Kirkebladet

elsen havde sat gang i en uendelig
årsagskæde, hvor virkning med nødvendighed
følger af årsag. Hvis Gud
i begyndelsen bare havde sat skub i
verdens gang – som havde han bare
trukket et mægtigt urværk op, som
så siden har gået sin egen lovmæssige
gang. Hvad nu, hvis Gud i begyndelsen
kun havde skabt nogle ubrydelige
naturlove, og derefter havde trukket
sig tilbage fra verden for at hvile sig til
evig tid? Kunne Prædikeren så have ret
i sin opfattelse af verden? At det, der
var, er det samme som det, der kommer,
det, der skete, er det samme som
det, der vil ske – så er der vel i sandhed
ikke meget nyt under solen? Og
i så fald, hvilken trøst og hvilket håb
ville der være at hente i tidens gang for
den, der var endt i en blindgyde... den,
der trænger til en ny begyndelse eller
en nyskabelse af ens liv?
Gud fatssætter
Prædikerens opgivende holdning over
for tilværelsen og tidens gang står dog
ikke uimodsagt i Bibelen. Da Gud
havde skabt himlen og jorden og planterne,
sagde han: ”Der skal være lys på
himmelhvælvingen til at skille dag fra
nat. De skal tjene som tegn til at fast-
sætte festtider, dage og år...” (1.Mos
1,14). Allerede ved tidens begyndelse
var der altså forskel på hverdag og fest.
Dengang fejrede de gamle israelitter, at
Gud havde grebet ind i folkets historie
og reddet dem, hvor alt ellers så sort
ud – sådan som det er beskrevet i talløse
beretninger i Bibelen.
I den kristne kirke i dag fejrer vi også,
at Gud tidligere har grebet ind i vores
verden – og vi fejrer også, at vi har
fået lov til at tro, at Gud også fortsat
vil gribe ind i menneskers liv og skabe
nye begyndelser og muligheder. Påsken,
som er den mest betydningsfulde
fest i kristendommen og kirken, nærmer
sig med hastige skridt. I påsken
opstod Jesus fra de døde påskedag, efter
han var blevet henrettet på et kors
langfredag, og vi fejrer, at vi både i liv
og i død må få del i Jesu opstandelse
fra de døde.
Gud griber stadig ind
Et menneske kan ifølge naturens orden
være helt sikker på, at det med
nødvendighed en dag skal dø. Vi taler
ikke blot sandsynligheder – et menneske
skal dø med 100% sikkerhed.
Opstandelse fra de døde er altså den
ultimative modsigelse af, at livet er
underlagt en trøsteløs og endegyldig
årsags-virkningskæde. Ved Jesu opstandelse
viser Gud, at han stadig griber
ind i vores verden og skaber på ny. Det
gælder den dag, vi skal dø, men det
gælder også i vores liv her og nu – hver
gang døden og destruktive kræfter og
trøsteløse årsags-virknings-kæder truer
med at lægge vores liv hen i endeløs
tomhed. Dér har Gud ved at oprejse
Jesus fra de døde lovet, at han vil trodse
dødens ødelæggende nødvendighed
i vores liv og skabe nye livsmuligheder.
Glædelig påske! ■
k i r k e b l a d e t s ø n d e r m a r k s k i r k e n