Flensborg Avis 1933-1945 - Historie-nu.dk

TEKST Rene Rasmussen [11. april 2006]
“De “Det “De t friest frieste friest e blad blad i i De Det De t tredje
tredje
Rige”
Rige”
Flensborg Flensborg A AAvis
A vis 1 11933-45
1 933-45
Rene Rasmussen er cand.mag
i historie og har skrevet bogen
„Front og bro. Flensborg Avis i
spil mellem Danmark og
Tyskland 1930-45“ (2005)
Netmagasinet
www.historie-nu.dk
Historie-nu.dk er et gratis
historie magasin, der
sætter nutiden i perspektiv
og giver baggrunden.
[tema: Sydslesvig]
Umiddelbart efter Hitlers magtovertagelse den 30. januar 1933 blev den tyske
oppositionspresse slået ned med hårde midler. Rigsdagsbranden i februar
1933 førte til undtagelsestilstande og forbud, og i de følgende måneder
blev det ene dagblad efter det andet lukket eller overtaget af partitro
nationalsocialister. I Flensborg blev f.eks. den socialdemokratiske Flensburger
Volkszeitung lukket. Efter lukningen eller overtagelsen af de egentlige
oppositionsblade, begyndte regimet at besætte redaktionerne på de tiloversblevne
aviser med partikammerater. I Flensborg blev f.eks. den tysk-nationale
redaktør Dr. Deckmann på Flensburger Nachrichten i juli 1933 erstattet af
den partitro Dr. Walter Froebe.
Dermed var den flensborgske dagspresse ensrettet – eller var den
nu også det? For endnu fandtes det danske mindretals aviser: Flensborg Avis
og dens tysksprogede bilag, Der Schleswiger. I de første, hektiske måneder
efter magtovertagelsen opstod ganske vist lokale planer om at lukke
mindretallets to aviser, men de blev aldrig udført. Det lykkedes chefredaktøren
for Flensborg Avis, Ernst Christiansen, at overbevise flere højtstående tyske
myndighedspersoner om, at en lukning ville medføre udenrigspolitiske
konsekvenser i forhold til Skandinavien. Samt at begge aviser ville miste
troværdighed overfor det skandinaviske Norden, hvis der ikke blev efterladt
dem et vist spillerum i nyhedsformidlingen. Det har i denne forbindelse sikkert
spillet en rolle, at den såkaldte „Påskeblæst“ på den dansk-tyske grænse,
der var blevet rejst af slesvig-holstenske nazister i foråret 1933, havde fremkaldt
bestyrtelse i hele Skandinavien. Dette havde medført indgreb fra de

www.historie-nu.dk - side 2
centrale myndigheder i Berlin, og grænsespørgsmålet var blevet lagt på is –
der skulle herske ro ved den dansk-tyske grænse.
Det var udenrigspolitiske hensyn, der gjorde sig gældende her: Forholdet til
Skandinavien, og forsøget på – ved at vise god vilje overfor det skandinaviske
Norden – at bryde den udenrigspolitiske isolation, som Tyskland i forlængelse
af magtovertagelsen befandt sig i. Den begejstring for den nordiske
race, der prægede partispidsen, spillede formentlig også en vis rolle i denne
forbindelse. Hvis regimet ønskede et godt forhold til Danmark og Skandinavien
– og i øvrigt lagde stor vægt på ro ved grænsen – kunne man ikke undertrykke
Flensborg Avis, og da slet ikke lukke bladet, sådan som det var ønsket
i visse tyske kredse nord og syd for grænsen. En sådan politik fandt ingen
støtte i Berlin, men blev tvært imod modarbejdet.
Front ont ont og og br bro br
Flensborg Avis havde siden slutningen af 1920’erne defineret sin rolle i grænselandet
som brobyggerens. Avisens motto lød „Front og Bro“. Front-delen
indebar en hævdelse af dansk kulturs berettigelse og odelsret i Slesvig og et
forsvar for grænsen og mindretallets rettigheder. Bro-delen stod for en imødekommelse
og åbenhed over for Tyskland og tysk kultur. Front og bro-løsenet
placerede Sønderjylland i en helt central position som formidler mellem Norden
og Europa: Tysklands (og verdens) kulturelle og politiske påvirkning skulle
først en tur igennem Sønderjylland, hvor den takket være Sønderjyllands faste
danskhed blev omformet og fik et dansk-nordisk præg. Heri bestod Sønderjyllands
helt særlige opgave som front og bro. De tanker, som Norden optog
og prægede i nordisk retning, blev derved forædlet og fuldkommengjort,
hvorefter de fra Norden – i ny og forbedret skikkelse – havde bud til hele
verden. Der er her et tydeligt slægtsskab med N.F.S. Grundtvigs forestillingsverden.
Dette er baggrunden for, at Flensborg Avis i de første par år efter
magtovertagelsen, i henhold til sit motto, ikke stillede sig ganske afvisende
overfor nationalsocialismen. Flere elementer i den nye bevægelse blev fremhævet
som efterlignelsesværdige – også i Danmark, og Flensborg Avis behandlede
til at begynde med Hitler-regimet som enhver anden regering, der
havde krav på en chance for at bevise sin duelighed. Flensborg Avis gav ganske
vist vedblivende udtryk for en vis skepsis med hensyn til regimets ensretning
af det tyske samfund og fraværet af personlig og politisk frihed. Men der

www.historie-nu.dk - side 3
var også elementer i nationalsocialismen, der tiltalte både chefredaktør Ernst
Christiansen og avisens Berliner-korrespondent Jacob Kronika. Nationalsocialismen
havde nemlig tilsyneladende samlet det tyske folk, hvis ungdom
nu i begejstring tog fat på at genrejse Tyskland. En lignende national dansk
genrejsning havde de begge uden held kaldt på siden afstemningskampen
1918-1920. Det var efter deres opfattelse manglende national dansk vilje,
der havde ført til, at kun Nordslesvig blev genforenet med Danmark i 1920.
Men kunne det danske folk genrejses, så ville det stå bedre rustet, næste
gang der bød sig en lejlighed til at genvinde Sydslesvig. Desuden krævede
alene forsvaret af det genvundne Nordslesvig imod de aggressive hjemmetyske
og slesvig-holstenske grænserevisionskrav en dansk national mobilisering.
Ernst Christiansen – og navnlig Jacob Kronika – begyndte fra april
1933 at se mere positivt på den nye bevægelse. Ernst Christiansens idealer
om national vækkelse og genrejsning fik ham fra 1933 til at se hen til den
tyske nationalsocialisme efter inspiration. Den grundindstilling fæstnede sig
dog i løbet af 1934-1935, at det parlamentariske demokrati dog var at foretrække,
på trods af alle dets fejl og mangler, og at man måtte søge at udbedre
disse fejl og mangler for at bevare demokratiet. Alternativet – diktaturet – var
trods alt for skræmmende. Der blev fra 1934-1935 længere mellem
anbefalingerne, og de blev begrundet stærkere med den udenrigspolitiske
fare for Danmark, som den krasse afvisning af nazismen i dansk dagspresse
indebar. Navnlig nationalsocialismens forhold til kristendommen gav næring
til Ernst Christiansens skepsis. Også Kronikas væsentligste forbehold over for
nationalsocialismen var dens forhold til kristendommen, men han mente dog
endnu i 1935, at de to ting lod sig forene. I 1937-1938, gik det endelig op for
ham, at den kristne tro og nationalsocialismen ikke lod sig forene, men at de
var modsætninger, og at nationalsocialismen tvært imod havde til hensigt at
erstatte kristendommen som germanernes religion. Så meget desto større
blev hans forfærdelse.
Den positive indstilling i 1933-1935 blev underbygget ved avisens
kritik af den rigsdanske presse, der ikke fandt meget godt at sige om den nye
tyske regering. På Flensborg Avis frygtede man, at den danske presses næsten
enstonende negative behandling af Tysklandsstoffet kunne påvirke den
tyske centralregering i uheldig retning med hensyn til grænsespørgsmålet og
mindretalsspørgsmålene. Talrige artikler beskæftiger sig med temaet: At dansk
presse burde optræde forsigtigere i behandlingen af spørgsmål vedrørende
Tyskland. Denne holdning blev delt af den danske regering og det danske

www.historie-nu.dk - side 4
udenrigsministerium, og i udenrigsministeriets pressebureau betragtede man
næsten Flensborg Avis som en mønsteravis.
De Det De t friest frieste friest e blad blad i i De Det De t tredje tredje Rige
Rige
En mønsteravis var Flensborg Avis nu ikke set fra et tysk synspunkt. Nazisternes
endemål var den totale statslige kontrol med hele den tyske presse, men
ensretningen foregik i flere etaper og fandt sted som en længerevarende proces,
der egentlig aldrig nåede at blive helt fuldbyrdet eller at omfatte alle
aviser. Dette blev Flensborg Avis et eksempel på. Avisens stilling som ikkeensrettet
mindretalsorgan i Det tredje Rige var dog temmelig enestående,
ikke mindst fordi avisen vedblev at udkomme til maj 1945.
Ifølge den nye redaktørlov, der trådte i kraft den 1. januar 1934,
skulle en journalist stå i statens tjeneste og bidrage til „folkeoplysning“, til
enhver tid modtage anvisninger fra Propagandaministeriet og udføre disse
efter de ministerielle retningslinier. Den tyske presse skulle være et instrument
i den nationalsocialistiske bevægelses tjeneste, og propagandaminister
Goebbels udtalte ved flere lejligheder, at han kunne spille på den tyske presse
som på et klaviatur. Flensborg Avis blev imidlertid – i modsætning til
Flensburger Nachrichten – aldrig blot en tangent på dette klaviatur. Den beholdt
sine egne toner, der – hvis jeg må blive i billedet – ikke helt harmonerede
med regimets melodi. Flensborg Avis bevarede sin borgerligt-liberale og
kristelige verdensanskuelse og blev aldrig blot et talerør for Propagandaministeriet.
Også direkte kritik imod nationalsocialismen forekom i Flensborg
Avis – dog oftest rettet imod den danske variant af bevægelsen.
Flere højtstående embedsmænd i Propagandaministeriet udtalte ved flere
lejligheder at Flensborg Avis var „det frieste blad i Det tredje Rige“ – dette er
ikke ensbetydende med, at Flensborg Avis var „fri“; den var underlagt nøjagtigt
den samme lovgivning som enhver anden avis i Tyskland. Men det betød,
at de danske mindretals avis havde et vist spillerum.
Flensborg Avis havde i kraft af sin stilling som indenlandsk avis med
et stort udenlandsk publikum – og ikke mindst i kraft af Kronikas dobbeltstilling
som korrespondent til både den indenlandske Flensborg Avis og den
udenlandske Nationaltidende, der udkom i København – berøring med både
Auswärtiges Amt og begge Propagandaministeriets afdelinger for indenlandsk
og udenlandsk presse. Kronikas egenskab af udlandskorrespondent for
Nationaltidende gav ham en enorm fordel i forhold til hans tyske kolleger.

www.historie-nu.dk - side 5
Dertil kom, at Kronika havde oparbejdet en række kontakter til forskellige
myndighedspersoner, som han kunne trække på, når særrettigheder til Flensborg
Avis skulle forhandles igennem. I et polykratisk system som det nationalsocialistiske
var det ofte vigtigere at kunne bevæge en højtstående og venligtsindet
embedsmand i et hvilket som helst ministerium til at gøre sin indflydelse
gældende, når en sag skulle lempes igennem systemet, selv når den lå
uden for den pågældende embedsmands eget kompetenceområde.
En betragtelig del af Flensborg Avis’ problemer under nationalsocialistisk
styre var en følge af den almindelige ensretningsproces i samfundet.
Der var dog flere steder en udstrakt vilje til at tilstå Flensborg Avis særlige
rettigheder og indgå kompromiser, der tillod avisen at fortsætte. Det gjaldt i
den helt konkrete nyhedsformidling, men det gjaldt også i den lange række af
andre bestemmelser af mere strukturel karakter, som sigtede på at ensrette
den tyske presse. Der blev efter alt at dømme hverken centralt eller lokalt
direkte formuleret nogen retningslinjer med henblik på Flensborg Avis. Man
havde kun en mere generelt udtrykt velvilje til at give avisen særlige rettigheder,
og der var tilsyneladende i de ansvarlige tyske instanser en vis uvilje mod
at nedfælde særrettighederne på skrift. Man foretrak ad hoc-løsninger – som
jo også lettere lod sig omgøre. Derfor var det ofte nødvendigt for Flensborg
Avis og Kronika hver gang at oprulle hele det arsenal af argumenter, der erfaringsmæssigt
gav resultater. Ad denne bagvej kan de overvejelser og grunde,
der bestemte den tyske politik over for Flensborg Avis, formuleres. De dispensationer,
som avisen søgte og fik – og forløbet omkring forhandlingerne om
dem – tegner et mønster: De første erfaringer viste, at der var udsigt til succes,
hvis man kunne spille de forskellige instanser ud imod hinanden. Det
gav navnlig vægt, hvis Auswärtiges Amt kunne overbevises om rigtigheden af
en sag. Tyskland ønskede et godt forhold til Danmark og Norden, og hverken
uro om det dansk-tyske grænsespørgsmål eller alt for åbenlys undertrykkelse
af det lille danske mindretal i Sydslesvig eller dets avis måtte belaste dette
forhold. Tysklands udenrigspolitiske forhold til Skandinavien var et trumfkort,
som Flensborg Avis ofte trak ud af ærmet.
Gensidighedsprincippet var endnu en formel, der kunne trækkes på.
Navnlig over for de lokale myndigheder, der arbejdede på at udbrede tyskheden
i Nordslesvig med henblik på en grænseflytning: Indskrænkninger i Flensborg
Avis’ handlefrihed kunne få konsekvenser for det tyske mindretals avis
Nordschleswigsche Zeitung. Lokalt i grænselandet sad dog personer, der sørgede
for at angive Flensborg Avis, hvis den overtrådte bestemmelser af forskellig
art eller fik mere, end de brød sig om.

www.historie-nu.dk - side 6
Også propagandamæssigt var der gode grunde til at tillade Flensborg
Avis en lidt friere stilling. Der var to sider af dette spørgsmål: Et indenrigspolitisk
og et udenrigspolitisk.
Indenrigspolitisk var det for regimet ønskeligt, at alle borgerne fik
adgang til at læse regimets paroler. Men man var udmærket klar over, at ikke
alle landets borgere kunne nås ved hjælp af den nationalsocialistiske presse.
Disse måtte nås ad anden vej. Man vurderede, at det var bedre, at de officielle
nyheder nåede så bredt ud i befolkningen som muligt, end at der var
befolkningsgrupper, som de slet ikke nåede – også selvom det skulle ske i
aviser, som ikke i ét og alt fulgte parolerne. Dette gjaldt for flere borgerlige
aviser i Tyskland – og det gjaldt efter alt at dømme også for Flensborg Avis.
Regimets grundige efterkritik og truslen om sletning af die Berufsliste medførte,
at selv de ikke-nazistiske journalister var overordentligt forsigtige og
pålagde sig selv en streng selvcensur. Dette gjaldt også Flensborg Avis.
Udenrigspolitisk var det vigtigt for regimet at påvirke den offentlige
opinion i udlandet positivt. Flensborg Avis måtte betragtes som et udhængsskilt
over for udlandet. Hensynet til udlandet, d.v.s. Skandinavien, var et argument,
som avisen selv anvendte, når den søgte om at undgå ensretning eller
andre indskrænkninger i sin frihed. Flensborg Avis var desuden nyttig p.g.a.
den positive propaganda, den gjorde for nationalsocialismen og Tyskland i
Skandinavien og p.g.a. den indsats den gjorde for at bekæmpe negativ omtale
af Tyskland sammesteds. En for hårdhændet ensretning ville svække
Flensborg Avis’ troværdighed i Skandinavien, og dette ville ikke være i Tysklands
interesse.
Centralt i Berlin skelnede man i dispensationerne grundlæggende
mellem Flensborg Avis og Der Schleswiger, hvilket tyder på, at man købte de
udenrigspolitiske argumenter og var villig til at lade dem komme den avis til
gode, der rent faktisk blev læst i udlandet. Men indadtil var man mere karrig
med dispensationerne. Det var naturligvis en følge af ensretningens indenrigspolitiske
sigte, men skyldtes formentlig også det hensyn, man var nødt til
at tage til de lokale konkurrenter i Sydslesvig, der i forvejen havde svært ved
at leve med Flensborg Avis’ særstilling.
Man har i de forskellige regeringsinstanser med sikkerhed gjort sig
overvejelser om Flensborg Avis’ stilling. Hvad ville Tyskland vinde ved at lukke
avisen? Det er jo indlysende, at man til enhver tid med irettesættelser og
trusler kunne skræmme avisen til at makke ret. Redaktørerne og journalisterne
på Flensborg Avis var alle tyske statsborgere, og de var yderst bevidste
om den daglige fare, de befandt sig i. Man kan derfor på ingen måde kalde

www.historie-nu.dk - side 7
avisen for en egentlig oppositionsavis. Avisens ringe udbredelse – ca. 1.500
eksemplarer syd for grænsen mod godt 6.000 nord for – og den kendsgerning,
at avisen ikke havde nogen nævneværdig udbredelse uden for mindretallet,
såvel som dens danske sprog, talte for, at Tyskland havde mere at tabe
end at vinde ved at forbyde avisen.
Flensborg Avis ville få lov til at bestå så længe den gavn, den gjorde
udadtil, var større, end den skade, den gjorde indadtil – og så længe Tyskland
ikke var villig til at betale prisen i form af et forværret udenrigspolitisk forhold
til Danmark ved en lukning af avisen. Det tysksprogede tillæg Der Schleswiger
var imidlertid et andet spørgsmål.
Det danske mindretals presse fik efter den første indledende usikkerhed
efter den nationalsocialistiske magtovertagelse i 1933 stort set lov til
at passe sig selv i årene 1934-1936. Men selvom Flensborg Avis blev betegnet
som “det frieste blad i Det tredje Rige”, slap den ikke uden advarsler.
Fejltrin kunne nemlig lynhurtigt føre til nye overvejelser i det tyske udenrigsministerium
eller i Propagandaministeriet. I det ensrettede Tyskland var og
blev en avis, der undgik den totale ensretning, højst upassende – hvilket de
slesvig-holstenske grænseflyttere til stadighed gjorde opmærksom på. Hver
gang førte overvejelserne dog til afgørelser til fordel for en opretholdelse af
Flensborg Avis.
På lokalt plan havde de slesvig-holstenske grænsekæmpere ikke
det samme blik for den udenrigspolitiske nødvendighed af et godt forhold til
Danmark. Her var og blev en grænserevision – og frie hænder overfor det
danske mindretal – det hedeste ønske. Flensborg Avis’ spalter blev omhyggeligt
læst og ethvert fejltrin noteret og meldt videre op i systemet. Det blev
endog direkte forsøgt at lukke Flensborg Avis – eller i det mindste at fjerne de
mest markante penne fra redaktionen.
Rammerne Rammerne bliv bliver bliv bliv er snævrere
snævrere
Flensborg Avis’ spillerum gennemgik i 1930’erne en trinvis indskrænkning.
Nøglebegivenheder er de såkaldte Alnor- og Schleswigeraffærer 1936-1937,
afsættelsen af Berliner-korrespondenten Jacob Kronika i 1938 og fjernelsen
af chefredaktør Ernst Christiansen i 1940.
Flensborg Avis’ nyhedsformidling af Det tredje Rige blev af Berliner-korrespondenten
Jacob Kronika i februar 1933 fortolket således: „Det er ikke journalistens
opgave at sige sin mening om forholdene i Tyskland og om tysk politik.

www.historie-nu.dk - side 8
Lad ham nøjes med at referere kendsgerninger. Dem er der jo tilstrækkeligt
mange af! Så må for øvrigt enhver med opmærksomhed skue og lytte! Og
dertil tænke en smule!“ Disse ord beskriver ret nøjagtigt grundsætningerne
for Flensborg Avis’ nyhedsformidling om Tyskland. Disse grundsætninger adskiller
sig klart fra den officielle pressepolitik, ifølge hvilken journalisten som
tidligere nævnt skulle modtage anvisninger fra Propagandaministeriet og derefter
udføre dem. Læseren skulle for øvrigt helst IKKE tænke en smule dertil!
Regimet kunne imidlertid leve med disse grundsætninger. Flensborg
Avis blandede sig ikke i den tyske indenrigspolitik, men beholdt dog overfor
mindretals- og grænsespørgsmålet sin skarpe stillingtagen, og undlod ikke i
næsten enhver pennefejde med den tyske grænsepresse at gøre opmærksom
på, at det i de nævnte spørgsmål var Flensborg Avis og ikke dens modstandere,
der havde rygdækning i Berlin. Ikke sjældent blev „Førerord“ stukket
i næsen på den tyske grænsepresse, og overfor sådanne våben havde
disse intet forsvar.
Flensborg Avis’ slesvig-holstenske modstanderes taktik ændrede sig
så i retning af direkte angreb på chefredaktør Ernst Christiansen. Denne taktik
høstede i 1936-1937 nogen triumf, og førte til lukning af det tysksprogede
bilag, Der Schleswiger. De såkaldte Alnor-Schleswiger- affærer forløb kort fortalt
på følgende måde: I april 1936 offentliggjorde historikeren Karl Alnor
endnu et bind i sin „Handbuch zur schleswigschen Frage“, i hvilket Ernst
Christiansen blev udsat for heftige personlige angreb for sin rolle i grænsekampen
1918-1920. I en artikelrække hen over sommeren udsatte Ernst
Christiansen bogen for skarp kritik, hvorefter der den 6. november 1936 indløb
en skrivelse fra Reichsverband der deutschen Presse, i hvilket var anført
flere citater, der angiveligt var i modstrid med redaktørloven
(Schriftleitergesetz), idet de var egnede til at krænke en tyskers – nemlig Karl
Alnors – ære og værdighed. I samme skrivelse meddelte man Ernst Christiansen,
at der ville blive indledt en faglig æresretssag imod ham og at han kunne
forvente at blive streget af den såkaldte „Berufsliste“. Dette var ensbetydende
med et skriveforbud.
I den danske offentlighed blev angrebet på Ernst Christiansen betragtet
som et angreb på mindretallet og som et forsøg på at give det mundkurv
på. Det danske udenrigsministerium lod dernæst det tyske gesandtskab
i København forstå, at man anså en indstilling af retssagen for at være det
bedste for alle parter. Dette synspunkt fandt også tilslutning hos de centrale
myndigheder i Berlin – især hos Auswärtiges Amt. Ernst Christiansen slap
med en advarsel.

www.historie-nu.dk - side 9
De lokale modstandere af Flensborg Avis gav imidlertid ikke op. I mellemtiden
havde den regionale tyske grænsepolitiske forening, Schleswig-Holsteiner-
Bund, der var stærkt anti-dansk og grænserevisionistisk, i november 1936
udgivet en sandsynligvis af Karl Alnor forfattet pjece med titlen „Schleswig
und Versailles“. Også her blev Ernst Christiansen personligt skarpt angrebet.
Da i juni 1937 Flensborgs overborgmester, Ernst Kracht, i en tale lovpriste
dette skrift som den „krystalklare sandhed“, opfattede Ernst Christiansen dette
som et opråb til grænserevision og et angreb på hans person. I et åbent brev
den 9. juni 1937 i Der Schleswiger gjorde Ernst Christiansen det klart, at
mindretallet måtte opfatte ærekrænkende udtalelser om dets ordfører som
rettet imod mindretallet selv, hvilket ikke kunne tjene den dansk-tyske forståelse.
Få dage senere tog han atter problemet under behandling i Der
Schleswiger under overskriften: „Ist das deutsche Volk gross genug, anderer
Völker Recht zu begreifen?“ Artiklen var stærkt kritisk over for overborgmesterens
mindretalspolitik og antydede ligefrem, at det dansk-tyske forhold ville
være bedst tjent med hans fjernelse. Det blev for meget for Slesvig-Holstens
Gauleiter Hinrich Lohse, der ved flere lejligheder udtrykkeligt havde frabedt
sig offentlig kritik af den tyske mindretalspolitik. Han forlangte derfor Der
Schleswiger forbudt.
Propagandaministeriet udstedte det ønskede forbud den 19. august
1937. Forbudet var begrundet i, at Der Schleswiger gentagne gange havde
angrebet den tyske stat, tyske myndigheder og partiorganisationer, hvorved
der var stiftet uro i befolkningen. I øvrigt fandt man det “selvmodsigende”,
når et nationalt mindretalsorgan henvendte sig til læserne på herbergstatens
sprog.
I den rigsdanske presse udløste forbudet stor fortørnelse, idet man
formodede, at det var statsmagtens hensigt at lukke munden på mindretallet.
I betragtning af den udenrigspolitiske belastning som den danske presses
skriverier gav anledning til, anbefalede det tyske udenrigsministerium, at
Propagandaministeriet slækkede forbudet, eventuelt tillod Der Schleswiger
at udkomme som tidsskrift. Gauleiter Lohse forlangte imidlertid fuld understøttelse
fra Propagandaministeriets side. Propagandaminister Goebbels, der
personligt tog sig af sagen, lod sig dog ikke overbevise, men henviste til, at et
godt forhold til Danmark var i den tyske handels- og udenrigspolitiks interesse.
Han var ærgerlig over det røre, som forbudet havde vakt og betegnede
i sin dagbog Gauleiter Lohse som en “Stänkerfritze” – en “ufredsstifter”.
Goebbels bøjede sig ikke for Lohses pres, men beroligede ham dog med, at

www.historie-nu.dk - side 10
et månedsskrift let kunne bringes til tavshed, hvis det skulle vise sig nødvendigt.
De ihærdige angreb på Flensborg Avis og redaktør Ernst Christiansen
personligt havde alene et lokalt udspring og var på ingen måde et udtryk for
et centralt i Berlin formuleret ønske om at indskrænke avisens råderum. Men
ved forbudet mod Der Schleswigers daglige udgivelse i august 1937 var den
flensborgske danske presses betydning som ikke-ensrettet nyhedskilde indenfor
Tysklands grænser begrænset til den lille kreds, der beherskede det
danske sprog.
I årene mellem 1932 og 1938 virkede Jacob Kronika som Berlinerkorrespondent
for flere rigsdanske aviser, og han kunne jævnligt levere særlige
meddelelser og informationer til også Flensborg Avis, uden at de først var
blevet gennemtygget af Propagandaministeriet.
Kronika havde siden sin ankomst til Berlin i sommeren 1932 knyttet
flere gode kontakter og havde samtidig erhvervet sig en god portion velvilje i
den tyske rigsforvaltning, hvor han blev betragtet som en venligsindet korrespondent.
Hans tilstedeværelse i rigshovedstaden, hvor han ved siden af sit
journalistiske arbejde også fungerede som officiel talsmand for det danske
mindretal, indskrænkede det grænsetyske spillerum overfor mindretallet og
Flensborg Avis i ikke ringe grad.
Flensborg Avis bragte flere tyske indenrigsnyheder som det første
og ofte også som det eneste blad i grænselandet. Ganske vist kan Kronikas
beretninger fra Berlin ikke direkte betegnes som oppositionelle. Men det er
bemærkelsesværdigt, at nyheder om de indre forhold i Tyskland blev udbredt
inden for rigets grænser, uden først at være blevet godkendt i Propagandaministeriet.
At Flensborg Avis til en vis grad undgik ensretningen, udløste stor
forbitrelse i den grænsetyske presse. Bag kulisserne blev der arbejdet ivrigt
på at løsne Kronikas forbindelse til Flensborg Avis. I oktober 1938 fastslog
Propagandaministeriet, at ifølge tysk ret kunne ingen journalist, der arbejdede
for en i Tyskland udgivet avis, samtidig være korrespondent for en udenlandsk
avis. Ved månedens afslutning måtte Kronika derfor opgive sit arbejde
som indenlandsreporter for Flensborg Avis. Derved var Flensborg Avis’ muligheder
for at fungere som alternativ nyhedskilde reduceret til et minimum.
Som Jacob Kronika udtrykte det i et brev til Ernst Christiansen i foråret 1939:
„Man lærer at tænke og tie.“ Dette forblev den redaktionelle grundlinie under
krigen.

Under nder v vver
vv
er er erdenskrigen erdenskrigen
denskrigen 1 11939-1
1 939-1 939-1945 939-1 45
www.historie-nu.dk - side 11
I løbet af de første seks krigsmåneder faldt kun få advarsler, og Flensborg
Avis kunne ved at reagere smidigt sikre, at den fortsat udkom – til stor utilfredshed
for dens lokale modstandere. Det blev f.eks. i en beretning fra
Sicherheits-Dienst (SD) fra den 1. april 1940 fastslået, at der „stadigt stærkere
fra den tyske befolkning i Sydslesvig udtales det ønske, at frem for alt
mindretalsavisen endelig får en alvorlig advarsel.“ Dette skete så i forlængelse
af den tyske besættelse af Danmark.
Chefredaktør Ernst Christiansen skrev i dagene efter den 9. april nogle af
sine mest dybtfølte artikler, der fandt dyb genklang på dansk side. Selvom
NS-regimet næppe kunne forvente, at Flensborg Avis ville hilse besættelsen
af Danmark velkommen, så var det i avisen udtrykte håb om bedre tider så
åbenlyst, at der ikke kun i Slesvig-Holsten hævede sig kritiske røster.
Tidligt om morgenen den 20. april 1940 traf et hårdt slag Flensborg
Avis. Lokalredaktøren af Flensborg Avis’ Tønder-udgave Vestslesvigs Tidende,
Viggo Lausten, blev efter krav fra de tyske militærmyndigheder arresteret af
dansk politi og indsat i Aabenraa arrest. Han blev mistænkt for at have spioneret
til fordel for de vestallierede. Ti dage senere blev han overført til den
tyske militærforvaltning, og indsat i Kastellet i København. Her blev han den
2. maj 1940 fundet død i sin celle. Alt tyder på selvmord, da han blev fundet
med opskårne pulsårer, hængende i sit slips fra sengegærdet. Den følgende
dag bragte de danske aviser på tysk initiativ en kort meddelelse fra det danske
udenrigsministerium, i hvilken der stod, at den 35-årige tyske statsborger
Viggo Lausten dagen før, under indtryk af de „tungtvejende beviser“, havde
begået selvmord i Københavns Kastel, efter at han den 1. maj var blevet
afhørt under retlige former. Det blev pålagt redaktionerne i Danmark, hvis de
ønskede at omtale sagen, da kun at gengive meddelelsen ordret. Dette pålæg
nåede efter alt at dømme aldrig Flensborg Avis. Redaktør L.P. Christensen
læste meddelelsen i Politiken den 4. maj 1940, og trak samme aften
under en sammenkomst Ernst Christiansen til side og viste ham nyheden.
Chefredaktøren, der efter alt at dømme intet kendte til påbudet om ikke at
omtale sagen yderligere, skrev samme nat en nekrolog over sin unge medarbejder.
Den 6. maj 1940 gengav Flensborg Avis såvel meddelelsen fra Politiken
som nekrologen over Viggo Lausten. Den følgende dag blev udgaven fra
den 6. maj beslaglagt, og den 1. juni 1940 overgav to Gestapo-medarbejdere
Christiansen en skriftlig meddelelse, ifølge hvilken Flensborg Avis ikke måtte

www.historie-nu.dk - side 12
udkomme de næsten 14 dage. Ved modtagelsen af forbudet måtte Ernst Christiansen
underskrive en erklæring, ifølge hvilken ethvert yderligere redaktionelt
fejltrin ville medføre et permanent forbud af avisen. Ernst Christiansen
bad samme dag pr. telegram Goebbels om mildnelse af forbudet, og den
følgende dag skrev han et udførligt brev med bøn om mildnelse af truslen.
Hvis dette var sket før besættelsen af Danmark, ville det ikke have
varet længe, før den danske presse havde reageret skarpt, hvorefter den danske
regering havde ladet det tyske gesandtskab forstå, at man anså en ophævelse
af forbudet som det bedste for alle parter, hvorefter det tyske udenrigsministerium
havde gjort sin indflydelse gældende overfor Propagandaministeriet,
og dette havde så endelig ført til ophævelse eller mildnelse af
forbudet. Men i foråret 1940 – umiddelbart efter besættelsen af Danmark –
fungerede denne proces ikke mere; den danske presse tav og den danske
regering var travlt beskæftiget med at redde sig selv og forhindre, at de danske
nationalsocialister, støttet på tyske bajonetter, overtog regeringen.
Hen over sommeren arbejdede de lokale slesvig-holstenske nationalsocialister
kraftigt for en total udskiftning af redaktionen på Flensborg Avis,
og Kronika havde i Berlin sin karrieres måske vanskeligste forhandlinger. Men
Ernst Christiansens skæbne kunne han ikke afvende.
I løbet af månederne august og september 1940 vippede stemningen
i Berlin imidlertid over i retning af kontinuitet i Danmark og kontinuitet
ved Flensborg Avis, og i oktober 1940 blev L.P. Christensen, medarbejder ved
avisen siden 1898 og stedfortrædende chefredaktør siden 1906, anerkendt
som ny chefredaktør. Denne beslutning hænger sandsynligvis sammen med
den politiske udvikling i Danmark: I eftersommeren 1940 havde de tyske
myndigheder i Danmark besluttet sig til fordel for de danske demokratiske
partiers samarbejdspolitik, og havde udskudt nazificeringen af landet på ubestemt
tid. Ved denne regeringsmodel beholdt det tyske udenrigsministerium
sin indflydelse i Danmark. En sådan politik var altså også i det tyske
udenrigsministeriums interesse, og i de indre tyske brydetag om magten, viste
udenrigsministeriet sig stærkere end såvel Aussenpolitisches Amt der
NSDAP som Propagandaministeriet.
I oktober 1940 overtog L.P. Christensen ansvaret. Den nye chefredaktion var
lettet over, at avisen fortsat kunne bestå, og man lovede yderligere skærpet
forsigtighed. L.P. Christensen måtte som chefredaktør foretage en vanskelig
balancegang. Det var vanskeligt nok at udgive en uafhængig avis i Hitler-
Tyskland, men næsten en umulighed i et Hitler-Tyskland i krig. Overalt lurede

www.historie-nu.dk - side 13
farerne for at træde ved siden af eller for at blive angivet. Det lykkedes dog
L.P. Christensen – på trods af flere advarsler og endog en trussel om et permanent
forbud – at manøvrere avisen igennem den anden verdenskrig. Den
alvorligste trussel om et permanent forbud fulgte, da han i oktober 1941 skrev
om den seje russiske modstand på østfronten. L.P. Christensen forsvarede
sig imidlertid dygtigt overfor Propagandaministeriet, og betonede i sit forsvar
bl.a., at artiklen havde været egnet til at overbevise de danske læsere om
den af propagandaministeriet ønskede opfattelse af krigen i øst. Overfor danskerne
var – argumenterede L.P. Christensen – „en særlig form som bekendt
er formålstjenlig“. Med andre ord: Hitlers fanatiske hadtirader om de russiske
undermennesker var måske gode nok til at overbevise det ensrettede tyske
folk, men de duede ikke overfor skeptiske danskere, som også havde andre
kilder til deres rådighed!
Det var dog næppe kun chefredaktørens dygtigt førte forsvar og den
efterfølgende forstærkede forsigtighed, som reddede Flensborg Avis, men
derimod snarere den særlige besættelsessituation i Danmark. Flensborg Avis
var nemlig her – og i det øvrige Skandinavien – stadig nyttig for Tyskland,
sammenlignet med den forholdsvis ringe skade, sådanne artikler voldte indadtil.
Men nyhedsformidlingen blev til stadighed begrænset, og efter 1942 bestod
faktisk kun muligheden for at tie overfor krigsberetningerne og de øvrige nyheder.
I begyndelsen af 1942 var Flensborg Avis kommet så tæt på den egentlige
ensretning, at der herefter ikke var anledning til flere irettesættelser.
Efter 1942 var papirrationeringen den største fare. Med den stadige indskrænkning
af formatet fra ugentligt 64 sider (1939) til ugentligt 8 sider kort før
krigsslutningen var der endvidere stadigt svindende plads til indhold, der stred
imod de officielle fremstillinger. Alligevel lykkedes det de ansvarlige på avisen
at manøvrere sig igennem minefeltet af modstridende kompetencer i det
nationalsocialistiske Tyskland, og endog på enkelte punkter at opnå særrettigheder:
Således havde Flensborg Avis et til tider op til 30 % større omfang
end sine konkurrenter – hvad den grænsetyske presse naturligvis beklagede
sig over. Kronika argumenterede i disse sager ud fra det synspunkt, at
det også måtte være i tysk interesse, at den danske grænseavis ikke udkom
i forkrøblet skikkelse, eftersom dens indhold og format i det skandinaviske
Norden blev betragtet som et udtryk for, hvordan stemning og forhold udviklede
sig i Tyskland. Dette var betragtninger, der gav stof til eftertanke på de
officielle steder i Berlin. Og således forblev Flensborg sandsynligvis den ene-

www.historie-nu.dk - side 14
ste by i Det tredje Rige med et indbyggertal på under 100.000, hvor der selv
efter proklameringen af den totale krig 1943 udkom mere end én avis.
Litt Litteratur: Litt Litteratur:
eratur:
René Rasmussen: Front og bro. Flensborg Avis i spil mellem Danmark og Tyskland
1930-1945. Flensborg, 2005.