Kan vi forstå muslimer - og de os - Nyimpuls.dk

det, fordi vi mangler overblik, nemlig det overblik, som
hører vor kosmiske fremtid til. Når vi f. eks. oplever nogle
mennesker i dyb fattigdom og andre i overdådig rigdom,
nogle syge af Eids, invaliditet og andre sygdomme, og
andre er velsignet med sunde og livskraftige organismer,
nogle ofre for børnedødelighed, medens andre er velsignet
med livslang sundhed, så ser det utrolig uretfærdigt
ud, og mange vil skrige til himlen eller i raseri med knyttede
næver true af den Gud, de ikke forstår.
Her må vi imidlertid forstå, at livet er en lang læreproces,
som er både smertelig og lykkelig. Men det er faktisk
smerterne som er de mest udviklingsfremmende oplevelser,
hvorfor Martinus også taler om smerten eller lidelsen
som et ”såkaldt onde” eller endnu bedre ”et ubehageligt
gode”: ubehageligt naturligvis fordi det er smerteligt, men
til gengæld et gode fordi det er den væsentligste del af
vor kosmiske læreproces – at forstå formålet med lidelserne,
som er skabelsen af det rigtige menneske: ”mennesket
i Guds billede efter hans lignelse”. At de mange
lidende mennesker verden over kalder på vor dybeste
medlidenhed og evner til hjælp er uomtvistelig, og her
bør vi gøre, hvad vi kan. Men i samme åndedrag skal vi
med udgangspunkt i et kosmisk verdensbillede forstå, at
de samme mennesker i deres smertetilstand er stærkt på
vej til at opbygge den mentalitet af næstekærlighed, som
er det eneste helt sikre værn mod ”den trange skæbne”.
Lidelser har en rig kosmisk mission: at omskabe det
lidende menneske til ”mennesket i Guds billede efter
hans lignelse for at fuldføre løbet. Og dertil kommer, at
man jo kun møder, hvad man selv har været den første
udløsende årsag til.
Guds veje er ikke uransagelige
Vi hører ofte – undertiden fra præsten, at ”Guds veje er
uransalige”. Men Guds veje er ikke uransagelige. Det
er Guds vilje at stimulere til ransagelse og ikke mindst
selvransagelse. Vi skal lære os selv at kende.
I sandhedens interesse vil man imidlertid selv efter
ihærdig og velment ransagelse undertiden stå magtesløs.
Baggrunden er, som det også fremgår af ovennævnte, at
årsagen til ens sygdom eller anden smerte evt. ligger i et
tidligere liv. Skæbnebuerne overskrider tid og rum.
Jamen, når Gud er så kærlig, hvorfor er årsagerne til vore
smerter og lidelser så ikke åbenlyse for enhver, så var der
jo ingen baggrund for at føle sig uretfærdig behandlet,
og så ville mange flere tro på Gud, og flugten fra kirken
måske ophøre? Hvorfor kan vi f. eks. ikke blot huske
vore tidligere inkarnationer, så ville man jo finde mening
i lidelserne?
Livets mening
Svaret er, at livet naturligvis har en mening, selv om vi
ikke umiddelbart kan få øje på den. Men netop det er
34
hensigtsmæssigt. Hvis alt var åbenbaret for os, så var
der ingen spore til noget af det vigtigste i livet, nemlig at
søge. Og som bekendt hedder det: søger og du skal finde.
Denne evige søgen er en af de mentale kræfter, der binder
de enkelte liv sammen i en reinkarnationskæde, der netop
udgør en faktor, der giver livet mening. Derved bliver livet
mening i sig selv. Livets mening er livet.
Prøv en gang at tænke den tanke, at der kun var et eneste
stakket liv. Hvad så med al den erfaring og al den viden,
man har bragt til verden. Så ville alt det være pist væk!
– borte med blæsten! Der ville ikke eksistere individuel og
global udvikling. Vi ville stagnere på et primitivt niveau
uden udsigt til et bedre liv. Alt ville være meningsløst.
Men sådan er livet ikke. Darwins udviklingsteori er en
død sild, når den står alene. (men kan få mening i en større
sammenhæng, men det er en helt anden historie, som må
vente til en anden gang.)
Alt er såre godt
I sine kommentarer til ovennævnte Martinus–citat fremdrager
Rene’ Dybdal Pedersen det klassiske teodice’spørgsmål,
der lyder: hvis alt er såre godt, hvorfor er
der så lidelse og ondskab i verden? – Man kan også med
nogen ret spørge: Hvor kan en alkærlig, almægtig og alvis
Guddom acceptere al den såkaldte ondskab i verden?
Spørgsmålet har været stillet utallige gange – og bliver
det stadig, hver gang menneskene udsættes for smerte
og lidelser, som de ikke umiddelbart kan få øje på en
udløsende årsag til.
Svaret er, som det også fremgår af ovennævnte udredning,
at uanset hvilken form for lidelse eller smerte, det drejer
sig om, så er man selv den første udløsende årsag. Når
det ofte – ja, meget ofte – er umuligt direkte at pege på
en årsag, som f. eks, at man har kørt for stærkt i sin bil,
at man har glemt at betale forsikringspræmie, at man har
ladet raseriet løbe af med sig eller mishandlet sin organisme
eller helt andre ting, som uden besvær kan kæde
årsag og virkning sammen, så vil man opleve sig som et
uskyldigt offer – ja, i værste fald endog anklage Gud i
himlen. Og går man til præsten med sin ulykkelige anklage,
vil man måske høre det ret almindelige svar: Guds
veje er uransalige.
Men Guds veje er ransalige, og det er vor spændende og
vidunderlige opgave at ransage dem efter bedste evne.
Et første skridt – og det er faktisk ikke i sig selv en helt
lille sag – er at prøve at forstå sig selv. Der er arbejde til
mange liv. Gad vist om vi nogensinde bliver færdige med
det? Svaret kan meget let være Nej! Heldigvis!