centralnervesystemet 2

centralnervesystemet 2 

Erik Christophersen 

Anatomisk afsnit, TA 

Århus Tandlægeskole

2.dobbeltforelæsning CNS. 

Hjerne, fornix - hippocampus 

N8,4 

Blandt mange forbindelser mellem det limbiske 

system og omgivelserne er fornix særlig vigtig. 

Denne ledningsbane er RØD ved SORT pil og 

ligger under corpus callosum (H). Den forbinder 

hippocampus (K) med corpus mamillare ved BLÅ 

pil. 

Underhornet er åbnet så vi ser hippocampus (K) 

som en lang vinding. Fra corpus mamillare, ved 

BLÅ pil, i hypothalamus er der forbindelse til thalamus 

som ikke er vist. 

Hele systemet har betydning for indlæringsevnen, 

der svækkes ved beskadigelse af en eller flere 

komponenter. Velkendt er svækket hukommelse 

hos svært medtagne alkoholikere på grund af cellesvind 

i hippocampus, og det drejer sig om hukommelse 

for nye indtryk, mens gamle erindringer 

stadig kan fremkaldes.

2. dobbeltforelæsning CNS 

Telencephalon, snitserie 

N10,6 

Her er det planen at tage en ny, hel hjerne og lægge 

fire frontalsnit igennem den. For at forstå, hvor snitte- 

ne lægges, bl.a. i forhold til corpus callosum og tredie 

ventrikel (3), tegner vi først snitlinierne ind på 

denne venstre hjernehalvdel. 

Snit a lægges lige foran forreste ende af corpus 

callosum med sort klat. Snit b lægges foran tredie 

ventrikel (3). Snit c lægges midt gennem tredie 

ventrikel og snit d lige bag tredje ventrikel. 

Læg mærke til at snit d ligger et stykke foran bage- 

ste ende af corpus callosum, med RØD stjerne, og at 

kun forreste snit a ikke går gennem corpus 

callosum.


Telencephalon, frontalsnit foran corpus callosum 

N10,7 

Her er det forreste snit a. 

Snittet ligger lige foran forreste ende af corpus 

callosum, der skimtes ved spidsen af pilen (x). 

Kniven har altså ikke berørt corpus callosum. Den 

lodrette spalte over pilen (x) er fissura longitudina- 

lis mellem højre og venstre storhjernehalvdel. 

Spalten ender ved øvre flade af corpus callosum. 

Frontalsnittet rammer gennem højre og venstre 

lobus frontalis. 

Yderst på snittet ses hjernebark, cortex cerebri, 

som en svag brunlig, ret bred bræmme, der opadtil 

er markeret med SORT klat. Inden for cortex ligger 

hvid substans (h), og på dette snit er ingen øer af 

grå substans i den hvide, dvs. den er ren hvid.


Telencephalon, frontalsnit gennem forhorn 

N10,8 

Her er snit (b) lige foran 3. ventrikel. Det rammer corpus 

callosum (x) og septum pellucidum (s) samt forhornene 

af højre og venstre lateralventrikel (v). 

(u) angiver en stor kerne, dvs. ø af grå substans, der 

er med til at danne væg i lateralventriklen. Den hedder 

nucleus caudatus. Det er en langstrakt kerne, der ligner 

et komma, og her har vi ramt den tykke del af kommaet. 

Den hører til de basale hjerneganglier. 

(t) står på lobus temporalis, hvis forreste del er skåret 

væk. 

Pilen fra (w) peger på sulcus lateralis som skiller lobus 

temporalis fra lobus frontalis og parietalis. 

Her fortil er lobus temporalis helt isoleret fra resten 

af hjernen, og derfor er sulcus lateralis en gennemgående 

spalte. 

Bagtil er der sammenhæng mellem lobus temporalis 

og resten, og så er sulcus lateralis en dyb fure.


Telencephalon, ventrikelsystemet 

N10,9 

For at forstå de næste snit, specielt hvordan ventrikelsystemet 

rammes, ser vi på denne tegning af hjernens ventrikelsystem 

set fra venstre. Den RØDE farve er venstre lateralventrikel. 

I midtlinien ligger den smalle tredie ventrikel (3) som forbindes 

med fjerde (4) af en kanal, aqueductus mesencephali (a) øverst 

i hjernestammen. 

Snittene vi har set ramte gennem forhornet (f) og foran tredie 

ventrikel. 

De to næste snit begynder udfor den BLÅ pil (v-opadtil), dvs 

snittet rammer lateralventriklen to gange. 

Først snit rammer den centrale del (c) og dernæst underhornet 

(u), og imellem de to rammes tredie ventrikel (3). 

Det sidste frontalsnit rammer lige bag tredje ventrikel, og går 

igennem aqueductus (a). 

Men først ser vi på snittet ved BLÅ pil (v).


Telencephalon, frontalsnit gennem tredje ventrikel 

N10,10 

Kniven går midt gennem tredje ventrikel (3). Som det fremgår er tredje 

ventrikel smal fra side til side, faktisk kun en spalte. Pilen peger på en 

tværbjælke i ventriklen. Bjælken har beskeden udstrækning. 

I lateralvæggen ligger thalamus (t) som hører til diencephalon. Vi genkender 

corpus callosum (x) og lateralventriklen (v), og nu er det lateralventriklens 

centrale del der er ramt. I den hjernehalvdel der ses til venstre 

på billedet er desuden lateralventriklens underhorn (z) ramt. 

Når samme lateralventrikel rammes to gange på samme snit skyldes det, 

som vi så, at ventriklen er formet som en hestesko, og at begge grene af 

hesteskoen rammes. 

Underhornet ligger i storhjernens tindingelap, og da underhornet ikke er 

ramt i den anden side kan det betyde at de to underhorn ikke er lige 

lange, eller at snittet er lidt skævt. Nucleus caudatus (u) ses igen, men 

omfanget er her meget mindre end på snit (b), og det skyldes at vi nu 

rammer kommaets tyndere del. En ny grå substans optræder lateralt for 

thalamus (t). Den er markeret (y) til venstre i billedet, og til højre står 3tallet 

på den. Det er nucleus lentiformis, linsekernen, en stor ø af grå 

substans som hører til basalganglierne sammen med nucleus caudatus 

(u). 

(n) har vi truffet før. Det er insula. Insula ligger i bunden af den dybe fure, 

sulcus lateralis (w), der danner øvre grænse for lobus temporalis med 

underhornet (z).Den SORTE klat under corpus callosum er fornix, ledningsbanen 

i det limbiske system.


Telencephalon, frontalsnit gennem tredje ventrikel 

N13,10 

På det fjerde og sidste frontalsnit har vi ramt thalamus 

(t) og dermed diencephalon med tredie ventrikel 

(3) mellem de to thalami. 

Lateralt for thalamus ligger capsula interna med fire 

(o). Den strækker sig forbi nucleus lentiformis hvor 

putamen (p) er RØD og globus pallidus ORANGE. 

Capsula interna fortsætter til mesencephalon. 

Pilen fra (2) peger på fordybningen mellem højre og 

venstre basis pedunculi (b). Pyramidebanerne begynder 

i cortex ved SORT klat og følger de to pile gennem 

den hvide substans til capsula interna (o), og 

herfra fortsætter de i crus carebri (b) til pons (1). 

Et lignende forløb har en del af de nervetråde, der 

fører impulser fra de basale hjerneganglier. 

Pilen fra (h) peger på hippocampus i underhornets væg. 

Denne struktur hører til det limbiske system sammen 

med insula (i). Underhornet er en spalte med GUL 

folie, der krydses af pilehovedet.


Sensitive ledningsbaner i rygmarven. 

N2,1 

Vi skal se på hvordan sanseindtryk føres til 

hjernen. 

Blandt de sanseindtryk vi beskæftiger os 

med er smerte, som tjener til at advare os 

om ydre fare som på tegningen, 

eller om indre fare hvis smerten udgår fra 

et organ. 

Men uanset om det er smerte, tryk- og 

berøring, kulde og varme eller dybdesen- 

sibilitet, så er ”transportmekanismen” den 

samme.



N2,16 

Her er et tværsnit af bagstrengsbaner. 

Bagstrengsbanerne udfylder næsten hele 

bagstrengen. Banerne fra underekstremiteter 

og nederste halvdel af kroppen ligger nær- 

mest midten og kaldes fasciculus gracilis, 

mens banerne fra overekstremitet og øverste 

del af kroppen ligger lateralt og kaldes fasci- 

culus cuneatus. 

Ordet fasciculus betyder omtrent det samme 

som tractus, altså bane. 

Ødelæggelse af bagstrengsbanerne kendes 

bl.a. fra rygmarvslæsioner



N2,14 

Bagstrengsbanerne fører impulser, der er nødvendige 

for stillingssansen, endvidere finere tryk- og berørings 

fornemmelser. 

Billedet illustrerer betydningen af stillingssans eller 

ledpositionssans. Med bind for øjnene eller i mørke 

kan vi sige nøjagtig, hvordan fødderne er placeret, om 

tæerne er krummet osv. 

Stillingssansen skyldes især impulser til hjernebarken 

fra føleorganer i muskler, sener og ledkapsler. 

Fordi impulserne bringer indtryk fra "egne væv” og 

ikke udefra, kaldes de proprioceptive. Disse signaler 

fra bevægeapparatet kaldes også dybdesensibilitet. 

Svage berøringer af hudoverfladen registreres af bagstrengsbanerne. 

Den finere berøringssans undersøges 

ved at berøre huden med en tot vat mens patienten 

lukker øjnene og angiver, hvornår berøring finder 

sted.



N2,15 

Topunktsdiskrimination. 

Evnen til med lukkede øjne at skelne tætliggende berøringer 

fra hinanden, kaldes topunktsdiskrimination 

og forudsætter normale bagstrengsbaner. 

To prik, der udføres samtidig på fingerpulpa ved pile- 

Spidserne, opfattes som adskilte, når de er tre millimeter 

fra hinanden, forudsat at bagstrengsbanerne er 

I orden. 

Ved dårligt fungerende bagstrengsbaner føles de to 

prik som et. Til undersøgelsen kan bruges en særlig 

passer eller to blyanter. 

Impulser fra hudoverfladen kaldes eksteroceptive. 

Smerte, temperatur, berøring og to-punktsdiskrimination 

udgør overfladesensibiliteten.



N2,13 

Neuroner i bagstrengsbaner. 

I medulla spinalis nederst er bagstrengen markeret (bs). Hjernestammen 

(hist) er vist som en firkant hvor en ø af grå substans, en bagstrengskerne 

(hk), er vist. I storhjernen er thalamus markeret (th). 

Vi skal se på endnu en afferent ledningsbane, der består af tre neuroner 

og som fører indtryk til den sensoriske hjernebark. Den adskiller 

sig dog på væsentlige punkter fra de to baner vi lige har beskrevet. 

Hvor strækker første neuron sig fra og til, og i hvilken streng i rygmarven 

løber neuronets nervetråd? 

Første neuron (1) strækker sig fra periferien, her er det fra huden (h), 

og til hjernestammen (hjst), og det er til nederste del, medulla oblongata. 

Her er synapse med andet neuron (2) i en bagstrengskerne(bk). 

Første neurons nervetråde løber opad i rygmarvens bagstreng (bs). 

Det er bemærkelsesværdigt at synapsen mellem første og andet neuron 

ikke ligger i baghornet, men i medulla oblongata i en ø af grå substans 

(ved pilen bk) der hedder bagstrengskerne, og som svarer til 

baghornet i rygmarven. Nervetråden i andet neuron krydser straks 

midtlinien og løber opad gennem hjernestammen mod thalamus (bh). 

Vi har kun tegnet en enkelt nervetråd, men der er mange, og de danner 

et tydeligt bundt, lemniscus medialis (m), som ender i thalamus. 

Nervetrådene i lemniscus medialis danner synapse med tredje neuron 

i thalamus, og tredje neuron går til den sensoriske hjernebark.



N2,8 

Tværsnit af tractus spinothalamicus lateralis. 

På dette tværsnit af rygmarven er den nøjag- 

tige beliggenhed af tractus spinothalamicus 

lateralis vist. 

På sådanne snit kan ledningsbanerne tegnes 

ind som lande på et geografisk kort. 

Hvilket af ledningsbanens tre neuroner ligger 

I det viste felt? 

Det er andet neurons nervetråd der ligger i 

feltet. Dette neurons cellelegeme ligger i 

baghornet hvor det danner synapse med 

første neuron



N2,9 

Ledning af smerte og temperatur. 

Denne person føler varme, og da han har solbadet for ivrigt 

tillige smerte på de forbrændte steder. 

Temperatur- og smerteindtryk ledes til hjernebarken gennem 

tractus spinothalamicus lateralis, der uden sammenligning er 

vor vigtigste smertebane. Voldsomme kroniske smerter som 

ikke kan lindres på anden måde, behandles undertiden ved 

at overskære tractus spinothalamicus lateralis i rygmarven. 

Det kan lade sig gøre fordi den ligger temmelig overfladisk. 

Hvilken tractus spinothalamicus lateralis, højre eller venstre, 

skal skæres over ved smerter i højre side? 

Det er afgørende at andet neurons nervetråd krydser midtlinien, 

dvs. at smerter i højre side føres gennem venstre sidestreng. 

Det neurokirurgiske snit må altså lægges i venstre side af 

rygmarven. Da man ikke helt kan udelukke at enkelte tråde 

er ukrydsede lægger man ofte snittet i begge sider for en 

sikkerheds skyld.



N2,7 

Neuroner i tractus spinothalamicus lateralis. 

På nederste snit ses synapsen (a) i baghornet mellem første neuron (1) og 

andet neuron (2), og nervetråden i andet neuron (2) krydser midtlinien og 

løber til sidestrengen i den anden side af rygmarven. Her bøjer den opad og 

fortsætter gennem rygmarven, og videre gennem de tre snit af hjernestammen 

(h) til thalamus (th), hvor den ender. I thalamus danner andet neuron(2) 

synapse(b) med tredje neuron (3), og dette neuron fortsætter til hjernebarkens 

sensoriske zone, hvor indtrykket, som ledningsbanen har ført fra huden, 

fornemmes. 

Hvor strækker andet neuron sig fra og til? 

Andet neuron strækker sig fra baghornet (ved a) til thalamus (ved b). Det 

begynder med cellelegemet og fortsætter med den lange tråd, der krydser 

midten og løber opad gennem sidestrengen. 

Hvor er ledningsbanens synapser placeret? 

Den første synapse (a) ligger i baghornet, den anden (b) i thalamus. 

Hvilken slags nervecelle er første, og hvilken slags er andet neuron? 

Første neuron er en unipolar celle. Andet neuron er en multipolar, men tegnet 

meget enkelt som en bolle med en streg. 

Den ledningsbane vi har vist hedder tractus spinothalamicus. Tractus betyder 

bane, spino viser at banen ligger i rygmarven på et stykke af vejen, 

mens thalamicus skyldes at man oprindelig troede at banen sluttede i thalamus, 

og selv om vi nu ved at den ender i hjernebarken har banen ikke skiftet 

navn. For at vise at denne bane løber i sidestrengen i rygmarven tilføjes lateralis.



N2,11 

Tværsnit af tractus spinothalamicus anterior. 

På dette tværsnit ses den nøjagtige placering 

af tractus spinothalamicus anterior, fortil i for- 

strengen.



N2,12 

Ledning af tryk og berøring. 

Tractus spinothalamicus i forstrengen fører 

udelukkende tryk- og berøringsindtryk, og 

registrerer kun grovere påvirkninger. 

(1) og (2) er følelegemer i huden som registrerer tryk 

og berøring. 

1) er et Vater Pacini følelegeme, der ligger i subctis 

mens 2) viser et Meissnerlegeme, der ligger i en papil i 

læderhuden, dermis.



N2,10 

Neuroner i tractus spinothalamicus lateralis. 

Her ses medulla spinalis nederst og storhjernen øverst. 

Hjernestammen er forenklet og vist som en firkant (h). 

Den tegnede bane hedder også tractus spinothalamicus, 

Og den består af tre neuroner ligesom den foregående. 

Hvor begynder andet neuron, hvor i rygmarven løber dets 

nervetråd og hvor ender neuronet? 

Andet neuron begynder i baghornet med cellelegemet 

Ved synapsen (a). Nervetråden (2) fra det RØDE cellelegeme 

krydser midtlinien og løber opad i rygmarvens forstreng 

(f), gennem hjernestammen (h) til thalamus (th). 

Her ender andet neuron (2) idet det danner synapse (b) 

med tredje neuron (3). 

Da banen ligger i forstrengen (f) kaldes den tractus spinothalamicus 

anterior.



N2,19 

Endelig skal vi se på afferente baner til cerebellum 

som kun består af to neuroner, og som fører impulser 

der ikke kommer til vor bevidsthed. 

Synapsen mellem første og andet neuron er i baghor- 

net, og tråden fra andet neuron løber opad i rygmar- 

ven gennem sidestrengen i samme side som 

synapsen findes. 

Den bane vi ser her er tractus spinocerebellaris 

posterior. Den forlader nederste del af hjernestammen 

Og går til cerebellum gennem nederste lillehjernestilk.



N2,20 

Den anden bane er tractus spinocerebellaris anterior. 

Første neuron har samme forløb, og synapsen er i baghornet, 

men tråden i andet neuron løber til øverste del af 

hjernestammen og går til cerebellum gennem øverste lillehjernestilk. 

De fleste tråde i begge de to spinocerebellare baner er 

ukrydsede, dvs. de løber i sidestrengen i den side af medulla 

spinalis hvor synapsen i baghornet findes. Tractus 

spinocerebellares forsyner lillehjernen med oplysninger 

om led og muskler der ligner de oplysninger bagstrengsbanerne 

forsyner storhjernen med. 

Men oplysningerne til lillehjernen er ubevidste. Vi kender 

dem ikke, men lillehjernen bruger dem til at koordinere 

muskelbevægelser. Det hører vi mere om under cerebellum.



N2,21 

Her er en oversigt over de afferente baner i rygmarven som 

vi har gennemgået. 

De spinocerebellare baner i sidestrengen er LILLA. 

Bagstrengsbanerne er blå. De mediale bagstrengsbaner er 

fasciculus gracilis, de laterale fasciculus cuneatus. De mediale 

fører indtryk fra under- og de laterale fra overekstremitet. 

Billedet viser desuden et eksempel på en bane som fører 

impulser til formatio reticularis i hjernestammen. Formatio 

reticularis spiller en stor rolle bl.a. for muskeltonus. Det er 

derfor vigtigt, at den til stadighed holdes underrettet om 

musklernes længde og spændingstilstand. Første neuron i 

tractus spinoreticularis forholder sig som første neuron i de 

fleste andre afferente ledningsbaner, og synapsen mellem 

første og andet neuron ligger i baghornet. Andet neurons 

nervetråd løber i for- eller sidestreng, ofte ukrydset, og den 

ender i hjernestammen hvor formatio reticularis findes.


Motoriske ledningsbaner, Pyramidebanerne. 

N3,3 

Neuroner i pyramidebaner. Pyramidebanerne indeholder ca en million neuroner i hver side. 

Her er tegnet to (s) og (f). 

Begge begynder i den motoriske del af hjernebarken, cortex, c. Nervetrådene s og f løber gennem 

storhjernen, forbi thalamus (th), til hjernestammen (hist). 

I nederste del dvs. medulla oblongata, krydser nervetråden (s) over midten ved (d) og (d) og 

fortsætter gennem sidestrengen i medulla spinalis til et forhorn (a). Her er synapse med cellelegemet 

af det perifere neuron, der er RØDT, og som impulserne skal igennem. Dette neurons 

nervetråd forlader rygmarven gennem den forreste rod af en spinalnerve. Nervetråden fortsætter 

i en nerve til den tværstribede muskel (m) den innerverer. 

Krydsningen (d) i medulla oblongata, er vigtig. Den kaldes pyramidebanekrydsningen, decussatio 

pyramidum. Da banen (s), dvs. første neurons nervetråde, løber i rygmarvens sidestreng, 

kaldes banen pyramidesidestrengsbanen, tractus corticospinalis lateralis. 

Det latinske navn siger at banen, tractus, går fra hjernebarken, cortex, til medulla spinalis, hvor 

den ligger lateralt, altså i sidestrengen. Flertallet (85%) af den omtalte million nervetråde løber 

som (s). 

De resterende (15%) løber som (f), fra hjernebarken c på øverste snit til forhorn (a) på nederste. 

Banen ligner pyramidesidestrengsbanen, men der er en forskel. Denne bane (f) krydser ikke i 

i hjernestammen (hist) i medulla oblongata, men i medulla spinalis på nederste snit. 

Desuden løber den i forstrengen af rygmarven, og hedder derfor pyramideforstrengsbanen, 

tractus corticospinalis anterior. 

Trådene i banen krydser først over midtlinien efterhånden som de kommer i højde med de ”for- 

Hornsceller”, de skal danne synapse med, altså ikke på én gang som pyramidesidestrengsba- 

Nens krydsning i medulla oblongata.



N3,4 

På dette tværsnit af rygmarven ligger den store pyramidesidestrengsbane 

i sidestrengen ved pilen, 

Og den lille pyramideforstrengsbane i forstrengen, 

den er markeret med det latinske navn. 

Fra hvilken hjernedel, højre eller venstre, kommer 

nervetrådene i feltet med højre pyramidesidestrengsbane 

(ved pilen) og i feltet med højre pyramideforstrengsbane? 

Pyramidesidestrengsbanen til højre på figuren får 

tråde fra venstre hjernehalvdel, idet trådene 

Krydser i medulla oblongata og derfor har skiftet 

side når de løber i rygmarven. 

Pyramideforstrengsbanen har derimod endnu ikke 

krydset og derfor stammer trådene i højre felt på 

denne tegning fra højre hjernehalvdel.



N3,5 

Den hyppigste form for hjerneblødning ses her (a). Derved rammes nervetrådene 

i storhjernen. Blødningen sker oftest i den hvide substans, lateralt for thalamus 

(T), i capsula interna. 

Hovedsymptomet er halvsidig lammelse, og da det er det centrale eller første 

neuron, der læderes, kaldes lammelsen central. 

Hvis blødningen er i højre hjernehalvdel er lammelsen i venstre side, fordi pyramidebanerne 

altid krydser midten. Ved blødning i cortex rammes cellelegemerne 

og lammelsen bliver også central. 

Hvor langt ned i medulla spinalis strækker pyramidebanernes tråde sig? Det 

spørgsmål kan ikke besvares med mindre man får udpeget en bestemt tråd. De 

tråde, der forsyner halsmuskler med impulser, når kun ned i halsdelen, mens 

de tråde, der forsyner fodens muskler, fortsætter til nederste del af rygmarven. 

Trådenes længde afhænger altså af hvilke muskler, de sender impulser til. 

Det perifere neuron kan også beskadiges. Det kan være cellelegemet (b) i forhornet. 

Men det kan også være nervetråden fra (b). Det sidste sker ved læsion 

af perifere nerver, f.eks. ved overskæring af en nerve. I begge tilfælde er hoved 

symptomet lammelse i samme side som læsionen, og da det er det perifere 

neuron kaldes lammelsen perifer. Da forhornet ved (b) er en slags centrum, idet 

synapsen mellem de to neuroner ligger her, bruges ofte udtrykket "nucleus", 

dvs. kerne, om cellelegemerne i forhornet, der hører til de perifere neuroner. 

Nucleusbegrebet får vi brug for ved omtalen af lammelser.



N3,6 

Her er en oversigt over lammelser. 

I klinikken kaldes en central lammelse ofte 

supranucleær, dvs. ”over” kernen for 2. neu- 

ron, der som nævnt ligger i forhornet. 

Når det første - eller ”centrale”- neuron beskadiges, 

er lammelsen forskellig fra den 

perifere lammelse, hvor det er 2. neuron – det 

perifere – der beskadiges. 

Det skal vi se nærmere på.


Hjerneblødning, Spasticitet. 

N3,7 

Her ses en proprioceptiv refleksbue. 

Impulserne opstår i muskeltenen (t) og løber gennem det afferente 

neuron til rygmarven og via synapsen ved (+) til det efferente neuron 

og tilbage til musklen, der er SORT. 

Denne refleksbue er under konstant påvirkning gennem impulser fra f.eks 

hjernen ved den SORTE pil. Det sker bl.a. via formatio reticularis 

Ved hjerneblødning beskadiges de baner, som virker hæmmende på formatio 

reticularis,der jo ligger i hjernestammen. Den overordnede styring af 

refleksbuen mangler og derfor bliver refleksbuen alt for ”aktiv”. 

Det betyder, at en undersøger, der ændrer leddets stilling i den store 

RØDE pils retning og derved strækker den SORTE muskel og muskeltenen 

(t), øjeblikkeligt fremkalder kontraktion i den SORTE muskel og 

dermed modstand mod bevægelsen, især i begyndelsen af den. 

Det er denne modstand eller stivhed der hedder spasticitet, og som 

ses ved læsioner af første neuron i den motoriske bane.


ledningsbaner, lammelser. 

N3,8 

Perifere lammelser kan være nucleære, dvs. cellelegemerne 

i forhornet ødelægges. 

Ved overskæring af en perifer nerve er lammelsen 

infranucleær, dvs. nervetråden i andet neuron er 

beskadiget. 

I begge tilfælde er lammelsen slap. Her møder undersøgeren 

ingen modstand når f.eks.patientens albue- 

Led strækkes passivt. 

Forklaringen på denne forskel mellem central og perifer 

lammelse kan gives med eet ord: refleks. 

Ved spastisk lammelse er de proprioceptive reflekser 

forstærkede, ved slap lammelse er der ingen. 

Det ser vi nærmere på.


ledningsbaner, reflekser. 

N3,9 

Vi viser igen en proprioceptiv refleksbue fordi den er uundværlig når perifere 

lammelser skal forstås. Refleksbuen består af to neuroner, det afferente (a) 

fra en muskelten (m), og det efferente (e) til musklen (RØD). For at denne 

bue kan virke må begge neuroner være intakte. 

Hvis det RØDE cellelegeme ved to BLÅ pile ødelægges, fungerer neuronet 

ikke. Det er en nucleær lammelse. Ved overskæring af tråden (e) virker neuronet 

heller ikke. Det ses ved infranucleær lammelse. Begge lammelser er 

perifere og umuliggør proprioceptive reflekser. 

Når første neuron i pyramidebanerne er beskadiget er refleksbuen derimod 

intakt og hyperaktiv, fordi impulserne, som buen normalt får fra bl.a. formatio 

reticularis, ikke mere hæmmes ”oppefra” på grund af blødningen i storhjernen. 

Hvad sker i armens fleksorer hos en patient med hjerneblødning, når undersøgeren 

ekstenderer armen passivt i albueleddet? 

Når armen ekstenderes i albuen strækkes bøjemusklerne og dermed muskeltenene. 

Resultatet bliver at de proprioceptive refleksbuer går i gang, og 

når der ikke lægges en dæmper på disse buer bliver resultatet kontraktion af 

fleksorerne og dermed modstand mod ekstension. 

Under normale forhold dæmpes refleksbuerne og derfor er der ikke modstand 

mod passiv ekstension.


Motoriske ledningsbaner. 

N3,10 

Af det motoriske system, der ses på denne skitse, har vi nu gennemgået 

de direkte aktiveringsbaner, pyramidebanerne(P), som går direkte 

fra cortex, hjernebarken (HB), til forhornsneuronet (H). 

Resten af tegningen vedrører de indirekte aktiveringsbaner, som kommer 

fra en række strukturer, der på en eller anden måde modtager impulser 

fra cortex. Ordet indirekte betyder altså at rygmarvens forhornsceller 

(H) får impulser fra cortex (HB), men via mellemstationer, der 

tilsammen udgør det ekstrapyramidale system. 

De strukturer, der er ”mellemstationer”, er cerebellum (C) og forskellige 

øer af grå substans. De største øer er basalganglierne (BG) i storhjernen. 

Hertil kommer mindre kerner i hjernestammen (R og V), og et stort kernekompleks 

(M), formatio reticularis. 

Vi skal nu se på tre vigtige indirekte aktiveringsbaner, dvs. baner fra 

(R,M,V) i hjernestammen. (R) er nucleus ruber øverst i hjernestammen. 

(M) er formatio reticularis der findes i hele hjernestammen,og (V) er 

nucleus vestibularis nederst i hjernestammen. 

Banerne herfra går alle til forhornsneuroner (H).



N3,11 

Den første indirekte aktiveringsbane er tractus rubro- 

spinalis. 

Nucleus ruber, der er GUL, er udfaldskernen, og den 

ligger i mesencephalon. Den får talrige impulser fra 

hjernebarken og fra andre kerner, men tractus rubro- 

spinalis udgår fra kernen. 

Første neuron i banen krydser midtlinien, som det ses, 

allerede i mesencephalon, og fortsætter til rygmarven 

hvor banen ligger i sidestrengen. Banens neuroner 

danner synapse med forhornsneuroner som ikke er 

vist. 

Tractus rubrospinalis har især betydning for tonus i 

ekstremiteternes fleksorer.



N3,12 

Tractus reticulospinalis udgår fra formatio 

reticularis, en enorm samling små øer af grå 

substans der strækker sig gennem hele 

hjernestammen. 

Trådene i banen der ses her, løber i rygmarvens 

for- og sidestreng, de fleste er ukrydsede og 

danner synapse med forhornsneuroner. 

Tractus reticulospinalis har betydning for 

muskeltonus, både i fleksorer og ekstensorer.



N3,13 

Den tredje udfaldskerne, nucleus vestibularis med 

RØD stipling, nedadtil i hjernestammen er især udfaldsport 

for cerebellum, der som nævnt er vigtig for 

De indirekte aktiveringsbaner. 

Tractus vestibulospinalis er ukrydset og danner 

synapse med forhornsneuroner. 

Banen har især betydning for muskeltonus i kroppens 

og ekstremiteternes ekstensorer, dvs. de muskler der 

modstår tyngdekraften og er særlige vigtige for den 

stående stilling, og dermed også for ligevægten. 

Sammenfattende kan vi sige at de indirekte aktiveringsbaner 

har betydning for muskeltonus, som især 

cerebellum, via nucleus vestibularis og formatio reticularis, 

har indflydelse på.


Forhornsneuron. 

N3,15 

Her er et forhornsneuron, en multipolar nervecelle, hvor 

cellelegemet er fælles mål for direkte aktiveringsbaner, 

indirekte aktiveringsbaner og afferente neuroner i refleksbuer. 

De bombarderer neuronet med impulser. 

Her er vist nervetråde fra elleve neuroner, der danner synapse 

med forhornsneuronet, og det er kun en beskeden 

del af det virkelige antal. De fleste er fremmende og vist 

med enkelte GRØNNE pile, men fire er hæmmende, og de 

er vist med dobbelte RØDE og GRØNNE pile og minustegn 

ved cellelegemet. 

De impulser forhornsneuronet fører til musklerne gennem 

den tykke udløber er et produkt af de påvirkninger cellelegemet 

udsættes for. Som en anden lommeregner lægger forhornsneuronet 

de fremmende impulser sammen og trækker 

de hæmmende impulser, minusserne, fra, og slutresultatet 

sendes til musklerne. 

Derfor er det indlysende at læsion af enhver bane kan påvirke 

slutresultatet, og dermed impulsstrømmen til musklerne.


Ledningsbaner i hjernen. 

N16,2 

Her er et snit gennem storhjerne, mesencephalon og pons nederst. Vi ser først på en direkte 

aktiveringsbane, en pyramidebane. Den begynder i gyrus præcentralis (1) med et 

pyramideformet cellelegeme og nervetråden, aksonen, løber langs de nedadrettede pile 

gennem capsula interna, lateralt for thalamus (t), til mesencephalon hvor den løber gennem 

crus cerebri (b) og videre til pons. Når aksonen kommer i højde med den motoriske 

kerne (2) ved SORT klat og to krumme pile, krydser den midtlinien og ender i kernen 

hvor den danner synapse med en multipolar nervecelle hvis akson løber perifert til en 

muskel (m). 

Hvis (2) ved SORT klat og to krumme pile er den motoriske trigeminuskerne så vil aksonen 

gå til en tyggemuskel. Hvis (2) er facialiskernen så vil (m) være en ansigtsmuskel. 

Hvad svarer kernen (2) ved SORT-klat og to krumme pile til i rygmarven? 

Kernen (2) ved SORT klat er motorisk og svarer til forhornet i rygmarven. 

Hvor mange neuroner består de direkte aktiveringsbaner til rygmarven af, og hvilket 

neuron krydser midtlinien? 

De direkte aktiveringsbaner til rygmarven består af to neuroner, ligesom aktiveringsbanerne 

til hjernestammen. Og det er altid første neuron der krydser midtlinien, ligesom på 

tegningen. 

En sensorisk ledningsbane fra huden (h) til venstre er vist. Cellelegemet (1) i første neuron 

ligger i et sensorisk ganglie knyttet til en hjernenerve, f. eks. n. trigeminus, der har det 

største sensitive ganglion i hele kroppen, det ligger i kraniehulen og er bygget som et 

spinalganglie. Neuronet (1) er bipolart eller pseudounipolart. Udløberen til højre fra (1) går 

til den sensoriske trigeminuskerne (2) ved en enkelt krum pil i pons, og her er synapse 

med andet neuron, en multipolar nervecelle, hvis akson krydser midtlinien og ascenderer 

gennem mesencephalon til thalamus (t) hvor andet neuron danner synapse med tredie 

neuron, igen en multipolar nervecelle hvis akson går til gyrus postcentralis (c).


Cortico-ponto-cerebellare baner. 

N20,12 

Cerebellum, der ses til højre, er vigtig for de bevægelser, der sættes i 

gang gennem pyramidebanerne. Uden cerebellum og andre dele af 

det ekstrapyramidale system ville de vilkårlige bevægelser være klodsede 

og uhensigtsmæssige. 

Cerebellum får en uafbrudt strøm af oplysninger fra bevæapparatet, 

bl.a. om leddenes stilling og musklernes spændingstilstand. 

Samtidig med at storhjernen sender musklerne besked gennem pyramidebanerne 

om f. eks. at bøje armen 90 grader i albuen, meddeler 

den cerebellum om den planlagte bevægelse. Det sker gennem nervetrådene 

med RØDE pile. 

Disse tråde danner synapse med celler (p) i pons. De nye neuroner 

går til cerebellum gennem den mellemste lillehjernestilk (m). Nu ved 

cerebellum, at storhjernen har planlagt bøje armen 90 grader og på 

grundlag af de oplysninger, cerebellum uafbrudt får fra armens 

muskler, kan den beregne om det lader sig gøre. 

I reglen sender storhjernen for kraftige impulser til musklerne, så uden 

indgriben, bøjes armen mere end planlagt og derfor griber cerebellum 

ind, idet den sender impulser gennem banen med BLÅ pile til 

bl.a. cortex cerebri, der bremser fleksorerne og aktiverer ekstensorerne, 

så armen kun bøjes de planlagte 90 grader.


Indirekte aktiveringsbaner. 

N20,14 

På dette skema ses hovedforløbet af de indirekte aktiveringsbaner. Impulser 

udgår fra cortex (k) øverst og løber til neostriatum (n), dvs nucleus 

caudatus i midten og putamen til højre. 

Herfra føres impulserne til globus pallidus (g) som angivet af de tre store 

BLÅ pile, og globus pallidus er udfaldsport til forskellige områder. 

Vigtige er nucleus ruber (r), formatio reticularis (u) og substantia nigra (s). 

Fra nucleus ruber (r) og formatio reticularis (u) er der ledningsbaner til de 

motoriske forhornsceller, som dermed modtager impulser gennem de indirekte 

aktiveringsbaner. Og da de impulser forhornscellerne udsender, er 

summen af de impulser de får, så er det klart, at de indirekte aktiveringsbaner 

ad denne vej kan påvirke bevægelserne.Men tegningen viser en 

anden mulighed. 

Fra globus pallidus (g) går impulser til hypothalamus (e) og til thalamus 

(t) og herfra ledes impulser til cortex cerebri (k) langs de store SORTE 

pile. Neostriatum kan altså gennem thalamus påvirke udsendelsen af 

motoriske impulser fra cortex cerebri. Det er ikke klart hvilken virkning, de 

indirekte aktiveringsbaner har på bevægelserne. 

Men hvis der er en defekt et eller andet sted, f. eks. i basalganglierne eller 

substantia nigra, optræder tydelige symptomer, velkendt er Parkinsons 

sygdom med hviletremor f. eks. af fingrene, samtidig med rigiditet, der viser 

sig som maskeansigt med manglende mimik, og vanskelighed med f. eks. 

passiv bøjning af leddene.


Cerebello-vestibularis baner. 

N20,17 

Dette skema skal vise at cerebellum, der ses til højre, har stor 

betydning for den del af motorikken, som er nødvendig for at 

holde ligevægten. Her drejer det sig om den ældste og 

mindste del af lillehjernen, archicerebellum (P) der er BLÅ. 

Denne del af cerebellum har forbindelse med den GULE nucleus 

vestibularis (V) i hjernestammen, og denne kerne 

bombarderes med impulser fra ligevægtsorganet i indre øre 

(Ø). Fra nucleus vestibularis (V) føres impulser til archicerebellum 

langs de små BLÅ pile gennem den RØDE, nedre 

lillehjernestilk. 

I archicerebellum omkobles impulserne i barken (P) og i nunucleus 

fastigii (F) og sendes langs de RØDE pile tilbage til 

nucleus vestibularis (V) og til formatio reticularis (R) der ses 

flere steder. Nucleus vestibularis sender impulser gennem 

tractus vestibulospinalis (S) til forhornscellerne (A). 

Nucleus vestibularis er med andre ord udfaldsport for de ordrer 

som ligevægtsapparat og cerebellum sender til forhornscellerne, 

og som har til formål at styre de muskler, der 

har betydning for ligevægten.


Reflekser, oversigt. 

N4,14 

Reflekser deles i medfødte og tillærte. 

De medfødte findes lige efter fødslen som de to plustegn 

nærmest klammen viser. Men i løbet af få måneder hæmmes 

de medfødte reflekser ved BLÅ pil, f.eks. Griberefleksen. 

Det fremgår af minustegnet, og kun under patologiske 

forhold, f.eks. hjerneblødning kan de dukke op igen. Dette 

illustreres af plustegnet i parentes. 

Den anden gruppe medfødte reflekser ved RØD pil findes 

hele livet. Det gælder synke- og hostereflekser samt utallige 

andre. 

Tillærte reflekser opstår ved at nye veje banes i centralnervesystemet, 

og her er mulighederne uanede. 

De fleste former for indlæring, måske alle, beror på etablering 

af nye refleksbuer på forskellige niveauer i centralnersystemet.


Reflekser. 

N4,9 

Talrige reflekser fremkaldes ved at stimulere receptorer i huden. 

De kaldes overfladereflekser, eksteroceptive reflekser. 

Et eksempel er griberefleksen som de fleste forældre sikkert 

kender. 

Den findes normalt i de første fire måneder efter fødslen. 

Refleksen udløses ved at tommelfingeren berører håndfladen 

ved BLÅ pil, og resultatet ses til højre. Griberefleksen er 

en overfladerefleks, en eksteroceptiv refleks, fordi receptorerne 

sidder i huden. Receptorerne er fine nervetråde og 

særlige følelegemer og de kaldes eksteroceptorer. 

Griberefleksen hører til de mange medfødte reflekser som 

findes hos spædbørn fordi nervesystemet endnu ikke er færdigudviklet. 

Efterhånden som udviklingen skrider frem hæmmes 

reflekserne, dvs. bremses af impulser fra hjernen. Dette 

gælder også griberefleksen. Men ved sygdom, hjerneblødning 

f.eks., kan de hæmmende nervebaner blive beskadiget 

af blødningen og griberefleksen dukker op igen.


Reflekser. 

N4,12 

Selv om vi især interesserer os for reflekser, 

der vedrører skeletmuskler og andre dele af 

bevægeapparatet, så er det vigtigt at huske, 

at der er utallige andre former for reflekser. 

Denne refleks kender de fleste. Når en sulten 

person ombølges af en velkendt, liflig duft udløses 

reflektorisk spytsekretion, munden løber 

i vand. 

Eksperimenter med at fremkalde spytsekretion, 

har spillet en stor rolle for at forstå den gruppe 

reflekser, som kaldes tillærte eller betingede, 

og som altså ikke er medfødte. 

Tillærte reflekser erhverves ved erfaring. 

Først når man har erfaret, at andesteg smager 

godt, løber munden i vand ved lugten.


Reflekser, receptorer. 

N4,15 

Reflekser kan desuden inddeles på grundlag 

af receptorerne. Receptorer der modtager påvirkninger 

fra hudoverfladen (til venstre) kaldes 

som sagt eksteroceptorer, og de reflekser 

der udløses, er eksteroceptive reflekser eller 

overfladereflekser. 

Interoceptorer er en stor gruppe, hvor vi kun 

nævner receptorer i karvægge (i midten), men 

de findes mange andre steder i kroppens indre. 

Reflekserne er interoceptive. 

Endelig er der proprioceptorer i bevægeapparatet. 

Det er muskel- og senetene samt nervetråde 

i ledkapsler og ledbånd, og reflekserne 

er proprioceptive.


Reflekser. 

N4,18 

Den hyppigst undersøgte overfladerefleks hos 

voksne og ældre børn er plantarrefleksen. Den undersøges 

ved med spidsen af reflekshammerens 

skaft eller en negl at stryge i planta. 

Normalt viser refleksen sig ved at tæerne bøjes 

plantart. 

De første måneder efter fødslen findes Babinskitegnet, 

dvs. at storetåen bøjer dorsalt og tæerne spredes. 

Det samme tegn ses ved beskadigelse af menneskets 

motoriske ledningsbaner, bl. a. ved hjerneblødning. 

Reflekser omtales i mange sammenhænge, bl. a. 

under muskeltonus og tonusfordeling, ved udvikling 

af komplicerede bevægelsesmønstre som gang og 

løb, endvidere ved stående stilling, ligevægts- og 

stillingsans.


Reflekser. 

N4,1 

Her fremkaldes en velkendt refleks, knærefleksen eller patellarrefleksen. 

Ved en refleks forstår vi reaktion på en påvirkning, en stimulus, 

udløst ubevidst gennem nervesystemet. Og vi bruger patellarrefleksen 

til at forklare definitionen nærmere. 

Påvirkningen, stimulus, er her et let slag på ligamentum patellae, og 

Reaktionen, der udløses gennem rygmarven, er en kontraktion af m. 

quadriceps femoris på lårets forflade, med let strækning af knæet. 

Reaktionen er ubevidst. 

Refleksen kan fremkaldes, selv om den, der undersøges, tænker på 

noget helt andet, ja, den er ofte lettere at fremkalde, når opmærksomheden 

afledes. Inden vi gennemgår eksempler på reflekser og 

inddeler dem, ser vi på det anatomiske grundlag for refleksvirksomhed, 

dvs. hvilke strukturer der skal til for at reflekser kan virke.


Refleksbue, afferente del. 

N4,3 

Her er en anatomisk model som viser nogle af de strukturer 

der indgår i en refleksbue, og som er nødvendige for en refleks 

af samme slags som patellarrefleksen. 

Til venstre er et tværsnit af rygmarven, og til højre er lidt af 

den muskel (M) som kontraheres ved refleksen. Det er 

musklen som effektuerer ordrer, og den kaldes derfor effektor 

eller effektororgan. 

For at påvirkningen, stimulus, kan virke må der være en 

modtager, en receptor, der kan registrere stimulus. 

Receptoren er hele det lyse område i (M). Det er et særligt 

følelegeme i muskler, en muskelten. Muskeltenen består af 

flere tynde muskeltråde som nervetråde danner spiraler omkring. 

En enkelt er markeret (T). 

Fra receptoren fører et afferent neuron (A) impulser til rygmarvens 

forhorn (F). Begyndelsen af det afferente neuron er 

spiralen omkring den tynde muskeltråd i muskeltenen. 

Men refleksbuen vil være ubrugelig uden det sidste led som 

ses på næste billede.


Refleksbue, proprioceptiv. 

N4,4 

Her er hele refleksbuen ved en lidt anden forstørrelse. 

I forhornet (F) overføres signaler fra det afferente neuron (A) til 

det efferente neuron (E) der forsyner muskler med impulser 

som fremkalder kontraktion. Forbindelsen mellem det afferente 

og efferente neuron i rygmarven kaldes en synapse. I synapsen 

er et lille mellemrum mellem de to neuroner, og det afferente 

neuron udskiller et kemisk stof der i dette tilfælde virker fremmende, 

dvs. at impulserne transporteres videre gennem det 

efferente neuron til effektororganet, altså muskler (M). 

Da der kun er en enkelt synapse i en simpel refleksbue kaldes 

buen monosynaptisk. Ved mere indviklede reflekser finder vi 

mange synapser. Her er buerne polysynaptiske. 

Receptorer reagerer på bestemte påvirkninger, stimuli. For muskeltenen 

er stimulus strækning. Pilen (T) peger på en enkelt 

muskeltråd i muskeltenen. Når slaget rammer senen af en muskel, 

strækkes musklen, og de muskeltene den indeholder, ganske 

lidt, og det er strækningen af muskeltenene, der sætter 

refleksen i gang.


Refleksbuer i antagonister. 

N4,5 

Vi ser igen på et knæled. Her er strækkemusklen, m. quadriceps, markeret 

(s) med det afferente neuron (a) fra en receptor, en musketten, 

der er tegnet ganske lille. 

I forhornet (f) er synapsen mellem de to neuroner. Plustegnet viser der 

her adskilles et fremmende stof, og det betyder at det efferente neuron 

(e) fører impulser til effektororganet, m. quadriceps (s). 

Men knæet har også bøjemuskler (b), og når knæet strækkes på 

grund af patellarrefleksen, der udløses ved slag på ligamentum patellae 

ved (P), må der også ske noget i (b). Fleksormusklerne har naturligvis også 

både muskeltene og refleksbuer ligesom (s). Den tegnede refleksbue 

består af det afferente neuron (a1) og det efferente (e1). 

Når knæet strækkes vil musklerne (b) på bagsiden strækkes og dermed 

strækkes også de muskeltene, der findes her. 

Strækningen af muskeltenene bevirker, at impulser sendes gennem det 

afferente neuron (a1). 

På næste billede får vi svar på hvorfor strækrefleksen ikke bremses af 

en samtidig bøjerefleks.


Refleksbuer, antagonister. 

N4,6 

Problemet med at hæmme reflekser i antagonister, i dette tilfælde 

bøje- og strækkemuskler på lårets for- og bagside, løses ved at 

forbinde de to refleksbuer. 

Det sker ved det SORTE indskudsneuron (i) og en sidegren fra 

det afferente neuron (a), der danner synapse med indskudsneu- 

ronet. 

Plustegnet øverst viser at indskudsneuronet (i) fører impulser 

videre fra (a), men minustegnet viser at (i) udskiller et hæmmen- 

de stof, som ophæver virkningen af det fremmende stof som udskilles 

af det afferente neuron (a1). 

Da plus og minus ophæver hinanden i dette tilfælde, sendes 

ingen impulser gennem det efferente neuron (e1), dvs, at 

bøjerefleksen udebliver og strækrefleksen derfor ikke bremses.


Refleksbuer. 

N4,7 

Her er den velkendte proprioceptive 

refleks bue for musklen (M) der hæfter 

sig med senen (S). 

Sener og deres fæste på knogler er 

stærke, men for kraftige muskelkon- 

traktioner kan dog volde skade. 

Heldigvis er der sørget for en nød- 

bremse. Det viser næste billede.


Refleksbuer, senetene. 

N4,8 

Senetenes hæmning/bremse på en refleksbue. 

”Bremsen” omfatter både en receptor, dvs. et følelegeme i senen (S), en 

seneten, et afferent neuron (as) fra senetenen til rygmarven samt et SORT 

indskudsneuron (i) der danner synapse med det efferente neuron (e) hvis 

(RØDE) cellelegeme ligger i forhornet. 

Hvordan virker så den ”nødbremse”? 

Når senetenen strækkes til en vis grænse sendes impulser gennem det afferente 

neuron (as). Dette neuron stimulerer indskudsneuronet (i) til at udskille 

et hæmmende kemisk stof, som neutraliserer det fremmende stof som bl. a. 

det afferente neuron (a) udskiller ved det RØDE cellelegeme. Minus og plus 

ophæver hinanden og den voldsomme kontraktion bremses, idet der ikke 

sendes impulser - eller kun få - gennem (e) til musklen. 

De muskelreflekser vi hidtil har omtalt udmærker sig ved at receptor sidder i 

selve effektororganet. Muskeltenene er receptorer, og de sidder i muskler 

der er effektororgan. Reflekser der udløses her kan derfor med god grund 

kaldes egenreflekser, proprioceptive reflekser (proprius betyder egen), og de 

er vigtige for bl. a. muskeltonus, dvs. musklens naturlige spændingstilstand. 

Receptorer der, har betydning for proprioceptive reflekser kaldes proprioceptorer. 

Karakteristisk for disse reflekser er en hurtig indtrædende reaktion der 

er kortvarig, dvs. muskelkontraktionen er kort. Proprioceptive reflekser er 

stereotype, dvs. ens hver gang, og de kan gentages mange gange uden at 

trættes, f.eks. knærefleksen.

centralnervesystemet 2

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?