Videndeling i daginstitutioner - Synkomm

Videndeling i 

daginstitutioner 

Afgangsprojekt 

Pædagogisk Diplomuddannelse i Medier og Kommunikation 

Afgangsprojekt 

Jysk Center for Videregående Uddannelse november 2007 

Tove Husted TH111225 

Vejleder Hans Kristensen 

Antal anslag 64123 

Opgaven må offentliggøres 

videndeling refleksion 

kommunikation praksis 

fortællinger pædagogisk 

praksis 

daginstitutionskultur 

socialkonstruktivistisklæringsteorier 

hyperkompleks

Afgangsprojekt videndeling i daginstitutioner november 2007 Tove Husted 

Indholdsfortegnelse 

Indledning .................................................................... 2 

Problemformulering....................................................................................... 3 

Metodiske overvejelser .............................................. 4 

Teori............................................................................................................... 4 

Empiri ............................................................................................................ 5 

Teori.............................................................................. 7 

Det hyperkomplekse og postmoderne samfund............................................. 7 

Tredelt kompetencebegreb ......................................................................... 9 

Viden............................................................................................................ 10 

Kvalifikationer, kompetencer, kreativitet, kultur ..................................... 11 

Socialkonstruktivistisk vidensteori........................................................... 12 

Den lærende organisation ............................................................................ 14 

Opsamling.................................................................................................... 15 

Kulturundersøgelse................................................. 16 

Artefakter ..................................................................................................... 17 

Kommunikation mellem børnehusene...................................................... 17 

Medarbejderportalen................................................................................. 18 

Ugentlige postmøder ................................................................................ 20 

Kalendere og daglige meddelelser............................................................ 20 

Håndskrevne logbøger og mødereferater ................................................. 21 

Skueværdier ................................................................................................. 22 

Praksisfortællinger.................................................................................... 22 

Grundlæggende antagelser........................................................................... 24 

Elektronisk kommunikation i daginstitutionskulturen ............................. 25 

Udvikling af pædagogisk praksis.............................. 28 

Teknologi.................................................................................................. 28 

Elektronisk kalender................................................................................. 30 

Mødereferater ........................................................................................... 30 

Praksisfortællinger.................................................................................... 31 

Opsamling................................................................................................. 32 

Litteratur................................................................... 35 

Bilagsfortegnelse..................................................... 36 

1

Indledning 


Udgangspunktet for denne opgave er mine erfaringer med og interesse for at 

arbejde med elektronisk videndeling. Jeg har beskæftiget mig med udvikling 

af intranet og elektronisk kommunikation nogle år i folkeskolen og set, hvor- 

dan elektronisk kommunikation ved hjælp af et velfungerende intranet kan 

være med til at styrke videndeling og dermed lærernes daglige pædagogiske 

praksis. På det netbaserede pd-studium på JCVU har jeg oplevet, hvordan vi- 

dendeling og samarbejde via nettet har været befordrende for min egen læring. 

Gennem mit nuværende pd-studium har jeg fået kontakt med pædagoger fra 

daginstitutionsmiljøet i Odense. Dette førte til min interesse for at undersøge, 

hvordan det forholder sig med hensyn til praktisk anvendelse af elektronisk 

kommunikation og videndeling i andre pædagogiske organisationer. Yderlige- 

re blev jeg opmærksom på, at BUPL’s udviklingsfond har fokus på ”Udvik- 

ling og formidling af pædagogers viden” (bilag 5). Dette sammen med en ud- 

bredt fordom om, at pædagoger lider af ”edb-angst” (Brandt og Aldershvile, 

2003) har skærpet min interesse for problematikken og jeg fik lyst til at under- 

søge, om - og hvordan - videndeling finder sted inden for daginstitutionsver- 

denen blandt pædagoger. 

I Odense Kommune er daginstitutionerne blevet sammenlagt til større enheder 

med fem til syv institutioner under én fælles ledelse. Disse underafdelinger 

benævnes ”børnehuse”. Børnehusene er placeret geografisk adskilt og har 

hver sin afdelingsleder. Jeg har besøgt Børnehus A flere gange og i vores 

samtaler under disse besøg, har medarbejdere og ledelse givet udtryk for, at 

dette medfører et øget behov for udveksling af informationer og kommunika- 

tion i institutionerne og mellem afdelingerne. Jeg er interesseret i at undersø- 

ge, hvordan samarbejdet fungerer mellem samarbejdspartnere på en arbejds- 

plads, hvor afdelingerne er fysisk adskilte. Jeg har en formodning om, at den 

måde informationsudveksling og videndeling foregår på nu, medfører at man- 

ge informationer går tabt, eller at de ikke når frem til de rigtige. 

2


Jeg vil i denne opgave undersøge, hvordan medarbejderne kommunikerer in- 

ternt i børnehusene og på tværs af børnehusene i en daginstitution i Odense 

Kommune. Og med baggrund i undersøgelser af teorier om forskellige opfat- 

telser af viden og videndeling, vil jeg undersøge, om elektronisk kommunika- 

tion vil kunne føre til en styrkelse af den daglige pædagogiske praksis i bør- 

nehusene. 

Problemformulering 

Hvordan kan elektronisk kommunikation via et intranet være med til at styrke 

videndeling og dermed udvikling af den daglige pædagogiske praksis i en 

daginstitution? 

3


Metodiske overvejelser 

I dette afsnit forklarer jeg, hvordan jeg har valgt at belyse problemstillingen i 

mit afgangsprojekt ud fra teori og empiri. 

Teori 

Indledningsvis giver jeg en kort karakteristik af samfundet, som det er i dag. 

Her benytter jeg mig af Nielsen (2003) og Qvortrup (2002, 2004). Denne 

samfundskarakteristik danner baggrund for en nærmere forståelse af, hvorfor 

elektronisk kommunikation er praktisk og nødvendig i en moderne organisati- 

on. 

For at kunne undersøge lærings- og udviklingsmulighederne ved at benytte 

elektronisk videndeling i daginstitutioner, benytter jeg mig af Qvortrups 

(2002, 2004) definition af, hvad viden er, og hvorledes man tilegner sig den- 

ne. Qvortrup har udarbejdet en systematik, hvor han inddeler viden i fire ni- 

veauer, hvilket jeg finder formålstjenligt som baggrund for en forståelse af 

vidensbegrebet. 

Mit læringsteoretiske ståsted i opgaven er socialkonstruktivistisk. Jeg redegør 

for socialkonstruktivistiske læringsteorier ud fra Lave og Wengers teorier om 

læring i praksisfællesskaber (Lave & Wenger, 2003), da jeg mener disse teo- 

rier i særlig grad understøtter min holdning til og erfaringer med læreproces- 

ser. Dette gælder både personligt i forhold til det netbaserede studium på 

JCVU og i relation til mit arbejde som folkeskolelærer og underviser gennem 

en årrække. 

Træk af teorier om den lærende organisation (Hildebrandt, 1997) gennemgår 

jeg for at belyse udviklingspotentialet ved brugen af elektronisk kommunika- 

tion og videndeling i daginstitutionen. 

4

Empiri 


Ud over den teoretiske tilgang bygger min projektopgave på empiri. Denne 

gennemgår jeg i afsnittet om kulturundersøgelsen, hvor jeg beskriver og ana- 

lyserer daginstitutionen i relation til Scheins teorier om kulturanalyse (Schein, 

1994). Mit fokus er særligt rettet mod at undersøge, hvordan udveksling af 

information og kommunikation i daginstitutionen finder sted. Ifølge Schein, er 

der i en organisations kultur tre niveauer, man kan undersøge: 1) organisatio- 

nens synlige strukturer og processer, som benævnes artefakter, 2) skueværdi- 

er, som er organisationens udtrykte mål og værdigrundlag og 3) de grundlæg- 

gende, underliggende antagelser. 

For at få et indblik i organisationskulturen, herunder specielt dens måde at 

håndtere information og kommunikation på, har jeg besøgt Børnehus A flere 

gange i efteråret. I den forbindelse har jeg haft samtaler med lederen af hele 

daginstitutionen, afdelingslederen for Børnehus A og to medarbejdere. Jeg har 

deltaget som observant ved et personalemøde i Børnehus A, hvor det igang- 

værende projektarbejde med at skrive praksisfortællinger var til drøftelse (bi- 

lag 6 og 7), og jeg har gennemført to interviews, ét med en medarbejder i in- 

stitutionen (bilag 2) og et med afdelingslederen i Børnehus A (bilag 1). Inter- 

viewene er gennemført som semistrukturerede kvalitative interviews. Dvs. at 

jeg har haft en overordnet plan for interviewene med angivelse af, hvad jeg 

ønskede at få belyst, men uden nogen fast struktur. Gennem disse kvalitative 

interviews søger jeg at forstå, hvordan kommunikation og videndeling foregår 

internt i børnehuset og mellem de forskellige børnehuse, samt hvordan re- 

spondenterne vurderer den interne kommunikation i institutionen, som den er 

nu. Det semistrukturerede kvalitative interview giver mulighed for, at respon- 

denterne med egne ord gør rede for de problemstillinger, de står i til daglig. 

Desuden har man i det kvalitative interview gode muligheder for at stille ud- 

dybende spørgsmål og derved følge op på udsagn. Efterfølgende har jeg for- 

tolket disse udsagn så objektivt som muligt og har i min fortolkning benyttet 

5


mig af de tre niveauer: Selvforståelse, common sense og teoretisk tolkning. 

(Kvale, 1997). 

Det kvalitative interview er at foretrække, når det drejer sig om så komplekse 

problemstillinger, som der er tale om her. En kvantificerbar spørgeskemaun- 

dersøgelse kunne jeg have valgt at benytte som supplement for at få belyst, 

hvor mange medarbejdere, der har kendskab til og umiddelbart kunne forestil- 

le sig at skulle benytte elektroniske kommunikationsmidler. Men her har jeg i 

stedet valgt at benytte mig af eksisterende undersøgelser foretaget i forbindel- 

se med to rapporter om udviklingsarbejder, der indbefatter brugen af it som 

redskab indenfor det pædagogiske område. (Brandt & Aldershvile, 2003 og 

Brendstrup & Larsen, 2005). 

6

Teori 


I mit teoriafsnit indleder jeg med en kort karakteristik af samfundet, som det 

er i dag. Denne samfundskarakteristik danner baggrund for en nærmere for- 

ståelse af, hvorfor indførelse af elektronisk kommunikation via intranet er 

praktisk og nødvendig for videndelingsprocesser i en moderne organisation. 

Dernæst belyser jeg socialkonstruktivistiske vidensteorier, idet disse danner 

baggrund for min forståelse af, hvad videndeling er. Og endelig følger en 

gennemgang af centrale temaer fra teorier om den lærende organisation som 

baggrund for at kunne sige noget om, hvordan elektronisk kommunikation og 

videndeling kan føre til udvikling af den daglige pædagogiske praksis i dagin- 

stitutionen. 

Det hyperkomplekse og postmoderne samfund 

Indledningsvis belyser jeg Qvortrups (2002, 2004) og Nielsens (2003) defini- 

tioner af samfundet, som det ser ud i dag efter industrisamfundet. De benæv- 

ner det henholdsvis som det hyperkomplekse samfund eller det postmoderne. 

Det er væsentligt som baggrund for en forståelse af, hvilke færdigheder eller 

kompetencer vi som lærere og pædagoger må beherske i dag. Da jeg i denne 

opgave har fokus på pædagogernes kompetencer, har jeg i mine teoretiske un- 

dersøgelser valgt at inddrage artiklen ”Viden indtil videre”, hvor Finn Hede- 

gaard Nielsen (2003) har nogle væsentlige pointer i relation til pædagogernes 

uddannelsesbaggrund i det postmoderne samfund. 

Nielsen beskriver det moderne samfund som værende et postmoderne sam- 

fund, idet han henviser til blandt andre Giddens. (Nielsen 2003, 2). Et sam- 

fund, der karakteriseres ved brud på traditioner, usikkerhed og uvished. Kon- 

tingens og refleksivitet er centrale begreber og mennesket i det postmoderne 

samfund er nødt til selv at finde eller skabe mening. Viden er kontinuerligt til 

diskussion og gælder kun indtil ny viden kommer til. (Nielsen, 2003). I det 

7


postmoderne samfund er der sket et skift fra, at viden er universel og altid til 

troende, til at viden kontinuerligt må opdateres. 

Qvortrup beskriver samfundsudviklingen som en bevægelse fra et samfund, 

hvor hovedudfordringen var menneskets kamp mod naturen. Et sådant sam- 

fund måtte basere sig på regelstyring og effektiv håndtering og bearbejdning 

af naturen. I det hyperkomplekse samfund i dag er udfordringen kampen mod 

kompleksitet. Vi er ikke bare usikre på vores forholden os til omverdenen. Vi 

er usikre på vores usikkerhed. (Qvortrup, 2002). 

I det hyperkomplekse samfund er alting i konstant bevægelse i forhold til hin- 

anden og samfundsforhold ændres fra dag til dag. Det hyperkomplekse sam- 

fund kendetegnes ved høj ydre kompleksitet, dvs. at samfundet består af man- 

ge flere muligheder end det enkelte menneske kan forholde sig til og kapere i 

sit system. Qvortrup mener, at det moderne menneskes svar på denne ydre 

kompleksitet er at opbygge en indre kompleksitet, dvs. hele tiden at skulle læ- 

re nyt. Det moderne menneske er nødt til at være i besiddelse af refleksive 

kompetencer, så det er i stand til at kunne udvælge den relevante viden. 

... viden er et begreb for et individs måder at håndtere omverdenskompleksitet på. 

Viden er en kilde til at transformere usikkerhed til sikkerhed, men den er ligeledes - 

og dette i stigende grad - en kilde til at kunne give denne usikkerhed form, dvs. op- 

retholde usikkerhed som usikkerhed, men gøre den håndterbar, f.eks. ved at have ev- 

ne til at identificere nyheder, forandringer osv. og udvikle strategier til at omgås 

dem. (Qvortrup, 2004: 82). 

Nielsen og Qvortrup peger begge på uddannelse og læring som forudsætnin- 

gen for, at vi kan håndtere det moderne samfunds kompleksitet. Nielsen er 

kritisk over for de nuværende pædagogiske uddannelsesinstitutioner, idet han 

mener de studerende fremdeles uddannes som om vi levede i industrisamfun- 

det. Der må lægges større vægt på dannelse, således at den enkelte studerende 

får mulighed for at udvikle sig personligt. Med de nye bekendtgørelser for 

pædagoguddannelsen er der lagt op til, at dannelsesbegrebet skal spille en rol- 

le på linje med tilegnelse af faglige begreber. Hans påstand er imidlertid, at 

uddannelsesinstitutionerne i deres uddannelsesplaner ikke lever op til kravet 

8


om personlig dannelse. Han mener, dette er en nødvendighed for, at menne- 

sker kan udvikle analytiske evner og blive i stand til at agere refleksivt i situa- 

tionen i praksis. Hvilket er nødvendigt i et samfund i stadig bevægelse. I det 

statiske industrisamfund var kravet færdige teorier og løsninger, som man 

kunne tilegne sig og benytte efterfølgende i ens pædagogiske praksis. I det 

postmoderne samfund er det refleksionskompetence og analytiske evner, der 

er nødvendige. (Nielsen, 2003). 

Tredelt kompetencebegreb 

Qvortrup er enig med Nielsen i disse synspunkter, idet han med baggrund i en 

beskrivelse af samfundet som værende hyperkomplekst taler om en tredeling 

af kompetencebegrebet. Refleksionskompetence, som han også kalder lærings- 

kompetence, er nødvendig i et samfund, der kendetegnes ved kompleksitet. 

”Her er det nødvendigt løbende at kunne fortolke og forandre sine egne krite- 

rier for iagttagelse, kommunikation og handling.” (Qvortrup, 2002: 4). Rela- 

tionskompetence, som også kan kaldes kommunikationskompetence. ”... ev- 

nen til kunne etablere kommunikative relationer er vigtigere end det nogen- 

sinde har været. Evnen til at relatere sig til den eller det fremmede ud fra en 

viden om, på den ene side, hvad man selv står for, og på den anden side at 

verden også godt kan fortolkes anderledes, ...” (Qvortrup, 2002: 4). Endelig 

peger han på meningskompetence, som er evnen til ’iagttagelse af iagttagelse’. 

Kombinationen af disse tre kompetenceformer udgør det hyperkomplekse 

samfunds samlede kompetenceprofil. (Qvortrup, 2002: 12-13). Man skal 

kunne anvende det, man allerede ved på en anden måde og være i stand til at 

forholde sig refleksivt til det, man allerede ved. 

En måde at håndtere kompleksiteten er videnbaserede lærende organisationer, 

som bygger på værdiledelse frem for regelstyring. Og her kan informations- 

teknologien komme os til hjælp, idet computeren netop håndterer kompleksi- 

tet. Et organisatorisk og kommunikativt netværk er komplekst og fleksibelt. 

Videndeling i organisationen kan bidrage til udvikling og opdatering af med- 

arbejdernes kompetencer. 

9


Qvortrup peger på livslang læring som en nødvendighed i et samfund, der ud- 

vikler sig så hastigt med deraf øgede krav om viden. Hvilket han mener til en 

vis grad kan imødekommes ved at fokusere på kompetencer frem for kvalifi- 

kationer. Men det moderne menneske må også forholde sig analytisk til sin 

egen udvikling og uddannelse. Det stiller krav om mulighed for videreudvik- 

ling af viden og færdigheder - og refleksions- relations- og meningskompe- 

tence. Det er altså ikke længere tilstrækkeligt at tale om ”kompenserende vok- 

senundervisning”. Vi må erkende, at uddannelse i dag foregår alle vegne og 

ikke bare i skolen. Hvis man accepterer, at videnstransfer ikke gør det alene, 

bliver det muligt at etablere læringsstimulering alle andre steder end i skolen 

og det etablerede uddannelsessystem. (Qvortrup, 2002). 

I dette afsnit har vi set, hvordan Qvortrup (2002, 2004) og Nielsen (2003) be- 

lyser væsentlige træk ved det postmoderne eller hyperkomplekse samfund. 

Dette medfører andre krav til os som medarbejdere i en moderne organisation. 

Vi må have mulighed for at videreudvikle vores viden og færdigheder, hvilket 

ikke gøres alene ved traditionelle kurser og videreuddannelsesforløb. Udvik- 

lingsmulighederne må være til stede i hverdagen på arbejdspladsen. Og her 

kan informationsteknologien være til hjælp. Ved at benytte et velorganiseret 

intranet vil det være muligt at imødekomme behovet for den nødvendige in- 

formation i hverdagen og yderligere vil det kunne danne basis for den kom- 

munikation, der er behov for som basis for videndelingsprocesser, der kan fø- 

re til udvikling af medarbejdernes analytiske evner og refleksions- relations- 

og meningskompetencer. 

Viden 

For at kunne undersøge lærings- og udviklingsmulighederne ved at benytte 

elektronisk kommunikation i daginstitutionen, beskriver jeg i dette afsnit 

Qvortrups definition af, hvad viden er og hvorledes man tilegner sig denne. 

(Qvortrup, 2002, 2004). De socialkonstruktivistiske læringsteorier belyser jeg 

ud fra Vygotskys teorier om, at sprog og kommunikation er væsentlige for 

10


læring, (Vygotsky, 1930, in: Illeris, 2000), og Lave og Wengers teorier om 

læring i praksisfællesskaber (Lave & Wenger, 2003 og Gynter, 2006). 

Kvalifikationer, kompetencer, kreativitet, kultur 

Ifølge Qvortrup (2004) er viden et begreb for et individs måde at håndtere 

omverdenskompleksitet, og et redskab til at transformere usikkerhed til sik- 

kerhed - men også et redskab til at give usikkerheden form, dvs. opretholde 

usikkerhed som usikkerhed, men gøre den håndterbar. (Qvortrup, 2004). 

Qvortrup (2002, 2004) har udarbejdet en systematik, hvor han inddeler viden i 

fire niveauer, hvilket jeg finder formålstjenligt som baggrund for en forståelse 

af vidensbegrebet. Han opererer med fire niveauer af viden, som han anskue- 

liggør i skemaform. For overskuelighedens skyld har jeg valgt at medtage 

skemaet herunder, idet tilføjelserne med kursiv er mine og skulle tjene som 

uddybende forklaringer på begreberne. Til hver af videnformerne hører en un- 

dervisningsform (stimuleringsform), som Qvortrup viser i anden kolonne. I 

den tredje kolonne vises, hvilke færdigheder, han mener, det resulterer i. Og 

endelig i fjerde kolonne beskrives hvilken effekt, han mener dette fører til. 

Videnformer Stimuleringsformer 

Kvalifikationer Direkte læringsstimule- 

ring 

Kompetencer Appropriation 

Eksempelvis projektar- 

bejde 

Kreativitet Produktion 

Selvstændig, individuel 

eller gruppearbejdsform 

Kultur Social evolution 

Mange kommunikationers 

kontinuerlige samvirke 

Færdighedsformer Output 

effekter 

Faktuel viden Proportional effekt 

Refleksivitet 

Selvstændig arbejdsform 

Eksponentiel effekt 

Medarbejderen tager 

selv initiativ til vide- 

reuddannelse så 

udbyttet bliver større 

Metarefleksivitet Kvantespring 

Udvikler og foran- 

drerforudsætninger- ne for forudsætnin- 

gerne 

Almen dannelse Paradigmeskifte 

Figur 1: Kategorisering af fire videnformer. (Qvortrup, 2002: 14). 

11


Ved at identificere og kategorisere viden på denne måde er det muligt at dan- 

ne sig et overblik over kompleksiteten. Qvortrup understreger, at de fire vi- 

densformer ikke kan stå alene. Den ene vidensform er afhængig af den anden, 

således at de gensidigt understøtter hinanden. De første tre vidensniveauer er 

individbaserede, mens den fjerde er socialt baseret og knytter sig til det kol- 

lektive. 

Qvortrups måde at inddele viden i fire kategorier er interessant, idet det på 

den måde lykkes for ham at inddrage flere forskellige opfattelser af, hvad vi- 

den er. Og specielt hans syn på viden, som noget der ”foregår” er væsentlig i 

denne opgave om videndeling, idet det for mig at se er helt essentielt, at viden 

ikke opfattes som en objektiv størrelse, der kan overføres og lagres i syste- 

merne. Viden opstår og udvikles undervejs i processen med at håndtere den. 

(Qvortrup, 2004: 82). Viden er ikke et statisk fænomen; men det er i samspil- 

let med omverdenen i kommunikationen imellem de psykiske og sociale sy- 

stemer, at ny viden opstår. Dette har særlig betydning, når vi senere i denne 

opgave skal se på, hvordan man deler viden og hvordan man formidler og 

håndterer informationer i daginstitutionen. 

Socialkonstruktivistisk vidensteori 

Vygotsky udviklede omkring 1930 sine socialkonstruktivistiske vidensteorier, 

hvor han gennem sit arbejde med studier af børns aktiviteter i forbindelse med 

opgaveløsning påviste, at sprog og kommunikation er væsentlige artefakter 

for løsning af praktiske problemer og at sproget i betydelig grad bidrager til 

udvikling af personens praktiske og abstrakte intelligens (Vygotsky, 1930, in: 

Illeris, 2000). I et kommunikativt netværk, et intranet, er det netop brugen af 

sproget som grundlag for kommunikation, der er central. 

I socialkonstruktivistiske vidensteorier er samarbejde, fællesskabet og sproget 

centrale begreber. Viden konstrueres i fællesskaber - ved hjælp af sproget - i 

situationen. Socialkonstruktivisterne benægter sådan set ikke, at der foregår 

læreprocesser internt i det enkelte individ. Men de finder det uinteressant, for- 

di karakteren af og indholdet i disse processer til enhver tid bestemmes af re- 

lationerne i det sociale felt. De er enige med Piaget og andre konstruktivister i, 

12


at verden og samfundet ikke er objektive størrelser, som man kan tilegne sig 

gennem læreprocesser. Omverden opfattes i begge tilfælde som noget, der ak- 

tivt konstrueres. (Illeris, 2006). 

Dette syn harmonerer med Lave og Wengers teorier om læring som menings- 

fuld deltagelse i sociale praksisfællesskaber. (Gynther, 2005: 110). Vigtige 

elementer er, at man har et fælles projekt som opleves meningsfuldt og for- 

pligtende i forhold til fællesskabet, således at der er et gensidigt engagement i 

forhold til såvel projektet som praksisfællesskabet. Praksis er her forstået som 

en igangværende social interaktionsproces. At arbejde i et praksisfælleskab 

betyder, at man deltager sammen med andre, og at man producerer artefakter, 

som kan være fysiske konstruktioner, men det kan også være ord vi siger, eller 

et indlæg i en konference på et intranet. Denne produktion af artefakter, kalder 

Gynther en tingsliggørelse og den refererer både til processen og produktet og 

modsat dansk pædagogisk tradition adskiller Wenger ikke processer og pro- 

dukter. At skrive et indlæg til en konference betegnes således som en proces 

og det skrevne indlæg er et produkt, en konkret artefakt. (Gynther, 2005: 126). 

Den socialkonstruktivistiske tilgang er væsentlig for min forståelse af, hvor- 

dan it og intranet kan anvendes til kommunikation og videndeling. Den afgø- 

rende forudsætning for at viden kan produceres er det praksisfællesskab, som 

betyder noget for dem, der agerer i det. Ens handlinger skal opleves som me- 

ningsfulde og af betydning for fællesskabet. 

En informationsdatabase er det nødvendige grundlag for arbejdet med at 

håndtere og bearbejde informationer. Man kan sammenligne en sådan infor- 

mationsdatabase med viden på første niveau. Og som vi har set ovenfor er det 

den nødvendige forudsætning for de næste niveauer. Men det elektroniske 

kommunikationssystem eller intranet, man tager i anvendelse til videndeling 

skal være fleksibelt og dynamisk og give mulighed for, at informationerne lø- 

bende opdateres og bearbejdes af alle parter, hvis der skal være tale om at nå 

højere op i videnshierakiet. Det skal virke befordrende for og lægge op til ak- 

tiv brug af sprog og kommunikation. Der skal være mulighed for interaktion, 

samarbejde og dialog. (Bang, Dalsgaard & Kjær, 2004). 

13


Den lærende organisation 

I dette afsnit tager jeg udgangspunkt i Hildebrandts artikel om Den lærende 

organisation (Hildebrandt, 1997), idet der er en klar parallel til mit fokus i 

denne opgave, hvor det drejer sig om at få belyst, hvordan man skaber mulig- 

heder for at udvikle den daglige pædagogiske praksis i en daginstitution. 

Hildebrandt (1997) fremhæver en række karakteristika for at man kan tale om, 

at en organisation er lærende: 1) Systematisk problemløsning, 2) eksperimen- 

tering med nye tilgange, 3) at lære af egen erfaring og historie, 4) at lære af 

andres erfaringer og af bedste praksis andre steder og 5) at transferere viden 

hurtigt og effektivt rundt omkring i hele organisationen. I processen er det 

vigtigt at arbejde hen imod at skabe arenaer, der stimulerer til: Dialog, hand- 

ling, og læring. Dette indebærer, at man har et organisationsmiljø, der præges 

af åbenhed og tillid, og hvor alle er medspillere og aktører. Alle skal have mu- 

lighed for og lyst til at deltage i åben dialog og være medspillere i processen. 

(Hildebrandt, 1997). 

Teorierne om den lærende organisation fokuserer grundlæggende på den indi- 

viduelle og kollektive evne til at lære af tidligere erfaringer. Både de gode og 

de dårlige erfaringer. Formålet med den lærende organisation er at skabe og 

formidle viden på tværs af traditionelle organisationshierakier og systemer. Et 

centralt element er således at uddanne medarbejderne til at være aktive, uaf- 

hængige og reflekterende. Det er ledelsen, der initierer. Men i stedet for at le- 

deren kontrollerer og implementerer forandringer, skal der etableres en kultur, 

hvor medarbejderne agerer uafhængigt og aktivt. De må være søgende efter 

forandringer og modifikationer af eksisterende rutiner. Temaer i arbejdet mod 

at blive en lærende organisation må således bl.a. relatere sig til: adfærd, kul- 

tur, struktur og kompetence. (Hildebrandt, 1997). 

Effektiv læring baseres på egne erfaringer, overvejelser og handlinger. Det er 

ikke tilstrækkeligt at indsamle erfaringer, at gøre sig sine erfaringer, man skal 

også have mulighed for refleksion. For at give mulighed for refleksion, må der 

14


i virksomheden skabes måder/betingelser og omstændigheder, der gør reflek- 

sion til en del af virksomhedens tradition og kultur. (Hildebrandt, 1997). 

Ved at beskrive væsentlige træk ved teorierne om den lærende organisation, 

har jeg vist, at den måde, man kommunikerer på i organisationen har afgøren- 

de betydning for, hvorvidt der er tale om videndeling som en proces, der kan 

føre til udvikling for medarbejderne i daginstitutionen og her igennem føre til 

en styrkelse af den daglige pædagogiske praksis. 

Opsamling 

I teoriafsnittet har vi set, at det hyperkomplekse samfund stiller krav om, at 

medarbejdernes kompetenceudvikling sker kontinuerligt. For at kunne håndte- 

re kompleksiteten må vores viden løbende opdateres og læring og udvikling 

må foregå alle vegne og ikke alene i de traditionelle skolesystemer og på vide- 

reuddannelseskurser. Udvikling af analytiske evner og refleksions- relations- 

og meningskompetencer står centralt. I henhold til socialkonstruktivistiske 

vidensteorier er betingelsen for udvikling og læring praksisfællesskabet. Vi- 

den konstrueres i fællesskabet - ved hjælp af sproget - i situationen. Viden kan 

kategoriseres i fire niveauer, der alle er hinandens forudsætninger: Kvalifika- 

tioner, kompetencer, kreativitet og kultur. Erfaring, erfaringsopsamling og 

refleksion i praksisfællesskabet er centrale begreber i den lærende organisati- 

on. Den måde, man kommunikerer på i organisationen er væsentlig for, hvor- 

vidt der er tale om videndeling som en proces, der kan føre til udvikling af 

den daglige pædagogiske praksis. 

I det følgende arbejde med undersøgelse af kulturen i daginstitutionen, har jeg 

særligt fokus på de træk, der har med kommunikationsaspektet at gøre, idet 

dette er helt centralt i teorien om den lærende organisation og væsentligt i re- 

lation til ovenstående vidensteorier. Endvidere er det væsentligt i relation til 

min opgaves fokus, der handler om at få belyst, hvorvidt elektronisk kommu- 

nikation kan føre til en styrkelse af videndeling og udvikling af den pædago- 

giske praksis i daginstitutionen. 

15


Kulturundersøgelse 

I dette kapitel beskriver og analyserer jeg daginstitutionen i relation til 

Scheins teorier om kulturanalyse og har derfor inddelt kapitlet i tre afsnit, 

hvor jeg i de enkelte afsnit undersøger henholdsvis artefakter, skueværdier og 

de grundlæggende antagelser. (Schein, 1994). 

I Odense Kommune er alle vuggestuer og børnehuse tilknyttet en børneinstitu- 

tion. Der er 29 børneinstitutioner, der hver består af 3 - 7 børnehuse. Hver af 

de 29 børneinstitutioner ledes af en institutionsleder, som er den overordnede 

pædagogiske, strategiske og administrative leder af institutionen og hver af de 

ca. 150 børnehuse har en daglig pædagogisk leder, som leder børnehuset i 

dagligdagen. 

Mine undersøgelser af kulturen er foretaget på én af Odense Kommunes dag- 

institutioner. Denne institutionen består af 6 afdelinger, Børnehuse. Min un- 

dersøgelse af daginstitutionskulturen har særligt fokus på de aktiviteter, der 

relaterer sig til dagligdagens informationsformidling og kommunikation mel- 

lem ledere og medarbejdere og medarbejderne imellem. Analysen bygger på 

mine iagttagelser ved en række besøg og samtaler med medarbejdere og ledel- 

se i Børnehus A. Ved en enkelt lejlighed har jeg overværet et personalemøde, 

hvor pædagogernes arbejde med praksisfortællinger var til debat. Endvidere 

har jeg foretaget to interviews, ét med den daglige pædagogiske leder af Bør- 

nehus A. (For nemheds skyld benævnes hun i denne opgave som afdelingsle- 

deren). Og et interview med en medarbejder, der har sin gang både i Børnehus 

A og i Børnehus B. Mine undersøgelser har været møntet på at få indblik i, 

hvordan kommunikation og videndeling foregår internt i de enkelte børnehu- 

se, samt i hele den pågældende institution. 

16

Artefakter 


Det første niveau, man kan undersøge i en kultur, kalder Schein (1994) arte- 

fakter eller symptomer. Det er organisationens synlige strukturer og processer. 

F.eks. organisationens arkitektur og teknologi. Også organisationens sprog, 

vaner og ritualer kan betegnes som artefakter. ”Det vigtigste kendetegn ved 

dette kulturniveau er, at det er let at observere, men vanskeligt at tyde”. 

(Schein, 1994: 25). 

Daginstitutionen består af 6 børnehuse med én institutionsleder og 6 afde- 

lingsledere. Børnehus A er det største af børnehusene, bestående af 2 mindre 

huse med i alt fire mindre afdelinger, ’stuer’. For at afgrænse mit undersøgel- 

sesområde i opgaven her, har jeg primært mit fokus på dette børnehus. Da den 

medarbejder, jeg interviewede har sin gang i to børnehuse relaterer enkelte af 

udsagnene sig til naboinstitutionen, Børnehus B. Personalegruppen i Børnehus 

A består af 20 pædagogiske medarbejdere og afdelingslederen. I Børnehus B 

er der otte medarbejdere inklusive afdelingslederen. Jeg forsøger for det første 

at afdække, hvordan kommunikation og informationsdeling finder sted i hele 

daginstitutionen, hvis enkelte afdelinger, børnehuse, ligger spredt geografisk 

og for det andet hvordan kommunikation og informationsdeling finder sted 

internt i de enkelte børnehuse. 

Kommunikation mellem børnehusene 

På mit spørgsmål om, hvordan kommunikationen foregår mellem de seks bør- 

nehuse, der ligger med kilometers afstand, svarer afdelingslederen, at institu- 

tionslederen kommer forbi de enkelte huse regelmæssigt: 

... hun kommer jo oftest her, hvor vi hele tiden står og river os i håret over et eller 

andet vi ikke lige kan finde ud af eller... og sjældnere ude ved H og L Ellers kommu- 

nikerer vi via mail og så har vi ca. hver 14. dag en hel torsdag, hvor vi er samlet og 

har teammøde. Og så kan vi have noget ind imellem, der kan også være kursusdage 

eller noget, hvor vi også mødes og så er der altid - altså i pauserne er der altid noget 

der lige skal udveksles eller samles op på eller nogle tilmeldinger, der skal indhentes 

og et eller andet, så... Vi mailer meget sammen, ... (Bilag 1, side 4). 

17


Vi ser her, at de kommunikationsformer, der er i spil primært er face to face i 

ledergruppen. Dette er naturligvis ganske tidskrævende. Som det ses af oven- 

stående udtalelse er behovet for kommunikation så stort, at også pauserne må 

tages i brug. Elektronisk kommunikation i form af e-mailkorrespondance be- 

nyttes som supplement til møderne, der finder sted mindst én hel dag hver an- 

den uge. Her er udelukkende tale om kommunikation mellem lederne af bør- 

nehusene. I hverdagens praksis foregår der ingen informations- og erfarings- 

udveksling imellem medarbejderne i institutionens forskellige børnehuse. 

Medarbejderportalen 

Af mit interview med afdelingslederen fremgår det, at der eksisterer en Med- 

arbejderportal, som kommunen har oprettet til at organisere og lagre doku- 

menter og informationer fra forvaltningen til institutionerne. Afdelingslederen 

udtaler om Medarbejderportalen: 

Der er medarbejderportalen. Der er der faktisk mange muligheder i. Der er f. eks. en 

opslagstavle, hvor man kan annoncere sit sommerhus og der er forskellige ting. Man 

kan abonnere på forskellige nyhedsgrupper og...eh. Jeg bruger den ikke og jeg ved 

ikke hvordan andre gør, men det gør jeg ikke. Og medarbejderne gør jo slet ikke, for 

de bruger jo ikke engang ”fællesbrugeren” hvor de skal gå ind igennem for at få 

medarbejderportalen. Der er nogle enkelte, der bruger ”fællesbruger”, men jeg tror 

folk synes det er besværligt. Vi har en kode, der skal skiftes jævnligt og den skal 

man huske og nogen gange kører det ikke lige optimalt, så jeg ved ikke. Der er nogle 

enkelte, der bruger det og så ikke ret mange alligevel. (Bilag 1 side 1). 

Jeg har sammen med afdelingslederen haft lejlighed til at se, hvordan syste- 

met virker. Af hensyn til opgavens afgrænsning, har jeg valgt ikke at gå i 

dybden med en analyse af denne platform. Jeg støtter mig til afdelingslederens 

beskrivelser af systemet. Hun giver udtryk for, at det er ufleksibelt og primært 

benyttes til organisering og lagring af information fra forvaltningen til institu- 

tionerne. Af interviewet fremgår også, at det er forbundet med en del besvær, 

at komme ind og læse og skrive i Medarbejderportalen. Det kræver flere ”lag” 

af logins med koder, der ændres hver tredje måned, og ofte virker systemet 

slet ikke. Medarbejderen har også givet udtryk for, at det er meget besværligt 

at anvende Medarbejderportalen. Disse faktorer er efter min mening nærmest 

18


uovervindelige barrierer for at få elektronisk kommunikation til at virke som 

en hjælp i pædagogens travle hverdag. Under disse betingelser finder jeg det 

ikke underligt, at elektronisk kommunikation ikke har vundet indpas i den 

pædagogiske praksis. 

Ved et af mine besøg, talte institutionslederen og afdelingslederen om, at 

Medarbejderportalen ’var død’. På mit spørgsmål om, hvorvidt man eventuelt 

kan finde brugbare oplysninger på Medarbejderportalen, svarer afdelingslede- 

ren: 

Ja, det tror jeg faktisk godt man kunne. Der er også gjort plads til at man kunne...der 

er sådan nogle erfaringsdatabaser og indsatsdatabaser og noget man kan gå ind og 

kigge på. Og stillingsopslag osv., altså man kan hente forskellige ting frem, som man 

kan kigge på. Men nogen ting, f.eks. erfaringsdatabasen, den er ikke ajourført de sid- 

ste to år, tror jeg. Eller der bliver ikke lagt noget nyt ind på og den er ikke opdateret, 

altså, så det er noget, der ligger meget stille, der er ikke ret mange, der bruger det. 

(Bilag 1 side 1). 

I Børnehus A er der én computer på kontoret og én i personalestuen, som lig- 

ger i en anden bygning. Dette indikerer for mig at se, at elektronisk kommuni- 

kation ikke benyttes i nogen særlig udstrækning i hverdagen. Dertil kommer, 

at afdelingslederen forklarer, at computeren i personalestuen ofte ikke funge- 

rer tilfredsstillende. Dette fik jeg bekræftet, da afdelingslederen i forbindelse 

med mit besøg i personalerummet ved personalemødet forsøgte at vise mig 

deres intranet. Det lykkedes ikke ved den lejlighed at få adgang til kommu- 

nens fællesbruger, som er medarbejdernes indgang til kommunens intranet, 

Medarbejderportalen. Jeg kan konkludere, at adgangen til teknologiske hjæl- 

pemidler og intranet reelt ikke er mulige for medarbejdergruppen. 

Opsummerende kan jeg sige, at man fra forvaltningens side har etableret sy- 

stemer til brug for elektronisk kommunikation indenfor daginstitutionsområ- 

det. Men mine undersøgelser viser også, at systemerne kun benyttes sparsomt 

i hverdagen - eller slet ikke. Og hvis det eksisterende intranet, Medarbejder- 

portalen skulle bringes til at fungere som et redskab i den pædagogiske prak- 

19


sis i hverdagen, ”... så skulle den da relanceres, tror jeg” udtaler afdelingslede- 

ren. (Bilag 1, side 1). 

Ugentlige postmøder 

Jeg har undersøgt, hvordan den daglige informationsdeling og kommunikation 

internt i børnehusene foregår. Afdelingslederen forklarer, at de holder post- 

møder hver fredag middag, hvor hun har mulighed for at informere sine med- 

arbejdere. ”Men det bliver jo mig, der sidder og sorterer i, hvad jeg synes, der 

er mest presserende.” (Bilag 1, side 2). Medarbejderen forklarer om de ugent- 

lige postmøder: 

En af de måder vi kommunikerer på og får delt informationer, det er ved at vi holder 

sådan nogle middagsmøder en gang om ugen, hvor én halvdel holder møder med le- 

deren en halv time - og så skal den anden halvdel komme ind og holde det samme 

møde efter en halv time. Men det tager bare ikke en halv time. Det tager altid en time 

fordi så begynder man at drøfte tingene. Man udveksler ikke bare, man begynder at 

snakke og så løber tiden. Og det giver nogle frustrationer for dem der passer børne- 

ne, for det første og for..., ja, dagens plan går i vasken. Hver gang. (Bilag 2, side 1). 

Der er en del uhensigtsmæssigheder forbundet med denne måde at kommuni- 

kere på. Det er for det første usikkert, hvorvidt alle væsentlige informationer 

kommer frem til de rette modtagere. Og der går en del tid med at modtage in- 

formationer, man kunne have erhvervet sig på en enklere måde, hvis der hav- 

de været adgang til at få informationerne elektronisk. Endvidere er der ikke 

afsat tid til kommentering og drøftelse, hvilket der ofte vil være behov for. 

Medarbejderen giver udtryk for, at der er en del frustrationer forbundet med 

denne måde at dele informationer, idet det ofte medfører, at dagens planlagte 

aktiviteter ikke bliver gennemført. (Bilag 2, side 1). 

Kalendere og daglige meddelelser 

Andre måder at meddele sig til hinanden i hverdagen er ved hjælp af kalende- 

ren og diverse sedler. Men da der eksisterer flere kalendere anbragt forskellige 

steder i huset, skal der bruges en del energi på at lede efter brugbare og nød- 

vendige informationer. Dette udtrykkes således af medarbejderen: 

20


Ja, en af de ting jeg er stødt på i Børnehus B er, at der er et kontor og der er en stue. 

Det er jo en lille institution. Og de har en kalender liggende hvert sted. Og man skal 

tjekke kalenderen på stuen og man skal tjekke kalenderen oppe på kontoret. Plus at 

man skal tjekke alle de der sedler, der ligger alle mulige steder for at se om der er 

nogen ændringer til arbejdsplanen, til vikardækning, til aktiviteter, så man.... Der er 

mange steder, hvor den information kommer og man kan jo ikke nå at se det. Hvis 

man f.eks. går hjem til middag kan man ikke nå at se om der er ændringer den føl- 

gende dag. (Bilag 2, side 1). 

Det faktum, at der eksisterer flere kalendere, betyder at kommunikationen let 

kan blive forvirrende. Og systemet med håndskrevne notater, der ligger rundt 

omkring, er ikke befordrende for kommunikationen. 

Håndskrevne logbøger og mødereferater 

I børnehusene foregår en stor del af det skriftlige arbejde i hånden, hvilket ik- 

ke er særlig hensigtsmæssigt, hvis det skrevne skal danne basis for, at andre 

skal kunne benytte det, man har skrevet. Selve processen med at nedfælde ens 

tanker på skrift er selvfølgelig den samme. Men problemet opstår, i det øjeblik 

andre skal læse det, man har skrevet og have mulighed for at reflektere og 

eventuelt agere i forhold til det skrevne. Medarbejderen siger i interviewet: 

En anden ting er, at i netop den daginstitution har de en dagbog. I den skriver man 

løst og fast og især ting man synes de andre skal bemærke. Så har man hver sin 

håndskrift, og det er jo meget godt. Men når jeg støder på en dagbog, hvor der står 

fem tætskrevne sider med en håndskrift, jeg ikke kender særlig godt, så er jeg fak- 

tisk.., ja, så læser jeg det ikke. Og det tror jeg sker jævnligt, at man ikke får det læst. 

Fordi det simpelthen er nærmest ulæseligt. (Bilag 2, side 1). 

Medarbejderen peger på, at det kunne være smart, hvis man skrev det på com- 

puter: 

Det kunne godt være, at det var smart at udveksle det elektronisk. Plus at den dagbog 

kan kun ses når man står nede på stuen. Og hvis man kommer i tanker om en episode 

når man først er kommet hjem eller man sidder et andet sted, så bliver den måske ik- 

ke skrevet ned? Så der kunne bestemt en elektronisk logbog eller .... være en stor 

fordel. (Bilag 2, side 1). 

21


Mine undersøgelser viser, at elektronisk kommunikation ikke er en del af kul- 

turen i daginstitutionen. Dette fik jeg yderligere bekræftet på personalemødet, 

idet jeg observerede, at man benyttede sig af håndskrevne referater. Når mø- 

dereferater er udfærdiget i håndskrift i en protokol, der befinder sig ’et sted’, 

vil sandsynligheden for, at det bliver læst af de øvrige medarbejdere inden 

næste møde, være minimal. 

Skueværdier 

I dette afsnit belyser jeg, hvordan det pædagogiske arbejde med udfærdigelse 

af læreplaner og arbejdet med praksisfortællinger foregår. Det er organisatio- 

nens synlige værdier, Schein (1994) kalder det for organisationens skueværdi- 

er. Til dette niveau hører strategier, mål og filosofier. Her er tale om organisa- 

tionens udtrykte mål og værdigrundlag, som det f.eks. kan ses af hjemmesi- 

den. Ofte er en organisations skueværdier en efterrationalisering, en beskrivel- 

se af, hvordan tingene burde være, snarere end det er en beskrivelse af virke- 

ligheden. Der vil ikke nødvendigvis være overensstemmelse med det næste 

niveau, de grundlæggende antagelser. (Schein, 1994: 26). 

Praksisfortællinger 

På institutionens nyoprettede hjemmeside (bilag 4) kan man læse om dens 

strategier, mål og filosofier. Det er her, institutionens udtrykte mål og værdi- 

grundlag, ses. På hjemmesiden kan man læse om et igangværende udviklings- 

arbejde med praksisfortællinger: 

Vi er i øjeblikket i gang med at implementere praksisfortællinger som et arbejdsred- 

skab til evaluering og retningsviser for vores pædagogiske arbejde. 

På baggrund af en nedskrevet historie reflekterer personalet sammen over situationen 

og giver hinanden sparring. Herved opnås både ny viden og indsigt, og der bliver an- 

vist en retning for det fremtidige arbejde. 

Ved årets evaluering af læreplanerne er praksisfortællingerne blevet fremhævet flere 

gange, og vi opdager stadig nye måder og områder at anvende dem på - både i den 

overordnede planlægning og evaluering af et projekt og i helt konkrete situationer, 

hvor vi vil noget med det enkelte barn. (Bilag 4). 

22


Der er tilsyneladende ikke overensstemmelse imellem det, de skriver, de gør, 

og det, de rent faktisk gør. I interviewet nævner afdelingslederen flere gange, 

at ”Det er jo et hængeparti, som vi har.” (Bilag 1, side 3). Hun fortæller, at der 

er problemer med at få hverdagen til at hænge sammen og samtidig bruge tid 

og energi på, at nogle medarbejdere går fra for at sætte sig for at skrive. Dette 

gælder i særlig grad, når det drejer sig om pædagogernes arbejde med at lave 

læreplaner og skrive praksisfortællinger. Der eksisterer ikke en aftalt praksis 

for hvor, hvornår og hvordan man udfærdiger disse læreplaner, hvoraf prak- 

sisfortællingerne er en væsentlig del. I virkelighedens verden er det endnu ik- 

ke lykkedes at få det til at fungere. Pædagogerne mangler metoder og rutiner i 

forhold til at få det implementeret i deres praksis. Lederen beskriver situatio- 

nen således: 

Ja, vi har købt nogle mapper....for indtil nu, da ligger det vi har på skrift i compute- 

ren. Og så har vi, så laver vi analyser på hverdagssituationer, hvor vi prøver at finde 

ud af hvad er læreprocessen i det her og hvad er læreprocessen i det. Og det ligger 

sådan i løsbladssystem som folks notater rundt omkring - alt efter hvem, der har væ- 

ret referent på det, eller hvem der lige tog notater på det eller.... Det er uoverskueligt 

hvis man skal prøve at få et samlet overblik over det. Og det er et krav, at vi skal det, 

så der har vi også et hængeparti. (Bilag 1, side 3). 

På det personalemøde, jeg overværede, var et af hovedpunkterne, hvordan ar- 

bejdet med praksisfortællinger kunne blive implementeret i hverdagen. Det 

fremgik af medarbejdernes udtalelser, at processen endnu ikke rigtig var 

kommet i gang i nogen af de fire stuer/grupper i Børnehus A. Og det stod 

klart, at dette affødte frustration hos medarbejderne, idet mange samtidig gav 

udtryk for, at de mente praksisfortællinger kunne blive et godt redskab i deres 

pædagogiske praksis. En medarbejder fremhævede, at hun mente, at processen 

med at nedfælde sine tanker på skrift, var positiv og meget værdifuld og ville 

føre til øget refleksion. En anden pegede på det formålstjenlige i, at man kan 

få lejlighed til at læse, hvad de andre skriver. Der var på mødet en meget posi- 

tiv stemning for projektet. Men det fremgik også tydeligt, at pædagogerne 

savner brugbare redskaber til dette arbejde, ligesom det at skriftliggøre sine 

tanker ikke er en rutine og ikke en del af den pædagogiske institutions kultur. 

23


Der blev peget på forskellige løsningsforslag, som f. eks. at gøre det på et fast- 

lagt tidspunkt hver uge og hjælpe hinanden med at huske at få det gjort og få 

det til at blive en fast rutine: 

Vi vil det - vi vil gøre noget. Vi vil skrive i bogen mandag og fredag. Vi vil minde 

hinanden om det. Det skal være sådan, at man siger: ”Husk lige at skrive den der si- 

tuation.” Vi vil skrive i kalenderen, at vi skal huske det. (Bilag 6, side 1). 

Afdelingslederen havde anskaffet og indrettet mapper til det fremtidige arbej- 

de med at nedskrive praksisfortællingerne. Alt i alt er der en meget positiv 

stemning og stor vilje til at komme i gang med dette arbejde og enighed om, 

at nedskrevne praksisfortællinger er et godt og brugbart redskab, som frem- 

over vil komme til at fungere i hverdagen. 

Grundlæggende antagelser 

Grundlæggende, underliggende antagelser kalder Schein (1994) det, når der er 

tale om de ubevidste ’tages-for-givet’ anskuelser, opfattelser, tanker og følel- 

ser, som er den ultimative kilde til værdier og handling. (Schein, 1994: 28). 

Det er disse ubevidste ’tages-for-givet’ opfattelser og følelser, der kommer til 

udtryk, da lederen og en medarbejder, der tilfældigvis er til stede det pågæl- 

dende tidspunkt under interviewet, bryder ud i spontan og hjertelig latter, da 

jeg spørger ind til, hvordan arbejdet med udfærdigelsen af læreplaner og prak- 

sisfortællinger finder sted og hvor disse befinder sig. Medarbejderen, der net- 

op er til stede i anden anledning, svarer at ”det vil jeg også gerne vide!” (Bilag 

1, side 3). Det står således tydeligt for mig, at det er vanskeligt for medarbej- 

dere og afdelingsleder at få indarbejdet en god måde at tilrettelægge og udføre 

det skriftlige arbejde med læreplaner og praksisfortællinger. Der er i pædago- 

gernes praksis ikke indarbejdede rutiner og vaner i forbindelse med den skrift- 

liggørelse, der lægges op til på hjemmesiden og i virksomhedsplanerne. Afde- 

lingslederen svarer, da jeg spørger ind til, hvordan arbejdet med læreplaner 

foregår i praksis: 

24


... stuerne tager et emne op eller planlægger nogle forløb eller noget. Og de overord- 

nede rammer for, hvordan vi her i huset synes vi skal arbejde er formuleret efter en 

bestemt model, man skal arbejde med i Odense, og ud over det, har vi det ikke på 

skrift. Det er jo et hængeparti, som vi har. Fordi vi kan godt formulere noget om- 

kring....Der er sådan 6 overskrifter - vi skal arbejde efter forskellige kompetencer, 

børnene skal udvikle. Men selve ideen med, hvorfor vi skal gøre det, hvordan man 

håndterer de læreprocesser, der er i det, det er vi ved at prøve at få ned på skrift nu. 

(Bilag 1, side 3). 

I ovenstående udtalelse kommer det igen til udtryk, at der er et krav om skrift- 

lighed og refleksion i forbindelse med den daglige pædagogiske praksis, men 

at det ikke er en indarbejdet del af hverdagens rutiner, idet lederen siger, at de 

er ved at prøve at få det på skrift nu. Lederen oplever, at der er en række hæn- 

gepartier i kommunikationen og at de savner praktiske rutiner omkring, hvor- 

dan den krævede og nødvendige skriftliggørelse kan blive en del af hverda- 

gen. 

At der eksisterer et hængeparti omkring skriftliggørelse og realisering af 

praksisfortællingerne understreges yderligere, idet et væsentligt punkt på 

dagsordenen ved personalemødet drejede sig om, hvordan man skulle få det 

implementeret i hverdagens rutiner. Alle medarbejdere er enige om, at selve 

processen med at skrive praksisfortællingerne er et godt og brugbart redskab i 

det pædagogiske arbejde. Men at de stadig mangler, at få det til at fungere i 

praksis i hverdagen. 

Elektronisk kommunikation i daginstitutionskulturen 

Jeg har ikke selv foretaget præcise undersøgelser på denne daginstitution af, 

hvorvidt medarbejderne ønsker at benytte it eller om de anser elektronisk 

kommunikation for at være et realistisk og brugbart alternativ til håndskriften. 

I mine betragtninger støtter jeg mig dels til mine iagttagelser på daginstitutio- 

nen og dels til to rapporter om udviklingsarbejder, der indbefatter brugen af it 

som redskab indenfor det pædagogiske område. (Brandt & Aldershvile, 2003 

og Brendstrup & Larsen, 2005). På baggrund af disse to rapporter og mine 

undersøgelser i den pågældende daginstitution og Børnehus A og B, kan jeg 

25


sige, at computeren og elektronisk kommunikation ikke et redskab, pædago- 

ger har tradition for at benytte sig af. Og af mine samtaler og interviewunder- 

søgelser med afdelingslederen og en medarbejder fremgår det, at pædagoger- 

ne ikke har kendskab til, hvordan it og elektronisk kommunikation kunne væ- 

re et hjælpemiddel i hverdagen. Jeg spurgte afdelingslederen om, hvorvidt 

elektronisk kommunikation havde været nævnt som en mulighed i forbindelse 

med, at man påbegyndte udviklingsprojektet om praksisfortællinger. Det er jo 

et projekt, der indbygget i sig har en høj grad af skriftlig kommunikation (bi- 

lag 7), men hun svarer: ”Nej, jeg synes ikke, vi har talt om at bruge computer 

og intranet i forbindelse med praksisfortællinger.” (Bilag 1, side 4). 

På det personalemøde, jeg overværede, drøftedes mulighederne for at realisere 

implementering af praksisfortællinger i hverdagen. Og her ville det for mig at 

se have været nærliggende at pege på elektronisk kommunikation som et mu- 

ligt redskab. Men it nævnes ikke med et ord. (Bilag 6). Jeg må konkludere, at 

it som kommunikativt redskab ikke figurerer som en løsningsmulighed for 

pædagogerne i daginstitutionen. Dette på trods af, at de erkender at have pro- 

blemer i relation til arbejdet med implementering af praksisfortællinger. At 

det forholder sig sådan generelt, får jeg yderligere bekræftet ved at læse rap- 

porten om it som et redskab for kommunikation med udviklingshæmmede i 

Thisted, hvor forfatterne taler om: ”...den ’it-angst’ der er kendetegnende for 

mange indenfor pædagogfaget.” (Brandt & Aldershvile, 2003: 6). 

Omvendt viser undersøgelse foretaget i forbindelse med projekt Videnscenter 

i Nykøbing Rørvig Kommune (Brendstrup & Larsen, 2005), at pædagogerne er 

meget interesserede i at styrke deres it-kompetencer: 

Langt over halvdelen ønsker mere viden om IT-informationsteknologi, edb m.v., 

hvilket har overrasket udviklingsgruppen en del. Men efter lidt nærmere drøftelser 

og skelen til, at 56 procent gerne vil arbejde med kompetenceudvikling via internet- 

tet, vil vi pege på at der både er et stort behov for mere kompetence om IT, men også 

et stort ønske om at man overhovedet får muligheden for på sin arbejdsplads, at 

komme til at arbejde med udstyret/værktøjet. Hvis personalet får denne kompetence 

og teknologien bliver til rådighed, vil der åbne sig flere muligheder for at etablere og 

26


udvikle faglige netværk og andre former for fagligt og tværfagligt samarbejde. 

(Brendstrup & Larsen, 2005: 60). 

Endvidere hedder det i konklusionen i rapporten om Kommunikation og livs- 

historie fra Thisted (Brandt & Aldershvile, 2003): 

Det, at vi har taget udgangspunkt i brugen af IT, har gjort, at alle har været nødt til at 

forholde sig til dette medie, og på trods af, at det hedder sig at pædagoger lider af 

”edb-angst”, må vi sige, at alle har taget positivt imod brugen af dette. Vi er selvføl- 

gelig ikke alle lige ”dus” med computeren m.v., men ingen er bange for at bruge det 

eller spørge om hjælp til det. Vi kan dog konkludere, at pædagogerne har for få be- 

boerfri timer til at vedligeholde IT-færdighederne i, og det er nok det største problem 

i pædagogernes såkaldte ”edb-angst”. Det er svært at få tid til at øve sig og blive 

”dus” med dette medie. (Brandt & Aldershvile, 2003: 10). 

Min konklusion på baggrund af disse undersøgelser er, at der vil være interes- 

se for at få informationsteknologi stillet til rådighed som hjælpemiddel og red- 

skab i pædagogernes daglige praksis. Såfremt pædagogerne sikres de rette 

rammer for dette arbejde. Det vil sige, at der skal være tid til arbejdet med at 

blive fortrolige med at benytte it som hjælpemiddel. Den nødvendige teknolo- 

gi skal naturligvis også være til rådighed og den nødvendige uddannelse skal 

tilbydes medarbejderne. 

Min undersøgelse har vist, at det ikke er en del af pædagogernes kultur at 

skulle gå væk fra børnene for at nedfælde deres tanker på skrift. Der eksisterer 

ikke fastlagte strategier for, hvor, hvornår og hvordan det kan foregå, da det 

ikke er en del af kulturen i en daginstitution. Men min undersøgelse har også 

vist, at der er et behov for indførelse af elektronisk kommunikation via en 

form for intranet, idet både medarbejdere og ledelse giver udtryk for frustrati- 

oner over den måde informationsformidling foregår på. Ikke mindst i arbejdet 

med praksisfortællingerne, som er et fælles projekt, man har store forventnin- 

ger til som et godt og brugbart redskab i den pædagogiske praksis. 

27


Udvikling af pædagogisk praksis 

Med baggrund i min teoretiske tilgang til problemstillingen og min undersø- 

gelse af, hvordan kommunikation og videndeling i institutionen foregår, viser 

jeg i dette kapitel, hvordan indførelse af elektronisk kommunikation via intra- 

net kan styrke videndeling i daginstitutionen og føre til udvikling af den pæ- 

dagogiske praksis i hverdagen. 

Kulturundersøgelsen i daginstitutionen har vist, at der er en række områder, 

hvor den daglige, nødvendige informationsformidling med fordel kan foregå 

ved hjælp af et intranet. Dette belyser jeg i de følgende afsnit, hvor jeg først 

peger på, hvilken rolle teknologien spiller. Dernæst argumenterer jeg for mu- 

lighederne ved at benytte en elektronisk kalender og intranet til lagring af mø- 

dereferater og udveksling af hverdagens nødvendige informationer. Og til 

sidst i dette kapitel påviser jeg, hvordan institutionens igangværende udvik- 

lingsprojekt med praksisfortællinger kan kvalificeres ved at inddrage en elek- 

tronisk platform til arbejdet. 

Teknologi 

I dette afsnit belyser jeg, hvilken rolle den teknologiske løsning spiller for at 

indførelse af elektronisk kommunikation kan blive en succes. Jeg mener det 

er et væsentligt aspekt at få med, idet det er helt afgørende, at teknologien op- 

leves som en hjælp af medarbejderne i en travl hverdag. Da det er nyt i pæda- 

gogernes kultur at benytte sig af elektroniske kommunikationsformer, vil det 

kræve ekstra ressourcer i form af tid til at gå fra stuen og tid til evt. at arbejde 

derhjemme. En forudsætning er naturligvis, at der etableres et rimeligt antal 

computerarbejdspladser, hvilket afdelingslederen har påpeget, at hun mener, 

der vil være mulighed for at gøre. (Bilag 1, side 4). Dertil kommer, at det tek- 

nologiske udstyr skal være ukompliceret at benytte og det skal umiddelbart 

kunne føre til, at medarbejderne oplever lettelser i hverdagen. 

28


Den socialkonstruktivistiske tilgang til videndeling betyder at platformen skal 

give optimale muligheder for at imødekomme kravet om dialog og samarbej- 

de. Det er ikke tilstrækkeligt med et system, der udelukkende egner sig til sy- 

stematisering og lagring af information, som det er tilfældet med den nuvæ- 

rende Medarbejderportal. 

Qvortrups (2002, 2004) syn på viden, som noget der ”foregår” er væsentlig i 

denne opgave om videndeling, idet det er essentielt, at viden ikke er en objek- 

tiv størrelse, der kan overføres og lagres i systemerne, men opstår og udvikles 

undervejs i processen. Derfor er det af betydning, at det pågældende system 

har høj grad af fleksibilitet indbygget i sig. Og det er væsentlig for vidende- 

lingsprocessen, at den enkelte medarbejder har let adgang til systemet. 

Jeg mener ikke det er realistisk at forvente, at det eksisterende intranet, Med- 

arbejderportalen kan blive til gavn for videndelingsprocesser i institutionen. 

Dels har mange tilsyneladende allerede forsøgt og de har oplevet, at det ikke 

virker eller at de informationer, der ligger her, er forældede og derfor ikke 

brugbare. Og medarbejdernes adgang til nettet er yderligere besværliggjort af 

konstant udskiftning af koder, flere lag af logins - eller netværk og systemer, 

der ikke fungerer. Alt sammen åbenlyse barrierer for lysten til at benytte sig 

af elektronisk kommunikation. 

Det elektroniske kommunikationssystem eller intranet, man tager i anvendelse 

til videndeling skal være lettilgængeligt, fleksibelt og dynamisk og give mu- 

lighed for at informationerne løbende opdateres og bearbejdes af alle parter. 

Det skal virke befordrende for og lægge op til interaktion og samarbejde. Og 

det skal kunne tilgås hjemmefra, således at medarbejderne kan få den fornød- 

ne ro til at sætte sig ind i, hvordan systemerne virker. 

Hvis brugen af intranet skal blive en succes, må man starte forfra. Og vælge et 

system, der er ukompliceret at anvende, samt sørge for at udvikle det i samar- 

bejde med brugerne/medarbejderne. Samarbejde og engagement omkring det 

fælles projekt vil være afgørende for projektets succes. 

29


Elektronisk kalender 

Kalenderen, der findes i flere udgaver i børnehusene, er et eksempel på, at 

kommunikationen fungerer uhensigtsmæssigt. I nogle tilfælde opdager man 

ikke det, man skulle, fordi de to kalendere ikke korresponderer. Og aftaler, der 

vedrører alle børnehuse, skal den lange vej fra en mail eller et møde et eller 

andet sted i organisationen ud til hver enkelt kalender i alle børnehuse. Dette 

er eksempler på, hvordan man med fordel kunne erstatte papir med elektronik. 

I afsnittet om vidensteorier så vi, hvordan Qvortrup (2002, 2004) identificerer 

fire kategorier af viden. Den daglige information, man får ved hjælp af en ka- 

lender, hører til på det første niveau. Og da de fire vidensniveauer er hinan- 

dens forudsætninger, så er den viden, man kan erhverve sig ved en simpel 

ajourført kalender, væsentlig som baggrund for ens praksis i hverdagen. Og 

her ville en elektronisk kalender være til hjælp. 

Mødereferater 

Mødereferater fra personalemøder og lignende er et andet eksempel på, at 

elektronisk kommunikation kunne lette hverdagen. Hvis man havde et intra- 

net, hvor den slags informationer kunne lægges og opbevares, så medarbej- 

derne havde mulighed for efterfølgende at læse dem på et tidspunkt, hvor de 

havde tid og ro, ville det kvalificere møderne og samarbejdet i institutionen. 

Hvis de ugentlige postmøder blev erstattet af en elektronisk platform, ville det 

medføre flere fordele. Et af de problemer, afdelingslederen mener, der er for- 

bundet med den nuværende form, er, at hun er usikker på, om den rette infor- 

mation gives til den eller de rette personer. Dette problem ville ikke eksistere, 

hvis al information blev lagt på et intranet. Megen tid kunne spares, idet en 

stor del af den information, der gives på disse mange møder i samtlige børne- 

huse i kommunen kun skulle gives én gang af afsenderen på intranettet. Her 

kunne medarbejderen så selv opsøge den information, der er relevant for ved- 

kommende. De frustrationer, der er forbundet med den nuværende form med 

ugentlige postmøder i form af, at dagsprogrammet skrider, ville hermed også 

være løst. En anden væsentlig pointe er, at alle på den måde ville have mulig- 

hed for at bidrage med information og ikke mindst have mulighed for at 

kommentere. Vi ser af interviewet med medarbejderen, at der er et stort behov 

30


for at drøfte problemstillingerne på disse postmøder og med baggrund i soci- 

alkonstruktivistisk vidensteori er det netop ved anvendelsen af sprog og 

kommunikation, at ny viden opstår. Her ville et intranet give mulighed for den 

nødvendige debat og diskussion - og videndeling. 

Et intranet, hvor man kan lægge mødereferater og anden information vil yder- 

ligere have den fordel, at ens kolleger i nabobørnehusene kan læse med. Hil- 

debrandt (1997) nævner som væsentlige faktorer for at udvikling og læring 

kan finde sted, at medarbejderne har mulighed for at lære af egne erfaringer 

og at lære af andres erfaringer og bedste praksis andre steder. En elektronisk 

platform eller et intranet er en forudsætning for, at institutionens skriftlige re- 

ferater, logbogsoptegnelser ol. kan skabe mulighed for medarbejdernes reflek- 

sioner og danne basis for udvikling af den daglige pædagogiske praksis. 

Praksisfortællinger 

Den skriftlige kommunikation, der finder sted i forbindelse med det igangvæ- 

rende arbejde med at implementere praksisfortællinger som et pædagogisk 

redskab fik undervejs i forløbet min særlige interesse, idet det hurtigt stod 

klart for mig, at medarbejderne havde svært ved at få realiseret projektet i 

hverdagen. Praksisfortællinger handler specifikt om at anvende skriftlighed 

som baggrund for at udvikle en fælles faglighed og fælles grundforståelse pæ- 

dagogerne imellem. Det drejer sig om: ”At udvikle personalets evne til syste- 

matisk refleksion, med henblik på at kunne dokumentere og reflektere over 

egen og fælles praksis.” (Bilag 7, side 1). 

Som jeg har vist i min teorigennemgang, er det netop evnen til at reflektere 

over egen og fælles praksis og kunne agere refleksivt og analytisk i situatio- 

nen, der er nødvendige kompetencer i det hyperkomplekse samfund. Effektiv 

læring baseres på egne erfaringer, overvejelser og handlinger. Det er ikke til- 

strækkeligt at indsamle erfaringer, at gøre sig sine erfaringer, man skal også 

have mulighed for at dele dem med andre og reflektere. I pædagogernes kultur 

har man hidtil ikke haft tradition for at arbejde på denne måde. Derfor har 

man i institutionen brug for, at der skabes betingelser og omstændigheder, der 

muliggør dette arbejde. Og her kan informationsteknologien være til hjælp. 

31


Implementering af elektronisk kommunikation via et intranet, ville kunne un- 

derstøtte arbejdet med praksisfortællinger. 

Videre hedder det i beskrivelsen af projektforløbet om praksisfortællinger: 

”At personalet arbejder med udvikling af skriftlighed - da skriftlighed er et af 

de væsentligste redskaber til udvikling af praksis.” (Bilag 7, side 3). Her kan 

vi se, at projektet bygger på socialkonstruktivistiske vidensteorier, hvor det bl. 

a. hedder, at viden konstrueres i fællesskabet ved hjælp af sproget i situatio- 

nen. Elektronisk kommunikation og videndeling understøtter muligheden for 

skriftliggørelse og refleksion. Implementering af et intranet i institutionen vil 

kunne medvirke til løsning af de problemer, medarbejderne giver udtryk for, 

at de har i forbindelse med at få indarbejdet fornuftige rutiner omkring det 

praktiske arbejde med at skrive praksisfortællingerne i hverdagen. 

Det er nødvendigt at arbejde med at skabe en kultur, hvor man udveksler ideer 

og diskuterer pædagogiske problemstillinger. Ved således at ændre på eksiste- 

rende kommunikationsmåder og -systemer vil medarbejdernes muligheder for 

at opfylde målene i projektbeskrivelsen optimeres, hvilket kan føre til styrkel- 

se af den enkeltes pædagogiske, faglige og personlige udvikling. 

Opsamling 

I dette kapitel har jeg vist, hvordan elektronisk kommunikation via intranet, 

kan blive en hjælp i hverdagens informationsudveksling. Med baggrund i so- 

cialkonstruktivistiske vidensteorier og min undersøgelse af, hvordan kommu- 

nikation og videndeling i institutionen foregår, har jeg beskrevet en række 

områder, hvor indførelse af elektronisk kommunikation og implementering af 

et intranet kan styrke videndeling i daginstitutionen og føre til udvikling af 

den pædagogiske praksis i hverdagen. 

32

Konklusion 


Samfundets udvikling fra industrisamfund til det postmoderne eller hyper- 

komplekse samfund medfører nye krav til os som medarbejdere i en moderne 

organisation. Vi må have mulighed for at videreudvikle vores viden og fær- 

digheder, hvilket ikke gøres alene ved traditionelle kurser og videreuddannel- 

sesforløb. Udviklingsmulighederne må være til stede i hverdagen på arbejds- 

pladsen. Ved at benytte et velorganiseret intranet vil det være muligt at imø- 

dekomme behovet for den nødvendige information i hverdagen og yderligere 

vil det kunne danne basis for den kommunikation, der er behov for som basis 

for videndelingsprocesser, der kan føre til udvikling af medarbejdernes analy- 

tiske evner og refleksions- relations- og meningskompetencer. 

I socialkonstruktivistiske vidensteorier er betingelsen for udvikling og læring 

praksisfællesskabet. Viden konstrueres i fællesskabet - ved hjælp af sproget - i 

situationen. Viden kan kategoriseres i fire niveauer, der alle er hinandens for- 

udsætninger: Kvalifikationer, kompetencer, kreativitet og kultur. Erfaring, 

erfaringsopsamling og refleksion i praksisfællesskabet er centrale begreber i 

den lærende organisation. Den måde, man kommunikerer på i organisationen 

er væsentlig for, hvorvidt der er tale om videndeling som en proces, der kan 

føre til udvikling af den daglige pædagogiske praksis. 

Min undersøgelse af daginstitutionskulturen i børnehuset har vist, at det ikke 

er en del af pædagogernes kultur at skulle gå væk fra børnene for at nedfælde 

deres tanker på skrift. Der eksisterer ikke fastlagte strategier for, hvor, hvornår 

og hvordan det kan foregå. Men min undersøgelse har også vist, at der er et 

behov for indførelse af elektronisk kommunikation via en form for intranet, 

idet både medarbejdere og ledelse giver udtryk for frustrationer over den må- 

de informationsformidling foregår på. Ikke mindst i arbejdet med praksisfor- 

tællingerne, som er et fælles projekt, man har store forventninger til som et 

godt og brugbart redskab i den pædagogiske praksis. 

33


Med baggrund i socialkonstruktivistiske vidensteorier og min undersøgelse af, 

hvordan kommunikation og videndeling i institutionen foregår, har jeg be- 

skrevet en række områder, hvor indførelse af elektronisk kommunikation og 

implementering af et intranet kan styrke videndeling i daginstitutionen og føre 

til udvikling af den pædagogiske praksis i hverdagen. 

34

Litteratur 


Andersen, Ib (2005): Den skinbarlige virkelighed - om vidensproduktion in- 

den for samfundsvidenskaberne. Forlaget Samfundslitteratur. 

Bang, Dalsgaard & Kjær (2004): Vidensdeling ved hjælp af intranet. ITMF 

projekt-386. Institut for informations- og medievidenskab, Århus Universitet. 

Brandt, Naya & Aldershvile, Ulla (2003): ”Communico, ergo sum” Kommu- 

nikation og Livshistorie. Erfaringsopsamling af projekt. Thisted. 

http://www.bupl.dk 

Brendstrup, Sisse & Larsen, Steen m.fl. (2005): Videnscenter - om pædagogi- 

ske metoder og erfaringer i Nykøbing Rørvig Kommune. Rapport om udvik- 

lingsgruppens arbejde. CVU-Sjælland i samarbejde med Nykøbing Rørvig 

Kommune. http://www.bupl.dk 

Gynther, Karsten & Gerken, Sven (2004): Mellem ”know how og how know” 

iagttagelser af IT-integrationen i Holbæk kommune. Holbæk Seminarium. 

Hildebrandt, Steen (1997): ”Træk af den lærende organisation”. In: Ledelse 

’97 - bliv ajourført og inspireret af 10 danske professorer. Børsens forlag. 

København. 

Illeris, Knud (2006): Læring. Roskilde Universitetsforlag, Frederiksberg. 

Illeris, Knud (red) (2000): Tekster om læring. Roskilde Universitetsforlag, 

Frederiksberg. 

Kvale, Steinar (1997): Interview. en introduktion til det kvalitative forsknings- 

interview. Hans Reitzels Forlag, København. 

Lave, J & Wenger, E. (2003): Situeret læring og andre tekster. Hans Reitzels 

Forlag, København. 

Nielsen, Finn Hedegård (2003): ”Viden indtil videre” i tidsskriftet DpT 

4/2003. 

35


Qvortrup, Lars (2004): Det Vidende Samfund. Unge pædagoger, København. 

Qvortrup, Lars (2002): ”Det lærende samfund - læring, kompetence, uddan- 

nelse og IT i det hyperkomplekse samfund”. In: Uddannelse, læring og IT - 26 

forskere og praktikere gør status på området. Undervisningsministeriet, Kø- 

benhavn. 

Schein, Edgar H. (1994): Organisationskultur og ledelse, 2. udgave. Forlaget 

Valmuen, København. 

Bilagsfortegnelse 

Bilag 1: Transkription af interview med afdelingsleder i Børnehus A. 

Bilag 2: Transkription af interview med medarbejder. 

Bilag 3: Udskrift fra Børneinstitutionens hjemmeside. 

Bilag 4: Pædagogiske læreplaner, udskrift fra Børnehusets hjemmeside. 

Bilag 5: Udskrift fra BUPL’s hjemmeside. 

Bilag 6: Noter fra personalemødet i Børnehus A. 

Bilag 7: Praksisfortællinger 

36

Videndeling i daginstitutioner - Synkomm

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?