Engansartikler, bakgrunnsdokument - Svanen

Nordisk Miljømærkning 

Bakgrund for miljømærkning af Engangsatikler til fødevarer 

Version 1 21. marts 2012 

Om Svanemærkede 

Engangsartikler til fødevarer 

Baggrund for miljømærkning version 1 

Nordisk Miljömärkning




Svanenmærkede Engangsartikler til fødevarer - Baggrund for miljømærkning 

Version 1, 21. marts 2012 

1 Sammenfatning ....................................................................... 3 

2 Beskrivelse af produktgruppen ................................................ 4 

2.1 Engangsartikler til fødevarer .....................................................................4 

2.1.1 Hvorfor Svanemærke engangsartikler? ..................................................................... 5 

2.2 Materialetyper indenfor produktgruppen ...................................................6 

2.2.1 Bioplast ..................................................................................................................... 6 

2.2.2 Papir, karton og pap .................................................................................................. 8 

3 Miljøvurdering af produktgruppen ........................................... 8 

3.1 

3.2 

MEKA-skema ..............................................................................................8 

LCA for engansartikler af bioplast..............................................................10 

3.2.1 LCA-screening for engangsartikler ........................................................................... 10 

3.2.2 Opsummering af tidligere miljøvurderinger ............................................................. 11 

3.3 Fornybare råvarer ......................................................................................11 

3.3.1 Fornybare råvarer – ressourceforbrug og CO 2 belastning......................................... 11 

3.3.2 Ændringer i arealanvendelse (Land use change) ...................................................... 12 

3.3.3 Bæredygtige råvarer og GMO .................................................................................. 13 

3.4 Energi forbrug ...........................................................................................14 

3.5 

3.6 

Kemikalier .................................................................................................17 

Affaldshåndtering ......................................................................................19 

3.6.1 Kompostering og bioforgasning ............................................................................... 19 

3.6.2 Resirkulering, deponi og forbrenning ....................................................................... 21 

3.6.3 Håndtering av husholdningsavfall i Norden ............................................................. 22 

3.6.4 Avfallshåndteringens betydning for engangsartikler ................................................ 22 

3.7 RPS analyse ...............................................................................................23 

3.7.1 Relevans .................................................................................................................... 23 

3.7.2 Potentiale .................................................................................................................. 24 

3.7.3 Styrbarhed ................................................................................................................. 25 

3.7.4 Resultat af RPS-analyse ............................................................................................ 26 

4 Det nordiske marked ............................................................... 26 

5 Andre mærkningar ................................................................... 27 

6 Om kriterieutviklingen ............................................................. 28 

6.1 Mål med kriterieutviklingen .......................................................................28 

6.2 Om denne kriterieudvikling .......................................................................29 

7 Motivering af kravene .............................................................. 29 

7.1 

7.2 

Produktbeskrivelse ....................................................................................29 

Miljøkrav ...................................................................................................30 

7.2.1 Træråvarer, palmeolie, papir, karton og masser........................................................ 33 

7.2.2 Produkter af landbrugsafgrøder ................................................................................ 36 

7.3 

7.4 

Kemikalier .................................................................................................46 

Fødevarekontakt ........................................................................................51 

7.5 Produkt og emballage ................................................................................53 

7.6 Kvalitets og myndighetskrav .....................................................................58 

7.7 Krav som er vurdert, men ikke stilt krav til ...............................................58 

8 Referenser ............................................................................... 59 

Bilage 1 Biopolymerer .............................................................................................1 

Bilage 2 Affaldsstrømme i Norden ...........................................................................1 

Bilage 3 LCA Screening af 2 forskellige salatbakker – en af PLA og en af PET .........6




1 Sammenfatning 

Nordisk Miljømærkning har udviklet version 1 af kriterier for Svanemærkning af 

Engangsartikler til fødevarer. Engangsartikler til fødevarer anvendes i store mængder 

og har en kort levetid. Ofte kan flere typer af materialer - både fornybare og fossile - 

opfylde produkternes funktions behov. Nordisk Miljømærkning arbejder mod et øget 

brug af fornybare råvarer, for de produktområder, hvor det giver mening Anvendelse 

af fornybare råvarer samt produkternes klimabelasnting har derfor været en af 

grundende til at udarbejde kriterier for dette produktområde. Derudover ønsker 

Nordisk Miljømærking med disse kriterier at sætte fokus på miljøbelastningen fra 

dette produktområde. Svanemærkning af Engangsartikler til fødevarer skal derfor 

også ses som en opfordring til et mere eftertænktsomt forbrug af disse produkter. 

Engangsartikler er et produktområde, hvor der anvendes en del miljøpåstande 

markedsføringsmæssigt. Såsom ”bionedbrydelig”, ”bioplast og ”recirkuleret 

materiale”. Forbrugere og professionelle indkøbere har svært ved at gennemskue, 

hvilke af disse påstande, der giver en reel miljøeffekt og branchen har derfor 

efterspurgt Svanen til produktområdet. 

I forbindelse med udviklingen af første version af kriterieren for produktgruppen er 

der udført en MEKA-analyse (vurdering af materialer, energi, kemikalier og andet), 

der beskriver de væsenligste miljøbelastninger i produktgruppens livscyklusfaser for 

materialer, energi, kemikalier og andet. Derudover er der i forbindelse med kriterieudviklignen 

udført en LCA-screening for salatbakker af PLA (polylaktat) eller fossil 

plast med forskellige affaldssenarier. Produktgruppens relevans med hensyn til miljøbelasnting 

(R), potentiale for forbedringer (P) og mulighed for styrbare kriterier (S) er 

samtidig vurderet i forbindelse med kriterieudviklingen. Resultaterne viser at at produktionen 

af råmaterialerer er den livscyklusfase med størst miljørelevans med hensyn 

til energiforbrug og klimabelastning og her er bortskaffelsesfasen afgørende for 

nettoresultaterne. Transport og selve konverteringen af engangsartiklen er af lille betydning, 

mens der er miljørelevans og potentiale for forbedring for både produktionsog 

affaldsfasen. 

I dag pågår en udvikling af nye fornybare materialetyper, som bioplaster. Da en stor 

andel af de engangsartikler til fødevarer, som er på markedet i dag, produceres af 

fossil plast som PE (polyetylen), PET(polyetylen tereftalat) og PS (polystyren), findes 

der indenfor produktgruppen et potentiale i at rykke forbruget af fossile råvarer over 

på fornybare råvarer. 

Styrbarheden vurderes til at være god. Ansøger vil i de fleste tilfælde skulle indhente 

dokumentation for både hovedmaterialer og tilsætninger hos underleverandører, som 

ofte vil kunne være store internationale virksomheder. Svanen har god erfaring med 

indhentning af dokumentation fra underleverandører, for eksempel indenfor 

papirområdet, men for plastmaterialer har det dog været mere problematisk at få data 

direkte fra producenterne. I forbindelse med denne kriterieudvikling er indtrykket dog 

at bioplastproducenterne er bevidste om hvad en af deres vigtigste konkurrence parameter 

er, nemlig miljø, da prisen på bioplast er ca. dobbelt så høj som for fossil plast.




Der er udarbejdet op til flere miljøvurderinger af bioplaster med data for 

energiforbrug og CO 2 belastning. 

Det giver derfor god mening at Nordisk Miljømærkning går ind på dette område for at 

sætte fokus på denne udvikling af nye fornybare materialetyper, stille krav til 

energiforbrug i produktionen og udnytte potentialet, der ligger i at muliggøre bedre 

affaldsveje for produkterne. 

Produktgruppens budskab er: 

 

 

 

 

 

Produkter med høj andel fornybar råvare 

Sporbarhed på råvarer, bæredygtige papirråvarer 

Skrappe energikrav til produktion af materialet 

Forbud mod fluorbelægninger samt andre problematiske stoffer 

Engangsartiklen kan komposteres eller recirkuleres 

2 Beskrivelse af produktgruppen 

2.1 Engangsartikler til fødevarer 

Engangsartikler til fødevarer er ofte beregnet til at blive anvendt i en kort tid og består 

derfor ofte af ubehandlet eller behandlet papir, karton eller af plast, eller en kombination 

af karton og plast, som er både billigere og lettere at transportere end andre 

mere holdbare materialer. 

Ofte kan flere typer af materialer - både fornybare og fossile - opfylde produkternes 

funktions behov. Nordisk Miljømærkning arbejder mod et øget brug af fornybare råvarer 

for de produktområder, hvor det giver mening. For dette produktområde findes 

der en del alterantiver af fornybare materialer. En svanemærkning af produkter baseret 

på fornybare råvarer, vil dermed kunne hjælpe forbrugere og virksomheder med at 

vælge engangsartikler med lav miljøbelastning. Der kan dog være behov for belægninger 

eller fyldmaterialer af ikke-fornybar oprindelse og det er derfor ikke muligt at 

stille krav om at produkterne skal være af 100 % fornybare materialer. 

I denne sammenhæng har Nordisk Miljømerking valgt at definere fornybare råvarer 

som organisk materiale, der indenfor en ramme på 100 år reproduseres i naturen. Det 

inkluderer den nedbrydelige del af produkter, affald og rester fra landbrug og dambrug 

(både vegetabilske og animalske), bæredygtigt skogbrug og lignende industrier 

og den biologisk nedbrydelige fraktion af industriaffald og kommunalt affald. 

For at have en klar afgrænsning på produktgruppen indgår kun produkter i direkte 

kontakt med fødevarer. Emballager til færdigpakkede fødevarer indgår ikke i produktgruppen, 

da der her vil kunne opstå usikkerhed om hvilken del af produktet, der er 

Svanemærket – emballage eller indhold. Samtidig vil det kræve krav om egenskaber 

til emballage for færdigpakkede råvarer for at sikre god holdbarhed af indholdet. 

Disse egenskaber er ikke behandlet her.




Mad- og bagepapir indgår heller ikke i produktgruppen, da det findes egne kriterier 

for disse. Nordisk Miljømerking anser også at bagepapir er produkter, som bør kunne 

anvendes flere gange. Samtiding indgår affaldsposer ikke i produktgruppen. 

For engangsartikler af papir og karton omfatter produktgruppen papir, karton og 

masse kvaliteter som Basismodulet for papirprodukter version 2 omfatter. 

Hvis flere forskellige produktdele markedsføres sammen, som for eksempel et kaffekrus 

og et tilhørende låg, skal alle dele være svanemærket hver for sig eller som en 

samlet enhed. 

Produktgruppedefinitionen er følgende: 

Produktgruppen ”ngangsartikler til fødevarer" omfatter engangsprodukter og - 

emballager som take away emballager, engangsservice, poser og beholdere til 

indpakning af mad. Produkter i produktgruppen er beholdere, fryseposer, plastfolie, 

krus, tallerkener, bestik og kaffe- og thefiltre. Materialet skal skal indeholde en høj 

andel fornybare råvarer. 

Servietter eller mad-og bage papir kan ikke svanemærkes efter disse kriterier, men 

kan svanemærkes efter henholdsvis kriteriene for mykpapir eller fett-tett papir. 

Produktgruppen omfatter ikke affaldsposer eller emballager, der sælges i forbindelse 

med færdigpakkede fødevarer, som f.eks. juicekartoner og færdigretter i supermarkedet. 

Relevante produkter kan ved forespørgsel indarbejdes i produktgruppen, men 

kun efter en vurdering av Nordisk Miljømærking. 

Som det fremgår af ovenstående produktgruppedefinition indeholder produktgruppen 

mange forskellige produkttyper som for eksempel krus, bestik, tallerken, beholder 

o.s.v. Disse produkttyper findes samtidig i mange forskellige størrelser. Produktgruppen 

består dermed af flere funktionelle enheder. 

2.1.1 Hvorfor Svanemærke engangsartikler? 

Engangsartikler er relevante miljømæssigt, dels på grund af et stort ressourceforbrug, 

da det som navnet angiver, er produkter til engangsbrug, som udskiftes for hver gang 

det anvendes. Dels på grund af at produkterne hurtigt ender som affald. Afhængigt af 

materialet kan engangsartikler afskaffes ved forskellige affaldsbehandlinger alt efter 

hvilke affaldssystemer, der er tilgængelige. 

Inden for dette produktområde er der de seneste år taget nye materialertyper i brug i 

form af forskellige bioplaster. Nogle af disse bioplaster er bionedbrydelige ved at de 

er komposterbare. Herved gives der mulighed for en alternativ affaldsbehandling i 

forhold til ikke komposterbare plastprodukter. Udover at give en alternativ affaldsvej 

til deponi og evt. forbrænding uden energiudnyttelse, så giver anvendelse af bioplast 

også mulighed for at rykke noget ressourceforbrug fra fossile råvarer over på 

fornybare råvarer. 

Engangsartikler er et produktområde, hvor der anvendes en del miljøpåstande 

markesføringsmæssigt. Såsom ”bionedbrydelig”, ”bioplast og ”recikuleret materiale”.




Forbrugere og professionelle indkøbere har svært ved at gennemskue, hvilke af disse 

påstande, der giver en reel miljøeffekt og branchen har derfor efterspurgt Svanen til 

produktområdet (36) (37). Det giver derfor god mening at Nordisk Miljømærkning 

går ind på dette område for at sætte fokus på denne udvikling af nye materaieltyper, 

stille krav til energiforbrug i produktionen og udnytte potentialet, der ligger i at 

muliggøre bedre affaldsveje for produkterne. 

Engangsservice kontra flergangsservice 

Engangsartikler anvendes både til privat brug og af virksomheder i restaurationsbranchen 

og for eksempel i kantiner på virksomheder. Ved privat brug vil man stort 

set kunne erstatte engangsservicen med flergangsservice, men f.eks. hos take away 

restauranter og cafeer med ”coffe to go” ville der formentlig ikke være noget salg hvis 

der ikke var mulighed for engangsservice/take away emballage. Det er derfor usandsynligt 

at denne produktgruppe vil blive mindre med tiden, tværtimod. For visse restauranter 

kan brug af engangsartikler til og med være et myndighedskrav p.g.a. 

hygiejnekrav (jf. Hørringsvar til restaurantkriterine). Det er ikke tanken at Svanemærkning 

af Engangsartikler til fødevarer skal motivere til et øget forbrug af 

engangsartikler, men i stedet sætte fokus på, at der findes en differentiering i de 

produkter der findes på markedet og at man bør være bevist om miljøbelastningen fra 

engangsservice. 

Engangsprodukter i form af indpakningsfolier, fryseposer og poser til indpakning af 

madvarer er derimod produkter som er svære at erstatte med flergangsprodukter 

uanset om det er restuarantionsbranchen eller til private brug. 

2.2 Materialetyper indenfor produktgruppen 

Engangsemballage til fødevarer kan laves af mange forskellige materialer. Ofte 

anvendte materialer er: 

traditionelle plaster som PET (polyetylen tereftalat), PE (polyetylen), PP 

(polyprolylen) eller PS (polystyren) 

bioplaster som f. eks. PLA (polylaktat) eller PHA (Polyhydroxyalkanoater) 

metaller som aluminium 

papirprodukter som pap, karton, papir, papirmasse eller cellulosefilm 

træ-og vegetabilske materialer som træfinér, palmeblader o.s.v. 

Fordi Nordisk Miljømærking i dette høringsforslag har valgt at stille krav til at 

materialene skal være fornybare vil det først og fremest være bioplaster og papirmaterialer, 

der beskrives nærmere i dette kapitel. 

2.2.1 Bioplast 

Bioplast kan defineres som plastmaterialer, der bygger på biopolymerer. Dette er 

definitionen fra f.eks. wikipedia og her for denne produktgruppe. Biopolymerer er 

genererede fra biologiske materialer så som stivelse, sukker, cellulose og protein. 

Disse kan udvindes fra forskellige fornyelige ressourcer, f.eks. hvede, majs, sukkerrør, 

sukkerroer, kartoffelskræller, organisk husholdningsaffald og afløbsslam. Der 

findes et stort antal biopolymerer, men det er kun et fåtal der bliver produceret i stor




skala. Andre definerer bioplast som plast der enten er biobaseret eller bionedbrydlig 

eller begge dele. Denne definition anvendes ikke her. 

Biopolymerer kan produceres af biologiske systemer, for eksempel mikroorganismer, 

planter og dyr, eller de kan være kemisk modificeret fra biologiske udgangsmaterialer. 

Biopolymerer kan inddeles i tre hovedkategorier baseret på deres oprindelse og 

produktionsmetode: 

Polymerer, som ektraheres direkte fra biomasse. Det er f.eks. polysakkarider 

som stivelses og cellulose eller kitin og proteiner som kasein (mælkeprotein), 

valle (vassla (Se), myse (No)), collagen og soya protein (28). 

Polymerer fremstillet gennem klassisk kemisk syntese ved brug af biobaserede 

monomerer. Monomererne kan være producerede gennem fermentering eller 

kemisk syntese. Et eksempel er PLA (polylaktat), som er polymeriseret fra 

mælkesyre monomerer, som er lavet ved fermentering af karbohydrater fra 

majs eller hvede (28). Grøn PE er lavet af etylen produseret af biologisk 

materiale. 

Polymerer producerede ved bakteriel fermentering af sukker eller lipider. Et 

eksempel er PHA (Polyhydroxyalkanoater) (28). 

Bioplast kan være bionedbrydelig, men dette afhænger af de fysisk/kemiske forhold, 

der er til stede. Bionedbrydelig bioplast skal ikke forveksles med bionedbrydelig plast 

– som kan være oliebaseret. Eksempel på et oliebaseret bionedbrydeligt plastprodukt 

er Ecoflex® fra BASF (29). Bionedbrydelig bioplast skal heller ikke forveksles med 

UV- eller Oxo-nedbrydelig plast, som nedbrydes, når de udsættes for lys respektive 

luft, men primært er oliebaserede. 

Mange engangsprodukter i bioplast bliver i dag brugt til fødevarer. En af udfordringerne 

ved at bruge biobaseret emballage til fødevarer er at matche emballagens 

holdbarhed med produktets hyldetid (28). F.eks. er nogle typer af bioplast hydrofile 

(vandopløselige) og andre typer er ikke særlig stabile og varmebestandige, og går 

derfor nemt i stykker under visse forhold. 

Mange biopolymerer har en udmærket UV-bestandighed og en flot overfladeglans 

men ofte en beskeden kemikaliebestandighed (30). Da de forskellige typer bioplast 

har forskellige anvendelsesmuligheder og kvaliteter, bruges de ofte sammen i flerlagede 

produkter, så produktet opnår den ønskede funktion. 

Den nuværende anvendelse af biobaserede materialer søger ikke at efterligne egenskaberne 

ved konventionel plast, men i stedet at udnytte iboende bionedbrydelighed 

og andre unike egenskaber af disse polymerer og samtidig drage fordel ved at der her 

er tale om fornybart materiale. Biobaserede plastprodukter er i øjeblikket rettet mod 

engangsartikler, emballagematerialer med kort levetid, poser, engangs fiberdug og 

belægninger til papir og karton applikationer (28). 

I bilag 1 er flere af biopolymerene, som stivelsespolymerer, PLA, PHA, blandingspolymerer 

og grøn polyeten beskrevet grundigere.




2.2.2 Papir, karton og pap 

Engangsartikler til fødevarer omfatter også produkter af papir, karton og pap, og 

anvendes i stor udstrækning til tørre fødevarer, mælkeprodukter samt til take away 

emballge og kaffekrus. Papir, karton og pap fremstilles af cellulosefibre fra fibermateriale 

(træ) og kan være bleget eller ubleget. Papir og pap kan ud over fibermaterialet 

indeholde funktionelle additiver og syntetiske fibre. Endvidere kan det indeholde 

rester af andre additiver som polymere bindemidler for organiske og uorganiske 

pigmenter. Papir og pap kan også være overfladebehandlet, og endeligt indgår papir 

og pap i flerlagsmaterialer samme med fx. plast. Hvad angår miljøpåvirkninger fra 

papir og papirmasse henvises til baggrunds-dokumentet til kriterierne for Svanemærkning 

av papirprodukter – Basis- og Kemikaliemodulet, version 2. 

3 Miljøvurdering af produktgruppen 

I forbindelse med udviklingen af første version af kriteriene for produktgruppen er der 

udført en MEKA-analyse (vurdering af materialer, energi, kemikalier og andet ), der 

beskriver de væsenligste miljøbelastninger i produktgruppens livscyklusfaser. 

MEKA-analysen gennemgås nedenfor i afsnit 3.1. Derudover er der i forbindelse med 

kriterieudviklignen udført en LCA-screening for salatbakker af PLA eller fossil plast 

med forskellige affaldssenarier. Resultaterne fra LCA-screeningen er oppsummert i 

afsnit 3.2. Derudover er der i kapitel 3 gjort vurderinger af andre parametre som 

fornybare råvarer, energiforbrug, kemikalier og affaldshåndtering. 

På baggrund af MEKA-analysen, LCA screnningen og vurdering af krav til bionedbrydelighed 

er der her udført en RPS-analyse, der undersøger engangsartiklers relevans 

mht. miljøbelasnting (R), potentiale for forbedringer (P) og mulighed for styrbare 

kriterier (S). Resultatet viser, som afsnit 3.7.4 beskriver, at miljøgevinsten 

hovedsagligt ligger i at anvende fornybare råvarer og samtidig stimulere udviklingen 

af bioplaster mod reduceret energiforbrug i produktionen. Der findes også en miljøfordel 

ved at sikre gode mulige affaldsveje for engangsartiklen. Enten i form af 

recirkulering eller for de dele af Norden, hvor der ikke er mulighed for forbrænding 

med energiudnyttelse, ved at sikre at produkterne er komposterbare og derved ikke 

behøver deponeres. Brug af kemikalier ved produktion af materialene og ved konvertering 

af produktet er også vigtigt ved vurdering af engangsartiklens produkts 

miljøbelastning. 

3.1 MEKA-skema 

Som oversigt for livsforløbet for ”Engangsartikler til fødevarer” er der nedenfor 

udført et MEKA skema (tabel 1), der beskriver de væsentlige miljøbelastninger i de 

forskellige livscyklusfaser. 

Materialefasen 

I Materialefasen har dyrkningen af biomasse betydning. Det kan enten være i form af 

landbrugsafgrøder eller træ fra skovbrug. Dyrkningen omfatter parametre som arealanvendelse 

(land use), energi i dyrkningsfasen samt anvendelse af sprøjtemidler og 

kunstgødning. Med arealanvendelse skal man forholde sig til at biomasse kan være




fødevarer eller kan optage landbrugsarelaer, hvor der ellers kunne dyrkes fødevarer. I 

forhold til arealanvendelse skal det samtidig også sikres, at områder med høje 

biologiske eller sociale værdier ikke benyttes til dyrkning. 

Tabel 1. MEKA Skema for produktgruppen 

Bortskaffelses 

-fase 

Materialefase 

Produktionsfase 

Brugsfase 

Transportfase 

Materialer 

Afgrøder til 

bioplast 

Træ til 

papirmasse 

Belægninger 

tilsætninger 

Produktion af 

kompost 

Recirkulering af 

plast (fx. PE) 

Energi 

Energi til 

dyrkningfasen 

Energi til produktion 

af polymer/plastgranulat 

og papir/ 

karton/masse. 

Energi til 

formning af 

engangsartikel 

Forbrænding 

både energi 

forbrug samt 

varme og el 

produktion 

Kompostering: 

Energiforbrug 

samt evne til at 

kompostere 

Transport af 

afgrøder og 

træ. Transport 

af plastgranulat 

og 

papirmasse. 

Transport til 

forbrugeren 

Kemikalier 

Kunstgødning 

sprøjtemidler 

Kemikalier til 

produktionsprosesserne 

Methan 

produktion ved 

deponi 

Emissioner fra 

transport 

Andet 

Brug af fødevarer 

til nonfood 

produkter. 

GMO råvarer 

Stort forbrug 

da 

det er et 

engangsprodukt 

Vejledning til 

forbruger om 

korrekt 

affaldshåndtering 

Produktionsfasen 

Her anvendes energi til polymerisationen og produktionen af plastgranulat og for 

produktion af papirmasse, papir og karton samt energi til udforming af engangsartiklen. 

Derudover anvendes kemiske stoffer i form af tilsætninger og belægninger. 

Brugsfasen 

Brugsfasen er kort og den eneste parametre her er, at der er tale om engangsprodukter, 

der medvirker til et stort resourceforbrug. 

Bortskaffelsesfasen 

Bortskaffelse af Engangsartikler til fødevarer omfatter flere forskellige affaldscenarier 

alt efter hvilket affaldssystem, der findes i det pågældende nordiske land. Både kompostering 

med produktion af kompost, forbrænding med energiudnyttelse og deponi 

med risiko for methanudslip er relevante affaldsveje i Norden. Derudover findes bioforgasning 

med produktion af biogas, samt recirkulering af visse bioplaster og papir 

og karton (kun muligt i nogel dele af Norden, når det er produkter med fødevarekontakt). 

Det er dog ikke alle fornybare engangsartikler, der vil kunne bioforgasses og 

denne affaldsvej anses derfor ikke som særlig relevant for produktgruppen. 

Da bioplast i form af f.eks. PLA ligner fossil plast, er det også vigtigt med information 

til forbrugeren om korrekt affaldsvej. Det er for eksempel relevant, hvis produktet 

skal komposteres.




Transportfase 

I transportfasen findes energiforbrug i form af brændstof, samt den tilhørende CO 2 

emission fra forbrændingen af brændstoffet. Transportfasen omfatter transport af 

afgrøder og træ, derefter transport af polymer/plastgranulat og papir/karton/masse og 

til slut transporten til forbrugeren. 

3.2 LCA for engansartikler af bioplast 

I forbindelse med udarbejdelsen af kriterier for Svanemærkning af engangsartikler til 

fødevarer er det relevant at lokalisere, hvor i produktets livscyklus de største miljøbelastninger 

findes. Samtidig er det også relevant at sammenligne med miljøbelastningen 

for de produkter, som har samme funktion som de Svanemærkede produkter, 

men som udelukkes af kravene. 

3.2.1 LCA-screening for engangsartikler 

Nordisk Miljømærkning har i forbindelse med fastsættelse af krav til komsposterbarhed 

udført en LCA-screening for forskellige livsykluscenarier inkl. affaldscenarier, 

samt sammenligning af engangsartikler af henholdsvis fornybar og fossil plast. 

Det fremgår af LCA Screeningen for en salatbakke af enten PLA, PS eller PET, at den 

største miljøbelastning er i produktionsfasen af salatbakken. Her er energiforbruget 

for PLA ca. 20 % lavere end for PET, se tabel 2. 

Tabel 2. Oppsummering av resultatene fra LCA-screeningen angivet i energiforbrug 

(MJ) for 1000 salatbakker. * Værdien er beregnet ud fra at man sparer ca. 

70 % af produktionsenergien ved recirkulering. 

Energiforbrug i 

MJ for fasen 

Cradle to 

Consumer 

Forbrug eller godskrivning 

af energi 

i MJ fra fasen 

End of life 


MJ for fasen 

Cradle to grave 

USA PLA til forbrænding 1630 -300 1330 

EU PLA til forbrænding 1500 -300 1210 

USA PLA til 

kompostering 

1630 20 1650 

EU PLA til kompostering 1500 20 1530 

PET til forbrænding 2100 -380 1720 

PET med 20% recirkulering 

og 80% 

forbrænding 

2100 

-100 recirkulering* 

-310 forbrænding 

1700 

PET med deponi 2100 0 2100 

PET 20% recirkulering 

og 80% deponi 

2100 -100* 2010 

PS til forbrænding 1650 -510 1140 

PS til deponi 1650 0 1650




For PLA og PS ses der ingen større forskel i fasen ”Cradle to Consumer”. Ser man på 

hele livsforløbet for salatbakken, hvor der ikke findes forbrænding som affaldsvej vil 

PLA bakken kræve ca. 20 % mindre energi, hvis den komposteres i forhold til PET, 

der går til deponi. Sammenlignes cradle to grave for PLA, der komposteres med PS, 

der deponeres, ses ingen stor forskel i energi. Hvis salatbakken af PET derimod 

recirkuleres afhænger den sparede energi af hvor meget rengøring recirkuleringen 

kræver. Her er antaget at man kan spare 70 % af produktionsenergien, men undersøgelser 

viser at det er meget mindre hvis produktet krævet meget rengøring (90). I 

Norden recirkuleres 15-20 % af alt plast (91). Resultaterne fra screeningen er 

yderligere beskrevet i bilag 2. 

3.2.2 Opsummering af tidligere miljøvurderinger 

Force Technology har i et projekt for Plast Center Danmark udarbejet en rapport om 

engangsartikler af bioplast (1), hvor der både er lavet en gennemgang af tidligere 

miljøvurderinger for bioplast samt udarbejdet en LCA for to casestudier af engangsartikler 

i bioplast, Studiene er kort beskrevet i bilage 3. 

De fleste LCA’er af bioplast har undersøgt PLA, og mere specifikt PLA fra producenten 

NatureWorks LLC. Om bioplast har lavere eller højere miljøpåvirkning end 

konventionel plast afhænger af, hvilken plast man sammenligner med. Dette skyldes 

bl.a. forskellige densiteter og dermed forskel i hvor meget polymer, der går til samme 

type produkt for de forskellige fossile materialer. Det er derfor ikke et generelt 

billede, der kan afledes af disse studier. 

Studiene viser at produktionen af råmaterialer er den livscyklusfase med størst miljøpåvirkning 

og bortskaffelsesfasen er afgørende for nettoresultaterne. Transport og 

konvertering af engangsartiklen er af lille betydning (1). Det er derfor ikke entydigt 

hvilket materialevalg, der er det miljømæssigt bedste, da det afhænger af bortskaffelsesmuligheder 

og hvilken miljøpåvirkningskategori der kigges på. Det er dog interessant, 

at det især er biopolymerproduktionen, der påvirker resultaterne, da der her forventes 

forbedringer for produktionen af f.eks. PLA og PHAere i fremtiden. For PLA 

kan det for eksempel være aktuelt at anvende restprodukter fra afgrøde produktion 

som for eksempel stængler, blade og avner fra korn som feedstock (7). 

3.3 Fornybare råvarer 

3.3.1 Fornybare råvarer – ressourceforbrug og CO 2 belastning 

Når man kigger på engangsartikler, som bidrager til et højt ressourceforbrug, er det 

relevant at forholde sig til at naturressourcerne er begrænsede men med forskellige 

forsyningshorisonter. Ifølge ” Håndbog for Miljøvurdering” (9) vurderes de enkelte 

ressourcer i forhold til forsyningshorisonten og dermed den andel af ressourcen, der er 

til rådighed for en person og alle dens efterkommere på verdensplan. Ressourceforbrug 

opgøres i milli-Person-Reserver (mPR). Ved denne omregning tages der hensyn 

til, at der er rigelige forsyninger af nogle materialer, mens der er knappe forsyninger 

af andre. De knappe ressourcer vægtes hårdere end de rigelige, da det er mere miljøbelastende 

at bruge 1 kg af et materiale, der kun er lidt tilbage af, end 1 kg af et 

materiale, hvor forsyningerne er rigelige. Råolie og naturgas, som er de indgående




råvarer i fossile plaster som for eksempel PET og PS, har et ressourceforbrug på 

henholdsvis 0,04 mPR/kg og 0,06 mPR/kg (9). Materialer som papir, pap og bioplast 

produceret af fornybare råvare er ikke belastet med mPR/kg, da værdien her er lig 

med 0. Ressourcemæssigt er anvendelse af fornybare råvare derfor bedre end fossile 

råvare som råolie og naturgas. Hvis det i det aktuelle produkt er muligt at anvende 

genvundne materialer f.eks. recirkuleret plast vil man i princippet skulle tage højde 

for dette. Dog er det en mindre del af engangsartikler, der formentlig indsamles til 

genanvendelse, da de ikke er omfattet af pantsystemer. 

CO 2 belastning fra råvarer 

En øget anvendelse af andelen af fornybare råvarer vil have en gunstig indvirkning på 

klimabelastningen samt hjælpe mod en større uafhængighed af fossilt kulstof. Ved at 

stille krav om en høj andel af fornybare råvare i Svanemærkede Engangsartikler til 

fødevarer er produktgruppen med til at mindske disse produkters miljøbelastning i 

forhold til klimabelastning ved at CO 2 , der frigives i affaldsfasen for produkterne er 

biogent CO 2 og derfor til at starte med er fjernet fra systemet. Der er dermed balance i 

CO 2 regnskabet. Denne CO 2 balance er dog afhængig af at det antages at de ”land use 

changes” der er forårsaget af en øget efterspørgsel af biomasse ikke inddrager rydning 

af arealer, der vil give en øget CO 2 frigivelse. 

Selv om fornybare råvarer er belastet med 0 mPR/kg og lavt CO 2 utslipp, skal det dog 

medtages at fornybare ressurser ikke varer evigt uden en bæredygtigig forvaltning af 

ressursene. Ressurserne bør også anvendes effektivt. 

3.3.2 Ændringer i arealanvendelse (Land use change) 

De ændringer i arealanvendelse som anvendelsen af bioplast evt. medfører, er relevante 

set i et livscyklusperspektiv. Forholdsmæssigt vil biomasse til bioplast dog være 

af mindre betydning i forhold til biomasse til brændstof og opvarmning. Ændringer i 

arealanvendelse (Land use Change) skal forstås som en henvisning til vegetationsændringer 

mellem de seks vegetationstyper, der anvendes af IPCC (skov, græsarealer, 

dyrket land, vådområder, bebyggede områder og andre arealer) plus en syvende kategori 

af flerårige afgrøder, dvs afgrøder, der normalt ikke høstet hvert år og oliepalmer. 

Det betyder for eksempel, at et skift fra græsarealer til dyrkede arealer er en ændret 

arealanvendelse, mens et skift fra en afgrøde (f.eks majs) til en anden (som raps) er 

det ikke. Dyrkede arealer omfatter braklægning (dvs. arealer, der er i ro for et eller 

flere år, før dyrkes igen) (10). Derudover tales der om indirekte arealændringer som er 

de arealændringer der sker andre steder som en afledt effekt af den pågældende arealændring. 

Ændringer i arealanvendelse påvirker først og fremest klimaudslip og biodivesitet. 

Forskere arbejder på at udvikle metoder, der kan forudsige konsekvenserne af ændringer 

i arealanvendelsen, men det er en kompliceret opgave. Den nuværende viden 

omkring disse spørgsmål er ikke omfattende nok til præcist at kvantificere de miljømæssige 

konsekvenser, som ændringer af arealanvendelsen kan medføre. Konklusionen 

må dog være at man ikke kan betragte fornybare råvare som en ubegrænset 

ressource (11) (12).




Konkurrence om biomasse 

Politiske mål og en øget efterspørgsel efter biobaserede produkter, primært biobrændstoffer 

men også biomasse til opvarmning og her bioplast, har ført til en øget efterspørgsel 

efter afgrøder. I det mindste når man ser på, hvad der ofte betegnes som 

"første generation" Bioproducts. Anden og tredje generation repræsenterer produktionen 

af biobaserede produkter fra landbrugs-affald, biprodukter eller andre kilder, 

der ikke nødvendigvis kræver dyrkning af nye afgrøder (4)(6). 

På samme tid kræver befolkningsvæksten fremstilling af flere fødevarer. Indtil nu har 

den stigende efterspørgsel efter afgrøder været imødekommet ved at øge udbyttet på 

de eksisterende dyrkede arealer, men der forventes yderligere stigning i efterspørgselen 

på afgrøder og dermed landbrugsjord. Den øgede efterspørgsel efter afgrøder 

kan opfyldes gennem en kombination af flere mekanismer: ved en stigning i udbyttet 

fra eksisterende landbrugsarealer, ved at fortrænge andre mindre effektive afgrøder og 

ved at udvide det område af dyrkede arealer. Regionale ændringer i arealanvendelsen 

kan i et vist omfang opfylde en øget efterspørgsel efter afgrøder, men da markedet for 

afgrøder er globalt, kan ændringer i efterspørgsel også tænkes at påvirke arealanvendelsen 

i andre dele af verden (4)(6). Fordelingen af fødevarer på verdensplan har også 

betydning, da der i vesten er stort madspild. Så der er flere faktorer, der har indflydelse 

på fødevarertilgængeligheden. 

I et arbejdnotat fra Verdensbanken (Mitchell, 2008), er en øget produktion af biobrændstoffer 

i Europa og USA udpeget som den vigtigste faktor for stigende fødevarepriser, 

mens andre rapporter såsom CBO (2009) konkluderer, at biobrændstoffer 

spillede en mindre rolle. 

Norsk rapport ”Bærekraftig biodrivstoff - et avgjørende klimatiltak” (126) forklarer at 

fødevarepriser afhænger af mange faktorer. Produktion af biobrændstoffer kan i forbindelse 

med andre faktorer bidrage til øgede fødevarepriser, men det har ikke været 

en vigtig faktor. Markedet for bioplast er stadig meget lille sammenlignet med markedet 

for biobrændstoffer, men konklusionerne i den nævnte undersøgelser understreger 

vigtigheden af at fremme mere bæredygtige biobaserede produkter baseret på sekundære 

landbrugsprodukter i stedet for primære afgrøder, som også kunne bruges til 

fødevareproduktion. 

3.3.3 Bæredygtige råvarer og GMO 

Som beskrevet tidligere er det relevant, at stille krav til oprindelsen (arealanvendelse 

og dyrkning) af de fornybare råvare for at sikre at disse er bæredygtige. Nordisk 

Miljømærking har længe stillet krav til bæredygtigt skovbrug for produkter, hvor der 

indgår træråvarer. I de fleste kriteriedokumenter gøres dette ved at sikre råvarens 

oprindelse sammen med et krav om at vis andel af råvaren skal komme fra områder, 

der er certificeret efter en standard for bæredygtigt skovbrug accepteret af Nordisk 

Miljømærking. For landbrugsafgrøder er det ligeledes relvant at sikre sporbarhed på 

råvarerne, samt at sikre at råvarerne ikke stammer fra beskyttede områder eller 

områder eller områder områder med uklare ejerforhold. 

Pesticider 

Selve dyrkningsprocessen har indflydelse på, hvor bæredytige de fornybare råvarer er. 

Ved dyrkning anvendes for det meste pesticider til bekæmpelse af ukrudt og til




beskyttelse af afgrøder mod insektangreb, svampeangreb eller for at regulere plantens 

vækst. Brugen af pesticider kan medføre, at rester af pesticider og deres nedbrydningsprodukter 

kan forekomme i vores fødevarer og i vores miljø. 

GM-afgrøder 

Anvendelse af genmodificerede afgrøder har også indflydelse på råvarens bæredygtighed. 

Med genmodificerede organismer (GMO) mener man levende organismer, 

hvis egenskaber ændres med genteknik, det vil sige andre metoder end traditionel 

planteforædling. En plante kan på denne måde få egenskaber fra en anden plante eller 

organisme, ved at nyt genetiskt materiale øverføres. Egenskaber som tillføres kan 

være ændret næringsforhold eller at planten bedre kan modstå kulde, insektangreb, 

tørke ect. De fleste planter som er udviklet pr i dag er insekt- eller herbicidtolerante 

eller en kombination af disse (14). 

Hvis en plante, der er genmodifisert for at kunne tåle et bestemt ukrudtsmiddel, har 

stor spredningsevne og kan krydse sig med vilde beslægtede arter, kan dette føre til at 

landmændene efterfølgende får større problemer med ukrudtshåndteringen end før, 

ifølge nettsiden til den norske Bioteknologinemda (111). Landmanden kan dermed 

blive tvunget til at bruge mere pesticid, eller andre og mere økologisk skadelige 

kemikalier. For forbrugeren kan dette så i betyde flere rester af plantebeskyttelsesmidler 

i fødevaren. For miljøet er det også vigtig at vurdere om genmodificerde 

planter med insektgift (Bt-planter) kan være skadelig også for andre insekter og dyr 

som ikke skader dyrkninge og samtidig har vigtige opgaver i økosystemet. Det er også 

risiko for uønsket krydsning af genmodificerde planter og beslægtede, vildtvoksende 

arter, således at de nye egenskaber overføres til dem. 

Det er store diskussioner om GMO og kundskaben er mangelfuld om de langsigtede 

effekter på både miljø og sundhed. Der er også stilet spørgsmål ved om de bidrager til 

en bæredygtig udvikling. For at opnå øget viden om dette område har Nordisk Miljømærkning 

bestilt rapporten ”Genetically Modified Organisms – A Summary of 

Potensial Adverse Effects Relevant to Sustainable Development”, fra Genøk. Rapporten 

viser, at det er mulige uheldige effekter af GMO langs hele værdikæden fra forskning 

og udvikling af plantene, via dyrking, til lagring, brug og affaldshåndtering. 

Rapporten viser også at der i flere af disse faser er mangel på videnskabelige studier 

og at en helhedsvurdering mangler. 

Genmodificerede træer 

GM-træer vil først og fremmest være relevant i plantager med hurtigt voksende træarter, 

men brugen er stadigt kun på forsøgsbasis (16). Skogsertifiseringsordningene 

FSC og PEFC, forbyder begge brugen af gen-modificerede træer (15). 

3.4 Energi forbrug 

Produksjon av og livsløp til engangsartikler fra råvare til avfall kan fremstilles skjematisk 

som vist i figur 1. I alle ledd i produksjonen, fra uttak av råvare, produksjon av 

produkt og i avfallsfasen, brukes det energi, men flere LCA studier av engangsartikler 

viser at energiforbruget anvendt i selve produktionen af materialet som inngår, f.eks 

papir eller polymer, er en af de mest betydende miljøbelastninger for produktet (1).




Tømmer 

Mais, hvete, 

poteter 

Ekstraksjon av 

fossile råvarer 

Produksjon 

av masse 

Dextrose 

produksjon 

Petrokjemisk 

produksjon 

Produksjon 

av produkt 

Produksjon 

av papp/papir 

Melkesyreprodukskjon 

Monomer 

produksjon 

Produksjon 

av produkt 

PLA 

produksjon 

Polymerproduksjon 

Produksjon 

av produkt 

Produksjon av 

produkt 

Produksjon av 

produkt 

Bruksfase 

Avfall 

Figur 1. Skjematisk fremstilling av produksjon av engangsartikler fra råvare til 

ferdig produkt. Produksjon av PLA er brukt som eksempel på bruk av biobaserte 

landbruksråvarer. 

Ulike studier sammenligner engangsartikler av fossile polymerer, papir og biopolymerer. 

Resultatene varierer, men flere av studiene viser at engangsartikler av fornybare 

råvarer har et lavere fossilt energiforbruk og klimagassutslipp enn engangsartikler 

av fossile råvarer (5, 6, 92, 93, 94). I et prosjekt i regi av EU (2005) (95) 

konkluderes det med at bruk av fornybare råvarer er fordelaktig sammenlignet med 

fossile råvarer dersom man ser på energiforbruk og drivhuseffekt. Fornybare råvarer 

har to fordeler sammenlignet med fossile råvarer. Energiinnholdet i den fornybare 

råvaren kan regnes bort fra det totale energiregnskapet da denne energien er fornybar. 

Dette gir også en fordel ved beregning av et materials eller produkts klimabelastning, 

da fornybare råvarer i seg selv ikke bidrar til et økt utslipp av klimagasser. For fossile 

råvarer er det vanlig å inkludere energiinnholdet i råvaren i energiregnskapet. I tilllegg 

vil bruk av fossile råvarer bidra til et økt utslipp av klimagasser, da de ikke er en del 

av det naturlige CO 2 -kretsløpet.




Mange av studiene som er gjennomført er LCA-studier som sammenligner produksjon 

av PLA med ulike fossile alternativer. I studiene det refereres til under er energiforbruk 

synonymt med forbruk av ikke-fornybar energi fra cradle to gate. Vink et al 

(2010) (92) oppgir at NatureWorks produksjon av PLA basert på mais har et energiforbruk 

på 42 MJ/kg polymer, mens ulike fossile polymerer har et energiforbruk på 

59-138 MJ/kg polymer, inkludert energi i råvaren. Utslipp av CO 2 for PLA oppgis å 

være 1,3 kg CO 2 -ekvivalenter/kg polymer sammenlignet med 1,9-9,1 kg CO 2 -ekvivalenter/kg 

polymer for ulike fossile polymerer. De højeste værdier kommer fra 

polykarbonat (PC) med 7,6 og polyamid (Nylon 6) med 9,1 kg CO 2 -ækvivalenter/kg 

polymer. Dette er dyrere tekniske polymerer og derfor ikke så aktuelle i engangsprodukter. 

De andre fossilt baserede polymerene som er omtales er PE, PP, PET og PS er 

alle opført med 3,4 ellere lavere i CO 2 -ækvivalenter/kg polymer. 

Også for andre biopolymerer rapporteres det et bedre energi- og CO 2 -regnskap. I en 

”review” artikkel av Narayan og Patel (93) varierer energiforbruket for fossile plaster 

fra 72-120 MJ/kg polymer, mens for biopolymerer oppgis det et energiforbruk på 25,4 

MJ/kg polymer for TPS (termoplastisk stivelses polymer) og 81-90 MJ/kg polymer 

for PHA. Andre studier på PHA oppgir et energiforbruk som varierer mellom 69-107 

MJ/kg polymer basert på ulike fermenteringsteknologier (3). En av biopolymerene 

som skiller seg ut er PHB (polyhydroxybutyrate) som er en PHA produsert av bakterier. 

Her er energiforbruket (worst case) 573 MJ/kg polymer. I studien oppgis også 

energiforbruket ved optimalisering av produksjonsprossessen til å være 66,1 MJ/kg 

polymer. Dette er ofte typisk for produksjon av biopolymerer og påpekes i flere 

studier (1, 3, 92, 26). Produksjon av biopolymerer er nye teknologier sammenlignet 

med produksjon av fossile polymerer, som er en mer optimalisert prosess. Produksjon 

av biopolymerer har imidlertid et stort forbedringspotensial ved utvikling av produksjonsprosessene. 

Produksjon av PLA fra Nature Works har redusert energiforbruket 

på noen få år fra 54 MJ/kg polymer til 42 MJ/kg polymer (26, 92). Mer effektive 

produksjonsprosesser, utvikling av bioraffineri der man kan bruke restprodukter fra 

råvaren til å produsere energi til produksjonsprosessen og bruk av avfallsprodukter fra 

jordbruksråvarene i stedet for selve jordbruksvaren er nevnt som endringer som vil 

påvirke energiforbruket og CO 2 - utslippet i positiv retning. 

Det er ikke så mange studier som har sammenlignet engangsprodukter av papir med 

polymerprodukter. Johansson (2005) (96) har sammenlignet papir fra ulike typer 

masser med PLA og tre fossile polymerer (PE, PET og PP). I denne studien har papir 

lavere GWP-verdier (Global Warmning Potential) enn de fossile polymerene, mens 

PLA har høyest GWP-verdi. Resultatene er i høy grad avhengig av hvilke energikilder 

som er brukt i studien. I papirindustrien brukes det ofte mye fornybar energi som gir 

et bedre CO2-regnskap. De høye verdiene for PLA er i stor grad avhengig av antagelser 

som ble gjort i energibruk og energikilder. En studie fra Belgia (5) av flerbrukskopp 

i PC (polykarbonat) og engangskopper i materialene PP, kartong med PE-belegg 

og PLA viser at koppen i kartong har et bedre CO 2 -regnskap og et lavere forbruk av 

fossile ressurser sammenlignet med de andre engangskoppene i PP og PLA. 

Man skal være forsiktig med å bruke LCA-studier, som en fasit, da studiene kan være 

av ulik kvalitet og systemgrensene som brukes vil ha stor innvirkning på resultatet. I 

tillegg vil den funksjonelle enhenten som brukes i studien, f.eks energiforbruk per 

kopp eller energiforbruk per kg polymer produsert, ha innvirkning på resultatet.




Resultatene er også avhengig av om det er en ”cradle to gate” eller ”cradle to grave” 

studie. Likevel kan studiene gi en indikasjon på hvilke produkter som belaster miljøet 

minst innenfor ulike kategorier. I dette avsnittet har det vært fokusert på energiforbruk 

og klimabelastning fra cradle to gate. En annen vigtig parameter som ofte har påvirkning 

på resultatene, inkludert energi og CO 2 -utslipp, i en LCA-studie er avfallsvei og 

avfallsbehandling. Inkludering av avfallsbehandling er komplisert og forholdene kan 

variere mye fra land til land. Det henvises til kap 3.6 for en vurdering av miljøbelastning 

og miljøbelastning knyttet til andre faser i livssyklusen. 

3.5 Kemikalier 

Både i plast- og papirindustrien brukes det mange ulike typer kjemikalier. En kartlegging 

i Danmark viser at det forekommer ca. 1300 stoffer i den danske plastindustri 

(Miljøstyrelsens rapport, 2008). I følge den svenske Kemikalieinspektionen ble det 

levert 3100 ulike kemikalieprodukter til den svenske masse-og papirindustrien i 2004 

(112). 

De kartlagte kemikalier anvendt i plastindustrien viser primært at det er additiver og 

hjelpestoffer som forekommer. Kjemikaliene tilsettes til selve polymeren for å endre 

på polymerens fysiske egenskaper eller tilsettes i prosesseringen for å begrense problemer 

som kan oppstå her. Kjemikalier som tilsettes for å bedre de fysiske egenskapene 

er ofte knyttet til polymerens styrke og varmeresistens. Det kan også tilsettes 

andre typer kjemikalier som for eksempel UV stabilisatorer, antioksidanter, antistatiske 

midler, myknere og farge. I prosesseringen kan det blant annet tilsettes kjemikalier 

som påvirker smeltetemperaturen, sørger for at materialet ikke setter seg fast i 

utstyret (slip/antiblock kjemikalier) og som påvirker flytegenskapene gjennom utsyret. 

Ulike fyllstoffer kan også tilsettes. Bioplaster ligner mye på de konvensjonelle plastene 

ved at det kan være nødvendigt med tilsetninger og hjelpestoffer for å forbedre 

svakheter knyttet til prosessering og fysiske egenskaper. I følge en artikkel på nett 

magasinet Plastic Technology (115) tilbyr biopolymerprodusenter enten polymeren 

som ”ren”, dvs. uten tilsetninger, eller med allerede inkorporterte tilsetninger før det 

selges videre til konvertering. I følge artikkelen er det for biopolymerer stor oppmerksomhet 

på om tilsetningene er biobaserte og nedbrytbare eller begge deler. Det nevnes 

at nedbrytbare tilsetninger egner seg for engangsprodukter eller kortlevede produkter, 

og at det er relevant for disse å oppfylle standard om komposterbarhet, for eksempel 

EN13432. 

Produksjonskjemikalier i masse-og papirindustrien kan deles inn i prosesskjemikalier 

til masseproduksjon og additiver og hjelpekjemikalier i papirproduksjonen. Prosesskjemikalier 

kan være biocider, retensjonsmidler, flokkulanter, skumdempere og 

vaskemidler. Additivene og hjelpestoffene brukes for å gi papiret ulike egenskaper og 

forenkle produksjonsprosessen. Det vanligste additivet til papir er bestrykningskjemikalier 

som består av fyllmiddel og bindemiddel. Fyllmiddelet består oftest av leire og 

kalciumkarbonat. Andre kjemikalier som brukes ved produksjon av papir er våtstyrkemidler, 

farge og optiske hvitemidler. For mer detaljer om kjemikalier i masse-og 

papirproduksjon henvises det til bakgrunnsdokumentet for Svanemerking av Papirprodukter 

– bas-og kjemikaliemodul, versjon 2 (2011).




Både kjemikalier som brukes i plast- og papirindustrien kan ha problematiske miljøog 

helseegenskaper. De kan være tungt nedbrytbare, bioakkumulerende og giftige 

eller være kreftfremkallende og ha hormonforstyrrende effekter. 

I tillegg til kjemikalier som brukes i selve produksjonen av polymer og papir, kan det 

også brukes andre kjemikalier ved konverteringen til engangsartikler, som lim, belegninger 

og trykkfarge. Lim kan bruges til at sikre vedhæftning af forskellige lag i 

flerlagsmaterialer, til å feste etiketter og lignende. Lim kan deles opp i fire hovedtyper; 

a) lim, som er opløselig i vand, kan f.eks. være stivelsesbaseret, kaseinbaseret 

eller syntetisk lim 

b) lim, der kan dispergeres i vand, f.eks. homopolymer 

c) varme-smeltende lim og 

d) polyurethan-baseret, reaktiv lim 

Lim er fremstilt af mange kemiske stoffer og en del av disse kan være problematiske. 

Et eksempel er ved polymerisering af aromatiske og alifatiske isocyanater til polyurethan. 

Her er det af afgørende betydning for risikoen for afsmitning fra lim, at hærdningen 

(polymeriseringen) får lov at forløbe til ende. Ved kontakt med vand kan der 

dannes aminer ud fra isocyanater. I princippet kan alle stoffer i limet migrere ud i 

fødevaren, og mange af de stoffer, der anvendes er ikke vurderet sundhedsmæssigt. 

Fødevarestyrelsen i Danmark har tidligere gennemført en kontrolkampagne af afsmitning 

af primære aromatiske aminer fra lim, hvor der ikke blev fundet problemer (37). 

Lime kan også indeholde sundhetsskadende phthalater og formaldehyde. 

Belegninger eller overflatebehandlingsmidler fungerer som en barriere mellem materialet 

og fødevaren og sørger for god nok kvalitet på artikkelen. Belegningene kan 

være lakker, som epoxylakker, maling, olie- eller paraffinlag (voks), ferniser, silikoner, 

metallag, teflon, emalje, plastfolier etc. Polyethylen er et eksempel på belegning 

som brukes på papirog kartonprodukter. Flere av stoffene som kan brukes i 

belegninger kan være problematiske for helse og miljø. Et eksempel er perfluorforbindelser 

som kan anvendes til imprægnering af papir. Imprægneringen giver 

forbedrede fugt og fedt barriere egenskaber for materialet. Undersøgelser har vist at 

forbindelserne kan migrere i betydelige mængder til fødevaren (43). Produksjon og 

bruk av denne typen fluorforbindelser kan også gi effekter på miljøet ved at de kan 

ophobes i fødekæden og er mistænkt for at have alvorlige helseskadelige effekter. De 

er også persistente og gjenfinnes i miljøet. (ref Klif). Andre stoffer, der anvendes til 

impregnering er silikonprodukter som kan inneholde sykliske siloksaner (f.eks. D4 og 

D5) som myndighetne er bekymret for med hensyn til virkninger på miljøet(Klif). For 

eksempel har oktametylsyklotetrasiloksan (D4) klassificeringen Repr. Cat. 3; R62, 

R53. 

Fyldstoffer kan brukes både i plast og papir og kan tilsettes både av økonomiske 

årsaker og for å påvirke egenskaper til materialet. I plast kan fyllstoffer være talk og 

silisiumdioksid (datablad fra NatureWorks). De mest almindelige fyldstoffer i papir er 

kaolin, fældet kridt, talkum og det meget dækkende (opale) titandioxid. Alle er mineralske 

stoffer, der må betragtes som ikke-fornyelige ressourcer (42). Afhængigt af 

papirtypen indgår der varierende mængder fyldstoffer i papiret. Tilsetting av fyllstoffer 

øger papirets opacitet, men de forbedrer også papirets evne til at binde trykfarve




og påvirker papirets glathed. Endvidere kan nogle fyldstoffer give papiret større 

hvidhed. I trykpapir er det almindeligt med et indhold på 10-20 % fyldstof, mens 

indeholdet i emballagepapir er nogt lavere. Som tidligere nevnt kan fyldstofferne 

indgår også som blandinger i bestrygningslaget på bestrøgne (coatede) papirer. 

3.6 Affaldshåndtering 

Som gennemgangen af flere LCA studier for engangsartikler i kapitel 3.2 viser, er 

produktionen af råmaterialer den livscyklusfase, der har størst miljøpåvirkning. I 

cradle to grave studier er derefter bortskaffelsesfasen vigtig for miljøpåvirkningen. 

Bortskaffelsesfasen afhænger både af hvilke mulige affaldsveje, der findes i det land, 

hvor engangsartikler afskaffes, samt hvilke af disse affaldsveje som konsumenten 

anvender. Størstedelen af produkterne i produktgruppen vil formentlig ende som 

husholdningsaffald eller affald fra spisesteder og udendørs affaldsspande. Afhængig 

af tilgængelige sorteringsmuligheder for affaldet, kan affaldsbehandlingen være 

kompostering, forbrænding, bioforgasning (rötning), deponi eller rescirkulering. 

3.6.1 Kompostering og bioforgasning 

Kompostering 

For biologisk avfall og artikler som er nedbrytbare er kompostering en mulig avfallsvei. 

En engangsartikkel til fødevarer, vil oftest inneholde matrester og derfor kan det 

være naturlig å kaste en slik artikkel i fraksjonen biologisk avfall. Ved kompostering 

vil næringsstoffer bli resirkulert, og råvarene som ble tatt ut av naturen vil bli ført 

tilbake og dermed bli en del av det naturlige kretsløpet. Komposten som dannes kan 

blant annet brukes som jorforbedringsmiddel, organisk gjødsel, dyrkingsmedium og 

jorddekkingsmiddel ved f.eks. hagebruk. I tillegg til resirkulering av næringsstoffer, 

vil bruk av kompost ha en rekke andre positive miljøeffekter. Kompost kan ha en 

erosjonshindrende effekt, og ved tilførsel av organisk materiale til jorda vil dette 

bygge opp humusinnholdet. Humus binder en betydelig mengde karbon og kan dermed 

begrense utslipp av klimagasser som CO 2 og metan. Kompostering av emballager 

af bioplast, papir og karton har imidlertid begrenset gødningsværdien, da materialerne 

hovedsagligt består af C, H og O. Kun polymerer av proteiner, som casein og 

gluten, indeholder plantenæringsstoffet nitrogen (ca. 15 vægt %). Tilsvarende har 

også papir et lavt innehold av nitrogen, og kan ha en negativ effekt på komposteringsprocessen, 

hvis det er større mængder papiraffald i avfallet, som skal kompostere. 

Det fins flere måter å kompostere organisk avfall på. Naturlig kompostering er kompostering 

uten hjelpemidler som skjer i naturens eget tempo, også kalt kaldkompost. 

Kompostering kan også gjøres med enkle kompostbinger, ofte i privat regi. Industriell 

kompostering er en tredje mulighet. Her behandles det organiske avfallet på store anlegg 

der blant annet temperatur, oksygentilgang og fuktighet styres for å optimalisere 

forholdene for mikroorganismene i komposteringsanlegget. Alle de tre typene kompostering 

som er nevnt her, kan være en mulig nedbrytningsvei for en engangsartikkel, 

men standarderne EN13432 og EN 14995 sikrer kun industriel kompostering. 

Forsøpling er et stort globalt miljøproblem, der ikke-nedbrytbart eller tungt nedbrytbart 

materiale ikke forsvinner i naturen. En komposterbar engangsartikkel vil kunne 

antages at brytes ned ved naturlig kompostering, selv om dette vil ta lenger tid enn i et




industrielt anlegg. Ved innsamling av organisk avfall, kan den sendes til et industrielt 

komposteringsanlegg. 

Komposteringsprocessen udvikler også varme, men indvinding af denne er ikke anset 

for at være økonomisk relevant. 

Bioforgasning/rötning 

En annen mulig avfallsvei for organisk avfall og engangsartikler til fødevarer, er bioforgasning/rötning. 

I motsetning til kompostering, som er en aerob prosess, er bioforgasning 

en anaerob nedbrytning av organisk materiale, og vil produsere biogass som 

er en blanding av metan og CO 2 og en råtnerest eller biomasse. Biogass kan erstatte 

fossilt brensel og brukes til å produsere varme eller strøm. Den regnes som klimanøytral 

da CO 2 som slippes ut vil være biogent CO 2 . Det vil derfor ikke bidra til økt 

utslipp av klimagasser i motsetning til forbrenning av fossile ressurser. Råtneresten 

kan brukes som gjødsel eller jordforbedringsmiddel i landbruket eller komposteres til 

kompost. 

Miljøstyrelsen i Danmark har undersøkt nedbrytbarheten til 13 bionedbrydelige plastposer 

(100). Forsøget tyder på at det anaerobe miljø i et termofilt biogasanlæg ikke er 

tilstrækkelig til at nedbryde de bionedbrydelige plastposer, der er fremstillet af andre 

materialer end polymeriseret mælkesyre (PLA) fuldstændigt, og at en efterkompostering 

er nødvendigt hvis poserne ønskes nedbrudt fuldstændigt inden spredning sammen 

med gødning på landbrugsjord. Det er dog ikke nærmere beskrevet, hvad der 

ligger i termen ”bionedbrydelige poser”. Udover at der oplyses at det er affaldssposer 

fremstillet af forskellige typer syntetiske polymerer som producenterne angiver som 

biologisk nedbrydelige. Hovedparten af de undersøgte bioplastposer er ifølge leverandøroplysninger 

testet som værende komposterbare ifølge internationale standarder. 

Der er dog ingen direkte henvisning til EN 13432 i rapporten (98). 

Standarder 

Det er flere standarder der henvises til når det gjelder komposterbarhet og bioforgasning. 

I Europa anvendes EN 13432, som fastlægger krav og metoder til at bestemme 

muligheden for kompostering og anaerob behandling af emballage og emballagematerialer. 

Standarden gjelder for aerob kompostering og anaerob bioforgasning af emballage 

i kommunale eller industrielle biologiske affaldsbehandlingsanlæg, og kræver at 

90 % af materialet er nedbrudt efter 180 dage (108). 

Kravene stilles ud fra fire egenskaber: 

1) bionedbrydelighed 

2) desintegration under biologisk behandling. 

3) indvirkning på den biologiske behandlingsproces 

4) indvirkning på kvaliteten af den færdige kompost. 

Kemisk og umodificeret naturlige bestanddele, såsom træ, træfiber, bomuldsfibre, 

stivelse, papirmasse eller jute, betragtes som biologisk nedbrydelige og kræver ikke 

en test for at vise deres bionedbrydelighed. Men indholdet af f.eks. lignin i træprodukter 

kan gøre at materialet ikke kan overholde de generelle kriterier for bionedbrydelighed 

(90% bionedbrydning i seks måneder). Dette resultat anses af kritikere af 

EN13432 som bevis for, at kriterierne ikke er tilfredsstillende. Lignin er et meget




komplekst naturmateriale, som langsomt nedbrydes (99). For kompost anses det dog 

ikke negativt at der findes et moderet indhold af lignin, da det er det der er med til at 

danne humus i jorden (99). 

Det findes minst to forskellige mærker, som kan anvendes når denne standard er 

opfyldt, The Seedling Logo og OK Compost. Se mere om disse i kapitel 5. 

ASTM D6400 er en amerikansk standard for komposterbarhed, som er meget lig EN 

13432:2000. Standarden beskriver retningslinjer for hvilke plastmaterialer der opfattes 

som komposterbare i kommunale og industrielle aerobe komposteringsanlæg. Dog 

adskiller ASTM D6400 sig fra EN 13432 ved kun at kræve 60% nedbrydning af 

materialet efter 180 dage, hvor EN 13432 kræver at 90% er nedbrudt efter samme 

periode (108). 

Derudover findes EN 14995, der anvendes til at dokumentere komposterbarhed for 

plastmaterialer. Standarden er sammenlignelig med EN 13432 der gælder for 

emballage materialer. 

3.6.2 Resirkulering, deponi og forbrenning 

Resirkulering 

Resirkulering er en tredje mulig avfallsvei for engangsartikler. Ved resirkulering vil 

materialet kunne brukes på nytt og dermed bliver ressursforbruket knyttet til produksjon 

av råmaterialet redusert. Engangsartikler av syntetiske polymerer som er basert 

på plantemateriale, f.eks. grøn polyetylen, er egnet for resirkulering. En engangsartikkel 

som er komposterbar, vil ofte ikke være egnet for resirkulering da den vil brytes 

ned. Der findes dog teknikker for mekanisk eller kemisk recirkulering af bioplaster. 

Disse er dog pt. ikke udbredte i Norden. I flere lande samles også produkter av karton, 

f.eks. drikkekartong, inn for resirkulering. Hvilke produkter som anses som resirkulerbare, 

varierer imidlertid fra land til land, også i Norden. En vigtig forutsetning for å 

utnytte mulighetene ved resirkulering av avfall, er at det fins en innsamlingsordning 

for den aktuelle materialtypen. Innsamling av f.eks. plasttypen PET fungerer godt, da 

flasker av PET er en del av pantesystemet i mange land. 

Miljøstyrelsen i Danmark har undersøgt, hvornår der er en miljømæssigt gevinst ved 

at genanvende plast emballager til fødevarer og hermed engangsartikler frem for at 

sende det til forbrænging med energiudnyttelse. Her fremgår det, at der kun ses en 

positiv effekt ved recirkulering, hvis plast emballegen er stort set ren – kun en meget 

lille forureningsgrad kan betale sig (35). En norsk studie som har sett på klimagassutslipp 

viser imidlertid at materialgjenvinning gir et klart bedre klimaregnskap og 

energiregnskap enn forbrenning med energiutnyttelse for plastemballasje (124). Noen 

LCA-studier viser også at materialgjenvinning generelt gir en lavere miljøbelastning, 

særlig når det gjelder energiforbruk og klimagassutslipp, uavhengig av om produktet 

består av fossilt eller fornybart materialet (108). 

Deponi 

Deponering av avfall er fortsatt en relevant avfallsvei. Det er imidlertid stort fokus på 

å redusere mengden avfall som deponeres, særlig organisk avfall. En av grunnene til 

dette er EU´s deponeringsdirektiv der setter grænser for hvor meget organisk affald 

fra husholdninger EU-landende må deponere. Der findes derfor stadig deponi i EU,




men det afvikles løbende. Ud fra en klimamæssig vinkel er det meget miljøbelastende 

at deponere bionedbrydeligt affald, da der her dannes metan, som er en 21 gange 

værre drivhusgas end CO 2 . 

Forbrenning 

Når det er stort fokus på å redusere mengden avfall som sendes til deponi, vurderes 

også andre måter å bli kvitt avfallet på. En mulighet er forbrenning. Det fins flere 

typer forbrenningsanlegg. De enkleste brenner avfallet uten å gjenvinne varmen som 

produseres. Mer kompliserte anlegg vil gjenvinne varmen og bruke denne enten til å 

produsere elektrisitet eller varme som kan sendes ut i et fjernvarmeanlegg. Miljøgevinsten 

ved forbrenning av avfall er at det produseres energi som kan erstatte forbrenning 

av fossile ressurser. Dersom avfallet som brennes i tillegg består av fornybart 

materiale, vil det kun slippes ut biogent CO 2 og mengden klimagasser i atmosfæren 

vil ikke øke. Denne antagelse er dog afhængigt af om dyrkningen af afgrøden ikke har 

resulteret en ”land use change” med øget CO 2 udslip . Hvor stor gevinsten er, vil også 

være avhengig av hvilke energibærere man antar at avfallet vil erstatte. I tillegg til 

klimagassutslipp, vil utslipp til luft av andre miljøskadelige stoffer, som NOx, VOC 

og dioksiner også være relevante miljøparameter, men med dagens avfallforbrenningssystemer 

i Norden er disse godt regulert. 

3.6.3 Håndtering av husholdningsavfall i Norden 

Det er relativt store forskjeller i hvordan avfall behandles i de nordiske landene. 

Tabell 3 gir en oversikt over behandling av husholdningsavfall. 

Tabel 3. Nordisk oversigt over fordelingen af husholdningsaffald for forskellige 

behandlingstyper. Kilder: Tal fra DK ”Affalds Statistik 2006, tabel 5.1 (104). Tal 

fra NO fra Statistik Centralbyrå (102), Tal fra SE ” www.avfall sverige.se” (107) 

tal fr FI fra Statistikcentralen i Finland, internet (103). 

Affaldshåndtering Norge Sverige Finland Danmark 

Deponering og andet 17% 4% 50% 10% 

Forbrænding med energigenvindning 31% 47% 18% 61% 

Bioforgasning el kompostering af organisk affald 

fra dagrenovation 

8% 10% 10% 1% 

Anden materialegenanvendelse incl. haveaffald 44% 39% 32% 29% 

Ud fra ovenstående data ses det, at der i Danmark er størst sandsynlighed for at det 

organiske affald sendes til forbrænding med energigenindvinding. I Finland, Norge og 

Sverige genanvendes en større del af det organiske affald. En engangsartikkel i kontakt 

med mat kan, som tabel 3 viser, havne i ulike fraksjoner i de nordiske land, og 

dette er både avhengig av hvilke avfallsfraksjoner som er tilgjengelig for forbrukeren 

og hvilken avfallsvei forbrukeren velger å bruke. 

3.6.4 Avfallshåndteringens betydning for engangsartikler 

Det er vanskelig å si generelt, hvilken avfallsbehandling som er best miljømessig. 

Resultatene varierer og er ofte avhengig av forutsetningene som legges til grunn i 

studien. Det er vanskelig å sammenligne miljøgevinst direkte fordi den vil kunne 

variere mellom ulike parametere, som klimagassutslipp, utslipp av forurensende




stoffer til luft og nytteverdi av produktet som produseres. I tillegg er det begrenset 

styrbarhet på dette området. Den nasjonale avfallspolitikken og forbrukerens adferd 

har Nordisk Miljømerking liten påvirkning på. I en slik situasjon er det et ønske å 

stimulere til produkter som kan passe inn i så mange ulike behandlingsveier som 

mulig, så deponi dermed undgås. 

Et dansk studie konkluderer at ud fra et energi- og klima-synspunkt er forbrænding 

med effektiv energiudnyttelse dem bedste affaldsvej for engangsartikler af fornybare 

råvarer som f.eks. bioplast (100). Dernæst vil bioforgasning være en god løsning, da 

man her kan udnytte energien til biogas, men da meget få bioplaster kan nedbrydes i 

biogasanlæg er denne affaldsvej ikke så relevant for produkterne i produktgruppen. 

Derfor vil kompostering være et godt alternativ og den bedste affaldsvej, specielt på 

de steder hvor forbrænding med effektiv energiudnyttelse ikke er muligt. 

Der er stor forskel på affaldssystemerne i Norden, og det giver derfor mere mening 

med et krav om komposterbarhed i nogle lande end i andre. I Danmark og Sverige 

findes ingen fraktion i dagrenovationen for produkter, der kun er komposterbare, men 

ikke kan gå til bioforgasning. Her er det derfor mest sandsynligt at sådanne produkter 

vil ende i det usorterede affald og gå til forbrænding med energiudnyttelse. I Finland, 

hvor ca. 50 % (i 2008) af husholdningsaffaldet deponeres og hvor der findes en fraktion 

for komposterbart materiale, giver et krav om komposterbarhed mere mening da 

affaldet, dermed kan undgå at ende til deponi. I Norge komposteres 93 % af den indsamlede 

organiske fraktion (incl. have og park affald) og kun en mindre del af husholdningsaffaldet 

forbrændes med energiudnyttelse, så her vil komposterbarhed også 

være relevant. Når man ser samlet på Norden vil det derfor anbefales at der stilles 

krav til komposterbarhed for produktet. 

3.7 RPS analyse 

Analysen er her fokuseret på engangsartikler af bioplast, da der i Svanens basismodul 

for papir er udarbejdet RPS-analyse for papir og udvalgte pap produkter og fundet høj 

RPS. For papir, karton og masse svarer de miljømæssige problemer til dem der kommer 

i forbindelse med skovdrift og selve papirproduktionen. Der er derfor relevant om 

træråvaren kommer fra bæredygtigt skovbrug, mængden af emissioner til luft og vand 

i produktion, energi-forbrug, og at de kemikalier, der anvendes ikke skader miljøet 

eller sundheden. 

Dette kapitel inderholder gentagelser af noget af det, som er kommet frem i de tidligere 

kapitler og bør derfor ses på som en opsummering og kategorisering i relevans, 

potensiale og styrbarhed. 

3.7.1 Relevans 

Relevansen = Miljøbelastninger knyttet til produkterne 

Som tidligere nævnt er produktionen af råmaterialer den livscyklusfase med størst 

miljøpåvirkning med hensyn til energiforbrug og klimabelastning og her er bortskaffelsesfasen 

afgørende for nettoresultaterne. Transport og produktion af emballagen er 

af lille betydning (1).




Andre væsentlige miljøeffekter fra den foreslåede produktgruppe er relateret til ressourceforbrug 

med fokus på indholdet af fossilt kulstof i råvarerne. Brug af land vil 

være en miljøbelastning i større eller mindre grad for alle materialetyperne. 

Produkterne er som udgangspunkt engangsprodukter og producerer derfor en betydelig 

affaldsfraktion. Hvor stor en andel, der genanvendes af de enkelte materialetyper 

afhænger især af de forskellige nationale systemer for affaldssortering og -genanvendelse. 

Men en betydelig del vil gå til kompostering eller forbrænding alt efter materialetype 

og affaldssystem i det pågældende land. 

Yderligere miljøbelastning kan forekomme ved forarbejdning og trykning. En vigtig 

parameter i tilfælde af konverterede/forarbejdede materialer, er migration og udbredelse 

af forskellige skadelige stoffer fra materialet til fødevarer. Dette kan være i lim, 

trykfarve eller blødgørere i plastik. 

3.7.2 Potentiale 

Potentiale = Muligheder for miljøforbedringer, med andre ord, at der er miljømæssige 

forskelle mellem produkterne og et potentiale for at forbedre produkterne. 

(Differentieringsmuligheder) 

I og med at produktion af råmaterialer og bortskaffelse er de to vigtigste livscyklusfaser 

for hvordan et materiale eller et produkts miljøpåvirkning ser ud, er det også i 

disse to faser der er størst potentiale for miljøforbedringer. På produktionsområdet 

drejer det sig især om at mindske energiforbruget. Da mange af biopolymer materialerne 

er unge, bør der være potentiale for at optimere på produktionsprocesserne. 

Klimabelastning 

Udslippet af drivhusgas fra fornybar plast er ikke lig med nul, da der oftest anvendes 

fossil energi til dyrkning af råvaren, transport og fremstilling af bioplasten. For første 

generations bioplaster som PLA kan udslippet af CO 2 og energiforbruget til fremstilligen 

være sammenlignelig med de fossile plaster. En ændring fra fossil plast til første 

generations bioplast vil dermed medføre en mijøgevist i form af det fossile kul fra 

råvaren (feedstocken) fjernes og erstattes af bioplast bestående af biogent CO 2 . Cargill 

Dow (NatureWorks) som producerer PLAen, beskriver næste generations PLA med 

en yderlig forbedring af energiforbrug og CO 2 belastning ved bl.a. at anvende restprodukter 

fra afgrøde produktion som f.eks. stængler, blade og avner fra korn som 

feedstock. Derved spares den potentielle energi, der er i råvaren som f.eks. i korn. 

Lignin fraktionen fra dette kan tilmed bruges som thermal energi i produktionen. (26). 

Samtidig kan biomassen, som anvendes som råvare til bioplasten, være affaldsprodukter 

fra forskellige fødevareproduktioner eller biprodukt fra produktionen af biobrændsel 

som glycerol (27). 

Resurceforbrug 

Da en stor andel af engangsartikler til fødevarer som er på markedet i dag produceres 

af fossil plast som PE, PET og PS findes der indenfor produktgruppen et potentiale i 

at rykke forbruget af fossile råvare over på fornybare råvare. Det vil have en positiv 

effekt på forsyningshorisonten for fossil carbon.




Kemikalier 

Ved produktion af materialene anvendes industrielle prosesser og der er tale om 

produker i kontakt med fødevare. Det gør at der også er et potentiale for at redusere 

og substituere brug af miljø- og sundhedsskadelige kemikalier. Der findes f.eks. 

internationale regler og anbefalinger for hvilke kemikalier som kan anvendes. 

Papirprodukter 

For papir har Miljømærkning af andre papirprodukter vist, at der er miljømæssige 

forskelle mellem produkterne på markedet. Potentiale til at mindske miljøbelastningen 

fra forbrugsartikler af papir i kontakt med fødevarer er derfor samme som for andre 

produkter af papir (se baggrundsdokument for hygiegneartikler). 

Fokus på engangsartikler af bioplast 

Nordisk Miljømærkning kan være med til at styre mod bedre bioplaster, da der idag 

ikke findes nogen klar definition af hvad, der kan kaldes en bioplast. Det er f.eks. 

ingen myndighedsregler, der forhindrer at plaster som kun er delvis nedbrydelige eller 

som indeholder en blanding af fossile og fornybare råvarer kan markedsføres som 

”komposterbare bioplaster”. Det er heller ikke sikkert at forbrugeren kan skelne 

mellem delvis og helt nedbrydelige plaster samt fossil plast, plast af fornybare råvarer 

og blandingsplast. 

Nordisk Mijømærkning ser også et potentiale i at sætte fokus på miljøbelastningen fra 

denne produktgruppe og et behov for en tredjepart godkendelse af de miljøpåstande 

som anvendes i markedsføringen. Ved at Svanen går ind på dette produktområde 

sendes der også et signal om at her findes en miljøbelastning som kan reduceres. 

3.7.3 Styrbarhed 

Styrbarhed = muligheden for at sætte styrbare krav for miljøbelastningen 

Granulat produktionen af bioplast foregår oftest på store virksomheder rundt om i 

verden. Disse virksomheder vil formentlig ikke være produktgruppens licenshavere, 

men i stedet deres kunder som er virksomheder, der enten selv producerer eller er 

leverandører af engangsservice og andre engangsforbrugsartikler. Derfor vil en del at 

dokumentationen ofte komme fra en underleverandør – plastproducenten. Det har 

tidligere i forbindelse med andre Svanekriterier, hvor plast indgår, været problematisk 

at få data fra producenterne. I forbindelse med denne kriterieudvikling er indtrykket 

dog en smule anderledes. Her er bioplastproducenterne bevidste om hvad en af deres 

vigtigste konkurrence parametre er, nemlig miljø, da prisen ofte er ca. dobbelt så høj 

som for fossil plast. Derfor er det en nødvendighed, at kunne fremskaffe miljødata for 

deres produkter. Der er udarbejdet op til flere miljøvurderinger af bioplaster med data 

for energiforbrug og CO2 belastning. Så her vurderes styrbarheden at være god, selv 

om det med hensyn til sporbarhed for landbrugsråvarer skal indhentes dokumentationen 

hos plastproducentens underleverandører. 

Styrbarheden med hensyn til affaldsbehandlingen er forholdsvis lav, men der er 

mulighed for at påvirke produktets affaldsvej ved at det tydeligt fremgår af embal-




lagen og selve produktet at en Svanemærket engangsartikel er komposterbar, så forbrugeren 

kan skelne bioplast fra fossil plast i lande, hvor der findes en fraktion for 

komposterbart affald. 

For krav til tilsætninger, fyldninger og belægninger vil producenten af engangsartiklen 

skulle indhente erklæringer om indholdstoffer fra sine underleverandører. Det 

samme er tilfældet i mange af Svanens andre produktgrupper. Det er nødvendigt at 

producenten af en Svanemærket engangsartikkel til fødevarer har kontrol over de 

indgående materialer og kemiske stoffer til produktionen. 

Miljømærkningen kan være med til at øge efterspørgelsen af miljøtilpassede produkter, 

samt give en fokus på disse nye produkter på markedet. Øget efterspørgelse på 

fornybare plaster kan give øget produktionsvolumer og sænke priserne på plasten. En 

øget efterspørgsel og fokus vil også kunne stimulere udviklingen af nye generationer 

af bioplaster fra bioraffinaderier. 

3.7.4 Resultat af RPS-analyse 

Analysen viser, at der overordnet er god RPS for produktgruppen. Miljøgevinsten 

ligger hovedsagligt i at flytte forbrug af engangsartikler overpå produkter af fornybare 

råvare, lavt energiforbrug i produktionen og samtidig stimulere udviklingen af bioplaster. 

Således at der for de fremtidige produkter af bioplast også vil være et yderligere 

reduceret energiforbrug i produktionen. 

På trods af den store variation i affaldssystemerne i Norden og de dermed forskellige 

affaldsveje for engangsartikler af bioplast, karton og papir vil man kunne forvente en 

miljøgevinst for produktgruppen, hvis man regner med at produkter af bioplast eller 

papir erstatter produkter af fossil plast. Samtidig har kriterieudviklingen fokus på at 

sætte krav til problematiske tilsætningsstoffer i engangsartikler. 

Det vil også være en miljøgevinst ved at sikre at produktet enten kan komposteres 

eller er recirkulerbart. 

4 Det nordiske marked 

I Norden findes flere producenter af engangsartikler af papir og karton. Samtidig 

findes der virksomheder, der producerer engangsartikler af bioplast som for eksempel 

PLA, men de står kun for selve konverteringsprocessen. Biopolymerproduktion findes 

endnu ikke i Norden. I Tyskland findes Plantic Technologies, der producerer en 

stivelse polymer og der skulle efter sigende opstarte en PLA produktion i Tyskland i 

2012. Det fremgik af Svanens branche seminar for Engangsartikler til fødevarer 

afholdt i januar 2011 at der findes flere importører af engangsartikler af bioplast i 

Norden. 

I årenes løb er der modtaget flere interessetilkendegivelser i forbindelse med miljømærkning 

af engangsemballager til fødevarer. I bilag 4 ses tabel udarbejdet i forbindelse 

med forstudiet for produktgruppen som giver en oversigt over officielle interesse 

tilkendegivelserpå daværende tidspunkt. Samtiding modtog Miljømærkningen




en del interessetilkendegivelser i forbindelse med brancheseminaret for Engangsartikler 

til fødevarer afholdt i januar 2011. 

Det har været svært at finde tal for størrelsen af branchen for produktområder som 

produktgruppen omfatter. Engangsartikler til fødevarer indgår som en del af andre 

store produktkategorier, så klar statistik kan ikke tilvejebringes. I forbindelse med 

forstudiet i 2009 blev der foretaget en undersøgelse af en ekstern konsulent fra Enact 

Sustainable Strategies AB. Undersøgelsen viste at salget er fire gange større i det 

professionelle segment end i detailhandlen. 

Antallet af varer i produktgruppen er stort. Et finsk selskab, der er interesseret i at 

Miljømærke deres engangsartikler, fortæller at de sælger 10 millioner tallerkener til 

en kunde i Sverige og 20 millioner tallerkener til en kunde i Norge. 

5 Andre mærkningar 

På GENs (Global Ecolabelling Network) hjemmeside findes der oplysninger om 

udenlandske mærkninger af forskellige typer af engangsartikler til fødevarer. F.eks. 

findes Kinas mærkning CEC for ”Disposable Food & Drink Container” og Canada’s 

EcoLogoM Program for ”Food Containers”(116). Af andre mærkninger for denne 

produkttype på det nordiske markedet kan nævnes FSC mærkning, som anvendes på 

bearbeidede produkter selv om det er et merke som bare dekker skogsdriften. 

Mærking af komposterbarhed. 

Egenskaben komposterbarhed markedsføres på produkter og anvendes af og til 

fejlagtigt som et miljømærke. Mærker for komposterbarhed som findes på det 

nordiske markedet er The seedling logo og OK Compost, som begge baserer sig på 

standarden EN 13432. 

The seedling logo 

Der findes en international mærkningsordning for bionedbrydelig komposterbar 

emballage. Bioplast industrien støtter op om at deres branche anvender den harmoniserede 

europæiske standard EN 13432 eller EN 14995 og dermed mærker deres 

produkter med The Seedling logo. The Seedling Logo anvendes i Tyskland, 

Storbritannien, Polen og Holland (55). 

OK Compost 

Certificeringsvirksomheden Vincotte med hovedkontor i Belgien har udviklet 

følgende mærkeordninger: 

 

 

 

 

OK Compost 

OK Compost home 

OK Biodegradable 

OK Biobased




between 

20 and 40% 

Biobased 

between 

40 and 60% 

Biobased 

between 

60 and 80% 

Biobased 

more than 

80% 

Biobased 

Figur 2. OK Compost & OK biodegradable logoer 

Deres OK Compost certificering er i overensstemmelse med standarden EN 13432. 

Derudover har de udviklet certificeringsordningen OK Compost Home, som kan gives 

til produkter der også kan komposteres ved hjemmekompostering hvor der ikke er den 

samme varme til stede (59). 

OK Compost & OK biodegradable logoer, som vist i figur 2, er allerede præsenteret 

på et stort og varieret udbud af produkter 1 , herunder poser til organisk affald, indkøbsposer, 

trykte etiketter, emballage til fødevarerr, tallerkner og bestik. Det sidste skud 

på stammen fra Vincotte er OK Biobased. NatureWorks Ingeo fremgår på Vincottes 

liste over produkter som er certificeret efter OK Biobased. Mærkene anvendes også 

internationalt. Ovenforfor i figur 2 ses OK Biobased stjerne system. Antallet af 

stjerner angiver hvor stor en andel af fornybare materiale der indgår i produktet. Det 

højeste interval er fra 80 % og op og er angivet med 4 stjerner (59). 

Miljøanprisninger som bioplast m.m. 

Udover de nævnte mærkninger ovenfor findes der indenfor produktgruppens produkttyper 

flere forskellige miljøanprisninger som for eksempel ”bioplast”, ”biobaseret” og 

”bionedbrydelig” som ofte anvendes om produkterne uden henvisning til mærkning 

eller standard. Disse begreber sikrer dog ikke nødvendigvis at produktet består af 

bæredygtige fornybare råvarer, en energieffektiv produktion eller at produktet kan 

komposteres eller bioforgasses. 

6 Om kriterieutviklingen 

6.1 Mål med kriterieutviklingen 

Projektets mål er at uarbejde forslag til kriterier (forslag til kriterier, baggrundsdokument 

og høringssammenstilling) for Engangsartikler til fødevarer. Budskabet skal 

være at svanemærkede engangsartikler er fremstillet af fornybare råvarer og har en 

lille klimapåvirkning. Under kriterieudviklingen er det undersøgt om budskabet også 

skal være at svanemærkede engangsartikler er komposterbare eller recirkulerbare. 

Svanens Basis- og Kemikaliemodulet for papir version 2 har dannet grundlaget for 

papir kravene. Målet med plastkravene har været at de skulle centreres omkring krav 

1 http://www.okcompost.be/en/certified-products/




til fornybare råvare, evt. nedbrydelighed og energiforbrug eller et GWP krav. For 

opbygningen af kriteriedokumentets struktur skulle der kigges på strukturen for 

Hygiejne produkter. 

6.2 Om denne kriterieudvikling 

Projektet med at udvikle kriterier for svanemærkning af Engangsartikler til fødevarer 

blev opstartet i april 2009. Forinden det har Nordisk Miljømærkning udarbejdet et 

Forstudie for at undersøge mulighederne for at udvikle Svanekriterier for produktområdet. 

Heidi Bugge har været projektleder for både forstudie og kriterierudviklingen og har 

samtiding fungeret som dansk PGA. Øvrige projektdeltagere har været Eline Olsborg 

Hansen som norsk PGA, Sami Karelahti som finsk PGA og først Maria Göransson og 

derefter Ann Strömberg som svensk PGA. Elisabeth Magnus fra Norge har været 

områdekoordinatior gennem hele perioden. 

I forbindelse med kriterieudviklingen har der været et samarbejde med Force Technology, 

der som en del af innovationsnetværket PlastNet sideløbende har kørt et projekt, 

hvor formålet har været, at undersøge mulighederne for produktion og levering af 

engangsartikler i bioplast til detailhandel og forbrugere samt at undersøge produkternes 

miljøperformance. Dette har udmundet i rapporten ”Engangsartikler i bioplast i 

Danmark” fra 2010 udgivet af Force Technology via LCA Center Danmark (1). Et 

delmål har været at give input til kriterierudviklingen hos Nordisk Miljømærkning. 

Projektgruppen har også haft kontakt med en række aktører fra branchen (både virksomheder 

og interesseorganisationer) i forbindelse med et afholdt nordisk brancheseminar 

i januar 2011, hvor udkast til kriterierne blev gennemgået. Kriterierne har 

været i offentlig høring efteråret 2011. 

7 Motivering af kravene 

I dette kapitel er baggrunden til de enkelte krav begrundet. De enkelte krav er kort 

beskrevet, men for at se den fulde kravtekst henvises der til kriteriedokumentet. 

7.1 Produktbeskrivelse 

K1 Informatioin om produktet 

Ansøger skal give en beskrivelse af produktet og fremstillingsprocessen, inklusiv 

konverteringen. Underleverandører skal beskrives med virksomheds navn o.s.v. 

Bagrunden for kravet 

Hensigten med kravet er at give et tilstrækkeligt billede af engangsartiklens og eventuel 

enkeltemballage livsforløb: hvilke råvarer og produktionsprosesser som benyttes, 

hvilke belægninger og tilsætningsstoffer som anvendes, etc. Produktionen af engangsartiklen 

opdeles her i fremstillingen af selve hovedmaterialet som for eksempel poly-




meren eller papirmassen og derefter konverteringen, som er her defineret som den 

efterfølgende udformning af engangsartiklen med udgangspunkt i den færdige 

polymer, papirmasse, træfibre eller andet hovedmateriale. 

7.2 Miljøkrav 

K2 Materialesammensætning 

Mindst 90 vægt % af alt materiale som anvendes i produktionen af den svanemærkede 

engangsartikel skal være fornybart. Her findes en undtagelse for uorganiske fyldstoffer 

op til 20 vægt %. 

Baggrunden for kravet 

Ressourcemæssigt er anvendelse af fornybare råvarer bedre end fossile råvarer som 

råolie og naturgas jf. afsnit 3.3.1. Det vil hjælpe til en større uafhængighed af fossilt 

kulstof og fornybarheden gør det muligt at genopbygge ressourcen. Ved at stille krav 

om en høj andel af fornybare råvarer i svanemærkede engangsartikler til fødevarer er 

produktgruppen med til at mindske disse produkters miljøbelastning da fornybare 

råvarer i sig selv ikke bidrager til et øget udslip af klimagasser. CO 2 der frigives i 

affaldsfasen for produkterne er biogent CO 2 og er derfor til at starte med fjernet fra 

systemet. Dermed er der balance i CO 2 regnskabet. Denne CO 2 balance er dog afhængig 

af at det antages at de ”land use changes” der er forårsaget af en øget efterspørgsel 

af biomasse ikke inddrager rydning af arealer, der vil give en øget CO 2 frigivelse. Da 

arealer til dyrkning af råvarer ikke er en ubegrænset ressource vil vi heller ikke kunne 

betragte fornybare råvarer som en ubegrænset ressource, men i stedet som en fornyelig 

ressource. Se envidre afsnit 3.3.2 for beskrivelse af denne problemstilling. Til 

sammenligning vil udvinding af råolie og gas føre til øget udslip af klimagasser til 

atmosfæren, da dette er råvarer som ikke er en del af det naturlige CO 2 -kredsløb. 

Der er i forbindelse med kriterieudviklingen undersøgt hvor høj en andel af fornybart 

materiale, som det er muligt at kræve. Der må gives mulighed for at produkterne kan 

indeholde diverse fyldstoffer, tilsætninger og belægninger, som ikke nødvendigvis er 

af fornybart materiale for at opnå specifikke funktionelle egenskaber i det færdige 

produkt. Visse papirprodukter indeholder en del fyldstof, for eksempel i form af 

calcium karbonat. Andre ikke-fornybare materialer kan være tilsætninger og belægningner. 

I forstudiet for Fornybare engangsartikler er der foreslået en produktgruppedefinition, 

hvor materialet skal bestå af mindst 75 % fornybar råvare i form af papir, 

vedfibre, bioplast eller kombinationer af disse som samtidig er biologisk nedbrydelige. 

Efter det afholdte brancheseminar var der usikkerhed omkring hvor kravniveuet 

skulle ligge og kravet blev derfor sat til mindst 90 % fornybare råvarer. Under høringen 

kom der flere kommentarer på at dette krav var for svært at efterleve og at der 

både for papirog bioplast produkter er behov for en vis andel uorganiske fyldstoffer. 

Der er derfor indført en undtagelse for kravet om mindst 90 vægt % fornybare råvarer 

for op til 20 vægt % uorganiske fyldstoffer, som f.eks. kaolin, calcium carbonat, kalk 

og silikater. Pigmenter regnes ikke som fyldstoffer men i stedet som et additiv. 

Eventuelt enkelteemballage som f. eks. Papir rundt om spisepinde er også omfattet af 

kravet og skal medregnes som en del af produktet.




K3 PVC og PVDC 

PVC og PVDC må ikke indgå i engangsartiklen eller primæremballagen. 

Baggrund for kravet 

PVC (polyvinylklorid) och PVDC (polyvinylidenklorid) är båda en typ av polyvinylklorid. 

PVDC innehåller dubbelt så mycket klor, generellt är det dock mindre 

mjukgörare i PVDC-film än i PVC-film (46). 

De viktigste problemområdene for PVC er avfallsbehandlingen, bruken av additiver 

og dioxinutslipp blant annet ved produksjonen av PVC. Ved fremstilling av klor 

(kloralkalieprosessen) og ved produksjon av PVC kan det dannes små mengder dioksiner 

som er svært giftige. Hvis teknologien og sikkerheten på produksjonsanlegget er 

i orden, anser PVC Informationsrådet i Danmark, at størstedelen av dioksinutslipp 

oppfanges, men ikke alt (67). I mindre moderne anlegg kan dioksiner frigis til mennesker 

og miljø ved utslipp fra produksjonen av PVC (68). For at undgå at forbrænde 

PVC skal PVC-affald sorteres fra og afleveres særskilt, på genbrugsstationen i 

Danmark. Det indsamlede PVC går til genanvedlese eller deponi alt efter egnethed. I 

2002 blev der i Danmark indsamlet 1100 tons, hvilket svarer til 3 % af de samlede 

affaldsmængder og 16% af de affaldsmængder, der potentielt kan genanvendes (114). 

De andre nordiske lande har ingen krav om særskildt sortering. 

PVC er avhengig av stabilisering for at tåle den temperatur som er nødvendig ved 

fremstillingen av et PVC produkt (ekstrudering, sprøytestøping ol.). Stabilisatorene 

kan være basert på bly, metallblandinger (som barium-zink og calcium-zink) eller 

tinn. PVC-industrien i Nord-Europa har faset ut bruken av bly i stabilisatorer, og det 

er utarbeidet en plan for utfasing i hele Europa innen 2015. Mellan 2000 och 2009 

hade användningen av bly som stabilisator minskat med 68 % (69). Det är numera 

förbjudet att använda kadmiumföreningar för stabiliseringr eller färgning av plast 

(70). 

Ca. 50 % av klorionene i forbrenningsanlegg i Europa kommer fra PVC. De største 

miljøproblemene forbundet med forbrenning av PVC er utslipp av dioksiner og dannelsen 

av avfall ved nøytralisering av saltsyeren som dannes. Avfallsforbrenning ga 

ca. 40 % af den totale emisjon av dioxiner i EU i perioden 1993-1995, men moderne 

renseteknologi har redusert utslippene betraktelig. I EU setter avfallsdirektivet 

(91/689/EC) grenser for emisjon av dioxin fra forbrenningsanlegg. Avhengig av 

teknologi for rensingen av røykgassene, dannes det mellom 0.4 og 1.7 kg nøytralisert 

restavfall per kg PVC som forbrennes (73). Dette avfallet kan i tillegg inneholde tungmetaller 

som vanskeliggjør gjenbruk. Totalt sett kan man si at miljøbelastningene 

knyttet til produksjon, bruk og avskaffelse av PVC blir stadig mindre, blant annet pga. 

ny kunnskap og teknologisk utvikling. Men alt tyder på, at det fortsatt er store problemer 

forbundet med PVC. Det er heller ikke god nok kontroll med PVC som importeres 

til EU og Norden fra andre deler av verden.




K4 Recirkuleret materiale 

Recirkuleret materialet kan ikke anvendes. 

Recirkuleret materiale defineres her som materiale eller råvarer som er postconsumer. 

Materialespild, der genbruges fra egen eller anden virksomheds 

produktion renges ikke som recirkuleret. 


Nordisk Miljømerking ønsker ikke å tillate bruk av resirkulert plast eller papir og 

karton i en svanemerket engangsartikkel. Med resirkulering menes innsamling fra 

forbrukerleddet og ikke avkapp og lignende i egen produksjon. Både resirkulert plast 

og papir kan inneholde ukjente stoffer og være forurenset med stoffer man ikke 

ønsker i produkter i kontakt med mat. Dette kan f.eks være helseskadelige stoffer som 

tungmetaller og trykkfargerester. 

Bruk av resirkulert plast er omfattet av EUs forordning nr. 282/2008 om materialer og 

gjenstander av gjenvunnet plast bestemt til kontakt med matvarer (84). Forordningen 

omfatter kun resirkulerte plastmaterialer som er fremstilt ved mekanisk gjenvinning. 

Det stilles strenge krav på sporbarhet dersom det skal anvendes resirkulert materiale. 

For materialer av plast innebærer dette blant annet at prosessen til fremstilling av 

plasten skal være forhåndsgodkjent (85). Det finnes derfor få godkjente gjenvunne 

plastmaterialer til bruk i kontakt med mat på det europeiske markedet. Det er i hovedsak 

prosesser for resirkulering av PET der er godkent. Forbudet for bruk av resirkulert 

plast har liten praktisk betydning da en høy andel (>90 vekt %) av materialet i en 

svanemerket engangsartikkel skal være av fornybart materialet. Det fins ikke spesifikke 

resirkuleringsordninger for fornybar plast per i dag, selv om enkelte plastprodukter 

som ”grønn” PE, kan inngå i den samme resirkuleringsordningen som fossil 

basert PE. 

Resirkulert papir og karton er ikke underlagt spesifikt lovverk slik som papir og 

karton produsert av nyfiber. Både Europarådets retningslinjer for karton og papir i 

kontakt med mat og Nordisk Ministerråds rapport om det samme tema og omfatter 

retingslinjer ved bruk av resirkulert papir og karton. Selv om Europarådets retningslinjer 

inneholder informasjon om egnet papir og hvilke stoffer det skal testes for i det 

ferdige produktet, råder det allikevel en usikkerhet rundt bruk av resirkulert papir og 

karton til kontakt med mat. En ny sveitsisk rapport viser at pappkartonger laget av 

resirkulert materialet kan inneholde mineraloljer som muligens kan migrere inn i 

matvaren (82). Dyrestudier har vist at mineraloljer lagres i kroppen og kan føre til 

skade på lever, hjerte og lymfessystem. I følge det tyske instituttet for risikovurdering 

(BfR) har det vært diskutert om mineraloljene i hovedsak kommer fra bruk av resirkulert 

materiale eller fra trykkfargene på selve emballasjen uten å komme til en konklusjon 

angående dette. BfR anbefaler bruk av nyfiber for å minimere migrasjon av 

mineraloljer fra emballasje til maten (83). 

For produkter av papir og karton er kravet i tråd med tidligere versjoner av kriteriene 

for mat-og bakepapir og kaffefilter. 

I utgangspunktet ønsker Nordisk Miljømerking å fremme resirkulering, men anser at 

et krav i engangsartikler som tillater bruk av resirkulert materialet ikke vil stimulere 

til økt resirkulering da mengden materiale som brukes totalt sett er liten. Markedet for




engangsartikler er relativt lite. Det kan være bedre å bruke resirkulert materialet til 

andre formål uden fødevarerkontakt. Dersom det innføres resirkuleringsordninger 

også for fornnybar plast kan det være aktuelt å endre på kravet i framtiden. 

7.2.1 Træråvarer, palmeolie, papir, karton og masser 

Følgende krav omfatter papir, karton, masser, palmeolie og massivt træ, hvis det 

indgår med mere end 5 vægt % i den færdige engangsartikel. 

K5 Papir, karton og masser 

Papir, karton og masser skal efterleve udvalgte krav beskrevet i basismodulet for 

”Svanemærkning af papirprodukter version 2”: 


Nordisk Miljømærkning har stor erfaring med krav til papirmasser og papirprodukter. 

Krav til disse produkter er samlet i Svanens basismodul for papirprodukter version 2. 

Da papir, karton og papirmasse i engangsartikler overordnet ligner andre af de papirog 

massetyper som indgår i Svanemærkede produkter, skal engangsartikler af papir 

eller karton ligeledes efterleve disse krav i basismodulet for papirprodukter. K3 omfatter 

kun produktionen af papir, karton og masse. Den efterfølgende konvertering 

skal efterleve kemikaliekrav i afsnit 2.3. Energikravet til papir, karton og masse er 

mere indgående beskrevet i kapitel 7.2.2 produkter af landbrugsafgrøder, K9 Energikrav. 

Med papir menes fedt-tæt papir og papir som er omfattet af basismodulet for 

”Svanemærkning af papirprodukter version 2. Ved anvendelse af mere end 5vægt % 

af andet papir skal der rettes henvendelse til Nordisk Miljømærkning for godkendelse 

til brug i Svanemærkede Engangsartikler til fødevarer. Papir kvaliteter som sack 

papir og kraft papir er på nuværende tidspunkt ikke omfattet af basismodulet for 

papirprodukter og kan derfor ikke anvendes i Svanemærkede Engangsartikler til 

fødevarer. Der har ikke været ressourcer i dette projekt til at udvide basis modulet 

med nye massetyper. 

K5 Fedttæt papir 

Fedttæt papir som indgår skal opfylde kravene beskrevet i ”Fedttæt papir – 

tillægsmodul”. 


Der findes specifikke kriterier for bagepapir og madppapir, derfor henvises til disse 

for krav til papiret, hvis der indgår fedttæt papir i engangartiklen 

K6 Optisk blegemiddel 

Optiske blegemidler må ikke tilsettes ved produksjon av papirmasser, papir eller 

karton. 


Optiska vitmedel används för att gjøre papiret hvitere, dvs ”lura” ögat att tro att 

papperet är vitare än vad det är. Bruk av optiske hvitmedel är onödig användning av 

kemikalier och är inget som måste användas vid tillverkning av engångsartiklar. 

Optiska vitmedel kan vara svårnedbrytbara och det är idag osäkert hur optiska vit-




medel påverkar hälsa och miljö. För att begränsa användninga av kemikalier har vi 

valt att inte tillåta optiska vitmedel. 

Kravet inngår ikke i Kemikaliemodulen for svanemerking av papirprodukter, men det 

er tilsvarende krav i kriteriene for svanemerking av mat- og bakepapir og i kriteriene 

for svanemerking av kaffefilter, der sistnevnte nå innlemmes i kriteriene for engangsartikler. 

K7 Indfarvning og nyanceringsfarvning af papir, masser og karton 

Alle farvestoffer som anvendes til indfarvning eller nyaniseringsfarvningaf papir, 

masser og karton skal efterleve kravet. 


Se baggrundsbeskrivelse for K16. 

K8 Massivt træ, finer og palmeolie – oprindelse og sporbarhed 

Dette krav gælder alle produktdele som indeholder massivt træ, finer og palmeolie, og 

skal sikre sporbarhed og at træet kommer fra lovligt skovbrug. Sekundære råvarer fra 

træ som f.eks palmeblade er undtaget kravet. 

Ansøger skal opgive navn, mængde samt geografisk oprindelse og have sporbarhed 

på alle råvarergennem leverandørkæden. Licensindehaveren skal også have en nedskrevet 

procedure som sikrer at råvarer ikke stammer fra beskyttede områder eller 

områder som behandles ved en officiel procedure for at opnå fredet/beskyttet status; 

områder med uafklaret ejerskab eller brugsrettigheder; illegalt hugget træ eller genmodifcerede 

træer. 


Det skal dokumenteres, hvordan det sikres, at man ikke anvender træsorter der er forbudte, 

jævnfør de stillede kriterier. Endvidere skal producenten redegøre for, hvilke 

træsorter, der anvendes og disses geografiske oprindelse. Hvis et produkt kommer fra 

skovbrug, som er certificeret ud fra en af Nordisk Miljømærkning godkendt skovbrugsstandard, 

er det ikke nødvendigt at dokumentere kravet yderligere. Nordisk 

Miljømærkning anser for eksempel FSC og PEFC Chain of Custody (CoC) certificering 

som eksempler på systemer til underbygning af sporbarhed på fiberråvarer. 

Der er i Europa et øget politisk fokus på ulovlig høst. Ifølge en rapport fra WWF, om 

ulovligt tømmer til det europæiske marked, stammer formentlig gennemsnitligt 40 % 

af træbaserede produkter, importeret fra Sydøstasien (herunder Kina) fra ulovlig 

skovhugst. EU har indledt en handlingsplan for bekæmpelse af ulovlig fældning, den 

såkaldte handlingsplan FLEGT (retshåndhævelse, god forvaltningspraksis og handel). 

EU vil opbygge et licenssystem gennem bilaterale aftaler med de største tømmereksporterende 

lande. Flere lande i Europa har også vedtaget EU's grønne indkøbspolitik 

for træ, som Belgien, Danmark, Frankrig, Tyskland og Stor Britannien. 

Som beskrevet i kapitel 3.3.3 er det stadig på forsøgsstadiet med genmodificerede 

trær, og begge de store certifiseringsordninger for skovdrift forbyder GM-træer. 

Nordisk Miljømærkning har forbudt GM-træer ud fra samme argumentation som 

forbudet for andre GM-planter til brug i hovematerialene til engangsartikler, som




f.eks. brug af GM-majs til produktion af biopolymerer, se K8. GM-træer vil først om 

fremmest omhandle plantager og hurtigt voksende træarter. Brugen af GM-træer er 

stadig kun på forsøgsbasis, og derfor vil ikke kravet have nogle praktiske konsekvenser 

i denne version af kriteriene. 

Sekundære råvarer 

Sekundære råvarer defineres her som restprodukter fra andre produktioner og dyrkningsprocesser. 

For eksempel bananblade som er restprodukt fra bananproduktionen. 

Sekundære fornybare råvarer er undtaget kravet om sporbarhed, da det er vurderet at 

styrbarheden her er meget lav og at det er vigtigt at give mulighed for anvendelse af 

restprodukter. Der ligger et væsentligt forbedringspotentiale i udnyttelsen af sekundære 

råvarer f.ek.s til anden generations bioplast, som dog endnu kun er på forsøgsstadiet. 

K9 Biocid anvendelse ved træfældning 

Træet må efter fældning ikke være behandlet med bekæmpelsesmiddel som er klassificeret 

af WHO som type 1A og type 1B. 


Der bliver også stillet krav til, at træet (træstammer efter fældning) ikke må være behandlet 

med bekæmpelsesmidler, som er klassificeret af WHO som type 1A og type 

1B. Disse midler har en negativ indvirkning på miljøet. Angreb kan ofte afhjælpes på 

andre måder, for eksempel ved at holde træet overdækket og tørt. Der henvises til 

WHO´s seneste liste over anbefalede pesticider. 

K10 Certifiseret massivt træ, finer og palmeolie 

Kravet omfatter massivt træ, finer og palmeolie og kræver at 70 vægt % af alt træ skal 

komme fra certifiseret skovbrug og 100 % af palmeolien skal være certificeret. 


Kravet omfatter massivt træ, finér og palmeolie, men ikke sekundære produkter fra 

trær som f.eks. palmeblader. Skovbrug medfører en belastning af miljøet. For at 

reducere denne miljøbelastning er der stillet krav om, at produkter, som er baseret på 

råvare fra massivt træ, skal indeholde mindst 70 vægt % træ, som er certificeret i 

henhold til en standard for bæredygtigt skovbrug. Af de nordiske træsorter, er det især 

softwood, fyr og gran, som er certificeret. Tilgangen af træ fra certificeret skov 

varierer i de nordiske lande. I dag (2008-09) findes det cirka 25 millioner hektar FSCcertificeret 

og cirka 38 millioner PEFC-certificeret skov i verden. Tilgangen af 

certificeret træ forventes at øges i de kommende år, og Nordisk Miljømærkning kan 

hermed bidrage til, at andelen af certificeret træ i engangsartikler øges. Nordisk 

Miljømærkning godkender skovbrugsstandarder (for eksempel nationale standarder) 

som opfylder kravene i Skema 1 i kriteriedokumentet. 

Ifølge tal fra FN for 2007-2008 er 8,3 % af verdens skovarealer certificeret. Det vil 

sige 320 millioner hektar. Væksten på certificerede skovområder var på 8,8 % fra 

2007 til 2008. Tallene inkluderer den amerikanske standard SFI og den canadiske 

standard CSA, som begge blev anerkendt af PEFC i 2005, men ikke den malaysiske




Standard (MTCC), som nu er genstand for revision af PEFC. Tabel 1 viser tal fra FSC 

og PEFC fra september 2008. 

Tabel 5.2. Certificeret skov i september 2008 fordelt på kontinenter. Tallene er 

hentet fra hjemmesidene til FSC og PEFC (www.fsc.org og www.pefc.org) 

Mill. ha FSC 

EUROPA 48,1 54,7 

N.-AMERIKA 35,6 145,5 

ASIA-OCEANIA 3,7 7,9 

LATIN-AMERIKA 11,6 7,9 

AFRIKA 3,5 0,0 

Total 102,5 216,0 

Mill. ha PEFC 

Ifølge en markedsrapport fra FN har Vesteuropa certificeret mere end 50 % af deres 

samlede skovområder, Nordamerika mere end en tredjedel, mens Afrika og Asien kun 

har certificeret 0,1 %. I tropiske områder er 40 % af de certificerede skovområder 

baseret på certificeringsordninger, der ikke er tredjepart verificeret. 

Certificeret palmeolie 

Certificerings ordningen for palmeolie Roundtable on Sustainable Palm Oil (RSPO) 

blev oprettet af organisationer involveret i hele forsyningskæden for palmeolie. 

Standarden består af 8 principper og 39 kriterier for bæredygtig palmeolieproduktion. 

Kriteriene omfatter sociale, økonomiske, økologiske og generelle aspekter. Der er stor 

interesse for ordningen og flere virksomheder har fået indvilget certifikat. 

I sydøst Asien er udvidelse af palmeolieproduktion en af de vigtigste årsager til 

udrydning af regnskogsområder Hoolier et al. 2006; UNEO 2007, Pastowski et al. 

2007). Palmeolie producenter vælger som oftest utvidelse i regnskogsområder fremfor 

braklagte jordbrugsområder da nyhugget regnskog kræver betydelig mindre brug af 

gødning og profitten er højere (Clay 2004). I Indonesien har naturlig regnskog og 

vådsområder blivet omdannet til dyrkbart areal i flere årtier som en konsekvens af 

”the Mega Rice Project”. Dette medførte store ændringer i brug af landområder og 

enorme skogbrande i 1997/1998 medførte næsten en dobling af globale CO2 udslip i 

forhold til årene før og etter 1997/1998. Indonesiske myndigheter har planlagt utvidet 

kultivering af palmeolie på omtrent 20 Mha i forhold til 6 Mha (Colchester et al. 

2003). 

Nordisk Miljømærknig anser det meget vitigt at sikre bæredygtig palmeolieproduktion 

og her kræves derfor 100 % certificeret palmeolie. 

7.2.2 Produkter af landbrugsafgrøder 

Alle landbrugsafgrøder inkl. sukkerrør, pil og bambus er omfattet af følgende krav. 

Landbrugsafgrøder omfatter dyrkning af landområder som ikke er skovbrug (dyrkning 

og fældning af træer). 

K 12 Landbrugsråvarer – oprindelse og sporbarhed 

Dette krav gælder alle produktdele som indeholder landbrugsafgrøder ink.l sukkerrør 

og bambus, og skal sikre sporbarhed og at afgrødene kommer fra lovlige kilder.




Baggrunn for kravet 

Land use - sporbarhed 

Da brug af land også er en relevant miljøparameter i denne produktgruppe bør der 

stilles krav til de områder, hvor afgrøderne er dyrket. Således at det sikres, at områder 

med høje biologiske eller sociale værdier ikke benyttes til dyrkning. Fornybare 

råvarer i engangsartikler som er omfattet af dette krav kan både være råvarer som 

bambus, pil og afgrøder som bl.a. majs, hvede og sukkerrør. 

For svanemærkede engangsartikler af fornybare råvarer er det derfor vigtigt at stille 

krav til de områder hvorfra råvarerne stammer. I de fleste kriteriedokumenter gøres 

dette ved at sikre råvarens oprindelse. Til grund for samtlige krav som stilles til 

vegetabilske råvarer ligger et behov for sporbarhed. Sporbarheden fortæller os hvor 

råvaren kommer fra og hvem som er produsent. Nordisk Miljømærkning har længe 

haft krav til sporbarhed i kriterier hvor træråvarer indgår. 

I disse kriteriene stilles der derudover krav om sporbarhed på landbrugsråvare, på 

samme måde som kriterierne for svanemærking af drivmidel også gør. Der skal være 

nedskreven politik for indkøb af råvarer og at råvarerne skal stamme fra lovlige 

kilder. Kriterierne har derfor krav om at fornybare råvarer ikke må stamme fra 

følgende områder: 

beskyttede områder eller områder som er under behandling for at blive 

beskyttede områder 

 

 

områder med uafklaret ejerskab eller brugsrettigheder 

illegalt høstede afgrøder 

Sekundære fornybare råvare 

Sekundære fornybare råvarer defineres her som restprodukter fra andre produktioner. 

For eksempel affaldsprodukter fra fødevarerindustri eller biprodukter som halm fra 

korn produktionen og bagasse fra sukkerrørsproduktionen. 

Sekundære fornybare råvarer er undtaget kravet om sporbarhed, da det er vurderet at 

styrbarheden her er meget lav og at det er vigtigt at give mulighed for anvendelse af 

restprodukter. Der ligger et væsentligt forbedringspotentiale i udnyttelsen af sekundære 

råvarer, f.eks. restprodukter fra produktion af majs, også kaldet anden generations 

bioplast, som dog endnu kun er på forsøgsstadiet. Mange steder eksperimenteres 

der i dag med at anvende de sekundære produkter fra f.eks. produktion af korn og sukkerrør 

til fremstilling af anden generations bioprodukter i stedet for at bruge de 

primære produkter, som kan anvendes til føde for mennesker og dyr (1). F.eks. bliver 

der for hvert ton sukker der produceres samtidig ca. 0,3 ton våd bagasse. Hovedbestandelene 

i bagasse er cellulose, hemicellulose og ligning. Bagasse kan bl.a. anvendes 

som energikilde eller biobaserede materialer (58).




Det findes tre forskellige metoder at dokumentere sporbarhed på i : 

1. ”Track and trace” indebærer at råvarer og batcher holdes adskilt gennem hele 

livsforløbet. Det medfører at man med sikkerhed kan sige nøjagtig, hvor 

råvaren i et produkt stammer fra. Metoden er udbredt indenfor næringsmiddelindustrien 

hvor eksempelvis økologiske mærkeordninger kræver sporbarhed 

på dette niveaut. 

2. Massebalansemetoden tillader at man blander råvarer og batcher sammen. 

Kravet er at en vis % bæredygtig råvare ind er ligmed en samme % bæredygtig 

råvare ud. Metoden benyttes for eksempel indenfor skovcertificering (eksempelvis 

FSC). 

3. ”Book-and-claim” omfatter handel med certifikater. Her er det ingen kobling 

mellem produkt og certifikat. Det er denne metode som benyttes i forbindelse 

med handel med el-certifikater og sikrer at samme certifiserede råvare/produkt 

ikke sælges mere end én gang. 

Metode 1 giver fuldstændig sporbarhed og er klart den bedste, men der kan være 

produktionstyper der ikke giver mulighed for denne sporbarhedtype. Hvilken af disse 

der kræves afhænger derfor af hvordan styrbarheden er indefor det pågældende område. 

Nordisk Miljømerking krever i denne høringsversjonen av kriteriene fuldstændig 

sporbarhed for fornybare råvare (sekundære råvare er undtaget kravet) og følger 

metode 1 for fuld sporbarhed. 

Bambus 

Der har været en kraftigt stigende efterspørgsel på produkter af bambus, og derfor vil 

Nordisk Miljømærkning sikre, at denne råvare ikke kommer fra områder, hvor bevaring 

af biodiversitet eller sociale værdier er truet. Bambus er en græsart og er den 

hurtigst voksende plante i verden. Den kan høstes efter cirka 7 år, uden at noget af 

planten dør. Det hævdes ofte, at bambus er hårdere end løvtræ og derfor er velegnet til 

gulve, spisepinde, salatskåle og så videre. Der vokser mere end 1.200 bambusarter i 

Asien, Mellemamerika og Sydamerika og nogle arter i dele af Afrika og Australien, 

og arterne har forskellige applikationer. Bambus er også vigtig føde for pandaen - 99 

% af hvad de spiser er bambus, men den spiser ikke alle arter. 

Bambus vokser vildt som "ukrudt" og kræver generelt ingen befrugtning eller sprøjtning. 

Bambus bliver også anvendt til at forhindre jorderosion i sårbare områder. Når 

bambus fældes, vokser der nye skud på den stump, der er tilbage. Det betyder også, at 

det er vanskeligt at fjerne bambus, efter at den har etableret sig. På grund af det øgede 

pres på bambus i dag, er der fare for, at skovhugst og brug af pesticider og gødning 

kan føre til ødelæggelse af velfungerende økosystemer. Ifølge Inbar (International 

Network for Bambus og Rattan) er bambus betragtet som en naturlig ressource og 

tages ud af uregulerede naturlige skove i det sydvestlige Kina. Men mange steder er 

det dårlig praksis for skovhugst, der kan skade de naturtyper som er afhængige af 

bambus (for eksempel den røde panda (bære-kat) og Giant Panda), og som også ødelægger 

økosystemer i almindelighed. Bambus bliver også dyrket i forskellige typer af 

plantager.




Økologiske råvarer 

Det har været overvejet om der skal stilles krav til at landbrugsråvarer skal være økologisk 

dyrket. Dette er ikke gjort, da det er vurderet at tilgængeligheden af økologiske 

råvare internationalt set er forholdsvis lav. På verdensplan var kun 0,81 % af landbrugsjorden 

økologisk dyrket i 2009 (47). I Norden er denne procent meget højere. I 

Finland er det på www.organic-world.net oplyst til 7,25 %, i Sverige 12,5 %, i Norge 

5,5 % og i Danmark 5,8 %. Da råvarer indkøbes på verdensplan, skal der også ses på 

det samlede udbud. Det er derfor ikke realistisk at stille et sådan krav. Det er mere 

oplagt at økologiske landbrugsråvarer anvendes til fødevarer end i fornybare engangsartikler. 

Certificerede fornybare råvarer 

For at sikre at visse typer fornybare råvarer er produceret på bæredygtig vis kan der 

stilles krav om at en vis andel af råvaren er certificeret efter en bæredygtigheds 

standard godkendt af Nordisk Miljømærking. Hensigten med certificering er at 

kvalitetssikre at kravene i standarden er opfyldt. Nordisk Miljømærking har hverken 

kompetence eller ressurser til selv at kontrollere et skov- eller et jordbrug eller 

verifisere en standard. Derfor er der krav om en uafhængig tredjeparts certifisering. 

Standarden skal indeholde absolutte krav som skal være opfyldt inden skoven/jordbrugsarealet 

certificeres. Dette sikrer, at skov- og jordbruget opfylder et acceptabelt 

niveau for miljøarbejdet. Når Nordisk Miljømærking kræver at standarden skal 

fremme og arbejde for bæredygtig produktion af biomasse, kræves det at standarden 

skal evalueres og revideres regelmæssigt således at prosessen er fremadrettet og 

miljøpåvirkningene mindskes successivt. Når standarder revideres gennemgås de på 

ny af Nordisk Miljømærking. 

Det har været vurdert om et krav til certifiering af råvaren bør stilles for udvalgte 

landbrugsafgrøder. En landbrugsafgrøde som ville være aktuel for et sådant krav er 

sukkerør, hvis produktion foregår hovedsagligt i troperne og tab af biodiversitet i 

forbindelse med jordbrug knytter sig især til dyrkning af sukkerør (49). Udfordringer 

knyttet til tab af biodiversitet bliver ekstra komplekse, når de sekundære effekter af 

plantageetablering tages med i betragtning. Hvis store områder som tidligere blev 

anvendt til f.eks. kvægopdræt eller kaffedyrking bliver konverteret til sukkerrørsplantager, 

kan resultatet blive at kvægopdrættere og kaffedyrkere lægger deres produktion 

på tidligere regnskovsområder eller andre naturområder med økonomiske, 

økologiske eller sociale beskyttelsesværdier. 

For sukkerrør findes certificeringsordningen ”Better Sugarcane Initiative” (BSI) (48) 

som er et samarbejde mellem en række interessenter, herunder sukkerrørsproducenter, 

investorer, forhandlere og ngo'er. Målet er at udvikle internationale gældende retningslinjer 

som definerer bæredygtig produktion og forædling af sukkerrør. Initiativet 

omfatter prinsipper og kriterier for miljømæssige, økonomiske og sociale spørgsmål. 

Første version af kriteriene blev vedtaget og offentliggjort 27. juni 2010. Kriteriene 

bygger på fem overordnede prinsipper for bæredygtig produktion af sukkerrør og 

produkter baseret på sukkerrør. BSI har også udviklet en Chain of Custody standard 

som skal sikre fuld sporbarhet gennom hele forsyningskæden efter levering af råvare 

til mølle.




Certificeringsordningen for sukkerrør er stadig ny og udbudet af certificeret sukkerrør 

antages derfor ikke at være så højt. Da sukkerrør ikke er meget almindelig som primærråvare 

til bioplast er det ikke stillet et krav til at sukkerrør som anvendes i engangsartikler 

skal være certifiseret. 

K13 Genetisk modificerede afgrøder 

Der er forbud mod genetisk modificerede landbrugsråvarer anvendt til produktion af 

materialene i engangsartiklen. 

Bakgrunden for kravet 

Nordisk Miljømærkning har et forbud mod anvendelse af genetisk modificerede landbrugsråvarer 

(GM-afgrøder) i hovedmaterialene til svanemærkede engangsartikler. 

Det påpeges at kravet kun gælder dyrking af afgrøder, og at det skal være muligt at 

anvende f.eks. enzymer baseret på gensplejsning. Gensplejsede mikroorganismer 

bliver brugt til at fremstille procestekniske hjælpestoffer som enzymer. F.eks. udvikler 

Novosymes enzymner, der kan anvedes til produktion af biokemikalier, der kan 

anvendes til biopolymerer som f.eks. PLA og grøn polyethylen (50). 

Beslutningen om at forbyde GM-afgrøder i fornybare råvarer bunder i et forsigtigthedsprincip. 

GMO (genetisk modificerede organismer) er et meget omdiskuteret emne 

og flere land har forbudt dyrking av GMO. Temaer som diskuteres er fødevaresikkerhed, 

arealanvendelse, manglende viden om GM-afgrøders effekter under lokale agro/ 

skov forhold og risiko for negative miljø- og sundhedspåvirkninger. WHO definerer 

risikoen ved GMO som følgende: ved at genmodificerede organismer spreder deres 

gener til vilde populationer, persistens af GMO efter høst, modtagelighed for genetisk 

modificerede produkter for ikke-målorganismer, gen stabilitet, reduceret biodiversitet 

og øget brug af kemikalier i landbruget. 

Som tidligere nevnt bestilte Nordisk Miljømærkning i 2011 en rapport fra Genøk: 

”Genetically Modified Organisms – A Summary of Potensial Adverse Effects 

Relevant to Sustainable Development”. Rapporten er publisert på Genøks hjemmeside 

og viser, at det er mulige uheldige effekter af GMO langs hele værdikæden fra forskning 

og udvikling af plantene, via dyrking, til lagring, brug og affaldshåndtering. 

Rapporten viser også at der i flere af disse faser er mangel på videnskabelige studier 

og at en helhedsvurdering mangler. Samtiding er det også problematisk, at GMkartoffelen 

Amflora ikke i dag er tilladt til dyrkning i Norge og flere EU-lande 

(Østrig, Luxembourg, Ungarn), blant annet fordi Amflora kartoffel indeholder en 

antibiotia resistens markergen. Nordisk Miljømærkning sætter som udgangspunkt 

krav, som er strengere end lovgivningen i noget nordisk land. Dette har den konsekvens, 

at hvis et produkt /vare er begrænset i noget nordisk land stiller svanen generelt 

kravniveau der som minium er på linje med dette lands myndighedsbegrænsninger. 

Der findes flere bioplast producenter, der markedsfører deres produkter som GMO 

frie eller som giver mulighed for at købe et produkt, hvor det sikres at det ikke giver 

anledning til dyrkning af GM-afgrøder jf. afsnit 3.3.3. Det påpeges at dokumentation, 

som viser at der ikke findes genetisk materiale i det færdige produkt, ikke er god nok 

dokumentation for at vise at kravet opfyldes. På grund af produktionsprosessen for 

nogle typer af bioplaster vil der ikke være genetisk materiale fra råvaren tilbage i produktet, 

men dette betyder ikke at råvaren i udgangspunktet ikke er GMO. Derimod




skal det erklæres fra råvareleverandøren eller polymerproducenten, at der ikke er 

anvendt GM-afgrøder i materialerne i engangsartiklen. 

Styrbarhed 

Ifølge EU-forordning 1830/2003 er der krav om sporbarhed og mærkning af genetisk 

modificerede organismer til fødevarer og foder. Alle led i handelskæden skal oplyse 

næste led om, at et produkt indeholder eller består af GMO’er, sammen med oplysning 

om hvilken GMO der er tale om (14). I forordningen er der dog undtagelse for 

ovenstående, hvis indholdet af materialer der indholder eller er fremstillet af GMO 

ikke overstiger 0,9 % i den enkelte råvare. Dette er baggrunden for undtagelsen om at 

der tillades forurening op til 0,9 % med genetisk modificeret råvare i K8. 

Genetisk modificerede produkter defineres forskelligt i EU og i resten af verden. EU 

definerer et produkt som GM, hvis genteknologien anvendes i fremstillingen, også 

selv om selve produktet er identisk med et naturligt fremstillet produkt. Hvis sådanne 

produkter importeres til EU, skal de mærkes med GMO i henhold til gældende lovgivning. 

Men det sker ikke, da de ikke er mærket med GMO i oprindelseslandet, som 

f.eks. USA. I dag er det svært at kontrollere, om en stivelse, der importeres til EU er 

genetisk modificeret. 

Ved Svanens brancheseminar i forbindelse med denne kriterieudvikling blev der udtrykt 

usikkerhed ved troværdigheden af dokumentation for GMO frie råvarer. I det 

færdige PLA produkt er det ikke sansyndlig at det vil indgå ikke DNA-materiale fra 

råvaren (117), ud over eventuelle mindre rester, og det vil dermed være vanskelig at 

teste på polymeren om den er produceret af genmodificeret råvare. Kravet skal imidlertid 

ikke dokumenteres med en test. Det er først og fremmest dyrkingen af GMråvarer 

som er relevant her. Miljømærkningen vurderer at, hvis den ansvarlige, enten 

råvareleverandøren eller polymerproducenten kan erklære at produktet ikke er baseret 

på genmodificeret råvare så er styrbarheden acceptabel. 

Der har været kommentarer i forbindelse med høringen der gik på, at der skulle være 

mulighed for anvendelse af massebalance systemer i selve produktionen af biopolymerer 

ved dokumentering af krav om forbud mod GM-landbrugsafgrøder. Der findes 

sporbarhedsprogrammer, der sikrer sporbarhed tilbage til dyrkning af afgrøden, men 

fordi produktionen ikke kan holde non-GM og GM råvarer adskilt anvendes der 

massebalance. Svanen tillader ikke massebalance for GMO kravet for papirprodukter 

eller i andre af Svanens produktgrupper og det vurderes samtidig at det er usikkert om 

et masseballanceprogram vil sikre øget dyrkning af non-GM-råvarer. Det er derfor 

besluttet at massebalance ikke tillades i GMO kravet, således at kravet sikrer, at det 

Svanemærkede produkt produceres af non-GM råvarer. 

GM-afgrøder i EU 

I øjeblikket dyrkes kun enkelte genmodificerede afgrøder i EU. Det forventes af 

udbuddet af GM-planter, som må dyrkes i EU vil blive forøget i de kommende år. 

Ansøgninger om tilladelse til dyrkning af GMO afgrøder behandles i EU´s godkendelsessystem. 

For eksempel godkendte EU den genmodificerede kartoffel Amflora i 

2010, som BASF har udviklet med henblik på produktion af stivelse til bl.a. papirindustrien. 

Amflora er til vurdering i Norge som sandsynligvis vil afslå ansøgningen, 

fordi kartoflen indeholder et antibiotikaresistent markørgen. Også flere EU-land




udfordrer EU-kommisionens godkendelse. Ungarn, Østrig og Luxembourg har alle 

forbudt dyrking af Amflora, og har signaleret at de vil prøve EU-kommisionens 

godkendelse for EU-domstolen. For nylig har også Frankrig og Polen sagt at de vil 

støtte en sådan sag. BASF Plant Science regner med at Amflora skal produceres på 

kommercielt plan (17), og kartoffelen er ikke egnet som fødevare. 

Anvendelse af GM-afgrøder i bioplast 

Nogle PLA producenter markedsfører deres produkter certificeret som GMO-frie. 

Men det betyder ikke i alle tilfælde at bioplasten ikke er baseret på genmodificerede 

afgrøder, men derimod kun at der ikke findes genmodificeret DNA materiale i bioplasten 

(39). 

NatureWorks 

Majsen som anvendes til produktionen af dextrose i Natureworks PLA er en blandning 

af ikke-GM- og GM-majs. Ved fremstilling af PLA fjerners alle spor af genetisk 

materiale ved de mange forarbejdninger og den høje varme, der anvendes til at skabe 

polymeren. Nature Works tilbyder tre forskellige kilde muligheder for den indgående 

majs - certificering, kilde offset og identitet bevarede Ingeo biopolymer (19): 

• Certification – erklærer og dokumenterer at polymeren er fri for genetisk 

indhold; 

• Source Offset – for hvert pund PLA leveret, indkøbes ikke-GM-afgrøde, 

tilsvarende den færdige mængde PLA (ca. 2.7 pund); 

• Identity-Preserved NatureWorks PLA – for stor-volume kunder med flerårige 

leverance kontrakter, er der mulighed for er produkt med frø–til færdigtprodukt 

sporbarhed. 

Novamont – Mater-Bi® 

Mater-Bi er en bioplast baseret på stivelse produceres af den italienske virksomhed 

Novamont. NOVAMONT's politik er kun at købe og anvende ikke-GMO afgrøder 

(som kilde for stivelsen der anvendes). For at nå dette mål, udføres sporbarhed af 

naturlige råvarer, der rutinemæssigt anvendes som en kvalitetskontrol i samarbejde 

med leverandører. For syntetiske tilsætningsstoffer, der anvendes i nogle Mater-Bi® 

kvaliteter og stammer fra flere kilder (fossile eller fornybare), udføres der laboratorieundersøgelser 

af tredjepart institutter på kommercielle Mater-Bi® materialer. Testresultater 

har vist, at Mater-Bi® materialer ikke er forurenet med ændret DNA. Efter 

anmodning fra kunden, kan NOVAMONT fremvise analyserapporten for det pågældende 

Mater-Bi® produkt. For at optimere de miljømæssige konsekvenser og fuld 

kontrol over råvarernes oprindelse, er NOVAMONT ved at etablere sin egen produktionskæde 

fra landmænd og bionedbrydelige polymerer (den Novamont's bioraffinaderi 

projekt). Herved udvides kontrollen for leverandørkæden til at omhandle selve 

afgrøderne, hvilket yderligere letter sporbarheden af råvarer (20). 

Mirel fra Metabolix 

Metabolix står bag bioplasten Mirel som skal produceres på en helt ny fabrik i Iowa i 

USA. Det er dog ikke muligt at finde oplysninger om anvendelsen af GMO-afgrøder 

til produktionen af Mirel.




Produktion med non-GMO feedstock 

Plantic Technologies med produktion i både Tyskland og Australien, producerer bioplast 

baseret på majs fra Australien og markedsfører deres bioplast produkter som 

f.eks. Plantic R1 med at det ikke er baseret på genetisk modificerede råvarer (34). 

Derudover forlyder det at partnerskab mellem 'Pyramid Teknologi i Schweiz og 

Tysklands tyske Bioplast under navnet ”Pyramid Bioplast” vil opstarte et produktionsanlæg 

i Tyskland til PLA. Dette er dog ikke bekræftet og det ser ud til at det 

stadig er et pilotanlæg. 

Hovedråvaren til PLA produktion, mælkesyre (LA), vil Pyramid Bioplastisc købe fra 

uafhængige leverandører, hovedsageligt overskuds sukker, der er produceret på det 

europæiske landbrugs-marked. "Den situation, som vi ser det i øjeblikket på det europæiske 

marked og verdensmarkedet gør brug af sukker som et grundlæggende råmateriale 

til mælkesyre, attraktivt, fordi der her regnes med en mere stabil råvare, end 

f.eks. majs eller hvede ", forklarer Bernd Merzenich hos Pyramid Bioplastisc. Desuden 

imødekommer fornybare råvarer i Europa en vigtig forudsætning for Pyramid 

Bioplast, dvs. ingen genetisk modificerede afgrøder (21). 

K14 Energiforbrug ved polymerproduktion 

Kravet begrænser primær energiforbrug til produktion af biopolymerer til 50 MJ/kg 

polymer. For krav til energiforbrug ved produktion af papir, karton og masse 

henvises til K3. 

Bagrunden for kravet 

Nordisk Miljømerking har valgt å stille krav til energiforbuket i produksjonen av de 

inngående materialene i en engangsartikkel. Det vil si at det stilles krav til energiforbruket 

ved produksjon av polymer og masse og papir/karton. Kravet stilles pr kg 

produceret materiale, da produktgruppen består af så mange forskellige funktionelle 

enheder og det ikke er muligt at stille kravet pr funktionel enhed. Ulike studier har 

vist at miljøbelastningen er stor i denne delen av livssyklusen (se kap 3.4). Ideelt sett 

kunne det være ønskelig å stille energikrav som dekker alle ledd i produksjon fra uttak 

av råvare og konvertering til det ferdige produkt. Dette er imidlertid vanskelig da det 

krever detaljert kunnskap om energiforbruk i alle ledd. Nordisk Miljømerking har 

derfor valgt å fokusere på å sette krav der energiforbruket og belastningen er størst. 

Det stilles et krav til energiforbruket ved produksjon av masse- og papir/karton og et 

krav til energiforbruket ved produksjon av fornybar polymer. Nordisk Miljømerking 

har mye erfaring og god kunnskap om papirindustrien da det har vært kriterier for 

miljømerking av papir i 20 år. I tillegg er treforedlingsindustrien en åpen industri som 

offentliggjør fabrikkspesifikke verdier for ulike parametere som energiforbruk og 

utslipp. Energikravet til engangsartikler av fibermasse og papir/karton er basert på 

kravene i basismodulen, versjon 2, for svanemerking av papirprodukter (11). I basismodulen 

er det utviklet krav basert på referanseverdier for ulike typer masser og 

produksjon av det ferdige papiret. Referanseverdiene er verdier som det faktiske 

energiforbruket ved produksjon av masse og papirprodukter sammenlignes med. 

Dersom forbruket er det samme som referanseverdien gis det ett poeng, dersom det er 

over blir poenget > 1, er det under blir poenget < 1. De er delt opp i referanseverdier 

for el og brensel og man vil da få en verdi for P el og en verdi for P brensel i utregningene. 

Referanseverdiene er basert på en gjennomgang av svanens lisenser for papirproduk-




ter, BAT-verdier (2000) og faktiske tall fra den svenske skogsindustrien fra 2007- 

2009. I basmodulen skal P el (total) og P brensel (total) være under 1,25 når man legger 

sammen poengene for produksjon av de ulike massene som inngår samt produksjon 

av det ferdige papiret. Energiforbruket ved produksjon av en svanemerket engangsartikkel 

i papirmasse, karton eller papir skal derfor oppfylle kravene som er angitt i 

basmodulen versjon 2. Mer informasjon om bakgrunnen for disse kravene finnes i 

bakgrunnsdokumentet for Basismodulen for svanemerking av papir (113). 

Sammenlignet med papirindustrien er plastindustrien en mer lukket bransje. Plastics 

Europes LCA-database gir kun gjennomsnittsverdier for produksjon av ulike plasttyper 

i Europa, mens Nordisk Miljømerking trenger fabrikkspesifikke verdier for å 

kunne vurdere hvilket nivå et energikrav som de beste i bransjen kan oppfylle. Det er 

også mulig å finne informasjon om energiforbruk i BREF/BAT-rapporten for polymerproduksjon. 

Hverken Plastics Europes database eller BREF/BAT omfatter data for 

polymerproduksjon basert på fornybare råvarer. For å finne et kravnivå for energiforbruk 

for polymerproduksjon av fornybare råvarer er det hentet inn data fra litteraturen, 

men det er begrenset med informasjon. De fleste av studiene som er publisert omfatter 

produksjon av PLA, men noe informasjon er også funnet for PHA-produksjon og 

ulike stivelsespolymerer. 

For å oppfylle kravet skal engangsartikler av fornybare polymerer ikke bruke mer 

energi i produksjonsprosessen enn 50 MJ/kg polymer. Med produksjonsprosessen 

menes her trinnene fra ekstraksjon fra råvare til ferdig polymer. Dette vil, f.eks. for 

PLA, omfatte ekstraksjon av dextrose (wet milling), produksjon av melkesyre (lactic 

acid), produksjon av lactide og deretter polymerisasjon til PLA. Det er valgt å inkludere 

alle trinnene fra ekstraksjon fra råvaren til ferdig polymer fordi dette er trinnene 

som står for det meste av energiforbruket, og er felles for alle de fleste typer biopolymerproduksjon. 

I Vink et al (2003) (9) fordeler det fossile energiforbruket i produksjon 

av PLA seg på følgende prosesser: 

1. Produksjon av mais og transport til corn wet mill: 9,8 % 

2. Omgjøring av maisstivelse til dextrose: 17,4 % 

3. Produksjon av lactic acid: 49 % 

4. Produksjon av lactide og deretter PLA: 24 % 

Trinn 2, 3 og 4 står for 90,4 % av energiforbruket. Med et totalt energiforbruk på 54,1 

MJ/kg polymer vil det si at det brukes 48,7 MJ/kg PLA i disse trinnene. I artikkelen 

oppgis det også at energiforbruket i trinn 1 og 2 ikke antas å bli redusert nevneverdig i 

framtiden, mens potensialet for reduksjon i energiforbruket i hovedsak ligger i trinn 3 

og 4. Antar man samme fordeling av energiforbruket og regner på tall publisert i Vink 

et al (2010) (2), gir dette et energiforbruk på 37,8 MJ/kg PLA. For PHA oppgis det at 

fermenteringsprosessen står for ca. 60 % av energiforbruket (8). Det fossile energiforbruket 

varierer mellom 69-107 MJ/kg i ulike studier (8). Ved å anta at wet milling 

bruker like mye energi ved produksjon av PHA som ved produksjon av PLA, og ved å 

ta utgangspunkt i det laveste energiforbruket oppgitt (69 MJ/kg polymer) vil det fossile 

energiforbruket for wet milling og fermentering være 53,4 MJ/kg polymer. For 

stivelsespolymer som TPS (thermoplastic starch) oppgis det et fossilt energiforbruk på 

25 MJ/kg polymer (7). For polyesterfilm av stivelse er det funnet tall som viser et 

fossilt energiforbruk på 53 MJ/kg polymer (3).




Kravgrensen på 50 MJ/kg polymer er basert på energiforbruket oppgitt i studiene som 

det refereres til over. Det påpekes at opplysningene over er basert på det fossile 

energiforbruket, som ofte er det som oppgis i studiene. Ved utregning av energiforbruk 

krever Nordisk Miljømerking at det også tas med energiforbruk fra fornybare 

kilder. Dersom det anvendes el i produksjonen skal elforbruket multipliseres med 

faktoren 2,5. Dette er en standardkoefficient for el som man i EU regi regner med 

(EU, 2006) og benyttes for at gøre tallene for elforbrug og brenselsforbrug sammenlignelige 

når det gælder forbruget af primær energi. For andre energikilder anvendes 

ligeledes energieffektivitets faktorer til beregning af anvendt primærenergi. Disse 

fremgår af skema 4 i kriteriedokumentet. 

Kravet er basert på få data og de omfatter få materialer. Nordisk Miljømerking er 

derfor meget interessert i høringssvar angående kravet til energiforbruk for polymerer 

basert på fornybare råvarer. 

Kravet til andel fornybar råvare i en svanemerket engangsartikkel er minimum 90 

vekt-%. Nordisk Miljømerking har i første versjon av kriteriene valgt å inkludere kun 

produksjonen av de fornybare råvarene i energikravet. Det vil si at det ikke stilles 

energikrav til de eventuelt 10 vekt-% av andre materialer som inngår i produktet. 

Både for papir/karton og polymer stilles det krav til energiforbruk per kg masse/ 

papir/karton eller per kg/polymer som produseres. Det mest ideelle hadde vært å stille 

energikrav basert på den funksjonelle enhet, f.eks. per kopp eller per tallerken. Dette 

ville da også inkludert energiforbruket i selve konverteringen til ferdig produkt. Et 

krav per funksjonell enhet kunne premiert produkter med lav vekt og totalt sett redusert 

material-og ressursforbruket. For å kunne stille krav basert på funksjonell enhet, 

er det imidlertid nødvendig med detaljert informasjon om vekt for alle typer engangsartikler 

som kan merkes etter kriteriene, noe som ikke er en realitet per i dag. Det er 

også nødvendig med informasjon om energiforbruket ved konverteringen. 

For materialer som f.eks. palmeblader og bananblader, der er stort set uforarbejdede 

inden konverteringsprocessen, stilles det ikke energikrav. Her er energiforbruket først 

og fremst knyttet til konverteringsprosessen, og det brukes ikke energi ved produksjon 

av materiale på samme måte som for papir eller polymer. Produsenter opplyser om at 

det brukes blader som har falt på bakken og de tørkes i sola (118, 119). Nordisk 

Miljømerking anser derfor at det ikke er relevant med energikrav til slike produkter. 

For produkter av tre, f.eks. trebestikk, stilles det heller ikke energikrav i denne versjonen 

av kriteriene. Her vil det blant annet være et energiforbruk knyttet til tørking av 

tre og produksjon av produktet. I en LCA-rapport om norske treprodukter opplyses 

det om at energiforbruket ved produksjon av 1m 3 skurlast er 1709 MJ. Dette inkluderer 

energiforbruket helt fra uttak av råvare til skurlasten er ferdig tørket og emballert. 

Det opplyses om at uttak og frakting av tømmer har et energiforbruk på 193 

MJ/m 3 tømmer, så det er tydelig at det meste av energien brukes ved produksjon av 

skurlast. Omregnet til MJ/kg gir det omkring 3,4 MJ/kg tre (antaget at treet vejer 500 

kg pr m 3 ). Hoveddelen av energiforbruket for skurlastproduksjon er knyttet til selve 

tørkingen (ca. 80 %), mens det resterende energiforbruket brukes til belysning og 

oppvarming av bygninger. I rapporten opplyses det om at det er store forskjeller i 

energiforbruket som brukes til tørking av trelast, og det er ifølge rapporten vanskelig å




finne årsaken til dette. Den samme konklusjonen kom man også til i ENØK-rapport 

om varme- og tørkeanlegg i trelastindustrien. Dette viser at det er et potensial for å 

spare energi. Nordisk Miljømerking har allikevel valgt ikke å stille krav i denne versjonen 

da datagrunnlaget er lite og energiforbruket er betydelig lavere enn for f eks 

produksjon av polymerer. For å kunne sette et energikrav som de beste i bransjen kan 

oppfylle, trenger vi mer spesifikke data og det er vanskelig å basere et kravnivå på 

gjennomsnittstall. 

Det har også vært vurdert å stille krav til et produkts eller materials klimabelastning i 

form av et krav til GWP (Global Warming potential, uttrykt som CO 2 ekvivalenter). 

Det er i dag stort fokus på klima og klimarelaterte miljøproblemer, og dette har vært 

med på å øke relevansen for et krav til GWP. I versjon 1 av kriteriene er det derimot 

valgt ikke å innføre krav til GWP av flere årsaker. Ved å stille krav til at en stor andel 

av produktet består av fornybare råvarer har man et indirekte krav til GWP, da fornybare 

råvarer generelt har lavere GWP-verdier enn fossile råvarer (2,3,4,5). I tillegg vil 

krav til energiforbruk også være et krav som vil begrense utslipp av klimagasser. 

Dette er i tråd med Nordisk Miljømerkings prinsipper om å stille krav som fører til et 

redusert energiforbruk, og deretter fokusere på krav som kan redusere utslipp av 

klimagasser. Det er også vanskelig å finne gode data for materialers GWP-verdier. 

LCA-studier kan gi noe informasjon, men det skal utvises forsiktighet ved å bruke 

denne informasjonen da systemgrensene og beregningene kan være gjort på ulike 

måter. Hva slags elmix som er brukt i beregningene kan f.eks ha stor innvirkning på 

resultatet. I studier der funksjonell enhet er brukt som referanse, bliver det også vanskelig 

å finne en god GWP-verdi. I slike tilfeller er det nødvendig å gjøre beregninger 

for å finne GWP-verdien per kg material og i slike beregninger blir det usikkerheter. 

7.3 Kemikalier 

Nordisk Miljømerkings krav til kjemikalier omfatter kjemikalier som anvendes ved 

produksjon av engangsartikkelen. Dette omhandler for eksempel additiver til materialer, 

belægninger, lim og trykfarver, som tilsettes bevisst for å gi en viss egenskap 

og som findes i sluttproduktet. For produkter der polymer inngår, stilles det ikke krav 

til prosesskjemikalier ved produksjon av polymer i denne versjonen av kriteriene. Det 

vil si at kravene ikke omhandler f.eks. monomerer og hjelpekjemikalier som anvendes 

i polymerproduksjonen eller hjælpekemikalier f.eks. ved sprøytestøping eller ekstrudering. 

Additiver som tilsettes bevisst for å gi en spesifikk funksjon, f.eks farge, stabilisator 

eller mykner, er dog omfattet. Det finnes ikke tilgjengelig informasjon for å 

stille relevante krav til disse kjemikaliene på dette tidspunkt. Det antas at en del problematiske 

stoffer allerede forbys eller begrenses via EU's plastforordning (10/2011) 

om plastmaterialer og genstande bestemt til kontakt med fødevarer. En gjennomgang 

av de 16 kjemikaliene ansett som mest problematiske i dansk plastindustri viser at 6 

av disse er forbudt i henhold til forordningen (10/2011), mens 5 andre kjemikalier 

ikke står i bilag 1 (godkendelsesliste til plastforordningen), og dermed heller ikke er 

tillatt. 5 av de mest problematiske stoffene, i hovedsak ftalater, er tillatt med begrensninger 

i forordningen. Disse stiller vi krav til i miljømerkingskriteriene. 

For produksjon av masse, papir og karton har Nordisk Miljømerking god kunnskap 

om ulike kjemikalier som anvendes. Slike produkter skal oppfylle kravene i Kjemikaliemodulen 

for papirprodukter, versjon 2 eller senere. For mer informasjon om disse




kravene og bakgrunnen for dem, henvises det til Kjemikaliemodulen og tilhørende 

bakgrunnsdokument. Det påpekes at produkter av masse, papirog kartong likevel 

skal oppfylle kjemikaliekravene for konverteringesprocessen i dette kriteriedokumentet. 

Kravene er delt inn i et klassifiseringskrav som gjelder på produktnivå for anvendte 

kemiske produkter, spesifikke krav knyttet til enkelte innholdsstoffer (f.eks. krav til 

ftalater, optiske hvitemidler), og spesifikke krav knyttet til produkter som lim og 

belægninger. For enkeltstoffer er det viktig å merke seg at det er tillatt med forurensninger. 

Som forurensninger regnes rester fra råvareproduksjonen, som inngår i konsentrasjoner 

under 100 ppm (0,01 vekt %, 100 mg/kg) om ikke annet er nevnt, men 

ikke stoffer som er tilsatt materialet eller produktet bevisst og med et formål uansett 

mengde. 

K15 Klassifisering 

Der må ikke anvendes kemiske produkter klassificert som miljøfarlig, meget giftig, 

giftig, kræftfremkaldende, mutagen eller reproduktionsskadelig. 


Nordisk Miljømærkning tilstræber at sundheds- og miljøeffekterne fra de kemiske 

produkter skal være så små som muligt. Kemiske produkter, der er kræftfremkaldende, 

mutagene, reproduktionstokstiske, meget giftige, giftige eller miljøskadelige 

må ikke anvendes i fremstillingen af den Svanemærkede engangsartikkel. Dette 

omhandler for eksempel additiver til materialer, belægninger, lim, trykfarver osv. 

Kravene gælder ikke trykfarve på emballagen for engangsartiklen. Det påpeges at 

kravet omhandler det kemiske produktt og ikke enkeltstoffer som indgår i produktet. 

Kravet skal dokumenteres ved at indsende datablad for de forskellige kemikalier som 

anvendes, samt en erklæring fra produsenten af engangsartiklen og hvis relevant, fra 

producenten af polymeren, om at det ikke er anvendt kemiske produkter med ovenstående 

klassifisering i produktionen. Skema 5 kan anvendes. Nordisk Miljømærking 

vil gerne ha høringskommentarer til dette krav, da vi har begrænset kundskab om 

kemikalieforbrug, særligt når det gælder additiver til polymerer og ved konvertering 

til det færdige produkt. 

K16 Fthalater 

Fthalater må ikke indgå med undtagelse for forureninger. 


Ftalater er en stoffgruppe som består av mange forskjellige stoffer. De brukes i hovedsak 

som mykgjørere i plast og finnes i mange produkter vi bruker til daglig. Ftalater er 

ikke kjemisk bundet i plasten og kan derfor lekke ut til omgivelsene. Flere ftalater er 

reproduksjonsskadelige og miljøfarlige. Noen ftalater står oppført på bilag 1 i forordning 

nr 10/2011 om plastmaterialer og gjenstander i kontakt med fødevarer, noe som 

betyr at de er tillatt å bruke. Det er riktignok innført begrensninger for bruk av disse, 

men ftalater som er klassifisert reproduksjonsskadelig, for eksempel DEHP, er tillatt. 

Ftalater brukes mye i PVC, og da Nordisk Miljømerking har innført et generelt forbud 

mot bruk av PVC i en svanemerket engangsartikkel er også en del av problemet 

knyttet til innhold av ftalater redusert. Det anses for mindre sannsynlig at det brukes 

mye ftalater i engangsartikler i kontakt med mat, men det er allikevel innført et forbud




for å være helt sikker på at disse stoffene ikke inngår i en svanemerket engangsartikkel. 

Kravet skal dokumenteres ved at det sendes inn erklæring fra produsenten av 

polymeren og fra produsent av engangsartikkelen om at ftalater ikke inngår. Se også 

baggrundtekst til PVC krav under K24. 

K17 Aroma, smagstilsætninger og parfume 

Aroma, smagkstilsætninger, parfume eller andre duftstoffer (f.eks. æteriske olier, 

planteolier og planteekstrakter) må ikke aktivt tilsættes. 


Aroma, smagstilsætninger, parfume, æteriske olier samt planteolier og planteekstrakter 

indeholder ofte en række allergener eller kræftfremkallende stoffer. For at undgå 

unødig sundhedsmæssig påvirkning fra denne type stoffer forbydes anvendelsen af 

aroma, smagstilsætninger, parfume og duftstoffer. Der findes eksempler på tilsætning 

af forskellige duftstoffer til emballager for eksempel for at forstærke duften af brød 

(54). Dette er endnu ikke så udbredt i Norden, men eftersom aroma, parfumer og 

andre duftstoffer ikke er nødvendige og medfører unødvendig anvendelse af kemikalier, 

så er det valgt at have et forbud i kriterierne. 

K18 Farver for tryk og indfarvning 

Fargestoffer skal oppfylle BfRs (Federal Institut for Risk Assessment) anbefalingerog 

halogenerede organiske pigmenter i farven skal oppfylle krav i Europarådets anbefaling, 

Resolution AP (89) 1 on the use of colourants in plastic materials coming into 

contact with food. Farver defineres her som forbindelser som er tilsatt bevisst for å gi 

farge og inkluderer fargestoff, organiske og uorganiske pigmenter. 


Da disse produkter er i kontakt med fødevare, er det vurderet at det er specielt vigtigt 

med et skrapt krav til farver til tryk, nyanceringsfarvning og indfarvning, da der her 

findes problematiske stoffer. Kravet til farver indeholder derfor både krav til trykfarver 

fra Kemikaliemodulet for papirprodukter, krav om efterlevelse af BfRs anbefalinger 

samt Resolution AP (89)s krav til halogenerede organiske pigmenter. 

I høringen var det stilt krav om at fargestoffer måtte inneholde maks 2 vekt-% av 

stoffer klassifisert i henhold til K10 og/eller som var klassifisert miljøfarlige med 

R52/53. Dette kravet er fjernet etter høring, da produkter som inneholder stoffer opp 

til 2% i all hovedsak vil bli klassifiserte i henhold til K10. Forbud mot klassifisering 

av R52/53 (uten N) er lagt til i K10. 

Färgberedningar som används för tryck på engångsprodukterna skal uppfylla anbefalingene 

fra Federal Institute for Risk Assessment (BfR): IX. Colorants for Plastics and 

other Polymers Used in Commodities. Anbefalingene kan finnes på BfRs hjemmeside 

(120). BfRs anbefalinger er en type begrænsningsliste som setter maksimumsgrenser 

for innhold av ulike stoffer, blant annet ulike oljer og fettsyrer, tungmetaller og aromatiske 

aminer. BfR skriver i sin anbefaling at de mest egnede fargene for plast er 

uløselige pigmenter som inkorporeres så godt i plasten at de ikke migrerer ut i matvaren. 

Ved uriktig bruk av løselige fargestoffer er det en fare for at de kan migrere ut i 

maten. Da anbefalingene ikke forbyr bruken av giftige stoffer er det veldig viktig at 

fargestoffer ikke migrerer inn i maten. Anbefalingen påpeker at dette skal sjekkes.




Färger som inte är i direkt kontakt med livsmedel täcks inte av lagstiftningen (121), 

og Nordisk Miljømerking ser det derfor for relevant å stille krav til farger som brukes 

til trykk på engangsartikkelen. BfR har tagit fram krav på färger som används för 

plastprodukter, men kontakt med bransjen viser at disse retningslinjene også anvendes 

for papirprodukter. Anbefalingene är allmänt accepterade i branchen i brist på EN 

standard (122). 

I tillegg til BfRs anbefalinger skal organiske pigmenter også oppfylle Europarådets 

resolusjon (89) 1, om farger i plastikmaterialer i kontakt med mat. Dette kravet udelukker 

bl.a. PCB som ikke omfattes av BfRs anbefalinger. Det er nylig funnet PCB i 

analyser av maling som inneholder organiske pigmenter. Det er kjent at PCB finnes i 

to organiske pigmenter, azo pigmenter og pthalocyanine pigmenter. Nå er det imidlertid 

også funnet PCB i produkter med andre pigmenter. PCB tilsettes ikke, men kan 

dannes i produksjonsprosessen ved reaksjoner mellom ulike klorerte løsemidler og det 

organiske pigmentet. Disse pigmentene kan brukes i mange ulike produkter, blant 

annet maling, tekstiler, papir og mat (Hu and Hornbuckle, 2010). Det er utrykt bekymring 

for innhold av PCB, og norske myndigheter har blant annet sett på Europarådets 

anbefaling for å vurdere eventuelle tiltak mot PCB i pigmenter. 

Kravet skal dokumenteres ved at det sendes inn datablad for fargen som er anvendt, 

en erklæring fra produsent av fargen om at den ikke inneholder ftalater, samt en 

erklæring fra produsent av fargen som viser at kravet er fulgt. 

K19 Lim 

Der er stillet begrensinger til stoffer som kan inngå i lim. 


Lim kan inneholde problematiske stoffer og Nordisk Miljømerking stiller derfor krav 

til enkelte innholdsstoffer i lim. Kravet forbyr blant annet bruk av lim som inneholder 

kolofonharpiks eller formaldehyd. Kolofonium er forbudt fordi det kan gi kontaktallergi. 

Kolofonium tappes som harpiks fra furutrær og ekstraheres med terpentin. 

Blandingen inneholder mange allergener. Formaldehyd er også allergifremkallende og 

i tillegg klassifisert kreftfremkallende. For formaldehyd er det innført en egen forurensningsgrense. 

Innholdet av formaldehyd skal ikke være mer enn 250 ppm i nyprodusert 

polymerdispersjon og det er en begrensning på 10 ppm i herdet lim. For å 

dokumentere kravet skal det sendes inn testresulttat i henhold til Merckoquantmetoden 

eller VdL-RL 03-metoden. Dersom VdL-RL 03-metoden anvendes skal det 

være kalibrert for måleresultat




tillsats av alla de alkylfenoletoxilater som kan brytas ned till alkylfenoler i kemikalier 

som används i massa- och pappersproduktionen. 

Alkylfenoler är en grupp av ämnen som framför allt används som råvara för att tillverka 

alkylfenoletoxilater. De senare är ytaktiva ämnen, som används som detergenter, 

dispergerings- och emulgeringsmedel. Nonylfenoletoxilat kan användas som 

hjälpmedel i plast-, pappers- och massaindustrin, i textilier, i färger, rengöringsmedel, 

lim och smörjmedel. 

Ftalater i lim är misstänkt hormonstörande och förbjuds därför i lim som används i 

Svanenmärkta papper. Halogenerade lösningsmedel utgör ett stort miljö- och arbetsmiljöproblem. 

Många klorerade lösningsmedel är ozonnedbrytande och en del har 

klassificerats som cancerframkallande. Halogenerade lösningsmedel kan också vara 

giftiga för vattenlevande organismer och är svårnedbrytbara. 

K20 Belægninger og imprægneringer 

Belægnings og imprægneringskemikalier må ikke indeholde krom- eller fluorforbindelser. 

Oktametylsyklotetrasiloksan, D4, og dekametylsyklopentasiloksan, D5, får 

heller ikke inngå i kjemiske produkter som anvendes ved silikonbehandling. D4 og D5 

som inngår som forurensning er unntatt dette kravet. 


Kravet er stilt for å hindre bruk av helse-og miljøfarlige kjemikalier. For å dokumentere 

kravet skal det sendes inn en erklæring fra kjemikalieleverandør om at belægningskjemikaliet 

ikke inneholder krom eller fluorkjemikalier eller silkoksanene D4 og 

D5. I tilegg skal det sendes inn datablad for belægningskjemikaliet som anvendes 

ifølge K10. 

Kromforbindelser er tungt nedbrytbare og kan i varierende grad akkumuleres i organismer. 

Seksverdige kromforbindelser er klassifisert som meget giftige for vannlevende 

organismer. Treverdige kromforbindelser er generelt noe mindre giftige, men 

enkelte arter kan være spesielt følsomme også for treverdige kromforbindelser. Kromforbindelser 

kan forårsake uønskede langtidsvirkninger i vannmiljøet. Treverdig krom 

kan dessuten okyderes til seksverdig krom under spesielle forhold. Det er derfor ikke 

ønskelig at få krom ut i avfallssystemet verken fra den enkelte forbruker eller i avløpsvannet 

fra fabrikken. Kromholdig belegg anvendes blant annet på bakepapir, men 

gjør at papiret da ikke kan anvendes flere gange. Bakepapir inngår ikke som en selvstendig 

engangsartikkel, fordi det finnes egne kriterier for svanemerking av mat- og 

bakepapir, men tilsvarende papir kan anvendes som en del av en engangsartikkel 

f.eks. som innvendig papir i pizzakartong. 

Kravet til at bestrykningskjemikalier ikke får inneholde fluorforbindelser er satt for å 

hindre spredning av perfluoroforbindelser som, PFAS (perfluoroalkylsulfonater). 

PFAS er en samlebetegnelse på ulike typer fluorerte forbindelser som er persistente 

og har evne til å bioakkumulere (62). I en studie fra 2011 av belægningner anvendt i 

matemballasje av papir og karton er det funnet mer enn 115 polyfluorbelægninger 

som kemiske forurensninger (61). Det er også funnet at ulike fluorforbindelser som 

PFOS og PFOSA kan migrere fra papir og karton i kontakt med mat. I en annen studie 

” Polyfluorinated surfactants (PFS) in paper and board coatings for food packaging”




vises det til at DiPAPS och S-diPAPS (polyfluorerede alkylfosfater), i fem av 14 

prover migrerer fra papir og karton i kontakt med livsmedel (63). 

Myndigheter har etter hvert stort fokus på bruken og forekomsten av PFAS i produkter 

og miljøet, blant annet er PFAS omtalt i en ny norsk utredning om hvordan man 

skal begrense utslipp og bruk av miljøgifter. USA har nylig forbudt all ny bruk av 88 

PFAS (123), det planlegges regulering av PFOS i Storbritannia og industrien oppfordres 

til frivillig utfasing i blant annet Sverige. 

Siloksanene oktametylcyklotetrasiloxan (D4) og dekametylsyklopentasiloksan (D5) i 

kjemiske produkter til silikonbehandling er ikke tillatt. Siloksaner er tungt nedbrytbare 

og har derfor evnen til å oppkonsentreres i miljøet. Siloksaner er flyktige og anrikes 

lett i slam fra avløpsvann. I en nordisk undersøkelse er det funnet lave nivåer av 

siloksaner i miljøet, men på grunn av deres lave nedbrytbarhet er man bekymret for 

disse stoffene. Anrikning har i hovedsak blitt oppdaget nær steder der siloksaner 

anvendes industrielt og i befolkningssentra. En undersøkelse SFT offentliggjorde 

våren 2007 viste imidlertid at D5 også ble funnet i polarmåker ved Bjørnøya. 

Konsentrasjonene er på nivå med det som er målt i ferskvannsfisk og saltvannsfisk fra 

tettbygde områder i Norden. Dette tyder på at stoffene kan spres over store avstander, 

langt fra kildene. D4 og D5 er to av de siloksanene som man er mest bekymret for. I 

tillegg til å være miljøskadelig er D4 også klassifisert med risikosetningen ” mulig 

fare for skade på forplantingsevnen” (R62). D5 ble oppført på de norske myndighetenes 

prioritetsliste høsten 2006. Dette er en liste over stoffer der målet er en vesentlig 

reduksjon i bruk og utslipp. Ifølge informasjoner fra en leverandør av silikonebehandlet 

tape, i forbindelse med revisjon av kriteriene for svanemerking av hygieneprodukter, 

kan D4 og D5 genereres under fremstilling av silikonsystemer som anvendes 

til eksempelvis silikonbehandling av papir. D4 og D5 tilsettes ikke aktivt i denne prosessen. 

Restmengdene av D4 og D5 i tapen forventes å være under deteksjonsgrensen 

da D4 og D5 er flyktige og fordamper i produksjonsprosessen (personlig kommunikasjon, 

Koester 2009). Dette er grunnen til untaket i forhold til forurensninger. 

K21 Kemikalier til kaffe- og thefiltre 

Der må ikke tilsættes lim eller andra kemikalier i papiret ved konverteringen. 


Kravet er satt for å begrense bruken av unødvendige kjemikalier som både ved bruk 

og produksjon kan gi helse og miljøbelastninger. Kraver tilsvarende som for svanemerking 

av kaffefilter. 

7.4 Fødevarekontakt 

Alle engangsartikler er omfattet af krav i dette afsnit. 

Det er flere faktorer som kan påvirke hvor godt en type matemballasje er egnet for 

formålet. Type mat, som sure, salte og fete næringsmidler, temperatur og tilsetningsstoffer 

er viktige faktorer. Generelt er det størst risiko for overføring av uønskede 

stoffer fra emballasjen til matvarer når matvarene er fete (74,75). Det er viktig at 

emballasje og andre typer artikler som skal være i kontakt med mat ikke utgjør en 

helserisiko for brukeren. Engangsartikler og emballasje som kommer i kontakt med




mat er omfattet av EUs forordning nr. 1935/2004/EF om materialer og gjenstander 

bestemt til kontakt med matvarer (76). Denne forordningen sier generelt at emballasje 

ikke skal 

 

 

avgi stoffer til matvaren som kan være skadelig for menneskets helse 

medføre en endring og/eller forringe matvarens farge, lukt, smak eller andre 

fysiske karakteristikker. 

For matkontaktmaterialer av plast er det utviklet et særegent regelverk; EU's direktiv 

2002/72/EF, som nu erstattes af forordning nr. 10/2011 med påfølgende endringer om 

plastmaterialer og gjenstander bestemt til å komme i kontakt med næringsmidler (78). 

Her gis det blant annet restriksjoner på hvilke monomerer og andre utgangsstoffer 

som kan brukes (bilag II i direktivet) og lister over additiver (bilag III i direktivet) 

som kan brukes til fremstilling av plastmaterialer og gjenstander i kontakt med mat. 

Fra 1. Januar 2010 er det kun additiver som står oppført på denne felleskapslisten som 

kan benyttes (en positivliste). Nye stoffer kan tilføres bilag II og bilag III ved vurdering 

etter gitte forutsetninger. Utover dette er det utviklet detaljkrav for keramikk, 

regenerert cellulosefilm, plast og resirkulert plast i EU/EØS-området. De nordiske 

landene har utover dette nasjonal lovgivning for enkelte andre materialer som keramikk, 

glass, metall, legeringer og emalje. I tilegg har Danmark og Norge krav om at 

produsenter, importører og grossister av matkontaktmaterialer skal registreres (77). 

Papir og kartong i kontakt med næringsmidler er ikke detaljregulert innen EU/EØS, 

og ingen av de nordiske landene har særkrav for disse materialene (77). Kjemikalier 

som brukes ved papir-og kartonproduksjon kan inneholde stoffer som er helsefarlige. 

Europarådet har utviklet retningslinjer (80) (Policy statement concerning paper and 

board materials and articles intended to come into contact with foodstuffs, versjon 4 

2009) for papir og kartonmaterialer. Retningslinjene omfatter både produkter av nyfiber 

og resirkulert materiale og inneholder blant annet spesifikke beskrivelser av 

hvilke tilsettinger som kan brukes, testmetoder, og hva som er Good Manufacturing 

Practice (GMP) ved produksjon av papirog kartonmaterialer i kontakt med mat. Det 

er også publisert andre veiledere når det gjelder bruk av papir og karton i kontakt med 

mat. Nordisk Ministerråd har publisert rapporten ”Paper and board food contact materials” 

som kan brukes som en støtte til å vurdere helsemessige faktorer ved bruk av 

karton og papir til matemballasje (81). Rapporten er basert på Europarådets resolusjon 

nevnt over. 

K22 Materialer i kontakt med fødevarer 

Engangsartikkelen skal opfylde EUs forordning nr. 1935/2004/EF med efterfølgende 

ændringer. Dersom produktet består af plast skal EUs forordning nr. 10/2011 opfyldes 

i tillæg, Papir - og kartonmaterialer i produktet skal i tillæg opfylde Europarådets 

resolution ”Policy statement concerning paper and board materials and articles 

intended to come into contact with foodstuffs”, version 4, 2009 eller senere versioner 

eller BfRs anbefaling XXXVI. Paper and board for food contact, fra mars 2011 eller 

senere versioner eller CEPIs Industry guideline for the Compliance of Paper & Board 

materials and articles for food contact, Issue 1, mars 2010 eller senere versioner.





Forordning nr. 1935/2004/EF og direktiv 2002/72/EF er myndighetskrav som alle 

produkter skal oppfylle og av den grunn kan kravet virke overflødig. Nordisk Miljømerking 

har allikevel valgt å innføre kravet basert på innspill på bransjeseminar som 

ble avholdt i januar 2011, der det kom fram at dette følges opp ulikt av myndighetene 

i de nordiske landene. Dessuten kan produkter som miljømerkes produseres i andre 

land enn de nordiske og også utenfor Europa. Kravet er en ekstra forsikring om at 

produktene er trygge i bruk uavhengig av produksjonsland. Kravet skal dokumenteres 

ved en bekreftelse fra en uavhengig tredje part. I Sverige finns Normpack och i Norge 

finns Emballasjekonvensjonen som hjälper företag att kontrollera att deras engångsartiklar 

och matförpackningar uppfyller gällande lagar och regler. I Danmark eksisterer 

det ikke en tilsvarende nasjonal ordning. Nordisk Miljømerking begrenser imidlertid 

ikke hvilke organisasjoner som kan gjøre en slik tredje parts sertifisering til kun 

Normpack og Emballasjekonvensjonen, så det er åpent for at også andre kan gjøre en 

slik tredjeparts godkendelse. 

For produkter av karton eller papir stilles det ikke myndighetskrav utover den generelle 

lovgivningen (forordning nr. 1935/2004), og kravet om at Europarådsresolusjonens 

retningslinjer, BfRs anbefaling eller CEPIs Industry guideline skal følges gir en 

ekstra trygghet for at produktet er trygt i bruk. Alle tre er medtaget for at give ansøger 

mulighed for at anvende de guidelines som de i forvejen arbejder efter. For å dokumentere 

kravet skal det også her leveres inn sertifikat fra en uavhengig tredje part som 

viser at Europarådets anbefalinger er fulgt. 

7.5 Produkt og emballage 

K 23 Komposterbarhed 

Materialer anvendt i engangsartiklen eller selve engangsartiklen skal være komposterbare 

i henhold til standarden EN 13432 eller EN 14995. 

Undtagelse for dette krav gives for træ og finer, samt for polyolefiner af fornybare 

råvarer, da disse ikke er komposterbare, men i stedet er omfattet af et eksisterende 

recirkuleringssystem i Norden. 


Flere LCA studier for engangsartikler viser at bortskaffelsesfasen er vigtig for miljøbelastningen. 

Nordisk Miljømærkning vil derfor sætte fokus på affaldsproblematikken 

og stiller krav om at en svanemærket engangsartikkel er komposterbar med visse undtagelser 

jf. kravet. For at dokumentere kravet, skal der indsendes testresultater i henhold 

til standarden EN13432. Standarden fastsætter krav og metoder til at bestemme 

muligheden for kompostering og aerob behandling af emballage og emballagematerialer 

i kommunale eller industrielle affaldsbehandlingsanlæg. EN 13432 kræver at 90 

% af materialet er nedbrudt efter 180 dage (108). Det er vigtigt at produktene opfylder 

standarden, da begreber som "bionedbrydelig", "biologisk nedbrydelige materialer" og 

"komposterbarhed" ofte anvendes forkert og er derfor tit kilder til misforståelse. Opløselighed 

i vand betragtes ofte som et synonym for bionedbrydelighed, og bionedbrydelighed 

som et synonym for komposterbarhed. Udtrykket ”biologisk nedbrydelig af 

sig selv”, giver ikke meget mening, da principielt set er alle materialer bionedbrydelige. 

For mange stoffer er nedbrydningen betinget af temperatur og/eller tilstedeværel-




sen af specifikke enzymer, hvis nedbrydningen skal ske inden for et overskueligt tidsrum. 

Al skelnen mellem bionedbrydelige materialer og ikke-bionedbrydelige materialer 

bygger derfor på en subjektiv definition af hvilket miljø, materialet skal kunne 

nedbrydes i. Konsensus for denne definition er formuleret i CEN-standard EN 13432 

(CEN 2000) (101). Den amerikanske standard for komposterbarhet, ASTM D6400, er 

meget lig EN 13432, men adskiller sig ved kun at kræve 60 % nedbrydning af 

materialet efter 180 dage, hvor EN 13432:2000 kræver at 90 % er nedbrudt efter 

samme periode (108). Nordisk Miljømærking har derfor valgt at stille krav om at 

produktet skal opfylde EN13432. Dette er også en standard som er godt kendt af 

branchen, og anvendes af flere producenter. I forbindelse med høringen er der 

kommet information om at EN 13432 kun omhandler emballager. Så for også at 

dække engangsartikler som f.eks. bestik er der efter høringen tilføjet muligheden for 

at anvende standarden EN 14995, der anvendes til at dokumentere komposterbarhed 

for plastmaterialer. Standarden er sammenlignelig med EN 13432 der gælder for 

emballage materialer. Ansøger skal dermed vælge den standard der passer bedst til 

produkttypen. 

En anden vigtig årsag for at stille krav til komposterbarhed, er at kompostering er et 

godt alternativ til deponi. Selv om deponi af biologisk nedbrydeligt affald er på vej 

ud, deponeres der stadig en relativt stor mængde husholdningsaffald i Norden. Nedbrydning 

af organiske materiale på deponi vil føre til udslip af den kraftige klimagas 

metan. Kompostering er også vigtig for at fuldføre det naturlige kredsløb – den 

færdigbrugte råvare bliver ført tilbage til jorden og næringsstoffer recirkuleres. Det 

vurderes at fosfor om 30-40 år kan blive en mangelvare, hvad er et problem da fosfor 

er en afgørende byggesten i alle levende celler (110), men som beskrevet i kapitel 3.6 

vil komposterbare engangsartikkler af plast have begrænset gødningsværdi da polymererne 

består af C, H og O. Anvendelse af kompost vil også føre til øget humusdannelse 

i jorden, noget som vil øge bindingen af karbon og dermed mindske tilførslen 

af klimagasser til atmosfæren. 

Kravet om at engangsartiklerne skal være komposterbare skal ikke ses som et udtryk 

for at kompostering altid vil være den bedste affaldsbehandling, men i stedet som en 

ekstra egenskab hos engangsartiklen, der giver mulighed for en alternativ affaldsvej i 

forhold til deponi. Som tidligere beskrevet i kap 3.6 er det flere mulige affaldsveje for 

en svanemærket fornybar engangsartikkel til fødevarer. Det er vanskeligt at konkludere 

hvilken affaldsbehandling som er bedst, da det er fordele og ulemper ved de forskellige 

behandlinger. Undersøgelser viser forskellige resultater og er ofte afhængig af 

hvilke forudsætninger, som er lagt til grund for studiet. 

Det har været usikkerhed om hvorvidt komposterbare engangsartikler, fortrinsvis af 

plast, vil føre til problemer i komposteringsanlæggene. Der er rapporteret om at affaldsposer 

af bioplast kan få nogle praktiske problemer i anlæggene, da de opfører sig 

anderledes end de poser man er vant til ved at de vikler sig ind i det tekniske udstyr i 

anlæggene, der skal frasortere affaldsposer af fossil plast (109). Det vil dog ikke være 

et problem for denne produktgruppe, da affaldsposer ikke er en del af denne. Det har 

ikke lykkes Nordisk Miljømærking at få et klart svar på om andre bioplastprodukter 

som er certifiseret komposterbare vil føre til problemer i anlæggene. Kontakt med 

teknisk chef Morten Bøgger hos Solum A/S, som sælger anlæg til bioforgasning og 

kompostering, tyder imidlertid på at det ikke ser ud til at det er et grundlæggende




problem med kompostering af bioplast. EN 13432 tester partikelstørrelsen efter 12 

uger og dette passer godt med den periode komposten er i de fleste komposteringsanlæg 

(109). 

Recirkulering kan være aktuelt for enkelte engangsartikler af papir og kartonmaterialer, 

afhængig af forurenningsgrad og land i Norden. Resirkulering av engangsartikler 

i kontakt med mat, kan være en god måte å behandle avfallet på, men det er 

forskjeller nordisk på hva som anses som resirkulerbar emballasje. Forurenset plast og 

karton anses ikke som resirkulerbart i Danmark, mens det i Norge, Sverige og Finland 

er mer vanlig med resirkulering av emballasje både av plast og karton. En dansk 

studie har undersøgt hvornår der er en miljømæssigt gevinst ved at genanvende plast 

emballager til fødevarer og hermed engangsartikler frem for at sende det til forbrænding 

med energiudnyttelse (90). Her fremgår det, at der ses en positiv effekt ved 

recirkulering, hvis plast emballagen er stort set ren. En norsk studie som har sett på 

klimagassutslipp viser at materialgjenvinning gir et klart bedre klimaregnskap og 

energiregnskap enn forbrenning med energiutnyttelse for plastemballasje (124). Noen 

LCA-studier viser også at materialgjenvinning generelt gir en lavere miljøbelastning, 

særlig når det gjelder energiforbruk og klimagassutslipp, uavhengig av om produktet 

består av fossilt eller fornybart materialet (108). Recirkulering kræver dog at der 

findes indsamlingssystemer for materialetyperne. Det findes endnu ikke for de fleste 

bioplaster, mens det som beskrevet ovenfor findes indsamling af fødevareemballager i 

nogle af de nordiske lande for produkter af karton og papir. 

For de fleste bioplastprodukter er derimod recirkulering ikke en relevant affaldsvej i 

dag, da der ikke findes specifikke recirkuleringssystemer for bioplast. Lige på nær 

bioplaster som kan recirkurleres med fossile palster som for eksempel grøn PE. Der er 

derfor givet undtagelse for kravet om komposterbarhed for polyolefiner (PE og PP) af 

fornybare råvarer, hvis disse kan recirkulres i de eksisterende recirkuleringssystemer. 

Miljøgevinsten ved forbrenning er knyttet til at emballageaffaldets energiindhold kan 

genindvindes til produktion af (fjern)varme og elektricitet. En dansk studie viser at 

forbrænding af bionedbrydelig emballage (bioplast og karton) giver mindre bidrag til 

drivhuseffekt og forsuring end kompostering (100). Hovedkonklusionen er, at forbrænding 

med energiudnyttelse er at foretrække, da man her kan trække den fortrængte 

energiproduktion fra. Det er imidlertid verdt å merke seg at resultatet i slike 

studier ofte er avhengig av hvilke energikilder som antas å bli erstattet. For å utnytte 

varmen som produseres er det også en forutsetning at det er utbygd fjernvarmenett 

som kan ta i bruk denne varmen. Eksisterende fjernvarmenett og muligheten for å 

bygge ut er variabel i de nordiske landene, da det blant annet er forskjeller i landskap 

og botetthet. Hvor vigtig slike forutsetninger er, er tydelig kommentert i en rapport fra 

Norsk Avfall, som påpeker at blant annet energibærere som antas erstattet, sammensetning 

i avfallet som forbrennes, lokale og regionale forhold er viktige parametere 

som vil påvirke resultatet (125). Det er også et aspekt at en engangsartikkel i kontakt 

med mat ofte vil være tilgriset. Mat inneholder ofte mye væske, noe som vil påvirke 

brennverdien. 

Bioforgasning er ofte trukket fram som den biologiske behandlingen som gir lavest 

klimagassutslipp. I et biogassanlegg vil man både kunne utnytte energiindholdet i 

emballagen og utnytte råtneresten direkte eller via videre kompostering. Dette forud-




sætter imidlertid at emballagen også er bionedbrydelig under de anaerobe forhold i 

biogasreaktoren. Ud af de mange forskellige bioplast typer som findes på markedet 

tyder undersøgelser på, at det kun er PLA, som er nedbrydelig i thermofile biogasanlæg 

ved 55 °C (98). 

Bortskaffelsesfasen afhænger både af hvilke mulige affaldsveje, der findes i det 

pågældende land hvor engangsartikler afskaffes og hvilke af disse affaldsveje som 

konsumenten anvender. Størstedelen af produkterne i produktgruppen vil formentlig 

ende som husholdningsaffald eller affald fra spisesteder og udendørs affaldsspande. I 

afsnit 3.6 er de mulige affaldsveje i de forskellige nordiske lande beskrevet. Herved 

fås et indtryk af hvilken affaldsbehandling, der er mest sandsynlig for den udtjente 

engangsartikel. Nordisk Miljømerking har liten styrbarhet på hvilken avfallsfraksjon 

som forbrukeren benytter eller hvordan hvert land behandler avfallet. Det er likevel 

vigtig å fokusere på avfallsproblematikken da denne har relativt stor påvirkning på 

miljøbelastningen til engangsprodukter. Nordisk Miljømerking er klar over at det ikke 

fins en egen fraksjon for innsamling av organisk avfall i alle nordiske land, og at dette 

også kan variere innad i hvert enkelt land. Ved å stille et krav om komposterbarhet, vil 

der være givet en bedre mulighed for at produkterne kan nedbrydes i naturen med 

tiden, dog sikrer standarderne EN 13432 og EN 14995 ikke at produkterne komposteres 

i naturen som i et industriel anlæg. I tillegg ønsker vi at en svanemerket engangsartikkel 

kan være egnet til kompostering dersom det fins en innsamling av biologisk 

avfall for å bidra til produksjon av kompost. I de lande, der deponi fortsatt er en sannsynlig 

avfallsvei, vil andre avfallsveier, uansett om det er kompostering, bioforgasning, 

resirkulering eller forbrenning, være å foretrekke. 

Krav om mærkning af engangsartiklen 

K24 Mærkning af engangsartiklen 

Det skal med teksten ”Compostable” fremgå enten ved tryk eller prægning af den 

komposterbare svanemærkede engangsartikel eller emballagen og produktdatabladet 

for den svanemærkede engangsartikel, at produktet er komposterbart i henhold til EN 

13432 eller EN 14995. For engangsartikler helt uden tryk eller prægning kan teksten 

”Compostable” i stedet fremgå af emballagen og samtidig af produktbladet. 

Recirkulerbare polyolefiner skal mærkes med plasttype i henhold til ISO 11469 ” 

Plast - Generisk identifikation og mærkning af plastprodukte”r. 


Kravet om at engangsartiklerne skal være komposterbare i henhold til standarden EN 

13432 eller EN 14995 er tænkt som en ekstra egenskab, der tillægges engangsartiklen 

i og med at det sikres at produket også kan komposteres. For at oplysningen om denne 

egenskab gives videre til f.eks. take away restauranten, cafeen og slutbrugeren, skal 

det fremgå enten af engangsartiklen eller emballagen og samtidig af produktbladet for 

engangsartiklen at produktet er komposterbart i henhold til standarden EN 13432 eller 

EN 14995. 

Engangsartiklen skal mærkes med ”Compostable” med mindre der hverken er tryk 

eller prægning af engangsartiklen. I tilfælde hvor der hverken er tryk eller prægning af 

engangsartiklen, så skal emballagen mærkes med ”Compostable”.




De materialetyper, der er undtaget kravet for komposterbarhed og i stedet skal være 

recirkulerbare, skal mærkes med plasttype i henhold til ISO 11469 ” Plast - Generisk 

identifikation og mærkning af plastprodukter” for at muliggøre recirkulering. 

Styrbarheden med hensyn til affaldsbehandlingen er forholdsvis lav, men dette krav 

giver en mulighed for at påvirke produktets affaldsvej. Samtidig kan man opfordre 

restauranter og cafeer der sælger disse produkter at oplyse kunden om at engangsartiklen 

er komposterbar eller recirkulerbar. 

K25 Information om egenskaber 

Der skal udarbejdes et produktdatablad for den Svanemærkede engangsartikel. 


Generelt er det vigtigt, at man kun anvender emballage og andre materialer og genstande 

til det, de er beregnet til. Både virksomheder og forbrugere bør følge brugsanvisninger 

mv. for at sikre, at der ikke sker afsmitning på grund af forkert brug. En 

isbakke er fx. ikke beregnet til indpakning af varme fødevarer, og en affaldspose er 

ikke beregnet til kontakt med fødevarer. Det er derfor vigtigt at der medfølger et produktdatablad 

med dokumenterede egenskaber for den svanemærkede engangsartikel. 

Flere levnedsmiddelmyndigheder i Norden anbefaler også der udarbejdes et produktdatablad 

eller en form for fødevarererklæring (60). Kravet stilles derfor for at sikre, at 

der medfølger denne dokumenterede information om produktets egenskaber for alle 

svanemærkede engangsartikler uanset hvor produktet er produceret. 

K26 Kvalitetskrav for kaffe- og thefiltre 

For kaffe- og thefilter stilles det krav om at det skal testes for sammenføjningsstyrke 

og filtreringsegenskaber. 


Det er ikke funnet internasjonale standarder for filtrering som det er egnet å henvise 

til. Det er allikevel vigtig at et kaffe-og thefilter oppfyller normale krav til filtrering. 

Da det ikke fins en standardisert test, er det mer åpent, hvordan produsenten kan 

dokumentere dette. Testen kan være laboratorietest, ansøkers interne kvalitetstest, 

forbrukertest eller en sammenlignende test med et tilsvarende produkt. Kravet er 

hentet fra kriteriene for kaffefilter, som nå innlemmes i kriteriene for Engangsartikler 

til fødevarer. Kravet er ikke endret. 

K27 Emballage 

Emballagen må ikke være af PVC 


Se baggrund til K3.




7.6 Kvalitets og myndighetskrav 

Kravene K28 til K33 er generelle kvalitetssikringskrav som skal sikre at de svanemerkede 

produktene oppfyller kravene og at lover og forordninger oppfylles slik at 

produktene holder den miljømessig kvaliteten som var hensikten med kriteriene. De 

fleste av disse kravene er generelle og gjelder for all produksjon av svanemerkede 

produkter. De enkelte krave bliver ikke yttereliger begrunnet her. 

7.7 Krav som er vurdert, men ikke stilt krav til 

Krav til pesticider 

Det er vurderet at forbyde flysprøjtning af landbrugsafgrøder og brug af pesticider 

indeholdende aktive stoffer, der ikke er godkendt i EUS Pesticide database over aktive 

stoffer jf. Direktiv 91/414/EEC. Pesticider anvendes til bekæmpelse af ukrudt og til 

beskyttelse af afgrøder mod insektangreb, svampeangreb eller for at regulere plantens 

vækst. Brugen af pesticider kan medføre, at rester af pesticider og deres nedbrydningsprodukter 

kan forekomme i vores fødevarer og i vores miljø. Udover at kunne 

forårsage skader på miljøet har valg af pesticid også betydning for helbredet hos dem 

der arbejder med dyrkning af råvarerne. Da produkterne skal bruges til fødevarer har 

det værer relevant at vurdere om der skal stilles krav til sprøytemidler brukt ved dyrkning 

af råvaren. Det ble imidlertid funnet at den specifikke dokumentation om aktive 

stoffer i det anvendte pesticid skal hentes for mange led tilbage i leverandørkæden og 

styrbarheden forventes derfor at være lav. Der er derfor valgt ikke at stille krav til 

pesticider i den første version af kriterierne. I forbindelse med version 1 af kriterierne 

vil Nordisk Miljømærkning få et bedre indblik i leverandørkæden for landbrugsafgrøder. 

Et evt. krav til pesticider kan derfor vurderes igen for version 2 af kriterierne. 

Nano 

Under kriterieutviklingen har det vært vurdert om det skal innføres krav til nanopartikler, 

fordi det i dag er lite kjent hvordan og hvor mye nanopartikler vil påvirke 

miljøet. Det som skaper størst bekymring er bruk av nanopartikler som kan frigjøres 

og dermed lettere påvirke helse og miljø. For engangsartikler i kontakt med mat er det 

i hovedsak pigmenter og belægninger vi anser som de mest relvante områdene der 

nanomaterialer kan brukes. Ulike pigmenter, som titandioksid (TiO 2 ) kan være i 

nanoform. For belægninger kan det tenkes at nanomaterialer kan gi gode barriereegenskaper. 

For plastprodukter er nanopartikler omtalt i EUs forordning No 10/2011 

som gjelder plastmaterialer i kontakt med mat. I forordningen heter det at nanopartikler 

ikke får inngå i plasten dersom disse ikke er listet i vedlegg 1 av forordningen. I 

vedlegg 1 er det listet tre ulike forbindelser som kan være i nanostørrelse; titannitrid 

(TiN), silisiumdioksid (SiO 2 ) og karbon black. Av disse er TiN spesifikt angitt som 

nanopartikkel. Den formen av SiO 2 som er tillatt er: ”primære partikler på 1-100 nm, 

som er aggregert til størrelse 0,1-1 mikrometer, som igjen kan forme agglomerater fra 

0,3 mikrometer til mm størrelse.” Det vil si at den ikke er tillatt som nanopartikkel. 

Karbon black kan også bestå av aggregerte partikler i nanostørrelse, men anses ikke 

som problematisk så lenge partiklene er bundet i en matrise. TiN anses ikke som 

særlig relevant for engangsartikler i kontakt med mat. Dette er et hardt keramisk 

materiale og brukes blant annet som belegg på kniver, bor og lignende. Bentonite 

(leire), mica (leire), zink oksid, cellulose og titan dioxide er forbindelser som er mye 

brukt i nanoform. Disse er listet i vedlegg 1, men ikke merket som nanomaterialer og




kan derfor ikke benyttes når de er i nanopartikkelstørrelse. For flerlagsmaterialer 

gjelder at dersom det er en funksjonell barriere mellom materialet og maten gjelder 

ikke bestemmelsen om at stoffet må være listet i vedlegg 1. Dette gjelder imidlertid 

ikke CMR stoffer og forbindelser i nanoform. Dvs. for nanopartikler gjelder vedlegg 1 

uansett. Det er imidlertid en unntakelse i forordningen. En forbindelse som ikke er 

listet i vedlegg 1 kan godkjennes på bakgrunn av risikoanalyse og etter godkjenning 

av myndigheter. 

Nanopartikler anses som lite relevant når det gjelder papirproduksjon. Det pågår 

forskning på nanocellulose, et material som består av cellulosefibriller i nanostørrelse. 

Dette vil være en nanostruktur, og ikke partikler. Forskningsselskapet Innventia har 

startet opp et pilotanlegg for produksjon av nanocellulose og sier at nanocellulose kan 

brukes for å forsterke papir, kompositter og plast samt brukes som barrierefilmer for 

matemballasje (Pulp and Paper news, publisert mars 2011). Nordisk Miljømerking 

anser ikke nanocellulose som problematisk, da dette er en nanostruktur og ikke inneholder 

partikler som kan frigjøres. 

Pigmenter i nanostørrelse er ikke regulert i aktuelle forordninger og direktiv når det 

gjelder materialer i kontakt med mat, men BfRs anbefalinger og Europarådetes retningslinjer 

påpeker at det skal sikres at farverne, herunder pigmenter, ikke migrerer 

inn i maten. 

På bakgrunn av disse opplysningene har Nordisk Miljømerking valgt ikke å stille krav 

til bruk av nanopartikler i dagens kriterier. Det vurderes at bruken av nanopartikler er 

godt nok regulert og at sannsynligheten for at det brukes materialer med nanopartikler 

i engangsartikler i kontakt med mat er liten. 

8 Referenser 

Ref 1: Rapport om engangsartikler i bioplast i Danmark, 2010 Force Technology 

http://www.plastnet.dk/images/stories/downloads/engangsartikler_i_bioplast_i_danma 

rk_med_bilag.pdf 

Ref 2: pers. komm. til Force Technology fra Erwin T.H. Vink, NatureWorks LLC, 27- 

10-2009 

Ref 3: Kim, S & B.E. Dale, 2005. Life cycle assessment study of biopolymers 

(polyhydroxyalkanoates) derived from no-tilled corn, International Journal of Life 

Cycle Assessment 10 (3), 200-210. 

Ref. 4: Vink, E.T.H., D.A. Glassner, J.J. Kolstad, R.J. Wooley & R.P. O’Connor, 

2007. The eco-profiles for current and near-future NatureWorks® polyactide (PLA) 

production, Industrial Biotechnology, vol. 3, no. 1, 2007, pp. 58-81 

Ref. 5: . Vercalsteren, A., C. Spirinckx, T. Geerken, P. Claeys, 2006. Eco-Efficiency 

analysis of 4 types of drinking cups used at events, OVAM (Openbare 

Afvalstoffenmaatschappij voor het Vlaams Gewest), Belgium.




Ref. 6: Detzel, A. & M. Krüger, 2006. Life Cycle Assesment of PLA – A comparison 

of food packaging made from NatureWorks® PLA and altrernative materials, Final 

report, IFEU GmbH Heidelberg, July 2006 

Ref. 7: Vink, E.T.H., K.R. Rabago, D.A. Glassner & P.R. Gruber, 2003. Applications 

of life cycle Assessment to NatureWorks TM polylactide (PLA) production, Polymer 

Degradation and Stability, vol. 80, Issue 3, 2003, pp. 403-419. 

Ref.8: Franklin Associates, 2006. Life Cycle Inventory of five products produced 

from polylactide (PLA) and petroleum-based resins – Technical report, Prepared for 

Athena Institute International, November 2006. 

Ref. 9: Pommer, K. et al, 2000, Håndbog i miljøvurdering af produkter, Teknologisk 

Institut og Instituttet for Produktudvikling. 

Ref. 10: Communication from the Commission on the practical implementation of the 

EU biofuels and bioliquids sustainability scheme and on counting rules for biofuels 

(2010/C 160/02) 

Ref. 11: UNEP (2009): Towards sustainable production and use of resources: 

Assessing Biofuels. International Panel for Sustainable Resource Management, 

United Nations Environment Programme 

Ref. 12: Notat fra Force Technology “ The land use aspect” 2010 

Ref. 13: Frees, N. et al. Miljømæssige forhold ved genanvendelse af papir og pap, 

Miljøprojekt nr. 1057 2005 

Ref. 14: GMO, hvad kan det bruges til? Vidensyntese fra Fødevarerministeriet 2009 

Ref. 15: Kommentar fra Tanja B. Olsen, PEFC Danmark 

Ref. 16: FAO, M. Hosny El-Lakany: Are genetically modified trees a threat to forests, 

2005 

Ref. 17: BASF, tillstånd till odling av GMO-potatis, 

www.basf.com/group/pressrelease/P-10-179. 

Ref. 18: http://www.publicaster.com/info/natureworksPLA/ 

Ref. 19 Tilgængelig den 30/11 2010 http://www.natureworksllc.com/news-andevents/~/media/news%20and%20events/webcasts/greenyourpkg_012606/greenyourp 

kgfaq_012606%20pdf.ashx 

Ref. 20: Tilgængelig den 30/11 2010 på http://www.materbi.com/ 

Ref. 21: Tilgængelig den 30/11 2010 på http://www.pyraplast.com/e-html/e-1-1.htm 

Ref. 22: Tilgængelig den 30/11 2010 på 

http://www.mst.dk/Virksomhed_og_myndighed/Bekaempelsesmidler/Pesticider/Regu 

lering/EU_vurdering_af_pesticider.htm 

Ref. 23: Kommentar fra Anitta Fjeldsted fra Miljøstyrrelsen 

Ref. 24: Genanvendelse I LCA –systemudvidelse, Miljønyt nr 81, 2006 

Ref. 25: Tilgængelig den 30/11 2020 på Plastinformation, www.plastinformation.com 

Ref: 26: Vink, et al. Applications of life cycle assessment to NatureWorks 

polylactide (PLA) production in Polymer Degradation and stability 80 (2003) 403- 

419. 

Ref. 27: L., Blom og R., Buck, ”Bioplasten er lige om hjørnet”, Plastindustrien, 

tilgængelig den 1/12 2011på www.plastindustrien.dk 

Ref. 28: Weber, C.J. (Editor), 2000. Biobased Packaging materials for the food 

industry – Status and Perspectives – A European Concerted Action, November 2000, 

ISBN 87-90504-07-0 

(http://www.biodeg.net/fichiers/Book%20on%20biopolymers%20(Eng).pdf)




Ref. 29: Biodegradable Polymers – inspired by nature. Ecoflex, Ecovio. BASF 

http://www.plasticsportal.net/wa/plasticsEU~en_GB/function/conversions:/publish/co 

mmon/upload/biodegradable_plastics/Ecoflex_Brochure.pdf, Besøgt 6. august 2010 


http://www.plastnet.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=116%3Abi 

opolymerer&catid=6&Itemid=6 


http://www.innventia.com/templates/STFIPage____7102.aspx 

Ref. 32: Liptow and Tillman, Comparative life cycle assessment of polyethylene 

based on sugarcane and crude oil, Chalmers university of technology, Sweden, Report 

No 2009:14 

Ref. 33: LCA of Degradable Plastic Bags, tilgængelig den 8/7 2011 på 

http://www.conference.alcas.asn.au/2005/Papers/James_and_grant.pdf 

Ref. 34: Tilgængede den 25/2 2011 på http://www.plantic.com.au/ourtechnologies/products/ 

Ref. 35: Miljømæssige fordele og ulemper ved genvinding af plast, Miljøstyrelsen 

2002 

Ref. 36: Referat fra branche seminar for Fornybare engangsartikler i kontakt med 

fødevarer, Stockholm 2011. 

Ref. 37: Forstudie, ”Engangsartikler i kontakt med fødevarer”, Nordisk 

Miljømærkning 2009 

Ref. 38: Tilgængelig den 7/3 2011 på http://www.natureworksllc.com/About- 

NatureWorks-LLC.aspx 


http://www.futerro.com/index_greenproducts.html. 

Ref. 40: Shen, L., J. Haufe & M.K. Patel. Product overview and market projection of 

emerging bio-based plastics, PRO-BIP 2009, Final report, June 2009. Group 

Science, Technology and Society, Copernicus Institute for Sustainable 

Development and Innovation, Utrecht University, commissioned by European 

Polysaccharide Network of Excellence and European Bioplastics. 

Ref. 41: Paper and board materials and articles intended to com in contact with 

foodstuffs, EU Kommisionen 2005. 

Ref. 42: Johnsen, N. Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen nr. 10 2001 

Ref. 43: Rapport "Survey of Chemical Substances in Consumer Products”, Nr. 99, 

2008, Miljøstyrelsen 

Ref. 44: Miljøstyrelsen, http://www.mst.dk, Baggrundsnotat om PFOS-forbindelser, 

2002 

Ref. 45: Information KEMI, Periodisk information från Kemikalieinspektionen 2/03 

Ref. 46: Migration af blødgøren DEHA fra PVC strækfilm, 2000/2001, Jens Højslev 

Pedersen Instituttet for fødevareundersøgelser og Ernæring, er Acetyltributylcitrat 

(ATBC) fundet, som eneste monomere blødgører i PVDC-filmen. 

Ref. 47: Data fra www.organic-world.net tilgængelig den 15/3 2011. 

Ref. 48: The Better Sugar Cane Initiative Limited, URL: http://www.bettersugarcane.org 

Ref. 49: Swedish Society for Nature Conservation: Fuel for development? The 

implications of growing demand for biofuels from the south, 2007 

Ref. 50: Novozymes foredrag ”Fra sukker til biokemikalier til plastfremstilling, 2009. 


http://www.mst.dk/Virksomhed_og_myndighed/Bekaempelsesmidler/Pesticider/Regu 

lering/EU_vurdering_af_pesticider.htm




Ref. 52: EU DIREKTIV 2009/128/EF af 21. oktober 2009 

om en ramme for Fællesskabets indsats for en bæredygtig anvendelse af pesticider 

Ref. 53: Baggrundsdokumentet for Svanemærkning af hygienartiklar version 5 

Ref. 54: ”EU åbner for duftende emballage til maden” Artikel i Ingeniøren 22. nov 

2008. 


http://74.125.77.132/search?q=cache:Ai7XyU95KYQJ:www.packaginggateway.com/features/feature736/+bioplast+seedling&cd=1&hl=da&ct=clnk&gl=dk 

Ref. 56: EU DIREKTIV 2009/128/EF af 21. oktober 2009 

om en ramme for Fællesskabets indsats for en bæredygtig anvendelse af pesticider. 

Ref. 57: Regeringes Affaldsstrategi 2009-12 1. delstrategi, 2009 Miljøstyrelsen 

Ref. 58: Tilgængelig den 24/3 2011 på http://en.wikipedia.org/wiki/Bagasse 

Ref. 59: Tilgængelig den 29. marts 2011 på http://www.okcompost.be/en/home/ 


http://www.foedevarestyrelsen.dk/Foedevarer/Kemi_og_emballage/Materialer_gensta 

nde/Regler_for_materialer_og_g.htm 

Ref. 61: Polyfluorinated surfactants (PFS) in paper and board coatings for food 

packaging (2011) 

Ref. 62: Guo et al. “Alternativ fluropolymers to avoid the challenges associated with 

perflourooctanoic acid”. Ind. Eng. Chem. Res Vol. 47, no3, pp. 502-508 (2008) 

Ref. 63: Environmental Performance Agreement (“Agreement”) Respecting 

Perfluorinated Carboxylic Acids (PFCAs) and their Precursors in Perfluorochemical 

Products Sold in Canada tilgængelig den 28/6 2011 på http://www.ec.gc.ca/epeepa/default.asp?lang=En&n=AE06B51E-1 

(2011.03.31) 

Ref. 64: Perfluorerade ämne, Kemikalieinspektionens nettside, 

http://www.kemi.se/templates/Page.aspx?id=3285 (2011.04.25) 

Ref. 65: Information KEMI, Periodisk information från Kemikalieinspektionen 2/03 

Ref. 66: Miljøstyrelsen, http://www.mst.dk, Baggrundsnotat om PFOS-forbindelser, 

2002 

Ref. 67: PVC Informationsrådet i Danmark. http://www.pvc.dk/t2w_172.asp 

(22.03.2005). 

Ref. 68: Life Cycle Assessment of PVC and of principal competing materials, EU 

Commission 2004, http://ec.europa.eu/environment/waste/studies/pvc/lca_study.htm 

((2011.04.25) 

Ref. 69: Vinyl 2010, Progress Report 

http://www.stabilisers.org/documents/Vinyl%202010%20Progress%20Report%20201 

0.pdf (2011.03.31) 

Ref. 70; http://www.kemi.se/templates/Page____3734.aspx (2011.03.31) 

Ref. 71: http://www.pvc.se/Om%20PVC/Miljo.htm#Mjukgorare (2011.03.31) 

Ref. 72: http://www.kemi.se/templates/Page____3655.aspx (2011.03.30) 

Ref. 73: Green Paper – Environmental issues of PVC, European Commission 2000, 

http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/site/en/com/2000/com2000_0469en01.pdf 

(2011.04.25) 

Ref. 74: Matportalen, 2010: : http://matportalen.no/artikler/2003/4/emballasje_og_mat 

Ref. 75: Fødevarerstyrelsen 2010: 

http://www.foedevarestyrelsen.dk/Foedevaresikkerhed/Materialer_genstande/Material 

etyper/forside.htm 

Ref. 76: Forordning nr 1935/2004/EF om materialer og gjenstander bestemt til 

kontakt med matvarer




Ref. 77: European Commisision, Summary of the national legislation, Sanco 

E6/MS(28/09/2010):http://ec.europa.eu/food/food/chemicalsafety/foodcontact/docum 

ents_en.htm 

Ref. 78: EUs direktiv 2002/72/EF med påfølgende endringer om plastmaterialer og 

gjenstander bestemt til å komme i kontakt med næringsmidler. 

Ref. 79: Emballasjekonvensjonen 2010: http://www.emballasjekonvensjonen.no/ 

Ref. 80: Resolution ResAP (2002): Policy statement concerning paper and board 

materials and articles intended to come into contact with foodstuffs, versjon 4 2009 

Ref. 81: Nordisk Ministerråd: Paper and board food contact materials, TemaNord 

2008:515 

Ref. 82: BfR: http://www.bfr.bund.de/cd/50677#dok 

Ref. 83: BfR Opinion No. 008/2010, 09 December 2009, Migration of mineral oil 

from packaging materials to foodstuff 

Ref. 84: EUs forordning nr. 282/2008 om materialer og gjenstander av gjenvunnet 

plast bestemt til kontakt med matvarer 

Ref. 85: Europalov.no: http://europalov.no/?q=node/982 

Ref. 86: Register of valid applications for authorisation of recycling processes to 

produce recycled plastic materials and articles intended to come into contact with 

foods submitted to EFSA under art. 13 of Regulation (EC) No 282/2008 (updated 

until 17/05/2010 – 7th update): 

Ref. 87: 

EFSA:http://ec.europa.eu/food/food/chemicalsafety/foodcontact/documents_en.htm 

Ref. 88: Forstudie ”Engangsartikler i kontakt med fødevarerr”, februar 2009 

Ref. 89: Rapport B2009, Certification rules for compost, Avfall Sverige 

Ref. 90: Miljømæssige fordele og ulemper ved genvinding af plast, Miljøprojekt nr. 

657, 2002 Miljøstyrelsen 

Ref. 91: Internationalt Affaldsnyt, nr 4 oktober 2008, Videncenter for Affald 

Ref. 92; Vink et al 2010, The Eco-profile for current Ingeo polylactide production, 

Industrial Biotechnology, vol.6, No. 4, pages 211-224 

Ref. 93: Naryan and Patel, Review and analysis of bio-based product LCA´s, 

Tilgjengelig på www3.abe.iastate.edu/biobased/LCAreview.pdf, (14.mars 2011) 

Ref. 94: Garraín et al 2007, LCA of biodegradable multilayer film from biopolymers, 

Abstract LCM2007, 3rd International Conference on life cycle management, Zurich, 

University of Zurich at Irchel, August 2007: 

www.lcm2007.org/presentation/Mo_2.05-Garrain.pdf 

Ref. 95: Wolf O. Crank M. Patel M. Marscheider-Weidemann F. Schleich J. Hüsing 

B. Angerer G. 2005, Techno-economic feasibilty of large-scale production of biobased 

polymers in Europe, Joint Research Centre, Institute for Prospective 

Technological Studies, Technical report EUR 22103 EN 

Ref. 96: Johansson M. 2005, Life cycle assesment of fossil and bio based materials for 

3D shell applications – Material eco-profiles and example with a blow moulded clear 

rigid packaging, Stockholm 

Ref. 97: Svanemerking av hygieneprodukter, versjon 5.2 

Ref. 98: Bionedbrydelige plastposer til indsamling af den organsike del af 

dagrenovationen til biogasanlæg, Arbejdsrapport Mst nr. 14, 2002. 

Ref. 99: Biobased Packaging materials for the food industry, KVL 2000 

Ref. 100: Miljøvurdering af alternative bortskaffelsesveje for bionedbrydelig 

emballage, Miljøprojekt 680, 2002.




Ref. 101: DS/EN 13432 + AC:2006: ” Emballage - Krav til emballage, som kan 

genanvendes ved kompostering og bionedbrydning - Prøvningsmetoder og 

evalueringskriterier for endelig godkendelse af emballage” 

Ref. 102: Statistisk Sentralbyrå, tilgængelig den 26/1 2010 på 

http://www.ssb.no/emner/01/05/10/avfkomm/tab-2009-06-23-02.html 

Ref. 103: Statistikcentralen i Finland, internet: 

http://www.tilastokeskus.fi/til/jate/2008/jate_2008_2009-12-16_tau_001_sv.html 

Ref. 104: Affaldsstatistik 2006, Miljøstyrelsen 2008 

Ref. 105: Telefonsamtale med Tjalfe Poulsen 4/3 2010. Tjalfe Poulsen lektor fra 

Ålborg Universitet, der arbejder med affaldshåndtering og udnyttelse af energi og 

næringsstoffer fra organisk affald. 

Ref. 106: Christensen, T. H. ”Affaldsteknologi” 1998 

Ref. 107: www.avfall sverige.seRef. 108: Rapport om engangsartikler i bioplast i 

Danmark, 2010 Force Technologi 

Ref. 109: Telefoninterview med Morten Brøgger fra Solum Gruppen. 

Ref. 110: ”Ny tillid til bioforgasning” februar 2010 Artikel i Nyhedsbladet Dansk 

Energi 

Ref: 111: Den norske bioteknologinemdas nettside om ”Genmodifiserte planter og 

mat” http://www.bion.no/temaer/genmodifiserte-planter-og-mat/ (besøkt 20.06.2011) 

Ref: 112: Øget vidensberedskab om kemiske i stoffer i plastindustrien, Arbejdsrapport 

fra Miljøstyrelsen nr. 5 2008. 

Ref: 113: Bakgrund till Svanenmärkning av Pappersprodukter – basmodul och 

kemikaliemodul version 2, 2011 

Ref: 114: Affaldsstrategi 2005-2008, Regeringen (DK) 2003 

Ref. 115: Enhancing Biopolymers: Additives Are Needed for Toughness, Heat 

Resistance & Processability, Plastic Technology, juli 2008 

Ref. 116: Tilgænge den 4/7 2011 på http://www.globalecolabelling.net/ 

Ref. 117: Tilgængelig den 4/7 2011 på http://bioplast.com.hk/FAQ.htm 

Ref. 118: Leafware LLC, Dinnerware dishes made from fallen leavs intended for 

single-use. Informasjon fra: http://www.leaf-ware.com/ (besøkt 27. juni 2011) 

Ref. 119: Eco Palm Leaf Industries. Disposable Arecanut Palm Leaf Plates. 

Informasjon fra: http://www.ecopalmleafplates.com/(besøkt 27. juni 2011) 

Ref. 120: Federal Institute for Risk Assessment (BfR): IX. Colorants for Plastics and 

other Polymers Used in Commodities. Tilgjengelig fra: 

http://bfr.zadi.de/kse/faces/resources/pdf/090-english.pdf (besøkt 4. juli 2011) 

Ref. 121: Telefonsamtal Bo Lindskog, Innventia, Sverige 

Ref. 122: E-post Elisabeth Gierow, Duni AB 

Ref. 123: The U.S. Environmental Protection Agency, EPA Action on PFAS 

Compounds Informasjon hentet fra: http://www.epa.gov/oppt/pfoa/pubs/pfas.html 

(besøkt 27. juni 2011) 

Ref. 124: Miljøanalyse av ulike behandlingsformer for plastemballasje fra 

husholdninger, Østfoldforskning, 2008 

Ref.125: Klimaregnskap for avfallshåndtering, fase I og II: Glassemballasje, 

metallemballasje, papir, papp, plastemballasje, våtorganisk avfall, treavfall og 

restavfall fra husholdninger, Østfoldforskning, 2010 

Ref. 126: ”Bærekraftig biodrivstoff - et avgjørende klimatiltak”, miljøstiftelsen ZERO 

Ref. 127:Tilgængelig den 8/7 2011 på 

http://www.braskem.com.br/site/portal_braskem/en/home/home.aspx

Bilage 1 

Biopolymerer 

Dette bilaget beskriver flere av biopolymerene som er nevnt i kapitel 2.2.1 Bioplast. 

Det gjelder stivelsespolymerer, PLA, PHA, blandingspolymerer og grønn polyeten. 

Stivelsespolymerer 

Der produceres allerede stivelsespolymerer i relativt store mængder, da disse længe 

har været brugt til andre formål end til produktion af plast, f.eks. indenfor papirindustrien 

og i medicinalindustrien. På plastområdet er stivelsespolymerer blevet brugt til 

bl.a. emballage i de sidste to årtier. Stivelsespolymerer er en af de vigtigste polymerer 

indenfor bioplast og den europæiske produktionskapacitet var i 2007 omkring 130.000 

ton. Stivelsespolymerer fremstilles ved at stivelse udvindes fra plantematerialer, enten 

direkte fra plantematerialet gennem en våd proces, hvor plantedelene males (wet 

miling), eller gennem oprensning af stivelsesrigt slam fra fødevareproduktion. Stivelsesrige 

afgrøder som majs, hvede, kartofler og ris bliver ofte anvendt ved fremstilling 

af stivelsespolymerer. Stivelsespolymerer kan omdannes til termoplast, ved at stivelsen 

ekstruderes under særlige trykforhold, temperaturforhold osv (1). 

Der er flere producenter på markedet, der producerer blant annet følgende stivelsespolymerer: 

 

 

 

 

Mater-Bi® fra Novamont S.p.A. i Italien 

Plantic® R1 fra Plantic Technologies med produktion i både Tyskland og 

Australien, 

Solanyl® (stivelse fra kartofler) BP fra Rodenburg Biopolymers B.V. i 

Holland 

Biowertstoffe fra Loick AG i Tyskland 

PLA (Polylaktid) 

PLA er en alifatisk polyester produceret via polymerisation af fermenteringsproduktet 

mælkesyre fra fornybare råvarer (40). 

PLA fremstilles gennem flere procestrin: 

 

 

 

 

 

Stivelse udskilles fra majs gennem en våd proces, hvor majsen males (wet 

milling). 

Stivelsen hydrolyseres til dekstrose gennem brug af enzymer. 

Mælkesyre produceres gennem fermentering af dekstrosen. 

Mælkesyren omdannes til lactid. 

Lactiden polymeriseres til PLA 

PLA kan konverteres til slutprodukter ved hjælp af let ændrede standard industrielle 

maskiner til termoplast ved hjælp af teknikker som termoformning, sprøjtestøbning, 

blæsestøbning ekstrudering, filmekstrudering og fiber ekstrudering (40). 

PLA’s fysiske og mekaniske egenskaber gør, at plasten kan erstatte konventionelle 

plastmaterialer indenfor mange anvendelsesområder. Hårdhed, stivhed, elasticitet og 

slagstyrke er på niveau med de samme kvaliteter som for polyethylene terephtalate, 

PET. PLA film har desuden egenskaber, der gør, at det kan sammenlignes med




cellofanfilm. PLA er forholdsvis gennemsigtig og har en høj glans samt lav uklarhed. 

PLA har i øvrigt høje barriereegenskaber i forhold til lugt og smag, høj modstandsdygtighed 

mod fedt og olie og en høj UV-resistans. PLA er egnet til emballage for 

tørre varer og for varer med kort hyldetid. PLA er ikke egnet til emballering af 

drikkevarer med brus eller andre drikkevarer på grund af sine dårlige barriereegenskaber 

overfor O 2 , CO 2 og vanddamp. Hvis man sammenligner PLA med stivelsespolymerer, 

har PLA en bedre fugtbarriere men en ringere gasbarriere. Til gengæld er 

PLA mindre stabilt, når det bliver udsat for varme, og derfor er det ikke hensigtsmæssigt 

at anvende PLA til produkter eller emballage, som udsættes for over 40 °C. 

Der forskes dog i at udvikle PLA med bedre varmebestandighed og stabilitet, og det 

kan føre til, at materialets anvendelsesområde i fremtiden, kan udvides til at også 

dække f.eks. bægre til varme drikkevarer (1). 

Eksempeler på producenter , der producerer PLA i stor skala: 

 

 

NatureWorks LLC (http://www.natureworksllc.com) er den største producent 

af PLA. Denne PLA markedsføres i hele verden under navnet Ingeo®. 

NatureWorks LLC er en uafhængig virksomhed, som ejes 100 % af Gargill 

(www.gargill.com). NatureWorks PLA produceres på en fabrik i Blair, 

Nebraska, USA. I dag har det samlede produktionssted en kapacitet på 

140.000 tons polymerer (38). 

Futerro (http://www.futerro.com) er et 50/50 joint venture i Belgien mellemvirksomhederne 

Galactic (www.lactic.com) og Total Petrochemicals 

(www.totalpetrochemicals.com) dannet i 2007. Formålet med dette joint 

venture er at udvikle viden og teknologier til produktionen af PLA af fornybare, 

vegetabilske råvarer (feedstock). Målet er at kunne producere mindst 

1500 tons PLA om året. Futerro indviede i april 2010 et PLA produktionsanlæg 

i pilotskala i Escanaffles i Belgien, og selve produktionen var planlagt 

til at kunne igangsættes i større skala i 2010. I Europa anvendes sukkeroer som 

råmateriale til produkiton af mælkesyre som anvendes til Futerro (39). 

PHAere (Polyhydroxyalkanoat) 

Ligesom PLA er PHA’er alifatiske polyestere, der produceres gennem fermentering af 

fornybare ressourcer. Til forskel fra PLA produceres disse polymerer direkte gennem 

fermentering af kulstofsubstrat, såsom sakkarose,vegetabilsk olie og fedtsyrer i mikroorganismen 

(40). Processen består i hovedsag af 5 trin: fermentering, isolering, 

oprensning, blanding og eventuelt pelletering (1). 

Den mest almindelige PHA (Polyhydroxyalkanoat) er PHBV (poly-3-hydroxybutyrate-co-3-hydroxyvalerate). 

Produktionen af PHA’er er, sammenlignet med produktion 

af stivelsespolymerer og PLA, forholdsvis ny, og kommercialisering af PHA’er er 

derfor også på et tidligt stadie. I år 2000 anlagdes det første pilotanlæg for produktion 

af PHBV af virksomheden PHB Industrial i Brasilien, og i 2003 realiseredes det 

første anlæg på kiloton basis af Tianan Biological Material Co. Ltd. i Kina (40). 

Et eksempel på et PHA produkt er Mirel TM , som kommercialiseres af Telles i USA. 

Derudover findes en del producenter af PHA’er, som kun producerer i pilotskala (1).




PHA’er kan anvendes som både blød og hård plast, f.eks. som plastfilm og støbt plast. 

PHBV har mange egenskaber, der ligner konventionel polypropylen, selvom den har 

en noget anderledes kemisk struktur. PHBV kan bruges til både plastposer, 

sodavandsflasker og engangsskrabere til barbering (1). 

Der er blevet produceret en bred vifte af PHA homopolymerer, copolymerer, og terpolymerer. 

P(3HB) (poly(3-hydroxybutyrate)), som er prototypen af PHA’erene har 

gode termoplastiske egenskaber og kan forarbejdes som konventionelle termoplaster 

[7, 8]. Temperaturintervallet, som denne polymer kan bruges i, er bredt fra 30°C til 

120°C [7, 8]. Det er et stift og skrøbeligt materiale, hvilket gør at dets anvendelsesområde 

er noget begrænset. Produkter baseret på P(3HB)-polymeren kan anvendes til 

fødevarer [8]. Til forskel fra mange andre biobaserede polymerer er P(3HB) uopløseligt 

i vand, og det er relativt modstandsdygtigt for hydrolytisk nedbrydning [7, 8]. 

Disse egenskaber betyder bl.a., at P(3HB) kan klare varme væsker uden at smelte. 

P(3HB) har en meget høj modstandsdygtighed for opløsningsmidler, medium til god 

modstandsdygtighed over for fedt og olie, god UV resistans men dårlig modstandsdygtighed 

overfor syrer og baser. Ilt (O 2 ) permeabiliteten er lav, og derfor egner 

P(3HB) sig til produkter, der er følsomme over for påvirkning af ilt. 

Blandingsplaster 

Bioplast findes ofte blandet med olie baseret polymerer. Eksempler på dette ses i tabel 

2.0 nedenfor. Dette gøres for at forbedre bioplastens egenskaber og dermed få et bredere 

anvendelsesområde. Det er ikke unormalt at blande biopolymerer med 30-80 % 

oliebaseret polymerer (33). Dog skal man være opmærksom på, at det er en blanding, 

som ikke nødvendigvis er komposterbar og at en ”bioplast” ikke nødvendigvis er 

baseret hovedsagligt på biomasse. 

Tabel B.1: Forskellige nedbrydelige bioplaster inkluderet blandingsplaster (33).




Grøn ethylen 

Green ethylen er en ny måde at kombinere egenskaberne af syntetiske polymerer og 

det at være produceret af fornybare ressourcer som biopolymerer er. Ethylen produceret 

af biomasse, kaldet "grøn ethylen" kan bruges i produktionen af mange base 

polymerer (f.eks. PE, PP, PVC og PS). Et kendt produkt er Green PE som produceres 

af Braskem i Brasilien (127). Dermed kan syntetiske polymerer være fremstillet af 

andre råvarer end fossil olie og naturgas. Denne type plast er imidlertid ikke bionedbrydelig. 

Der investeres en del i denne teknologi, og det vil være mest interessant at 

følge udviklingen af grøn ethylen og den måde, grøn ethylen vil ændre og udvide 

brugen og konceptet af ordet "biopolymerer".




Bilage 2 

Affaldsstrømme i Norden 

Finland 

I Finland er kommunerne forpligtet til at sørge for genanvendelse og håndtering af 

affald fra husholdninger og farligt affald i landbruget. Ud over dette, skal kommunen 

tage sig af affald fra den offentlige administration og servicering, for affaldstyper og 

mængder, der svarer til affald fra husholdninger. 

Ifølge den nationale affaldsplan i Finland, skal der sorteres usorteretaffald, energiaffald, 

pap affald og returpapir og organisk affald. Kommunens pligt til at sortere 

organisk affald afhænger af antallet af lejligheder i den enkelte bygning, som regel 

skal der være 10 lejligheder for at der etablres udsortering af organisk affald. Derudover 

indsamles metal, glas, papir og pap affald ved regionale affaldsindsamling 

punkter (ekopunkter). 

I Finland samles der totalt 2,77 mio. ton kommunalt affald (eng: municipal waste) i år 

2008. Kommunalt affald opdeles i a) materialegenanvendelse af affald, f.eks. kompostering 

af organiskt affald (884 304 ton), b) energiudnyttelse (346 946 ton), c) forbrænding 

i affaldskraftværk (130 848 ton) och d) slutdeponi af affald (1 406 105 ton). 

Procentfordelingen er henholdsvis a) 32 %, b) 13 %, c) 5 % och d) 50 % (9). 

Gennem den nationale strategi i Finland for at reducere mængden af bionedbrydeligt 

affald på lossepladser forsøger man at fremme genanvendelse af affald, der ender på 

lossepladsen og begrænse de miljømæssige og sundhedsmæssige gener forårsaget af 

deponeringsanlæg. Strategien lægger særlig vægt på bionedbrydeligt affald. I 2016, 

må højest 25 procent af det organiske affald fra dagrenovationen ende til deponi på 

lossepladser. 

For at nå målene i strategien behøves foranstaltninger for at forebygge affaldsdannelse 

og for at øge genanvendelse. Udgangspunktet for strategien er, at omkring 25 procent 

af genbrugspapir og pap indsamles særskilt og genanvendes i for andet bionedbrydeligt 

affald skal 5 procent genanvendes. Derudover skal andelen af biologisk forbehandling 

af affald (kompostering og anaerob nedbrydning og energiudnyttelse) udvides. 

At nå de mål, den skal bygge nye behandlings-og genbrugspladser til affald. De 

fleste af den nye kapacitet er behov for forbehandling af bionedbrydeligt affald og 

energi. 

Der er allerede flere bionedbrydelige engangsprodukter i det finske marked. Disse 

artikler er bruges bgenerelt til Svane-mærket restauranter og hoteller i Finland. 

Norge 

I 2008 var der i alt 2,1 mio tons husholdningsaffald ud af totalt 10,9 millioner tons 

affald. Når dette fordeles på de forskellige affaldsbehandlinger er fordelingen: 17% til 

deponering, 37% til forbrænding med energiudnyttelse og 44% til materialegenvinding 

(2).




For husholdningsaffald sorteret ud til genanvendelse i 2008 er fordelingen følgende: 

Tabel b2 viser husholdningsaffald udsorteret til genvinning i 1000 ton (3) 

Totalt 

Papir,pap og 

drikkekarton 

Glas Metal Plast Vådorganisk 

affald 

Træaffald 

Ton 1088 335 49 64 18 172 176 

% 30,8 4,5 5,8 1,6 15,8 16,1 

Affald som gik til biogassbehandling og kompostering i 2007 var totalt 440 tusind ton 

(ikke bare fra husholdningsaffald). Af dette gik 93% til kompostering og 7% til biogasbehandling. 

Det organiske affald kom fra følgende fraktioner: madaffald 44 %, 

slam 32%, park-og haveaffald 20% og andet 3% (4). I dag findes der 88 ordinære 

deponeringsanlæg, 19 forbrændingsanlæg og 60 anlæg for biologisk behandling i 

Norge (5). 

Forbuddet mod deponering af biologisk nedbrydeligt affald som papir, træ, tekstiler 

og madrester vil føre til en ændring i måden at behandle affald på. Restaffald fra husholdninger 

kan dermed ikke længere deponeres. I rapporten ”Tiltak og virkemidler for 

reduserte utslipp av klimagasser fra avfallssektoren” fra 2010 er to af tiltagene en øget 

produktion og brug af biogas og udnyttelse af energi fra affaldsforbrænding (6). 

Baseret på dette vil man derfor kunne antage at antallet af biogasanlæg vil øges i 

fremtiden. 

Det er forskelligt fra kommune til kommune for hvordan affaldshåndteringen er, men 

alle kommuner har indsamling af pap og papir (inklusiv væskekartoner), metal og 

glas. Med hensyn til plast og madaffald er der mange kommuner som fortsat ikke har 

egen indsamling af disse to fraktioner. Her vil plast og madaffald derfor ende i restaffaldet. 

Noen eksempler på sortering av ulike ”engangsartikler” i Oslo kommune, hvor der 

kun er sortering af organisk affald fra husholdninger i nogle områder (7): 

 

 

 

 

 

 

Serviett av papir: matavfall/våtorganisk avfall 

Pizzaeske: papp/papir/kartong 

Drikkebeger i papp: restavfall 

Drikkebeger i plast: plastemballasje 

Engangsbestikk, plast: restavfall 

Engangsservise (jeg antar at dette omfatter papptallerkener etc, står ikke mer 

spesifikt hva det omfatter): restavfall 

I Trondheim som sorterer organisk affald skal engangsbestik i plast sorteres som 

restavfall, men dersom det er lavet af nedbrydelig plast kan det lægges i fraksionen for 

madaffald/vådorganisk affald.




Sverige 

Den behandlede mængde husholdninsaffald i Sverige blev i 2007 registreret til 4 717 

380 ton. Pr. indbygger var affaldsmængden dermed 514 kg per person. 48,7 % af 

affaldet gik til materialegenanvedelse inklusiv biologisk behandling (ca. 10%), 46.4 % 

af affaldet gik til forbrænding med energiudvinding og 4 % til deponi. 

Husholdingsaffaldet dækker over følgende fraktioner: 

• dagrenovation (affaldsspande), 

• grovaffald inklusiv haveaffald, 

• farligt affald, 

• affald fra blandt andet virksomheder, kontorer, industri og restauranter. 

• den del af husholdingsaffladet som er omfattet af producentansvar, også selv 

det ligger uden for kommunes renovationsområde. 

Kommunerne har planer om at den biologiske behandling skal fordobles inden for få 

år. Det national emål er at 35 % af madaffaldet skal behandles biologisk i 2010. 

Riksdagen har besluttet at 50 procent af husholdingsaffaldet skal genanvedes ved 

materialegenanvendelse, inklusiv biologisk behandling, senest 2010. 

Indsamling 

Mange kommuner tilbyder sine beboere at indsamle madaffald til central behandling. 

Det mest almindelige indsamlingssystem for villahusaffald er to seperate affaldsbeholdere, 

en til bioaffald og en til restaffald. 

Materialåtervinning 

Husholdningsaffald, der skal genanvedes indsamles oftets på ubemandede affaldsstationer 

– emballager, aviser, glas, plast metal, samt på de kommunale bemandede 

genanvedelsescentraler. 

Genanvendelse af emballager 

For emballager gælder producentansvar. Förpacknings- och Tidningsinsamlingen AB 

(FTIAB) har anlagt såkaldte genanvendelsesstationer forskellige steder i kommunerne. 

Emballager opdeles i fire forskellige materailer poå genanvedelsesstationerne: 

• Karton- og papemballage 

• Plastemballage 

• Metalemballge 

• Glasemballge 

Karton- og papemballge 

Papemballager forekommer oftest som bølgepap og drikkekartonner. Genanvendelse 

af fibre fra karton- og papemballager adskiller sig ikke meget fra genanvedlese af 

bølgepap Derimod adskiller genanvendelse af drikkekartonner sig ved at papirfibrene 

skal adskilles fa belægningerne.




Karton og papir med voksbelægning er lavet af en finere papirkvalitet som belægges 

med parafin. Her er det svært at fjerne voksen igen ved genanvedelse og sådanne 

materialer passer derfor bedst til forbrænding med energiudnyttelse. 

Plastemballager 

På affaldsstationerne indsamles både blød- og hårdplast. På sorteringsstationerne 

adskilldes disse fraktioner og plasten genanvendes. Biologisk nedbrydelig plast kan 

ikke genanvedes og skal istedet ende i det usorterede affald som går til forbrænding 

med energiudnyttelse. I Sverige kan nedbrydelig plast ikke gå til den organiske 

fraktion i dagrenovationen da den hovedsagligt sendes til bioforgasning, som ikke kan 

håndtere disse plasttyper (16). 

Danmark 

Husholdningernes affald er sammensat af affaldstyperne dagrenovation, storskrald og 

haveaffald, som igen kan opdeles i enkelte fraktioner, så som f.eks. papir og pap, 

flasker og glas og madspild/andet organisk affald. Af husholdningsaffaldet i Danmark 

i 2006 endte 10 % til deponi eller andet, 61 % til forbrænding, 1 % blev frasorteret 

som organiskaffald (haveaffald ikke omfattet) og ca. 29 % gik til anden materiale 

genanvendelse. Af den samlede mængde affald til forbrænding blev 84 % forbrændt 

på kraftvarme-anlæg og 16 % på anlæg, der kun producerer varme (14). 

Det betyder f.eks., at den angivne mængde af papir og pap ikke udgør hele potentialet 

i husholdningsaffaldet, men alene den mængde, der er udsorteret til genanvendelse. 

Resten af papiret indgår i fraktionen ”diverse brændbart”. Kildesorteret organisk 

dagrenovation komposteres eller bioforgasses (10). 

I Danmark findes både høj- og lavteknologiske anlæg til kompostering af kildesorteret 

organisk dagrenovation. På anlæggene behandles ofte også andet organisk materiale. 

De lavteknologiske anlæg anvender hovedsagelig mile- og madraskompostering (bl.a. 

anlæg i Høng, Skælskør og Kerteminde), mens de højteknologiske anlæg anvender 

tromlekompostering eller kammer/containerkompostering (bl.a. anlæg i Vejle og 

Frederikssund). Da det organiske affald overvejende opsamles i plastposer i køkkenet, 

sker der en frasortering af plasten på anlæggene. Dette sker ved en forsortering inden 

komposteringen, ved den efterfølgende sigtning eller ved en anvendelse af begge 

processer. 

Endvidere bioforgasses organisk dagrenovation på biogasfællesanlæg i bl.a. Grindsted 

og Århus. I Grindsted modtages affaldet i papirposer, mens der på de øvrige anlæg 

sker en frasortering af plast. Biogasfællesanlæg anvender normalt en blanding af ca. 

80% gylle og 20% organisk affald. Organisk affald kan ud over kildesorteret organisk 

dagrenovation være organisk industriaffald. Organisk dagrenovation udgør ca. 40 % 

af den samlede mængde dagrenovation. I 1999 skønnes mængden af organisk dagrenovation 

der gik til kompostering og bioforgasning til at være ca. 5 % (15).




Nordisk oversigt af affaldsfraktioner 

Tabel b 3. Nordisk oversigt over fordelingen af husholdningsaffald for forskellige 

behandlingstyper. 

Kilder: Tal fra DK ”Affalds Statistik 2006, tabel 5.1 (10). Tal fra NO fra Statistik Centralbyrå (7), Tal 

fra SE ” www.avfall sverige.se” (16) tal fr FI fra Statistikcentralen i Finland, internet (9). 

Affaldshåndtering Norge Sverige Finland Danmark 

Deponering og andet 17% 4% 50% 10% 

Forbrænding med energigenvindning 31% 47% 18% 61% 

Bioforgasning el kompostering af organisk affald fra 

dagrenovation 

8% 10% 10% 1% 

Anden materialegenanvendelse incl. haveaffald 44% 39% 32% 29% 

Ud fra ovenstående data for affaldsstrømmene i Norden ses det er der i Danmark er 

størst sandsynlighed for at det organiske affald sendes til forbrænding med energigenindvinding. 

I Norge og Sverige genanvendes en større del af det organiske affald 

og for Finland er tallet skjult i den samlede materialegenanvendelse. 

Referencer 

Ref 1: ”Bionedbrydelige plastposer til indsamling af den organsike del af dagrenovationen 

til biogasanlæg” Arbejdsrapport Mst nr. 14, 2002. 

Ref 2: Presentation-_-Stakeholder-Workshop_Mrs.Michels_Frauenhufer [1] 2009 

Biogas plant 

Ref. 3. “Biobased Packaging materials for the food industry”, KVL 2000 

Ref. 4: “Miljøvurdering af alternative bortskaffelsesveje for bionedbrydelig 

emballage” Miljøprojekt 680, 2002. 

Ref 5: DS/EN 13432 + AC:2006: ” Emballage - Krav til emballage, som kan genanvendes 

ved kompostering og bionedbrydning - Prøvningsmetoder og evalueringskriterier 

for endelig godkendelse af emballage” 


http://74.125.77.132/search?q=cache:Ai7XyU95KYQJ:www.packaginggateway.com/features/feature736/+bioplast+seedling&cd=1&hl=da&ct=clnk&gl=dk 

Ref. 7: Statistisk Sentralbyrå, tilgængelig den 26/1 2010 på 

http://www.ssb.no/emner/01/05/10/avfkomm/tab-2009-06-23-02.html 

Ref. 8: Tilgængelig den 27/1 2010 på http://ing.dk/artikel/99557-bioplast-skalgenbruges-ikke-formuldes 

Ref. 9: Statistikcentralen i Finland, internet: 

http://www.tilastokeskus.fi/til/jate/2008/jate_2008_2009-12-16_tau_001_sv.html 

Ref. 10 : Affaldsstatistik 2006, Miljøstyrelsen 2008. 

Ref. 11: ”Ny tillid til bioforgasning” februar 2010 Artikel i Nyhedsbladet Dansk 

Energi 

Ref. 12: . Telefonsamtale med Tjalfe Poulsen 4/3 2010. Tjalfe Poulsen lektor fra 

Ålborg Universitet, der arbejder med affaldshåndtering og udnyttelse af energi og 

næringsstoffer fra organisk affald. 

Ref. 13: Christensen, T. H. ”Affaldsteknologi” 1998 

Ref.14: Energistyrelsen DK: 

http://www.ens.dk/documents/faktaark/affald%20150709.pdf 

Ref. 15: 

http://www.affaldsinfo.dk/affaldsh%C3%A5ndtering/affaldsbehandling/deponering 

Ref 16. www.avfall sverige.se




Bilage 3 

LCA Screening af 2 forskellige salatbakker 

– en af PLA og en af PET 

Der er udført en LCA screening ved hjælp af dataprogrammet Gabi med Ecoinvent 

data for 2 typer af salatbakker, se tabel b 4. Den ene af PET og den anden af PLA. 

Den funktionelle enhed er her defineret som 1000 stk. 500 ml salatbakker som er 

beregnet til kolde fødevarer, f.eks. take-away salat. Formålet med screeningen er at se 

hvilken betydning valg af materiale til en engangsartikel (her en salatbakke) har for 

produktets miljøbelastning i form af energiforbrug. Samtidig undersøges også affaldsvejen 

betydning for PLA produktet. Da det ud fra undersøgelser, ser ud til at det kun 

er PLA, der er nedbrydelig i biogasanlæg, er de mest sandsynlig affaldsveje for hele 

produktgruppen ”Engangsartikler i kontakt med fødevare”, forbrænding med energiudnyttelse 

og kompostering. Den mest sandsynlige affaldsvej i Norden for en engangsartikel 

af fossil plast er forbrænding, ca. 15-20 % af plastaffaldet i Norden 

recirkuleres og deponi vil også kunne forekomme i nogle del af Norden. Det tages der 

højde for i forbindelse med vurdering af screeningsresultatet. 

Tabel b 4 viser resultatet fra LCA screeningen angivet i energiforbrug (MJ) for 1000 

salatbakker 

Produkt og 

affaldssenarie 


MJ for fasen 

Cradle to 

Consumer 

Forbrug eller godskrivning 

af energi i 

MJ fra fasen 

End of life 


MJ for fasen 

Cradle to grave 

USA PLA til forbrænding 1630 -300 1330 

EU PLA til forbrænding 1510 -300 1210 

USA PLA til kompostering 1630 20 1650 

EU PLA til kompostering 1510 20 1530 

PET til forbrænding 2110 -380 1720 

PET med 20% recirkulering 

og 80% forbrænding 

2110 -100 recirkulering * 

- 310 forbrænding 

1700 

PET med deponi 2110 0 2110 

PET 20% recirkulering og 

80% deponi 

2110 -100* 2010 

PS til forbrænding 1650 -510 1140 

PS til deponi 1650 0 1650 

* Værdien er beregnet ud fra at man sparer ca. 70 % af produktionsenergien ved recirkulering. 

Da der pt. ikke produceres PLA i Europa er der taget udgangspunkt i PLA fra Nature- 

Works som produceres i USA. Til produktionen af PLA granulat er der derfor anvendt 

data for el i USA. Netop nu bygges et produktionsanlæg for PLA i Tyskland. Så i 

fremtiden vil den energi, der er medtaget i beregningen til skibstransport og den ekstra 

energi, der er medtaget pga. der er anvendt el fra USA ikke være relevat. I USA er 

primæer energien højere pr el input (gennemsnits el fra USA kræver 4,01 MJ primær 

energi pr. MJ el input), end i Europa (europæisk gennemsnits el kræver 2,87 MJ 

primær energi pr MJ el input). 

I LCA screeningen er der for PLA salatbakken lavet et scenarie for produktion i både 

USA hvor produktionen findes pt. men samtidig også for Europa, da der forventes en




produktion i Tyskland (1). I den videre sammenligning anvendes PLA USA som 

worst case. 

Der hvor PLA bakken ikke vil gå til forbrænding, men i stedet til kompostering vil 

man kunne antage at salatbakker af fossil plast heller ikke går det forbrænding. Det vil 

derfor være rimeligt at antage at en vis andel deponeres. Derved for affaldsscenarier, 

hvor forbrænding ikke er en mulighed sammenlignes PLA kompostering med PET og 

PS deponi eller recirkulering. For affaldsscenarier hvor forbrænding er mulig sammenlignes 

PLA forbrænding med PET og PS forbrænding eller recirkulering. I 

Danmark kan det antages at ca. 80 % af den producerede varme fra forbrændingen 

udnyttes til fjernvarme. Dette er antaget i screeningen, men det er nok højt sat for 

resten af Norden, så den reele procent vil formentlig være lavere. 

Det fremgår af LCA Screeningen for en salatbakke af enten PLA, PS eller PET, at den 

største miljøbelastning er i produktionsfasen af en salatbakke. Her er energiforbruget 

for PLA ca. 20 % lavere end for PET (tabel b 4). For PLA og PS ses der her ingen 

større forskel i fasen ”Cradle to Consumer”. Ser man på hele livsforløbet for salatbakken, 

hvor der ikke findes forbrænding som affaldsvej vil PLA bakken kræve ca. 

20 % mindre energi, hvis den komposteres i forhold til PET der går til deponi, men vil 

ikke adskille sig fra PS, der deponeres. Hvis salatbakken af PET derimod recirkuleres 

afhænger den sparede energi af hvor meget rengøring recirkuleringen kræver. Her er 

antaget at man kan spare 70 % af produktionsenergien, men undersøgelser viser at det 

er meget mindre hvis produktet krævet meget rengøring (2). I Norden recirkuleres 15- 

20 % af alt plast (3). 

Da produktgruppen også omfatter engangsartikler af papir og pap kunne det også 

være interessant at medtage disse i LCA screeningen. I Forstudiet for ”Engangsartikler 

i kontakt med fødevarer” er der samlet data for de forskellige materiales GWP 

(Global warming potential) udtrykt i kg CO 2 ækv/kg produkt. Her ses det at hvis man 

kigger på scenariet ”Cradle to gate” at papir har en GWP på 1,2 PLA på 3,08 til 3,95 

på PET på 4,67 og PS på 5,08 (4). Derudover kommer andre typer af bioplast som 

ikke er undersøgt her. 

LCA screeningen viser at affaldsvejen også betyder en del når det drejer sig om forbrænding 

eller anden affaldshåndtering. Det som ikke ses ud fra screeningen er 

ophobningen af affald, som opstår ved deponi. Dette miljøaspekt er også vigtigt og 

skal medtages i sammenligningen af de forskellige plasttyper. 

Referencer 

Ref 1: netartikel ” Swiss-German partnership to start PLA production in Germany” 

tilgængelig den 5/5 2010 på 

http://www.plastemart.com/plasticnews_desc.asp?news_id=13026. 

Ref. 2: www.plast.dk 

Ref. 3: Internationalt Affaldsnyt, nr 4 oktober 2008, Videncenter for Affald 

Ref. 4: ”Miljømæssige fordele og ulemper ved genvinding af plast”, Miljøprojekt nr. 

657, 2002 Miljøstyrelsen

Engansartikler, bakgrunnsdokument - Svanen

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?