Kan vi forstå muslimer - og de os - Nyimpuls.dk

Også Judas, som her kaldes den 13.discipel, har haft en
drøm, som han fortæller Jesus. I den så han 12 disciple
forfølge og stene ham. Men så blev han løftet op til et
vidunderligt sted. Jesus svarer, at et så guddommeligt sted
har ingen jordisk fødte mulighed for at komme, det er kun
for de, der skal forblive og hvile i højere riger. Mellem
brudstykkerne synes Jesus at sige: ”Du vil være den 13.
og du vil blive forbandet af kommende slægter, men du
vil komme til at herske i de sidste tider.”
(Apropos eventyrenes uheldige 13.person!)
Jesus siger derefter til Judas: “Kom, jeg vil lære dig om
hemmeligheder, ingen nogensinde har set. For der findes
et stort og evigt rige, hvis grænser ingen engel har set,
hvor den store usynlige ånd findes, som intet øje har set,
som intet hjerte endnu har forstået, og som aldrig er blevet
kaldt ved noget navn.” Derefter kommer noget, der mest
ligner en skabelsesberetning af en eller anden gnostisk
variant, om antal af himle og engle osv.
Skriftet slutter med den kendte historie om, at Judas går
til ypperstepræsten og angiver Jesus.
Diskussionerne om dette såkaldte “Judas-evangelium”
har været meget lidt spændende. Kirken afviser selvfølgelig,
at det har nogensomhelst betydning. Den påstand,
som nogle har været fremme med, at skriftet viser der var
et aftalt spil mellem Jesus og Judas om den angivelse til
ypperstepræsten, afviser de fleste. Men lad os se, om vi
kan finde belæg for det andetsteds.
Andet kildemateriale
Det der kaldes “Urevangeliet” blev fundet i et buddhistisk
kloster i Tibet i 1800-tallet, udgivet på engelsk af
Ouseley i 1899 og oversat til dansk og udgivet af Klaus
E.Berger i 1988 (forlaget Ikan). Det skulle være skrevet
af en eller flere af disciplene og virker faktisk ægte nok,
for hvad der står her om Judas, svarer meget godt til det,
Martinus har sagt.
I kapitel 75 (om det sidste påskemåltid) står der, at Jesus
idet han rækker et brød til Judas siger; “Hvad du vil gøre,
gør det snart”. Efter påskemåltidet samles de tolv disciple
til en runddans med Jesus i midten (som efter ældgammel
religiøs skik, se artiklen “Guds legemliggjorte stedfortræder”
i Impuls 1/2006). Imens går Judas til Kajfas, der
ikke virker særlig interesseret i at pågribe Jesus, han er
nærmest imod fordi det er påske, og spørger, om han virkelig
fortjener det. Det må Judas overbevise ham om.
På vejen ud fra Kajfas, står der en mand, som spørger
Judas, om han tror, de vil slå Jesus ihjel. Og Judas svarer:
“Nej, for han vil gøre et under og befri sig fra deres
hænder, ligesom da de i sin tid opirrede sig imod ham i
Kapernaums synagoge og førte ham op på bjergets top
for at styrte ham på hovedet ned. Gik han da ikke midt
igennem dem og slap uskadt bort? Han vil sikkert også
dennegang undslippe dem og bekendtgøre sig åbent og
oprette det rige, som han har talt om.”(kap.76)
Judas får en gruppe mænd med sig ud til Getsemane Have
for at anholde Jesus, som straks giver sig til kende. Det
“judas-kys” var altså slet ikke nødvendigt! Mændene
falder baglæns om på jorden, så Jesus endnu engang
må spørge, hvem de søger. Og da han igen giver sig til
kende, falder de atter baglæns om på jorden. For tredie
gang spørger Jesus dem, hvem de søger, og for tredie
gang siger de “Jesus af Nazaret”, og Jesus fortæller for
tredie gang, at det er ham.
Dette ligner umiskendeligt et ritual, et traditionsbundet
spil. Han afviser Peters forsøg på at forsvare ham ved at
henvise til, at det nu engang skal ske, som profeternes
skriftord har sagt. Fire disciple, heriblandt Judas, følger
med Jesus til ypperstepræstens palads, står der. Det tyder
på, at Judas har den reneste samvittighed.
I Mattæus-evangeliet står der i kap. 26.24-25 at Jesus ved
påskemåltidet siger: “Menneskesønnen går bort, sådan
som det står skrevet om ham, men ve det menneske, ved
hvem menneskesønnen bliver forrådt.” -Og videre: “Men
Judas, som forrådte ham, tog til orde og spurgte: “Det er
dog vel ikke mig, Rabbi? Du har selv sagt det.”
Dette er jo en mærkelig ordveksling. Hvad mon der
oprindelig kunne være ment? Måske kunne Jesus have
ment, at det var den, der forrådte hans budskab, han udtalte
ve over. Alle de bestialske overgreb, der i tidens løb
er udøvet i Jesu navn.
I vers 50 hvor Judas giver sit kys, siger Jesus til Judas:
“Ven, gør det, du er kommet for”. Selv hos Mattæus aner
vi altså et aftalt spil.
Martinus om Judas
For Martinus er personerne i Bibelen i høj grad symbolske
roller, som vi kan spejle os i og i dem genkende træk fra
os selv. Han har dog ikke accepteret den rolle, eftertiden
har givet Judas, for en person, Jesus udvælger som sin
discipel, kan ikke have så dårlig en karakter. I et foredrag
d.15/7-1937 om “Tærskelens vogter” siger han følgende
om Judas:
“Tro endelig ikke at han var nogen “bandit”, således som
man nærmest søger at give det udseende af i de overleverede
beretninger. Tro heller ikke det var de tredive
sølvpenge, der fik Judas til at forråde Jesus. Nej, Jesu
disciple var ikke en samling “banditter” eller “gniere”.
De var en gruppe væsener, der var nået så langt frem i
udviklingen, at der var naturer i dem, der gjorde dem
19