25 . årgaNg - Sejlklubben Neptun

For-OL
med, så var vinden nærmest helt umulig og
skiftende og alt for lokal til at vi kunne teste
vores fart ordentligt.
De mange dages regnvejr betød også en
anden ting. Havet flød med affald, og det
var en hel forhindringsbane derude. Ikke
særlig lækkert at sejle rundt i, og munden
blev lukket godt til ved hvert skumsprøjt.
Det vand kunne bestemt betegnes som
sundhedsskadeligt. Men det er åbenbart
betingelserne, når man ligger lige ud for en
kinesisk storby.
Vi fik et par dages effektiv træning og
havde til Kina fået lavet en ny fok, som vi
håbede på var rigtig. Det var dog ret svært
at gå fart med de andre, da næsten alle havde
lavet planer og var i faste træningsgrupper.
Det var meget præget af, at hver især
havde deres egen rytme, og så kunne man
ellers være heldig en dag, hvis vi kunne
passe ind. Det var altså ikke en ideel situation,
og da vi også var uden træner indtil
2 dage inde i stævnet, var selve koordina-
30
tionen og planlægningen af træningen ret
svær. Vi kunne ikke bare blive trukket ud til
de andre. Med lidt kendskab til tornadosejlads
ved man også, at når der testes fart, så
fortsætter bådene måske en halv time eller
mere på kryds – Og så kommer man altså
langt ud i en tornado!
Langsomt nærmede vi os stævnestart, og
vejret blev en del bedre. Det hele så ud til at
være arrangeret rigtig godt, hvilket en helt
overdådig åbningsceremoni også bekræftede.
Der var TV dækning og fyldt med
kinesiske VIP’er, som fik mere sendeflade
end alle atleterne. Det mindede mest af alt
om en blanding mellem stemningen til en
fodboldkamp og et kinesisk melodigrandprix.
Der var lysshow og fyrværkeri til den
store guldmedalje, og selv Tivolis fyrværkerimester
ville have været meget misundelig.
Det understregede endnu engang, at OL er
et show. Vi, altså udøverne, er nærmest de
mindst vigtige. Og sådan er det!
For-OL – eller Qingdao international
regatta, som det blev kaldt – blev i princippet
kørt ligesom OL forventes at blive. Der
var kun én båd pr nation i hver klasse og
alle restriktionerne var gældende. Det betød
blandt andet, at alle trænerne ikke måtte
kommunikere indbyrdes på vandet, og at de
skulle blive på det valgte baneområde hele
dagen. Mobiltelefoner og anden kontakt
var heller ikke tilladt. Ikke alene var for-
OL en test fra arrangørernes side, det var
bestemt også en test af hvert holds setup og
af trænerstaben. Vi gjorde derfor meget ud
af de daglige briefinger og de efterfølgende
evalueringer, og det var en stor succes. Det
danske holds køreplan virker rigtig, og det
gør også, at man som en del af dette hold
føler, at der er styr på tingene og vi sam-