palæstinaorientering

Recommendations

Info

TEMA: PALæSTinAnSiSKE FORåRSFORnEMMELSER 6 Forårsfornemmelser i Palæstina? Tema om det arabiske forår i palæstinensisk politik og om at Palæstina-spørgsmålet ikke omfattes af den opmærksomhed, som det internationale samfund ellers retter mod Mellemøsten. I sidste nummer handlede temaet om det ”palæstinensiske efterår”. Temaets titel pegede på, at der faktisk skete noget i palæstinensisk politik og på, at dette betød noget for det internationale politiske landskab udenfor. Palæstina Orienterings Marianne Risbjerg Thomsen skrev om, hvordan den palæstinensiske præsident Abbas efterhånden havde erkendt, at rollen som leverandør af sikkerhed til Israel med tiden ville efterlade ham uden fremtid i palæstinensisk politik. Det var efter den erkendelse og efter en forsinket erkendelse af, at fredsforhandlingerne med Israel endte blindt, at Abbas valgte at sætte international anerkendelse af en palæstinensisk stat på Fn’s dagsorden. Vi bragte også et indlæg fra Nazareth i Israel, hvor den britiske journalist Jonathan Cook skrev om konsekvenserne af Abbas’ forsøg. Det ville, skrev han, endegyldigt tage livet af illusionen om muligheden for palæstinensisk gevinst i ”fredsprocessens” regi. Men fredsprocessen, der har efterladt palæstinenserne med så lidt og Israel med så meget, døde i stilhed. Måske på grund af det arabiske forår, der i så afgørende grad har dementeret vestlige forestillinger om, at arabere og muslimer ikke evner andet end at underkaste sig diktatorer. Måske har virakken skygget for eller overdøvet Palæstina-spørgsmålet. Paradoksalt nok, for det er svært at komme i tanker om en bedre anledning til at rejse det. For skønt historien og situationen er anderledes for de besatte palæstinensere end for deres arabiske Foto: karathepirate/Flickr brødre, så står det klart, at det i hvert fald ikke står bedre til med deres rettigheder. Palæstinenserne er også underkastet militært diktatur, og de har tilmed levet i mere eller mindre permanent krigstilstand i mere end 60 år. I dette tema, ”forårsfornemmelser”, tager vi fat i spørgsmålet om, hvorfor Palæstina-spørgsmålet ikke i højere grad er sat på den dagsorden, som det seneste års dramatiske udvikling i Mellemøsten har sat. Svaret falder i to artikler. Den ene af Marianne Risbjerg Thomsen, der skriver om palæstinensiske græsrødders krav til Hamas og Fatah om enhed og samlingsregering samt om udfordringerne i forbindelse med virkeliggørelse af disse krav. Mens Risbjerg Thomsens artikel handler om palæstinensisk politik internt og om palæstinensiske græsrødders og politikeres forsøg på at drage nytte af omvæltningerne, spørger Lars Ploug om, hvorfor begejstringen for tilsyneladende og virkelige demokratiske forandringer i den arabiske verden ikke sætter Palæstina-spørgsmålet på dagsordenen hos liberale venner af universelle frihedsrettigheder, når nu parallellerne mellem det israelske militære regime i de besatte områder og de faldne diktatorers misregimenter er så iøjnefaldende. Det israelske militære regime er i sin konsekvens lige så groft som det, de faldne diktatorer bød de folk, som de tvang til lydighed og underkastelse. God læselyst! Tema-redaktionen
Gaza by, 15. marts 2011. Foto: M. Hassona/Flickr Af Marianne Risbjerg Thomsen Kampen for forsoning Den 15. Marts 2011 samledes store folkelige demonstrationer på de store pladser i Ramallah og i Gaza by. Det arabiske forår var nået til Palæstina, og ligesom i andre oprørsbyer som Tunis og Cairo var demonstrationerne domineret af unge, der havde gjort brug af de sociale medier til at samles. De mange efterretninger, de havde fået om fredelige og vellykkede protestdemonstrationer mod magthavere i regionen, havde skabt optimisme og selvtillid hos befolkningsgrupper overalt i det opsplittede Palæstina. Krav om en enhedsregering Uanset partifarve var palæstinenserne frustrerede over de interne kampe mellem Fatah-styret på Vestbredden og Hamas-styret i Gaza. Razziaer og fængslinger var ved at gøre begge områder til politistater samtidig med, at de israelske besættelsesstyrker strammede deres greb overalt. Nu samlede plakater og kampråb sig om et fælles krav om national forsoning, om ophør af intern bekrigelse og om samling omkring oprettelsen af en enhedsregering for de to områder. Helt konkret krævede arrangørerne løsladelse af alle politiske fanger, og de krævede, at alle flygtninge i diasporaen skulle have mulighed for at deltage i det kommende valg til det Palæstinensiske nationalråd, PnC. Fatah og Hamas bøjede sig for de folkelige demonstrationer, og kravene fra den 15. marts kom til at indgå i forsoningsprocessen. Det arabiske oprør i Palæstina fik ikke nær så dramatiske udtryk som andre steder, og verdenspressens interesse søgte da også hurtigt andre steder hen. ’Foråret i Palæstina’ har ikke siden indgået i den internationale fortælling om det arabiske forår. Et paradigmeskift Demonstrationerne i marts 2011 i Palæstina kom til at betyde en total ændring af de ’spilleregler’, der har været gældende for Vestens håndtering af israel-Palæstina konflikten, siden Osloaftalerne i 1994-95. I stedet formulerede det palæstinensiske folk en ny selvstændig politik. De afviste at vende tilbage til de USA-ledede fredsforhandlinger, der placerede dem i en ulige position overfor en supermagt. I stedet ønskede de at tage deres sag tilbage til det FN, der anerkendte den israelske stat i 1948, og anmode om en Ramallah, 15. marts 2011. Foto: pirates and plants/Flickr Stenet vej mod forsoning lignende anerkendelse. Endelig blev der indgået en forsoningsaftale mellem Fatah og Hamas, der skulle føre til parlamentsvalg, præsidentvalg og valg af en enhedsregering. Tilsammen udgør disse krav et paradigmeskift for Palæstinas rolle i regionen. Forsoningsaftale i Cairo den 4. Maj 2011 Da det nye styre i Cairo den 4. Maj 2011 indkaldte Fatah og Hamas til et forsoningsmøde, var begge parter parat. Et lignende møde havde tidligere været forsøgt under Mubaraks ledelse i oktober 2009, hvor parterne ikke kunne blive enige. Efter en række tilføjelser til det oprindelige forsoningsdokument skrev Hamas og 14 andre politiske grupperinger nu under. Hverken USA eller Europa ønskede at støde det nye ægyptiske regime ved direkte at sabotere dets første udenrigspolitiske satsning og måske anbringe sig på den ’forkerte’ side af historien. De valgte i første omgang en ’vent og se’ holdning. Lige siden har verden imidlertid kunnet iagttage, hvordan det internationale samfund har søgt TEMA: PALæSTinAnSiSKE FORåRSFORnEMMELSER 7
Page 1 and 2: palæstinaorientering Nr. 2 April 2
Page 3 and 4: Forår og flygtninge Nye sider af (
Page 5: flygtningelejren. Shuafat ligger i
Page 9 and 10: Lige for lige? Begejstringen for de
Page 11 and 12: ”Gæt hvad, du bliver ordentlig g
Page 13 and 14: Boganmeldelse: Kvinde på flugt fra
Page 15 and 16: At nægte Nakba er som at nægte Ho
Page 17 and 18: En israelsk bosætter forpost ved H
Page 19 and 20: FN - et skridt på vejen til at få

palæstinaorientering

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?