HEJ SØSTER - New Page 0

3. VORES PRINSER OG PRINSESSER
der var et land, hvis træer var ved at visne
af bare sorg, for ingen kigged’ på dem mer’
og folkets blik var langsomt ved at isne
alle talte højt og helst i munden på hinanden
ingen hørte, hvad de andre sagde
det blev værre dag for dag
nogen følte det var galt, men ingen sagde fra
de voksnes øjne var så grå og matte
folk vågned’ op med suk og lagde sig med ve
de ænsed’ ikke deres levende små skatte
dem der kunne høre, dem der stadig kunne se
der var ingen glæde, ingen fryd
ingen synd og ingen dyd
men en dag blev én opmærksom på en yndig lyd
han hørte pludselig råb af fryd og glæde
så klare øjne og små munde, der ku’ le
han hørte også, hvordan børn de godt ku’ græde
og med ét så så han det, som ingen før ku’ se
kom nu allesammen her
råbte han til fjern og nær
og det gav et ryk i alle landets matte træer
han råbte, se dog vore prinser og prinsesser
de myldrer frem med åbne øjne fuld af trøst
og se, de har jo ikke andre interesser
end at vandre verden rundt med undren og med lyst
de siger hvoffer-dit og hvoffer-dat
hvordan kan det være at
træerne får blade på – og sover de hver nat?
ja, de sku’ sættes op på piedestaler
og bæres rundt i fine stole helt af guld
så vi ku’ se på de små muntre idealer
dem der arver riget og er frø i vores muld
vi sku’ hejse gyldne flag
klappe ad dem for og bag
se, de hopper ivrigt ud af sengene hver dag
så lad os aldrig mere dukke deres små runde nakker
og lad dem aldrig miste troen på sig selv
og lad os lytte, når vores små anarkister snakker
dem som vi jo ellers ganske langsomt slår ihjel
når vi slukker deres kinders glød
med en langsom sansedød
det var det, han sagde, og sådan ordene de lød
og langsomt lærte folk igen at undres
og føle glæde hver gang træerne sprang ud
de glemte aldig mer’ at børn de skal beundres
alle træer og buske fejred’ det med nye skud
men der var vel nogle ganske få og gamle sure
mænd
der ikke helt var med på den
men de allerfleste blev som børn igen!