palæstinaorientering

”Gæt hvad,
du bliver ordentlig glad,
vi skal til Palæstina!”
Af Gitte M. Rasmussen
I et beboerlokale i Mjølnerparken
på det yderste af nørrebro befinder
der sig en lørdag eftermiddag
i februar en mindre gruppe
unge, lokale beboere. De er mødt
op for at møde Iyad Burnat, en
frontkæmper og mangeårig palæstinensisk
aktivist fra den israelsk
besatte Vestbred, nærmere bestemt
byen Bil’in. De unge er, udover at
være interesserede i Palæstinaisraelkonflikten,
alle frivillige
ved ”Mjølnerparkens Magasin”, et
lokalt blad, som udgives af og for
Mjølnerparkens beboere. I 2011
vandt de Lejerbos initiativpris
samt 15.000 kroner i præmie.
Pengene skal nu bruges til en tur til
Palæstina hen over påsken 2012.
Iyad Burnats besøg hos dem er en
del af forberedelsen til turen. Otte
unge tager af sted, seks piger og to
fyre. Palæstina Orientering interviewede
to af pigerne, Fatema og
Duaa, før de skulle af sted og efter,
at de kom tilbage.
Fatema, 19 år, studerer international
virksomhedskommunikation
på universitetet, er ansvarshavende
redaktør på Mjølnermagasinet.
Duaa, 18 år, går i 3. g, skriver artikler
i magasinet.
De er begge født og opvokset i
Mjølnerparken og har begge palæstinensisk
baggrund.
Drømmen
Ideen om at tage til Palæstina har
de unge længe haft. Fatema fortæller,
at ”det er noget, vi har snakket
om blandt mine veninder, som også
er nogle af dem, der arbejder på
magasinet. Vi plejede at sige, at nå
ja, en dag skal vi rejse derned, det
er bare sådan noget, vi har sagt,
det er ligesom en drøm, man har
haft - og den går nok ikke lige i opfyldelse”.
Men så vandt de prisen, og de
begyndte at snakke om, at de kunne
tage derned og skrive en artikel - og
så blev det pludselig muligt.
Duaa fortsætter: ”Det var min
største drøm. Jeg plejer altid at
sige: jeg vil til Palæstina, jeg vil til
Palæstina, og jeg plagede altid mine
forældre med, at jeg vil godt derned,
jeg vil godt derned. Og pludselig
ringede Fatema til mig og sagde:
”Gæt hvad, du bliver ordentlig glad,
vi skal måske til Palæstina!””
Mjølnerparken
Både Fatemas og Duaas forældre er
født og opvokset i Libanon. Det var
bedsteforældrene, der flygtede, da
staten Israel blev oprettet. Deres
forældre har heller aldrig været
tilbage. Men nu tager de to pigers
fædre med: ”De er ikke bange for,
at der skal ske os noget, men de
blev misundelige. Når vi skal til
Palæstina må de også med, for de
vil også gerne se landet”, siger pigerne.
Duaa fortæller, at det, hun glæder
sig mest til, er at møde menneskene,
som bor der: ”Hvordan bor de,
hvordan har de det, har de, hvad de
skal bruge. Og er de glade for, at de
blev i Palæstina?” Hun fortæller, at
hun ofte har spurgt sine bedsteforældre,
hvorfor de flygtede, hvorfor
kunne de ikke blive – selvom der er
krig?
Fatema ser frem til at se, hvordan
israelerne behandler palæstinenserne.
Hun fortæller, at hun har et
stort had til israelerne. Hun kan
ikke holde ud at se videoklip og
nyheder fra Palæstina, for så får
hun det dårligt. ”Det irriterer mig,
at jeg ikke kan gøre noget, du ved.
Jeg er sådan, at der er ingen, der
skal træde på mig, der er ingen, der
skal sige noget til mig, for så svarer
jeg igen”, siger hun. Men hun fortæller
også, at ”jeg er bange for at se,
hvordan de lever, palæstinenserne,
men glæder mig til at møde folk.
Det er en overvældende oplevelse,
det hele”. Duaa fortsætter: ”Når vi
ser nyheder fra Palæstina og ser,
hvordan palæstinenserne bliver
behandlet, så sidder jeg og kan ikke
klare mere,… de der aggressioner,
de vil bare ud”. Hendes mor har
formanet hende til at holde igen,
”for israelerne skelner ikke mellem
hvilket land, man kommer fra”, fortæller
Duaa.
Rejsen
”Tag derhen!” siger Duaa som noget
af det første. Hun fortæller det
til alle, hun møder, siger hun, ”Tag
derhen, I vil ikke fortryde det, det
er det smukkeste, jeg nogensinde
har set!” Tilbage igen møder jeg
pigerne i Mjølnerparken efter deres
otte dages intense rejse til flere
forskellige byer, både i staten Israel
og på Vestbredden.
”Det var alt andet end det, vi
havde forventet”, supplerer Fatema,
”det var rigtigt fedt at være der, det
var sjovt, det var spændende, det
var alt andet end forfærdeligt. Det
var slet ikke sådan, vi havde set det.
Vi frygtede for vores liv nærmest,
før turen”. Duaa tager over: ”Vi troede,
der ville være mange problemer,
konflikter, skænderier og sådan
over det hele”. Fatema: ”Dét jeg synes
er værst dernede, er nok de der
checkpoints, bare den dér følelse af,
11