Filmklub - Århus Studenternes Filmklub - Aarhus Universitet

å r h u s s t u d e n t e r n e s
Filmklub
AdgAng For Alle
Foråret 2012
1

2
Århus Studenternes
Filmklub
blev startet i 1953 blandt de studerende på
Aarhus Universitet.
I 1973 blev ÅSF filial af Det Danske Filmmuseum
og er således det eneste sted vest for
Valby Bakke, hvor det er muligt at se film fra
en af Europas største filmsamlinger.
Originaltitler med z kommer fra Cinemateket.
Filmene vises med professionelt biografudstyr
og Dolby Surround.
Medlemsskab
Alle over 15 år kan blive medlem.
Adgang til alle forevisningerne kan kun ske
ved fremvisning af både medlemskort og
billet. Medlemskortet er strengt personligt og
erstattes ikke ved bortkomst.
Der er adgang til Cinematekets forestillinger
for ikke-medlemmer til forhøjet pris.
Legitimation kan kræves ved indgangen.
Indmeldelse sker ved betaling på Filmklubbens
kontor i kontortiden, dvs. en halv time
før hver forestilling.
Århus studenternes
filmklub
Det Danske filminstitut/
museum & Cinematek
Institut for matematiske fag
ny munkegade
DK-8000 Århus C
tlf.: 8612 7488
Mail: filmklub@filmklub.au.dk
http://filmklub.au.dk/
Kontortid
en halv time før hver forestilling.
forside
george Clooney i
Solaris
bestyrelse
Formand
Ole Caspersen
holmkærvej 54
8380 trige
tel: 86 18 71 98
Kasserer
meiki Calaminus
tordenskjoldsgade 65, 3.th.
8200 Århus n
tel: 86 10 55 05
Program
Udkommer omkring sæsonstart. Alle der har
været medlem inden for de sidste tre sæsoner
får automatisk det nye program. Husk derfor
at meddele os adresseændringer. Programmet
kan hentes på filmklubbens kontor, biblioteker
eller rekvireres ved at ringe i kontortiden.
Billetter
Billetter købes på forevisningsdagen fra og
med den 5.januar på Filmklubbens kontor
i kontortiden, dvs. en halv time før hver
forestilling.
Priser
Medlemskort kr. 70,- (gyldigt til både ÅSF
og Cinemateket i Århus i to semestre).
Billetter kr. 35,- pr. forevisning.
Stumfilm: kr. 20,-
Ikke-medlemmer kan købe billetter til
Cinematekets forestillinger til kr. 60,- og til
stumfilm kr. 30,-
frank Dabelstein
lars J. lykke
steffen D. moestrup
henrik sørensen
niels P. Weisberg
Andre aktive
Bjarne hedegaard, Ulrik Kruhøffer,
Christian gang larsen, Jesper lauridsen,
Jesper riemer.
InfOrmAtIOn In englIsh
Since 1953 the Aarhus Students’ Film Society has presented students
in Aarhus with a broad variety of quality films, in a professional
cinema setting.
A large part of the films are presented by The Danish Film Institute
– z.
This gives us a unique opportunity to expand our repertoire with
the most important film classics.
Check this programme for titles you will not find anywhere nearby.
Membership is only 70 DDK a year and admission 35 DDK per ticket.
All films are shown in their original language, usually with Danish
subtitles.
Opening hours:
Half an hour before each screening.
Handicap-adgang
Salen har nu to kørestolspladser. Der er
mulighed for adgang for kørestolsbrugere og
gangbesværede, vha. instituttets elevatorer.
Generalforsamling
Afholdes torsdag 12. april kl 21:00 i et lokale
nær Filmklubbens kontor. Dagsorden hænges
op ved kontoret en uge før.
layout
lars J. lykke.
Billeder
er venligst udlånt af DfI /
Billed- & Plakatarkiv.
Programmet
er fremstillet hos AKA-PrInt A/s
Oplag: 6000.
busser
2A
16
2A
LANGELANDSGADE
ÆRØGADE
NY MUNKEGADE
KASERNEBOULEVARDEN
13
16
FALSTERSGADE
FYNSGADE
NY MUNKEGADE
HER!
Auditorium E
13 13

F o r å r e t 2 0 1 2 • I n d h o l d s f o r t e g n e l s e
Fuller side 5
tArkovskij side 8 stum side 22
gæld side 12
skAtterkisten side 15
FilmAtiseringer side 19
tAti side 26
FilMliSte Side 30
3

4
Farvel til Matematisk Institut
Århus Studenternes Filmklub blev stiftet i 1953, og
siden 1968 er så godt som alle vore forevisninger
foregået i Auditorium E på Institut for Matematiske
Fag ved Aarhus Universitet. Gennem 44 år har
instituttet vist en enestående gæstfrihed. Vi skylder
skiftende institutadministratorer stor taknemmelighed
– men en særlig tak bør lyde til Svend Bundgaard
(1912-1984), der var institutbestyrer tilbage i 1968,
og som skabte grobunden for et 35 mm-operatørrum
knyttet til det store auditorium. Uden Svend Bundgaard
havde filmklubben aldrig kunnet gennemføre de
mere end 4.000 filmforevisninger.
Alt får en ende. Filmklubben har ikke længere førsteret
til auditoriets aftenarrangementer, og man har
bedt os finde nye forevisningslokaliteter. Derfor bliver
forårssæsonen 2012 den sidste på Auditorium E.
Det bliver meget vemodigt, når vi torsdag den 31.
maj viser den sidste film i det gamle auditorium. Der
vil ved den lejlighed blive serveret lidt gravøl efter
forevisningen. Mere om det, når dagen nærmer sig.
Vi arbejder ihærdigt på at finde et nyt forevisningssted.
En gammel drøm er et samarbejde med Øst
for Paradis, og vi er også langt i forhandlingerne.
Vi afventer en afgørelse fra Cinemateket under Det
Danske Filminstitut. I løbet af foråret vil vi offentliggøre,
hvor filmklubben fra efteråret 2012 skal fortsætte
sit stolte virke.

Samuel Fuller
USA’s dÅRliGe SAMVittiGHed
Hvis den første scene ikke giver dig stådreng, så smid lortet væk
En rapkæftet personlighed, en tabloid fortælle-stil og
en usentimental gengivelse af samfundets problemer
gjorde Samuel Fuller til en omstridt instruktør i sin
samtid. I dag har fremtrædende filmfolk som Tarantino,
Jean-Luc Godard og Jim Jarmusch alle hyldet
Fuller som et forbillede.
et kritisk blik
Inden han satte sig i instruktørstolen, havde
Samuel Fuller arbejdet som journalist og soldat.
Begge dele gav ham en vis indsigt i samfundets
skyggesider og kom til at påvirke hans filmkunst.
Som 11-årig begyndte lille Samuel at sælge aviser
på gaden, og som 17-årig blev han landets
hidtil yngste kriminalreporter for The New York
Evening Graphic. Da 2. verdenskrig brød ud, kom
han i infanteriet i divisionen, der havde øgenavnet
The Big Red One – en titel, han senere brugte
til en af sine mange film om krigens vanvid.
Fuller brugte sine erfaringer som journalist i fortællestilen
i sine film, der ofte blev dømt som ’sensationsfilm’
af pressen. Hans rå beskrivelse af det
amerikanske samfunds problemer gjorde ham upopulær,
han blev kaldt ’primitiv’ og ’nihilist’, og hans
kompromisløse moraler endte med at ødelægge hans
karriere i Hollywood. Til gengæld gjorde hans autentiske
beretninger ham populær i Europa, og i dag er
hans film stadig relevante på grund af den direkte stil
og det afslørende indhold.
et problemsøgende misil
Fuller var en lille mand med store armbevægelser, en
direkte tone og med en evig cigar i kæften. Selvom han
jævnligt arbejdede for nogle af de store amerikanske
studier, er han mest kendt som uafhængig filmmager.
Han startede sine egne filmselskaber og for få penge,
og på kort tid sprøjtede han film ud, der alle havde
noget krast at sige om det amerikanske samfund.
Der er ingen helte i Fullers film, der var lommetyve
og prostituerede og betændte temaer. Bl.a.
en racisme, der altid ulmer under overfladen.
På sine ældre dage, hvor Hollywood havde lukket
kassen i, blev han feteret af yngre instruktører, blandt
andet i form af gæsteroller for Jean-Luc Godard og
Wim Wenders. Selvom Fuller var en bitter pille at
sluge for sine samtidige, så har eftertiden forstået at
sætte pris på kvaliteterne i hans film.
(Majken Eliasen, programmedarbejder,Cinemateket)
5

6
det nøgne kys
det nøgne kys
Torsdag 23. februar kl. 19.30
”Martin Scorsese har kaldt åbningsscenen i Det nøgne
kys – der sammen med Chok korridor er den meste
kendte af Fullers film – for den bedste åbningsscene
nogensinde. I filmen flygter den prostituerede Kelly,
der fortrækker fra storbyen til forstæderne i håbet om
her at møde anstændighed og godhed. Hun bliver
skuffet. Filmens åbenlyse samfundskritik gjorde Fuller
så upopulær, at han ikke kom til at lave flere film i
Hollywood. Han tog herefter til Europa, hvor der var
større forståelse for hans holdninger, for at arbejde.”
(Majken Eliasen)
The Naked Kiss
usA 1964
instr. + manus.: samuel Fuller.
Foto: Stanley Cortez.
Musik: Paul Dunlap.
Medv.: Constace Towers, Anthony Eisley, Michael Dante.
Længde: 90 minutter.
Danske undertekster.

den bArske elite
den barske elite
Fredag 25. maj kl. 19.30
Det var Samuel Fullers drøm, at Den barske elite skulle
blive mesterværket, der opsummerede hele hans
karriere. Sådan gik det ikke - og det skyldtes først og
fremmest, at studiet klippede filmen ned med 50 procent
og lagde ny musik på i strid med instruktørens
ønsker. Ikke desto mindre er filmen en stor og sjælden
krigsfilm – befriet for veteran-nostalgi, mandfolkeheroisme
og kammeratskabskult. Historien er baseret
på Fullers egne oplevelser under 2. verdenskrig, hvor
han kæmpede i både Afrika, Italien, Normandiet, Bel-
gien, Tyskland og Tjekkoslovakiet. Den barske elite
følger fire unge soldater med forskellige baggrunde og
deres ældre sergent gennem krigens helvede.
The Big Red One
usA 1980
instr. + manus.: samuel Fuller.
Foto: Adam Greenberg.
Musik: Dana Kaproff.
Medv.: Lee Marvin, Mark Hamill, Robert Carradine,
Bobby Di Cicco, Kelly Ward, Stéphane Audran,
Siegfried Rauch.
Længde: 113 minutter.
Danske undertekster.
5 scener 6 aftener om ugen
Brug TagReader Brug ScanLife
7

8
Andrej Tarkovskij
solAris
I efteråret 2007 viste vi Tarkovskijs Vandringsmanden og Ofret. I foråret 2011
viste vi Spejlet. Her kommer tre film mere af Tarkovskij - og et remake.
ivans barndom
Mandag 9. januar kl. 19.30
Ivan er en 12-årig dreng, der arbejder som spejder/
spion ved den tysk-russiske front under Anden Verdenskrig.
Hans forældre og hans søster er blevet
dræbt i krigen. Efter at han er kommet tilbage fra
endnu en mission, vil hans overordnede sende ham
på børnehjem, men Ivan nægter og stikker til sidst af.
Da hans overordnede og hans voksne soldaterkammerater
finder ham igen, indvilger de i at lade ham
fortsætte. Hans kammerater sejler ham gennem ingenmandsland
til hans næste spiontur. Derefter springer
handlingen frem til krigens afslutning for at fortælle,
hvordan det gik Ivan.
Temaet om børn, der får frataget deres barndom
af krig, er ikke blevet mindre aktuel i de år, der er
gået siden.
Filmen vandt Guldløven i Venedig i 1962.
Ivanovo detstvo
sovjetunionen 1962
instr.: Andrej tarkovskij
Manus.: Vladimir Bogomolov og Mikhail Papava
efter roman af Vladimir Bogomolov.
Foto: Vadim Yusov.
Musik: Vyacheslav Ovchinnikov.
Medv.: Nikolay Burlyaev, Valentin Zubkov, Yevgeni
Zharikov, Stepan Krylov, Nikolai Grinko.
Længde: 95 minutter.
Danske undertekster.
Solaris
Torsdag 2. februar kl. 19.30
Solaris er baseret på en roman af den polske sciencefiction
forfatter Stanislaw Lem.

Kris Kelvin er psykolog og sendes op til en rumstation,
der kredser om hav-planeten Solaris. Planeten har en
mærkelig indflydelse på rumstationens besætning, og
da Kris ankommer, er der kun to overlevende tilbage.
Kris skal evaluere om rumstationen skal opgives eller
om man skal bestråle Solaris radioaktivt. Kraften fra
Solaris får besætningens tanker til at materialisere
sig - ikke bare som syner men rent fysisk. Kris er ikke
kun videnskabsmand men også et menneske og snart
får kraften hans nyligt afdøde kone til at gå lyslevende
rundt i rumstationen. Efter det første chok prøver Kris
at gribe situationen rationelt an, men efterhånden får
han stadigt sværere ved at skelne mellem fantasi og
virkelighed.
Filmen blev af nogle anmeldere i vesten set som
et russisk svar på Rumrejsen år 2001. Bedøm selv, nu
hvor begge film er distanceret med mange år, om ikke
Solaris er et selvstændigt værk.
Solyaris
sovjetunionen 1972
instr.: Andrej tarkovskij
Manus.: Andrej Tarkovsky og Fridrikh Gorenshtein
efter roman af Stanislaw Lem.
Foto: Vadim Yusov.
Musik: Eduard Artemiev.
Medv.: Natalya Bondarchuk, Donatas Banionis, Jüri Järvet,
Vladislav Dvorzhetsky, Nikolai Grinko.
Længde: 167 minutter.
Danske undertekster.
Nostalghia
Torsdag 29. marts kl. 19.30
Hovedpersonen Andrei Gorchakov er russisk poet og
skribent og er i Italien for at samle materiale til en bog
om 1700-tals komponisten Sasnovskij. Med sig har
han den unge italiener Eugenia som guide og tolk. I
spa-byen Bagno Vignoni møder de den gale Domeni-
ivAns bArndom
ivAns bArndom
9

10
nostAlghiA
co, som for mange år siden spærrede sin familie inde
i en lade for at beskytte dem mod verdens undergang.
I nogle drømme vikles Andreis hjemve (deraf titlen)
til hans kone og hjemland, hans ambivalente følelser
for Eugenia og hans følelse af forståelse for Domenico
sammen. Domenico taler for at frelse verden gennem
en symbolsk handling. Da det mislykkes, beslutter
Andrei sig for at blive og gennemføre projektet.
”Til slut, hvor eksildigteren Gorciakov omsider finder
hjem på sæt og vis, forvandles hele verden til en katedral,
et åbent emblem for al menneskelig længsel og
anråbelse. Imellem disse to rystende smukke sekvenser
ligger en lang og monoton, til tider forvirret, men
altid betagende lignelse om et menneske, der længes
hjem i både tid og sted. Hjem til barndommen, hjem
til naturen, hjem til Rusland, hjem til troen. For digteren
Gorciakov er længslen en drift. For instruktøren
Tarkovskij er længslen den inderste sandhed om
mennesket.”
(Bo Green Jensen)
Nostalghia
sovjetunionen 1983
instr.: Andrej tarkovskij
Manus.: Andrej Tarkovsky og Tonino Guerra.
Foto: Giuseppe Lanci.
Medv.: Oleg Yankovskiy, Erland Josephson, Domiziana
Giordano, Patrizia Terreno, Laura De Marchi.
Længde: 125 minutter.
Danske undertekster.
Solaris
Torsdag 3. maj kl. 19.30
I 2002 genindspillede Steven Soderbergh Stanislaw
Lems roman. Historien er kort fortalt den samme som
i Tarkovskijs filmatisering med mindre ændringer.
”På basis af Lems diskrete forfalds-æstetik skabte
Tarkovskij i direkte opposition til Stanley Kubricks
Rumrejsen år 2001 en science fiction-stil, hvor
moderne materialer og former blev draperet af organiske
materialer, der så at sige bragte rummet ned på
jorden eller - hvis man husker slutbilledet - Jorden ud
i rummet. Pegede Kubricks film frem, så måtte Tarkovskijs
film pege tilbage.
Længslen mod fortiden er ikke et emne for Soderbergh,
og det ses i det mere prosaiske set-design.
Rumskibets indretning er rå, hverdagsagtig, som et
værksted eller en mindre fabrik. Intet er gjort for at
gøre dette til et moderne eller et hjemligt sted. Farveholdningen
veksler mellem blå og gyldne toner,
der først og fremmest angiver følelserne, og så længe
filmen følger begivenhederne på rumstationen er alt
i orden. Visualiseringen af planeten Solaris forbigår
vi i stilhed.
Soderbergh fokuserer i sin Solaris konsekvent på
forholdet mellem Kris Kelvin (George Clooney) og
hans besøgende Rheya (Natascha McElhone). Dermed
forvandles Solaris til en tænksom kærlighedsfilm,
men Soderbergh kan af gode grunde ikke afslutte
kærlighedshistorien som i de to foregående udgaver,
hvor det bliver et mellemværende mellem mennesket
og det guddommelige. I stedet har han fundet en dobbeltbundet
slutning, der rigeligt retfærdiggør endnu en
version af Solaris.”
(Henrik Uth Jensen)

Solaris
usA 2002
instr.: steven soderbergh
Manus.: Steven Soderbergh efter roman af Stanislaw Lem.
Foto: Peter Andrews (=Steven Soderbergh).
Musik: Cliff Martinez.
Medv.: George Clooney, Natascha McElhone, Viola Davis,
Jeremy Davies, Ulrich Tukur, John Cho.
Længde: 99 minutter.
Danske undertekster.
solAris
FRI
ADGANG
1 ÅR • 1 PERSON
150 KR
11

12
3 film fra (gældsplagede) Middelhavslande
dreng møder pige
Bolighajen
Fredag 27. januar kl. 19.30
”Filmen foregår i Napoli. Hovedpersonen er en byggespekulant,
Nottola, der pludselig kommer frem i
søgelyset, fordi han går lidt for rask frem med nedrivningen
af gamle huse, der skal erstattes af nye luksusboliger.
En dag sker der en sammenstyrtning af et hus,
flere bliver dræbt, og i byrådet kræver kommunisterne
(der i filmen diskret kaldes ”Venstre”) en undersøgelse
af Nottolas byggevirksomhed og dens forhold til flere
af byrådets og kommunens folk. Men Nottola vil ikke
blot tjene penge. Han vil også være rådmand, og nu
udspiller der sig adskillige intriger og indgås adskillige
studehandler for at få brikkerne til at gå op…
Her er filmkunsten brugt som et våben, og resultatet
er blevet en dynamisk, kraftfuld og aldrig uklart anklagende
film. Tænk, hvis vore mange hjemlige offentlige
skandaler kunne blive brugt på samme måde. For
ingen vil vel påstå, at filmen kun skildrer forhold, der
er tænkelige i Italien?”
(Ib Monty)
”I dokumentarisk nøgterne, klare billeder beretter
Rosi med forrygende vitalitet sin oprørende historie…
Bolighajen er en af årets store, modige film”.
(Herbert Steinthal)
”Denne veldisponerede, skarpt argumenterende og
hensynsløst afslørende film redegør mesterligt for
de politiske rævekagebagninger og interessegrupperinger,
der giver den grove og frække byggespekulant
tilstrækkelig rygdækning, og som sikrer visse
politikere en kæmpegevinst. Befolkningen er den
forudbestemte taber. Hele sagen er anskuet ud fra en
militant kommunistisk synsvinkel, men er i sine saglige
motiveringer så underbygget, som kun få politiske
film af ”i dag” er det. Propaganda i vanlig forstand var
ikke ”nødvendig”. I den grad ville en dokumenteret

edegørelse få samme virkning som en revolutionspamflet…
De mange politiske diskussioner med deres mange
nuancer skræmte utvivlsomt også en og anden væk,
til trods for at filmen var fuldt så spændende som en
gangsterfilm eller en western…
Rosi blev med denne film ubesejret mester.”
(Bjørn Rasmussen)
Bolighajen vandt Guldløven som bedste film ved
Venedig film-festivalen i 1963.
Le mani sulla cittá
italien 1963
instr.: Francesco rosi.
Manus.: Francesco Rosi, Raffaela la Capria, Enzo Provenzale
og Enzo Forcella.
Foto: Gianni di Venanzo.
Musik: Piero Piccioni.
Medv.: Rod Steiger, Guido Alberti, Salvo Randone, Carlo
Fermariello.
Længde: 105 minutter.
Danske undertekster.
dreng møder pige
Torsdag 8. marts kl. 19.30
”Filmen er forankret i et antikt hyrdemiljø, men vi skal
opfatte den som tidløs – dette er en film om den meget
unge kærlighed og dens tragiske kår i en verden, der
tyranniseres af de voksne.
De meget unge elskende i Dreng møde pige er en
ti-årig hyrdedreng og en tolv-årig pige. De elsker hinanden,
men kærligheden forvirrer og foruroliger dem.
En voksen hyrde lægger samtidig an på en gift kvinde,
og da børnene overværer denne kærlighed, forsøger
de at nærme sig hinanden. Drengen vil slutte sig helt
til pigen, men forhindres i det af de hyrder, som han
drager rundt i landet med, og en ung mand, der har
fulgt alt på afstand, voldtager pigen…
Dreng møder pige er fortalt med en alvorlig
vilje til klassisk ro, der i afgørende grad afdramatiserer
den meget enkle historie – ved hjælp af den storladne
tidløshed sætter man os på betydelig afstand
af følelserne. Vi betragter med sympati denne unge
besættelse, men da vi hurtigt begriber mytens skæbnesvangre
karakter, har vi kun denne enstonige udvikling
af tragedien at følge med i. Det er alt sammen meget
rent og fint, den unge uskyldighed virker troværdig
og ægte – men sørgeligt nok: det vedkommer os kun
lidt.”
(Jørgen Stegelmann)
Den øvrige danske presse havde ligeledes en del
indvendinger mod filmen: billedsiden var beundrings-
bolighAjen
værdig og flot, men man manglede indlevelse i
karaktererne. Ikke desto mindre vandt instruktøren en
sølvbjørn for bedste instruktion ved Berlin-festivalen
i 1963.
Mikres Afrodites
grækenland 1963
instr.: nikos koundouros.
Manus.: Kostas Sfikas og Vassilis Vassilikos efter Longos og
Theokrit.
Foto: Giovanni Varriano.
Medv.: Kleopatra Rota, Eleni Prokopiou, Vangelis Jannides,
Takis Emmanouel.
Længde: 88 minutter.
Danske undertekster.
13

14
den store gade
Torsdag 15. marts kl. 19.30
I Franco’s katolsk-støttede fascisme-diktatur var
ytringsfriheden stærkt undertrykt, og midt under optagelserne
til denne film blev Bardem anholdt og
fængslet uden nogen form for konkret anklage. Kun
en voldsom international fordømmelse fik ham frigivet
efter et par ugers indespærring. Da filmen fik premiere
i Spanien, var den naturligvis censureret, men den
længere internationale version vandt kritikerprisen på
filmfestivalen i Venedig.
Den store gade…vil utvivlsomt minde en dansker om
Herman Bang. Det er en spansk ”Frøken Caja”, vi oplever,
en af de stille eksistenser, som tilværelsen er gået
forbi, indtil hun en dag bliver offer for en gemen spøg.
Isabella lever med sin mor og er midt i trediverne,
for længst dømt til en gammeljomfrus triste liv. Men
en flok af byens unge og halvgamle herrer, der er specialister
i ”spøgefuldheder”, beslutter, at en af dem,
Juan, skal lade, som om han forelsker sig i hende,
deklarere forlovelse, for så ved et kup at fortælle hele
byen, at det naturligvis kun var en spøg. Det kan blive
en herlig spas – ganske som da de sendte en ligkiste
til forfatteren, der ikke skriver mere.”
(Svend Kragh-Jacobsen)
”Den store gade…er en meget bemærkelsesværdig
film. Den har tre ”hovedpersoner” – den 35-årige
gammeljomfru Isabelle, en gruppe mænd i deres
bedste alder, allerede en slags overflødige mennesker,
samt hovedgaden, hvor den spanske provinsbys beboere
promenerer om aftenen og søndag eftermiddag.
Blandt mandsgruppen skiller én, Juan, sig ud ved
at være mindre stupid, afstumpet og ondskabsfuld end
de øvrige. Alligevel går han med til en ond spøg, hvor
han foregiver at være forelsket i Isabelle og ville gifte
sig med hende, hvilket vil sige, at han redder hende
den store gAde
ud af hendes nedværdigende gammeljomfrustand, fra
ydmygelser, medlidende blikke og ondskabsfulde stik.
Og da han ser godt ud, er ganske sympatisk, skønt
svag, forelsker hun sig vildt i ham og begynder at leve
for første gang. Han plages af samvittighedsnag, men
det bliver en kammerat, der fortæller Isabelle den bitre
sandhed: Det er ikke blot grusom i sig selv, men også
ved at overlade Isabelle til den ugifte kvindes isolation
og vegetation…
Den store gade er ikke lykkedes hele vejen igennem,
men den er båret oppe af en stærk følelse og et
klart sigte hos Bardem, så interessen aldrig svigter.”
(Mikael Sne)
Calle Mayor
spanien 1956
instr.: juan Antonio bardem.
Manus.: Juan Antonio Bardem efter Carlos Arniches´ skuespil
”La senorita de Trevélez”.
Foto: Michel Kelber.
Musik: Joseph Kosma.
Medv.: Betsy Blair, José Suaréz, Yves Massard, René
Blanchard, Dora Doll, Lila Kedrova.
Længde: 98 minutter.
Danske undertekster

Fire fra skattekisten
ærens dAge
Maria Brauns ægteskab
Torsdag 5. januar kl. 19.30
”Maria Braun vil sikre en tryg fremtid for sig selv og
den ægtemand, der først er forsvundet ved fronten, og
som siden går i fængsel for et affektmord, Maria begår
for at redde parrets genforening. Imens bevæger hun
sig fra direkte prostitution i amerikaner-baren til den
indirekte i forretningslivet, og Fassbinders pointe er
naturligvis, at der ingen principiel moralsk forskel er
mellem de to ting.
Maria Braun er de første efterkrigsårs tyske Wirtschaftswunder
i koncentrat, i hvert fald som Fassbinder
ser på den forbløffende økonomiske genrejsning
efter krigsnederlaget. Hun er kvinden, der kravler ud
af ruindyngerne og op ad den sociale rangstige, men
som undervejs mod den materielle velstand må sælge
sig selv så ofte, at hun fryser til i kulde og kynisme…
Alligevel er Maria Brauns ægteskab på mange
måder en spændende film, fordi dens hektiske og
hårdtslående stil passer godt til både tid og tema.
Krigsslutningen og den følgende periodes halvdesperate
og rastløse energi er indfanget i grelt ekspressionistiske
billeder og lydcollager, og alt vibrerer hvileløst
mellem den let begribelige søgen efter sikkerhed og
den moralske korruption.”
(Ebbe Iversen)
”Maria Brauns ægteskab er blevet en uhørt succes
i Tyskland, hvilket er rimeligt nok, fordi den på så
fremragende vis populariserer problemstilllinger, der
bestemt ikke er lettilgængelige. Den er en af disse
15

16
opsamlingsfilm, hvor Fassbinder folkeliggør de temaer,
han er kommet til klarhed over gennem en række
af sine mere avancerede film, og det er meget rimeligt,
at han om Maria Brauns ægteskab har udtalt, at ”det er
første gang, jeg under en filmindspilning overhovedet
ikke har spekuleret på at lave kunst”.”
(Chr. Braad Thomsen)
”Med Maria Brauns ægteskab viser Fassbinder sig
endnu en gang at være en mester i at skabe kvindeportrætter.”
(Dana Duma)
Die Ehe der Maria Braun
vesttyskland 1978
instr.: rainer Werner Fassbinder.
Manus.: Rainer Werner Fassbinder, Pea Fröhlich, Peter
Märthesheimer.
Foto: Michael Ballhaus.
Musik: Peer Raben.
Medv.: Hanna Schygulla. Klaus Löwitsch, Ivan Desny.
Længde: 119 minutter.
Ærens dage
Fredag 10. februar kl. 19.30
”Da Frankrig var blevet løbet over ende af tyskerne i
1940, var den franske hær stort set pacificeret. Hen
ved 2 millioner soldater sad i tysk fangenskab, så
de Gaulles Frie Franske måtte starte fra nul, hvis der
skulle stilles en hær på benene, der kunne deltage i
tilbageerobringen af det tabte land.
Mange af de soldater, der skulle komme i fransk
uniform, kom fra kolonierne i Afrika: Marokko, Algeriet,
for eksempel. Men disse soldater, der typisk aldrig
havde været i Frankrig, havde ifølge lovgivningen ikke
de samme rettigheder som franskmænd. De kaldtes
indigènes, indfødte, og med deres indrullering i
mAriA brAuns ægteskAb
hæren var grunden lagt til militær og politisk racisme
– og for kampen mod den. For hvorfor skulle der være
forskel på mennesker, der alle satte livet på spil for
Frankrigs skyld?
Instruktøren Rachid Bouchareb fortæller i Indigènes,
der på dansk har fået titlen Ærens dage, historien
om en gruppe af disse indfødte soldater: Saîd,
Abdelkader, Messaoud og Yassir. Vi følger dem, fra de
hverves i 1943 til krigens slutning i 1945…
Ærens dage fungerer som en tavs bebrejdelse.
Snarere end bombastisk at slå sit budskab fast, farer
den med lempe og viser uretfærdighederne, som
de udfolder sig. Den gør det enkelt, stærkt og med
megen indlevelse, så man kan ikke undgå at blive
revet med af historien om patrioterne, der kæmper
for det fædreland, de aldrig har sat deres ben i. Et
fædreland, der slår hånden af dem både under og efter
krigen. Da den nu tidligere franske præsident Chirac
så filmen, tog han med 60 års forsinkelse initiativ til, at
”de indfødte” veteraner fik samme pension som deres
franske-franske kammerater.
Filmen blev set af over tre millioner franskmænd.
Den blev nomineret til prisen som bedste udenlandske
film ved årets Oscar-uddeling og til De Gyldne
Palmer i Cannes 2006, hvor de fem mandlige hovedrolleskuespillere
kollektivt vandt prisen som bedste
mandlige skuespiller.”
(Palle Schantz Lauridsen)
”Over for døden er vi alle lige, siger man, så det
gælder vel også, når døden kommer med fjendens
patroner, bomber og granater? Ikke helt! Nogle er
mere lige end de andre, der langt hyppigere står nærmere
skudlinjen – og oven i købet også får ringere tak

for standhaftigheden, hvis de overlever. Det minder
denne storslået producerede, rystende velfortalte og
politisk aktuelle film os om.
I alt det nationalbetændte vrøvl om, at hovedtørklæder
og håndskyhed (ligesom vores oldemødres på
landet) er ”foragt for dansk sæd og skik”, er filmen
her nemlig – med sit stof fra Anden Verdenskrig og
tiden efter – en nyttig påmindelse om, hvorfor så store
dele af den arabisktalende verden føler sig foragtet og
diskrimineret af europæere gennem slægtled: fordi det
har været virkeligheden, lige til i dag!...
I oktober 44 har disse indigènes nået Vogeserne
og får endelig støvler i stedet for de bare tæer i sandalerne.
Vi har set dem blive snydt for de ”rigtige”
franskmænds orlov, deres proviantrationer er ringere
end våbenbrødrenes, den militære forordning om
obligatorisk læseundervisning mærker de intet til, og
selv om Yassir faktisk kan skrive til den franske pige,
han traf i Marseille, standser hærens censur brevene
og lyver for pigen, der spørger efter dem.
Racisme er den eneste nøgterne betegnelse for
denne forskelsbehandling, der kun vendes til hul
retorik om frihed, lighed og broderskab, så snart
de ”indfødte” skal sendes først i ilden!...Synet af de
udmarvede nordafrikaneres afsluttende ildkamp mod
lige så desperate tyske styrker mellem den fransk-tyske
landsbys lader og skure og bindingsværkshuse glemmer
man ikke med det samme!”
(Søren Vinterberg)
Indigènes
Frankrig 2006
instr.: rachid bouchareb.
Manus.: Rachid Bouchareb, Olivier Lorelle.
Foto: Patrick Blossier.
Musik: Khaled.
Medv.. Jamel Debbouze, Samy Nacéri, Roschdy Zem,
Sami Boujila, Bernard Blancan.
Længde: 124 minutter.
Danske undertekster.
Mand bider hund
Fredag 23. marts kl. 19.30
”Her er nok den mest kontroversielle film i belgisk
filmhistorie…
Filmen er optaget i kornet sort-hvid film med
håndholdt kamera og direkte lyd og minder om en
cinema verité-dokumentar. Et filmhold følger en selvudnævnt
seriemorder ved navn Ben (spillet af medforfatteren
og medinstruktøren Benoît Poelvoorde).
Mens Ben går rundt og myrder folk, gør han langsomt
mAnd bider hund
filmholdet medskyldig i sine forbrydelser. Han inviterer
dem på flotte middage, de begynder at hjælpe
ham med at skaffe sig af med ligene, og han yder dem
tilmed finansiel støtte.
Bens løbende kommentarer – om sit ”håndværk”,
om ofrene og deres sociale særegenheder og om
filmholdet (han foreslår kameravinkler og kritiserer
dem for deres lurvede udseende) – giver filmen en
overraskende humoristisk tone. Vi kommer til at nyde
en seriemorders arbejde, fordi han er så morsom,
underholdende og uforudsigelig.
17

18
Ifølge filmens ophavsmænd kom ideen til filmen
fra en belgisk tv-serie, hvor små historier blev blæst
helt ud af proportioner, og folks privatliv blev krænket.
Dette bagvedliggende koncept bidrog til at garantere
filmens succes og sikrede dens status som en kultfavorit
til alle tider.”
(Ernest Mathijs)
”Mand bider hund (titlen har jeg endnu ikke forstået)
er en film, der sætter dybe spor i sjælen længe efter,
du har forladt biografens beskyttende halvmørke.
Mand bider hund er nemlig både forfærdelig god
og frygtelig morsom. Så morsom, at du risikerer at dø
af grin – midt i grinet!”
(Svend Rasmussen)
”Kan man ikke forføre publikum med sanseberusende
production value, kan man måske lokke dem med på
en leg, der går ud på, at det, de betragter, er the real
thing. Sådan var filosofien bag den belgiske kultsucces
Mand bider hund (1992), en raffineret konstruktion
med flere lag af fingerede filmreportager omkring en
psykopatisk seriemorder, som i et bizart dead pantoneleje
delagtiggør publikum om sit livssyn og sine
arbejdsmetoder. Filmen lægger ud som en traditionel
reportage, hvor de etiske spørgsmål omkring dokumentarismens
meddelagtighed i de filmede begivenheder
udfordres, og hen imod slutningen udvikler sig
den sig til en kompliceret metafilm, idet det filmhold,
som følger morderen på arbejde, måske følges af
endnu et (skjult) filmhold med en endnu mere kynisk
dagsorden.”
(Lars Movin)
”This spoof fly-on-the-wall documentary is funny,
scary, provocative, and profoundly disturbing. While
the body count is sky high and the violence explicit,
it’s neither a thriller nor, finally, a psychological study.
Rather, it’s a witty, uncompromising acknowledgement
of both film-makers’ and audiences’ often unhe-
køterne
althy fascination with the spectacle of violence. Even
as you admire its bravura, intelligence and seeming
authenticity, such is its rigour that you are also forced
to question just why you are watching it.”
(Geoff Andrew)
C’est arrivé près de chez vous
belgien 1992
instr.: rémy belvaux.
Manus.: Rémy Belvaux, André Bonzel, Benoît Poelvoorde,
Vincent Tavier.
Foto: André Bonzel.
Musik: Jean-Marc Chenut.
Medv.: Benoît Poelvoorde, Rémy Belvaux, André Bonzel.
Længde: 95 minutter.
Danske undertekster
Køterne
Torsdag 19. april kl. 19.30
En ung amerikansk matematiker, David, ankommer
med sin unge kone til hendes hjemby, en landsby i
Cornwall, for at han i fred og ro kan fuldføre en matematisk
afhandling.
Hans blotte tilstedeværelse virker imidlertid som en
torn i øjet på de “indfødte”, som på mange forskellige
måder forsøger at genere og tirre ham. Efter at nogle
af dem har voldtaget hans kone, kommer det til en
konfrontation, hvorunder David forsøger at beskytte
landsbytossen mod at blive lynchet.. Kampen føres
med de mest bestialske midler og Peckinpah demonstrer
i filmen, hvordan Davids sande natur blotlægges.
Peckinpah har efter sigende været inspireret af en
amerikansk forfatter ved navn Robert Ardrey, hvis
ideer om “menneskets sande animalske natur”, han
er begejstret for. Det var Morten Piil ikke, da han
anmeldte filmen. Til gengæld fandt han, at den havde
andre kvaliteter: “Som skrækfilm er Køterne mere
energisk end raffineret, men dens glimt fra instinkternes
underverden har til gengæld en visionær kraft, der
røber, at Peckinpah er en betydelig filmdigter, selvom
han er en mådelig filosof. Og Dustin Hoffman turde
være en af de få skuespillere på kloden, der kunne
gøre Davids forvandling fra intellektuel til handlingsmenneske
troværdig....”
Straw Dogs
england-usA 1971.
instr.: sam peckinpah.
Manus.: David Z. Goodman og Peckinpah efter roman af
G. M. Williams.
Foto.: John Coquillon.
Musik: Jerry Fielding.
Medv.: Dustin Hoffman, Susan George, David Warner,
Peter Vaughan.
Længde: 118 minutter.
Danske undertekster.

Danske Filmmatiseringer
bAbettes gæstebud
Sult
Torsdag 12. januar kl. 19.30
”Han er som taget ud af romanen. Den magre krop,
det hulkindede ansigt og de stikkende øjne har efterhånden
gjort Per Oscarsson til indbegrebet af Knut
Hamsuns alter ego, den sultende forfatter fra Kristiania.
Derfor er det ualmindeligt svært ikke at se den
svenske skuespiller for sig, når man læser de første
sider af Knut Hamsuns modernistiske gennembrudsroman
Sult (1890). For den danske instruktør Henning
Carlsens skelsættende filmatisering fra 1966 har
brændt sig fast på nethinden i en sådan grad, at det er
vanskeligt at holde film og roman adskilt.
Ordinære og farveløse romaner ender af og til
som filmiske mesterværker. Men det vækker opsigt,
når en litterær milepæl også bliver til et markant
hovedværk inden for filmkunsten. For hvordan er
det muligt, at Carlsen kan konkurrere med Hamsuns
poetiske kraftpræstation? Det er trods alt en udfordring
at få den subjektive fortælling om en fattig digtersjæl
overført til det hvide lærred. Som Paul Auster har
sagt: ”Det er meget sjældent, at en film er i stand til
at fremstille et indre liv.” Men det lykkes med Carlsen
bag kameraet, vel og mærke i en film uden brug af
voice over og forklarende mellemtekster. Sult er en
roman fortalt i første person, så derfor vælger den
danske instruktør at fortælle historien gennem brugen
af subjektive billeder og lyd.
I Sult ses handlingen primært fra den lidende
digters øjne. Men det virker ikke klaustrofobisk, da vi
allerede i den første kameraindstilling ser et totalbillede
af hovedpersonen, der læner sig op af rækværket
på en bro.
Regine Hamsun – Knut Hamsuns barnebarn
– beskriver sin bedstefars alter ego som ”en indre
atombombe”. Det kan både ses og høres på billed- og
lydsiden. Og på den måde er Sult ikke kun en fysisk
rejse rundt i Kristianias trøstesløse gader, men også
19

20
en rejse rundt i sindets irgange. Fantasier og hallucinationer
flyder sammen med den barske virkelighed
i dette modernistiske hovedværk, der som romanen
ikke har et traditionelt plot eller handling. Det er
grundlæggende en historie om konflikten mellem den
ydre verden og det indre liv, der eksemplificeres via
skæve kameravinkler, eksplosive zoom-bevægelser,
forvrængede billeder og disharmoniske musikeffekter.
Disse audiovisuelle virkemidler gør, at vi som tilskuere
suges ind i hovedet på en mand, der er mærket
for livet i den nøgne storby. Selv beskrev Knut Ham-
sult
sun Kristiania som ”denne forunderlige By, som ingen
forlader, før han har faaet Mærker af den”. Vi bliver
påtvunget oplevelsen og følelsen af fremmedgjorthed
hos hovedpersonen, der langsomt går i opløsning.
Med Sult lavede Henning Carlsen et internationalt
hovedværk, der ikke bare gav Per Oscarsson prisen
som bedste mandlige skuespiller på Cannes Film Festivalen
i 1966, men som også fik en 22-årig Paul Auster
til at skrive essayet Kunsten at sulte (1970). Dette
personlige statement slutter af med følgende ord om
Hamsuns sindsforvirrede sjæl: ”Der er intet til at holde
ham gående – og dog bliver han ved med at gå. Han
vandrer lige ind i det 20. århundrede.” Det samme
kan man sige om Henning Carlsens tidløse klassiker.”
(Jan Oxholm)
danmark-norge-sverige 1966
instr.: henning Carlsen.
Manus.: Henning Carlsen og Peter Seeberg
efter roman af Knut Hamsun.
Foto: Henning Kristiansen.
Musik: Krzystof Komeda.
Medv.: Per Oscarsson, Gunnel Lindblom, Birgitte Federspiel,
Sigrid Horne-Rasmussen, Osvald Helmuth,
Hans W. Petersen, Carl Ottosen.
Længde: 111 minutter.
den forsvundne
fuldmægtig
Fredag 2. marts kl. 19.30
”Filmatisering af Hans Scherfigs klassiker fra 1938
om den pæne embedsmand, der får mulighed for at
fingere sit eget selvmord og således begynde en friere
tilværelse under ny identitet.
Det var stor forhåndsinteresse for denne første
spillefilm over en roman af Scherfig. Forfatteren var
kommet til at sige god for flere forskellige manuskriptforslag
og måtte træffe et valg, da Filmfonden i 1970
sad med i alt tre ansøgninger om støtte. Det valgte
manuskript af Erik Thygesen flyttede handlingen frem
til samtiden, men var i øvrigt trofast mod bogen og
brugte Scherfig selv som fortæller på lydsiden. I hans
bedste ånd skildredes med veloplagt ondskabsfuldhed
det småborgerlige og sladdervorne landsbysamfund,
hvor fuldmægtigen forsøger at slå sig ned, såvel som
tilværelsen i fængslet, der viser sig at være den tilværelse,
det borgerlige uddannelsessystem bedst har
forberedt ham på.
Den 29-årige Gert Fredholm debuterede som
instruktør, og hans film blev en stor publikumssucces,
der skal have indspillet over en million kroner på pre

mierebiografen. De fleste anmeldere var også positive,
selv om det blev påpeget, at opdateringen af historien
ikke rigtig havde nogen funktion, og at borgerligheden
nu antog andre former end i 1938. Filmen modtog en
Bodil-pris som årets bedste, ligesom Ove Sprogøe var
selvskreven til samme pris for sit spil i hovedrollen.”
(Fra Danske spillefilm, 1968-
1991. Jeppesen, Villadsen, Caspersen)
”Det kan altså lade sig gøre at lave film i Danmark. Tilmed
en helhjertet venstreorienteret og samfundskritisk
film, hvor alt, eller næsten alt, fungerer. Man tror, det
er løgn, men gå selv hen og kig efter, om det ikke er
den rene, frydefulde sandhed.”
(Mikael Sne)
”Fru Amsted er en glimrende rolle til Bodil Kjer, og
Ove Sprogøe er naturligvis god som fuldmægtigen.
De vittige replikker i forening med det sikre valg af
medvirkende og den logiske og relativt livlige fortællestil
gør Den forsvundne fuldmægtig til den bedste
danske film i lang tid.”
(Erik Ulrichsen)
danmark 1971
instr.: gert Fredholm.
Manus.: Erik Thygesen efter roman af Hans Scherfig.
Foto: Henning Kristiansen.
Musik: Henning Christiansen.
Medv.: Ove Sprogøe, Bodil Kjer, Karl Stegger, Poul Thomsen,
Valsø Holm, Mime Fønss, Vera Gebuhr.
Længde: 102 minutter.
Babettes gæstebud
Torsdag 10. maj kl. 19.30
”Mesterkokken Babette Hersant måtte flygte fra Frankrig
efter Pariserkommunen i 1871 og er endt som husholderske
for to ugifte søstre i Vestjylland. Omgangskredsen
består her af resterne af den frimenighed,
den Forsvundne Fuldmægtig
søstrenes strenge far i sin tid var præst for. Da Babette
vinder en stor lotterigevinst, beslutter hun sig for at
bruge pengene på at servere et overdådigt måltid for
disse tungsindige og nøjsomme mennesker. En svensk
officer, der viser sig at kunne værdsætte kulinariske
specialiteter, inviteres også med, og middagen får en
forløsende virkning for alle deltagere.
Karen Blixens fortælling om kunstneren, der en
enkelt gang får mulighed for at yde sit allerbedste,
fremkom i et amerikansk blad i 1950 og indgik i 1958
i bogen Skæbne-Anekdoter. Filmatiseringen fulgte
teksten ret nøje med den vigtige forskel, at historien
var flyttet fra Norge til Vestjylland.
Filmatiseringen var et projekt, Gabriel Axel længe
havde arbejdet med. Han havde i ti år ikke lavet film
i Danmark og var bosat i Frankrig, hvor han havde
høstet anerkendelse som tv-instruktør. Efter at norske
og franske producenter var gledet ud af billedet, blev
der endelig skabt økonomisk mulighed for denne
første danske Blixen-film, der kostede tretten millioner
kroner, heraf ni millioner kroner i støtte fra Det
Danske Filminstitut.
Catherine Deneuve blev i første omgang engageret
til rollen som Babette. Da man imidlertid skønnede,
at rollen lå for langt fra hendes sædvanlige
image, gik den i stedet til Stéphane Audran. Mange
roller besattes i øvrigt med ansigter, et internationalt
publikum kendte fra Carl Th. Dreyers film.
Både ved filmfestivalen i Cannes og ved den danske
premiere var hjemlige anmeldere ret forbeholdne.
Franske kritikere var anderledes positive. Også i USA
fik den god omtale og bred distribution, og i foråret
1988 modtog den i Hollywood en Oscar som årets
bedste fremmedsprogede film. Hvor danske kritikere
havde angrebet filmen for at være litterær, så mange
amerikanske anmeldere netop dette som en charme
og fremhævede, at Axel havde ydet Blixens prosa
retfærdighed.”
(Fra Danske spillefilm, 1968-
1991. Jeppesen, Villadsen, Caspersen)
danmark 1987
instr. + manus.: gabriel Axel
efter novelle af karen blixen.
Foto: Henning Kristiansen.
Musik: Per Nørgård.
Medv.: Stéphane Audran, Birgitte Federspiel, Bodil Kjer,
Jarl Kulle, Jean-Philippe Lafont, Bendt Rothe, Pouel
Kern.
Længde: 103 minutter.
21

22
Stumme timer
die Puppe
Torsdag 19. januar kl 19.30
Die Puppe er en fantasifilm, der ikke ligner nogen
anden af Lubitsch’s film, og som han selv fandt meget
opfindsom. Den handler om en noget kvindefjendsk
ung mand, der for at opnå en arv køber en ”kone”
die puppe
i form af en legemstor dukke. Da den går i stykker,
overtager dukkemagerens datter rollen, og de to unge
forelsker sig.
Filmen var en fantasifuld variation over temaet
om dukken, der bliver levende, inspireret af E. T. A.
Hoffmann, og den er fortalt i ekspressive dekorationer
og med mange kameratricks.
”Den er derfor ikke alene filmhistorisk interessant ved
at være en berømt instruktørs ungdomsværk, men
mindst lige så interessant, fordi den giver udtryk for
en kunstnerisk søgen, en ukonventionel glæde over
filminstrumentets muligheder. Die Puppe er en film
i familie med troldmanden Georges Meliès’ poetiske
eventyrfantasier.”
(Albert Mertz)
Die Puppe
tyskland 1919
instr.: ernst lubitsch.
Manus.: Ernst Lubitsch og Hanns Kräly.
Foto: Theodor Sparkuhl.
Medv.: Ossi Oswalda, Hermann Thimig, Victor Janson.
Længde: 48 minutter.
Tyske mellemtexter
&
the Navigator
”Keaton spiller denne gang en ørkesløs millionærarving,
en passiv dagdrømmer, der tror han kan få alt
hvad han peger på, inklusiv en pige, som – viser det
sig hurtigt – slet ikke er interesseret i ham. Hun afviser
ham blankt, men ved tilfældighedernes spil havner de
begge på en oceandamper, der driver til søs.
Ship ohøj placerer sig højt i Keaton’s produktion.
Den er pletfrit og elegant iscenesat med blændende
dygtig anvendelse af geometrisk klart opbyggede totalbilleder
og med Keatons komiske opfindsomhed i fuld
udfoldelse fra start til slut.”
(Morten Piil)
”Så er vi klar til et af de mest vidunderlige gagspil i
filmkunstens historie, en overdådig perlerad, spillende
af fantasi og grotesk komik. Der er ikke et nummer som
klikker. Magen til timing har man ikke set. Man sidder
helt målløs. Heldigvis. Ellers ville man dø af grin. ”
(Herbert Steinthal)

”Ship ohoy/The Navigator er min yndlings Keatonfilm,
fordi den foruden det sædvanlige uovertrufne
festfyrværkeri af gags – og de er virkelig morsomme -
indeholder 2 scener så fantastisk timede, at man i sin
benovede beundring over Keaton’s virtuositet næsten
glemmer at grine, for her oplever man noget guddommeligt
perfekt:
I den ene scene er Keaton og Pigen havnet helt alene
på en gigantisk oceandamper, der driver til søs. De
prøver at finde hinanden ved at løbe rundt på damperen
i en mere og mere fortvivlet – og accelererende
– jagt, der dog hele tiden holder dem ude af hinandens
synsfelt. Den anden scene fortæller om deres
fortvivlede situation, da fjendtlige kannibaler border
damperen. Keaton har til sidst kun en lille, men farlig
kanon til sin rådighed, men ved et uheld får han viklet
en snor fra kanonens hjul om sit ben, således at dens
munding peger dødsensfarligt mod ham selv i stedet
for mod kannibalerne, hvor mange anstrengelser han
end gør sig, – og lunten bliver kortere og kortere.
Hvad der så sker, skal ses – det sublime kan ikke
beskrives, det skal opleves – og bemærk, at Keaton
ikke snyder ved i det afgørende øjeblik at klippe.”
(Peder Bødker)
The Navigator
usA 1924
instr.: buster keaton og donald Crisp.
Manus.: Clyde Bruckman, Jean Havez, Joseph Mitchell.
Foto: Elgin Lessley, Byron Houck.
Medv.. Buster Keaton, Kathryn McGuire, Fredrick Vroom.
Længde: 56 minutter.
Danske mellemtexter.
Generalen
Torsdag 12. april kl. 19.30
Keaton spiller en ung lokomotivfører, der meget mod
sin vilje bliver vraget til soldatertjeneste i den ameri-
the nAvigAtor
23

24
generAlen
kanske borgerkrig, fordi man mener, at han vil kunne
gøre mere nytte i sit civile erhverv. Alligevel bliver han
indblandet i krigen, nemlig da Nordstaterne bortfører
hans elskede lokomotiv, ”The General”. Ombord på
toget befinder sig tilmed hans anden store kærlighed,
Annabelle, så Keaton tøver ikke et sekund med ene
mand at sætte efter bortførerne.
”Keaton’s best, and arguably the greatest screen comedy
ever made…The result is everything one could
wish for: witty, dramatic, visually stunning, full of subtle,
delightful human insights, and constant hilarious.”
(Time Out Film Guide)
“Keaton lavede adskillige film, som kan regnes blandt
de fineste (og morsomste) komedier i hele filmhi-
storien, men ingen er så oplagt en kandidat til titlen
som bedste komedie nogensinde som dette tidløse
mesterværk. Det er ikke blot den konstante strøm af
sjove påfund, ej heller at de hele tiden udspringer
af situationer og personernes karakter i stedet for at
eksistere isoleret fra filmens handling. Det, der gør
Generalen så enestående, er, at den er fremragende på
alle niveauer: Det gælder humor, spænding, historisk
rekonstruktion, karakterstudier, visuel skønhed og teknisk
præcision. Man kan sågar hævde, at den kommer
tættere på det perfekte end nogen anden film, hvad
enten det drejer sig om komedier eller ej…
Og endelig er der Buster som Johnny: Usmilende,
men alligevel indtagende i sin modige, lettere latterlige
beslutsomhed – indbegrebet af dette halvt komiske,
halvt alvorlige mesterværk og en så dybt menneskelig
helt, som filmkunsten kun sjældent har givet os.”
(Geoff Andrew)
The General
usA 1927
instr.:buster keaton, Clyde bruckman.
Manus.. Buster Keaton, Clyde Bruckman.
Foto: Bert Haines, Devereaux Jennings.
Medv.: Buster Keaton, Marion Mack, Glen Cavender.
Længde: 75 minutter.
Danske mellemtekster.
de fire djævle
Fredag 27. april kl. 19.30
29. januar er det 100 år siden, Herman Bang døde
under en oplæsningsturné i USA. De fire djævle fra
1911 er en filmatisering af Bang’s novelle, ”Les Quatre
Diables” fra 1890 (novellen er blevet filmatiseret ikke
mindre end fire gange). I det originale pressemateriale
står der om filmen, at den er ”Verdens mest berømte
Film, og behøver derfor ingen Anbefaling! Thi alle vil
se denne enestaaende Film igen”.

de 4 djævle
”Fire unge trapezartister er vokset op sammen efter at
være blevet solgt til cirkus af forarmede slægtninge.
Som voksne er Fritz og Aimée tæt knyttet til hinanden.
Men en aften aflægger en forførerisk grevinde besøg i
cirkus. Hun kigger begærligt efter Fritz og arrangerer
et stævnemøde. En lidenskabelig kærlighedsaffære
begynder, og Aimée bliver rasende jaloux. Til sidst,
under deres trapeznummer…
En meget flot fotograferet og iscenesat film (primært
Linds fortjeneste) med flere slående diagonalbilledkompositioner,
med nyskabende brug af stejle
kameravinkler i trapezscenerne, og med velfungerende
blikretningsorienteret klipning – en endnu ret
usædvanlig teknik”.
(Casper Tybjerg)
”Ebbe Neergaard calls it ”the first film told in reasonably
modern film language”, a statement which does
not do justice to the best work of Griffith in the same
period, but one which does indicate the sophistication
of this film’s technique”.
(Ron Mottram)
De fire djævle
danmark 1911
instr.. robert dinesen, Alfred lind.
Manus.: Carl Rosenbaum efter Herman Bang’s novelle.
Foto: Alfred Lind.
Medv.: Einar Rosenbaum, Robert Dinesen, Edith Buemann
Psilander, Agis Winding.
Længde: 42 minutter.
Danske mellemtekster
bAlletdAnserinden
&
Balletdanserinden
Brændende Begær var filmens extratitel og var den
eneste film, Asta Nielsen indspillede for Nordisk,
inden hun slog sig ned i Tyskland det næste årti.
Handlingen er flg.: ved premieren på Jean Mayol’s
(Johannes Poulsen) nye stykke bliver primadonnaen
syg; Camille (Asta Nielsen) springer ind i rollen. Stor
succes. Hun og Jean bliver forelskede, men Jean er en
sjuft. En aften ved et selskab hos Simons ser Camille
ham gøre stormkur til Simon’s kone, Yvette. Camille
fortæller dette til Simon, som skyder sin kone. Camille
får nervesammenbrud, men Paul Rich (Valdemar Psilander)
tager sig af hende. De bliver forelskede, men
så dukker Jean op….
”En anden bemærkelsesværdig scene er den, hvor vi
ser Camille optræde under et privat selskab hos en
rentier og hans kone Yvette. Camille står i midtergruppen,
bag hende er der et stort spejl. Hun spiller
ud til os. I værelset ved siden af gør Jean stormkur
til Yvette. Takket være spejlet kan vi se, hvad der
sker off-screen. Camille kan også se det…En sådan
dramaturgisk velfungerende anvendelse af et spejl
var noget nyt på film. Og det udvidede instruktørens
udtryksmuligheder.”
(Marguerite Engberg)
Balletdanserinden
danmark 1911
instr.: August blom.
Manus.: Alfred Kjerulf.
Foto: Axel Graatkjær.
Medv.: Asta Nielsen, Valdemar Psilander, Johannes
Poulsen, Valdemar Møller, Karen Lund.
Længde: 44 minutter.
Danske mellemtekster
25

26
Jacques
Tati
”Jacques Tati (1907-1982), fransk instruktør og skuespiller, der med en baggrund som
mimiker skabte nogle af efterkrigstidens bedste folkekomedier. Filmene havde alle et
romantisk forhold til de gode, gamle dage og var præget af en kritik af amerikaniseringen
og af den moderne teknologi. Han spillede selv den gennemgående figur, den
høje, hyggelige, let anarkistiske og umælende Monsieur Hulot, hvis kendetegn var
en pibe, en hat, en cottoncoat, bukser, der stumpede, og en særegen gangart…
Stilistisk rendyrkede Tati de lange indstillinger og totalbilledet, hvori der gerne foregik
mange forskellige ting og var flere små historier på én gang. Tati, der altid indspillede
sine film stumt og derefter eftersynkroniserede lydsporet, var en af filmens
store lydstilister.”
(Gyldendals filmleksikon, 2010)
en festlig dag
Mandag 16. januar kl. 19.30
Farcens midtpunkt er postbuddet i en slumrende midtfransk
landsby. Han har altid haft et venligt, i-sig-selvhvilende
forhold til alle mennesker og ting, hvorfor
hans metier som postomdeler bemærkelsesværdig
ofte kommer i uløselig konflikt med hans kroniske
hjælpsomhed – uden at det i øvrigt synes at tynge
ham. Men en dag kommer marked til byen, og efter
en stime genvordigheder fanges hans blik af en amerikansk
film om tempofyldt postuddeling. Filmens sidste
afsnit viser disse halsbrækkende metoder forvaltet af
den førhen så sindige cykelvirtuos.
”En festlig dag – en farce og en komedie, et vittigt og
lidt melankolsk digt om et postbud i en lille fransk by,
hans ambitioner og drømme, hans nederlag og resignation,
en Don Quixote med stolte visioner og tåbelige
anstrengelser for at leve op til drømmene, og alt
set i den lille bys ramme, hverdag og fest, en mosaik
af vignetter om mennesker…det hele troværdige og
morsomme billede af et postbud og hans by, skabt af
Jacques Tati med utrolig omhu for alle enkeltheders
præcise placering i det poetiske billede, og altid med
postbuddet som den centrale figur. En genial komposition,
vidunderligt melodiøs i sin rytme, så overrumplende
i sin rigdom på udtryk. Det er i sandhed
en uforglemmelig film.”
(Jørgen Stegelmann)
”Den lyrisk harmoniske film bæres af livsglæde og
legeglæde mere end af kunstig farcemekanik, og
den kalder på det medfølende smil mere end på den
brølende latter. Jacques Tati fortjener fuldt ud det
monument, som indbyggerne i landsbyen skal have
rejst ham til tak og til minde.”
(Bjørn Rasmussen)
Jour de fête
Frankrig 1949
instr.: jacques tati.
Manus.; Jacques Tati, Henri Marquet.
Foto: Jacques Mercanton.
Musik: Jean Yatove, Henri Marquet.
Medv.: Jacques Tati, Guy Decomble, Santa Relli, Paul
Frankeur.
Længde: 84 minutter.
Danske undertekster

en Festlig dAg
Festlige feriedage
Torsdag 16. februar kl. 19.30
”Festlige feriedage udleverer med på én gang ondt og
overbærende vid hele den komedie, som det bedre
borgerskab opfører, når det tager ud til de små badesteder
for at holde ferie, selskabslivets og friluftslivets
glæder, alle de ”fornøjelser”, som nu engang hører sig
til, hvis en ferie skal være rigtig ferie…
Filmens fortrin ligger netop i denne ligefrem geniale
evne til at sætte de allermest forslidte situationer
fra ferielivet i en satirisk belysning, ikke ved at fortegne
virkeligheden, men ved at pille akkurat så meget ved
den, at det triste og trivielle forsvinder og det komiskabsurde
kommer frem. Dette er simpelt hen den tragikomiske
sandhed om vore ferievaner, men set gennem
øjne, der kun fæster sig ved sagens komiske sider…
Og morskaben bliver ikke mindre, fordi det er sig
selv, man ler ad.”
(Jens Kistrup)
Les Vacances de Monsieur Hulot
Frankrig 1953
instr.: jacques tati.
Manus.: Jacques Tati, Henri Marquet, Jacques Lagrange.
Foto: Jacques Mercanton, Jean Mousselle.
Musik: Alain Romans.
Medv.: Jacques Tati, Nathalie Pascaud, Michèle Rolla,
Valantine Camax.
Længde: 89 minutter.
Danske undertekster
Min onkel
Torsdag 31. maj kl. 19.30
”I sine første to film, En festlig dag (1948) og Festlige
feriedage (1953), hylder Jacques Tati det charmerende
ved det provinsielle, det tilfældige og det forfaldne.
I Min onkel retter han sin satire mod den omsiggribende
mekaniseringsmani, der truer med at spolere
den afslappede livsstil i gamle dage.
Tatis uopslidelige persona, den næsten tavse
Festlige FeriedAge
27

28
lemmedasker monsieur Hulot, bor i et gammelt,
faldefærdigt kvarter i Paris. Ikke langt derfra bor
ægteparret Arpel, hans søster og svoger, i et trendy,
hypermoderne hus, der er spækket med udstyr. Det
er uundgåeligt, at de fleste af de moderne hjælpemidler
ikke virker – især når den velmenende Hulot
er i farvandet.
Sådan som det altid er tilfældet med Tati, er
humoren næsten udelukkende visuel - og hørbar.
Kun få komikere har udnyttet lydsporet så kreativt
som han. Den klikken, summen, hvæsen og sprutten,
som ægteparret Arpels diverse dimser og dingenoter
giver fra sig såvel som maskinerne på den fabrik,
hvor Arpel meget uklogt giver sin svoger et job, når
ofte højder af det glade vanvid.”
(Philip Kemp)
”Min onkel er da en overrumplende blanding af det
alvorligt satiriske, det absurd komiske, det realistiske
og det poetiske. Den er også en blanding af det
fremragende, det gode og det mindre gode, men den
er skabt af en stor personlighed, en af vore hypermoderne
tiders alt for få antikonformister.”
(Erik Ulrichsen)
Min onkel vandt juryens specialpris i Cannes i 1958
og en Oscar for bedste udenlandske film samme år.
Mon Oncle
Frankrig 1958
instr.: jacques tati.
Manus.: Jacques Tati, Jacques Lagrange, Jean L’Hôte.
Foto: Jean Bourgoin.
Musik: Alain Romans, Franck Barcellini.
Medv.: Jacques Tati, Jean-Pierre Zola, Adrienne Servatie,
Alain Bécourt.
Længde: 110 minutter.
Danske undertekster
min onkel

TEATRET SVALEGANGEN
MERE LEVENDE END DET HER!
OPLEV BLANDT ANDET MAESTRO - EN ROCKTEATERBASTARD
MED MUSIK AF KAIZERS ORCHESTRA, GÆSTESPIL SOM GÅR
I DYBDEN ELLER FANØ, HVOR ALT ANDET END SANDHEDEN
LURER UNDER OVERFLADEN.
ROSENKRANTZGADE 21
8000 AARHUS C
BILLETTELEFON 8613 8866
BILLETNET 7015 6565
WWW.SVALEGANGEN.DK
29

I foråret 2012 kan vi
blandt andet tilbyde følgende:
Aki Kaurismäkis
LE HAVRE
Brødrene Dardennes
LE GAMIN AU VÉLO
Roman Polanskis
CARNAGE
med Jodie Foster, Kate Winslet og Christoph
Waltz.
Paolo Sorrentinos
THIS MUST BE THE PLACE
med Sean Penn og Frances McDormand.
Clint Eastwoods
J. EDGAR
med Leonarda DiCaprio
Tomas Alfredsons
TINKER TAILOR SOLDIER SPY
med Gary Oldman og Colin Firth
Simon Curtis’
MY WEEK WITH MARILYN
med Michelle Williams, Eddie Redmayne og
Kenneth Branagh.
Alexander Paynes
THE DESCENDANTS
med George Clooney og Shailene Woodley.
30
Alle Film stArter kl. 19.30
TORSDAG 5/1: MARIA BRAuNS æGTESKAB z
Instruktør: Rainer Werner Fassbinder side 15
MANDAG 9/1: IVANS BARNDOM z
Instruktør: Andrej Tarkovskij side 8
TORSDAG 12/1: SuLT z
Instruktør: Henning Carlsen side 19
MANDAG 16/1: EN FESTLIG DAG z
Instruktør: Jacques Tati side 26
TORSDAG 19/1: DIE PuPPE
+ THE NAVIGATOR zz
Instruktør: Lubitsch & Keaton/Crisp side 22
FREDAG 27/1: BOLIGHAJEN z
Instruktør: Francesco Rosi side 12
TORSDAG 2/2: SOLARIS z
Instruktør: Andrej Tarkovskij side 8
FREDAG 10/2: æRENS DAGE z
Instruktør: Rachid Bouchareb side 16
TORSDAG 16/2: FESTLIGE FERIEDAGE
Instruktør: Jacques Tati side 27
TORSDAG 23/2: THE NAKED KISS z
Instruktør: Samuel Fuller side 6
FREDAG 2/3: DEN FORSVuNDNE FuLDMæGTIG z
Instruktør: Gert Fredholm side 20
z
TORSDAG 8/3: DRENG MøDER PIGE z
Instruktør: Nikos Afroditis side 13
TORSDAG 15/3: DEN STORE GADE z
Instruktør: Calle ;ayor side 14
FREDAG 23/3: MAND BIDER HuND z
Instruktør: Rèmy Belvaux side 17
TORSDAG 29/3: NOSTALGHIA z
Instruktør: Andrej Tarkovskij side 9
TORSDAG 12/4: GENERALEN zz
Instruktør: Keaton/Bruckman side 24
TORSDAG 19/4: KøTERNE z
Instruktør: Sam Peckinpah side 18
FREDAG 27/4: BALLETDANSERINDEN
+ DE 4 DJæVLE zz
Instruktør: Dinesen/Lind + Blom side 24
TORSDAG 3/5: SOLARIS z
Instruktør: Steven Soderbergh side 10
TORSDAG 10/5: BABETTES GæSTEBuD z
Instruktør: Gabriel Axel side 21
FREDAG 25/5: DEN BARSKE ELITE z
Instruktør: Samuel Fuller side 7
TORSDAG 31/5: MIN ONKEL
Instruktør: Jacques Tati side 27
= film præsenteret af Det Danske Filminstitut/Museum & Cinematek
= stumfilm præsenteret af Det Danske Filminstitut/Museum & Cinematek. Reduceret pris.
RET TIL æNDRINGER FORBEHOLDES.
Se opslag ved Filmklubben og vores hjemmeside i tilfælde af ændringer.
zz

Oplev favoritterne
til årets Oscarstatuetter…
PREMIERE 19. JANUAR PREMIERE 9. FEBRUAR PREMIERE 23. FEBRUAR
Studierabat kr. 15 alle ugens dage.
air & air &
eX
X
PREMIERE 9. AUGUST
Skt. Knuds Torv · Aarhus C · biocity.dk Tordenskjoldsgade 21 · Aarhus N · metropolaarhus.dk
31

32
thE jOhn SCOFiElD
hOllOwBODy BAnD
Lørdag 14. juli
musikhuset
aarhus
liveonstage
tRyllEFløjtEn
Operafilm af Kenneth Branagh
Mandag 14. maj
KRyStERS KARtEl
Så hakker spætten
Tirsdag 27. marts
PASión DE BuEnA ViStA
Mandag 20. februar
MORDEtS MElODi
Eventministeriet – Det kgl. teater
Fredag 30. marts
billetsalg 89404040
musikhusetaarhus.dk
mød os på
CORRER O FADO
Fredag 24. februar