HEJ SØSTER - New Page 0

7. HJÆLPEÅNDEN
en gang så gik jeg vild i den tætte tåge
en gang så blev jeg væk, fuldstændig væk for mig
selv
famlede mig frem i sorte stumme skove
gik bare hid og did, som det faldt
der var så langt hen til alt
og jeg ku’ ingenting mærke og ingenting føle
og ikke engang huske, hvorom nogetsomhelst gjaldt
jeg havde ingen kraft, og der var intet jeg ville
så skete det en dag, jeg alligevel kom til at se ned
lige for min fod løb en lille bille
uh, så livlig fin og blank –
og lidt blå
og for første gang så
så jeg noget, der gjorde mig glad,
og den hvisked’ og viste vist, hvad vej jeg sku’ gå
så trasked’ den af sted, så sig knap nok tilbage
den vidste, jeg var med – og til sidst så kom vi frem
ud af sorte skov – ud af stumme tågedage
åh, pludselig var der hul, der var lyd
der var lys, der var fryd
der var mennesker, der gik på en eng, der var grøn
– der var fugle i luften og så var det ik’ engang snyd
der stod en mand og holdt lige så ømt om sin kvinde
og andre kom imod mig og smilte og lo
spurgte hvem jeg var, og hvad jeg havde i sinde
ja, jeg blev lukket ind, jeg fik brød
jeg fik vinen så sød
det var vel næsten som det må ha’ været, da verden
blev til, og da solen for første gang viste sin glød
og billen kravled’ op på en sten midt i solen
og jeg gik hen og satte mig sammen med den
en lille pige løb forbi og vifted’ rødt med kjolen
åh, hun var ved at digte en sang
og hun sang så det klang
hun sang, jeg elsker, der er nogen jeg elsker,
og nogen der sidder lige der og så gider at høre min
sang!
– det var vel næsten som det må’ ha’ været, da
verden
blev til, og da solen for første gang viste sin glød –