De hvide tog jord fra de sorte. Nu har de sorte taget det tilbage ...

Farvel arven
til De hvide tog jord fra de sorte. Nu har de sorte taget det tilbage. Imens sulter Zimbabwe under tumulterne.
En tredjegenerations hvid zimbabwer krammer
en ansat. Hun har valget: Forlad familiens gård,
eller bliv skudt. De fleste af de hvide gårdejere
er blevet jaget væk fra deres jord siden 2000.

Af Peter Godwin • Foto Gideon Mendel
Tre generationer af den hvide zimbabwiske familie Staunton kryber sammen i den lille
dagligstue i et hemmeligt hus i hovedstaden Harare, omgivet af kufferter og papkasser.
De blev fuldstændig overrumplet, da de pludselig blev smidt ud af deres gård. Nu
venter de på at forlade Zimbabwe til en usikker fremtid i Australien.
En tirsdag eftermiddag sidste år kørte en kortege af luksuriøse firehjulstrækkere langsomt gennem
familien Stauntons gård, som de havde ejet siden 1957. Landarbejdere fortalte, at Grace
Mugabe – præsidentens hustru og hendes følge – sad bag de tonede ruder. Hun kunne tilsyneladende
godt lide det syn, der mødte hende: nydelige marker med majs og soja, hvede og kartofler,
store drivhuse med roser, som skulle eksporteres til blomstermarkedet i Amsterdam.
Nogle få uger senere var familien Stauntons have fuld af mænd og kvinder med jernstænger
og skydevåben. Bedsteforældrene James og Margaret, der er sidst i 70’erne, ringede til politiet,
før de låste sig inde på badeværelset sammen med deres datter Angela og de små børnebørn
Caitlin og Sarah, mens angriberne smadrede bagdøren og plyndrede huset. Da familien Staunton to
timer senere kom ud, fandt de resterne af deres ejendele spredt ud over græsplænen.
Afskedshøst Ægteparret Selby blev lovet en andel af udbyttet, hvis de kom tilbage
for at høste. Deres tidligere gård blev uden videre beslaglagt som meget andet hvidt land
og tilhører nu en officer og en lokal embedsmand uden landbrugserfaring.
Tro partifolk Delegerede ved en politisk konference synger en hyldest til manden,
som pryder deres bryst: præsident Robert Mugabe – arkitekten bag jordreformen. De hvide
landmænd, som er imod ham, er “vores folks fjender,” fortalte Robert Mugabe til delegerede.
Ifølge familien Staunton blev de beordret væk
fra gården af mænd, som stod med hævede brækjern
over deres børn, mens politiet passivt så til.
Efterfølgende gav angriberne politiet et lift tilbage
til stationen.
Familien blev fanget i de sidste krampe-trækninger
af en regeringskampagne, der skulle tvinge
landets hvide gårdejere væk fra deres land uden
kompensation. Land, som de har beboet i næsten
hundrede år. Tidligt i år var det kun 200 ud af
4500 gårde med hvide ejere, som stadig fungerede.
Slutspillet for de hvide gård-ejere kan føres tilbage
til en skæbnesvanger dag i 2000, da Zimbabwes
præsident, Robert Mugabe, tabte folkeafstemningen
om en ny forfatning, som ville have øget hans
magt betydeligt. Dette rystende nederlag – Mugabes
første – fik ham til at skyde skylden på de
hvide landmænd og anklage dem for at støtte den
nydannede opposition. Han sagde, at landmændene
også havde fået deres sorte ansatte til at stemme
på oppositionen. Tusindvis af medlemmer af Mugabes
herskende parti, ZANU-PF, begyndte straks
at besætte gårde. Ti hvide landmænd og 27 sorte
arbejdere blev myrdet. Hundreder flere blev kvæstet,
tortureret eller arresteret.
Denne intense fase af jordreformen har haft
katastrofale følger. Den kommercielle hvedeproduktion
faldt i fjor med 52 procent i forhold til
året før, og antallet af kvæg faldt fra 1,3 millioner
i 1999 til 200.000 sidste år. Imens har tørke ødelagt
afgrøderne på de sorte fællesområder (der
ejes af de traditionelle stammefællesskaber), som
normalt har stået for mere end halvdelen af landets
majs. Dette års majsproduktion forventes at
ligge 70 procent under det, landet har brug for.
Som en følge heraf er mere end halvdelen af
Zimbabwes 12 millioner indbyggere nu truet af
hungersnød. Og mens sulten strammer til, har
Mugabes folk brugt den til politisk vinding ved
at forhindre uddelingen af fødevarehjælp i områder,
der forbindes med oppositionen.
Men Chris Lunga er næppe typen,
som smadrer huse eller udsulter sine
landsmænd. Dog er han en af dem,
som har nydt godt af beslaglæggelsen af land.
Som 35-årig var han ved at købe en lille gård og
dyrke den ved siden af sit arbejde som leder af
et shippingfirma, da han i avisen læste annoncer
om gratis hvide gårde. Som tusindvis af andre
zimbabwe 109

sorte zimbabwere kunne han ikke sige nej. Efter
en langvarig proces med ansøgninger blev han
tildelt 48 hektar, som var en del af Brendon Fox’
gård, der blev delt mellem 14 sorte ansøgere. De
nye beboere begyndte næsten straks at strides
indbyrdes, da en af dem, som var provinsens
tidligere guvernør, tilragede sig en større andel,
end han havde fået tildelt.
Brendon Fox prøvede som de fleste hvide landmænd
at klamre sig til en lille rest af sin jord og
leve side om side med de nyankomne. Han hjalp
Chris Lunga med at begynde at pløje et område
til majs, men før han var færdig, blev han smidt
væk af regeringen. Chris Lunga bor i nærheden
af Harare. Han har ikke nogen landbrugserfaring,
men har ansat en bestyrer på fuldtid og besøger
gården i weekenderne.
Chris Lunga er glad for jordreformen, som
han mener, længe har været påkrævet. “Min far
kæmpede for England under anden verdenskrig
ligesom hr. Fox’ onkel. Efter krigen fik de hvide
soldater lov til at købe gårde, men fordi min far
var sort, fik han ikke noget. Han døde fattig.”
“En revolution er aldrig retfærdig,” fortsætter
han. “Og det her er en revolution. Vi gør krav på
vores land. Englænderne skubbede os ud, og vi
tager det tilbage. Misforstå mig ikke, jeg er ikke
ked af, at englænderne kom. Hvis ikke de havde
gjort det, kunne jeg ikke tale engelsk med dig, og
vi ville stadig have levet i stenalderen.”
Chris Lunga siger dog, at overdragelsen af land
fra de hvide kunne være bedre planlagt. “De burde
få erstatning for deres udstyr og forbedringer.
Men landet i sig selv, det er en anden his to rie. De
bør ikke få nogen erstatning for jorden.”
Han er også oprørt over Zimbabwes fødeva-
remangel, som han mener er unødvendig. “Når
det drejer sig om min mave, er jeg vred. Sultne
mennesker er vrede.”
It-teknikeren Tapfumaneyi Manzira, der ejer
et computerfirma, tog også imod tilbuddet om
gratis jord. “Jeg har ingen medlidenhed med de
hvide landmænd,” fortæller han. “Det kan godt
være, at de selv købte deres gårde. Det er bare ærgerligt
– ligesom civile ofre i enhver konflikt.”
Men Manzira er frustreret over den måde,
hvorpå situationen “kom ud af kontrol”. Han
er især oprørt over, at ingen af hans nabolodder
En ung mand, der
er blevet genbosat
på en hvid gård,
pløjer i den tørre
mark i håb om,
at regeringen vil
levere majs og
gødning. Der er
knapt med regn og
ikke meget hjælp
at hente fra staten,
så hans allerede
sultne familie må
snart ty til rødder,
bær og nødhjælp
for at overleve. Da
regeringen lancerede
den hurtige
jord reform for tre
år siden, sagde
dens talsmænd,
at de konfiskerede
hvide gårde på
vegne af de jordløse
bønder. Men
uden midler til at
så er godt 200.000
fattige genbosatte
sorte ikke bedre
stillet end før.
111

ent faktisk bliver dyrket af de nye sorte ejere.
“Alle var begejstrede. Og så halede virkeligheden
ind på dem – at man ikke bare kan beundre landet
som en anden blomst. Man er nødt til at gøre
noget ved det eller blive væk.”
Mange af de nye sorte jordbrugere, som gerne
vil udnytte landet bedst muligt, har forgæves ventet
på at få den såsæd, gødning og de traktorer, som
regeringen har lovet dem. I kaoset omkring overtagelserne
har landmændene
som regel beholdt skøderne
på deres jord. Selv om staten
opnår ejer skab af dette
land, er det usandsynligt, at
det vil blive overdraget til
de nye sorte beboere. Uden
at være sikret ejerskab kan
de ikke, som de hvide før
dem, bruge jorden som sikkerhed
til at låne penge til
at købe maskiner, brændstof
(som der er katastrofal
mangel på), gødning og
såsæd. Vandrør er blevet
solgt som skrot, brønde er
faldet sammen, der er ble-
Broderen til en
gårds nye ejer
forklarer en
skeptisk hvid
landmand, hvordan
han vil blive
betalt for de maskiner,
der blev
beslaglagt med
hans ejendom.
vet lukket for strømmen,
fordi beboerne ikke kan
betale. Mange landmænd
er derfor vendt tilbage
til at drive landbrug, som
kun dæk ker de daglige
behov, hvor der for blot
et år siden var højtudviklede,
produktive land-ejendomme.
Zimbabwes landbrugskaos – som måske
er forståeligt set i lyset af tidligere tiders
uretfærdigheder – kunne være undgået.
I de senere år har jordreformer været noget, som
alle zimbabwere, sorte som hvide, har set som
et nødvendigt tiltag for at rette op på uligheden
mellem racerne.
I det meste af det 20. århundrede ejede de
hvide mindst halvdelen af landets jord, selv
om de kun udgjorde fem procent af befolkningen.
Denne skævhed blev opfattet som en af
hovedårsagerne til den næsten otte år lange kamp
for et sort styre, som sluttede i 1980, da Rhodesias
hvide overherredømme blev til Zimbabwes
sorte styre.
112 national geographic • 8/2003
2002-2003: Robert Mugabe
klamrer sig til magten efter et
omstridt valg og tvinger de tilbageværende
hvide fra deres
gårde. Den hårde linje over for
oppositionen bliver forstærket.
2000: Regeringen beslutter at
overtage de hvides gårde uden
kompensation. Bosættere slår
sig ned på de hvides jord med
regeringens støtte.
1997-1999: Økonomisk krise
medfører høje priser på mad, og
der opstår optøjer og strejker i
byerne. Mugabe beder England og
andre donorer om at genindføre
økonomisk støtte til jordreformen.
ZIMBABWE
1979-1980: En aftale, som
England står bag, gør en ende
på krigen og mindretalsstyret.
Oprørslederen Robert Mugabe
bliver premierminister i den nye
nation Zimbabwe. Jordreformen
starter. Indtil 1990 går regeringen
med til at overføre land til
de sorte ved at opkøbe gårde
fra de hvide til markedspriser.
1972: Sporadiske sorte
guerillaangreb udvikler sig
til en regulær borgerkrig.
RHODESIA
1965: Premierminister Ian Smith
vil ikke opgive det hvide mindretalsstyre
og proklamerer ensidigt
Rhodesias løsrivelse fra England.
1964: Malawi og Zambia bliver
selvstændige stater med sort styre.
SYDRHODESIA
1923: Efter en afstemning
blandt de hvide nybyggere
i 1922 bliver den selvstyrende
britiske koloni
Sydrhodesia oprettet.
2000
FØDERATIONEN AF
RHODESIA OG NYASALAND
1953-1963: England
sammenlægger Sydrhodesia
(vore dages Zimbabwe),
Nordrhodesia (Zambia) og
Nyasaland (Malawi).
1930: En ny lov opdeler
kolonien i europæiske
og afrikanske områder og
slår de hvides magt over
den bedste jord fast.
1896-1897: Handelskompagniet
BSAC knuser oprør fra
ndebele- og shonastammerne
1894: Der oprettes reservater til
afrikanerne på tørre og mindre
frugtbare arealer, mens de hvide
sætter sig på den bedste jord.
BRITISH SOUTH
AFRICA COMPANY
1890: Cecil Rhodes danner
handelskompagniet British
South Africa Company for at kolonisere
det, som bliver Zimbabwe.
Europæiske nybyggere
ankommer for at lede efter guld.
1950
1900
ANGOLA
ZAMBIA
NAMIBIA
BOTSWANA
1965
BECHUANA-
LAND
1953
BECHUANA-
LAND
1923
NORD-
RHODESIA
BECHUANA-
LAND
AFRIKA
Sydlige Afrika 2003
SYDAFRIKA
ZAMBIA
TANZANIA
MALAWI
MOZAMBIQUE
ZIMBABWE
SWAZILAND
LESOTHO
MALAWI
RHODESIA
SWAZILAND
BASUTOLAND
TANGANYIKA
FØDERATIONEN
AF RHODESIA
OG NYASALAND
SWAZILAND
BASUTOLAND
TANGANYIKA
NYASALAND
SYDRHODESIA
SYD-
VEST-
AFRIKA SWAZILAND
DET SYD-
AFRIKANSKE BASUTOLAND
STATSSAMFUND
0 km 600
Britisk herredømme
KRISENS uDSPRING
Jordpolitik
Da jordreformen begyndte med
uafhængigheden i 1980, forventede
de sorte zimbabwere, at de
endelig ville få deres velfortjente
andel af landets landbrugsjord.
Men regeringen havde for få
Victoria
Falls Karibasøen
MATETSI
SAFARI-
OMRÅDE Hwange
HWANGE
NATIONALPARK
Zimbabwe 2003
NGAMO
STATSSKOV
GWAVI
STATSSKOV
Bulawayo
CHETE
SAFARIOMRÅDE
Den hurtige jordreform – som begyndte
i 2000 – har skåret antallet af
hvide gårde med fuld produktion ned fra
4500 til 200 i år. Opgørelsen over genbosætning
varierer stærkt, men tyder på, at 200.000 eller
flere især fattige sorte har modtaget beslaglagt
jord. Men det pludselige og ofte brutale ejerskifte
har forstyrret landbruget. Salgs­
afgrøderne er styrtdykket og har yderligere
svækket den skrantende økonomi.
Hwange
Bulawayo
Zimbabwe 2000
Efter 20 års jordreformer var
75.000 sorte familier blevet genbosat
på 3,6 millioner hektar. Men de
hvide ejede stadig 28 procent af jorden – og
60 procent af den bedste landbrugsjord. De
hvide gårde dyrkede afgrøder, som udgjorde
40 procent af Zimbabwes eksport. Mens
befolkningen voksede – med 60 procent siden
starten af 1980’erne – blev de sorte tvunget til
at drive landbrug på stadig mere overbefolkede,
udpinte fællesområder, og mange flyttede til
byerne, hvor arbejdsløsheden steg voldsomt.
midler og ingen politisk vilje og
købte kun få hvide gårde til genbosættelse.
I 2000, da den økonomiske
kri se blev værre og oppositionen
voksede, begyndte regeringen at be -
slag lægge hvid jord uden at betale.
MATUSADONA
NATIONALPARK
Kwekwe
Gweru
Kadoma
Z
KARIBADÆMNINGEN
Chinhoyi
ZIMBABWE
Overvejende
sort
zimbabwisk
område
Gweru
Kwekwe
Fox-gården
Chiredzi
GONAREZHOU NATIONALPARK
Kadoma
Overvejende
hvidt
zimbabwisk
område
Chinhoyi
ZIMBABWE
Chiredzi
a
m
b
e
z
i
Alford-gården
Delvillewood-gården
Harare EPWORTH
Harare EPWORTH
Sorte 98 %
Sydasiatere og
blandet 1 %
Racemæssigt
sammenbrud 2000
De hvide har kun udgjort et
lille mindretal af Zimbabwes
befolkning, men så sent som
i 1980 ejede de 40 procent
af jorden.
Kachere-gården
Chipesa-gården
Mutare
Statsjord Den
bedste
landbrugsjord
N
Mutare
Kortperspektivet indeholder
et 161-kilometer-linjenet
KILDER: ZIMBABWES LANDMÆNDS
FAGFORENING; LAND TENURE CENTER;
UNIVERSITY OF WISCONSIN-MADISON;
UNEP WORLD CONSERVATION
MONITORING CENTRE
2003 DATA OVER BESKYTTET LAND
NATIONAL GEOGRAPHIC MAPS
Hvide 1 %

Til stor lettelse for især de hvide landmænd
gjorde den nyvalgte leder Robert Mugabe racemæssig
forsoning til en central del af sin politik.
Han udnævnte en hvid landbrugsminister
og opfordrede de hvide landmænd til at blive
og bidrage til det nye Zimbabwe. Flertallet af de
hvide, som ikke kunne holde tanken om en sort
præsident ud, forlod landet kort efter uafhængigheden,
og de, der blev tilbage, accepterede
stort set den situation og fortsatte ihærdigt med
at dyrke jorden i et land, der nu var sluppet for
en storkrig. Deres varer, især tobak, indbragte
40 procent af landets eksportindtjening, deres
afgrøder var med til at brødføde byerne, og de
gav beskæftigelse til en fjerdedel af landets arbejdsstyrke.
I 1997 havde Zimbabwe den hurtigst
voksende økonomi i Afrika og eksporterede ofte
mad til nødlidende naboer.
For at opnå uafhængighed var Mugabe gået
med til et program om frivillig omfordeling af
jorden, som først og fremmest blev betalt af England.
Fra og med 1985 skulle hvide landmænd
ifølge loven give Zimbabwes regering forkøbsret
til al jord, der blev sat til salg.
Før 1990 købte regeringen til markedspris 21
procent af den jord, som de hvide ejede ved uafhængigheden.
Nogle af disse gårde blev dog ikke
givet til bønder uden jord, som det var påkrævet
i bistandsaftalen med England, men til Robert
Mugabes politiske støtter. Da omfanget af denne
praksis blev afsløret i de lokale medier i 1994,
protesterede briterne. Mugabe gav sig ikke, og
de fleste udenlandske fonde til køb af land blev
indefrosset, og processen med at omfordele jorden
gik i stå. To årtier efter uafhængigheden boede
næsten fire femtedele af de hvide landmænd
på jord, som de havde købt, efter at regeringen
havde valgt ikke at købe jorden til genbosætning
af de sorte.
Det langsomme tempo og det endelig stop
for en meningsfyldt jordreform fremkaldte ikke
nogen spontan protest fra de jævne sorte – hvoraf
mange var klemt sammen i de overbefolkede
fællesområder og forsøgte at opdyrke de udpinte
og eroderede jorde. Det skyldtes først og
fremmest de mere nærliggende problemer med
stigende fødevarepriser og arbejdsløshed. På
dette tidspunkt havde Robert Mugabe også reelt
En flok skoleelever
kæmper for at få
en næringsdrik,
som supplerer
deres kost af nødhjælpsmad.
En
græsrodsbevægelse
uddeler drikken
i den nordvestlige
del af landet, som
længe har været
afhængig af majs
og durra, der dyrkes
i mere frugtbare
egne. På grund
af tørke og kaos
på de engang så
produktive gårde
betaler folk nu
dyrt for den slags
dagligvarer. På
landsplan har mere
end halvdelen af
zimbabwerne brug
for nødhjælp.
115

indført en et-parti-stat, og Zimbabwe eksploderede
hastigt. Selv om 70 procent af befolkningen
stadig boede på landet, tragtede den yngre generation
– som er den bedst uddannede i Afrika
– efter at blive lønarbejdere i byerne frem for at
knokle som markarbejdere, hvilket mere og mere
bliver kvindernes åg i Zimbabwe.
På væggen på Delvillewood-gårdens kontor
hænger en højesteretskendelse, som siger,
at familien Selby stadig er den lovmæssige
ejer. Men i virkeligheden er Del villewood,
som ligger i Mazowedalen, allerede blevet besat.
Major Kanouruka fra præsidentens garde har
overtaget den forreste halvdel af gården, og en
lokal, kvindelig embedsmand ved navn Molly
Mapfumo har taget den bageste. Efter fire måneders
tovtrækkeri, hvor gården er blevet lukket
ikke færre end ni gange, er familien Selby ved at
miste modet. Mick Selby drev førhen stedet sammen
med sin far, Jeremy. Nu er hans hus blevet
invaderet og beslaglagt af major Kanou ruka og
hans unge bøller – der er uddannet i en berygtet
træningslejr for militser.
Mens jeg snakker med Mick Selby og hans
mor, Janet, er de nye herskere til stede. En af
ungersvendene har en halvfuld ølflaske skvul -
pende i lommen. En anden er høj og er temmelig
beruset og danser omkring og slår om sig med
kung-fu-slag.
“Zimbabwe for zimbabwere,” messer de.
“Jeg er født her, jeg er også zimbabwer,” svarer
Mick Selby på shona – det sprog, som de fleste
sorte taler her – men majorens slæng hører ikke,
hvad han siger.
Selby-familien er kommet tilbage for at overvåge,
at en hær af mejetærskere skal tage sig af
deres vinterhvede. At de overhovedet har fået
lov til at så hveden, skyldes en aftale, som de
lavede med major Kanouruka om at dele deres
jord. Familien Selby gik med til at klargøre, pløje,
tilså, gøde og høste en tilsvarende hvedemark
for ham. Han indvilligede i at betale sin del af
omkostningerne og at hæve sin del af udbyttet.
Arbejdsløs Engang arbejdede de på en gård med en hvid ejer. Nu bor de sorte i telte og
tilbereder nødhjælpsmad nær Epworth. Cirka 250.000 landarbejdere har mistet deres arbejde. Få
er genbosat under Mugabes program for jordreformer, som fokuserer på sorte i fællesområder.
Ny chef Tapfumaneyi Manzira gør krav på den jord, som han siger, kolonisterne stjal fra
hans forfædre. Han inspicerer den nye afgrøde på den del af en gård, regeringen delte mellem
bedrestillede sorte. Manzira siger, at jordreformen er retfærdig: “Vi retter op på historien.”
Hvad det sidste angår, er familien Selby ikke
i tvivl. Med hensyn til det første har de ikke
noget håb. Majoren har allerede tvangslukket
deres bageri, som forsynede 15.000 mennesker
i området, samt deres slagteri og købmandsforretning.
Når vinterhveden er i hus, vil der faktisk ikke
være mere aktivitet på farmen, og de hundrede
arbejdere bliver arbejdsløse. De 18 hektar med
citrustræer er ved at visne og vil snart dø – majorens
mænd har gravet de vandingsrør, som
deres trivsel afhænger af, op og solgt dem. De
driv- huse, hvor familien Selby dyrkede roser
til eksport til Holland, er nu kun en forrevet
plastic hud, som blafrer i vinden mod de nøgne
træ- rammer. Swimmingpoolen er sort af rådne
blade. Tennisbanens ler er tilgroet af elefantgræs.
Delvillewood-gården er hastigt på vej til at blive
vildnis igen.
For de første hvide besøgende virkede det
afrikanske land næsten tomt: primært et
“ubefolket land,” sagde en opdagelsesrejsende
i 1871. Han så ud over vildnisset og funderede:
“Tænk, hvis et kirkespir knejsede der,
hvor dette ta ma rindetræ strækker sin mørke
krone op, og tænk, hvor smukt en snes nydelige
hytter ville se ud i stedet for disse tjørnekrat
og gummitræer!”
Dette indtryk af tomhed blev forstærket af afrikanernes
svedjebrug. Jorden blev ryddet med ild,
og afgrøderne blev plantet med håndkraft, og så
afhang resten af, at regnen ville vande dem. Når
jorden var udpint efter et par sæsoner, flyttede
bonden til et nyt område på savannerne. Den
vestlige idé om at eje land var helt fremmed. En
hvid landmand beretter, hvordan hans bedstefar
for mange år siden besøgte en lokal høvding for
at købe noget jord. “Købe jord?” sagde høvdingen.
“Du må være vanvittig – man køber ikke
vinden eller vandet eller træerne.”
I 1890 kom de første hvide pionerer sydfra
– udsendt af handelskompagniet Cecil Rhodes’
British South African Company (BSAC) – for at
søge efter guld. BSAC lavede en aftale med ndebelekongen
Lobengula – en aftale, som udelukkende
handlede om minerettigheder. Men det
skulle vise sig ikke at være noget eldorado.
De hvide pionerer stødte snart sammen
med Lobengulas krigere og besejrede dem, og
Cecil Rhodes tildelte 700 hvide mænd store
landområder på et sted, hvor den afrikanske
zimbabwe 117

En æra slutter På vej tilbage til resterne af familiens jord ser Tara Alford ud på de
mange hektar sukkerrør på en nabogård, som staten har givet til nye ejere. I det sydlige Afrika
imødeser de hvide tab, når regionen konfronteres med jordreformer og arven fra kolonitiden.
befolkning måske talte 900.000. Flere hvide købte
land hos BSAC, men stammernes ledere fik aldrig
nogen kompensation.
I 1896 gjorde først ndebelestammen og derefter
shonastammen oprør gennem en chimurenga
eller krig mod den hvide besættelse. Tusinder af
sorte og næsten 400 hvide blev dræbt i et 18 måneder
langt oprør, der mislykkedes og efterlod en
stor del af jorden på hvide hænder.
Da det hvide herredømme var blevet indført,
og moderne medicin slog igennem, voksede befolkningen
i reservaterne – de mere tørre, mindre
frugtbare områder, som de sorte blev forvist til.
I 1950 var der to millioner sorte i det, som dengang
hed Sydrhodesia, og hvide immigranter blev
rekrutteret fra Europa for at købe gårde til lavt
forrentede lån.
Da Ian Smiths uforsonlige hvide konservative
parti kom til magten i 1962, var kursen sat
mod en kollision. For at forhindre et sort styre
erklærede Ian Smith i 1965 ensidig uafhængighed
fra England. I 1972 var den sorte modstand
mod det hvide styre kogt op til en borgerkrig
– den anden chimurenga, som de nationalistiske
guerillaer kaldte den. Der døde formentlig 30.000
sorte i kampene – mange af dem var civile. Blandt
118 national geographic • 8/2003
de hvide var det landmændene, der stod i frontlinjen.
Guerillaerne havde dræbt flere end 1500
hvide, da kampene stoppede i 1980.
H D
er 22 år efter krigen og midt i Robert
Mugabes frembrusende program med
jordreformer skulle man tro, at den
aldrig var holdt op. Hver eneste aften er nyhederne
på Zimbabwes statskontrollerede tv
spækket med reklamer, der priser landreformerne.
“Chave chimurenga – Nu er der krig,”
lyder budskabet.
Selv om det er de hvide landmænd, som har
været hovedmålet for Mugabes kampagne, er det
de sorte landarbejdere og deres familier, der især
er blevet dens ofre. Indtil nu er 1,2 millioner blevet
tvangsflyttet. Bigson Gumbeze er projektleder
for forflyttede landarbejdere hos Zimbabwes udviklingsfond,
som er en privat organisation, der
har til formål at hjælpe arbejdere ramt af jordreformerne.
En formiddag kører Bigson Gumbeze og jeg
østpå fra Harare for at aflevere noget indsamlet
tøj. Ved rokkestenene nær Epworth bliver den
asfalterede vej smallere og forsvinder så helt,
før vi når frem til flygtningelejren Rock Haven.
Det er en samling olivenfarvede telte, hvor cirka
200 landarbejdere har boet de seneste seks måneder.
Flygtningene er for det meste barfodede
og laset klædt og sidder i en lund af msasatræer,
mens Bigson Gumbeze og hans hjælpere deler ud
af goderne. De fleste flygtninge er arbejdere fra
gården Chipesa, som ejes af Iain Kay. Han havde
åbenlyst agiteret for oppositionen i det omstridte
valg i 2002, som gav Robert Mugabe magten – og
han betalte prisen med sin gård.
“En dag,” fortæller James Sani, som er en af
flygtningene fra Chipesa, “kom krigsveteranerne
og de unge partimedlemmer til vores gård og
sagde, at den nu tilhørte dem. De truede Iain Kay
med skydevåben. Veteranerne tævede os med
jernstænger og økser, og de stjal vores ejendele
og jog os væk.”
En anden Chipesa-arbejder, Armando Serima,
der som lille kom til Zimbabwe fra Mozambique,
tager ordet. “De kaldte os muvengi, fjender, fordi
de sagde, at vi støttede oppositionen. Vi gemte os
i vildnisset og spiste rødder og blade og tiggede
mad fra andre landarbejdere om natten, indtil hr.
Kay kom og fandt os i skjul i bjergene, lige før vi
var ved at dø af sult, og han bragte os hertil.”
“Så vi har intet,” tilføjer James. “Jeg er født på
gården, voksede op på gården, gik i skole på gården,
har de sidste otte år arbejdet på gården. Min
far døde på gården. Det eneste, vi kan, er at drive
gården. Det er det, vi gerne vil gøre igen.”
et håb virker omsonst. Ødelæggelsen af
Zimbabwes landbrug ses tydeligst fra
luften. Da jeg kredser hen over nogle
af landets bedste områder, ser jeg ikke nyligt
tilsåede jorder med den kommende sæsons afgrøder,
men tomme marker uden aktivitet. “Det
er intet mindre end en total afskaffelse af hele
landbrugssektoren, som er hele økonomiens
rygrad,” siger John Makumbe. Han er professor
i stats kundskab ved Zimbabwes universitet
og er samtidig den nationale formand for den
globale organisation Trans parency International,
som bekæm-
skriv til ng per korruption. “En
Har hvide efterkommere af jord-reform skal være
kolonimagterne krav på den helhedspræget. Man
jord, der blev taget fra den ud- deler ikke bare
oprindelige befolkning? land. Man skal sørge
Skriv til NatioNal GeoGraphic, for, at infrastrukturen
Strandboulevarden 130, er på plads, at der er
2100 Købehavn Ø. finansiel støtte og op-
s
læring. Intet af det er sket. Så både på kort og
langt sigt er der udsigt til, at vi ser en lammet
landbrugssektor i Zimbabwe.”
Og det er også en lammet finanssektor. “Fordi
de hvide landmænd ikke fik nogen kompensation,
har de forladt deres gårde med mange
millioner i gæld til bankerne. Mindst to banker
er allerede kollapset, og resten står lige ved afgrunden.
Det er en helt ny situation,” fortæller
John Makumbe.
Dele af Afrika har udtrykt støtte til Zim-
babwes forvandling, der ses som oprejsning
for tidligere tiders uretfærdigheder. I Namibia
har præsident Sam Nujoma blikket rettet
mod de store hvide landbrug, som udgør
en uforholdsmæssig stor del af hans lands
landbrugs jord. Sam Nujoma har truet med
at følge Zimbabwes eksempel og erstatte landets
fordelingsprogram af frivillige salg med
tvungne overdragelser. Områdets kraftcenter,
Sydafrika, kæmper selv med jordreformer, og
ved ikke at foretage sig noget har præsident
Thabo Mbeki stiltiende godkendt Robert Mugabes
landrevolution. Sydafrikas oprindelige
mål var at fordele 30 procent af den jord, der
ejes af de hvide, til de sorte uden jord inden
1999. Men indtil nu er mindre end fem procent
blevet omfordelt, og slutdatoen er rykket
frem til 2015.
Der er også afrikanske røster, som protesterer
mod det, der er sket i Zimbabwe. Den nigerianske
forfatter og nobelprismodtager Wole Soyinka
sammenligner Zimbabwes jordreformer med
Stalins landkollektiver i Sovjetunionen. De var
beregnet på at skaffe ham af med kulakkerne,
de førrevolutionære landmænd, som Stalin opfattede
som en politisk trussel. Og ærkebiskop
Desmond Tutu, som også har fået nobelprisen,
har karakteriseret Robert Mugabes virke som
præsident som “noget nær en karikatur af alle
de ting, folk mener, sorte afrikanske ledere foretager
sig. Det virker, som om han forsøger at
gøre sig selv til en vittighedstegning.”
Der er måske ikke enighed i selve Zimbabwe
eller overalt i Afrika om jordreformerne, men
alle er enige om, at Zimbabwes århundred -
gamle system med store landbrug – der var
nogle af de mest produktive i Afrika – er borte.
Og det virker indlysende, at den kaotiske, voldelige
måde, hvorpå det er forsvundet, vil give
landet ar – og måske holde det fast i hungersnøden
– mange år fremover. j
zimbabwe 119