Diagnoser til debat: ”Selvom jeg ofte havde hørt, at man ikke bør diagnosticere sig selv, så var jeg sikker på, at noget i mig passede på den beskrivelse, jeg sad her og læste…” Kan du gætte, 12 hvad jeg er? Foto: Jette Nielsen #81 marts 2012
Personlig beretning af Amalie Edholm Jeg ser tingene ret sort/hvidt, mine relationer er ofte intense og kortvarige, jeg har ufattelig svært ved at registrere mine egne følelser og en usikker identitetsfornemmelse. Kan du gætte hvad jeg er? Lige siden jeg kan huske, har jeg haft en umiskendelig følelse af at være lidt anderledes. Det har været svært for mig at identificere mig med de ”almindelige” mennesker jeg kendte, mens de ekstravagante, problematiske, alkoholiske og stofmisbrugende mennesker i min omgangskreds virkede trygge og nære. Helvede brød løs, da jeg som 12-årig fik mit allerførste angstanfald. En oplevelse så voldsom, at min mor besluttede at kontakte en børnepsykolog. Jeg har sidenhen fået påduttet mange diagnoser. Gennem årerne har jeg haft adskillige psykologer og psykiatere, og har fortalt min historie til hudløshed. Det har føltes som om ordene havde mistet al betydning. Som om historierne ikke var mine egne, men blot en genfortælling af en film, jeg engang havde set. Ingen kunne gennemskue mine symptomer, og kun ganske få gange i min tidligere behandling har jeg følt håb. Jeg har været registreret som Angstpatient, Depressionsramt, Maniodepressiv, Alkoholiker, Evasiv og Dependent. Sygt barn har mange navne! Og for hver eneste fejldiagnose mister man lidt mere af troen på, at nogen kan hjælpe én, at man nogensinde kan blive rask. Googlede mit liv I to år gav jeg fuldstændig op! Jeg indtog min plads blandt de ”ualmindelige” og fik job på et værtshus, som bartender. Jeg drak for at glemme, og glemte at leve. Mit liv blev et stort selvmedicineringsprojekt, hvor jeg tog kærkomment imod alle selvdestruktive stimulanser, i et forsøg på at fortrænge det faktum, at min sygdom stadig ulmede under den papirstynde overflade. Jeg skulle nå længere ned end jeg nogensinde havde frygtet, før jeg forsigtigt prøvede at søge hjælp igen. Jeg begyndte at indtaste symptomer i Google og kiggede mine gamle journaler igennem. Første gang jeg stødte på diagnosen Borderline Personlighedsforstyrrelse var en personlig beretning på nettet – efter en halv sides læsning følte jeg, at nogen havde opremset mit liv. Nogen så verden på præcis samme måde som mig, og havde oplevet næsten de samme ting! Selvom jeg ofte havde hørt, at man ikke bør diagnosticere sig selv, så var jeg sikker på, at noget i mig passede på #81 marts 2012 den beskrivelse jeg sad og læste. Der var håb igen! Det der skete efterfølgende er en lang beretning, som ender i min nuværende behandling på Psykoterapeutisk Ambulatorium på Nannasgade i København – hvor min diagnose nu hedder Emotionel Ustabil/Borderline Personlighedsforstyrrelse. Og det går jeg stærkt ud fra, at den bliver ved med at hedde! Mine to diagnoser Nu ved man hvad man fejler. Det har et navn, der er skrevet tykke bøger om det, folk er uddannet til at behandle det og symptomerne kan findes på Netpsykiater.dk. Man er blevet defineret og forkortet til et ord på 10 bogstaver – Borderline. Og hvad gør man så? Man har pludselig et stort stempel på ryggen, som kategoriserer én på en måde, som raske mennesker ikke bliver. En stor del af ens personlighed er bestemt ud fra en masse kriterier og forudsigelige mønstre. Enhver psykolog vil, ved blot at høre diagnosen Borderline, kunne gennemskue dine handlinger og forklare din opførsel – fordi du hører til en allerede defineret gruppe. Har du så ingen selvstændig personlighed længere? Er der intet ved dig, som er unikt og uforudsigeligt? Jeg er efter 5 måneders behandling kommet frem til, at der er to forskellige diagnoser her i livet: Den som står i dine journaler, og den du selv definerer. Det er nemt at lade sin diagnose styre sit selvbillede, og tro, at man kun er sin sygdom. Men jeg er ikke kun Borderline. Jeg har mange personlighedstræk, som ikke står på Netpsykiater.dk, jeg kan stadig overraske min terapeut og i dag kan jeg faktisk kun nikke genkendende til ganske få af de symptomer jeg burde have. Når jeg skal fortælle folk om ”hvad jeg fejler”, så er det sjældent, at jeg nævner min diagnose – i stedet forsøger jeg at forklare hvem jeg er, og hvorfor det kan være svært at være mig nogle gange. For i sidste ende er det jo mig, der skal definere min sygdom - ligesom det også er mig, der skal tage ansvar for at blive rask. Amalie Edholm er 21 år gammel, bor i København og læser på Niels Brock. På vores hjemmeside <strong>Outsideren</strong>.dk kan du læse flere personlige beretninger om vejen til diagnosen. ”Når jeg skal fortælle folk om mig selv, så er det sjældent, at jeg nævner min diagnose – i stedet forsøger jeg at forklare, hvem jeg er, og hvorfor det nogle gange kan være svært at være mig…” 13
Change language