kirkenyt dec. 2012 - Kirker ved Viby

Advent og jul
Adventstiden er forberedelsestid. Vi forbereder os til jul.
Vi glæder os og prøver at komme i julestemning i løbet
af december.
Men når man går i kirke i adventstiden, kan det indimellem
være svært at få julestemningen til at indfinde sig.
Første søndag advent volder ingen kvaler. Tværtimod.
Det er en rigtig festdag, hvor vi byder det nye kirkeår
velkommen og har det første lys tændt i adventskransen.
De følgende søndage er det knapt så tydeligt. Teksterne, der læses, er ikke spor julede.
De handler om Johannes Døberen og om at være godt forberedt til den dag, hvor Jesus
kommer igen.
Der er flere grunde til, at teologerne i sin tid valgte netop disse tekster.
En er, at de alle sammen handler om, at Jesus kommer. Adventstiden er tiden, hvor vi
hører om Adventus Domini, Herrens komme, indtil hans komme til jorden julenat.
En anden er, at forberedelsestiden op til jul, nøjagtig som forberedelsestiden op til påske,
var en bods- og fastetid.
Det er derfor, at den noget dystre tone af risiko for fortabelse for dem, der ikke møder
Herren ret, når han kommer, klinger med i en del af teksterne.
Tydeligst er det den søndag, hvor Jesus taler om sin genkomst. Den dag, hvor ”himlens
kræfter rystes”. Med de ord ledes tankerne hen på dommedag, og det virker altså ikke
særlig julet. For vi ser jo straks de værste middelalderscenarier for os med engle, der
blæser i trompet og de stakkels fordømte, der ender i helvedes flammer.
Men det hænger nu sammen med jul alligevel. For Jesus siger, at den dag, er vores
”forløsning nær”. Forløsning er befrielse. Befrielse fra alt det, der piner, plager og bekymrer.
Vi befries af visheden om at være elskede og værdsatte af Gud. En vished vi får netop
til jul, hvor Gud af ren og skær kærlighed til os lader sin søn komme.
Til jul begynder befrielsen. Ved tidernes ende fuldendes den, når Jesus kommer igen, og
for alle, der bekender ham som Herre og frelser, opretter sit rige. Det rige, hvor kærligheden
er enerådende.
Der er altså ikke grund til andet end at glæde sig både til dagen ved tidernes ende og til
jul, hvor det hele begyndte.
Synes man alligevel, at de dystre undertoner bliver for skingre, og at julepyntens engle
med trompeter giver uhyggelige associationer, så prøv at se på billedet af den smukke
hvide blomst. Det er en engletrompet. Når man betragter den, bliver man glad. Utrolig
smukke og graciøse er dens store hvide blomster, der på en gang ligner både trompeter
og englekjortler
Så smukke er blomsterne, og så overdådigt blomstrer planten, at den giver paradisiske
associationer. De imponerende blomster udsender endda om aftenen intet mindre end en
himmelsk duft.
Er det sådanne trompeter englene blæser i ved tidernes ende, så kan det ikke varsle andet
end himmelsk velsignelse.
I juleevangeliet står der ganske vist ikke noget om, at englene blæste i trompeter, da de
kom og fyldte himlen over Betlehem med sang. Men det kunne da vel tænkes, at de lifligste
engletrompet-toner klingede med.
Lone Kjelstrup
www.gadstrupkirke.dk www.kirkervedviby.dk
3