2009_nummer65 - Outsideren

Danmarks største uafhængige brugerblad om psykiatri Nr. 65 dec. - jan. 2009 

OUT 

sideren 

ser psykiatrien indefra 

52 siders 

dobbeltnummer 

Frygter 

du også 

julen? 

Tag en pause fra fråds og flæskesteg 

i selskab med os - læs bl.a: 

• På sporet af den ny psykiatri 

• Dagbog fra Skt. Hans 

• 20 siders tillæg om recovery og det gode liv

2 

december - januar 2009

Side 4: 

Side 10: 

Side 15: 

Side 16: 

Dagbog fra en nedtrapning 

Af Sidse Zille Hansen 

Døden-livet t/r 

Af Joan Remil 

Den maniske valutahandler 

Af Boye Haure 

Når kravet er en ny psykiatri 

Af Klavs Serup Rasmussen 

OUT 

sideren 


Tidsskriftet Outsideren 

Bragesgade 10A, 1 

DK – 2200 København N 

Telefon: 35 39 71 23 / 35 39 71 24 

Kontortid: mandag-torsdag 10-16 

Outsideren udkommer hver anden måned. 

Abonnementspris for private: 

175 kr for 6 numre. 

Institutionspris: 


5 abonnementer a 6 numre koster 1600 kr. 


Stort tillæg: På sporet af det gode liv 

20 sider om recovery i psykiatrien 

E-mail: redaktion@outsideren.dk 

Hjemmeside: www.outsideren.dk 

www.outsideren.dk/blog 

Gironr: 16 67 22 46 

Ansv. redaktør: 

Klavs Serup Rasmussen 

Protektor: 

Dorte Bennedsen, fhv MF og 

kirke – og undervisningsminister 

Outsideren er Danmarks største brugerblad om psykiatri, og 100 % uafhængigt 

af politiske, religiøse og økonomiske interesser. Bladet laves af en gruppe frivillige, 

der har erfaring med psykiske lidelser på egen krop. Vi ved, at vanvid kan 

være både en rædsel - og uimodståeligt spændende. De fleste mennesker er berørt 

af psykiske sygdomme, direkte eller indirekte. Outsideren ser sig selv som et 

talerør for erfaringerne i sindssygen og forestillingerne derfra. Du kan læse mere 

om os på vores hjemmeside www.outsideren.dk og på vores blog www.outsideren.dk/blog. 

VI ER FOR NYLIGT FLYTTET… 

…og vi har fået en hjælpende hånd til at indrette vores nye lokaler på det fredelige 

Nørrebro. 

I den forbindelse vil vi meget gerne takke følgende for at have støttet Outsideren 

uden betingelser af nogen art: Tuborgs Grønne Fond, der har skænket 

møbler til indretningen af de nye lokaler. Og medicinalfirmaet Lundbeck, der har 

hjulpet med et beløb til dækning af udgifterne ved produktionen af tidsskriftet. 

Tuborg har hjulpet os med nye møbler – vi takker 

ved at bringe dette logo for bryggeriets ”Grønne 

Fond”… 

Bestyrelse: 

Svend Balle, formand, 

Jan Dorph, pårørende, 

Lars Rahbek, journalist, 

Reno Jacobsen, regnskabsfører, Outsideren, 

Klavs Serup Rasmussen, redaktør, Outsideren 

Redaktion: 

Morten Bohr (journalistisk konsulent) 

Dorthe Raffenberg 

Dawn Edgar 

Julie Frederikke Feilberg 

Sidse Zille Hansen 

Jacob Bittner 

Joan Remil 

Michael Rulle 

Boye Haure 

Holger Pedersen 

Annette Madsen 

Anne Marie Rafferty 

Administration: 

Gunver Sørensen 

Reno Jacobsen 

Svend Balle 

Nikolaj Pedersen 

Layout: 

Sandra Jensen 

Karen Hjermind 

Fotografer: 

Jette Nielsen 

Søren Højer Nielsen 

Indlæg og artikler udtrykker ikke nødvendigvis 

redaktionens holdning. Vi modtager gerne ideer, 

forslag, artikler mv – og forbeholder os ret til at 

redigere og forkorte i indsendte indlæg. Artikler 

i Outsideren kan citeres, når kilden klart fremgår 

af citatet. Kopiering er ikke tilladt ifølge dansk 

ret om ophavsret, medmindre det er aftalt med 

redaktionen. 

ISSN 1397 0577 

Outsideren nr. 65 3

DEN STORE U 

DAGBOG FRA SCT. HANS. I slutningen af september i år 

lod Sidse Zille Hansen sig indlægge på psykiatrisk hospital. 

Forude lå ni måneders ophold, hvor hun skulle ud af medicinen 

og ned i vægt. Her er hendes beretning om opholdet. 

Dagbog, Sankt Hans, september 08: 

Jeg hedder Sidse, er medarbejder på Outsideren 

og 37 år gammel, interesserer mig for poetrik og 

alt andet med ord og elsker at skrive artikler og 

læse og anmelde bøger. 

Jeg har ladet mig indlægge på Sct. Hans for et 

længere rekreativt ophold af ca 9 måneders varighed. 

Jeg har diagnosen skizofren uden specifikation….dvs 

en ikke-afklaret diagnose, hvilket 

passer mig fint. Jeg er indlagt på tosseanstalten 

for at komme videre med fire mål: a) at blive trappet 

ud af medicin, b) tabe mig og motionere mere, 

så jeg får større overskud til bl.a at komme videre 

med mine studier, c) arbejde med min psykotiske 

angst og depressive symptomer, så jeg kan fungere 

i hverdagen, d) lære at begå mig sammen med 

andre og få hold på mine katastrofetanker, der 

opstår f.eks i transportmidler og myldretid. Jeg 

skal i angstterapi, gruppeterapi, musikterapi og 

til social færdighedstræning og måske senere til 

andre former for terapi, og jeg vil prøve løbende 

at skrive om hvad og hvordan det er at være indlagt 

med skizofreni uden specifikation på Sanct 

Hans de næste 9 måneder, uhadada… 

Dagbog, 1. oktober, 08. 

Ja, så lykkedes det at komme rimeligt hurtigt på Sct. Hans 

Psykiatriske Hospital, afdeling L4, i kognitiv miljøterapi, dvs 

tanke, følelse og handling og mål. Jeg er glad for at være her, 

for jeg har jo på eget initiativ skåret meget ned i medicin og 

nu slår det tilbage med fornyet kraft, så jeg hele tiden er køresyg/søsyg 

og har det som om jeg er på åbent hav med 

store bølger, svimmel hele tiden. Jeg har også hørehallucinationer, 

som om der er fest et sted på den gang, jeg bor på. Men 

her er stille og roligt…støj, hmm, mærkeligt at have det sådan, 

når man ellers finder sig selv ganske normal gal. 

Gak Gak Fabrikken kalder jeg stedet, for det er vitterligt chokerende 

at være sammen med så mange syge på et sted og 

nogle er meget mærkelige. Personalet virker OK og synes det 

er spændende med ens sydomssymptomer. Og min læge på 

stedet må være humanist, for han har sørget for at vi har et 

rygerum og jeg bor heldigvis tæt på eet, tja lige op ad faktisk. 

Mine kære katte er kommet på pension og jeg har grædt næsten 

en hel uge og har en knude i maven, hvilket forværrer 

mine symptomer, øv. Har været til en Robson-test, hvor man 

måler hvor meget selvværd man har, og jeg skal også have en 

test der viser hvilke behov jeg har i min hverdag. 

Igår var der en fra personalet, der udleverede lykkepiller, hun 

hedder selv Løkke, ha ha, det grinede vi meget af, helt fint at 

personalet også har humor og laver små jokes i en ellers alvorlig 

situation, når man står der og bare har det ufedt. 

7. oktober 08. 

Her er så stille. Alle går rundt i deres egne tanker. Personalet 

er dé der kommunikerer mest, når vi tavst sætter os til at spise 

de tre store hovedmåltider som man helst skal spise, for at 

holde forbrændingen oppe. Jeg har af uforklarlige grunde væske 

i kroppen, det må være medicinen der har skylden. Jeg er 

steget lidt i medicin.Jeg er ved at blive kvalt af al den stilhed 

som larmer så meget mellem alle os med prædikatet at være 

skizofrene, der alle lider for os selv. Jeg snakker ikke så meget 

om min sygdom her på afdelingen. Det er en kold fornemmelse 

at være tilskuer til at ingen tager del i hvem man er eller 

det at vi ikke laver noget sammen. Det er faktisk kun rygere, 

jeg er sammen med, og så den bærbare computer, som er 

uundværlig her på afsnittet. Jeg er meget svimmel og søsyg 

hele tiden, og nogle gange er det som om jeg får chok igennem 

kroppen og så må jeg ned og ligge en times tid. Dagene 

er lange, for indtil videre er jeg sådan set overladt til mig selv, 

da personalet ikke har tid til andet end at sidde ved computerne 

for at skrive om for alt der sker her. 

(fortsættes på side 6) 

4 


DFORDRING 

Foto af Jette Nielsen 


(fortsat fra side 4) 


Jeg er også her for at lære at begå mig sammen med andre, 

selvom jeg er en del alene, da alle er meget syge, og jeg har 

lyst til at løbe skrigende væk fra denne store stilhed på afsnittet. 

Jeg håber også at få arbejdet med mine katastrofetanker i 

forbindelse med transportmidler og myldretid. Ellers er her aftenhygge 

med film, og jeg skal snart kaldes søløven Sally da 

jeg spiser sild hver aften. Jeg sover godt med mange spændende 

drømme for tiden. Dagens højdepunkter er aktiviteter 

såsom indkøb i kiosken, spille pool i patient-cafeen” Klubben” 

(vildt berygtet), se films og tage en morfar hen af eftermiddagen. 

Jeg har gået lidt rundt på listesokker, fordi jeg er lidt parnoid 

mht personalet, jeg ved jo ikke hvem jeg kan have tillid 

til, men alle virker kompetente til deres job og de virker OK. 

Jeg har det småt men godt. Jeg prøver simpelthen at få styr på 

skizofrenien og dén mig..hehe 


Tegning: Thomas Drewsen Idé: Sidse Zille Hansen 


Fredag. Ja så har jeg været tidligt oppe og til fysioterapi i 

varmtvands bassin, og trænet i at tage med transport for at 

komme hjem i myldretiden. Jeg har katastrofetanker fra min 

barndom, der giver angst når jeg skal afsted. Jeg skal starte i 

social færdighedstræning med rollespil mog hjemmeopgaver 

på onsdag, hvor jeg skal lære at aflæse andre og træne i at 

kommunikere. Det glæder jeg mig til. Jeg har haft det bedre 

de sidste to dage, da medicinen lægger en dæmper på sindet. 

Hm, måske det ikke er lige nu jeg skal smide medicinen, øv. 

Jeg er faldet meget godt til her. Der er faktisk ikke så meget tid 

og overskud til at skrive dagbog, for jeg falder omkuld tidligt 

da jeg er ekstremt igang fra halv otte om morgenen, pyha, det 

er hårdt. Der er dog små pauser indimellem. Nuvel, så ses vi 

snart igen. 

Senere, samme dag. 

Ja, så går det meget bedre. Medicinen lægger en dæmper 

på sindet og jeg har fundet ro igen. Jeg stod tidligt op og har 

først fri kl 6 aften. Det er rimeligt hårdt. Har taget offentlige 

transportmidler i myldretrafikken i dag, hvor jeg blev opmærksom 

på min angst og på at jeg har katastrofetanker om at jorden 

går under, hvis jeg ikke når min bus eller tog. Det stammer til 

dels fra psykotiske erfaringer og barndomsminder. Det er faktisk 

spændende at arbejde med sig selv. Gad vide hvad personalet 

skriver om mig? Jeg er nysgerrig. Lang weekend, så vi ses 

lige pludselig. 

Ualmindelig vågen og tilstede i hverdagen er sådan jeg har 

det nu. Sct. Hans er ikke det værste sted at havne, vil jeg lige 

minde jer om. Her er smukt med fjorden lige ud for mit fjordhus. 

Godnatbus om søndagen efter en kort weekend hjemme 

i egne rammer. Dejligt og lidt skævt, fordi man ikke har meget 

privatliv i det daglige, hvor personalet bare går ind uden at 

banke på mens jeg lige er igang med en privat lur. Savner et 

rum, hvor jeg kan give slip og komme til hægterne til de vågne 

timer, der synes så lange. Ind imellem kører det stærkt inde i 

mit hoved og min krop er underlig følsesløs. Jeg har det som 

om jeg sidder i en tekop i tivoli, hvor det bare drejer rundt og 

rundt, frem og tilbage hele tiden og jeg bliver svimmel indtil 

grænsen af det psykotiske med fremmede lyde, der forstyrrer 

min indre fred. Jeg ligesom sidder i orkanens midte og betragter 

det ydre kaos, som min krop oplever indefra, men der er 

stille som i en meditations-opmæksomhed af min indre kerne. 

Jeg er for engang skyld ikke gået i stykker som jeg plejer, når 

angsten rider stormene af. Mine symptomer er mine og ikke 

lægens eller en bogs diagnose, og ord aldrig dækkende nok for 

det syrede inferno, jeg oplever som det forstyrrende i min ellers 

anderledes væren - men det er ikke skræmmende mere, 

men mere en observation jeg gør mig og kan kommunikere 

om...jeg oplever at både smag & føle & lugte & se-sanserne 

blive aktiveret og det er ikke fup!! Jeg ærgrer mig over at det 

bliver betragtet som sygt, for jeg kunne måske bruge mine sanser 

til noget og ikke blive så ødelagt af det. Kroppen oplever 

desværre disse sanser meget stærkt, så den bliver overbelastet 

i det de kalder psykosen. To sider af samme sag: mig. De andre 

kalder det skizofreni. Jeg ved ikke om det er rammende, men 

jeg er ikke alene og det giver mig en normalitet nu, hvor jeg er 

sammen med andre her på Sct. Sygt. Men jeg tager medicin, 

for at have det normalt roligt i mit hoved og så kroppen kan få 

ro. Så kære I, vær ikke bange for det unormale - det gale - jeg 

frygter mest det normale, da jeg oplever verden meget kold og 

kynisk og manipulerende. Hvem er så mest gal?? Mine værdier 

er gode vibrationer, nysgerrighed og opmærksomhed og 

venlighed og glæde og ro. Selv her hos de unormale gale er 


6 


Redaktionel kommentar 

Jeg er ok – du er ok 

Når jeg kigger på min to-årige datters blik, imens hun forsøger 

at udtale et ord, hun lige har lært, er der ingen tvivl 

i mig. Hun vil forstås. Det ligner ikke et bevidst valg – men en 

nødvendighed. Fra at spire og gro er kommunikation blevet 

hendes næste forudsætning for at leve. Hun vil fortælle, sige 

hvad hun føler. Bygge sin verden med hendes helt egne ord. 

Jeg tror ikke, jeg har forstået det så tydeligt før. Men omvendt, 

hvilket liv bliver det, hvis man ikke føler sig forstået? 

Kommunikation skal ikke bare tages alvorligt – det er forudsætningen 

for et liv i denne verden. Og det vigtigste for god 

kommunikation, er udgangspunktet: Jeg er ok – du er ok. 

Hvordan bliver der lyttet til dig, hvis du er psykotisk og søger 

hjælp? Eller en af de tusinde andre ting som kan fortælles inde 

fra en sindslidelse. Føler du, at du er ok? Eller bliver de ting, du 

fortæller blot krydset af på en liste over typiske tegn på at være 

sindssyg? Det sidste er psykiatriens måde at møde sindslidende 

på, og det fortæller en grotesk historie om, hvor lidt der 

lægges vægt på kommunikation. Det er mærkeligt. Især fordi 

psykiatriens bedste bevis for sindssyge, er menneskets brug af 

ord. 

I dette nummer tager vi recovery op igen, og vi har givet det 

sin helt egen avis inde i bladet. Recovery betyder at komme 

sig. Ifølge de mennesker vi har talt med, har recovery faktisk 

ændret noget fundamentalt: Sindlidende taler sammen på en 

anden måde, der er kommet nye måder at beskrive sig selv på. 

Det føles som en lille solstråle af håb – en bevægelse hvor der 

før var stilstand. Tendensen er, at ikke kun de mest hardcore 

fanatikere tillægger recovery betydning længere. Flere og flere 

psykiatribrugere stiller sig selv spørgsmålet: Hvordan får jeg 

stablet mit liv på benene herfra. 

Et typisk tegn på sindssyge har altid – ifølge grundbøger om 

psykiatri – været når mennesker opfinder deres egne ord. Erik 

Olsen, psykiatribruger og medlem af det europæiske brugernetværk 

ENUSP, har opfundet et: mentalisme. Han bruger det 

til at beskrive alle dem, der vil hjælpe psykisk syge uden at 

lade de psykisk syge blande sig. Recovery var – i psykiatrisammenhænge 

– også engang et nyt ord. Det er ikke bare utroligt 

befriende – men også logisk – at ved at tage sig retten til at 

opfinde de ord man mangler, for at beskrive verdenen som 

man oplever den, tiltager man sig retten til at skabe en verden, 

man er i stand til at leve i. Ellers er det andre, der bestemmer 

over din verden. Så frem med alle de ord, du har gemt væk! 

Betydningen af at skabe kommunikation på egne vilkår, ses 

hos døve. De betragter ikke sig selv som handikappede – tegnsprog 

er derimod grundlaget for en hel kultur. 

Sindslidende er lige så handikappede som døve. I 2006 blev 

det i FN’s handikapkonvention slået fast, at mennesker med 

længerevarende psykiske sygdomme, skal gives de samme vilkår 

og rettigheder som andre handikappede. Brugerorganisationerne 

siger, det er et stort skridt i retning af at sikre, at sindslidende 

ikke forskelsbehandles i forhold til andre borgere. Og 

det er der i den grad brug for. Europarådets Torturkomité finder 

faste elementer af den psykiatriske behandling i Danmark 

umenneskelig. 

Outsideren skrev allerede sidste år om den voldsomme stigning 

i antallet af psykisk syge kriminelle. Nu skriver Politiken 

heldigvis også om det og er nået ud til et lidt større publikum 

end Outsideren gør. Vi mener at konklusionen stadig er den 

samme: Psykiatribrugere er ikke blevet mere aggressive, men 

langt flere sager anmeldes og kriminaliteten er et symptom på 

manglerne i behandlingssystemet* 

De sindslidende der har udtalt sig i forbindelse med den 

aktuelle mediestorm, siger alle det samme. Tal til os. Drop det 

med bare at lange en pille ud. Noget tyder på, at styrken ved 

recovery er, at psykiatribrugere er begyndt at fortælle hinanden: 

Du er ok – jeg er ok. 

Klavs Serup Rasmussen, Ansvarshavende redaktør 

* Læs Outsideren nr. 61, 2007 


Udskriv dig selv 

Man kan alligevel aldrig læse hvad lægerne skriver, 

derfor har vi lavet en udskrivningsseddel, du selv 

kan udfylde, så du kan komme hjem til jul. 

Kærlig hilsen Outsideren 

klip her 

Udskrivningsseddel for psykiatriske afdelinger 

Navn____________ Cpr.:___________ Dato:______ 

Udskevet d.: ______ fra afdeling_____________ 

Pt skal være udskrevet inden d. 24. december 

2008 til julehygge i eget hjem. Pt erklæres 

fuldstændig normal højtiden taget i betragtning. 

Pt kan tidligst genindlægges 1.1.2009. 

Lægens underskrift:__________________________ 

Kommentarer :________________________________ 

_____________________________________________ 

_____________________________________________ 

_____________________________________________ 

_____________________________________________ 

_____________________________________________ 

_____________________________________________ 

_____________________________________________ 

_____________________________________________ 

_____________________________________________ 

_____________________________________________ 

Udfyldt af:__________________________________ 

8 


Foto Søren Højer Nielsen 

LOKUM 

Ønskes: Jul på eget bræt 

En julehistorie af Michael Rulle 

Det socialpsykiatriske bocenter Ringbo i Bagsværd står og 

mangler toiletter til de 147 belastede beboere, og Københavns 

Kommune som ejer og driver bostedet, vil ifølge socialborgmester 

Mikkel Warming ikke gennemføre en udbygning 

indenfor de næste 30 år. Samtidigt har de danske folkeskoler 

fået bevilliget flere hundrede millioner kroner til en gennemgribende 

renovering som blandt andet omfatter udskiftning af 

skoletoiletter over hele landet. Og det har fået beboerne på 

Ringbo til at udtænke en usædvanlig plan, der i ét hug kan 

løse problemet: 

- Ja, det er korrekt, siger Nicolai, beboerrepræsentant på 

Ringbo og fortsætter: Vi har rettet henvendelse til Københavns 

skoleforvaltning og anmodet dem om at donere de gamle skoletoiletter 

til os. Vi regner bestemt med en positiv respons, for 

de toiletter skal jo ellers bare smides ud. 

Skal seks til et lokum 

Ringbo er inddelt i 12 huse eller afdelinger, om man vil. Der 

bor cirka 12 beboere i hvert hus, som deler to baderum samt 

et badeværelse med to sidde-WCèr. Hvert toilet bruges altså i 

gennemsnit af seks beboere – kvinder som mænd. 

Dette opleves voldsomt generende af de beboere, som 

gerne vil opretholde en minimal følelse af god hygiejne og privatliv. 

- Der er nogle af de andre beboere, der konsekvent ikke skyller 

ud, siger en beboer, mens sidemanden stemmer i: -Der er 

også nogle som tit rammer ved siden af toilettet, så man skal 

lige kigge efter, om der er lort på brættet, inden man sætter 

sig. 

Beboerne på Ringbo har i årevis efterlyst eget toilet og bad 

på værelserne, så de slipper for at soppe rundt i andre beboeres 

fækalier på toilettet og i badet. 

- Det er ulækkert, nedværdigende og stressende at dele toilet 

med så mange andre, lyder det fra en af beboerne. 

Undervejs er blandt andet socialborgmester Mikkel Warming 

blevet kontaktet og gjort opmærksom på de sanitære problemer 

– men uden held. 

– Der er bare ikke nogen politisk interesse i at forbedre forholdene 

for os. Måske fordi vi er en gruppe mennesker, der 

sjældent tænker på at stemme. Men vi har så valgt at tage sagen 

i egen hånd, udtaler beboerrepræsentant Nicolai. 

Årets julegave på Ringbo 

Beboerne på Ringbo har derfor nu skrevet til hovedstadens 

folkeskoler og bedt om lov til at overtage deres udtjente toiletter, 

der står foran udskiftning. 

- Hvis bare toiletterne bliver kørt herud, så skal vi nok finde 

nogen der vil hjælpe os med at få dem installeret på værelserne. 

Tænk sig, hvis vi kan fejre jul på eget bræt – det vil da 

være fantastisk, siger Nicolai. 

- Men I vil stadig ikke have fået eget bad på værelserne? 

- Nej, men efter byfornyelsen på Vesterbro kan vi måske 

være heldige at finde nogle af de gamle brusekabiner. Vi er 

faktisk allerede i gang med at sætte opslag op i bydelen, slutter 

en optimistisk beboerrepræsentant. 

Denne artikel er et juleeventyr fra bocenteret Ringbo, og er 

som alle andre eventyr delvist opdigtet. Imidlertid er beskrivelsen 

af toiletforholdene for bostedet Ringbos 147 sindslidende 

beboere fuldstændig korrekt, ligesom beboerne rent faktisk, 

men uden held, har forsøgt at få Københavns kommune til at 

indrette bad og toiletter på værelserne (red). 


En sand fortælling om et helt usædvanligt vendepunkt: 

LIVET-DØDEN T/R 

Af Joan Remil 

Jeg var helt væk i selvmordstanker. Væk fra tilværelsens ulidelighed, 

væk fra min eksmand og fra livet i almindelighed. 

Midt i en heftig udefrakommende depression og med 100 

stærke sovepiller i hånden, samt en hel flaske rødvin. Væk fra 

det hele, efter et voldsomt kulturchok og efter en stærk maniodepressiv 

psykose; på vej væk fra livet ind i de dødes land. 

Men det blev opdaget og jeg blev reddet af min eks på et mulehår, 

forfra igen, mislykket kærlighed og skuffelser, og så 

lange perioder med livsglæde og arbejde. Men stadigt i mit 

sind lurede selvmordet. Denne situation ændrede sig først, da 

jeg som 47-årig fik konstateret kræft. Nu skulle jeg ganske enkelt 

kæmpe for mit liv, jeg var ved at gå til af FYSISK sygdom 

og situationen var vendt på hovedet. Den død jeg før havde 

stræbt mod, måtte jeg nu med alle mine kræfter og hele min 

tro kæmpe imod. Da det første halve år med sygdommen var 

overstået, kom en lang periode med at få livet til at fungere 

igen. Jeg kæmpede mig tilbage til at skrive, og hver dag var en 

gave fra Gud. Sådan følte jeg og jeg glædede mig over den 

mindste ting her i livet, som f.eks at komme på toilettet og 

vide at maven fungerede. Jeg havde fuld fokus på det fysiske 

og dermed svandt de psykiske problemer ind; de blev trængt 

helt i baggrunden. Det var en gave. 

Det er nu tre og et halvt år siden at sygdommen brød ud, og 

livsglæden blomstrer stadig i mit sind. Hver dag er en gave. Jeg 

har lært at leve med sygdommen og er efterhånden blevet så 

livskraftig, at jeg vover at planlægge et halvt år frem i tiden. 

Men så heller ikke længere, for man kan aldrig vide om døden 

indhenter én. Det gælder jo immervæk for os alle sammen, at 

vi skal afsted en dag, men når man som jeg har overvundet 

døden en gang, bliver man så meget stærkere psykisk og alle 

små ting giver glæde. Vi glemmer jo ofte, at vi ikke er udødelige. 

Livet synes at være givet, så vi slås med os selv og hinanden 

uden at have dødsperspektivet med. Det at rejse med 

døden som bagage er det samme som at erkende, at vi ikke 

lever evigt. At hver eneste af vores handlinger og tanker er vigtige, 

at vi skal stræbe mod at få mest muligt ud af hver dag vi 

får givet. Gud har alligevel en plan med os her i livet – der er 

ganske enkel en sti vi skal betræde, som han har lagt for vores 

fødder. Og ingen byrde er større end vi kan bære den. 

Den død jeg før havde stræbt 

” 

mod, måtte jeg nu med alle 

mine kræfter og hele min tro 

kæmpe mod” 

Foto: Søren Højer Nielsen 

10 



Little Happy Man 

Hver gang du går forbi en Netto og kigger på reklamerne, ser du på et af Renés gamle produkter. 

Hans firma solgte de rammer og skilte, der bruges overalt i bybilledet. Men det er 

René ude af. Han sidder i en lejlighed i Vanløse og kigger ud over S-togene, imens han håber 

på at holde sig ude af hospitalet det næste år. 


Alt jeg ejede lå i 46 flyttekasser for tre uger siden og nu er 

jeg så flyttet ind. Jeg mangler bare et klædeskab, siger 

René Frederiksen. 

René viser rundt i sin lejlighed i Vanløse. På alle væggene 

hænger billeder, som hans far har malet. Blide akvareller med 

landskabsmotiver ved siden af abstrakte oliemalerier. Oven på 

klaveret slanger stearinen sig om halvt nedbrændte lys. På et 

hjørne af spisebordet ligger en bog skrevet af hans første kærlighed. 

Bogen er lige kommet fra forlaget og der står en lang 

og kærlig dedikation til René inde i bogen. 

- Hende var jeg så forelsket i, det var hende det skulle være 

dengang, men så blev jeg syg. Og nu kan jeg dårligt koncentrere 

mig om at læse, siger René Frederiksen med et ironisk 

smil. 

Det er ikke til at se, at det kun er et åndedræt siden René var 

indlagt på Brøndbylund, et nedslidt psykiatrisk hospital på 

Vestegnen. For at slippe for de urolige 4-sengsstuer på de åbne 

afdelinger, måtte han igen og igen bede om at blive indlagt på 

den lukkede afdeling. På Brøndbylund har man eneværelse på 

den lukkede. 

- Jeg bad også tit om at blive lagt i bælte. Når jeg er i bælte 

føler jeg mig tryg. Det er så bare et problem at man ikke må 

ryge når man ligger i bælte. Hver gang jeg ville have en smøg 

skulle jeg bede om udgang. En af gangene endte det med at 

jeg slog en plejer, selvom jeg ikke kan huske hvorfor. Jeg kan 

slet ikke huske, at det skete, men det står i min journal og jeg 

tror det passer, siger René Frederiksen. 

Til møde med Patrick Bateman 

Da Renés firma, Inn-Line, var oppe at køre i slutningen af 

80’erne, havde han travlt. Alle de store industrivirksomheder, 

som Carlsberg og Novo-Nordisk, brugte firmaets udstillingssystemer 

til deres messer. Samtidig udviklede firmaet nye idéer 

og måder at kommunikere på i gadebilledet. Der var fart på 

og penge nok. 

- Det var det hurtige liv. Vi gik i byen og mødte damer og 

havde det sjovt. Og arbejdet var rigtig godt. Der var noget Jørgen 

Clevin over det, når jeg sad og skulle tegne de designs som 

virksomhederne ønskede. Jeg har altid godt kunne lide at tegne, 

det er vigtigt for mig, siger René Frederiksen. 

At René blev syg og firmaet faldt fra hinanden, fjernede ikke 

trangen til at have det sjovt. I 1993 tog han med en ven til Lousanne 

i Schweiz og de indlogerede sig på byens dyreste hotel. 

Det var et gammelt fint hotel, hvor de dybe tæpper og gæster 

fra hele verden skabte en eventyrlig atmosfære fra det øjeblik 

man trådte ind i lobbyen. René skænkede det ikke en tanke, at 

den antipsykotiske medicin lå derhjemme, glemt. 

Hans ven solgte hjernescannere og turen til Schweiz var 

blevet sat i stand for at deltage i en kongres, hvor de største 

firmaer i verden præsenterede deres nyeste scannere. Under 

kongressen blev Renés ven kaldt ud for at reparere en hjernescanner 

på universitetshospitalet i München, kun et par hundrede 

kilometer fra deres hotelværelse i et andet land. 

- For sjov lagde jeg mig ind i den scanner der skulle laves og 

12 


René har altid tegnet sin ”Little happy man”. Hundredevis af tegningerne har han foræret væk; andre har han udstillet. 

Foto: Jette Nielsen 

lige der blev jeg psykotisk som lyn fra en klar himmel. Jeg var 

helt sikker på, at min ven var nazist og at dem der stod ved 

maskinen kunne læse mine tanker. Jeg løb væk derfra og gik 

rundt i timer uden nogen retning. Og imens jeg gik rundt, blev 

jeg mere og mere overbevist om, at jeg havde en aftale med 

Patrick Bateman, hovedpersonen fra bogen ”American Psycho.” 

Hvad aftalen gik ud på anede jeg ikke. Hvad ville han gøre ved 

mig? Ville han skære mig i små stykker? Og som det er når man 

er psykotisk, stod jeg pludselig foran en dør, hvor der stod ”Patrick” 

på ringeklokken. Jeg ringede på og gik op, fortæller 

René. 

René kom op til en lejlighed hvor nogle rockere sad og tog 

stoffer. De smed ham ud og lettet over at være sluppet levende 

fra aftalen med Patrick Bateman gik René på værtshus. 

Snydt af sin partner 

- Jeg gik ind og bestilte en øl, selvom jeg kun havde Schweizerfranc 

på mig, og imens jeg drak, faldt jeg i snak med ham 

ved siden af. Det viste sig, at han var psykiater. På et tidspunkt 

lykkedes det mig at få sagt, at jeg syntes jeg havde det dårligt 

og han svarede at det havde han kunnet se fra jeg satte mig 

ned. Imens vi drak øl, aftalte vi at ringe efter en ambulance og 

den kørte mig lige hen til det samme universitetshospital jeg 

var løbet væk fra tidligere på dagen. Først langt senere fandt 

jeg ud af, at min ven havde efterlyst mig hos politiet. Det var 

en forfærdelig indlæggelse og efter jeg blev overflyttet til hospitalet 

i Schweiz havde jeg det helt vildt dårligt. Jeg oplevede 

at være kommet i skærsilden og følte at jeg brændte op, fortæller 

René Frederiksen. 

Engang var René Frederiksen en rig mand med et succesrigt 

firma. Professionelt og kreativt følte René, at han kunne udtrykke 

sig på alle de måder han ønskede. I sin fritid havde han 

det sjovt og kunne lade sin kærlighed til kæresten gro uden 

bekymring for hvor kærligheden ville føre ham hen. 

Men da René blev syg var det pludselig ikke muligt at holde 

styr på alle de bolde han havde i luften. Det udnyttede partneren 

i firmaet til at tømme kassen og efterlade René med en 

gæld på tre millioner kroner. Det er en af grundene til at tilværelsen 

som førtidspensionist er tilstrækkelig for René i dag. Det 

er ikke en gæld han slipper fri af nogensinde og gældssanering 

har han heller ikke råd til. Imens kører S-togene forbi og børnene 

leger på skolen lige på den anden side af gaden. 

- Min plan er at overleve det næste år. Bruge det lokale værested, 

få besøg af min kæreste. At komme ud af hospitalet er 

som at starte forfra, men det er ikke en dårlig ting. De holdepunkter 

jeg har, er den her lejlighed, min datter på seks år og 

kontaktpersonen fra det opsøgende psykoseteam. Hende har 

jeg haft i tre år og hun følger mig gennem tykt og tyndt, fortæller 

René. 

Som at brænde sig 

I lejligheden er der plads til Renés egen ro. Efter ni måneder 



på et psykiatrisk hospital er roen i sig selv en vigtig del af hverdagen. 

Og efter så lang tid på den lukkede afdeling, kan René 

selv bestemme hvornår døren skal låses – og låses op. Han kan 

snuppe en lur på sofaen uden at skulle tænke på spisetider og 

personale, der vækker en. 

- Det betyder alt for mig. At det her sted er mit eget. Jeg kan 

sidde og tegne og være mig selv. På den lukkede på Brøndbylund 

malede jeg hele mit værelse med oliekridt; vægge, loft, 

gulve, overalt simpelthen. De blev sgu sure, griner han. 

Foreløbig bliver hverdagen bygget op i samarbejde med 

personalet fra Brøndbylund og hans kontaktperson. Fra at få 

vasket tøjet til at holde styr på medicinen. Og denne gang tror 

René på det. 

- To gange under min seneste indlæggelse lod jeg mig udskrive 

og endte tilbage på den lukkede rimelig hurtigt igen. Du 

ved, de siger til dig: Vi synes du er velfungerende nok til at 

blive udskrevet, og hver gang bliver man glad og vil meget 

gerne. Men når jeg så stod og var udskrevet, kunne jeg hurtigt 

mærke at jeg ikke var klar, siger René Frederiksen. 

Det er atten år siden René første gang tænkte ”Hvad sker 

der?” da han blev indlagt på Kommunehospitalet. Han kendte 

kun ”Gøgereden” og det tog tid før han forstod, hvad konsekvenserne 

var af at have fået en psykose. At der var piller der 

skulle tages og at intet ville blive det samme med det samme. 

Siden har han været indlagt femogtyve gange. Men René er 

ikke kommet nærmere på at kunne sige, hvad det er, der sker 

når det går galt. 

- Jeg kan ikke forklare det når jeg har det dårligt; jeg ved 

bare jeg er syg. Det er lige som når man brænder sig. Hvordan 

forklarer man det? spørger René Frederiksen. 

René beskriver sig selv som en heldig mand. 

- Fem gange har jeg været forelsket. Du ved rigtig forelsket, 

smiler han og tager et billede frem. Med en af sine store kærligheder 

fik han en datter, der nu er fyldt seks. 

- Men hvis du ikke kan beskrive, hvordan det er at have det 

dårligt, kan du så forklare hvorfor du tegner ”The Little Happy 

Man?” 

- Det har noget gøre med enkelthed. At det skal være så enkelt 

som muligt, svarer René Frederiksen. 

14 


Danmarks største uafhængige bruger-blad om psykiatri 

December 2008 

Outsiderens 

RECOVERY-AVIS 

20 siders tillæg til Ousideren # 65 

OUT 

sideren 


- Psykiatrien 

bliver aldrig som før 

PÅ SPORET 

AF DET 

GODE LIV

”Jeg fortalte min 

kontaktperson, at der var 

en pige der gerne ville i seng 

med mig, og blev straks 

spurgt om jeg var psykotisk. 

Og så utiltrækkende er 

jeg altså heller ikke!” 

(Martin Teglbjærg, 

psykiatribruger)

INTRO 

Nu kan du godt glemme 

recovery 

” 

Hvad er recovery” spurgte en bruger på et værested 

”Du er da meget godt recovered” svarede personalet. 

Dette særnummer af Outsideren handler om recovery, 

som er gået fra at være en stille revolution til hverdag i 

psykiatrien. Recovery betyder at komme sig, og fænomenet 

opstod blandt sindslidende, der selv fandt nye veje til at 

få et bedre liv. Men hvad vil det sige at komme sig? Det er 

der mange bud på. Vi håber at dette blad du sidder med i 

hånden og som kysser dine fingre lige nu, kan bidrage til 

det. 

Det lyder banalt, men sjovt nok har troen på at psykisk 

syge mennesker kan komme sig, betydet store forandringer 

i den psykiatriske verden. Både for patienter, pårørende 

og behandlere. 

Recovery er ikke længere er en nyhed. Men hvad er det 

så. Psykiatrien handlede engang kun om mennesker med 

psykisk sygdom, og nu er der en bevægelse hen mod at 

ville leve i vores fælles verden, uanset om man har været 

psykisk syg. De psykisk syge påpeger, at det stiller nye krav 

til behandlere og ansatte i psykiatrien. De er vant til at 

møde sindslidende i sygdommens tegn. Skal der laves recovery 

på behandlerne? 

Outsideren satser på at det er tid til at glemme recovery. 

Det må aldrig blive lige så vigtigt at huske at bede om recovery, 

som det er at råbe ”Asyl” i lufthavnen. Hvis alle 

ordene om recovery - og der har været mange fra behandlere 

og politikere - er alvorligt ment, skal det være i lige 

meget om man aner hvad recovery er. 

Dette særnummer er et snapshot over recovery lige nu. 

Set med de øjne der har erfaret recovery helt tæt på. 

Side 4-6: Skæbnen har ført mig helt frem på scenen 


Side 7-8: Recovery er kommet for at blive 

Af Pernille Jensen 

Side 10-11: Er det realistisk? 

Af Julie Feilberg 

Side 12-14: Det skal ske på din måde 


Side 15: Solen skinner 


Side 16-17: ...Og du har ret til at være til 

Af Holger Pedersen 

Side 19: Tyveriet af recovery 

Af Ron Coleman 

Outsideren er Danmarks største brugerblad om psykiatri, og 100 % uafhængigt 

af politiske, religiøse og økonomiske interesser. Bladet laves af en gruppe frivillige, 

der har erfaring med psykiske lidelser på egen krop. Vi ved, at vanvid kan 

være både en rædsel - og uimodståeligt spændende. De fleste mennesker er berørt 

af psykiske sygdomme, direkte eller indirekte. Outsideren ser sig selv som 

et talerør for erfaringerne i sindssygen og forestillingerne derfra. Du kan læse 

mere om os på vores hjemmeside www.outsideren.dk og på vores blog www. 

outsideren.dk/blog. Desuden er du velkommen til at tegne abonnement på os... 

Tidsskriftet Outsideren 



Telefon: 35 39 71 23/35 39 71 24 

Kontortid: mandag-torsdag 10-16 

Outsideren udkommer hver anden måned. 

Abonnementspris for private: 


Institutionspris: 




E-mail: redaktion@outsideren.dk 

Hjemmeside: www.outsideren.dk og www.outsideren.dk/blog 

Gironr: 16 67 22 46 

Ansv. redaktør: 

Klavs Serup Rasmussen 

Protektor: 

Dorte Bennedsen, fhv MF og kirke – og undervisningsminister 

Bestyrelse: 

Svend Balle, formand, Jan Dorph, pårørende, Lars Rahbek, journalist, Reno 

Jacobsen, regnskabsfører, Outsideren, Klavs Serup Rasmussen, redaktør, 

Outsideren 

Redaktion: 

Morten Bohr (journalistisk konsulent), Dorthe Raffenberg, Dawn Edgar, Julie 

Frederikke Feilberg, Sidse Zille Hansen, Jacob Bittner, Joan Remil, Michael Rulle, 

Boye Haure, Holger Pedersen, Annette Madsen, Anne Marie Rafferty 

Administration: 

Gunver Sørensen, Reno Jacobsen, Svend Balle, Nikolaj Pedersen 

Layout: 

Sandra Jensen, Karen Hjermind 

Fotografer: 

Jette Nielsen, Søren Højer Nielsen 

Indlæg og artikler udtrykker ikke nødvendigvis redaktionens holdning. Vi 

modtager gerne ideer, forslag, artikler mv – og forbeholder os ret til at redigere 

og forkorte i indsendte indlæg. Artikler i Outsideren kan citeres, når kilden klart 

fremgår af citatet. Kopiering er ikke tilladt ifølge dansk ret om ophavsret, 

medmindre det er aftalt med redaktionen. 

ISSN 1397 0577 

3

Skæbnen har ført mig 

Da Martin Teglbjærg første gang hørte ordet recovery tænkte han, Åh nej, ikke mere 

af den slags. Men recovery er anderledes end det han ellers har mødt i psykiatrien, 

mener han. Noget bedre. Nu skal personalet i psykiatrien bare lære at give slip. 

Af Klavs Serup Rasmussen, Foto: Jette Nielsen 

Illustartion: Karen Hjermind 

4 

Jeg fortalte min kontaktperson, at der var en pige der 

gerne ville i seng med mig, og blev straks spurgt om jeg 

var psykotisk. Og så utiltrækkende er jeg altså heller ikke, 

siger Martin Teglbjærg og griner. 

Han mener at den samtale sætter fingeren på, hvor svært 

personalet har ved at følge med, når sindslidende bevæger 

sig udenfor det velkendte i psykiatrien. 

Det glemmes ofte hvor tæt og betydningsfuldt forholdet 

er mellem patient og personale, for de sindslidende der bor 

på bosteder, bofællesskaber eller er indlagt. Det er typisk 

kontaktpersonen der knyttes et bånd til, men det kan også 

være rengøringsdamen, psykiateren eller nattevagten. 

Og selvom det er den sindslidende der observeres og skrives 

journal over, er der ingen tvivl om at personalet er 

viklet så meget ind i deres patienters hverdag, at det er 

svært at forestille sig en anderledes hverdag for sindslidende, 

uden en anderledes adfærd hos personalet. 

- Første gang jeg hørte ordet recovery, tænkte jeg bare, 

åh nej, endnu mere de vil have jeg skal leve op til. Jeg så 

det som noget negativt dengang, men nu synes jeg det er 

positivt. Fordi man efterhånden bliver mødt på en anden 

måde som sindslidende, siger Martin Teglbjærg 

I de sidste tyve år har psykoser og skizofreni trukket 

Martin Teglbjærg gennem hospitaler, bofællesskaber og 

væresteder. Nu står han på egne ben og kan hoppe med 

dem i sofaen i sin lejlighed. Han er 48 år og en del af trioen 

”Stand Up Recovery,” der optræder i hele landet med deres 

egne recovery-historier. Formålet er at få budskabet ud: 

Sindslidende kan få et bedre liv. 

Når han ikke optræder passer han sit arbejde i køkkenet 

på værestedet Sidelinien i København. Der har Martin Teglbjærg 

arbejdet i næsten otte år, og har på tæt hold kunne 

følge med i hvordan de nye vinde er blæst ind over stedet. 

- For mig er det vigtigste ved recovery den måde man 

bliver mødt på som sindslidende. Den måde personalet i 

de sidste fem år er begyndt at tale til brugerne på. Den er 

mere positiv, man ser nogle andre muligheder i os, siger 

Martin Teglbjærg. 

Psykiatere kritiserer ofte recovery-bølgen for at være 

gammel vin på nye flasker. At der altid har været nogen der 

kom sig fra psykiske sygdomme. Men det er Martin uenig 

i. 

- Det lægerne siger passer ikke, fordi man kommer sig 

ikke bare af sig selv. Sindslidelser er ikke som et sår der 

automatisk heler. Der skal ske et eller andet der sætter det 

i gang, der skal være muligheden for at der opstår det vendepunkt 

som typisk er begyndelsen til at få det bedre. Men 

jeg er da også klar over, at fordi recovery-matraet er allevegne, 

er det hårdt for dem der har svært ved at komme 

sig. Det er næsten sådan nu, at der er noget galt med dig, 

hvis du ikke er kommet dig, siger Martin Teglbjærg. 

Tid til recovery for personalet 

Når sindslidende vil noget andet end de plejer, opstår 

der nye situationer som personalet skal lære at forholde sig 

konstruktivt til. 

- For eksempel plejer psykisk syge at være enlige og personalet 

er slet ikke gearet til at brugere har parforhold. 

Måske er det derfor forelskelse bliver behandlet som sådan 

et stort tabu i psykiatrien, forelskelse bliver mest af alt set 

som farligt, og det er forkert, for kærligheden er et typisk 

vendepunkt, siger Martin Teglbjærg, der gerne så at sindslidende 

kom i gang med at score. – Jeg oplever at personalet 

er bange for at give slip og i stedet overbeskytter brugerne. 

Rigtig ofte ender man med at lukke sig inde i sin 

lille verden, for eksempel på et værested, og det gør mig 

vred, for der er mange andre steder man kan have en hverdag 

som sindslidende. 

Martin Teglbjærg arbejder frivilligt i sin lokale kirke. Da 

han første gang fortalte personalet i sit bofællesskab, at han 

ville arbejde et sted hvor troen fyldte meget, trådte han på 

en anden øm tå i psykiatrien. 

- Hvorfor er det et problem at jeg kommer i en kirke, hvis 

jeg har lyst til det? For mig er det vigtigste at man handler, 

der i forvejen alt for mange ord i psykiatrien. Folk snakker 

(forsættes side 6)

helt frem på scenen 

”I en skoleklasse spurgte en pige mig, hvordan det 

var at være to personer. Når vi optræder helt udenfor 

psykiatrimiljøet, er det nogle sjove forestillinger 

vi møder.” 

Når vi er ude og lave stand-up recovery, kan jeg se at der er mennesker der lyser op, fordi de har manglet de 

ting vi fortæller om, siger Martin Teglbjærg 

5

fakta: Stand Up 

Recovery 

”Hvad er de skizofrenes kampråb?…. Vi er flere end I tror!” 

Trioen i Stand Up Recovery rejser landet rundt og fortæller om egne recoveryerfaringer 

under mottoet ”lethed med tyngde.” Trioen består af Dorthe Raffenberg, 

Christian Martin og Martin Larsen Stubbe Teglbjærg. 

De optræder hovedsagligt på bosteder, væresteder og i andre sammenhænge 

indenfor socialpsykiatrien. 

- Der er tit nogen der lyser helt op når vi optræder, fordi vi fortæller den historie 

de har manglet for at komme videre i deres liv, siger Martin Teglbjærg. 

Stand Up Recovery kan kontaktes på: info@standuprecovery.dk 

i årevis uden at der sker noget, siger Martin Teglbjærg. 

Skæbnen gav mig en mikrofon 

- Mange gange er det skæbnen der fører dig, mener Martin 

Teglbjærg. – Og min skæbne har været hulter til bulter, 

så jeg har lært at være åben overfor det jeg løber ind i. Jeg 

endte på Sidelinien fordi jeg havde en kæreste der kom der. 

Der fik jeg så et job. En dag blev jeg så spurgt om jeg ville 

være med i Stand-Up-Recovery og gik med der. Og det jeg 

vil sige med det er, at det er vigtigt at sindslidende tør 

gribe de muligheder der kommer forbi dem. Alt for ofte tør 

man ingenting, fordi man er blevet skuffet så mange gange. 

At være lukket mod verden og dens muligheder, bliver 

hurtigt et selvforstærkende problem. 

- Jeg har været på forskellige arbejdspladser og arbejder 

frivlligt i min lokale kirke, og samtidig kommer jeg i det 

lokale kulturhus. Så jeg ved at de fleste mennesker er flinke. 

Men hvis du har siddet på et værested i ti år uden at 

lave andet, bliver du bange for omverdenen. For til sidst 

kender du den ikke, siger Martin Teglbjærg. 

Værestedet Sidelinien oplever Martin Teglbjærg som et 

sted under forandring. Det er ikke længere så lukket mod 

omverdenen som det har været, men stedet er ramt af 

samme tendens som resten af samfundet: 

- Der er ikke særlig meget plads til kaos og originaler og 

de skæve vinkler. Det er enormt typisk, at man nu vil bruge 

recovery-skemaer flere steder i socialpsykiatrien, for at 

måle hvor meget folk er kommet sig. Alting skal passe ind 

i kasser, og de fatter ikke, at det her ikke kan måles. 

Recovery er individuelt. Det at komme sig kan være, at 

man endelig fuldt og helt er blevet den skæve original man 

er, siger Martin Teglbjærg. 

6

Recovery er kommet 

for at blive 

Det er kun relativt få år siden, recoverybegrebet 

landede på dansk grund. Og 

man kan roligt sige, at det ikke faldt på 

klippegrund. Men selv om begrebet i dag 

vækker stor og voksende genklang, så er 

der lang vej endnu – og også grund til at 

advare mod at gøre recovery til det eneste 

saliggørende. 

Af Pernille Jensen 

At komme sig efter alvorlige psykiske problemer og 

komme videre i sit liv er en god ting. Og i den forstand 

er recovery langt fra noget nyt, for mennesker er kommet 

sig til alle tider og i alle samfund, om end i varierende omfang. 

Det mærkelige er ikke så meget dét, men snarere at 

vi gennem det 20. århundrede begyndte at betragte de 

tilstande, som man samlede under betegnelsen skizofreni 

som en kronisk og endda fremadskridende sygdom. 

I 2007 er vi nået så langt, at Dansk Selskab for Distriktspsykiatri 

i et skrift om status og visioner fastslår, at recovery-tænkningen 

fæstner opmærksomheden på vigtige 

forhold i relationen til brugeren, og indebærer en ”berettiget 

kritik af psykiatrien, at den kan blive bedre til at indgyde 

håb og optimisme…”. 

Det kan de sige med god ret, og også med solidt belæg. 

Allerede i 2003 blev de første resultater fra den store multicenter-undersøgelse 

”International Study of Schizophrenia” 

offentliggjort, og her fastslog man, at tiden var inde 

til ”…at befri patienter, støttemedarbejdere og klinikere fra 

det kronicitetsparadigme, som har domineret tænkningen 

gennem det meste af det 20. århundrede.” 

Den samlede afrapportering af undersøgelsen kom så i 

2007 i bogen ”Recovery from Schizophrenia”. Her slås det 

nok engang fast med syvtommersøm: 

”Det overordnede budskab – at skizofreni hovedsageligt 

er en episodisk forstyrrelse med et ret positivt udfald for 

en signifikant del af de berørte – bør udbredes overalt. 

Forventninger, hos patienten, hos familiemedlemmer og 

blandt de behandlende klinikere, er en magtfuld faktor i 

forhold til at komme sig. Mere end noget andet giver denne 

rapport rigelig grund til håb.” 

Men kronicitets-tankegangen lader sig ikke udrydde på 

en studs, den er stadig udbredt. Der er et kæmpe oplysningsarbejde, 

der skal gøres, og det kan kun gå for langsomt. 

At slås med alvorlige psykosociale vanskeligheder er hårdt 

nok i sig selv; det er ikke rimeligt, at man derudover skal 

slås med opfattelsen af, at det ikke kan lade sig gøre at 

komme sig. Der er mange, rigtig mange, lærebøger, der skal 

skrives om. 

Når man går i gang med det, så kan man passende skele 

til de konklusioner, der kom frem igennem Projekt Recovery-orienterings 

mange interview med mennesker med 

egne erfaringer (2003-06). I ultrakort form slog undersøgelsen 

fast, at det at komme sig er både muligt og forventet, 

at vi ikke kan nøjes med én (bio-medicinsk) forståelse af 

det, man kommer sig fra, og at vi heller ikke kan nøjes med 

én form for hjælp. 

Skal man have ordentlige vilkår for at komme sig, så har 

vi brug for en behandling og støtte-indsats, der møder det 

enkelte menneske og anerkender mennesket som andet og 

mere end en diagnose. 

Spørger man mennesker med egen erfaring med at komme 

sig, så fortæller de, at god hjælp består af flere komponenter, 

og ikke bare af medicin. De fortæller om en hjælp, 

der er forhandlet, relationel og optimistisk, og som tager 

afsæt i personens oplevede behov. En hjælp, der ikke kræver 

tilegnelse af et bestemt sprog eller en bestemt sygdomsopfattelse, 

som er skræddersyet og bygger på information 

7

om rettigheder og på reelle valgmuligheder. De fortæller 

også om en hjælp, som inddrager og støtter netværket, og 

som er tidlig og minimalt indgribende, så personen ikke 

bliver rykket ud af alle de sammenhænge, som giver mening, 

men får støtte til at undgå at blive ekskluderet. 

Det sidste er en vigtig pointe. Når vi i dag taler om recovery, 

så taler vi ikke nødvendigvis om at overvinde en 

sygdom eller blive fri for symptomer. Det, som folk beretter 

om, er om en hård og smertefuld proces med at komme 

sig over alle de konsekvenser, som sygdommen/lidelsen/ 

vanskelighederne har haft i deres liv. Og det handler meget 

ofte om eksklusion og diskriminering – og om manglende 

hensyntagen, tilpasning og kompensation. Om manglende 

rettigheder og manglende adgang til fuldt medborgerskab. 

Lige rettigheder og muligheder og fuld adgang til medborgerskab 

er ikke noget man skal gøre sig fortjent til, når 

man er kommet sig. Det er noget, som man skal have, fordi 

man er menneske og medborger, også i de perioder, hvor 

ens liv er allermest præget af alvorlige vanskeligheder. Hvis 

man – i perioder eller langvarigt – oplever et psykosocialt 

handicap, skal man sikres kompensation, så man – på trods 

af handicappet – alligevel kan forblive inkluderet og med 

reel adgang til de samme muligheder som mennesker uden 

handicap. Dette er udfordringen, som samfundsmæssigt 

skal løftes, hvis recovery ikke bare skal ende som et smart 

slagord – eller sågar noget, man kan slå mennesker oven i 

hovedet med: Nå, kan du ikke en gang komme dig, hvor er 

du slap og mislykket… 

Vi står stadig over for store udfordringer. Vi skal skabe 

og udbrede viden om recovery som en individuel proces i 

en social sammenhæng. Vi skal systematisere og udbrede 

de eksisterende nationale og internationale erfaringer, så 

vi kan udvikle behandlings- og rehabiliteringstilbud med 

håb, valgmuligheder og tilgængelighed. Og det kan kun 

gøres, hvis man lytter alvorligt til mennesker med egen 

erfaring, sådan som det her anbefales af en klog mand, som 

oven i købet er professor ved Yale University i USA: 

”Vores indledende tilbøjelighed som professionelle kunne 

være at beslutte os for, hvad recovery var, og hvordan det 

skulle implementeres i forhold til mennesker med alvorlige 

psykiske sygdomme, på fuldstændig tilsvarende måde som 

vi før i tiden besluttede andre ting for dem. 

Dette repræsenterer en alvorlig, men ikke desto mindre 

ganske udbredt misforståelse, som vil dømme ethvert recovery-initiativ 

til at mislykkes. 

Ligesom recovery tilhører mennesker med psykosociale 

handicap, og ligesom det er op til dem at definere 

hvad det indebærer, så er nøglen, at mennesker i recovery 

selv må vise vejen.” 

(Davidson et al. 2007) 

Pernille Jensen var i årene 2003-06 leder af Projekt Recoveryorientering, 

som blev gennemført af LAP (Landsforeningen Af nuværende 

og tidligere Psykiatribrugere) og Landsforeningen BEDRE PSY- 

KIATRI i fællesskab. Hun er i dag udviklingskonsulent ved botilbuddet 

Nybrogård i Gladsaxe Kommune. 

Læs mere: 

Dansk Selskab for Distriktspsykiatri (2007). Psykiatri 2007. Status og visioner. 

www.distriktspsykiatri.dk 

Davidson, Larry et al. (2007). Creating a Recovery-Oriented System of Behavioral 

Health Care: Moving from concept to reality. Psychiatric Rehabilitation 

Journal, Vol. 31, no. 1, 23-31 

Deegan, Patricia (2004). At bruge medicinen til at komme sig. Slotsvænget 

www.slotsvænget.dk 

Harrison, G. et al. (2001). Recovery from psychotic illness: a 15- and 25- 

year international follow-up study. British Journal of Psychiatry, 178 

Hopper, Kim (ed.) et al. (2007). Recovery from Schizophrenia. An international 

Perspective. A Report from the WHO Collaborate Project, The International 

Study of Schizophrenia. Oxford University Press 

Jensen, Pernille (2004). En helt anden hjælp og Fra informant til undersøger. 

To rapporter fra Projekt Recovery-orientering. København: Projekt Recoveryorientering. 

Jensen, Pernille (red.) (2004). Recovery på dansk. Århus: Systime Academic 

Jensen, Pernille (2006). En helt anden hjælp. Recovery i bruger- og pårørendeperspektiv. 

København: Akademisk Forlag 

Topor, Alain (2004). Fra patient til person: Hvad hjælper mennesker med 

svære psykiske problemer? København: Akademisk Forlag 

8

Tilbage til fortiden – en tidligere beboer aflægger besøg på bostedet Sundbygård: 

Er det realistisk? 

Af Julie Feilberg 

Illustration: Karen Hjermind 

Sundbygård er et stort bocenter/ psykiatrisk plejehjem, 

som ligger på Amager. For øjeblikket bor der cirka 80 

beboere fordelt på syv boliger. Der har tidligere boet mange 

flere, men en af blokkene er ved at blive renoveret. Jeg 

tager op og besøger bolig 6, hvor jeg selv har boet for lidt 

over to år siden. Jeg fortæller, at jeg kommer fra Outsideren 

og gerne vil snakke med nogle af beboerne om deres oplevelse 

af begrebet ”recovery”. Personalet er imødekommende 

– flere af dem kender mig også i forvejen. Men da 

klokken kun er ti, sover mange af beboerne stadig. 

Jeg får mulighed for at hilse på Christian, der bor på en 

af stuerne og hans kæreste Nina, der bor uden for Sundbygård. 

Christian er 27 år og lider af skizotypi. Han synes, 

han lever lidt i en fantasiverden og har en tendens til at 

blande drømme og virkelighed sammen. Tidligere har han 

været indlagt på Sct. Hans Hospital, men flyttede på bocenter, 

fordi han ikke følte sig klar til egen lejlighed. Når 

jeg spørger, om han kunne tænke sig det, svarer han, at 

ensomheden ville være meget trykkende. Han har svært 

ved at slippe de trygge rammer på Sundbygård, og er glad 

for at man lige kan stikke hovedet ud af døren og smalltalke 

med de andre beboere. Christian føler, at det lige så 

stille er gået fremad, mens han har boet der. Han er blevet 

mindre deprimeret og mere stabil, og mener, at han har 

gavn af nærværet og det sociale liv på Sundbygård. Jeg 

spørger, om han kender begrebet ”recovery”. Han har hørt 

nogle gode historier, om folk der er kommet sig, men han 

føler ikke rigtig, at det er relevant i hans situation. Han 

fortæller, at han drømmer om at flytte i et mindre bofællesskab, 

hvor der er mindre personale. Men han synes, det 

er et stort skridt at komme direkte ud i egen lejlighed. 

Den kroniske sygdom 

Der er nogle ulemper ved at bo på Sundbygård, forstår 

jeg på Christian. Han føler, at tiden står stille, og at det 

svært at komme videre. Han kunne tænke sig, at personalet 

var mere positive overfor beboernes fremtidsmuligheder. 

I stedet virker de stressede og ikke særlig gode til at opmuntre 

beboerne til det, de gerne vil. Han oplever, at personalet 

holder ham fast i et kronisk sygdomsbillede og er 

meget emsige omkring de praktiske opgaver såsom badning, 

rengøring og tøjvask. Det virker som om, at personalet 

mener, at hvis du ikke kan holde styr på din hygiejne, 

så kan du heller ikke flytte i en mere selvstændig bolig eller 

få et job. Christian drømmer ellers om et deltidsjob – 

eksempelvis på en cafe. Men personalet opfatter det som 

urealistisk. 

Christian har på eget initiativ søgt hjælp uden for Sundbygård, 

og har fundet en privatterapeut gennem et sted 

der hedder Udviklingshuset. Det er en form for kognitiv 

behandling hos en psykolog, og det har givet ham lyst til 

at kaste sig ud i nye udfordringer. Kognitiv terapi er en behandlingsform, 

hvor Christian lærer at tænke i mindre negative 

baner og på den måde udvikle mere selvværd og 

større sociale kompetencer. 

Christians veninde Nina er 28 år og har diagnosen skizofreni. 

For ikke så længe siden tilbragte hun tre måneder 

på Digevej – Amager Hospital, psykiatrisk. Hun bor på et 

klubværelse og er tilknyttet distriktspsykiatrien og skal 

snart starte hos OPUS, som er et ambulant behandlingstilbud 

til unge med en psykose eller psykoselignende symptomer. 

Hun er meget fattig, da hun lever af SU, mens hun 

læser til grafisk designer. Nina fortæller, at hun har fået det 

meget bedre under sin indlæggelse – bare det at være på 

Sundbygård gavnede hende. Hun følte ikke, at der var nogen 

hjælp at hente i medicinsk behandling. Derfor prøver 

hun nu at klare sig uden medicin. Nina har hørt om ”recovery” 

– hendes mor har for eksempel købt en bog om emnet. 

Men hun tror nu mest på, at tiden samt hendes sociale 

netværk vil hjælpe hende. Ensomheden er næsten det værste, 

når man er psykisk syg. 

10

Den laveste fællesnævner 

Annonce 

Laver du noget du vil ha’ ud?! 

Jeg kan godt nikke genkendende til Christian og Ninas 

historier. Jeg boede selv en årrække på Sundbygård og 

følte, at personalet forholdt sig meget negativt og tvivlende 

overfor mine fremtidsplaner. De var også tilbageholdende 

med at anerkende mit ønske om egen lejlighed. Man 

kommer hurtigt til at føle sig fastlåst på bocentret, og til 

en personalegruppe der holder fast i alle trådene samt kun 

18 kvadratmeter at leve på, badeværelser og køkkenet deler 

man med de andre beboere. Jeg ved ikke, hvorfor personalet 

har en tendens til at skære alle beboere over én 

kam. Eller hvorfor de betragter alle som meget syge, og 

med fremtidsperspektiver der er mere eller mindre håbløse. 

Måske er de bange for at give folk falske forhåbninger. 

Nogle mennesker er røget ud i et sammenbrud, fordi de 

blev frygtelige skuffede over, at de ikke kunne leve op til 

egne forventninger. En medarbejder på bocentret sagde til 

mig, at hvis jeg flyttede for mig selv, kunne jeg risikere at 

få det værre og komme tilbage til Sct. Hans. Næsten ligegyldig 

hvad man har lyst til, er standardsvaret: er det rea- 

Kender du psykiatr 

listisk? Man kan spørge sig selv, hvorfor det altid skal være 

den laveste fællesnævner, som gælder. Fordi nogle beboere 

er kronisk syge, bliver alle behandlet sådan. Men 

mennesker udvikler sig, og det kunne personalet godt holde 

sig mere for øje. 

Ikke desto mindre er der mange, der har boet mere end 

ti år på bocentret, siden det blev indrettet til psykiatrisk 

bosted i midt 90`erne. Nu er det imidlertid blevet vedtaget, 

at hele Sundbygård med tiden skal laves om til toværelses 

lejligheder med eget køkken, bad samt nogle fællesrum. 

Arbejdet med renoveringen er gået i gang, og de er i gang 

med ombygning af en af fløjene. Jeg får set mig lidt om i de 

velkendte omgivelser, og siger tak for denne gang. 

Vi ved hvor skoen tryk 

Sidder du og skriver på noget? Laver værestedet videokollager? Udgiver I et blad på 

bostedet, der fortjener et større publikum? 

Outsideren handler om at få alle de ting der bliver lavet rundt omkring i Danmark, udgivet. 

På tryk eller over nettet. Udgangspunktet er menneskers oplevelser med psykiske 

sygdomme, og de sker i livet. 

Der bliver lavet rigtig mange ting af høj 

kvalitet rundt omkring i landet, men de 

mangler ofte en kanal ud til den store verden. 

Det vil Outsideren meget gerne gøre 

noget ved, enten gennem tidsskriftet, vores 

blog eller ved at komme med gode råd. Kontakt 

os og hør mere. 

Outsideren + Bragesgade 10A , 1.sal + 2200 

Kbh N + 35397124 + www.outsideren.dk + 

www.outsideren.dk/blog 

Vil du blogge? Skriv et par linjer om dig selv 

og dit ønske til brugernavn / password. Skriv 

hvis du ikke har prøvet at blogge før, og vi hjælper 

dig i gang. 

Skriv til redaktion@outsideren.dk

Recovery: 

Det skal ske på din måde 

Af Klavs Serup Rasmussen, Illustration: Jakob Tolstrup 

Recovery er efterhånden en del af sproget 

omkring sindslidelser. Både brugere og behandlere 

har taget tanken om, at der er en 

vej til et bedre liv for psykiatribrugere, til 

sig. De mennesker, der arbejder med recovery 

herhjemme understreger, at det kun 

fungerer for dem, fordi de altid har fulgt 

deres egne veje. Forventninger til hvad 

recovery skal være, kan ødelægge muligheden 

for at det virker, lyder advarslen. 

al den tid jeg kan huske tilbage, har jeg oplevet, at jeg 

I ikke var helt som de andre. Jeg var kejtet som barn og 

tænkte meget over, hvordan jeg kunne træne det. Men det 

lykkedes aldrig rigtig dengang, siger Christian Martin. 

Christian Martin er treogfyrre år gammel og ikke psykisk 

syg. Han har været det, men mener ikke selv, at han er det 

mere. Han har også sundhedsvæsenets ord for det. Han 

opfylder ikke længere kriterierne for at være skizofren. 

- Jeg tror jeg er født skizofren, og i puberteten begyndte 

jeg, at opleve symptomerne på det. Man kan så undre sig 

over, at jeg kan blive rask, men jeg tror der har været nogle 

ting, der udviklede sig skævt, som senere er kommet i 

balance, siger Christian Martin. 

Christian Martin indlagde sig selv første gang for ti år 

siden. Han kom i behandling med antipsykotisk medicin, 

men hvis han skal pege på en ting, der har virket helbredende, 

har det været psykoterapi. 

- Udgangspunktet hos min psykolog har været, hvad jeg 

kan gøre ved den situation jeg står i. Det er en tilgang der 

har givet god mening for mig, siger Christian Martin. 

Han kalder sin recovery for det store opsving. Opsvinget 

tager fart samtidig med at han får tilkendt førtidspension 

og holder op med at tage medicin. 

- Jeg fik det bedre og bedre og begyndte at tage mere 

ansvar for min egen situation. Jeg kunne simpelthen mærke, 

at jeg havde lyst til at leve, siger Christian Martin. 

Et års tid efter oplever Christian, at alting er faldet på 

Recovery er blevet overtaget af 

” 

behandlere. Fra at være en fantastisk 

rejse, er recovery endt 

med at handle om vedligeholdelsen 

af sindssygdomme, 

Ron Coleman, 

tidligere psykiatribruger og terapeut. 

plads. For første gang i hans liv, føles alting rigtigt. Han er 

rask. 

Christian Martin er et eksempel på, at psykiske sygdomme 

ikke altid er kroniske. 

Han fik det ikke bedre på et brugerkursus eller i en hospitalsseng, 

men hos en psykoterapeut. I hans forløb gav 

det mening, at forholde sig til situationen her og nu. For 

andre giver det mening, at få fortællingen om fortiden til 

at passe med oplevelsen af nutiden. At skabe en sammenhæng 

man kan blive hel i. 

Der er potentielle muligheder for at komme sig alle vegne, 

og kun den enkelte selv ved når det lykkes. 

Problemet med dette potentiale ligger i, at alle kan påkalde 

sig, at kunne hjælpe. 

Må aldrig blive en metode 

Den hastige udbredelse af recovery-relaterede aktiviteter, 

bliver fulgt med en vis skepsis. En del psykiatere har påpeget, 

at der altid har været omkring en fjerdedel der kom 

sig fra alvorlige psykiske lidelser. Og at man derfor skaber 

falske forhåbninger hos den gruppe, der erfaringsmæssigt 

ikke kommer sig. 

Men også hos de folk der arbejder med recovery nedefra, 

er der ikke udelt begejstring for udviklingen. Recovery er 

en individuel proces, hvor der skal være plads til, at det 

som hjælper den ene, ikke nødvendigvis fungerer for den 

12

anden. 

Med blandt andet recoveryforløb på bosteder og uddannelsen 

til recovery-terapeut, er der opstået en risiko for, 

at man forventer at få noget bestemt ud af recovery. Det 

ødelægger mulighederne i selve processen. Jo mere recovery 

bliver en metode, jo mindre er sandsynligheden for, 

at den enkelte finder frem til netop det, der fungerer for 

vedkommende. 

Eller som en af pionererne indenfor recovery understregede 

til den Internationale Stemmehørekongres i 

maj. 

- Som behandler skal du holde dig udenfor. Jeg skal 

nok fortælle dig, hvad du kan gøre for mig, siger 

Ron Coleman. 

Ron Coleman understregede i den sammenhæng, 

at talen omkring recovery i hans øjne, 

er gået hen og blevet alt for teoretisk. Det 

er nærmest blevet glemt at recovery er 

noget virkeligt der sker for den enkelte. 

- Recovery er blevet overtaget af 

behandlere. Fra at være en fantastisk 

rejse, er recovery endt med at 

handle om vedligeholdelsen af sindssygdomme, 

siger Ron Coleman. 

Det var recovery før det blev kaldt det 

Claus Bech-Nielsen har arbejdet med forskellige 

terapeutiske forløb siden slutningen af 80’erne. Han 

tilrettelægger i dag recoverykurset ”Vendepunkter” der 

afholdes i LAPs lokaler i København. Han er uddannet arkitekt 

og kunstterapeut, men valgte efter en kort periode 

med egen praksis, at koncentrere sig om arbejdet med 

projekter for sindslidende. 

- Selvom recovery er sivet ind i landet de sidste tre-fire 

år, som noget nyt man skal forholde sig til, synes jeg set i 

bakspejlet, godt at man kan kalde mange af de projekter 

jeg har været med til, for recovery-orienterede, siger 

Claus Bech-Nielsen. 

Claus Bech-Nielsens syn på psykiske lidelser og hvordan 

man kan arbejde med dem, har ikke ændret sig efter mødet 

med recovery. Hans rolle i det enkelte projekt er stadig, 

at skabe nogle rammer, som det er op til brugerne om at 

udfylde. 

Det undervisningsmateriale der gennemgås på kurset 

”Vendepunkter”, handler om at give deltagerne en værktøjskasse 

til arbejdet med dem selv. Men det handler også 

om, at lade folk finde sammen og dermed skabe muligheden 

for, at der kommer noget fra deltagerne selv. 

- Fremkomsten af recovery har ikke ændret min tilgang 

til projekterne eller min tro på, at man kan komme sig. Jeg 

har altid troet på, at der er nogle ressourcer man kan udnytte 

selvom man er sindslidende. Man er ikke dømt til 

behandling, siger Claus Bech-Nielsen. 

Tankegangen fra arbejdet som kunstterapeut, bruger 

han stadig. 

- Hvis jeg går i gang med at male et billede, har jeg ikke 

nogen forudbestemt mening om, hvad det skal ende med 

at ligne. Jeg går i gang med processen og undervejs bygger 

jeg på når noget fascinerer eller frastøder mig. Ved at 

arbejde frem og tilbage med tingene, opstår der en dialog, 

siger Claus Bech-Nielsen. 

Han mener det er det samme med recovery. Man kan 

ikke på forhånd definere, hvor folk skal hen. 

Social Recovery et stort skridt 

- Jeg havde altid en følelse af sygdom i kroppen. En klistret 

følelse, der fyldte hele mit liv, krop og tanker, alt. Det 

var uhyggeligt, siger Christian Martin om sit liv før han 

blev rask. 

For ham er det at være rask, en følelse der bare er der. 

Og et fravær af symptomer. 

Han fortæller, at et af de symptomer der fulgte ham var, 

at han havde svært ved at omgås mennesker. 

Det kan opleves på mange måder, og giver sig udtryk i 

en række forskellige forestillinger, men fælles er, at for 

mange sindslidende er det ofte et stort problem i sig selv, 

at indgå i sociale sammenhænge. 

Derfor er en af erfaringerne fra de tre år ”Vendepunkter” 

har eksisteret, at det er relevant for sindslidende på ét udviklingstrin, 

men at der er trin både før og efter. 

- Der er folk vi taber på gulvet. Groft forenklet sagt, er det 

13

mennesker, der har siddet i deres lejlighed og er blevet så 

socialt isolerede, at de har svært ved at indgå i en gruppe. 

De mennesker skal have noget andet, siger Claus Bech- 

Nielsen. 

Tabet af evnen til at begå sig socialt, kan være lige så alvorligt 

som selve den psykiske sygdom. Ved sygdomsudbrud 

og indlæggelser er det ikke udsædvanligt, at store 

dele af folks netværk falder fra hinanden. Forbindelsen til 

kollegaer og alt andet end den nære familie forsvinder 

ofte. 

- Man bliver gjort så fremmedartet i det psykiatriske system, 

og den skade der sker, tager utrolig lang tid at genopbygge. 

Det er flere steder vist, at hvis man kan undgå 

den sociale deroute når folk bliver syge, er der kun tilbage 

at behandle sygdommen og den er forholdsvis nem at håndtere, 

siger Claus Bech-Nielsen. 

”Vendepunkter” er bygget op omkring en række gruppeforløb, 

og en stor del af arbejdet med gruppen handler 

om at skabe social recovery. Men hvis man ikke kan indgå 

i fællesskabet, er det også svært at få noget ud af forløbet. 

Claus Bech-Nielsen måler ikke, hvad den enkelte deltager 

får ud af kurset. Det er hans erfaring, at man ikke på forhånd 

kan definere hvornår det er et godt forløb. 

- Det er svært, at sige hvornår folk får noget ud af kurset 

eller ikke. For nogle er det et mål i sig selv, at komme hver 

gang, og hvis det lykkes er det en succes for dem, siger 


Vendepunkter 

Ud over at holde fast i, at sindslidende kan komme sig, er 

udgangspunktet for ”Vendepunkter,” at man selv kan medvirke 

til processen med at komme sig. 

Hensigten er at skabe en sammenhæng imellem de ting, 

der er sket i den enkeltes liv. En psykisk lidelse er en del af 

levet liv, og ved at forstå den i sammenhæng med hele ens 

liv, bliver sygdommen sat ind i en sammenhæng og dermed 

nemmere at forstå. Og ofte også nemmere at håndtere. Det 

kan være afsættet til at forny forståelsen af sig selv og de 

muligheder man har. 

- Man glemmer nemt, at recovery er en virkelig rejse for 

den enkelte, siger Ron Coleman 

Ved at bringe forskellige livserfaringer sammen, kan der 

opstå vendepunkter og de kan opstå på mange niveauer. 

Grundlæggende er et vendepunkt, når en deltagers selvforståelse 

bliver forandret på en positiv måde. 

- Du har ikke mange muligheder for at gøre noget selv, 

hvis du får at vide, at du har en kemisk ubalance, at det er 

en fysisk sygdom, og der er for øvrigt ikke de store helbredelsesmuligheder. 

Så kan du stort set kun give op, siger 


Han gider ikke diskutere om der er noget rigtigt eller 

forkert i recovery. Han kan bare konstatere at det virker. 

Men han advarer mod, at tage et projekt som Vendepunkter 

og kopiere det ind i andre sammenhænge. 

- Det skal komme nedefra, ellers fungerer det ikke. Det er 

et spørgsmål om at holde det på brugernes præmisser. Der 

er selvfølgelig nogen, der gerne vil tage det fra toppen og 

gøre det til en metode, men pyt med det. Det kommer de 

alligevel ikke langt med, siger Claus Bech-Nielsen. 

At det ikke er enden på livet at blive psykisk syg, men at 

det faktisk kan være noget meget positivt, er Ron Coleman 

ikke alene om at mene. 

- Jeg har oplevet, at udvikle mig og blive til noget andet, 

og jeg mener virkelig noget andet. Jeg kan godt se tilbage 

på den person jeg var engang og have ondt af den person, 

siger Christian Martin. 

Fakta projekt Vendepunkter 

• Landsforeningen af Psykiatribrugere (LAP København og Frederiks- 

• 

berg) har sammen med Det Samvirkende Netværk, udviklet Projekt 

Vendepunkter, hvori der afvikles flere kompetenceudviklingsprojekter, 

som giver de deltagende psykiatribrugere mulighed for at forholde 

sig til deres psykiske og sociale problemer, ud fra deres egen 

opfattelse og forståelse af deres individuelle virkelighed. 

• Projekterne er foreløbig: 

• 1) Bruger til bruger recoverytøttegrupperer, der udforsker hvilke er- 

faringer andre brugere har med, hvad det er for faktorer og hændelser 

der medvirker til et ”vendepunkt” eller til en recoveryproces. 

• 2) Kompetenceudviklingsforløbet ”At komme sig”, som foreløbig er 

afholdt for 11 gang: 

• Elementerne i forløbet er. 

• * en større viden om hvordan man får det bedre. 

• * At skabe forskellige velvære handleplaner 

• * Større viden om psykiatrien og dens virkninger. 

• * At komme videre med sit liv og at have velvære og dagligdagen i 

fokus. 

• * Dele erfaringer med andre og at skabe sociale relationer. 

• 3) Kompetenceudviklingsforløbet ”Recoverymentor” 

• Elementerne i forløbet er: 

• * At nyttigøre sine egne erfaringer med at komme sig. 

• * At tilegne sig et værktøj hvor egne erfaringer kan bruges i forbin- 

delse med vejledning af andre. 

• * At indøve egne erfaringskompetencer i en mentorrolle. 

• * At strukturerer sin indsats og sætte grænser. 

• * At indgå og fungere i et netværk. 

14

Recovered: 

Solen skinner! 


Efter af have følt sig syg hele sit liv, er Christian nu rask. 

Hans recovery har ikke noget med tanker at gøre. Det er 

en tilstand. 

Det betyder ikke så meget, at jeg opfatter mig selv som 

rask. Det er min oplevelse af verden, at solen skinner og jeg 

kan glæde mig over det, det er det vigtigste, siger Christian 

Martin. 

Christian Martin er ret sikker på, at han blev født skizofren. 

Som tilskuer til sig selv, har han set symptomerne udvikle 

sig, især i puberteten. Lige siden han var barn, har han 

forsøgt at arbejde sig ud af sygdommens greb. 

Det endte med, at Christian Martin indlagde sig selv, da 

han indså, at hans problemer var mere end forbigående. 

Han fik medicin og blev tilbud psykoterapi, og især det sidste 

har hjulpet ham. Omdrejningspunktet har været, at arbejde 

med de situationer Christian Martin oplever i nutiden, 

som han har følt, han kunne bruge hjælp til. 

- Jeg tror, at en psykose tager den tid, en psykose skal 

tage. Men man kan påvirke forløbet i positiv og negativ 

retning, siger Christian Martin. 

Christian tager ikke medicin mere, men ser ikke noget 

problem i, at bruge medicin i forbindelse med sindslidelser. 

For ham er det ikke meget anderledes, end at give smertestillende 

til mennesker med et brækket ben. 

- Det er der jeg ser min berettigelse, for der kan jeg gøre 

en forskel, siger Christian Martin. 

Christian Martin mener det ligger dybt i mennesket, at 

være en del af et fællesskab som man bidrager til. 

Recovery 

Christians recovery tog fart under forberedelserne til en 

rejse til Portugal, som hans distriktspsykiatriske center arrangerede. 

Sammen med en anden patient udarbejdede de en Dansk- 

Portugisisk parlør, og oplevede at personalet bakkede op 

om projektet. 

- Det var enormt vigtigt, at de fik øje på, at her var der 

noget, der gik i den rigtige retning. Sindslidende kan i perioder 

være temmelig apatiske, og derfor er det vigtigt, at 

omgivelserne er klar til at støtte og give en ansvar, når man 

selv er klar. At de lytter og tager en alvorligt, siger Christian 

Martin. 

At den enkelte får lov til at prøve det som Christian Martin 

har oplevet som ”Jeg tager ansvar og det lykkes.” 

Førtidspension gav ro 

- Mit store opsving kom sjovt nok, og måske ikke helt tilfældigt, 

samtidig med at jeg fik bevilget førtidspension. Og 

på et tidspunkt, hvor jeg holdt op med at tage medicin, siger 

Christian Martin. 

Trygheden og friheden ved pensionen fjernede en stor 

stressfaktor i hans liv. 

- Det at samfundet anerkendte, at jeg ikke behøvede at 

bidrage på samme måde som andre, betød rigtig meget for 

mig, siger Christian Martin. 

Christian Martin har siden forsøgt at blive fleksjobber. 

Det lykkedes ikke. Han har derfor besluttet at lægge sit arbejde 

i, at fortælle om de erfaringer han har gjort. Blandt 

andet optræder han i ”Stand-Up-Recovery,” der gennem 

performance fortæller om, at man som sindslidende kan 

komme sig. 

15

ESSAY. Er der kærlighed tilbage i Holger Pedersen? 

…OG DU HAR RET TIL 

AT VÆRE TIL 

Af Holger Pedersen, Foto Holger Pedersen 

Undskyld mig, men jeg ændrer emne. Jeg vil skrive om 

mine inducerede deduktioner. Eller er det omvendt: 

mine deducerede induktioner. Det er nok det sidste. Kvinder 

kan virke inducerende, og vi mænd er deducerende. 

Det er noget biologisk. Jeg har lavet nogle deduktioner af 

den absolutte induktion, nemlig Gud. Jeg sidder her foran 

maskinen. Jeg ryger og drikker. Den – maskinen – er ny, og 

jeg beskæftiger mig med om, hvordan det nye office 2007 

fra Microsoft er godt eller dårligt. Umiddelbart bliver jeg 

fuldstændig søsyg af skærmbilledet. Mit nu er et overdrevent 

beskidt hjem og en maskine, som skal undersøges. Jeg 

prøver at beskæftige mig med tekstproduktion, som jeg vil 

gøre til mere, end jeg plejer. Jeg har jo en aftale med redaktionen 

på Outsideren om at skrive, så det er missionen 

med dette dokument. Skrive ind i historien. Jeg mener, vi 

i redaktionen aftalte at skrive om diagnostikken i psykiatrien. 

Titlen skulle have været: ”Diagnosens evighed”. Jeg 

er bare kommet på noget, jeg lidt mere brænder for, nemlig: 

”Holisme”. Jeg er holist. Jeg lever efter, at der er mere 

mellem himmel og jord. Jeg har, som jeg vil præsentere, 

opstillet nogle matematiske formler for helheden. Jeg tager 

lige en øl mere, fordi jeg ved, jeg skal skrive i en køre for 

at være tilfreds med resultatet. Der er altid en anden tanke 

i hovedet, når jeg genlæser en tekst. 

Holismen er idémæssigt baseret på en sætning, som lyder: 

”Helheden er mere end summen af delene”. Einstein 

spurgte igen, da han blev spurgt, hvad det betød: ”Er et 

vandmolekyle vådt?”. Jeg ved ikke, om jeg gør mig selv 

forståelig. Det kan formuleres med følgende matematiske 

formel: 

H 

Hvor 

>A1+A2+A3…An 

H 

=helheden. 

Det beskriver i sit væsen verden. Vi må gå ud fra, at der 

er noget mere i verden, end det vi umiddelbart sanser. Jeg 

vil så bare berette fra den intellektuelle virkelighed, at et 

andet menneske har formuleret det modsatte, nemlig: 

H 

H 

H 

H 

=(materie+kvalitet)tid 

=(menneske+omverden)tid 

=”glemmer”+”forfalder” = tilgiver alt 

Hvor 

H 

=helhed=Gud 

Det var bare nogle formler, jeg formulerede den anden 

dag. De skulle gerne give dig noget, men jeg er lidt opgivende, 

for jeg er martyr i levende live. Det er simpelthen 

så svært ikke at kunne se vejen. Jeg troede, jeg ville komme 

frem i verden, men diagnosen fastholder mig på bunden 

af samfundet. ”Are we human or are we dancers”. 

Jeg vil da gerne give alting op for en anden kvinde. Denne 

er bare ikke i bevidstheden. Jeg havde et princip om 

altid at være forelsket, men er i zyprexa’s skygge i den situation, 

at kærligheden skal komme til mig, for, giver jeg 

min fra mig, er den aldig følt på grund af skyggen. Jeg er 

død allerede af det medikament. Jeg møder ingen, og har 

ingen måde at møde på. Du skal ikke have medlidenhed 

med mig, men offer er jeg af medikamentet. Der er ingen 

kærlighed tilbage i Holger Pedersen. Der er kun savn af en 

datter og dennes mor. Kortslutning. 

Jeg ryger lige nu næstsidste cigaret i pakken og må nok 

gemme den sidste til natten, så giv mig det at give op at 

skrive om den ”mere” kærlighed, jeg ikke kan finde. 

Venlig hilsen 

Og du har ret til at være til 

Holger Pedersen 

Holger Pedersen bor i Roskilde og vil fremover skrive til Outsideren. Han har netop ladet sig indlægge et par dage for at 

køle af. 

17

KOMMENTAR. 

Recovery-metoderne kan først blive vore egne, når psykiatrisystemets magt begrænses. 

Tyveriet af Recovery 

Af Ron Coleman, stemmehører og recovery-pioner 


Det synes næsten komisk, når nogen siger: ”Tro mig, jeg 

er psykiater, jeg er professionel”. Historien har lært os at 

være varsomme med at tro på en instans, der har en fuldstændig 

kontrol over et samfundsområde. Som psykiatribrugere 

må vi spørge os selv: Hvornår lærer vi af historien? 

Efter 25 år som både bruger og ansat i det psykiatriske 

system, har jeg erfaret at en sådan situation, hvor ideer er 

blevet koloniseret af professionelle psykiatere, er opstået 

flere gange før. 

Første gang var i 1980’erne da alle diskuterede formynderi. 

Efter min mening var det i begyndelsen den generelle 

tanke, at psykiatribrugerne selv skulle have magten. Men 

det skiftede hurtigt til, at psykiaterne fik bemyndigelse 

over brugerne. Det skift betød, at de professionelle definerede 

magtbegrebet, og at ideen om brugerens egentlige 

handlefrihed blev tabt. 

Men så kom 1990’erne, hvor vi alle diskuterede samarbejdsprincipper. 

Det var en periode, hvor brugerbevægelsen 

krævede samtale med psykiaterne vedrørende psykiatrisystemets 

tjenester. Vi – brugerbevægelsen – krævede 

at blive opfattet som ligeværdige. Men ideen om ligeværdighed 

endte ligesom tanken om brugerens handlefrihed: 

Den blev koloniseret af psykiaterne; magten forblev i systemets 

hænder. Og det konkrete udfald af diskussionen 

om samarbejdsprincippet blev symbolsk: Brugerne blev 

repræsenteret i udvalg, hvor de var talmæssigt underlegne. 

I dette årti diskuterer vi nu ideen om Recovery – en 

diskussion der også har sine rødder i brugerbevægelsen. 

Brugerne har igen udfordret psykiaterne; mange brugere 

som for eksempel Degan, Coleman, Mead, Glover og Copeland 

med flere, har skrevet indlæg om Recovery som et 

fænomen, der nødvendigvis må defineres af brugerne 

selv. 

Så hvad sker der nu? 

Allerede nu ser vi psykiaterne forsøge at kolonisere Recovery-modellen 

som et fænomen defineret af dem. Jeg har 

med forbløffelse iagttaget, hvorledes resocialiseringsmetoder 

har ændret navn til Recovery-metoder, vel at mærke 

uden at ændre indhold og praksis. Dette er ikke blot udtryk 

for en kolonisering af Recovery-tanken, denne redefinering 

af Recovery som den tredje medicinske metode. Men også 

en udtømning af begrebets meningsfuldhed. 

Hvis vi skal standse psykiaternes konstante kolonisering 

af brugernes ideer – med andre ord begrænse psykiatrisystemets 

magt så den alene omfatter det medicinske 

område – så må vi begynde selv at realisere vores ideer og 

selv yde tjenester – først da vil vi se egentlig forandring. 

Og først da vil Recovery-metoderne troligt, i deres væsen, 

være vore egne. 

Ron Coleman tilbragte tre år i det psykiatriske system, hvor han 

blev behandlet for skizofreni. Så kom han med i en selvhjælpsgruppe 

for stemmehørere, og gennem den fandt han sin egen vej. I dag er han 

en af en af de førende pionere inden for Recovery. Han arbejder over 

store dele af verden som recovery-coach og er med at udbrede ideen 

om, at psykisk syge kan komme sig. Han har udgivet adskillige bøger, 

bl.a ”Recovery – et nyt perspektiv i psykiatrien”. 

Artiklen her er skrevet specielt til tidsskriftet Outsideren og oversat 

af Jacob Bittner. 

19

Illu af Jacob T. Nielsen 

Vi ved hvor skoen trykker ! 

Outsideren + Bragesgade 10A + 2200 + København N + 35397124 + www.outsideren.dk

UDE I GALAXEN 

- en selvoplevet beretning fra livet på randen 

Af Boye Haure, nationaløkonom 

JEG VAR engang valutahandler. 

I den epoke oplevede jeg i firmaet 

Commercial Leasing A/S at have ansvaret 

for værdier for 3/4 milliard, regnet i kronepenge. 

Noget lå i US-dollar, noget i tyske D- 

mark og lidt Schweizerfranc. Det var før 

Euroen. De underliggende værdier var 

alt mulig: mobiltelefoner, biler, skibe og 

ejendomme. Dertil syv kraner på Nakskov 

Skibsværft og et enkelt fodboldstadion. 

Da jeg omlagde lånene fra en valuta 

til en anden, tjente firmaet i januar 1987 

hele 10 millioner kroner på én uge. Det 

var fordi, at jeg havde forudset, at D-marken 

blev opskrevet. Alle var glade og 

småmanisk euforiske. 

Senere på året blev jeg hypermanisk, 

og kom til at tabe cirka 1 million ”på gulvet”.. 

MIN OVERDREVNE selvtillid bestod 

i, at jeg mente jeg var bedre end Citibank 

– som er en del af Citigroup alias verdens 

største finansielle virksomhed - til at spå 

om den amerikanske handelsbalance. 

Min mani tillod ikke tvivl om min dømmekraft. 

Jeg blev nu ikke fyret af den grund. Til 

gengæld blev jeg headhuntet til et andet 

stort firma… 

Det er langt ude i galaksen at få lov til 

at bruge sit forestillings-univers til at 

håndtere så mange penge. Penge som 

man ikke har i lommen, men som står på 

bankkonti rundt omkring. Uden at nogen 

spørger til hvordan man har det. 

Det er langt ude i galaksen, at man kan 

tjene så mange penge ved at sidde på sin 

flade og spå om fremtiden. 

Nu er jeg gået på førtidspension, og 

det har givet ro. Jeg er kommet ”tilbage 

til jorden igen” og er mindre pengefikseret. 

MIN DIAGNOSE er bipolær affektiv 

sindslidelse - for få år siden kaldt manio- 

depressivitet. Jeg har fået litium, som dog 

ikke virkede, lamotrigen til om morgenen 

og zyprexa til at sove på, hvilket foreløbig 

virker meget godt til at stabilisere humør- 

, idé- og aktivitetskurverne. Det er der 

brug for, for at jeg ikke lige med det 

samme flyver ud af en tangent med mine 

tanker. 

Ved jorden at blive det tjener os bedst. 

Det er den grundtvigianske tanke, der 

Illu: Jakob T. Nielsen 

ofte præger danskheden. Jeg er ikke sikker 

på, at det er helt rigtigt. I hvert fald 

fortryder jeg ikke de mange flyveture, jeg 

har nydt både mentalt og konkret i form 

af udlandsrejer. 

Nu er mit indre rumskib landet uden 

problemer væk fra business-stress, og 

man kan nyde sin frihed, der er det bedste 

guld. 


VI SKAL SE 

Selvom de finder en anden psykiatri nødvendig, har brugerorganisationerne ikke 

pengene til at skabe den. Derfor har de kastet sig ind i international politik, hvor 

der kæmpes for sindslidendes rettigheder. 


Hver gang vi har en krone til at lave forskning for, bruger 

medicinalindustrien og den offentlige sundhedssektor 

10.000 kroner på forskning, siger Mary Maddock. 

I det moderne samfund er alle forklaringer lige gode, og forsøget 

på at finde en stor fælles sandhed er droppet. Det gælder 

også forskning. Den uafhængige grundforskning har aldrig 

stået svagere. Forskning i dag handler om at producere troværdige 

argumenter for de politiske eller økonomiske interesser, 

der iværksætter forskningen. 

- Alle er i stand til at bruge en eller anden videnskabelig anerkendt 

metode når de forsker, så det vigtige er ikke længere 

hvad der forskes i, men hvem der forsker. Hvis man er i stand 

til at forske, er man i stand til at få ret. Og det er en væsentlig 

årsag til, at psykiatribrugeres meninger om psykiatrien ikke 

fylder meget i samfundsdebatten. For forskning koster mange 

penge og det er ikke brugerne der har pengene, siger Erik Olsen, 

der har været politisk aktiv psykiatribruger i blandt andet 

LAP (Landsorganisationen af Psykiatribrugere) i næsten tyve 

år. 

Irske Mary Maddock og Erik Olsen fra Danmark sidder begge 

i bestyrelsen for brugernetværket ENUSP. Det har siden 

1990 arbejdet på at bygge et samarbejde op på tværs af grænser 

i Europa. Netværket er kun for brugere, altså mennesker, 

der er eller har været patienter i psykiatrien. Navnet er således 

en forkortelse for European Network of (ex-)Users and Survivors 

of Psychiatry, og arbejdet går især ud på at sikre sindslidendes 

rettigheder, herunder retten til en anden behandling 

end den psykiatrien har at tilbyde i dag. 

Freedom Ireland, betragter sig mere som overlever af behandlingen 

i psykiatrien, end som hjulpet. Hun anser den behandling 

hun har været udsat for som værende lige så forkert som 

andre krænkelser af menneskerettighederne. Når hun skal forklare 

hvorfor, svarer hun oftest ved at spørge om det er nok, 

ikke at kunne huske fødslen af sit ældste barn på grund af bivirkninger 

efter elektrochok. 

Diskussionen om bivirkninger efter elektrochok illustrerer 

forskningens magt. Hidtil er der ikke fremkommet forskningsresultater, 

der endegyldigt giver de mange brugere, der kan 

fortælle om forfærdelige hukommelsesproblemer efter ECT 

behandling, ret. Derfor anser psykiatere bivirkningerne efter 

ECT som forbigående eller ubetydelige. Og den vurdering påvirker 

ECT-patienters muligheder, for at klage over behandlingen 

eller kræve en anden og bedre. 

Og det er muligheden for at bringe sin sag for en domstol, 

der i sidste ende afgør, hvilke rettigheder man har som borger. 

- Hvis du ikke kan gå til domstolen med det, har du ikke nogen 

rettigheder i forhold til det, siger Maria Ventegodt Liisberg. 

Maria Ventegodt Liisberg er ansat ved Institut for Menneske- 

(fortsættes på næste side) 

Uden rettigheder er det bare ord 

Ifølge Mary Maddock er hensigten med ENUSP at gøre det 

samme som Amnesty International gør for et menneske, der 

tilbageholdes uden at vide hvorfor og uden at vide hvad der 

skal ske. Den fængslede har ofte ingen rettigheder, men myndighederne 

ved, at Amnesty holder øje med om de grundlæggende 

menneskerettigheder overholdes. Og selvom den fængslede 

måske aldrig bliver klar over det, har Amnestys arbejde 

flere gange betydet forskellen på liv og død. 

Mary Maddock, som er tidligere nonne og stifter af Mind- 

16 


LV 

” 

Pludselig opdagede jeg, hvordan 

tingene foregik i andre lande. At 

man for eksempel slet ikke bæltefikserer 

i England. Derefter var jeg 

overbevist om nødvendigheden af 

organisationer, der kun repræsenterer 

brugerne” 

Erik Olsen, psykiatribruger 

Illustration af Jakob T. Nielsen 


(fortsat fra forrige side) 

rettigheder i København, og ekspert i handikaprettigheder. Hun 

mener lige som Erik Olsen, at man tog et skridt i retning af at 

sikre psykiatribrugeres rettigheder med vedtagelsen af FN’s 

handikapkonvention i 2006. 

- FN’s handikapkonvention omfatter personer med længerevarende 

psykiske sygdomme, hvilket vil sige de fleste sindslidende. 

Det betyder at sindslidende også skal være omfattet af 

forbuddet mod diskrimination på grund af handikap. Det er 

sindslidende formodentlig ikke i Danmark i dag, siger Maria 

Ventegodt Liisberg. 

Da Danmark tiltrådte konventionen i 2007, har regeringen 

derfor forpligtiget sig til at give psykisk syge de samme rettigheder 

som andre handikappede. 

Maria Ventegodt Liisberg tilføjer, 

- Handikapkonventionen betyder også, at hvis man forskelsbehandler 

fysiske og psykiske handikap, kan der kræves en 

forklaring på det, siger Maria Ventegodt Liisberg. 

ENUSP er fuldt medlem af EDF, det europæiske netværk for 

handikaporganisationer. 

- 90% af sindslidendes problemer er de samme som andre 

handikapgruppers. De er bare nået betydeligt længere end os, 

og det er til dels fordi de ikke er fastlåst i de samme medicinske 

teorier, siger Erik Olsen. 

På trods af den generelle opfattelse af, at menneskerettighederne 

er kortfattede og lige til at fortstå, er det et kompliceret 

arbejde, at fortolke de 30 artikler der udgør menneskerettighederne. 

Sådan er det med alle internationale konventioner. 

Og det er ikke engang sikkert, at landene tiltræder konventionen 

efter den er forhandlet på plads. 

- Det er altid lige så interessant, hvad der ikke kommer til at 

stå i en konvention. Da handikapkonventionen skulle forhandles 

på plads, var der stor uenighed imellem regeringer og 

NGO’er (de organisationer der ikke repræsenterer stater, red.) 

om formuleringerne. Et af stridspunkterne var, om psykisk sygdom 

i sig selv er nok til at udsætte en borger for tvangsbehandling. 

Det endte med, at man ikke skrev noget om det ind i 

konventionen. Det anså nogle af handikaporganisationerne for 

at være klogest. Diskussionen bagefter imellem handikaporganisationerne, 

gik på om de var urealistiske i deres mål. Kunne 

man være gået med til et kompromis, der havde betydning for 

psykisk syge i forhold til tvangsbehandling, siger Maria Ventegodt 

Liisberg. 

Juridisk skelnes der mellem tvangsfiksering, såsom at blive 

lagt i bælte, og tvangsbehandling, som kan være at blive tvunget 

til at modtage elektrochok. Forskellen er at det første ses 

som en ikke-indgribende behandling. Der bliver ikke gjort noget 

ved dig, andet end at du bliver holdt fysisk tilbage. At der 

ikke står noget om tvangsbehandling i handikapkonvetionen, 

har derfor direkte betydning i forhold til den aktuelle poltitiske 

debat herhjemme, hvor det drøftes i hvilket omfang man vil 

tvangsmedicinere psykisk syge. 

Men på trods af de ting, der ikke er nævnt i handikapkonventionen, 

skabte den klarhed over én ting, set med ENUSPs 

øjne. Sindslidende nu har en klar definition på, hvad man juridisk 

set er. Psykisk sygdom er et handikap på linie med fysiske 

og andre kognitive handikap. Og sindslidende har krav på de 

samme rettigheder som andre handikappede, hvilket menneskerettighedseksperten 

Maria Ventegodt Liisbergs ikke mener 

de har i dag. Heller ikke i Danmark. 

Psykiatrien krænker menneskerettighederne 

I ENUSP har man erkendt, at man ikke har midlerne til at 

matche hverken medicinalindustriens eller den offentlige sundhedssektors 

forskningsprogrammer, selvom det er denne forskning, 

der i høj grad fastlægger kursen for fremtidens psykiatri. 

Strategien er derfor at klemme sig ind ved bordet, når der tages 

principielle diskussioner i EU og FN. Foden i døren er menneskerettighederne. 

- I de fleste europæiske lande kommer den psykiatriske behandling 

i konflikt med menneskerettighederne, i det øjeblik 

en borger bliver stemplet som psykisk syg. For i samme øjeblik 

mister borgeren retten til at bestemme over sit eget liv, svarer 

Mary Maddock over e-mail, da hun bliver bedt om at forklare 

sammenhængen mellem psykiatri og menneskerettigheder. 

Hun uddyber: 

- Når en borger først bliver anset for at være psykisk syg, kan 

borgeren ikke længere juridisk forsvare sig selv, netop fordi 

man anses for at være sindssyg. Dernæst bedes borgeren om 

at modtage såkaldt hjælp, selvom denne hjælp kan være skadelig 

for borgeren, og hvis borgeren siger nej, vil der oftest 

blive anvendt tvang. Samtidig er det næsten umuligt at finde 

alternativer til den eksisterende psykiatriske behandling, så selv 

når der ikke anvendes tvang, rummer de muligheder borgeren 

gives, tvang, siger Mary Maddock. 

Mary Maddock påpeger, at man endnu ikke har kunnet dokumentere 

tilstedeværelsen af psykiske sygdomme med objektive 

videnskabelige metoder, og at mennesker derfor berøves 

deres grundlæggende rettigheder, alene ud fra skiftende forestillinger 

om hvad der er normal adfærd. 

- Men har jeres arbejde gjort nogen forskel? 

- Det meste vi laver i ENUSP, rykker ikke ved noget endnu, 

svarer Erik Olsen – Det er bare slag i luften. Men det er vigtigt, 

at brugerne bliver ved med at være med ved bordet, for der er 

næsten ingen brugerindflydelse på EU niveau. Kun omkring 

5% af forslagene omkring forhold, der er relevante for psykiatribrugerne, 

kommer fra brugerne selv. 

Det er Erik Olsens vurdering, at ENUSP har en lille, men 

vigtig indflydelse på formuleringerne i for eksempel de europæiske 

sundhedsmnistres erklæring om Mental Helse fra 2005. 

Maria Ventegodt Liisberg fra Insitut fra Menneskerettigheder 

har læst deklarationen. 

- Betydningen af en deklaration som den her er begrænset, 

så længe der ikke gives konkrete rettigheder til enkelte personer. 

Hvis der ikke er noget i den du kan gå til domstolen med, 

er den ikke bindende. Så bliver det blot til uforpligtigende hensigtserklæringer, 

hvor man bruger nogle positive ord om hvad 

man gerne vil gøre. Det ville ofte være mere interessant, hvis 

man sagde, hvad man vil lade være med at gøre, siger Maria 

Ventegodt Liisberg. 

Hun advarer dog mod at undervuderer deklarationer som 

den fra Helsinki. 

- Det positive er, at man her kan vise, hvad regeringerne stræber 

efter, fordi man kan tage større skridt i for eksempel deklarationen 

om Mental Helse, end man kan i bindende dokumenter. 

Så på den måde er det vigtigt, siger Maria Ventegodt Liisberg. 

Hun påpeger, at det ikke er rigtigt, at man mister sine retslige 

rettigheder, blot fordi man får eller har en psykiatrisk diag- 

18 


nose, ligesom man ikke kan tvinges til psykiatrisk behandling 

med mindre, man opfylder ganske bestemte kriterier. 

- Men det er rigtigt, at fordi psykisk sygdom er en af betingelserne 

for kunne give tvangsbehandling, har psykisk syge 

borgere en ringere beskyttelse mod det end andre borgere, siger 

Maria Ventegodt Liisberg. 

Erik Olsens egen historie er et billede på den kamp, der har 

ligget forud for anerkendelsen af sindslidendes rettigheder. 

- Efter en årelang depression, blev jeg førtidspensionist i 1991 

og sammen med en ven gik jeg hen til Sind. De sagde: Hvad 

vil I her? fortæller Erik Olsen. – Så vi gik videre hen til Galebevægelsen, 

hvor de lige havde smidt behandlerne ud, og det 

handlede kun om at være gal. Jo mere gal, jo bedre. Der var 

en masse konflikter og folk tæskede hinanden. Jeg kunne slet 

ikke få øje på noget i det, der handlede om at få det bedre. 

At mennesker der har - eller har haft - en psykisk sygdom, 

overhovedet har indflydelse på, hvordan man behandler sindslidende 

i og udenfor psykiatrien, er ingen selvfølge. 

Traditionelt er sindssygen og de sindssyge noget man studerer 

og taler om. Og måske på vegne af. Men psykiatrien er 

ikke bygget op i samarbejde med brugerne af psykiatrien, 

tværtimod. Hospitalspsykiatrien har historisk set ikke samarbejdet 

med hverken patienterne eller omverdenen, og har derfor 

været isoleret ikke bare fra samfundet, men også fra den 

generelle udvikling i sundhedsvæsenet. Det har betydet, at 

borgere der ender i psykiatrien ikke har haft de samme rettigheder 

som resten af befolkningen. Et eksempel herpå er, at 

psykiatriske patienter først har kunnet klage til patientforsikringen 

siden 2004, tolv år efter, at forsikringsordningen blev etableret. 

Et andet eksempel er det frie sygehusvalg, som aldrig 

kom til at omfatte psykiatriske hospitaler. 

Det var Galebevægelsen, der i starten af firserne fik råbt 

igennem, at gale mennesker var i stand til at sige noget selv og 

at man var gal over den behandling man fik. Det lagde pres på 

SIND, der hidtil havde været den eneste psykiatriorganisation 

i landet. I SIND blev linjen lagt af pårørende og behandlere. 

- Imens jeg var med i SIND, rykkede brugerindflydelsen sig 

aldrig ud af stedet. De pårørende havde et udvalg, hvor man 

udtalte sig om pårørendespørgsmål, men der var massiv modstand 

mod at nedsætte et brugerudvalg. Jeg kan kun se det som, 

at man ikke engang internt i SIND ville give brugerne samme 

rettigheder som andre borgere. Jeg trak mig til sidst, jeg kunne 

ikke gå ind for den politik, der blev ført, siger Erik Olsen. 

Erik Olsens farvel til SIND skete samtidig med, at han begyndte 

at være aktiv i ENUSP. En af de væsentligste aktiviteter 

i ENUSP er at afholde europæiske brugerkonferencer. Der mødes 

man og udveksler erfaringer, samtidig med, at man fastlægger 

retningslinierne for den politik man ønsker at føre. 

Den anden europæiske ENUSP konference blev afholdt i 

Helsingør i 1991, og havde deltagelse af mere end 100 brugere 

fra 26 forskellige Europæiske lande. Konferencen var ikke 

bare en succes for det fælleseuropæiske netværk, det var også 

en skelsættende begivenhed i Erik Olsens liv. 

- Pludselig opdagede jeg, hvordan tingene foregik i andre 

lande. At man for eksempel slet ikke bæltefikserer i England. 

Efter de tre dage konferencen varede, var jeg et helt andet sted. 

Jeg var overbevist om nødvendigheden af organisationer som 

udelukkende repræsenterede brugerne, siger Erik Olsen. 

Syv år senere blev der afholdt en famøs konference i Danmark, 

hvor Erik Olsen deltog sammen med mere end tohundrede 

mennesker med erfaringer fra det psykiatriske system i Danmark. 

Konferencen blev begyndelsen til LAP, som blev stiftet 

året senere, i 1999. Steen Moestrup, der i dag sidder i LAPs 

landsledelse, deltog i konferencen: 

- Jeg mener jeg var med til at stifte LAP. Men der er mange 

historier om den stiftelse, som kan være sande alle sammen, 

fortæller Steen Moestrup. 

Han husker især den aftale, der blev indgået ved konferencens 

begyndelse: 

- En af de første ting vi besluttede var, at ingen måtte filmes 

eller citeres med navn fra konferencen. 

- Hvorfor det? 

- Mange af os var simpelthen bange for at det kom frem, at 

vi var psykisk syge, siger Steen Moestrup. 

Når der ikke er råd til at påvirke den psykiatriske behandling 

gennem en vedvarende strøm af forskningsresultater, eller ressourcer 

til at sikre en effektiv lobbyisme, der modsvarer medicinalindustrien, 

minstrene, regionerne og alle de andre parter, 

der har interesser i sundhedsvæsenet, bliver brugerorganisationerne 

nødt til at svare så godt som muligt når de bliver 

spurgt. 

Det kan betyde, at man opgiver nogle af de krav, man til at 

begynde med samledes om. I LAP er kravet om medicinfri 

psykiatriske afdelinger blevet opgivet, og det har medført intern 

kritik. 

- Jeg mener ikke at de medicinfri afdelinger er vejen frem. For 

hvem er det der skal bestemme hvilken afdeling du ender på. 

Så længe den enkelte ikke selv kan bestemme om man vil i 

behandling med medicin, giver den diskussion ikke mening for 

mig, siger Erik Olsen, der stadig er medlem af LAP, men primært 

er aktiv i det europæiske brugernetværk ENUSP. 

Hvorvidt man altid skal følge sine grundprincipper, er evigt 

aktuelt spørgsmål i politik. Risikoen er, at man bliver taget som 

gidsel i den daglige politiske debat. Erik Olsen har udtalt, at 

brugerorganisationerne går ind for nedlæggelsen af sengepladser. 

Han sagde det fordi han ser det som et skridt mod opbyggelsen 

af en anden psykiatri. Men indtil videre er der blot blevet 

nedlagt sengepladser. 

- Hvordan undgår man, at det der politisk fremlægges som 

et fremskridt, blot ender som besparelser? 

- Der er kun en måde, og det er ved at have stærke brugerorganisationer. 

Ellers kan det vi siger blive brugt til alt muligt. 

De rigtige ændringer kommer først, når brugerne har reel indflydelse 

og det er vi milevidt fra, svarer Erik Olsen - Men der 

sker spændende ting efterhånden. Når vi siger noget bliver der 

lyttet. Det er bare ikke målet, blot at blive hørt. Vi skal skabe 

vores egen psykiatri. 

Der er langt fra en lejlighed tæt på distriktspsykiatrien, til 

ENUSPs arbejde i EU. Brugernetværkets internationale politiske 

arbejde fylder ikke meget i de store medier eller internt i brugerorganisationerne. 

Efter at have deltaget 17 år i politik på europæisk plan, er 

Erik Olsen en af de få brugere i Danmark, der har indblik i de 

dagsordener der ligger bag de større tendenser i Europæisk 

sundhedspolitik. 

- En af grundene til, at der bliver lyttet til os, er at man fra 

politisk side godt ved, at brugerorganisationerne kommer til at 

overtage en række opgaver som de eksisterende samfund ikke 



LÆG EN TUMPE UNDE 

Årets gave-idé: 

Giv et abonnement på Outsideren i julegave til 

familie og venner – 175 kroner for 6 numre. 

Ring og afgiv bestilling på tlf 35 39 71 24 eller 

mail til os på redaktion@outsideren.dk 

Så sender vi en flot kuvert til den heldige 

modtager med vores store julenummer og et 

julekort med besked om gaven fra dig – et års 

abonnement på Outsideren, Danmarks største 

brugerblad om psykiatri. 

20 december - januar 2009

R JULETRÆET! 

Vi ved hvor 

skoen trykker ! 


Bittners klumme om galskaben: 

En gal dag i helvede 

Psykiatri – Hjælp eller død?”. Igen: ”Psykiatri – Hjælp eller 

død?”. Og igen: ”Psykiatri – Hjælp eller død?”. Se, det var 

spørgsmålet; spørgsmålet en efterårsdag bag Kongens Nytorv 

i København, hvor Medborgernes Menneskerettighedskommission 

(MMK/Scientology) havde indrettet deres rejsende 

museumsudstilling: ”Psykiatri – Hjælp eller død?”. Udstillingens 

budskab viste sig at være (det er måske svært at gætte): 

psykiatrien = død. 

Psykiatrien er ”ondskab”, psykiaterne ”satan selv på arbejde”. 

Sådan sagde en kvinde i en af udstillingens mange dokumentarfilm. 

Om selve udstillingen lød det: ”Kom her én gang. 

Bare én gang. Gå igennem den. Du vil blive chokeret. Du vil 

blive forbavset og overvældet. Du vil gå ud og sige: Jeg må 

gøre noget”. 

De fik ret. Jeg listede mig gennem udstillingen – faktisk – 

ganske forbavset, og ja, i hvert fald næsten overvældet og 

chokeret af : 1) informationen, njaa… 2) af de elegante og 

uhyggeligt (ja, det ord) smarte argumentationsformer, gysende 

speciel-effects – der var jo både røg og dystre melodier og et 

utal af ”eksperter” i udstillingens dokumentarfilm – jo – og så 

3) ved synet af en kvinde der syntes helt fascineret af MMK’s 

skræmmende motivforskning (og jo, den var oprigtigt skræmmende). 

Ifølge MMK vil psykiaterne ikke – som man kunne være 

forfaldet til at tro – hjælpe og kurere sindslidende og andre 

gale sjæle. Nej, psykiaterne vil ”styre og underkaste individet”. 

Ja, den hele psykiatri er ”en korrupt industri drevet af profit, 

som efterlader død og ødelæggelse i sit kølvand (…)”. Hvor 

meget har ændret sig siden psykiatere lænkede, tævede, sultede 

og torturerede deres patienter til total underkastelse? Ja? 

Gæt? Meget lidt har ændret sig. 

Og MMK fik ret; jeg måtte (som de sagde) gøre noget. Og 

dette gøre blev til denne noget ydmyge indsats, denne klumme, 

der - ja, indrømmet - ikke deler MMK’s syn. Nej, nok 

snarere tværtimod. Det er da interessant, som agitation kan 

virke ufattelig effektivt modsat agitatorens intention. Jo, jeg 

må selv passe på. Lad mig derfor nu rose udstillingen: De 

havde jo fat i noget. Den moderne psykiatri har jo – for satan! 

– problemer; psykiatrien er – med et postmoderne udtryk – 

”fucked-up”. Hvilke medikamenter virker egentlig, hvilke behandlinger 

er de bedste? Der er mange teorier, men kun få 

såkaldt (natur)videnskabelig-uomtvistelige beviste teorier på 

empirisk grundlag. F.eks er elektrochok (som jo flere gange er 

blevet behandlet i bladet) en usædvanlig intensivt-diskuteret 

størrelse. Det er uhyggeligt, som historier om fejlbehandlinger 

og pludselig død til tider kan hobe sig op. Og dette påpegede 

udstillingen ganske fint og gennemført, og det er det andet 

uhyggelige, om man vil. Udstillingen syntes nemlig en anelse 

for gennemført. MMK formåede uhyggelig elegant at drage 

”kendsgerninger” ud af det forholdsvis svært gennemskuelige, 

men alligevel – trods alt – gennemskuelige fakta-fiktions-sammensurium. 

De var faktisk næsten så gode, at musklerne syntes 

at krympe sig som små fede orme i kroppen. Undskyld. 

Nu til alvoren: ”Er der nogen sammenhæng mellem Holocaust, 

etniske udrensninger, terrorisme og psykiatri?”. Der viste 

sig, ikke overraskende, at være – ja, sammenhæng. Og det er 

vel historisk faktuelt, at læger og psykiatere (man kan jo kalde 

dem hvad man vil) under 2. verdenskrig ”terroriserede” etniske 

grupper; de var med til at lave et Holocaust. Denne historiske 

kendsgerning kobledes i udstillingen sammen med dagens moderne 

psykiatri. MMK benyttede sig af flere argumentationstyper 

(vel at mærke som alle andre gør det): generaliseringer (én 

psykiater spiser vafler, alle psykiatere spiser vafler) og autoritetsargumenter 

(en professor i psykiatri siger at psykiatere spiser 

vafler, ergo må psykiatere altså spise disse sære vafler, for 

det er jo en professor der siger det). Desuden benyttede de sig 

af mængder af motivationsargumenter; gennem 

(dokumentar)filmene appellerede MMK til seernes sandsynlige 

ubehag ved hæslig-umenneskelige torturmetoder og almen 

destruktion. Disse negative værdier blev da koblet til psykiatrien 

som farven rød så ofte er blevet hæftet til begrebet kærlighed 

og jazzz er et udpræget blåt fænomen. 

Da jeg forlod det uhyggelig interessante museum havde jeg 

ørene propfulde af forskellige MMK-autoriteters hyldest til, ja, 

MMK-organisationen og Scientology-kirken. Lad det være sagt 

med det samme (her til sidst): Jeg kan varmt anbefale udstillingen! 

Hvis den rammer byen igen, besøg den. Der venter 

dig en gal dag i helvede, musklerne kan ende som ormekryb, 

vævene gå grassat, en lillefinger vil måske – i ét moment – hugges 

af mens man nyder kendsgerningernes forgreninger ud i 

det MMK/Scientology-mystisk-uendelige-univers… Men pas 

også på! Der er farligt derude.. (Jeg havde en ven med). 


Spar på ordene i stedet 

Af Boye Haure, nationaløkonom 

Et meget populært statement fra politikere fra næsten alle 

partier er: ”vi prioriteret psykiatrien meget højt, og vi vil 

fremover prioritere området endnu højere ...”. Men desværre 

er der gang på gang tale om bluf uden hold i virkeligheden. 

Tal fra Danske Regioner viser, at der i perioden 2000 til 2006 

er tilført 9 % flere penge til psykiatrien, mens der i samme periode 

er tilført 23 % mere til de somatiske (fysiske) sygdomme. 

Det er reelt nedskæringer, hvilket jeg hermed vil påvise. 

Priserne er nemlig steget med i gennemsnit 1,9 % årligt. Det 

giver en samlet inflation over perioden på 12 %, hvilket udhuler 

den reelle værdi af de 9 %, således at der er tale om nedskæringer 

på rundt regnet 3 %. Selvsagt et betydeligt efterslæb 

i forhold til det somatiske område - et efterslæb på 14 % siden 

2000 (og så har vi ikke engang de præcise 07 og 08 tal endnu). 

Dette er tilmed en ganske forsigtig beregning, der kun er 

baseret på prisstigninger, mens lønstigningerne har været noget 

højere. Da lønnen udgør langt den største post – og inden for 

psykiatrien relativt langt mere end inden for andre områder – er 

nedskæringerne altså reelt betydeligt større. Faktisk udhules 

bevillingerne af lønstigningerne allerede efter 2-3 år, og nedskæringerne 

med hensyn til personaleressourcer er således 

groft udregnet på cirka 10 %. 

Disse hårde facts står i skærende kontrast til, hvad politikerne 

påstår (”vi har aldrig brugt så mange penge”), og hvad 

de bliver ved med at love. Det bliver heller ikke bedre af, at 

Danmark så langt fra er førende, når det gælder om at afsætte 

ressourcer til psykiatrien. Hos vort broderfolk i Norge udgør 

psykiatriens andel således cirka 20 procent af de samlede sundhedsudgifter 

mod 10 procent i Danmark. 

Boye Haure er nationaløkonom, cand. polit. og skriver fremover 

fast for Outsideren. Har du spørgsmål om psykiatri og 

samfundsøkonomi, er du velkommen til at sende Boye en mail 

på redaktionen@outsideren.dk, att: nationaløkonomen. 

Du er inviteret 

Outsideren er et arbejdsfællesskab hvor vægten er lagt på 

frivilligt ulønnet arbejde. Alle kan deltage i bladarbejdet – 

også dig, og du er hermed inviteret! 

OUT 

sideren 


De vigtigste ting vi beskæftiger os med lige nu, er tidsskriftet og bloggen – men vi er altid åbne 

overfor nye idéer, bare du selv er med til at gøre dem virkelige. 

Og det er udgangspunktet for Outsiderens hverdag. Så længe du selv er med til det, kan det 

meste lade sig gøre. 

På Outsideren vil du møde mennesker, der interesserer sig for – og kender til – mange af de 

samme ting som dig, især når det gælder erfaringer fra psykiatrien og tankerne derfra. Det er 

drivkraften bag Outsideren: De ting du finder interessante, mærkelige eller kritisable. 

Hvis du har lyst til at deltage, uden at komme på redaktionen, er du velkommen til at skrive 

på vores blog. Kontakt os for at høre nærmere. 

Vi ses! 


HVORNÅR MÅ JEG TAGE HJEM? 

Under denne overskrift har en læser sendt sin personlige beretning om at være spærret inde 

på psykiatrisk – uden at vide det 


Det er juni 2007. Camilla 

har haft det dårligt et stykke tid, 

så hun henvender sig til den lokale skadestue 

for at få hjælp. Herfra bliver hun 

henvist til psykiatrisk afdeling på Odense 

Universitets Hospital, hvor hun lader 

sig indlægge. Alt sker roligt, velovervejet 

og frivilligt. 

I begyndelsen er Camilla glad for at være 

på afdelingen. Hun hører stemmer, gemmer 

sig, føler sig truet og tror, at nogen er efter 

hende. Hun har brug for at have mennesker 

omkring sig. Efter nogle dage med omsorg fra 

personalet og et par samtaler med en læge, 

begynder hun at få det bedre. Hun kan mærke, 

at paranoiaen ikke er så slem mere, og hun får 

lyst til at tage hjem et smut og se til sin lejlighed. 

Men da Camilla henvender sig til en sygeplejer 

for at give besked, opdager hun at hun ikke er frivilligt 

indlagt mere. Sygeplejeren siger til hende, at 

hun ikke har lov til at gå nogen steder på egen hånd. 

Hun må ikke gå ture, hun må ikke tage hjem for at 

se til sin lejlighed, hun er tvangsindlagt. 

Ingen har givet hende besked, men sådan er det: 

Hun er simpelthen spærret inde. 

Ugerne går, men Camilla går ingen steder. Hun kan 

ikke. Det sker, at hun bliver ramt af skræk for at personalet 

vil beholde hende på afdelingen og at hun skal bo 

på hospitalet resten af livet. Efterhånden bliver hun mere 

og mere forhippet på at stikke af. Til sidst kan hun næsten 

ikke tænke på andet end at hun bare vil hjem. 

Camillas afdeling ligger ikke langt fra en anden og åben 

afdeling, hvor patienterne kan komme og gå som de vil. 

Imellem de to afdelinger er en kantine, hvor alle spiser. En 

dag, hvor Camilla har spist sin mad, rejser hun sig op og går 

ind i den åbne afdeling. Hun går stille og roligt, så ingen lægger 

mærke til hende. Hurtigt er hun ude af hospitalet og hun 

kan mærke glæden indeni. Væk fra afdelingen, væk fra hospitalet. 

Det hele er sket spontant og uden planlægning 

og hun har ikke en krone 

på sig, så hun finder en 

ulåst cykel og sætter 

kursen 

m o d 

sit hjem. 

Camilla bor ca 

20 km fra Odense, altså 

en god lang tur på cykel. 

Nu vil hun bare hjem og hente 

nogle ting, for da hun for to måneder 

siden lod sig indlægge, fik hun ikke pakket 

noget at tage med. Hun havde jo regnet jo med 

at komme hurtigt ud igen. 

Camilla kommer hjem, går rundt på må og få, lidt i sin 

egen verden, glad for at være hjemme. Men så lige pludseligt står 

der to politimænd i hendes hjem. 

”Kan du følge med os. Du skal tilbage på afdeling P”. 

Der er ikke engang gået en time. Camilla pakker hurtigt nogle ting ned 

i en taske, og så går hun og politimændene sammen ud af døren. 

Tilbage på afdelingen bliver der holdt mere øje mere Camilla end før. 

Hun får ikke lov at gå med på kiosk-turen, hun må slet ikke komme ud 

de næste 14 dage. Det er lang tid og den føltes endnu længere. 

Tiden gik og det blev august måned. Sommeren var snart forbi og 

hun var stadigvæk låst inde. Hun følte sig som et forsøgsdyr – at hun 

var på afdelingen udelukkende for lægens og personalets skyld. Hun 

havde fået udgang og måtte være væk fra afdelingen 2-3 timer af gangen. 

Men så heller ikke mere. Og hun længtes stadigvæk hjem, naturligvis. 

Der var gået næsten tre måneder, hvor længe endnu? 

Camilla besluttede at stikke af igen og denne gang måtte hun helt 

væk fra Fyn. Hun tog sin udgang som hun plejede og hoppede ombord 

på et tog til København. Her opsøgte hun nogle gamle venner, 

som hun kunne overnatte hos. Der var en af dem, der brugte samme 

medicin som hende, så her kunne hun få hvad hun behøvede. 

Det var fint, hun følte sig tryg. Der gik en uges tid og Camilla vidste 

godt, at hun måtte hjem på et tidspunkt. Men hun havde stadigt 

lidt paranoia og frygtede tit for at politiet skulle komme brasende. 

Til sidst lavede hun en aftale med sin læge og fortalte historien. 

Her fik hun at vide, at hun var blevet udskrevet automatisk 

efter en uge – sådan er praksis – og at hun ikke ville blive hentet 

igen. Men det tog tid før hun rigtigt turde flytte hjem igen. 

Et par gange hentede hun post og tog tilbage til København. 

Først da der kom et brev fra hendes psykiater om at hun havde 

det godt og ikke ville blive indlagt, følte hun sig tryg 

nok til at tage hjem og sove der. 

Langt om længe var jeg hjemme igen, uden 

hele tiden at måtte kigge mig over skuldrene! 

(Redaktionel bemærkning: Camilla er et pseudonym, men vi kender skribentens 

rigtige navn. Indlægget er desuden redigeret ) 


Fredagens tro på bager kom forbi 

En afdankede sjus der måtte stoppes i 

En vellystende dame som blev udnyttede her 

Hvad er værtshusene når der er flere 

Kulsukker 

Så mødte jeg en mand d. 24.11.06 

En Alias missandt 

En person jeg troede var ond 

En der udtalte usund 

Man da han så kom forbi 

Var han egentlig blød indeni 


”Kulsukker hedder en Urt, som gror 

paa ensomme Pletter i Forstadsjord ”, skriver 

Sophus Claussen i digtet ”Sorte Blomst” fra samlingen 

”Djævlerier”. Andetsteds i digtet står: ” 

”Hendes Blod var vildt som den solviltre Dag, 

Letsind og Flammer, Ild og Bedrag. 

Kul hendes Øje og Kul hendes Skød, 

men hendes Attraa var Nellike-rød.” 

Du kan læse flere digte på www.outsideren.dk – og sende dine egne til poesi@outsideren.dk 


(fortsat fra side 6, første sektion) 

jeg også en outsider, for jeg har ambitioner om et rigere liv og 

har konstruktive forbindelser. 

5. november 08. 

Det er ren opbevaringsanstalt. Der er ikke meget at tage sig 

til og jeg møgkeder mig. Personalet synes travle med alle andre 

ting end at snakke med os. For eksempel med at skrive rapporter 

om os. Der er lange ventelister på de terapeutiske aktiviteter, 

jeg blev lovet da jeg skulle indlægges. Hvad laver jeg 

her? Alting gøres så omstændeligt og mange er sygemeldt eller 

på ferie, og der er ikke nok tid til en. Jeg tænker bare; hvad 

laver de egentligt? Går de til møder hele dagen? Aldrig har jeg 

set så mange mennesker have travlt med så lidt. Jeg får mindre 

og mindre udbytte af at være på Sct. Hans. Sove, spise, medicin, 

sove ,spise, medicin. Ingen spørger interesseret eller snakker 

med mig, så jeg ku lige så godt være ensom hjemme. Det 

er ren farce. Jeg har også bedt om at finde ud af et sted at bo 

i Sverige, men det omfortolker Socialrådgiveren til et bocenter 

med personale i Boserupsgård…hallo, jeg vil bo selvstændigt, 

siger jeg og han væver i det – hva` foregår der lige dér i hovedet 

på manden?? Her bliver man set som en diagnose, som en 

skizofren og ikke andet, og nogle personaler er ret stride at 

være sammen med, fordi de ikke kan styre sig og lader deres 

frustrationer gå ud over os eller laver egne regler, når andre 

handler anderledes rart. De fortolker uden at spørge ind og har 

allerede defineret en uden at kende én. Jeg hader at blive snakket 

ned på. Og bliver virkelig vred, når de nurser mig. De skal 

ikke tage deres frustrationer med på arbejde. Det er tydeligt, 

at nogle ikke burde have med denne målgruppe at gøre overhovedet. 

Jeg synes, det er mærkeligt at være et sted, hvor ingen 

snakker med en. Alle går i deres egne verdner og tænker. Her 

er sgu ikke sjovt at være. Mest af alt har jeg lyst til at tage 

hjem. 

11. november 08. 

Kilometer-lange timer går med absolut ingenting. Jeg har 

været syg i to dage pga. madforgiftning og ingen vil tage ansvar. 

Ellers har jeg kæmpet med søvnen i den sidste uges tid - vågner 

hver nat kl 4. Var til behandlingsmøde i torsdags, hvor vi blev 

enige om at jeg skulle give det en chance til i en måned, fordi 

der er ventelister på grupperne, så jeg kun bliver aktiveret med 

motion hver dag - hvilket ikke lige passer mig, men jeg gør det 

så godt jeg kan. Jeg hader at være uden kontrol med det behandlerne 

gør, og jeg føler mig umyndiggjort, når jeg ikke selv 

må administrere min medicin. To personer har allerede ladet 

sig udskrive igen og vi er flere som er utilfredse med den manglende 

behandling. Ja, hvad er egentlig behandlingen? Opbevaring 

og plejehus. En dyr indlæggelse. Hvad laver personalet 

egentlig? 

Senere, samme dag. 

Det psykiatriske system er slet ikke gearet til psykisk syge. 

Min nedtrapning måtte jeg holde op med og genetablere min 

afhængighed, da de ikke på nogen måde kan give mig andre 

muligheder. Jeg kan ikke passe et job og jeg er derfor nødt til 

at nøjes med en pension. Livet bliver surt at være til i, og selvmordstanker 

rumsterer i den indre periferi. Det er pest eller 

kolera og jeg kan ikke tabe mig, så længe jeg indtager medicin, 

øv. Det irriterer mig, at jeg ikke kan give slip på medicinen. Ti 

års medicinsk behandlig uden noget andet resultat end afhængighed 

og mega-overvægt og andre bivirkninger. Min krop er 

ødelagt og jeg tør ikke stoppe nu. Kære du, tænk dig godt om 

før du går ind til medicinsk behandling. Jeg ville ønske jeg aldrig 

var begyndt men måske jeg så heller ikke ville være i live 

i dag. Tja, hvem ved..? 

EFTERSKRIFT: Den 18. november 2008 lod Sidse Zille Hansen 

sig udskrive. Før opholdet var hun blevet lovet deltagelse 

i en række faste aktiviteter på Sct. Hans – i socialfærdighedsgruppe, 

angstgruppe, selvværdsgruppe, musikterapi, individuel 

fysoioterapi, individuel kropsterapi og samtaler med en 

psykolog. Men virkeligheden kunne ikke leve op til løfterne. I 

løbet af de 58 dage på Sct. Hans var Sidse Zille Hansen til social 

færdighedstræning 2 gange, til fysioterapi én gang og i 

angstgruppe én gang. Desuden var hun i varmtvands-bassin 5 

gange. I dag er hun atter hjemme i sit haveforeningshus i Københavns 

sydvest-kvarter. Hun har ikke tabt sig og tager stort 

set samme medicin som før. 

Foto af Jette Nielsen 



Massepsykose på Børsen 

Man kan forundres over mange former for galskab, men en 

af de største 

fornøjelser består dog i, at nyde den form for galskab, der 

udfoldes på børserne under et krak”. Sådan skriver økonomen 

John Kenneth Galbraith. Han har skrevet den mest anerkendte 

bog om det store krak i 1929. Nu er vi der igen. Finanskrisen 

fremviser masser af galskab. Men konsekvenserne bliver forhåbentlig 

og sandsynligvis anderledes i dag. Et krak på første 

klasse – i hvert fald for de fleste. 

Der er masser af psykologi i økonomi, og i særdeleshed i 

det der foregår på de finansielle markeder. Det er noget med 

forventninger og forventninger til de andres forventninger! Et 

af de mest kendte fænomener er de såkaldte spekulative bobler, 

der er baseret på kollektive urealistiske forventninger til 

priserne på, aktier, boliger – ja, alt muligt mellem himmel og 

jord. 

Årsagen denne gang er at finde i markedets fatamorganaforestillinger 

i USA vedrørende overbelåning af boliger – de 

såkaldte subprimelån. Vrangforestillinger som bygger på kviksand, 

det vil sige lån til folk, som ikke kan stille sikkerhed: no 

income, no job or asset, kaldet ”ninja”. 

”Der er to store synder i verden: overoptimisme og overdreven 

selvtillid” siger professor Michael Møller. Det er i det hele 

taget bemærkelsesværdigt, hvorledes konjunkturer, kurser og 

stemninger på børserne minder om (moderate) manier og depressioner. 

Da Mogens Lykketoft var finansminister, talte han 

om ”de hysteriske kællinger på børsen” (som mest består af 

mænd)! 

Faktisk opstår tendensen til massepsykoser allerede – og det 

er ofte overset - ved de kraftige stigninger i kurserne. Der hvor 

folk fuldkommen glemmer de risici, de løber, og helt manisk 

tror på fuldkommen urealistiske gevinster, der er uden sammenhæng 

med realøkonomien (den virkelige økonomi). Mani, 

vrangforestillinger og massepsykoser kan forekomme. Men 

når der uundgåeligt på et tidspunkt opstår fald, går folk i panik, 

får angstanfald, sælger løs, og massepsykosen vender i den 

modsatte retning på vej mod depression. Det værste er sådan 

set, at det breder sig til verden udenfor børserne, og rammer 

menigmand. 

Den moderne nationaløkonomis grundlægger John Maynard 

Keynes var lidt af en genial outsider. Han sagde sit job op i det 

britiske finansministerium i protest mod politikerne, og han 

blev aldrig professor, fordi han sarkastisk gennemhullede den 

dengang herskende klassiske økonomiske teori om ”automatiske” 

naturlige markedsligevægte. Han skrev: ”almindelige mennesker 

som selv tror, at de er unddraget enhver form for intellektuel 

påvirkning, er som regel slaver af en eller anden hedengangen 

økonom”. Vi er på det nærmeste besat af ånder. 

Der er en så udbredt flokmentalitet på børserne, selvom man 

burde have lært af historien, at det kan være farligt på længere 

sigt. Det kan ligne ”massepsykose” såvel på vej ned, og når det 

går opad. Men træerne vokser ikke ind i himlen, og jorden går 

ikke under. 

/Boye Haure 

Mus i skizofrene forsøg 

Skizofreni rammer mindst én procent af befolkningen, og er 

man psykotisk-skizofren, lider man blandt andet af hallucinationer 

og vrangforestillinger. Nogle bliver apatiske eller taler 

i kaotiske strømme. 

Det er oftest unge voksne, der udvikler skizofreni, og skizofrene 

har næsten altid usædvanlig høj aktivitet af signalstoffet 

dopamin i hjernen. Forskerne har endnu ikke fundet ud af, om 

dopamin er årsag til eller symptom på skizofreni. Derfor er japanske 

og amerikanske forskere begyndt at gensplejse mus 

med henblik på at komme tættere på skizofreniens genetiske 

og biokemiske årsager. Gensplejsede mus er nemlig – modsat 

mennesker – perfekte forsøgsdyr, da de er biologiske ens. De 

gensplejsede mus behandles med et middel, der reducerer 

dopaminaktiviteten i hjernen, og dermed er man måske nær- 

mere svaret på om dopamin er årsag til eller symptom på skizofreni? 

Og således også svaret på hvordan man mere målrettet 

behandler sygdommen. 

Læs mere om forskernes forsøg med gensplejsede mus i artiklen 

”Forskerne opruster mod skizofreni”, Illustreret Videnskab 

nr.7/2008. 

/Dorthe Raffenberg 


(fortsat fra side 16, første sektion) 

længere kan håndtere, når de nuværende sociale systemer 

skæres væk, siger Erik Olsen, bestyrelsesmedlem i ENUSP, det 

europæiske netværk for psykiatribrugere og brugerorganisationer. 

Han er overbevist om, at brugerorganisationernes stadig meget 

lille stemme i udformningen af den nuværende og fremtidens 

psykiatri, ikke skyldes ond vilje eller en samfundsmæssig 

iboende trang til at undertrykke afvigende mennesker. Den 

mekanisme han peger på, kalder han mentalisme. At man 

gerne vil gøre noget for de gale. Men ikke lade de gale gøre 

det. 

- Tænk på hvor mange, der taler om at gøre psykiatrien bedre, 

uden at lade brugerne få ordet, siger Erik Olsen. 

Han peger på, at de fleste brugerorganisationer i Europa er 

stiftet af psykiatere og samarbejder med medicinalindustrien. 

- Der er en række store professionelle organisationer, der arbejder 

med psykiatri på internationalt plan, og som idémæssigt 

er 80% enige i hvad brugerorganisationerne ønsker. Men de 

har bare aldrig tænkt på at lade det starte hos os. Deres tankegang 

er, at de er der for at hjælpe de psykisk syge. Dét er mentalisme. 

De kan slet ikke fatte, at vi har vores egne idéer, om 

hvordan psykiatrien skal være, siger Erik Olsen. 

Selvom man har drøftet sig frem til beslutninger i EU og 

WHO, hvor der er blevet lyttet til ENUSP, advarer Erik Olsen 

mod at tro, at brugerorganisationerne ville være savnet, hvis 

de holdt op med at være tilstede i det poltiske arbejde. 

- Man skal ikke lave den fejl og tro, at der er nogen der ville 

løfte en finger for at hjælpe os, hvis vi for eksempel løber tør 

for penge, og ikke kan være med mere. I al den tid vi har lavet 

det her, er der ikke en organisation der har spurgt om vi kunne 

bruge deres hjælp, siger Erik Olsen. 

Den behandlingsmetode Erik Olsen ser som hovedinspiration, 

er ikke et nyt arbejdsmarkedsprojekt, men netværksmodellen, 

der er udviklet i Lapland. 

- Jeg kigger på resultaterne. Hvad er det der hjælper bedst, 

og netværksmodellen fra Finland er klart den psykiatriske behandlingsmetode, 

der har vist sig at give de bedste resultater. 

Den kan kræves og skal skabes, siger Erik Olsen. 

Det væsentligste princip ved Laplandsmodellen er at inddrage 

den person, der henvender sig – eller der henvendes om 

- med symptomerne på en psykisk sygdom. 

Inddragelsen sker hurtigt og uanset om personen er meget 

psykotisk. Det første netværksmøde holdes indenfor de første 

24 timer af henvendelsen, og til mødet deltager patienten, et 

kriseteam samt de personer som patienten anser for at være 

nøglepersoner i sin tilværelse. Det kan være pårørende, men 

også venner og arbejdskollegaer. Indlæggelse forsøges undgået, 

hvis det kan lade sig gøre, og medicin gives der mindst 

muligt af. 

Til sammenligning går diskussionen omkring den psykiatriske 

behandlingsgaranti i Danmark på at give borgerne ret til indledende 

undersøgelse og muligvis behandling indenfor to måneder. 

Laplandsmodellen har vundet stor anerkendelse verden over, 

og har blandt andet imponeret Folketingets §71 udvalg. Udvalget 

fører tilsyn med brugen af tvang i psykiatrien. I Laplandsmodellen 

bruges tvang stort set ikke. 

Nogle er begejstret for Laplandsmodellen, fordi den ikke 

lægger vægt på medicinsk behandling men i stedet fokuserer 

på tidlig indgriben, og den psykotiskes netværk. Andre er interesserede, 

fordi det er dokumenteret, at modellen er en af 

de mest succesrige behandlingsmetoder, der har eksisteret i 

psykiatrien. Mere end 80% af de psykotiske patienter ender 

med at leve et liv, helt uden psykotiske symptomer. 

- Hvornår vil en brugerorganisation kunne tilbyde den slags 

behandling? 

- Det er netop derfor det er nødvendigt at komme i gang med 

forskning på brugernes betingelser. Vi skal ikke prøve at ændre 

behandlingspsykiatrien, det er spild af tid. Vi skal udvikle vores 

egen model. Finde ud af hvordan det skal gribes an. Og vi kan 

ikke bare vente, for den eksisterende psykiatri virker ikke. Ingen 

andre end os selv vil gøre noget. Hvem ellers har en interesse 

i at forandre psykiatrien? Vi har brug for at skabe dokumentation, 

projektbeskrivelser, alt det der skal til for at stable en social 

model for psykosociale handikap på benene, svarer Erik 

Olsen. 

Siden 1991, hvor Erik Olsen begyndte i brugerpolitik, har 

han ikke kunne få øje på nævneværdige fremskridt i psykiatrien. 

Udfordring ligger også hos brugerne. 

- Mentalismen påvirker konstant brugernes selvforståelse. De 

fleste brugere er vant til, at andre sætter tingene i gang, og derfor 

vant til kun at kræve. Men et langt stykke hen ad vejen, kan 

vi godt selv få gang i det her. Det er bedre end at blive fyldt 

med medicin, der ikke virker, siger Erik Olsen. 

Støtte- og kontaktCentret 

Et tilbud til sindslidende i København 

- gratis og anonymt 

Døgnrådgivning 

Åben for telefonisk kontakt døgnet rundt alle årets dage. 

Personlig henvendelse kan foretages direkte fra gaden 

mellem 8 - 22 på hverdage og mellem 17 - 22 på søn- og 

helligdage ellers efter aftale. 

Vi tilbyder almen menneskelig og juridisk rådgivning samt 

mail-rådgivning på netraadgivning@skc.dk 

Café 24 

Åben alle årets dage, hverdage mellem 14 - 22, søn- og 

helligdage mellem 10 - 22. Se dagens menu på www.skc.dk 

Støttekontaktpersonerne (skp’erne) giver støtte til at få 

hverdagen til at fungere. 

Linnésgade 24, 2 

1361 København K 

Telefon: 33 14 98 41 

Mail:skc@sof.kk.dk 

Web: www.skc.dk 


OUTsideren 



www.outsideren.dk 

Email: redaktion@outsideren.dk 

B 

Mens vi venter 

• Hvorfor laver de ikke fly af samme materiale som den sorte boks? Den holder jo al- 

tid. 

• Hvis du kører med lysets hastighed, hvad sker der så når du tænder forlygterne? 

• Hvis man forsøger at bevise Murphy’s lov, vil det så gå galt? 

• Hvis majsolie kommer fra majs, hvor kommer babyolie så fra? 

• Hvis en person med personlighedsspaltning truer med at tage livet af sig, er det så en 

gidselsituation? 

• Hvis man har været halvdød to gange, hvad sker der så? 

• Krymper bomuldsmarker efter regnvejr? 

• Er det en succes, hvis en bog om fiasko ikke sælger godt? 

• Er sterilitet arveligt? 

• Hvis det er nul grader udenfor i dag og det bliver dobbelt så koldt i morgen, hvor 

• 

• 

• 

• 

• 

koldt bliver det så ? 

Hvordan smider man en affaldscontainer væk? 

Hvordan kommer fyren der kører sneploven, på arbejde om mor- 

genen? 

Hvorfor er der kun ét monopoltilsyn ? 

Hvis en servicestation har døgnåbent 365 dage om året, 

Hvorfor er der så lås på døren? 

Hvorfor har japanske Kamikaze piloter egentlig hjelm på?

2009_nummer65 - Outsideren

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?