Oxus - Centralasiatisk Selskab

OXUS 

Nyhedsbrev for 

Centralasiatisk 

Selskab 

2012, nr. 1

Nyheder fra Centralasiatisk Selskab 

Formandens beretning 

Morten D. Christensen 

Oxus 

Indhold 

Temaer i Djingiz Ajtmatovs og Galsan Tschinags forfatterskaber 

Steen Klitgård Povlsen 

Liv på kirkegården 

Jørgen Thomsen 

Afghanistans film - reddet fra bålet, men ikke fra opløsning 

Signe Grejsen Nissen 

Sølvregn 

Per Fischer 

Mennesket som museumsgenstand (anmeldelse af magasin: Steppe) 

Pia Dyrhagen 

Usbekistans diva vender hjem (anmeldelse af cd: Sevara, Tortadur) 

Per Fischer 

Centralasien siden sidst 

Udgivet af Centralasiatisk Selskab, København 2012; ISSN: 1901-9637 

Forsidebillede: Wakhier i Pamir, NØ-Afghanistan. Foto fra 3. Danske Pamir-ekspedition. ©Jens Soelberg. 

Centralasiatisk Selskab har til formål at fremme kendskabet til og interessen for Centralasien før og nu 

samt fungere som tværfagligt forum for koordinering og styrkelse af aktiviteter, der omhandler Centralasien. 

Centralasiatisk Selskab er en apolitisk og ikke-profitbaseret organisation. Betegnelsen Centralasien dækker i 

selskabets regi primært landene Afghanistan, Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan, Turkmenistan, 

Usbekistan; provinsen Xinjiang i Kina; de sydsibiriske provinser i Rusland; de nordlige provinser i Pakistan; 

samt emigranter fra de pågældende områder. Se mere på www.centralasien.dk. 

Bidrag i form af artikler, information om arrangementer, billedmateriale, idéer/forslag til emner kan 

indsendes pr. e-mail til mail@centralasien.dk. I tilfælde af forbindelsesproblemer kan centralasien@live.dk 

bruges i stedet. 

Redaktion: Morten D. Christensen, Adam Hyllested, Per Fischer, Pia Dyrhagen, Sten Madsen og Jørgen 

Thomsen. 

Redaktionen for dette nummer er afsluttet 1. maj 2012. 

Deadlines for de kommende numre: 

August 2012 

Deadline for større artikler og indlæg 15. juni 

Deadline for notitser, annonceringer etc. 1. Juli 

Udkommer 1. august 

Oxus 2012, nr. 1 

December 2012 

Deadline for større artikler og indlæg 15. oktober 

Deadline for notitser, annoncer etc. 1. november 

Udkommer 1. december 

3 

4 

7 

15 

17 

21 

24 

25 

27 

2

Medlemsmøder siden sidst 

1. september 2011 berettede bestyrelsesmedlem 

Ulla Prien (nu formand) nyt fra Tasjkents 

kulturliv og kommenterede bl.a. Mark Weils 

dokumentarfilm ”The End of an Era" om den 

usbekiske hovedstad og dens indbyggere. 

Fremmødet var ikke prangende, men acceptabelt, 

og deltagerne kunne glæde sig over spritny 

information fra Usbekistan, som Ulla besøger tit. 

17. november 2011 var det tid til efterårets 

større møde. Emnet var for første gang i 

selskabets historie centralasiatisk litteratur, som 

blev anskuet fra fire vinkler: Steen Klitgård 

Povlsen (Aarhus Universitet) forelæste om temaer 

i et kirgisisk og et mongolske forfatterskab, mens 

Alex Fryszman og Claus V. Pedersen (begge 

Københavns Universitet) talte om hhv. 

centralasiatisk litteratur på russisk i Sovjettiden 

og om persisk litteraturs sammenhæng med 

Centralasien; endelig gav Ole Lillelund og Abdul 

Malik Beakasyar prøver på afghansk poesi på 

både pashto og i dansk oversættelse. 

22. februar 2012 var der ekskursion til og 

rundvisning på det nye NaturMedicinsk Museum 

på Københavns Universitets Farmaceutiske 

Fakultet, hvor museumskurator Jens Soelberg til 

umanerligt bjergtagende billeder fra sin farefulde 

ekspedition til Wakhan fortalte om indsamling af 

planter og folkemedicinsk viden blandt de 

østiranske wakhier på plateauet og kirgisisere 

højere oppe i bjergene (Etnobotaniske studier i 

Afghanistan: Den 3. Danske Pamir-ekspedition; 

se forsidebillede, og 5-6 samt fotomontage s.7-8). 

1. marts 2012 gav næstformand Muborak 

Sharipova sit indtryk af det anspændte tadsjikiskrussiske 

forhold under titlen ”In the Grip of the 

Bear – in between Russian and Tajik Elections”. 



Ny bestyrelse og ny 

formand 

Bestyrelsen valgte på sit konstituerende møde 1. 

marts Ulla Prien til ny formand. Hun afløser 

Morten D. Christensen, der selv ønskede at 

slippe tøjlerne af tidsmæssige årsager. Ulla 

Prien, der er studielektor i arabisk ved Institut 

for Tværkulturelle og Regionale Studier på 

Københavns Universitet, bliver selskabets fjerde 

formand og den første kvinde på posten. 

På den ordinære generalforsamling samme 

dag blev Ildikó Bellér-Hann, Per Fischer, 

Andrey Lukyanov og Saida Zukhritdinova 

valgt som nye medlemmer af bestyrelsen. Lige 

som Ulla Prien var hverken Adam Hyllested, 

Sten Madsen eller Muborak Sharipova på valg 

denne gang. Foruden Morten Christensen 

udtrådte Jørgen Thomsen helt, mens Rasmus 

Chr. Elling, Jonas K. Jepsen og Mads 

Østergaard udtrådte for at blive suppleanter. 

Nyvalgte suppleanter er i øvrigt Carsten Trier 

Høj, Søren Jarnvig og Vasila Zukhritdinova. 

Janus Gohr Mørk og Lars Højer ønskede ikke 

længere at figurere som suppleanter. 

Bestyrelsen ser derfor således ud frem til 

generalforsamlingen i 2013: 

Ulla Prien (formand) 

Muborak Sharipova (næstformand) 

Sten Madsen (kasserer) 

Adam Hyllested (sekretær) 

Ildikó Bellér-Hann 

Per Fischer 

Andrey Lukyanov 

Saida Zukhritdinova 

Suppleanter: 

Rasmus Chr. Elling 

Carsten Trier Høj 

Søren Jarnvig 

Jonas K. Jepsen 

Maria Louw 

Søren Theisen 

Vasila Zukhritdinova 

Mads Østergaard 

13. marts 2012 havde selskabet med kort varsel fået 

besøg af den prominente kirgisiske menneskeretsadvokat 

Cholpon Jakupova (Implementation of the 

Rule of law principle in the Kyrgyz Republic with its 

parliamentary system: Concerns and Challenges). 

På billedet tv. hilser hun på Lise From fra Det 

Europæiske Hus. 

3


Formandens årsberetning 2012 

af Morten D. Christensen 

Aflagt af Morten Dyrhagen Christensen ved generalforsamlingen i Centralasiatisk 

Selskab torsdag den 1. marts 2012. 

Den nuværende bestyrelse blev valgt på 

generalforsamlingen 30. marts 2011 og 

konstituerede sig den 11. maj 2011 – med 

undertegnede som formand, Muborak Sharipova 

som næstformand, Adam Hyllested som sekretær 

og Sten Madsen som kasserer. Øvrige 

bestyrelsesmedlemmer er Ulla Prien, Jørgen 

Thomsen, Mads Østergaard, Rasmus Chr. Elling 

og Jonas K. Jepsen. 

Mit udgangspunkt som formand var at få 

konsolideret fundamentet for et Centralasiatisk 

Selskab med en sund økonomi og et 

aktivitetsniveau, der mere lægger vægt på kvalitet 

og kvantitet. Helt som det har været 

målsætningen i de foregående år. 

Det er et aktivitetsniveau som også afspejler 

den frivillige arbejdsindsats, vi i bestyrelsen er i 

stand til at lægge i selskabet ved siden af vores 

respektive job og studier. Det, synes jeg, er 

lykkedes rigtigt godt, selvom det altid er en 

udfordring at finde den fornødne tid til 

foreningsarbejdet. Det vender jeg tilbage til. 

Efter nogle år, hvor medlemmerne langsomt 

var sevet fra selskabet – ikke på grund af vores 

aktiviteter, men nok nærmere på grund af 

manglende kontingentinddrivelse – kunne vi 

konstatere, at kassebeholdning var for 

nedadgående uden, at der umiddelbart kom penge 

i kassen. 

Det var ikke en kritisk situation, men 

bestyrelsen var dog opsat på at få vendt 

udviklingen. Og igen ud fra en filosofi om, at 

selskabets ve og vel skal bygge på kvalitet – altså 

hellere en mindre, men trofast medlemsskare, end 

en stor, som der skal bruges mange kræfter på at 

få til at gentegne medlemskab år efter år. De 

kræfter er bedre brugt til at lave arrangementer 

med både snæver og bred appel. 


Første skridt har været at kontakte så mange 

som muligt af de personer og foreninger og 

organisationer, som tidligere har betalt kontigent. 

Vi sendt girokort vedlagt en flyer med oplysninger 

om kontingentpriser ud til et større antal, og det 

resulterede i et mindre antal fornyede 

medlemskaber. En del hørte vi ikke fra. 

Men det var et vigtigt led i arbejdet med at få 

klarhed over, hvem og hvor mange, der reelt kan 

betragtes som medlem. Bestyrelsen har besluttet 

at trække en streg i sandet og kun betragte 

personer og organisationer, der har betalt 

medlemskab, som reelle medlemmer, og ikke 

bruge yderligere kræfter på at opsøge tidligere 

medlemmer. Herfra kan vi fortsætte arbejdet med 

at skabe gode arrangementer for vores nuværende 

medlemmer og naturligvis for alle andre 

interesserede – og forhåbentligt potentielle 

medlemmer. 

Vi har fremstillet en flyer i A5-format, som 

deles ud ved vores egne arrangementer, og som 

også er blevet delt ud ved andre arrangementer 

med relation til Centralasien. Flyeren har 

oplysninger om selskabets forskellige aktiviteter 

og medlemsfordele samt selvfølgelig en vejledning 

i, hvordan man melder sig ind. 

På den elektroniske front har vi langt om længe 

fået skabt lidt mere liv på hjemmesiden 

centralasien.dk, men der er stadig plads til 

forbedringer. Blandt de mest markante ændringer 

er, at den hidtidige medlemsdatabase er blevet 

nedlagt og erstattet med en ny. 

Baggrunden for dette skridt er todelt. Først og 

fremmest ønsker vi i bestyrelsen, at 

medlemsdatabasen skal være en fordel for 

betalende medlemmer. Men databasen indeholdt 

oplysninger om mange flere personer, end der er 

medlemmer af Centralasiatisk Selskab, og derfor 

ønskede vi at fjerne dem, der ikke længere er 

medlemmer. 

Men teknisk var det åbenbart en umulig 

opgave – i hvert fald for undertegnede – at 

redigere i den eksisterende database. Så den blev 

slettet, og i stedet har vi på hjemmesiden og i mail 

til alle på vores mailingliste – medlemmer og ikkemedlemmer 

– gjort opmærksom på muligheden 

for at oprette en personlig profil i 

medlemsdatabasen. Det har givet et par nye 

medlemmer, og godt nok er medlemsdatabasen 

4

skrumpet temmelig meget, men til gengæld er den 

nu kun for betalende medlemmer. 

Her i 2012 har vi også valgt at opfordre til 

fornyelse af medlemskab uden at fastsætte en 

betalingsdato. Tanken er, at man betaler for 

kalenderåret, uanset hvornår på året, der betales. 

Om det er en god eller dårlig idé må vi se på, når 

vi har en idé om, hvor mange eller hvor få, der 

fornyer medlemskabet. Det vil være en opgave for 

den nyvalgte bestyrelse at lægge en plan for, 

hvordan kontingenter skal opkræves fremover. 

I den afgående bestyrelse, hvoraf vi er nogle 

stykker, der udtræder, mens der heldigvis er flere 

gode kræfter, der ønsker at fortsætte, har vi efter 

bedste evne forsøgt at balancere behovet for at 

stabilisere selskabet og arbejde på de indre linjer 

med behovet for fortsat at lave arrangementer. 

Vi har lejlighedsvis været få ved 

bestyrelsesmøderne, og 2011 har ikke været det 

mest aktive år, hvad angår arrangementer, i 

Centralasiatisk Selskabs historie. 

Men når det er sagt, så har vi været stolte over 

de arrangementer, det er blevet til i det forgange 

år. 

1. september 2011 stod bestyrelsesmedlem Ulla 

Prien bag et arrangement om Tasjkents kulturliv, 

hvor hun blandt andet viste dokumentarfilmen 

"The End of an Era. Tashkent" af Mark Weil om 

den usbekiske hovedstad og dens indbyggere. 

17. november 2011 kunne vi også med stor 

stolthed præsentere selskabets første møde om 

centralasiatisk litteratur. Det var med Steen 

Klitgård Povlsen (Aarhus Universitet) om temaer i 

kirgisiske og mongolske forfatterskaber, Alex 

Fryszman (Kbh. Uni) om centralasiatisk litteratur 

på russisk i sovjettiden, Claus Pedersen (Kbh. Uni) 

om iransk/persisk litteraturs sammenhæng med 



Centralasien samt Ole Lillelund og Abdul Malik 

Beakasyar om afghansk poesi. 

22. februar 2012 havde vi et eksklusivt 

arrangement på NaturMedicinsk Museum med 

Jens Soelberg under overskriften Etnobotaniske 

studier i Afghanistan: Den 3. Danske Pamirekspedition. 

Og i dag, den 1. marts 2012, har vi forud for 

generalforsamlingen hørt vores næstformand, 

Muborak Sharipova, tale om forholdet mellem 

Tadsjikistan og Rusland under titlen ”In the Grip 

of the Bear – in between Russian and Tajik 

Elections”. 

Især arrangementet på NaturMedicinsk Museum 

er et eksempel på, hvad vi gerne vil have mere af i 

Centralasiatisk Selskab, idet vi tilbød vores 

medlemmer gratis deltagelse, men også inviterede 

ikke-medlemmer med for en halvtredser. Her er 

der en oplagt medlemsfordel, og dem skal 

selskabet arbejde på at give flere af, da det 

indlysende nok er en god motivationsfaktor for 

folk til at melde sig ind. 

Afslutningsvis vil jeg vende tilbage til det, jeg 

var inde på i begyndelsen omkring det at bruge tid 

på foreningsarbejdet. Jeg har i det seneste halve år 

desværre måttet erkende, at jeg ikke kan få 

arbejde og småbørnsliv til at gå op i en højere 

enhed med den indsats, jeg gerne vil lægge i 

Centralasiatisk Selskab og som jeg føler mig 

forpligtet til som valgt bestyrelsesmedlem. 

Derfor har jeg besluttet ikke at genopstille ved 

valget til bestyrelsen i aften, og som en 

5

konsekvens fratræder jeg naturligt nok også 

formandsposten. Jeg vil gerne rette en stor tak til 

de øvrige medlemmer af bestyrelsen. Det er en 

fornøjelse at arbejde sammen med folk med 

samme interesse og kærlighedsforhold – måske 

had/kærlighed – til Centralasien, men med et helt 

andet fokus. 

Jeg er overbevist om, at den nye bestyrelse 

med en god blanding af gamle og nye kræfter kan 

fortsætte arbejdet med at revitalisere 

©Jens Soelberg 



Centralasiatisk Selskab, og jeg glæder mig til at 

følge med som menigt medlem. 

Tak for nu – og held og lykke fremover! 

Afgående formand Morten Dyrhagen 

Christensen, 1. marts 2012 

6


Temaer i Djingiz Ajtmatovs 

og Galsan Tschinags 

forfatterskaber 

af Steen Klitgård Povlsen 

En bearbejdet udgave af Steen Klitgård Povlsens foredrag ved arrangementet 

”Centralasiens litteratur før og nu” i Centralasiatisk Selskab 17. november 2011 

Jeg takker for indbydelsen til denne aften; jeg er 

glad over at kunne være med, men også en smule 

ydmyg: jeg er ikke ekspert i hverken 

centralasiatisk litteratur eller Centralasien i det 

hele taget. Ud over almindelig Hörensagen og 

netsurfing ved jeg stort set kun noget om området 

via de to forfattere, jeg har påtaget mig at tale om i 

aften, og jeg kan ikke nogen af de sprog, der tales i 

området. Jeg læste i slutningen af 1960’rne som 

ung litteraturstuderende Ole Husted Jensens 

fremragende oversættelse af Djingiz Ajtmatovs 

Farvel, Gulsary og var – i bogstavelig forstand – 

bjergtagen. Ajtmatov var kirgiser, men var tidligt 

gået over til at skrive på russisk – for at komme ud 

til en større verden. Nu var han nået helt til det 

flade Danmark. Jeg var en slags socialist og 

involveret i studenteroprør og forskellige 

bevægelser på venstrefløjen, og skildringen af 

fårehyrden Tanabajs kamp for at bringe sin 

dyreflok frelst gennem vinteren og hans modstand 

mod partidoktriner og bureaukrater gik lige hjem 

hos mig. Jeg var træt af de evindelige teoretiske 

diskussioner på hyblerne, og var meget mere 

optaget af, hvordan litteratur og anden kunst 

kunne udgøre en alternativ bevidsthed i et 

autoritært samfund og give rum for 

virkelighedsbeskrivelser, der ikke kunne komme 

frem i presse og anden offentlig debat. Det her var 

efter min mening socialisme i praksis, indfoldet i 


et blændende bjerglandskab og med en smertefuld 

kærlighedshistorie. Jeg havde tidligere læst 

Solchenitsyns En dag i Ivan Denisovitjs liv og 

kunne sagtens se forbindelsen: den dag man 

befrier det skabende arbejde fra bureaukrati og 

dogmatik, kan der ske store ting. Det både håbede 

og troede jeg og mine kammerater på den tid ville 

kunne ske i Sovjetunionen og dets allierede lande. 

Senere fulgte jeg alle Ole Husted Jensens 

oversættelser af Ajtmatov, så hurtigt de udkom: 

Dzjamilja med det store patetiske 

kærlighedsdrama, Den hvide damper og først og 

fremmest Vigesporet fra 1986. Da den udkom i 

Sovjet i 1985, var Gorbatjov allerede kommet til 

magten og jeg kunne godt forstå, at Ajtmatov 

7

hørte til i kredsen omkring ham og var med til at 

formulere hans nye kulturpolitik. Dette var helt 

tydeligt perestrojka, omstrukturering, en ny 

retning. I Vigesporet (I dag er også i morgen, 

som dens håbefulde undertitel lyder på dansk) 

udtrykkes kampen mellem fri udfoldelse og 

dogmatisk indsnævring gennem to stærke 

hovedsymboler: for det første den 

århundredegamle kasakhiske torturmetode med 

at spænde fugtig dyrehud om hovedet på et offer 

og lade det tørre på ham, indtil han bliver 

vanvittig eller omkommer – symbolsk udvidet til 

den misrøgt af Aralsøen, som den grove udnyttelse 

af dens vandressourcer har medført. 

Indsnævringen af Aral driver hovedpersonen 

Storm Jedigej væk fra hans gode tilværelse som 

fisker og ud på sletten for at blive arbejder ved et 

jernbaneknudepunkt. Her han har en 

kamelhingst, Karanar, bogens andet hovedsymbol, 

der i et vældigt kraftanfald bryder ud fra sin 

indespærring og kaster sig over hopperne på 

sletten uden for dens indhegning. Han er bogens 

egentlige helt, den natur der går over sin tugtelse 

og et varsel om, at Ruslands enorme kraft snart 

ville sprænge sine dogmatiske grænser. Om det så 

lige skete på den måde, jeg i midten af 1980’erne 

havde forestillet mig, ved jeg ikke: jeg fik i hvert 

fald fat i alt, hvad der var oversat af Ajtmatov til af 

mig læselige sprog og skrev i et frisemester, hvor 

jeg egentlig skulle have gjort noget andet, en lille 

bog med læsninger af Ajtmatov. Et i egentligste 

forstand amateur-arbejde, af en der ikke kunne 

andet end at læse det, han holdt af. 

Under alle omstændigheder glemte jeg, da muren 

faldt og Sovjetunionen brød sammen, Djingiz 

Ajtmatov, der blev parkeret som den nye republik 

Kirgisistans ambassadør i Luxembourg med 

akkreditering til EU og Nato. Formodentlig ment 

som en venlig, tidlig pensionering af en gammel 

frontkæmper, der måske også kunne blive lidt 

besværlig for de nye magthavere. Ajtmatov fyldte 

meget i det kulturpolitiske landskab. I 

Luxembourg fortsatte han med at skrive i 

forlængelse af sin sidste Sovjetroman Skafottet, 



hvor en næsten kvasireligiøs, kosmologisk 

visionalitet voksede ud af det økologitema, der 

længe havde været markant i hans værker. 

Da jeg i anledningen af hans død i 2008 af dette 

selskab her blev bedt om at skrive en slags udvidet 

nekrolog over ham, læste jeg et par stykker af 

disse alderdomsværker og konstaterede, at de blev 

mere og mere spekulative og vidtløftige. Til 

gengæld genlæste jeg både Farvel, Gulsary og 

Vigesporet og så, at de stadig holder højde. Der er 

intet i disse værker, der er bundet til Sovjettiden, 

deres problemstillinger er universelle og deres 

narrative knaphed og stramme form gør dem til 

mesterværker. I begge behersker Ajtmatov 

teknikken med at få et kort tidsrum (en hests 

dødskamp, et ridt til en vens begravelse) til at 

rumme en lang historie, udtrykt i den tyske titel 

på Vigesporet: Der Tag zieht den 

Jahrhundertweg. Et helt århundrede kan skildres 

i en enkelt dag. Jeg ved ikke, hvordan man ser på 

dem i dag i Rusland (men forstår, at Ajtmatov 

stadig dyrkes som en nyklassiker også i russisk 

litteratur), men de er efter min formening noget af 

den arv fra Sovjettiden, man kan være stolt af. I 

Kirgisistan er han en af de helt store. 

Men et par år før Ajtmatovs død var jeg igen 

blevet litterært trukket ud i de bjerge, der 

8

strækker sig som østlige udløbere af Himalayakomplekset. 

Den danske oversætter Karsten Sand 

Iversen bruger tiden mellem sine mange 

oversættelsesopgaver til at snuse omkring i 

litteratur i de mange sprog, han kan, med 

forkærlighed for særegne, ofte marginale 

forfatterskaber. Han havde i denne lystlæsning 

(hvoraf meget er samlet i essaysamlingen 

Skyggebiblioteket) opdaget den mongolske 

forfatter Galsan Tschinag, der under et 

studieophold i DDR i slutningen af 1960’erne 

havde lært sig så meget tysk, at han kunne skrive 

originalt på det. Siden murens fald og Mongoliets 

løsrivelse fra Sovjetimperiet var der kommet en 

lind strøm af bøger fra ham, de fleste på tysk. 

Karsten nævnede noget om dette for forlæggeren 

Arild Batzer, som jeg allerede dengang lavede 

konsulentarbejde for, og Arild spurgte mig, om jeg 

ville læse den roman af Tschinag, som Karsten 

Sand Iversen havde anbefalet: Den blå himmel. 

Det gjorde jeg og var begejstret. Den udkom 

derefter på Batzer & Co’s forlag i Roskilde. 

Galsan Tschinag er født i 1944 som søn af 

nomadehyrder i Mongoliets vestligste udkant, 

Altai-bjergene, der ligger i trekanten mellem 

Rusland, Mongoliet og Kina. Han er faktisk ikke 

etnisk mongol, men tilhører det lille Tuva-folk, 

hvoraf hovedparten den dag i dag lever i Rusland 

og små mindretal i Mongoliet og Kina. 

Tuvasproget er af tyrkisk rod, har jeg læst, og helt 

forskellig fra mongolsk; Tschinag, der kom til 

hovedstaden Ulan Bator for at studere netop 

mongolsk, har altså bevæget sig mellem tre, 

grundlæggende forskellige sprog: tuvinsk, 

mongolsk og tysk, og har skrevet på dem alle. Tysk 

er først og fremmest blevet hans vindue ud til den 

store verden, og det har virket. Som russisk 

virkede for Djingiz Ajtmatov. 



Efter hjemkomsten fra DDR i 1971 arbejdede 

Tschinag som underviser i tysk på universitetet i 

Ulan Bator, en stilling som han dog blev fyret fra i 

1976, hvorefter han arbejdede som journalist og 

som mening medarbejder i et ministerium. Om 

sin fyring og om de vanskeligheder, han havde 

siden, har han været meget tilbageholdende med 

at fortælle (også i Die Rückkehr fra 2008 

(Tilbagekomsten), der er det nærmeste, han i sit 

forfatterskab er kommet direkte erindringer), men 

de noveller, han skrev i den periode, havde han i 

alt fald svært ved at få udgivet. Et lille, smalt 

udvalg udkom dog i DDR i 1981. Men romanen 

Den blå himmel lå og ventede på, at Sovet skulle 

falde sammen og en ny æra begynde i Mongoliet. 

Den udkom på tysk i 1994 og blev straks en 

succes, oversat til adskillige sprog, til dansk altså i 

2003. Der er ingen tvivl om, at han er stærkt 

påvirket af Djingiz Ajtmatov, hvad Tschinag også 

ved flere lejligheder har indrømmet. Vi er i Den 

blå himmel tilbage i det samme nomadesamfund i 

bjergene, som Ajtmatov skildrer i Farvel, Gulsary, 

en scene heri: fårehyrdernes kamp for at redde 

flokken igennem et pludselig tilbagefald af vinter i 

forårets begyndelse er direkte overtaget i Den blå 

himmel. Her er det fortælleren, der som stor 

dreng i samarbejde med sin elskede hund redder 

så mange nyfødte lam som muligt, menneske og 

9

samarbejdende dyr i kamp for 

produktionsgrundlaget: fåreflokken. Den blå 

himmel bliver fortalt med drengens optik, mens 

Farvel, Gulsary ses med en gammel mands øjne. 

Men i begge tilfælde er det et i bedste forstand 

naivt, naturbundet og traditionelt tænkende blik 

på en verden, der er under forvandling. I begge 

værker kommer moderniteten snigende sig ind i 

bjergene med bureaukrater, nye bestemmelser og 

normer. Fortælleren hos Tschinag har dog et 

andet fremtidsperspektiv end Ajtmatovs døende 

helt: han lærer hvordan sproget, og ikke mindst 

den shamanistiske aktivitet, han har lært af sin 

tante i Ailen, kan hjælpe med til at bringe hjorden 

gennem krisen. I en fantastisk scene synger han 

sin små lam til nyt livsmod og kraft til at klare 

snestormen, og vi forstår, at her er en forfatter på 

vej. Da hans elskede hund til sidst alligevel dør på 

grund af en tåbelig fejl fra faderens side (han har 

lagt gift ud til ulvene på en forkert måde), nægter 

drengen at acceptere sorgen: han forpligter sig til 

ikke at give op, men blive ved og ved med at 

fortælle sandheden om det liv, der engang blev 

levet i Altai-bjergene. Uden gift. 

Den forpligtelse har været grundlaget for den 

forfattervirksomhed, Tschinag har bedrevet siden 

Den blå himmel. I en lang række romaner, 

noveller og rejseskildringer har han fastholdt det 

antropologiske blik på sine bjerge: har systematisk 

skildret livet i nomadesamfundet og forsøgt at 

samle dets fortællinger og myter op. De fleste af 

hans bøger bliver skrevet direkte på tysk, men er 

så fyldte med tuvinske (og til dels mongolske) 

udtryk og begreber, at den ordforklaring, han som 

regel lægger ind bagi værkerne, er uomgængelig 

under læsningen. Lange passager i hans bøger er 

reelt dobbeltsprogede. I slutningen af 1990’erne 

kom han i kontakt med den schweiziske etnograf 

Amelie Schenk, som han siden har haft et nært 

forhold til. I dag driver de sammen et selskab med 

hjemsted i Ulan Bator til oplysning om og fremme 

af kendskab til nomadekulturen i Altai-bjergene, 

bl.a. arrangerer de hvert år rejser for europæiske, 

velbeslåede mennesker op til jurterne og fårene. I 

1997 udgav de sammen bogen Im Lande der 

zornigen Winde (I de vrede vindes land), der er 

en egentlig indføring i Tuva-folkets kultur og 

levevis. Her skildrer de både de materielle 

omstændigheder og de kulturelle former hos 

tuvinerne, og hvordan disse bliver trængt af det 

moderne samfund. Ikke mindst den shamantradition, 

som Tschinag ser det som sin vigtigste 

rolle at videreføre, og som han forstår sit 

forfatterskab som en del af. Som barn blev 

Tschinag oplært i denne urgamle kunst af sin 

tante Pürwü, hos hvem han også boede i lange 

perioder, hun indtager i hans univers på mange 

måder samme rolle som Ajtmatovs farmoder, der 

lærte ham alle de kirgisiske sagn, spiller i hans. 



Men Ajtmatov bekendte sig ikke til en magisk, 

religiøs-healende tradition som shamanismen, i 

samme omfang som Tschinag har gjort det. 

Ajtmatov forblev til det sidste et loyalt medlem af 

det sovjetiske kommunistparti og bekendte sig – 

trods visse spiritualistiske interesser - til den 

rationelle humanisme, han anså marxismen for at 

være. Tschinag blev under omstændigheder, som 

han løseligt skildrer i Die Rückkehr, smidt ud af 

det mongolske statsbærende parti i 1980’erne og 

har bevaret et indædt had til det gamle 

partiapparat, som han mener i dag er 

grundstammen i den mongolske mafia. Det skal 

såmænd nok passe! I Tschinags verden består 

hovedmodsætningen mellem den nomadiske 

kultur med dens dyrkelse af naturguder og 

stammeritualer – og så alt moderne vestligt 

herunder marxisme, forbrugerisme, liberalisme og 

anden vederstyggelighed. Tschinag er i ordets 

egentligste forstand re-aktionær, men det er 

samtidigt baggrunden for storheden og 

monumentaliteten i hans forfatterskab. Før jeg 

siger lidt mere om dette, har jeg en lille anekdote. 

I 2004 fik Galsan Tschinag den danske Aloapris, 

der hvert år uddeles til litteratur fra 3. 

verdens lande. I den anledning var han i 

Danmark, og min kone og jeg havde fornøjelsen af 

at køre ham rundt i Nordsjælland en hel dag. Han 

syntes det var meget spøjst at stå på Kronborgs 

volde, hvor Hamlet havde mødt sin faders 

genfærd, men syntes i øvrigt at denne 

Shakespeare var noget overvurderet. Og han var 

kun lige kommet indenfor i Louisiana, før han 

vendte om på hælen og fnøs: ”skal det her være 

kunst!”. Min kone og jeg måtte slukøret gelejde 

ham hurtigt ud. Men Karen Blixen-museet på 

Rungstedlund syntes han var interessant: at sådan 

en europæiske overklassedulle valgte at slå sig ned 

blandt massaierne og ikke alene dyrke kaffe hos 

dem (i højlandet: en kamp han kunne forstå), men 

også lære deres kultur og tankegang at kende, og 

fortælle den videre - på engelsk. Det havde han 

respekt for. Det er klart, at han forstod, at engelsk 

for Karen Blixen havde haft den samme funktion 

som tysk for ham og russisk for Ajtmatov: fra et 

lille sprogområde at komme ud i verden. Han blev 

på museet i halvanden time. 

Næste dag fik han så overrakt sin pris af 

daværende hofmarskal Søren Haslund- 

Christensen, hvis far Henning Haslund- 

Christensen, Tschinag svagt mindedes at have 

hørt om, men i øvrigt ikke interesserede sig for. 

Han skulle nok fortælle sit folks historie selv. I Die 

Rückkehr fortæller han imidlertid om, at han af 

hofmarskalen fik en flaske akvavit, som han 

senere spenderede, da han sammen med sine 

stammefæller skulle fejre, at han trods modstand 

alligevel havde fået en mongolsk statsorden. Der 

er en fin ironi i den kobling. Da det officielle var 

10

ovre, skulle Tschinag så holde takketale, men gik i 

stedet i gang med at shamanere: han tændte piber, 

røg intenst og begyndte at danse syngende 

omkring på scenen i Nikolai kirke: jeg så hvordan 

folk kiggede spørgende på hinanden og flyttede sig 

genert rundt på sæderne. Det varede vel en femseks 

minutter, så afbrød Tschinag brat, bukkede 

og trådte ned fra podiet. Nogle dage efter fik vi en 

mail fra ham fra Ulan Bator, hvor han forklarede 

sin opførsel: han havde ikke følt, at danskere 

havde forståelse for, hvad det var han var i gang 

med, at de betragtede det som eksotisk folklore. 

Det ville han ikke være med til; men vi skulle have 

tak for vores pris, den gik til at bringe 

nomadefamilier i Altai gennem de kolde vintre. 

Mødet med Galsan Tschinag efterlod hos mig 

indtrykket af et vanskeligt kulturmøde, og det har 

nedfældet sig som en vigtig erfaring. I Die 

Rückkehr fortæller han i øvrigt, at han tit har 

været ude for den slags mislykkede shamanseancer, 

men at det ved en enkelt lejlighed 

lykkedes for ham perfekt: da han optrådte i et 

talkshow i tysk fjernsyn: han havde bare villet 

synge en enkel sang, men ånderne havde taget ved 

ham, og ild og sang havde strømmet ud af ham. 

Tschinag er først og fremmest ’performer’ og 

afhængig af publikum og omstændigheder. Det 

kan man også mærke på hans skriftsprog, der er 

retorisk opstemt, rytmisk moduleret og melodisk 

formet. Når det lykkes er det uhyre smukt, hvis 

ikke kan det virke forceret og kunstigt. 

Derfor er det ikke tilfældigt, at hans måske 

mest blivende indsats i sit lands kulturhistorie er 

en kombination af en ’performance’ og en stor 

fortælling. I 1995 lavede han sit livs største 

praktiske aktion: han, der af familiemæssige 

grunde kan anse sig som en slags traditionel 

stammeoverhoved over de mongolske tuviner, fik 

af den nye regering lov til at prøve at samle denne 

stamme, der siden slutningen af 1950’erne var 

blevet tvangsspredt over hele området, og føre den 

tilbage til urlandet i Altai-bjergene. Han fik rejst 

en kapital og købt noget jord i bjergene, derefter 

nogle lastbiler, et antal heste og ca. 130 kameler, 

og med denne karavane, inklusiv får, høns og 

hunde, drog han ud fra et sted nogle hundrede 

kilometer fra Ulan Bator for et par måneder 

senere at kunne slå sit ned i Altai med sin gruppe, 

der undervejs var svulmet op til et betragteligt 

antal personer, hvor mange nøjagtigt har jeg ikke 

kunnet finde oplysning om i hans værker. Om 

denne spektakulære aktion skrev han et par år 

senere en beretning Die Karawane (Karavanen), 

der er en meget fascinerende bog, måske den der 

alt andet lige har gjort ham mest berømt i den 

ganske verden. 

De første kapitler giver et kort rids af 

tuvafolkets nyere historie og af de omstændigheder, 

der førte til at man blev tvangsforflyttet 



omkring 1960. Det var for at skaffe plads og jord 

til indvandrende kasakher – kasakherne står i alle 

Tschinags romaner som eksponenter for de onde 

imperialister, i mindre omfang kineserne og 

mongolerne, slet ikke russerne. Det er først og 

fremmest vestfra, tuvinerne har følt sig truet, 

ifølge hvordan jeg forstår Tschinag. Vi får også i et 

par kapitler eksempler på de individuelle 

motivationer forskellige folk med tuvinsk 

baggrund har for at tilslutte sig karavanen. 

2. del består da af uddrag af Tschinags (der 

konsekvent kalder sig selv for ”der Häuptling”, 

overhovedet) dagbøger under den to måneder 

lange march op i bjergene. Han skal nu kæmpe 

med det forfald, som mange tuviner har været 

udsat for i de 30 års eksil: alkoholisme, 

kriminalitet, opgivenhed. Hans dagbogsnotater 

viser, hvordan han slås for at få indført disciplin 

og samarbejde i karavanen, og hvordan det lykkes 

med en kombination af hårdhed og smidighed. 

Typisk er, at det er kvinderne der er bedst til at 

samarbejde, de har i alle eksilårene skullet holde 

sammen på familierne, og en række 

helteportrætter af stærke kvinder ridses op. 

Sammenholdet bliver også fremmet af, at 

karavanen hele vejen er ledsaget af et tysk 

fjernsynshold og hele tiden kommunikerer med 

11

offentligheden gennem aviser breve: karavanen 

opbygger ikke alene disciplin, men også kulturel 

identitet og selvbevidsthed. Man bliver genfødt 

som folk ved at bevæge sig mod det tabte land: 

Tschinag nævner selv i et efterord paralleliteten til 

Biblens Moses, det kan han lige så godt selv gøre. 

Alle vil tænke på det. Jeg har aldrig sat mig i sving 

for at få fat i den ZDF-film, men jeg ved, at den 

findes, og det var måske en idé for et selskab som 

dette engang at vise den. 

Alle Tschinags bøger har et eller andet sted et 

selvbiografisk udgangspunkt, også Den blå 

himmel, og op gennem 1990’erne skrev han – 

sideløbende med et antal noveller og fortællinger, 

hvoraf et udvalg er kommet på dansk med titlen 

En tuvinsk historie og nyere fortællinger (Eine 

tuvinische Geschichte var i øvrigt det første værk, 

Tschinag fik udgivet på tysk i DDR, foranlediget af 

den østtyske forfatter Erwin Strittmatter, om 

hvem Tschinag havde skrevet diplomarbejde) – to 

romaner, der forsøgte at gengive hans egen 

udviklingshistorie i den store europæiske 

dannelsesroman-tradition: Die graue Erde (Den 

grå jord)og Der weisse Berg (Det hvide bjerg). De 

hører efter min mening ikke til hans bedste 

værker, han har svært ved at holde sammen på et 

stort socialt spredt persongalleri, med mange 

sidehandlinger. Han er bedst i den korte form, 

eller i den knappe roman, fx i fortællingen Dojnaa 

2001 med tilegnelse: ”Til nomadekvinden, på hvis 

skuldre en synkende verdens skæbne hviler”, en 

slags fortsættelse af heltindeportrætterne i Die 

Karawane. I Das geraubtes Kind (Det røvede 

barn) fra 2004 forsøgte han sig imidlertid med en 

stor roman, hvis handling er henlagt til 1700-tallet 

og beskriver forholdet mellem den lille trængte 

tuva-kultur og det store imperialistisk 

Manchuriske rige, der vil undertrykke det. Og det 

er efter min mening en meget vellykket bog: en 

slags kombination af en historisk-mytologisk 

roman, en politisk roman og en utopi, et forsvar 

for en kulturel smidig tilpasning til en ny tid, med 

dens nye magthavere og nye tekniske færdigheder 

(bl.a. skriften og den dermed forbundne 

buddhistiske religion), men med bibeholdelse af 

nomadefolkets skikke og grundlæggende 

regeringsregler. Det er en meget optimistisk bog, 

der i nogen grad står i kontrast til de mange 

tragedier, som man især møder i Tschinags 

mindre fortællinger. Det er som om den store 

samfundsroman alene ved sin omfang og sin 

æstetiske ambition stemmer optimistisk. Det har 

vel også været formens skæbne i modernitetens 

historie. 

Hans hidtil sidste bog er også efter min mening 

et betydeligt værk: romanen Das andere Dasein 

(Den anden tilværelse) fra 2011. Den består 

egentlig af to historier: den længste handler om en 

midaldrende mand, der arbejder som tolk for det 



mongolske udenrigsministerium og engang i det 

socialistiske styres sidste år bliver han betroet at 

tolke for en ungarsk cirkusartistgruppe, der ledes 

af en ca. 50-årig professorinde. Under en udflugt 

til et mystisk hotel på steppen langt fra Ulan Bator 

finder han ud af, at hun er mor til en pige, han for 

15 år siden havde et kort, men heftigt 

kærlighedsforhold til. Nu genkender han den i 

mellemtiden døde datter i moderen og han 

genoptager forholdet til den unge pige i hendes 

mor. Det kommer der en meget smuk, medrivende 

og pikant kærlighedshistorie ud af, en historie der 

benytter hele forestillingsverdenen om genfødsel, 

sjælevandring og evig guddommelig kærlighed, 

som man kender den fra shaman-traditionen. En 

ekskursion ud i den mongolske steppe sætter 

historien ind i landskabet og folkelivet, og 

Tschinag får parallelt tegnet et billede af den 

kulturelle stil i socialismens sidste år i Mongoliet 

og af de håb, han og hans åndsfæller nærede til 

fremtiden. Det er en uhyre intenst komponeret 

historie, der udnytter stedets og tidens enhed på 

suveræn måde og som holder sin ofte patetiske og 

storladne (også sentimentale) stil i tømme med en 

fornem, højretorisk sprogbrug, der ville have 

været en tysk klassiker værdig. Tschinag lovede da 

han i sin tid forlod Leipzig, at han ville oversætte 

Goethes Faust til mongolsk og sørge for, at 

Beethoven blev spillet i Ulan Bator. Det første 

løfte har han ikke holdt, det andet ved jeg ikke om. 

Men han har altid forsøgt at kombinere sit 

hjemlands mytiske stil med den klassiske 

europæiske retoriske stil. I Das andere Dasein 

synes jeg det lykkes. 

Tschinag slutter så sin kærlighedshistorie af 

med en beretning om, hvad der videre skete, og 

det er jo naturligt nok. Det er historien om, 

hvordan den ungarske professorinde flytter 

sammen med den mongolske tolk og hans tre børn 

fra et tidligere ægteskab. Og om hvordan de 

indretter et slags storfamiliekollektiv på steppen 

og holder en gammel nomadelivsform i live. Trods 

storbyens fristelser med uddannelse, druk og 

deslige. Det er faktisk også en sammenhængende 

og i sig selv hvilende historie, hvis troværdighed 

man ikke behøver at tro på, og alligevel nyde den 

som utopi. Problemet er bare, om de to historier 

hænger organisk sammen. De gør de nok 

tematisk, men det er som om shaman-ideologien 

bliver afløst af en mere socialrealistisk polemik 

mod modernitetens indtog i Mongoliet. Fra at 

være visionær bliver Tschinag samfundskritisk. De 

mange uortodokse stilistiske greb fra første del 

(pludselige synsvinkelskift, forfatterindskud, små 

myte- og eventyrfortællinger), der giver det 

esoteriske og eksotiske præg, forsvinder i sidste 

del. Her taler samfundsrevseren og den vrede, 

gamle mand. Professorindeskikkelsen fortoner sig 

også og bliver en gammel, hyggelig og 

12

velintegreret nomadekone. Det er lidt synd. Men 

det ødelægger ikke helhedsindtrykket af et 

storslået kærlighedsepos med elementer af ”new 

age” og shamanisme. 

Jeg vil imidlertid slutte denne lille 

præsentation med at vende tilbage til den bog, jeg 

har berørt nogle gange, og som da også meget 

passende hedder Die Rückkehr, tilbagevendingen. 

Bogen er som sagt fra 2008 og skildrer en rejse, 

Tschinag med sin kone og et syvårigt barnebarn 

nogle år i forvejen foretog op i Altai-bjergene for 

at se hvad der var blevet af hans 

repatrieringsprojekt og for at vejlede beboerne i 

praktiske og åndelige materier. I en lang passage 

mindes han engang han havde mødt Dalai Lama, 

og der er ingen tvivl om, at Tschinag på mange 

måder opfatter sig som denne mesters elev. Men 

selvfølgelig med en større sproglig skaberevne end 

denne. I en af bogens hovedsekvenser løser 

Tschinag en strid mellem to kvindelige shamaner, 

lærer dem den rette teknik og sørger for, at de 

siden kan arbejde sammen til Tuva-folkets bedste. 

På ægte shamanmanér helbreder han også en ung 

mand, der er kommet til skade med sit brystben: 

han varmer sin pibe op, danser og synger for ham, 

og trykker så den varme pibe ind mod hans hud: 

og vupti falder knoglen på plads og den unge 

mand er rask. Det gjorde Jesus ikke bedre! Til 

sidst forener han alle beboerne i området til en 

mægtig folkefest, hvor man først sætter den lokale 

Owoo (den hellige stenhøj, hvor guderne bor) i 

stand og derefter gennemfører de påkrævede 

ritualer. Det er en meget betagende scene, hvor 

højlandets natur og det begyndende efterårs 

charme rigtigt får lov til at folde sig ud. 



Men så sker der noget, der udvider scenen og 

giver den dybere betydning. En gruppe unge 

mennesker fra den nærliggende 

distriktshovedstad dukker op og laver ballade 

under festen. Et par unge tuvaer får dem fjernet, 

og da deres leder med en kniv begynder at blive 

voldelig, smider de ham i en sø. De unge 

forsvinder, men kommer nogle timer tilbage med 

en politibetjent, der skal kontrollere, om man har 

tilladelse til at feste og som vil arrestere 

overhovedet, Tschinag, for overgreb på tilfældige 

forbipasserende. Men her inddrager Tschinag 

betjenten i festen: overdrager ham at vælge en 

vinder i bueskydningskonkurrencen og overdrage 

vindertrofæet for ridekonkurrencen. Den unge 

betjent bliver også charmeret af Tschinags to 

kvindelige shamanelever og det hele ender i stor 

forbrødring og fryd og gammen. Og folket hylder 

deres leder for at have udøvet shamanhåndværket. 

Det er stammen der er healet, en shaman er både 

præst, læge, politiker og psykolog, og Die 

Rückkehr viser alle aspekter. I slutningen af Das 

geraubtes Kind vokser det røvede og hjemkomne 

barn, Hynndynn, også frem til sådan en visionær 

lederskikkelse, som både holder de omgivende 

stormagter i balance, og som det lykkes at 

integrere forsigtige moderne produktionsmetoder, 

bl.a. landbrug i højlandet. Hynndynn tilegner sig 

strategisk buddhismen, men bliver ved med at 

shamanere, Tschinags ideal er alt hadet til 

magthavere til trods altid bundet op på 

kompromiset. 

Sådan som han også med sit forfatterskab forsøger 

at forsone øst og vest. Eller i hvert fald bringe dem 

en smule nærmere. 

13

Fuglene cirkler over Altin Kazik. 

©Jørgen Thomsen. 


Liv på kirkegården 


af Jørgen Thomsen 

Regional koordinator, Asien og Centralasien 

Bishkek, Kirgistan 

Befolkningen 5000 bundløst fattige tilflyttere har helt bogstaveligt gravet en lille forstad 

op af jorden lige uden for millionbyen Bishkek i Kirgistan. De har lavet mursten af 

mudder og græs fra deres små jordlodder. Nu truer byrådet med at rydde de primitive 

huse væk, fordi området er udlagt til kirkegård. Folkekirkens Nødhjælp og ACT alliancen 

støtter deres kamp for retten til et sted at bo. 

Det første man ser, når man nærmer sig 

slumforstaden Altin Kazik er en høje cirkler af 

store fugle, der langsomt kredser over bunker af 

rygende affald. Bydelen ligger op ad en af 

hovedstadens største lossepladser. 

Tæt på ser man de mange vilde hunde, der 

strejfer om i affaldsdyngerne, og kirkegården, der 

nu skal udvides. Rustne metalgitre med små, 

flotte halvmåner øverst markerer de muslimske 

gravsteder. 

Flygtet fra fattigdom 

”Vi er i live, men lever på en kirkegård!”, siger 

Kulepa på 46, som er sekretær i en af de 

selvhjælpsgrupper, der er begyndt at skyde op i 

området med hjælp fra organisationen Arysh, en 

14

af Folkekirkens Nødhjælps samarbejdspartnere i 

Kirgistan. 

De 10 kvinder i selvhjælpsgruppen er alle 

flyttet væk fra håbløs fattigdom i provinsen. De 

kollektive landbrug fra sovjettiden er gået i 

opløsning. ”Der var intet arbejde at få. Og vi kom 

her for at finde arbejde, og for at prøve at få vores 

børn i skole”. 

Snydt af mellemmænd 

Jordlodderne købte de alle af mellemmænd, der 

stod i ledtog med den tidligere præsident Bakiev. 

Men allerede mens han styrede, blev området 

udlagt til kirkegård af hans rival, Kulov, som 

ophævede det dekret, der gjorde området lovligt at 

bebo. 

Kulepa på 46 – gruppens sekretær. 


Nu er familierne retsløse. De er løbet 

borgmesteren på dørene, men han siger bare: ”Gå 

til domstolen!” Og som tilflyttere uden officiel 

ejendomsret til deres bolig, kan familierne ikke få 

civilregistrering, ’propiska’. Derfor er de ikkeborgere 

i eget land og kan ikke rejse en retssag. 

Uden registrering – ingen adgang 

Siden februar i år har kvinderne støttet hinanden i 

den selvhjælpsgruppe, som de med et stort grin 

har døbt: ’Den gyldne skattekiste’! De mødes en 

gang om ugen, sparer hver 10 kr. op om måneden 

til den fælles kasse, og låner af den til 5 % rente pr. 



måned, hvis der er pludselige udgifter, de ikke kan 

klare uden at strække betalingen ud over noget 

tid. 

Og det er der tit. Da børnene skulle begynde i 

skolen efter sommerferien, skulle en af kvinderne 

i gruppen af med 315 kr. på én gang for at få tre 

børn tilmeldt. Da familierne ikke har 

civilregistrering, må de også betale under bordet 

for at få børnene i skole og for at komme til hos 

lægen. De kan heller ikke få lovligt arbejde uden 

’propiska’ – kun sort. 

Husene er truet af nedrivning. 


Tema for ACT-alliancen 

Derfor var reform af civilregistreringen højt på 

dagsordenen, da Folkekirkens Nødhjælp i denne 

uge holdt årsmøde i ACT alliancen sammen med 

søsterorganisationerne ICCO fra Holland og 

Christian Aid fra Storbritannien og alle tres lokale 

samarbejdspartnere. 

Alliancens centralasiatiske årsmøde blev 

afviklet som et partnermøde i først Tajikistan og 

derefter i nabolandet Kirgistan. Og ikke mindst i 

Kirgistan er der faktisk udsigt til, at det 

vedholdende krav om reform af civilregistreringen 

bærer frugt: 

ACT årsmøde – tre organisationsrepræsentanter. 

15

Det lysner ... 

Den nye regering i Kirgistan har nedsat en 

arbejdsgruppe, der skal reformere 

civilregistreringen. Og Folkekirkens Nødhjælps 

partnere er kommet med i gruppen! Og allerede 

fra det kommende parlamentsvalg til oktober, vil 

man for første gang kunne stemme uden at have 

’propiska’. 

Viceministeren for Sociale Anliggender i 

Kirgistan deltog i årsmødet og lyttede til kritikken 

af de mange uløste problemer: ”Vi er nødt til at 

acceptere kritikken og lytte”, sagde hun, ”ellers er 

der ikke noget, der ændrer sig. Ministeriet for 

Sociale Anliggender er altid parat til konstruktiv 

dialog”. 

Tilbage i Altin Kazik er det tid til at sige tak for 

i dag til Kulepa og kvinderne fra ’Den gyldne 

Skattekiste’. Der skal også hentes vand i dag – de 

går en til fire kilometer efter det hver dag. Og vi 

slutter med at spørge, hvad deres mænd siger til 

selvhjælpsgruppen – og om de er med? 



Viceminister Gulnara Derbisheva. 


Deltager mændene? 

”Vores mænd bakker op – f.eks. skynder de på os, 

så vi ikke kommer for sent til møderne. Men de 

siger, at de selv er for trætte, ikke har tid og har 

arbejdet hele dagen. Som om de var de eneste, der 

har det…!”, slutter kvinderne fra Altin Kazirk. 

ACT alliancen omfatter i Centralasien foruden Folkekirkens Nødhjælp også ICCO fra Holland og Christian 

Aid fra Storbritannien. ACT alliancen arbejder under et fælles navn med to kontorer i tre Centralasiatiske 

lande: Kirgistan, Kazakhstan og Tadjikistan. Det årlige budget for ACTs udviklingsaktiviteter i de tre lande 

er 45 millioner kroner. 

16


Afghanistans film – reddet fra 

bålet, men ikke fra opløsning 

af Signe Grejsen Nissen 

Tusindvis af ruller smuldrer op i Afghanistans nationale filmarkiv i Kabul. 

Plakaten med bedevers fra Koranen var netop 

blevet hængt op på den falske væg, der skjulte 

rummet bagved, da fem mænd i lange sorte 

skjorter og turban hastigt og målbevidst kom 

gående hen ad den smalle gang på første sal. 

Med sig havde de en liste med over 7.000 

forskellige titler på alt fra reklameindslag, 

spillefilm, musikvideoer, dokumentarprogrammer, 

udenlandske optagelser og nyhedsudsendelser, 

som de fem mænd var kommet for at 

konfiskere og brænde på et stort bål, de allerede 

havde tændt op under ude i haven ved det 

nationale afghanske filminstitut, Afghan Films. 

Brænd eller dø 

Instituttets 11 ansatte stod i en række foran den 

falske væg med plakaten, da Talebanministeren 


Khodratullah Jamal, som førte den skjorteklædte 

gruppe an, spurgte dem, hvor filmene var. 

Med brændende øjne befalede han at få hver 

en stump, hver en rulle og kassette udleveret og 

understregede, at hvis han fandt så meget som en 

lille bid af de nu forbudte film, ville han »brænde 

de ansatte«, som han »ville brænde filmene«. 

Det var en varm eftermiddag i 1996, og kort tid 

efter lå flere hundrede lyd- og filmruller ude på 

bålet i baghaven og smeltede i de brændende 

flammer. Filminstituttets ansatte havde velvilligt 

overleveret rullerne til Taleban og stod nu og 

overværede afbrændingen af det arkiv, de delvis 

selv havde været med til at bygge op. 

Alligevel var der ingen fortrydelse eller sorg at 

spore i deres ansigter. For mens 

Talebanministeren triumferende forkyndte, at 

udrensningen af de »moralsk forkastelige film« 

17

var begyndt, bar de 11 mænd på en livstruende 

hemmelighed, som de først ville afsløre, den dag 

Taleban ikke længere sad på magten i 

Afghanistan. 

Afghanistans kreative filmested 

Over for et af Nato’s hovedkvarterer i 

Kabulbydelen Wazir Akbar Khan, hvor mange 

ambassader i Afghanistan har til huse, ligger en 

stor grålig betonbygning. Indenfor ser bygningen 

lige så tom og trist ud med lange uinspirerende 

gange og et tyngende fugtramt loft. Gangene 

fortsætter i en labyrintisk uendelighed, af og til 

afbrudt af et lille kvadratisk vindue med udsigt til 

en gårdhave med beton, grønne træer og farverige 

rosenbuske. Bygningen ligger tungt, hvor den har 

ligget siden 1968, da den amerikanske regering 

finansierede opførelsen af det, der skulle blive det 

dengang USA-venlige lands første nationale 

filminstitut og -arkiv, Afghan Films. 

I mere end 40 år med skiftende regeringer, 

kongedømme, sovjetstøttet kommuniststyre, 

borgerkrig og en fundamentalistisk islamistisk 

stat har Afghan Films fungeret som base for 

landets kreative filmproducenter og –entusiaster. 

Her har de produceret lige så opsigtsvækkende, 

triste og eksperimenterende film, som de perioder 

landet har været igennem. Og i al den tid er 

filminstituttets cheflydmand, Kassem Karimi, 

hver dag klokken 8 gået ind ad instituttets 

hovedindgang for at gå i gang med dagens 

arbejde. 

Jeg møder den 58-årige afghaner med det 

halvlange tilbagestrøgne grå hår og et lille, men 

veltrimmet overskæg i Afghan Films bygning, hvor 

han leder os op i et kvadratisk værelse på første 

sal. Rundt omkring ham står rækker af høje 

aluminiumsreoler side om side, hvor runde brune 

og sølvfarvede filmkassetter ligger stablet oven på 

hinanden – helt op til loftet. Nogle er markeret 

med tegn og numre, mens andre har titler skrevet 

på siden med persiske eller latinske bogstaver, og 

kun en enkelt lyspære forhindrer, at lokalet er 

fuldstændig mørkt. 

»Fra 1996 og frem til 2001 dannede dette 

lokale rammen om den største hemmelighed, jeg 

nogensinde har båret på. Det var herinde, vi 

skjulte de originale filmruller for Taleban. Vi ville 

bevare vores arv, for ingen vidste, hvad fremtiden 

ville bringe, og vi så det som et spørgsmål om 

menneskelighed og ikke om politik eller religion«, 

siger Kassem Karimi. 

Det hemmelige arkiv 

Hans kollega Khoja Siddiqi, en lav og udmarvet 

mand, kommer ind i lokalet. Han har hørt Karimi 

tale og blander sig ivrigt i diskussionen med sin 

spinkle stemme: 



»Selv hvis jeg var blevet dræbt, var jeg blevet 

dræbt for kulturens skyld«, siger han og banker 

sin tynde pegefinger ind mod sin brystkasse. »Jeg 

ville ikke kunne leve med, at alle disse års 

dokumenteret historie forsvandt for øjnene af os«, 

siger han. 

Sammen med Khoja Siddiqi og ni andre 

ansatte i Afghan Films besluttede Kassem Karimi, 

et par dage før Talebanministeren Khodratullah 

Jamal meldte sin ankomst, at han ville skjule de 

originale filmruller og samtidig narre Taleban ved 

at give dem nogle falske ruller. 

Hemmeligt rum 

Derfor indrettede de 11 mænd et specielt rum, der 

skulle fungere som skjulested for de mere end 

7.000 originale film- og lydoptagelser, de såkaldte 

negativer, der kan kopieres i flere eksemplarer. 

»Vi placerede alle rullerne inde i værelset og 

satte to plader foran døren, så Taleban ikke kunne 

se, at der var et rum inde bag. På pladen hængte vi 

en islamisk plakat med bedevers fra Koranen, så 

Taleban ville tro, at vi støttede dem. Derefter 

kortsluttede vi elektriciteten inde i rummet, så det 

ikke var muligt at tænde for lyset«, siger Kassem 

Karimi. 

Da Taleban fik udleveret rullerne, var det 

derfor i virkeligheden filmarkivets positivkopier, 

de fik. Det var den slags kopier, som Afghan Films 

i løbet af årene havde sendt til biografer eller til 

tv-stationer landet over, og som ikke kunne 

kopieres videre til nye eksemplarer. 

»Vi holdt det originale arkiv med 

negativkopierne hemmeligt, indtil Taleban 

mistede magten. Selv ikke min familie vidste 

noget – jeg turde ikke sige det til dem«, siger 

Kassem Karimi. 

En tid med glamourøse filmstjerner 

Han går hen til en af reolerne i værelset og hiver 

en filmrulle ned, hvor der på persisk er skrevet 

Eshghe doosti, som betyder ’Venners kærlighed’. 

Det er navnet på en af de første 

afghanskproducerede spillefilm fra 1946, som var 

med til at danne grundlag for en egen filmindustri 

i Afghanistan. 

Khoja Siddiqi fortsætter med at vælge nogle 

ruller ud og forklarer, at arkivet for eksempel 

består af sjældne dokumentarer fra 1960’erne om 

buddhistiske stammer, der på det tidspunkt 

endnu boede i landet, og råoptagelser fra Kabul i 

1992, hvor mujahedinerne, der bekæmpede det 

Sovjetstøttede styre i landet, indtog hovedstaden. 

Arkivet rummer også nyhedsklip fra tidligere 

tiders afghanske kongers officielle besøg i 

udlandet, der er optagelser af opførelsen af 

amerikanskstøttede vandingssystemer i det 

sydlige Afghanistan og actionfyldte musikvideoer. 

18

Unikke film 

Derudover rummer Afghan Films en unik samling 

af afghanske spillefilm som for eksempel ’At stikke 

af’, ’Sidste ønske’, ’Flygtende fugle’ eller ’Aske’, der 

i slutningen af 1960’ernes Afghanistan 

repræsenterede en periode med 

eksperimenterende nouvelle vague-film, hvor de 

afghanske filmskabere ikke stod tilbage for 

Europa og var med på tidens franske bølge. Det er 

specielt denne periodes filmproduktion, der får 

Kassem Karimi og Khoja Siddiqi til at længes 

tilbage til de dage, hvor glamourøse indiske, 

afghanske og russiske filmstjerner holdt soireer i 

store Kabulvillaer, og hvor Syd- og Centralasiens 

filmelite minglede til cocktailfester i den nu 

sønderskudte hovedstad, mens gangene på Afghan 

Films sydede af liv, aktivitet og produktion. 

I dag, mener de to ansatte ved filmarkivet, er 

åndslivet og filmindustrien begrænset af mange 

års krig og ringe fokus på kulturelle spørgsmål fra 

den nuværende regering. »Vi gav vores blod og 

vores liv for at bevare rullerne, og indtil nu synes 

jeg ikke, at regeringen eller kulturministeriet har 

været gode til at anerkende dette faktum. Filmene 

har det dårligere under dette styre, end da de var 

gemt væk under Taleban«, siger Kassem Karimi. 

Nu smuldrer rullerne bort 

Netop for at sikre at rullerne blev bevaret for 

eftertiden, indledte det franske nationalarkiv, INA 

– Institut National de l’Audiovisuel, i 2002 et 

samarbejde med Afghan Films. Over en årrække 

har INA hjulpet Afghan Films med at komme i 

gang med digitaliseringen af de mange tusinde 

ruller, så deres overlevelse ikke er afhængig af 

varmeforhold eller tilfældig opbevaring. Samtidig 

har det franske nationalarkiv sendt både udstyr og 

eksperter til Kabul for at træne de ansatte på 

Afghan Films i at betjene maskinerne. 

»Som specialister i at bevare og digitalisere 

audiovisuelt materiale verden over tilbød vi at 

redde dette exceptionelle materiale. Selv om 

meget af arkivet blev reddet takket være få 

menneskers mod, ville størstedelen af arkivet med 

tiden forgå. Som årene går, vil det fysiske 

materiale, som filmene og lyden er optaget på, 

langsomt, men støt forsvinde«, siger Stèphanie 

Rabourdin-Godbert, der er ansvarlig for INA’s 

internationale afdeling i Frankrig. Hun forklarer, 

at digitaliseringsprocessen trækker ud. Siden 

2002 er kun halvdelen af alle originale 

nyhedsoptagelser blevet digitaliseret, og 11 

spillefilm er blevet overført til det digitale arkiv i 

Paris, mens 40 er digitaliseret i Kabul. 

Ikke så let at redde filmene 

Trods indsatsen fra både fransk og afghansk side 

besværliggør blandt andet den ustabile elforsyning 

og generelle situation i landet arbejdet. 



I 2008 sendte INA en forespørgsel til det 

afghanske kulturministerium om tilladelse til, via 

den franske ambassade i Kabul, at fragte den store 

mængde resterende ruller til Paris for at 

færdiggøre digitaliseringen i den franske 

hovedstad. INA har stadig ikke, efter snart to år, 

modtaget noget svar. Imens befinder mange af 

filmene sig i en så dårlig tilstand, at en enestående 

18 minutter lang nyhedsoptagelse fra den tidligere 

konge Amanullah Khans officielle besøg i Tyrkiet i 

1927, smuldrede væk mellem fingrene på Kassem 

Karimi, da han sidste år skulle flytte rullen fra et 

sted til et andet. Alarmerende, kalder Stèphanie 

Rabourdin-Godbert det og henviser til tal fra FN’s 

Organisation for Uddannelse, Videnskab og 

Kultur, Unesco, der vurderer, at 80 procent af 

verdens samlede audiovisuelle arkiver vil gå tabt 

inden for de næste ti år, hvis ikke de bliver 

digitaliseret. Filmrullerne fra Afghan Films er 

ingen undtagelse. 

Billeder fra en fredelig fortid 

Ifølge Stèphanie Rabourdin-Godbert er det en del 

af den afghanske kollektive hukommelse, der 

forsvinder. Og det gør også muligheden for at give 

de unge afghanere, der vokser op i et land hærget 

af mere end 30 års krig, et andet billede af 

Afghanistan end det, de kender. »Optagelserne fra 

1960’erne og 1970’erne er et unikt vidnesbyrd om 

en fredelig tid i Afghanistan, der var på vej til en 

industrialisering og social udvikling, som den 

yngste generation i landet i dag aldrig har kendt. 

Hvad enten optagelserne viser hverdagslivet eller 

store nationale begivenheder, kaster de nyt lys på 

en nær fortid, der er blevet meget fjern og 

fremmed for mange afghanere i dag«, siger hun. 

Hos Unesco i Afghanistan mener man, at netop 

filmskatten kan være en af nøglerne til en positiv 

udvikling i landet. Brendan Cassar, der er 

programspecialist i Unesco’s afghanske 

kulturafdeling, fortæller, at mange aspekter af den 

afghanske kulturarv, som for eksempel film, kan 

fungere som positive generatorer i landets 

genopbyggelsesproces. »Litteratur og film kan 

bidrage med forskellige menneskers holdninger og 

varierede meninger, til et folk, der oplever en til 

tider hurtig ændring i det politiske, økonomiske 

og sociale miljø omkring dem«, siger Brendan 

Cassar. 

Hos Kassem Karimi – tilbage på førstesalen 

hos Afghan Films – handler kritikken af den 

nuværende situation ikke kun om at bevare de 

gamle ruller, men også om muligheden for at 

dokumentere Afghanistans historie i dag. Den 

gamle filmentusiast kigger rundt omkring på 

reolerne med filmruller og lader hånden glide hen 

over en stabel runde sølvgrå filmkassetter med 

sorte persiske bogstaver indgraveret på siden. Han 

trækker hånden til sig og bevæger sig hen mod 

19

døren, der i de syv år under Talebans styre var 

skjult af den falske væg. Inden han slukker for den 

ensomme pære i det fugtplagede brune loft, siger 

han: »Regeringen forstår ikke, hvorfor vi er her, 

og de giver os hverken økonomiske eller materielle 

ressourcer til at fortsætte med at dokumentere, 

hvad der sker i landet i dag. Vi har optagelser og 

beviser fra ethvert regimes eksistens i Afghanistan 

– fra de gamle konger til borgerkrigens 

krigsherrer og Taleban – men fra denne regering, 

fra tiden under Hamid Karzai, har vi stort set 

Karimis identitetskort fra tiden under Taleban-styret. 



intet«, siger han og holder en kort pause, før han 

fortsætter: 

»Der vil komme et hul i vores fælles erindring, 

og jeg frygter, at afghanerne i fremtiden ikke vil 

kunne spole tilbage for at forstå, se og høre, hvad 

der skete i dag«. 

Artiklen har tidligere været bragt i 

Politiken. 

20

Sølvregn 

af Per Fischer 

En mur overgroet af sølvregn. 


Portræt af Arkitektens trøst – en velkendt dansk plante med centralasiatiske 

rødder 

Rige: Plantae (planter) 

Række: Magnoliophyta (dækfrøede) 

planter 

Klasse: Magnoliopsida 

(tokimbladede) 

Orden: Caryophyllales (nellikeordenen) 

Familie: Polygonaceae (pileurtfamilien) 

Slægt: Fallopia (sølvregn) 

Art: F. baldschuanica (Regel) 

Holub 


Sølvregn (Fallopia baldschuanica) (eller 

som den også kaldes: Arkitektens trøst) er en 

overordentligt robust og kraftigt voksende , 

slyngende busk/lian med en kraftig og frodig 

vækstform, indtil 15 meter høj. Unge skud har 

marv og er grønstribede, ældre grene bliver 

gråfarvede. Bladene er ægformede, 4-10 

centimeter lange med hjerteformet bladgrund, 

glatte og lysende grønne. Bladstilken er 1-3,5 

centimeter lang. Som alle andre medlemmer af 

Pileurtfamilien er Sølvregn kendetegnet ved en 

veludviklet hindeagtig skede eller ”kræmmerhus”, 

21

der udgår fra bladets grund og omfatter plantens 

stængel. Blomsterne er 6-8 milimeter store, 

hvidlige og farves efterhånden svagt rødlige. De er 

samlede i store endestillede eller sidestillede 

toppe. Blomstertoppene fremkommer i stort antal 

fra juli til september/oktober, og dækker store 

dele af planten. Toppens forgreninger er næsten 

glatte. Støvtrådenes nederste del er håret. De 3 

ydre blosterblade, der er vingede på bagsiden 

omslutter frugten som er en sort, trekantet nød af 

samme type som boghvedefrø. Frugterne modner 

godt og spirer villigt. 

Set tæt på er de enkelte blomster meget yndefulde. 

Rodnettet består af en forveddet og ofte meget 

omfangsrig rodknold med vidtrækkende, tykke 

hovedrødder og mange tynde siderødder, hvilket 

er med til at gøre planten meget tørketålende 1 . 

Man ser her tydeligt, hvordan de vingede blosterblade 

omslutter de trekantede frugter. 

1 Olsen, Olaf: Haven. 77. årgang, nr. 2, februar 1977 s. 

80; Olaf Olsen: Haven. 77. Årgang, nr 3, marts 1977 s. 

123 



Oprindelse og udbredelse 

Fælles for de forskellige udgaver af artsnavnet 

(baldschuanicum, baldschuanica) er 

”baldschuan” der angiver at den videnskabeligt 

beskrevne typeplante er ”opdaget” i Baljuvon 

distriktet (Nohiya-i Baljuvon/Ноҳияи Балҷувон) 

i Tadsjikistan (nærmere bestemt ved Vakhsh 

floden ved foden af Mount Siestan), hvor den 

optræder i bjergskovene sammen med blandt 

andet flere arter af Poppel og Pil. Sølvregns 

naturlige udbredelsesområde strækker sig over 

Afghanistan, Tadsjikistan, Fergana, Pamir, Alai 

bjergene, Pakistan (Wazirstan) 2 . 

Med tiden er Sølvregn forvildet på de Britiske Øer, 

i Spanien, Mellemeuropa (hovedsagentlig Østrig 

og Rumænien) samt adskillige steder i 

Nordamerika. 

Baljuvon-distriktets beliggenhed i Tadsjikistan. 

Navngivningen 

Den taxonomiske placering og navngivning af 

Sølvregn har været lang og kringlet. Den første til 

at beskrive planten var Eduard August von Regel, 

som i 1883, selv havde indsamlet planten i det 

nuværende Tadsjikistan og i 1884 navngav den 

Polygonum baldschuanicum. I 1899 fik den 

belgiske kemiker Louis Henry nogle frø fra Asien 

tilsendt fra P. George Aubert. Frøene spirede og 

blev af Henry i 1907 beskrevet som Polygonum 

aubertii. Senere blev planten henført til slægten 

Bilderdykia og endelig kunne den tjekkiske 

botaniker Josef Holub i 1970 fastslå at Polygonum 

baldschuanicum og Polygonum aubertii var den 

samme plante og at den desuden måtte henføres 

til slægten Fallopia 3 . 

2 Sten Porse: Plantebeskrivelser, DCJ 2003 (CD- 

Rom); Eflora: 

http://www.efloras.org/florataxon.aspx?flora_id=5&ta 

xon_id=242100054 

3 Fallopia beskrevet af den portugisiske 

jesuitermissionær, paleontolog, læge og botaniker João 

de Loureiro i hans Flora Cochinchinensis fra 1790 er i 

virkeligheden Grewia, en planteslægt nu henført til 

Malvefamilien. 

22

Slægten Fallopia er opkaldt efter anatom og læge 

Fallopius 4 , som desuden stod for den botaniske 

have i Padua. Fallopius var f.eks. den første som 

beskrev æggelederne, deraf det engelske ”fallopian 

tubes” og han anses sammen med Vesalius og 

Eustachius som grundlægger af den moderne 

anatomi. 

Pleje og vækstkrav 

Planten trives bedst i en næringsrig, 

veldrænet, ikke for tør jordbund, men 

er ikke specielt sart med hensyn til 

hvad man byder den. Planten er som 

tidligere nævnt ret tørketålende. 

Sølvregn blomstrer bedst i fuld sol. 

Den kraftige vækst fortsætter ofte til 

langt ud på efteråret og de umodne 

skud kan fryse en del tilbage. 

Formering kan foregå ved frø eller 

ved stiklinger, som let slår rod. 

Egentlig pleje indskrænker sig til 

beskæring af tilbagefrosne skud om 

foråret samt at man evt. leder nye 

skud den retning man ønsker de skal 

gro. 

Anvendelse 

Som et af plantens danske navne, 

Arkitektens trøst, angiver kan 

planten bruges til at dække uskønt 

byggeri. Denne funktion gav den en 

særlig popularitet i 70’erne, hvor 

arkitekterne havde voldsomt brug for 

hjælp. 

Sølvregn kan vokse op til 5.-6. sals 

højde, hvis den får noget at kravle op 

ad. Bare eller udgåede træer kan 

bruges som klatrestativ for planten og 

derved få en ny ”krone”, men man må passe på at 

den ikke utilsigtet kvæler langsomt voksende 

træer eller buske. Plantes den op ad et nedløbsrør 

må man også passe på at dens stængel ikke med 

tiden klemmer røret i stykker. I Agatha Christies 

Miss Marple-roman Nemesis, blev Sølvregn, på 

grund af sin eksplosive vækst, brugt til hurtigt at 

dække over en uautoriseret grav. 

Hunde kan efter sigende have en tendens til at 

æde af planten og dens blomster og derved få 

dårlig mave, så den er ikke særligt egnet til haver 

hvor man har hund 5 . 

4 Gabriele Falloppio (1523 - 1562). 

http://en.wikipedia.org/wiki/Gabriele_Falloppio 

5 

http://de.wikipedia.org/wiki/Schlingkn%C3%B6terich 



Der findes en lyserød udgave af Sølvregn kaldet 

'Pink Flamingo' som man undertiden kan være 

heldig at finde i velassorterede planteskoler. 

23


Mennesket som museumsgenstand 

Der er ikke mange af dem – glittede magasiner 

om Centralasien. Derfor tiltrak Steppe Magazine 

sig også straks min opmærksomhed, da jeg 

første gang så det på en café i Bisjkek i 2008. 

Med et meget flot visuelt udtryk og sans for de pudsige 

detaljer i Centralasien, henvender bladet sig til læsere, der 

gerne vil lære mere om den ofte oversete region. 

Bladet udkommer to gange årligt og udkom første gang i 

2006. Steppe Magazine beskæftiger sig med Centralasiens 

kulturelle mangfoldighed, der udforskes gennem fotos, 

essays, anmeldelser, interviews og rejsebeskrivelser. 

Emnerne spænder vidt, lige fra turkmenske tæpper, over 

litteratur og film, til en beskrivelse af kasakhiske æblers 

betydning for vor tids frugtavl. 

De mange flotte billeder er et stort plus for magasinet. 

Det er næsten hele ventetiden værd og kan beundres igen 

og igen. Også de mange anmeldelser og omtaler er 

interessante, fordi de informerer om arrangementer og 

udgivelser, man ellers ikke ville høre om. 


af Pia Dyrhagen 

Artiklerne er meget forskellige, nogle meget beskrivende og inddragende, andre meget indforståede og på sin 

vis elitære. Det er ikke altid lettilgængeligt stof, og selvom jeg betragter mig selv som relativt bekendt med 

mange aspekter af Centralasiens kultur, så har jeg nogle gange svært ved at holde engagementet, når jeg 

læser artiklerne. Måske er det fordi jeg synes, de misser en vigtig pointe, nemlig forholdet til den almindelige 

centralasiatiske borger. Jeg savner nogle flere beskrivelser af rigtige mennesker, deres forhold og holdninger. 

Hvad synes kasakherne for eksempel om deres filmhistorie, som beskrives i det seneste nummer? Man skal 

helt hen på side 9 i den 12 sider lange fotofeature om Tasjkents metrosystem, før der er billeder af mennesker 

– og de ses blot som inventar i de imponerende metrostationer. Og når man endelig kommer tæt på nogle 

’rigtige’ mennesker, er det mest som museumsgenstande i ”Yaghnob – Den gemte Dal” eller bærere af 

traditioner, som de smukke tus kiiz broderier. 

Indrømmet, min interesse i Centralasien drejer sig primært om de sociale og politiske forhold. Og dem 

bliver jeg ikke meget klogere på ved at læse Steppe Magazine. Især ikke det seneste nummer (Vinter 

2011/2012), der handler om Kasakhstan. Jeg studser over en meget ukritisk omtale af en biografi om 

Kasakhstans præsident Nazarbajev, og ved nærmere eftersyn ser jeg, at dette nummer er sponsoreret af det 

kasakhiske udenrigsministerium. Udgivelsen falder sammen med, at historien om de kasakhiske 

myndigheders voldelige reaktion på oliearbejderes protester rammer danske nyheder (og der skal meget til, 

før begivenheder i Centralasien nævnes i Radioavisen). 

Det er ærgerligt, at et blad med et meget spændende potentiale ikke kan opretholde en kritisk distance. 

Bladet mister i mine øjne troværdighed og misser en chance for at viderebringe interessante og 

vedkommende historier. Forhåbentlig vil de kommende numre modbevise dette indtryk. Der er plads til og 

behov for sådan et magasin. 

Man kan læse mere om Steppe Magazine, bestille gamle numre og købe et abonnement på 

www.steppemagazine.com 

24


Usbekistans diva vender hjem 


af Per Fischer 

Allerede med det første album på Peter Gabriels plademærke Real World blev Sevara 

Nazarkhan slået op til at være verdensmusikkens nye store diva fra Centralasien, en 

markedsføring man fastholdt på det følgende album, Sen, med en vis form for musikalsk 

anonymisering til følge. 

Men nu, med albummet Tortadur fra oktober 

2011, er det som om hun har genopfundet sig selv. 

Der kan ikke længere være tvivl om hendes 

”halvguddommelige” status. Fast forankret i sin 

nationale musiktradition, med en fremadskuende 

vision for sin musik, fremstår Nazarkhan nu som 

moderne usbekisk diva. 

Allerede i 2010 fortalte Sevara om det nye album 

hun dengang havde planlagt: "Jo mere moden jeg 

bliver, jo mere holder jeg af klassisk usbekisk 

sang – uden nogen form for iblanding. Det nye 

album er simpelthen en samling af værker jeg 

elsker. Ingen elektronisk instrumentation 

overhovedet…" 

Man må sige at den nye CD lever op til 

beskrivelsen. Borte er de to forrige albums flirten 

med vestlig popmusik, al overflødig pynt er 

Sevara: Tortadur. 

Sevaramusic. (intet 

katalognummer) 

Sevara Nazarkhan, vokal 

Temur Makhmudov, dutar 

Farkhod Mirzaev, tanbur 

Kudrat Samadov, doira 

Akhmadjon Dadaev, gijjak 

Abdulakhad Abdurashidov, ney 

Abdurakhmon Holtojiev, qonun 

Produceret af Sevara Nazarkhan, 

Temur Makhmudov. 2011. 

Indspillet i Usbekisk National 

TV- & Radioselskabs Studier, 

Tashkent. Færdigproduceret i 

Abbey Road Studios, London 

skrællet bort. På Tortadur lægger Nazarkhan sig 

stilmæssigt tæt op ad en anden af Usbekistans 

store klassiske sangerinder, Munojot Yolchiyeva 

(som da også takkes i noterne). Det eneste vestlige 

præg er måske den forholdsvis rolige 

stemmeføring der lægges for dagen - her er ikke 

meget klage og gejaller. 

Albummet er angiveligt indspillet under ”livesessions” 

hvor sangeren og musikerne sad i 

rundkreds. Sangene er traditionelle, længselsfulde 

kærlighedssange, tilbedende sufisange og en 

enkelt klagesang over landsforvisning. Musikerne 

giver med deres meget neddæmpede spillestil 

masser af plads til Nazarkhans stemme som roligt 

og selvfølgeligt dominerer de fremmalede 

lydlandskaber. 

25

Her skal særligt fremhæves to numre: Yovvoi 

Tanovar, ledsaget af hvad der lyder som negle der 

sagte trommer på en tallerken… et tyst lille 

nummer i et smukt og modigt arrangement. 

Albummets sidste nummer, Qarghalar, om at 

være sendt i eksil i Sibirien bliver fremført, næsten 

som en vuggevise, med et akkompagnement som 

af et gammelt raslende godstog på rejse gennem 

den sibiriske nat. Nazarkhans stemme er dæmpet 

og blød som fløjl og arrangementet af sangene er 

meget nedtonet, hvilket i kombination giver en 

gåsehudsfremkaldende inderlighed og 

indtrængenhed, selv uden at man forstår 

teksterne. 

Hvis man må forfalde til personligt brok – og det 

må jeg gerne – vil jeg jamre over to ting. 

Den første ting er det grafiske og oplysende. Det 

havde været rart med tekster og måske lidt 

uddybende noter i bookletten. I stedet er 5 af 8 

sider (ud over forsiden) blevet brugt til billeder af 

Nazarkhan. Bagsiden på selve CD-coveret er 



desuden så dårligt trykt at den er stort set ulæselig 

og tryksværten lugter mildest talt ikke miljøvenlig. 

Den anden ting er den relativt dårlige distribution, 

som nok er prisen for at Nazarkhan har personlig 

kontrol med udgivelsen via sit eget lille 

plademærke. Albummet kan købes og downloades 

på Amazon, men da der ikke er indgået 

distributionsaftaler, kan man alligevel ikke 

downloade albummet, hvis man bor i DK (dette 

gælder givetvist for hele Skandinavien) og en rent 

fysisk erhvervelse af albummet koster inkl. told, 

forsendelse etc. over 40 Euro! 

Selv når dette er sagt ændrer disse små mangler 

ikke på at dette er et album man BØR have, uanset 

om man er fan af Sevara Nazarkhan, af klassisk 

usbekisk musik eller bare er nysgerrig efter en god 

musikoplevelse. 

Jeg giver Tortadur 5 ½ dansende kameler. Den 

skulle egentlig have haft en halv kamel mere, men 

den gled i den manglende distribution af 

albummet og den ringe udnyttelse af bookletten. 

” … med et akkompagnement som af et gammelt raslende godstog på rejse gennem den sibirske nat.” 

26


Centralasien siden sidst 

AFGHANISTAN 

Briter forhandler med Tadsjikistan 

om tilbagetrækning fra Afghanistan 

Forberedelserne til internationale troppers 

tilbagetrækning fra Afghanistan er i fuld gang. 

Storbritannien forhandler med de 

centralasiatiske republikker om en rute ud. 

Når Storbritannien i 2014 trækker sine tropper ud 

af Afghanistan kan det komme til at foregå på 

landjorden via de centralasiatiske republikker. I 

begyndelsen af marts var den britiske viceminister 

for de væbnede styrker, Nick Harvey, til samtaler 

med den tadsjikiske regering om muligheden for, 

at briterne bruger transitruter gennem 

Tadsjikistan, når styrkerne skal hjem. 

Ifølge Harvey kan tilbagetrækningen foregå 

gennem Tadsjikistan, Kirgistan og Kasahkstan. 

Han tilføjede desuden på en pressekonference i 

Dushanbe, at de NATO-ledede ISAF-styrker kan 

efterlade dele af deres udrustning i både 

Afghanistan og transitlandene. 

Forud for samtaler i Dushanbe havde den 

britiske forsvarsminister Philip Hammond 

diskuteret samme emne på møder i Kasakhstan og 

Usbekistan. 

(Radio Free Europe/Radio Liberty) 

ARMENIEN 

Fransk domstol underkender 

forbud mod folkemordsbenægtelse 

Den armenske regering er utilfreds med, at den 

franske forfatningsdomstol har underkendt loven 

mod benægtelse af folkemord på armeniere. 


Frankrigs forfatningsdomstol underkendte i 

slutningen af februar den meget omtalte lov, som 

skulle gøre det ulovligt at benægte, at 1,5 millioner 

armenieres død i 1915 var et folkemord begået af 

det ottomanske imperium. 

Det affødte straks protester fra både 

regeringspartiet og oppositionen i Armenien, men 

regeringen har ikke officielt reageret på 

afgørelsen. 

Talsmanden for regeringspartiet HHK og 

næstformand for parlamentet, Eduard 

Sharamazanov, betegnede kendelsen som ”interne 

politiske anliggender” i Frankrig og intenst 

lobbyarbejde fra Tyrkiet, der benægter, at der var 

tale om folkemord. 

Også en oppositionspolitiker gav udtryk for, at 

den franske domstol havde givet efter for ”tyrkisk 

pres, trusler og bestikkelse.” 


ASERBAJDSJAN 

Borgere blev tvangsflyttet forud for 

Melodi Grand Prix i Baku 

Dusinvis af mennesker blev, ifølge Human Rights 

Watch, blevet tvangsflyttet fra deres hjem for at 

skabe plads til eurovisionens melodi grand prix, 

der fandt sted i maj. 

Da håbefulde musikere fra hele Europa i maj gik 

på scenen i det splinternye Baku Crystal Hall, 

betrådte de samtidig jord, der er blevet frataget de 

lokale beboere. 

27

Human Rights Watch hævder at have 

dokumentation for dusinvis af tvangsudsættelser 

af beboere i den del af hovedstaden Baku, hvor 

den spektakulære arena blev rejst. Og familierne 

har ikke fået en rimelig kompensation for 

nedrivningen af deres hjem. 


KASAKHSTAN 

Nyvalgt parlament ignorerer blodig 

uro i Zhanaozen 

Valget i Kasakhstan underkendt af OSCE – 

fortsat nødretstilstand i den vestlige del af landet, 

efter at mindst 16 strejkende oliearbejdere blev 

dræbt i december. 



Da det nyvalgte kasakhiske parlament åbnede 19. 

januar, blev december måneds blodige 

uroligheder mellem strejkende oliearbejdere og 

sikkerhedsstyrker i den vestlige by Zhanaozen 

ikke nævnt med et ord. Mindst 16 mennesker blev 

dræbt under urolighederne, og der hersker reelt 

nødretstilstand i området. 

Præsident Nursultan Nazarbajev fokuserede i 

sin åbningstale i stedet på landets nye 

flerpartisystem. Reelt domineres parlamentet 

fortsat af præsidentens Nur Otan-parti, der sidder 

på 107 pladser. De øvrige partier, Det 

Kommunistiske Folkeparti og Ak Zhol, anses 

begge for regeringsvenlige. Karim Masimov, 

regeringschef siden 2007, blev da også genvalgt. 

OSCE bedømte i øvrigt valget til ikke at leve op til 

internationale standarder. 

(Radio Free Europe / Radio Liberty) 

Tony Blair rådgiver Nazarbajev 

Den tidligere premierminister skal pudse 

præsidentens image af. 

Præsident Nursultan Nazarbajev vil gerne 

forbedre sit image i Kasakhstan og ikke mindst i 

det internationale samfund, og derfor har han 

hyret Storbritanniens tidligere premierminister 

Tony Blair, oplyser britiske medier. 

Blair skulle angiveligt have etableret et hold af 

professionelle rådgivere i Astana for den nette 

sum af 8 millioner pund. I et svar fra Blairs 

konsulentfirma i England oplyses det, at Blair ikke 

tjener penge på kontrakten, og at han kun har 

hjulpet med at sammensætte holdet af rådgivere. 

Den seneste melding er dog, at Tony Blair mødtes 

med Nazarbajev i februar for at snakke om 

præsidentens tale om beskæftigelse. 

(The Telegraph)

TADSJIKISTAN 

KIRGISISTAN 

USBEKISTAN 

Grebet om den offentlige 

kommunikation strammes i flere 

lande 

Tadsjikistan slukkede for Facebook – Kirgisistan 

for det populære site Ferghana.ru. Også russiske 

netsteder blokeret som et led i en tiltagende 

stramning af pressens forhold. I Usbekistan har 

myndighederne installeret sikkerhedskameraer i 

moskeer. 

I begyndelsen af marts lukkede de tadsjikiske 

myndigheder for adgangen til en række netsteder, 

herunder det populære sociale medie Facebook. 

Adgangen til den russiske hjemmeside zvezda.ru, 

der bringer aktuelle politiske analyser, blev også 

blokeret, efter at siden havde bragt en nyhed med 

overskriften ”Tadsjikistan på vej mod revolution”. 

Tadsjikistan er ellers kendt for en i centralasiatisk 

sammenhæng forholdvis liberal tilgang til 

regulering af pressen og offentlig kommunikation. 

I 2012 er myndighederne dog begyndt at arrestere 

journalister, der anses for kritiske mod styret. 

Parallelt hermed har de kirgisiske 

myndigheder indledt en blokering af netstedet 

Fergana.ru og Aknet. Beslutningen blev taget af 

det kirgisiske parlament allerede i 2011 efter 

dækningen af de sydkirgisiske uroligheder i 2010, 

blev mødt med meget kraftig kritik fra OSCE, der 

opfordrede myndighederne til meget hurtigt at 

åbne adgangen igen. 

I Usbekistan strammer styret også grebet om 

befolkningen. Der er installeret sikkerhedskameraer 

i moskeer i i Ferghana-dalen, én af de 

mest religiøse dele af landet. 

(Asia Plus / RIA Novosti) 



TURKMENISTAN 

Tre procent sagde nej til præsident 

Gurbanguly Berdymukhammedov fik 97 procent 

af stemmerne ved præsidentvalget i februar. 

Turkmenistans præsident Gurbanguly 

Berdymukhammedov blev den 12. februar 

genvalgt som præsident for en fem års periode 

med komfortable 97 procent af stemmerne. De 

officielle meldinger var, at 96 procent af de 

stemmeberettigede kom til valgurnerne. 

Valget bliver af de fleste betragtet som en 

formalitet, og der var aldrig tvivl om resultatet. 

Nummer to blev den nuværende energi og 

industriminister med 1,2 procent af stemmerne. 

Berdymukhammedov blev præsident i 2006, da 

præsident Nijazov døde, og han har fortsat sin 

forgængers hårde linje overfor ytringsfrihed og 

politiske modstandere. 

(Eurasianet.org) 

Redaktionen er afsluttet 1. maj.

Oxus - Centralasiatisk Selskab

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?