Kreds 7 - Søg i OZ

ens forskellige trin. De var mildest talt noget store,
jeg kan her nævne, at signalet ud af 455 kHz X-tal
filter blev målt fil ca 3 V i værste fald, og det må nok
siges at være lige i overkanten af, hvad man kan
forvente sig at finde der, da der jo er endnu to trins
MF forstærkning tilbage.
Efter sidste X-tal filter på 455 kHz tilføres signalet
en dobbeltbalanceret blander, (IC1) hvis forstærkning
jeg målte til ca 3 gange, og her var faktisk mit
virkelige problem, thi det viste sig, at output fra
denne, hvis frekvens er 350 kHz, er begrænset i
amplitude til max. 3 V. Denne værdi viste sig at
være opnået ved et modtager input på 8-10 mV.
Som følge heraf kan der jo ikke blive leveret mere
signal til sidste MF, og det derefter følgende AGC
kredsløb, hvilket vil sige, at denne ikke regulerer
forstærkningen i modtageren yderligere ned. Der er
her tale om en begrænsende funktion som der
kendes fra FM mellemfrekvenser blot her absolut
uønsket, og med forvrængening til følge. Efter
denne barske opdagelse ville den næste logiske
konklusion nok være, at der mangler forstærkning i
sidste MF (350 kHz).
Ganske rigtigt, det første trin med Q35 og L16
gav næsten ingen forstærkning og L16 udviste slet
ikke ingen resonans ved justering, hvorimod det
allersidste trin viste sig at have stor forstærkning.
Hvad kunne årsagen til dette være? Jo, årsagen
var, at kredsen L16 havde resonans på ca. 260
kHz, som følge af, at overføringskondensatoren til
gate 1 på Q36 er på 4,7 nF. Ved forsøg fandt jeg en
størrelse på 47 pF passende her, og så kan det nok
være at der kom resonans i L16, og dermed
forstærkning i trinnet. Resultatet var nu, at AGC’en
fik noget at leve af, og dermed kunne regulere
længere ned, med deraf følgende lavere signaler
gennem modtageren.
MF gain
Den hellige grav syntes nu vel forvaret, men ak og
ve.
Praktiske prøver viste, at forstærkningen i modtagerens
forende stadigvæk var for stor, selv om
AGC’en regulerede for fulde kraft, hvilket bevirkede
at blanderen IC1 stadig fik for meget at leve af.
Efter mangen en søvnløs nat gik jeg igang med at
kigge lidt nærmere på sådan et MF trin med en dual
gate MOS-FET transistor. Målinger på trinnet viste,
at der gik en drainstrøm på 10 mA ved en gate 2
spænding på 4 V. Når nu AGC’en regulerer,
foregår det ved at gate 2 spændingen bevæger sig
mod 0 V (den kan sågar antage en negativ værdi),
men samtidig falder strømmen i transistoren, hvormed
sourcespændingen også falder. Fra mine
tidligere erfaringer ved jeg, at når gate 2 spændingen
er 0 V er forstærkningen én gang, men i dette
tilfælde vil det aldrig lade sig gøre; målinger viste, at
408
gate 2-spændingen hele tiden var 0,2 V højere end
sourcespændingen.
Hvad var nu løsningen på dette problem?
Jo, en tidligere konstruktion af en mellemfrekvensforstærker
med 40673 blev gravet op af skuffen
og studeret. I denne konstruktion havde jeg
forspændt sourcen med en fast spænding på ca 2
V ved hjælp af en lysdiode og en modstand, da det
er svært at få en zenerdiode på 2 V. Sourcemod-
standene til transistorene Q8, Q14, Q19 og Q36
blev erstattet af små lysdioder med en spænding
på 1,6 V, og derefter monteret med en modstand
på 820 ohm fra source til +8 V. På denne måde er
sourcespændingen konstant 1,6 V uanset om
strømmen i transistoren ændrer sig, og dette betyder
nu, at i det øjeblik gate 2 når ned til 1,6 V er
forstærkningen lig med én. Efter denne modifikation
kunne det nok være der kom regulering. Ved
de største signaler fra lokale hams målte jeg nu kun
ca 150 mVpp på udgangen af IC1, og ved et input
fra en signalgenerator på + 20 dBm = 3 V blev
output fra IC1 målt til 1,5 Vpp.
Modtageren manglede nu kun at få smukseret
hangtiderne lidt for at komme til at lyde godt. Først
blev dog AGC detektoren ændret fra enkelt diode
ensretning til spændingsdobler. Dette blev gjort ved
at udskifte dioden D78 med en silicium diode
1N4148 eller lignende, og samtidig indsætte 4,7 nF
i serie med L17 til anoden på dioden. Fra D78s
anode og til punktet R236/C117 der er lig med -5
V, forbindes ligeledes en diode med katoden til
punktet 4,7 nF/anoden på D78. Endvidere har jeg
ændret funktionen »AGC off« til at være en hurtigere
regulering end i stilling »fast«. Det gøres ved at
indsætte en modstand på 2,2 Mohm i serie med
dioden D79s anode. Ønskes denne funktion ikke,
monteres en modstand på 10 kohm i stedet, og
»AGC off« -funktionen virker som før. Denne modstand
skal være der, ellers risikere man at brænde
Q37 af, fordi vi jo har fjernet R125. For hangtidens
vedkommende kan nævnes, at C53 er ændret fra
33 nF til 0,47 uF til 1 uF kondensator, IKKE
elektrolyt type, og C54 er ændret fra 0,47 uF til 1 uF
tantal, samt at R124 er ændret fra 22 kohm til 2,2
kohm, og C51 ændres fra 2,2 uF til 1 uF.
At yderligere ændringer kan nævnes, at R131 er
ændret fra 4,7 kohm til 10 kohm og R161 er ændret
fra 1 kohm til 10 kohm, samt at C95 er udskiftet til
470 pF. Dette giver en samlet forøgelse af forstærkningen
på ca 6 dB.
Da senderen blev tastet første gang efter de
foran beskrevne ændringer fik jeg et chock. Senderen
trak en meget stor strøm, og viste intet output.
Den var med andre ord gået i selvsving på en
frekvens der lå udenfor filtrenes gennemgangsområde.
Problemet viste sig at være Q8, der havde
fået forrykket sit stel referencepunkt, og dermed var
OZ JUN11985