Ikke noget stort krav - onlinePDF

Præstens klumme . . .
Hunden logrer . . .
I KRISTI HIMMELFARTSDAGENE var
jeg i København. Jeg mødte min gamle
ven Terje. Han er præst, skribent
og digter. Bedstefar. Det er ikke så tit
jeg ser ham. For han bor i Norge. Men
vi prioriterer at kunne være sammen
og fejre Kristi Himmelfart sammen
med andre fælles venner. Vi fejrer
gudstjeneste for fuld udtræk med
røgelse og andet godt, så man
oplever sig hensat til en helt anden
verden. Den verden der skal komme.
Himmelfartsfesten er sådan en herlig
dag. Den kan slet ikke afskaffes. Den
har været fejret i århundreder. Den
fylder meget i kirkens teologi og på
apsis i Viborg Domkirke. Dagen er på
vor tunge, hver gang trosbekendelsen
lyder: "opfaret til Himmels, siddende
ved Gud Faders, den Almægtiges,
højre hånd". Kristi Himmelfart
hjælper os til at ranke ryggen, løfte
blikket opad, se fremad. Det kan der
være god grund til, for somme tider
er det hele så trist med sparetider og
alt det, vi ikke har råd til.
Det afgørende nye i verden er ikke,
hvad Nyhederne serverer som nyt.
Det er blot gentagelse med variation,
hvor alt skal serveres som nyt, men
det afgørende nye vil være overskrifter
i evangeliets kølvand som: "Hunden
logrer" - "Fuglen synger" - "Græsset
må betrædes" - "Adgang tilladt".
Se det ville sprede glæde og gøre livet
værd at leve. Hver gang jeg har fået
nok af "Tristhederne" så finder jeg
en af Terjes bøger frem, og glæder
mig over at vi er Himmelfartskristne;
glæder mig over, at Han skal komme
igen og gøre tristheden til skamme.
Indtil da tager jeg gerne en daglig
dosis Terje. Han evner at åbne blikket
for det store i det små, som her.
Mariekiks
Midt i skærgården har jeg et paradis.
Fyldt med måger. Når jeg sidder på
hyttens terrasse, er det et tydeligt
tegn til fugleverdenen om, at nu kommer
der snart noget godt. Mågerne
flyver og flakser og viser sig frem,
som om det var en mannequinopvisning.
De sætter sig i passende afstand
fra mig. Men én måge er speciel.
Hun er der altid, når jeg kommer.
Når de andre flyver, flyver hun ikke
med. Det er en rigtig vakker gammel
dame. At det er en "hun" er min antagelse,
at hun er vakker er min mening,
at hun er gammel ser jeg på
gangen. Hun halter. Det er som om
hun vil passe på mig - det kan der
være brug for - og hun viser mig en
tillid, som jeg fascineres af. Jeg har et
lager af Mariekiks. Mågedamen er
vild med Mariekiks, brækket i fire
stykker. Fine fruer skal ikke gabe for