Den skjulte klassiske betingning ved operant betingning

Den skjulte klassiske betingning ved operant
betingning
Eller hvorfor der er bedre at træne med positiv forstærkning
Af Nanna Mia Hansen, BSc, EBW, Exam DAT
Copyright © 2012 af Nanna Mia Hansen
Klassisk og operant betingning er blot to blandt flere læringsformer hos heste, men det er de to
læringstyper, der oftest benyttes i den praktiske træning af heste.
Ved klassisk betingning dannes en association mellem flere stimuli f.eks. mellem lyden af
foderdøren der åbnes og den snarlige ankomst af foder i krybben. Hesten lærer altså, at den ene
stimulus signalerer efterfølgelsen af en anden stimulus og denne association finder sted
uafhængigt af hestens adfærd. Selvom hesten gennem klassisk betingning lærer, at lyden af
foderdøren betyder, at den snart bliver fodret, er det ikke den klassiske betingning, der er
ansvarlig for, at hesten før hver fodring vrinsker, kaster med hoved eller sparker på boksdøren til
fodret er i krybben. Den adfærd har hesten – ofte til staldmesteren store fortrydelse – lært
gennem operant betingning og det er oftest staldmesteren selv, der har lært hesten det uden at
være klar over det. Ved operant betingning gøres det mere eller mindre sandsynligt, at hesten
udfører en adfærd afhængig af adfærdens konsekvenser. Medfører konsekvensen en
tilfredsstillende tilstand for hesten, vil der være en tendens til at adfærden gentages. Medfører
konsekvensen derimod en irriterende tilstand for hesten, vil det være en tendens til at adfærden
ikke gentages.
Det lyder umiddelbart til, at operant betingning er den mest brugbare læringsform til at ændre
hestens adfærd. Det er da også korrekt, hvis man f.eks. vil lærer hesten at stoppe, når man tager i
tøjlen eller en anden lignende adfærd. Imidlertid er hestes – og menneskers - adfærd også i høj
grad styret af de associationer de har til forskellige situationer: De fleste mennesker enten har
eller kender nogle der har dårlige associationer til det at gå til tandlægen, fordi et tandlægebesøg
tidligere har været forbundet med ubehagelige undersøgelser og operationer eller fordi vi har hørt
andres skrækhistorier og set deres angst ved tandlægebesøg. Da tandlægebesøg er associeret med
ubehag, vil vi ofte forsøge at undgå tandlægebesøget ved at finde på undskyldninger for hvorfor
det skal udskydes og når vi endelig tager os sammen til at tage af sted, fordi vi ved at det i
længden er det bedste for os, vil vi være nervøse og anspændte. Heste er ikke i stand til at
efterrationalisere, så er der noget, en hest synes er ubehageligt, vil den forsøge at undgå det og
den vil være nervøs og anspændt hvis den ikke kan slippe væk. Nogle har måske oplevet, at deres
1

unghest var let at fange på marken, så længe den blot blev taget på stald for at få foder, men så
snart den blev sat i træning begyndte den ikke at ville fanges på marken. Har man været ejer af en
hest, der ikke ville fanges på marken har man måske alternativt oplevet, at man har været den
eneste, der ikke kunne fange hesten – alle andre kunne gå direkte hen og lægge grime på den. Det
er, fordi hesten i det første eksempel i starten associerede det at blive fanget på marken med at få
foder dvs. en positiv association, men senere blev associationen ændret til træning dvs. en negativ
association, mens hesten i det andet eksempel har associeret det at blive fanget af ejeren med
træning (en negativ association), mens den ikke har samme association når den bliver fanget af
andre personer. Det er altså tydeligt, at hestens adfærd i høj grad er betinget af hvilke
associationer den har til forskellige situationer. Ved at ændre hestens association eller ombetinge
situationen til noget positivt, kan man altså ændre hestens adfærd uden brug af operant
betingning.
Vi vil nu se nærmere på klassisk og operant betingning.
Klassisk betingning
Klassisk betingning er en betegnelse for indlæringen af reflekser. En refleks er en automatisk,
konsistent motorisk eller sekretorisk respons på en stimulus. Der findes to typer af reflekser
nemlig ubetingede (eller ikke indlærte) reflekser og betingede (eller indlærte) reflekser.
Ubetingede reflekser er kendetegnet ved at:
- De findes hos alle artens medlemmer
- De kun varier lidt individerne imellem
- De er til stede når hesten bliver født eller fremkommer på bestemte stadier i udviklingen
- De er permanente
(Chance, 1999; Rasmussen, 2005).
Betingede reflekser er som sagt indlærte og er kendetegnet ved at:
- De kan variere betydeligt fra individ til individ
- De er ikke er permanente
- De kan aflæres
(Chance, 1999).
Det var Ivan Pavlov der i slutningen af det 19. århundrede opdagede, at reflekser kan læres. Pavlov
studerede oprindeligt fordøjelsen hos hunde. Et stykke inde i studiet opdagede Pavlov, at hundene
begyndte at producere fordøjelsesvæsker så snart de blev bragt ind i laboratoriet, hvor de blev
fodret i forbindelse med forsøget. Pavlov besluttede sig for at undersøge hvorfor, hundene
begyndte at savle, inden de fik mad i munden og opstillede derfor en række forsøg til at undersøge
det, der nu kaldes klassisk betingning.
2

Pavlov kaldte medfødte reflekser for ubetingede reflekser fordi de forekommer mere eller mindre
ubetinget. En ubetinget refleks består af en ubetinget stimulus, som medfører en ubetinget
respons. Foder er f.eks. en ubetinget stimulus der pålideligt fremkalder spytproduktion som
ubetingede respons.
En refleks læres ved gentagne gange at efterfølge en neutral stimulus, dvs. en stimulus, som ingen
betydning har for dyret med en ubetinget stimulus f.eks. foder. I sine forsøg benyttede Pavlov
lyden af en klokke som neutral stimulus. Når lyden af klokken pålideligt fremkalder spytproduktion
siges refleksen at være betinget (dvs. indlært) og kaldes derfor for en betinget refleks. Den
tidligere neutrale stimulus kaldes nu en betinget stimulus, mens den tidligere ubetingede respons
nu kaldes for en betinget respons (Chance, 1999). Se figur 1, for trinvis illustration af betingning.
Hvad der er mere interessant er, at følelsesmæssige responser kan betinges, som Watson &
Rayner (2000) opdagede i starten af 1920’erne (i deres studier om frygtbetingning). Dvs. at hesten
kan associere forskellige personer og situationer med henholdsvis velbehag og frygt.
Det centrale ved klassisk betingning er, at den neutrale - og den ubetingede stimulus altid
præsenteres uafhængigt af hestens adfærd. Det hesten lærer, er sammenhængen mellem to
stimuli og ikke hvordan den skal reagere på en bestemt stimulus (Chance, 1999).
3

Figur 1
Før betingning
Den ubetingede stimulus
”mad”
Den neutrale stimulus
”klokke”
Under betingningen
Den neutrale stimulus
”klokke”
Efter betingningen
Den betingede stimulus
”klokke”
Den ubetingede stimulus
”mad”
Den ubetingede respons
”savlen”
Ingen respons
”ingen savlen”
Den ubetingede respons
”savlen”
Den betingede respons
”savlen”
4

Variabler der påvirker klassisk betingning
Der er en række variabler,
der påvirker klassisk
betingning: Klassisk
betingning kan kun finde sted
når den neutrale stimulus
bliver præsenteres inden den
ubetingede stimulus
præsenteres eller når der er
et lille overlap mellem den
neutrale stimulus og den
ubetingede stimulus. Klassisk
betingning kan ikke finde
sted hvis den neutrale- og
den ubetingede stimulus
præsenteres samtidig eller
hvis den ubetingede stimulus
præsenteres før den neutrale
stimulus (Chance, 1999).
Forsøger man at få hesten til at associere noget den er bange for med noget positivt, skal man
altså først vise hesten det, den er bange for og derefter give den en godbid. Er hesten f.eks. bange
for klippemaskinen skal man tænde klippemaskinen og derefter give hesten en godbid. Gør man
det omvendt, altså giver hesten godbidden først for derefter at tænde for klippemaskinen, vil
hesten associere godbidden med forekomsten af klippemaskinen og den kan i sidste ende blive
bange for godbidden.
Det er lettest at betinge nye stimuli. Præsenteres en stimulus derimod flere gange uden at blive
efterfulgt af en bestemt ubetinget stimulus, vil det nedsætte dens senere evne til at blive en
betinget stimulus, hvilket benævnes latent hæmning (Chance, 1999).
Det er derfor vigtigt at nye stimuli, der præsenteres for hesten, ikke bliver efterfulgt af ubehag.
Bliver hesten forskrækket første gang den bliver trukket ud på ridebanen eller første gang den får
saddel på, er der derfor en risiko for at ridebanen eller sadlen bliver en betinget stimulus, der
udløser frygt.
Tidsrummet mellem præsentationen af den neutrale stimulus og den ubetingede stimulus har
også betydning for betingningen. Chancen for betingning er generelt størst, når tidsrummet
mellem de to stimuli er mindre end 1 sekund.
Endvidere varierer hastigheden hvormed den neutrale stimulus bliver betinget med graden af hvor
afhængig den neutrale stimulus er af den ubetingede stimulus – jo oftere den neutrale stimulus
5

forekommer uden at blive efterfulgt af den ubetingede stimulus, jo længere tid vil der gå før
hesten danner en association mellem de to stimuli (Chance, 1999). Enhver der har prøvet at have
en hest, der er bange for dyrlægen ved hvor besværligt det kan være. For at undgå at hesten
associerer dyrlægen med frygt, kan man bede dyrlægen om at klappe hesten, når han kommer for
at tilse de andre heste i stalden. I tråd med ovenstående er det også en god idet at introducere en
ny hest til dyrlægen, inden den skal behandles.
Udsletning
Når en betinget stimulus flere gange præsenteres uden at blive efterfulgt af den ubetingede
stimulus, vil den betingede stimulus blive udslettet, dvs. at den betingede respons ikke længere vil
forekomme (eller ikke forekommer oftere end før betingningen). Den betingede respons kan dog
pludselig komme tilbage efter en hvileperiode. Dette kaldes spontan generhvervelse. Udslettet
adfærd vedbliver med at være sensitiv til miljømæssige signaler og kan genetableres hurtigere end
den blev etableret første gang (Chance, 1999).
Operant betingning
Begrebet ”operant” dækker over en klasse eller kategori af adfærd, der påvirker (eller opererer på)
individet eller dets omgivelser. Ved operant betingning ændres hestens adfærd på baggrund af
adfærdens konsekvenser.
Det var Edward Lee Thorndike der i slutningen af det 19. århundrede på baggrund af en række
forsøg omhandlende dyrs intelligens formulerede effekternes lov. Thorndike observerede at
handlinger der placerede dyret i tilfredsstillet tilstand havde en tendens til at blive gentaget mens
handlinger der placerede dyret i en irriteret tilstand havde en tendens til ikke at blive gentaget.
Heraf sluttede Thorndike, at sandsynligheden for at en handling finder sted i en given situation,
afhænger af hvilke konsekvenser handlingen har haft i tidligere tilsvarende situationer, dvs.
adfærd er en funktion af dets konsekvenser.
I 1930’erne begyndte B. F. Skinner en række studier, der byggede videre på Thorndikes forskning.
Ifølge Skinner består en operant procedure af tre elementer nemlig situationen i hvilken adfærden
forekommer(stimulus = S), selve adfærden (responsen = R) samt adfærdens konsekvens (stimulus
= S).
På baggrund af sine studier opstillede Skinner fire procedurer hvormed sandsynligheden for, at en
respons fremkommer øges eller mindskes:
- Positiv forstærkning
- Negativ forstærkning
- Positiv straf
- Negativ straf
6

Forstærkning øger sandsynligheden for at responsen bliver gentaget, mens straf mindsker
sandsynligheden for at responsen bliver gentaget (Chance, 1999).
Som vi kan se, bliver forstærkning inddelt i positiv og negativ forstærkning og straf bliver inddelt i
positiv og negativ straf. I denne sammenhæng skal positiv ikke forstås som ”godt” og negativ skal
ikke forstås som ”dårligt”, begreberne skal i stedet forstås rent matematisk: ”Positiv” kan forstås
som ” + ”, altså at noget tilføres, mens negativ kan forstås som ”- ”, altså at noget fjernes.
Det tydeliggøres af de nedenstående definitioner:
Ved positiv forstærkning øges
hyppigheden af en respons ved
tilførslen af en stimulus.
Ved negativ forstærkning øges
hyppigheden af en respons ved
fjernelsen af en stimulus.
Ved positiv straf mindskes
hyppigheden af en respons ved
tilførslen af en stimulus.
Ved negativ straf mindskes
hyppigheden af en respons ved
fjernelsen af en stimulus.
7

Eksempel på positiv forstærkning
Positiv forstærkning er den procedure hvor hyppigheden af en given adfærd (respons)
øges ved tilførslen af en stimulus. Denne stimulus kaldes en positiv forstærker og er oftest
noget hesten selv vil opsøge f.eks. foder eller social kontakt.
Her snuser Question til keglen. Jeg klikker for at markere, at det er den ønskede adfærd og
giver ham en godbid øjeblikket efter. Question øger hyppigheden hvormed han snuser til
keglen – det er beviset for, at godbidden fungerede som en positiv forstærker.
Husk, vi ved først at adfærden er blevet forstærket i det øjeblik, frekvensen af
adfærden øges.
Hvis godbidden ikke øger sandsynligheden for at hesten i fremtiden rører ved keglen næste
gang den ser den, kan det enten være fordi hesten ikke finder godbidden så attraktiv eller
fordi den ikke har associeret det at røre ved keglen med at få godbidden. Hesten ved ikke,
hvad jeg ønsker af den og kan kun gætte sig frem – foretager den en anden adfærd samtidig
med at den snuser til keglen f.eks. at slå med halen, kan den lige så vel associere denne adfærd
med godbidden.
Eksempel på den positive forstærkningsprocedure:
Diskriminativ stimulus Respons Positiv forstærkning
S D
Synet af keglen
R S R+
Hesten snuser
til keglen
Hesten får
foder
Øget sandsynlighed for at hesten snuser til keglen, næste gang den ser keglen
8

Eksempel på negativ forstærkning
Ved negativ forstærkning øges hyppigheden af en given adfærd ved fjernelsen af en
stimulus. Denne stimulus kaldes en negativ forstærker og er oftest noget hesten forsøger at
undgå f.eks. pres. Selvom det umiddelbart er presset der motiverer hesten til at reagere (dvs.
at prøve at undgå presset), så er det fjernelsen af presset, der får hesten til at gentage
handlingen, næste gang den bliver udsat for en tilsvarende stimulus (Chance, 1999).
Eksempel på den negative forstærkningsprocedure:
Diskriminativ stimulus Respons Negativ forstærkning
S D
Rytteren tager i
tøjlen
R S R-
Hesten stopper Rytteren giver
efter på tøjlen
Øget sandsynlighed for at hesten stopper næste gang rytteren tager i tøjlen
Om primære og sekundære forstærkere
Der findes to typer af forstærkere nemlig primære forstærkere som har en medfødt
forstærkende effekt på hesten f.eks. foder – og sekundære forstærkere som får deres effekt
fra deres association med primære forstærkere. Sekundære forstærkere er altså betingede
forstærkere og kan f.eks. være verbal ros, en kliklyd eller det at klappe hesten på halsen.
Det har altså ingen effekt i sig selv at sige ”dygtig” til hesten. Klapper eller roser man derimod
hesten konsekvent inden man giver den en godbid (positiv forstærkning) eller en pause
(negativ forstærkning), vil hesten associere klappet/rosen med at få en godbid/pause. Det er
vigtigt at huske på, at den sekundære forstærker (klappet/rosen) altid skal efterfølges af den
primære forstærker for at bevare sin betydning ellers vil den betingede stimulus nemlig
udslettes som beskrevet i afsnittet om klassisk betingning.
9

Eksempel på positiv straf
Eksempel på den positive strafprocedure:
Diskriminativ stimulus Respons Positiv straf
S D
Rytteren rider mod
et spring
R S P+
Hesten springer
forhindringen
Rytteren kommer
til at rykke hesten i
munden
Mindsker sandsynligheden for at hesten springer forhindringen i fremtiden
Ved positiv straf mindskes hyppigheden af en given adfærd (respons) ved tilførslen af
en stimulus.
En kort bemærkning om positiv straf
Selvom det ikke er artiklens fokusområde, synes jeg ikke, at jeg kan nævne positiv straf uden kort
at kommentere det. Positiv straf bliver i min optik benyttet alt for ofte og for uovervejet og hører
ikke hjemme i den daglige træning af hesten.
Husk på, at en uønsket adfærd ligesom ønsket adfærd vedbliver med at blive vist fordi det bliver
forstærket. Ved at undersøge hvad der forstærker den uønskede adfærd og fjerne forstærkningen,
vil adfærden forsvinde af sig selv med tiden. Det er helt etisk uforsvarligt at straffe hesten uden
samtidig at gøre sig den ulejlighed at fjerne forstærkningen. Det vil svare til på den ene side at
træne hesten til at udføre en adfærd for derefter at straffe hesten for at gøre det selv samme!
10

Eksempel på negativ straf
Ved negativ straf mindskes hyppigheden af en given adfærd ved fjernelsen af en stimulus.
Billedserien viser en kombination af negativ straf og positiv forstærkning: Question er for voldsom
og muler for at få godbidden. Årsagen til den lidt voldsomme adfærd er, at Question er lidt
stresset over at stå på broen og han har derfor sværere ved at kontrollere sin adfærd,
sammenlignet med når han er afslappet (billede 1). Jeg tager derfor hånden med godbidden om på
ryggen og fjerner dermed godbidden – det er den negative straf. Question er allerede begyndt at
trække hovedet til sig (billede 2). Question står nu pænt og får sin godbid – positiv forstærkning
(billede 3 og 4).
Eksempel på den negative strafprocedure:
Diskriminativ stimulus Respons Negativ straf
S D
Syn af godbid
R S P-
Hesten napper for
at få godbidden
Godbidden
forsvinder
Mindsker sandsynligheden for at hesten napper for at få godbidden
11

Klassisk betingning i operant betingning
Nedenstående illustration sammenligner procedurerne for hhv. operant og klassisk betingning:
Operant betingning:
Klassisk betingning:
S R S
NS US UR
De røde klammer viser, at der ved operant betingning præsenteres to stimuli umiddelbart efter
hinanden akkurat som ved proceduren for klassisk betingning (Chance, 1999). Dette er vigtigt at
have for øje i træningen, for hver gang man træner hesten til at udføre en bestemt adfærd f.eks.
træningen af versade eller at lære hesten at gå i trailer, så vil hhv. signalerne til versade og selve
traileren gennem klassisk betingning blive associeret med enten velbehag eller ubehag, alt efter
om signalerne/traileren bliver efterfulgt af noget hesten godt kan lide eller af noget den finder
aversivt.
Et fransk forskningsforsøg har vist, at den type af forstærkning, som hesten trænes med, påvirker
dens opfattelse af mennesker. Carol Sankey og kolleger (2010) trænede to grupper af ponyer til at
gå baglæns for en stemmekommando ved hjælp af enten positiv eller negativ forstærkning. For
begge grupper var træningen bygget op således at en stemmekommando blev givet og reagerede
ponyen ikke efter 10 s., blev stemmekommandoen givet igen. Anden gang signalet blev givet,
trådte forsøgslederen i gruppen ”positiv forstærkning” et skridt hen mod ponyen, men lagde
hverken pres i grimen eller på ponyen. Tog ponyen et skridt baglæns i de efterfølgende 10 s., fik
den en godbids-belønning og træningen blev afsluttet. Anden gang signalet blev givet i gruppen
”negativ forstærkning”, begyndte forsøgslederen samtidig at vibrere en pisk foran hovedet på
ponyen, indtil den tog et skridt baglæns eller i max. 10 s. Reagerede ponyerne i begge grupper ikke
2. gang, blev procedurerne gentaget en 3. gang. Ponyerne blev trænet i 1-3 min. ad gangen i 5
dage. Under forsøgene blev hestenes hjerterytme målt og adfærds observationer blev foretaget.
Resultatet af studiet viste, at ponyerne trænet med negativ forstærkning havde en signifikant
højere hjerterytme end ponyerne trænet med positiv forstærkning, hvilket kan tyde på, at
ponyerne i gruppen ”negativ forstærkning” havde et højere stress-niveau eller oplevede en højere
grad af negative emotioner sammenlignet med ponyerne i gruppen ”positiv forstærkning”.
Målingerne viste endvidere, at denne højere hjerterytme fra 3. træningsdag var til stede allerede
inden stemmekommandoen blev givet, hvilket kan tyde på, at forventningen om den forstående
12

træning eller selve trænerens tilstedeværelse var nok til at øge hjerterytmen.
Adfærdsobservationerne viste, at ponyer trænet med negativ forstærkning lagde ørerne tilbage og
kastede med hovedet under træningen samt udførte tilbagetrædningsøvelsen med en højere
hovedholdning end ponyerne trænet med positiv forstærkning, hvilket er tegn på nervøsitet og
ophidselse.
Ponyerne fik før og efter træningen testet deres adfærd over for mennesker i en ”motionless
person test”, hvor ponyen slippes løs i et mindre indelukke med en ubevægelig person i 5 min. og
ponyens adfærd observeres. Inden træningen begyndte udviste ponyerne i begge grupper ens
adfærd i testen. Efter træningen derimod viste ponyerne i gruppen ”positiv forstærkning” øget
interesse for mennesker og opsøgte kontakt, mens ponyerne i gruppen ”negativ forstærkning”
søgte mindre kontakt. Denne tendens viste sig igen, da testen blev gentaget efter 5 måneder med
en ukendt person (ibid).
Ovenstående studie viser altså, at den type af forstærkning, der anvendes i træningen af hesten,
kan have stor indflydelse på hvordan hesten opfatter ikke blot træningen og træneren men også
mennesker generelt.
Ridning er baseret på negativ forstærkning idet alle hjælperne med undtagelse af stemmen bygger
på denne procedure. Set i lyset af ovenstående studie betyder dette så, at ridningen i sig selv
forværrer forholdet til hesten? Det mener jeg ikke, det gør. Jeg synes, at det er vigtigt at skelne
mellem et guidende pres som når man anstiller tøjlen eller lægger schenklerne til hesten og et
smertefuldt pres som f.eks. at hive i tøjlen eller bore sporerne ind i siden på hesten.
Smerte er en ubetinget stimulus, som refleksmæssigt udløser den ubetingede respons frygt. Frygt
vil igen udløse flugt eller forsvar. Træner man en ny øvelse, som hesten har svært ved f.eks.
versade, kan man være fristet til at eskalere signalerne, hvis hesten spænder op og går mod
hjælperne. Dette er dog et tegn på, at man ikke har forberedt hesten godt nok og at man bør
arbejde mere med de grundlæggende øvelser eller forsøge sig med en anden fremgangsmåde til at
lære hesten øvelsen. Bliver man alligevel fristet og eskalerer signalerne risikerer man følgende:
Procedure ved betingning:
Neutral stimulus
Signal til versade
Ubetinget stimulus
Ubehag
Ubetinget respons
Frygt
13

Nemlig at hjælperne til versade bliver en betinget stimulus, der udløser frygt og en ond cirkel kan
opstå hvor jo mere rytteren eskalere signalerne, desto hurtigere spænder hesten op, indtil hesten
bliver anspændt, så snart rytteren lægger an til øvelsen. Kommer man i en sådan situation er det
bedre at stoppe øvelsen og fokusere på at få hesten til at slappe af. Man behøver ikke bekymre sig
om, at hesten ”vinder kampen” – McGreevy, Oddie, Burton og McLean (2009) har sammenlignet
de typer af adfærd, som heste udviser over for hinanden, med de typer af adfærd som heste
udviser overfor mennesker og som mennesker udviser overfor heste. De fandt, at enkelte af de
adfærdstyper heste og mennesker viser overfor hinanden minder om de adfærdstyper som heste
udviser overfor andre heste, når hesten håndteres fra jorden, men at det dog ikke er tilstrækkeligt
at basere træningen af hesten på disse få fællestræk i adfærd. Når hesten trænes under rytter
falder raten af overlappende adfærdstyper drastisk - at klø hesten på manken er sandsynligvis den
eneste del af hestens adfærdsrepertoire, der har betydning for hesten, når den bliver redet –
forskerne konkluderer derfor, at de læringsteoretiske principper spiller den største rolle for
træningen af hesten under rytter (ibid.). Endvidere argumenteres der inden for den akademiske
verden for, at dominans hest – menneske imellem ikke har relevans for træningen eller
håndteringen af hesten (McDonnell, 2003).
Når hesten ikke vil læsses i trailer eller nærme sig andre ting, den er bange for, er det fordi
traileren mfl. udsender et pres, som hesten forsøger at undgå. For at kunne bruge negativ
forstærkning i en sådan situation, skal det pres, man lægger på hesten, være større end det pres
traileren udsender ellers vil det jo ikke være forstærkende for hesten at nærme sig traileren, som
den er bange for. Dermed er det oftest nødvendigt at benytte et højt niveau af pres f.eks. pisketap
og man risikerer derfor let, at traileren vil blive en betinget aversiv, der udløser frygt:
Procedure ved klassisk betingning:
Neutral stimulus
Syn af trailer
Efter betingning:
Betinget stimulus
Syn af trailer
Ubetinget stimulus
Pisketap
Betinget respons
Frygt
Ubetinget respons
Frygt
Så selv om den negative forstærkning vil øge sandsynligheden for, at hesten træder frem mod
traileren, når den bliver tappet med pisken, kan samme metode altså have den sideeffekt at
hesten bliver mere stresset ved situationen, da den gennem klassisk betingning kan associere
14

traileren med forekomsten af yderligere ubehag (pisketappet). Metoden kan resultere i, at hesten
måske nok lærer at blive læsset i trailer, men at den vedbliver med at være utryg ved at være i
traileren, hvilket dels øger risikoen for, at den kommer til skade i traileren, dels øger dens
stressniveau og dermed risikoen for, at den bliver forskrækket efter den er læsset af traileren –
hvilket er en ulempe, hvis man f.eks. kører hesten til stævne.
Vælger man derimod at træne trailerlæsning vha. positiv forstærkning f.eks. ved at lære hesten at
følge et target (et ”mål” som hesten skal røre med mulen) og derefter bruger target til gradvist at
lede hesten op i traileren vil hesten 1) kunne gå op i traileren i det tempo den er tryg ved, hvilket
vil sænke dens stressniveau, 2) lære at associere traileren med velbehag gennem klassisk
betingning:
Procedure ved betingning:
Neutral stimulus
Syn af trailer
Efter betingning:
Betinget stimulus
Syn af trailer
Ubetinget stimulus
Foder
Betinget respons
Velbehag
Årsagen til at hesten er uvillig til at
nærme sig traileren er fordi traileren
udsender et negativt pres, som
hesten forsøger at undgå. Vil man
træne hesten til at blive læsset vha.
negativ forstærkning er det
nødvendigt, at det pres man lægger
på hesten er større end det pres,
traileren udsender. Denne metode
stresser hesten og er potentiel uetisk
at benytte. Et bedre alternativ er at
få hesten til at associere traileren
med noget positivt og dermed fjerne
det negative pres traileren udsender.
Ubetinget respons
Velbehag
Heste, der har lært at blive læsset vha. positiv forstærkning vil ikke blot gå op i traileren, fordi den
har lært det via operant betingning, men også fordi den er motiveret til at gå derind, da den
forbinder det med noget rart. Da hesten nu er tryg ved at være i traileren, nedsætter det risikoen
for skader under transporten og hesten vil have større overskud til et evt. stævne den
transporteres til.
15

Det tog Question ca. 10 min at blive tryg ved den
flagrende presenning. Question er ret nervøst anlagt
og var tydelig bange for presenningen i starten af
billedserien, men jeg lod ham nærme sig den i sit
eget tempo og forstærkede ethvert tilløb til at
nærme sig eller undersøge presenningen. Dette
gjorde, at han hurtigt ændrede sit opfattelse af
presenningen og da jeg efter træningen slap ham løs
på banen, gik han selv hen til den for at undersøge
den for foderrester.
Et studie fra Københavns Universitet har undersøgt hestes adfærd ved trailertræning med hhv.
positiv- og negativ forstærkning. 12 heste som ejerne havde besvær med at læsse deltog i studiet
og blev tilfældigt inddelt i én af de to grupper. Heste der blev trænet med positiv forstærkning
lærte først at følge et target. Hver gang hesten rørte target med mulen trykkede træneren på en
”klikker” og hesten fik en godbid. Efter hesten havde lært at følge target blev det gradvist flyttet
længere ind i traileren indtil hesten kunne læsses. Heste trænet med negativ forstærkning lærte
først at gå forlæns, baglæns samt at stå stille: Træneren gav først hesten et pres i grimen og
reagerede hesten ikke på dette, blev signalet intensiveret ved også at tappe hesten med en pisk.
Så snart hesten reagerede, blev påvirkningen af hesten indstillet. Efter hesten havde lært
signalerne blev den trænet til gradvist at gå længere og længere ind i traileren.
Studiet viste at, at hesten trænet med negativ forstærkning udviste signifikant flere tegn på
ubehag (målt på det antal gange hesten vendte det hvide ud af øjnene, spærrede næseborrene op
og piskede med halen) end heste trænet med positiv forstærkning. Heste trænet med negativ
forstærkning søgte også signifikant oftere at undgå træningen (målt på det antal gange hesten ikke
reagerede korrekt på signalet).
Et andet fund var at heste trænet med positiv forstærkning brugte kortere tid per træningssession
til at opfylde træningskriteriet for træningssessionen. Konkluderende var hestene i gruppen
”positiv forstærkning” hurtigere at træne og udviste færre stressresponser (Hendriksen, Elmgren
& Ladewig 2011).
Innes og McBride (2008) undersøgte hvilken effekt træning med hhv. positiv- og negativ
forstærkning havde på rehabiliteringen og træningen af 16 ponyer i alderen 6-18 mdr. som var
blevet fjernet pga. vanrøgt. Efter ponyerne var kommet sig fysisk blev de opdelt i to grupper og i 7
uger trænet med enten positiv- eller negativ forstærkning til at blive ført i grime, stå stille og blive
røgtet samt at blive ledt gennem en forhindringsbane og ind i en trailer. Resultatet af studiet viste,
at ponyerne trænet med positiv forstærkning var mere motiverede for at deltage i træningen og at
de i højere grad end ponyerne trænet med negativ forstærkning udforskede de nye objekter og
miljøer som de blev præsenteret for (ibid.).
17

Selve læringsteorien samt en række forskningsstudier tyder altså på, at heste trænet med positiv
forstærkning er mere motiverede for og mindre stressede under træningen. Studier viser
endvidere, at heste trænet med positiv forstærkning kan lære en øvelse hurtigere samt være
mere tilbøjelige til at udforske nye objekter sammenlignet med heste trænet ved brug af negativ
forstærkning.
Litteraturhenvisninger
Chance, P. (1999). Learning and Behavior 4 th ed. Brooks/Cole Publishing Company.
Hendriksen P., Elmgren K., Ladewig, J. (2011). Trailer-loading of horses: Is there a difference
between positive and negative reinforcement concerning effectiveness and stress-related signs?
Journal of Veterinary Behavior 6, 261-266.
Innes L., McBride S. (2008). Negative versus positive reinforcement: An evaluation of training
strategies for rehabilitated horses. Applied Animal Behaviour Science 112, 357-368
McDonnall S. (2003). A practical Field Guide to Horse Behavior. The Equid Ethogram. Eclipse Press
A Division of The Blood Horse, Inc.
McGreevy P. D., Oddie C., Burton F. L., McLean A. N. (2009). The horse-human dyad: Can we align
horse training and handling activities with the equid social ethogram? The Veterinary Journal 181,
12-18
Rasmussen O. (2005). Håndbog i biologiske fagtermer 2 ed. Gads Forlag
Sankey et al (2010). Reinforcement as a mediator of the perception of humans by horses (Equus
caballus). Animal Cognition 13, 752-764
Watson J. B. & Rayner R (2000). Conditioned Emotional Reactions. American Psychologist Vol 5, No
3, 312-317
18