmussen)<br />
Bolighajen vandt Guldløven som bedste film ved<br />
Venedig film-festivalen i 1963.<br />
Le mani sulla cittá<br />
italien 1963<br />
instr.: Francesco rosi.<br />
Manus.: Francesco Rosi, Raffaela la Capria, Enzo Provenzale<br />
og Enzo Forcella.<br />
Foto: Gianni di Venanzo.<br />
Musik: Piero Piccioni.<br />
Medv.: Rod Steiger, Guido Alberti, Salvo Randone, Carlo<br />
Fermariello.<br />
Længde: 105 minutter.<br />
Danske undertekster.<br />
dreng møder pige<br />
Torsdag 8. marts kl. 19.30<br />
”Filmen er forankret i et antikt hyrdemiljø, men vi skal<br />
opfatte den som tidløs – dette er en film om den meget<br />
unge kærlighed og dens tragiske kår i en verden, der<br />
tyranniseres af de voksne.<br />
De meget unge elskende i Dreng møde pige er en<br />
ti-årig hyrdedreng og en tolv-årig pige. De elsker hinanden,<br />
men kærligheden forvirrer og foruroliger dem.<br />
En voksen hyrde lægger samtidig an på en gift kvinde,<br />
og da børnene overværer denne kærlighed, forsøger<br />
de at nærme sig hinanden. Drengen vil slutte sig helt<br />
til pigen, men forhindres i det af de hyrder, som han<br />
drager rundt i landet med, og en ung mand, der har<br />
fulgt alt på afstand, voldtager pigen…<br />
Dreng møder pige er fortalt med en alvorlig<br />
vilje til klassisk ro, der i afgørende grad afdramatiserer<br />
den meget enkle historie – ved hjælp af den storladne<br />
tidløshed sætter man os på betydelig afstand<br />
af følelserne. Vi betragter med sympati denne unge<br />
besættelse, men da vi hurtigt begriber mytens skæbnesvangre<br />
karakter, har vi kun denne enstonige udvikling<br />
af tragedien at følge med i. Det er alt sammen meget<br />
rent og fint, den unge uskyldighed virker troværdig<br />
og ægte – men sørgeligt nok: det vedkommer os kun<br />
lidt.”<br />
(Jørgen Stegelmann)<br />
Den øvrige danske presse havde ligeledes en del<br />
indvendinger mod filmen: billedsiden var beundrings-<br />
bolighAjen<br />
værdig og flot, men man manglede indlevelse i<br />
karaktererne. Ikke desto mindre vandt instruktøren en<br />
sølvbjørn for bedste instruktion ved Berlin-festivalen<br />
i 1963.<br />
Mikres Afrodites<br />
grækenland 1963<br />
instr.: nikos koundouros.<br />
Manus.: Kostas Sfikas og Vassilis Vassilikos efter Longos og<br />
Theokrit.<br />
Foto: Giovanni Varriano.<br />
Medv.: Kleopatra Rota, Eleni Prokopiou, Vangelis Jannides,<br />
Takis Emmanouel.<br />
Længde: 88 minutter.<br />
Danske undertekster.<br />
13
14<br />
den store gade<br />
Torsdag 15. marts kl. 19.30<br />
I Franco’s katolsk-støttede fascisme-diktatur var<br />
ytringsfriheden stærkt undertrykt, og midt under optagelserne<br />
til denne film blev Bardem anholdt og<br />
fængslet uden nogen form for konkret anklage. Kun<br />
en voldsom international fordømmelse fik ham frigivet<br />
efter et par ugers indespærring. Da filmen fik premiere<br />
i Spanien, var den naturligvis censureret, men den<br />
længere internationale version vandt kritikerprisen på<br />
filmfestivalen i Venedig.<br />
Den store gade…vil utvivlsomt minde en dansker om<br />
Herman Bang. Det er en spansk ”Frøken Caja”, vi oplever,<br />
en af de stille eksistenser, som tilværelsen er gået<br />
forbi, indtil hun en dag bliver offer for en gemen spøg.<br />
Isabella lever med sin mor og er midt i trediverne,<br />
for længst dømt til en gammeljomfrus triste liv. Men<br />
en flok af byens unge og halvgamle herrer, der er specialister<br />
i ”spøgefuldheder”, beslutter, at en af dem,<br />
Juan, skal lade, som om han forelsker sig i hende,<br />
deklarere forlovelse, for så ved et kup at fortælle hele<br />
byen, at det naturligvis kun var en spøg. Det kan blive<br />
en herlig spas – ganske som da de sendte en ligkiste<br />
til forfatteren, der ikke skriver mere.”<br />
(Svend Kragh-Jacobsen)<br />
”Den store gade…er en meget bemærkelsesværdig<br />
film. Den har tre ”hovedpersoner” – den 35-årige<br />
gammeljomfru Isabelle, en gruppe mænd i deres<br />
bedste alder, allerede en slags overflødige mennesker,<br />
samt hovedgaden, hvor den spanske provinsbys beboere<br />
promenerer om aftenen og søndag eftermiddag.<br />
Blandt mandsgruppen skiller én, Juan, sig ud ved<br />
at være mindre stupid, afstumpet og ondskabsfuld end<br />
de øvrige. Alligevel går han med til en ond spøg, hvor<br />
han foregiver at være forelsket i Isabelle og ville gifte<br />
sig med hende, hvilket vil sige, at han redder hende<br />
den store gAde<br />
ud af hendes nedværdigende gammeljomfrustand, fra<br />
ydmygelser, medlidende blikke og ondskabsfulde stik.<br />
Og da han ser godt ud, er ganske sympatisk, skønt<br />
svag, forelsker hun sig vildt i ham og begynder at leve<br />
for første gang. Han plages af samvittighedsnag, men<br />
det bliver en kammerat, der fortæller Isabelle den bitre<br />
sandhed: Det er ikke blot grusom i sig selv, men også<br />
ved at overlade Isabelle til den ugifte kvindes isolation<br />
og vegetation…<br />
Den store gade er ikke lykkedes hele vejen igennem,<br />
men den er båret oppe af en stærk følelse og et<br />
klart sigte hos Bardem, så interessen aldrig svigter.”<br />
(Mikael Sne)<br />
Calle Mayor<br />
spanien 1956<br />
instr.: juan Antonio bardem.<br />
Manus.: Juan Antonio Bardem efter Carlos Arniches´ skuespil<br />
”La senorita de Trevélez”.<br />
Foto: Michel Kelber.<br />
Musik: Joseph Kosma.<br />
Medv.: Betsy Blair, José Suaréz, Yves Massard, René<br />
Blanchard, Dora Doll, Lila Kedrova.<br />
Længde: 98 minutter.<br />
Danske undertekster
Fire fra skattekisten<br />
ærens dAge<br />
Maria Brauns ægteskab<br />
Torsdag 5. januar kl. 19.30<br />
”Maria Braun vil sikre en tryg fremtid for sig selv og<br />
den ægtemand, der først er forsvundet ved fronten, og<br />
som siden går i fængsel for et affektmord, Maria begår<br />
for at redde parrets genforening. Imens bevæger hun<br />
sig fra direkte prostitution i amerikaner-baren til den<br />
indirekte i forretningslivet, og Fassbinders pointe er<br />
naturligvis, at der ingen principiel moralsk forskel er<br />
mellem de to ting.<br />
Maria Braun er de første efterkrigsårs tyske Wirtschaftswunder<br />
i koncentrat, i hvert fald som Fassbinder<br />
ser på den forbløffende økonomiske genrejsning<br />
efter krigsnederlaget. Hun er kvinden, der kravler ud<br />
af ruindyngerne og op ad den sociale rangstige, men<br />
som undervejs mod den materielle velstand må sælge<br />
sig selv så ofte, at hun fryser til i kulde og kynisme…<br />
Alligevel er Maria Brauns ægteskab på mange<br />
måder en spændende film, fordi dens hektiske og<br />
hårdtslående stil passer godt til både tid og tema.<br />
Krigsslutningen og den følgende periodes halvdesperate<br />
og rastløse energi er indfanget i grelt ekspressionistiske<br />
billeder og lydcollager, og alt vibrerer hvileløst<br />
mellem den let begribelige søgen efter sikkerhed og<br />
den moralske korruption.”<br />
(Ebbe Iversen)<br />
”Maria Brauns ægteskab er blevet en uhørt succes<br />
i Tyskland, hvilket er rimeligt nok, fordi den på så<br />
fremragende vis populariserer problemstilllinger, der<br />
bestemt ikke er lettilgængelige. Den er en af disse<br />
15
16<br />
opsamlingsfilm, hvor Fassbinder folkeliggør de temaer,<br />
han er kommet til klarhed over gennem en række<br />
af sine mere avancerede film, og det er meget rimeligt,<br />
at han om Maria Brauns ægteskab har udtalt, at ”det er<br />
første gang, jeg under en filmindspilning overhovedet<br />
ikke har spekuleret på at lave kunst”.”<br />
(Chr. Braad Thomsen)<br />
”Med Maria Brauns ægteskab viser Fassbinder sig<br />
endnu en gang at være en mester i at skabe kvindeportrætter.”<br />
(Dana Duma)<br />
Die Ehe der Maria Braun<br />
vesttyskland 1978<br />
instr.: rainer Werner Fassbinder.<br />
Manus.: Rainer Werner Fassbinder, Pea Fröhlich, Peter<br />
Märthesheimer.<br />
Foto: Michael Ballhaus.<br />
Musik: Peer Raben.<br />
Medv.: Hanna Schygulla. Klaus Löwitsch, Ivan Desny.<br />
Længde: 119 minutter.<br />
Ærens dage<br />
Fredag 10. februar kl. 19.30<br />
”Da Frankrig var blevet løbet over ende af tyskerne i<br />
1940, var den franske hær stort set pacificeret. Hen<br />
ved 2 millioner soldater sad i tysk fangenskab, så<br />
de Gaulles Frie Franske måtte starte fra nul, hvis der<br />
skulle stilles en hær på benene, der kunne deltage i<br />
tilbageerobringen af det tabte land.<br />
Mange af de soldater, der skulle komme i fransk<br />
uniform, kom fra kolonierne i Afrika: Marokko, Algeriet,<br />
for eksempel. Men disse soldater, der typisk aldrig<br />
havde været i Frankrig, havde ifølge lovgivningen ikke<br />
de samme rettigheder som franskmænd. De kaldtes<br />
indigènes, indfødte, og med deres indrullering i<br />
mAriA brAuns ægteskAb<br />
hæren var grunden lagt til militær og politisk racisme<br />
– og for kampen mod den. For hvorfor skulle der være<br />
forskel på mennesker, der alle satte livet på spil for<br />
Frankrigs skyld?<br />
Instruktøren Rachid Bouchareb fortæller i Indigènes,<br />
der på dansk har fået titlen Ærens dage, historien<br />
om en gruppe af disse indfødte soldater: Saîd,<br />
Abdelkader, Messaoud og Yassir. Vi følger dem, fra de<br />
hverves i 1943 til krigens slutning i 1945…<br />
Ærens dage fungerer som en tavs bebrejdelse.<br />
Snarere end bombastisk at slå sit budskab fast, farer<br />
den med lempe og viser uretfærdighederne, som<br />
de udfolder sig. Den gør det enkelt, stærkt og med<br />
megen indlevelse, så man kan ikke undgå at blive<br />
revet med af historien om patrioterne, der kæmper<br />
for det fædreland, de aldrig har sat deres ben i. Et<br />
fædreland, der slår hånden af dem både under og efter<br />
krigen. Da den nu tidligere franske præsident Chirac<br />
så filmen, tog han med 60 års forsinkelse initiativ til, at<br />
”de indfødte” veteraner fik samme pension som deres<br />
franske-franske kammerater.<br />
Filmen blev set af over tre millioner franskmænd.<br />
Den blev nomineret til prisen som bedste udenlandske<br />
film ved årets Oscar-uddeling og til De Gyldne<br />
Palmer i Cannes 2006, hvor de fem mandlige hovedrolleskuespillere<br />
kollektivt vandt prisen som bedste<br />
mandlige skuespiller.”<br />
(Palle Schantz Lauridsen)<br />
”Over for døden er vi alle lige, siger man, så det<br />
gælder vel også, når døden kommer med fjendens<br />
patroner, bomber og granater? Ikke helt! Nogle er<br />
mere lige end de andre, der langt hyppigere står nærmere<br />
skudlinjen – og oven i købet også får ringere tak
for standhaftigheden, hvis de overlever. Det minder<br />
denne storslået producerede, rystende velfortalte og<br />
politisk aktuelle film os om.<br />
I alt det nationalbetændte vrøvl om, at hovedtørklæder<br />
og håndskyhed (ligesom vores oldemødres på<br />
landet) er ”foragt for dansk sæd og skik”, er filmen<br />
her nemlig – med sit stof fra Anden Verdenskrig og<br />
tiden efter – en nyttig påmindelse om, hvorfor så store<br />
dele af den arabisktalende verden føler sig foragtet og<br />
diskrimineret af europæere gennem slægtled: fordi det<br />
har været virkeligheden, lige til i dag!...<br />
I oktober 44 har disse indigènes nået Vogeserne<br />
og får endelig støvler i stedet for de bare tæer i sandalerne.<br />
Vi har set dem blive snydt for de ”rigtige”<br />
franskmænds orlov, deres proviantrationer er ringere<br />
end våbenbrødrenes, den militære forordning om<br />
obligatorisk læseundervisning mærker de intet til, og<br />
selv om Yassir faktisk kan skrive til den franske pige,<br />
han traf i Marseille, standser hærens censur brevene<br />
og lyver for pigen, der spørger efter dem.<br />
Racisme er den eneste nøgterne betegnelse for<br />
denne forskelsbehandling, der kun vendes til hul<br />
retorik om frihed, lighed og broderskab, så snart<br />
de ”indfødte” skal sendes først i ilden!...Synet af de<br />
udmarvede nordafrikaneres afsluttende ildkamp mod<br />
lige så desperate tyske styrker mellem den fransk-tyske<br />
landsbys lader og skure og bindingsværkshuse glemmer<br />
man ikke med det samme!”<br />
(Søren Vinterberg)<br />
Indigènes<br />
Frankrig 2006<br />
instr.: rachid bouchareb.<br />
Manus.: Rachid Bouchareb, Olivier Lorelle.<br />
Foto: Patrick Blossier.<br />
Musik: Khaled.<br />
Medv.. Jamel Debbouze, Samy Nacéri, Roschdy Zem,<br />
Sami Boujila, Bernard Blancan.<br />
Længde: 124 minutter.<br />
Danske undertekster.<br />
Mand bider hund<br />
Fredag 23. marts kl. 19.30<br />
”Her er nok den mest kontroversielle film i belgisk<br />
filmhistorie…<br />
Filmen er optaget i kornet sort-hvid film med<br />
håndholdt kamera og direkte lyd og minder om en<br />
cinema verité-dokumentar. Et filmhold følger en selvudnævnt<br />
seriemorder ved navn Ben (spillet af medforfatteren<br />
og medinstruktøren Benoît Poelvoorde).<br />
Mens Ben går rundt og myrder folk, gør han langsomt<br />
mAnd bider hund<br />
filmholdet medskyldig i sine forbrydelser. Han inviterer<br />
dem på flotte middage, de begynder at hjælpe<br />
ham med at skaffe sig af med ligene, og han yder dem<br />
tilmed finansiel støtte.<br />
Bens løbende kommentarer – om sit ”håndværk”,<br />
om ofrene og deres sociale særegenheder og om<br />
filmholdet (han foreslår kameravinkler og kritiserer<br />
dem for deres lurvede udseende) – giver filmen en<br />
overraskende humoristisk tone. Vi kommer til at nyde<br />
en seriemorders arbejde, fordi han er så morsom,<br />
underholdende og uforudsigelig.<br />
17
18<br />
Ifølge filmens ophavsmænd kom ideen til filmen<br />
fra en belgisk tv-serie, hvor små historier blev blæst<br />
helt ud af proportioner, og folks privatliv blev krænket.<br />
Dette bagvedliggende koncept bidrog til at garantere<br />
filmens succes og sikrede dens status som en kultfavorit<br />
til alle tider.”<br />
(Ernest Mathijs)<br />
”Mand bider hund (titlen har jeg endnu ikke forstået)<br />
er en film, der sætter dybe spor i sjælen længe efter,<br />
du har forladt biografens beskyttende halvmørke.<br />
Mand bider hund er nemlig både forfærdelig god<br />
og frygtelig morsom. Så morsom, at du risikerer at dø<br />
af grin – midt i grinet!”<br />
(Svend Rasmussen)<br />
”Kan man ikke forføre publikum med sanseberusende<br />
production value, kan man måske lokke dem med på<br />
en leg, der går ud på, at det, de betragter, er the real<br />
thing. Sådan var filosofien bag den belgiske kultsucces<br />
Mand bider hund (1992), en raffineret konstruktion<br />
med flere lag af fingerede filmreportager omkring en<br />
psykopatisk seriemorder, som i et bizart dead pantoneleje<br />
delagtiggør publikum om sit livssyn og sine<br />
arbejdsmetoder. Filmen lægger ud som en traditionel<br />
reportage, hvor de etiske spørgsmål omkring dokumentarismens<br />
meddelagtighed i de filmede begivenheder<br />
udfordres, og hen imod slutningen udvikler sig<br />
den sig til en kompliceret metafilm, idet det filmhold,<br />
som følger morderen på arbejde, måske følges af<br />
endnu et (skjult) filmhold med en endnu mere kynisk<br />
dagsorden.”<br />
(Lars Movin)<br />
”This spoof fly-on-the-wall documentary is funny,<br />
scary, provocative, and profoundly disturbing. While<br />
the body count is sky high and the violence explicit,<br />
it’s neither a thriller nor, finally, a psychological study.<br />
Rather, it’s a witty, uncompromising acknowledgement<br />
of both film-makers’ and audiences’ often unhe-<br />
køterne<br />
althy fascination with the spectacle of violence. Even<br />
as you admire its bravura, intelligence and seeming<br />
authenticity, such is its rigour that you are also forced<br />
to question just why you are watching it.”<br />
(Geoff Andrew)<br />
C’est arrivé près de chez vous<br />
belgien 1992<br />
instr.: rémy belvaux.<br />
Manus.: Rémy Belvaux, André Bonzel, Benoît Poelvoorde,<br />
Vincent Tavier.<br />
Foto: André Bonzel.<br />
Musik: Jean-Marc Chenut.<br />
Medv.: Benoît Poelvoorde, Rémy Belvaux, André Bonzel.<br />
Længde: 95 minutter.<br />
Danske undertekster<br />
Køterne<br />
Torsdag 19. april kl. 19.30<br />
En ung amerikansk matematiker, David, ankommer<br />
med sin unge kone til hendes hjemby, en landsby i<br />
Cornwall, for at han i fred og ro kan fuldføre en matematisk<br />
afhandling.<br />
Hans blotte tilstedeværelse virker imidlertid som en<br />
torn i øjet på de “indfødte”, som på mange forskellige<br />
måder forsøger at genere og tirre ham. Efter at nogle<br />
af dem har voldtaget hans kone, kommer det til en<br />
konfrontation, hvorunder David forsøger at beskytte<br />
landsbytossen mod at blive lynchet.. Kampen føres<br />
med de mest bestialske midler og Peckinpah demonstrer<br />
i filmen, hvordan Davids sande natur blotlægges.<br />
Peckinpah har efter sigende været inspireret af en<br />
amerikansk forfatter ved navn Robert Ardrey, hvis<br />
ideer om “menneskets sande animalske natur”, han<br />
er begejstret for. Det var Morten Piil ikke, da han<br />
anmeldte filmen. Til gengæld fandt han, at den havde<br />
andre kvaliteter: “Som skrækfilm er Køterne mere<br />
energisk end raffineret, men dens glimt fra instinkternes<br />
underverden har til gengæld en visionær kraft, der<br />
røber, at Peckinpah er en betydelig filmdigter, selvom<br />
han er en mådelig filosof. Og Dustin Hoffman turde<br />
være en af de få skuespillere på kloden, der kunne<br />
gøre Davids forvandling fra intellektuel til handlingsmenneske<br />
troværdig....”<br />
Straw Dogs<br />
england-usA 1971.<br />
instr.: sam peckinpah.<br />
Manus.: David Z. Goodman og Peckinpah efter roman af<br />
G. M. Williams.<br />
Foto.: John Coquillon.<br />
Musik: Jerry Fielding.<br />
Medv.: Dustin Hoffman, Susan George, David Warner,<br />
Peter Vaughan.<br />
Længde: 118 minutter.<br />
Danske undertekster.
Danske Filmmatiseringer<br />
bAbettes gæstebud<br />
Sult<br />
Torsdag 12. januar kl. 19.30<br />
”Han er som taget ud af romanen. Den magre krop,<br />
det hulkindede ansigt og de stikkende øjne har efterhånden<br />
gjort Per Oscarsson til indbegrebet af Knut<br />
Hamsuns alter ego, den sultende forfatter fra Kristiania.<br />
Derfor er det ualmindeligt svært ikke at se den<br />
svenske skuespiller for sig, når man læser de første<br />
sider af Knut Hamsuns modernistiske gennembrudsroman<br />
Sult (1890). For den danske instruktør Henning<br />
Carlsens skelsættende filmatisering fra 1966 har<br />
brændt sig fast på nethinden i en sådan grad, at det er<br />
vanskeligt at holde film og roman adskilt.<br />
Ordinære og farveløse romaner ender af og til<br />
som filmiske mesterværker. Men det vækker opsigt,<br />
når en litterær milepæl også bliver til et markant<br />
hovedværk inden for filmkunsten. For hvordan er<br />
det muligt, at Carlsen kan konkurrere med Hamsuns<br />
poetiske kraftpræstation? Det er trods alt en udfordring<br />
at få den subjektive fortælling om en fattig digtersjæl<br />
overført til det hvide lærred. Som Paul Auster har<br />
sagt: ”Det er meget sjældent, at en film er i stand til<br />
at fremstille et indre liv.” Men det lykkes med Carlsen<br />
bag kameraet, vel og mærke i en film uden brug af<br />
voice over og forklarende mellemtekster. Sult er en<br />
roman fortalt i første person, så derfor vælger den<br />
danske instruktør at fortælle historien gennem brugen<br />
af subjektive billeder og lyd.<br />
I Sult ses handlingen primært fra den lidende<br />
digters øjne. Men det virker ikke klaustrofobisk, da vi<br />
allerede i den første kameraindstilling ser et totalbillede<br />
af hovedpersonen, der læner sig op af rækværket<br />
på en bro.<br />
Regine Hamsun – Knut Hamsuns barnebarn<br />
– beskriver sin bedstefars alter ego som ”en indre<br />
atombombe”. Det kan både ses og høres på billed- og<br />
lydsiden. Og på den måde er Sult ikke kun en fysisk<br />
rejse rundt i Kristianias trøstesløse gader, men også<br />
19
20<br />
en rejse rundt i sindets irgange. Fantasier og hallucinationer<br />
flyder sammen med den barske virkelighed<br />
i dette modernistiske hovedværk, der som romanen<br />
ikke har et traditionelt plot eller handling. Det er<br />
grundlæggende en historie om konflikten mellem den<br />
ydre verden og det indre liv, der eksemplificeres via<br />
skæve kameravinkler, eksplosive zoom-bevægelser,<br />
forvrængede billeder og disharmoniske musikeffekter.<br />
Disse audiovisuelle virkemidler gør, at vi som tilskuere<br />
suges ind i hovedet på en mand, der er mærket<br />
for livet i den nøgne storby. Selv beskrev Knut Ham-<br />
sult<br />
sun Kristiania som ”denne forunderlige By, som ingen<br />
forlader, før han har faaet Mærker af den”. Vi bliver<br />
påtvunget oplevelsen og følelsen af fremmedgjorthed<br />
hos hovedpersonen, der langsomt går i opløsning.<br />
Med Sult lavede Henning Carlsen et internationalt<br />
hovedværk, der ikke bare gav Per Oscarsson prisen<br />
som bedste mandlige skuespiller på Cannes Film Festivalen<br />
i 1966, men som også fik en 22-årig Paul Auster<br />
til at skrive essayet Kunsten at sulte (1970). Dette<br />
personlige statement slutter af med følgende ord om<br />
Hamsuns sindsforvirrede sjæl: ”Der er intet til at holde<br />
ham gående – og dog bliver han ved med at gå. Han<br />
vandrer lige ind i det 20. århundrede.” Det samme<br />
kan man sige om Henning Carlsens tidløse klassiker.”<br />
(Jan Oxholm)<br />
danmark-norge-sverige 1966<br />
instr.: henning Carlsen.<br />
Manus.: Henning Carlsen og Peter Seeberg<br />
efter roman af Knut Hamsun.<br />
Foto: Henning Kristiansen.<br />
Musik: Krzystof Komeda.<br />
Medv.: Per Oscarsson, Gunnel Lindblom, Birgitte Federspiel,<br />
Sigrid Horne-Rasmussen, Osvald Helmuth,<br />
Hans W. Petersen, Carl Ottosen.<br />
Længde: 111 minutter.<br />
den forsvundne<br />
fuldmægtig<br />
Fredag 2. marts kl. 19.30<br />
”Filmatisering af Hans Scherfigs klassiker fra 1938<br />
om den pæne embedsmand, der får mulighed for at<br />
fingere sit eget selvmord og således begynde en friere<br />
tilværelse under ny identitet.<br />
Det var stor forhåndsinteresse for denne første<br />
spillefilm over en roman af Scherfig. Forfatteren var<br />
kommet til at sige god for flere forskellige manuskriptforslag<br />
og måtte træffe et valg, da Filmfonden i 1970<br />
sad med i alt tre ansøgninger om støtte. Det valgte<br />
manuskript af Erik Thygesen flyttede handlingen frem<br />
til samtiden, men var i øvrigt trofast mod bogen og<br />
brugte Scherfig selv som fortæller på lydsiden. I hans<br />
bedste ånd skildredes med veloplagt ondskabsfuldhed<br />
det småborgerlige og sladdervorne landsbysamfund,<br />
hvor fuldmægtigen forsøger at slå sig ned, såvel som<br />
tilværelsen i fængslet, der viser sig at være den tilværelse,<br />
det borgerlige uddannelsessystem bedst har<br />
forberedt ham på.<br />
Den 29-årige Gert Fredholm debuterede som<br />
instruktør, og hans film blev en stor publikumssucces,<br />
der skal have indspillet over en million kroner på pre
mierebiografen. De fleste anmeldere var også positive,<br />
selv om det blev påpeget, at opdateringen af historien<br />
ikke rigtig havde nogen funktion, og at borgerligheden<br />
nu antog andre former end i 1938. Filmen modtog en<br />
Bodil-pris som årets bedste, ligesom Ove Sprogøe var<br />
selvskreven til samme pris for sit spil i hovedrollen.”<br />
(Fra Danske spillefilm, 1968-<br />
1991. Jeppesen, Villadsen, Caspersen)<br />
”Det kan altså lade sig gøre at lave film i Danmark. Tilmed<br />
en helhjertet venstreorienteret og samfundskritisk<br />
film, hvor alt, eller næsten alt, fungerer. Man tror, det<br />
er løgn, men gå selv hen og kig efter, om det ikke er<br />
den rene, frydefulde sandhed.”<br />
(Mikael Sne)<br />
”Fru Amsted er en glimrende rolle til Bodil Kjer, og<br />
Ove Sprogøe er naturligvis god som fuldmægtigen.<br />
De vittige replikker i forening med det sikre valg af<br />
medvirkende og den logiske og relativt livlige fortællestil<br />
gør Den forsvundne fuldmægtig til den bedste<br />
danske film i lang tid.”<br />
(Erik Ulrichsen)<br />
danmark 1971<br />
instr.: gert Fredholm.<br />
Manus.: Erik Thygesen efter roman af Hans Scherfig.<br />
Foto: Henning Kristiansen.<br />
Musik: Henning Christiansen.<br />
Medv.: Ove Sprogøe, Bodil Kjer, Karl Stegger, Poul Thomsen,<br />
Valsø Holm, Mime Fønss, Vera Gebuhr.<br />
Længde: 102 minutter.<br />
Babettes gæstebud<br />
Torsdag 10. maj kl. 19.30<br />
”Mesterkokken Babette Hersant måtte flygte fra Frankrig<br />
efter Pariserkommunen i 1871 og er endt som husholderske<br />
for to ugifte søstre i Vestjylland. Omgangskredsen<br />
består her af resterne af den frimenighed,<br />
den Forsvundne Fuldmægtig<br />
søstrenes strenge far i sin tid var præst for. Da Babette<br />
vinder en stor lotterigevinst, beslutter hun sig for at<br />
bruge pengene på at servere et overdådigt måltid for<br />
disse tungsindige og nøjsomme mennesker. En svensk<br />
officer, der viser sig at kunne værdsætte kulinariske<br />
specialiteter, inviteres også med, og middagen får en<br />
forløsende virkning for alle deltagere.<br />
Karen Blixens fortælling om kunstneren, der en<br />
enkelt gang får mulighed for at yde sit allerbedste,<br />
fremkom i et amerikansk blad i 1950 og indgik i 1958<br />
i bogen Skæbne-Anekdoter. Filmatiseringen fulgte<br />
teksten ret nøje med den vigtige forskel, at historien<br />
var flyttet fra Norge til Vestjylland.<br />
Filmatiseringen var et projekt, Gabriel Axel længe<br />
havde arbejdet med. Han havde i ti år ikke lavet film<br />
i Danmark og var bosat i Frankrig, hvor han havde<br />
høstet anerkendelse som tv-instruktør. Efter at norske<br />
og franske producenter var gledet ud af billedet, blev<br />
der endelig skabt økonomisk mulighed for denne<br />
første danske Blixen-film, der kostede tretten millioner<br />
kroner, heraf ni millioner kroner i støtte fra Det<br />
Danske Filminstitut.<br />
Catherine Deneuve blev i første omgang engageret<br />
til rollen som Babette. Da man imidlertid skønnede,<br />
at rollen lå for langt fra hendes sædvanlige<br />
image, gik den i stedet til Stéphane Audran. Mange<br />
roller besattes i øvrigt med ansigter, et internationalt<br />
publikum kendte fra Carl Th. Dreyers film.<br />
Både ved filmfestivalen i Cannes og ved den danske<br />
premiere var hjemlige anmeldere ret forbeholdne.<br />
Franske kritikere var anderledes positive. Også i USA<br />
fik den god omtale og bred distribution, og i foråret<br />
1988 modtog den i Hollywood en Oscar som årets<br />
bedste fremmedsprogede film. Hvor danske kritikere<br />
havde angrebet filmen for at være litterær, så mange<br />
amerikanske anmeldere netop dette som en charme<br />
og fremhævede, at Axel havde ydet Blixens prosa<br />
retfærdighed.”<br />
(Fra Danske spillefilm, 1968-<br />
1991. Jeppesen, Villadsen, Caspersen)<br />
danmark 1987<br />
instr. + manus.: gabriel Axel<br />
efter novelle af karen blixen.<br />
Foto: Henning Kristiansen.<br />
Musik: Per Nørgård.<br />
Medv.: Stéphane Audran, Birgitte Federspiel, Bodil Kjer,<br />
Jarl Kulle, Jean-Philippe Lafont, Bendt Rothe, Pouel<br />
Kern.<br />
Længde: 103 minutter.<br />
21
22<br />
Stumme timer<br />
die Puppe<br />
Torsdag 19. januar kl 19.30<br />
Die Puppe er en fantasifilm, der ikke ligner nogen<br />
anden af Lubitsch’s film, og som han selv fandt meget<br />
opfindsom. Den handler om en noget kvindefjendsk<br />
ung mand, der for at opnå en arv køber en ”kone”<br />
die puppe<br />
i form af en legemstor dukke. Da den går i stykker,<br />
overtager dukkemagerens datter rollen, og de to unge<br />
forelsker sig.<br />
Filmen var en fantasifuld variation over temaet<br />
om dukken, der bliver levende, inspireret af E. T. A.<br />
Hoffmann, og den er fortalt i ekspressive dekorationer<br />
og med mange kameratricks.<br />
”Den er derfor ikke alene filmhistorisk interessant ved<br />
at være en berømt instruktørs ungdomsværk, men<br />
mindst lige så interessant, fordi den giver udtryk for<br />
en kunstnerisk søgen, en ukonventionel glæde over<br />
filminstrumentets muligheder. Die Puppe er en film<br />
i familie med troldmanden Georges Meliès’ poetiske<br />
eventyrfantasier.”<br />
(Albert Mertz)<br />
Die Puppe<br />
tyskland 1919<br />
instr.: ernst lubitsch.<br />
Manus.: Ernst Lubitsch og Hanns Kräly.<br />
Foto: Theodor Sparkuhl.<br />
Medv.: Ossi Oswalda, Hermann Thimig, Victor Janson.<br />
Længde: 48 minutter.<br />
Tyske mellemtexter<br />
&<br />
the Navigator<br />
”Keaton spiller denne gang en ørkesløs millionærarving,<br />
en passiv dagdrømmer, der tror han kan få alt<br />
hvad han peger på, inklusiv en pige, som – viser det<br />
sig hurtigt – slet ikke er interesseret i ham. Hun afviser<br />
ham blankt, men ved tilfældighedernes spil havner de<br />
begge på en oceandamper, der driver til søs.<br />
Ship ohøj placerer sig højt i Keaton’s produktion.<br />
Den er pletfrit og elegant iscenesat med blændende<br />
dygtig anvendelse af geometrisk klart opbyggede totalbilleder<br />
og med Keatons komiske opfindsomhed i fuld<br />
udfoldelse fra start til slut.”<br />
(Morten Piil)<br />
”Så er vi klar til et af de mest vidunderlige gagspil i<br />
filmkunstens historie, en overdådig perlerad, spillende<br />
af fantasi og grotesk komik. Der er ikke et nummer som<br />
klikker. Magen til timing har man ikke set. Man sidder<br />
helt målløs. Heldigvis. Ellers ville man dø af grin. ”<br />
(Herbert Steinthal)
”Ship ohoy/The Navigator er min yndlings Keatonfilm,<br />
fordi den foruden det sædvanlige uovertrufne<br />
festfyrværkeri af gags – og de er virkelig morsomme -<br />
indeholder 2 scener så fantastisk timede, at man i sin<br />
benovede beundring over Keaton’s virtuositet næsten<br />
glemmer at grine, for her oplever man noget guddommeligt<br />
perfekt:<br />
I den ene scene er Keaton og Pigen havnet helt alene<br />
på en gigantisk oceandamper, der driver til søs. De<br />
prøver at finde hinanden ved at løbe rundt på damperen<br />
i en mere og mere fortvivlet – og accelererende<br />
– jagt, der dog hele tiden holder dem ude af hinandens<br />
synsfelt. Den anden scene fortæller om deres<br />
fortvivlede situation, da fjendtlige kannibaler border<br />
damperen. Keaton har til sidst kun en lille, men farlig<br />
kanon til sin rådighed, men ved et uheld får han viklet<br />
en snor fra kanonens hjul om sit ben, således at dens<br />
munding peger dødsensfarligt mod ham selv i stedet<br />
for mod kannibalerne, hvor mange anstrengelser han<br />
end gør sig, – og lunten bliver kortere og kortere.<br />
Hvad der så sker, skal ses – det sublime kan ikke<br />
beskrives, det skal opleves – og bemærk, at Keaton<br />
ikke snyder ved i det afgørende øjeblik at klippe.”<br />
(Peder Bødker)<br />
The Navigator<br />
usA 1924<br />
instr.: buster keaton og donald Crisp.<br />
Manus.: Clyde Bruckman, Jean Havez, Joseph Mitchell.<br />
Foto: Elgin Lessley, Byron Houck.<br />
Medv.. Buster Keaton, Kathryn McGuire, Fredrick Vroom.<br />
Længde: 56 minutter.<br />
Danske mellemtexter.<br />
Generalen<br />
Torsdag 12. april kl. 19.30<br />
Keaton spiller en ung lokomotivfører, der meget mod<br />
sin vilje bliver vraget til soldatertjeneste i den ameri-<br />
the nAvigAtor<br />
23
24<br />
generAlen<br />
kanske borgerkrig, fordi man mener, at han vil kunne<br />
gøre mere nytte i sit civile erhverv. Alligevel bliver han<br />
indblandet i krigen, nemlig da Nordstaterne bortfører<br />
hans elskede lokomotiv, ”The General”. Ombord på<br />
toget befinder sig tilmed hans anden store kærlighed,<br />
Annabelle, så Keaton tøver ikke et sekund med ene<br />
mand at sætte efter bortførerne.<br />
”Keaton’s best, and arguably the greatest screen comedy<br />
ever made…The result is everything one could<br />
wish for: witty, dramatic, visually stunning, full of subtle,<br />
delightful human insights, and constant hilarious.”<br />
(Time Out Film Guide)<br />
“Keaton lavede adskillige film, som kan regnes blandt<br />
de fineste (og morsomste) komedier i hele filmhi-<br />
storien, men ingen er så oplagt en kandidat til titlen<br />
som bedste komedie nogensinde som dette tidløse<br />
mesterværk. Det er ikke blot den konstante strøm af<br />
sjove påfund, ej heller at de hele tiden udspringer<br />
af situationer og personernes karakter i stedet for at<br />
eksistere isoleret fra filmens handling. Det, der gør<br />
Generalen så enestående, er, at den er fremragende på<br />
alle niveauer: Det gælder humor, spænding, historisk<br />
rekonstruktion, karakterstudier, visuel skønhed og teknisk<br />
præcision. Man kan sågar hævde, at den kommer<br />
tættere på det perfekte end nogen anden film, hvad<br />
enten det drejer sig om komedier eller ej…<br />
Og endelig er der Buster som Johnny: Usmilende,<br />
men alligevel indtagende i sin modige, lettere latterlige<br />
beslutsomhed – indbegrebet af dette halvt komiske,<br />
halvt alvorlige mesterværk og en så dybt menneskelig<br />
helt, som filmkunsten kun sjældent har givet os.”<br />
(Geoff Andrew)<br />
The General<br />
usA 1927<br />
instr.:buster keaton, Clyde bruckman.<br />
Manus.. Buster Keaton, Clyde Bruckman.<br />
Foto: Bert Haines, Devereaux Jennings.<br />
Medv.: Buster Keaton, Marion Mack, Glen Cavender.<br />
Længde: 75 minutter.<br />
Danske mellemtekster.<br />
de fire djævle<br />
Fredag 27. april kl. 19.30<br />
29. januar er det 100 år siden, Herman Bang døde<br />
under en oplæsningsturné i USA. De fire djævle fra<br />
1911 er en filmatisering af Bang’s novelle, ”Les Quatre<br />
Diables” fra 1890 (novellen er blevet filmatiseret ikke<br />
mindre end fire gange). I det originale pressemateriale<br />
står der om filmen, at den er ”Verdens mest berømte<br />
Film, og behøver derfor ingen Anbefaling! Thi alle vil<br />
se denne enestaaende Film igen”.
de 4 djævle<br />
”Fire unge trapezartister er vokset op sammen efter at<br />
være blevet solgt til cirkus af forarmede slægtninge.<br />
Som voksne er Fritz og Aimée tæt knyttet til hinanden.<br />
Men en aften aflægger en forførerisk grevinde besøg i<br />
cirkus. Hun kigger begærligt efter Fritz og arrangerer<br />
et stævnemøde. En lidenskabelig kærlighedsaffære<br />
begynder, og Aimée bliver rasende jaloux. Til sidst,<br />
under deres trapeznummer…<br />
En meget flot fotograferet og iscenesat film (primært<br />
Linds fortjeneste) med flere slående diagonalbilledkompositioner,<br />
med nyskabende brug af stejle<br />
kameravinkler i trapezscenerne, og med velfungerende<br />
blikretningsorienteret klipning – en endnu ret<br />
usædvanlig teknik”.<br />
(Casper Tybjerg)<br />
”Ebbe Neergaard calls it ”the first film told in reasonably<br />
modern film language”, a statement which does<br />
not do justice to the best work of Griffith in the same<br />
period, but one which does indicate the sophistication<br />
of this film’s technique”.<br />
(Ron Mottram)<br />
De fire djævle<br />
danmark 1911<br />
instr.. robert dinesen, Alfred lind.<br />
Manus.: Carl Rosenbaum efter Herman Bang’s novelle.<br />
Foto: Alfred Lind.<br />
Medv.: Einar Rosenbaum, Robert Dinesen, Edith Buemann<br />
Psilander, Agis Winding.<br />
Længde: 42 minutter.<br />
Danske mellemtekster<br />
bAlletdAnserinden<br />
&<br />
Balletdanserinden<br />
Brændende Begær var filmens extratitel og var den<br />
eneste film, Asta Nielsen indspillede for Nordisk,<br />
inden hun slog sig ned i Tyskland det næste årti.<br />
Handlingen er flg.: ved premieren på Jean Mayol’s<br />
(Johannes Poulsen) nye stykke bliver primadonnaen<br />
syg; Camille (Asta Nielsen) springer ind i rollen. Stor<br />
succes. Hun og Jean bliver forelskede, men Jean er en<br />
sjuft. En aften ved et selskab hos Simons ser Camille<br />
ham gøre stormkur til Simon’s kone, Yvette. Camille<br />
fortæller dette til Simon, som skyder sin kone. Camille<br />
får nervesammenbrud, men Paul Rich (Valdemar Psilander)<br />
tager sig af hende. De bliver forelskede, men<br />
så dukker Jean op….<br />
”En anden bemærkelsesværdig scene er den, hvor vi<br />
ser Camille optræde under et privat selskab hos en<br />
rentier og hans kone Yvette. Camille står i midtergruppen,<br />
bag hende er der et stort spejl. Hun spiller<br />
ud til os. I værelset ved siden af gør Jean stormkur<br />
til Yvette. Takket være spejlet kan vi se, hvad der<br />
sker off-screen. Camille kan også se det…En sådan<br />
dramaturgisk velfungerende anvendelse af et spejl<br />
var noget nyt på film. Og det udvidede instruktørens<br />
udtryksmuligheder.”<br />
(Marguerite Engberg)<br />
Balletdanserinden<br />
danmark 1911<br />
instr.: August blom.<br />
Manus.: Alfred Kjerulf.<br />
Foto: Axel Graatkjær.<br />
Medv.: Asta Nielsen, Valdemar Psilander, Johannes<br />
Poulsen, Valdemar Møller, Karen Lund.<br />
Længde: 44 minutter.<br />
Danske mellemtekster<br />
25
26<br />
Jacques<br />
Tati<br />
”Jacques Tati (1907-1982), fransk instruktør og skuespiller, der med en baggrund som<br />
mimiker skabte nogle af efterkrigstidens bedste folkekomedier. Filmene havde alle et<br />
romantisk forhold til de gode, gamle dage og var præget af en kritik af amerikaniseringen<br />
og af den moderne teknologi. Han spillede selv den gennemgående figur, den<br />
høje, hyggelige, let anarkistiske og umælende Monsieur Hulot, hvis kendetegn var<br />
en pibe, en hat, en cottoncoat, bukser, der stumpede, og en særegen gangart…<br />
Stilistisk rendyrkede Tati de lange indstillinger og totalbilledet, hvori der gerne foregik<br />
mange forskellige ting og var flere små historier på én gang. Tati, der altid indspillede<br />
sine film stumt og derefter eftersynkroniserede lydsporet, var en af filmens<br />
store lydstilister.”<br />
(Gyldendals filmleksikon, 2010)<br />
en festlig dag<br />
Mandag 16. januar kl. 19.30<br />
Farcens midtpunkt er postbuddet i en slumrende midtfransk<br />
landsby. Han har altid haft et venligt, i-sig-selvhvilende<br />
forhold til alle mennesker og ting, hvorfor<br />
hans metier som postomdeler bemærkelsesværdig<br />
ofte kommer i uløselig konflikt med hans kroniske<br />
hjælpsomhed – uden at det i øvrigt synes at tynge<br />
ham. Men en dag kommer marked til byen, og efter<br />
en stime genvordigheder fanges hans blik af en amerikansk<br />
film om tempofyldt postuddeling. Filmens sidste<br />
afsnit viser disse halsbrækkende metoder forvaltet af<br />
den førhen så sindige cykelvirtuos.<br />
”En festlig dag – en farce og en komedie, et vittigt og<br />
lidt melankolsk digt om et postbud i en lille fransk by,<br />
hans ambitioner og drømme, hans nederlag og resignation,<br />
en Don Quixote med stolte visioner og tåbelige<br />
anstrengelser for at leve op til drømmene, og alt<br />
set i den lille bys ramme, hverdag og fest, en mosaik<br />
af vignetter om mennesker…det hele troværdige og<br />
morsomme billede af et postbud og hans by, skabt af<br />
Jacques Tati med utrolig omhu for alle enkeltheders<br />
præcise placering i det poetiske billede, og altid med<br />
postbuddet som den centrale figur. En genial komposition,<br />
vidunderligt melodiøs i sin rytme, så overrumplende<br />
i sin rigdom på udtryk. Det er i sandhed<br />
en uforglemmelig film.”<br />
(Jørgen Stegelmann)<br />
”Den lyrisk harmoniske film bæres af livsglæde og<br />
legeglæde mere end af kunstig farcemekanik, og<br />
den kalder på det medfølende smil mere end på den<br />
brølende latter. Jacques Tati fortjener fuldt ud det<br />
monument, som indbyggerne i landsbyen skal have<br />
rejst ham til tak og til minde.”<br />
(Bjørn Rasmussen)<br />
Jour de fête<br />
Frankrig 1949<br />
instr.: jacques tati.<br />
Manus.; Jacques Tati, Henri Marquet.<br />
Foto: Jacques Mercanton.<br />
Musik: Jean Yatove, Henri Marquet.<br />
Medv.: Jacques Tati, Guy Decomble, Santa Relli, Paul<br />
Frankeur.<br />
Længde: 84 minutter.<br />
Danske undertekster
en Festlig dAg<br />
Festlige feriedage<br />
Torsdag 16. februar kl. 19.30<br />
”Festlige feriedage udleverer med på én gang ondt og<br />
overbærende vid hele den komedie, som det bedre<br />
borgerskab opfører, når det tager ud til de små badesteder<br />
for at holde ferie, selskabslivets og friluftslivets<br />
glæder, alle de ”fornøjelser”, som nu engang hører sig<br />
til, hvis en ferie skal være rigtig ferie…<br />
Filmens fortrin ligger netop i denne ligefrem geniale<br />
evne til at sætte de allermest forslidte situationer<br />
fra ferielivet i en satirisk belysning, ikke ved at fortegne<br />
virkeligheden, men ved at pille akkurat så meget ved<br />
den, at det triste og trivielle forsvinder og det komiskabsurde<br />
kommer frem. Dette er simpelt hen den tragikomiske<br />
sandhed om vore ferievaner, men set gennem<br />
øjne, der kun fæster sig ved sagens komiske sider…<br />
Og morskaben bliver ikke mindre, fordi det er sig<br />
selv, man ler ad.”<br />
(Jens Kistrup)<br />
Les Vacances de Monsieur Hulot<br />
Frankrig 1953<br />
instr.: jacques tati.<br />
Manus.: Jacques Tati, Henri Marquet, Jacques Lagrange.<br />
Foto: Jacques Mercanton, Jean Mousselle.<br />
Musik: Alain Romans.<br />
Medv.: Jacques Tati, Nathalie Pascaud, Michèle Rolla,<br />
Valantine Camax.<br />
Længde: 89 minutter.<br />
Danske undertekster<br />
Min onkel<br />
Torsdag 31. maj kl. 19.30<br />
”I sine første to film, En festlig dag (1948) og Festlige<br />
feriedage (1953), hylder Jacques Tati det charmerende<br />
ved det provinsielle, det tilfældige og det forfaldne.<br />
I Min onkel retter han sin satire mod den omsiggribende<br />
mekaniseringsmani, der truer med at spolere<br />
den afslappede livsstil i gamle dage.<br />
Tatis uopslidelige persona, den næsten tavse<br />
Festlige FeriedAge<br />
27
28<br />
lemmedasker monsieur Hulot, bor i et gammelt,<br />
faldefærdigt kvarter i Paris. Ikke langt derfra bor<br />
ægteparret Arpel, hans søster og svoger, i et trendy,<br />
hypermoderne hus, der er spækket med udstyr. Det<br />
er uundgåeligt, at de fleste af de moderne hjælpemidler<br />
ikke virker – især når den velmenende Hulot<br />
er i farvandet.<br />
Sådan som det altid er tilfældet med Tati, er<br />
humoren næsten udelukkende visuel - og hørbar.<br />
Kun få komikere har udnyttet lydsporet så kreativt<br />
som han. Den klikken, summen, hvæsen og sprutten,<br />
som ægteparret Arpels diverse dimser og dingenoter<br />
giver fra sig såvel som maskinerne på den fabrik,<br />
hvor Arpel meget uklogt giver sin svoger et job, når<br />
ofte højder af det glade vanvid.”<br />
(Philip Kemp)<br />
”Min onkel er da en overrumplende blanding af det<br />
alvorligt satiriske, det absurd komiske, det realistiske<br />
og det poetiske. Den er også en blanding af det<br />
fremragende, det gode og det mindre gode, men den<br />
er skabt af en stor personlighed, en af vore hypermoderne<br />
tiders alt for få antikonformister.”<br />
(Erik Ulrichsen)<br />
Min onkel vandt juryens specialpris i Cannes i 1958<br />
og en Oscar for bedste udenlandske film samme år.<br />
Mon Oncle<br />
Frankrig 1958<br />
instr.: jacques tati.<br />
Manus.: Jacques Tati, Jacques Lagrange, Jean L’Hôte.<br />
Foto: Jean Bourgoin.<br />
Musik: Alain Romans, Franck Barcellini.<br />
Medv.: Jacques Tati, Jean-Pierre Zola, Adrienne Servatie,<br />
Alain Bécourt.<br />
Længde: 110 minutter.<br />
Danske undertekster<br />
min onkel
TEATRET SVALEGANGEN<br />
MERE LEVENDE END DET HER!<br />
OPLEV BLANDT ANDET MAESTRO - EN ROCKTEATERBASTARD<br />
MED MUSIK AF KAIZERS ORCHESTRA, GÆSTESPIL SOM GÅR<br />
I DYBDEN ELLER FANØ, HVOR ALT ANDET END SANDHEDEN<br />
LURER UNDER OVERFLADEN.<br />
ROSENKRANTZGADE 21<br />
8000 AARHUS C<br />
BILLETTELEFON 8613 8866<br />
BILLETNET 7015 6565<br />
WWW.SVALEGANGEN.DK<br />
29
I foråret 2012 kan vi<br />
blandt andet tilbyde følgende:<br />
Aki Kaurismäkis<br />
LE HAVRE<br />
Brødrene Dardennes<br />
LE GAMIN AU VÉLO<br />
Roman Polanskis<br />
CARNAGE<br />
med Jodie Foster, Kate Winslet og Christoph<br />
Waltz.<br />
Paolo Sorrentinos<br />
THIS MUST BE THE PLACE<br />
med Sean Penn og Frances McDormand.<br />
Clint Eastwoods<br />
J. EDGAR<br />
med Leonarda DiCaprio<br />
Tomas Alfredsons<br />
TINKER TAILOR SOLDIER SPY<br />
med Gary Oldman og Colin Firth<br />
Simon Curtis’<br />
MY WEEK WITH MARILYN<br />
med Michelle Williams, Eddie Redmayne og<br />
Kenneth Branagh.<br />
Alexander Paynes<br />
THE DESCENDANTS<br />
med George Clooney og Shailene Woodley.<br />
30<br />
Alle Film stArter kl. 19.30<br />
TORSDAG 5/1: MARIA BRAuNS æGTESKAB z<br />
Instruktør: Rainer Werner Fassbinder side 15<br />
MANDAG 9/1: IVANS BARNDOM z<br />
Instruktør: Andrej Tarkovskij side 8<br />
TORSDAG 12/1: SuLT z<br />
Instruktør: Henning Carlsen side 19<br />
MANDAG 16/1: EN FESTLIG DAG z<br />
Instruktør: Jacques Tati side 26<br />
TORSDAG 19/1: DIE PuPPE<br />
+ THE NAVIGATOR zz<br />
Instruktør: Lubitsch & Keaton/Crisp side 22<br />
FREDAG 27/1: BOLIGHAJEN z<br />
Instruktør: Francesco Rosi side 12<br />
TORSDAG 2/2: SOLARIS z<br />
Instruktør: Andrej Tarkovskij side 8<br />
FREDAG 10/2: æRENS DAGE z<br />
Instruktør: Rachid Bouchareb side 16<br />
TORSDAG 16/2: FESTLIGE FERIEDAGE<br />
Instruktør: Jacques Tati side 27<br />
TORSDAG 23/2: THE NAKED KISS z<br />
Instruktør: Samuel Fuller side 6<br />
FREDAG 2/3: DEN FORSVuNDNE FuLDMæGTIG z<br />
Instruktør: Gert Fredholm side 20<br />
z<br />
TORSDAG 8/3: DRENG MøDER PIGE z<br />
Instruktør: Nikos Afroditis side 13<br />
TORSDAG 15/3: DEN STORE GADE z<br />
Instruktør: Calle ;ayor side 14<br />
FREDAG 23/3: MAND BIDER HuND z<br />
Instruktør: Rèmy Belvaux side 17<br />
TORSDAG 29/3: NOSTALGHIA z<br />
Instruktør: Andrej Tarkovskij side 9<br />
TORSDAG 12/4: GENERALEN zz<br />
Instruktør: Keaton/Bruckman side 24<br />
TORSDAG 19/4: KøTERNE z<br />
Instruktør: Sam Peckinpah side 18<br />
FREDAG 27/4: BALLETDANSERINDEN<br />
+ DE 4 DJæVLE zz<br />
Instruktør: Dinesen/Lind + Blom side 24<br />
TORSDAG 3/5: SOLARIS z<br />
Instruktør: Steven Soderbergh side 10<br />
TORSDAG 10/5: BABETTES GæSTEBuD z<br />
Instruktør: Gabriel Axel side 21<br />
FREDAG 25/5: DEN BARSKE ELITE z<br />
Instruktør: Samuel Fuller side 7<br />
TORSDAG 31/5: MIN ONKEL<br />
Instruktør: Jacques Tati side 27<br />
= film præsenteret af Det Danske Filminstitut/Museum & Cinematek<br />
= stumfilm præsenteret af Det Danske Filminstitut/Museum & Cinematek. Reduceret pris.<br />
RET TIL æNDRINGER FORBEHOLDES.<br />
Se opslag ved <strong>Filmklub</strong>ben og vores hjemmeside i tilfælde af ændringer.<br />
zz
Oplev favoritterne<br />
til årets Oscarstatuetter…<br />
PREMIERE 19. JANUAR PREMIERE 9. FEBRUAR PREMIERE 23. FEBRUAR<br />
Studierabat kr. 15 alle ugens dage.<br />
air & air &<br />
eX<br />
X<br />
PREMIERE 9. AUGUST<br />
Skt. Knuds Torv · <strong>Aarhus</strong> C · biocity.dk Tordenskjoldsgade 21 · <strong>Aarhus</strong> N · metropolaarhus.dk<br />
31
32<br />
thE jOhn SCOFiElD<br />
hOllOwBODy BAnD<br />
Lørdag 14. juli<br />
musikhuset<br />
aarhus<br />
liveonstage<br />
tRyllEFløjtEn<br />
Operafilm af Kenneth Branagh<br />
Mandag 14. maj<br />
KRyStERS KARtEl<br />
Så hakker spætten<br />
Tirsdag 27. marts<br />
PASión DE BuEnA ViStA<br />
Mandag 20. februar<br />
MORDEtS MElODi<br />
Eventministeriet – Det kgl. teater<br />
Fredag 30. marts<br />
billetsalg 89404040<br />
musikhusetaarhus.dk<br />
mød os på<br />
CORRER O FADO<br />
Fredag 24. februar